Marie, Nørrebro og Østrig.

 

1

Et menneskeligt forløb. Eftersom retningen er givet, er bevægelsen det eneste af betydning.
Om nogle minutter er vi døde. Vi lever i skyggen af døden.
Således talte han den dag i toget.
Han skriver: – Jeg må hellere allerførst meddele Dem, min ærede læser, at alt hvad De fra nu af
kommer til at høre fra min mund, er den rene skinbarlige sandhed. Jeg helmer ikke eet eneste
sekund, før sandheden er sagt. Så er det sagt, og behøver ikke at blive uddybet yderligere.
Derfor tillader jeg mig nu at kalde mig selv Olaf. Det gør det hele meget nemmere. Olaf er en 75
årig afdanket tandlæge med fortid i både Afrika og Grønland. Han er omgivet af utallige skrifter,
han nu i sit efterår er i gang med at bringe sammen til en helhed. Et af skrifterne handler om en
rejse han foretog sammen med en eskimoisk kvinde fra Scoresbysund. Han skriver: – Nu sidder
jeg på en restaurant og har netop indtaget et herligt måltid bestående af spagetti salat og tages
suppe. Vi dvs Marie og jeg ankom til Østrig i går, og tog straks til Neustift et godt stykke oppe ad
Stubaital. Deroppe indlogerede vi os i en lille alpepension med brede senge og solid morgenmad.
Marie var stadig fuld efter de mange flasker rødvin hun indtog på rejsen i sovevognen. Marie kan
ikke holde sig fra flasken, ligesom jeg ikke kan holde mig fra Hash, så vi er et kønt par. Men vi
elsker hinanden og hinandens svagheder, og er nu endelig kommet fri af København og venner og
veninder derinde. Vi boede til leje hos Jørgine, som også kommer fra Scoresbysund, og som også
er temmelig alkoholafhængig. I hendes lejlighed på Nørrebro kommer de særeste typer. Inden vi
tog afsted kom Henning og Georg og Anne Sofie på besøg. Henning og Georg er nogle driverter,
som Anne Sofie har samlet op nede på Blågårds Plads, hvor de hænger ud og ryger fede. Georg
lånte engang mine oliefarver i den fine trækasse og da han leverede dem tilbage, var alle tuberne
fladtrådte og han havde kun malet eet billede. Det var til gengæld så tykt bemalet, at det vejede
over fem kilo. Ham har jeg ikke det bedste forhold til. Han er lille og tæt, med langt lyst beskidt hår,
krøllede bukser og fingre hvis negle i høj grad trænger til at blive klippet. Henning er Jørgines
kæreste. Han er bogholder og pæn i tøjet, men ikke altid pæn i mælet. Ham holder jeg mig også
på afstand af. Anne Sofie er Maries veninde fra Grønland. Hun er en lækker lille sag med et
gnistrende glimt i øjet og altid med på den værste. Jeg havde et forhold nogle dage til hende, men
Marie blev voldelig, og så måtte det holde op.
Vi tog afsted allesammen. Jørgine og Henning og Georg og Anne Sofie. Marie havde været ude
hele natten. Hun var først kommet hjem, da jeg kom tilbage fra svømmehallen. Hun så noget
miserabel ud, men var i højt humør. Hun kom lige fra Poul, hvor hun havde sovet. Poul er også en
fyr fra de tågede områder bag Nørrebrogade, hvor Marie ind imellem tilbringer natten. Jeg tog det
så roligt, jeg kunne. jeg kunne dårligt begynde at beklage mig, når jeg kort forinden havde manet
Henning til ro, da han begyndte at hidse sig op over Jørgines forskellige forhold ude i byen. Lille
Jørgine gik omkring med fingeren i munden, og vidste ikke hvem af alle fyrene, hun skulle vælge,
og jeg gjorde det klart for hende, at hun slet ikke skulle vælge, men at hun skulle lade valget træffe
sig selv, hvilket hun selvfølgelig ikke forstod et kuk af.
Vi (jeg) fik ryddet op og pakket og kom afsted. Der var stor afsked på Hovedbanegården med
vinken og kram og en kasse øl til rejsen og en flaske snaps i brunt papir, som blev langet ind
gennem kupevinduet, og så satte toget sig i gang og de små mennesker på perronen blev mindre
og mindre og til sidst helt væk. Vi havde liggevogn helt til Munchen og skulle dele kupeen med to
andre. Pigen var keramiker på vej til en veninde i sydtyskland og drengen var tyk og ret besværlig.
Han talte ustandselig og var meget frastødende især på grund af sine dårlige tænder og beskidte
negle på fingre, som hele tide skulle pille ved eet eller andet.
Marie mødte jeg i Scoresbysund. Marie mødte Olaf i Scoresbysund, hvor Olaf var ansat som
sæsontandlæge. Han var inviteret til fest hos udstedsbestyren, en ung mand i tyverne, som ofte
havde små sammenkomster i sit grønne hus på bakken. Olaf og et par stykker af de lokale fangere
sad og lyttede til Dire Strait, mens de indtog stedets foretrukne drink, en blanding af rødvin, øl og
citronsodavand med et skvæt rød ålborg oveni. De var alle ret fulde, da Marie væltede ind gennem
døren skrigende og hylende mens tårerne stod hende ud af øjnene.- Han har forladt mig, råbte
hun. Olaf rettede sig op fra sin sammensunkne stilling i den store lædersofa, og stirrede på denne
pige, som kom skrålende ind i stuen. Hendes øjne var udover, at de var våde også ganske vilde,
og det bekom Olaf godt. Han holdt meget af, at der skete noget ud over de almindelige banaliteter i
livet. Hun var en pæn stor kvinde med faste former, næppe meget over sytten år med langt ravsort
hår og den kæreste stumpnæse, man kunne forestille sig. Hun dumpede ned ved siden af Olaf i
sofaen, og gav sig straks til at fortælle nærmere om sine lidelser.- Det er Svend. Vi har kommet
sammen i over et år. Nu er han rejst. Jeg skulle have været med ham til Danmark, og så skrider
han midt i det hele. Væmmelig er han. Og hun lefler efter sympati, mærker Olaf, som griber chance
i farten og stiller et modspørgsmål. -Hvorfor slog han op? Marie ser gennem sine små
sygekassebriller dybt ind i Olafs øjne mens hun mumler:Han har en kæreste i København. De skal
giftes, siger han. Han har lovet hende det, og så må jeg bare skride. Hun rykker nærmere Olaf, og
Olaf mærker hendes hede sprittede ånde i sit ansigt, men mærkeligt nok føler han det ikke som
noget ubehageligt. Han bliver opstemt ved at se hendes røde kinder og hendes ophidselse smitter
ham.Musikken bliver skruet op på højeste styrke, så det lille træhus ryster, og de tilstedværende
grønlændere giver sig til at danse en mærkelig svingende dans, mens de udstøder hæse brøl.
Røgen er tæt af cigaretter som ligger og oser i en stor skål midt på sofabordet. Marie lægger sine
arme om Olafs hals. – Vi skal danse, hvisker hun ind i hans øre. Vi skal rigtig danse, vi to, ikke?

