Hvorhenne er Prag? Hvorhenne er Tyskland? For slet ikke at tale om Berlin? En stor by, som man siger, med en masse mennesker som allesammen har hver deres gøremål. Det er sært, at de ikke støder sammen. Men det gør de osse en gang imellem. Denne person som skriver dette stødte f.eks. ind i en dame med en kat i en kurv. Katten skreg, og hidkaldte en betjent som havde opsyn i den U-bahn, hvor uheldet skete. Nu var gode råd dyre, for jeg ville gerne videre til Kreutzberg, hvor jeg skulle møde min kæreste efter aftale kl. 17, men betjenten lod mig ikke slippe så let. Jeg fik en bøde på 5 euro og pålæg om at se mig bedre for en anden gang.
Min kæreste tog imod mig på hjørnet af Oranienstrasse og Friedericsstrasse og førte mig straks hen til Checkpoint Charlie, hvor vi mødte en russisk soldat, hun kendte fra sin tid som indespærret i Østberlin. Han bød på nudelsuppe og bier, og snart havnede vi i festligt lag i en gammel østtysk bierstube, hvor Adolf Hitler og Gøring og Goebbels samt selvfølgelig Albert Speer sad og nød en øl. Derefter tog vi ud til Spandau fængslet for at hente en bog Speer havde glemt under sit 20 årige ophold der.
Speer foreslog, at vi slog et smut ned Unter Den Linden for at se et stykke af Bertolt Brecht, “Macht mit messer”. Det var et animeret tegnefilmshow med polske dukker sat op som opera, hvor et fuldtalligt orkester under ledelse af Herbert Von Karajan spillede Ravels femte symfoni, og det var i sandhed noget af en oplevelse for lille mig, som bor under usle forhold i en omegnskommune som hedder Kleinmachnow tæt på en stinkende flod med flere hundrede moderne Autocampere rundt om den latterligt lille Volkswagen California med rustne forskærme, klapoptag som ikke virker, fordi ledingerne til solcellepanelerne sidder i vejen, når jeg lukker den op, og som er skidekold om natten, så jeg må omslynge mit fattige legeme med utallige tæpper og puder og lagener for overhovedet at kunne falde i søvn.
Satans til liv, siger jeg bare, efter at have kørt flere hundrede kilometer ad overfyldte motorveje, som man sågar skal betale for, ved at købe en såkaldt Vignette til 20 Euro som skal klæbes op i forruden, for at politiet kan se den, når man bliver standset, fordi man har overtrådt færdselsloven ved at køre for langsomt!
Berlin var tålelig og de trafikale forbindelser udmærkede.
Ind og ud af S-bahn og U-bahn med tagesticket til Kobusser Tor for at se alle de tyrkiske mænd og kvinder som bor der, og har lavet deres egen lille stat, hvor man kan købe linsesuppe og falafel for en slik, mens man nedkaster et par cent til en invalid thailandsk harpespiller, som smiler taknemmeligt op mod een.
Jøder er her overalt. Som spøgelser svæver de omkring i gaderne og trækker mig gennem Brandeburger Tor over til de afdødes legeplads af størknede sorte cementsten som nu udelukkende bruges til at sidde på, mens man nyder sin medbragte mad. Sidst jeg var her med min søn, dansede han i lange spring hen over gravstenene i jublende livsglæde. Han blev abrupt holdt op af en tysk gendarm med pistol i bæltet, som mente at det var for meget lykke i den alvorsfulde stund, hvor vi skulle mindes de mange millioner jøder, vi havde slagtet.
Dog ingen grund til fortvivlelse! Den nye generation vokser op.
I S-bahn toget sad jeg overfor en ung karseklippet fyr med kæreste og genkendte uden besvær den tyske soldat, der ca 1 måned før befrielsen skød den unge frihedskæmper Kim Malthe Bruun ude i Ryvangen.
Giv dem en uniform på (og det kan være hvemsomhelst) og udsted en ordre, så dræber de hinanden. Det så jeg i det øjeblik. Satans!
( Det hænger nøje sammen med de krige vi fører, at vi bagefter kan mindes de faldne. Det er een bevægelse af idioti.)
Her står vi. I udkanten af Prag på en lille øde ø med eneste adgang til fastlandet via Karons Færge over floden Styx, som for øjeblikket udgøres af Vitava, som strømmer dovent forbi mit automobils forrude, og som jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre ved, og som jeg derfor vil lade være.
Man “kan” så meget, men man kan også “lade være”.
I går, da jeg kom farende ad motorringvej Berlin på vej ud mod den store hovedfærdselsåre mod Dresden, som apropos blev totalt udbombet af amerikanerne i 44-45 og som nu fremstår som om intet var hændt, kom jeg i tanke om, at ethvert forsøg på at ændre på tingene til det bedre uvægerligt fører til forværring.
Tag lige og spis den og se om den holder!
Lige så snart du tænker dig til noget “andet”, har du ødelagt det som “er”. Det er i bund og grund sådan som manden her i minibussen ser på det.
Måske er det bare noget sludder, som min ven overlægen plejer at sige, når jeg fremkommer med mine anskuelser.
Skråt op! som jeg så plejer at sige, og så er den debat overstået, og det er måske osse meget godt.
Nu vil jeg gå ud i Prag om lidt, når jeg har spist mine hvidløg og skrællet mit ingefær og tisset af ude på det urinstinkende toilet her på “Caravan Camping” Ciarskà louka 162, Praha 5 og se hvad der sker. Desværre gik der hul på min natpotte, så jeg fik plettet mit lagen, men det er nu omhyggeligt vasket i flydende sæbe købt i det tyrkiske supermarked i Kreutzberg sammen med Calendula tandpasta og Parodontax som mærkeligt nok var på hylderne til en meget lavere pris end i Danmark. Så det købte jeg, og nu er lagenet vasket og hængt til tørre oppe under teltloftet, hvor den varme luft breder sig til alle sider. Så det skal nok snart blive tørt og Jørgen Leth er ikke den eneste, der er ved at blive gammel, skal jeg hilse og sige.
Her i Prag kører folk over 70 gratis i alle offentlige transportmidler så der er da altid noget positivt ved at blive gammel.
Paris, London, Rom. Hvor er vi nu henne? Nåh jo, vi er i Prag. Tjekkiets hovedstad og en meget underholdende by at hitte rundt i. Det er hele tiden nyt og derfor ældgammelt, hvis man forstår.
Store spirbærende kalkstensbygninger ligger og knejser hovent over den forbi ilende tid. Floden glider stille afsted, som den har gjort i evigheder. McDonald ligger lige om hjørnet, når man kommer op fra Metroen. Her kan man gå ind og sætte sig under en parasol og nyde den grønne the og salaten fra fastfoodautomaten tilsat et tjekkisk flute smurt med humuspikante som købes nede i det underjordiske supermarked.
