februar 2022 – michael

San José.

Kære Bodil,-

Ankom i går efter en noget anstrengende tur nede fra Lolland gennem flere tog og flyskift pr båd til dette vidunderlige sted kaldet San José, hvor jeg nu befinder mig i en labyrint af små stejle gader og gyder og trapper uden vejskilte, som giver mig stor angst for at blive væk og ikke kunne finde tilbage igen. Jeg bevægede mig forsigtigt ca 100 m ud i aftes og fandt gudskelov en lille butik, hvor jeg kunne proviantere nok til at holde sulten fra døren. Nu har jeg nogenlunde hold på hvor jeg er i forhold til butikken og en restaurant ved navn “La Corûrûna, som, ser det ud til, har en “menu del dia” til 12 euro, hvor vi evt. Kunne spise frokost sammen en dag.

Hvordan går det med dig? Har du fundet dig til rette? Sikke et herligt vejr, hva? Regn og kulde, så jeg må have den elektriske ovn tændt og bruger to dyner! Men stedet er fint og rent. Skal ikke klage. Er i live og refrænet er frit, som Kim Larsen sang, og måske bliver det godt vejr en dag…

Er du på Whatsapp? Det må vi prøve. Det har jeg lige lært at bruge af ham min ven her, som står for huset. Jeg vil prøve at ringe dig op, så vi kan aftale nærmere, ikke? Jeg er osse spændt på at se det sted, du bor o.s.v. o.s.v.

Kærlig hilsen jens

Det er ikke lang tid. Hvad er lang tid? I modsætning til kort tid? Det er det, de siger, at når man deler tiden op i mindre og mindre stykker, bliver den til sidst så lille, at man kan sige, at den slet ikke går. Det er det man kalder singularitet. Det samme som det allerførste øjeblik i “big bang teorien” hvor “tiden” “begyndte” som man siger. Det er det bedste, man kan sige lige for øjeblikket om tiden der “går i stå” lige før den begynder. Det skyldes selvfølgelig, at det er noget, man tænker sig til. Tanken kræver “tid”, fordi den selv er tid. Uden tanke ingen tid. Prøv selv. Meget interessant.

Så nu har jeg travlt, for jeg skal møde Bodil nede ved indgangen til den græske have kl. 12 og klokken er lige nu 11.25. Så kan jeg ikke nå at skrive ret meget. Men lidt kan det alligevel blive til.

I går. I dag. I morgen. Ja , jeg ved snart ikke, hvad jeg skal sige. Badet var smukt og Bodil venter. Problemet er, at jeg ikke venter, for jeg har ikke noget at vente på. Hun er meget sød. Vi gik en lang tur ud til hendes hotel “Elysé” med stor swimmingpool og terrasse, hvor vi sad og nød et glas perlende mineralvand, mens vi glædede os over den milde luft og solens varmende evne. Oppe på restaurant “Corûrûna blev der serveret “menu del dia” til 14 euro indbefattende salat og blæksprutter indpakket i hele grønne peber overhældt med en lysegul sovs af ukendt mærke. Striber af brun karamel udgjorde det dekorative element. Dertil en kølig hvidvin, af hvilken Bodil drak 2 glas, mens undertegnede nøjedes med halvdelen af sit. Jeg var blevet påholdende efter foregående aftens indtag af “galina a la plancha” med tilhørende pommes frites og et glas tinto. Det var ikke så godt. Det med pludselig at spise kød. Og så sådan en sød lille kylling. Jeg drømte hele natten om “Kringle”. Hønen, jeg gav Betty for mere end 8 år siden. Det var ikke så godt. Tung i hovedet og tung i kroppen blev det ikke bedre af at spise blæksprutte erindrende den netflix serie, hvor han kommunikerer med en stor octopus. Det var ikke så godt.

Vi vandrede omkring i denne kringlede by, og kom til sidst ned til havet, som i dagens anledning var blæst op til stormende kuling og meterhøje bølger, som tidligere næsten havde taget livet af mig, idet jeg blev grebet af et sig nærmende vandbjerg med så stor kraft, at min stakkels papirtynde krop kastedes omkring i brændingen, således at min venstre hånd fik nogle slemme knubs. Nå, men jeg kom over det (som altid) og gik glad og syngende op til mit hus og tog et varmt bad, inden jeg mødtes nede på “Corûrûna” med Bodil.

Ad paseoen langs det brølende hav med mindelser om sejlskibet “Inulima” på vej langs kysten ved Almeria, hvor en hval dukkede op lige tidsnok til at redde mig fra decapitation forårsaget af storskødets osteskæreskarpe line. Den historie fik Bodil, og til gengæld fik jeg hendes historie om udstationering som læge i “læger uden grænser” i 3. Verdens lande . Hun har rejst meget lige som jeg, og det er jo hyggeligt at udveksle erindringer. To ældre mennesker på vej langs havet i San José.

Men så skal jeg hæve penge, for det skal man bruge her i Spanien. Hvis man ingen penge har er man på skideren lige som den pæne ældre mand udenfor Mercadona, som sad med nydeligt korslagte ben på asfalten og tiggede. Jeg gav ham et par euro, og det kunne jeg , fordi jeg havde penge. Havde jeg ikke haft, måtte jeg jo selv sætte mig ved siden af ham og håbe på lykke og held i stedet for. Da jeg så skulle hæve penge i en af disse ATM automater, snød den mig for 325 kr, fordi den ganske ublu forlangte gebyr og betalte en elendig kurs. De penge kunne den fattige mand have fået. Nu gik de til banken. Sådan er kapitalismen. Utak er den armes løn.

