Alting kommer af sig selv.

En måge flyver hen over marken. Solen rammer den i et glimt. En lysstråle ned mellem skyerne. Så er den væk. Mågen flyver videre udenfor jægerens rækkevidde. Dine øjne trættes i det skarpe lys. En uventet byge. Regnen rammer dit ansigt. Du slår paraplyen op. Bilen kører forbi og sender kaskader af vand op mod dig. Du bander indædt. Satans til idiot, mumler du. Men hvem er du egentlig? Har du fattet det? Har du nogensinde fattet det? Eller lever du bare videre efter gamle algoritmer, som er installeret i dig fra den dag, du blev født? Hvordan vil du finde ud af disse installationer? Er det overhovedet muligt gennem tankevirksomhed at finde ud af dem? Er det ikke lige som en fælde, hvor du blot bliver mere og mere viklet ind, jo mere du spræller? Du går. Så kan det være det samme, tænker du. Du er træt. Træt af det hele. Gider ikke mere forsøge at finde ud af noget. Hvad skal det også nytte, det altsammen? Det har ingen mening noget af det. Du føler dig tom. Alle dine anstrengelser har kun ført dig dybere og dybere ind i et sort hul, som snævrer sig sammen om dit bryst og dræber dig.

Så slap dog af, for fanden!

Jo, jo, jo, men…

Ikke noget men, min ven!

Jaså. Hvad skal jeg gøre? Jeg sidder fast!

Bliv siddende og nyd det, som du nyder at få tæsk. Som du nyder at blive nedværdiget. Trampet på. Mast til plukfisk. Nyd den bitre smag af ydmygelsen. At nyde vil sige at sanse uden forbehold. Det er nydelse. At give sig hen uforbeholdent selv til sin største smerte. Nyd din smerte. Nyd din tomhed. Nyd din ubetydelighed som du nyder dig selv, når du er lykkeligst. Nyd din død som finder sted hele tiden. Tag det ind altsammen til du brister, og må give op.

Fuck dig!

Fuck mig? Hvorfor nu det?

Fordi du er en skid, der tror du ved det hele. Jeg får kvalme af din bedreviden. Fuck dig!

Ok, så god fornøjelse med alt dit. Med alle dine ambitioner om at blive kendt og ombejlet. Om at blive anerkendt. Siden du ikke er i stand til at anerkende dig selv, må du have anerkendelse fra andre. Godnat du!

pis pis pis, tænker du. Måske har han ret. Måske skulle jeg ikke tænke så meget over alt det her. Måske skulle jeg bare gå en tur.

Jeg går sgu en tur!

Han gik så en tur. Ned langs med havnen hvor skibene lå fortøjet. Det blæste, og vinden hylede i de klaprende fald langs masterne. Der var ingen mennesker at se. Kun ham helt alene i stormen. Så løb han. Lige så hurtigt han kunne forbi de store siloer, hvor de opbevarer korn. Han kom til den åbne plads foran det gamle havnekontor. Her gjorde han holdt. Så sig tilbage. Han følte sig forfulgt, men han kunne ikke se nogen. Der var tomt overalt.
Nu er tiden inde, tænkte han. Han tog sin jakke af og lagde den på jorden foran sig. Han tog sine sko og strømper af. Sine bukser, skjorte og undertøj. Så stod han helt nøgen i den kolde vind og frøs. Men han ville ikke indrømme det. Han ville ikke indrømme, at han havde det forfærdeligt.
Han lo højt.
Så skreg han mod de mørke bygninger foran sig:
-I har snydt mig, I tog røven på mig, I forførte og manipulerede mig. Jeg tilgiver jer aldrig.
I samme øjeblik sendte en engel sin lysstråle gennem skyerne, og en line med en kurv blev firet ned. Han satte sig op. Kurven gled langsomt op i himlen og var væk. Vinden var nu blevet så stærk, at hans tøj og sko blev revet med ud i havnebassinet, hvor det forsvandt.

Selv sad han oppe på en sky og tronede med den dejligste engels hånd i sin. Det var en drøm.Som han nød at drømme, når han havde det allerværst. Sådan var han. En drømmer…

Tid er tankeskabte krusninger på evighedens hav.

-Du bliver nødt til at opføre dig ordentligt, ellers havner du på et kontor! sagde min mor altid til mig.
Nu er jeg havnet på et kontor, og jeg opfører mig ikke ordentligt!
Satans osse! Men min mor er død for længe siden, så det rører mig ikke, hvorvidt jeg følger hendes anvisninger eller ej. Eller for den sags skyld nogens anvisninger overhovedet.

Hvad er orden? Er det soldater der marcherer i lige rækker ind i udslettelse? Og hvad er uorden? Er det bladenes placering på skovbunden, når de daler ned fra trækronerne om efteråret.
-Sikke et rod, sagde min mor altid. -Næh, du skulle få dig en uniform, det ville klæde dig. Vi tager ind til Brd. Andersen på strøget og finder en pæn een til dig. Gerne een med lidt vat i skuldrene. Det gør dig mere mandig min pige! Råbte hun og lo højt ind i mit venstre øre. (Det er derfor det er så forvrænget på billedet)

I går var der en udsendelse om piger, der var født som drenge, men uden en penis. Derfor fik de opereret noget maveskind ned og rullet sammen, så det kom til at ligne en diller. Samtidig fik de udopereret deres vagina og æggestokke og livmoder. Det blev meget instruktivt vist af kirurgen, som lagde delene ud på et lysegrønt klæde.
Drengen var nu befriet fuldstændig for sin pige. Fik testosteron og groede skæg. Han fik også en pind, som kunne pustes op og agere rejsning indopereret. Hvad man imidlertid intet hørte om, var om han kunne få orgasme, og sædudløsning var der næppe heller tale om, idet han fik to silikoneæg indopereret som atrap for kugler. Pyha, det var en tung omgang, men drengen som nu endelig var en “rigtig” dreng var lykkelig. (Sagde han til kameraet…)

Hvor vil jeg hen med hele det her? Jo jeg vil derhen, hvor vi igen og igen ser, hvor påvirkede vi er af samfundets normer. Og samfundet det er os selv. Det er den menneskelige tanke, som er een eneste enhed sammenvævet i alle denne klodes mennesker. Kald det kollektiv bevidsthed. Kald det hvad du vil. Men det er den normskabende tanke, som er i os alle, der hele tiden skaber boldværk mod det kaos den frygter.

Og det er det kaos, der er den eneste orden. Bladenes orden på deres vej mod skovbunden.

Skal man leve på denne jord, kan man lige så godt finde ud af, hvad det hele handler om, ikke? Og så vidt jeg kan se, handler det om at snakke. At bevæge munden og dermed tungen, læberne og kæbemuskulaturen på en sådan måde at de lyde som dannes i struben bliver moduleret og kommer ud som ord og sætninger i en stadig løbende strøm. Hjernen er sjælen bag dette, og hjernen som jo er en geleagtig masse med stor risiko for at blive beskadiget, har een eneste hensigt og det er at beskytte sig selv. Til dette bruger den talen som er en direkte forlængelse af det at tænke. Når talen rigtig tager fat bliver den eet med tanken. Og talen forenes med mimik og gestik og bliver det, vi kalder et menneske.

Når man betragter dette menneske udfolde sig i tale og udtryk, ser man et væsen tydeligt besat af sin egen tanke. Det er yderst interessant at forstå denne mekanisme for at kunne forstå, hvad der sker her i verden. Man betragter disse bevægelser uden at tillægge dem nogen betydning. Man ligesom overser det iboende budskab, mennesket søger at formidle, idet man absorbere hele billedet man har foran sig. Og man ser da denne selvbeskyttende mekanisme udfolde sig. Problemet er, at vi normalt lader vores perception styre af budskabet, hvorved vi afskæres fra at betragte budbringeren. Det er så almindeligt at lytte til, hvad der bliver sagt, at vi helt glemmer at se selve øjeblikket, det bliver sagt i. Vi glemmer at se det der sker, ikke som et forløb med en mening, men som en meddelelse udenfor tid.
Det er meget oplysende at opleve ufortolket.

I lufthavnen kommer folk fra mange lande, og i lufthavnen rejser folk afsted til mange lande. Folk rejser frem og tilbage på kryds og tværs hele tiden. Der er kinesere og franskmænd og hollændere og folk fra England. De kaldes englændere. Jeg kaldes Oluf. Jeg ved ikke, hvad du kaldes. Måske kaldes du Else. Eller Kai, eller noget helt andet. I luftavnen kaldes folk forskellige ting. Nogle kaldes høje andre kaldes små. Nogle kaldes forbrydere. Andre kaldes religiøse. Det kan man se på deres påklædning. Forbryderne er altid klædt i sort. De religiøse er altid klædt i hvidt. Så kan man se forskel på dem, og det er meget nyttigt.
En sortklædt forbryder anbringer sin kuffert ved trappen op til Burger King. I det samme går en religiøs forbi i sine hvide gevanter. Den religiøse smiler til forbryderen som smiler tilbage. Nu begynder kufferten at udsende en tikkende lyd. Forskrækket råber den religiøse efter en sikkerhedsvagt, men da er det forbi. Kufferten eksploderer med byger af skarpe glasskår, som spredes som projektiler ud i rummet og dræber alle indenfor en radius af 25 meter. Inclusive forbryderen og den religiøse. Betragteren af denne hændelse sidder oppe på Burger King beskyttet af store skudsikre glasvægge. Han tørrer sig om munden med en serviet mens han ryster på hovedet.
-Hvad i helvede er meningen? spørger han sig selv. Men han får ikke noget svar, for der er ikke noget svar.  Så rejser han sig og tager elevatoren ned til forhallen, hvor falckreddere er i færd med at bære dræbte ud til de ventende ambulancer. Han går forbi en ung pige, som ligger og skriger på sin mor. Hun er. Han er. Den, det, de er. Alle er. Hver på deres måde i lufthavnen.
En højttaler beder om, at man ikke efterlader kufferter uden opsyn.

