ChatGPT konversation.

How to explain Why a species becomes extinct?
ChatGPT

There are many factors that can contribute to a species becoming extinct, and often it is a combination of several different factors that ultimately lead to extinction. Some of the most common reasons for species extinction include:

  1. Habitat destruction: When humans modify or destroy the natural habitat of a species, it can no longer survive in that area, leading to population decline and eventual extinction.
  2. Climate change: Changes in climate can have a significant impact on the survival and reproduction of species, particularly those with specialized adaptations to their environment. If the climate changes too quickly for a species to adapt, it may become extinct.
  3. Overexploitation: When humans hunt or fish a species at a rate that is unsustainable, populations can decline rapidly, leading to extinction.
  4. Invasive species: Non-native species introduced to an area can outcompete native species for resources or prey upon them, leading to population decline and possible extinction.
  5. Disease: Outbreaks of disease can be devastating to a species, particularly if it is already in decline due to other factors.
  6. Natural disasters: Natural disasters such as floods, wildfires, or volcanic eruptions can wipe out entire populations of a species.

It is important to note that these factors do not always act in isolation, and a combination of several factors can contribute to the decline and eventual extinction of a species.

 

User
Is it seen, that a species becomes extinct because it destroy its own habitat?
ChatGPT

While it is true that species can contribute to the destruction of their own habitat, this is not the only reason why a species may become extinct. Other factors, such as climate change, overexploitation, invasive species, disease, and natural disasters, can also play a significant role in the decline and eventual extinction of a species.

It is important to note that the impact of human activities on the environment has greatly increased in recent years, leading to an acceleration in the rate of species extinction. Human activities such as deforestation, pollution, and urbanization can all contribute to the destruction of natural habitats and the decline of species populations.

In some cases, species may be able to adapt to changes in their habitat or the impact of human activities, but in other cases, the changes may be too rapid or too severe for a species to survive. Ultimately, the loss of a species is a loss for the ecosystem as a whole, as each species plays a unique role in the functioning of the ecosystem.

 

User
Could one say, that the Human species is on a route to its own extincion because it has lost its ability to funcion in the global ecosystem?
ChatGPT

It is difficult to predict the future of the human species with certainty, but it is clear that human activities have had a significant impact on the environment and other species. While humans have the ability to adapt and change their behavior, it is also true that some of the changes and impacts that humans have made on the planet may have long-term consequences that are difficult to reverse.

For example, climate change caused by human activities is already having an impact on the planet, leading to rising sea levels, more frequent and severe weather events, and changes in ecosystems that could lead to the extinction of some species. The loss of biodiversity caused by human activities also has consequences for the functioning of ecosystems, which could impact the availability of resources necessary for human survival.

However, it is also important to note that humans have the ability to make positive changes and work towards a more sustainable future. By reducing our impact on the environment, conserving biodiversity, and addressing the root causes of environmental issues, it may be possible to prevent the worst outcomes and create a more resilient and sustainable future for both humans and other species.

 

User
Could one say, that it is the individualistisk and isolatetd way the Human mind (thought) is functioning, that is the basic reason for the loss of connection whith the whole of the planets ecosystem. The Human thinking proces, that separate and divide. That reality is seen through thoughts and not directly as it is. As a whole?
ChatGPT

The question of whether human thought and behavior is contributing to the loss of connection with the planet’s ecosystem is a complex and multifaceted issue. It is true that human behavior is shaped by cultural and social factors, which can contribute to a sense of separation and individualism.

For example, the focus on economic growth and consumption in many societies can lead to a disregard for the natural world and a prioritization of short-term gains over long-term sustainability. This can lead to overexploitation of resources, destruction of habitats, and a loss of biodiversity.

At the same time, it is also true that humans have the ability to connect with and appreciate the natural world, and many individuals and communities around the world have long-standing relationships with their environments and work to protect and conserve them.

In terms of the role of thought and perception in shaping human behavior, there is evidence to suggest that the way we think about the world can influence our actions. For example, if we see ourselves as separate from the natural world, we may be more likely to engage in behaviors that are harmful to the environment. However, if we see ourselves as interconnected with the natural world, we may be more likely to prioritize sustainability and conservation.

Ultimately, the question of how human thought and behavior is impacting the planet’s ecosystem is a complex and multifaceted issue that requires consideration of many different factors, including social, cultural, economic, and psychological factors.

Mallorca marts 23

 

 

Netop landet i går på den nyrenoverede aeroporto Palma de Mallorca, hvor kilometerlange marmorflisebelagte alleer flankeres af prangende butikker i alle regnbuens skrigende neonfarver. 

  Jeg tog afsted efter en begivenhedsrig morgen, der begyndte med mit barnebarn Oscars øllebrød tilsmagt med kokosmælk og revet æble, som han og jeg spiste om kap. Det sneede en hel del udenfor vinduet, som vi kiggede gennem ned forbi træernes grene oppe fra 4. sal ude i Sydhavnen.

   Ud af døren, hed det, i en forfærdelig fart, for jeg skulle nå at være i lufthavnen og checke ind på slaget otte. Glemte derfor (selvfølgelig) min veltillavede klapsammen madpakke i min datters køleskab! Pis!

   Toget gik i stå på Ørestad station. Jeg og min sidemand besluttede  at tage en taxa ud i snestormen for at nå vores fly. Lidt efter kørte toget alligevel, da en løbsk vogn blev fjernet henne i Tårnby. Vi nåede at blive skannet og gennemrodet oppe i securitycheck inden flyet fløj som planlagt..

   I Stansted fik jeg endelig brugt min ældgamle 5punds note fra min tid i Storbritannien nede i et glas med penge til de fattige. En venlig bartender tilbød mig en gratis kop the, hvis jeg donerede den mod at få de samme 5 pund udbetalt i klingende mønt. Det gav mig en muffin og en croissant samt et restbeløb på omkring 25 pence, som blev tilbagebetalt de fattige.

  I selvsamme øjeblik materialiserede en græsk kvinde sig med en invitation om at komme og bo hos hende på Santorini til sommer. Det.tog jeg imod, fordi hun bekræftede min antagelse om “den viljebestemte tanke” som værende årsag til alt ondt her på planeten. Oven i købet var hun velbevandret i Raja Yoga, som netop er den yoga diciplin jeg var mest optaget af under mit månedslange fængselsophold i Nordnorge.

   Stansted er en behagelig lufthavn, med mindre man skal gennem dens securitycheck. Her blev tiden (som den græske dame iøvrigt beskrev som værende ikke-eksisterende: “No age, no time, no space”, som hun udbrød, mens hun slog ud med armene og grinte højt!), – her blev den uendelig knap. Jeg måtte stå og vente på, at en koreansk kvindes exorbitante  beautyboks blev gennemrodet af en grundig betjent, mens mit fly gjorde sig klar til at taxie ud på startbanen og stikke af. Jeg nåede det (som sædvanlig), og sidder nu på min store seng med jazz på p8 kørende i.baggrunden. Det er morgen og jeg tror, jeg vil tage ind til Plaza de España og købe et busklippekort til mine videre ekspeditioner her på øen

   Fik dummet mig, da jeg anklagede min datters meget smukke billeder for pornografi, men det er jo netop, hvad de er, nemlig ærlige skildringer. Jeg har en tilbøjelighed til at lyve,  også for mig selv, så det er noget, jeg må arbejde med.

    På den anden side: -Hvad er løgn og hvad er sandhed? Det må vi se nærmere på ved lejlighed. Spontanitet kan ofte være mere oprigtig end tilpasset dyd. Man bliver ofte i tvivl, som den græske dame sagde. Men tvivl vil altid være menneskets følgesvend. En slags prisme, man ser en forstyrret verden gennem. Lige som i går, hvor jeg troede, jeg så Thomas bror Floyd på vej ned ad trappen til Estacio Intermodal og løb efter ham helt til herrelokummet, hvor han havde låst sig inde på et toilet. Jeg råbte hans navn flere gange, men han svarede ikke. Han havde sansynligvis ikke lyst til at møde mig, eller osse var det slet ikke ham. Hvem ved…

   Nu er jeg glad for at bo her hos damen Amalia og hendes “søn” som koger kartofler ude i det lille køkken og hælder dem over sin omelet og smiler til mig og spørger om jeg er Ok. Er jeg Ok? Hvis jeg selv skal sige det, så er jeg, og det er jo det vigtigste!

   I går vadede jeg den lange vej hen til Estacio Intermodal, hvor jeg købte et integralbrød, en tomat, 10 plasticknive, en pose oliven med sten og en flaske vand til at tage med mig på stranden. I bussen ud til Ses Illetes blev jeg overfuset af en vred ældre herre, fordi jeg havde anbragt min rygsæk ved siden af mig på “alderdomspladsen” som han mente skulle være fri, så enhver gamling kunne sætte sig der. Jeg flyttede min rygsæk, så der blev plads, og gav mig til at synge. Det livede ham gevaldigt op, og vi faldt i snak. Han var 82 år lige som jeg, og vi havde meget til fælles, viste det sig. En dame ved siden af ham var lidt spids i begyndelsen, men snart var alle i bussen i sync og resten af turen var ren fællessang. Voila! Herren er ude, hvorhen vi end går!

Stranden var åben og varm. Vandet 16 grader og pigerne topløse til stor fryd for den gamle dydige herre, som ikke lod et øjeblik gå til spilde denne dejlige forårsdag på Mallorca!

Solen skinner.

Røde kinder

Alle sorger

De forsvinder

Således forløber dette øjeblik. I ro og mag. Maven er begyndt at finde sin gamle rytme. Indtaget af føde reguleret så intelligent, som det er muligt. Spadseretur ud langs Palmabugten med de tusind glimtende lys og den enlige sejlers toplanterne som ankervagt, der minder mig om mange gode stunder på det bølgende hav, mens jeg hele tiden holder øje med mit venstre knæ, idet det en gang imellem giver anledning til bekymring, som jeg holder i ave med glucosamin. Så går det nok, tænker jeg. Det skal gå, som min salig bedstefar altid sagde, mens han rensede sin pibe. Jeg ryger ikke, og har derfor heller ikke nogen pibe at rense. Gudskelov for det!

   Lidl ligger kun 200 meter fra, hvor jeg nu har taget ophold den kommende uge, før jeg flyver tilbage til København og derfra til mit elskede Bandholm.- Lidl ligger som sagt kun 200 meter herfra højhuset i den lækre lejlighed, hvor jeg ligger i en stor dobbeltseng med puder i nakken og skriver.- Det er en enorm Lidl den Lidl! Jeg blev næsten helt svimmel igår, da jeg var derovre. Fik dog samlet mig så meget, at jeg kunne navigere i det overvældende spanske vareopbud. Klipfisk og hummere og toiletpapir og fede flødeskumskager med catalansk krymmel. Dulce i blokke og vin og spiritus ad libitum, som jeg dog ikke køber, da jeg ikke drikker. Men en croissant, en hvedeboller og en integraflutes blev det dog til, og så hjem (med elevator) op til mit refugium og koge champignonsuppe. Da faldt der ro over feltet!

   Fordi det var da noget af en oplevelse at bo der på Carrer Benet Pons i Fabregues 28, piso 2 i den ældste del af Palma hos Marissa og hendes kumpan!

   Der lugtede reverenter talt af pis over det hele!. Køkkenet stank af slimede belægninger forårsaget af kumpanens idelige opkog af månedgammel mad. Det mindede mig om dagene på Goldschmidtsvej, når Rosenstand kogte suppe op igen og igen for at strække den. Gulvet klæbede til fødderne og knive og gafler ville ikke slippe hænderne. Tallerknerne råbte sygdom op i ansigtet på een, og kumpanens panodiltablette flød overalt til skræk og advarsel for mig, der snart også blev ramt af den mallorcinske dolorosavirus, som florerede, hvor man end drejerede eller vendte sig med hostende, nysende, rallende og deliriumdalrende mennesker på hvert gadehjørne. Et mareridt!. Et rædselskabinet! Et helvede!

   – Og jeg, der var så glad og kåd og lykkelig over det  turkise Middelhav og stenen som balancerede så smukt og de unge mennesker, der forstod, at de måtte tage sagerne i deres egne hænder og alt det andet velkomstdejlige, som brat forsvandt, da virus slog ned, og jeg blev forvist til rottereden med det slimede køkken under dynen i cellen uden vindue de næste 5 dage, hvor jeg skulle have været både på Miró musæum, til Deia og  Andratx og inde og spise i Cellar sa Premsa. Væk, pist væk under dynen, som de sagde de gamle pungrotter, før de krøb sammen i fosterstilling og lagde sig til at dø.

Men solen står op igen, som de også sagde, og jeg vågnede og begav mig ud i Palmas gader og blev væk og måtte finde hjem pr intuition til et nyt flys afgang herfra om en uge. 

   Det gamle vægelsind gjorde sit indtog. Skulle jeg det ene, eller skulle jeg det andet, og hvad bestemte, hvad jeg skulle, og hvem var jeg at kunne bestemme nogetsomhelst? 

   Meget lærerigt at vandre med vægten (mit stjernetegn) i balance hele tiden som et fintmærkende seismografisk instrument, man så sandelig ikke skal kimse af, men gøre sit bedste for at holde rent og pænt og nypudset lige som jeg gjorde med min gamle sekstant, den gang jeg sejlede.

Er altså landet herude på Carrer de Montevideo 7 med få meter ned til sandstrand, promenade helt ind til Katedralen, og som sagt et exorbitant Lidl  i nærheden. Med den varme sol lige ind ad mit vindue, som har udsigt til palmer og lysegrønne forårsblomster med smørgule kronblade og med mulighed for excursioner op i Tramuntanabjergene, som stadig har sne på toppen og som gemme på min gamle favoritjuvel Deia, hvor jeg osse skal op, hvis benene bærer og ånden er redebon.

Vi ses!

På rejse med Jonathan og Jens.

 

 

 

Hvad skal jeg sige?

Det blæser og bølgerne er høje.
I morges regnede det.
Nu skinner solen.
Badetøjet hænger til tørre på snoren med de røde klemmer.
Den gamle sorte hankat tigger om mad.
Jeg har sovet godt i lyden fra brændingen.
Nu vil jeg spise min papaya.
I dag skal vi ikke ud og køre på de snoede bjergveje.
I dag slapper vi af. Måske i morgen kører vi op til Agaete Piscina naturel og bader.
Vejene er meget snoede. Man skal holde tungen lige i munden, når man kører. Vi hjælpes ad. Jonathan er navigatør og sørger for, at holder mig fri af rabatten og de høje klippesider, når jeg sniger mig rundt i svingene for at undgå de hastigt kørende modgående biler.
I går lavede Jonathan kylling med auberginer fra Leons farm. Vi kan tage alle de grøntsager og frugt, vi vil. Han er meget venlig og hjælpsom. I går aftes, da strømmen forsvandt, tilbød han os et stearinlys!
Vi bader i hans pool eller går ned til stranden, men der er mange sten, og det er svært at komme ud gennem bølgerne, men når man først er ude, er det skønt. Dog er det tit endnu sværere at komme op, når de store bølge slår een omkuld. Det var bedre i Aldea i går, hvor vi badede i den beskyttede havn med en stige til at komme ned af. Pludselig kom blæsten og rev os næsten væk fra den solbadeplatform, hvor vi sad. Der kom en orange kat, som Jonathan blev ven med. Han bliver ven med alle katte i nærheden. Han har en sjette sans for katte.

Skønne dage med Jonathan og undertegnede. I bil ad snoede veje op og ned, ind og ud, så man nemt kan blive lidt anspændt som chauffør med flere hundrede meter ned til den ene side og flere hundrede meter op til den anden, hvorfra store brokker af størknet brun lava nu og da dumper ned og ligger som vidne om, hvad der kan ske. Vi møder skilte langs vejen med advarsler, men som Jonathan tørt bemærker, er det jo svært at undgå, når man først har fået stenen i hovedet…
Agaete var virkelig et besøg værd. Brækkende bølger (dog ikke så store som dem i Nazaré) buldrer ind mod de naturlige, kulsorte vulkanske bassiner, hvor vi svømmede rundt i strømmen som fisk i et hyttefad. Langs den kridhvide promenade op til byens bedste fiskerestaurant, hvor frokosten blev indtaget under en lyseblå markise. -Jo tak, det er en herlig rejse, vi er ude på vi to.
Vi besluttede at tage hele cirklen rundt om øen og stak nordpå gennem Las Palmas kedelige storbybebyggelse ned mod Maspalomas og Puerto Rico, hvor vi havde tænkt os at eksplorere i det meget omtalte vilde turistliv. Gudskelov slap vi, da en Burger Kings orangerøde opstander demonstrativt stjal udsigten og ledte os til en udendørs terrasse med udsigt over havet, hvor vi i fællesskab indtog et større måltid af veganske og ikke veganske sammenklappede æventyr isprængt mustard dressing og ketchup og chilikrydrede pomme frittes!
Turen tilbage op over Mogán foregik nu i mørke, som stiller store krav til chauffør og navigatør. Jonathan er på pletten hele tiden og fortælle, hvor tæt vi er klippesider og andet vi passerer, mens den gamle driver gør sit bedste for at køre ordentligt, selvom der ofte kan samle sig en hel kø af biler bag ham, fordi han kører langsomt og forsigtigt. Men det tager vi roligt. Først og fremmest skal vi hjem i hel og ordentlig stand!
Snart viser grusvejen sig, og det sidste stykke, før bilen er sikkert i havn, er den smalle indkørsel forbi den grønne låge, som foregår i små etaper, mens Jonathan kyndigt vejleder hvorledes køretøjet gennem flere drejninger føres ind på sin trygge plads og vi begge ånder lettet op efter endnu en vellykket tur.

Kaktus i alle afskygninger var, hvad vi tilfældigt rendte ind i på vores vej mod Puorto Aldea de Sankt Nikolas for at bade. Storslået samling af alle øens mærkelige Palme og kaktustyper og en kælen kat, en agressiv påfugl, samt adskillige høne-hanepar, som ivrigt indtog de af os indkøbte majskorn til 1 euro posen. Først syntes jeg , det var for dyrt at betale 8 euro for at se nogle kaktus (bl. a. verdens “største”), men ombestemte mig i sidste øjeblik og lod mønterne rulle (jeg kom ind som pensionist til nedsat pris!), og det var der ingen af os, der fortrød!
Det må have været et enormt arbejde at samle alle disse forskellige arter på eet sted. Sikkert mange år siden, det blev oprettet. Så vidt vi kunne se af en velhavende tysker engang i trediverne. Der var germansk slagermusik oppe i restauranten og indskrifter på tysk rundt omkring. – Men never mind, det var godt, vi gik ind og fik nogle meget specielle timer i selskab med enorme kaktus, katte, høns og sågar et kæmpefirben magen til dem, jeg mødte på El Hierro.
Det er jo helligdage det her. Folk flokkes mod stranden og ligger i lag selv hernede i vores lille refugium Tasarte, som til daglig er fredeligt og stille med kun en enkelt fisker eller to og et par børn, som leger i strandkanten. Nu er nedkørslen fyldt med biler og campingbusser, og oppe ad skrænten ligger man i telt og fejrer påske med højlydt spansk flamenco musik under stjernerne natten igennem. Der er osse nogen, der bliver væk. Så hidkalder man en stor militærhelikopter til at lede efter de forsvundne. – I nat blev vi vækket af mægtig larm lige udenfor vores vinduer med lyskegle, der fejede hen over bjergsiderne. Måske fandt man de forulykkede. Måske var det for sent. En time senere fløj den i hvert fald igen.
Hele dagen tilbragte vi på en solbadeplatform sammen med to tykke spanske mennesker, som al den tid, vi var der, ikke rørte sig ud af stedet. De lå bare der og snorkede og lod sig gennemstege af den højviolette UV stråling. Jonathan og jeg havde en samtale om incidensen af malignt melanom i Spanien sammenlignet med Danmark, og han mente, at spaniolerne bedre tåler solen p.g.a. deres i forvejen mørke hud. I hvert fald er Danmark nummer eet på listen, når det gælder kræft i det hele taget, og det er foruroligende. Vi smører olie og solcreme med faktor 50 på hinandens rygge og skuldre hele tiden. Så går vi i vandet og skyller det hele af, for derefter atter at smøre os ind, når vi kommer op!
Selv der i Aldea er der store sten og brænding som er en udfordring for mine gamle lemmer. Jeg må kravle ned på alle fire og bliver alligevel ofte kastet omkuld af de store bølger. Så kommer Jonathan og rækker hånden ud, så jeg kan gribe og komme sikkert i land. Bagefter er der dusch, og det letter på nerverne! Det er massive sten, og det gør av at blive slynget ind mod dem!
Vi holder en plan, der siger: Hver anden dag udkørsel med bil og hver anden dag slappe-af-dag hjemme i vores domicil. Så spiser vi nede på den lille fiskerestaurant, som serverer de nydeligste grillede små babyblæksprutter og de lækreste havbassfileter helt uden ben. Hertil et iskoldt glas øl. – Hvad mere kan man forlange?

