Det var vel nogle forrygende dage, må man nok sige, ja. Så tidligt op som nogensinde i mit lille hus i Bandholm, nok klokken ét, da jeg jo skulle nå flyet i Kastrup, som afgik klokken seks. Pyha, for en tur ind ad motorvejen i mørke efterhånden som lyset brød frem over Avedøre holme. Parkeringspladsen P19, den billigste, var bestilt på forhånd og voldte ikke videre kvaler, men I gud, hvor mange biler der er parkeret der! Det er som om hele verden skal ud at flyve, hvad den måske også skal… Jeg fandt min plads, og der står min seng i bilen og venter på mig, når jeg kommer tilbage og skal op hos Suien og Oscar og gå tur.
Men nu er det morgen i Palma på 6. etage hos Luz, som tog vel imod mig og gav mig et lille værelse med seng og skab og stol og et håndklæde. Jeg bor i hendes lejlighed og kan bruge køkkenet, og det er meget fint. I dag skal jeg hvile ud. Det har været meget intenst det hele. 5 dage er ikke meget, og når man har så meget, man skal nå, kan det hele godt blive lidt presset. Men sådan har det mærkværdigvis ikke været. Jeg har nået alt, og det har været fint.
Straks jeg landede, var der kun eet i mit hoved, og det var at komme i Middelhavet, så jeg tog, efter indlogeringsproceduren var overstået, flux ned til tobaksudsalget og købte et busklippekort. Derefter afsted mod “ses Illetes”, hvor Jonathan og jeg sidst nød badelivets glæder. Hele denne tur er “memory-lane, kan jeg godt mærke, men det gør ikke noget. Er faktisk meget praktisk, når man kender stederne.
Cala Nova er en eksklusiv lille strand kilet ind mellem den store hvide selvlysende marina og en gammel boligkarré med afskallede vægge. Man kan enten tage en elevator ned til stranden, hvis man er handicappet, eller man kan forsigtigt bevæge sig ad cementtrappen, som fører under de store nåletræer ned til den lille strands gule sand. Vandet er turkis, der sidder nogle få unge piger på deres håndklæder og bliver brune. Børn leger i vandkanten, og oppe på en lille klippe i skyggen under skærmende pinjer sidder en gammel mand. Her slår jeg mig ned.
Det vand lokker, og i løbet af få sekunder er jeg af tøjet og ude i havet. Jeg tog afsted i morges og ligger allerede og skriger af glæde over min krops sammensmeltning med det blå dyb. Små fisk snor sig om min mave og vil nippe død hud af mine ben. Jeg er ankommet.
Så går vi lidt baglæns.
Det er altid godt at vide, hvor man er. Dertil bruges telefonen med goggle maps, som hele tiden lader mig navigere trygt rund i Palmas gader. Jeg har fundet ud af, at min ladeledning er kaput og vil derfor foretage en expedition til “Media Markt” ude i den anden ende af byen for at investere i en ny ledning. På vejen får jeg af en hvidhåret dame med rollator oplysning om en “Mercadona” forretnings beliggenhed ved en lille park med bænke, hvor jeg beslutter mig til på tilbagevejen at stoppe op og spise morgenmad.
Ude i “Mediamarkt” er stemningen elektrificeret og syntetisk velduftende fra de mange mobiltelefoner, tv, støvsugere o.s.v. der befinder sig her. Jeg finder straks en ungersvend med logo på ryggen, som fremskaffer den nødvendige ledning, hvorefter jeg i ro og mag kan indtage en i “Mercadona” indkøbt friskpressed appelsinjuice og nogle nybagte integralboller, som deles med et par duer og en gråspurv.
Ses Illetes er stranden, Jonathan og jeg besøgte forrige år. Bus nr 4 går derud ad Av. Joan Miro langs de gamle “dansker” restauranter fra Spies tid. Den ligger nede bag en bakke omkranset af nåletræer og blinker op mod mig i al sin paradisiske blåhed. Her er mange mennesker. Det er søndag og vejret er strålende. Solen bager ned på kroppene, der slanger sig i sandet for at opnå den eftertragtede brunhed. Jeg vandrer omkring efter badet, tørrer badebukser og inspicere kødudstillingen. De mange numser, som alle følger solens bevægelse, som var de anemoner på en varm sommerdag!
