Nok er nok er nok. Så er det sagt. Een gang for alle. Jeg orker ikke mere at skrive for denne tusindtallige skare af døve øre. Fuck jer allesammen. Nu skriver jeg for mig selv. Så kan I hoppe på vognen, eller I kan lade være. Rager mig en skid. Så er det sagt.
Noget der er
kan ikke blive
Kortere kan man
Ikke det skrive.
Umaskerede hændelser
fortrænger på et øjeblik
virkelighedens
bedrag
Det er i dag mandag. Så vidt så godt. Jonathan er begyndt at se sine gamle kammerater igen. De har været i biografen og se en horror film. Suely er glad fordi han er kommet lidt væk fra hele affæren med disse religiøse fanatikere, som ikke helmer før de får deres vilje. Det er viljesmennesker. De tror de har en vilje, som de skal tilfredsstille for at adlyde deres såkaldte GUD. Gud er et lille ord med stor betydning for mange mennesker. Jeg spiser havregrød. Jeg sidder i køkkenet og spiser havregrød med ituskårne æbler og kanel. Jeg blev revet omkuld af min kite, da jeg forsøgte at lave et spin. Vinden var for kraftig og kiten trak med flere hundrede kilo mig hen ad jorden med et brag. Min hofte fik et ordentligt knubs og nu humper jeg omkring og håber jeg bliver frisk nok til Mallorcaturen med Jonathan. Jeg har dog været frisk nok til at bevæge mig op mod vinden ad gangbroen ud mod badeanstalten her i Bandholm. Der stod en strid vestenvind ind over trappen med store bølger som jeg lod mit skrøbelige skelet nedsænke i og ih hvor var det koldt nu vandet efter de hårde storme vi har haft de sidste dage. Det piskede op i mit åbne ansigt som var jeg en druknende i havsnød. Og svømme kunne jeg minsanten. Benet og hoften gør ikke ondt nede i det kolde vand. Der er der andre og stærkere påvirkninger kroppen må tåle. Smerterne camoufleres af de overvældende indtryk havet frembyder. Så står jeg op og frotterer mig mens skyerne drøner hen over himlen og Bent og hans kammerat gør rundsaven parat til at skære tømmer til et nyt læskur. Jeg får tilbudt et lift hjem af en gammel patient med hel overprotese, men afslår med forklaring om at jeg skal træne min hofte efter et fald med min kite. Han griner og siger, at sådan er det når man er 19 år! Jeg er 19 år. Hvorfor ikke. Måske lever vi på en planet som tager 10 gange længere om at køre rundt om sin sol. Så er jeg 19. Simpelthen. Eller osse er jeg 0. Det nok mest det jeg er. 0 år hele tiden. Det er også meget nemmere. Så er man i overensstemmelse med tiden. Som aldrig går. I min verden.
I København brændte de biler af. Lige op ad mig. Satans til djævle! Falck med brandmænd kom og slukkede ilden. Det var mig der ringede. Ellers var jeg brændt med. Ligesom plakaten ud for min holdeplads med den orangerøde atombombe som reklamerede for Sydhavnens Teaters opførelse af Inge Crinsensens “Alfabet” ude i kapellet på Vestre Kirkegård, hvor jeg nær var blevet lukket inde efter forestillingen. Klaustrofobisk det hele med røgfyldt kirkerum, hvor vi allesammen lå på båren på vej ind til krematoriet. Vi klappede bagefter og der var gratis hvidvin. Søren Rhode var skuespilleren som kunne hele monologen udenad og som blev glad, da jeg sagde, at hans diktion var lige så musikalsk som Rud Langgårs værker. Men så kunne jeg ikke komme ud fordi de havde låst kirkegården af og min hofte begyndte at gøre ondt, for det var samme dag som jeg blev blæst omkund af dragen. Det begyndte at blive noget lort indtil en lyshåret engel tog mig i hånden og førte mig hen til Paradisets port og ud i friheden. Sjælør Boulevard. Karens Minde Kulturhus. Og biblioteket med alle de friske morgenaviser og de rene toiletter som ligger lige udenfor, hvor min sovebil er parkeret og med stier direkte ud til Tippen som Københavns Kommune forresten har tænkt sig at bebygge i den nærmeste fremtid…