Artenara var, hvad vi var headed mod og aldrig nåede. Først blev vi ledt gennem en labyrint af snævre gader i Aldea for til sidst at nå en hullet grusvej med en modkørende lastbil, som det ville være umuligt at passere uden at måtte vige ud mod en skrænt med flere hundrede meters fald ned i en kløft med store nedstyrtede lavaklodser. Det gjorde udslaget. At skulle bevæge sig i stadige snoninger op ad denne håbløse vej, for endelig at nå nogle grotter og et etnografisk ”museum” efter flere timers kørsel med risiko for at måtte køre samme dødsensfarlige vej tilbage i buldermørke var nok for de to expeditionsdeltagere Jens og Jonathan til, at de straks ombestemte sig og valgte at tage til stranden i stedet for!
Nu faldt stressniveauet til et mere glidende tempo inde i Aldeas lille smukke kirke, hvor Jens endelig forstod, hvorfor Jesus var blevet så populær. Ganske enkelt fordi han tog lidelsen på sig og viste, at det kunne lade sig gøre uden at tabe ansigt! Jens følte, mens han sad midskibs foran de smukke farvede glasmosaikker bag alteret, at han osse kunne anderkende sin egen svaghed. Sin skrøbelighed og sin livslidelse i erkendelse af sin dødelighed.
Det var det, denne rejse over vulkaner og under hav havde lært ham i selskab med sin søn. At han turde være sig selv og turde at indrømme over for Jonathan, at han var svag.
Resten af dagen blev dykket og solbadet væk i selskab med nogle unge spaniere, som spillede fodbold og hørte rapmusik nede i havnen, hvor der var stiger, man kunne benytte for at komme frelst i det grønblå hav til fiskene og køligheden. Der var osse en dusch og bagefter flutes, tomater, skinke og postej og solcreme over det hele for ikke at blive forbrændt i den 30 grader varme solmættede luft.
Planen var et restaurant-besøg på hjemvejen, men alle restauranter var lukket, nu da det var blevet hverdag igen efter påsken. Alt håb var ude og skuffelsen var stor, indtil Jonathan udpegede et bemærkelsesværdigt sted med geder, store kaktus, katte og en gøende hund, samt en underlig taverna, hvor de serverede opulente opsatser af papaya og kødstumper pyntet med gule blomster og en hel banan omkranset af bløde afslappede pommes frites, som Jonathan absolut ikke satte pris på. Jeg fik en masse overflødig pynt på små pinde, som smagte bittert og havde nær knækket en tand på nogle småsten, som osse var iblandet salaten!
Det bedste var aiolien, som blev indtaget på en knust tvebak! Meget mystisk det hele, især da katten sprang op på mit skød og begyndte at æde af tallerknen. Geden kastede sig stangende mod indhegningen og brægede højt, mens hunden fór på katten af jalousi. Det var helt vildt, men vi fik en oplevelse mere og en slags aftensmad…
Hjemturen op ad de hundrede hårnålesving var noget af en udfordring for den gamle driver Jens, der nu var begyndt at blive træt af ustandselig at skulle tvinge rattet først helt til venstre og dernæst i samme øjeblik skarpt til den modsatte side, mens Jonathan råbte “drej,drej,drej!” højt ind i hans højre øre for at forhindre, at de skred ud i rabatten og 1000 meter ned i helvede! Der var reflekser i hvert drej, men bilens lange lys skabte andre reflekser, som trættede øjet, og det var først, da de kørte ind på grusvejen ned mod havet, at der faldt ro over selskabet.
Til sidst ledte Jonathan bilen professionelt ind gennem den grønne låge op ad flisegangen med de røde blomster. Lågen blev låst med den store hængelås og -pyha for en tur! Vi var endelig hjemme!
I morgen afleverer vi bilen i forhåbentlig uskadt stand og flyver ud af Las Palmas 20.50 med mellemlanding i Barcelona for at lande i Kastrup dagen efter 09.10

 

 

Portugalrejsen.

 

Rolig nu!
Ikke for meget jag.
Ikke for hastige beslutninger. Lad det hele glide stille og roligt.
Åh, hvor er det svært med andre mennesker! Det er lige så snart de kommer ind over, det bliver besværligt. Se nu f.eks.denne rejse, jeg skulle foretage med hr Knold og fru Tot og Ernest Hemingway ned til Nazaré i Portugal for at se de store bølger og surferne, som dumdristigt begiver sig ud til havs trukket af en scooter for kort tid efter at blive væltet omkuld og med enorm kraft kastet mod undersøiske skær, hvor de knuses og omkommer under store lidelser. Det skulle vi ned og overvære, og alt var klappet og klart, flybilletter bestilt, hotelophold sat på plads, og så kommer den lille djævel til Andersen, min ven ovre fra Omø, og tilbyder mig at køre med ham tilbage til Danmark, efter han har læsset nogle møbler af i en lille by ikke langt fra Lissabon, hvor hans venner har købt et hus, som de vil slå sig ned i, og som han hjælper dem med at flytte deres møbler og ting ned til. Så skal vi følges ad i den tomme lastbil, de har lejet, tilbage op gennem Europa de 2700 km til vi er hjemme på Lolland igen. Det syntes jeg jo lød fandens interessant med sådan en tur, hvor vi får overnatning og forplejning betalt af hans venner.
Straks jeg hørte om tilbuddet, begyndte jeg at fantasere om de muligheder for afstikkere til spændende steder en sådan hjemtur indebar. Men det skulle jeg ikke begynde på, viste det sig, for vennen, for hvem han kørte, havde lagt en meget striks rute på tilbagevejen, for at.spare benzin og komme så hurtigt som muligt hjem og aflevere lastbilen. Det ændrede jo perspektivet for denne rejse en del, men da Andersen

understregede, at så striks skulle det heller ikke være, og at vi sagtens kunne tage små afstikkere til mere spændende steder end den slagne motorvej, blev jeg mere rolig.
Nu optrådte imidlertid et nyt problem. Overnatningerne skulle foregå på motorvejshoteller i et dobbeltværelse de tre eller fire gange , der blev pause på den lange tur, og jeg hader at ligge i ske med nogen som helst på nær min kone og det er lang tid siden, at den mulighed forelå. Igen var det for at spare, idet vennen, som Andersen kørte for øjensynlig var meget nøjeregnende. Han havde nemlig omhyggeligt udregnet en rute i mindste detaille, som vi skulle følge til punkt og prikke med meget få chancer for sidespring.
Nå, godt ord igen. Jeg syntes stadig, det kunne være hyggeligt med sådan en tur op gennem Portugal, Spanien, Frankrig, Belgien og Holland for endelig at lande i Sønderjylland og over Storebæltsbroen det sidste stykke ned til Bandholm. Rødby Puttgarten færgen, som jo ville være nemmere, kunne der ikke blive tale om, da det var for dyrt. Hm, igen dette med at skulle indordne sig under andre mennesker, men som sagt, så syntes jeg og synes stadig, at turen rummer nogle muligheder og osse en social side med hyggelige samtaler med Andersen i førekabinen under den lange rejse ad Europas motorveje. Derfor hænger jeg på og har aftalt, at vi skal ringe til hinanden, når han når Portugal og jeg sidder i Lissabon, så vi kan koordinere og finde et sted, hvor vi kan mødes og slå pjalterne sammen for de videre tur.
Jeg har altid været ret støjende. Derfor er der ikke mange, der kan holde ud at være sammen med mig. Jeg spiller høj musik, så snart jeg kan se mit snit til det og optræder gerne med brægende stemme a la Bob Dylan, når lejlighed byder sig. Som f.eks. I går, hvor vi skulle ud og spise kylling.og jeg på forhånd havde sagt, at det ville jeg ikke, fordi jeg ikke spiser høns,- i det hele taget dyr som sådan, men i stedet valgte nogle fiskefrikadeller og noget som de kaldte “Brazilianske ris”, der viste sig at være ristet ris med kyllingeleveren. Jeg skreg op og forlangte min tallerken skifte ud med noget vegansk, hvad de selvfølgelig ikke havde i det etablissement, hvis formål var at servere grilstegt kylling. Mine medrejsende, som er Hr Knold og fru Tot (fra første ægteskab) blev flove over mit skrigeri og indså, at den eneste udvej var at stoppe min mund med kyllingebryst, som de gavmildt kolporterede fra deres egen tallerken og ned i min hals, til jeg blev stille. På vej hjem op og ned ad de Lissabonske gader lod de mig i stikken og travede flere hundrede meter i forvejen efterladende mig med mine dårlige knæ og min tunge rullekuffert slæbende bag mig. Da vi kom op til vores lejlighed var der kold luft mellem os indtil fru Tot bød på noget galar, hun havde købt i en smøge lige neden for, hvor vi bor (il Lissabon er Hash legalt), Det opblødte stemningen, og jeg holdt op med at bræge.

Nu er vi på vej i bus til Nazaré, hvor vi skal se store bølger og surfere, som omkommer i dem på stribe.
De andre ( Knold og Tot) er gået. De har så travlt med at nå alt det, de skal. De skal nå at komme op til klippetårnet og se de enorme bølger, som de skal fotografere med deres vidunderlige kameraer, som de elsker så højt, at de nat efter nat sidder og nørkler med vidvinkel og zoom for at kunne tage video og foto af brændingen lige udenfor vores vinduer og oppe ved fyret! Jeg sidder her i sofaen og har lige talt med Jonathan, som ringede og bad om hjælp til at flytte til en ny lejlighed sammen med en kammerat fra mediestudiet. Skide godt for ham, da huslejen er billigere og kun to beboere. Jeg stiller selvfølgelig op til flytningen. Han skulle ellers have været med på denne tur til Nazaré, men kunne ikke pga studiet. Ernest Hemmingway skulle også have været med, men han blev forkølet. Så er der kun os tre og det er osse meget hyggeligt for Søren!

Om lidt går jeg ned til stranden og ser om man kan bade. Der var rødt flag igår og gult henne i hjørnet. Idag er der ikke noget gult flag i hjørnet, så måske…
Vi spiste fisk (Codfish og makrel) på byens bedste fiskerestaurant i går aftes. Til morgen spiser vi friskbagt lokalt brød med kvædemarmelade og granula med mango, pærer og æble overhældt med havremælk. Så nu er diæten på sporet. Ikke mere syg kylling til mig!
Ottos ring spøger stadig i min baghjerne, og jeg tror stadig at det var et tegn fra himlen, at Suely lige pludselig skulle spørge til, hvor den var. For øjeblikket sidder den på Bynkes finger. Før lå den i Helens ( min mor) skrivebordsskuffe, og før det sad den i en periode ( ca fra 1980 til 1985 ) på min finger. Jeg husker som barn (engang i 1944/47) at den sad på bedstefar Ottos lillefinger mens han sad og sirligt skrev noder til en melodi, han skulle øve med sine elever. I sine gamle dage efter sin karriere som operasanger fungerede han som sangpædagog i Ribegade 12 på fjerde sal, hvorfra han kun kom ned juleaften, når vi skulle på besøg hos hans bror og holde jul der. LR Høy og sønner med domicil i cigarfabrikken Læssøegade 19. ( Det.var tider!)

2
I dag er atter en dag, hvor jeg er blevet kritiseret sønder og sammen af mine kære medrejsende over min åbenmundethed og spinattrampende tåbelighed, hvilket jeg har taget til mig som oplysende læring i min optimistiske begejstring over måske en dag at komme op på et niveau, der beretter mig til at færdes i det “gode selskab” uden at snuble. Man kan kun håbe, og så får vi se.
En lang tur ned til havnen endte med hård afvisning i marinaen, da jeg stærkt trængende anmodede om at måtte bruge etablissementets toilet. En Esso tankstation var mere imødekommende og overlod mig nøglen til deres særdeles indbydende aftrædelsesrum. Det var en lettelse, som igen fik mit humør til at sprudle ungdomsfriskt, mens jeg travede ud ad paseoen langs de mange små pittoreske huse i blå, røde og gule farver på den ene side og den gyldne strand med brølende skumhvid brænding på den anden.
Bag mig ligger dage – og timer på disse dage – jeg ikke fortryder, at jeg gennemlevede, hvor svært det end må være at indrømme. Men sådan er det. Jeg tager tingene, som de kommer. De sure som de søde. Lige nu har jeg spist dahl i en indisk restaurant nede om hjørnet, hvor min højre høretelefon uden varsel faldt direkte ned på det hårde stengulv og knustes. Satans! Netop nykøbt hos THansen i Maribo. Nå, men eet øre er bedre end ingen ører, ikke? I går tegnede jeg en skitse af en sød pige, som sad på cementkanten ved stranden.
Bølgerne kom brølende ind mod kysten, som fanden havde taget ved dem og deres eneste formål var at nedbryde alt på deres vej. Der var ingen tid i deres bevægelse, som uophørligt bankede ind mod land. Skummet sprøjtede frem og op i hvide skyer, når de brækkede over og kastede sig fremad. Høje drøn som torden buldrede hult, idet de afgav deres energi for derefter at blive til hvirvlende vandmasser på vej tilbage i havet, hvor de samlede sig for med usvækket kraft atter at angribe kysten. Men aldrig nogensinde var det en gentagelse af det foregående, jeg så, men netop det evigt nye nu i fuld udfoldelse.

Det sad jeg og overværede mens mine tanker blev til bølger og bølgerne blev til mine tanker, der forsvandt og blev stille.
I dag er der karneval og det er ikke stille! Måske nok nærmere støj. Men støj kan være godt nok for en tid, når man selv bestemmer, hvornår den skal holde op, og det er lidt svært, når en kæmpe lastbil med 100.000 decibel højtalere parkerer sig lige udenfor vores vinduer og ustandselig afspiller de samme portugisiske folkemelodier. Nej, så var det bedre i Brasilien med Oludum og levende sambarytmer, men man må selvfølgelig ikke sammenligne. Dog er det nærliggende, da det hele foregår på samme sprog som i Salvador og Rio.
I morgen er Nazaré forbi. Vi skal checke ud kl. 11 og med bussen tilbage til Lissabon kl. 12. Der skal Knold og Tot opholde sig et enkelt døgn, før de drager nordpå med “Norwegian”. Jeg bliver foreløbig til den 16, og skal i den periode konfererer med Andreas om evt at køre med ham tilbage til Danmark. Hvis ikke jeg gør det, så ved jeg ikke hvad jeg gør. Her er jo dejligt mildt og forårsagtigt, så vi får se…

3.

Dette er dog et fortrinligt sted at opholde sig. Midt i Lissabon og kun 10 min gang ned til floden, hvor jeg i sin tid (40 år siden) sejlede ind og lagde til Kaj i Belem ude ved siden af det store marmormonument rejst til minde om alle de søfarende, der drog ud for at betvinge og kolonialisere resten af verden.

Her bor jeg nu, mens jeg venter på besked fra Andreas om, hvornår han vil hente mig inde i landet i Castello Branco. Der har været nogle problemer mellem ham og de folk fra “foodforest”, som han kører for, men så vidt det ser ud lige nu, skal vi køre sammen mod Danmark på søndag. Jeg driver omkring, nyder det milde forårsvejr og går på indkøb efter bacalhau, linguica calabresa defumada og Massa de Pastel til Suely. Der bor meget søde mennesker her i det lille “hotel”, som mødes om aftenen og udveksler rejseminder.
I dag fløj to af gæsterne til Azorerne, så det kan man også herfra.
På vej i bussen fra det røvkedelige “X-factory” der mestendels består af fancy spisesteder, hvor parrene går hen og sidder og passiarer, mens de piller i muslinger, rejer og små blæksprutter og drikke kølig vin af høje glas, – der ringede min gode ven Andersen/Andreas helt oprevet fordi han nu var stået af turen til Portugal et sted i nærheden af Biarriz i Frankrig. Ægteparret som han skulle hjælpe med transport af deres møbler var faret i flint og havde udsøgt sig det rare menneske som syndebuk. Som jeg osse sagde til ham; betaler det sig aldrig at involvere sig med parforhold. Især ikke under så langvarige og vanskelige omstændigheder som det at køre et flyttelæs fra Danmark til Portugal. Her havde især den kvindelige part hidset sig op til hysteri over Andreas kørsel i trafikken. Manden, som er foodforestideolog og yogist havde bagtalt Andreas overfor konen ( som,- og hør nu, er parterapeut!) for at score point i deres indbyrdes kamp. Lille rare Andreas fra Askø/Bornholm (Han optræder bl.a. på filmen fra Helenes bryllup i 69) var tilsidst blevet så træt af ægteparrets vanvid, at han have sagt sin mening om dem og havde erklæret dem begge for sindssyge! Da brast arrangementet for godt, og han forlod kortegen (konen kørte privatbilen med trailer, manden og Andreas kørte lastbilen) . Lige inden det endelige brud havde kvinden fantaseret en historie om, at Andreas som hævn, når han skulle køre lastbilen tilbage til Danmark, ville stille den ind i en øde skov og forlade den, og at de derfor ikke kunne stole på, at den kom uskadt frem! Det korte af det lange blev, at han stod af.

I nat kl halv to ringede han så til mig og fortalte, at han lå på en bænk udenfor en jernbanestation og frøs. Han havde taget mine tæpper (som jeg havde givet ham med, så vi kunne sove i bilen) og pakket sig ind, men frøs alligevel så han rystede. Derudover var han snublet over en kantsten og havde slået sin næse ned i asfalten og havde fået alvorligt næseblod. Jeg forsøgte at berolige ham og sagde, at han kunne ringe nårsomhelst, så skulle jeg nok støtte ham mentalt natten igennem. Gudskelov ringede han først, da han sad i toget på vej til Paris og fortalte, at han havde sovet lidt og nu havde det meget bedre i det varme tog, og ville se at finde et fly til Danmark. Vi aftalte at mødes i København, hvor Anton ( hans søn ) kommer og henter ham, og hvor jeg så osse kan køre med tilbage til Bandholm.
Ja, det var så, hvad der blev ud af den fællestur fra Castello Branco i Portugal op gennem Europa tilbage til Danmark, som altså nu foregår på vinger gennem det internationale luftrum om få timer. Jeg skal lette her fra Lissabon kl 19.00 og har lykkeligvis forlænget mit ophold på dette charmerende sted, således at jeg først behøver at checke ud ved 16 tiden.
En stor fordel ved alt dette er, at jeg når min tur i saunaen i Bandholm Badeanstalt på lørdag, som jeg har betalt 50 kr for, for længe siden! Så når alt kommer til alt er det hele fjong, og nu glæder jeg mig faktisk til at komme “hjem”.

Fra København med bedstefars ring hængende over hovedet til Sydhavnen, Suien og god samtale over dejlige dage i Nazaré med Johnny og Bynke til lidt ærgelig snak med Jonathan, fordi han alligevel ikke kan flytte sammen med sin kammerat, da han skal skaffe en erstatning for sig selv, når han flytter (hvad jeg ikke forstår…) til hel vildt skønne dage i Lissabon på egen hånd, og afslutning af rejsen, som skulle have været en hyggelig excursion op gennem kontinentet med Andreas og mig, og som nu blev til, at jeg sidder her i min “celle” og skriver, før jeg pakker færdig og skrider ud i lufthavnen med min rullekuffert hen over Lissabons toppede brosten.

På rejse med Annette og Jens.

 

 


Tidligt op og i efterårsbølgen den blå. To smukke mennesker af kvindekøn vinker venligt til den ældre herre, som på sin vej ud fra badeanstalten beretter, at han skal på svingtur med en gammel veninde til El Hierro om et øjeblik. De ser smilende op mod ham fra deres bænk i morgensolen, byder ham god rejse og ønsker højlydt, at det var dem, han havde inviteret. – Men det var det ikke. -Næste gang måske- udbryder han leende, idet han med kuskeslag, for at holde varmen efter det iskolde bad, forlader dem i rask gang langs havnefronten i Bandholm.

Bussen afgår nede fra Veteranbanestationen kl. 8.10 og han er der 10 min før med sin rullekuffert, sin rygsæk og let sommertøj, da det jo er ned til varmen han skal. Han elsker at være i god tid. Hader at have travlt og løbe efter tiden, da han udmærket ved, at han aldrig vil indhente den.
Da han ankommer til stationen, er han tilfreds over at måtte vente 10 min, før toget planmæssigt ruller ind på perronen. I Nykøbing rammer chokket ham imidlertid, fordi et eller andet menneske bevidst eller ubevidst er blevet påkørt af et gennemgående tog, hvorved al togtrafik ind og ud af Nykøbing Falster er blevet aflyst, og han skal møde Annette kl 3 på Hovedbanegården, hvor de har aftalt at vente på hinanden under det store ur overfor McDonald. Han løber forvirret op og ned ad trapper og gange og spørger folk om, hvad han skal gøre, men ingen har andet svar, end så må han vente til det næste tog. Det betyder en forsinkelse på over en time og hvad så med Annette, der sidder og venter? Hun er 82 år lige som ham selv og har rejst hele vejen fra Århus, hvor hun bor på plejehjem for at kunne være under uret og møde ham præcis kl 3.  Han farer rundt og ramler ind i et ægtepar, som osse skal til København, og som har fundet ud af, at hvis man tager det næste tog mod Køge, kan man skifte i Næstved og være i København kl fem minutter i tre. Pyha og op og checke ind med rejsekort (som man skal huske at checke ud, når man er færdig med sin rejse, ellers koster det ekstra) for at nå det næste tog og skifte i Næstved, hvor lokoføren bedyrer, at man bare skal over på den modsatte perron for at få toget til København.
En god plads på første sal bag ved en pakistansk familie med en ignorant mand, som hele tiden piller sig i næsen og en endeløst talende kone, samt et skrigende barn, hvor de alle udsender denne sødlige lugt af koriander og karry, som øjensynlig er hovedingredienser i deres daglige kost!
I denne atmosfære tilbringer vor rejsende resten af turen ind mod storbyen kun afbrudt af en endeløs vandring gennem alle togstammens vagoner for at finde et åbent toilet, hvor han kan lade sit vand!  Kl 14.58 kører de ind på perron 3, og kl 15.00 står han under uret, hvor han i samme øjeblik ser Annette, der sidder på en stol udenfor den Thailandske grilbar og venter på ham.