Parrene ligger og er par. Vennerne ligger og er venner. De gamle ligger med deres rynkede hud og tænker sig unge, og den lille dreng begraver sin røde plastictraktor i vådt sand, som han straks skyller af for igen at begrave den. Den lille pige står og kigger på ham, men taber interessen og går ud og bader. Min krop bevæger sig langsomt rundt og betragter og suger indtrykkene til sig, og lader dem passere for at lade nye indtryk komme til. Tøjet ligger oppe ved klipperne, hvor nogle spanske ungmøer har slået sig ned under en parasol. De smiler venligt til den gamle mand og fungerer som overvågere af mine ejendele. Mobil, penge, nøgler til lejligheden og kreditkort, som for guds skyld ikke må blive væk (stjålet). Derefter går jeg forsigtigt ud i vandet. Det krystalklare, først lyseblå, senere mørkeblå og tilsidst dybt, dybt blå, og lader mig suge mod bunden af havet, hvorfra alting kommer, og jeg møder mig selv igen en gang. Igen, igen og igen leves livet hos den gamle mand, som kalder sig Jens, men som for så vidt kunne hedde hvadsomhelst.
Bagefter. Altid bagefter. Aldrig før. Før eksisterer ikke. Kun bagefter. Således skrives der altid lige nu om bagefter.
Bagefter sidder han oppe på klippen ved siden af en anden gammel mand og bryder et integralbrød, som han spiser tilligemed en stor orange mandarin, der er let at skrælle, især når man har en lille trækniv, som fulgte med det veganske måltid, Norwegian meget venligt serverede i flyet.
I vandet bag klipperne har en andemor med 7 ællinger taget plads og gnasker ganske fornøjet i søgræsset, som gror på stenene, mens hendes børn ser til og lærer, hvordan man gør. En familie med far, mor, bedstemor og lille unge i vogn pusler og spiser medbragt pasta, som faren tålmodigt serverer for sit barn. Jens sidder og betragter skuet og føler sig godt tilpas, mens han gumler på et mandarinstykke. Sådan hele tiden sker der noget omkring ham, som fanger hans opmærksomhed. Tanken væver sig uhindret ind og ud ad virkelighedens spind, så man snart ikke kan kende forskel på den ene og det andet. Meget interessant.
Oppe hos fruen i huset på 6 sal er der rent og pænt. Man har fået lov at låne køleskabet og fået sin egen hylde. Her ligger brød, nøddesmør, vindruer og andre gode ting indkøbt nede om hjørnet i det lille supermarked. – Også denne særdeles lækre guavamarmelade-blok, som er en nydelse på friskbagt flutes.
Jeg må bruge af hendes ingefærthe, hvilket jeg gør.
Om aftenen, når jeg kommer hjem fra de lange vandreture i by og på land, ser jeg først drtv, som er en fad omgang med al den krig, som øjensynlig aldrig hører op. Den ene afløser den anden. Eller osse er det bare den samme krig, som fortsætter og har været igang, så længe man kan huske. Menneskenes evige krig på ord, tanker og ideer. Forklaringer, som kræver berettigelse og i sidste ende bliver en kamp med våben om ståsted. Derfor slutter jeg mine aftener af med en episode af “The mentalist” på HBO. Serien er godt skruet sammen. Underholdende og ukompliceret. Sover derfor godt bagefter.
En gang i tidernes morgen, nærmere betegnet i 1974 sad den skrivende under et stort egetræ oppe i den lille bjergby Deia på Mallorca og vågnede op. Simpelthen. Indtil da havde han sovende fulgt andres mening om, hvem han var. Bevidstløs var han skubbet frem af de mennesker, der omgav ham og af det syn, de havde af ham. I et glimt gik det op for ham, at det var løgn det hele. En helvedes bunke forestillinger stablet op i hans hoved fra den første gang han så dagens lys. Det forsvandt som dug for solen, og i stedet trådte et uberørt landskab af utrolig ynde og dybde frem foran ham og bød sig til. Han tøvede ikke et sekund, men trådte ind.