2
Udsigten er strålende heroppe fra deres vindue. Alpernes hvidklædte tinder indrammer himlen,
som er lyseblå med få skyer i striber henover sig. Oluf er stået ud af den bløde pensionatsseng, og
har åbnet det gamle trævindue og skodderne som sidder foran, og kan ikke få øjnene fra al
skønheden udenfor. Man hører tydeligt lyden fra de græssende køers bjælder og fornemmer en sød lugt af
gødning iblandet duften af nyslået hø som strømmer ind mod ham. Marie sover stadig tungt. Han
bevæger sig over mod sengen på hendes side og bøjer sig ned og giver hende et let kys på
panden, hvorved hun vågner og slår øjnene op.
-Godmorgen min snut, siger Olaf. Hun smiler, og trækker ham ned til sig i sengen, som hun
beredvilligt har skabt plads på idet hun har skubbet dynen væk. Hun ligger nu helt blottet med de
store bryster indbydende vendt op mod ham. Olaf lader sig glide ned ved hendes side idet han
læggger læberne over hendes og giver hende et velfortjent dybt morgenkys. De boller så sengen
ryster og Olaf et øjeblik mister bevidstheden, mens Marie stønner højt. Så ligger de udmattede på
sengen og lader morgenens lyde og dufte langsomt trænge ind i deres sjæle.
Konen som passer stedet, har stillet op til frühstück nede i den lavloftede bondestue som er helt
beklædt med brunt træ og lugter indelukket. De spiser i en fart, og er snart på vej ud i den
dugvåde morgen hen mod stolpen som har vejvisere pegende i alle retninger der byder på
forskellige vandreruter de kan tage. De vælger een som peger ind i dalen, og begiver
sig afsted.
Efter en times vandring opad snoede stier kommer de til et vandningstrug med rindende fjeldvand, som fosser
fra en træstuds ned i det brede kar. Da de er trætte og svedige varer det ikke længe før
Olaf har taget al tøjet af og er sprunget op i karret og det iskolde vand. Han pjasker på Marie , som
bliver en smule sur, men ikke mere end at hun kommer hen, fylder hænderne og hælder den
kølende vædske op i sit ansigt idet hun stønner: – Uh, hvor er det dejligt, det vand. Det er lige som
hjemme i Grønland. Lige så rent og klart.- Olaf pjasker endnu nogle sekunder, så stiger han
splitternøgen op af karret og kaster sig over Marie og vælter hende omkuld i det blomsterfyldte
græstæppe som strækker sig ind over engen op mod de mørkegrønne grantræer,  bagved hvilke
fjeldtinderne rejser sig. De ligger der og han trækker tøjet af pigen, som hviner højlydt af glæde over
tilbederens brunst. De bliver eet mens nogle får nærmer sig oppe fra skrænten, hvor de har
græsset, og lige plidseligt mærker Olaf en varm snude på sin røv, og hører en lyd som fra en
gammel kælling der snorker. Det er et af fårene, der nu ønsker adgang til truget, tydeligt irriteret
over de to væsners selvoptagede klamperi. Han rejser sig fra lejet og Mari løber skrigende nogle
meter væk, mens flere store får kommer til oppe fra højderne.
-Vi må hellere se at komme væk, siger Olaf.- Ellers bliver vi ædt af de bæster-                                                                                                                                 De ifører sig tøj og sko og rygsække og trasker lettede videre. Nogle minutter senere dukker et lille landsted op i det fjerne. De begiver sig rask hen imod det i håb om eventuelt at kunne købe noget spiseligt.