Så pludselig får man stress. Den bolig vi har bestilt i Gudhjem den 19-20 oktober, bliver lige pludseligt aflyst fordi fyren skriver, at hans vaskemaskine er gået i stykker, og da han flytter den ud for at få den repareret, opdager han skimmelsvamp på væggen bag ved. Sådan er det. Så må man ombooke, men det er ikke nemt, for så skal airbnb have ens adgangskode pr telefon, og det virker ikke, så man må sidde i en halv time foran den tossede computer før det endelig lykkes at komme ind på siden og booke en ny bolig denne gang i Allinge, men det er meget godt, for så kan jeg nå et morgenbad fra den fine badestrand nede ved Næs klipperne, hvor jeg altid gik tur med Shiva.

Det er en ganske fin plads her uden for min yngste datters nye lejlighed i Sydhavnen. Ingen parkeringsafgift og 5 min gang til Sjælør station med direkte forbindelse til  Hovedbanegården. Der er cph pix lige nu og det passer mig fint, for så kan jeg få set en masse gode film. I går var det “In times of fading light” med den 77 årige Bruno Ganz som også spillede Hitler i “Der Untergang” og det var et fint kammerspil med behagelig dvælen ved de dybe menneskeskildringer filmen igennem.

Ellers er det så som så med det hele. Ordene flyder gennem hjernens vindinger og lige så stille får de fodfæste på mærkelig vis. Det er ikke nemt at forklare, hvad der sker, og en balancegang er til tider nødvendig. Mere kan jeg ikke sige lige nu.

Det er fantastisk at være i København. Jeg havde helt glemt, hvor megen inspiration der er at hente her. Nu er jeg i cinemateket, hvor mange af cph pix film vises, og hvor der også er filmlitteratur i stabler og et helt værksted, hvor man kan lege med filmoptagelser og selv klippe. Der er en gammel Bolex 16 mm filmoptager udstillet i et skab. Sådan en havde jeg, da vi optog alle vores film i tresserne. Mærkeligt. Og på lørdag viser de  “Redoubtable” som handler om Jean-Luc Godard i samme periode. Skal selvfølgelig ses!

På vejen herhen var jeg først i S-toget og sad og tegnede en sovende dame. Der er motiver i massevis i S-toget og de fleste er mest optaget af deres iphone, så man ubemærket kan tegne dem. Jeg fulgtes bagefter med en ung mor, som skubbede en bred barnevogn med to små tvillingedrenge foran sig. Den ene lille dreng så op på mig med dette totalt åbne blik, som indfanger alt hvad det ser. Jeg kunne ikke lade være med at falde i snak med moren og sagde, at sådan havde vi alle set verden, før vi blev forført af samfundskulturen med dens valg af, hvad man måtte se og hvad man ikke måtte se. Hvor man skulle rette sin opmærksomhed hen og derigennem opøve en personlighed som falder indenfor den givne norm.
Når blikket bliver dirigeret bestemte steder hen, bliver den styrende tanke med sproget, som siger, hvad du må tænke, og hvad du ikke må, skabt.

Hun gav mig fuldstændig ret. Hun nævnte, hvorledes hun altid følte sig presset til at sige og tænke bestemte ting, når hun var sammen med sine forældre.
Sådan overfører vi denne tanke/sprog/symbolbårne kultur gennem generationerne og således indsnævrer vi vores verden mere og mere i segmenter/kulturer/ideer/religioner som bekriger hinanden i angst for at miste deres såkaldte identitet.
-Tror du ham der har en identitet? Spurgte jeg moren, idet jeg pegede på den lille skønne dreng ikke over 6 måneder med de smukke blå øjne. Hun så på mig med samme åbne blik som sin søn.
– Jeg forstår hvad du mener. Det er bare skræmmende, for så har man ingenting, vel ?
-Det er netop det, svarede jeg.- Vi tør ikke være åbne mere. Vi er blevet skræmt fra vid og sans om alverdens ulykker, hvis ikke vi opfører os ordentligt. Ser ordentligt hen de “rigtige” steder og tænkte de “rigtige” tanker. Det er en meget følsom organisme, vi ødelægger og sender i krig.        På gund af vores angst, som i virkeligheden ER os selv. Hun smilede. – Du har ret, sagde hun.-Sådan er det.

Hvis det virkelig er sådan, det er. Og det ser ud til, at det er det. Så er der ikke noget at gøre. Så kan de lave lige så mange aktioner mod atomvåben, de vil. Ønske alle atomvåben fjernet fra denne klode. Så længe menneskene er i strid med hinanden vil de altid kunne skaffe sig disse våben, for de ER jo opfundet, og vil som sådan altid være tilgængelige i al tid fremover.

Angst for gengældelse vil heller ikke forhindre brugen af disse våben af selvmordspsykopater. 9/11 viser det med al tydelighed.

Det ser derfor ud til, at vi som art er del af “naturens” store experiment, hvor hver enkelt art i sin udvikling presses til sit yderste i intelligent kreation indtil den finder sin plads blandt andre arter eller uddør af mangel på tilpasning. Der er vi nu og vi ved ikke hvordan det vil gå. Vi er på tipping point. Vi er midt i experimentet og det eneste vi kan gøre er at holde os i ro. At holde vejret og indse det. For lige meget hvad vi gør, vil det forskyde balancen.

Det er alle disse “frie viljer” der nu stilles til regnskab for deres vildfarelse, og experimentet består i, at de gennem den kollektive angst enten går i stå og bliver stille eller kollektivt begår selvmord.

Der er vist ikke mere at sige om det lige nu.

Kan vi blive enige om, at al ting er her af sig selv? Jeg mener, VI skabte jo ikke de amøber, vi kom fra. VI skabte jo ikke os selv. Men vi kom af sig selv, ikke? Det må være faktuelt rigtigt. Kan vi blive enige om det, så har vi et udgangspunkt, ikke? Og det udgangspunkt kunne være basis for alt, ikke? Vi må ned til den grund, vi kan blive enige om, vi står på. Og der står vi HELE tiden, ikke?
Så enkelt…

Så derfor kan jeg skrive lige meget, hvad jeg vil. Uden at skulle tænke på, om det er rigtigt eller forkert.
Det er en lettelse. Og uden at tænke på om jeg OPNÅR noget ved det jeg skriver. Får udgivet en bog. Tjener penge. Bliver berømt. Får “venner” jeg kan fordrive tiden med. Til gængæld kan jeg risikere at blive ENSOM. Det værste der kan ske. En frygtelig tanke!
Tænk,  ikke at have nogen at tale med. Tænk, at må gå alene i seng hver aften uden at have mødt et eneste menneske. Bare ligge inde på Hovedbanegården på en bænk og blive jaget ud, når de lukker kl 2.
At gå over Vesterbrogade og ned til Rådhuspladsen for at finde en opgang, hvor jeg kan sove videre indtil det bliver morgen og jeg atter en gang skal konfrontere en dag i ensomhed.
Så kan jeg selvfølgelig går over i Ørstedsparken. Der er de homoseksuelle om natten, og de kan altid give et blowjob, hvis det er det, jeg ønsker. Det giver et par minutters pause i min snærende ensomhed. Penge har jeg ingen af, så på vej fra Ørstedsparken smadrer jeg en rude på en gammel folkevognscamper, hvor ejeren – den idiot- har ladet sin taske ligge og flyde på forsædet. Hurra, hurra, og i tasken ligger pungen med de 75 schweitzerfrank og de 10 euro. Lige nok til et fix i en kældernedgang i Istedgade. Så bliver jeg høj og skæv. Får lyst til et nyt blowjob i Ørstedsparken, men der er lukket op nu, og det eneste jeg møder er en gammel kvinde, som er ude og lufte sin hund. Jeg sætter mig på en bænk og ser ud over den lille sø. En and kommer sejlende hen imod mig. Den ser op på mig. Jeg ser ned på den. Vi kigger hinanden i øjnene. Hvem er jeg? Tænker jeg. En gammel idiot som sidder her på en bænk i Ørstedsparken, halvskæv og udveksler blikke med en and. Så kommer damen med hunden tilbage. Hun har en pose brød med, som hun tømmer ned i vandet. Flere hundrede ænder kommer flyvende. Min and forsvinder i mængden af andre ænder og jeg er atter alene i verden. Satans!

I går var jeg til pornomesse i Valbyhallen. “Erotic World” hed det. Jeg måtte vente en halv time i regnvejr udenfor sammen med en tusindtallig skare, der alle søgte mod det forjættede land, hvor alle de “forbudte” ting blev vist. Der var smukke piger i skumbad, som gned hinanden de “forbudte” steder og en kødrand af mænd, deriblant mig selv, som stod og savlede over de søde numser og kønne bryster, som nu blev udstillet, så alle kunne tage del i herlighederne. Den store hal genlød af hidsig pornomusik, som stødvis kom ud af højttalerne mens et par “frække” pige stod og hang op ad en stang.
Så kom 4 soldater ind og dansede en marchdans som lagde op til, at de skulle voldtage de to piger. Folk råbte op, og stemningen steg adskillige grader. Soldaterne hev pigerne i håret, og hver pige blev nu voldtaget af to soldater på een gang. Publikum var ellevilde. Flere greb de nyligt indkøbte dildoer og gav sig til at masturbere åbenlyst. Par havde samleje på brikse opstillet omkring scenen, og en stor røgmaskine sendte lyserød euforiserend damp ned over området. Så gik al lyset ud, og et orgie satte i gang. Jeg blev puffet og mast og havnede ovenpå en stor pige med mægtige lår og et yndigt lille gavtyveansigt, som lovede mig, at vi kunne mødes på nettet, hvis hun fik mit kreditkort. Den euforiserende damp fik mig til hvadsomhelst, så det fik hun. Min konto er nu lænset og når jeg trykker på hendes adresse, får jeg at vide, at den er ukendt. Satans!