Det havde enorme konsekvenser at se sit tidligere livs trivialitet og ensformighed gennem nu åbnede, vågne øjne. Alt blev forandret og forandres stadig for denne nu snart 82 årige gamle mand, som skriver dette og som kalder sig Jens Michael Høy.
Derfor skulle jeg selvfølgelig til Deia. Selvfølgelig skulle jeg det. Op og se til “La Vigna Peqena de Marcus Colon” som huset yderst på forbjerget, der støder op til Cala, hedder.
Bussen gjorde holdt, og jeg steg ud i en vidunderlig morgen med solen lige netop tittende frem over Tramuntanas bjergtoppe. Det første ord, der optrådte i mine tanker, var “toilet”! Turen ad de snoede veje med mange bump havde sat gang i min indre peristaltik,og det hastede! Først spurgte jeg inde ved en lille købmand, men de havde for travlt til at svare. Et luxuriøst hotel afviste mig med ordene: “Kun for cliente” og så var jeg lige vidt. Indtil en ældre kvinde fik løst min kvide og høfligt førte mig hen til det nydeligste offentlige toilet. Det blev klaret, og turen ud ad vejen med havet i forgrunden og de mange ældgamle oliventræer langs siden kunne tage sin begyndelse. Snart nåede jeg ned til “mit” træ, som stadig stod og kejsede som om intet var hændt i de mange år, der var gået.
Jeg satte mig lidt og lod freden og stilheden sænke sig over mig. Så gik jeg videre, for nu skulle jeg ned til “mit” hus. Men her måtte jeg gøre regning uden vært, for huset var totalt demonteret. Nærmest en ruin, og ud fra brokkerne kom en gøende blodhund med savlet frådende om kæberne. Den fór lige i benet på mig, mens jeg forsøgte at flygte ud gennem den lille låge, jeg altid brugte, når jeg skulle ned og bade. Men lågen var låst med en tyk kæde, og lod mig ikke slippe ud. Jeg sparkede til hunden og kastede mig over hegnet i sikkerhed for det rasende dyr. Med nød og næppe undgik jeg at rulle videre ned ad skrænten flere hundrede meter mod cala og havet. Jeg fik nogle gevaldige knubs og en lærestreg. Aldrig søge efter fortiden mere. Det er i bedste fald spild af tid. I værste fald livsfarligt.
En smal sti leder mig ned mod Cala Deia, som ligger og glimter i blåt lys. De forkrøblede buske og ældgamle nåletræer gør nedturen jungleagtig og nu og da farlig, når stenene, jeg træder på, skrider under mine fødder. Jeg må passe godt på ikke at falde her, da der er mindst 50 stejle meter ned. Til sidst når jeg et dige, jeg ikke kan komme over. Jeg kan tydeligt se bådene nede i den lille havn og ærgrer mig over at måtte kravle et godt stykke tilbage, før jeg finder en udvej gennem en tunnel, fårene har lavet. Så står jeg ved poolen, for sådan een er det. Den ligger glasklar ude for enden af den sliske, fiskerne bruger til at trække deres både på land. Her slår jeg mig ned ved siden af et ungt par. Manden er overlegent ligegyldig, kvinden snakkesalig. Jeg værdiger dem et blik eller to og giver mig derefter til at smide tøjet. Et rask spring og jeg havner i det glasklare vand. Chokket er overvældende. Herligt et indre skrig og kroppen dykker og svømmer og plasker og er lykkelig.
Nu kommer et aldrende ægtepar forbi, mens jeg tørrer mig med det blå håndklæde. Han er træt og lige ved at falde på de glatte ophalerbjælker. Hun må støtte ham og virker irriteret over sin mands klumpsighed. Jeg ser dem og er tilfreds med at være alene.