Når man skal hjem om aftenen er det et mægtigt mas at finde vej, men så er det et held at man har sin mobiltelefon og kan lade googledamen vejlede een. Det er faktisk meget behageligt med sådan en venlig stemme, man kan ty til, når man er i vanskeligheder. Den er meget beroligende og osse en lille smule bydende.
-Gå den vej! siger hun, og jeg adlyder som regel. Dog sker det, at jeg gør oprør og slukker for mobilen og går vild. Derved lærer jeg labyrinten at kende. Bider mærke i pejlepunkter, så jeg ved, hvor jeg skal gå, hvis jeg vil tilbage, hvor jeg kom fra. Til sidst slår jeg mig ned under et træ og tegner mennesker og oplever hvorledes ethvert tilhørsforhold forsvinder, og jeg bliver alene i verden. Denne verden som ingen kender, selvom alle synes at kende den til bunds. Men det bliver deres problem.
Det at slippe fortøjningerne har altid været godt og er nu en tilstand. At mærke rebet glide væk mellem hænderne på een kan ikke sidestilles med noget andet. At lade tiden gå og se at den står stille. Så ser man sig selv med sin evindeligt pludrende tanke som et akvarie, hvor boblerne bare stiger op og op sålænge pumpen kører. Og når pumpen hører op med at pumpe hører boblerne også op med at stige. Så står alt stille. Så er der fred. Amen!
Til mine børn: Husk på, at I i bund og grund ikke aner hvor I er eller hvad I er. Tænk over det og slip så for helvede tanken løs og tænk aldrig mere over det der med meningen med livet og sådan noget. Det fører ingen vejne. Det er spild af tid. Dead end. Vaste. Speculations. Big bang. Allah. Christ. Gud. Templet. Religion organiseret af præsteskab. Fuck det. Snobberi for sagkundskab og universitetsviden. Fuck det. Fuck det hele. Det er affald fra en syg menneskehjerne forkrøblet af angst op gennem tiderne. Overført fra generation til generation gennem “op” dragelse.
Jeg har siddet længe nok under parasollen med det store M og er begyndt at få hold i nakken. Nu må jeg afsted ud i byen som bereder sig på en aften med fyldte restauranter og klubber i dette forlystelsessyge cirkus. De drikker som svampe alle steder og det er vist osse her, at danske efterskoleelever raserede et helt hotel og smed stole og borde ud ad vinduet i alkoholisk kådhed. Ja, ja, de unge mennesker hygger sig og gud være med dem.
Vejret er slået om. I går kom et mægtigt tordenvejr, mens jeg var på vej ud i det blå med sporvogn nummer 9. Jeg besluttede at afprøve systemet og tog den første den bedste sporvogn med den hensigt at køre til endestationen, uanset hvor lang turen måtte blive.
Den blev lang. Over floden og ud i yderdistrikter med trist slum og sidenhen gennem kvarterer med ensformige boligblokke, til vi til sidst holdt ved et stort Tesco supermarked, som jeg kender det fra Eastbourne i England, hvor jeg engang var tandlæge.
De havde blåbær til billige penge, så jeg købte en spand og satte mig på fortovet ved siden af en hjemløs tigger, og delte mine bær med ham. Han begyndte at slå på en marokkansk lertromme, og jeg faldt i med den mundharmonika, jeg fik som fødselsdagsgave af mine børn sidste år. Der sad vi en tid og spillede, og folk kom forbi og kastede mønter ned i den tomme blåbærspand. Dem delte vi ligeligt, og han takkede mig for selskabet og gav mig et kram, da vi skiltes.
Jeg tog samme tur tilbage med sporvogn nr 9, men stod af på halvvejen for at besøge et vegansk spisested, som ikke var meget bevendt, idet dagens buffet udelukkende bestod af 3 udslidte soyafrikadeller på et støvet fad. Dem lod jeg ligge og sprang på bussen igen.
Nu var gode råd dyre, for hvad skulle jeg så lave? Det spørgsmål vælder op i mit sind i tide og utide, og jeg må indrømme, det er vanskeligt at besvare. Det meddeler jeg den spørgende, og han bliver knotvoren fordi han ønsker “action“ hele tiden. Der skal “ske”noget, som han siger.
-Se at få fingeren ud af røvhullet og find på noget!
Jeg bliver forvirret og ved ikke, hvad jeg skal gøre. Pyha, det er så svært, når man står helt alene på gaden i menneskemylderet og alle, jeg gentager ALLE ved, hvad de skal lave. Eller i det mindste ser ud til, at de ved det, for de drøner afsted i hver deres retning udstukket af det foranliggende mål, som de har sat sig, for at lave det de skal.
Jeg skal ikke “lave” noget. Jeg er færdig med at lave noget. Jeg har lavet, hvad jeg skulle og har nu fået den præmie af mit samfund og mine medmennesker og staten, eller jeg ved ikke hvem det er, at selv måtte bestemme, hvad jeg vil lave, og så kommer det store sørgsmål: Hvad i hele hule helvede vil jeg lave? Hvad vil jeg nu lave? Og nu, og nu, og nu?
Til helvede med det hele! tænker jeg, og sætter mig på den første den bedste bænk som er ledig . Overfor sidder en dame og piller næse. Det vækker min opmærksomhed, som bliver tændt af hendes lange lakerede neglefingre som raver op i en stor lidt ældet og ganske usympatisk næse.
iPaden ligger lige for i den blå taske. Jeg griber den begærligt og inspireret af min elskede veninde Karen Hilden, som tegner de vidunderligste croquis-tegninger på instagram, snupper jeg min Appel Pencil, som selvfølgelig blev opladet før jeg gik hjemmefra, og som derfor via bluetooth er forbundet til Paden, og sætter mig til at tegne damens næse. Portrættet bliver ikke så vellignende, som det gerne skulle, men når jeg får lagt lidt farve på og får næsen til at stå i kontrast til damens iøvrigt ret intelligente øjne ender det med, at jeg bliver tilfreds.
Det begynder at regne. Styrter ned og jeg må hive paraplyen frem og løbe hen til min ynglings vegetar restaurant, der er overbooket og som kun kan tilbyde mig en plads i baren, hvor jeg indtager dagens løgsuppe samt en god salat og et glas cider.
Når jeg skal hjem, tager jeg metroen som ligger flere kilometer nede i jorden, fordi den skal krydse under floden, uden der løber vand ind. Národni trida er en stor metrostation med direkte forbindelse til Smichovske nadrazi, hvor jeg desværre overser bussen til Lihovar og må vente i susende iskold gennemtræk en time på den næste bus, som fører mig hjem til min lille hytte på hjul med varmeapparatet snurrende og deadline på streaming plus et afsnit af “Better Things”.