Bodil kom på slaget 12. Jeg kom for sent. 5 min. Straks kimede min telefon, om jeg nu havde husket det. Hun så mig komme hen mod sig, mens hun endnu havde mobilen for øret. Hun er vist lidt utålmodig. Vi gik ind i den græske have for at deltage i paellafesten med dans og musik, som der imidlertid ikke var noget af, da det var begyndt at regne. Nogle unge mennesker under et hvidt telt lovede, at festen ville blive i morgen i stedet for. Hvis det ikke regnede. Vi satte os derfor ind på en bænk i den mauriske have og gav os til at tale sammen. Bodil er fast besluttet på at finde et sted her, hvor hun kan overvintre. Hun har planer om en lejlighed enten i den gamle by eller ude ved kysten. Jeg fortalte om “singulariteten” som begyndelsen på al tid, og sagde (som jeg plejer) at al tid var altid. Faktisk et meget simpelt og let forståeligt udsagn, men hendes øjne blev flakkende, og jeg tror nok hun tænkte, at jeg var en smule skør. Det er denne vidunderlige diskrepans mellem forestilling og realitet, som jeg så ofte møder, når jeg lukker lidt op. Det var det samme, da jeg kaldte Putin for åndsvag. Det var for simpelt for Bodil. Hun vil have en intellektuel analyse af monstret. Jeg sige ligeud, at han er syg i hovedet. (Hvad han jo åbenbart er. Det er ikke svært at se.) Nå, men det ville hun ikke gå dybere ind i, så jeg faldt af og gav mig i stedet for til at lytte til to vidunderlige musikanter. En gammel knark med guitar, som akkompagnerede en ældre skeletagtig herre med fiks hat, som lavede lange toner med ragaklang så det sang i mine øre af vellyd. Vi fik tapas med blæksprutte og kaffelatte og orangejuice. Bodil ville gå hjem. I morgen skal hun på bustur med rejseselskabet op i bjergene. Jeg skal bade som i dag, hvor bølgerne var væk, og man kunne gå lige ud i havet og svømme uden fare for liv og lemmer. Det regnede godtnok, men vand er vand og jeg er ikke sart. Fjernsynet kører uafbrudt med sidste nyt om krigen. Nu truer han med atomvåben, så kom ikke her og sig, at han er normal. Den Satan af en skadet sjæl, som kan ende med at blive vores allesammens undergang.

Hvorfor det er så satans farligt, er fordi mennesket Putin har isoleret sig selv i sin magt over andre mennesker. Alle omkring ham frygter ham, og det gør ham alene. Som isoleret og ensom og samtidig selvoptaget til det extreme, kan hans vrede nemt bryde ud i lys lue hvad øjeblik, det måtte være. Det tyder hans advarsler om brug af atomvåben i høj grad på. Jo mere han trænger sig selv op i en krog, des større er chancen for, at han reagerer irrationelt og griber til vanviddets sværd. Vi befinder os i en meget farlig tid, så længe han sidder på magten i Rusland.

Men ved I hvad? Han skal ikke osse få ram på mig. Nej, det gider jeg ikke at være med til. Han kan rende mig et vis sted noget så læsterligt, kan han. Jeg vil gå ned og kaste mig i havet i stedet for. Det ved man hvad er!

Kroppen ved godt, hvad der er godt for den. Den sidder på bunden af havet og trækker sit vejr gennem sine vandlunger. Ude i horisonten kommer et skib forbi. Kroppen går ned i byen og køber ost. Den tænker hele tiden på ost nede på bunden af havet. Manden i den gule trøje ser vredt på kroppen, der krymper sig. Manden spytter ad kroppen og skynder sig bort. Kroppen er ligeglad. Den vil have ost. Den vil så meget den krop. Oppe i dens hjerne sidder de små kvantekrystaller og fortæller den, at ost er skadeligt for den. Derfor spiser den ikke ost længere, men går hen og sætter sig ved et bord i den græske have, hvor i det samme 3 smukke kvinder fra Andalucien tiltaler den og byder på bønner i chilisovs. Det er bedre end ost, tænker kroppen og sætter sig ned. Den ene af kvinderne medbringer sine to børn. To drenge som er tvillinger. De vælter bordet i deres kåde leg, således at al chilisovsen havner i skødet på kroppen, som dog ikke gør vrøvl, da det er en venlig krop, som elsker børn. Nu begynder en guitarist at slå på sit instrument og en sortklædt spansk kvinde begynder at skrige flameco. Det kan kroppen ikke holde ud. Den vinker til kvinderne og smiler. Så går den hjem op ad de stejle trin. Her møder den en hvid due, som ikke er skræmt over kroppens tilstedværelse. Tvært imod så sætter duen sig på kroppens skulder og giver sig til at pudse sine fjer. Fra da af er duen og kroppen venner.

I dag gik kroppen på sine skæve ben ned i havet igen en gang. Det var varmt og stille med fredelige dønninger, som slikkede lidenskabeligt op langs kroppen, idet den sænkede sig i den ursuppe, den en gang var opstået af. Svømmede et par tag og satte sig derefter på sin medbragte bænk og lod lyden af bølgeslaget hen over de raslende småsten berolige sit sind. Tankerne i dens hoved kredsede ustandselig om den krig, som førtes ikke langt fra hvor den var. Den kunne ikke forstå, hvad der foregik. Alle mulige andre kroppe forsøgte at skabe en slags rationale i det som hændte. Man forklarede og analyserede situationen med mange ord og sindrige udredninger, men lige lidt hjalp det. Kroppen følte, at verden var havnet i et sort hul af kollektiv spekulativ tankevirksomhed, som sugede alt til sig anført af en despot derovre i det, som man kaldte Rusland. Det så ud som begyndelsen på enden af den såkaldte “civilisation”.

Hvis man etablerer en “no fly zone” over Ukraine, skal den kontrolleres af Nato. Det betyder krig mellem USA og Rusland.

Vanviddet fortsætter, som det har gjort gennem hele Homo Sapiens historie. Det er ikke noget nyt, der sker lige nu. Det er hele tiden. Det er sådan vi opfører os over for hinanden og vores omgivelser.

Carsten Jensen skriver:

“NU ER DER IGEN KRIG I EUROPA

Der er to lige forkerte udsagn, der går igen i alle officielle udtalelser om Ruslands invasion af Ukraine. Krig har ikke nogen plads i Europa. Krig har ikke nogen plads i vor tid, siger fx den danske statsminister Mette Frederiksen. Det skal forstås sådan, at Europa lige siden afslutningen på Anden Verdenskrig har været fredens kontinent, og at det ikke er krig, vi søger, når vi er uenige, men dialog og forhandlinger.

Der har ikke været krig og invasioner i efterkrigstidens Europa? Der var først den sovjetiske invasion af Ungarn i 1956 og siden invasionen af Tjekkoslovakiet i 1968. Så fulgte borgerkrigen, der i 1990´erne søndersled Jugoslavien og kostede op mod 140.000 mennesker livet i blodige etniske udrensninger, mens Europa handlingslammet så til.

