NEW MORNING

God dag! Igen. Efter lang tids fravær fra denne side, hvor jeg har været stærkt optaget af, at lave korrektur af mit manuskript til bogen: “En tandlæges endeligt”

2.korrektur med tegnsætning og rettelser er nu færdig. Ja. Jeg sætter lige et billede ind her fra mit sidste besøg hos Bynke.

Vi ses!

 

Og så ses vi. Hvem end vi er. Væsner fra en anden klode, som man siger. Og hvad så, hvis denne klode er denne klode? Så er vi væsner fra en klode vi kender. Hvilket vil sige, at vi har skabt et billede oppe i vores hukommelse, som vi så (i vores hukommelse) tror er virkelighed, og som vi så betegner som “kendt”. Men det er bar løgn det hele. For vi har ikke skygge af chance for at “kende” det værende. Det vil altid undslippe os, så lad os for gud skyld, ophøre med at “indfange” tilværelsen og gøre den til noget, vi kan fatte. Det er spild af tid. Fuck det, som jeg plejer at sige. Det er et meget godt udtryk for det ophør, der finder sted hele tiden. Fuck det!

My Life is a mess  

Hvis jeg nu lader alt dette rod gennemstrømme min pen

Hvad er bedren end at høre musik    

And then see you. Whoever we are. Creatures from another planet, as they say. And what if this globe is that globe? Then we are beings from a planet we think we know. Which means that we have created an image in our memory that we saw (in our memory) believe is reality, and which we then describe as “known”. But that’s a lie. For we have no shadow of a chance to “know” what is. It will always escape us, so let us, for God’s sake, stop “capturing” life and make it something we can grasp. It is a waste of time. Fuck it, as I usually say. It is a very good expression of the cessation that is taking place all the time. Fuck it!

 

Det bliver aften med rosa lys

Jakke

Så skete det. Det der ikke måtte ske og som derfor skulle ske. For at rejsen kunne blive komplet, tror jeg nok, man kan sige. Det var en bagatel for så vidt, at det ikke medførte skade på nogen, men det åbnede mine øjne for, hvor knyttet jeget/jeg er til ting. Det var chokerende at se min reaktion, da det gik op for mig, i regnvejr og kold blæst på vej fra bussen op til bilen på parkeringspladsen ved Tegelersee, at min “elskede” vindjakke, som jeg havde passet og plejet lige siden jeg fik den som gave af Dansk Tandlægeforening i forbindelse med et Årskursus på Bellacenteret for mange år siden, at den var væk.
Den fandtes ikke i min rygsæk, og jeg gravede og ledte, men den var der ikke. Min første indskydelse var, at jeg måske slet ikke havde taget den med om morgenen. Dog vidste jeg godt, at sådan var det ikke. Men det var et håb.
Jeg fik som sagt et chok. Det måtte ikke ske, hvad var dether for noget, tænkte jeg. Mig som altid passer så godt på mine ting. Det stak mig i hjertet og blev ved med at stikke dybere og dybere, efterhånden som det gik op for mig, at den var og blev endegyldigt væk
.

Jeg MÅ kunne finde den, tænkte jeg og gennemgik minutiøst hele dagens hændelser med henblik på at vende tilbage til alle de steder, jeg havde været. Jeg VILLE  finde min jakke!  Den stod for mig som noget betydningsfuldt, ja faktisk som en del af mig selv, og da gik det op for mig, hvor knyttet jeg er til ting. Tanken kredsede hele tiden om denne jakke med tandlægeforeningens lyseblå logo indsyet over brystet.
Det var jo min UNIFORM, jeg havde mistet! Pyha for en opdagelse! Findes skulle den. Jeget er stædigt. Lader sig ikke afspise med sætninger som: -Nu rolig gamle ven. Det er jo kun en vindjakke. -Nej! den SKAL findes! svarer jegets anden halvdel, og så går det igang med at optrævle historien, for hvor har han været og hvor kan han have glemt den? Kathe Kolwitz musæet, hvor han sad ude i haven og spiste sit brød og sit æble på den røde trappe. Eller shawarma restauranten, hvor han fumlede efter pengene da han skulle betale og måske havde taget den op af rygsækken og glemt at lægge den tilbage. Det sjove ved det hele er, at det var så varmt den dag, at han slet ikke fik brug for den, før til allersidst hvor det begyndte at regne, og så var den væk!

Jeg var alle de steder, jeg havde været dagen før uden resultat. Selv helt ude i Tekel lufthavn, som jeg var taget  til ved en fejltagelse, fordi jeg troede det var Tempelhof!
Kort og godt: Det var håbløst og nagende. Hele tiden dette: Min elskede jakke (Gollum) og piv og hyl fra den forurettede lille mand med selvbebrejdelser over sjusk og hvad ved jeg.
Men jeg lod det ske i forvisning om, at før eller siden hørte det nok op, og ganske rigtigt, på vej ind til Alexanderplatz, for at spørge på toilettet, om de havde set en mørkeblå vindjakke med Dansk Tandlægeforenings logo syet på brystet, fangede mit øje gennem bussens vindue ordene “HUMANA second hand and vintage“. Jeg sprang spontant af og løb derover og fandt en nydelig vindjakke i tyndt stof til at rulle sammen i rygsækken, som passede mig perfekt. Den købte jeg på stedet for 10 euro. Så var det overstået.
Troede jeg, men det var det ikke,for jeg skulle lige ud til shawarmastedet og spørge der, men selvfølgelig var den heller ikke hos dem.

Hele historien viste med al tydelighed, hvor knyttet jeg er til ting og fortid. Langt mere end jeg havde troet. Det viste mig også, at der ikke er noget at gøre ved det udover at erkende det og lade det udspille sig. Men ret skræmmende, som sagt for det er jo klart, at i det store billede viser det afhængighed og angst for at miste, som jeg så sandelig må erkende er et livsvilkår for mig.Punktum.

 

!Mand med telefon og øl på bænk i Prag.

Jeg glemte at fortælle, at det var min IDENTITET som TANDLÆGE der røg sig en tur. Nu er jeg identitetsløs, og hvilken herlig fornemmelse. Her er intet at tabe og alt at vinde. Derfor vil jeg nu gå ned og aflevere mit lort på jernbanestationen og tage toget ind til Berlin og gå ud og se Klee og Picasso ved Charlottenburg og Mies van der Rohes villa på Oberseestrasse og undergrundsbanearkitektur på Krumme Lanke og måske slutte af på musæumsøen for at se klassiske malerier. Also!

 

Jul

Rigtig glædelig jul til alle mine tusindtallige læsere over hele jorden. Jeg får så meget god respons hele tiden fra lidelsesfæller overalt. De er lige som jeg trætte af al den tomhjernede snak som fylder firmamentet. En af mine venner sendte mig et selvportræt, han i hast havde nedkradset. Han kaldte det “tanketræt” og jeg må sige, jeg finder det yderst vellignende.

Ellers er der ikke andet at sige lige nu, udover hvad det lille juletræ tavst udtaler ved øksens snarlige nærhed: “Av!” Men ingen høre, hvad det siger. De har alle for travlt med at pynte op. Pynt det hele så det bliver pænt og spiseligt. Kalkede grave og pædofile præster. Religiøs hysteri og morderiske tilbøjeligheder. Latterlige skabagtige krukker og censur af et underholdende radiojulekalenderspil, som vi ikke må høre, at vores sjæl ikke skal tage skade af en parodi, hvor Dronning Margrethe og Prins Henrik bliver forvist til Mjølnerparken mens Johanne Schmidt Nielsen bliver udråbt til præsident. Det må vi ikke høre. Det er for stærkt. Synes de inde i radiorådet.

Tænker det lille juletræ, inden det bliver fældet.

Lidt bonusmateriale for hvem damen her er ukendt. What a lady!

Her på Pederskevejen går det godt! Der er gløg i glasset og pasta på komfuret elegant præsenteret af Betty, så vi ved hvad vi får. Ren kvalitet! Nu siger vi farvel til Ernst og Olga som har bibragt selskabet megen varme og charme. Film fra 68 om aftenen og iskoldt bad i en brølende østersø om morgenen. Opmåling af låge og indkørsel om dagen i snefog.  Og Rie på besøg til nostalgisk aften med vegansk kylling i karry.  Kan man have det bedre ?

Sådan så havet ud i dag. Gud Herren sendte sin lysstråle ned på menneskenes jord, så de kunne se. Bølgerne slog højt op over stranden og rev store sten med sig, så det var svært at finde fodfæste. Denne jeg/krop så derud og fandt en passende sti hen til et dybt lysegrønt hul, hvor den ville nedsænke sig. I det samme drev en mægtig grankævle  op mod ansigtet på den og slog den omkuld. Angsten vældede frem i den stakkels sjæl, hos hvem et morgenbad var eneste ønske. Et ønske som drev den ud i det grænseløse land som døden jo er, og hvor enhver flugt er umulig, idet springet tages og landfast kending opgives. Kævlen trak sig tilbage og lagde an til et nyt angreb med den næste store bølge som kom brusende.  Men denne gang var sjælen forberedt. Dens samlede sansning uden nogen form for kontrollerende beregning reddede den.I et snarrådigt spring overmandede den kævlen og udnyttede bølgeslagets kraft til at ændre dens kurs med netop de grader der gjorde, at kollisionen blev undgået. Den åndede lettet op, svømmede et par tag og gik i læ for den bidende vind bag bilen for at frottere sig . I kabinen ventede skoldhed the, og snart var den i tøjet og på vej tilbage til gården.

Karl Kristensen skibsmægler:

Åh, jeg har så meget jeg skal nå. Hvordan skal jeg nå det hele? Jeg har hele tiden travlt. Jeg må skynde mig lidt mere, så jeg når hvad jeg skal. Jeg har hele livet igennem bestræbt mig på at gøre mit bedste. Det sætter jeg højt. At yde sit yderste. Så jeg har altid travlt med at yde mit yderste. Det vil sige, at jeg presser mig selv hele tiden til at blive bedre. Bedre og bedre. Hele tiden. Åh, jeg skal nå så meget. Jeg har lige sat nyt betræk på min bils sæder. Det blev meget pænt, men jeg er ikke tilfreds. Jeg bliver aldrig helt tilfreds, for der er altid noget nyt, jeg skal nå. For at nå det hele har jeg altid meget travlt. Jeg har også meget travlt med at skrive detteher. Så travlt at ordene undertiden snubler over hinanden. Så bliver det noget vrøvl, det jeg skriver. Så bliver jeg så forfærdelig ulykkelig. Jeg vil jo så gerne gøre mit bedste, og så bliver det noget vrøvl. Hvad er vrøvl egentlig? Har jeg nogensinde tænkt over det? At vrøvle. Det er et skægt ord, ikke? Små babyer vrøvler, men det gør ikke noget, for sådan er små babyer. Men jeg er ikke en lille baby, så jeg må ikke vrøvle. Der skal være mening i det jeg siger. Men hvad er meningen?  Jeg forstår slet ingenting. Og jeg som altid har gjort mit bedste. Og nu er det hele meningsløst vrøvl. Åh, åh, åh hvor er jeg ked af det!

Jeg tager sko på og går ud i haven. En fasan er landet på naboens tag og sidder og kigger ned på mig med sine plirrende øjne. Jeg ser op på den. Så går jeg i stå. Jeg har ikke travlt mere. Jeg står helt stille og ser fasanen. Ser fasanen se. Jeg er helt stille. Ingenting. Ingenting. Jeg er helt lykkelig. For ingenting. Men det er meget koldt. Rimfrost i græsset. Solen hænger lavt. Lyset er gulligt. Om lidt bliver det mørkt. Klokken er halv fire. Jeg har ikke spist hele dagen mens jeg satte betræk på bilens sæder. Nu er jeg stadig ikke sulten. Min krop er glad for at blive fri for al det spiseri. Den har fred nu. Jeg har fred nu. Og så er det snart jul. Ih hvor jeg glæder mig til juleaften! Så skal vi have flæskesteg, andesteg, gåsesteg og kalkun samt sildebord med snaps og øl og det hele og min mor står op af graven og flyver ned fra den himmelblå. Ih hvor jeg glæder mig. Ih.

Søndag den 24 december. Juleaftenssandhed.

Tiden er et operationelt begreb, som ikke har nogen egentlig bund i virkeligheden. Sålænge vi ikke ser det, vil vi altid være uenige og adskilte.

I virkeligheden ER vi enige. Vi ser det blot ikke…

Og så noget helt andet: Jeg sidder her i sandet,

og graver med min ske.

Så ganske lige pludselig

begynder det at sne.

Jeg kigger op på himlen,

men den er stadig blå.

Så her er sandelig noget,

jeg ikke kan forstå.

Glædelig Jul til alle mine utrættelige læsere!

Man kan læse lige så meget, man vil. Lige meget nytter det. Når man er færdig og har lukket bogen i, sidder man stadig og ser frem for sig uden at forstå et ord af, hvad man læste. Så banker det på døren og så er det naboen der vil inviterer på whisky, men man har ikke lyst til at drikke lige nu og så går naboen lettere fornærmet igen. Så sidder man atter og stirrer tomt ud i luften. Det var det, tænker man. Det var det, og hvad så, hvad skal der så ske? tænker man. Man kunne gå en tur, tænker man, men man har lige været ude at gå og det regner osse slemt, så der er ikke meget ved at gå ud i det vejr. Det var da trist, tænker man. Meget trist.

Katten står udenfor terrassedøren og mijaver. Den vil ind i varmen hos mennesket, men mennesket vil ikke have den indenfor. Så bliver han afhængig af det dyr og kan ikke gå og komme som han vil. Det nytter ikke noget. Det nytter ikke noget, at han ikke kan gå og komme som han vil. Det er meget vigtigt, at han ikke er afhængig af noget. Det kalder han frihed. Så kan han selv bestemme, hvad han vil. Når han vil. Men da han ikke ved, hvad han vil, kommer der ofte tanker til ham som bestemmer hvad han skal, og så er han slet ikke fri. Så er han en fange af sine tanker, der driver ham til ting, som han dybest set slet ikke har lyst til. Det er en ond cirkel, han ikke kan komme ud af.

-Er det ikke koldt? Spørger manden ham, idet han er ved at tage tøjet af for at gå i vandet. Han svarer brysk, at han ikke har tid til at snakke. -Det er alt for koldt til at snakke, siger han og skynder sig ned i det iskolde vand og tager et par svømmetag, før han skrigende af brændende kulde må kravle op ad træstigen. Manden står og glor på ham mens han ryger en cigaret. Men han tager ikke notits af det. Han har travlt med at frottere sig varm. Når tøjet er på igen, skynder han sig ud på sin løbetur langs med siloerne. Her får han et hjerteanfald og styrter til jorden. Men han rejser sig igen, da hjerteanfaldet er overstået. -Det var godt jeg ikke døde, tænker han. – Så kan jeg fortsætte lidt endnu, og så fortsætter han, men denne gang løber han ikke. Han går.

Han har læst, at man kan undgå hjerteanfald hvis man spiser ingefær, så han koger en hel spandfuld peruvianske ingefær og sier det ned i nogle syltetøjsglas. Der står det og køler af. Hver morgen tager han en skefuld ingefærsekstrakt og føler sig straks meget bedre til mode. Det er meget vigtigt for ham ikke at dø. Det er det sidste, han vil. At dø. Så holder alting op, og det har han ikke lyst til. Så vil han trods alt hellere sidder og stirre ud i luften uden at have noget som helst at lave. I det mindste er han så levende. Hvad så end det betyder. Det ved han ikke. Måske betyder det, at han kan tage toget til Århus og købe en ny bil, som han kan køre tilbage i. Når han så kommer hjem igen, kan han sætte sig til at læse, og når han er færdig med at læse, kan han lukke bogen og se frem for sig uden at have forstået nogetsomhelst af det han læste.

Sådan er hans liv. En tom historie.

Nå forresten. Helt tomt er det ikke. Hans liv. Nu myldrer det frem. Han har lige installeret “El Capitan” på sin mac computer, fordi den “High Sierra” han havde installeret før, havde gjort computeren så forfærdeligt langsom, at han ikke kunne bruge det “Garageband” han havde installeret. Han er begyndt at træne sit mundharmonikaspil efter anvisning fra sin svigersøn, som mente at han nok kunne bruge lidt øvelse, da han forsøgte at følge svigersønnens guitarakkorder uden det allerstørste held. Nu sidder han og puster ud og ånder ind i de rigtige takter i de første fire huller i harmonikaen og ser om han kan oparbejde en teknik, som med tiden måske kan medføre, at han bliver i stand til at følge svigersønnens guitar. Svigersønnen er en dygtig guitarist, så måske aspirerer han for højt, men han gør sit yderste og puster og suger det bedste han har lært efter anvisning fra en lærer på You Tube.