Nå, men det hele kan alligevel være lige meget, for jeg skal dø, og så er det slut, og måske er jeg allerede død, og det hele er en drøm jeg har, mens jeg ligger nede i kisten 7 alen under jorden på en kirkegård, jeg ikke ved hvor er. Så kan jeg ligge der og drive den af og behøver ikke at tænke på nogetsomhelst. Super oplevelse, ikke? Eller hvad mener du? Er du levende, eller hvad? Du er måske også død og ligger i kisten ved siden af? Gør du det? Ligger du lige ved siden af mig og kan høre,  når jeg rører på mig ? Det kunne være sjov, for så kan du også høre mig sige noget, og så kan du svare mig og så kan vi tale sammen, ikke?

Det rumler i kisten ved siden af. Der er nogen der skubber sig uroligt frem og tilbage. Så lyder det:
-Ja, ja, ja, jeg kan sagtens høre dig dit gamle fjols. Hvad vil du mig? Kan jeg ikke bare få lov at ligge og være død her i fred. Hvorfor skal vi nu til at tale sammen? Det fører alligevel ingen vejne. Jeg har prøvet det, den gang jeg var i live. Det var bare snak. Vås og ligegyldigheder. Det opgav jeg og blev tavs. Så kunne de have det så godt, alle disse snakkehoveder som bare fører sig selv frem. Det er pisseirriterende. Så jeg holdt kæft og havde det meget bedre på den måde.

-Du er da en kedelig een at ligge ved siden af, sagde jeg. -Så kan jeg ikke få at vide, hvor du kommer fra, eller hvem du er.
-Nej, svarede han inde ved siden af, og så blev der stille. Jeg lå igen og kedede mig, indtil en lille orm borede sig ind gennem kistelåget og faldt ned i min næse, hvor den straks begyndte at gnave af mit næseben, som hurtigt forsvandt og efterlod et gabende hul i mit ansigt.
-Du ser køn ud, lød det fra kisten inde ved siden af.
-Jeg troede ikke du ville snakke, sagde jeg.
-Jo, når jeg ser, du er ved at forsvinde, så får jeg lyst alligevel. Du ved, jeg har telepatiske evner og kan se hvad der sker inde i de andre kister. Du må hellere tage dig sammen og sige noget fornuftigt, for om lidt er du helt forsvundet og kan ikke sige noget mere!

Angsten krøb i min gamle krop, og nu begyndte kisten at styrte sammen. Min brystkasse blev mast flad, og selv om jeg ikke kunne trække vejret, for jeg var jo død, fik jeg åndenød.
– Du siger ikke noget, lød det skælmsk inde ved siden af. – Du var så snakkesalig for lidt siden. Hvor blev alt det af?
Jeg kunne høre, at lige i nabokisten begyndte at fnise. Det var slet ikke rart at blive grint af, når man var ved at forsvinde!
– Tag dig sammen! lød det igen. – Om lidt er du i Paradis, og så er det ikke slemt mere. Så kommer du op til Gud fader og bliver til en engel!

I det samme styrtede resten af kisten sammen. Var jeg ikke død før, så blev jeg det nu. Men der kom ingen Gud fader og lavede mig om til en engel. Jeg blev bare mast sammen til en klump jord. Lidt efter styrtede nabokisten også sammen, og fniset hørte op og der blev helt stille på kirkegården.

Jeg blev vækket ved, at det bankede på døren. Jeg gik ud og lukkede op.Udenfor stod min gamle ven abekatten. Han var klædt i en lysebrun habit og bar en sixpence på sit hoved. Han smilede belevent, og spurgte om han måtte komme indenfor. Det måtte han gerne, for jeg holder meget af ham, og jeg ved, han aldrig vil skade mig, uanset hvilken situation vi end måtte komme i. Engang vi var ude at sejle i mit store sejlskib, som jeg havde liggende på Ibiza, mens jeg var i Grønland, og som jeg brugte når jeg ikke var på expeditioner over indlandsisen, sad han ved roret, da en mægtig hval viste sig lige foran stævnen. Han måtte dreje skarpt til styrbord for at undgå kollision med det store dyr, hvorved jeg fik overbalance og styrtede i havet. Der var kun os to ombord, men ved adræt snarrådighed lykkedes det ham at surre roret og fastgøre en line til sig selv, således at han kunne springe overbord og gribe fat i mig og trække os begge to op over rælingen og i sikkerhed.

Han sad overfor mig i lænestolen og spurgte om jeg kunne leve mit liv uden et formål. Om jeg kunne leve uden at have noget at se frem til. For han mente at kunne se mit liv som en uendelig vandring fra eet punkt til det næste.
-Men hvis man ikke har noget at se frem til, så er livet ikke værd at leve, svarede jeg. -Det er netop det, der holder gang i een, ikke?
-Undrer det dig ikke, at det er sådan, replicerede han.-At du kun kan holde dampen oppe, hvis du har et mål i sigte. Et mål som i virkeligheden er en illusion, eller et billede som du i dine tanker holder op foran dig, og som du navigerer efter og som står i vejen for det der sker i øjeblikket?  Se for eksempel den hval, der dukkede op ganske upåagtet foran dit skib. Den havde du ikke nogen anelse om, før den var lige foran dit blik. Og således er det altid det, der er lige foran ens blik, der er afgørende for ens handlinger og ikke et eller andet mål i den såkaldte fremtid. Måske er fremtiden i det hele taget en illusion som din tanke har skabt. Måske er tiden selv et bedrag, vores hjerne har skabt for at have et formål som selvbeskyttelse. Det vigtigste er at opretholde sig selv, ikke? Det vigtigste for jer mennesker er at opretholde jer selv og det gør I gennem jeres tankevirksomhed. Gennem de tanker I har om jer selv. I har selv skabt alle problemerne gennem jeres halsløse jagt på det evige liv. ”Det næste liv,” som I kalder det. Eller “efterlivet.” Er der et liv efter dette?  Spørger I. – Goddav du! -Hvor dum kan man være?  I er forelskede i jeres eget jeg, og pisserædde for at miste det. At dø som I kalder det. Forsvinde. Det er det værste for jer. At forsvinde. At blive væk. At dø.
Nej,  hele tiden at have et formål holder jer i live. Holder jer i gang med jeres ødelæggende adfærd.
I skulle skamme jer, skulle I. Sætte jer ned på en sten et sted langt ude ved havet og lade det fortælle om livet som det i virkeligheden er, og ikke som I tror det er i jeres tanker om jer selv. I skulle skamme jer! Han rejste sig fra stolen og gav mig hånden til afsked.
-Jeg kommer igen, det ved du, og hører om du har forstået en skid af, hvad jeg siger, eller om du stadig opfører dig som en tosse, der tror den kan styre sin hjerne med sin tanke!

Så gik han og lod mig alene tilbage.

Disse køer vidste præcis, hvad de skulle gøre i regnen. De stillede sig hen under træets beskyttende blade, mens de med deres udtryk spurgte mig, hvorfor i helvede jeg havde så travlt. Så jeg standsede og tog dette billede og glædede mig. Over markens grønhed og de store dyrs nærhed.
Jeg har lige lagt “Rejsen til Japan” op som ny side på min blog, hvis man keder sig og har lyst at læse lidt. Ellers er alt i bevægelse, og det er bevægende. Ret fantastisk faktisk. Og ingen skal fortælle mig at tiden går, og at jeg må se at komme igang med noget. Den gang fis er jeg færdig med. Nu og da kommer gamle stumper af erfaring op og kræver handling. Bliv til noget. Gør noget. O.s.v. Men jeg ved, hvad det er. Det er ekkoer i erindringsrummet som runger sine befalinger ud. De bliver svagere og svagere jo længere jeg lytter til dem. Til sidst bliver de som en hvisken og dør så helt ud. Og hvilken fred der så opstår. Da er det udelukkende de nære krav som søvn og tøj og mad, der hævder sig og som uden nogen vanskelighed effektueres. Det hele er såre simpelt, som jeg altid siger. Såre simpelt og indlysende, ikke?

Jeg har slettet det, jeg satte ind her. Det var simpelthen for kedeligt. Så hellere en tom side. Det ved man da, hvad er…

Jeg ved ikke, om jeg kan det her. Med at sætte i gang. For hvem er det, der sætter i gang? Hvem er det der begynder? Og hvad er det der begynder? Er der overhovedet en begyndelse?

Jeg sætter mig ved mit skrivebord. Blyanterne ligger i pæn orden foran mig. Det eneste der kræves af mig er, at jeg tager een af disse blyanter og begynder at skrive. Men jeg kan ikke bestemme mig. Jeg kan ikke vælge een blyant frem for de andre. Mine øjne bliver flakkende. Jeg klør mig i håret og min mund tørrer ud. Så nyser jeg. Nok fordi jeg er begyndt at blive forkølet. Jeg rejser mig og går ud på badeværelset for at pudse min næse, som er begyndt at løbe. Det er også tid til noget morgenmad, tænker jeg. Jeg tænker, at jeg tænker og bliver forvirret derover, men fortsætter alligevel ud mod badeværelset. Her river jeg et stykke toiletpapir fri af rullen på væggen og giver mig til at pudse min næse som er fyldt med snot. Det giver en befriende følelse atter at kunne få luft, så jeg vender lettet tilbage til mit skrivebord og blyanterne.