Jo, krigen har haft sin plads i Europa, også i de sidste 20 år. Hvis Europa ikke selv lagde slagmarker til, førte vi blodige krige på andre kontinenter. De katastrofale invasioner af Afghanistan og Irak, hvori flere europæiske nationer deltog, heriblandt Danmark, har formodentlig kostet op mod en million mennesker livet og efterladt Irak som iransk vasalstat og kastet Afghanistan tilbage i armene på den fundamentalistiske Taliban-bevægelse. Dertil kommer de omfattende luftbombardementer af Libyen, der efterlod landet i et kaos af kriminelle militser. Hvis vi til vores forsvar hævder, at vi i alle disse tilfælde kæmpede for civilisationen, vil jeg gerne bede om en definition på civilisation.

Jo, krig er et velkendt redskab for Europa, også i vor tid. Vi har i de sidste tyve år været med til at overfalde den ene værgeløse nation efter den anden, men når krigen føres i vores eget hjerteland har vi pludselig glemt vores egen blodige historie. Hyklerisk erklærer vi vores forargelse. Handlingslammede og historieløse vedtager vi halvhjertede sanktioner, som ikke er andet end afmagtens sprog, og på kort sigt er virkningsløse.

En figur som Ruslands leder Vladimir Putin hører ikke hjemme i vor tid? Ungarns Victor Orbán er en mand i Putins anti-demokratiske ånd. Den polske Morawiecki-regering styrer ud fra samme nationalistiske instinkter som Putin med en skruppelløs hetz mod etniske og seksuelle minoriteter. Kun af historiske grunde er Rusland og Polen hinandens fjender, men deres ledere er åndsfæller. Og EU, som blev stiftet i demokratiets navn ser passivt til og nøjes med verbale irettesættelser, når Ungarn og Polen aktivt undergraver deres egne borgeres rettigheder.

Mange af Europas højrepopulistiske partier hylder Putin og modtager betydelige pengebeløb fra ham. Hvad enten vi kan lide det eller ej, er Putin en del af vores tid, og det samme er krig. Troede vi virkelig så fast på vores egen overlegenhed og uovervindelighed, at vi mente os uden for enhver farezone?

Igennem et halvt årti så vi russisk luftvåben destruere Syriens hospitaler og skoler i omfattende bombardementer. Vi trak på skuldrene. Det var jo alligevel kun de sædvanlige muslimer, det gik ud over. Men bombe hvide? Aldrig!

Putin har med sin invasion af Ukraine åbnet en afgrund i Europa. Men den afgrund fandtes allerede, i de europæiske lande, hvor højrepopulismen stræber efter magten. Nu er der krig i Europa, men det er en krig med mange flere fronter, end vi tør stå ved.

Ukraines præsident Volodymyr Zelenskij holdt fredag formiddag en bevægende tale på russisk, hvor han bad den almindelig russer om at se indad og genfinde den menneskelighed, vi alle har til fælles.

Det er udfordringen for os alle, både i øst og i vest. Kun i genopdagelsen af vores fælles menneskelighed, på tværs af nationale, religiøse og etniske skel, undgår vi fremtidens krige. Dette er selvbesindelsens tid. Vi må indse, at det er demokratiet, vi kæmper for, og det gælder i hvert eneste europæisk land, også dem, der tror sig uden for farezonen.”

Nå, så fandt jeg endelig mig selv igen, For at møde grænsen må man jo kunne føle den. Ellers ved man da ikke, hvor grænsen er vel? Jeg følte grænsen i går, da jeg gik for langt. Sådan er det. Så kan man trække sig et lille stykke tilbage og ved så, hvor grænsen går. Tit er grænsen hårfin og næsten usynlig. Andre gange kan man ikke blive i tvivl. Grænser er noget mærkeligt noget. En gang imellem er det bare membraner, som accepterer diffusion. Et diffust grænseland. En overgang som i virkeligheden er en sammenhæng.
Eller det er hermetiske skel mellem mennesker båret af, hvorledes de tænker om hinanden. Sålænge vi tænker om hinanden, ser vi ikke hinanden. Det er da så simpelt.
Det er tanken, der adskiller. I virkeligheden er der kun sammenhænge. Det ser man tydeligt. Alt hænger sammen og gudskelov for det. Så kan de komme med alle deres forklaringer og beskrivelser og analyser og så videre. Det hjælper ikke på noget. Det mest indlysende er bare det sværeste at se, fordi det ikke behøver tanken til hjælp for at se det. Vi ser verden gennem vore tanker og ser derfor ingenting. Andet end tanker…

Så fuck det hele og lad mig få noget morgenmad! Bølgerne var tårnhøje, men det lykkedes alligevel at komme ned i det klare, kølige, isblå og dødsensfarlige sug, som tog mig med derud, hvor jeg ikke kunne bunde og derfor måtte flyde henover sten med stivpiggede søpindsvin og smilende søanemoner. Bagefter gør et knasende æble sammen med et stykke økologisk knækbrød med krydderurter godt. Det gumles i takt til de store dønninger, der sender salte skumsprøjt i hovedet på den spisende.

En nøgen mand springer på hovedet ud i brændingen. Hans kvinde sidder roligt bag klipperne og betragter ham, mens han svømmer ud. Da han kommer tilbage, går han grinende hen og giver hende et kys. Solen har varmet de flade sten, de sidder på. Ude i horisonten ses et skibs hvide sejl. Det er tandlæge Jens Michael Høy ombord på “Inulima” på vej til Ibiza og Formentera sammen med sin dansk-svenske gårdhund “Sofus” og sin elskede Bodil, som han har mødt på Gomera. De var blevet kærester i Bhagwans ashram, hvor alt var tilladt. Nu skal de bare videre, inden det er for sent. Krigen raser og er i hælene på dem hele tiden.
Manden og kvinden går tilbage op over stranden. Det er begyndt at blæse op.

Havet var roligt her til morgen. Havet er mit udgangspunkt. Har jeg først nedsænket mig i havet, er min dag for alvor begyndt. En mand og en kvinde stod og fiskede ved siden af, hvor jeg sad og tørrede min krop. De passede sig selv, og jeg passede mig selv. I går var jeg til tapas sammen med nogle andre danskere, som bor hernede. Der er en hel danskerkoloni i den ene ende af San Jose. I den anden ende holder svenskerne til. Så er der orden i tingene. Bodil havde taget fejl af stedet og sad i en anden restaurant langt væk, så jeg måtte ringe til hende og fortælle, hvor jeg var. Hun kom derfor en halv time for sent. Der var vin og tapas og fællessang. Vi sad lidt og lyttede til et ældre ægtepar, som var kommet i byen i mange år. Der var noget på spil mellem os, og vi brød tidligt op for at komme hen et sted, hvor vi kunne snakke i fred og ro. Tapasselskabet blev hurtigt, efterhånden som vinen gjorde sin virkning, ret støjende.
Vi fand en lille rolig restaurant lidt længere henne ad gaden. Jeg fik the, Bodil caffelatte.