Så læser han som sagt om Truman Capotes store bal på “Plaza” i New York i 1965. Om de mange celebrities fra den gang, hvor det lige som nu var meget vigtigt at være “in” og meget trist at være “out”. Om Frank Sinatra og Mia Farrow og Aga Khan og fru Kennedy o.s.v. og det er i det hele taget meget kedeligt, så han springer adskillige sider over som kun remser op alle de kendte og berømte, der var med til dette black and white maskebal dengang for længe siden. Til sidst lukke han bogen efter at have læst de sidste sider om Truman Capotes absolutte deroute i Los Angeles, hvor han dør som 59 årig af sprut og coke. Så sidder han og stirrer tomt ud i luften og fatter ikke en skid af det hele. Selvfølgelig var han en god forfatter. Det vidner hans bøger jo om, men hvad er det så værd, hvis det ender sådan? Det er så tomt det hele, tænker han. Og så flygtigt. Snart er det væk, og døden lurer bag hvert gadehjørne, og vi ved ikke hvad vi skal gøre ved det, vel?

Nå, men nu mijaver katten igen udenfor. Måske skulle jeg tage den ind? Eller osse skulle jeg gå ind til naboen og drikke whisky i stedet for. Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal. Jeg kunne også øve lidt på mundharmonikaen.Ikke?

For hver dag der går ser jeg tydeligere min egen uvidenhed. Det er en lettelse. Som at få en god ven i syne. Som noget jeg engang tabte, da jeg gjorde mit bedste for at tilfredsstille de krav, som blev stillet mig med trusler om repressalier, hvis ikke jeg fulgte dem. Det var hele tiden noget med at være med på vognen eller beatet som et pres der lå over mig og som jeg måtte tilfredsstille for at kunne have det godt. For at få ros og bekræftelse, som jo var det vigtigste for et umælende barn i vuggen. Hvis ikke jeg “opførte” mig som de sagde. Hvis ikke jeg smilte, når de smilte og holdt kæft, når de ønskede det, så blev der “kold luft” omkring mig, og det kunne jeg ikke lide. Jeg ønskede varme og kærlighed og bekræftelse, og det fik jeg kun, hvis jeg opførte mig ordentligt. At opføre sig ordentligt ville sige at finde ud af nøjagtigt, hvad de ønskede og så gøre det. Så fik jeg ros og så kunne de lide mig. Hvis jeg ville være sammen med mine “venner” måtte jeg tale deres sprog. Måtte tale dem efter munden. Så kunne jeg score point og blive bemærket. En smart bemærkning eller en “klog” tanke kunne skabe lidt aura omkring mig,som gav mig selvtillid. Det lærte jeg mig, for ellers havde jeg ingen venner eller familie.Var helt alene i mørket. Lige som dengang under krigen, hvor min mor havde job som telefonistinde om natten, og jeg var alene hjemme under dynen i luftalarmen med mine to eneste venner, kanariefuglene i buret som min mor havde tildækket før hun gik. Det var den viden jeg fik ret tidligt i livet. At hvis jeg ikke tilpassede mig, så kom angsten ind som et sort spøgelse og stod ved min seng og talte om døden. Og det kunne jeg ikke lide, så jeg tilpassede mig og blev vidende om hvorledes man skal klare sig her i livet.

Denne viden fordamper dag for dag. Døden bliver mit nærvær. Uvidenhed  min ven. Og efterhånden mærker jeg en trivsel som bare vokser og vokser. Og det er en god følelse, skal jeg hilse at sige.

I øvrigt kan jeg nu spille akkorderne C, G, A og F på klaveret, og får på den måde en gang imellem en lille sang at høre. Bare en lillebitte een. Og jeg har fundet nogle ungarnske folkemelodier på Youtube som jeg kan jamme med på mundharpe. Det minder mig forresten om min egen far, som jeg aldrig kendte og kun mødte to gange i mit liv. Han gik på pension efter et langt arbejdsliv som annoncedirektør på Berlingske Tidende, og købte sig et klaver og begyndte at lære sig at spille. Desværre døde han få måneder efter,  så jeg spiller måske med døden i hælene. Men det gør vi jo allesammen sådan set, og det gør egentlig ikke noget. Det gør det ikke.

Hvad  skal vi gøre? Ordet “gøre” er nok et af de mest anvendte ord. Sådan ser det ud for mig. Når noget bliver et problem, spørger man altid: – Hvad skal vi gøre? og det er netop problemet. At man tror, man kan gøre noget ved nogetsomhelst. Det kan man selvfølgelig ikke. Man vil ikke forstå, at “gøren” er en illusion, er noget man bilder sig ind. Noget man tænker. Når man tænker, at man kan gøre noget, så har man allerede forpasset sin chance for at øve indflydelse. For indflydelse sker spontant, og handling er ikke noget man “gør”. Handling er noget der sker præcis i det øjeblik, hvor problemet indses. Så det er indsigt, det gælder om og ikke “gøren”.

Indsigt får man ved at se. Og “se” sker af sig selv gennem ens sanseapparat, som hvis man ikke blokere det ved ustandselig “gøren” og “laden” er et højt udviklet og intelligent væsen, som når det ikke forurenes af spekulationer og tåbelig adfærd som malnutrition og forstyrrende forestillinger frembragt af grådighed og idioti, er i stand til at tilpasse sig  alle livets forhold.

Såre simpelt. Der er ikke noget at gøre. Så snart man indser dette falder al ting på plads. Så flyver fuglen i sin bane henover ens hoved uden nogen form for besvær eller anstrengelse. Så blæser vinden og solen forbrænder. Så opløses enhver konflikt af sig selv, idet det ind-lysende går op for mennesket.

Den fuldendte handling er ikke handling.

Så derfor pakkede jeg bilen og tog på en lille udflugt til Blans Havn, som ligger 20 km fra Bandholm. Der sidder jeg nu under en himmel, som langsomt overtrækkes af grå skyer mens blæsten tager til. I morges var himlen lyseblå og solen sendte skarpe stråler lavt hen over naboens bladløse træer. Der var rim over alle vækster i min have og det hele var sprødt og fint.

Jeg købte en ny lader til mine batterier i går. Nu har jeg en lader til både kabine batterierne og start batteriet. Det er vigtigt især nu i det kolde vejr at holde sine strømkilder i god form. Både så man kan starte motoren uden besvær, og tænde for det lille oliefyr og sidde trygt og lunt inde i bilen og skrive mens stormen hyler udenfor. Der er begyndt at komme grødis. Den samler sig lige nedenfor, hvor jeg holder bag de store kampesten. Lindholm ligger ret ud for næsen af bilen som et stort pelsklædt dyr på vej op af vandet. Der er små krappe bølger med skumtoppe som overflyves af spidsnæbbede slanke måger, og ellers er her ikke en sjæl. Bådene står på land overtrukket med beskyttende presenninger. Kun en enkel fiskejolle ligger og gynger i havnebassinet. I radioen taler de om at “gøre” noget ved de “frygtelige fem” google, microsoft, amazon, apple og youtube for at få dem til at holde op med at tjene penge på folks dumhed. Jeg spørger bare, hvor dum kan man være at stille sådan et forslag. Det er netop det. Det er dumhed og ikke indsigt der driver værket, og jo mere de dumme “gør” fordi de tror det “hjælper” des tåbeligere og dummere bliver det hele. Man behøver ikke at komme med eksempler. Det er hele vejen igennem, og det er blevet sådan, at fordi dumheden råder, tror man at det er normalt at være dum. At man kan “gøre” noget, og så “gør” de noget hele tiden, og så bliver det hele bare dummere og dummere. Og det er et mirakel at vi endnu ikke har fået en atomkrig, og det skyldes udelukkende, at de der sætter den i gang med 100% sikkerhed ved, at de selv bliver ramt. Det er den intelligens der er tilbage i menneskeheden. Frygtens intelligens. Og lad os se om den redder os, hvis ikke vi i forvejen er bukket under i vores eget lort som vokser og vokser for hver dag vi forsøger at “gøre” noget ved det.

Festligt ikke?

 

SMÅ CIRKLER

Den mikroskopiske tordenflue bevæger sig i ottetalscirkler lige foran min næsetip. I første omgang er det enormt irriterende, men når jeg en tid har forsøgt at vifte den væk med et viskestykke, giver jeg op og lader den være. Så kan den uforstyrret danse sin dans som indledning til det skybrud, som i følge YR skal finde sted over os kl 18 her på DCUs store campingplads “Hesselhus” lidt uden for Silkeborg midt på den Jydske højderyg. Bilen er brandvarm og luften trykkende. Jeg har hængt mit sengetøj ud til luftning og installeret en tørresnor mellem en lygtepæl og bilen til mit håndklæde. Det nye solcellepanel ligger og flyder hen over passagersædet. Jeg vil ikke sætte det på taget af bilen før jeg kommer tilbage til Bandholm. Her er strøm for 30 kr om dagen og det benytter jeg mig af. Det er rart at være blandt mennesker igen. Almindelige campister, hvoraf mange er fastliggere, som bevæger sig stille rundt og udveksler erfaringer fra deres liv. Mange har sygehistorier at fortælle. Mine nærmeste naboer drøfter forskellige former for lungebetændelse og KOHL mens de sidder i skyggen under deres parasolle og drikker dåseøl og ryger rullecigaretter. Swimmingpoolen har adgangsbegrænsning på grund af Corona. Alle spritter af hele tiden, men jeg synes nu ikke, de holder ordentlig afstand. Jeg lukker døre op med albuen og tænker på, hvornår den lille dræber rammer mig med respirator, død eller i bedste fald langvarig genoptræning og livslang nedsat lungefunktion. Nå, men jeg passer på og går med maske i Aldi, når jeg køber ind. 2 måneder tog det mig af få fat i de rigtige KN 95 masker med virusfilter fra Kina. Nu er jeg reglementeret maskebærer og kan begå mig over hele verden uden at få en bøde. De siger, at man kan blive straffet med bøde op til 1000 euro, hvis man ikke har maske på, når man skal op i Eiffeltårnet. Og elevatoren er lukket, så man skal gå op ad trapperne hele vejen. Så sveder man meget og så udsender man masser af virus. Der skal jeg ikke op. Selv ikke med maske! Jeg bliver her på campingpladsen indtil i morgen. Så tager jeg bilen og kører over til Harboøre og springer på hovedet i Vesterhavet uden at blive ramt af Danmarks nye invasive art, den lilla brandmand!

Vi tror selv, vi er så vigtige med vores tankespin. Men det er vi ikke, og vi ved det godt inderst inde, men vi har satans svært ved at indrømme det overfor os selv. Universet, eller hvad man nu skal kalde det, er dybest set skide ligeglad med os. Det ønsker perfekte arter, som er i stand til at tilpasse sig ind i diversiteten og ikke “perfekte” individder som tror de er Gud.     Fuck dem!
Så derfor, og udelukkende derfor, er dette “jeg” i en tilpasningsfase, som det i høj grad nyder at være i. Derfor vil det nu om lidt, når det har skrevet disse ord, mens det sidder i denne krop og ser ud på græsset, hvor en vipstjert netop er i færd med at prikke små insekter op til morgenmad, løfte sit legeme fra sædet og begive sig ned til Informationen, hvor det vil betale sin regning for dette ophold på dette sted, DCUs campingplads “Hesselhus”, hvorefter det vi gå ind til bageren og købe et brød eller en croissant eller hvad der nu falder det ind, når det står foran glasmontren og skal bestemme sig. Således ser det ud lige nu i dette hellige øjeblik for dette jeg. Når det så kommer tilbage vil det forberede sin afrejse. Det vil folde taget ned over sin seng og rydde op inde i bilen. Checke olie og vand og når alt er klappet og klart starte motoren (hvis den vil…) og køre ud på landevejen over mod Vesterhavet.

Og det skuffer ikke, det Vesterhav! Forrygende store bølgebræk med skumsprøjt og dampskyer ud over hele høften, jeg står på. Et tysk ægtepar med hund kommer op og vil forbi. Jeg trækker mig skynsomt tilbage fra dem. De er jo tyskere og jeg tænker de kommer fra en delstat med højt smittetryk. Man kan jo aldrig vide, tænker jeg, og fornemmer i samme øjeblik den smitteracisme som hersker i disse dage. Pas på! En Corona! Og man viger reflektorisk ud i den tilladte afstand og gerne mere, for man kan jo aldrig vide… Brændingen slår op mod den kulsorte bølgebryders sten og blæsten hiver mig i håret og snart er tyskerne forsvundet og jeg har den milevide strand helt for mig selv. Ærgrer mig ustandselig over min glemsomhed. Skulle selvfølgelig have taget kite-dragen med herover. I den blæst kunne jeg rigtig manøvrere og måske blive ført som en windsurfer i strygende fart henover det gule sand! Desværre har jeg glemt den, som sagt og har nu kun ærgelsen tilbage. Ærgeligt! De lilla brandmænd florerer i stort antal lige hvor bølgekammen slutter på det glatte sand. Der ligger de og skinner som safirer, men det er lumske ædelstene der ligger der. De brænder, gør de og jeg tør fandme ikke begive mig ud i den røverrede, så jeg nøjes med et hastigt dyp til maveskindet og så op og frottere og lade som om, at nu har man været i Vesterhavet.

Vinden tuder og river i mit tagtelt. Heftige tordenbyger driver hen over landet og tømmer sig plaskende så campingpladsen er ved at drukne. Med et hører det op og solen styrter midsommerstikkende direkte ned i hovedet på mig og gør mig ør og varm. De store klitter med marehalm, klokkeblomster og gul snerre bølger sig foran mit øje og det varer ikke længe før jeg sidder deroppe med akvarelblokken og et syltetøjsglas og min windsor and newton fyldt med de dejligste farver.

Det styrtregner lige nu. I bilen er der varmt, da jeg har varmeblæseren tændt. Gudskelov for den. Det giver mig mulighed for at tørre mit tøj oppe under teltet. Der hænger det på en stang og tager sig ud. Mine to håndklæder bl.a.  som jeg brugte i morges, da jeg var i bad. Først troede jeg, at der kun var koldt vand, men fandt senere ud af at trykke på en grøn knap med et skilt hvorpå der stod “gratis vand” så løb det varme vand lige ud i hovedt på mig og jeg kunne exekvere mit morgenritual. Skal jeg køre videre eller skal jeg blive lidt endnu? Mit privilegie er denne valgmulighed. Jeg vil lade det stå åbent der. Ikke nogen grund til at træffe forhastede beslutninger. Bilen svinger fra side til side, når de kraftige vindstød tager fat i den. Tagteltet klaprer og bølger ind og ud for blæstens tryk. Solen skinner i glimt ned gennem de forrevne skyer. Ude i det fjerne høres lyden af det frådende hav. Jeg må ned til det inden jeg kører. Det er ubetinget. Et valg er truffet. Så vidt så godt. Alt derefter er til forhandling.

Tøm dit hoved du raske gut.

Om et håb eller to blev brudt.

Dog er der håb i det høje.

Når jeg mit sind kan nedbøje.

Ja, det tør siges. Tænk hvis man fik demens og ikke kunne tænke mere. Hvad skulle man så tænke. Skulle man så tænke på noget andet end det man tænkte på? Og hvordan ville det være. Tænk hvis man døde. Hvad så? Ikke? Det er noget sludder og vrøvl som hele tiden dukker op i alle verdenshjørner og den lille sjæl lader sig føre afsted i dette morads af en virkelighed. Tankens veje er uransagelige. Hvad VED vi egentlig, når det kommer til stykket. Jeg havde en drøm i nat, hvor jeg hang i en snor og skulle lade mig falde ned på jorden, men afstanden var for stor og jeg vidste at jeg ikke ville klare den, hvis jeg gav slip. Så blev jeg bare hængende, og der hænger jeg nu.

Enten kunne jeg gå hen til min bil og køre videre, eller osse kunne jeg gå med de to piger som stod og ventede på mig. Jeg var i tvivl og begyndte at græde. De ville hjælpe mig, men jeg var bange.

Pigen der kørte ind foran mig på tankstationen, kaldte jeg et røvhul. Havde det været en mand, ville jeg ikke have været så grov. Hvad er det jeg hele tiden prøver at undgå? Er det at se mig selv i øjnene? Er det det? Så bliver jeg så fandens destruktiv. Men måske er det godt at være lidt destruktiv en gang imellem. At nå ind til angstens kerne. Angsten for hvem man i VIRKELIGHEDEN er . Jeg købte “Procreate” i går og tegnede straks noget mystisk noget. Jeg kan ikke holde al den perfektion ud. Jeg kan ikke holde alle disse skønmalerier ud, når nu verden er en sump. Kan I forstå det? Jeg bliver nødt til at råbe højt. At skrige lige som Munck. Ikke? For sådan er det jo. Døden og udslettelse. Hadet og fordummelsen er til stede alle vejne og jeg bliver nødt til at skrige. Råbe. Skabe mig det bedste jeg har lært. De små planter bæver i vinden. De er så skrøbelige. Livet er skrøbeligt. Kan I for helvede ikke se det allesammen? Så lad det da være, det liv.

Nå, så er vi færdige. Med det hele, og det er godt. I går fin tur i Paradisbakkerne kyndigt vejledt af Bynke. De unge mennesker nød at vandre og jeg hang på. Gable optrådte om aftenen for fuld skrue. Betty var fraværende. Det kan jeg godt forstå. Alt for meget snak. Jeg hægtede mig af og blev kun hængende af høflighed. Men mine folk nød samværet, og det var det vigtigste. Nu skal vi videre. Altid videre. Til Opalsøen neden for Hammershus. Det vil Suien gerne. Så gør vi det. Og bagefter bade i samme sø. Den er nok kold.

