Stop making sense!

 

Her er vi så. Alle vi forliste skæbner, der hverken ved ud eller ind og absolut ikke vil indse det, men hele tiden tror, at vi nok skal fikse det. For vi har jo altid kunnet fikse alting, ikke? Når cyklen går i stykker, så fikser – eller hedder det fixer? vi det. Det er vores adelsmærke, at vi nok skal komme ovenpå, bare vi tænker os om. – Tænk dig om, sagde mine lærere altid og det snurrede og roterede oppe i mit hoved til jeg blev helt skør og kom ud med et eller andet svar jeg havde læst i et eller andet tidsskrift eller “Populær Mekanik” eller sådan noget. I bund og grund viste jeg ingenting og gik rundt som i en tåge og gjorde og sagde noget som jeg ikke vidste, hvor kom fra. Nå, men skidt være med det. Nu har jeg levet i 83 år her på kloden og er ikke blevet en skid klogere. Snarere tværtimod. Men måske det kunne hjælpe at skrive lidt igen, tænkte jeg her til morgen, da jeg fandt en af mine gamle kinabøger, som var fyldt med håndskrevne notater fra mit tidligere liv. Det var interessant at se, hvor omhyggeligt jeg beskrev min sindsstemning for hver dag, der gik.
Jeg er netop kommet hjem fra mit daglige bad nede på Bandholm badeanstalt. Det regnede hele tiden og var derfor lidt af en overvindelse at stride sig ad gangbroen langs vandet, mens regnen piskede mig i ansigtet og mine bukser begyndte at blive gennemblødte. Selve badet i det nu begyndende iskolde vand var som vanligt en oplevelse. Kroppen vågner op i et smæk og skriger begejstret til alle som gider høre på det, at den bare er i hopla og at alt er såre godt. Det brænder lidt i huden, når man kravler tilbage ad metaltrappen, men med nogle knæbøjninger og armsving varer det ikke længe før den indre varme og endorfin stemningen indfinder sig og humøret stiger til uanede højder. Her sker det ofte, at jeg griber til min lille

mundharmonika, hvor ind og udblæsningsrytmen overtager fuldstændig og en særpræget dans bliver resultatet.
Jeg har bestilt en masse fra “Helsebixen” som DAO havde anbragt udenfor min dør tidligt i morges med en plasticpose over for at beskytte mod regnen som silede ned. Det er nu altsammen lagt på plads og jeg sidder og nyder varm gurkemejeeddike mens jeg skriver. Hører Knausgård om hvorfor han skriver. Det er meget sjovt, for han nævner også det der med at blive set. Behovet for at nogen ser een. Og det med at håbe på anderkendelse o.s.v. Han er meget ærlig omkring sit forfatterskab. Beroligende for sådan een som mig, der i tide og utide bevæges af tanker om, hvorvidt Sebastian skrive den anmeldelse i Folketidende eller ej. Jeg prøver at være så afslappet som muligt og ikke lægge pres på ham, men kun med små venlige henvendelser at tilkendegive, at jeg er spændt på, hvad han kommer til at skrive om de to bøger, jeg gav ham.
Det var en god dag i lørdags, da båden kom på land. Alle hjalp hinanden og bekræftede at søfolk er fine. Jeg fik spulet bunden, som var fuld af ruer, som er små dyr i et hvidt pyramideformet kalkhus, som havde sat sig fast overalt. Nu skraber jeg dem væk med et lugejern og en spatel, jeg har lavet, sat fast på et gammelt bådshageskaft. Jeg sidder på en lille liggestol for at kunne nå ind under, og det hjælper også, at den i år står på nogle høje klodser, så jeg kan komme til. Det har regnet foreløbig indtil nu, og det ser ikke ud til at holde op lige med det samme. Det passer mig i grunden meget godt at være inde og sysle med ting under tag. I morgen håber jeg dog på, at det bliver opholdsvejr, så jeg kan komme i gang med vinterpræservering af den gamle Bukh dv 20 motor. Gudrun fra Patmos har ikke skrevet, og jeg forventer heller ikke, at hun gør det. – Hvorfor skulle hun det? Hun synte nok bare, jeg var en gammel original… Eller også skriver hun…