Der er rokonkurrence nede på floden foran min bil, og folk skriger og råber på bådene for at få deres favorit til at vinde. Det er en rædsom lyd når folk skriger for at få nogen i mål. Jeg hader det skrig. Det giver væmmelse og minder om krig, og jeg hader krig. Men menneskene er i krig. Det har de altid været. Det er fordi de lever i deres tanker. Det skulle de fandme tage at holde op med. Men det gør de ikke. De bliver ved med at være tanke og ved med at føre krig mod hinanden. Fuck dem. Røv. Lort. Pis. Æv. Men jeg har det samme problem. Jeg er et menneske ligesom alle andre. Men jeg er også et dyr. Og en plante. Et insekt måske? Jeg er nok et insekt. Et tænkende insekt.- Kan det lade sig gøre? Hvem ved…
Nu har jeg det! Tanken ER handling. Der finder handling sted HELE tiden. Det er ikke først tanke og så handling. Giver det mening? Tanken er et strålende instrument, det er ikke sådan, at jeg mener tanke som noget negativt. Det ødelæggende finder sted når tanken opfatter sig selv som aktør der kan “gøre” noget. Kan “tænke” som en tænker der er er adskildt fra tanken. Her sker katastrofen. Jeget som en i luften frit svævende “ting” der kan “gøre” hvad det vil. Den såkaldte “frie” vilje. Det er det jeg mener. Det er det experimentet går ud på hele tiden. Og tiden viser sig at være en illusion i virkeligheden som er evig. Amen igen… ( I må meget undskylde, men jeg kan ikke lade være. Det er alt for spændende det liv. Må og skal forstås.)
Det forstås.
Man kunne også sige, at katastrofen sker når man (tænkeren) forsøger at kontrollere tanken. Så er det, at der går kuk i det. Så er det at den indre konflikt opstår. Med den indre konflikt den ydre. Din/min tanke. Dit land/mit land. Dig/mig . O.s.v. Fuck alt det lort, vi er opdraget med. -Ikke tænke slemme tanker, nej tænk positivt. Tænk, tænk, tænk. -Tænk hvis du vandt. -Jeg tænker, altså er jeg. Sikke dog en masse sludder man har fundet på for at bevare kontrollen. Kontroller dig selv! Styr dig! o.s.v. Når nu alt i bund og grund er u-kendt. Kontrol over naturen. Kontrol af det hele. Sikkerhed. Angst. Fjender. Olieafbrænding. Iskalotafsmeltning. Dyremishandling. Styring. Tankekontrol. Diktatur. Frygt. Pis og lort det hele.
Ord, bare ord og dermed tanker som er ord og billeder, vi tror vi kan rykke om med efter forgodtbefindende, fordi vi tror vi har magt til at styre, hvad vi vil. Viljen, det frie “vil”. Vil vilje. Hvad vil jeg? Hvad vil du? Sammenstød. Krig. Penge. Pis. Jeg giver op, gør jeg. Så går det hele af sig selv, ser jeg. Så opnår (op-når) jeg ingenting, og det er ligemeget, er det.
Rigtig lige meget!
De råber stadig nede fra floden og tilskynder roerne at gøre deres bedste, så de kan vinde (kun een kan vinde. Resten er tabere.) Jeg har tabt og stiller mig bagerst. Lader alle de andre komme først og ser istedet den lille musvit på grenen som pudser sine fjer. Det er meget bedre. En gevinst.
Nu er vasketøjet hængt til tørre. Jeg fik lort på badekåben fordi jeg var for længe om at gå på toilettet. Der er altid et eller andet om morgenen, jeg skal, og så trækker det ud og så er ampullen overfyldt, og jeg må løbe for at nå hen til tønden inden det går helt galt. Sådan går det tit. Jeg har travlt med alt andet og overser det vigtigste. De basale processer, endskønt jeg ofte tænker på dem. Som f.eks. Døden. Det vil jo være aldeles forfærdeligt, hvis jeg nu dratter om i et supermarked nede i den underjordiske metro, og hvem skal så tage sig af mig, tænker jeg, men så sørger jeg altid for at have legitimation, som pas og sygesikringsbevis på mig, så jeg kan blive sendt hjem i en glaskiste med rigtig destination. Nå, men døden kan man ikke undgå. Sådan ser det ud, og da den er uundgåelig, lader jeg den være. Den følger mig som min skygge følger mig og det er helt i orden.
Når jeg er kommet over de værste godmorgenkvababbelser og har taget mit dampbad og skyllet kroppen med adskillige spande iskoldt vand, går jeg ned til Karons færge og lader mig fragte over på den anden side. Der frekventerer jeg for øjeblikket Nepal House, som er en lille nyåbnet restaurant med sød bejening og dahl og linsesuppe. Ejeren har lige besteget Anapurna via basecamp, hvor hun fik højdesyge og måtte fragtes til Kathmandu i en helikopter. Hospitalet var stærkt beskadiget af jordskælvet. Alligevel behandlede lægerne hende så godt, at hun kort tid efter kunne stå på toppen af Anapurna gebetet i over 7000 meters højde. Det underholdt hun mig med i fire timer i går aftes, mens hun ustandselig øste mere linsesuppe op i min skål. Jeg tilskriver mit afføringsproblem denne morgen hendes linsesuppe, som efter sigende har en stærk laxativ effekt. Det blev sort nat inden jeg fandt en sporvogn som kørte mig til mit hjem i Lihovar.
Hvorlænge jeg skal blive her, er et spørgsmål. På den ene side havde jeg i går besluttet at køre op i de østrigske bjerge i morgen den første maj, men så så jeg vejrudsigten og den lovede ikke godt. 6 grader med isslag og sne. Hvad gør man så? I Danmark var der meldt om 20 grader og høj sol.
Hvad er jeg ude efter? Det er det gode spørgsmål. Man skal ikke løbe efter vejret. Så skifter det bare for næsen af een. Her er solen begyndt at skinne efter 24 timer med styrtende regn, og jeg sidder med åben dør i shorts og skriver og ser ingen grund til at fare afsted. Så jeg bliver nok lidt endnu. Der er ingen jeg skal spørge om lov til at blive eller rejse. En uendelig frihed som ikke er så dårlig. Det giver mulighed for uanet flexibilitet, hvilket vil sige, at man er i stand til at handle adækvat i selv de mindste detailler.
Til sidst er man, det tidligere stivnakkede, planlæggende væsen, nu så bøjet og tvistet, at man uden at tænke over det falder ind i situationen uden tøven i rette øjeblik. Smart. (Eksistentiel musikalitet, kunne man kalde det.)
