En klat faldt ned på papiret. Han hentede en klud og tørrede den væk. Så var han parat til at skrive. Det varede dog ikke længe, før en ny klat havnede på hans hvide jomfruelige papir. -Satans, udbrød han og gik atter en gang ud i køkkenet efter kluden for at tørre klatten væk. Da han kom ind, så han hvem synderen var. En lille guldspurv var landet på lampen som hang ned fra loftet. -Hvad skal du nu der, min lille ven, sagde han og gik hen for at åbne vinduet, så fuglen kunne flyve ud. Det varede ikke længe før fuglen lettede og fløj.-Tusind tak, dit lille bæst, sagde han idet han lo for sig selv. Så satte han sig til computeren og begyndte at skrive. Men han havde svært ved at løsrive sig fra den lille hændelse. Der begyndte at vokse en smerte indeni ham, som han ikke kunne finde ud af, hvorfor opstod.
Han savnede jo selv at kunne flyve. Det var det der var i vejen med ham. Det var der smerten stammede fra. Han følte sig fanget til det sted, hvor han sad og skrev. Han følte sig faktisk fanget af sig selv. Det var ligesom om hans spejlbillede forfulgte ham som en forvrænget maske, han var påtvunget at bære. Og selv om han rev og sled i denne maske, så sad den blot endnu bedre fast. Ja, det var næsten sådan, at jo mere han forsøgte at fjerne den, des mere sneg den sig dybere og dybere ind i ham selv, så han til sidst havde svært ved at skelne mellem sig selv og masken.
Det var jo noget forfærdeligt lort, tænkte han. Noget rigtigt eddike pis. Nå, men hvis han så skulle være denne maske, og ikke kunne løsrive sig fra den, hvad var så mere nærliggende end at undersøge den, og den mest indlysende måde at undersøge den på måtte vel være at lade den udfolde sig. Lad os se, hvad i hele hule helvede denne maske består af. Lad os se, hvem han i virkeligheden er, og ikke hvem han tror (og håber) han er. Lad os se djævelen i øjnene for helvede og i syv satan i fænghullet!
Jeg spiller fløjte med stor fornøjelse, og helst hvis jeg kan sidde og se andre store fløjtenister spille mens jeg gør det. Det der interesserer mig allermest er lige før lyden kommer. Det er lige som om der er et øjeblik der, hvor fløjten ikke kan beslutte sig til om den vil fløjte eller ej, og i det øjeblik sker beslutningen af sig selv, og det er det øjeblik, der interesserer mig allermest. Lige netop der, hvor viljen hører op og naturen tager over. Lige netop der, hvor vinduet er åbent og fuglen flyver ud. Det kan der vel ikke være noget slemt i at skrive om.
I går så jeg en serie om en charterbåd i Middelhavet, hvor hele den kvindelige besætning fik udleveret dildoer til brug under turen. Det var en professor i sexologi, som var med og som uddelte disse instrumenter. Og hun anbefalede på det varmeste at de brugte dem så mange gange om dagen som muligt. Det kan der vel ikke være noget ondt i. Der hersker jo stadig en vis skam omkring dette, men det skider jeg på. Fuck det. Vi må videre ikke?
Og så er der alt det med kærligheden, ikke? Det store spørgsmål. Måske ligger kærligheden lige netop på det sted, hvor viljen hører op og tilfældet begynder. Lige netop i det øjeblik, hvor den kronologiske tid mister sin betydning og evigheden begynder. Det er derfor vi evigt og altid er på udkig efter det vi kalder “kærlighed” fordi det befrier os fra tidens fængsel. Men kærlighed er jo ikke begrænset til et forhold mellem mand og kvinde. Det ved vi jo, fordi vi ser at også to af samme køn kan have kærlighed til hinanden, og jeg ved fra mig selv, at følelser som jeg på det bestemteste vil påstå er kærlighed, kan finde sted mellem dyr og menneske. Altså det vi kalder næstekærlighed. Dog er der ikke tvivl om, at ingen kærlighed kan udfolde sig uden kærligheden til een selv. Og det er måske den sværeste kærlighed, for den er ilde set. Det har kirken og religionen gjort et hensynsløst arbejde for, at den bliver, og det er i høj grad lykkedes, som man kan se, når man betragter den almindelige moral. Men ved I hvad? Det vil jeg skide på. Hvis jeg skulle underkaste mig disse dogmer, så ville jeg ingen vejne nå, så det gør jeg selvfølgelig ikke.
Jeg gider ikke mere
jeg gider ikke mer
Lad andre fantasere
Det rager mig
en fjer.
Det må være tilladt at gøre status her ved vejs ende. Jeg befinder mig nu netop i det øjeblik, hvor viljen hører op og tilfældet tager over. Det øjeblik som er det eneste vi har og som strækker sig uendeligt til alle sider og som derfor slet ikke eksisterer i almindelig forstand, men som bedst kan beskrives som værende “væk”.
”Væk” er virkelig et godt ord, ikke? Det at noget er væk, vil sige, at det ikke findes. At beskrive noget som ikke findes ved hjælp af et ord som findes, nemlig “væk” er et af dette (sproglige) livs store selvmodsigelser. Jeg elsker selvmodsigelser. “Sandheden” er een stor selvmodsigelse. Det er godt at vide, når man begiver sig på udkig efter den. Hæ, hæ, hæ.