Nu er øjeblikket  kommet, hvor jeg må træffe et valg. Jeg må gribe en af disse blyanter og begynde at skrive. Det er uundgåeligt. Jeg må begynde at skrive, tænker jeg, og rækker ud. Min hånd ses i mit synsfelt. Mine fingre som er parate til at gribe. De ryster. Min hånd ryster. Den ryster så meget, at den kommer til at skubbe til blyanterne, så de alle flyver hen over bordpladen og med en raslende lyd falder på gulvet. Ind under skrivebordet og hen hvor tæppet hører op i området mellem væggen og papirkurven. Her ligger de spredt ud. Jeg kan tydeligt se dem, idet jeg bøjer mig ned og kigger ind i den mørke krog. Jeg skubber min stol og mig selv et stykke væk, så jeg bedre kan få overblik over situationen. Det ser ikke godt ud, tænker jeg. De ligger så langt inde under skrivebordet, at jeg med sikkerhed bliver nødt til at kravle ned på alle fire, for at kunne få fat på dem. Det bliver for meget, tænker jeg. Jeg orker simpelthen ikke at sætte en redningsaktion i gang, for at få fat på mine blyanter lige nu. Så jeg lader dem ligge, og rejser mig i stedet op fra stolen og går ud i køkkenet for at sætte vand over til the.

I køleskabet har jeg to forskellige slags marmelade. Jeg har solbærmarmelade og ingefærmarmelade. Jeg stiller disse to krukker frem på køkkenbordet. Så tager jeg brødet ud af posen og skærer mig to stykker, som jeg sætter i risteren. Snart dufter køkkenet lifligt af ristet brød. Vandet koger, og jeg hælder det i koppen med the brevet, som jeg har taget frem fra æsken i skabet. Når brødet er færdigt, idet risteren med et smæld klapper op, tager jeg det og smører et tyndt lag plantemargarine på, og dernæst et lag ingefærmarmelade på det ene og et lag solbærmarmelade på det andet. Jeg bærer theen og en tallerken med de to skiver ristet brød ind i stuen og sætter mig ved bordet. Her sidder jeg så. Det er et godt udgangspunkt. Jeg fryser billedet et øjeblik og glæder mig over, at jeg er istand til det. Jeg glæder mig over, at jeg på hvilket som helst tidspunkt er i stand til at fryse billedet, som fremstår i al sin enkelthed. Mig som sidder ved et bord i en stue med en kop the og to skiver ristet brød foran sig. Det er meget beroligende. Så kan jeg tage mig selv i øjesyn. Så kan jeg se mig selv, som jeg sidder der uden at jeg smutter væk. Så kan jeg se mig selv.

Det er en god ting. At finde en rytme. En rytme som harmonerer med grundrytmen. Grundrytmen har, så vidt jeg kan se uendelig amplitude. Det giver uendelig frihed. Tak for det!
Så kan man fortsætte med sine gøremål. Som f.eks. at male et billede fra det store land deroppe ved nordpolen. Med is og golde bjerge og en levende natur som man betræder, som betrådte man et maleri af Miró.
Med stor forsigtighed for ikke at forstyrre det mos og den lav som bruger tusind år på at finde fodfæste på de hårde fjeldoverflader.
Det kræver stor opmærksomhed at finde penslens vej henover lærredet. Enhver lille glemsel bliver øjeblikkelig katastrofal. Det er en enorm læreproces at deltage i denne sjælens leg med farver og former.
“Det kan jeg godt lide,”som Jørgen Leth altid siger, når nogen spørger ham om et emne. “Hvad synes du om cykelløb?” “Det kan jeg godt lide.” Svarer han.
Det kan jeg også godt lide.  At se noget ske uden min egen indblanding. Det er vel til syvende og sidst det vi allesammen elsker allermest. At blive ført og forført. At noget taler igennem os som ikke er os selv, men som er noget.  større, vi slet ikke fatter.

 

Jeg skal til Rom om en uge. Har fået en billet med Norwegian tur/retur for 650 kr. Hvad siger I så? Det er sgu da billigt, og så inlogerer jeg mig på en 3 sengs stue i et reservat i vatikanstaten for 85 kr pr. nat. Sammen med de venlige katolske præster som er på visit hos paven. Jeg er lidt nervøs, hvis nu de bliver påtrængende. Man har jo hørt så meget. Men jeg spiser en masse hvidløg, så skal de nok holde sig væk! Der er stadig 17 grader dernede i støvlen, og Lido de Ostia ligger kun 1 times kørsel derfra, med Middelhavets fristende vand lige til at springe ud i. Jeg stemte på enhedslisten som brevstemmer, for jeg sidder jo i Rom på valgdagen.     

Støvsugning er en behagelig beskæftigelse. Jeg holder meget af at støvsuge. Det gælder om at kommer rundt i alle hjørner og sprækker. Især gælder det om, på denne årstid, hvor edderkopperne har så vældig travlt med at lave spindehuler til vinteren, at få røret med det sugende vaccuum op mellem loft og vægge, hvor de kære dyr har forskanset sig i den naive tro, at de kan tilbringe den kolde tid i fred. Men det kan de ikke, for nu kommer Oluf-støvsuger! og han er meget omhyggelig, for han har igennem et langt liv lært, at det vigtigste, når man er i færd med en opgave, er ikke at skynde sig! Så han går grundigt og systematisk til værks. Tager et begrænset areal ad gangen og går ikke videre til det næste, før han er helt sikker på, at alle edderkopper inclusive spind, samt alle krummer, kartoffelskræller, myslistykker og rugbrødsbidder, som måtte have samlet sig på gulvet nedenunder er væk. Denne skønne fornemmelse, at se hvorledes det rene gulv, de rene tæpper og vægge træder frem, når det bredbladede sugemundstykke har gjort sit arbejde.
Udenfor står regnen ned i styrtsøer, og jeg vågner midt i min støvsugertrance ved en frygtelig tanke. Jeg har glemt at lukke soveværelsesvinduet! For satan! Hele gulvet er pladdervådt. Karmen driver af regnvand. Jeg skynder mig at lukke og drøner ud efter en klud for at tørre op. Bagefter går jeg videre med min støvsugning. Alle værelserne får en tur. Her bliver efterhånden velduftende og rent.
Jeg er glad.

Og så skal jeg ud og rejse. Jeg elsker at rejse. Lige så højt jeg elsker at være i mit hus i Bandholm og gå ned og tage et vinterbad ad den nye trappe på “Olufs bro,” lige så højt elsker jeg at pakke og gøre forberedelser til en rejse til Rom. Alt er nu i orden. Den velfungerende rullekuffert fra Ikea, som netop opfylder målene, som Norwegian har opstillet som krav til håndbagage, er passende fyldt, så den kan lukkes nemt. Alle toiletting med tuber og flasker er lagt i de af luftfartsmyndighederne påkrævede plastikposer, og Truman Capotes “Med koldt blod” samt den store IPad, som jeg bruger til at tegne og skrive på, er lagt i den lille blå rygsæk, som jeg godt må have med ekstra, hvis bare den kan anbringes under sædet foran mig i flyet, og det kan den!

Hurra, hurra, livet er herligt. Det ser ud til, at vi skal tilbringe juleaften på Bandholm hotel, hvor de serverer and og risalamande med rød sovs. Børnene kommer og bor hos mig et par dage. Vennerne er på Madeira i 14 dage jul og nytår. Det under jeg dem. De har aldrig været ude at rejse sammen, så det er godt for dem. Jeg troede bilen tabte diesel, for den havde kun kørt 400 km på en tankfuld, men så opdagede jeg, at jeg havde sat kilometertælleren på 0 mens tanken var halvfuld. Det var derfor det så ud som om dieslen  fossede ud. Pyha. Forhåbentlig ikke for mange overraskelser med det kære køretøj. Jeg tager den med ind til København og stiller den ude ved søster mens jeg er i Rom. Så kan jeg også lige nå at få et vinterdyp i Skodsborg i det skønne Øresund, og aflevere den Dell computer, jeg har lovet min svigersøn.
Nu regner det ikke mere. Haven skinner grøngul ind mod mig. Efterår som man siger. Nærmer sig slutår. Nærmer sig nytår. Nærmer sig og fjerner sig. Eller også er det bare sådan, at alt bevæger sig, og det er det, der bevæger mig. Jeg tænkte i går, da jeg stod og børstede tænder, at vi allesammen gerne vil være en del af noget. Vil være en del af det hele. Og så tænkte jeg, at det netop er i vores bestræbelser på at blive deltagere at vi isolere os, for vi ER jo det hele. Det hele ER os.
Hvorfor er det dog så svært at blive enige om noget så simpelt. Det forstår jeg ikke.

Men det er det øjensynligt. Man behøver blot at tænde for TV eller radio, for at høre om al den uenighed der findes på denne klode. Gale mennesker bekriger hinanden udfra hver deres opfattelse af, hvordan verden skal se ud. Som om verden skal se ud på en bestemt måde. Hvad er det for noget vrøvl. Meninger. Ideer. Forestillinger. -I kan rende mig! Det er det eneste jeg siger. -I kan rende mig! Og så siger jeg ikke mere.
Denne gang…

Det er i den verden du befinder dig. Hvor alting hænger sammen, og hvor der hverken er noget før eller noget efter. Ikke osse? Eller hvad? Mener du noget andet så sig det.

Alle veje fører til Rom…

Der var simpelthen pissekoldt i bilen, dengang jeg sov i København, lige før jeg skulle flyve den næste morgen kl 9. Varmeapparatet kørte godt nok, men batterierne var næsten tømte og solcellerne havde ikke givet meget strøm på grund af det overskyede og regnfulde vejr. Klokken 5 vækkede telefonen mig, og så var det bare med at komme op, mens styrtregnen trommede på bilens tag. Jeg havde købt en uldhue til at sove med for at ungå hovedpine fra kuldebroen på bagsmækken!
Fordi jeg havde været i lufthavnen dagen før på grund af en fejl på min billet, og havde checket ind og fået boardingpas, var proceduren derude om morgenen smertefri. Snart sad jeg i det store fly lige ved nødudgangen med rigelig benplads og to søde svenskere ved min side. Det tykke regntunge skydække over Danmark blev penetreret og solen skinnede klart og ultraviolet ind gennem den lille siderude og varslede om gode tider forude.