Solen er kommet højt på himlen og de må skærme sig med tørklæder, de har bundet om hovedet
som hjælme. -Se, der står nogen udenfor, siger Olaf. – Vi går hen og spørger om de har noget at
spise. Og de går nærmere huset, hvor en ældre kvinde står og giver et lille lam mælk af en
sutteflaske. -Nej, hvor er det sødt, siger Marie. -Jeg vil hen og røre! Bondekonen smiler
imødekommende, og Marie får lov til at klappe det lille dyr. Konen rækker Marie sutteflasken, og nu
er det Maries tur til at made. Olaf spørger i mellemtiden om de kan købe noget spiseligt. Og snart
er de inviteret om på den anden side af huset, hvor der er en bred træterrasse med storslået
udsigt ned over dalen. Her stiller det rare kvindemenneske minsanten et bord op, som hun henter
fra et skur.Og to stole. Hun byder Olaf at sætte sig og kalder på Marie, der nu er færdig og rækker
sutteflasken tilbage. Hun sætter sig ligeledes, og lidt efter bliver bordet fyldt med ost og skinke
og et stort landbrød og en flaske vin kommer der også! Konen smiler opfordrende: – Dan essen! Og
hun lader de to unge mennesker i fred med deres måltid.

3.
Sporvognen til Fulpmes afgår udfor hovedbanegården i Innsbruch. I den store banegårdshal
sætter de to unge mennesker sig til at vente. Den afgår først en time senere, så der bliver tid til at
spise lidt fra restaurantens udsalg for enden af hallen. De køber hver en sanwich med kylling og
salat og drikker the og æblesaft til. Marie gumler på sin mad mens hun siger:- Det er
skidehyggeligt her i Østrig, og alle folk er så venlige og smiler til mig hele tiden. Olaf ser forelsket
på sin grønlandske veninde og siger:- Det er da klart, så smuk du er! Marie slår ud efter ham. :- Ja,
ja du snakker, men jeg nyder at være her. Og jeg nyder at være her sammen med dig. Så bliver
der et øjebliks tavshed mellem dem. En ældre dame og hendes mand kommer over mod deres
bænk og sætter sig ved siden af dem. De er i deres fineste puds. Konen holder en lille bibel
mellem sine hænder. Manden ser meget alvorlig ud. Da sporvognen kommer stiger de alle på og
med en hvinen fra skinnerne kommer vognene op i fart.  Efterhånden som de passerer flere
stoppesteder fyldes vognen op med søndagsklædte mennesker, som alle ser ud til at komme fra
kirkegudstjeneste, med en lille salmebog i hænderne. Da de når Fulpmes hopper de af
sporvognen, og står nu midt på torvet i en lille søvnig by med kedelige huse og intet, der fanger
deres interesse. Solen er begyndt at bage godt ned mod gaderne og da de ser
en bus ovre på den anden side af torvet, skynder de sig derhen, får at vide, at den kører om 5
minutter og er på vej til Neustift lidt oppe i bjergene. De beslutter sig straks til at køre med, og
efter en halv times kørsel ad snoede bjergveje, holder bussen udfor et ensomt beliggende
alpegæstgiveri, og her vil de blive. Olaf får arrangeret et dejligt dobbeltværelse lige ud til en lille elv,
som larmende baner sig vej ned gennem engen, og de sætter sig udenfor i solen og drikker
apfelsaft og misser med øjnene mod den skarpe sol.
Sengene er bløde som vat, så man synker dybt ned i midten. Dynerne er beregnet på små
østrigske bjergmennesker, og Olaf og Marie har svært ved at finde ro, da de endelig tørner ind
efter et kraftigt måltid med ærtesuppe og stegt fårekød. Men de har hinanden at beskæftige sig
med. Det er hele hensigten med denne rejse, tænker Olaf, mens hans hånd bevæger sig forsigtigt
hen over Maries bryst. Her er ingen forstyrrende elementer med fremmede herrer og værtshuse
som i København. Her er det bare os og hele verden. Det er rejsens egentlige formål. Og han