Een eller anden dag, eet eller andet sted på een eller anden campingplads ligger der en mand og skriver på sin iPad. I en seng af en særlig art, som er opstået ved, at en madras er blevet anbragt der, hvor tidligere to autostole sad fast i gulvet på en lille bil. Der ligger han og ser ud af bilens ruder op på en skidengrå himmel, som hele natten har øst syndfloder af vand lige ned i hovedet på ham. Men han er ikke blevet våd, nej for han har garderet sig med et “hæktelt” af særlig beskaffenhed.  Det er konstrueret af et gammelt læhegn, som han har arvet af sin mor. Hans mor tog nemlig ud på små campingture omkring i det ganske land. Ofte på cykel med ham på bagsædet. Så sad han der og nød den blide sommerluft blæse ham i ansigtet, efterhånden som hun stred sig frem gennem det Fynske landskab. Men hun er død. Hans far er osse død, og snart er han selv død. Som så mange andre. Dog er han ikke død endnu. Så kunne han jo ikke skrive, hvis han var død. Det er soleklart og ikke til at komme udenom.

Han tænker tit på Gabel og Betty. Disse purunge mennesker, som har hele verden foran sig. Hvordan vil de gebærde sig? Vil de experimentere og bevæge sig ud på den tynde hinde som dækker planeten Tellus og lade sig føre af dens indbyggede intelligens, eller vil de af angst for uforudsete hændelser begynde en indkapsling af deres fine sanseapparat og forstene lige som de fleste. Det tænker han på. Men han er optimist og tror, at de nok skal finde ud igennem det tankespin som formørker menneskenes verden og flyve frit som de små svaler oppe i luften.
Han tænker osse på sin store datter Bynke, som har fundet sit sted på jorden og som åbnede sit hjem så smukt for de to andre unge mennesker, hans vej i verden havde fremkaldt. Jonathan, som er glad for sit nye hjem i Odense sammen med sine tre “roommates” hvor han bor i cykelafstand fra Syddansk Universitet og skal læse dansk og historie. Endelig kom han afsted. Det holdt hårdt, men lykkedes til sidst, som så meget andet når man blot har tålmodighed, og hans anden datter Suien som er blevet en stor pige med 2 uddannelser bag sig og fast forhold og kaniner. Hun er “en route” og har godt fat. Hende tænker han osse på, og hendes kæreste Bue, som er en klog og rar dreng, som passer sine ting, hvor hårdt det måske en gang i mellem må være.

Sådan ligger han her i sin Peugeot 307 på Hesselhus camping tæt ved  Funder ådal, hvor han i går gik en lang tur ned over de lyngklædte bakker, hvor naturstyrelsen har udsat mongolske Yak okser til at afgræsse arealerne. I  bunden løber Funder å, som han har fisket i for mange år siden. Store bækørred som blev stegt på spid.
Men så begyndte det at regne, og han blev gennemblødt på vejen hjem. Nu hænger hans vindjakke på en snor, han har spændt ud under bilens bagsmæk og tørrer fra varmeblæserens luftstrøm.
Hvad der videre skal ske, er der ingen der ved. Jo måske noget morgenmad kunne være en god idé, tænker han, og går i gang med at koge vand til the.

En længere eftersøgning bragte endelig Tollundmanden frem i lyset. Han var træt af, at ligge der i mosen så mange tusind år. Sølet til af mudder og træsyre fra de store ege, som gennem tiderne var sunket ned i Bølling sø.
Han havde været på fisketur, da han blev overrasket af stormen og måtte søge tilflugt under en hybenbusk. Der ramte skæbnen ham, og han sank i dyndet, først til sokkeholderne senere til halslinningen, hvor et reb han havde bundet sin skjorte fast med greb fat i busken og kvalte ham. Derved sparedes han for duknedødens lidelser.
Jeg vandrede ad fårestier langs den smukke sø og mødte ham stående oprejst bag en stenvarde. Han smilede til mig og rakte sin knokkelhånd frem. Jeg tog den og i det samme begyndte jorden at skælve under mine fødder. Da sank vi begge i dyndet i mosen, og taknemmelig var jeg over endelig at have fundet min frelser.

Nu ligger jeg ved Vesterhavet igen. Der blæser en let vind, og bølgerne er ikke for store til et bad.
I går i Lemvig fandt jeg en hynde hos “Jysk” til 100 kr som jeg har lagt under min madras for at få et mere jævnt natteleje. Mit hoved er fyldt med ord, som jeg spytter ud i eet væk. Sådan fungerer mit hoved. Køerne brøler med spændte yvere, og snart vil malkemaskinens sugekopper befri dem for smerterne.
I det hele taget har jeg ingen anelse.
Bilen fungerer som camper, men er ikke så luxuriøs som den gamle California. Det er en udfordring at skulle leve på så lille plads uden mulighed for at stå oprejst. Man kryber ind og kryber rundt og den snart 80 årige gamle krop har svært ved de mange anstrengende bevægelser i det lille rum. Og  sengen er et kapitel for sig med dybe hulninger og store bule som søges udjævnet af puder og madrasser og som sagt en hynde fra “Jysk”.
Helt godt bliver det ikke før jeg får lavet en plade som kan kompensere for ujævnhederne i bilens bund.

Nu er der gået en rum tid siden jeg sidst skrev her på siden. På denne side. Nå, men det er jo bare en måde at begynde på. Så går det hele af sig selv. Så behøver jeg ikke at spekulere på, hvad der skal stå. Det står der bare. Det som jeg siger. Lige så stille står det der og glaner op i mit åbne ansigt. Som små trolde på vej ind i hytten, hvor jeg bor. Derinde i  mørket. Inde i det bagerste hjørne af reolen med de støvede bøger. Der står min bog og gemmer sig. Den vil ikke ud. Den vil ikke ud til beskuelse. Den er ikke stolt over at blive set. Den ønsker at gemme sig. Ja.

I går, da jeg kom hjem fra Århus, satte jeg strøm til laderen og kørte mig en tur på min nye elcykel ud til Skifterne og der var natten lige begyndt, mens en svag rødmen stadig hang ude vestpå. Det var helt stille i luften og færgen fra Askø var på vej mod Bandholm ude i bugten. Oppe over siloerne hang planeten og de mange lys fra promenaden glimtede hen over vandet. Vejen var meget bumpet og der var flere gange, hvor jeg frygtede at falde af. Jeg kørte uden styrthjelm og det kan blive farligt. Da jeg kom hjem, lavede jeg mig en varm kop the.

 

 

 

 

Klatten.

En klat faldt ned på papiret. Han hentede en klud og tørrede den væk. Så var han parat til at skrive. Det varede dog ikke længe, før en ny klat havnede på hans hvide jomfruelige papir. -Satans, udbrød han og gik atter en gang ud i køkkenet efter kluden for at tørre klatten væk. Da han kom ind, så han hvem synderen var. En lille guldspurv var landet på lampen som hang ned fra loftet. -Hvad skal du nu der, min lille ven, sagde han og gik hen for at åbne vinduet, så fuglen kunne flyve ud. Det varede ikke længe før fuglen lettede og fløj.-Tusind tak, dit lille bæst, sagde han idet han lo for sig selv. Så satte han sig til computeren og begyndte at skrive. Men han havde svært ved at løsrive sig fra den lille hændelse. Der begyndte at vokse en smerte indeni ham, som han ikke kunne finde ud af, hvorfor opstod. 

Han savnede jo selv at kunne flyve.  Det var det der var i vejen med ham. Det var der smerten stammede fra. Han følte sig fanget til det sted, hvor han sad og skrev. Han følte sig faktisk fanget af sig selv. Det var ligesom om hans spejlbillede forfulgte ham som en forvrænget maske, han var påtvunget at bære. Og selv om han rev og sled i denne maske, så sad den blot endnu bedre fast. Ja, det var næsten sådan, at jo mere han forsøgte at fjerne den, des mere sneg den sig dybere og dybere ind i ham selv, så han til sidst havde svært ved at skelne mellem sig selv og masken.

Det var jo noget forfærdeligt lort, tænkte han. Noget rigtigt eddike pis. Nå, men hvis han så skulle være denne maske, og ikke kunne løsrive sig fra den, hvad var så mere nærliggende end at undersøge den, og den mest indlysende måde at undersøge den på måtte vel være at lade den udfolde sig. Lad os se, hvad i hele hule helvede denne maske består af. Lad os se, hvem han i virkeligheden er, og ikke hvem han tror (og håber) han er. Lad os se djævelen i øjnene for helvede og i syv satan i fænghullet!

Jeg spiller fløjte med stor fornøjelse, og helst hvis jeg kan sidde og se andre store fløjtenister spille mens jeg gør det. Det der interesserer mig allermest er lige før lyden kommer. Det er lige som om der er et øjeblik der, hvor fløjten ikke kan beslutte sig til om den vil fløjte eller ej, og i det øjeblik sker beslutningen af sig selv, og det er det øjeblik, der interesserer mig allermest. Lige netop der, hvor viljen hører op og naturen tager over. Lige netop der, hvor vinduet er åbent og fuglen flyver ud. Det kan der vel ikke være noget slemt i at skrive om.

I går så jeg en serie om en charterbåd i Middelhavet, hvor hele den kvindelige besætning fik udleveret dildoer til brug under turen. Det var en professor i sexologi, som var med og som uddelte disse instrumenter. Og hun anbefalede på det varmeste at de brugte dem så mange gange om dagen som muligt. Det kan der vel ikke være noget ondt i. Der hersker jo stadig en vis skam omkring dette, men det skider jeg på. Fuck det. Vi må videre ikke?

Og så er der alt det med kærligheden, ikke? Det store spørgsmål. Måske ligger kærligheden lige netop på det sted, hvor viljen hører op og tilfældet begynder. Lige netop i det øjeblik, hvor den kronologiske tid mister sin betydning og evigheden begynder. Det er derfor vi evigt og altid er på udkig efter det vi kalder “kærlighed” fordi det befrier os fra tidens fængsel. Men kærlighed er jo ikke begrænset til et forhold mellem mand og kvinde. Det ved vi jo, fordi vi ser at også to af samme køn kan have kærlighed til hinanden, og jeg ved fra mig selv, at følelser som jeg på det bestemteste vil påstå er kærlighed, kan finde sted mellem dyr og menneske. Altså det vi kalder næstekærlighed. Dog er der ikke tvivl om, at ingen kærlighed kan udfolde sig uden kærligheden til een selv. Og det er måske den sværeste kærlighed, for den er ilde set. Det har kirken og religionen gjort et hensynsløst arbejde for, at den bliver, og det er i høj grad lykkedes, som man kan se, når man betragter den almindelige moral. Men ved I hvad? Det vil jeg skide på. Hvis jeg skulle underkaste mig disse dogmer, så ville jeg ingen vejne nå, så det gør jeg selvfølgelig ikke. 

Jeg gider ikke mere

jeg gider ikke mer

Lad andre fantasere

Det rager mig 

en fjer.

Det må være tilladt at gøre status her ved vejs ende. Jeg befinder mig nu netop i det øjeblik, hvor viljen hører op og tilfældet tager over. Det øjeblik som er det eneste vi har og som strækker sig uendeligt til alle sider og som derfor slet ikke eksisterer i almindelig forstand, men som bedst kan beskrives som værende “væk”.

”Væk” er virkelig et godt ord, ikke? Det at noget er væk, vil sige, at det ikke findes. At beskrive noget som ikke findes ved hjælp af et ord som findes, nemlig “væk” er et af dette (sproglige) livs store selvmodsigelser. Jeg elsker selvmodsigelser. “Sandheden” er een stor selvmodsigelse. Det er godt at vide, når man begiver sig på udkig efter den. Hæ, hæ, hæ.

Jeg havde en frygtelig drøm i nat. Jeg var tandlæge! Tænk dem noget så frygteligt. Kan det være værre? Jeg lå her i min seng i bilen, da patienten trådte ind på klinikken. Han var en stor, bredskuldret herre med langt lyst hår. En rigtig vrestler, som man siger, og jeg blev da også ret bange ved førstehåndsindtrykket af ham. Mine klinikassistenter elskede ham straks han trådte ind ad døren. De sneg sig kælent op og ned ad ham og gjorde sig lækre og alt muligt for at tækkes ham. Nå, men jeg måtte jo til arbejdet. Sådan var det og er altid i en hvilkensomhelst persons liv. -Til arbejdet! Lyder det fra alle gadehjørner. Fra alle vinduer og døre. Fra alle munde, som selv er blevet slaver. -Til arbejdet! Så det gjorde jeg. Tog kitlen på for rigtig at virke professionel og sejlede overlegent ind på klinikken, hvor vores vrestler behændigt var blevt anbragt i den supermoderne tandlægestol til flere millioner kroner, som jeg nu var sat til at arbejde af. Han åbnede munden (det gør folk jo hos tandlægen) og jeg kiggede ind i redeligheden. Det store krater i højre kindtand for oven åbenbarede sig med al ønskelig tydelighed. – Hvad skulle jeg gøre? Gode råd var dyre. Sveden sprang frem på min pande og jeg begyndte at ryste. Mine ben dirrede og med nervøse bevægelser bragte jeg spejlet ind i hans mund, mens jeg mumlede:- det ser ikke godt ud!  Han for op, og jeg sprang flere meter tilbage for ikke at blive forulempet. -Hvad koster det? Spurgte han. -Hvad koster hvad? Svarede jeg svagt. -At få lavet det skide hul, du mumler om tandlæge! 

Så var det at jeg begyndte at føle presset mod min hals. – Jeg kan ikke trække vejret, tænkte jeg. Men jeg sad fast. Hans vrestlerånde sad mig i nakken og jeg var uhjælpelig fanget af denne store kæmpe af en mand. Selv er jeg lille og spinkel og ikke noget kønt syn, men nok om det. Jeg forklarede ham lidt om prisen på de forskellige dele af arbejdsprocessen som det ville være nødvendigt at udføre og det gjorde ham for en stund passiv, og fik ham til at falde til ro. -Den næste patient er ankommet! Lød det ude fra receptionen. Det var en af de smarte klinikpiger som skadefro meddelte dette. De vidste godt, at det ville sætte mit stressniveau i vejret, og de nød at se mig fare forvirret rundt for at nå det hele, mens de en gang i mellem så deres snit til at spænde ben for mig. -Tiden, tiden, tænkte jeg og begyndte at lede efter røntgenbillederne, som plejede at ligge i en kasse ude ved siden af røntgenapparatet. Patienten var i mellemtiden blevet utålmodig og råbte: -sker der snart noget? Jeg bad en af pigerne om at finde røntgenbillederne, men hun havde lige pludselig travlt med noget andet, så her var ingen hjælp at hente. Jeg måtte altså klare mig selv og følte mig som en flue i en flaske. Drønede rundt mens patientfyren klagede og klinikpigerne vendte mig ryggen. Langt om længe fik vi billedet taget og det viste sig at tanden skulle rodbehandles og bagefter have en krone sat ned over sig. Alt i alt et større arbejde, som der slet ikke var tid til, for nu begyndte de øvrige patienter at hobe sig op ude i venteværelset mens receptionisten sad ganske upåvirket og filede negle! Vristlerpatienten gav lyd fra sig: -Hvornår er jeg færdig, spurgte han. -Jeg skal nå noget, og kan ikke sidder her hele dagen. Ude i venteværelset begyndte de gamle damer at dunke i takt med deres stokke ned i gulvet. Vi har bestilt tid! Råbte de. -Hvor længe skal vi vente. Klinikpigerne stillede sig spørgende op foran mig, somom jeg skulle kunne give dem et svar eller en ordre på, hvorldes situationen skulle takles. Alle omkring mig var i venteposition, og det var mig de ventede på. Det var mig, der skulle forklare for patienten, hvad der skulle laves. Det var mig der skulle lave det. Det var mig pigerne ventede på, for at få besked på, hvad de skulle gøre, og detr var mig alle damerne ude i venteværelset utålmodigt krævede at jeg skulle stå til rådighed for. Og min faglige stolthed stod i kulissen og ventede på, at mit tandlægelige håndværk blev perfekt. Jo tak, det var et helvede, som jeg for rundt i og prøvede at navigere mig frem gennem. En lang tåget tunnel af krav fra alle sider, hvor jeg hele tiden skulle opbyde alle mine kræfter, for at komme videre og videre til de nye patienter og de nye rodbehandlinger og de nye tandkroner og broer og proteser og operationer som ventede på mig i dette uendelige tomrum, som aldrig ville få nogen ende, men kun blive værre og værre. Jeg blev kvalt. Kunne ikke trække vejret. -I CAN`T BREATHE !

Og jeg vågnede med et sæt og opdagede, at det er sådan verden ser ud lige nu.

FUCK DET!

Det er ikke et spørgsmål om, hvad andre kan lide, men udelukkende et spørgsmål om, hvad jeg selv kan lide. 

FØR DØDEN


Før døden er alt                                                                                                                             Alt er før døden.

Jeg er før døden                                                                                                                             Altid før døden

Efter, hvad er efter?                                                                                                                     “Efter” er et ord uden betydning.

Alt er før, lige før.                                                                                                                         Hvorfor nu det?