Men så blev det svært! Lokkende skilte i ankomsthallen i Leonardo Da Vinci lufthavnen forkyndte at man kunne komme til centrum af Rom på et snuptag helt uden mellemstop. Dog skulle det koste 15 euro og det gad jeg ikke. Så hellere bumle tog med oplevelser til den halve pris.
Som sædvanlig når man giver sig tid sker der uventede ting. På første del af strækningen inden jeg skulle skifte til metro, mødte jeg en dansk/svensk kvinde med ben i næsen og samme holdning til livet som mig. Lang dyb samtale  om alting og vi skiltes som havde vi kendt hinanden hele livet.
På omstigningsstationen i Trastevere talte jeg med en gammel italiensk dame, som gav mig en grundig indføring i metronettet i Rom.
I Valle blev jeg gelejdet i den rigtige retning mod busstoppestedet af en ung pige med iphone, og i bussen blev jeg behandlet fyrsteligt af buschaufføren, som sprang ud af det store køretøj midt i myldretidstrafikken for at udpege den sidevej, jeg skulle ned ad for at nå mit bestemmelsessted.
Lige inden klokken slog fire, som var ultimo incheckningstid hos min airbnb værtinde Flora, trådte jeg ind i mit husly og blev anvist min seng i en tresengsstue, hvor der i forvejen lå en pige og sov. Alle husregler og faciliteter blev opregnet venligt men bestemt af Flora, som har to små hunde der gør hele tiden ved den mindste støj eller bevægelse ude på gangen. Jeg faldt om på den smalle seng med en glimrende udsigt gennem en stor fløjdør  mod de omgivende høje og bebyggelser. Vejret var mildt og forårsagtigt og 17 grader med dufte af hvidløg og rengøringsmiddel, så jeg var rigtig i mit es.

Kl 19 vågnede min værelseskammerat. Hun er fra Mexico,tæt ved grænsen til Guatemala og er Phd studerende med speciale i den katolske kirkes vandalisme af oprindelige folk i Sydamerika. Hun har fået adgang til arkiverne i vatikanet, hvor hun finder sagsakter, som hun kan bruge i sin forskning. Så der fik jeg  en interessant indføring i sider af vestlig civilisation,når den er værst. Men hun rejser i morgen, og hvem der kommer efter aner jeg ikke…

Rom åbnede sig i morges med blå himmel og orange lys over tagene. Der ligger en lille park nedenfor huset med udsigt over mod kuplen på Peterskirken indrammet af mørkegrønne pinjer og dybtrøde vilde roser. Duggen hang i græsset hvor en ældre herre var i færd med at lufte sine to sorte fox terriers,mens han fik en morgen cigaret, hvis røg bølgende omkring ham i den skarpe sol.
Så var dagen sat. Ned ad den smalle sti, hvor grønthandleren bor og købe et stort rødt æble og en fast mandarin med to blade vedhæftet. Glæde over livet og på vej. Og der sker noget hele tiden her. Det er nok klimaet der har skylden. Folk er sammen på en anden måde end oppe i kulden hos os. Atmosfæren er en anden. Man ved det godt fra tidligere besøg i middelhavsområdet og bliver alligevel overrasket, når man står i det igen. Bare det at sætte sig ind i kaffebaren, hvor folk kommer og går i en stadig højrøstet og festlig strøm. Expressomaskinen summer og det hele smelter sammen i mig med min mælkekaffe og croisant. Så driver jeg ned ad Corso Viktor Emanuel og vupti, så er der marked med fisk og grøntsager og brugt tøj til 3 euro. Farver og dufte kildrer i næsen og jeg køber to fed friske hvidløg og en tomat. Mangler kun brød og minsanten ligger bagerens bod lige ved siden af. Så er frokosten klaret. Jeg har glemt mine longovital tabletter i bilen, så nu står den på store mængder hvidløg som indlæg i de integrale flutes, der opblødes med rigelig olivenolie!

Kolonaden med de mægtige søjler dukker op til venstre efter et sving og der ligger dette mægtige bygningsværk lige for næsen af mig. Her er tusindvis af turister der står i kø for at komme ind i kirken. Jeg skal ikke nyde noget. Driver omkring og forcere en indhegning om et springvand, hvor en magelig plads op ad en støttepille byder sig til. Solen brager ned og varmer. Jeg sætter mig og tager en hvidløgssanwich og en slurk vand. Hjemme midt i det hele. En due kommer på visit og deltager i måltidet. Så kan det vist ikke være bedre.

At tegne Peterskirken. Det kan man vist ikke, tænker jeg, men der er et fint sted at sidde lige hvor pladsen hører op og går over i den lange brede promenade ned mod Tiberen. Foden af en stor søjle. Her sætter jeg mig og tegner herligheden. Det er godt at tegne. Så får man set meget mere end bare foto. Foto som alle kineserne tager med deres selfiesticks.
Da jeg er færdig, sætter jeg af mod Piazza Navona. På vejen møder jeg en mand som ligger på jorden. Hans hoved er fyldt med bylder så store som hønseæg. Nu og da jamrer han og støder panden ned i fliserne. Hans hat ligger foran ham. Det ser rigtig ækelt ud. Egentlig ville jeg godt se nærmere på de bylder, men går forbi uden at give ham noget. Det kører rundt i hovedet på mig. Så vender jeg om og går tilbage. Jeg spørger ham, hvorfor han ikke er på hospitalet eller til behandling hos en læge. Han vender sig op mod mig:
-Ingen læge,intet hospital, ingen hjælp, svarer han. Jeg ryster på hovedet.
-I Danmark var du under behandling for længe siden, siger jeg.
-Ja i Danmark, men ikke her. Han ser træt på mig. Så giver jeg ham nogle euro og går videre. Hvad kan jeg gøre? Men jeg græmmes, da jeg lidt senere går forbi en butik med store prangende billeder af paven. “Papa” står der nedenunder. En køn far at have, tænker jeg.

Nå, men  han havde da i det mindste den funktion at gøre opmærksom på verdens idioti. For dem som kan se det. Men det ser nu ikke ud, som om der er mange der kan. Folk vader afsted med deres evindelige iphones. Og æder. Men det vil jeg blæse på. De skal ikke få mig ned med nakken!
Nede i floden har mågerne travlt med at rense deres fjer ved at kaste sig rundt og sprøjte vand op under vingerne. Man kan se, de nyder det. Sand livsglæde. Og i salig foragt for kulturen sidder en måge på hovedet af en af Michelangelos skulpturer og skider den ned ad ansigtet!
Jeg går videre og er snart gennem smalle gyder nået til Piazza Navona, hvor jeg tegner og spiser gnocci, som er indkøbt brændvarme i et osteri. En dame med stort hår og spraglet sjal sætter sig ved siden af mig og smiler. Sammen nyder vi hinandens selskab. Uden at sige et ord.

Det er altid en god ide, når man er ude og rejse og kommer til et sted, hvor man vil blive lidt længere, at gå den samme rute flere gange. Min rute i går var fortrinsvis baseret på to ting. Eet selvfølgelig Peterskirken og to et sted jeg holder meget af, fordi det bærer minder tilbage til den allerførste gang, jeg var i Rom sammen med min gymnasieklasse og vores dansklære Elmquist, som var den første som fik øjnene op for det mig, der længe havde været gemt bort i et mørke af fortidig kultur og påvirkning.

Det andet sted var piazza navona, der ligger inde i Roms centrum på det gamle tribunal, der breder sig ud som en verden for sig med Berninis barokskulpturelle springvand, der hele tiden sætter fantasien i gang med muskuløse titaner og yndige havfruer.
Den rute besluttede jeg mig for at følge igen i dag på min vej hen mod mit tredie mål her i Rom. Den spanske trappe ved piazza España.
Det var klogt, for jeg satte mig ind i den samme lille morgencafe som i går, og blev straks genkendt som en gammel ven. Den store mand bag disken vidste faktisk, hvad jeg skulle have og serverede uden at spørge en caffe latte og en croissant ligesom i går. Jeg var, fordi jeg kom igen, blevet en slags stamgæst og faldt automatisk ind i selskabet omkring mig. Det var spændende. Havde jeg nu, i et hæsblæsende jag for at opleve så meget som muligt på kortest mulige tid, straks fundet nye steder at besøge, havde jeg slet ikke fået det nærvær med, som jeg nu oplevede. Fantastisk!
Længere nede på ruten gik jeg ind på det lille marked, hvor jeg købte en tomat i går, for at finde mit brød, og også her hilste grønthandleren med et genkendelsens smil på mig, og manden der solgte friske hvidløg kom hen og spurgte mig, om jeg kunne lide de løg, jeg købte af ham i går. Og ja, jeg roste dem og fik et taknemmeligt blik til gengæld. Bageren var ny og ikke damen fra i går, så her skete der ikke noget.

Efter Peterspladsen med de meterlange køer af kødkvægsturister, kom jeg forbi min mand med de store bylder fra i går. Han fik igen et par euro og bankede hovedet ned i stenfliserne som tak. Jeg tænkte på, at det jo ikke var så galt fat endda. Han havde faktisk en indkomst af sine bylder. Hvis nu vi opererede bylderne væk, så havde han ikke noget at skilte med, som kunne få folk til at føle medlidenhed med ham og smide et par mønter ned i hans hat. Hans underhold bestod i hans bylder!
Ligesom i Indien hvor folk uden ben eller med store spedalskhedssår også får deres indkomst ved at vise uhyrlighederne frem. I Danmark bliver de gemt væk på hospitalerne, som vi betaler til over skatten. Så slipper vi for at se deres lidelser og give dem almisser. Det sørger systemet for. Men i bund og grund er det det samme. Blot er elendigheden ikke så synlig som her. Men den er der.