Hun er en lille tæt kvinde med kridhvidt hår og øjne som stråler af spænding over den forestående rejse. Han nærmer sig, og idet hun ser ham, udstøder hun et skrig af glæde. Han går hen, bukker sig ned over hende, og giver hende et knus, der forener dem i fælles begejstring over endelig at være nået så langt.
Måneder i forvejen har han forberedt rejsen til den lille ø ude i Atlanterhavet, hvor Annette har funder en dansk mand ved navn “El Capitan”,  som har slået sig ned der for at nyde sit otium. Annette har selv tænkt måske at flytte derud for at tilbringe sin sidste tid under varmere himmelstrøg. Derfor besluttede den ældre herre, hvem vi nu for en ordens skyld vil kalde “Jens” at arrangerer en rejse til øen, som således tog sin begyndelse med de to meneskers møde på Hovedbanegården en eftermiddag i november måned.

– Først skal vi ud til Ørestad station, siger Jens. – Siden må vi vandrer et lille stykke vej over mod Cabinn, hvor jeg har reserveret to værelser. Vi flyver i morgen kl 10.15, så vi skal tidligt op for at være i lufthavnen 2 timer før for at checke ind.
Annette følger med ned til toget mod Sverige, og efter et enkelt stop står de af og begiver sig i isnende blæst over mod hotellet, hvor de indlogerer sig i hver sin lille “kahyt”. Annette er dødtræt og går straks til ro, mens Jens ikke kan dy sig og må op i “Fields” for at købe en stor rejecocktail, som han fortærer ved det lille skrivebord mens han ser tv om QAnon bevægelsen i USA, som beskylder præsident Biden for pædofili. Så slumrer han ind under den kølige hoteldyne og vågner først kl. 6 ved mobiltelefonens summen.

De skal have en taxa over til terminal 2, som receptionen sørger for, og snart er de igang med at checke ind og få al deres bagage endevendt, inden de endelig havner i den toldfri parfumeafdeling. Lidt efter sidder de ved et bord og spiser medbragte flutes med norsk ost. Annette kan ikke holde larmen fra nogle nordmænd ved nabobordet ud, og de beslutter at gå ud mod gaten. Det er imidlertid en meget lang vej, og da Jens får øje på en Falckmand med en lille transportvogn, beslutter han at henvende sig og bede Falckmanden om hjælp til at transportere Annette derud. Der er intet Falckmanden hellere vil, og snart sidder hun højt på strå oppe i vognen, som drøner afsted ud mod gaten, mens Jens løber ved siden af. De kommer ombord i det store Norwegianfly, hvor Jens har reserveret sæder ved nødudgangen med ekstra benplads. En bøsig herre vil skille dem ad og påstår, at de sidder på hans plads og han har bestilt mad, og så vil han ikke få, hvad han har bestilt. En tililende stewardesse løser problemet, så manden får sin kødmad, mens Jens og Annette får det veganermåltid, han har bestilt. Manden fortsætter chikanen med at bemærke, at de slet ikke burde flyve, men istedet køre i tog, da de jo er veganere og klimatosser!

Flyet letter som sådanne gør og de falder ikke ned, men kommer opover skyerne og er snart i højde med Mount Everest, som Jens højlydt bemærker, er et passende sted at falde til ro i tracendental meditation, hvilket den bøsige herre irriteret tysser på. Så kommer veganermaden, og den kan Annette ikke lide. Hun siger puha og pøj, og Jens får lov at spise hendes, mens hun spiser resten af fluten med den norske ost. Efter 6 timers rolig flyvning lander de i Las Palmas internationale lufthavn og her sker der noget, de absolut ikke havde forudset. Falck manden, som hjalp dem på vej ud til gaten har i mellemtiden arrangeret, at Annette skal hentes i en stor ambulance sammen med en invalid svensker og et ældre nervøst ægtepar med rystesyge. Da de kommer hen til udgangen oppe ved cockpittet, står de to piloter og tager imod sammen med tre spanske kvinder i uniform og med skrattende walkie talkies, som de hele tiden råber ind i, mens de samtidig dirigerer en stor lift, som langsomt hæver sig op mod flydøren, hvor den stopper og lade to rullestole køre ind. En af dem forsøger de spanske kvinder at presse Annette ned i, og det bliver for meget for den gamle dame, som slet ikke aner eller forstår nogetsomhelst af, hvad der sker. Jens står et stykke bagved og kan ikke nå at gribe ind, før Annette, chockeret som hun er over den kaotiske situation, tager sig til ansigtet med begge hænder og giver sig til at skrige højt som en stukket gris!

Jens styret til og forsøger at berolige hende, men det er tydeligt, at hun er i panik, og det bliver ikke bedre, da de nu bliver bragt ud på liften, som i det samme sætter sig i bevægelse nedad i nogle gevaldige ryk. Hun skriger nu som en besat, og det er kun med nød og næppe og under opbydelse af alle sine mentale kræfter, at han formår at berolige hende så meget, at de undgår et politilhold og en hospitalindlæggelse på den lukkede afdeling. Tilsidst lader det spanske flypersonale dem slippe. Annette sidder i rullestolen, som Jens skyndsomst triller afsted med væk fra alle de “hjælpsomme” mennesker og ud til taxaholdepladsen, hvor de prajer en bil, som kører dem hen til den ventende lejlighed i Las Palmas, hvor de skal overnatte, inden de skal op i det lille indenrigsfly til El Hierro. Her står en rar mand og tager imod dem og sørger for, at især Annette får den bedste seng, idet det ligger hende meget på sinde at sove godt! Det er et stort rum med kolde hvide vægge og en sofa midt i, som Jens får tildelt. Ude bag en mur står dobbeltsengen, som straks forkastes, da den er for blød. Jens er begyndt at blive træt af alle de vanskeligheder denne rejse har pålagt ham og ønsker kun een ting, og det er at være alene. Desværre kan han ikke gå fra Annette, da hun højst sansynlig vil forsøge at gå en tur med stor risiko for, at hun bliver væk i den lille bys snævre gader. Klokken nærmer sig syv. Det er begyndt at blive mørkt udenfor.
Jens tager sig sammen og inviterer sin dame på en spadseretur ned til stranden. De går til en udtørret flod, som fører dem til en kulsort lavakyst, hvor nogle mænd står og fisker. Havet er uroligt og himlen gul-lilla  med optræk til storm. Jens gruer for flyveturen næste dag med det lille propelfly ud til en af verdens farligste landingsbaner, der ligger tæt op ad stejle klipper på øen, de vil besøge. Jens ved i bund og grund slet ikke, hvorfor han er taget afsted med Annette. Allerhelst ville han rejse alene, lige som han plejer, men udfordret af Annettes store ønske om at tage afsted for at komme ud og finde den mand, hun havde læst om, som havde fundet fred på El Hierro, sprang han på og tilbød at arrangere det hele og fungere som rejseleder for sin jævnaldrende kammerat.

De forsøger at finde en restaurant, hvor de kan spise aftensmad, men der er ingen. Istedet køber de noget brød, frugt og syltetøj i et lille supermarked. Det indtager de under en skarp loftslampe i det hvide rum, før de dejser omkuld på hver sit leje i den fremmede by på sydkysten af Gran Canaria.

Jens sover kun nogle få timer den nat. Inde ved siden af i Annettes rum lyder der ustandselig høje støn og mishagsytringer. Det er når hun vender og drejer sig og ikke kan finde ro i den alt for bløde seng. Selv må han op og tisse flere gange på trods af, at han er begyndt at tage nogle nye amerikanske piller mod forstørret prostata…

Således ligger de to 82 årige i hver sin seng i samme rum og skal for første gang gennemføre en nattesøvn sammen. Jens ligger først på den ene side så på den anden og tilsidst på ryggen, mens han lytter til Annettes snorken. Han kan bare ikke falde i søvn og har bange anelser om turens videre forløb. Det bliver dog endelig morgen.

Taxaen kommer kl 12 for at hente dem. Flyet afgår kl 15.40 og Jens skal finde ud af, hvorledes de kommer fra indenrigslufthavnen og over til deres Norwegianfly på tilbageturen, så de undgår en ny episode med panik og en skrigende Annette, når de skal hjem!
Han anbringer Annette på en bænk og stæser frem og tilbage for at lære vejen fra indenrigs til udenrigs, så de smertefrit kan komme videre på de små to timer, der er fra de lander og til de igen skal flyve tilbage til Danmark. Det lykkes ham at forstå den stor lufthavns indviklede terminaler, og beroliget over sin plans gennemførlighed gelejder han Annette gennem securitycheck, hvor hendes saks bliver taget fra hende uden hun hidser sig op af den grund!
Jens er ved at været lettet over, hvor fredeligt det hele går og finder en “Starbucks” kafé med to dybe lænestole og et lille bord. Annette vil op og købe kage og noget at drikke og sætter sig i køen på en stol, hun henter ved et bord, og som hun rykker frem efterhånden som der bliver plads. Hun har svært ved at stå op i længere tid, og folk i køen synes bare, det er hyggeligt med den gamle dame som rokker sig fremefter på sin stol!  De spiser kage og drikker the og freden begynder at falde over dem.
De to gamle mennesker på vej ud i verden mod nye æventyr!

Men flyvemaskinen venter. Den venter ude på startbanen med propellerne i skrigende fart.
Jens og Annette fik flyttet sig ned i afgangshallen hos de søde stewardesser, som forlangte at se både pas og boardingkort, som Jens havde lagt op på 2 mobiltelefoner, så de hver for sig kunne skanne og komme gennem lågen ind til røret, der førte dem til trappen op til det lille blåmalede Binter Canaria fly, hvor de fik en plads midt i kabinen og blev pålagt straks at tage maske på, for det gjorde man stadig i Spanien, endskønt coronaepedemien forlængst var ovre. Den smukke men noget stramtandede flypiccoline kastede sig straks bebrejdende over Annette, der først slet ikke ville bære maske og dernæst kun satte den for munden og lod næsen fri.  I fuld fart taxede de ud til start og fór med flere hundrede kilometer i timen frem og op gennem et tykt skydække, som hurtigt skjulte jorden, så de blev alvorligt i tvivl om piloten kunne finde øen. En lille time fløj de, indtil maskinen tog et brat dyk og de nærmest på klods hold passerede lodrette vulkanske lavasider, mens de slingrede nedad genne grå tågebanker. Jens sad og filmede det hele, idet han konstaterede, at det måske blev hans sidste film i dette liv!
Der var ingen landingsbane at se, før det øjeblik de satte hjulene på jorden. Det gav et ordentligt bump, hvor flyet skred en anelse ud til siden i betænkelig nærhed af klippekanten ned mod havet. Så blev farten bremset op, og de var landet på El Hierro!

De kære mennesker Robert og Nieve fangede først Annette i ankomsthallen og senere Jens, som kom dryssende i langsomt tempo overordentlig lykkelig over at være i live ovenpå den flyvetur! Det var deres hus, de skulle bo i, men før de kørte derop, måtte der provianteres inde i Valverde i et supermarked, hvor der blev købt mad ind til de næste par dage.

Det lille bjælkehus ligger højt over havet på en bjergside omgivet af buske, lavt krat og majestætiske palmer. Store kaktus, agaver og små nåletræer samt et utal af forskelligartede grønne planter dækker hele området. Små huse i grå og brune kulører ligge som klodser spredt over landskabet. Mellem dem løber smalle og meget stejle veje, og ad en sådan bevægede det lille selskab sig. Knapt havde man troet, at nu var de der, tårnede en ny nærmest lodret stigning sig op, som de måtte passere i første gear i rimelig fart for ikke pludselig at blive bragt til standsning med risiko for at styrte bagud ! – Her kommer jeg da aldrig op til fods, tænkte Jens. Annette udstødte hvin på hvin hver gang en ny bjergvej viste sig forude, men endelig hørte stigningen op og de drejede ind på et plateau foran indkørslen til huset, som de skulle bebo de næste 14 dage.

Der var stillet op til deres ankomst af værtsparret som præsenterede faciliteterne og viste om i haven, hvor der voksede gulerødder, som de godt måtte spise. Ret hurtigt forsvandt de imidlertid, og lod som om de ikke hørte Jenses bøn om at måtte blive kørt til lufthavnen om mandagen, hvor lejebilen skulle afhentes. Han måtte således se i øjnene, at han selv måtte finde vej ned ad den stejle skrænt til den nærmeste holdeplads for bussen til lufthavnen, hvor bilen stod. Det irriterede ham, men han sagde ikke noget for ikke at rage uklar med parret.

De var nu alene og Annette skulle selvfølgelig afprøve sengen, idet hun sagde, at hvis den var for blød, ville hun på hotel med det samme! Det var den ikke, så de blev i huset, lavede en kop the og gik så i seng.
Jens sov i stuen på en sovesofa, og Annette fik dobbeltsengen i soveværelset. Så var det arrangeret og de sov natten igennem, hver på deres måde med hyppige toiletbesøg og rømmen sig og hosten i søvne og i vågen tilstand. Der var lidt krig om hvem der skulle have den tykke dyne. Annette vandt og Jens måtte kryb ned under 3 lag tynde vattæpper, der ikke ydede nok beskyttelse af hans kuldskære fødder, som måtte forsynes med sokker for at holde kulden ud heroppe i 1500 meters højde. Han drømte om varme strande, hvor han kunne dykke og faldt så endelig i søvn.
Den følgende dag blev de i huset. Gik et par småture og konstaterede, at ret langt kunne de ikke komme, før de stødte på nærmest lodrette nedkørsler, som det ville være umuligt at gå tilbage ad, hvis især Annette, som fik åndenød ved selv den mindste anstrengelse, skulle med. De holdt sig derfor på platauet, hvor de trippede rundt et par gange indtil det blev aften og de atter tørnede ind.

Nu i et særdeles anspændt humør var Jens, der om morgenen måtte afsted for at hente bilen i lufthavnen. For at nå bussen nede i Mocanal skulle han gå hjemmefra i bælgravende mørke ad disse djævelsk stejle hjulspor, hvor belysningen ene og alene blev frembragt af en søvnig måne delvist skjult af hastigt forbipasserende skyer. Derfor havde han (gudskelov) medbragt en kraftig pandelampe, nærmest som anede han, hvad der ventede ham. Den tog han på og bevægede sig forsigtigt ud i mørket. Med bittesmå skridt for hele tiden at have sikkert fodfæste gik han nedad og nedad den næste time til han endelig nåede hovedvejen, hvor busstoppestedet var. Han troede han havde god tid, men bussen kom et kvarter tidligere end planlagt, og det var i sidste øjeblik han fik den standset og kom med. Han skulle skifte ved politistationen, hvor han mødte en hippie, som netop havde været oppe og betale sin bøde for besiddelse af cannabis. Denne tilbød ham en joint, hvilket han afslog uden dog at være uhøflig, og de fik en hyggelig samtale på vej ud til lufthavnen, hvor hippien skulle rejse til Lanzarote, mens Jens jo skulle hente sin bil hos AVIS.
Han var i god tid. Bilen skulle først afhentes kl 12. Han vidste ikke, hvor det skulle foregå, men en venlig dame i receptionen forklarede, at det foregik ude på parkeringspladsen. Så var der ikke andet at gøre end at vente, hvilket han gjorde og brugte tiden på at arrangerer en transportør til at bringe Annette fra det ene fly til det andet, når de engang skulle hjem. De havde kun 2 timer til skiftet, og Annette var jo nemt panisk og dårligt gående.
Manden fra AVIS dukkede op. Han talte hurtigt spansk og manipulerede Jens til underskrift og kreditkort overlevering på et øjeblik, hvorefter han forsvandt. Jens nåede således ikke at kontrollerer dækkene, som senere viste sig at være totalt nedslidte!

Nu var han i bil, og så var det hele meget sjovere – og nemmere! På få minutter var han hjemme ved den opkørsel, han tidligere havde slidt sig ned ad. I første gear steg han op og parkerede udenfor deres hus, hvor Annette var stået op og klar med frokosten. Længe varede det ikke før de havde spist og pakket til deres første tur i bil, hvor de for alvor skulle ud og opleve den fantastisk ø!

Andet afsnit.

Nu vil jeg idag den 14 november, 4 dage inden vi skal rejse herfra (El Hierro) gå fra at skrive på min hjemmeside til at skrive på pages, da internettet heroppe på vores bjerg er så elendigt, at hvert andet ord, jeg skriver, falder ud, og det er jo ikke så godt, vel kære læser?

Jeg skulle netop til at beskrive vores første tur med bilen, som førte os ned til kysten på vestsiden af øen til en badegrotte ved navn Pozo de las Calcosas, da nettet faldt ud, og jeg måtte gå i seng med uforrettet skrivesag. Nu er der atter gået en dag, uden jeg har fået skrevet noget, så hermed turen, som jeg erindrer den.

Annette ville gerne ned til kysten, og det ville jeg også, så vi blev hurtigt enige, da jeg vendte hjem med bilen fra lufthavnen, hvor jeg havde hentet den hos den veltalende AVIS mand, om at køre afsted. Ned ad den stejle vej med de mange farlige sving, hvor en modkørende bil  øjeblikkelig vil medføre en alvorlig situation.
– Der kom ingen bil, og oplivet af vores held, valgte vi at fortsætte tværs over hovedvejen og lige lukt ind i, hvad der senere viste sig at være det rene helvede!
I begyndelsen gik det meget godt. Vi snoede os langsomt ad de små veje mod kysten, som vi troede lige var rundt om det næste hjørne, men som hele tiden viste sig at være længere og længere nede. Endelig nåede vi en plads, hvor vi kunne stille bilen og gå ud og kigge hen over en mur ned til havet, som stadig lå nogle hunderede meter  under os. Bølgerne var enorme, og denne Pozo viste sig at være ganske oversvømmet af en voldsom brænding.

Jens prøvede at finde ud af, om der gik en vej ned til et sted, hvor de kunne bade, men det så helt umuligt ud. Der var en smal stentrappe, som førte til nogle hytter og en pool, der nok om sommeren kunne være det sted med krystalklart vand, man så på fotografier, men som nu  var en kogekeddel af brusende vandmasser. Annette stod oppe ved bilen og nærmede sig kun tøvende, da Jens råbte til hende, at det var omsonst at forsøge at gå derned.

De blev derfor enige om at køre videre, og hvad var mere indlysende end at fortsætte ad de små snoede veje op langs kysten til det lille badested Tamaduste.

Jens havde sin mobiltelefon koblet på google map, og her så det ud til, at der var en direkte rute derover. De kørte derfor afsted i fuld tillid til google-damens vejledning.
I begyndelsen gik det meget godt. Der var nogle stejle snoninger, som de passerede fint, men med eet blev vejen smallere og meget stejl, så stejl, at selvom de kørte i første gear, havde bilen svært ved at trække dem op.
Engang gik de i stå på en vej med over 40% stigning, og da begyndte Annette at skrige, for bag dem lå afgrunden flere hundrede meter nede.
Jens mærkede koldsveden på ryggen, mens han krampagtigt holdt fast i håndbremsen og stemte foden hårdt i bremsepedalen, idet han gassede op. Så slap han bremserne og udløste koblingen. Hjulene fór rundt uden at gribe ordentlig fat i grusvejen (de nedslidte dæk…), og et øjeblik så det ud, som om de skred bagud. Der var ikke andet at gøre end at standse igen og holde fast på begge bremser.

Annette var hvid i ansigtet af angst og forsøgte i sit vanvid at springe ud af bilen og skubbe bagpå.
– Stop, for helvede, råbte Jens. – Kan du så se at komme ind igen. Vi prøver endnu en gang, så skal det nok gå.
Annette adlød og satte sig ind.
De prøvede igen, og ved et guds under lykkedes det bilen at få så meget greb, at de kunne komme op ad bakken og hen til et stykke vandret vej, hvor de kunne køre videre.
Googledamen sagde, at de skulle til venstre ad en sidevej næste gang, og de havde ikke anden udvej end at følge hende. De kunne ikke vende på det smalle grusspor, så de kørte, som hun sagde, men det skulle de ikke have gjort, for nu blev vejen endnu smallere og var stadig ret stejl. Bilen begyndte at lugte af brændt gummi og overbelastning af det elektriske system. Jens blev klar over, at denne deres første tur på El Hierro nemt kunne blive deres sidste. Det er en vulkanø med lodrette fjeldvægge, som styrter sig i havet, og vejene er overalt snoede serpentineveje langs dybe afgrunde.

Langsomt bevægede de sig opad, da de mødte en mand, som stod og gravede. Jens standsede og spurgte ham, hvorledes de kunne komme op på en større vej. Han rystede på hovedet. Den eneste måde var lige frem, men som han sagde, var den meget stejl og smal. Dog endte den oppe på hovedvejen, men som sagt, – den var svært stejl!
Det var lige, hvad de havde brug for! Endnu en udfordring og angstfyldt situation, men der var heller ikke nogen vej tilbage, så de takkede manden og kørte videre.
Stejlere og stejlere blev det, da de endelig nåede opkørslen til hovedvejen. En lille smal cementopkørsel, som mundede ud direkte i modsat retning af det ene spor på hovedvejen, hvor bilerne ville komme frontalt mod dem, når de kørte op. Der var ingen mulighed for at holde og orientere sig på den skrå flade. Det gjaldt om at sætte i første gear og køre op i eet hug!
En bil nærmede sig, satte farten ned og standsede, da føreren opdagede Jens og Annettes bil stikke snuden frem nede fra den lille tilkørsel.
Annette var sprunget ud og vinkede til kvinden bag rattet, at hun skulle holde stille, og i det øjeblik satte Jens fuld kraft på motoren, slap koblingen og med et voldsomt hop kom bilen op på hovedvejen, og de var frelst!
Fuldstændig udmattede satte de kursen mod Tamaduste og besluttede, at de aldrig mere ville stole på googledamen.
Især ikke på El Hierro!