Fordi jeg hele tiden er i gang med noget.                                                                           Et eller andet jeg skal have gjort. Skal have lavet.                                                         Hvorfor nu det?

Fordi det er vigtigt at få gjort, det jeg skal gøre.                                                             Og hvad skal jeg så gøre?                                                                                                                    Kære venner. Hvad er det I vil have mig til? Kan jeg ikke bare få lov at passe mig selv og vaske mit gulv og sy mine bukser og besøge mine venner? Alle dem som ikke ønsker, jeg skal gøre noget. Som bare ønsker at se mig, som jeg er. Kan jeg ikke bare få lov at være den jeg er i fred? Næh, næh, det kan du ikke, råber de i fjernsynet og på gaden og i radioavisen. Du skal samle ind til de flygtende børn i Syrien, skal du. Ud med raslebøssen i en fart! Så synker jeg ned i vemod over alt det jeg skal gøre. Så sætter jeg mig til at skrive om det at vaske gulv i stedet for. Det at vaske gulv forekommer mig vigtigere end at styrte rundt og samle ind til et sort hul, som aldrig fyldes. Menneskene er et sort hul som aldrig fyldes. De suger livet ud af livet fordi de frygter livet. Men jeg frygter ikke livet. Jeg har indset betydningen af, at vaske gulv og skrælle kartofler og pille gulerødder og koge ris.  Det har jeg indset betydningen af. Ikke andet end det daglige liv midt i det hele med forventningens glæde intakt. Forventningen om, at der altid vil være noget at gøre før og aldrig noget at gøre efter.

I går var der en mand i Helsingør som vandt 200 millioner kroner i Viking Lotto. Jeg tænkte, hvor svært det må være, at vinde så mange penge. Han får virkelig travlt med at løbe rundt og finde ud af at få dem brugt. Stakkels ham. Hvis det var mig, tænkte jeg, så ville jeg først have en Tesla 300, men når jeg så havde kørt lidt rundt i den, så måtte jeg jo se at finde ud af, hvor jeg skulle køre hen. Så ville jeg køre til Nice og skrive mig ind på det flotteste hotel i byen og gå ud og spise med en smuk blondine før jeg endelig trådte ombord på min store yacht nede i Havnen og sejlede til Jamaica med hende og en lille hvid puddel vi lige havde købt af en mand i restauranten, og så videre, et vældigt mas og jag afsted for at svinge guldkreditkortet til alle pengene var brugt og jeg godt udaset sad tilbage her ved skrivemaskinen og overvejede om mit gulv trængte til en omgang vask. Så var det hele overstået, og hvad så? Stadig samme spørgsmål. Hvad så?

Det har jeg svært ved at besvare udover, at jeg vil skifte emne og gå over til at skrive videre på min roman “Polarkuller” som udkommer her på sitet, når jeg engang bliver færdig med den, og det kan godt tage mange år.

I mellemtiden kan jeg underholde med lidt insider viden. Om ikke længe vil min krop båret af et uendeligt antal perceptionsimpulser bevæge sig bort fra det hæsblæsende instrument, som hele tiden tiltrækker sig mere og mere opmærksomhed globalt-planetarisk. En computer som jeg selv er i totalt samspil med og som derfor ikke skal opfattes som en fjende med mindre man da ligefrem tror på den frie vilje, men som en ven eller forlængelse af ens rådighed. En rådighed som nemt kan misbruges, hvis man lever i en verden af før og efter. Det er noget svineri, jeg absolut ikke kan tilslutte mig. Jeg foretrækker at lade øjeblikket råde i fuld fordragelighed med de til enhver tid værende input. Så enkelt at se og så vanskeligt at leve, ser det ud til i vores forfjamskede verden. Nå, men det rager mig en skid,  når det i bund og grund er ganske simpelt. Som det er, vil jeg (kroppen) bevæge sig ud til bilen som er nypakket og klar med frisk opfyldt olie og sprinklervædske og kølevarer i køleboksen og nøglen i tændingen og ud ad landevejen går det med de adstadige 90 km i timen op over Bårse og Tappernøje og Piberhus langs det ydre Køge ind ad O4 mod Sydhavnen og Stubmøllevej for endelig ,forhåbentlig, at kunne køre op foran “Karens Minde” og her få en parkeringsplads, hvor jeg (kroppen) kan tilbringe de næste 4 dage. Jeg forlader altså mit hjem i Bandholm. Var ikke i vinterbad i dag, da jeg i nat havde en fornemmelse af tidlig influenza. Tænkte straks på Corona virus, men det er nok usansynligt, da jeg forlod Thailand allerede den 16 dec sidste år. Nu har jeg spist nogle stykker af mit hjemmebagte brød med surdej fra Bornholm med humus og vegansk spegepølse og har det fint i kroppen. Kroppen har det fint i tanken. Kropstanken (ikke krop-stanken men krops-tanken. Tag ikke fejl af det! Jeg har været i bad, varmt bad til morgen og lugter aldeles ikke, selvom jeg snart fylder 80 år. Altså.) – Theen bliver kold og om lidt er det mørkt. Jeg drikker ud og tager afsted ind til middag med Bynke og Ernst og Olga (den smukke) og Gable og Betty (den smukke) på restauranten “Veggie Heroes” hvad det så end er for noget… Vi ses!

Jeg bor i en gammel bil ude i Sydhavnen. Jeg holder varmen med et lille oliefyr, som summer og fortæller mig, at alt er i orden. Det er min livline. Hvis det holder op med at summe, dør jeg af frost. Så ligger jeg stiv og bleg i min køje, når de finder mig. Men det ønsker jeg ikke. Derfor holder jeg mit lille varmeapparat i god stand. Sidst det voldte mig problemer var, da vi kørte hjem fra Bornholm og luftrøret rev sig løs og skramlede hen ad den svenske motorvej, så vi måtte stoppe ved en afkørsel og binde røret fast med ståltråd. Det sidder fint nu. Jeg ser efter en gang i mellem og lægger mig ned under bilen for at kontrollere at alt er som det skal være.                                     Jeg er bange for at blive brændt inde, når de gale mennesker her ude ved “Karens Minde” sætter ild til de parkerede biler. Sidst jeg holdt her, gik det ud over en dejlig Mercedes som stod i flammer med eksplosioner og røg og gnister lige ved siden af min bil. Det var ikke rart at se på. Jeg sprang væk og tilkaldte brandvæsnet, som ankom kort efter og slukkede ilden, men da var bilen helt udbrændt. Det var slemt. Jeg har skrevet en seddel, som jeg har hængt op i min bagrude. Der står: “Her sover mennesker og børn”. Måske det kan afholde pyromanen fra at sætte ild til min bil.                                           Jeg sidder i biblioteket og skriver. Her er rart og stille med andre mennesker som også er fordybet uden at sige noget. Ind imellem hører man barnegråd fra babyer, som mødrene holder siesta med i læsesalen, men det forstyrrer mig ikke. Gør blot det hele mere hjemligt. Om lidt går jeg ud i Valbyparken, og når jeg har gået den friske tur ud over Tippen tager jeg bussen ind til “Panuminstituttet” og spiser frokost i deres kantine. Der føler jeg mig hjemme, da tandlægefakultetet ligger i samme bygning. Jeg var jo tandlæge en gang, det er længe siden, men derfor kan man godt spise frokost derude. Det lugter altid lidt af fisk, som man siger. Ja, man siger så meget og hvad skal det hele føre til? Spørger jeg. Næppe ret meget. Nok faktisk slet ikke noget. Rart at vide, for så har jeg ikke travlt mere, som jeg havde det i sin tid. Den gang jeg sad hver dag ved tandlægestolen og reparerede tænder, tandkød og slimhinder i eet væk for at tjene til dagen og vejen. Det er slut nu. Gudskelov og tak for det. Det er mig til stadig glæde at vide mig fuldstændig fri for det pres. Pyha, bare at tale om det gør mig helt svedt. Mærkeligt, ikke? Det ligger dybt og er også mange år, ja faktisk et helt liv. Som er slut. Slut Prut. Et helt tandlægeliv. Punktum finale.

Jeg bliver tosset! Nåh ja, det er jeg jo i forvejen. Så kan det være lige meget. Altså forleden dag, det var vist i forgårs, eller osse var det tidligere, det kan jeg ikke rigtig huske, men altså forleden dag tog jeg afsted som tidligere beskrevet til København for at møde min store datter og mine børnebørn med diverse kærester til spisning på den veganske restaurant. Det var heftigt og komprimeret, for vi skulle allesammen nå det hele, men fint alligevel. Ud til bil og sove, dog først forbi Dagmar Teatret for at se “Jojo the rabbit” om en lille dreng og hans jødiske kæreste under anden verdenskrig i Tyskland. Hitler og alt det der som satire. Meget mærkelig film, men god nok, – og så “hjem” og sove i den kolde bil, som hurtig blev varm med mit oliefyr. Mandag dejlig tur med anden store datter over Amager fælled og tippen med græssende lamaer og blæst i håret og uforstyrret samtale som fik tid til at brede sig ud og standse op og tøve og glide i gang igen. Samme store datter mødte jeg på “Absalon” om tirsdagen til optagelse af K2, hvor vi spiste and (hun spiste, jeg fik vegetarisk) og bagefter fik os et billigt grin over Zentropa direktøren Peter Ålbæks manglende interesse i Ane Cortzens opblæste “kultur” begivenheder. Atter tilbage til kold bil og se “deadline” mens varmeapparatet bragte temperaturen op på det tålelige, og en kop varm urte the gjorde den tilstundende nattesøvn behagelig. Om formiddagen var jeg ude i “Cinemateket” og låne “De fem benspænd” og “Det perfekte menneske” af Jørgen Leth, hvis erindringer jeg lige har læst. Dagen efter var jeg igen i “Cinemateket” for at se “Det erotiske menneske” og hans film om Haiti. Han er jo lige som alle andre en kompliceret og sammensat størrelse, men jeg nåede da så vidt at kunne indrømme hans film og også hans forfatterskab en vis kvalitet. Han er en sær kanut og ret speciel, når han accepterer, at hans Haitianske kæreste taler i mobil og er på facebook mens de dyrker sex. Det havde jeg fanden gale mig ikke fundet mig i!  Men han tager det som et raffinement. Hver mand sin smag!                                                                                                                            Derefter fra “Cinemateket” ud til “Absalon” og spise vegetarisk og samtale med en dejlig kvinde som læste til læge. Hun havde sin mor og bedstemor med til vegetarisk linsestuvning og familiesnak og jeg faldt ind med passende stikord som førte samtalen videre ad ukendte stier.                                          Ad ukendte og tilgroede stier fortsatte aftenen oppe i tårnværelset sammen med en flok begejstrede teenage piger til croquis af mandlig model, som holdt sig inden for sømmelighedens grænse uden oprejsning denne gang! Jeg fik skrattet nogle tålelige skitser ned på min blok og computer og kæmpede mig derefter ud i den stride, iskolde københavnske blæst op til busstoppested A1, hvor jeg måtte vente i 2o minutter før jeg endelig kunne køre hjem til “Karens Minde”.                                                                                               Dagen efter ville jeg spise ude på “Panum” hvor maden er som på en finere gourmet restaurant til 30 kr pr portion.-Men der gjorde jeg regning uden vært, for busruten var lagt om, siden sidst jeg kørte turen. Da jeg opdagede at jeg var på vej til Glostrup i stedet for Østerbro, sprang jeg forvirret af bussen og glemte i skyndingen mine dejlige fingervanter af mørkeblå uldfilt. Shit! Helvede! Op igen i næste bus for at forfølge den bus, jeg havde glemt handskerne i. Jeg havnede i Glostrup og fik at vide, at hittegodskontoret lå inde i byen! helvede og ingen mad i Panum, som var for sent at køre ud til. Jeg gik en tur i Istedgade i stedet for og fandt et par læderhandsker i en genbrugsbutik til 20 kr. Bedre end ingenting, men ikke tilfreds. Næste dag afsted alene på Tippen og så endelig ud til Panum med den rigtige bus og spise opulent salatbuffet med karrysild og hjemmebagt rugbrød samt en krydret suppe ad libitum. På vej over for at aflevere den brugte service blev jeg passet op af en sær gammel herre, som præsenterede sig som opfinder af afkalkelige brusearmaturer. Han inviterede mig op i tårnet på Panumbygningen, hvor jeg aldrig har været før med en fantastisk udsigt over København og sundet. Her holdt han foredrag om “Slotskirken som gaskammer” (foredraget, viste det sig senere, kan ses på YouTube under hans navn: Emil Bier.)  Han faldt gentagne gange i søvn under sit foredrag, men udsigten var flot og når han var vågen, var han ret underholdende!                                                                                                                    Men jeg havde stadig ikke fundet nogle vanter som kunne erstatte de skide lækre, jeg havde mistet i bussen. Derfor gik jeg på jagt på indre Nørrebro og fandt hos en dejlig literaturstuderende ung dame i en genbrugsbutik nogle godt nok lidt farvestrålende skivanter til lige netop den pris og i lige den størrelse, jeg ønskede mig, 45 kr. De blev købt på stedet. Ad Nørrebrogade let frysende søgte jeg tilflugt i endnu en genbrugsbutik, hvor de også solgte pebernødder og mandelmælk og i baglokalet havde kaffe og the salon drevet af en overordentligt indbydende kvindelig præst hvis motto var: Gud er kærlighed! Det måtte jeg høre nærmere om og lod mig dumpe ned i en magelig lænestol med varm the og hendes yndige åsyn lige foran mine øjne. Snart faldt vi i dyb samtale om verden og skæbnen og tilfældighedernes mystiske spil med os mennesker. Der var denne “connection”, som bare skaber en god og dyb samtale. Det var dejligt. Lidt senere dukkede to andre “bejlere”op, og nu udviklede situationen sig lidt anderledes. De skulle holde “Bibelskole” med præstinden over Paulus brev til Romerne Kapitel 1 Vers 5 og fremdrog hver deres tykke bibel. Så måtte jeg jo følge trop. Min erotiske stemning sammen med kvinden blev med et til salmesang og gudfader og jesus og da jeg er et høfligt menneske fandt jeg mig i det (hvad ellers skulle jeg have gjort? Skulle jeg have rejst mig op og gået? Det gør man dog ikke, og pigen var faktisk lige sød for det.) Jeg læste op af romerbrevet og vi diskuterede “Helligånden” som de hele tiden påstod var en ”han”. Jeg holdt lav profil og sad sågar med, da de bad til “Vorherre” med foldede hænder og andægtige miner. Meget  interessant at være til sådan noget og se, hvor fordrejede disse “kirkekristne” mennesker er. De klynger sig til ord i bøger (biblen) og tror oprigtigt på det de siger, når de siger “gud” eller “jesus” som noget der virkeligt eksisterer. Hvad skal man gøre? Jeg gjorde ingenting og nød situationen. De var jo faktisk meget søde allesammen.                                                                                                                             Bus A1 førte mig gennem den regntunge by ud til bilen som jeg startede og kørte over Ikea i Glostrup, hvor jeg spiste grøntsagsboller og købte batterier, mod Tappernøje og hjem til lille varme hus i Bandholm og badeanstalten og nybagt speltbrød med 200 år gammel Bornholmsk surdej. Super!

Græssende lama på tippen.

Sålænge det foregår oppe i hovedet, foregår det ingen steder. Det der foregår ingen steder, foregår alle steder og kan derfor ikke beskrives. Man kan tale om det, men det bliver aldrig andet end snak. Selv tale er i bund og grund snak. Selvhøjtidelighed. Latterlig. Dum. Dum snak. Når jeg skriver “jeg” er det selvfølgelig ikke mig. “Jeg” er første person ental, hverken mere eller mindre. Ren grammatik. Ord, sætninger, sprog. Tanke. At tro at “første person ental” “kan” noget. Kan “tænke” er den største misforståelse nogen sinde. Kroppen og dens omgivelser er een enhed. Der findes intet “jeg” som bevæger/kontrollerer. Det er naivt at tro, at der sidder et “jeg” oppe i hovedet, som “tænker”. Tænk at man kan tro sådan noget lort. Men det gør de fleste. Derfor denne (menneskelige) verdens evindelige problemer. Konflikt, konflikt, konflikt. “Mit” jeg og “Dit” jeg. Mit sprog og dit sprog. Min mening og din mening. Mit land og dit land o.s.v. Hvor dum kan man være? Men sådan er det øjensynlig, og på trods af det indlysende i dette, fortsætter det alligevel. Hvorfor mon?

I really don´t know.

Når det nu er så simpelt. Men det skyldes måske vores evne til at komplicere alt med vores evindelige spekuleren. På “hvorfor” og “hvordan” som kører rundt i hovedet på os. Så vi kan få “vished” og derved “ro”og “sikkerhed”, eller i det mindste en forventning om det. Fordi vi i bund og grund inderst inde må tilstå over for os selv, at vi intet ved om noget som helst, og det er ikke nogen rar situation at stå i, vel? Vi må have noget at klynge dette “jeg” op på. En såkaldt “identitet”, som vi kan siger er “os selv” er “mig selv”. Så maskinen kører i een uendelighed, og forsøger “du” at stoppe den, bliver det hele bare meget værre. Det kan enhver finde ud af ved bare at prøve. Prøv at stoppe dine tanker. Puha, sikke en syg situation der opstår af forstillelse og dum sløvhed. Alle mulige teknikker med at “leve i nuet” og den slags bærer kun yderligere ved til bålet. Det burde enhver da kunne se. Hvad end du gør, er det “dig” der gør det og derved styrker du blot løgnen om et “selv”. Når vi splitter vores tanke proces op i en der tænker og tanke, begår vi vores største fejl. Kan vi indse det?