Jeg var her sammen med mine børn for nogle år siden. Den gang var der mange brandmænd, som vi fangede. Det er der ikke nu. Derfor tager jeg billeder og sender dem over “Messenger”. Jeg ringer også til min datter og høre nyt om børnebørnene. Så er der orden i tingene. Jeg holder meget af orden i tingene…
Jeg har medbragt et flutes og et æble. Det spiser jeg, mens jeg observere den ignorante unge mands ligegyldige bevægelser. Mange mennesker, jeg passerer, når jeg rejser, er som marionetter for mine øjne. Det er meget mærkeligt. Det er som om, de opfører skuespil. De er roller som udføres. Et teater. Men spændende at følge med i, når man ikke har andet at lave, mens man sidder og tygger på sit æble.
Efter endnu en svømmetur går det opad igen. Nu langs en udtørret elv. Mine knæ er ikke, hvad de har været. En gang imellem knirker det slemt især i det venstre. Nå, men det går nok, og med pauser undervejs når jeg let forpustet op, hvor kvinderne i gamle dage vaskede tøj. Her sætter jeg mig og ser ud over dalen med pinjer, cypresser, krogede oliventræer og oranger som stråle gult i solen. Inde i et refugium for vandrende folk bliver jeg oplyst om prisen på overnatning. Det er rart at vide, hvis man skulle komme forbi en anden gang og får brug for en seng.
Oppe hos købmanden i byen er der travlt. De selvsmarte turister, som alle føler sig som fotomodeller i deres moderigtige outfit, promenerer forbi mig, mens jeg sidder og spiser brød og drikker vand ved et vakkelvornt bord. Tyskere er her flest af. Den førhen så idylliske og uberørte lille by er blevet et tilløbsstykke. Nu er alt prissat. Hver kvadratmeter af området gøres op i penge. Overfladen skinner fælt af grådighed. Det er Satans, for en gang for længe siden var her pristint. Det var det, jeg faldt for. Det uberørte. Det der vækkede mig. Det, der var uden menneskers indblanden. Det er her stadig, men godt kontamineret af homo sapiens. Måske er det her snart slet ikke mere…
Jeg går op til kirken og sætter mig ind i køligheden foran alle dukkerne på alteret. Den mest fremtrædende dukke hænger oppe på en pæl med en tværstiver. Der er guldlys omkring ham. Ved siden af står forskellige andre dukker. En lille pige kommer ind sammen med sin mor. Hun er stærkt optaget af en kvindelig dukke med lang kjole og kyse. En nonnedukke. Man kan se, hun forstår dukken. Den er lige som hendes egne dukker. Til sidst vil hun selv blive en dukke. En robot. Sådan er det, tænker jeg. Sådan er det. Vi er alle dukker. Fuck det!
Siger min tanke, og jeg går ud af kirkens døde kølighed ud i lyset og ind på kirkegården for at finde Rober Graves grav. Grav grav Graves. Hvor vi alle enden, hvis vi ikke er der i forvejen. Jeg inspicerer alle de døde og finder til sidst cementgravstenen med den indridsede håndskrift. Der står to små lys. De er gået ud. Vinden har taget dem. Over dalen ligger himlens lys. Nede fra havet kommer natten op. Det er på tide at finde bussen tilbage til Palma. Den skulle gerne afgå klokken 18, så jeg kan nå en salata mixta og nogle fiskenuggets inde i “Celler sa Premsa”!
Aftenturen gennem de nattestille gader endnu varme efter dagens solhede er det bedste. Kender efterhånden vejen, og behøver ikke gps til hjælp. Kan genkende forskellige detailler så som møbeludstilling i en butik eller et lille springvand. En lang væg med grafitti. Et vejarbejde lige før en gammel kirke, eller et minimarked med en søvnig araber, som altid sidder og piller negle. Duftene fra shawarma-shoppen og selvfølgelig fitnesscentret, hvor hver aften kvinder og mænd traver lange ture på løbebånd, mens de ser tv med propper i ørene. Jeg traver afsted som dem og ser ikke tv undervejs, men ser mig omkring og finder vej. Jeg elsker at finde vej gennem byens labyrint og genkende steder og møde folk som hilser. Det nyder jeg og føler mig hjemme i verden, når jeg sådan trommer afsted i mine nye ecco sko, som nok er det mest fortrinlige fodtøj, jeg har haft. Ser mig om efter sandaler, men har kun fundet nogle dyre nogen. Godtnok i fuldt læder (stakkels dyr), men virker klodsede. Det er fordi, jeg bruger nr 48. Jeg har meget store fødder. Det kan jeg ikke gøre for, men det er irriterende, når jeg gang på gang får at vide, at største nummer, de har, er 46. I går fandt jeg endelig nogle veganer sandaler med økologiske såler og bælte af hamp og kork, som næsten passede. Men de var kun 46, så den gik ikke. Gudskelov har jeg mine ecco. De passer fantastisk og giver god plads til tæerne på de lange spadsererture.