TAO

Nå, men det er måske en kynisk tanke jeg får, fordi jeg dybest set ikke kan overskue det hele. Det er det nok, så jeg begiver mig ad snoede veje, hvor gps i telefonen hele tiden leder til små gyder med vasketøj og skabede katte for dog til sidst at anbringe mig i menneskemylderet ved trappen España foran et skilt, der forkynder at her boede poeten Keats indtil han døede af tuberkulose som 24 årig i 1821.

Hans ven Shelly kom også på besøg, fortæller den søde dame som sælger mig en billet til disse stuer, hvor alt det, man kan læse om i bøgerne, fandt sted. Nysgerrig som bare fanden sjokker jeg rundt og nærlæser de gamle håndskrevne manuskripter med korrespondance mellem de to og med et væld af billeder, ofte skitser som lader een komme tæt på, hvad der skete i det hus den gang for næsten 200 år siden. Et tidshop af dimensioner mens nuets mennesker udenfor vinduet i stuen, hvor han sad og skrev, tager endeløse billeder af hinanden og sig selv med disse sticks, som man skal være forsigtig og se sig for, hvis man ikke skal få dem i hovedet!

Keats på dødslejet.

I det jeg kommer ud, lyder der varme toner af bluesmusik, og drevet af lyden bevæger jeg mig nærmere og ser fyren, der står midt på pladsen og spiller vidunderligt. Jeg holder mig i passende afstand for ikke at forstyrre ham og prøver forsigtigt med min mundharpe at følge ham og minsanten om ikke det lykkes. For første gang i mit liv spiller jeg blues sammen med een og det fungerer. Jeg rammer hans toner rent på min A harpe i hvis toneart han gudskelov også spiller. Havde han spillet i en anden toneart var det aldrig gået, men nu går det over stok og sten så godt at en ung mand bliver opmærksom på sammenspillet og kommer hen og falder i snak. Jeg har aldrig mærket noget lignende og er lykkelig og spiller blues hele vejen ad den lange corso ned mod Engelsborgbroen og hjem.

Hvor er det befriende at kunne skrive “jeg” igen! Når alt kommer til alt, er det bare et ord. Så når jeg skriver  “jeg,” kunne jeg ligesågodt skrive Oluf eller Jens for den sags skyld. Nå,  men nok om det.
Til sagen: En let overskyet himmel med solstrejf hist og her. Et mål i sigte, nemlig Goethe musæet lige nede hvor Corsoen slutter og går over i Piazza del Popolo. Men først måtte jeg skaffe mig en tomat!
Da jeg havde afsluttet mit morgenmåltid, bestående af 5 hvidløg som brændte på tungen og måtte neutraliseres med et æble skrællet og skåret i både, og havde taget et iskoldt bad i badekabinen med glemte sæbestykker og hår flydende rundt i bunden, begav jeg mig på vej. I markedet blev jeg atter genkendt og fik en fortrinlig betjening med en rimelig pris for min tomat på 60 cent. Vand fyldte jeg på min flaske fra en post, hvor en stor golden retriever netop havde afsluttet sit væske indtag. Min ven med bylderne var fraværende. Holdt velsagtens fridag, hvilket var ham vel undt. At ligge der på stenbroen dag efter dag er næppe nogen fornøjelse. Igen denne tvivl om ens forhold til tiggere af alle slags, som jeg møder uafbrudt med fremstrakte hænder og bedende blikke, og som jeg er nødt til at gå forbi uden at give noget hver gang.

“Albergo Monte Negro Monte Brianzo 59“var det hotel som Anna Høy og hendes barnebarn på 18 boede på i 14 dage for næsten 50 år siden. Han var på rejse med hende for at vise det Rom frem, han så grundigt var blevet indført i af sin dansklære Elmquist året før. Anna var i sin ungdom i Italien, hvor hun mødte sin ægtefælle på Capri. Hun studerede malerkunst, og han var operasanger. Det billede der står klarest for mig fra rejsen, var da hun om natten måtte springe ud af sengen med diarre plaskende ud af sig ned på flisegulvet. Hun var forgiftet af den italienske mad, og var på det tidspunkt 78 år. Jeg husker, hvordan jeg i smug lå og kiggede ud under dynen og så hende stå på sine gamle tynde ben med særken gennemvædet af lort .
På vejen mod Goethe musæet passerede jeg Via Monte Brinzo og minderne vældede frem. Lidt efter var det min tur, og jeg måtte skynsomt søge ind på den nærmeste bar for at låne toilettet. Det måtte jeg bøde en caffe latte for, men det var det værd. Jeg hader at skide i  bukserne!

Corsoen var spækket med mennesker og politi på hvert andet gadehjørne. Jeg fandt Goethe i rum på rum med skitsebøger og billeder af hans venner, som kom og besøgte ham mens han boede i Rom. Han skrev “Faust” her. “Den unge Verters lidelser” skrev han som ung i Tyskland, og originaludgaven fandt jeg i en montre sammen med breve skrevet med hans hånd. Det er altid spændende at studerer den tids ord i blæk på papir. Så er man så tæt på som muligt og tidsspandet ophører. Jeg affotograferede en masse skitsebøger, som jeg kan bruge i mit nuværende stedsevarende tegnekursus. Mama mia, hvor de kunne tegne den gang. Portrætter og landskaber. Studier af træer og fugle. Jeg svælgede i det og blev i to timer!

Fra Piazza del Popolo går trapper og stier mod Villa Borghese, og der slæbte jeg mig op til udsigtsplatformen over det ganske Rom. Mageløst og måtte tegnes, måtte det! Selvom det var noget af et projekt, at skulle favne hele Rom i eet billede, så kilede jeg på og på en timer blev resultatet således:

 

Aftenen faldt på. Undervejs hjemad blev det til et kig ind ved Trevi fontænen  velkendt fra Fellinis La Dolche Vita, hvor kødranden af turister var enorm. Over gode gamle Piazza Navona mod Carrefour som havde lavet en fin risotto med spinat til mig. Den blev indtaget på sengen i herberget, hvor jeg bor, nu i en 4-sengs stue, idet værten Flora har stillet yderligere en seng ind til en pige fra Manila, som kom i går. I forvejen har vi fået en californisk ung mand herind. Men han rejser i dag. Skal til London, og pigen fra Mexico med Phd stipendiatet skal til Alicante til konference om undertrykkelse. De rejser og kommer i eet væk mens jeg ligger her i sengen og skriver.

En strålende dag! Natten har blæst alle skyer væk fra himlen. Det stormede, så den lette glasdør klaprede med ivrige smæld. Men med tykke tæpper omkring sig, var det ikke noget problem. Klokken er kun lidt over 8 og min medpassager, den lille dame fra Manila er ifærd med at gøre sig klar til at gå ud. I rummet breder sig en venlig duft af orientalsk parfume. De andre gæster er rejst. Om lidt er jeg alene her i min seng, hvor jeg lige har klaret betalingen for mit webhotel og hostmaster. Så er det i orden. Altid rart at være på forkant med økonomien. Det synes jeg.

Nu kom damen fra Manila minsanten hen til min seng og tilbød mig resterne af hendes pasta, som hun ikke kunne spise op fra restaurantbesøget i går, og som hun havde svøbt i en plasticpose. Jeg bad hende lægge det i køleskabet. Så må vi se om det er noget spiseligt. Ellers smider jeg det bare væk og går ned og spiser på Carrefour, hvor de har en mikroovn, som jeg brugte i går aftes til opvarmning af en herlig grøntsagssuppe. Den blev spist i selskab med 5 friske unge mennesker fra området, som havde slået sig ned ved nabobordet. Liflig hvidvin leveret i glas fra køleren og varme flutes. Vel nok en herreret! Godt med varm suppe i det begyndende kolde vejr. På vejen hjem slog jeg lige et smut indenfor i Peterskirken til aftenmessen, da køen af turister var blevet overkommelig. Men man skal skannes før man går ind. Lige som når man skal op og flyve. Det er måske også det samme. Op til Gud og St.Peter og paven, som min lille veninde fra Manila begejstret berettede, at hun havde set, da han kom frem i vinduet og vinkede. De er helt syge med paven her. Jeg ved fanden gale mig ikke hvad meningen er.

Solen oplyser de okkergule huse og himlen er lyseblå. Nu vil jeg finde ud af, hvorledes jeg skal komme ud til lufthavnen i Fiumicino i overmorgen, hvor flyet afgår kl. 7.20 og hvor jeg derfor helst skal være mindst en time før. 6.20 så hvornår skal jeg herfra? Og hvordan? Måske med bus først til Roma Termini, men går der busser så tidligt? Google må hjælpe mig. Jeg kunne også spørge Flora. Hun ved alt muligt. Og går toget så tidligt fra Termini? Tonsvis af spørgsmål jeg skal have opklaret. Men det er rejsens charme! og så er Gunung Agung i udbrud på Bali. Minsanten. Jeg kender den vulkan. Jeg var der selv i firserne. Det bjerg fylder hele øen og lufthavnen er lukket på grund af asken og turisterne kan ikke komme derfra. Sidst i 62 døde over 1000 under lava og aske. Jeg skal ikke nyde noget. Jeg bliver her i Rom. Foreløbig.