Det er fandme et godt spørgsmål.

Der er i hvert fald ikke noget at “gøre” for at undgå det. At “indse” er ikke noget man “gør” vel? Det må være klart. “Indsigt” er ikke noget man kan “skaffe” sig. Det kommer uopfordret og u-villet.  Sådan er det bare. Du søger og søger og når du er helt udmattet og ikke kan komme videre, dumper det ned i hovedet på dig. Noget mærkeligt noget alt sammen, ikke?

Følgende små blå yes kan trykkes på, hvorved der fremkommer en video!

Yes, yes,

yes.

Det hele kører af sig selv, og det har det altid gjort, så der er ingen grund til at blande sig.

Alle søger en årsag til det hele. En gud om I vil. Jeg spørger så: hvad er årsagen til årsagen. Og årsagen til årsagen til årsagen? Kan I se komikken. Der er ingen grund til at spørge, for der er ikke noget svar. Færdig.

Jeg går en tur, selvom det regner, er aften og kulsort udenfor. Jeg har købt 14 dages gratis abonnement på viaplay så jeg kan se “Transparent” færdig. Det bliver nok i aften, jeg skal se sidste afsnit. Den er udmærket.

Alverden må forgå

Mens jeg kun kan se på

Hvad er der at forstå?

 

Alt det man kunne

Alt det man skulle

Alt det man ville

Det er forbi

 

I denne

Corona epedemi

 

Døden ligger foran os

som en kæmpestor kolods

Intet intet kan vi se

Alting alting det vil ske.

 

For helvede for noget lort! Hørte i dag fra en biolog, at det at vi udrydder skovene gør at samspillet mellem de vilde dyr ødelægges, hvorved deres mikroorganismer og vira tvinges over på os mennesker. Så der er ingen tvivl. Det er vores egen skyld det hele. Corona er vores egen skyld lige så vel som så meget andet. Vi er jordens fordømte art. Vi udrydder os selv med vores store fejludviklede abehjerner som hele tiden skal “klare” al ting. Jo mere vi klare des mere u-klart bliver det alt sammen, indtil vi en skønne dag (forhåbentlig) har udryddet os selv. Eller (forhåbentlig) har indset, hvor store svin vi er. Se blot på hvalen som døde af forstoppelse med plasticposer! For helvede!

Og Thomas fortalte mig i går, at corona virus kommer fra flagermuseafføring som kineserne presser ud af de arme dyr for at spise det! Og når flagermusenes habitat er udryddet ved urskovsrydning, har de ingen anden udvej end at angribe os mennesker. Derfor findes der spor af flagermuseblod i landmændene, og derfra spreder alle disse skide modstandsdygtige vira sig ud i det globale samfund. Vores egen skyld det hele er det. Pis!

Alle opererer med et “bagefter”. Tænk hvis det gik op for dem, at “bagefter” slet ikke eksisterer. At det er en illusion. Ren indbildning som tanken har skabt for at skabe tryghed for sig selv. Så den altid har et “bagefter” at se “frem”til. Sådan bedrager den menneskelige tanke sig selv i een uendelighed og medfører dermed lort og pis i een uendelighed. Er det ikke underholdende at tænke på?

Nuet nagler os til tiden. Deri består vor kvide. Som vi aldrig slipper bort fra, uanset hvor meget vi spræller i det net, vi selv skaber. Uanset hvor meget vi “gør” for at slippe fri.

I dag da jeg gik en tur blev jeg for første gang opmærksom

på tyngdekraften.

I dag da jeg gik en tur blev jeg for første gang opmærksom

på lyset.

I dag da jeg gik en tur blev jeg for første gang opmærksom

på mig selv.

Vi er en lille åndsvag art, der fører sig frem

som ejede den det hele.

Hvor dum kan man være?

Se bare på Homo Sapiens

Så får du svaret:

Så dum kan man være!

Jeg elsker alle deres ord om “den anden side”. Når vi kommer ud på “den anden side”. Hvad er det for noget? Hvad er “den anden side” for noget, kunne jeg godt tænke mig at spørge om. Lige som at skulle krydse en flod, ikke.? Sådan ser billedet ud. Vi skal se for os en flod med en rivende strøm og farlige barracudaer som svømmer nede i det sortgrumsede vand, og som hele tiden kun er ude på at udslette os, ikke? Det er sådan et billede man vil have os til at se. Og så vil man have os til at se, at det er vores “myndigheder” som skal frelse os, hvis vi opfører os ordentligt og vasker hænder og står ret og spritter af, for så vil de hjælpe os over på “den anden side” hvor græsset er grønt, bredden er sikker og alle barracudaerne er væk, og vi er frie igen til at gøre lige, hvad vi vil med vores dejlige “Frie” vilje, som de elsker at få os til at tro, at vi har, så de (læs magthaverden, eller som en dansk forfatter engang kaldte dem: De nødstedte djævle, de er de værste.) Det er dem, vi må sætte vores lid til, siger de. Med Trump og Jair Bolsonaro i spidsen plus alle de andre pinger. Ha, ha, ha, ha, siger jeg og skrider ned og vinterbader. Jeg gider ikke mere. FUCK! Det er sgu da for åndsvagt det hele. Men men men, når vi kommer over på den anden side og i morgen og en anden dag og et andet sted og noget helt andet, som vi kan spekulere os til og skabe dejlige tanker om, som vi kan sidde og lade løbe rundt i vores hoved og nyde at “se frem” til, så skal det nok “gå” altsammen. Vi er fucking idioter, at vi tror på alt det pis. FUCK! Nå, men det bedste er foråret i min have og de to duer som kommer ned på foderbrættet og spiser havregryn, mens døgnfluerne danser i solstrålen og jeg/mig sidder i den lille lænestol med lukkede øjne. Altså bare sidder der. Altså.

Nå, så sidder man her og spekulerer over Yahya Hassans død.

En skændsel.
Mere er der ikke at sige.

RIP.

 

 

 

 

 

BETROELSER

Mit navn er Navn. Navn Ravn Hansen.            Født i Ålborg den 28 april 1944. Ret som anden verdenskrig var ved sin afslutning. Jeg er ikke bange. Faktisk er jeg meget modig af natur. Går gerne ud foran en sporvogn i fuld fart uden at se mig for. Derfor er jeg ofte kommet af dage, men liver ret hurtigt op igen. Når jeg har fået min vilje. Min vilje ske, som jeg så ofte siger.(Til mig selv). Man skal ikke være højrøvet. Nej. Nå, men hvorfor jeg skriver dette, skyldes mit umådelige behov for penge, samt for andre ting jeg ubetinget må have. Jeg fortæller hermed, hvad jeg allerhelst vil have og det er et sejlskib. Jeg elsker sejlskibe til at sejle væk med. Langt væk ud på det åbne ocean, hvor ingen kan finde mig og bebrejde mig min tilstedeværelse. Kan jeg få nogle millioner helst dollars, vil jeg kunne gøre alvor af min drøm om at være selvstændig. Jeg har altid, lige siden min bedstemoder sagde til mig, at jeg ville blive en god forretningsmand,  drømt om at blive selvstændig. Have min egen virksomhed med en masse ansatte, som så op til mig. Det ville please mig i allerhøjeste grad. Men nu kommer jeg vist ind på et sidespor. Har tabt tråden, som man siger, og det er ikke det jeg vil. Så ville jeg have en til at passe mig. Gerne en kvinde som kunne putte mig hver aften og lægge dynen godt tilrette op om ørene på mig og give mig et køligt kys at sove ind på. Hun skulle selvfølgelig have del i min formue. Eller i hvert fald betales godt for sine ydelser. Et lille beløb hver dag ville være passende. Hovedstolen skulle selvfølgelig bero hos mig. Det er jo mine penge, ikke? Det lægger jeg vægt på. Hver ting til sin tid. Skæg for sig og snot for sig, som man siger. Nå men alt dette rager i og for sig ikke nogen. Jeg må hellere slette det med det samme, så ingen ser det og får ondt af det jeg her skriver. Det vil skade mit renommè, og er der noget jeg ikke bryder mig om, så er det det. Et skadet renommè.

Jeg vil nødig fremstå som dadelværdig.

Det næste kapitel…

You are lucky if it goes, but you can’t do anything to get it going. All kind of trying is irrelevant.

The only dance IS

Jeg er træt. Skidetræt af al det vrøvl.                                                                                   Hvilket vrøvl?
Alt det vrøvl du siger. Jeg gider ikke høre på det mere.
Så luk ørene for helvede!
Det er ikke pænt at sige for helvede. Det ved du godt,ikke?
Jeg ved ikke en skid og det rager ikke dig, hvad jeg ved og ikke ved. I øvrigt.
Nå.
Hvorfor siger du: Nå?
Det betyder, at jeg er dødtræt af dig din skide lort!
Sådan siger man ikke. Det ved du godt.
Jeg ved ikke en skid. Det ved DU godt ikke?
Åh altså, det er så svært at tale med dig, når du ikke hører efter. Du skal høre efter, hvad jeg siger. Det er meget vigtigt, hvad jeg siger. Forstår du det?
Den rusker ham i ørene. Han skriger:- For helvede din lede svamp, hvad bilder du dig ind? Det gør ondt!
Det skal det. Ellers hører du jo ikke efter.Den tager ham under armen og river hovedet af ham. Den smider det på jorden og stamper på det, så blodet sprøjter op i luften og ud til siderne. Der kommer en lille kattekilling forbi i det samme. Den slikker blodet op.
For helvede, sikke noget lort at sige, tænker den og går sin vej.
Det samme tænker jeg og går min vej.

Så kommer den kloge mand gående. Ham som har alle svarene. Jeg spørger ham om meningen med livet og han kaster op. Det lader til, at alt lige for øjeblikket går mig imod. Jeg græder. Så kommer en engel og tørrer tårene bort fra mit ansigt. Det letter lidt på trykket. Men ikke helt. Jeg bliver aldrig helt tilfreds. Aldrig. Det er vilkåret, indser jeg nu.

Så kan jeg i og for sig sige det lige ud:-Jeg er godt træt af alle disse udflugter. Alle disse forsøg på at slippe udenom. Det faktum at vi skal dø. Denne enestående mulighed for at indse, hvor tåbeligt vi bærer os ad, når vi hele tiden påstår, at vi ved noget som helst. Vi ved ikke en skid. Det er kort og godt sagen. Så kan de allesammen komme med deres gode ideer om “noget andet”. Ren og skær bulshit som et plaster på såret, som kan ligge nedenunder og langsomt gå i forrådnelse og udsenden denne ildelugtende stank af hengemt pis. Et liv efter døden og et liv i nuet. Alt sammen bare ord. Floskler til at dække over dyb uvidenhed. For helvede! Indrøm det dog og få fred for alt det lort I går og sysler med i jeres betændte hjerner! Men jeg kender jer. I smutter. I elsker at smutte over i jeres trygge rede af smarte vendinger. I er så kloge, at det gør ondt og jeg ved ikke, hvordan jeg skal  holde det ud.- Det pres, der hviler på mine skuldre. Jeg er en scapegoat!

Stakkels mand!

Uldne underbukser og varmhjertet halsbetændelse. Utøj og hattenåle. Svindel og humbuk. Pjerrot og Columbine. Far og mor. Søster og bror. Hvilken forestilling!

Nå, men udover alt dette skinner solen bag sine gråmelerede skyer højt oppe i himlen mens jeg/jeg sidder i min camper udenfor “Klippebo” en juleaftensdagsmorgen og har netop tunet ind på en Youtube video med en dialog mellem Ram Das og Eckert Tolle. Meget interessant. Desværre taler Ram Das ganske besværet af sin hjerneblødning, men begge disse selvbestaltede julelys ser ud til at have fundet “melodien” og det er jo godt. (For dem) Selv er jeg mere skeptisk, hvilket vel kan ses på mine sidste skriftlige udgydelser. Skal jeg hente information om tingenes tilstand gør jeg det hellere ved at tune ind på UG. Men sådan er der jo så meget og enhver sin lyst, ikke?

Glædelig Jul til alle mine læsere fra nær og fjern!🇧🇷😜🐥🌹👌🏻💙💜💙💜❤️🇩🇰🇩🇰🥦🥑🌽🥬🥒🦋🌹🌹🌹🌹😇👁

Jeg ved ikke så meget. Hvor skulle jeg vide det fra? Jeg spørger bare. Har ingen anelse. Så er det sagt.

Nytårsaften. Hvad er det for noget? Man sidder med rester af en Burger King  vegetarisk kød-burger mellem tænderne og den søde smag af cola på tungen og venter på at klokken skal blive tolv så man kan få overstået det forbandede årsskifte. Dronning Magrethe har som sædvanlig holdt sin nytårstale og fyrværkeriet knalder store kanonslag af både på Christiania og Rådhuspladsen så de små børn, som forældrene har slæbt med ud for at opleve ”lys”-showet, skriger i angst og  må rystes på plads af deres ophidsede mødre, som ikke ser anden udvej i deres desperation end at ty til vold. jeg går over den store plads og rammes i sekundet af en mortergranat som eksplodere lige inde i mit højre øre. Det bliver jeg næsten døv af. Derfor tager jeg en  af disse sejlende busser, man kan stemple ind på med sit rejsekort og får en bedårende tur ad den oplyste kanal mellem Langebro og Knippelsbro forbi de utallige højhuse med balkoner og lysguirlander som bebos af denne storbys hårdt arbejdende overklasse. Alle har de betalt tårnhøje summer for den enestående udsigt over mod havnefronten på den modsatte side af kanalen, hvor lige så mange har betalt lige så dyrt for den samme udsigt bare til modsatte side. Så kan de sidde i deres dyre lejligheder og betragte hinanden og sige til deres gæster: -Sikke mageløs udsigt! Det har de betalt for. Ja, det har de. Dem de andre som ikke er mig. Jeg har ikke betalt for nogen udsigt. Jeg har slet ikke betalt noget som helst. Jeg sejler bare forbi og tænker på, hvor jeg skal gå hen for at få varmen i denne iskolde vind, som blæser gennem København i aften den 31 december 2019. Jeg går ned ad en smal trappe under Langebro og op igen på den anden side og minsanten så dukker “Danhostel” op med en åben dør ind til restauranten, hvor jeg modtages af venlige mennesker, som byder på champagne og kransekage. Minsanten!

Så går tiden så godt med at læse Jørgen Leth “Det uperfekte menneske” og Søren Kirkegaard “Enten Eller” og lede efter billige færge-overfarter mellem Koh Phangan og Koh Tao til forårets tur i Sydøst Asien. Jeg vil dykke videre, hvis jeg kan. Ubetinget.

Nå, men om lidt brager og lyner det over hele Rådhuspladsen. Jeg deltager igen i år. Det er ved at blive en tradition. Men jeg trives faktisk ganske godt i denne anonymitetens kappe. Ingen “kender” mig og jeg kender ingen. Fint og let. Når de har skudt året ind alle disse mennesker, går jeg ned til Hovedbanegården og tager toget ud til Brøndbyøster, hvor gamle California står velopvarmet på DCUs vintercampingplads og venter på mig. For Helvede,- hvilken fred i al knalderiet!

Mit liv er spiralformet. Ikke cirkulært. Det ser jeg nu og det er en stor glæde.

 

 

 

 

 

 

Bangkok/Phuket/Phi Phi

 


Det er et gevaldigt indspark man får i bevidstheden ved sådan et trip til Thailand. Tidsforskudt, klimaforskudt og kulturforskudt i en park med springvand og sjældne fugle med sjældne stemmer. Mens de menneskelignende thai-mennesker øver sig i deres liv under monumentet over deres faldne kejser. Over åben ild steges rotter på spyd og wokken koger de møre græsrødder til sovs med rigelig chili. Ris ad libitum og altid dette servile smil som dækker hvad som helst. 7-eleven over alt med trafikken buldrende i stride strømme uden mål og med. Gader tynget af røg under en blå himmel med de kæreste små lyserøde vatskyer som gør hjertet let i denne menneskelige armod. Dufte over alt. Det er det bedste her. Røgelse og brændt olie. Ingefær ristet på glødende trækul. Luften er fyldt af det. Brankede kyllingelår i sød suppe, hot som bare helvede! Jo tak. Man er ankommet!

Det aller aller bedste er varmen! Den smyger sig om kroppen som en fløjlsblød kærtegnende hånd. Den stryger hen over ens ansigt med mild følsomhed og den strømmer ind i alle led og muskler og gør dem føjelige og  anvendelige. Den kommer lidt efter lidt. I begyndelsen er det et shock! Man stiger ud af flyet og får den brændende vind lige i fjæset. Pyha, den er strid,- tænker man og glædes over transittens behagelige airconditionerede atmosfære. -Så bliver man lukket ud og så er den der igen, heden, men på en anden måde. Mere blid, men man er jo osse kommet ud i det fri. Det er noget andet.