Nu på rimeligt store og asfalterede veje varede det ikke længe, før de kunne køre ind i den lille bys snævre gader, hvor de fandt en parkeringsplads tæt ved trappen, som førte ned til den store pool med direkte adgang til Atlanterhavet. Kraftige bølger sendte dønninger ind langs brede trappetrin med gelænder, hvorfra den badende kunne bevæge sig ud i vandet. Der var anlagt en træbro hele vejen rundt, og her mødte de en gruppe nordmænd, som de kom i interskandinavisk snak med. Det var turister ligesom dem selv, og de fortalte, at vandet var 26 grader og aldeles udmærket. Jens sprang i med det samme for at dulme sine nerver ovenpå den oprivende tur. Annette foretrak at vente oppe på en bænk under en parasol og snakke med nordmændene.
Da Jens var færdig med at svømme rundt i poolen, løb han op til et lille supermarked og købte brød og nogle bananer og chokolade til Annette.
De var enige om at tage tilbage en anden dag, hvor Annette også ville bade og Jens forsøge at dykke med sin snorkel og se på fisk.

 

-Så skal vi lige have lidt direkte fra skuffen… (Skriver Jens.)

-Det er et mærkeligt forhold det her mellem mig og Annette. Jeg ved ikke hvorfor, men det virker, som om vi faktisk har det meget godt med hinanden på trods af vore små skærmydsler. Det skyldes måske, at vi kender hinanden fra gammel tid. Jeg prøver at følge hendes ønsker uden samtidig at blive underlagt hendes til tider lidt kaotiske lune.
Vi går små ture op til gederne, og hun holder mig på armen for at få støtte. Hun går ikke særlig godt, men kommer dog frem i små bidder.
-Jeg er jo fuldstændig i mit es, når vi er nede på La Caleta stranden, og Annette nyder vandet lige så meget som jeg, og hun er fantastisk i sin begejstring over Atlanterhavet, som hun svømmer/flyder rundt i, mens hun udstøder sine besynderlige brumme og grinelyde. Men en gang imellem bliver jeg lidt sur, når hun vil bestemme, og jeg synes det er urimeligt. Jeg indser dog hurtigt, at hele denne tur er på hendes præmisser og indordner mig hendes luner i venlig stilfærdighed.
Jeg indser, at jeg også har brug for lidt ro, og det er der rigeligt af heroppe på Calle Artinga blandt geder, palmer og grønne bjergskråninger.
Jeg laver mad til hende hver dag, og det glæder mig, at hun nyder det. Hun er meget besværet af sin alderdom. Jeg er friskere og kan til tider være lidt ærgelig, når hun siger, at nu vil hun hjem; når jeg sagtens kan nå et snorkeldyk mere nede i La Caleta. Men jeg har lært at bøje af.
I de første dage var det svært, når jeg syntes, hun bestemte for meget og ville køre turen efter sit eget hoved, men nu har jeg indset, at det er meget godt for mig at indstille mig efter hendes rytme. Jeg går små ture, maler og tegner lidt og skriver som her om aftenen, når hun er gået til ro.
Udenfor blæser det helt vildt, men vinden er mild og varm. I går kom der en mus løbe de ind under min seng.
Jeg sover godt heroppe og føler en meget stærk ro strømme ud fra stedet og bjergene omkring.
Godnat.
PS. I morgen skal vi på museum og se kæmpe lizard. (Firben på 60 cm!)

Følgende dag:

Det var dødsygt at se de stakkels store paddedyr ligge livløst  bag glasruden, som nysgerrige turister passerede forbi. Jeg gik udenfor i solen og satte mig på en sten, mens Annette forbrugte de 10 euro, det kostede at bevæge sig omkring  i dette refugium for fortidsøgler. Der var osse nogle gamle huse, som de oprindelige indbyggere på El Hierro boede i. De kom fra Nordafrika, og der er stadig mennesker på øen, som nedstammer fra berberne i Marocco. En plakat afbillede disse folk, mens de gjorde sig til gode med fortidsøglerne på spid over bål. Det mærkelige var bare, at disse var hvide og lignede skandinavere. Måske det skyldes, at man er flov over at nedstamme fra sorte…

Gudskelov mente Annette, at vi skulle køre til La Maceta, hvor der er store åbne bassiner, man kan bade i, godt beskyttet fra brændingen og det brølende hav. Jens sprang begejstret ned blandt de tyske damer, som lå og kørte rundt i den kraftige strøm.
Annette sad oppe på en bænk og vinkede. – Det var så smukt det hele! Ellers kunne hun godt blive vred og ville bestemme, og så måtte Jens  bare makke ret. Men den dag var der frit spil til at bade, og han nød det!

Nu sidder han den næstsidste aften i stuen med den sædvanlige flue, som jager gennem luften som en forvildet russisk misil. Han er lidt træt og har ondt i sin tandlægenakke, som han smører med “Traumel” efter sin datters anvisning.

Han skriver:

I dag var vi først inde i Villa Valverde, som er hovedstaden på øen, og købe frimærker til Annettes uendelige mængde af postkort. Hun har nok skrevet over 20 postkort, og da jeg bemærker, at hun har en stor vennekreds, svarer hun, at hun aldrig ser dem. Det er blot, så de ved, hvor hun er!   (e-mail og computer skal man ikke foreslå. Det afviser hun kategorisk med et fnys!)
Vi var osse i lufthavnen, da dækkene jo viste sig at være under al kritik. Det lykkedes at få AVIS til at skifte dem på et lille værksted overfor benzinstationen. -Tak for det!
En punktering i en kurve med flere hundrede meter ned til siden er ganske sikkert en dødsdom!

Onsdag den 9 november.

En meget berømt grotte med isblåt vand, fisk og et fantastisk reflekterende lys er ifølge “Lonely Planet” Cozo Azul. – Der skulle Annette og Jens selvfølgelig hen.
I strålende sol  drog de afsted med godt humør og oplevelseslyst. Et stykke vej kørte de langs vestkysten, som skråner stejlt mod havet, og hvor alle tilkørsler sker ad små snoede serpentineveje.
De snirklede sig frem mellem tørre blåsorte buske og knudrede lavasten. Havet var synligt, men stadig dybt nede. De huskede den fatale tur til Pozo des las Calcosa, og ville nødig gentage den. Til sidst hørte vejen op, og de kørte ind på en plads med et massivt rækværk foran en stejl mørkebrun skrænt med en smal trappe, som førte ned til grotten.
Den var fuldstændig overskyllet af store bølger!

Det var øjensynlig “off season”, for her var heller ingen mennesker. Fra en mast blafrede et gult advarselsflag, som fortalte, at det ville være uansvarligt at begive sig ned i det oprørte hav.
De besluttede (eller Jens gjorde), at så kunne de lige så godt, nu de var i gang, køre videre ned til øens sydspids La Restinca. Det var også der danskeren, som Annette havde læst om i et blad, skulle bo. De fortssatte derfor ad smalle snoede veje, der efterhånden som de kom frem, lå tættere og tættere på de dybe kløfter og stejle skråninger, som strækker sig hele vejen rundt om øen.
Det er kun en tiendedel, der rager op. Det resterende breder sig dybt under havet i et enormt areal af vulkaner, som er forbundet med hinanden, og som udgør det Canariske arkipelag.

Jens kørte stille og roligt, men på trods af det sad Annette og krammede bilens armlæn og udstødte angstskrig, når de drejede langs de afgrunde, som hele tiden åbnede sig i den side af vejen, hvor hun sad.
Efter nogle timers kørsel nåede de toppen af en vulkan og gjorde holdt. Landskabet var pragtfuldt i sit grøngule klæde af vilde buske og blomster. Dybt nede lyste havet mørkeblåt, og på begge sider af stedet, de stod, hævede enorme lavabjerge sig.
Ikke en vind rørte sig. Der var musestille.
Annette og Jens gik tavse omkring og følte sig på en mærkelig måde hjemme her under himmelkuplen på den nøjsomme jord.
De kørte videre og kom ind i en stor pinjeskov, hvor vejen snoede sig mange kilometer. De mødte kun få biler og havde således det store område helt for sig selv.
Denne snoen sig ind og ud mellem træerne, hvor lyset kastedes tilbage fra de irgrønne nåle og lysebrune stammer var berusende. Efterhånden indfandt der sig en stille rytme i Jenses kørsel, som virkede beroligende på Annette. Hun livede op og kom med begejstrede tilråb over al den skønhed, de passerede.
Det viste sig snart, at hvad de i begyndelsen havde troet var en smuttur, i virkeligheden var en heldags ekspedition!
Klokken var over to, da de endelig kom ud fra skoven og kunne se byen La Restinca og havnen ligge under dem.
I store bugter løb nedkørslen direkte til havnekajen, hvor en invalid-parkeringsplads  ved siden af en udendørs fiskerestaurant blev valgt som endemål. (Annette er dårligt gående, så Jens mente godt, de kunne forsvare at bruge rullestol-symbolet som holdested!)
Få minutter efter, at Annette var blevet anbragt ved et bord, og en tjener havde modtaget bestilling på tuncrocetter og sværdfisketallerken med friteret gemüse samt vand til dem begge, løb Jens ned til en lille strand inde i havnen, smed tøjet og sprang på hovedet i vandet.
Han dykkede og svømmede et par omgange, gik i dusch og kom så op til Annette, der i mellemtiden havde fået maden serveret og sad og fodrede  en flok små søfugle med brødet og tuncrocetterne til stor forargelse for tjeneren på den fine havnerestaurant!
Fisken var upåklagelig. Store regulære fileter stegt i olivenolie helt uden ben. Sprøde ristede peber, løg og agurkestykker og små skiver stegt tomat. Brødet (det der var tilbage efter Annettes dyrevenlighed) var friskbagt og vandet perlende og køligt. De spiste og  nød sceneriet med de mange lystsejlere, som bragte minder frem i Jens, der i sin tid havde besejlet farvandet mellem de Canariske øer i sin Sagitta sejlbåd, hvor han havde overvintret på La Palma, en ø ikke langt fra El Hierro.

Mens Jens sad og drømte om den forgangne tid, gik Annette på sine skæve gamle ben op ad den smalle gade, der førte fra havnen og ind i Restinca by og satte sig under et halvtag sammen med nogle lokale mænd, der hold siesta.
Jens betalte for måltidet, rejste sig og gik efter hende og fandt hende i snak med en lyshudet ældre herre med blå kasket. Han var nordmand, fastboende og kendte godt denne “El Capitan” eller Niels K.J. Nielsen, som han havde mødt for flere år siden. Så vidt han vidste , var manden død, men alligevel var det en stor fornøjelse for Annette at få en slags “kontakt” med danskeren, som endelig havde fået fred fra sin alvorlige eksem under den Canariske sol. Hun havde medbragt en artikel fra ugebladet, hvor mandens historie var beskrevet med billeder af ham selv udenfor sit hus, og nordmanden nikkede bekræftende, da han så det. Det var ganske tilfældigt, at nordmanden netop sad på den bænk, hvor Annette slog sig ned, og både Jens og hun var enige om, at det var et lykketræf!

Nu skulle de tilbage en lang tur op langs den østlige kyst gennem El Pinar og Janama og havde bange anelser om bratte stigninger og snoede veje.
Overraskede blev de imidlertid, da vejen op over øens ryg viste sig at være ganske jævn og lige. På kun en time førte den dem direkte til deres hus. Annette udstødte et jubelskrig over at være så hurtigt hjemme, og snart sad de i det lille køkken og spiste en stor skål salat, som Jens havde tilberedt af modne advocado, saftige løg, faste tomater, agurk, rød peber, hvidløg og en mængde grønne oliven uden sten altsammen overhældt af gylden olivenolie og en ualmindelig velsmagende lokal balsamico, som især Annette satte stor pris på.
Det var Jens, der hver dag lavede maden. De købte ind i et stort supermarked i Valverde og sørgede for altid at have friske grøntsager, brød, mælk og margarine.
Det gik helt fint det med spisningen, og bagefter hørte de dansk radio over internettet, når det da ikke gik ned, og de måtte nøjes med landlige lyde fra får og geder, som gik frit rundt i området. (Ofte et langt bedre alternativ!)
Stedet var var et under af vild natur blandet med menneskelig aktivitet i form af stengærde, som skærmede den frugtbare vulkanske jord fra skred og dannede grobund for en lang række vegetabilier, især kartofler og gulerødder, som også voksede i haven, der hørte til huset, og som Annette gravede op og føjede til Jenses salat.

Efter deres katastrofale køretur var de som tidligere nævnt havnet i den lille by Tamaduste, hvor de besluttede, at de en dag ville tilbage og bade.
Denne dag var nu oprundet og efter en god nats søvn med adskillige tissepauser fra dem begge, gjorde de sig klar til at køre ud.
Jens havde lagt ruten, de kørte, på sin navigator; og selvom de havde dårlig erfaring med googledamen, var det alligevel en god sikkerhed, når blot de holdt sig til de større hovedveje. De ankom til Tamaduste et godt stykke op ad formiddagen, og der var allerede mange badegæster, som lå og solede sig eller svømmede rundt i det store bassin. Jens fandt en skyggefuld plads under en parasol, hvor Annette kunne sidde og skifte til badetøj. Han holdt sig parat til at hjælpe den 82 årige gangbesværede kvinde ad de stejle trin mod vandoverfladen, som var en del oprørt af udefra kommende Atlanterhavsbølger.
Annette steg forsigtigt ned på de glatte cementsten, mens hun holdt i et stålgelænder med sin venstre hånd og i Jens med sin højre. Han gik hele tiden foran hende parat til at gribe, og hun kom således helt i vandet, da pludselig en stor bølge ude fra havet bragede ind langs molen ved siden af trappen og væltede den gamle dame omkuld, så hun trimlede bagover med en sådan kraft, at Jens havde meget svært ved at holde hende oven vande. Det skræmte øjensynlig ikke Annette, der følte sig tryg ved gelænderet og Jenses hånd. – Hun rullede rundt som en sæl og dykkede hovedet ned i de hvirvlende vandmasser og skreg så højt af glæde, at nogle af de solbadende unge spaniolere kom ilende til og spurgte om der var noget, de kunne hjælpe med!
Det var Annettes første havbad på El Hierro, og det blev ikke det sidste…
Hun kom op og ud af vægtløsheden i vandet, hvorefter de gik til et lille supermarked og købte modne advocado, store tomater, vand og nybagte flutes, samt små søde lokale bananer, som de indtog på bænken langs kajen i gensidig enighed om, at livet på ingen måde kunne være bedre, end det var nu.

Natten var det bedste ved opholdet i hytten, syntes Jens. Når Annette efter megen stønnen og pusten var gået til ro, og de enste lyde var hundeglam, der ekkoede forskellige steder i mørket langt borte, listede Jens ud på verandaen og lod sig overvælde af stjernehimlen med den store Orion konstellation, der som en kæmpe sommerfugl båret af Arcturus og Betelgeuse styrede direkte ned på hans nethinder. Mars var også altid tidligt på færde og blafrede ildrød deroppe på firmamentet.
Han nød stilheden ovenpå den lange dag sammen med sin veninde, der ikke altid var lige nem, fordi hun var meget frygtsom under deres køreture mellem de stejle skrænter og dyb slugter. Han måtte samle al sin ro og koncentration under kørslen ad de smalle veje, mens hun ustandselig kom med angstskrig og råb, somom de var lige ved at falde ned.
Hans erfaring med hendes skrigen, gjorde ham usikker i sin kommunikation, idet han ikke vidste, om han skulle føje hende, når hun hidsede sig op over ingenting eller skulle prøve at markere sig med fast hånd, når hun blev hysterisk. Det kom ofte til sammenstød især i begyndelsen af deres rejse, hvor de kom til at stå overfor hinanden næsten som fjender.
Med tiden glattede de skarpe kanter sig dog ud, og den daglige rutine med madlavning og lange gode samtaler under måltiderne gjorde, at de igen fandt et fælles trav, som befordrede deres videre færd på denne besynderlige tur.

La Caleta er et badested med store åbne pools bygget ind i klippen i forskellige niveauer. Vandet i dem er filtreret havvand, som på østsiden af øen er mere roligt med mulighed for snorkeldykning fra moler med trapper, der fører ned i revlignende områder med en rig bestand af forskellige fisk og havdyr at kigge på.
Det var lige noget for Jens, som havde medbragt et dykkersæt, han brændte efter at tage i brug.

De spiste deres morgenmad med mysli og papaya og gjorde sig klar til afgang. Klokken halv ni tittede solen frem oppe over bjergkammen. Natten havde været kold. De sov begge med tykke sokker for ikke at fryse om fødderne og tre lag vattæpper for at holde kroppen varm. Solen fik hurtigt magt, og en time senere begyndte lun luft at blæse ind i deres lille hus. De pakkede deres ting og gik ned til den blå citroën over nogle brædder, deres værter havde lagt på gruset. Hver gang måtte de passe på ikke at falde over brædderne og indkørslen, der var meget skrå. Jens holdt i Annettes rygsæk, mens hun fik skubbet sig ind på forsædet, hvor den blev anbragt mellem hendes fødder. Han måtte vende bilen for at komme den rigtige vej, og det var ikke nemt  med de høje stenmure på begge sider. Det gjaldt om ikke at få den mindste ridse, som straks ville koste Jens hans depositum, hvilket han var meget øm over!
For at være sikker på at køre den rigtige vej havde han både sin Ipad og sin mobiltelefon med i en holder på instrumentbrættet med ledninger, som snoede sig ned om gearstangen. Det var lidt kompliceret, men en god hjælp, når de skulle navigere ad de indviklede veje. Nedkørslen, de skulle ad for at komme til El Mocanal, hvor vejen Hi 5 ind til hovedbyen Valverde løb, var meget stejl og smal. Hvis de mødte en modkørende bil, kunne det blive farligt. Var de ikke var istand til at bremse op og køre ind til siden, ville de støde sammen. Jens sad hele tiden og holdt på håndbremsen, mens han sneglede sig nedad i første gear. De kom frelst ud på hovedvejen og kørte videre gennem småbyer med huse som byggeklodser i gule og røde kulører.
Vejen til La Caleta gik langs lufthavnen. Her drejede de til højre og kunne snart efter parkere lige ved trappen, som førte ned til badeområdet. Jens åbnede bagageklappen og gav sig til at samle deres ting. Da han  var færdig, opdagede han, at Annette var stået ud af bilen og forsvundet. Han blev nervøs, for der var stejle skrænter på begge sider, og langs molen længere fremme brusede havet dybt nede.
– Tænk, hvis hun var styrtet ned! Han havde ansvaret for sin ældre kammerat og ville helst hele tiden have et øje på hende. Hen begyndte at lede og gik langs kysten, men der var hun ikke. Så gik han op i den lille by til købmanden i håb om, at hun sad uden for butikken, men der var hun heller ikke. Det var utænkeligt, at hun på egen hånd havde begivet sig ad de stejle trapper ned til poolområdet. Alligevel valgte han for en sikkerheds skyld at gå hen og kigge efter.
Nede i den ovale pool med isblåt vand sad Annette på en trappe med kroppen halvt nedsænket og vinkede op til ham og råbte: “Hej!”
Et kort øjeblik blev han vred og tænkte på at skælde hende ud, fordi hun var blevet væk og havde gjort ham nervøs, men ombestemte sig og råbte: “Har du det godt?”, og hun svarede glad op mod ham, at det havde hun og vinkede tilbage.
-Sådan var hun, tænkte han. Man kunne aldrig helt vide, hvor man havde hende; men det var netop charmen ved at være på ekspedition med Annette!

Han fandt en skyggefuld plads til dem begge under et klippefremspring, som det lykkedes ham at hamre hovedet op i, idet han rejste sig for tidligt. Altså var det ikke Annette, som kom til skade, men ham selv. Typisk!
Men det skulle ikke afholde ham fra endelig at komme ud og dykke!
Annette måtte lige have lidt hjælp til at få den våde badebluse krænget af skuldrene, og så var han på vej. Først hen til den sydlige moles metaltrappe, der førte ned til den eftertragtede verden under vandet. Han kom ned på andet trin, da en mægtig bølge ramte ham bagfra, så han nær var trimlet omkuld. Et øjeblik blev han bange og greb ivrigt fat i stigen for ikke at blive suget væk. Han stod lidt og ventede på roligt vand, men snart efter kom en ny stor bølge og overskyllede ham. Det blev hurtigt klart, at her skulle han absolut ikke prøve at komme ud, da han næppe ville være i stand til at komme op igen. Han kravlede derfor op ad stigen med uforrettet sag og temmelig ærgelig, da i det samme en smuk fransk kvinde tiltalte ham og fortalte, at hun havde set hans vanskeligheder med at komme ned i vandet. Hun rådede ham til istedet at forsøge fra den nordlige mole, hvor vandet ikke var så oprørt. Jens rødmede klædeligt og forsøgte at besvare hendes anbefaling på skolefransk, da hun slog over i perfekt engelsk og fortalte, at hun boede på øen, hvor hun havde slået sig ned, efter hendes mand var blevet dræbt ved en trafikulykke. Hun svømmede hver dag en halv kilometer og dykkede langs kysten, hvor der var masser af smukke fisk at se på. Jens tog glad mod rådet og gik over til den anden trappe, hvor vandet ganske rigtigt var mere roligt. Han tog sine dykkerbriller på og stak snorklen i munden og kom denne gang nemt ud i havet.