mumler ind i Maries bløde lille øre:- Vi er bare os to, ikke? Og alt andet er ligegyldigt. Marie
presser sig ind mod ham, og han mærker hendes åndedræt blive hastigere.
Dagen efter er det mandag. De har sovet dybt og godt og duscher i fællesskab før de begiver sig
ned i spisesalen, hvor værtsparret pusler omkring i færd med at berede dem et storartet
morgenmåltid med nybagte gifler, frisk gedeost, blommesyltetøj og havregrød overhældt med
honning. Dertil en velsmagende mælkekaffe og blødkogte æg fra egen hønsegård. Vejret er en smule
mistrøstigt. Der hænger tunge skyer over dalen, og det drypper også lidt, men luften er mild, alt er
udsprunget, hønsene kagler under altanen, og menneskebørnene er i højt humør parat til nye
indtryk og oplevelser.
Der går en sti videre opad mellem de høje graner langs elven som styrter sig ned forbi enorme
klippestykker og stejle jordvolde og udsender en lyd som fra et lokomotiv i fuld fart.   De trasker
afsted i hælene på hinanden og er efterhånden ret svedige da solen begynder at få magt og styrke
heroppe i højderne. Små fugle flyver ustandselig op foran dem og gør at turen hele tiden byder på
nye indtryk. Det er blåmejser som bor i de store grantræer, og som  irriteret over
forstyrrelsen svirper fjerene tæt forbi deres ansigter. Marie får et shock, da en særlig agressiv lille
djævel er tæt på at sidde fast i hendes lange sorte hår. Hun slår ud med hånden og råber :
Diabolo! På grønlandsk, og Olaf griner til hende og stopper op og holder om hende og giver
hende et kys, som hun straks besvarer, og længe står de der højt oppe i de Østrigske alper i det
skarpe skinnende lys fra solen og kysser hinanden på munden. Så stavrer de videre på stien, som
nu næsten helt forsvinder, så de et øjeblik taber sporet, og i forsøg på at finde tilbage er tæt på at
styrte ned af skrænten mod den brusende elv. -Pyha, der var det nær gået galt, siger Olaf, og
Marie har allerede sat sig ned på en tue, for at få vejret ovenpå forskrækkelsen. Men de finder
tilbage på sporet og nu åbner landskabet sig, efterhånden som de stiger højere og højere op i
bjergene. En eng ligger udstrakt foran deres blik. En græsbevokset eng med tusindvis af gule
blomster, og bag den står de store alpetoppe frem med sne som skinner så stærkt, at de må knibe
øjnene sammen,når de ser på dem. Lige, hvor engen slutter og de bare fjeldsider begynder, ser de en
gård med røg op af skorstenen, og der går de hen.
Da de kommer nærmere, ser de et skilt over døren, hvor der står: Gasthof Hertzleben. De bliver
helt euforiske, da det går op for dem, at her kan de få noget at spise. Idet de nærmer sig huset
kommer en ældre mand dem i møde og de hilser på hinanden. Han giver dem hånden, og spørger
hvad han kan betjene dem med, og de beder om vand og noget at spise. Lidt efter er de bænket
omkring et bord i en lille stue, og da manden har lagt ske, kniv og tallerkner frem til dem, kommer
han og rækker en lille hvid tørret blomst til Marie. -Das ist ein edelweiss, fur sie meine dame!
Og hun tager imod den og takker ham på grønlandsk :- qujanaq, siger hun, og uden at nogen af
dem forstår hinandens sprog, forstår de alligevel hinanden. Der kommer varm erbstensuppe på
bordet og store skiver grovbrød og smør i små lerkrukker, og  minsandten også en karaffel  apfelvein
til at styrke sig på, lader det til, at værten tænker, for han sætter sig ved deres bord og skænker op i
et glas til sig selv, og siger “prosit” og smiler til dem med de to tænder, han har tilbage i
munden.