Jeg havde lært, at skulle jeg til togstationene,så skulle jeg gå i 27 minutter ad en af google anvist rute. Det gjorde jeg pligtskyldigt og det skulle jeg ikke have gjort, for det var langs en motorvej og der må man ikke gå med en trækkuffert slæbende efter sig. Nej! For så kommer politiet og det gjorde de også med blåt blinkende lys og udrykningssirene! Men de smilte til mig. Var jo thaier og fortalte, at jeg skulle gå tilbage og ned under jorden. Der lå stationen og der gik jeg så i stedet for.

Nu er jeg bare glad i varmen. Ja. Og især fordi jeg rejser alene. Det er fand’me skønt at kunne skifte kurs som man vil og helt følge sit eget tempo. Stoppe op og falde i staver over thaikvinden som rører i sin wok over den flammende ild mens røgen fører dufte af hemmelige krydderier lige ind i mine næsebor. Eller se på den store sorte ravn i parken ved søen som danser for mine fødder og blomsterne og den lille duefugl med de blå hattefjer som kurrer besynderligt teatralsk. Jeg lægger mig med hovedet hvilende på min rygsæk på en marmorbænk med udsigt til trætoppene og den lyseblå himmel. Og ingen, nej ingen siger:-Kom nu, vi skal videre! Eller:-Vi har jo aftalt o.s.v. o.s.v. Mig og min skygge går samme vej. I fuld forståelse.

Så bliver man inviteret på trip til Koh Larn. Det lyder da meget godt, tænker man. Det kunne jeg da godt tænke mig, ikke? Jo, jo selvfølgelig endskønt det indebærer en 2 1/2 times busrejse foruden en færgetur på yderligere en time. Men selvfølgelig når man ledsages af en 45 årig kvindelig  professor i sociologisk immunologi ved Princeton University USA, kan det sagtens lade sig gøre. Den lange køretur giver rig lejlighed til at udveksle erfaringer. Først handler det om klodens fremtid. Jeg udmaler min extinct homosapiens teori for damen, og hun giver mig ret. Det ser slemt ud. Det er der evidens for, siger hun. Hun er en af de mange tusind forskere, der har skrevet under på erklæringen i FN. Og så er hun veganer! Det borger for kvaliteten, tænker jeg. Jeg spørger hende hvorfor og hun svarer, at siden hun “gik over” har hun tabt sig 30 kilo! – Det klæder dig, siger jeg og mærker spillet i hendes øjne!  -Men også den politiske del af sagen med CO2 reduktion går hun ind for, så alt i alt er vi på bølgelængde. Jeg stiller spørgsmål om ebola tilstanden i Congo og hun siger, at ligemeget hvor stor støtte USA yder til bekæmpelse af sygdommen, går størsteparten i de ledende politikers lommer.-Det er ikke fordi, vi ikke er i stand til at udrydde virus, men fordi landet er korrupt og plaget af krig, at der ikke sker noget.-Det er hyggeligt, at tale med et klogt menneske og turen falder ikke lang. Efter svømmeturen i det turkisblå vand mærker jeg hendes første tilnærmelser. Det hele ender med en amourøs affære på hendes hotel “Siam International”, hvor jeg tilbringer natten. Nu er jeg tilbage i mit spartanske airbnb værelse i Thonburi. En ferieoplevelse rigere!

Efter en lang dag ombord på floddamperen, bliver jeg inviteret på besøg i China Town af kaptajnen og hans nydelige lille Sirikit- hustru. De kender et godt sted som hedder “ Jumbo Lobster” på 332 Soi Yaowarat 11 Yaowarat Road, hvor vi spiser os mætte i grilstegte hummere med sød sovs og ris. Bagefter er der fyrværkeri foran ICON SIAM “the pride of Thailand” og hjemad går det gennem Sirlom Park med metro over SRT cityline, hvor jeg guider et polsk ægtepar, som har fået rejsen til Bangkok forærende af deres søn og resten må de selv finde ud af. De er ret forvildede, men lyser op da jeg viser dem vej mod øen Ko Chang, hvor de vil hen for at bade og slappe af i 14 dage efter Bangkok, som de aldeles ikke bryder sig om. – Al for meget trafik, siger konen. – Og svært at finde rundt, siger manden. Vi skilles som venner med håndtryk og det hele. De er fra Warszawa.Nu overvejer jeg om jeg skal udskyde min hjemrejse et par år eller to. Vi får se. Her er så dejligt varmt og i Danmark er det koldt. De siger frost. Hm.

Myndigheden

Jeg skal gå klokken et. Det er det eneste, jeg ved. Myndighederne er efter mig! Det viser sig, at jeg opholder mig ulovligt i Thailand! Damen ved indchecknings skranken i Kastrup sagde ellers, at bare mit pas var gyldigt i hele den periode jeg opholder mig her, så er det ok. Men det er det “bare” ikke! Passet skal være gyldigt mindst seks måneder fra hjemrejsedagen og mit pas udløber 2. februar! En kvinde blev sendt tilbage til Danmark fordi hendes pas ikke havde den nødvendige gyldighed på over 6 måneder! – Ups, den går ikke kære ven. Efter 16 timers flyvning i en trang kabine:-Op igen og tilbage til Danmark. Det var den ferie i Thailand der røg! Det er et under, at jeg slap igennem og ikke blev sendt tilbage promte. Kontrolløren må have sovet i timen. Husk det kære venner og rejsende. Hav altid et pas med gyldighed i mindst 6 måneder udover jeres hjemrejsedato. Nemlig.

Men nu sidder jeg jo i saksen. Jeg blev ikke sendt hjem og hvad så? Det hele kommer sig af, at jeg fik blod på tanden og tænkte; når nu jeg alligevel ikke skal noget bestemt i Danmark, så kunne jeg godt snuppe en uge mere eller så her i varmen, ikke? Og så fik jeg at vide af bureauet, at det kunne jeg godt. Jeg kan ændre min billet et helt år frem i tiden, hvis det er det jeg vil. Men det vil jeg selvfølgelig ikke. Det er jo snart jul o.s.v. Men en uge mere var da meget rart og så stødte jeg på problemet! For en flyvebillet mellem Bangkok og Phuket kan gøres for 350 kr t/r og i Phuket er der færge til Pi Pi island med coraldykning og farvede fisk og vand at bade i. Det savner man her i Bangkok! Havet! Nå, men den gik pludselig ikke, for indchecknings papiret krævede et pas med over 6 måneders gyldighed. Æv! Så kunne jeg selvfølgelig tage en bus, men det er 14 timer hver vej. Det er lige lovligt meget at ofre for koralfiskene, og jeg ved jo stadig ikke om jeg kan komme herfra med det ugyldige pas. Altså, som jeg siger:-Jeg skal gå kl et. Det er det eneste, jeg ved. For jeg må hen til den danske ambassade for at høre, hvad jeg skal gøre. Jeg gider fandme ikke sidde i kachotten her i Thailand på ubestemt tid mens de konfererer med de danske myndigheder om en udsendelse, fordi mit pas er ugyldigt. Nej, så nu har jeg aftalt en tid i dag kl 14.20.

Og det var osse godt for de lavede mig et nyt pas med nyt foto og det hele og så er jeg glad igen men så skulle Jonathan med på turen men det var nok en vanvittig ide for han skal til køreprøve og så er der ikke tid til at tage til Thailand, men en anden gang måske. I parken var der meget støj, da jeg satte mig på bænken ved siden af den sminkede dame som ikke kunne få nok sminke på sin næse og idelig så sig i spejlet for at se om hun nu så smuk nok ud. Jeg spiste min banan og mit dejlige integralbrød, som jeg havde fundet i en 7/11 shop i nærheden af den danske ambassade, hvor den smilende thaipige tog foto og lavede mit nye pas. Nu gik turen til fods ad støjende og kulilteosende ræserbanegader, hvor jeg til sidst gik vild og måtte ty til en tuk, der dog blev billig (kun 100 Bath) hvis jeg gik med på et besøg i en fin indisk shop, hvor man prakkede mig et (rimelig pænt) læderbælte på til 400 Bath, men så havde tukdriveren osse fået provision! (Godt for ham!) og jeg blev sat af (endelig) udenfor Lumpini park, hvor jeg fandt bænken med den selvsminkende dame og hvor jeg spiste mit integralbrød og den af de 6 bananer, jeg havde købt på vej fra den danske ambassade, som man faktisk havde svært ved at komme i ind. Et lille kighul i døren blev åbnet og en næse stak ud som sagde, at man måtte vente udenfor  i støjen og varmen til det blev ens tur. Der sad han så på en trappesten og spekulerede på, hvad han nu skulle gøre, hvis ikke han fik sit pas og hvis han fik sit pas, hvad han så skulle gøre. Damen i telefonen i det svenske rejsebureau talte svensk så jeg havde svært ved at forstå det, men kom dog så langt, at jeg fik ombooket min billet til afgang Bangkok den 18 dec i stedet for den 8 og det kostede ingenting! Ok, tænkte jeg og gik over i det store funklende supermagasin og satte mig i den behagelige airkonditionerede atmosfære og bestilte en t/r billet til Kata Beach Phuket. Det med Pi Pi island og de farvede fisk og den friske luft og væk fra denne osende butik her. Det koster 450 kr og det er jo rimeligt i betragtning af, at det er med airbus og flyvetiden er 1 1/2 time.

I morgen tidlig klokken syv afsted igen til flydende marked ude i Klong lad Mayom. Jo tak, der hæses og stæses, men temperaturen er stadig perfekt og humøret højt!

En længerevarende drøm er det. Det må man sige. At møde to så intelligente personer som de to unge mennesker fra Brazilien, der kom lige fra Melbourne i Australien og skulle til Lissabon i Portugal og var på gennemrejse i Bangkok et par dage og derfor havde besluttet at tage en tur til Klong Lad Mayom Floating Market, hvor jeg rendte ind i dem. (Tilfældigt?) De var begge veganere. Det lader til at disse veganere bliver flere og flere. Hadede deres nye præsident Jair Bolsonaro og var dybt beskæmmede over regskovsafbrændingen men sagde, at det var altid det første, de hørte når talen kom på Brazilien. De ville meget hellere fortælle om det positive, der finder sted i deres land og derfor nævnte de Ernst Gotsch. Han har en uddannelse som landmand i Schweitz og er flyttet til Brazilien, hvor han opdyrker store arealer af udslidt land ved hjælp af, hvad han kalder “Syntropisk dyrkning” der bestårt i, at lade vegetation og dyreliv samarbejde og støtte sig selv gennem det rette valg og den rette sammensætning af biosfæren, som således blive selvopretholdende. Det er meget fascinerende fordi det hænger sammen med de egenskaber træer har til at “hjælpe”  hinanden gennem rodnettet i symbiose med alle øvrige individder Inclusive insekter og dyr.  Altså en holistisk opfattelse af livet her på jorden og ikke den gængse seperatisme.Men alt det kan man læse om, hvis man googler hans navn Ernst Gotsch. Det bemærkelsesværdige er, at denne “dyrkningsmetode” er produktiv. Den giver afkast i form af både tømmer og fødevarer uden at exploitere.

Mine Brazilianske venner.

Det snakkede vi længe om.En amerikaner som sad ved samme bord som os var lige modsat. Han snakkede kun om druk og thaipiger.Hans kone som ellers var sød nok så lidt sur ud, da han råbte op om alle de piger, han havde “fucked” natten før. Særpræget forestilling. Vi fulgtes ad over til Lumpini park, hvor vi skiltes. Amerikanerne havde vi forladt længe forinden.

Nu må jeg til at “prøvepakke”. Det ser sort ud med min bagagemængde, fordi jeg slæber rundt på al det vintertøj, som ellers skulle være anbragt i Sydhavnen. Nå, men jeg kom herud, så kommer jeg vel også videre. Flyet til Phuket afgår søndag morgen og jeg har skrevet til “David” fra AirBnb, om jeg må koge lidt vand i hans hus, hvor jeg skal bo. Han er meget striks og så er der ikke aircon eller frigde men bare en seng. Måske heller ikke nogen stol eller bord. Det bliver vist ret primitivt der på Kata beach. Men store bølger og mægtig surf og stranden 100 meter væk. Det bøder på det.

On the road again.

Med mindre der kommer en tsunami som den den 26 dec 2004, der ramte Phuket lige netop der hvor jeg skal bo 100 meter fra stranden. Så er det farvel og tak. Vi får se.- Jeg læste om tsunami i går. De skriver, at man skal være opmærksom på dyrene. De har sanser, som vi ikke har, siger de. Når en tsunami nærmer sig, ofte mange timer i forvejen ser man fugle flyve væk, aber flygte bort fra kysten og op i høje træer og elefanter som bevæger sig ind i landet væk fra den farlige kyststrækning, hvor flodbølgen vil angribe. Som sagt sker det adskillige timer før hændelsen indtræffer og alt stadig er fredeligt. I modsætning hertil så man under tsunamien på Phuket Island i 2004 turister stimle sammen nede på stranden for at “opleve” det “spændende” med den der bølge langt ude i havet. Ja nogle stod sågar med kikkert for at få det helt rigtige indtryk med hjem. De blev alle dræbt, da bølgen slog til. Det viser atter en gang, hvor tåbelig den “civiliserede” skabning som kalder sig “Homo Sapiens”(hvilket på engelsk betyder “wise man”) er. Fuldstændig opbragt i sin egen tankeverden. Sine forestilling og spekulationer. Sine planer og hensigter. Sin “fremtid” oppe i sit hovede helt frarøvet enhver forbindelse med omverdenen og sig selv. Blår i øjnene som man stikker sig selv, når man tror (tænker) sig til nogetsomhelst. Tænker, at “man” nu skal ned på stranden og se “begivenheden” uden at mærke efter, hvad det egentlig er, der sker..

Nå, men alt det ved vi jo godt. Eller gør vi? Har vi overhovedet “tid” til det det tidløse. Der hvor vi mærker tsunamien nærme sig. Der hvor vi mærker efter, hvor vi går og står. Der hvor vi står helt stille og lytter. Lytter til vindens susen. Til vandrørene der rumstere i det gamle hus. Til bilen der kører forbi ude på vejen uden at “ønske sig” en bil. Eller noget som helst andet for den sags skyld.  Who knows? (Svaret blæser i vinden…)

Det hændte på et teater, at der gik ild i kulisserne. Bajads kom for at underrette publikum derom. Man troede det var en vittighed og applauderede; han gentog det; man jublede endnu mere.Således tænker jeg, at verden vil gå til grunde under almindelig jubel af vittige hoveder, der tror, at det er en witz . (Søren Kirkegaard)

Det var noget af en tur. Den fra Bangkok til Phuket. Alt var (som sædvanlig) planlagt til yderste lille detaille og så ramte uheldet alligevel. I check in i Suvarnabhumi lufthavnen gik håndtaget hvorpå bagageslippen skal anbringes i stykker. Jeg havde godt nok fundet en løs skrue inde i kufferten, men kunne ikke stedfæste, hvor den hørte til og den hørte altså til håndtaget. Alt skal gå hurtigt sådan et sted. Folk venter utålmodigt bag een, og jeg måtte ordnet det således, at slippen kom til at sidde løst på udtrækspinden og så forsvandt min kuffert på rullebåndet. I samme øjeblik gik det op for mig, at jeg nok aldrig så den mere. Tankerne fløj rundt i mit hoved. Slippen ville selvfølgelig falde af ved først givne lejlighed når een eller anden lufthavnsdrager flåede den ned fra transportvognen og så kunne den nemt komme til at lande i Kuala Lumpur istedet for Phuket. Jeg måtte altså til at forberede mig på at leve udelukkende med de få kostbare ting der var i min håndbagage. Min I pad, min telefon og mine kort, pas og penge. Nå, men det klarer jeg sagtens, tænkte jeg. Det var faktisk en lettelse at slippe for al den bagage. Ligesom døden. Der slipper man også for al sin bagage, ikke? Sådan havde jeg det faktisk. En lille prøvedød. Man får en påmindelse. Det er det, der sker hele tiden. Jeg får påmindelser igen og igen på denne rejse. Hele tiden bliver min indre stemme mere pålidelig, fordi jeg stoler på den. Den melder ud når som helst og hvor som helst og stort set altid med fornuftige beslutninger. “Jeg” er bare et ord. Praktisk i visse situationer og totalt ligegyldigt i andre. Jeg er simpelthen på herrens mark og der befinder jeg mig så aldeles fortrinligt.

Er havnet på et dykkercenter med dykkerskole, hvor man kan erhverve sig et certifikat. I en rummelig bungalov med selvlysende swimmingpool udenfor og en strand med orangefarvede langbåde foran en lille lysegrøn Pi Pi ø.

Det kom altsammen af sig selv. Og da transportbåndet rullede ind efter vi var landet, hvad rullede ind lige foran min næse? Min kuffert! Og det var en gave, jeg fik, for jeg havde jo regnet med, at den var væk for altid. Ligeså med alt andet. I en alder af 79 er alt en gave. Selv de tanker min hjerne producerer. Hver og een er en gave som jeg ydmygt tager imod med sammenpressede håndflader mens jeg bukker ligesom thaierne.