Hver dag er ny med nye muligheder. Club nautico ude ved Arenal de sa Rapita, havde Bynke hørt, skulle huse flamingoer. Estacio Intermodal tilbød bus derud langs vidtstrakte græs og skovbevoksede områder. Jeg sidder helst forrest hos chaufføren. Så har jeg det bedste overblik. En lang tur på næsten en time gennem små søvnige byer førte os mod havet og havnen Club nautico, hvor sand og klitter bredte sig så lang øjet rakte, og jeg straks fandt et skyggefuldt sted bag ved livreddernes hus og tårn, hvor jeg kunne skifte til badebukser og sololie. Dernæst hen over en meterlang tangbræmme, man sank i, så jeg troede, jeg blev suget ned i jordens indre. Det var som at vade i cement, men over den kom jeg og det indbydende lyseblå vand ophævede enhver gene ved tangen. Åh, det er det bedste, når man slipper tøjlerne og falder ned i dette skønne gudgivne mærkelige stof som vi kalder vand. Vand, vand, vand. Altings ophav. Moderskødet. Hjemmet. Ja.
Men der er ingen flamingoer. Til gengæld var der en måge, som fløj tæt omkring og forskrækkede en ung pige, som sad i sandet ved siden af en ung mand og bad mig om ikke at fodre den med mit brød, fordi hun var rædselsslagen for fugle. – Og klapperslanger. Hvad så det har med fugle at gøre, spurgte jeg, men det vidste hun ikke, og hun havde heller ikke haft traumatiserende oplevelser med fugle. Jeg spurgte om hun havde set Hitchcocks film “fuglene”, men det var ikke derfor hun var skræmt. Det var bare fugle i almindelighed, der gjorde hende bange. – Og så slanger. Mærkeligt, og jeg undlod selvfølgelig at fodre min mågeven i nærheden af hende. Man er vel en gentleman… men jeg sagde, at hun skulle prøve at blive ven med nogle fugle. Hun kunne starte med høns, sagde jeg, men hun rystede på hovedet. Det kunne hun aldrig finde på, så jeg lod hende og hendes unge ven i fred og gik lidt væk og fortsatte med at fodre min måge. Snart blev det alt for varmt at sidder der bag livredderskuret. Nogle mennesker, som sad ved siden af under store parasoller, fortalte, at de havde købt dem i england, så her var ikke meget hjælp at hente, hvis jeg ville i skygge og køles ned. Det eneste, der var at gøre, var at gå over i et hjørne af stranden, som stødte op til yachtklubben, hvor tangmudderet ikke var særlig dybt og vade ud i det befriende kolde vand, der også og især havde den egenskab at besidde en isnende understrøm, jeg kunne dykke ned i og blive rigtig dejlig afkølet. For temperaturen nåede på det tidspunkt godt op omkring de 30 grader. Sandet brændte under mine fødder, da jeg trådte op gennem tangen. Besluttede derfor hurtigst muligt at finde bussen tilbage til Palma.
Landede sikkert i estacio intermodal med tanken kredsende om mad. Ville ikke ned til Cellar Sa Premsa endnu en gang. Det var for kedeligt. Noget nyt måtte prøves. Hvorfor ikke “Taco Bell” på Placa d’ Espanya, hvor min søn Jonathan begejstret fór over, sidst vi var sammen på Mallorca, højlydt bedyrende, at det var den bedste mad, man kunne få! Jeg spiste en stor taco supreme med blandet salat og lod duerne om resten. Jeg er stor fan af duer. Der udspiller sig spectaculære dramaer, når store flokke slår ned på et nabobord, hvor ignorante gæster har efterladt madrester uden at rydde op. Pommesfritter og salat hvirvles op i luften, mens duerne gør sig til gode med efterladenskaberne. Det var en perfekt underholdning ved mit middagsmåltid!