Jeg havde en frygtelig drøm i nat. Jeg var tandlæge! Tænk dem noget så frygteligt. Kan det være værre? Jeg lå her i min seng i bilen, da patienten trådte ind på klinikken. Han var en stor, bredskuldret herre med langt lyst hår. En rigtig vrestler, som man siger, og jeg blev da også ret bange ved førstehåndsindtrykket af ham. Mine klinikassistenter elskede ham straks han trådte ind ad døren. De sneg sig kælent op og ned ad ham og gjorde sig lækre og alt muligt for at tækkes ham. Nå, men jeg måtte jo til arbejdet. Sådan var det og er altid i en hvilkensomhelst persons liv. -Til arbejdet! Lyder det fra alle gadehjørner. Fra alle vinduer og døre. Fra alle munde, som selv er blevet slaver. -Til arbejdet! Så det gjorde jeg. Tog kitlen på for rigtig at virke professionel og sejlede overlegent ind på klinikken, hvor vores vrestler behændigt var blevt anbragt i den supermoderne tandlægestol til flere millioner kroner, som jeg nu var sat til at arbejde af. Han åbnede munden (det gør folk jo hos tandlægen) og jeg kiggede ind i redeligheden. Det store krater i højre kindtand for oven åbenbarede sig med al ønskelig tydelighed. – Hvad skulle jeg gøre? Gode råd var dyre. Sveden sprang frem på min pande og jeg begyndte at ryste. Mine ben dirrede og med nervøse bevægelser bragte jeg spejlet ind i hans mund, mens jeg mumlede:- det ser ikke godt ud! Han for op, og jeg sprang flere meter tilbage for ikke at blive forulempet. -Hvad koster det? Spurgte han. -Hvad koster hvad? Svarede jeg svagt. -At få lavet det skide hul, du mumler om tandlæge!
Så var det at jeg begyndte at føle presset mod min hals. – Jeg kan ikke trække vejret, tænkte jeg. Men jeg sad fast. Hans vrestlerånde sad mig i nakken og jeg var uhjælpelig fanget af denne store kæmpe af en mand. Selv er jeg lille og spinkel og ikke noget kønt syn, men nok om det. Jeg forklarede ham lidt om prisen på de forskellige dele af arbejdsprocessen som det ville være nødvendigt at udføre og det gjorde ham for en stund passiv, og fik ham til at falde til ro. -Den næste patient er ankommet! Lød det ude fra receptionen. Det var en af de smarte klinikpiger som skadefro meddelte dette. De vidste godt, at det ville sætte mit stressniveau i vejret, og de nød at se mig fare forvirret rundt for at nå det hele, mens de en gang i mellem så deres snit til at spænde ben for mig. -Tiden, tiden, tænkte jeg og begyndte at lede efter røntgenbillederne, som plejede at ligge i en kasse ude ved siden af røntgenapparatet. Patienten var i mellemtiden blevet utålmodig og råbte: -sker der snart noget? Jeg bad en af pigerne om at finde røntgenbillederne, men hun havde lige pludselig travlt med noget andet, så her var ingen hjælp at hente. Jeg måtte altså klare mig selv og følte mig som en flue i en flaske. Drønede rundt mens patientfyren klagede og klinikpigerne vendte mig ryggen. Langt om længe fik vi billedet taget og det viste sig at tanden skulle rodbehandles og bagefter have en krone sat ned over sig. Alt i alt et større arbejde, som der slet ikke var tid til, for nu begyndte de øvrige patienter at hobe sig op ude i venteværelset mens receptionisten sad ganske upåvirket og filede negle! Vristlerpatienten gav lyd fra sig: -Hvornår er jeg færdig, spurgte han. -Jeg skal nå noget, og kan ikke sidder her hele dagen. Ude i venteværelset begyndte de gamle damer at dunke i takt med deres stokke ned i gulvet. Vi har bestilt tid! Råbte de. -Hvor længe skal vi vente. Klinikpigerne stillede sig spørgende op foran mig, somom jeg skulle kunne give dem et svar eller en ordre på, hvorldes situationen skulle takles. Alle omkring mig var i venteposition, og det var mig de ventede på. Det var mig, der skulle forklare for patienten, hvad der skulle laves. Det var mig der skulle lave det. Det var mig pigerne ventede på, for at få besked på, hvad de skulle gøre, og detr var mig alle damerne ude i venteværelset utålmodigt krævede at jeg skulle stå til rådighed for. Og min faglige stolthed stod i kulissen og ventede på, at mit tandlægelige håndværk blev perfekt. Jo tak, det var et helvede, som jeg for rundt i og prøvede at navigere mig frem gennem. En lang tåget tunnel af krav fra alle sider, hvor jeg hele tiden skulle opbyde alle mine kræfter, for at komme videre og videre til de nye patienter og de nye rodbehandlinger og de nye tandkroner og broer og proteser og operationer som ventede på mig i dette uendelige tomrum, som aldrig ville få nogen ende, men kun blive værre og værre. Jeg blev kvalt. Kunne ikke trække vejret. -I CAN`T BREATHE !
Og jeg vågnede med et sæt og opdagede, at det er sådan verden ser ud lige nu.
FUCK DET!
Det er ikke et spørgsmål om, hvad andre kan lide, men udelukkende et spørgsmål om, hvad jeg selv kan lide. 