Inde i Domen i Wien. Sidder jeget og tænker sit. Mig og jeg i fredelig samdrægtighed. Er der en kurre på tråden som f.eks når mig vil den ene vej og jeg vil den anden, så finder en stille samtale om emnet sted, som altid munder ud i en konsensus til både jegs og migs tilfredshed. Allerdyrebareste sandhed er den, at intet er mere sandt end andet. Sandheden er universel og inclusiv. Ikke exclusiv. Såre simpelt.
Fjern tanken så ryger tiden. Fjern tiden så ryger causaliteten. Fjern causaliteten, så ryger det hele. Pist væk!
Alt det homo sapiens står for.
Eller med Salig Holger Drachmanns ord: “Det hele er kun en overgang, og alt er ingenting.
Det hele er kun en overgang og AALT er INGENTING !”
Mødte en invalid, da jeg steg ud af toget mod Kaiser Franz Josefs banegård, som venligt viste mig vej til sporvogn D der førte mig til Wien Hauptbahnhof, hvor adskillige butikker frister med østrigste strudeln til 2 euro stykket, som jeg ikke købte, da jeg medbringer et stykke kernerugbrød samt to bananer og et æble til fortæring på Stephansplatz sammen med en lille flaske vand tappet af campingpladsens hane for trinkwasser.
Den invalide bekræftede mig i visheden om min uvished, idet han anbefalede at google, hvis man ikke vidste hvor man var, og selv der kunne man aldrig være helt sikker.
Sikkerhed er noget underligt noget. Som f.eks. når jeg ikke ved om bilens kilerem er i slidt ned og derfor har bestilt tid hos mekanikeren her i Klosterneuburg på mandag for at få den kontrolleret samt for at få olien skiftet, når jeg egentlig godt tror/ved, at alt er i orden og kun gør det for at være helt sikker.
Det gør mig usikker, for hvad hvis mekanikeren laver en fejl og det hele bliver meget værre?
Men tiden er bestilt nu, og jeg stoler pa Volkswagen.
Jeg bliver ofte væk for mig selv i denne tid og det er en stor glæde. Er ukendt sted som ukendt væsen, her i den store domkirke med de mange turister som tager billeder med mobiltelefon. Jeg sidder på en af de umagelige bedebænke og fatter ikke en skid af det hele med det der religion og tro og bøn og alle de ældgamle statuer og billeder af “hellige” mænd og en enkelt kvinde som er jomfru o.s.v. Hvad laver jeg her? Jeg ved det simpelthen ikke.
Tirsdag den 7. Maj Budapest.
Why should I be in a hurry? Why? Det spørger jeg tit mig selv om, men det ligger dybt i blodet. Dette at skynde sig. Det er lige som en stemme inde i mig siger: Se nu at få lidt fart på! Det er stemmen som er et konglomerat af alle de stemmer, der gennem hele min tilværelse har råbt ad mig med ordene: Skynd dig nu lidt!
Alle mine oplevelser har den fællesnævner at blive skyndet på, så hele den jeg er, er en jagethed. Mit hjerte banker i hast og ikke i ro. Jaget gennem livet som et forvildet dyr på flugt fra jægerens skarpladte bøsse. Sådan føler dette jeg sig ofte,men når det ses, er det en energi i sig selv at modstå det og handle ud fra de givne omstændigheder som altid, og jeg gentager, altid er i ro. (Nuet er altid NU) Det er mig/jeg der er i uro og det mærker jeg hele tiden når jeg sidder her og tror, at hvis ikke jeg skynder mig lidt, så er dagen forbi og så har jeg ikke NÅET noget og det er ikke så godt, for så BLIVER det ikke til noget, og det er ikke så godt, kan du nok forstå, ikke? Vel?
Jeg fandt ikke den i google omtalte veganerrestaurant. Den var lukket.Under ombygning. Men der lå en lille thaifidus længere henne om hjørnet, og der gik jeg ind og fik dejlig vegetarisk vok og en ditto tomyum suppe, altsammen til 50 kr eller 2500 floriner eller hvad de nu hedder de ungarnske penge.
Der er faktisk rigtig rart på den lille campingplads “Natura” midt i en skov og alligevel kun 5 km fra Centrum med bus som er gratis for ældre som mig. Wow! Lige som i Prag, så jeg mæsker mig i gratis køreture med sporvogn, bus og metro. Det er spændende med en helt ny by, hvor man intet kender, og et sprog man ikke forstår, og så er her lidt altmodisch p.g.a. den ikke så lange periode, der er gået siden murens fald og Sovjets dominansophør. Stadig denne nye frihed i blodet på menneskene her, kan man mærke. En udmærket by som skal exploreres, i hvor mange dage ved jeg ikke og nu er vejret blevet godt med sol, så alt er frydefuldt og dejligt og tak for det!
Det var noget af en tur. Siger jeg. Med bankende hjerte begav jeg mig afsted fra Budapest, som jeg ellers var begyndt at holde af. Så meget, at jeg følte, at hvis jeg blev hængende, kunne jeg nemt gro fast, og det er det sidste jeg vil. Det ligger helt klart. Hver gang jeg føler, at rødderne tager fat i undergrunden, og vanen indfinder sig, og alt bliver rutine, går jeg fra vid og sans og flygter afsted ud i nye vilde æventyr. Det er blevet min stil, og nu kan jeg lige så godt indrømme det overfor mig selv, og se hvad det medfører.
Værten på campingpladsen i Ave Natura Camping i Budapest frarådede mig på det bestemteste at køre op i Høje Tatra med min bil. Han mente det var alt for risikabelt.
Håndbremsen havde nemlig sat sig fast, så jeg ikke kunne komme ud af stedet. Han sagde, at hjulet skulle af, hvilket gudskelov ikke lykkedes for ham, da den sidste fælgbolt nægtede at give op. Det var godt, han derefter kørte efter frugt og var væk, mens den tilkaldte Falckmand med en let hammerbanken på bremsecylinderen løsnede håndbremseblokken.
Jeg skyndte mig afsted inden campingværten kom tilbage for at fortsætte sin skepsis over mit køretøjs muligheder i High Tatras.
Fanden stå i ham og hans advarsler!
Det gik også meget godt indtil i nat, hvor den egentlige bjergkørsel skulle finde sted. Her gav jeg op. Var simpelthen for træt til at køre videre og slog lejr på en parkeringsplads udenfor en ølstue med fulde folk som kom vraltende forbi min soveplads dog uden at gribe forstyrrene ind i min søvn.