Hjemturen i den varme by er en lise, og jeg når lige Butique del Gelato på Via Roma inden de lukker 9.30. Det har jeg lært, siden jeg sidst efter Cellar sa Premsa kom for sent og måtte se min forventning om en stor sorbet is blive til tom luft istedet for nydelse i mundhulen. Nu kom jeg til tiden og kunne glad sætte mig på en bænk og slikke på min is, mens jeg nød ungdommens palaver udenfor isbutikken.
Lejligheden står klar, når jeg kommer “hjem” med “Deadline” på dr tv og “The mentalist” på HBO. Så sover man godt under Luz’ lagen med vinduet vidt åbent ud over byens tage og de blånende bjerge i baggrunden. Palma, jeg elsker dig!
Andratx. Gamle syge Andratx, hvor jeg lå med mit gode skib “Inulima” midt ude i havnebassinet (det må man ikke mere. Nu er svaj-liggerne forvist til yderhavnen, som ikke er særlig godt beskyttet, når meltemien blæser), og Signe kom ned og boede ombord, og vi sejlede ud til Isla Dragonera for at finde blæksprutter.
Ja, der måtte jeg hen, ellers var rejsen ikke fuldendt, så jeg tog bussen mod vest og var efter en lille times kørsel i Port Andratx.
Hedt som bare helvede. Nok 35 grader og så skal man pisse! Havnetoiletterne er under service og kan ikke benyttes. En betjent oplyser, at de ikke er “public”, og jeg må styre min tissetrang, til jeg finder en bar eller restaurant, der vil lade mig benytte deres toilet. Jeg ved, hvor svært det kan være. Først skal man ind og købe noget, ellers bliver de sure, hvis man bare sniger sig igennem og ud på toilettet. Gudskelov var en rengøringsdame nådig og lod mig træde ind bag hendes afspærring og lette mit blæretryk. Hun sagde, at der tidligere havde været offentlige toiletter, hvad jeg også mente at kunne huske, men at de var blevet skamferet af drug addicts og andre svinemikler, som ikke respekterede almenvellet. Nu kunne jeg befriet træde ud i den flammende sol og søgte først og fremmest kølighed, allerhelst mulighed for et bad. Men Port Andratx er en havn og ikke en strand.
Jeg gik ud langs kajen, til jeg nåede selve yachtklubben, hvor forårsforberedelserne ved de mange store millionær yachts var i fuld gang. Ansatte folk sprayede, rensede og polerede de formidable lystbåde, ejet af rigmænd i skattely overalt på kloden. Grådighedens symptomer brugt nogle uger i sommerhalvåret af direktører og virksomhedejere som oftest af engelsk eller tysk herkomst. Der lå de række på række disse afskyelige sejlende paladser med indbygget komfort til overflod den ene mere prangende end den anden. Teak og stål og skinnende akryl med bovpropel og lift til dinghy og badeplatform, hvor børnebørnene kan sidde og plaske i det lyseblå vand, mens bedstefar står og overvåger det hele med kaptajnkasket på hovedet…
Nu er det så varmt, at man ikke kan være nogen steder. Jeg kan ikke være nogen steder andet end i vandet. Andet end i vandet. Nogen steder. Hvor?
I det fjerne, næsten skjult af alle de nypolerede skibsskrog, stiller en lille badestige sig op ad en cementmole. Et glimt af håb og jeg iler afsted hen mod trappen til paradiset. 2 kvinder der, så vidt jeg kan høre på deres samtale, er danske, ligger på en beskeden strand, der støder op til molen. Nu blot af tøjet og ud i køligheden. Kvinderne rejser sig og går ud i vandet sammen med mig. Vi taler ikke. Det er mere end nok at vi er i samme element.
