You are lucky if it goes, but you can’t do anything to get it going. All kind of trying is irrelevant.
The only dance IS
Jeg er træt. Skidetræt af al det vrøvl. Hvilket vrøvl?
Alt det vrøvl du siger. Jeg gider ikke høre på det mere.
Så luk ørene for helvede!
Det er ikke pænt at sige for helvede. Det ved du godt,ikke?
Jeg ved ikke en skid og det rager ikke dig, hvad jeg ved og ikke ved. I øvrigt.
Nå.
Hvorfor siger du: Nå?
Det betyder, at jeg er dødtræt af dig din skide lort!
Sådan siger man ikke. Det ved du godt.
Jeg ved ikke en skid. Det ved DU godt ikke?
Åh altså, det er så svært at tale med dig, når du ikke hører efter. Du skal høre efter, hvad jeg siger. Det er meget vigtigt, hvad jeg siger. Forstår du det?
Den rusker ham i ørene. Han skriger:- For helvede din lede svamp, hvad bilder du dig ind? Det gør ondt!
Det skal det. Ellers hører du jo ikke efter.Den tager ham under armen og river hovedet af ham. Den smider det på jorden og stamper på det, så blodet sprøjter op i luften og ud til siderne. Der kommer en lille kattekilling forbi i det samme. Den slikker blodet op.
For helvede, sikke noget lort at sige, tænker den og går sin vej.
Det samme tænker jeg og går min vej.
Så kommer den kloge mand gående. Ham som har alle svarene. Jeg spørger ham om meningen med livet og han kaster op. Det lader til, at alt lige for øjeblikket går mig imod. Jeg græder. Så kommer en engel og tørrer tårene bort fra mit ansigt. Det letter lidt på trykket. Men ikke helt. Jeg bliver aldrig helt tilfreds. Aldrig. Det er vilkåret, indser jeg nu.
Så kan jeg i og for sig sige det lige ud:-Jeg er godt træt af alle disse udflugter. Alle disse forsøg på at slippe udenom. Det faktum at vi skal dø. Denne enestående mulighed for at indse, hvor tåbeligt vi bærer os ad, når vi hele tiden påstår, at vi ved noget som helst. Vi ved ikke en skid. Det er kort og godt sagen. Så kan de allesammen komme med deres gode ideer om “noget andet”. Ren og skær bulshit som et plaster på såret, som kan ligge nedenunder og langsomt gå i forrådnelse og udsenden denne ildelugtende stank af hengemt pis. Et liv efter døden og et liv i nuet. Alt sammen bare ord. Floskler til at dække over dyb uvidenhed. For helvede! Indrøm det dog og få fred for alt det lort I går og sysler med i jeres betændte hjerner! Men jeg kender jer. I smutter. I elsker at smutte over i jeres trygge rede af smarte vendinger. I er så kloge, at det gør ondt og jeg ved ikke, hvordan jeg skal holde det ud.- Det pres, der hviler på mine skuldre. Jeg er en scapegoat!
Stakkels mand!
Uldne underbukser og varmhjertet halsbetændelse. Utøj og hattenåle. Svindel og humbuk. Pjerrot og Columbine. Far og mor. Søster og bror. Hvilken forestilling!
Nå, men udover alt dette skinner solen bag sine gråmelerede skyer højt oppe i himlen mens jeg/jeg sidder i min camper udenfor “Klippebo” en juleaftensdagsmorgen og har netop tunet ind på en Youtube video med en dialog mellem Ram Das og Eckert Tolle. Meget interessant. Desværre taler Ram Das ganske besværet af sin hjerneblødning, men begge disse selvbestaltede julelys ser ud til at have fundet “melodien” og det er jo godt. (For dem) Selv er jeg mere skeptisk, hvilket vel kan ses på mine sidste skriftlige udgydelser. Skal jeg hente information om tingenes tilstand gør jeg det hellere ved at tune ind på UG. Men sådan er der jo så meget og enhver sin lyst, ikke?
Glædelig Jul til alle mine læsere fra nær og fjern!🇧🇷😜🐥🌹👌🏻💙💜💙💜❤️🇩🇰🇩🇰🥦🥑🌽🥬🥒🦋🌹🌹🌹🌹😇👁
Jeg ved ikke så meget. Hvor skulle jeg vide det fra? Jeg spørger bare. Har ingen anelse. Så er det sagt.
Nytårsaften. Hvad er det for noget? Man sidder med rester af en Burger King vegetarisk kød-burger mellem tænderne og den søde smag af cola på tungen og venter på at klokken skal blive tolv så man kan få overstået det forbandede årsskifte. Dronning Magrethe har som sædvanlig holdt sin nytårstale og fyrværkeriet knalder store kanonslag af både på Christiania og Rådhuspladsen så de små børn, som forældrene har slæbt med ud for at opleve ”lys”-showet, skriger i angst og må rystes på plads af deres ophidsede mødre, som ikke ser anden udvej i deres desperation end at ty til vold. jeg går over den store plads og rammes i sekundet af en mortergranat som eksplodere lige inde i mit højre øre. Det bliver jeg næsten døv af. Derfor tager jeg en af disse sejlende busser, man kan stemple ind på med sit rejsekort og får en bedårende tur ad den oplyste kanal mellem Langebro og Knippelsbro forbi de utallige højhuse med balkoner og lysguirlander som bebos af denne storbys hårdt arbejdende overklasse. Alle har de betalt tårnhøje summer for den enestående udsigt over mod havnefronten på den modsatte side af kanalen, hvor lige så mange har betalt lige så dyrt for den samme udsigt bare til modsatte side. Så kan de sidde i deres dyre lejligheder og betragte hinanden og sige til deres gæster: -Sikke mageløs udsigt! Det har de betalt for. Ja, det har de. Dem de andre som ikke er mig. Jeg har ikke betalt for nogen udsigt. Jeg har slet ikke betalt noget som helst. Jeg sejler bare forbi og tænker på, hvor jeg skal gå hen for at få varmen i denne iskolde vind, som blæser gennem København i aften den 31 december 2019. Jeg går ned ad en smal trappe under Langebro og op igen på den anden side og minsanten så dukker “Danhostel” op med en åben dør ind til restauranten, hvor jeg modtages af venlige mennesker, som byder på champagne og kransekage. Minsanten!
Så går tiden så godt med at læse Jørgen Leth “Det uperfekte menneske” og Søren Kirkegaard “Enten Eller” og lede efter billige færge-overfarter mellem Koh Phangan og Koh Tao til forårets tur i Sydøst Asien. Jeg vil dykke videre, hvis jeg kan. Ubetinget.
Nå, men om lidt brager og lyner det over hele Rådhuspladsen. Jeg deltager igen i år. Det er ved at blive en tradition. Men jeg trives faktisk ganske godt i denne anonymitetens kappe. Ingen “kender” mig og jeg kender ingen. Fint og let. Når de har skudt året ind alle disse mennesker, går jeg ned til Hovedbanegården og tager toget ud til Brøndbyøster, hvor gamle California står velopvarmet på DCUs vintercampingplads og venter på mig. For Helvede,- hvilken fred i al knalderiet!
Mit liv er spiralformet. Ikke cirkulært. Det ser jeg nu og det er en stor glæde.