Vi går allesammen her på Lysmøllegade og venter på en huslejeforhøjelse. Men vi har gjort indsigelse til huslejenævnet og håber selvfølgelig på, at den bliver sløjfet. Suely var her i går. Det er hyggeligt, når hun kommer forbi og vi drikke en kop the eller spiser aftensmad sammen. Ellers har børnene det, så vidt jeg ved, godt, og det er jo godt.
Jeg stod tidligt op i morges. Allerede kl 7, hvilket er umanerlig tidligt for mig, der ofte sover til 9.30. Men det var vigtigt at komme afsted, fordi de havde lovet regn om eftermiddagen, og jeg skulle gerne være færdig med motorens klargøring for vinteren inden da.
Først måtte jeg have noget vand at spule den igennem med. Der ligger en lang gul slange fra pontonbroen og over til bådpladsen. Den skulle trækkes frem og en hane, som stikker op af jorden lige ved nedgangen til havnen, skulle drejes for at vandet kunne komme ud. Det gjorde jeg og vandet begyndte straks at fosse. Gudskelov havde jeg forberedt mig med en ventil og et han-stik, så jeg kunne styre flowet. En stor balje blev stillet op ved siden af motoren og fyldt med vand. Derefter tilsluttede jeg slangen, som skulle suge vandet ind i motoren, til studsen lige ved impelleren og satte strøm til starteren. Den ville først slet ikke i gang. Jeg blev ved med at køre med den og til sidst begyndte den at tænde. Det har været næsten frostvejr i nat, så det er nok derfor den havde svært ved at få brændstoffet antændt. Efter et stykke tid kørte den jævnt til stor beroligelse for mig. Snart fik jeg hældt kølervædske op i en spand og fortyndet det til det dobbelte. Imens kørte motoren og sugede vandet fra baljen ind gennem kølesystemet som blev skyllet ren for saltvand.Efter tyve minutter var termostaten åben og jeg skiftede ferskvandet i baljen ud med den fortyndede kølervædske, som derefter blev suget ind i motoren. Jeg kontrollerede at udstødningsvandet blev blåt lige som kølervædsken og slukkede derefter motoren netop som det sidste blå var suget op fra spanden.

Det var Bukh’en, som nu er klar til vinterens frost, og det er en lettelse endelig at være nået så vidt. De kommende dage vil jeg skifte kalechen ud med en vinterpressenning og sætte båden i hi de næste 5 måneder.
Min nabo på pladsen, Kim, var også i gang med sin båd, som han har købt i Jylland for 2000 kr og som han pusler om, så den efterhånden er ved at blive rigtig flot.
Jeg har bestilt en blender, fordi den gamle brændte sammen og udsendte ildelugtende røgskyer.
I aften kommer Suely.
Så det hele kan vel næppe være meget bedre.
Udover at der er krig alle vegne, hvorhen man end vender sig. I Gaza og Ukraine nu og snart har det bredt sig til hele jorden og vi alle går op i røg. Det er fremtiden mens jeg sidder her i mit lille hus og læser Knausgård, som om det skulle nytte noget.
Det gør det heller ikke for der er ikke noget der nytter noget. Det er et falsum, at noget kan blive til noget andet. Det er det samme uanset, hvordan man end vender og drejer det. Der er kun det noget, der er, og det er det hele tiden og det er det vi mennesker gør. Vi laver lort i den. Vi laver kun lort i verden, og nu kommer et lavtryk med tætte isobarer stormende ind gennem den engelske kanal og forsyner os atter en gang med tonsvis af sur, kold og kedelig støvregn, som får een til at føle, hvor ubeboeligt dette land er om vinteren. Så kan man sidde her og kigge ind i denne flaksende TV skærm, hvor alle rædslerne udspiller sig, og man selv blot kan se til som en anden voyeur. Pis er det og jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre, eller kan gøre og hvad er det at gøre i det hele taget. At gøre vil sige, at der er en, der gør noget. Altså er det en bevægelse fra et til noget andet, men dette andet er opstået som virkning af en årsag, og i bund og grund er denne årsag virkningen i sig selv. Der er ingen forskel. Det er ikke først det ene og så det andet. Det er een akausal bevægelse og derfor umulig at “gøre”. Derfor er der ikke noget at gøre. Tværtimod vil enhver “handling” kun gøre det hele meget værre. Det er det vi mennesker ikke har indset, og det er derfor det går som det gør. For hver gang vi forsøger at “gøre” noget bliver det meget værre. Vi lægger ved på bålet i stedet for at lade det brænde ud af sig selv ved netop ikke at “gøre” noget.