Forfrisket går jeg tilbage og slår mig ned på min stambar “Mitzi Mitsj”, får en rom og cola og falder i staver. Mindes tiden med Barbara og hendes kunstige tænder. Barbara var en frodig tysk pige, som godt ville mig, og som jeg, da jeg var nærmest altædende den gang, begejstret sprang ombord i. Vi endte ude i kahytten på “Inulima”og kyssede, så det var en lyst,indtil min tunge mærkede noget metal inde i hendes mund. Da jeg er tandlæge helt ud til tungespidsen, kunne jeg ikke lade være med at foretage en nærmere undersøgelse af dette mærkelige fremmedlegeme. Stor var min forsbavselse, da det gik op for mig, at det jeg lå og kyssede på, var en vanadium unitor med to svæveled og en indskudsaddel mellem +4 og +7. Det krævede enorm forstillelse stadig at bevare lidenskabeligheden ved den opdagelse! I må meget undskylde, men hvem ville kærtegne en benprotese om man ikke i forvejen havde været gennem en medmenneskelig forståelse, som også omfattede skavanker som f.eks paryk, kunstige tænder, ansigtsløftning eller silikonebryster. Jeg fik i hvertfald et chok og måtte opbyde alle mine evner som forfører for, om ikke for andet, så for at overbevise mig selv (og Barbara) om, at der er andet i livet end proteser!
Vi skiltes som gode venner, og jeg sejlede alene til Ibiza og Formentera, hvor jeg havde en aftale med Cleopatra, som jeg mødte på et såkaldt “sensikursus” arrangeret af en orange sanyassin under Bhagwan engang jeg var ude i Indien.
Man bliver helt rundtosset af at sidde og tænke på alt det, der er sket. Det ville jeg ikke mere. Gjorde mig færdig med tiden i Andratx og spadserede tilbage til holdepladsen, hvor folk stod og ventede på palmabussen . Taco Bell på Placa d’Espanya igen og så på hovedet i seng. Om natten drømte jeg om den gang jeg sejlede fra Mallorca i stridt regnvejr og torden og lynild og måtte fastgøre en tyk ledning til et stålvant på masten og lade det slæbe efter båden nede i vandet så den kunne fungere som lynafleder, mens jeg kæderøg oppe i cockpittet af angst for at blive ramt af lynet.
Jeg vågner kl ni og går ud i køkkenet. Jeg har integralbrød, mandarin og et æble i køleskabet. Osse en stang goiabada, som jeg skærer i tynde skiver og lægger mellem to stykker brød. Nøddesmør ovenpå og sort the til det hele. I dag skal jeg rejse. Flyet går i aften kl 21. Jeg har hele dagen og planlagt at tage ud til Illetes en sidste gang og svømme mig en tur.
Ned forbi møllen og bus nr 4 bringer mig ad av. Juan Miró forbi cala nova og videre ud langs kysten til pragtstranden, som er fyldt med badegæster. Topløse unge mallorcinere og virile indvandredrenge dækker sandet i et farverigt tæppe. Jeg vader gennem det hele med kun ét for øje; at svømme dybt ned mod havbunden og blive væk. Jeg har slet ikke travlt med at blive beundret lige som alle de andre. Jeg er som jeg er og har det fint med det. De kan rende mig, hvis de vil. Det bliver deres sag. Det kan aldrig blive mit problem, hvordan jeg ser ud i deres øjne. Hvordan skulle det overhovedet kunne blive det?
I lufthavnen er flyet forsinket. Jeg vil først lande i Kastrup i nat kl to. Der er god tid, og det passer mig fortrinligt. Jeg elsker at vente. Ventetid er den bedste tid, der findes. Så har man fri til sig selv og “skal” ikke noget. Jeg sætter mig på gulvet lænet op ad en væg ved siden af et par andre rygsækrejsende og giver mig til at skrive på min ipad. I flyet har jeg plads ved siden af en kvinde, der er skræmt af turbulensen. Jeg nyder lynglimtene, der oplyser de voluminøse skymonstre over alperne, mens jeg indtager et vegansk måltid bestilt i forvejen på “Norwegian”s hjemmeside.
P19 har passet på min bil.
Det er pissekoldt i Danmark!