Jens: – Sikke noget, sidst vi var sammen. Jeg kunne slet ikke forstå, at du slettede min facebook profil.

Bodil: – Det er fordi min kæreste hjemme i Danmark ikke må få at vide, at vi er sammen hernede.

Jens: – Hvorfor må han ikke det?

Bodil: – Han er meget syg, og jeg vil ikke gøre ham ked af det.

Jens: – Det kan jeg godt forstå, men der er jo ikke noget mellem os, som skulle gøre ham jaloux.

Bodil: – Nej, men det ved han jo ikke. I øvrigt er jeg slet ikke sikker på, at jeg vil have med dig at gøre mere. Jeg synes du er kold og kynisk.

Jens: -Wau!

Bodil: – Ja, det synes jeg virkelig. Da vi kom op i dit hus og jeg lagde mig lidt på sofaen, kunne du ikke en gang tilbyde mig et tæppe. Du var slet ikke omsorgsfuld.

Jens: – Det tænkte jeg slet ikke på. Der var jo ikke koldt i stuen.

Bodil: – Nej, men derfor kunne du jo godt have vist lidt hensyn, ikke?

Jens: – Åh, jo Bodil. Måske er det så bedst vi holder op med at ses. Eller hvad?

Bodil: – Ja, det tror jeg. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle få ud af at komme sammen med dig.

Jens: – Kunne vi da ikke i det mindste så bare være venner?

Bodil: – Det ved jeg ikke. Nu må vi se. Jeg er også forkølet og trænger til at komme hjem i seng. Måske har jeg corona.

Jens: – Har du hjemmetest?

Bodil: – Ja, jeg vil gå hjem til mit hotel og tage en test.

Jens: – Du ringer og fortæller resultatet, ikke?

Bodil: – Det skal jeg nok.

De skiltes, og ingen ved om de nogensinde mødes igen.

Senere på aftenen fik Jens besked om, at Bodils test var negativ. Mere stod der ikke, men det var da altid noget, at hun skrev, tænkte han.

Han skal passe på sine knæ med de mange stejle trapper. Det gør lidt ondt især i venstre ben. Han tænker på, om han kan gennemføre at blive en måned. Kunne ombooke og tage tidligere hjem. Nå, men han tager den med ro og lister stille omkring. Meget stille; og alt det med Bodil tager han ganske roligt. Han tror nok, at hun havde forventet sig noget andet, end det hun fik. Men han kan ikke lave sig selv om til en eller anden fantasifigur i hendes hjerne. Det kan han selvfølgelig ikke. Han er som han er, og hvis hun opfatter det som kynisk, så gud være med det. Han siger bare tingene ligeud og ved, der vanker tæv, når man gør det. Men det er der ikke noget at gøre ved, som han siger. Nej, nej, nej.

I dette øjeblik ringer Bodil og fortæller, at hun har Corona. Nå da da, tænker Jens, så kommer det måske også til ham. Hun blev smittet i den danske klub for 5 dage siden, så der kan gå endnu 4 dage, inden han ved, om han slipper. Pis, tænker han, og stakkels Bodil, som nu ligger på sit hotel og skal være i isolation i 7 dage. Der får hun mad bragt op, men hvad med ham, hvis han er smittet. Nå, men den lille kinarestaurant bringer mad ud, så han klarer sig nok. Pis! “Danskeklubben” Superspreder!!!

Bodil

Det dages oh brødre, det lysner i øst… Jens begynder at ane en sammenhæng. Det forløb sådan nogenlunde: Da Jens gennem facebook i forbindelse med nogle gamle billeder fra en længst svunden tid omhandlende en filmoptagels på Lyø fik kontakt med den gamle flamme, Bodil, som osse havde været med på bemeldte tur, skete det hverken værre eller bedre end, at de mødtes i Bodils lejlighed til the og medbragte boller. Her gik det op for Jens, at Bodil var involveret i et forhold, som hun ønskede at træde ud af, da fyren, der var alvorligt syg, var begyndt at optræde dominerende og krævende og sågar havde ødelagt et juleselskab ved højrøstet at gøre vrøvl over nogle børn, som støjede. Det brød Bodil sig ikke om. Der var osse noget med vand på badeværelset som ikke blev tørret ordentligt op og sådan noget. Fyren var ganske simpelt blevet vanskelig, og det så ud til, at Bodil ønskede at gøre deres forhold forbi. Nu kom Jens ind på arenaen, og her øjnede Bodil en chance for en trædesten til at komme videre ud i livet og væk fra det belastende forhold. Jens på sin side var ikke uinteresseret i at se, hvad der ville ske, men gjorde det dog klart for Bodil, at han ville have “ryggen fri” i alle tilfælde, så noget fast forhold var der ikke tale om fra hans side. Et experiment på åbent hav, som man siger. De blev enige om at mødes i San José, hvortil Bodil havde arrangeret en turistrejse via et rejsebureau. Jens sagde, han ikke ville “stalke” Bodil, men blot tage ophold i samme by på solkysten for at nyde klimaet, og så kunne de jo altid mødes og se, hvad der skete. Da jens var ankommet, mødtes de på en restaurant, og det gik hurtigt op for ham, at Bodil havde visse forventninger. Man kunne sige, at hun havde en agenda kørende. – Jens på sin side var i syv sind, hvad det hele drejede sig om, men optrådte belevent og høfligt, men også lidt nyfigen overfor Bodil med hensyn til, hvad hun havde i sinde. Det gik dog hurtigt op for ham, at hun forventede sig noget af ham. Hvad det var, kunne han ikke greje, men at der lå noget i luften, som han skulle tilfredsstille, var ganske klart.