– Endelig, tænkte han, – er jeg havnet i det element, jeg holder allermest af!
Han gled langsomt, som fløj han, hen over havbunden med suset af hans eget åndedræt gennem tuben hængende i ørene. Det var mageløst! Store stimer af bittesmå slanke sølvfisk indhyllede ham med lynsnare skift, og langs de lodrette sider svømmede store brune og røde aborre og spiste af tangplanterne. Nede på bunden levede små farvestrålende dyr, som alle var igang med et eller andet. Jens var også igang, – med at se og suge til sig. Nu og da svømmede et stort sildelignende væsen tæt hen til hans ansigt, stirrede ham ind i øjnene og sagde: – Nå, så du er kommet her ned for at besøge os. Pas nu godt på, at du ikke drukner. Du har jo ingen gæller!
Jens spurgte, hvad fisken hed og fik det svar: – Hernede hedder vi ikke noget. Vi er her kun, og det er nok.
Han svømmede længere ud, hvor dybet begyndte at antage denne sortblå farve, som viser, at der er meget langt til bunden. Han havde hørt, at havdybden rundt om øen kunne være flere kilometer. Dernede var det bælgravende mørkt.
Derfor den sortblå farve…
Efter således at have flydt vægtløs rundt i det  maritime miljø en halv time kom han til sig selv og steg som nyfødt op af vandet.
– Fantastisk! råbte han til Annette, som sad på en bænk og solede sig. – Det var vildt flot!
– Var der mange fisk?
– Sindsygt mange og skide flotte. Det var skønt. Jeg elsker det!
– Det var godt, svarede Annette. – Skal vi snart have noget at spise? Jeg er sulten!
– Ja, ja, ja, nu kommer jeg lille frue, spøgte jens. – Der er en parasol og et par stole udenfor købmanden. Der går vi op om et øjeblik og køber noget mad og noget at drikke.

Hos købmanden var der store modne tomater, hvidløg, brød og en skål grønne oliven, som de tog med ud til et lille bord . Her spiste de. (Jens fik hvidløg galt i halsen og måtte løbe væk, så meget hostede han!) Han fik osse sendt en masse billeder afsted til nær og fjern, fordi nettet var godt, hvad det ikke var oppe på bjerget, hvor det nærmest var fraværende.
Det var et livligt sted, de sad. Byens samlingspunkt med evigt rend fra og til og højlydt og lynhurtig spansk palaver, de ikke forstod et ord af. Men det var dejligt at sidde i den varme luft under parasollen og bare være der.
Annette og Jens.

Der var en anden vej ned til Mocanal uden om det stejle bjerg. Den var lidt længere, men mere behagelig, og den tog de næste dag. Det var Annette, som havde fundet den på kortet. Hun var meget optaget af hvilke veje, de kørte og af at forstå deres beliggenhed i forhold til bjergene og kysterne. Hun kunne bruge timer på at sammenligne kort og studere guiden fra “Lonely Planet”, som Jens havde printet ud og medbragt. Når de kørte, beskrev hun, hvad de passerede og bad Jens om at stoppe bilen, når der var noget særligt, de skulle se. Undervejs blev et par små hvide heste udpeget som stoppested, og Annette, som er gammel hestepige med egen hest i mange år, skulle selvfølgelig ud og klappe dyrene på mulen. Der var også nogle får, og mens hun klappede og hilste på dyrene, filmede Jens sceneriet med sin lille iphone 6, som tog udmærkede billeder og film. Han ville lave en reportage af deres rejse, som han senere kunne redigere og gøre til en film, han kunne give sin rejsepartner.
Længere fremme ad vejen ønskede hun at standse ved et keramikværksted med tilstødende butik, hvor man kunne købe lokalt kunsthåndværk. De blev modtaget af en lille mand med stort fuldskæg, som smilende tilbød dem tørrede bananer, som han stod og skar til og ordnede på en rist, hvor de kunne ligge i solen. Inde i baglokalet hang der musikinstrumenter og tøj, og overalt på borde og stole flød det med alverdens mystiske ting. Annette fik straka øje på en hel bunke postkort, som hun kastede sig over og ville købe med det samme. Hun var som tidligere nævnt besat af at skrive postkort, og når Jens foreslog email og fortalte, hvor nemt det var at sende hilsner over nettet, lo hun hånligt. Postkort med rigtige frimærker skulle det være og dermed basta!
Hun købte også et blåt halstørklæde med guldstjerner og en lille gedebuk betrukket med hvidt skind. Til sidst faldt hun for en kop af keramik, som hun også ville have
Jens passede økonomien og fremdrog de nødvendige euro efter at have handlet prisen lidt ned uden at blive uvenner med ejeren af butikken, som også kendte “El Capitan” fra Restinca, men nok mente, at han var død.

I Valverde fyldte de benzin på bilen, og så fik Jens den idé, at det var tryggest, hvis de havde to mobiltelefoner, begge med simkort. Han henvendte sig til “Vodafon”, men måtte opgive, da han havde glemt sit pas. I stedet betilte han pizza til dem begge i restauranten, hvor Annette var blevet sat til at vente, mens han var hos “Vodafon”. Den kom og var faktisk udmærket med ristede champignon og smeltet lokal gedeost på en lækker sprød bund. På vej hjem var de i supermarked og købe ind. Salat, brød, ost og mælk, samt vand i store 10 l dunke, da vandet i huset ikke kunne drikkes.

Dagen derpå begyndte med et øredøvende skænderi mellem de to rejsende.

Om morgenen var Jens frisk, vågen og klar til at køre ud på nye eventyr, men det var Annette åbenbart ikke. Hun ville ikke afsted, da hun mente, at risikoen for at styret ned ad de stejle bjerge var alt for stor. Jens blev lidt irriteret, da han mente, at han jo kørte både forsigtigt og ansvarligt. Han følte sig pludselig omklamret af Annettes angst, og det gad han simpelthen ikke. Han sagde, at hun skulle tage sig sammen, men netop denne opfordring/henstilling var for meget for Annette, der hidsede sig op, og i løbet af få sekunder begyndte at skrige højt, at hun ikke ville høre på “ordre” fra andre om, hvorledes hun skulle opføre sig. Hun fortsatte sit skrigeri. Det fik Jens til at banke hånden hårdt ned i bordet og råbe, at nu var det nok, og at hun kunne rende ham noget så læsterligt!
Så gik han ud. Han måtte have luft. – Væk fra denne hysteriske kvinde, tænkte han. Han gik en tur op på bjerget til gederne, som kiggede deltagende på ham gennem deres smalle iris. Han faldt til ro og gik tilbage. Annette havde lavet the og sad og læste. Ingen af dem sagde et ord. De var klar over, at der, hvor de lige havde været, skulle de ikke hen igen, – og de kom det heller aldrig mere. Det blev klart for Jens, at rejsen måtte være på Annettes præmisser. Det kunne ikke være anderledes. Han var den stærke og erfarne rejsende. Hun var den svage og frygtsomme og måtte beskyttes. Ikke flere angreb. Ikke mere krig.
– Fra nu af har du vetoret, sagde han stille.
Annette forholdt sig tavs.

De blev i huset hele den dag. Gik små ture hver for sig. Jens fik sine akvarelfarver frem fra kufferten og gav sig til at male deres udsigt med de mange små træer, buske og blomster.
Det krævede tid og koncentration, som ophævede den rastløshed, der havde grebet ham, og som måske var den egentlige årsag til hele miseren.

Lørdag morgen havde Jens indstillet sig på ikke at køre ud, og det kom som en overraskelse for ham, da Annette fremlagde planer om en tur over på den østlige kyst til øens store færgehavn Puerto de la Estaca. Her anløber færgen fra de andre canariske øer, og der skulle også være en strand, Las Playas i nærheden, hvor de kunne bade. Jens var fyr og flamme. Han skulle bare lade Annette køre løbet, så kom de ud på så mange udflugter, han kunne ønske. – Fint, tænkte han, og så tog de afsted.
Hver gang, de lagde kursen over mod den østlige side af øen, måtte de ned forbi lufthavnen. Det var en spektakulær rute ad kurvede veje langs blødt formede vældige lavamasser, hvis overflade tiden havde slidt, og som nu var beklædt med et mørkegrønt lag af ensartede buske, der fik den til at fremstå, som var det huden på et stort dyr.
Hele El Hierro VAR et stort dyr! Et levende væsen med buldrende mave, som nu og da kom i udbrud, sidst i 2011 i forbindelse med eruptionen på La Palma.
Alle de canariske øer hang sammen. Når noget skete på een ø, havde det indflydelse på alle de andre i arkipelaget.
Det var også det, Jens følte, når de kørte. Han mærkede en varme på sin skulder, der dæmpede frygten i de angstskrig, Annette udsendte. Det var lige som øen talte til ham.
Allerede de første dage oppe i hytten mærkede han det. Han sank ind i sig selv, når landskabet og den levende jord gavmildt bød sig til. Han faldt til ro, og alt gled friktionsløst. Efterhånden også forholdet til hans rejsekammerat, der ellers i begyndelsen havde været ret kompliceret.
De drejede ad den sidste kurve, lagde lufthavnen bag sig og kørte ind i en tunnel. Annette blev skrækslagen over det pludselige mørke, og Jens måtte berolige hende med, at det var kortvarigt. Snart sås lys forude, og kort tid efter kørte de ind på en parkering tæt på Puerto De La Estaca.
Der var ingen ledige pladser ud over dem med kørestolmærket.  Annette skulle lige finde sine ben og stod et øjeblik og pustede, mens Jens løb over og prøvede at danne sig et indtryk af stranden ved siden af havnen. Sandet var kulsort. Nogle tomme træskure, en enkelt parasol og et par solbadende var, hvad der var at se. Det var drønvarmt, og det eneste, Jens tænkte på, var at springe på hovedet i vandet, men Annette stod deroppe og ventede, så det kunne ikke nytte noget.

Fra havnepladsen lød høj skrattende musik. Da de kom nærmere, blev de klar over, at der var søndagsmarked med børnekaruseller og madboder, blafrende kulørte flag og et rend af lokale familier i larmende spansk humør. Annette fik øje på et telt med udstilling af lokalt kunsthåndværk, som hun straks styrede imod. Jens måtte oversætte, men det hele var alt for dyrt. Annette blev utålmodig. De kunne lige så godt tage over til stranden, men da hun så det sorte sand og den triste beliggenhed, ville hun videre.
– Der ligger en længere henne, der er bedre, sagde hun.
– Er den ikke god nok? spurgte Jens, hvis pande drev af sved. Men det syntes Annette ikke. Hun ville videre til en, der, som hun sagde, havde hvidt sand.
– Ok, sagde Jens. – Så gør vi det.
De kørte videre ud langs kysten, der var forrevet med store sorte klippeskær og en brusende brænding. – Det ser ikke godt ud, tænkte Jens, men Annette insisterede:
-lidt længere henne kommer det. Bare fortsæt lidt endnu. Det står på kortet, som jeg sad og kiggede på derhjemme. Det hedder Las Playas. Helt sikkert!
De kørte et par kilometer mere og kom til et sted, hvor de kunne parkere overfor noget, der lignede en strand, men her var sandet stadig kulsort, og den så øde og uindbydende ud.
Annette stod møjsommeligt ud af bilen og gik over og inspicerede:
-Her vil jeg ikke være, råbte hun. – Det er ækelt. Sandet er helt sort!
– Sådan ser det ud, fordi det er vulkansk, svarede Jens.
– JEG ER LIGEGLAD! skreg Annette. – Jeg vil til Caleta. Der er rent. Her er beskidt!

Op i bilen med hele pivetøjet og tilbage igen ad samme vej med snoede serpentine bugtninger forbi lufthavnen, gennem tunnelen ned mod Tamaduste og endelig forbi deres lille købmand, hvor der kun er plads foran indkørslen til en mark, som Jens skønner ikke bliver brugt. Annette går i forvejen ned mod børnepoolen, som hun plejer at bade i, men den er halvtom, og hun må tage det store bassin med blåt atlanterhavsvand, som Jens hjælper hende ned i med forsigtighed, så hun ikke skal trimle omkuld på den stejle trappe.
Så flyder hun som en ballon i vandet.
– Det er dejligt, råber hun og griner.
Jens kommer også ned i vandet, og så svømmer de som to glade frøer rundt og nyder endelig at være nået frem.
Senere, mens Annette slapper af på en sten i skyggen, tager Jens sine dykkerbriller på, begiver sig ud på molen og ned i vandet ad den lodrette stige og kaster sig i dybet.
Han vender sig om, tager snorklen i munden og forlader alt og alle og begiver sig ind i en mystisk verden blandt stimer af slanke torpedofisk, rødmossede trompetdyr og virkelige monstre, som får ham til at gyse inde bag de duggede briller.
Så er han renset. Klar til nye udfordringer og stiger op til sin veninde, som siger:
– Jeg fik en mand til at hjælpe mig af med den våde trøje!
Et stykke derfra står en høj  mørkhåret spanioler og griner.
– Hun har vist været ude med snøren, tænker Jens, men hun skal da også have lidt sjov på turen, hun er jo trods alt 82!

Tilbage i hytten efter en lang begivenhedsrig dag laver Jens spagetti med sovs af tomat og champignon, revet spansk ost, som Annette elsker og en stor skål advocadosalat med den lækre balsamico dressing og godt med hvidløg og oliven. Jens får et halvt glas lokal rødvin til. Annette drikker ikke vin. Kun vand.

Mandag skal de på posthuset. Ubetinget. For Annette skal bruge flere frimærker til sine utallige postkort. Hun har artiklen om “El Capitan” med og viser den frem. Der bliver stort postyr og løben  frem og tilbage, da en politibetjent, som netop ankommer, viser sig at kende danskeren og henviser til en bar i El Pinar, hvor en tysk dame angiveligt skulle have informationer om ham.
– Der tager vi hen, siger Jens.
– Jeg ved ikke, om  jeg orker mere, siger Annette.
– Du bestemmer, svarer Jens, og så bliver sagen om “El Capitan” lagt til side. Foreløbig…

På vej til Valverde er de inde hos de to keramikkunstnere, hvor Annette har glemt sit halstørklæde, og hvor hun investerer i to store maracas med lokale motiver, samt endnu flere postkort. Jens er bekymret for, om hun kan have det hele i sin rygsæk, men det mener hun, sagtens hun kan.
Lidt længere henne ad vejen ligger et af øens mest kendte udsigtssteder “Mirador de la Pena”, som er toppen af det nordvestlige bjergmassiv, hvor der er bygget et komplex af haver med gange, som fører ud til balkoner, der hænger på klippen med udsigt over hele den vestlige kyst mange hundrede meter nede. Bag haverne ligger en stor restaurant helt i glas og med servering fra terrasser, der svæver i luften under himlen højt over det mørkeblå hav. Det hele er tegnet af arkitekten César Manrique, som gennem hele sit liv kæmpede mod den stigende turistificering af de Canariske øer. Derfor findes der ingen store hoteller på El Hierro og heller ikkke på Fuerteventura, hvor det ligeledes lykkedes ham at holde byggevanviddet og kapitalinteresserne ude.

Jens gik omkring og nød den storslåede udsigt og det velanlagte og diskrete byggeri. Annette var kun ude af bilen et øjeblik, så blev hun svimmel af at kigge ned og måtte sætte sig ind igen. Hun brød sig ikke om stedet, og da Jens ville derop en anden gang, nægtede hun.
– Jeg bliver i bilen, så kan du gå rundt. Jeg skal ikke nyde noget. Der er alt for langt ned. Jeg bliver svimmel!

Tiden nærmede sig, hvor deres ophold skulle slutte, og de sidste indkøb måtte foretages. De havde fundet et stort supermarked i udkanten af Valverde, hvor de handlede ind. Grøntsager, ost, brød, mælk og margarine, så var køleskabet fyldt op, og de havde nok til resten af turen.

Når de kørte ind til byen passerede de et mærkeligt monument helt i cement og hvidt som flødeskum. Det bestod af to store hoveder med hver kun et øje. Der var også en borg med soldater, og det hele var bygget op over kasserede køleskabe og vaskemaskiner. Borgen var lavet over smadrede biler, der var brugt som skelet inde under cementen. Det var meget mærkeligt og skulle skildre nationaldagen; den dag da El Hierro blev selvstændig. Alle øens børn havde været med til fremstillingen, hvor de hver havde presset et lille stykke farvet glasmosaik ind i cementen, inden den størknede.
– Jeg forstår ikke en skid af det hele, sagde Jens.
– Det gør jeg heller ikke, svarede Annette.
– Jeg tror, det skal  beskrive El Hierros kamp for økologi og genbrug, og hovederne mangler ikke det ene øje, – nej de blinker til os for at fortælle om deres fidus med at bruge gamle biler og køleskabe til  ny kunst.
– Meget muligt, svarede Annette tørt.

De kørte hjem gennem El Mocanal, hvor Jens lige nåede at købe to modne advocado i det lille supermarked, inden de drejede ad den stejle vej op mod huset, hvor de nær blev torpederet af en vanvittig mand i rasende fart på vej ned.
Om aftenen gik Jens alene hen forbi gederne og  videre ad en smal sti rundt om bjerget og satte sig på et stengærde, mens himlen skiftede fra lyseblå til rosa og derefter gråsort på 10 minutter.
Palmernes tyste silhuetter og de små kids brægen var en berigende stund for den gamle mand, der vendte tilbage til huset og sin rejsekammerat med lyst og optimistisk sind.

“Ecomuseo de Guinea Lagataria” var et must for dem begge!
Det er et “frilandsmuseum”, hvor de oprindelige beboeres huse er opført, og hvor man kan se kæmpefirbenene i levende live.
Disse reptiler er enestående for El Hierro og er truet som art. De blev fanget og spist i stor stil af berberne, som kom sejlende fra Nordafrika, slog sig ned og næsten udryddede bestanden. Man forsøger nu at få dem til at formere sig og sætte dem ud i naturen igen,
Alt det skulle de selvfølgelig opleve og kørte afsted mod vestkysten, hvor museet lå. På vejen ville Jens lige et smut op forbi udsigten fra Mirador de la Peña Pena – meget mod Annettes vije.
– Jeg står ikke ud af bilen, sagde hun. – Jeg bliver svimmel af det sted!

De skulle også gennem en lang mørk tunnel, som Annette heller ikke kunne lide, men endelig kom de frem og parkerede i skyggen bag en mur.
Det var meget varmt. Annette pustede og råbte på vand. Jens bragte hende en flaske og gik så ind og købte billetter til rundvisningen.
De fik net og hjelm på hovedet, fordi de skulle ind i en vulkansk grotte med risiko for at støde ind i de skarpe klipper. Annette havde svært ved at gå i det smalle spor og blev støttet af en ung mand fra museet.
Det så ud til,  at de to sagtens kunne klare sig uden Jens, der slog sig ned i skyggen under et træ og ventede på, de kom tilbage.

Turen skulle afsluttes inde hos de meget omtalte firben.
Det var et stort terrarie, hvor dyrene lå og sov. De var svære at se, og gruppen diskuterede ivrigt, om der overhovedet var nogen. Til sidst fik de øje på to, som blev fotograferet, og så var det slut.
– Det var der ikke meget ved, sagde Jens.
– Men den unge mand, som hjalp mig, var sød. Kan du ikke give ham nogle penge?
– Jo, jo, jeg giver ham 10 euro.
Jens styrtede rundt for at finde den unge mand, men han var som sunket i jorden, og han ville ikke give pengene til de andre ansatte, som måske ville stikke dem i lommen selv, – tænkte han.
Til sidst fandt han manden og fik overrakt pengesedlen, og så kørte de endelig. Ned til La Maceta og det var en anden historie!

I stedet for den trykkende varme og tunge atmosfære af fortid og dyremishandling lukkede kysten sig nu op med enorme bølger og skumhvid brusende brænding.
La Maceta er flere store bassiner skærmet fra havet af stenvolde, som tager kraften af det indstrømmende vand, så man kan svømme i det uden fare for at blive knust.
Der var allerede nogle, der lå og plaskede rundt derude.
– Gå du bare ned og svøm, sagde Annette. – Jeg bliver heroppe og ser på.
Det var lige, hvad Jens havde brug for! Han greb sit badetøj og håndklæde, løb ned ad trappen og lå nogle øjeblikke efter i det lune Atlanterhavsvand godt beskyttet af poolkanten. Bølgerne væltede ind og satte hvirvler i vandet, der gjorde det svært at holde sig fast. Han fandt dog stigen og kom sikkert på land. Da han kiggede op, så han Annette stå og vinke til ham.
Han filmede hele sceneriet, mens han kommenterede, som han havde for vane. Begejstret over det store havs enorme kræfter, vulkanbjergenes vældige tyngde og sin egen ubetydelige lidenhed i alt dette besynderlige, som var hans liv.

De sidder og taler sammen ved morgenbordet den næste dag. Annette fortæller:
– Det, der gør mig bange og nervøs er, når du siger, at så må jeg klare mig selv. Når du bliver sur over, at det hele ikke går efter din pibe, så trækker du dig ud af fællesskabet og bruger isolationskortet. Det gør mig nervøs. Sså skriger jeg af nød, og det må du forstå.
Jens er tavs en tid, så svarer han:
– Ja, jeg kan godt se det. Det er mit sidste forsvar at lukke mig inde i mig selv. Eller at true med det, og det er ikke i orden. Det kan jeg godt se.
De spiser deres mysli i stilhed. Atmosfæren mellem dem er blevet udluftet efter tilståelserne.
Snart er de i gang med at planlægge de sidste dage af deres ophold på El Hierro.
– Jeg må på posthuset igen, jeg har ikke flere frimærker, siger Annette.
– Jeg vil osse gerne ind til byen i dag. Mit simkort til den anden mobil virker ikke her i Spanien, så jeg vil prøve, om jeg kan få et andet, som virker. Hos “Vodafon” igen på hovedgaden. Måske vi kunne holde der?
De bliver enige om at tage ind til byen og bagefter se, hvad der sker.