Om onsdagen var der croquis i Absalons Kirke på Søndre Boulevard og fællesspisning kl. 18. Hold da kæft, hvor er det fint, det de laver der. Det er ham Tiger manden som har sat penge i foretagenet med alle mulige arrangementer og Tango dans og fredagsparty og som sagt croquis, som jeg har drømt om hele mit liv at gå til. Og så det der lige for mine fødder det hele. Jeg købte billet til spisning ved langborde, hvor man skåler og taler med hinanden henover maden, som i dag var ren vegetar. Super. To rare fyre og nogle søde mørkhårede unge piger udgjorde selskabet, hvor fremmedhad og Danske Bank og mundharmonikaspil udgjorde emnerne under middagen. Kl 20 startede croquis oppe i tårnværelset over kirkerummet. Her var allerede mødt flere yngre mennesker op med skitseblokke og blyanter. Jeg fandt en tom plads foran opsatsen, hvor modellerne lidt efter kom frem og indtog positur, og så tegnede vi så det skrattede. Jeg fik også prøvet at tegne på min I pad som folk kom og kiggede på og alle var meget søde. Hel fin aften på Absalon. Men så skulle jeg jo lige ud på Tippen næste dag og prøve kite og så gik det galt og jeg måtte aflyse coquis og fredagsparty og trillede i stedet ud forbi vores gamle gartner Finn som nu bor i Tårnby for at hjælpe ham med at hente noget malergrej hos Harald Nyborg og for at tage en symaskine og en standerlampe med tilbage til Suely på Lolland. Så kom stormen også, så det var bare med at komme sydpå inden det rigtig gik løs. Orkan havde de lovet. Lad mig komme væk og indenhus i min lille varme og venlige bolig på Lysmøllegade. Tak for det.
Jeg hader forpligtigelser. Jeg har været forpligtiget hele mit liv. Jeg orker ikke mere. Nu må det briste eller bære i dette ufremkommelige vildnis af uforståeligheder. Solen står op. Ok. Solen går ned. Ok. Jeg vasker mine hænder og tørrer dem i det gule håndklæde, som hænger på væggen ved siden af spejlet. Så går jeg ud i køkkenet og vasker op efter den foregående aftens spisning. Jeg har sagt HBO op. Jeg har modtaget en mail fra Karen Hilden. Hun sender mig smukke tegninger. Så går jeg ind i mit soveværelse og tager tøj på. Det hele er meget simpelt og uforpligtigende. Skulle der komme en gæst ( som der skete i går ) ville jeg uden tvivl tage vel imod ham/hende. Gæsten hjalp mig med at slibe skæret på min græsslåmaskine. Bilen blev vasket. Så er den klar til syn. Alting er meget simpelt. Det gør det hele lettere. Så behøver jeg ikke fortvivle, som jeg ellers så ofte har gjort. I aften vil jeg koge den sidste broccoli og spise den med kold Bechel margarine. Det er altid en plan. En plan uden de stor udfordringer. Solen står op. I dag blæser det. Derfor har jeg lagt min paddelsup op på nogle bukke, så den ikke bliver taget af vinden og kastet rundt i haven. I nat drømte jeg, at jeg ikke kunne finde min mor. Jeg gik rundt i de mennesketomme gader og råbte hendes navn. Jeg vågnede med et sæt med tårer i mine øjne. Hvad er det der sker med mig ligenu. Er en depression på vej? Det hører man jo om, at folk får. Måske får jeg sådan een. Men man må tage hele pakken, som den religiøse pige sagde, da hun argumenterede mod aktiv dødshjælp. Hvadsomhelst. Hele pakken. Selvom det indebærer smerter. Ulidelige. Selvom det knuser dit liv i stumper og stykker. Selvom det.
Nå, men nu vil jeg gå ned og bade. Så kan I have det så godt så længe. Ses.