I morges så alting lyst ud igen, og opad gik det hele tiden i een uendelighed, hvor min opmærksomhed på temperaturmåleren og bilens forskellige lyde hele tiden var i højeste alarmberedskab, for hvis der nu sker noget og køleren eksploderer eller baghjulslejerne brænder sammen eller, eller, eller… Det er yderst spændende og klart bevidsthedsudvidende at vide, at hvis køretøjet bryder sammen på en så stærkt skrånende og meget smal bjergvej her nede i de slovakiske alper, så er fanden løs og så …
Det sidder man og tænker på hele tiden med den gamle bil. Men jeg kom dog op og nåede passet, og en bjergvandrer, jeg spurgte, siger, at nu går det ned ad resten af vejen mod den bjergvandrecampingplads, som jeg har sat mig for at besøge.
Jeg har været ude og gå i den skønne 2000 m høje luft med ozon og graner og rislende vandløb og alt hvad hjertet kan begære af udrensning efter de beskidte og osende gader i Berlin, Prag og Budapest.
Her oppe i bjergpasset bliver jeg i nat, selvom det nok begynder at sne og hagle. Skide være med det. Jeg sidder trygt og godt i min varme bil med god internetforbindelse, så jeg både kan følge valgkampen i Danmark og se Netflix. Eller læse de sidste kapitler af Lykke Per…
Det er det, er det. Sådan kan man begynde en sætning. En sætning af ord som er symboler eller billeder eller modeller eller forestillinger som forsøger at indkredse, det der sker.
I dette øjeblik sner det udenfor mit vindue. I morges da jeg vågnede og trak gardinet til side, så jeg at sneen dalede ned udenfor. Jeg krøb straks under dynen igen. Det skulle jeg ikke have noget af. Puha for et vejr her i det høje Tatras, hvor jeg i går for første gang på denne lokation, bevægede mig bort fra mit køretøj for at inspicere, hvad jeg ad omveje over et bjergpas var nået til i nattens mulm og mørke.
Der var ikke lang vej ned til en spredt bymæssig bebyggelse, og det første mit øje søgte var selvfølgelig et supermarked eller en købmand eller noget lignende, så jeg kunne få noget at spise. Det er vigtigt at få noget at spise. Det ved enhver.
Jeg gloede mig omkring og så intet supermarked. Til gengæld så jeg en jernbanestation og en fedladen jernbanearbejder, der gik forbi mig uden at hilse. Nå, tænkte jeg, men jeg kan jo altid gå hen i stationsbygningen og se, hvad der foregår. Her stødte jeg på en venlig dame i et glughul som nedskrev en bjergbanes afgangstider og ankomsttider oppe i Strebske Pleso, samt afkrævede mig en euro for turen, som jeg overbragte hende med tak for hjælpen på Tatransk.(Et sprog jeg ikke forstår et kuk af, men taler udmærket!).
I det samme strømmede det ind med Tatranske skolebørn på udflugt. Dem slog jeg følge med ind i et nydeligt, rødmalet, kædetrukket skråbanetog som kører på midterskinne med modhager, for ikke at falder ned ad den stejle stigning. Turen åbenbarede den smukkeste udsigt mod det Tatranske Himalaya med snedækkede bjergtinder, som fremkaldte et begejstret “Åh” hos alle børnene samt hos undertegnede, ved synet.
Det var mageløst! Sådan ganske af sig selv var jeg havnet i en begivenhed helt uden hensigt. Det var dejligt og toget steg og steg, og jeg åbnede et vindue og stak hovedet ud i den sitrende og granduftende morgenluft og havde det faktisk fantastisk!
I modsætning til i morges, hvor jeg bare tænkte på at komme hjem. Men som den kære Dylan synger, så er det så som så med “direction home”, for hvor er “home”? Det ved jeg snart ikke, for som nu, hvor det som sagt sner udenfor og jeg sidder her i mit lille varme hus på hjul og følger en lokal brunfarvet vipstjert som nærmer sig bilen og som ser op på mig, og som jeg ser ned på, mens fnuggene daler og bjergene og granerne står ganske stille og er til, så er det jo et ganske passende “hjem”.
Her bliver jeg nok et par dage eller så. Det er hele tiden et spørgsmål om, hvornår jeg skal videre og hvornår jeg skal med færgen Rostock Gedser, for hvis man bestiller i god tid kan man få det til nedsat pris. Men det kræver en præcis dato for, hvornår jeg vil med og det er skidesvært at vide.
Derfor lader jeg for øjeblikket det svæve hen i det uvisse, hvornår det bliver.
Under alle omstændigheder fik jeg taget et bad i morges med badekåbe og paraply hen over de snedækkede græsarealer til et udmærket badeområde, og det hjalp på humøret. Især den afsluttende iskolde dusch som minder om min vinterbadning, som jeg må give afkald på for tiden, og erstatter med fodbad i nyfalden sne.
Oppe i Strebske Pleso er der en særpræget sø, som kun findes her, fordi gletcherne har lavet den for 8 tusind år siden, og der derfor lever en fisk fra den gang ,som kun lever der i hele verden. Den er ved at uddø fordi turisterne fodrer ænderne i søen med brød som skaber iltmangel. Rundt om søen står skilte med forbud mod fodring af ænderne. Jeg så derfor kun to ænder og ingen fisk, men gjorde en herlig spadseretur rundt om den blånende sø forbi “Villa Maria” hvor en berømt Slovakisk digter sad og skrev engang i trediverne og som nu har en statue af ham udenfor. Meget interessant…
Lige så interessant som at høre om det danske snart forestående valg og alle politikerne, som hver og een meler deres egen kage som sædvanlig.
Det kan jeg høre på radio 24/syv med den gode netforbindelse, men jeg slukker nu ofte midt i det hele af brækfornemmelser.
I øvrigt kan man kun få hvidløgssuppe med et tykt lag smeltet ost i bunden som kolesterolaflejlinger på en aortavæg, og det gider jeg ikke spise. Det er, hvad man kan få af vegansk mad her. Resten er pølse af svin og hest og ko og ged og kanin og små ovnbagte sangfugle indpakket i kålblade. Trods alt.
Kålbladene altså.
Er nu gået i hundene. Billedligt talt eller emblematisk som man siger. Som et symbol på min tilstand som startede den sidste dag i Slovakisk Tatra,hvor regnen silede ned og temperaturen ikke på noget tidspunkt oversteg 6 grader. Rystende og forkommen vandrede jeg op og ned ad Poprads koldkrigsprægede gader, med alleer op mod et stort rundt mindesmærke som udspyede kanonløb og ildblomster fra gravstenenes granit. Sygt, og vældede regnen ikke ned over mit ansigt, så tog vinden så hårdt i paraplyen at den krængede ud og blev ubrugelig. Hjertet gav nogle ynkelige hop af irritation over at være blevet taget med på en så trøstsløs færd. I toget mod Poprad mødte jeg en kvinde som arbejdede i Gambia, fordi hun hadede Ukraine, som hun var på vej mod for at besøge sin søster. Det gik op for mig med et chok, at jeg blot var 100 km fra grænsen til Ukraine og fik dermed en fornemmelse af nærhed til Putins Rusland og alt det.