Det er svært at finde en parkering til bilen i de smalle gader i nærheden af “Vodafon”, og Annette må vente et stykke derfra i en café, mens Jens løber ned for at få sit spanske simkort sat i mobilen. Det tager tid. Damen i butikken taler i telefon i lang tid, og Jens står og tripper og tænker på Annette, som sidder og venter. Han kan ikke lide, at lade hende være alene længe. Han har lært, at hun pludselig kan blive desperat, og så ved man ikke, hvad der sker. For hver dag, der går, føler han større ansvar for hende, når han ser hendes skrøbelighed. Det er klart, at han skal være mere omsorgsfuld, end han var i begyndelsen af rejsen, hvor han opfattede hende som en kammerat på linje med sig selv og ikke som det skrøbelige menneske, hun er.
Endelig bliver simkortet sat i, og han skynder sig tilbage til cafeen, hvor Annette slet ikke er utålmodig. Hun har i mellemtiden bestilt en stor pizza, igen med champignon og ost og sidder og gnaver.
– Vil du have et stykke?
De spiser og hygger sig. Jens får en cola, og så tager de til stranden. Til Caleta, som er deres favorit, fordi Annette har nemt ved at komme i vandet med de mange trapper og gelændere, hun kan holde fast i, og Jens kan dykke og se på fisk.
Om eftermiddagen slår de sig ned hos købmanden under hans parasol og spiser tomat og oliven, mens de underholder sig med en franskmand, som er pianist på et krydstogtskib, der ligger nede i Puerto de la Estaca. Han rejser  verden rundt med de rige, tjener gode penge og har fuld forplejning ved at spille Cole Porter 2 timer hver aften ved middagen.
Hjemme i huset laver Jens kartoffelsuppe, salat med balsamico og en stor omelet med blød bund helt efter Annettes ønske.
Bagefter hører de dansk radio over nettet, – hvis der er forbindelse. Det er en god øvelse, når det falder ud, at gætte sig til, hvad der bliver sagt. Det danske folketingsvalg bliver præsenteret i brudstumper, som faktisk giver større mening, end hvis udsendelsen blev bragt i sin helhed!

Jenses undren er stor, da Annette den følgende morgen udbryder:
– Du kan da godt tage alene afsted til Maceta og bade i dag, hvis du har lyst.
Jens bliver forbavset. Det har hele tiden ligget ufortalt i luften, at han ikke skulle lade Annette være alene hjemme, mens han kørte ud med bilen. Hvis der skete noget, og hun faldt eller sådan noget, skulle han være i nærheden, men nu har hun øjensynlig fået en så stor tryghed ved huset og omgivelserne, at hun godt tør være alene i nogle timer.
– Tror du virkelig, du kan klare at være her, mens jeg kører til Maceta og bader?
– Selvfølgelig, siger hun, og det virker overbevisende, så han pakker sine badeting og drager afsted.
Det er første gang, han er ude og køre uden Annette, og det føles helt mærkeligt. Han savner hende ved sin side med hendes kommentarer og små angstskrig, når de kører ind i en farlig kurve. Han skal hele vejen ned ad bjerget og gennem El Mocanal for at nå ud til kysten. Han skal også gennem den lange mørke tunnel og glemmer at tage sine solbriller af, så han ser dårligt, indtil det går op for ham hvorfor. Da han kommer ud af tunnelen, tager han dem på igen og føler sig bedre tilpas, nu han er ude i lyset.
Vejen til højre leder ham let ned mod Maceta, hvor han parkerer bilen.
Han tager sit badetøj og går ned ad stentrappen, som fører til det brølende hav og den store pool. Der er ingen i vandet, men nogle tyske herrer sidder på stenkanten og passiarer.
– Her I været i? spørger han.
– Du kan roligt bade, det er ikke farligt, siger de og griner.
Han skifter og går hen til bassinkanten. Havet udenfor er oprørt. Store bølger slår ind over. Han tager mod til sig. Helt alene er han. Ingen Annette, som sidder oppe og vinker til ham. Han kravler ned ad stigen og styrter ud i de frådende vandmasser. Nu er han væk. Har givet sig skæbnen i vold og kaster sig rundt og dykker og fnyser og mærker, han kan bunde, og det gør ham tryg. Han bliver i vandet længe. Da han stiger op ad stigen igen og står på bredden, råber han til tyskerne:
– Jeg er nyfødt! Det er, fordi man ikke er helt sikker på, når man springer ned i det inferno af vand, om man kommer frelst op igen. Det er det, at man føler, at man tager en chance, der gør det så fantastisk at bade her!
De nikker og ler:
-Ganz richtig junger freund!

Jens føler sig 70 år yngre efter det bad og kører lykkelig tilbage gennem tunnelen og op til Annette på bjerget, der idet han ankommer, er i færd med at vande planterne foran “deres” hus.

Aftenen den sidste dag tilbringer han på et stengærde, mens han maler kaktusser og palmer i det blå lys, som sænker sig over landskabet, lige efter solen er gået ned. Han bliver vemodig, for han ved, han vil komme til at savne det hele.
Men sådan er det nu engang.
Intet varer evigt.
– Udover nuet, er der en stemme inde i ham, dr siger, og det stiller ham tilfreds.

Jens var bekymret for bilen, de havde lejet, og kørte derfor meget forsigtigt for ikke at få den mindste skramme. Han havde sat sit kreditkort som garanti og ønskede at aflevere den personligt i lufthavnen hos en AVIS medarbejder før de skulle flyve. De drog derfor afsted allerede kl. 8 for at være i god tid til at returnere deres citroën.
Da de ankom, var der ingen til at modtage bilen, og Jens måtte løbe frem og tilbage for at få en medarbejder til at komme og hente køretøjet.
Imens lå Annette på en bænk og sov.
Da bilen var afleveret i uskadt stand faldt en  sten fra Jenses hjerte.
Han fik fat i en kørestol til Annette, og sammen boardede de det lille blå “Binter” fly til Las Palmas og alt gik fint.
I lufthavnen i Las Palmas stod der en stor sort afrikansk mand parat med en ny kørestol til Annette, og så kan det nok være, de fik fart på! Han stæsede afsted udenom alle kontrolposter, så de undgik at få endevendt deres bagage og blev ført direkte i transit ud til gaten, hvor de sågar havde tid til at nyde en sandwich og noget vand!
Flyveturen med den store Norwegian maskine forløb helt uden problemer. De fik deres veganske måltid, og i Kastrup tog de en taxa ud til deres Metro hotel, hvor de gik på hovedet i seng.

Om morgenen  var der buffet, som de nød, mens de talte om den fantastiske tur, de havde været ude på sammen.
– Tænk at jeg overlevede det, sagde Annette. – Det er næsten ikke til at tro på. Måske ER jeg død, og det her er en drøm.
– Det tror jeg ikke, svarede Jens. – Jeg føler mig mere levende end nogensinde, og det skyldes ikke mindst dig min kære ven! Du har været den bedste rejsekammerat, jeg nogensinde har haft.
Annette så Jens dybt i øjnene og sagde så:
– Jeg er kommet til at kende dig på en hel ny måde. I gamle dage på Bornholm, da vi var unge, var vi ikke altid de bedste venner, men denne rejse har ændret mit syn på dig. Jeg er virkelig kommet til at holde af dig!
– Jeg elsker også dig, svarede Jens.

Så sad da de to gamle mennesker overfor hinanden ved et bord i kælderen under Cabinn Metro, mens brunchens folk myldrede til og fra de store buffeter, og græd af glæde over hinanden og over deres fælles vellykkede tur til den lille ø El Hierro.

Det var meget rørende!

På hovedbanegården var der travlhed, og billetkontoret havde lang kø. Jens hjalp Annette med at købe billet til Århus i en automat i stedet for. Der var ikke lang tid, til toget mod Ålborg skulle afgå. De kom ned med rulletrappen og fandt vognen, hun skulle sidde i. En sidste hånd og et sidste skub bagi, og hun var oppe i kupeen.
– God rejse Annette! råbte Jens, da toget langsomt bevægede sig ud fra perronen.

Så var han alene – igen – og fandt sit tog mod Nykøbing, der skulle afgå om et kvarter.

SLUT

 

En dag i livet.

 

Fejø, Femø, Askø, lilleø, vejerø o.s.v ligger de der, alle de små øer med hver deres særpræg. Den lokale befolkning hilser venligt på een, når man spadserer forbi. Hønsene går frit ude på vejen og hakker i æblerne, som ligger overalt, da der lige har været æblefestival.
Vinden piver slemt i nabobådens mast. Det er som dommedag nærmer sig, og det gør den jo på en måde osse. Men det er godt at komme lidt afsted væk hjemmefra den lille hule i Lysmøllegade. Det er godt. At sidde her nede i kahytten og gynge blidt fra side til side, mens bølgeskvulpet sender kluk kluk lyde op gennem skroget.

Bestilte en ny (brugt) mac computer mini i dag til at redigere film på, da den gamle, jeg havde arvet fra Suien, gik caput, idet jeg forsøgte at tilføje en ekstra usb indgang med en hub, som skulle have strøm, og det kunne den øjensynlig ikke tåle. Den sagde bare et lille uskyldigt “klik”, den røde lampe i hubben lyste kortvarigt op, og derefter var computeren død. Effektivt dræbt af mig selv i min evige trang til at eksperimentere. Nå, men så må jeg have en anden, og det blev en mini, da jeg har en stationær skærm. Den kommer i næste uge, og det bliver spændende, om jeg får det til at virke, så jeg kan fortsætte mit filmredigeringsprojekt.
I morgen tænker jeg mig at sejle tilbage til Bandholm. Det bliver nok en hård tur, for som sagt, så blæser det slemt. Men det er lige ud, og jeg kender vejen, så det går nok. Når jeg kommer i havn, påbegynder jeg vinter opbevaringen ved at tømme al motorolien ud og skifte filter. Så ny olie, for på næste lørdag skal lille “Gith” op af vandet og over og stå, støttet af to bukke med udsigt til dromedarerne i Knuthenborg park! Når det er sket, er kun tilbage at køre kølervædske gennem Bukh motoren, sætte vinterpressenning over kahytten og så i øvrigt starte forberedelserne til den kommende rejse til El Hierro sammen med søde gamle Annette.

Jo tak, man keder sig ikke!

 

Carrer de Vicenc Cuyas 9 piso 6 b Palma de Mallorca.

Det var vel nogle forrygende dage, må man nok sige, ja. Så tidligt op som nogensinde i mit lille hus i Bandholm, nok klokken ét, da jeg jo skulle nå flyet i Kastrup, som afgik klokken seks. Pyha, for en tur ind ad motorvejen i mørke efterhånden som lyset brød frem over Avedøre holme. Parkeringspladsen P19, den billigste, var bestilt på forhånd og voldte ikke videre kvaler, men I gud, hvor mange biler der er parkeret der! Det er som om hele verden skal ud at flyve, hvad den måske også skal… Jeg fandt min plads, og der står min seng i bilen og venter på mig, når jeg kommer tilbage og skal op hos Suien og Oscar og gå tur.

Men nu er det morgen i Palma på 6. etage hos Luz, som tog vel imod mig og gav mig et lille værelse med seng og skab og stol og et håndklæde. Jeg bor i hendes lejlighed og kan bruge køkkenet, og det er meget fint. I dag skal jeg hvile ud. Det har været meget intenst det hele. 5 dage er ikke meget, og når man har så meget, man skal nå, kan det hele godt blive lidt presset. Men sådan har det mærkværdigvis ikke været. Jeg har nået alt, og det har været fint.
Straks jeg landede, var der kun eet i mit hoved, og det var at komme i Middelhavet, så jeg tog, efter indlogeringsproceduren var overstået, flux ned til tobaksudsalget og købte et busklippekort. Derefter afsted mod “ses Illetes”, hvor Jonathan og jeg sidst nød badelivets glæder. Hele denne tur er “memory-lane, kan jeg godt mærke, men det gør ikke noget. Er faktisk meget praktisk, når man kender stederne.
Cala Nova er en eksklusiv lille strand kilet ind mellem den store hvide selvlysende marina og en gammel boligkarré med afskallede vægge. Man kan enten tage en elevator ned til stranden, hvis man er handicappet, eller man kan forsigtigt bevæge sig ad cementtrappen, som fører under de store nåletræer ned til den lille strands gule sand. Vandet er turkis, der sidder nogle få unge piger på deres håndklæder og bliver brune. Børn leger i vandkanten, og oppe på en lille klippe i skyggen under skærmende pinjer sidder en gammel mand. Her slår jeg mig ned.

Det vand lokker, og i løbet af få sekunder er jeg af tøjet og ude i havet. Jeg tog afsted i morges og ligger allerede og skriger af glæde over min krops sammensmeltning med det blå dyb. Små fisk snor sig om min mave og vil nippe død hud af mine ben. Jeg er ankommet.

Så går vi lidt baglæns.
Det er altid godt at vide, hvor man er. Dertil bruges telefonen med goggle maps, som hele tiden lader mig navigere trygt rund i Palmas gader. Jeg har fundet ud af, at min ladeledning er kaput og vil derfor foretage  en expedition til “Media Markt” ude i den anden ende af byen for at investere i en ny ledning. På vejen får jeg af en hvidhåret dame med rollator oplysning om en “Mercadona” forretnings beliggenhed ved en lille park med bænke, hvor jeg beslutter mig til på tilbagevejen at stoppe op og spise morgenmad.

Ude i “Mediamarkt” er stemningen elektrificeret og syntetisk velduftende fra de mange mobiltelefoner, tv, støvsugere o.s.v. der befinder sig her. Jeg finder straks en ungersvend med logo på ryggen, som fremskaffer den nødvendige ledning, hvorefter jeg i ro og mag kan indtage en i “Mercadona” indkøbt friskpressed appelsinjuice og nogle nybagte integralboller, som deles med et par duer og en gråspurv.

Ses Illetes er stranden, Jonathan og jeg besøgte forrige år. Bus nr 4 går derud ad Av. Joan Miro langs de gamle “dansker” restauranter fra Spies tid. Den ligger nede bag en bakke omkranset af nåletræer og blinker op mod mig i al sin paradisiske blåhed. Her er mange mennesker. Det er søndag og vejret er strålende. Solen bager ned på kroppene, der slanger sig i sandet for at opnå den eftertragtede brunhed. Jeg vandrer omkring efter badet, tørrer badebukser og inspicere kødudstillingen. De mange numser, som alle følger solens bevægelse, som var de anemoner på en varm sommerdag!
Parrene ligger og er par. Vennerne ligger og er venner. De gamle ligger med deres rynkede hud og tænker sig unge, og den lille dreng begraver sin røde plastictraktor i vådt sand, som han straks skyller af for igen at begrave den. Den lille pige står og kigger på ham, men taber interessen og går ud og bader. Min krop bevæger sig langsomt rundt og betragter og suger indtrykkene til sig, og lader dem passere for at lade nye indtryk komme til. Tøjet ligger oppe ved klipperne, hvor nogle spanske ungmøer har slået sig ned under en parasol. De smiler venligt til den gamle mand og fungerer som overvågere af mine ejendele. Mobil, penge, nøgler til lejligheden og kreditkort, som for guds skyld ikke må blive væk (stjålet). Derefter går jeg forsigtigt ud i vandet. Det krystalklare, først lyseblå, senere mørkeblå og tilsidst dybt, dybt blå, og lader mig suge mod bunden af havet, hvorfra alting kommer, og jeg møder mig selv igen en gang. Igen, igen og igen leves livet hos den gamle mand, som kalder sig Jens, men som for så vidt kunne hedde hvadsomhelst.

Bagefter. Altid bagefter. Aldrig før. Før eksisterer ikke. Kun bagefter. Således skrives der altid lige nu om bagefter.

Bagefter sidder han oppe på klippen ved siden af en anden gammel mand og bryder et integralbrød, som han spiser tilligemed en stor orange mandarin, der er let at skrælle, især når man har en lille trækniv, som fulgte med det veganske måltid, Norwegian meget venligt serverede i flyet.
I vandet bag klipperne har en andemor med 7 ællinger taget plads og gnasker ganske fornøjet i søgræsset, som gror på stenene, mens hendes børn ser til og lærer, hvordan man gør. En familie med far, mor, bedstemor og lille unge i vogn pusler og spiser medbragt pasta, som faren tålmodigt serverer for sit barn. Jens sidder og betragter skuet og føler sig godt tilpas, mens han gumler på et mandarinstykke. Sådan hele tiden sker der noget omkring ham, som fanger hans opmærksomhed. Tanken væver sig uhindret ind og ud ad virkelighedens spind, så man snart ikke kan kende forskel på den ene og det andet. Meget interessant.

Oppe hos fruen i huset på 6 sal er der rent og pænt. Man har fået lov at låne køleskabet og fået sin egen hylde. Her ligger brød, nøddesmør, vindruer og andre gode ting indkøbt nede om hjørnet i det lille supermarked. – Også denne særdeles lækre guavamarmelade-blok, som er en  nydelse på friskbagt flutes.
Jeg må bruge af hendes ingefærthe, hvilket jeg gør.

Om aftenen, når jeg kommer hjem fra de lange vandreture i by og på land, ser jeg først drtv, som er en fad omgang med al den krig, som øjensynlig aldrig hører op. Den ene afløser den anden. Eller osse er det bare den samme krig, som fortsætter og har været igang, så længe man kan huske. Menneskenes evige krig på ord, tanker og ideer.        Forklaringer, som kræver berettigelse og i sidste ende bliver en kamp med våben om ståsted. Derfor slutter jeg mine aftener af med en episode af “The mentalist” på HBO. Serien er godt skruet sammen. Underholdende og ukompliceret. Sover derfor godt bagefter.

En gang i tidernes morgen, nærmere betegnet i 1974 sad den skrivende under et stort egetræ oppe i den lille bjergby Deia på Mallorca og vågnede op. Simpelthen. Indtil da havde han sovende fulgt andres mening om, hvem han var. Bevidstløs var han skubbet frem af de mennesker, der omgav ham og af det syn, de havde af ham. I et glimt gik det op for ham, at det var løgn det hele. En helvedes bunke forestillinger stablet op i hans hoved fra den første gang han så dagens lys. Det forsvandt som dug for solen, og i stedet trådte et uberørt landskab af utrolig ynde og dybde frem foran ham og bød sig til. Han tøvede ikke et sekund, men trådte ind.

Det havde enorme konsekvenser at se sit tidligere livs trivialitet og ensformighed gennem nu åbnede, vågne øjne. Alt blev forandret og forandres stadig for denne nu snart 82 årige gamle mand, som skriver dette og som kalder sig Jens Michael Høy.

Derfor skulle jeg selvfølgelig til Deia. Selvfølgelig skulle jeg det. Op og se til “La Vigna Peqena de Marcus Colon” som huset  yderst på forbjerget, der støder op til Cala, hedder.
Bussen gjorde holdt, og jeg steg ud i en vidunderlig morgen med solen lige netop tittende frem over Tramuntanas bjergtoppe. Det første ord, der optrådte i mine tanker, var “toilet”!  Turen ad de snoede veje med mange bump havde sat gang i min indre peristaltik,og det hastede! Først spurgte jeg inde ved en lille købmand, men de havde for travlt til at svare. Et luxuriøst hotel afviste mig med ordene: “Kun for cliente”  og så var jeg lige vidt. Indtil en ældre kvinde fik løst min kvide og  høfligt førte mig hen til det nydeligste offentlige toilet. Det blev klaret, og turen ud ad vejen med havet i forgrunden og de mange ældgamle oliventræer langs siden kunne tage sin begyndelse. Snart nåede jeg ned til “mit” træ, som stadig stod og kejsede som om intet var hændt i de mange år, der var gået.

Jeg satte mig lidt og lod freden og stilheden sænke sig over mig. Så gik jeg videre, for nu skulle jeg ned til “mit” hus. Men her måtte jeg gøre regning uden  vært, for huset var totalt demonteret.  Nærmest en ruin, og ud fra brokkerne kom en gøende blodhund med savlet frådende om kæberne. Den fór lige i benet på mig, mens jeg forsøgte at flygte ud gennem den lille låge, jeg altid brugte, når jeg skulle ned og bade. Men lågen var låst med en tyk kæde, og lod mig ikke slippe ud. Jeg sparkede til hunden og kastede mig over hegnet i sikkerhed for det rasende dyr. Med nød og næppe undgik jeg at rulle videre ned ad skrænten flere hundrede meter mod cala og havet. Jeg fik  nogle gevaldige knubs og en lærestreg. Aldrig søge efter fortiden mere. Det er i bedste fald spild af tid. I værste fald livsfarligt.