Så døde han endelig. Kim Larsen. Det har vi ventet længe på, men ikke rigtig troet på at det kunne ske. Lige som alt muligt andet vi heller ikke tror kan ske. Og så sker det alligevel. Uden tvivl. Så sidder man der med tårer i de små øjne og begræder tiden der gik. Hvor blev den dog af den tid? Den tid, den tid som ofte var men aldrig blev fordi den gik før vi anede det. Den tid. Åh, det er så svært det hele, tænker den lille dreng med sin mor i hånden hen ad gaden på vej mod sporvognen, som man må skynde sig at hoppe op i, for ellers kører den fra een og så må man stå og vente i en evighed og det gider vi ikke, vel? Siger moderen og flår den lille op på bagperronen, hvor konduktøren står og tager imod. Så kører de ind ad Gammel Kongevej til Kongens Nytorv, hvor de står af for at gå i Det Kgl. Theater for at se Poul Reumeret, som moderen kender fra elevskolen og som har sørget for, at de kan få et par fribilletter på første række lige foran orkestergraven. Så sidder de der i mørket, og lige pludselig bliver drengen 72 år lige som Kim Larsen og kan ikke få vejret og bliver tung i underkroppen og mærker døden nærme sig så stille. Stakkels dreng. Knap har han levet, før han skal dø. Ikke engang et splitsekund tager det at dø, for det tager ikke tid at dø.
Tager det tid at leve?
I det hele taget. Kan man. Men bør man? Bør man? Ikke lige nemt. Aldrig. Hele tiden. Al-tid. Hvad er det? Hvad er altid for noget? Er det noget jeg skal tage? Er det noget man, den, det, ham, hende, de, dem, os, flagermusene skal tage? Skal tage. Skal Tage tage taget tæt? Skal tage tætne taget? Skal Tage være min ven i dag. Eller altid? Måske kun i dag. Måske ikke i New York. Eller i Sidney. I isbjerget måske? I sildekassen måske? Ovre i Korsør på banegården står kvinden med de røde gamacher og spiser en pølse. Hun sætter sig ned på bænken. Smider pølsen ned i affaldsspanden og går over og stempler ind ved den blå plet. Toget kommer rullende ind på perronen. Dørene går automatisk op. Hun venter på de udstigende passagerer og går derefter ind i kupeen og sætter sig på et blåt sæde ved siden af en lille tyrkisk dreng. Toget sætter i gang med en stille lyd. På skærmen ser man mennesker på flugt. Den gamle mand med det store skæg. Sidder han også i kupeen? Eller er han lige stået af toget? Oppe på broen står moren og venter på sin søn. Drengen er gået sin vej. Nu regner det. Igen. I biografen spiller de “Borte med Blæsten”. I biografen spiller de “Mød mig på Cassiopeia” ovre i SAS huset kan man købe billetter til Bali. I morgen kl. 19.25 afgår flyet. I stolen sidder hunden og gør. Politiet fanger. Fængslet er lukket. Solen står op. Bagover. Fremad. Nu og i morgen. Samt i går. Som helhed.
Pyha. Det var ikke nemt. Og jeg som troede hun kom og besøgte mig. Kommer hun dog aldrig mere? Hvor svært kan det være? Men det ved du selvfølgelig ikke noget om. Duved. Ja.
Hvilken glæder er det ikke at leve! At se ud over smålandsfarvandet som ligger der i en let brise og krummer tær. Måske kunne man magte at bære det tunge board ned og stille sig op på vandoverfladen og drive væk. Måske kunne man endog magte at gribe sin åre og padle ud til fugleøen og hilse på mågevennen, som hver dag har sin flugt hen over brændingskanten i sin idelige søgen efter småfisk og tangrejer. Nede gennem det blågrønne vand skimter jeg havets bund med alle dets hemmeligheder. Krabben kravler ilsomt frem bag stenen for at søge føde. Jeg krabber langsomt henover dens bolig mens mine tanker finder hvile i horisontens kiming. Og himlen er lyseblå og temperaturen er nok noget over 20 grader og vandet er 12, så det gør ikke noget. Man kan sagtens bade i det og svømme sig en tur sågar. Så skulle der støvsuges i dag. Det bliver man nødt til engang i mellem, synes jeg. Vi kan ikke have alle disse edderkoppespind her omkring. Støvet falder tungt på badeværelsesgulvet og lader den lille sølvfisk nok så nydeligt markere et spor hen over fliserne, hvor den har gået. Jeg sidder og betragter den og tænker mit. Sådan en sølvfisk skal vel også have lov at leve, tænker jeg, og skubber den blidt ind bag ved toilettet, hvor den kan være i fred.