– Nå, det var vanskeligt, tænkte han, når hun allerede på første “date” begyndte at stille betingelser. Han skulle til at optræde “omsorgsfuldt” og “positivt” og sådan noget, som hun sagde, og straks begyndte han at føle skruen stramme om sin hals. Det frie og legende, som han elskede, var væk, og blev erstattet at noget tungsindigt og kompliceret. Han prøvede at melde ud, hvorledes han så på situationen, men mødte ikke meget forståelse. Bodil , – som i øvrigt er en intelligent og vidende person med høj udddannelse og et langt liv som læge og psykolog på mange kontinenter som udsendt af FN både i mellemøsten og exjugoslavien og Cuba, hvor hun var med sin første mand, der er antropolog og politiker, -var altså på alle planer et catch for Jens. – Hvis det var det han ville…

Men Jens vil ingenting og er ligeglad med titler og den slags. Det vil han skide på, og det faldt ikke i god jord hos Bodil, der vist nok har nogle fine fornemmelser omkring det hele sådan cirka; og så var der det med det nye forhold, som skulle hjælpe hende på vej ud af det gamle med den besværlige fyr, som var mere besværlig, fordi han var syg.

Derfor Bodils dilemma, hvor hun havde dårlig samvittighed overfor fyren i Danmark, som hun talte med hver dag i telefonen, og som hun blev nødt til at “lyve” overfor, fordi hun ikke omtalte mødet med Jens i San José. Hun slettede derfor “venskabet” med Jens på facebook af frygt for, han skulle skrive noget om deres møde i Spanien, som fyren, der nøje fulgte med i Bodils gøren og laden, så kunne få nys om. I det hele taget en meget plaget Bodil, som oven i købet fik Corona.

Sidste samtale i telefonen her i San José var noget trykket, og da Jens ikke helt forstod, hvad hun sagde, svarede hun “For Helvede, forstår du ikke, hvad jeg siger?” Jens spurgte så, hvorfor hun sagde “For Helvede” og hun svarede irriteret, at det var fordi han ikke fattede, hvad hun sagde. Nå, men det var faktisk nok for Jens. Det var det. Nu sidder han her i sit hus og skal om lidt ned og bade. Måske møder han Bodil igen i San José, måske ikke. Der er jo ingen grund til at være uvenner over noget så substansløst som det der er sket de sidste dage.

Så han er helt åben. Når hendes isolation er ophævet, kan det da godt være, at han inviterer hende på middag en dag. Nu må vi se, tænker han. Nu må vi se…

Hvor begynder krigen?

Den begynder oppe i hovedet på folk, når de tror, de adskiller sig fra andre folk og andre ting og andre dyr og andre planter og luft og vand og sol og stjerner og katte og hunde og duer og blomster og så videre…

Det er så synd for dem, men det nytter ikke noget at sige det. De svarer bare, at man er tosset at sige sådan noget. Det er, hvad de svarer. At man er tosset.

Er du vanvittig i hovedet

Er du skør oveni

Så tag lige at høre efter

hvad bedstemor vil sige.

Hun siger ganske roligt

at det er sole klart

at slås med andre mennesker

er ikke særlig smart.

at alle dem du slås med

er lige som dig selv

så slår du din næste

slår du dig selv ihjel.

Så er der 10 dage tilbage af dette ophold. Nu er jeg faldet i hak med stedet. I dag drev den gule sandflugt fra Sahara ind over byen. Her var tomt for mennesker og rækværket, som skal skærme folk fra at falde i et nyopgravet hul i vejen, var nidkært sikret med ståltråd, som forhindrede mig i at kravle over for at komme ad trappen ned til stranden.

Det fik mig til at tænke på, hvorledes folk fastholdes på deres “brød” til at gøre, hvad deres overordnede vil, som på samme vis selv er fastholdt i deres “brød” til at gøre hvad lederen vil o.s.v. En hidsig dame, gav ivrigt sin vrede til kende over mit formastelige forsøg på at kravle over og skabte således et helt lille optrin, som stoppede, da en forbipasserende betjent tog mig i nakken og gav mig en veritabel overhaling., Da han slap mig igen, løb jeg ind i et fuglereservat med skræppende papegøjer, som var ifærd med at gøre sig til gode med liget af en kat. Det stank frygteligt, men gudskelov havde jeg min covidmaske, og den tog noget af lugten. Nu sidder jeg og snadrer med to ældre danske pensionister, der spørger mig, om jeg har været på tur i bjergene og set de romerske ruiner. Det har jeg ikke, og så har vi pludselig ikke noget at tale om.

Der er nu mindre end et døgn til, før mit Norwegian fly afgår fra Malaga lufthavn med kurs København. Mange lange spadsererture ad “Paseoen” som løber tæt på stranden forbi de store lejlighedskomplekser ud mod “Bahia Tropical”, hvor min tidligere veninde tilbragte sine sidste forpinte Coronadage, er nu fortid. Erindringer stablet sammen som elektriske impulser oppe et eller andet sted i mit gamle hoved. Det blev alt i alt en skuffelse, hvis man alene medregner øjeblikke af medmenneskelig kontakt, ganske simpelt fordi klientellet her på stedet udelukkende består af ældre ægtepar, ofte af skandinavisk oprindelse, som langsomt bevæger sig gennem terrænet uden den mindste interesse i andet end dem selv.
En lille indespærret papegøje i et beskedent bur oppe på en balkon forsøgte ustandselig at påkvidre sig opmærksomhed, mens et således beskaffen aldrende par kom vandrende forbi. Skønt jeg stillede mig ind foran dem og forsøgte at få dem til at lytte til den lille fugl, besvarede de hårdnakket min venlige opfordring med et irriteret kast med nakken og et hånligt udbrud : “Idiot”.

Derfor vil jeg nu rejse min vej. Så kan de have det så godt. “Idiot”, det siger man da ikke til andre mennesker!

Til gengæld har jeg haft mange berigende samtaler med stedet duer, som jeg ofte har fodret med frisk salat. De vender drilsk deres små plirrende øjne op mod mig og siger altid pænt “tak for mad”.

I dag.