Frøs da jeg kom tilbage til stationen, og tog fejl af togene så jeg ikke fik turen op gennem bjergene men kun den lige linie direkte hjem til mit våde tagtelt på bilen. Satans, tænkte jeg. I det mindste kunne en lille ekstratur op til den sterile sø og de søde damer i supermarkedet have gjort godt, men det skulle ikke være, for jeg tog fejl. Satans. Så var det altsammen satans.
Det var prikken over iet, at jeg tog fejl. Det hele kunne være ligemeget, og jeg besluttede at køre videre.
Dagen efter regnede det stadig og sneede også. Derfor var det bare med at komme afsted.
For hurtigt, tænkte jeg, da jeg havde kørt 50 km på hovedvejen til Bratislava, og vejret klarede op og skyerne trak sig væk fra himlen og lod solen bryde frem. Da fortrød jeg, at jeg var taget af sted. Det var jo dog, på trods af regnen, alligevel det bedste sted jeg havde været, tænkte jeg. Med denne dybtgrønne nåletræs natur og de høje isdækkede fjelde som trådte frem i tågen mellem sne og regnbygerne. Nu var jeg kørt og nu fortrød jeg.
– Du kan jo bare vende om, var der en stemme som sagde inde i mig, men det var osse tåbeligt, tænkte jeg. Har man sagt a, må man osse sige b, o.s.v, så jeg kørte videre ad autostrada D 11 mod Bratislava.
Tænkte på Christian den fjerde i “Kongens fald” som sejler frem og tilbage mellem Fyn og Jylland i et eksistentielt vægelsind. Det var mig i en nøddeskal. Alene i verden og skal træffe beslutninger hele tiden, men det er osse det hele turen går ud på. Det med at vælge, og kan man det? Og hvorfor vælger man, som man gør, og til syvende og sidst ligesom i Lykke Per spørgsmålet: hvem i hulen er jeg?
Det er ikke rart at se, når man bestemmer eet og vil noget andet, og det hele kører rundt.
Når det så osse styrter ned og de store lastbiler sender flodbølger af vand ind over ens forrude, og campingpladsen i Bratislava er et hul, hvor den eneste meddelelse man får ved indgangen er, at der er tyve overalt, og man skal passe på, for de bryder ind i bilerne og stjæler alt af værdi, ja så bliver man skidetræt og sur.
Jeg sprang Bratislava over på stedet og satte kurs mod Wien og Klosterneuburg, som jeg kender, og nu skinner solen, og jeg har vasket tøj og ryddet op og læst lidt i Thomas Bobergs “Africana” og falder til ro efter min vakkelvornhed.
Jeg kan ikke tage afstand fra noget. Jeg bliver nødt til at tage alt ind. Det er min skæbne.Færdig med det. Slut og finale med at være højrøvet eller øretæveindbydende. Det er ikke min stil længere.
Der landede en sommerfugl på min næse for et øjeblik siden her oppe ved Langbathseen, hvor jeg er på inspektionstur, for at se om vejens hældning tilfredsstiller min bils formåen. I aften vil jeg køre heropad. Nu er jeg på gåben, og sidder på en bænk under beskyttelse af jesuhjerte, mens jeg spiser min humpel, forsødet med en afrikansk banan og tænker over tingene. Det har vist sig, at her er en svævebane med et billigt eftermiddagstilbud om at blive løftet op i højden, hvor sneen ligger og luften er tynd, klar og ren. Det tilbud må jeg ubetinget benytte mig af.
Min nabo nede på Stellplatzen, som det hedder, har forsynet mig med oplysninger om elcykler, som han medbringer i sin kilometerstore autocamper sammen med sin lille tykke kone, som han stuver ind i kassen og kører væk i om et øjeblik. Så er jeg alene igen, men så kommer en anden tysker og fortæller mig, hvor glad han er for Danmark, og at han har lejet et hus i Tisvilde til sommer, som han glæder sig meget til, for som han siger på gebrokkent dansk:
-Jaj ælsker dænmark.
Jeg smiler til ham og ønsker ham god rejse, da han kører tilbage til Tyskland, fordi han skal arbejde på mandag. Ellers går de alle i lederhosen med grøn alpehat og ligner Adolf Hitler i Berchtesgaden.
Meget underholdende at lederen af det regeringsbærende højrenationalistiske parti her i Østrig er taget i alvorlig korruption i samarbejde med Russerne, og præsidenten derfor nu er nødsaget til at udskrive nyvalg. Måske er historien slet ikke lineær, men snarere vertikal. Det tror jeg nok den er. Kort og godt: Der sker ikke noget, der ikke allerede ER sket. Meget indlysende faktisk, da det hele sker erindringsbaseret stuvet sammen i alle hjerner som kollektiv bevidsthed. Der er intet nyt under solen, som man siger, så længe det er os, den menneskelige race som bestemmer, og her går det kun ned ad bakke, selvom der gispes og skriges og råbes om “løsninger” hele tiden, og jo flere løsninger desto flere uoverskuelige situationer, som man så alligevel forsøger at “løse” i een uendelighed. Hvordan tror man, at man kan bremse den globale opvarmning og de deraf følgende katastrofer for menneskeheden, når menneskeheden i bund og grund er ligeglad, optaget som den er af sin sult og fattigdom, sine stridigheder, sit magtbegær og grådighed og sin forstyrrede tankevirksomhed? Det må siges at være yderst naivt. Men det fortsætter som sagt i een uendelighed med kævl og bævl og intellektuel snak i valgkampagner og krigsforberedelser og nationalisme og hvad ved jeg. Rækken af tåbeligheder er uden ende. Men tro blot på at I kan løse det med alskens propaganda og såkaldte “tiltag”. Jeg tillader mig at have mine tvivl.
Underskrevet: Jesus Kristus, hvem jeg tog notat fra her på bjergvejen op til Langbathsee/Ebensee.
Der er det, der sker og så er der det, der kan ske. Heri ligger dilemmaet. Men det der kan ske, vil altid opstå gennem det der sker. Derfor er det nok at holde øje med, hvad der sker og ikke spekulere over, hvad der kan ske. Det er formålsløst. Siger jeget til sig selv idet det befinder sig på en kundeparkeringsplads hos Volkswagen i Ebensee Oberoesterreich i silende regn og har sovet i bilen for at være parat kl. 7.15, når værkstedet åbner.