(Selv aircon og stol og bord og thekoger og kop har jeg fået i mit hus, hvad jeg ikke regnede med. Altså gave igen.)

En pincenez-klædt herre træder ind i mit billedfelt. Jeg kender ham ikke. Har ikke noget forhold til ham, men vælger at takle situationen med værdighed. Før dette møde indtræffer en begivenhed, som jeg på ingen måde kunne forudse. Jeg bliver standset af en mand på scooter, som tilbyder mig en T-shirt, hvis jeg blot vil aflevere den seddel, han rækker mig, til en dame nede på stranden. Da han virker venlig indvilger jeg og da er det han tilbyder mig en køretur. -Hvorfor ikke? tænker jeg og springer op bag på hans scooter og vi drøner afsted i skrigende fart. Jeg bliver sat af ved et slot på et bjerg og her er det pincenez manden tager i mod mig med udstrakte arme:- Tillykke! Du har vundet en million! – Jeg er noget skeptisk og spørger:- Sig mig, hvad drejer alt dette sig om? Han ser indladende på mig gennem sine små brilleglas, så siger han:-Kom med mig, så skal jeg vise dig noget, hvad vil du drikke? Jeg bliver budt på papayajuice i et højt glas med is og han bænker os ved et bord tæt ved en lyseblå swimmingpool, hvor flere velnærede kvinder i 30 års alderen vælter larmende rundt. Nu ser han mig dybt i øjnene og siger: Min kone er Thai og blev med nød og næppe reddet da tsunamien slog til i 2004. Hun kravlede op i en palme og efterhånden som vandet steg kunne hun kravle højere og højere op hjulpet af det selv samme vand som forsøgte at drukne hende. Hun husker ikke hvorledes hun blev fundet. Hun kom først til sig selv, da hun lå på hospitalet. Jeg har ondt af manden, som får tårer i øjnene mens han fortæller sin historie. -Nu skal du se; vi har et værelse, du kan købe for den million, du lige har vundet. Det ligger lige hvor du ønsker det. Overalt i verden hvor du kommer frem, vil dette værelse stå parat til dig og kun til dig. Kunne du ikke tænke dig at flytte ind i det værelse? Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare. Forstår ikke hvor han vil hen. – Jo, ser du, du skal blot skrive under på denne kontrakt, hvor du lover kun at bruge dette værelse og ikke noget andet. Så vil værelset stå parat til dig ligegyldigt, hvor du rejser hen, og du rejser meget, gør du ikke? Det må jeg jo give ham ret i. Jeg rejser meget. Ja, faktisk hele tiden, så måske var det en meget god ide med det værelse. Men jeg ved ikke rigtigt. Har mine betænkeligheder og det kan han mærke. Derfor begynder han at presse mig. Forsøger at få mig ind i sin tidsramme. Jeg kaster mig på gulvet foran ham og råber: Vig bort Satan! Og tænker i et kort øjeblik, at nu er jeg da ikke rigtig klog, men det viser sig at være det helt rigtige, jeg gjorde, for i samme øjeblik forvandles han til en hane i et bur.

Lettet begiver jeg mig ned på stranden og aflevere min seddel. Og tænk, jeg fik min t-shirt og blev fri for at sidde i bur. En herlig dag! Nu vil jeg bestille en sejltur ud til et rev, hvor de farvede fisk befinder sig. Det glæder jeg mig til. I går fik jeg pad-thai med ristede grøntsager og mango til dessert. Her til morgen drikker jeg mandelmælk med bønnepulver og spiser små søde bananer til. Jeg har lige været nede og svømme. Først i det store Andamaner hav med udkig til Malaysia ved indsejlingen til Mallacastrædet, dernæst i scubadivecenterets svømmepøl. Temperaturen er 32 grader, solen skinner fra en blå skyfri himmel og der blæser en frisk kølende brise over landet.

Og så har jeg meldt mig til dykkerkursus med flaske. Først til prøvning i swimmingpool og siden fra strand og til sidst fra båd med farvede fisk og marineliv inden det uddør i plastic.

Men så kom den onde ånd ind. Man mente på dette scuba diving center, at det nok var bedst om jeg fik lavet en lægeattest. Man kunne jo aldrig vide, hvad sådan en 79 årig kunne finde på nede i vandet med de farvede fisk. Måske endda dø. Uha, så dækker forsikringen ikke uden en lægeattest. Jeg tænkte, at så var det nok slut med den dykning, men nej, lægen godkendte både blodtryk og ørepropper, så jeg fik attest og kan nu dykke i hav. I dag dykkede jeg i pool og det var skideskægt med at udligne tryk i ørene og huske at bruge de rigtige knapper på vesten for ind og udsivning af luft. Man trækker vejret gennem munden og finder den rigtige balance dernede under vandet.Man bevæger sig på en helt anden måde end når man svømmer. Her er man jo vægtløs. Ganske særpræget fornemmelse! Næste gang skal jeg dykke fra strand og til sidst fra båd, men det bliver ikke i morgen, for der skal jeg på ø-hop til Mayton, Phi Phi, Maya Bay og Khai Island. Måske møder jeg Betty og Gable, hvem ved? Det siges de er i området.

Jeg har fået mig en følgesvend. Noget så banalt som en hæmoride. Ja, grin I bare, men det er slet ikke sjovt. Det kom sig af den vanvittige sejltur over til Phi Phi og de farvede fisk. Det foregik med en svær speedboat med fire store 100 hp Mercury påhængsmotorer som kunne mase os frem i vandet med en hastighed på 40-50 knob nok. Den fløj i alt fald afsted som bare helvede, og jeg, som selvfølgelig skulle sidde oppe i stævnen for at få den bedste udsigt, blev ramt af den maritime lov der siger, at her kommer de hårdeste bump og slag, når den planer hen over de krappe og tårnhøje bølger. Det tør antydes! Jeg blev kastet flere meter op i luften, hvorefter jeg faldt ned på den hårde skibsbænk med et slag direkte op i min sæderegion. Igen og igen gennem den lange sejlads til Phi Phi som tog over halvanden time. Så var jeg ikke meget værd, men kunne alligevel springe i baljen med snorkel og det hele og fik faktisk øje på både en ultramarinblå fisk som lignede en papegøje med et næb som skinnede gult dernede mellem alle søanemonerne og en lille ildrød rokke som straks jeg kom nærmere kamuflerede sig som en sten! Så var jeg glad igen, men da jeg kom op af vandet mærkede jeg, at der var noget galt. Det gjorde ondt bagi, men jeg slog det hen indtil jeg kom hjem og opdagede, at nu havde jeg også fået forstoppelse! Havde ikke været på das i flere dage sansynligvis på grund af det store diætskift her i Thailand. Jeg har ellers gjort alt for at undgå kød og andet mærkeligt jeg ikke ved, hvad er og jeg har osse indtaget “Husk” Psyllium frøkapsler i vand hver dag, men lige lidt har det altså hjulpet. Ja, rejselivets kvaler, men det kender jeg jo til, så jeg tager det i stiv arm og må finde mig i at have ondt i røven foreløbig. Så må vi se, når jeg kommer hjem til kære Danmark, om jeg skal til “Møn Privathospital” og have min følgesvend snøret af. Lige som den gang jeg var tandlæge og sad alt for meget ned. Det gør fandens ondt, når de sætter en elastik rundt om venen, for at den gennem smertefulde uger kan visne og dø.
Men jeg skal dykke fra strand i morgen og det glæder jeg mig til. Hæmoride eller ej!

Mein Gott! And again:Mein Gott! That it should be me. There in the water deep down. Six meter. With pressure felt in my ears so that I had to eliminate it by pushing through my nose while my air lunge was sitting in my mouth and seeing the cattlefish changing colour there down on the buttom of the reef, whitch has been spoiled by stupid sailers with their big catamerans anchoring for fun in the middel of the amazing corals. There I was swimming close to my instructor Lars from Husum in Germany, Who has given up his job as a managemen designer to be diving instructor and collector of trash in the ocean. He and I agreed on the enormous ignorance human beeings exhibit in their own habitat. That which in the end will lead to their extincion. Ja sådan var det. Sådan var denne dykning, som jeg havde set frem til så længe. Lige siden min tid på “Inulima” det kære skib, hvor jeg jo snorkeldykkede ustandselig og også en gang imellem bevægede mig dybt dybt ned for at fastgøre en ankerkæde eller lignede, men uden dykkeudstyr udover et par billige briller. Med trykket for ørene udlignet hele tiden efterhånden som jeg trak mig ned langs ankertovet. Nu i dag foregik det hele på reguleret vis med trykmåler og mundstykke med membran og 15 liter ilt på ryggen. Det var bare SÅ flot at svømme svævende i vandmasserne ind i stimer af lysegrønne fisk med selvlysende striber og røre korallerne med fingrene. Se den store bass med den vellystige mund dreje om hjørnet og stirre mig ret ind i øjnene mens den sagde:- Det var godt du endelig kom tilbage. Vi har ventet dig længe. I årmillioner faktisk, så velkommen hjem!
Ja sådan  var det. Og stige op mens lyset blev stærkere (for det bliver jo mørkere jo dybere man dykker) og mærke den brændende sol flimre i havoverfladen. Så taknemmelig var jeg og måtte le af glæde over det under, jeg lige havde oplevet. Mit første rigtige dyk med flaske!

Det regner. Styrter ned i store dråber fra den solvarme himmel. Jeg sidder her på min veranda og ser ud på æventyret. På mangopalmen og hibiskusblomsterne, jeg tegnede. Stille sidder jeg og betragter det som sker og er. Om lidt når regnen er hørt op, vil jeg gå ned i byen og købe lidt brød og banan og tyggegummi. Det er godt at have tyggegummi i baghånden, hvis tingene bliver stressede!

Det viste sig i går, at jeg har en nabo her i min bungalov. En fyrreårig amerikaner fra LA på vej væk fra et mislykket forhold og et udslidende arbejde som softwarekonsulent. Han har lige som jeg deltaget i dykkerkursus og vi udvekslede erfaringer fra vores første dyk “open sea”.Han var nøjagtig lige så begejstret som jeg for denne magiske verden under havets overflade og det varede ikke længe før vi talte om verdens tilstand og vores formåen i den. Var (selvfølgelig) veganer og inden længe viste det sig at han havde den samme Taoistiske holdning som jeg om “Ikke handlen” som den egentlige bevæggrund i verden. Om altings simultanitet der betyder at al “gøren” kun tilføre yderligere ødelæggelse af naturens (læs:alt udenfor den menneskelige tankeverden) tilstand. -Jo mere vi “gør” af den ene eller den anden tankeskabte grund, des mere føjer vi til den forstyrrelse vi allerede har skabt med vores tankemæssige forestillingsverden. Fiskene i de store syncront bevægelige stimer lærer os det. Kvanteteoriens “entanglement” af fotonernes spin og det at vi møder hinanden hele tiden på tværs af tid og rum uden hensigt (uden gøren) lærer os det. I dette forum er “viljen” bandlyst. At forsøge at forandre det evig foranderlige skaber forvirring og uorden. Derfor er ingen forandring af denne uorden vi mennesker har skabt mulig, netop fordi den er skabt for at “forandre”. Skabe vækst, maksimere, ændre og omforme i overensstemmelse med vore tankers krav og behov. Det eneste vi behøver er food, clothes and shelter. Resten er fundamentalt vanvid. Og så selvfølgelig at vi er alt for mange på denne planet, hvis befolkning er vokset med 100% de sidste tyve år og er stadig stigende. Vi blev enige om, at det ser sort ud. Jeg fortalte om den unge universitetsstuderende fra New Delhi jeg mødte ombord på båden. Han rystede overbærende på hovedet, da jeg spurgte ham om Indien ville blive “grøn” i den nærmeste fremtid. -Of course not! Det levner ikke meget håb. Men måske skal vi opgive håbet og se virkeligheden i øjnene. Sådan helt barsk som når vi ser os selv i øjnene gennem den anden. Så kører lokomotivet. Lige som i går, da jeg talte med amerikaneren fra LA.

Konklusion:

Thinking is a proces in the body like alle other processes, that you shouldn’t try to control.Just like it is absurd to control your liver or your intestines, it is absolut idiotic to “try” to control thoughts. Culture and upbringing have done that for centuries in order to have power over fear. Parents control their children so that they can control themselves and so on. This is brought down through generations. In India they have this peculiar system called Rajayoga, which emphasises that you can obtain “enlightenment” through breathing kontrol. What they achieve is absolut stubbornness,which they call “Stillness” It is the same with “mindfullnes” You think you can bring about something which allready is there by “doing”. Silence IS. YOU are the noisemaker, whatever you do.(To bring about silence) Doing is the noise which destroy that which is. Doing your thoughts. Doing your religion. Doing your principles. Doing your revolution. Doing your speculations and worrieng over “tomorrow” which never come. All that is pure shit as I see it.

Immediately you try to kontrol thought, you separate yourself from thought as a “thinker” and “thought” and here come the whole misery. You will be like a dog running after his own tail. Forever and ever and ever…

There is only thought and it can never be separated from what is. Then thought is functioning smoothely and nice in all situations telling you where to go and what to do in a purely practical manner.Just like your stommac and liver and lungs are functioning when it is treated well.  Which bus to take. What food to eat. What people to meet. Intelligently without a singel touch of dirt.
This might be right, as I see it.(Thought itself knows, what is dirt and what is clean. Intelligens lies in the neurons. That is the miracle of life.)

If you think you have “dirty”or “wrong” thoughts, do’nt ever suppres them ore try to avoid them and kontrol them. They are reactions from your culture and upbringing and will dissolve themselves as you go along with your unkontrolled life. It is so. It is all up to you. I can’t do a shit about it. It is all up to you.

Det er holdt op med at regne.

-Nu er der ved at nærme sig en ende på komedien, sagde han og tog sig til hovedet. Men hovedet var væk! Der var ikke noget hoved længere. Kun tom luft. Hans hænder mærkede intet, de flagrede som sommerfugle rundt omkring det sted, hvor han mente hovedet skulle være. -Herlig følelse, sagde han højt til sig selv. Så gik han hen og tog sine snøresko på. Pakkede sin rygsæk og drog afsted over hals og hoved. Klokken fem den næste morgen stod han parat ved busstoppestedet, hvor bussen til lufthavnen skulle ankomme klokken seks. (Han elskede at være i god tid!) Da bussen kom,steg han op og kørte den lange vej langs øens vestkyst til flyvemaskinen, som bragte ham tilbage til landets hovedstad. Her ventede han i behagelige omgivelser blandt venlige væsner en halv snes timer indtil det store luftskib bragte ham over adskillige kontinenter hen til hans dejlige lille hjemland, hvor han boede i et smukt hus ved havet. -Julen nærmede sig og han skulle besøge sin datter på Bornholm. Det glædede han sig meget til. Hun ville næppe have noget i mod, at han nu ingen hoved havde længere. Hun var altid så forstående.
Børnene legede nede i haven. Det var hans børn. Han var så glad for alle sine børn. -Tænk at være far til så mange børn, tænkte hans tanker sådan helt af sig selv. Mageløst, tænkte han, som jeg kan tænke uden at tænke. Jeg tænker tanker oppe i mit tomme hoved ganske uden videre. Det er da mageløst, tænkte hans tanker. -Gud bedre det, tænkte han så og det er der jo for så vidt ikke noget ondt i at tænke, tænkte hans tanker. Ikke en skid ondt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Samlet sammen.


I bilen sidder han og skutter sig i varmen fra det hvæsende oliefyr. Apparatet skal indleveres til reparation her til morgen ude i Hvidovre hos manden med stifterne og svingarmen som medfører at fortidens stemme kan blive hørt. Det er hørt. -Kom nu ikke for godt i gang! Udbryder den indre stemme. Fortidens stemme? Sikke noget vrøvl! – Ja, ja, da, men alligevel ikke helt usansynligt, vel? Hvad skal det blive til? Et magisk øjeblik midt i det hele. 44 unge kvinder samlet rundt omkring en liggende figur. Jeg sidder og tegner. Der er croquis i “Folkehuset Absalon” 44 unge kvinder og en lille flok mænd og så sker det. Den liggende på ryggen liggende herre, som er model for alle os tegnere, ligger med spredte ben og ganske nøgen og lige pludselig begynder hans lem ganske stille og i begyndelsen næsten umærkeligt at rejse sig fra sit nedsunkne leje. Man bliver lidt i tvivl rundt omkring. Sker dette virkelig? Jeg ser over på sidemanden, som også har fået øje på fænomenet og som har svært ved at tørre grinet af ansigtet. Den hævede penis rejser sig nu i fuld glans og nogle af pigernes læber kruses af et smil, men det er som om de ikke vil give udtryk for deres følelser ved det de ser. Nogle rødmer, andre fniser og atter andre ser væk. Ønsker tydeligvis at forbigå det i tavshed. – Det er hvad der sker, kan man mærke at de tænker. – Og hvad så? Alle tegner lidt febrilsk videre, mens modellens penis står og svinger ud i lokalet. Så med et begynder den at falde igen. Man mærker en lettelse brede sig blandt pigerne. Tilbage til normalen. -Husk at få det med, siger jeg til min sidemand. – Den stive pik. Han tegner en lille strittende sag på billedet af den liggende model og ler. Pigerne rundt omkring har stramme miner. Vi tegner videre.