Nu har jeg pakket til vores fællestur til Mallorca. Jonathan og jeg og så bliver det skybrud på øen og 11 mennesker omkommer i en flodbølge som skyller gennem byen og river biler og huse med sig i en frygtelig katastrofe. Jeg tænker på hvorfor vi har bestilt den rejse. Det var for at komme ned og bade og slappe af. Gad vide, hvad det bliver til? De lover regn nogle af dagene, men også sol, så måske er det værste overstået. I øvrigt kan man aldrig gradere sig mod katastrofer. De kommer om man vil det eller ej.
Udover disse trivialiteter kan det oplyses, at den skrivende netop har afsluttet den unge forfatter Bjørn Rasmussens 3. Bog “Jeg er gråhvid” og jeg skal love for at lettelsen bredte sig i den skrivendes krop, da han endelig var færdig med forfatterskabet. I en stor dobbeltsidet artikel i Information havde man nemlig udpeget denne unge mand til at være den vigtigste danske forfatter for øjeblikket. Det ansporede til påbegyndt læsning. Først af “Huden er det hylster…” som sprogligt er en vild dans henover episoder af en ung homoseksuel mands liv og hans forhold til hans ridelærer. Det kan nok være vi kom omkring i den menneskelige anatomis sensible områder. Det tør svagt antydes! Nå men I må læse ham selv. Som et eksempel på moderne ung litteratur kan det vel forsvares. Jeg mener: – Hvorfor ikke tage det hele med, når det nu er der. Det har altid været min attitude. Nu har jeg læst disse ord og sætninger og det har på en god måde sat mig ind i hvad det vil sige at være gay. Det er tydeligvis ikke nemt, og som sådan gør hans bøger en indsats for en forståelse af vores såkaldte “afvigelsers” væsentlighed. Hvis I forstår hvad jeg mener… Læs ham selv og kom gerne med kommentarer. Med venlig hilsen.
Og så blev jeg 78 år. Gudbedre det. Og så fik jeg en meget smuk buket af min datter og exkone (hun kalder mig sin exmand! Det er da altid noget, tænker jeg. Bedre end ingenting.) Se her:
Mallorca. Palma den 20 oktober 2018.
God dag! Mit navn er Kong Gulerod. Jeg ved, jeg er noget helt særligt.
Jeg sidder hver dag på mit store skib og spiller Back Gammon
helt ærligt…
Så fanger jeg hurtigt en hel million for næsen af ham den syge,
der står og tigger og beder om råd
og læ for den næste byge.
Jeg sender ham lige så stille afsted
og griner højt når han lider.
For jeg hader ham højt i inderlighed
Og vender ham ryggen
og skrider.
(Skrevet af ejeren af det store supermarked “Eroski” på undergrundsbanen i Palma, der lige snød mig for 2 euro, den skid!)
I Palma vi boede en uge fra mandag til mandag oppe på fjerde sal i det gamle herskabshus på Carrer de Jafuda Cresques 1. Vi blev modtaget kl 12 om natten af en pige som vinkede oppe fra en lille altan, at vi bare skulle skubbe til den store brune trædør, så ville den gå op og så kunne vi komme ind. Marmortrappen ledte os op til et fantastisk hjem befolket af siameser katte og beklædt med ægte tæpper og indiske sarier på væggene. Vores værelse med de to senge og et par skabe og hylder var dekoreret med store middelhavsmalerier og gennem et par svingdøre kunne man træde ud på en lille balkon som vendte mod parken som ligger op til Plaza Espana. Jonathan var sulten og havde set et skilt med Taco Bell, som han meddelte mig at han aldrig havde prøvet og derfor måtte vi straks derhen, for at han kunne stille sin sult i mexicansk folde-sammen mad. Jeg var bare tørstig og gik på Mc Donald ved siden af og købte mig en flaske vand. Turen var således sat. Min sult er ikke stor, blot til husbehov som man siger, mens Jonathan, der er en velvoksen herre, ofte må have sit proteinbehov dækket. Det var godt vi kendte Cellar sa Premsa, hvor retterne er store og mættende. Der spiste vi hver aften og den unge mand smovsede i lam og kylling og rejer, så det var en lyst. Hvor var det god at være på tomandshånd med drengen. Vi fik samtalerne ned på et dybere niveau end ellers, hvor skole og forpligtigelser har tendens til at rive samværet op til overfladen hele tiden. Det skal helst op