Her er jeg blevet venligt modtaget. Har fået lov at låne toilettet og er stillet i udsigt, at man sansynligvis vil få tid til at skifte min motorolie og filter en gang i dag. Sådan er det. Ingen spekulationer. Rene facts.
Hvad der sker herefter kan der kun gisnes om. Visse planer tegner sig dog om at indlogere sig på campingplatz Traunsee for en duch og noget ordentligt internet og en overvejelse om, hvilken rute man vil tilbagelægge under opstigningen mod de nordlige himmelstrøg.
Når jeg fortæller dette, er det for at meddele, hvorledes den lille hjerne ustandselig og i stadig nervøsitet beskæftiger sig med alle de ulykker, som kan falde ned over dens vej. Sygdom, død og en bil som går i stykker, men jeg synes, jeg gør mit bedste for at være forberedt.
Som nu hvor jeg skifter olie, selvom jeg måske nok kunne køre videre, men det ville være uforsvarligt overfor den gamle motor ikke at behandle den ordentligt. Derfor sidder jeg og venter på, at bilen bliver færdig og jeg kan køre videre. Hvorhen og til hvad? Det må guderne vide.
Hvad gør jeg?
Traunsee.
Jeg er landet i en forladt ungdomskoloni. Med grafitti over det hele. Slagord om lede kapitalister og hård rock. Badeværelset har høje automater, hvor man kan trække kondomer, og affald flyder overalt i store bunker med øldåser, pizzabakker og millioner af cigaretskod. Værelserne lugter af sure sokker og her er ikke en sjæl. Udover den lille tynde pige, som tog imod mig da jeg kørte ind foran den faldefærdige receptionsbygning i formiddags.
På turen over bjergene standsede jeg ved et kors. Der var også et billede af den unge mand, som blev dræbt på sin motorcykel i svinget, hvor jeg holdt.
De store lastbiler kører faretruende tæt på mig, og bagved ligger de små rappe moderne torpedoer og griber den mindste chance til at bryde ud i en hasarderet overhaling.
Jeg ser for mit indre blik den episode på motorvejen i Tyskland, hvor jeg var vidne til et sammenstød, med bilerne smadret lige for næsen af mig og passagererne slynget højt op i luften og ind i autoværnet. Jeg kørte forbi i den modsatte bane og har aldrig glemt det. Derfor kører jeg meget forsigtigt, og skider på om de presser mig bagfra.
Men det regner stadig, og selvom jeg gik en tur ud til søbredden langs en sti som de kalder “musikstien” fordi kendte østrigske komponister har skrevet på malede tavler undervejs, fandt jeg ikke ro. Derfor vendte jeg hurtigt tilbage langs et ståltrådshegn, hvor en solsort fór forskrækket op i mit ansigt med en lyd som et vækkeur.
-Hovsa, hvad laver du der lille ven, udbrød jeg, mens den skræppende fløj ind i buskadset. Da jeg nærmede mig de store bygninger, som kolonien består af, kom en mørkhåret og skummelt udseende mand ud og spurgte, hvad jeg foretog mig. Jeg standsede og så uforstående på ham. Den lille tynde pige kom frem bag ved ham og trak ham væk.
-Du skal ikke være bange, sagde hun. – Han vil bare beskytte mig. Han er forelsket, forstår du. Men nu skal jeg fortælle dig noget. Jeg vil lave dig en dejlig ret til middag, hvis du har lyst. Hvad siger du til det?
– Jeg er veganer, så jeg ved ikke, om det så kan lade sig gøre, svarede jeg.
-Jo, jo, helt i orden, du får det præcis som du vil have det!
Kl.7 skal jeg derfor ind og spise hos pigen og vennen, og det glæder jeg mig til. Det gør jeg virkelig.
-Det er ligegodt tosset, at man skal forstille sig for sådan en skide kælling! betroede den mørke mand mig, mens den lille tynde pige var i køkkenet for at tilberede maden. Da hun kom ind med fade med overdådige veganske retter og ris og blomkål og rosenkål og pastinak og løg og gulerødder, blinkede han skælmsk til mig, som havde vi en hemmelighed sammen. Jeg var komplet uforstående overfor hans attitude, da jeg syntes at hun (den lille tynde pige) var noget af det nydeligste og fine, jeg længe havde mødt. Jeg blev stødt, ja faktisk ret indigneret over hans opførsel, og for at imødegå hans uhøviske optræden var der ingen ende på den ros, jeg gav hendes kogekunst. Da vi havde spist, talte vi lidt sammen om fordelene ved at være veganer. Både set fra samfundets, klimaets og den enkeltes sundheds perspektiv, men det lod ikke til at interessere fyren det mindste. Han sad bare og fjollede og lavede grimasser som om han tyggede kød!
Da han til sidst begyndte at råbe op om sin egen ufejlbarlighed på oberösterreichisch i stærkt højreextremistiske vendinger, så jeg ingen anden udvej end at slå ham ned!
Vi bar ham over til stranden og lagde ham i en pram, som de socialistiske ungdomsgrupper havde efterladt fra deres sidste konference i kolonien, og skubbede den ud i den store Attensee.
Det sidste jeg så til den lille tynde pige, da jeg om morgenen kørte videre mod Prag, var hendes skikkelse på søbredden, mens hun stod og kastede afplukkede blomster ud på vandoverfladen.Da havde jeg virkelig ondt af hende, men hvad kunne jeg gøre?
Nu er jeg i Prag og har lagt hændelsen bag mig. Det regner iøvrigt stadig, men jeg har fundet et sted med overdækket swimmingpool og udsigt til gyldentgule sennepsmarker og der slår jeg mig ned en tid. Jeg kan ikke tage tingene alvorligt mere. Det hele flyder.
Sært.
På gaden i Prag møder jeg en rundkreds af maskeklædte anonymous med barneøjne, der stirrer ud gennem glughullerne i den uhyggelige ansigtsforklædning. De holder skærme med videoer, som viser drabet på vore medskabninger, dyrene, som foregår hver dag på slagtehallerne rundt omkring i verden. Jeg kender dem godt fra København, hvor de har stået på Sct. Hans Torv og andre steder. Jeg går hen til dem og ser ind i deres øjne, mens jeg spørger:
-What to do? Jeg er veganer og hader alt det, der sker i denne verden, men ser ikke noget håb. Putin borer efter olie i Arktis og Trump forbereder en atomkrig. Verdens fattige er gidsler i magtgale menneskers uendelige grådighed. Den eneste løsning, jeg ser for øjeblikket, er den menneskelige races totale udslettelse, så verdens planter og dyr og hele biosfæren kan få ro til at genoprette sig selv. Det er vores skyld det hele, og den eneste chance for naturens overlevelse er, hvis vi ophører med at eksistere!