I Dansk Tandlægeforenings lokaler i Amaliegade er der møde for pensionerede tandlæger. Der sidder de allesammen. De gnæggende oldinge med krum hals formet gennem mange års bøjet hoved i dårlig arbejdsstilling over “patientens” mund. Vi får sandwich, men det er med kød, så jeg får særbehandling og må gå ud til personalets buffet og skovle grøntsager og salat op på min tallerken. Det er helt fint. Så får man i det mindste noget ordentligt at spise. Man drøfter ophævelse af praksisret ved det fyldte 75 tyvende år. Med samtale i patientsikkerhedsnævnet under overværelse af en læge, som skal vurdere om man er for senil. Til at bore i tænder. Til sidst bliver man ført ud. Døren lukkes bag een og man er ikke tandlæge mere. Frataget sin identitet. Frataget alt. Så står man der alene og ser i et lysende øjeblik al bluffet som man har været ude for lige siden den dag, hvor man så verden for første gang. Godnat Ole. Farvel og tak. Det var een stor løgn det hele! Hvilken befrielse. Så er det meget bedre at gå i Absalon og spise spinatmiddag sammen med 4 smukke kvinder og bagefter tegne Croquis, før den varme California atter modtager een med “Deadline” og “The affair” på HBO.

Nu sidder jeg så og ser på det hvide papir og ved, at ingen læser, det jeg skriver, før det er skrevet. Når det er skrevet, er der en chance for at det bliver læst. Den chance tager jeg og siger til dig som læser dette ligenu: Tro ikke at det vil gøre dig klogere, det jeg skriver. Tro heller ikke at det vil bringe dit sind i kog. Tro slet ikke at du vil få et udbytte af at læse det, for det vil du ikke. Det indeholder intet gemt budskab, ingen skjult mening. Det er lige ud ad landevejen helt uden betydning.

I sig selv har ord ingen betydning. Det er først når de bliver sagt, de får betydning. Og denne betydning er ikke entydig. Den er mangetydig. I det øjeblik ordene forbindes med hinanden opstår en ny situation, nemlig fornemmelsen af bevægelse. Af liv. Det er tanken som skaber dette liv i sin fantasi. Deraf oplevelsen ved at læse, det der står skrevet. Men det er stadig uden betydning udover den betydning det får for den som læser det. I virkeligheden er det betydningsløst. Intet. Tomme ord stillet sammen som rillen i en grammofonplade som læserens øje forfølger og derved opnår illusionen af levet liv. Derved kan vi udelukke al videre handling, det være sig at læse eller skrive, sejle eller gå. Så er der ikke mere. Tak for det. Så er vejen endelig åbnet for intuitiv spontanitet uden hensigt eller “mening” Klatmaleri er lige så godt som en hundelort. Æbleskiver lige så gode som pandekager. Og den lille fugleunge derude på flisen søger de sparsomme brødkrummer med oprigtig energi. Det er hvad jeg forstår ved livet. En herlig omgang pærevælling uden hoved eller hale og derfor yderst intelligent og følsomt ligesom kompasnålen i sit olieomluttede ophæng. Slut.

Manden med fremviseren ringede i dag ret som jeg var steget op af det 10 grader kolde vand. Han lovede maskinen færdig til på næste torsdag og nævnte en pris på 47o kr, så nu er denne gamle Eumig super8 fremviser blevet et noget kostbart instrument. Vi må håbe den virker, når jeg lander på Bornholm i næste uge når sommertiden ender og det bliver koldt og væmmeligt og det eneste man kan foretage sig, er at se gamle super8 film i pejseildens skær.

I samme forbindelse skal jeg på “skriveworkshop” over to torsdage startende torsdag i næste uge i København. Jeg håber da endelig at få lært, hvordan man skriver. Man kan jo altid give det en chance, selvom jeg ikke forventer mig det helt store. For hvad er det at skrive? Jeg ved det ikke, så måske er det på tide, jeg får det lært. Her på falderebet…

Der må være en årsag til alt detteher! Skreg manden idet han sank dybere og dybere ned i Store Vildmose ovre i Jylland. Det må have en grund, råbte han, men der var ingen grund og han sank bare dybere og dybere og dybere og dybere. Det holdt aldrig op. Det holder aldrig op og det er heller aldrig begyndt det hele. Det er der bare og det er nok. Nok er nok er nok.

Det hele må have en årsag, hviskede den elskede til sin elskling. Ellers var vi her jo ikke, vel? Måske er vi her heller ikke, svarede den elskede så. Den anden svarede ikke. Var der ikke og snart efter var elsklingen der heller ikke i dette årsagsløse univers.
Der må have været en begyndelse. Uden begyndelse kan der heller ikke være en fortsættelse. Tiden kan kun eksistere, hvis der er en begyndelse, en fortsættelse og en afslutning. Det er tidens eksistens betinget af. Sagde den kloge mand som vidste alt. Han tænkte sig til alt som tænkes kunne. Han tænkte sig til en årsag som er begyndelsen på det hele og til en afslutning, som er enden på det hele. Det kunne han fordi han tænkte. Han kunne tænke sine tanker i et fremadskridende forløb som indebar at han fik kontrol. Nu vidste han, hvad der var årsag til det hele. Det var ham selv og da han så sin død i andre, vidste han også at han selv var afslutningen på det hele. Det tænkte han. Men han vidste det ikke. For han vidste ingenting. Han tænkte bare. Det var nok for ham. Så var han tilfreds med sin ting. Sin lille dejlige ting, som førte ham hvorhen han ville. Det var han så lykkelig for. Så lykkelig som nogen. Hans lille dejlige ting som lystrede hans mindste vink. Hans mindste bevægelse. Som bevægede ham i sikker forvisning om sin egen evne. Sin egen evne til at styre ham, hvorhen han ville. Med sin vilje som han elskede højere end noget andet. Sin stærke vilje som bragte ham alt hvad han ønskede. Jo, jo, han var et lykkeligt menneske. Så længe det varede…

Men en dag var det slut. En dag lå han grædende på gulvet og skreg om hjælp. Hvad gør vi ved det? Ja, se det er spørgsmålet. Han finder nok hurtigt på et svar. Et svar fra een eller anden som vil komme og hjælpe ham. For hjælp har han nødig og finder han den ikke opfinder han den selv. En selvhjælper kunne man kalde ham. Så kommer han på benene igen. Men kun for en tid. Snart ligger han igen og skriger og sådan fortsætter det. Igennem. Igen og igen. Fortsætter det. Ophober sig. Overvælder og overskrider for tilsidst at opløses i røg og damp og krig og sult og pis og papir uden nogensomhelst betydning som jeg sagde i begyndelsen af denne sætning. Lige for lidt siden da jeg begyndte at skrive om dette aldeles meningsløse åndsforladte øjeblik, hvis udstrækning ikke kendes fordi det er ukendt. Basta og bum! Nu går jeg i seng. Klokken er mange og jeg kan ikke sidde oppe hele natten og skrive ord. Nej, det kan jeg ikke! Iøvrigt er det ligegyldigt, hvad jeg skriver. Der er alligevel ingen som læser det. Herligt! Jeg har simpelthen frie tøjler her på siden! Herligt og godnat!

Modermærket.

Jeg har en god ven som er tandlæge ligesom jeg. Hans svoger har fået modermærkekræft. Da jeg var ovre hos ham og lave tænder, hørte jeg om det og blev straks forfærdet over mit eget modermærke på min høje arm, som muligvis kunne udvikle kræft ligesom min kollegas modermærke havde gjort. Jeg gik straks ind på “Kræftens  bekæmpelse”s hjemmeside og kunne konstaterer, at mit modermærke godt kunne ligne de modermærker som er afbilledet der. Jeg havde svære kvaler om et evt kræftforløb. Svogeren har fået metastaser i lungerne og ligger på hospitalet. Det er ikke noget at spøge med. Min fætter døde af modermærkekræft. Jeg følte mig lidt latterlig fordi jeg hele tiden skulle hen og se om mit modermærke var vokset eller havde ændret sig. Men døden spøger man ikke med. Eller gør man? Til sidst blev det bare for meget og jeg bestilte en tid hos lægen for at få fjernet mit modermærke. Så kan jeg ikke gøre mere. Så må vi se, hvad der sker, men det er fantastisk så hidsig man bliver, når det lige pludselig drejer sig om ens egen død. Nå, men det hjælper at skrive om det. På mandag skal jeg til fysioterapeut med min tandlægenakke, som vist nok har slidgigt og så på tirsdag til lægen for at få set på det modermærke. Der hober sig ting op hele tiden. I dag mens jeg stod og spillede på min mundharpe nede i skuret på Bandholm badeanstalt kom min exkone løbende. Hun troede jeg var død. De havde været inde i mit hus og se efter på badeværelset om jeg var faldet om der. Min nabo og hende. Da de ikke fandt mig, kørte min exkone afsted i sin lille røde Peugeot ned til badeanstalten, hvor hun åndede lettet op da hun hørte mine muntre harpelyde strømme ud fra badeskuret, hvor jeg stod og var i fin form efter det nyligt overståede havbad. Stor var glæden, da hun fandt mig i live. Man ved jo aldrig med sådan en 79 årig gammel mand. De dør jo, som man siger. Om det nu bliver af modermærkekræft eller noget andet. Døden skal have en årsag, siger man. Jeg ved ikke rigtigt om det er sandt. Måske er døden bare et fænomen ligesom så meget andet. Nu vil jeg gå ud i mit køkken og tilberede mig en mysli med hørfrø, solsikkekerner, græskarkerner, chiafrø og sesamfrø tilsat fintsnittede ingefærstrimler, æblestykker og loppefrø. Dertil vil jeg drikke en urtethe med citronsaft og honning tilsat æbleeddike, men allerførst vil jeg spise 3 fed fintskåret hvidløg blandet med akaciehonning. På myslien vil jeg hælde mandelmælk, hvorefter jeg i ro og mag vil tygge mig igennem måltidet mens jeg læser i “Serotonin” af Michel Houellebecq! Tak.

Nå, men det var jo meget godt. Norwegian bank stemmer. Jeg har meldt mig til endnu en croquis i Absalon i morgen fredag, fordi jeg synes ikke jeg tegner godt nok og synes at jeg må bruge den sidste chance jeg har her i København til at træne frihåndstegning af levende model, som man siger. Jeg siger tit, det man siger. Så kommer jeg ikke udenfor stregen, og det er noget, jeg lægger meget vægt på. Ikke at forlade stregen. Min sikre streg, som så udsættes for en påvirkning i usikker retning, når jeg tegner croquis. Så bliver jeg irriteret, fordi jeg ikke tegner lige så godt og i øjet som den søde pige ved siden af mig. Hun rammer i få streger helheden, mens jeg flagrer noget forvirret rundt om mit emne, modellen som er en smuk ung pige med yppige former som det er nemmere at tegne end den mand vi havde i sidste uge som jeg faktisk er lidt træt af at tegne. Nu må vi se, hvem der er model på fredag. Jeg håber, det stadig er pigen. Så vil jeg prøve at sætte nogle få streger først og ikke som jeg ellers gør, tegne store hårde linier som jeg hænger på senere hen i forløbet. Det er også noget med at tegne hurtigt og så bliver jeg febrilsk og slår voldsomme streger som bagefter er svære at komme udenom og så bliver det nemt overtegnet. Nå, og så skal han til skriveworkshop anden session i aften her i Karen Mindes kulturhus og læse op af en tekst, han har skrevet en gang for længe siden om en slædetur med Marie oppe i Scoresbysund.

Min forhenværende kone var noget spydig i sine udsagn om min adfærd tidligere i livet. Det tog jeg nu meget pænt. Nævnte blot, at man jo ikke skal bære nag. Det kunne hun godt forstå, så det ud til. Måske er hun begyndende dement, eller osse er hun bare eet med sin alder. Personligheden ændrer sig jo hele tiden. Det er ikke noget statisk, som mange jo  tror. Det der med identitet o.s.v. Meget skægt at finde en portugisisk forfatter, Pessoa som opererer med heteronymer som er flere helt forskellige “personer” med grundliggende forskellige træk som skriver hans bøger. Altså forskellige forfattere han opfinder og skriver som. Det var Karen Fastrup, hvis bog “ Hungerhjerte” bragte mig på sporet af ham og hans teknik som måske kaster lys over stabiliteten af vores såkaldte personlighed. Denne fiktion vi hæger over som var det vores lille barn, hvad det jo i grunden også er. I øvrigt er “Hungerhjerte” en aldeles velskrevet og indbydende bog som man suges ind i på nydelig vis. Disse små tætte kapitler fungerer fortræffeligt og hendes historie er jo gribende.

Det er altid rart med lidt frisk luft. Det synes jeg. Jeg ved osse godt, hvordan tingene skal se ud, men det er ikke altid det lykkes for mig at ramme plet. Ofte rammer jeg udenfor skiven (for at bruge den terminologi) og så bliver jeg ked af det. Det er noget pjat, synes jeg. Men uundgåeligt. Som f.ex. I går til croquis, hvor det forekom mig svært at fange modellens udtryk. Da vi så var færdige, lagde vi alle vores billeder op på bordet, og der kunne man se, hvor stor forskel der var på os som tegnede. Der var de superfine lige i øjet og så var der de håbløse. Midt i mellem lå jeg, og det måtte jeg så finde mig i.Men det irriterede mig og gjorde mig osse lidt ked af, at jeg ikke kom op på siden af de bedste.

Det er hvad jeg lærer af mine croquissessions. Jeg lærer at indse min egen begrænsning, men også at jeg kan blive bedre, når bare jeg bliver ved med at tegne, og det gør jeg!

Nu vil jeg gå en tur ud i Valbyparken. I øvrigt gik min skriveworkshop godt. Jeg læste op af min fortælling om slædeturen i Scoresbysund sammen med Marie og vejlederen kaldte min tekst for “litteratur” og det må man sige, var en ros, jeg tog i mod med glæde. Det  regner. Stille finregn som er det værste. Det trænger ind alle steder. Trist.

Drømmen om det andet.

Drømmen om det andet er nok den værste drøm der findes. Det kan jeg se nu. Et andet sted. En anden dag. Et andet menneske. -Hvor er det ? Hvor er det andet henne? Det er ingen steder. Det er en tanke. Eller en ide´ er det. Altså noget ikke værende som tanken eller jeget bruger til at vedligeholde sig selv. Fuck det! Jeg vil skide på det andet. Kort og godt og holder mig til det hele. Det ved man, hvad er. Det er så dejligt nærværende. Det ligger lige for og går aldrig nogen stedet hen. Jeg hader ordet “hen”. -Hvor skal vi hen? Altid videre et andet sted. Jeg foretrækkerlige her. Så ved man, hvor man er. Jeg elsker at vide, hvor jeg er. Herfra hvor jeg står ser jeg alt klart og tydeligt. Med mindre jeg forvirres af et ønske om forandring. Jeg hader ordet forandring, fordi det beskriver noget væk fra det som er. Og det som er, er netop forandring. Forandring af forandring er stilstand. Er tanke. Billede. Stop, som når udløseren på kameraet “fryser” virkeligheden til et dødt skilderi. Som man så bildes ind er virkeligheden. Som når man præsenterer 24 billeder i sekundet af dette, ser ud somom. Narreværk og underholdning er det, som man kalder “kunst”. Filmkunst. Fri mig. Når selve dette øjeblik rummer det hele. Hvad skal vi så med alle disse billeder?  Med alle disse ideer? Praktiske gøremål. OK. Vaske gulv. Købe ind. Gå tur. Spise. Sove. Bade.  Samt alt det andet ( “kunst” “kultur” “litteratur” “film” og alt det man kan opleve i denne skøre verden.) Fint for mig, men at gøre det til et mål i sig selv. Til noget at stræbe efter. Til noget “andet” og derfor finere eller bedre end det daglige liv i sig selv, det kan jeg ikke se for mig. Nej, det kan jeg ikke. Nej, nej, nej.
Altså hav mig venligst undskyldt. Jeg ved ikke, hvad det er jeg siger. Det er  nok noget sludder. Altså undskyld for det hele. Jeg er et vrøvlehoved. Altså.

Men lidt rigtigt er det da, ikke?

Forresten er jeg begyndt at bruge elastikker. Det er min fysioterapeut som har lært mig det. Hver dag når jeg kommer hjem fra mit kolde havbad, står jeg i døråbningen og hiver i disse lange elastiske bånd. En øvelse hedder “at stå på ski”. – Så står jeg på ski i mit soveværelse. Eller ror. Eller skyder bue og pil. Alt det kan man gøre med elastikker. Det har min fysioterapeut lært mig. Det kostede 375 kr, men så var de grønne elastikker includeret. Sådan sker der så meget i mit liv. I morgen skal jeg med min søn i Lalandia bio og se “Le Mans  66”. Og så regner det stadig. Dag ud og dag ind. Det skyldes klimaforandringerne. I Venedig har de den højeste vandstand i 50 år. Snart er Lolland forsvundet, og mig med, og alle andre. Sådan går det, når man ikke opfører sig ordentligt og hele tiden skal noget “andet”, der som oftest betyder noget “mere”. Vækst. Fuck det!