Og her kommer vi til sagens kerne nemlig det, at vi “gør” os vore tanker. Vi tror vi “vælger” vores tanker. At vi “tænker” som en handling, vi “gør”. Som om vi selv tænker, idet tanken spiller os det puds at få os til at tro, at vi er tankens herre, når det omvendte er tilfældet. At vi er slave af vores tanker, fordi vi tror, vi “er” dem, når vi i virkeligheden slet ikke eksisterer uden netop i vores tanker. Dobbeltspillet er evident, men ønskes ikke erkendt, da det medfører eksistentiel angst for “hvad så”? For hvad er jeg så, hvis ikke jeg er mine tanker om mig selv?
Svaret er kort og godt: En løgn.
At erkende sandheden om løgnen kan ingen lære een. Det opstår, når man ser det, og man ser det, når det opstår.
Kvantemekanisk superposition er det, at et fysisk system (f.eks. en elektron) kan eksistere i mere end én af dets teoretisk mulige tilstande (egenskabskonfigurationer) samtidig; men, som når målt/observeret, kun giver én tilstand.

Superposition er den tilstand vi befinder os i før tanken/ observatøren griber ind og måler/fastsætter positionen.
Med andre ord: superposition er virkeligheden, der, når tanken griber ind, bliver en position. Mig kontra dig som to positioner over for hinanden. Som to tanker overfor hinanden i en levende superpositionel virkelighed.
Det var, hvad der faktisk slog ned i mig i morges som en slags indsigt, mens jeg stod og vaskede op efter aftensmaden i en helt fredelig superposition af alle mine elektroner i hele min krop og alt det andet omkring mig.
Dette skrev jeg til Hr Tot på Facebook, og så må vi se, hvad han siger til det.
Jeg kørte begejstret mod Nykøbing i håb om endelig at få has på den skide telefon, som hele tiden bræger som et sygt får så snart den kommer ud i kulden, så jeg ikke kan forstå, hvad folk siger og må bede dem om at ringe mig op senere, når jeg kommer hjem og får varmet dyret op på radiatoren.
Det hjalp bare slet ikke, fordi det viste sig at den skulle nulstilles, hvis den skulle til reparation, og så forsvinder alle mine foto og videoer, og det vil jeg ikke have, før jeg har lavet en back up. Derfor måtte jeg atter en gang køre tilbage med uforrettet sag omkring den skide mobiltelefon. Men jeg fik da købt noget køkkenrulle og 3 campinggas hos Harald Nyborg.
Var i København hos Suien forleden. Det er sjovt som sproget ofte har skrevet sig selv, når man ikke bryder ind med een eller anden “hensigt” med det hele. Lad det flyde frit, som David Byrne siger, og det gør jeg. I København boede jeg på Next House inde ved Hovedbanegården og parkerede ude hos Suien, som jeg også boede hos den første nat i byen. Det var dejligt at være alene sammen med hende min datter sammen med Oscar, den lille laban, som smider al ting på gulvet og bryder ud i et begejstringsgrin, når han ser de “voksnes” reaktion, for de slår ham selvfølgelig ikke eller skælder ham ud for det. Allerhøjest skriger de lidt om at det må han ikke og sådan noget og det er blot et ekstra krydderi til hele forestillingen. Jeg siger, at det er ungdomsoprør mod de gamle forældre, der ikke forstår en skid af, hvad der foregår her i verden. Det bliver min datter ganske vred over, og opfatter det som en kritik, jeg rejser mod hende, og det er det jo slet ikke. Jeg fik langt om længe købt et par nye støvler. Først var vi i Frederiksbergcentret hos Ecco og se på nogle i ruskind, som jeg passede rigtig godt, men som var alt for følsomme for snavs. Derfor blev det ikke til noget der, og istedet gik vi på kaffe og juicebar, hvor Jonathan – undskyld, jeg mener selvfølgelig Oscar. Jeg glemmer ofte, at tiden er gået og det slet ikke er min søn Jonathan, men mit barnebarn på 2 år, jeg taler om…Men der på kaffebaren smed han en stor tallerken på gulvet og skreg af glæde, da han hørte larmen, den lavede, da den ramte ned på den hårde overflade.
Jeg gik i Dagmar bio for at se en film og stumplede ind i “Stop Making Sense” med “Talking Heads” og det må jeg nok sige var et scoop. Hold da helt kæft, hvor var det fed musik. Jeg skrev til min anden datter (den ældste) om det, og det viste sig , at hun havde været til koncert med dem i 84 i New York! Hendes fyr Hr Tot kendte den også og skrev tilbage, at det var den bedste koncertfilm EVER!