Kom i går morges her til Klippebo. Det sneede slemt på vejen op gennem Sjælland. Bilens forrude var helt uigennemsigtig på trods af vinduesviskernes ihærdige strøg. De modkørende bilers skarpe lys blændede mig, og jeg måtte sætte farten ned igen og igen. Endelig kom afkørslen mod Køge havn, hvor jeg med venlige tanker om mit besøg i “Hundertwassser”huset hos min veninde Inger Agger drejede af og fortsatte til færgen, hvor der gudskelov ikke var ret mange ventende biler. Nåede lige et besøg på toilettet, før vi blev dirigeret ind gennem den åbne skibsmund og op ad rampen til første dæk, hvor jeg af en venlig sømand blev anvist plads bag en stor køletransport med hylende smågrise, som skulle til slagtning i Rønne. – Eller osse var det bremserne fra bilen foran, der bragte forestillingen om de hylende grise frem i min hjerne. Jeg er jo veganer og meget imod drab på dyr. Dog spiser jeg fisk, hvilket må siges at være uden mening, men never mind – lad os ændre det til “pesketar”.

Der var kun få “snorkere” oppe i soveafdelingen og en stor “bås” helt alene parat til mig, hvor jeg kunne anbringe mit grej og lave “kahyt” med mine tæpper og den gamle sovepose fra Grønland, som stadig har bevaret sine dun skønt den er over 50 år gammel. En lille dunk vand og nogle nødder er min proviant under overfarten, som nydes fra det åbne dæk under de natlige tisseture, mens svenskekysten med de mange små gule lys glider forbi. Havet er roligt nu. Stormen “Malik” har lagt sig og jeg stirrer ned på den blåsorte vandoverflade, mens jeg forestiller mig de sidste minutter af mit liv, hvis jeg skulle falde i. Eller springe i… Selvmordet er altid en mulighed, men hvem gider det, når der stadig er nogle få dråber, man kan presse ud af tilværelsen.

Nå, men jeg sov skidegodt, som jeg altid gør under vanskelige forhold. Den hårde madras og soveposens idelige kryben op omkring skulderen, så man ikke kan vende sig om, og “tandlægenakkens” klagende knasen med de kendte smerter i halsmusklerne.

Kl halvseks høres klokkebimlen og kaptajnens stemme over højttaleren. Han byder velkommen til Rønne og varsler snarlig udkørsel. Det kræver, at man sidder i sin bil et øjeblik efter. Derfor fuld fart i tøjet og ned og være parat til at køre i land.

Her sner det, og det er stadig kulravende mørkt. Straks jeg starter motoren, lyser de to små orange lamper, som indikerer at ABS og ESP systemerne er i uorden. Det piner mig, for det er kun lige over et par måneder siden, jeg fik det lavet for 4000 kr hos den ækle automekaniker, som smiler lystigt, når han ser en kunde, han kan trække penge ud af. Måske skulle jeg vælge en anden smed? Men først skal han lige have besked om hans dårlige arbejde. Jeg vælger at ignorere det hæslige orange lys fra lamperne og kører veloplagt gennem den sovende by op langs kirken til rundkørslen, hvor vi altid drejede af, når vi skulle ned til Ries hus på bagerpladsen. Nu drejer jeg den anden vej. Rie er død og bagerpladsen solgt. Jeg er i stedet på vej til Bynke.

Bynke er min datter. Det er hende, jeg skal besøge, og det sner kraftigere nu. Kører forbi hospitalet, langs lufthavnen og senere havet og de åbne marker ned mod Bornholms sydlige del. Forbi afkørslen mod Åkirkeby videre i tæt snefog, hvor jeg lidt senere skimter skiltet og vejen mod Pedersker.

”Klippebo” er en trelænget gård lidt forbi Pedersker by på vej mod Neksø. Den ligger i skovbrynet med marker omkring og god plads til de tre heste: Freia, Hero og islænderen Rimmir. Udover min datter beboes stedet af en ældre kat ved navn “Missemor” og en italiensk mynde, som hedder lilli.

Sidder ved brændeovnen, som buldrer lystigt. Er netop kommet tilbage fra spadserertur ned til læs å, der på grund af regn og tøsne skummer lystigt afsted. Står på broen og spejder efter opgangsørreder, men ser ingen. Vandet er alt for grumset.

Har fået “Annekset”, som er en af længerne, der er omdannet til beboelse. Her er billederne fra fortidens malervenner hængt op. Et kæmpe Arnoldi pryder væggen over skrivebordet, og bag den store dobbeltseng hænger to af Åges skilderier i naturfarver, delvis bygget op af bemalede sliberondeller!
Her bor jeg i luxuriøs ensomhed sammen med minderne fra de svundne tider. I reolen har min datter anbragt Ole Grünbaums “Bar Røv” med undertitlen 68. Så er stilen sat. Vi er tilbage i de gode gamle dage!

Stormen “Malik” tog rygningen over værkstedet samt gennemhullede flere af de gamle asbest-tagplader. Bynke trak stigen ned og kravlede op og beså skaderne. Jeg har medbragt et videokamera og filmede gennem lemmen, hvor man kunne se den blå himmel, der hvor tagryggen havde siddet. Det så ikke godt ud, og ude i skunken var der også mange huller. Hvad skulle vi gøre? Jeg fik den idé at skubbe noget skumgummi op for at lukke hullerne, men det ville suge vand og blev opgivet. I stedet brugte vi puder fra “Jysk” pakket ind i plastikposer, som blev proppet op i hullerne for at forhindre sne og regn i at trænge ind. Nu blev der ringet til tømren, og han kom i dag og skiftede puderne fra “Jysk” ud med de nydeligste sorte tagplader af legitimt materiale. Hokus Pokus: taget er tæt, og vi kunne lettet tage til stranden nede ved Raghammer, hvor der ikke er skydning i dag, selvom risikoen for snarlig russisk invasion er til stede, idet man har anbragt et hollandsk krigsskib ud for østsiden af Bornholm med henblik på at manifestere NATOs tilstedværelse i området.

Faren lurer overalt. Nu skulle vi have fint besøg af Hanne i aften, men hun har været til begravelse, og her huserede Corona. Flere af deltagerne var blevet smittet. Hanne er erklæret negativ, men man kan jo aldrig vide, om hun bærer virus med sig alligevel. Det kan man jo aldrig vide. I det hele taget kan man ikke vide ret meget. Vi beslutter derfor at gennemføre besøget, hvor også Jonny, Bynkes kæreste, kommer. Så må vi se, om vi alle bliver syge. Tiden vil vise det.

På jagt efter skumgummi til at proppe i hullerne i taget efter “Malik”s hærgen, var vi i genbrug i Rønne. De havde ikke noget skumgummi, men til gengæld havde de en spolebåndoptager, en “Grundig” fra halvtredserne stående på en af hylderne. Den blev afprøvet i en stikkontakt og fungerede fint. Købt for 175 kr.