og plane, som de siger. Alle dem med ild i numsen for at komme det næste sted hen o.s.v. Nu kunne vi tage den langsomtgående bus hele vejen langs Cala Major og Cala Nova helt ud til pynten ved Illetas, hvor en aldeles nydelig lille strand med azurblåt vand ventede. Her kunne Jonathan få farve nok til fremvisning hjemme hos Gymnasiets piger og undertegnede kunne sidde og tegne skitser af klipper og skær på sin lille Ipad. Når sulten meldte sig måtte vi ud og vandre ned langs bussens rute til Supermarkedet, for ved stranden kostede en burger 150 kr og det eneste drikkelige, man kunne købe, var cocktails. Da vi havde provianteret os faldt det svært at tilfredsstille Jonathans ønske om en ordentlig spiseplads som kunne undgå sand i tomatsanwichen. Gudskelov har han sans for at improvisere og førte os op i en mindre botanisk have med slyngplanter og fuglebure i lianer ned fra trækronerne. Her savede vi i vores flutes med en lille plastickniv jeg fandt i min taskelomme og hvidløg blev findelt og placeret ovenpå tomatskiver som overhældtes med ædel olivenolie. Det kan nok være det smagte ovenpå en lang formiddag på den varme strand.Trætte og udasede lagde vi os på hver sin bænk og faldt i en behagelig middagssøvn.
Det var helt klar at vi skulle spise aftensmad på Cellar la Premsa, som er Palmas ældste restaurant med aner tilbage fra tyrefægtertiden og en duft af afskåren skinke, hvidløg og vin opbevaret i kæmpemæssige egetræsfade. Her spiste vi hver dag når vi kom hjem fra vores udflugt op i Tramuntana bjergene eller rundt i Palma ad de snævre stræder med mennesemylder og larm i gaden. Jonathan fik også tid til at gå på opdagelse efter lidt tøj og sko, som kun kan fås på Mallorca, og de sidste dage i huset med kattene og de rare mennesker følte vi os efterhånden så meget hjemme at følelsen af at have boet der altid indfandt sig. I den brede hængekøje på verandaen lå man mens regnen fossede ned udenfor om torsdagen og havde det egentlig meget godt med bare at betragte uvejret bevæge sig hen over himlen mens lynene knitrede over de gule hustage. Sådanne dage var der også. Skulle vi ud måtte vi vandre under den fælles blå paraply i sjap blandt andre paraplyer som hele tiden truede med at stikke een i øjnene. Der var alt slags vejr. Nede i cala Deya slog bølgerne højt mod de store sten på stranden og forhindrede os i den svømmetur vi havde glædet os til hele vejen op over og ned igennem olivenlunde og pinjebuskads. Ud for købmanden sad vi langs træbordet og spiste chokoladekage og drak cola og energidrik til. I al fredsommelighed, før vi snoede os op til kirken og kosmosreceiveren, hvor Robert Graves ydmyge “poeta” gravsted i støbecement fik en venlig tanke, før vi snoede os langsomt ned mod busholdepladsen, hvor Jonathan næsten blev bedste ven med en perserkat som kælent smøg sig op ad hans ben. Så kom regnen i et skybrudslignende styrt ned mellem de stejle bjerge og gudskelov kom også bussen og tog os op i tørvejr til en dramatisk rutsjetur ad de krogede bjergveje, hvor skrænterne dybt ned mod det oprørte hav truede med at opsluge os hver gang chaufføren passerede et hårnålesving. I Valdemossa stod han ud ham chaufføren og opførte en vild spansk dans mens han talte i telefon i en mikrofon, så han kunne få hænderne fri til at tænde og holde en smøg hele tiden mens han talte og gestikulerede på livet løs. Det så helt vanvittigt ud og gav rigelig underholdning den halve time vi ventede der, før vi satte kursen videre mod Palma og storbyen. Hjemme sad vores værts datter Veronika og så Netflix på sin computer. Den aften vi ankom havde hun haft besøg af sin kæreste, men siden kom han aldrig og hun sad nat efter nat og så så trist ud. En aften inviterede hun Jonathan til at se med. Han mente hun var ked af det fordi kæresten havde slået op og ville have selskab. Jonathan afslog imidlertid, da han mente det ikke var passende. Han er så velopdragen den dreng. Men det skyldes nok de forældre han har haft. Tror jeg.