Og det var ikke nogen overdrivelse. Jeg sidder netop nu og lytter til koncerten på Spotify, mens jeg nyder en grøntsagsdrik lavet på min nye blender, som jeg måtte købe, fordi den gamle gik op i brand og ilde lugt af ophedet isolationsmateriale fra motoren.

Båden er langt om længe lagt i vinterhi med pressenningen låst fast med uendelige mængder af tynde liner omkring sig, så ingen storm eller snevejr kan trænge ind.
Min nabo Lasse siger, at jeg ikke kan huske noget, men det han husker, behøvet jo nødvendigvis ikke være det, jeg husker. Det forstår han ikke. Han tror, at det han ser også er det, jeg ser, men det er det jo slet ikke. Deri ligger vanskeligheden ved at kommunikerer med mennesker. Fordi det foregår via koder. Via sprog, som er billeder eller symboler og netop ikke det omtalte, men en beskrivelse. Og det må man skrive sig bag øret; at en beskrivelse er en nødløsning i stedet for at SE. Og som sagt er det, jeg ser ikke nødvendigvis det, den anden ser. Så først må vi være enige om det sprog, vi bruget, og dernæst må vi være klar over vores grundliggende uvidenhed. Vores grundliggende superposition/ukendthed. Før kan vi ikke positionere os overhovedet. Og hver gang, vi positionere os, må vi give tid til, at vi kan falde tilbage i superposition. Dvs at det hele kan kommer på et plan, hvor de to superpositioner “entangler”, dvs er i symbiose. Så kan der kommunikeres. Ikke før!
Og det kræver stilhed. Først og fremmest. Tid om man så må sige. Dvs ophør af jag og pres for at nå et mål. For at nå først op på sejrsskamlen og alt det der lort, som verden er drevet af. Og indsigt i begrebet “tid” som noget vi mennesker har skabt og ikke noget, der har egeneksistens. Det må vi allerførst være klar over. Ellers kan vi ikke komme nogen vegne ind I en fælles indsigt i altings natur. Sådan er det bare, om du vil det eller ej. Men det er som tidligere sagt op til enhver selv at finde ud af det. Det er ikke noget andre kan finde ud af for een. Det kræver alt, og det er der ikke mange, der er villige til, og det er synd, for det ville være dejligt, hvis lidt flere sagde: Stop making sense!

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.