En smal sti leder mig ned mod Cala Deia, som ligger og glimter i blåt lys. De forkrøblede buske og ældgamle nåletræer gør nedturen jungleagtig og nu og da farlig, når stenene, jeg træder på, skrider under mine fødder. Jeg må passe godt på ikke at falde her, da der er mindst 50 stejle meter ned. Til sidst når jeg et dige, jeg ikke kan komme over. Jeg kan tydeligt se bådene nede i den lille havn og ærgrer mig over at måtte kravle et godt stykke tilbage, før jeg finder en udvej gennem en tunnel, fårene har lavet. Så står jeg ved poolen, for sådan een er det. Den ligger glasklar ude for enden af den sliske, fiskerne bruger til at trække deres både på land. Her slår jeg mig ned ved siden af et ungt par. Manden er overlegent ligegyldig, kvinden snakkesalig. Jeg værdiger dem et blik eller to og giver mig derefter til at smide tøjet. Et rask spring og jeg havner i det glasklare vand. Chokket er overvældende. Herligt et indre skrig og kroppen dykker og svømmer og plasker og er lykkelig.

Nu kommer et aldrende ægtepar forbi, mens jeg tørrer mig med det blå håndklæde. Han er træt og lige ved at falde på de glatte ophalerbjælker. Hun må støtte ham og virker irriteret over sin mands klumpsighed. Jeg ser dem og er tilfreds med at være alene.

Jeg var her sammen med mine børn for nogle år siden. Den gang var der mange brandmænd, som vi fangede. Det er der ikke nu. Derfor tager jeg billeder og sender dem over “Messenger”. Jeg ringer også til min datter og høre nyt om børnebørnene. Så er der orden i tingene. Jeg holder meget af orden i tingene…

Jeg har medbragt et flutes og et æble. Det spiser jeg, mens jeg observere den ignorante unge mands ligegyldige bevægelser. Mange mennesker, jeg passerer, når jeg rejser, er som marionetter for mine øjne. Det er meget mærkeligt. Det er som om, de opfører skuespil. De er roller som udføres. Et teater. Men spændende at følge med i, når man ikke har andet at lave, mens man sidder og tygger på sit æble.

Efter endnu en svømmetur går det opad igen. Nu langs en udtørret elv. Mine knæ er ikke, hvad de har været. En gang imellem knirker det slemt især i det venstre. Nå, men det går nok, og med pauser undervejs når jeg let forpustet op, hvor kvinderne i gamle dage vaskede tøj. Her sætter jeg mig og ser ud over dalen med pinjer, cypresser, krogede oliventræer og oranger som stråle gult i solen. Inde i et refugium for vandrende folk bliver jeg oplyst om prisen på overnatning. Det er rart at vide, hvis man skulle komme forbi en anden gang og får brug for en seng.
Oppe hos købmanden i byen er der travlt. De selvsmarte turister, som alle føler sig som fotomodeller i deres moderigtige outfit, promenerer forbi mig, mens jeg sidder og spiser brød og drikker vand ved et vakkelvornt  bord. Tyskere er her flest af. Den førhen så idylliske og uberørte lille by er blevet et tilløbsstykke. Nu er alt prissat. Hver kvadratmeter af området gøres op i penge. Overfladen skinner fælt af grådighed. Det er Satans, for en gang for længe siden var her pristint. Det var det, jeg faldt for. Det uberørte. Det der vækkede mig. Det, der var uden menneskers indblanden. Det er her stadig, men godt kontamineret af homo sapiens. Måske er det her snart slet ikke mere…
Jeg går op til kirken og sætter mig ind i køligheden foran alle dukkerne på alteret. Den mest fremtrædende dukke hænger oppe på en pæl med en tværstiver. Der er guldlys omkring ham. Ved siden af står forskellige andre dukker. En lille pige kommer ind sammen med sin mor. Hun er stærkt optaget af en kvindelig dukke med lang kjole og kyse. En nonnedukke. Man kan se, hun forstår dukken. Den er lige som hendes egne dukker. Til sidst vil hun selv blive en dukke. En robot. Sådan er det, tænker jeg. Sådan er det. Vi er alle dukker. Fuck det!

Siger min tanke, og jeg går ud af kirkens døde kølighed ud i lyset og ind på kirkegården for at finde Rober Graves grav. Grav grav Graves. Hvor vi alle enden, hvis vi ikke er der i forvejen. Jeg inspicerer alle de døde og finder til sidst cementgravstenen med den indridsede håndskrift. Der står to små lys. De er gået ud. Vinden har taget dem. Over dalen ligger himlens lys. Nede fra havet kommer natten op. Det er på tide at finde bussen tilbage til Palma. Den skulle gerne afgå klokken 18, så jeg kan nå en salata mixta og nogle fiskenuggets inde i “Celler sa Premsa”!

Aftenturen gennem de nattestille gader endnu varme efter dagens solhede er det bedste. Kender efterhånden vejen, og behøver ikke gps til hjælp. Kan genkende forskellige detailler så som møbeludstilling i en butik eller et lille springvand. En lang væg med grafitti. Et vejarbejde lige før en gammel kirke, eller et minimarked med en søvnig araber, som altid sidder og piller negle. Duftene fra shawarma-shoppen og selvfølgelig fitnesscentret, hvor hver aften kvinder og mænd traver lange ture på løbebånd, mens de ser tv med propper i ørene. Jeg traver afsted som dem og ser ikke tv undervejs, men ser mig omkring og finder vej. Jeg elsker at finde vej gennem byens labyrint og genkende steder og møde folk som hilser. Det nyder jeg og føler mig hjemme i verden, når jeg sådan trommer afsted i mine nye ecco sko, som nok er det mest fortrinlige fodtøj, jeg har haft. Ser mig om efter sandaler, men har kun fundet nogle dyre nogen. Godtnok i fuldt læder (stakkels dyr), men virker klodsede. Det er fordi, jeg bruger nr 48. Jeg har meget store fødder. Det kan jeg ikke gøre for, men det er irriterende, når jeg gang på gang får at vide, at største nummer, de har, er 46. I går fandt jeg endelig nogle veganer sandaler med økologiske såler og bælte af hamp og kork, som næsten passede. Men de var kun 46, så den gik ikke. Gudskelov har jeg mine ecco. De passer fantastisk og giver god plads til tæerne på de lange spadsererture.

Hver dag er ny med nye muligheder. Club nautico ude ved Arenal de sa Rapita, havde Bynke hørt, skulle huse flamingoer. Estacio Intermodal tilbød bus derud langs vidtstrakte græs og skovbevoksede områder. Jeg sidder helst forrest hos chaufføren. Så har jeg det bedste overblik. En lang tur på næsten en time gennem små søvnige byer førte os mod havet og havnen Club nautico, hvor sand og klitter bredte sig så lang øjet rakte, og jeg straks fandt et skyggefuldt sted bag ved livreddernes hus og tårn, hvor jeg kunne skifte til badebukser og sololie. Dernæst hen over en meterlang tangbræmme, man sank i, så jeg troede, jeg blev suget ned i jordens indre. Det var som at vade i cement, men over den kom jeg og det indbydende lyseblå vand ophævede enhver gene ved tangen. Åh, det er det bedste, når man slipper tøjlerne og falder ned i dette skønne gudgivne mærkelige stof som vi kalder vand. Vand, vand, vand. Altings ophav. Moderskødet. Hjemmet. Ja.

Men der er ingen flamingoer. Til gengæld var der en måge, som fløj tæt omkring og forskrækkede en ung pige, som sad i sandet ved siden af en ung mand og bad mig om ikke at fodre den med mit brød, fordi hun var rædselsslagen for fugle. – Og klapperslanger. Hvad så det har med fugle at gøre, spurgte jeg, men det vidste hun ikke, og hun havde heller ikke haft traumatiserende oplevelser med fugle. Jeg spurgte om hun havde set Hitchcocks film “fuglene”, men det var ikke derfor hun var skræmt. Det var bare fugle i almindelighed, der gjorde hende bange. – Og så slanger. Mærkeligt, og jeg undlod selvfølgelig at fodre min mågeven i nærheden af hende. Man er vel en gentleman… men jeg sagde, at hun skulle prøve at blive ven med nogle fugle. Hun kunne starte med høns, sagde jeg, men hun rystede på hovedet. Det kunne hun aldrig finde på, så jeg lod hende og hendes unge ven i fred og gik lidt væk og fortsatte med at fodre min måge. Snart blev det alt for varmt at sidder der bag livredderskuret. Nogle mennesker, som sad ved siden af under store parasoller, fortalte, at de havde købt dem i england, så her var ikke meget hjælp at hente, hvis jeg ville i skygge og køles ned. Det eneste, der var at gøre, var at gå over i et hjørne af stranden, som stødte op til yachtklubben, hvor tangmudderet ikke var særlig dybt og vade ud i det befriende kolde vand, der også og især havde den egenskab at besidde en isnende understrøm, jeg kunne dykke ned i og blive rigtig dejlig afkølet. For temperaturen nåede på det tidspunkt godt op omkring de 30 grader. Sandet brændte under mine fødder, da jeg trådte op gennem tangen. Besluttede derfor hurtigst muligt at finde bussen tilbage til Palma.

Landede sikkert i estacio intermodal med tanken kredsende om mad. Ville ikke ned til Cellar Sa Premsa endnu en gang. Det var for kedeligt. Noget nyt måtte prøves. Hvorfor ikke “Taco Bell” på Placa d’ Espanya, hvor min søn Jonathan begejstret fór over, sidst vi var sammen på Mallorca, højlydt bedyrende, at det var den bedste mad, man kunne få! Jeg spiste en stor taco supreme med blandet salat og lod duerne om resten. Jeg er stor fan af duer. Der udspiller sig spectaculære dramaer, når store flokke slår ned på et nabobord, hvor ignorante gæster har efterladt madrester uden at rydde op. Pommesfritter og salat hvirvles op i luften, mens duerne gør sig til gode med efterladenskaberne.  Det var en perfekt underholdning ved mit middagsmåltid!

Hjemturen i den varme by er en lise, og jeg når lige Butique del Gelato på Via Roma inden de lukker 9.30. Det har jeg lært, siden jeg sidst efter Cellar sa Premsa kom for sent og måtte se min forventning om en stor sorbet is blive til tom luft istedet for nydelse i mundhulen. Nu kom jeg til tiden og kunne glad sætte mig på en bænk og slikke på min is, mens jeg nød ungdommens palaver udenfor isbutikken.
Lejligheden står klar, når jeg kommer “hjem” med “Deadline” på dr tv og “The mentalist” på HBO. Så sover man godt under Luz’ lagen med vinduet vidt åbent ud over byens tage og de blånende bjerge i baggrunden. Palma, jeg elsker dig!

Andratx. Gamle syge Andratx, hvor jeg lå med mit gode skib “Inulima” midt ude i havnebassinet (det må man ikke mere. Nu er svaj-liggerne forvist til yderhavnen, som ikke er særlig godt beskyttet, når meltemien blæser), og Signe kom ned og boede ombord, og vi sejlede ud til Isla Dragonera for at finde blæksprutter.
Ja, der måtte jeg hen, ellers var rejsen ikke fuldendt, så jeg tog bussen mod vest og var efter en lille times kørsel i Port Andratx.
Hedt som bare helvede. Nok 35 grader og så skal man pisse! Havnetoiletterne er under service og kan ikke benyttes. En betjent oplyser, at de ikke er “public”, og jeg må styre min tissetrang, til jeg finder en bar eller restaurant, der vil lade mig benytte deres toilet. Jeg ved, hvor svært det kan være. Først skal man ind og købe noget, ellers bliver de sure, hvis man bare sniger sig igennem og ud på toilettet. Gudskelov var en rengøringsdame nådig og lod mig træde ind bag hendes afspærring og lette mit blæretryk. Hun sagde, at der tidligere havde været offentlige toiletter, hvad jeg også mente at kunne huske, men at de var blevet skamferet af drug addicts og andre svinemikler, som ikke respekterede almenvellet. Nu kunne jeg befriet træde ud i den flammende sol og søgte først og fremmest kølighed, allerhelst mulighed for et bad. Men Port Andratx er en havn og ikke en strand.
Jeg gik ud langs kajen, til jeg nåede selve yachtklubben, hvor forårsforberedelserne ved de mange store millionær yachts var i fuld gang. Ansatte folk sprayede, rensede og polerede de formidable lystbåde, ejet af rigmænd i skattely overalt på kloden. Grådighedens symptomer brugt nogle uger i sommerhalvåret af direktører og virksomhedejere som oftest af engelsk eller tysk herkomst. Der lå de række på række disse afskyelige sejlende paladser med indbygget komfort til overflod den ene mere prangende end den anden. Teak og stål og skinnende akryl med bovpropel og lift til dinghy og badeplatform, hvor børnebørnene kan sidde og plaske i det lyseblå vand, mens bedstefar står og overvåger det hele med kaptajnkasket på hovedet…

Nu er det så varmt, at man ikke kan være nogen steder. Jeg kan ikke være nogen steder andet end i vandet. Andet end i vandet. Nogen steder. Hvor?
I det fjerne, næsten skjult af alle de nypolerede skibsskrog,  stiller en lille badestige sig op ad en cementmole. Et glimt af håb og jeg iler afsted hen mod trappen til paradiset. 2 kvinder der, så vidt jeg kan høre på deres samtale, er danske, ligger på en beskeden strand, der støder op til molen. Nu blot af tøjet og ud i køligheden. Kvinderne rejser sig og går ud i vandet sammen med mig. Vi taler ikke. Det er mere end nok at vi er i  samme element.

Forfrisket går jeg tilbage og slår mig ned på min stambar “Mitzi Mitsj”, får en rom og cola og falder i staver. Mindes tiden med Barbara og hendes kunstige tænder. Barbara var en frodig tysk pige, som godt ville mig, og som jeg, da jeg var nærmest altædende den gang, begejstret sprang ombord i. Vi endte ude i kahytten på “Inulima”og kyssede, så det var en lyst,indtil min tunge mærkede noget metal inde i hendes mund. Da jeg er tandlæge helt ud til tungespidsen, kunne jeg ikke lade være med at foretage en nærmere undersøgelse af dette mærkelige fremmedlegeme. Stor var min forsbavselse, da det gik op for mig, at det jeg lå og kyssede på, var en vanadium unitor med to svæveled og en indskudsaddel mellem +4 og +7. Det krævede enorm forstillelse stadig at bevare lidenskabeligheden ved den opdagelse! I må meget undskylde, men hvem ville kærtegne en benprotese om man ikke i forvejen havde været gennem en medmenneskelig forståelse, som også omfattede skavanker som f.eks paryk, kunstige tænder, ansigtsløftning eller silikonebryster. Jeg fik i hvertfald et chok og måtte opbyde alle mine evner som forfører for, om ikke for andet, så for at overbevise mig selv (og Barbara) om, at der er andet i livet end proteser!
Vi skiltes som gode venner, og jeg sejlede alene til Ibiza og Formentera, hvor jeg havde en aftale med Cleopatra, som jeg mødte på et såkaldt “sensikursus” arrangeret af en orange sanyassin under Bhagwan engang jeg var ude i Indien.

Man bliver helt rundtosset af at sidde og tænke på alt det, der er sket. Det ville jeg ikke mere. Gjorde mig færdig med tiden i Andratx og spadserede tilbage til holdepladsen, hvor folk stod og ventede på palmabussen . Taco Bell på Placa d’Espanya igen og så på hovedet i seng. Om natten drømte jeg om den gang jeg sejlede fra Mallorca i stridt regnvejr og torden og lynild og måtte fastgøre en tyk ledning til et stålvant på masten og lade det slæbe efter båden nede i vandet så den kunne fungere som lynafleder, mens jeg kæderøg oppe i cockpittet  af angst for at blive ramt af lynet.

Jeg vågner kl ni og går ud i køkkenet. Jeg har integralbrød, mandarin og et æble i køleskabet. Osse en stang goiabada, som jeg skærer i tynde skiver og lægger mellem to stykker brød. Nøddesmør ovenpå og sort the til det hele. I dag skal jeg rejse. Flyet går i aften kl 21. Jeg har hele dagen og planlagt at tage ud til Illetes en sidste gang og svømme mig en tur.
Ned forbi møllen og bus nr 4 bringer mig ad av. Juan Miró forbi cala nova og videre ud langs kysten til pragtstranden, som er fyldt med badegæster. Topløse unge mallorcinere og  virile indvandredrenge dækker sandet i et farverigt tæppe. Jeg vader gennem det hele med kun ét for øje; at svømme dybt ned mod havbunden og blive væk. Jeg har slet ikke travlt med at blive beundret lige som alle de andre. Jeg er som jeg er og har det fint med det. De kan rende mig, hvis de vil. Det bliver deres sag. Det kan aldrig blive mit problem, hvordan jeg ser ud i deres øjne. Hvordan skulle det overhovedet kunne blive det?

I lufthavnen er flyet forsinket. Jeg vil først lande i Kastrup i nat kl to. Der er god tid, og det passer mig fortrinligt. Jeg elsker at vente. Ventetid er den bedste tid, der findes. Så har man fri til sig selv og “skal” ikke noget. Jeg sætter mig på gulvet lænet op ad en væg ved siden af et par andre rygsækrejsende og giver mig til at skrive på min ipad. I flyet har jeg plads ved siden af en kvinde, der er skræmt af turbulensen. Jeg nyder lynglimtene, der oplyser de voluminøse skymonstre over alperne, mens jeg indtager et vegansk måltid bestilt i forvejen på “Norwegian”s hjemmeside.

P19 har passet på min bil.

Det er pissekoldt i Danmark!

 

 

 

 

San José.

 

Kære Bodil,-

Ankom i går efter en noget anstrengende tur nede fra Lolland gennem flere tog og flyskift pr båd til dette vidunderlige sted kaldet San José, hvor jeg nu befinder mig i en labyrint af små stejle gader og gyder og trapper uden vejskilte, som giver mig stor angst for at blive væk og ikke kunne finde tilbage igen. Jeg bevægede mig forsigtigt ca 100 m ud i aftes og fandt gudskelov en lille butik, hvor jeg kunne proviantere nok til at holde sulten fra døren. Nu har jeg nogenlunde hold på hvor jeg er i forhold til butikken og en restaurant ved navn “La Corûrûna, som, ser det ud til, har en “menu del dia” til 12 euro, hvor vi evt. Kunne spise frokost sammen en dag.
   Hvordan går det med dig? Har du fundet dig til rette? Sikke et herligt vejr, hva? Regn og kulde, så jeg må have den elektriske ovn tændt og bruger to dyner! Men stedet er fint og rent. Skal ikke klage. Er i live og refrænet er frit, som Kim Larsen sang, og måske bliver det godt vejr en dag…
Er du på Whatsapp? Det må vi prøve. Det har jeg lige lært at bruge af ham min ven her, som står for huset. Jeg vil prøve at ringe dig op, så vi kan aftale nærmere, ikke? Jeg er osse spændt på at se det sted, du bor o.s.v. o.s.v.