De smider sig i engen, da de har spist og drukket vin, og lader den milde luft og den
varme sol lulle dem i søvn en times tid, mens manden går omkring og ordner ting ved sit hus. Så
vækker han dem og peger over mod engens fjerneste krog, hvor de ser dyr springe afsted. :
-Berggemsen! Siger han. De rejser sig helt op og ganske rigtigt. Der er de små kønne bjerggeder,
man så sjældent ser. De står helt stille og betragter dem, mens de holder hinanden i hånden. Olaf
hvisker til Marie:- Så kan det ikke blive bedre, vel? Og hun ser ind i hans øjne, og uden at sige
noget, svarer hun ham.
Om natten er det fuldmåne. Alle skyerne og regnen er væk. Marie sover tungt under den tykke
dyne. Olaf skal tisse. Han står forsigtigt op, og går ud foran huset, og mens han tisser står han og
lader sig opsluge i universets uendelighed. Glimtende stjerner og musestille er her. Månen er stor,
og lysende. Bjergkammene med sne står som overjordiske monumenter i skarp kontrast til den
kulsorte himmel og de lavere liggende træbevoksede skråninger.Tilbage i sengen lægger han sig
tæt op ad sin kvinde. Hun putter sig ind til ham, og snart sover han dybt igen.

Tegningen er lavet af billedkunstner og ven Karen Hilden.

 

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.