En sød lyshåret pige havde hørt, hvad jeg sagde og svarede:
-Det lyder hårdt, men jeg kan godt forstå, hvad du mener. Alligevel tror jeg der er håb for os mennesker. Vi ser, at flere og flere forstår vores budskab. Det kan vi mærke, når vi står og demonstrerer. Ellers er det hele bare så håbløst.
Jeg svarede hende:
-Måske ved et mirakel. Måske er det jer der er miraklet. Medfølelse kan være løsningen, men kan vi nå det, når alle de store magter trækker den modsatte vej? Jeg tvivler, men selvfølgelig, man har før set, hvorledes en ganske lille hændelse har ændret verdenshistoriens gang. Men vi får travlt. Vi har ingen tid at spilde!
Hun gav mig hånden og jeg mærkede varme og tillid strømme igennem den. Jeg gik derfra med en fornemmelse af tyndslidt skepsis. Hvad havde jeg at miste? Det hele måske? Så bedre satse, ikke? Hele tiden. Altid. Nu? Eller hvad? Spørgsmålet svæver stadig hen over mit hoved, og jeg finder ikke svar.
Måske er der slet ikke noget “svar” ? Måske er der kun spørgsmålet? Vildrede igen. Det indrømmer jeg. Måske er min skråsikkerhed blot en afstivning af en svag karakter? Til syvende og sidst starter det med den skrivende. Det er uomgængeligt.
Så jeg skriver videre. Koste hvad det vil…
Det holdt hårdt. De sidste dage. Men så blev det bagende sol, og så var osse det galt. Nu er der alt for varmt i kahytten. Sveden driver ned ad ryggen på mig. Går i Swimmingpool, men den er opvarmet. Lunkent vand, og ikke nogen kold duch at skylle af med bagefter. Så må jeg gå over til herrebadet og bruge den kolde bruser der. Det er også for galt, tænker jeg. Det hele er altid for galt i øjeblikket. Bussen tager godt og vel halvanden time ind til byen og der kan man godt nok spise vegetarisk, men så får man halsbrand bagefter af de mange krydderier kokken har tilsat maden, når han nu ikke må bruge kød!
Op og ned ad Prags gader går det, mens butiksvinduerne passerer forbi mit ansigt. Altid de samme tilbud om frelse på alle måder og mad over det hele. Alle æder hele tiden i alle afskygninger. Tilbud om frelse for sult og kedsomhed. På en bænk møder jeg to frelsere. Først tror jeg bare det er fine folk, som vil snakke, mens jeg sidder og tegner en tyk mand på bænken overfor, men da pigen nærmer sin blodrøde og i øvrigt meget indbydende, ja man kunne næsten sige sexede mund til mit øre og det kilder ned ad min hals, og denne mund så hvisker: Jesus! Får jeg et chok, for det havde jeg ikke regnet med jo.
Men hendes ven som er skotte beretter, at han er kommet ud af sit stofmisbrug ved hjælp af Jesus Kristus, og jeg svarer, at det tænkte jeg nok. Men de er da meget søde, så jeg tilgiver dem deres vildfarelse og lader dem snakke.
Det er skægt, for det går helt i tråd med alle de andre fristelser og tilbud som byen fremviser. Mad, sex og åndelig føde. Hele tiden er der noget som byder sig til, og jeg får spat og brækfornemmelser og lægger mig ind på græsset i solen i en park og hviler mit trætte hoved på min blå rygsæk og drømmer om Bandholm og badeanstalten og mit lille hus, som jeg savner noget så forfærdeligt og Danmark med de brede bøge og den salte strand og det altsammen og mærker, at jeg efterhånden er blevet lidt rejsetræt, men tager mig dog sammen og bestiller plads på Camping nord i Berlin de sidste 5 dage i næste uge.
Lige så anstrengende det kan være, at cykle derudaf med 100 km i timen på de overfyldte motorveje, med store grimme lyseblå lastbiler som ustandselig kysser een i røven, lige så aldeles vidunderligt, afstressende og lykkefyldt er det, når man kører ind på en plads og møder andre rejsende og udveksler oplevelser og falder til ro, mens ens køretøj langsomt omskabes til en bolig med etagekomfort, internetforbindelse, lys og varme.
I Dresden havnede jeg langt uden for byen i et tilgroet vandreparadis med familier med madkurve og ingen kontakt. Jeg gik en lang tur hen over de Bømiske marker og faldt i sorgmunter stemning, fordi jeg simpelthen ikke anede, hvad nu?
Dog meldte der sig en tanke om bare at køre ind til centrum og give fanden i miljøzonebestemmelser, politi og kontrol. Hvad jeg gjorde og fandt en oase midt i byen med mange lige som mig i veterankøretøjer uden partikelfilter, som fortalte at Dresden endnu ikke havde miljøzoner, og derfor var fuldt lovlig.
Jeg slog lejr og begav mig ud i en spøgelsesby af en kulisse over en fortid, hvor hvert gadehjørne skreg på glemsel og fortrængning. Byen blev de sidste to måneder af anden verdenskrig i 1945 fuldstændig udslettet fra jordens overflade af amerikanske bombefly, som tæppebombede den gennem flere døgn. Alt i den by er genopført i nøjagtig kopi af, hvordan den så ud før bombardementet. Vinduer, søjler, facader, indgange, stuk og udsmykning har tyskerne med germansk grundighed bragt tilbage til originalen med overbevisende resultat. Det er lykkedes dem at skabe et levende mausolæum med en uhygge, som befandt man sig på bunden af havet i en sunken by. Det er løgnen i sin essens. Det er fortrængningen materialiseret på ypperste måde, og det virker. Selv bydelens navn “Altstatt” vidner om, hvordan man opfatter det hele, som om intet nogensinde var hændt. Langs det store slotshotel holder Bentley biler med overlegne miner og praler med, hvor fuldstændigt det er lykkedes at lægge låg over virkeligheden. Sådan går det. Intet lærer man. Alting gentager sig. Jeg var glad for at have været der og lettet over at komme væk. En kalket grav kunne man også kalde det.
Jeg er så skidetræt af formaliteter. Hvorfor skal alting være så formelt? Men det har jeg aldrig forstået. Det må være som en slags forsvarsmekanisme mod angsten. Den eksistentielle angst for det tomme. For ophør. Så laver man en masse regler. Ritualer som skaber en illusion om noget permanent, som kan give tryghed og sikkerhed. To ting som ikke findes i virkeligheden, men som den menneskelige tanke kredser om.
Men her i Berlin, hvor jeget sidder under de store grønne træer ved floden er der ro. Ro til ingenting.