Sådan een har vi ledt efter i årevis. Vi har nemlig nogle gamle bånd med optagelser helt tilbage fra 1954. Min bedstemor, mor og mig selv, samt den gamle hoftandlæge Kiær, hvis mor levede samtidig med H.C. Andersen, beretter på disse bånd om juleaften som den blev fejret ved århundredeskiftet. Det er guld værd i vores arkæologiske undersøgelse af vores fortid.
Det er, hvad der sker på Klippebo i denne tid. Kufferter fyldt med smalfilm i både 8, super 8 og 16 mm bliver gennemgået og projiceret på skærm, hvorefter de bliver digitaliseret og omdannet til filer. Derved får vi en mulighed for at konfrontere os med det, der var, og derved skabe orden i vores personlige historie. Det er meget berigende.

Således også i går, da vi genhørte et forløb fra en dag i 1974. Det var den lille familie, far, mor og den 3 årige datter, som lavede “hørespil”. Det var en tænderskærende oplevelse! Den absolutte mangel på indsigt i barnets verden var påfaldende hos de to forældre. Hver gang barnet gav udtryk for et ønske om forløb og indhold i “hørespillet”, blev det irettesat eller overhørt. De sad i hver sit hjørne og førte hen over hovedet på barnet deres private kamp om at være mest “pædagogiske”. Barnet forsøgte flere gange at komme ind med forslag til hørespillets videre udvikling, men blev afvist. Til sidst var der ikke andet for barnet at gøre end at “fjolle” og sige “forbudte” ord som “prut” og “tis” osv. Da barnet endelig foreslog “bjørnen sover”, blev det kategorisk afvist af moderen med et: – Det gider jeg ikke! Og :- Det er godt med dig! Faren begyndt også at “fjolle” ved at “samtale” med hunden og prøve at få den til at gø ved gentagne gange at “gø” selv. Det var en ynk at høre, og det værste var, at det var mig selv, der var faren for over 50 år siden!
Bynkes kommentar til “hørespillet” var spontan: – Det er et under, jeg ikke er mentalt skadet med de forældre!

Jeg brød mig ikke om at høre det. Sådan går det, når ens selvbillede krakelerer…

Så kom Hanne. Eller bedre: Hanne skulle komme, men havde som sagt været til begravelse, og der havde flere af deltagerne fået corona. Det var ikke så godt, for så var hun “nær kontakt” og kunne smitte os andre. Men hun fik negativ test, og vi besluttede alligevel at mødes.

Det blev en begivenhedsrig aften med hjemmelavet lasagne og hvedefri veganske pølser til Hanne, som hverken kan tåle kød eller hvede. Hun fortalte om sit liv og vi lyttede og lyttede. Det var mærkeligt at høre om alt det tragiske, hun havde oplevet. Til sidst blev vi trætte. Vi bad hende om at skrive det ned. Så gik Hanne. Bagefter talte vi om alt muligt andet mindre tragisk.

I dag gik vi en tur langs stranden. Der var mange knækkede og væltede træer efter stormen “Malik”. De lå som forvredne skikkelser i sandet. Som spor efter en krig lå de og rakte armene hjælpeløst i vejret. Solen skød forsonende stråler ned over de bleggrøne bølger og os, ret som vi vandrede henover områder med kviksand, som nær havde suget os ned. Den lille sorte hund løb i forvejen og gøede af hvem som helst. I aften passer jeg hestene, mens Bynke er ovre hos sin kæreste. Huset er stille. Katten er ude og Lilihunden har lagt sig op i Bynkes seng. Der sover den altid, når hun er ude. Jeg sover i mit annex, når jeg har set deadline på tv. I morgen kommer Jonny. Så skal vi se “Fuga”, filmen vi lavede i 66 i Hellebæk.
Inden jeg sover, går jeg en lang tur med min lommelygte, der kaster en hoppende lyskegle ud i den kolde nat foran mig. Her lugter slemt af gylle, og så regner det hele tiden. Ret trøstesløst. Derfor er det godt, at jeg har medbragt min egen gode, lange dyne. Ingen kolde tæer om natten! Ind imellem hører jeg nogle høje lyde. Det er når hestene slår med deres hove mod boksens vægge. Ellers er her musestille. Man kan høre, når den lille mus gnaver inde bag køleskabet. Det er den eneste lyd.

På søndag skal vi til Neksø og købe nyt nedløbsrør. Det gamle tog Malik. Det bliver nødvendigt at lave to ekstra bøjninger for at komme ud under taget og forbi terrassen. Jeg har lavet en tegning.

Nu på trediedagen går det bedre det hele. Jeg har ellers lidt slemt af hjemve. Hvad skal jeg her? Savner min hule i Bandholm. Men nu er det bedre, efter jeg kom i gang med at fodre heste og hente piller og bære hø ud. I morges tog jeg et iskoldt brusebad. Det kompenserede på udmærket vis for det manglende vinterbad hjemme i badeanstalten, – og så er solen begyndt at skinne. Det hjælper også på det hele. I aften Fuga. Det bliver spændende at høre, hvad Jonny siger til den. Han er professionel filmmand. Måske han synes det er noget lort. Nå, men det må han om. Jeg synes det er en genial film.

Der er mangel på brænde over hele øen. Nu skærer vi resterne af den gamle hestestald i stykker og fyrer med den. Hvad bliver det næste? Måske annexet, jeg bor i. Det vil nok kunne give varme til et par dage. Og værkstedet og stalden, for slet ikke at tale om alle Ries bøger! Vi har foreløbig nok at tænde op med. Lige som i Ukraine under krigen. Der frøs de også og havde ingen mad. Hvornår skal hestene slagtes? Og missemor og den lille sorte hund Lili. Før vi begynder at spise os selv. Når russerne kommer, og det gør de jo nok en dag, hvis vi ikke når at flygte til Californien, som CV Jørgensen synger. Men jeg flygter i alle fald til Almuñécar om en måned. Ned til varmen og de danske pensionister, som byder på vandretur i bjergene med skistave. Eller osse tager jeg til Bali og lejer et stort hus med swimmingpool og terrasse af udskåret balinesisk cedertræ, mens jeg lytter til Gamelan musik og ryger en fed cigar omgivet af hele min familie. Det bliver sgu da fedt.