Sommetider sker det, at man taber hovedet. Men det skal man ikke være ked af. Snart efter får man bare et nyt. Måske er ens hoved hele tiden nyt. Sådan ser det i hvert fald ud lige nu, hvor afskeden nærmer sig og ankomsten ligeså. I eet væk, så han snart ikke kan se hoved eller hale på det hele!

Spiste kinesiske grøntsager, idet han betragtede en række ens udseende mænd med stive ansigstudtryk som var deltagere i en eller anden partikongres i Peking. Åh, hvor ville han gerne undgå at være der. Alle disse mænd så ud til at kunne dræbe med koldt blod for at bevare deres position. I hirakiet, hvor al stræben går opad.

Udsigten fra herberget.

Vi, dvs Maniladamen og jeg fik russisk besøg i nat kl. 5, hvor to unge langskæggede, let plørede mænd ankom og indtog de sidste senge i herberget. Straks efter de var faldet omkuld på tremmesengene, lød en øresønderrivende snorken, og jeg skreg tavst min nød dernede under dynen, som var det eneste sted man kunne få fred. Gudskelov er det i morgen trompeten kalder klokken 3. Op og afsted med rullekuffert ned over Peterspladsen mod lufthavnsbussen som afgår kl 5 morgen. Flyet flyver kl 7 og Kastrup ligger forude med planlagt landing ved 9 halv 10 tiden. Derefter konference på Riget. Hvis ikke jeg falder om. Rom har jeg fået nok af. Gik den lange tur i går aftes ud til Forum Romanum og Colosseum og beså de oplyste reminiscenser fra en svunden tid, mens en forhutlet guitarplayer gav Bob Dylans “Blowing in the wind”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Grønland.

Et land.

Den aftalte tur i pinsen til Dombrava begynder med 10 hunde, der ellevilde af køreglæde styrer ned ad sygehusbakken hjulpet på vej af Nordo, som slædevant dirigerer bæsterne skarpt til højre, så vi undgår en kollision med to joller, som ligger fastfrosset i isen lige hvor sporet mod Kap Hope begynder.-Ili, Ili, Ili, råber han, og minsanten om ikke de nok så nydeligt drejer bort fra de farlige både. Så springer han af og overlader kontrollen af hundespandet til mig.

Marie og jeg har pakket slæden med proviantkasse, telt, moskusskind, primus, petroleum, patroner og de to geværer. Den glatløbede og Nordos gamle blåmalede Sakko. Hundefoder har vi med i en sort plasticpose. Jeg har også rejsekæden med. Det er en lang hajkæde med karabinhager, så hundene kan gøres fast, når vi ligger i lejr. Vejret er let overskyet, men solen når igennem hele tiden, og vi glider behageligt forbi de vante steder. Hvalrosbugten åbner sig på vores højre side med jættedalens dybe slugt og de høje tinder i baggrunden. Ude på fjorden hviler det massive blå isfjeld majestætisk som en kæmpemæssig vejviser. Dets konture kender vi som en god vens profil.

Marie

Vi når Kap Hope en time senere. Marie vil ind og sige goddag til Apollo. Hun vil have varmen og en kop the. Jeg prøver at få hundene til at makke ret uden for huset, men der ligger en skraldebunke, som tiltaler dem over al måde, så skønt jeg råber ad dem, hører de ikke efter. De styrter ophidsede ind mellem gammel sælspæk og køkkenaffald og bringer skaglerne totalt i uorden. Jeg får med megen møje flokken hevet væk fra godterne, og efter nogen tid med udredning af de mange liner, får jeg dem anbragt i ro og orden, og kan gå ind i huset. Apollo ser utilfreds ud over min ankomst. Han er lun på Marie, og synes ikke, at hun skal være kæreste med mig.  “Sådan en kraslunak,“  kan jeg se i hans øjne, han tænker. Jalousien lyser langt væk, og jeg skynder mig ud igen, hvor hundene atter er kommet i urede infiltret omkring en gammel rusten olietønde, hvor der også ligger knuste flasker. Jeg frygter, de skærer deres poter, og må hastigt lave en ny udredning af skaglerne for at få dem væk.

Marie kommer langt om længe ud. Hun sætter sig på slæden, som jeg gør fri, og vi styrer ud mod isen igen. Vi skal ned over en skrænt, som skjuler isbrækket, hvor vi havner i en bred spalte med et bump. Jeg puffer slæden op igen og jager hundene med min pisk for at køre ud mod sporet på den brede flade af is. Efter en god halv times kørsel når vi mundingen af Hurry-fjord, hvor vi skal ind.

Netop ud for pynten, før vi drejer, begynder det at blæse nederdrægtigt. Det er fjordvinden der fejer de 50 kilometer indefra bunden ved Kalkdal og lige ud i ansigtet på os. Solen forsvinder, og skyerne trækker sig sammen tæt hen over himlen, som er grå og tung, mættet med sne. Det er godt vi har ekstra tæpper med, for Marie begynder at fryse. Jeg pakker omkring hende, og løber selv en gang imellem ved siden af slæden for at få varmen, og for at få hundene til at holde retningen. De trækker hele tiden ud mod midten af fjorden, og jeg ønsker de skal holde sig tæt på land. Hvis det begynder at sne, er det rart at kunne orientere sig ved hjælp af skrænterne.

Det blæser efterhånden stærkt. Væmmelig, bidende kold vind med små iskrystaller, som skærer sig ind i huden. Marie bliver utålmodig, og gør det værste hun kan gøre. Hun blander sig i kørslen!  Jeg er novice på området og følsom overfor kritik. Specielt fra en kvinde, hvem det heroppe ikke er forundt at have noget med styringen af et hundekobbel at gøre. Det er mandens opgave. Det er min opgave! Men hun kommenterer min kørsel og siger, at jeg gør det helt forkert. Jeg siger ” hu” og “ili” på “danskermåde” som dyrene ikke forstår. Jeg bliver edderspændt, kold og afvisende. Siger hold kæft, og løber rasende ud for at passe MINE hunde. Så er der osse is mellem os to, og så bliver turen for alvor kold.

Det holder gudskelov ikke længe. Ingen nyder situationen, og da jeg lidt senere sætter mig hos hende og putter mig for at få varmen, er hun den samme gode pige som altid. Lige så let ophidset. Lige så let nede igen. Et herligt temperament!

Vi kører vel et par timer på denne måde. Så råber hun:
-Der! Se Der!
Og ganske rigtigt, derinde ligger Dombrava hytten. Lille som en prik, men alligevel genkendelig som det menneskelige bygningsværk den er, her i ødet. Vi drejer af op mod stedet, og ser, idet vi kommer nærmere, de mange hunde spredt i deres tøjr udenfor.  Det er Gert, Maries storebror med sin kone og et par børn, der er nået herud før os. De siger, vi bare skal køre videre. De vil komme efter os i morgen tidlig.

Vi jager hundene, der nu er ganske trætte, op over een fjeldkam og dernæst endnu een, før vi endelig skimter dalen og i bunden af den gletcheren med de enorme ismasser, der langsomt baner sig vej ned gennem kløften oppe fra indlandsisen. Der er forrygende smukt her i nattelyset. Næsten uhyggelig overjordisk  i al sin stivnede dynamik. Vi drejer ned mod søen og venter at finde lejrpladsen opfyldt af telte, men der er ikke et eneste!

Lidt skuffede bringer vi slæden til standsning og snakker om, hvorvidt vi skal køre tilbage til Gert eller ej. Vi beslutter at blive. De andre sagde jo, de ville komme i morgen. Jeg spænder hundene af og anbringer dem hver for sig i rejsekæden. De kaster sig grådigt over det medbragte sælkød med spækklumper. Bagefter lægger de sig til at sove, dødtrætte som de er efter den lange tur.

 

Teltet er det første jeg rigger af slæden. Vi hjælpes ad med at få det slået op. Marie er hurtig til at gøre det hyggeligt indeni med moskusskind og tæpper som dækker bunden over den frosne jord. Jeg går ud og finder en stor flad sten, som primussen kan stå på inde i teltet. Den bliver pumpet op og hvæser og sprutter før den efter et par omgange med rensenålen endelig brænder klart og roligt. Ude på søisen har der været boret huller til fiskeri, og her er det nemt at brække de tynde flager op og tage frisk vand ind i en kasserolle. Vi laver the og spiser en portion havregryn med oprørt tørmælk og et par rundtenommer leverpostej, før vi behageligt mætte ruller os ind i tæpper og skind og tæt sammenslyngede falder i en drømmeløs dyb søvn.

Næste morgen vågner vi ved lyden af hunde. Det er Gert med familie som ankommer. Vi stikker hovederne ud af teltåbningen og finder dagen strålende klar og sol lys. De kører ned ved kanten af skrænten til søen og stopper. Hundene snuser ivrigt i græsset efter noget at spise. Gert kommer over til os. Han står lidt og misser med øjnene i den skarpe sol.
Så siger han.
-Dejligt vejr.
-Mm, siger vi.
-Gir I kaffe?
-Mm.  ja selvfølgelig.
-Jeg skal lige slå teltet op, så kommer vi over.

Vi kryber ind og får tøj på. Jeg stiger ud på det bløde mos i strømpesokker. Solen er fandme stærk med al det hvide sne, som reflekterer lige op i ens øjne. Jeg tisser.

Marie kommer ud. Hun er rødkindet med mønstre fra sweateren, hun har brugt som hovedpude. Jeg giver hende et kys. Hun smiler og nysser mig med næsen.
-Henter du frisk vand? Spørger hun.
-Det kan jeg da godt.
Og så skrider jeg sidelæns ned ad den stenede skrænt, hvor der osse vokser små violettet blomster, til søen og vader i sneen ud til hullet, hvor jeg fylder vores spand.

De andre er ved at få deres telt slået op, og lidt efter er vi alle samlede hos os.  Skibskiksene går rundt. Høflig opmærksomhed præger situationen. Man lever nænsomt sammen omkring spisningen, der stadig har alle en rituel handlings bevægelser i sig. Det er dejligt.
I begyndelsen ikke mange ord. Blot den praktiske afvikling af måltidet. Man rækker og man tar imod. Hele tiden er følsomheden fokuseret på fællesskabet. Jeg mærker, at i samme øjeblik jeg søger en særstilling, som f.eks. hvis jeg “snupper” smørret for næsen af en anden, som var på vej til at bruge det, bliver jeg observeret af den kollektive ånd og får tørt på psykisk. Det er spændende at føle, hvorledes en justits som aldrig nogen sinde er nedfældet nogen steder, virker i virkeligheden blandt naturlige mennesker. Det er det, der gør tilværelsen blandt inuitter, når de vel at mærke er væk fra det alkoholiserede bymiljø og ude i deres egen natur, det er det, der gør det til en oplevelse af de helt store.
Fordi jeg “lærer” i ordets bedste betydning at være sammen med andre mennesker. Ikke nogen snak. Ingen diskussioner, men klare ukomplicerede forhold. Jeg finder min plads, og må selvfølgelig stå for skud igen og igen. De lægger ikke fingrene imellem. Det stråler lige så stille ud af dem, hvad de “mener”. Det er ikke noget, de først “tænker” om een og så bagefter siger. Det er spontan reaktion, som også er naturens egen, og som de lever i. Ikke i deres kamp mod naturen, som vi så ofte fejlbeskriver det, men i deres samspil med den. Ikke for “over”levelse, men for”med”levelse, hvor døden er den altovervejende faktor, som betragtes med kølig sindsro og respekt.

Op ad dagen kommer flere slæder kørende fra Scoresbysund. Dombrava-søen er der, hvor der fiskes laks fra isen om foråret. Til sidst er her vel en 12-16 telte, og det er nu en veritabel lejrplads. Børn springer rundt og spiller bold mellem teltene. Til og fra hullerne nede på isen går folk med deres fiskeliner, og ved naboteltet står en flok mænd og beundrer og kommenterer hinandens geværer. Marie og jeg går sammen ned for at fiske. Hun ligger 20 meter fra mig på et renskind og pilker. Jeg sidder på en omvendt plastik-spand foran hullet og lader det lille blink med et stykke spæk på trekrogen glide ned i det mørke vand, til jeg får bundkontakt. Lyset generer, og jeg lægger mig osse ned for at kunne kigge gennem hullet ned på bunden, hvor blinket danser og straks hidlokker små nysgerrige ørreder. De nipper til spækket, men deres mund er alt for lille til den store krog.
Jeg ligger længe og venter, at nu dukker den store ørred op, men der sker ingenting. Det er koldt på maven, og jeg rejser mig og går over til Marie, som heller ingenting fanger. Maries far står i den anden ende af søen, og vi går over til ham. Han har allerede fanget to store laks og inviterer på kogt fisk lidt senere. Oppe ved vores telt kommer to drenge og spørger, om vi kunne tænke os at komme over til dem og spise kogt sæl med ris. Det kan vi sørme godt, for det er vores livret.
Vi kommer derover, og her sidder allerede en hel flok og gnaver ben og smiler fornøjet over hele fjæset der glinser af spæk. Vi får hver en tallerken med suppe og en kniv stukket i hånden. I gryden foran os ligger kødet i store stykker, sort med hvide benpiber stikkende ud. Vi snupper selv et hver og går i gang med at file og gumle.

Jeg tager alene på jagt efter gæs om eftermiddagen.Der ligger et bakket terræn med små søer bag vores plads, og der sniger jeg mig hen. Knapt har jeg anbragt mig bag en stor sten, før jeg hører deres skræppen i luften. De kommer hen mod mig, men drejer selvfølgelig væk lige før skudhold. Altså ingen gås. Jeg kryber ned mod en sump, hvor jeg tror de skal komme for at drikke, og venter. Solen varmer mig, skønt den hænger lavt over bakkekammen. Jeg døser, og så er de der igen. To gæs lander mindre end 50 meter fra mig og giver sig straks til at snadre i vandet totalt uberørt af min tilstedeværelse. Jeg sniger mig forsigtigt nærmere, men det skulle jeg aldrig have gjort, for lynhurtigt ser de mig og er ikke sene til at lette bagen og flyve bort. Jeg bander indædt, for det er altid dejligt at komme hjem til de andre med noget. Det giver prestige, det ved jeg. Nu kommer jeg tomhændet.
Surt.

Tilbage i lejren gør jeg holdt ved Jacob Sanimuinaks telt. Her er mange forsamlet. To andre danskere, Arne Øhland og Jens Thygesen er kommet med hver deres spand, og nu udveksles der erfaringer. De er gamle i gårde i Østgrønland. Arne er skolelærer heroppe for anden gang og en habil hundekusk. Jens er håndværker og fanger om nogen er det. Han er meget dygtig, og jeg har set ham engang komme hjem med 10 sæler på på slæden!
Det er hyggelige folk, og jeg slår en snak af med dem.

Det er blevet rigtig varmt. De sorte sten får luften over dem til at flimre og der dufter stærkt af mos og jord og forår. Vi lægger os på skindene bag ved vores telt og driver. I aften når sneen er blevet fast af kulden, og vi kan køre på den uden at synke i, skal vi hjemad. Vi regner med at tage afsted ved ét tiden. De fleste skal køre i nat, og der bliver stille i lejren om aftenen. Ved tolv tiden bryder det løs igen. Hundene kan mærke, at noget er i gære, og snart genlyder dalen af glam.

Teltet tages ned. Kassen pakkes og tæpper, sovepose og køkkengrej surres omhyggeligt på slæden. Hundene har fået foder om eftermiddagen og er veloplagte. Jeg ordner skaglerne i vifte, befrier dem fra rejsekæden og får spandet sat op.

Jeg vælger at køre som en af de sidste for at skabe mindst postyr, hvis hundene skulle blive uregerlige. Da vejen er klar, sætter vi af med et smæld, og de drøner afsted.

Desværre bliver jeg nervøs, fordi de ikke adlyder min første ordre. Jeg taber besindelsen, som man selvfølgelig aldrig skal. Især ikke over for sine hunde. Da jeg næste gang råber retningen ud mod dem, slår det klik og jeg tager fejl af højre og venstre råbet.
-Ili, Ili, Ili, råber jeg , og mener til højre, men de går selvfølgelig til venstre, som de har lært, og så er fanden løs. Jo mere jeg råber, des mere går de på gal kurs ned mod elvlejet, der ligger 100 meter nede under den høje klint, vi kører på. Vi jager ganske simpelt lige ned mod afgrunden!
-Ili, Ili, Ili, råber jeg desperat og kan slet ikke forstå, at de bare går yderligere mod venstre, når jeg nu beder dem om at gå mod højre (tror jeg).  Gudsketakoglov er de ikke selvmordspiloter, men skider fanden i mine ordre, da de når kanten af skrænten. De følger den tæt, tæt, men de drejer ikke derned og jeg råber bare -Ili, Ili, Ili  hele tiden som om det skulle  hjælpe noget.
Til allersidst slipper vi ind på fladt land igen og jeg får dem standset.

Nu er Marie oprigtigt skræmt, og vi bliver alvorligt uvenner over min kørsel. Hun er selvfølgelig i sin gode ret til at kritisere mig efter den tur, men jeg er gået i panik og hører ikke et ord af, hvad hun siger. Nølende får jeg sat dem igang igen og vi fortsætter tavse ned mod hytten.

Der venter resten af slæderne. Jeg får et chok fordi jeg troede vi var alene og kunne slippe for sammenstød. Det er det værste, jeg ved, at støde ind i et andet spand. Det er som en veritabel krig, hvor alle går mod alle. Derfor ville jeg være den sidste, og nu står de alle dernede og venter. Marie siger:
– KØR! for hun vil ikke være til grin, og jeg tøver, for jeg er bange. Så rejser hun sig, og jeg ser, hun har tårer i øjnene. Ydmygelsen overfor resten af gruppen vil være for stor, hvis ikke vi bare køre som om intet var hændt. Ned over landbrækket og ud på isen.

Jeg bider tænderne sammen og siger:
-Hu! Og så kan det nok være de stikker af. I vild fart ned over bakken og når lige med nød og næppe at undgå et sammenstød med den yderste af de ventende slæder, hvis hunde rasende farer ud mod os. Vi hvisler forbi og ned i hullet og op igen og så sker det værste, der kan ske. Slæden flyver lige pludselig og jeg dingler bagude og har ikke andet at gøre end at hænge ned over tværpinden på opstanderen med mave og brystkasse. Da den lander kommer resultatet:- Knæk, siger det og jeg mærker den brændende smerte lige over mellemgulvet, der fortæller om et brækket ribben.
-Satans osse, mumler jeg for mig selv, men den værste fare er overstået og vi falder begge efterhånden til ro.

De andre slæder gør holdt ved “Store Sten”, men jeg afstår fra yderligere konfrontationer og kører blot videre. Vi må vente med kaffen til Kap Hope.
Det begynder at sne. Tættere og tættere. Snart kan vi ikke se mere end 20 meter frem. Jeg drejer os nær på land og følger de gamle spor, så godt jeg kan. Vi når Kap Hope efter en tung tur ind over landtangen, som vi må vælge, fordi sporet løber der.

Jan Lorentzen kommer lige efter os ind til udstedet. Vi fastgør og får varm kaffe hos Josva. Resten af turen sidder vi tæt sammen i det blå morgenlys og småfryser. Klokken er halv seks, da vi kører op foran sygehuset i Scoresbysund, og den bliver syv før vi fuldkommen udasede kan lægge hovedet på vore puder og falde i søvn.