“Fuga” betyder flugt. Flugt fra noget uomgængeligt. Fra en selvopfyldende profeti. Fra “forbi”, som vi ikke kan lide. “Forbi” er definitivt. Det kan vi ikke lide. Vi ønsker kontinuitet. Forlængelse. Livsforlængelse. Det er vi villige til at betale en høj pris for. Det kæmper vi for med næb og klør. Vi flygter over stok og sten. Efter hinanden og væk fra hinanden. Begge dele. På een gang. Det er en farlig redelighed det hele. Så får vi et flag. En nation. En identitet. En holdning. Den fører vi frem ved hver given lejlighed. Det giver styrke at have noget at kæmpe for. Vi er nogle kamphaner på flugt fra os selv. Det er det rene galimatias. Smaskåndsvagt det hele. Vi kan lige så godt indse det først som sidst. Men det er en smuk lille film, vi lavede den gang i tresserne. Det synes jeg. Og Ulrik som døde, og Edward som døde og Arne som døde, og Rie som døde. Allesammen døde, mens de flygtede fra selvsamme død, der fik dem til sidst. Som får os allesammen til sidst. Så hvorfor flygte hen imod eller bortfra.
Jeg går i stå, så fuck det!

Endelig blev nedløbsrøret færdigt. Det holdt hårdt med flere ekspeditioner til jem og fix og bygma for at få de rigtige samleled til røret, som løber fra tagrenden ind under udhænget og ned forbi terrassen med forskellige bøjninger undervejs. Desværre var ophænget til den nederste del forkert dimensioneret og voldte uendelige kvaler. Man løb til og fra i støvregn og strid blæst for at fremskaffe en skrue og møtrik til at holde sammen på skidtet. Det lykkedes ikke og man måtte nøjes med en “klamp” løsning, som ikke huede den perfektionistiske tandlæge. Nu sidder røret imidlertid fast forankret til muren og kan modtage den idelige strøm af vand, som himlen nedhælder over vore hoveder i disse tider.

I disse tider, hvor priserne stiger, så man snart skal til at brænde pengesedlerne for at holde varmen lige som i trediverne i Tyskland.

Hvilket i går aftes Bynkes film om Van der Rohes arkitektur i Brno i Tjekkiet også gav mindelser om. Dystre sortklædte personer vandrede om i mausolæumlignende rum. Lys og lyd bankede ind i mit hoved i smukt komponerede sekvenser. Det var flot lavet. Bagefter var der surrealisme for fuld udblæsning med blowjobs og kvindekamp, og til sidst en smuk dokumentar af Jonny om en kvindelig marmorskulptør i Italien. Virkelig en filmfestival på Klippebo! I aften skal vi digitalisere “Snoreleg” og nogle andre af de gamle 16 mm. – Vi lever i den visuelle verden her i Pedersker!

Den forbandede fremviser kører med tonefilmshastighed.Det får folk til at styrte afsted som om de skulle nå noget, og det er faktisk ikke nødvendigt, for de fleste er døde og har således nået det, de skulle. Rie fremtræder som sædvanlig smuk og dejlig i sit livs vår. Vi lever i fortiden i denne tid. Det gør tid unødvendig. Det er nutid det hele. Således også gennem regnvåde troldeskove med bakker og dale beklædte med lysegrønt mos og lyngtuer på vej ind i foråret, mens den lille sorte myndehund som en pil drøner afsted.

Fik endelig lavet kontakten til traileren. Det holdt hårdt, da de mange små gule, grønne, røde, blå, sorte og brune ledninger var rustet fast til det gamle stik. Efter afprøvning ser det ud til, at det meste virker. Kun er der en lille fejl, idet nummerpladelyset aktiveres, når man træder på bremsen. Blinklys og kørelys virker, og det er det vigtigste.

I morgen går turen over Ystad og København med mellemstation hos Suien, Oscar og Bue. Atter ud og køre bil mellem alle de andre trafikanter i deres blikspande. Gad vide om omikron slår sig ned i mit legeme på vejen. Det er jo snart ikke til at undgå, ser det ud til.
Vi tager lige et par filmruller mere i aften. Bynke siger, hun kan regulere hastigheden i sit redigeringprogram. Det er bedst med 18 billeder pr sekund. Jeg får stress af det andet.
Kort tid efter springer pæren i fremviseren. Gudskelov har ebay et tilbud, og en ny er nu bestilt til næste gang, hvor vi skal arbejde med de gamle film.
Afrejse.

Den store katameran trak brede kølvandsstriber efter sig, idet den begav sig ud på Østersøens gyngende vandgulv. Kirketårnet i Rønne var det sidste mine øjne så, inden de drejede ind i salonen, hvor TV2 udbredte sig om de seneste forfærdeligheder, som var indtruffet i Danmark. Der var sigtelser om mord og unge mænd druknet i havnen i Ålborg. Det var ikke oplivende, og jeg valgte at strække ud i en liggestol bagerst i salonen i stedet for tv.

Sverige er kedelig at køre igennem. Først over øresundsbroen bliver opmærksomheden vakt ved synet af de 4 pyloners kolossale tilstedeværelse. Man spørger sig selv om disse frembringelser ikke kunne skabe så meget respekt om menneskets evner, at enhver tale om splid og krig burde ophøre. Når vi er i stand til at bygge sådan noget, må vi da for hulen da også være i stand at opføre os ordentligt over for hinanden. Eller hvad?

På besøg hos min datter Suien i København var Rosinen i pølseenden mit barnebarn lille O, som vi kalder Oscar den store, med stort O! Som nu spiser af eget fad og ikke er i tvivl om, hvorledes man griber om en ostehaps. Derefter bliver det hele smurt ud over bordet og til sidst hældt ned på gulvet. Det er et festligt skue, når den lille mand går i krig.

Vi fik ramen bragt af bud, som kørte omveje, hvilket medførte, at den japanske mad var iskold ved ankomsten. En hurtig opvarmning på komfuret, og så var det et fortrinligt måltid, vi fik den aften. Derefter sydpå i nattemørket, mens radio4 holdt chaufføren vågen med ligegyldig snak.
Afkørsel mod Maribo og Bandholm og efter en god nats søvn i egen seng netop hjemvendt fra herligt iskoldt morgenbad, der med al ønskelig tydelighed understreger, at den skrivende atter er “hjemme”.

Snart begynder imidlertid en ny rejse til Almuñécar, og de første pakkeforberedelser er allerede i gang…

Filmværkstedet “Bogø Film”