Kærlig hilsen jens

Det er ikke lang tid. Hvad er lang tid? I modsætning til kort tid? Det er det, de siger, at når man deler tiden op i mindre og mindre stykker, bliver den til sidst så lille, at man kan sige, at den slet ikke går. Det er det man kalder singularitet. Det samme som det allerførste øjeblik i “big bang teorien” hvor “tiden” “begyndte” som man siger. Det er det bedste, man kan sige lige for øjeblikket om tiden der “går i stå” lige før den begynder. Det skyldes selvfølgelig, at det er noget, man tænker sig til. Tanken kræver “tid”, fordi den selv er tid. Uden tanke ingen tid. Prøv selv. Meget interessant.
Så nu har jeg travlt, for jeg skal møde Bodil nede ved indgangen til den græske have kl. 12 og klokken er lige nu 11.25. Så kan jeg ikke nå at skrive ret meget. Men lidt kan det alligevel blive til.
I går. I dag. I morgen. Ja , jeg ved snart ikke, hvad jeg skal sige. Badet var smukt og Bodil venter. Problemet er, at jeg ikke venter, for jeg har ikke noget at vente på. Hun er meget sød. Vi gik en lang tur ud til hendes hotel “Elysé” med stor swimmingpool og terrasse, hvor vi sad og nød et glas perlende mineralvand, mens vi glædede os over den milde luft og solens varmende evne. Oppe på restaurant “Corûrûna blev der serveret “menu del dia” til 14 euro indbefattende salat og blæksprutter indpakket i hele grønne peber overhældt med en lysegul sovs af ukendt mærke. Striber af brun karamel udgjorde det dekorative element. Dertil en kølig hvidvin, af hvilken Bodil drak 2 glas, mens undertegnede nøjedes med halvdelen af sit. Jeg var blevet påholdende efter foregående aftens indtag af “galina a la plancha” med tilhørende pommes frites og et glas tinto. Det var ikke så godt. Det med pludselig at spise kød. Og så sådan en sød lille kylling. Jeg drømte hele natten om “Kringle”. Hønen, jeg gav Betty for mere end 8 år siden. Det var ikke så godt. Tung i hovedet og tung i kroppen blev det ikke bedre af at spise blæksprutte erindrende den netflix serie, hvor han kommunikerer med en stor octopus. Det var ikke så godt.
Vi vandrede omkring i denne kringlede  by, og kom til sidst ned til havet, som i dagens anledning var blæst op til stormende kuling og meterhøje bølger, som tidligere næsten havde taget livet af mig, idet jeg blev grebet af et sig nærmende vandbjerg med så stor kraft, at min stakkels papirtynde krop kastedes omkring i brændingen, således at min venstre hånd fik nogle slemme knubs. Nå, men jeg kom over det (som altid) og gik glad og syngende op til mit hus og tog et varmt bad, inden jeg mødtes nede på “Corûrûna” med Bodil.
  Ad paseoen langs det brølende hav med mindelser om sejlskibet “Inulima” på vej langs kysten ved Almeria, hvor en hval dukkede op lige tidsnok til at redde mig fra decapitation forårsaget af storskødets osteskæreskarpe line. Den historie fik Bodil, og til gengæld fik jeg hendes historie om udstationering som læge i “læger uden grænser” i 3. Verdens lande . Hun har rejst meget lige som jeg, og det er jo hyggeligt at udveksle erindringer. To ældre mennesker på vej langs havet i San José.
Men så skal jeg hæve penge, for det skal man bruge her i Spanien. Hvis man ingen penge har er man på skideren lige som den pæne ældre mand udenfor Mercadona, som sad med nydeligt korslagte ben på asfalten og tiggede. Jeg gav ham et par euro, og det kunne jeg , fordi jeg havde penge. Havde jeg ikke haft, måtte jeg jo selv sætte mig ved siden af ham og håbe på lykke og held i stedet for. Da jeg så skulle hæve penge i en af disse ATM automater, snød den mig for 325 kr, fordi den ganske ublu forlangte gebyr og betalte en elendig kurs. De penge kunne den fattige mand have fået. Nu gik de til banken. Sådan er kapitalismen. Utak er den armes løn.
Bodil kom på slaget 12. Jeg kom for sent. 5 min. Straks kimede min telefon, om jeg nu havde husket det. Hun så mig komme hen mod sig, mens hun endnu havde mobilen for øret. Hun er vist lidt utålmodig. Vi gik ind i den græske have for at deltage i paellafesten med dans og musik, som der imidlertid ikke var noget af, da det var begyndt at regne. Nogle unge mennesker under et hvidt telt lovede, at festen ville blive i morgen i stedet for. Hvis det ikke regnede. Vi satte os derfor ind på en bænk i den mauriske have og gav os til at tale sammen. Bodil er fast besluttet på at finde et sted her, hvor hun kan overvintre. Hun har planer om en lejlighed enten i den gamle by eller ude ved kysten. Jeg fortalte om “singulariteten” som begyndelsen på al tid, og sagde (som jeg plejer) at al tid var altid. Faktisk et meget simpelt og let forståeligt udsagn, men hendes øjne blev flakkende, og jeg tror nok hun tænkte, at jeg var en smule skør. Det er denne vidunderlige diskrepans mellem forestilling og realitet, som jeg så ofte møder, når jeg lukker lidt op. Det var det samme, da jeg kaldte Putin for åndsvag. Det var for simpelt for Bodil. Hun vil have en intellektuel analyse af monstret. Jeg sige ligeud, at han er syg i hovedet. (Hvad han jo åbenbart er. Det er ikke svært at se.) Nå, men det ville hun ikke gå dybere ind i, så jeg faldt af og gav mig i stedet for til at lytte til to vidunderlige musikanter. En gammel knark med guitar, som akkompagnerede en ældre skeletagtig herre med fiks hat, som lavede lange toner med ragaklang så det sang i mine øre af vellyd. Vi fik tapas med blæksprutte og kaffelatte og orangejuice. Bodil ville gå hjem. I morgen skal hun på bustur med rejseselskabet op i bjergene. Jeg skal bade som i dag, hvor bølgerne var væk, og man kunne gå lige ud i havet og svømme uden fare for liv og lemmer. Det regnede godtnok, men vand er vand og jeg er ikke sart. Fjernsynet kører uafbrudt med sidste nyt om krigen. Nu truer han med atomvåben, så kom ikke her og sig, at han er normal. Den Satan af en skadet sjæl, som kan ende med at blive vores allesammens undergang.
Hvorfor det er så satans farligt, er fordi mennesket Putin har isoleret sig selv i sin magt over andre mennesker. Alle omkring ham frygter ham, og det gør ham alene. Som isoleret og ensom og samtidig selvoptaget til det extreme, kan hans vrede nemt bryde ud i lys lue hvad øjeblik, det måtte være. Det tyder hans advarsler om brug af atomvåben i høj grad på. Jo mere han trænger sig selv op i en krog, des større er chancen for, at han reagerer irrationelt og griber til vanviddets sværd. Vi befinder os i en meget farlig tid, så længe han sidder på magten i Rusland.
Men ved I hvad? Han skal ikke osse få ram på mig. Nej, det gider jeg ikke at være med til. Han kan rende mig et vis sted noget så læsterligt, kan han. Jeg vil gå ned og kaste mig i havet i stedet for. Det ved man hvad er!
Kroppen ved godt, hvad der er godt for den. Den sidder på bunden af havet og trækker sit vejr gennem sine vandlunger. Ude i horisonten kommer et skib forbi. Kroppen går ned i byen og køber ost. Den tænker hele tiden på ost nede på bunden af havet. Manden i den gule trøje ser vredt på kroppen, der krymper sig. Manden spytter ad kroppen og skynder sig bort. Kroppen er ligeglad. Den vil have ost. Den vil så meget den krop. Oppe i dens hjerne sidder de små kvantekrystaller og fortæller den, at ost er skadeligt for den. Derfor spiser den ikke ost længere, men går hen og sætter sig ved et bord i den græske have, hvor i det samme 3 smukke kvinder fra Andalucien tiltaler den og byder på bønner i chilisovs. Det er bedre end ost, tænker kroppen og sætter sig ned. Den ene af kvinderne medbringer sine to børn. To drenge som er tvillinger. De vælter bordet i deres kåde leg, således at al chilisovsen havner i skødet på kroppen, som dog ikke gør vrøvl, da det er en venlig krop, som elsker børn. Nu begynder en guitarist at slå på sit instrument og en sortklædt spansk kvinde begynder at skrige flameco. Det kan kroppen ikke holde ud. Den vinker til kvinderne og smiler. Så går den hjem op ad de stejle trin. Her møder den en hvid due, som ikke er skræmt over kroppens tilstedværelse. Tvært imod så sætter duen sig på kroppens skulder og giver sig til at pudse sine fjer. Fra da af er duen og kroppen venner.
I dag gik kroppen på sine skæve ben ned i havet igen en gang. Det var varmt og stille med fredelige dønninger, som slikkede lidenskabeligt op langs kroppen, idet den sænkede sig i den ursuppe, den en gang var opstået af. Svømmede et par tag og satte sig derefter på sin medbragte bænk og lod lyden af bølgeslaget hen over de raslende småsten berolige sit sind. Tankerne i dens hoved kredsede ustandselig om den krig, som førtes ikke langt fra hvor den var. Den kunne ikke forstå, hvad der foregik. Alle mulige andre kroppe forsøgte at skabe en slags rationale i det som hændte. Man forklarede og analyserede situationen med mange ord og sindrige udredninger, men lige lidt hjalp det. Kroppen følte, at verden var havnet i et sort hul af kollektiv spekulativ tankevirksomhed, som sugede alt til sig anført af en despot derovre i det, som man kaldte Rusland. Det så ud som begyndelsen på enden af den såkaldte “civilisation”.
Hvis man etablerer en “no fly zone” over Ukraine, skal den kontrolleres af Nato. Det betyder krig mellem USA og Rusland.
Vanviddet fortsætter, som det har gjort gennem hele Homo Sapiens historie. Det er ikke noget nyt, der sker lige nu. Det er hele tiden. Det er sådan vi opfører os over for hinanden og vores omgivelser.

Carsten Jensen skriver:

“NU ER DER IGEN KRIG I EUROPA

Der er to lige forkerte udsagn, der går igen i alle officielle udtalelser om Ruslands invasion af Ukraine. Krig har ikke nogen plads i Europa. Krig har ikke nogen plads i vor tid, siger fx den danske statsminister Mette Frederiksen. Det skal forstås sådan, at Europa lige siden afslutningen på Anden Verdenskrig har været fredens kontinent, og at det ikke er krig, vi søger, når vi er uenige, men dialog og forhandlinger.

Der har ikke været krig og invasioner i efterkrigstidens Europa? Der var først den sovjetiske invasion af Ungarn i 1956 og siden invasionen af Tjekkoslovakiet i 1968. Så fulgte borgerkrigen, der i 1990´erne søndersled Jugoslavien og kostede op mod 140.000 mennesker livet i blodige etniske udrensninger, mens Europa handlingslammet så til.

Jo, krigen har haft sin plads i Europa, også i de sidste 20 år. Hvis Europa ikke selv lagde slagmarker til, førte vi blodige krige på andre kontinenter. De katastrofale invasioner af Afghanistan og Irak, hvori flere europæiske nationer deltog, heriblandt Danmark, har formodentlig kostet op mod en million mennesker livet og efterladt Irak som iransk vasalstat og kastet Afghanistan tilbage i armene på den fundamentalistiske Taliban-bevægelse. Dertil kommer de omfattende luftbombardementer af Libyen, der efterlod landet i et kaos af kriminelle militser. Hvis vi til vores forsvar hævder, at vi i alle disse tilfælde kæmpede for civilisationen, vil jeg gerne bede om en definition på civilisation.

Jo, krig er et velkendt redskab for Europa, også i vor tid. Vi har i de sidste tyve år været med til at overfalde den ene værgeløse nation efter den anden, men når krigen føres i vores eget hjerteland har vi pludselig glemt vores egen blodige historie. Hyklerisk erklærer vi vores forargelse. Handlingslammede og historieløse vedtager vi halvhjertede sanktioner, som ikke er andet end afmagtens sprog, og på kort sigt er virkningsløse.

En figur som Ruslands leder Vladimir Putin hører ikke hjemme i vor tid? Ungarns Victor Orbán er en mand i Putins anti-demokratiske ånd. Den polske Morawiecki-regering styrer ud fra samme nationalistiske instinkter som Putin med en skruppelløs hetz mod etniske og seksuelle minoriteter. Kun af historiske grunde er Rusland og Polen hinandens fjender, men deres ledere er åndsfæller. Og EU, som blev stiftet i demokratiets navn ser passivt til og nøjes med verbale irettesættelser, når Ungarn og Polen aktivt undergraver deres egne borgeres rettigheder.

Mange af Europas højrepopulistiske partier hylder Putin og modtager betydelige pengebeløb fra ham. Hvad enten vi kan lide det eller ej, er Putin en del af vores tid, og det samme er krig. Troede vi virkelig så fast på vores egen overlegenhed og uovervindelighed, at vi mente os uden for enhver farezone?

Igennem et halvt årti så vi russisk luftvåben destruere Syriens hospitaler og skoler i omfattende bombardementer. Vi trak på skuldrene. Det var jo alligevel kun de sædvanlige muslimer, det gik ud over. Men bombe hvide? Aldrig!

Putin har med sin invasion af Ukraine åbnet en afgrund i Europa. Men den afgrund fandtes allerede, i de europæiske lande, hvor højrepopulismen stræber efter magten. Nu er der krig i Europa, men det er en krig med mange flere fronter, end vi tør stå ved.

Ukraines præsident Volodymyr Zelenskij holdt fredag formiddag en bevægende tale på russisk, hvor han bad den almindelig russer om at se indad og genfinde den menneskelighed, vi alle har til fælles.

Det er udfordringen for os alle, både i øst og i vest. Kun i genopdagelsen af vores fælles menneskelighed, på tværs af nationale, religiøse og etniske skel, undgår vi fremtidens krige. Dette er selvbesindelsens tid. Vi må indse, at det er demokratiet, vi kæmper for, og det gælder i hvert eneste europæisk land, også dem, der tror sig uden for farezonen.”

Nå, så fandt jeg endelig mig selv igen, For at møde grænsen må man jo kunne føle den. Ellers ved man da ikke, hvor grænsen er vel? Jeg følte grænsen i går, da jeg gik for langt. Sådan er det. Så kan man trække sig et lille stykke tilbage og ved så, hvor grænsen går. Tit er grænsen hårfin og næsten usynlig. Andre gange kan man ikke blive i tvivl. Grænser er noget mærkeligt noget. En gang imellem er det bare membraner, som accepterer diffusion. Et diffust grænseland. En overgang som i virkeligheden er en sammenhæng.
Eller det er hermetiske skel mellem mennesker båret af, hvorledes de tænker om hinanden. Sålænge vi tænker om hinanden, ser vi ikke hinanden. Det er da så simpelt.
Det er tanken, der adskiller. I virkeligheden er der kun sammenhænge. Det ser man tydeligt. Alt hænger sammen og gudskelov for det. Så kan de komme med alle deres forklaringer og  beskrivelser og analyser og så videre. Det hjælper ikke på noget. Det mest indlysende er bare det sværeste at se, fordi det ikke behøver tanken til hjælp for at se det. Vi ser verden gennem vore tanker og ser derfor ingenting. Andet end tanker…

Så fuck det hele og lad mig få noget morgenmad! Bølgerne var tårnhøje, men det lykkedes alligevel at komme ned i det klare, kølige, isblå og dødsensfarlige sug, som tog mig med derud, hvor jeg ikke kunne bunde og derfor måtte flyde henover sten med stivpiggede søpindsvin og smilende søanemoner. Bagefter gør et knasende æble sammen med et stykke økologisk knækbrød med krydderurter godt. Det gumles i takt til de store dønninger, der sender salte skumsprøjt i hovedet på den spisende.

En nøgen mand springer på hovedet ud i brændingen. Hans kvinde sidder roligt bag klipperne og betragter ham, mens han svømmer ud. Da han kommer tilbage, går han grinende hen og giver hende et kys. Solen har varmet de flade sten, de sidder på. Ude i horisonten ses et skibs hvide sejl. Det er tandlæge Jens Michael Høy ombord på “Inulima” på vej til Ibiza og Formentera sammen med sin dansk-svenske gårdhund “Sofus” og sin elskede Bodil, som han har mødt på Gomera. De var blevet kærester i Bhagwans ashram, hvor alt var tilladt. Nu skal de bare videre, inden det er for sent. Krigen raser og er i hælene på dem hele tiden.
Manden og kvinden går tilbage op over stranden. Det er begyndt at blæse op.

Havet var roligt her til morgen. Havet er mit udgangspunkt. Har jeg først nedsænket mig i havet, er min dag for alvor begyndt. En mand og en kvinde stod og fiskede ved siden af, hvor jeg sad og tørrede min krop. De passede sig selv, og jeg passede mig selv. I går var jeg til tapas sammen med nogle andre danskere, som bor hernede. Der er en hel danskerkoloni i den ene ende af San Jose. I den anden ende holder svenskerne til. Så er der orden i tingene. Bodil havde taget fejl af stedet og sad i en anden restaurant langt væk, så jeg måtte ringe til hende og fortælle, hvor jeg var.  Hun kom derfor en halv time for sent. Der var vin og tapas og fællessang. Vi sad lidt og lyttede til et ældre ægtepar, som var kommet i byen i mange år. Der var noget på spil mellem os, og vi brød tidligt op for at komme hen et sted, hvor vi kunne snakke i fred og ro. Tapasselskabet blev hurtigt, efterhånden som vinen gjorde sin virkning, ret støjende.
Vi fand en lille rolig restaurant lidt længere henne ad gaden. Jeg fik the, Bodil caffelatte.

Jens: – Sikke noget, sidst vi var sammen. Jeg kunne slet ikke forstå, at du slettede min facebook profil.

Bodil: – Det er fordi min kæreste hjemme i Danmark ikke må få at vide, at vi er sammen hernede.

Jens: – Hvorfor må han ikke det?

Bodil: – Han er meget syg, og jeg vil ikke gøre ham ked af det.

Jens: – Det kan jeg godt forstå, men der er jo ikke noget mellem os, som skulle gøre ham jaloux.

Bodil: – Nej, men det ved han jo ikke. I øvrigt er jeg slet ikke sikker på, at jeg vil have med dig at gøre mere. Jeg synes du er kold og kynisk.

Jens: -Wau!

Bodil: – Ja, det synes jeg  virkelig. Da vi kom op i dit hus og jeg lagde mig lidt på sofaen, kunne du ikke en gang tilbyde mig et tæppe. Du var slet ikke omsorgsfuld.

Jens: – Det tænkte jeg slet ikke på. Der var jo ikke koldt i stuen.

Bodil: – Nej, men derfor kunne du jo godt have vist lidt hensyn, ikke?

Jens: – Åh, jo Bodil. Måske er det så bedst vi holder op med at ses. Eller hvad?

Bodil: – Ja, det tror jeg. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle få ud af at komme sammen med dig.

Jens: – Kunne vi da ikke i det mindste så bare være venner?

Bodil: – Det ved jeg ikke. Nu må vi se. Jeg er også forkølet og trænger til at komme hjem i seng. Måske har jeg corona.

Jens: – Har du hjemmetest?

Bodil: – Ja, jeg vil gå hjem til mit hotel og tage en test.

Jens: – Du ringer og fortæller resultatet, ikke?

Bodil: – Det skal jeg nok.

De skiltes, og ingen ved om de nogensinde mødes igen.

Senere på aftenen fik Jens besked om, at Bodils test var negativ. Mere stod der ikke, men det var da altid noget, at hun skrev, tænkte han.

Han skal passe på sine knæ med de mange stejle trapper. Det gør lidt ondt især i venstre ben. Han tænker på, om han kan gennemføre at blive en måned. Kunne ombooke og tage tidligere hjem. Nå, men han tager den med ro og lister stille omkring. Meget stille; og alt det med Bodil tager han ganske roligt. Han tror nok, at hun havde forventet sig noget andet, end det hun fik. Men han kan ikke lave sig selv om til en eller anden fantasifigur i hendes hjerne. Det kan han selvfølgelig ikke. Han er som han er, og hvis hun opfatter det som kynisk, så gud være med det. Han siger bare tingene ligeud og ved, der vanker tæv, når man gør det. Men det er der ikke noget at gøre ved, som han siger. Nej, nej, nej.

I dette øjeblik ringer Bodil og fortæller, at hun har Corona. Nå da da, tænker Jens, så kommer det måske også til ham. Hun blev smittet i den danske klub for 5 dage siden, så der kan gå endnu 4 dage, inden han ved, om han slipper. Pis, tænker han, og stakkels Bodil, som nu ligger på sit hotel og skal være i isolation i 7 dage. Der får hun mad bragt op, men hvad med ham, hvis han er smittet. Nå, men den lille kinarestaurant bringer mad ud, så han klarer sig nok. Pis! “Danskeklubben” Superspreder!!!

Bodil

 

Det dages oh brødre, det lysner i øst… Jens begynder at ane en sammenhæng. Det forløb sådan nogenlunde: Da Jens gennem facebook i forbindelse med nogle gamle billeder fra en længst svunden tid omhandlende en filmoptagels på Lyø fik kontakt med den gamle flamme, Bodil, som osse havde været med på bemeldte tur, skete det hverken værre eller bedre end, at de mødtes i Bodils lejlighed til the og medbragte boller. Her gik det op for Jens, at Bodil var involveret i et forhold, som hun ønskede at træde ud af, da fyren, der var alvorligt syg, var begyndt at optræde dominerende og krævende og sågar havde ødelagt et juleselskab ved højrøstet at gøre vrøvl over nogle børn, som støjede. Det brød Bodil sig ikke om. Der var osse noget med vand på badeværelset som ikke blev tørret ordentligt op og sådan noget. Fyren var ganske simpelt blevet vanskelig, og det så ud til, at Bodil ønskede at gøre deres forhold forbi. Nu kom Jens ind på arenaen, og her øjnede Bodil en chance for en trædesten til at komme videre ud i livet og væk fra det belastende forhold. Jens på sin side var ikke uinteresseret i at se, hvad der ville ske, men gjorde det dog klart for Bodil, at han ville have “ryggen fri” i alle tilfælde, så noget fast forhold var der ikke tale om fra hans side. Et experiment på åbent hav, som man siger. De blev enige om at mødes i San José, hvortil Bodil havde arrangeret en turistrejse via et rejsebureau. Jens sagde,  han ikke ville “stalke” Bodil, men blot tage ophold i samme by på solkysten for at nyde klimaet, og så kunne de jo altid mødes og se, hvad der skete. Da jens var ankommet, mødtes de på en restaurant, og det gik hurtigt op for ham, at Bodil havde visse forventninger. Man kunne sige, at hun havde en agenda kørende. – Jens på sin side var i syv sind, hvad det hele drejede sig om, men optrådte belevent og høfligt, men også lidt nyfigen overfor Bodil med hensyn til, hvad hun havde i sinde. Det gik dog hurtigt op for ham, at hun forventede sig noget af ham. Hvad det var, kunne han ikke greje, men at der lå noget i luften, som han skulle tilfredsstille, var ganske klart.

– Nå, det var vanskeligt, tænkte han, når hun allerede på første “date” begyndte at stille betingelser. Han skulle til at optræde “omsorgsfuldt” og “positivt” og sådan noget, som hun sagde, og straks begyndte han at føle skruen stramme om sin hals. Det frie og legende, som han elskede, var væk, og blev erstattet at noget tungsindigt og kompliceret. Han prøvede at melde  ud, hvorledes han så på situationen, men mødte ikke meget forståelse. Bodil , – som i øvrigt er en intelligent og vidende person med høj udddannelse og et langt liv som læge og psykolog på mange kontinenter som udsendt af FN både i mellemøsten og exjugoslavien og Cuba, hvor hun var med sin første mand, der er antropolog og politiker, -var altså på alle planer et catch for Jens. – Hvis det var det han ville…

Men Jens vil ingenting og er ligeglad med titler og den slags. Det vil han skide på, og det faldt ikke i god jord hos Bodil, der vist nok har nogle fine fornemmelser omkring det hele sådan cirka; og så var der det med det nye forhold, som skulle hjælpe hende på vej ud af det gamle med den besværlige fyr, som var mere besværlig, fordi han var syg.

Derfor Bodils dilemma, hvor hun havde dårlig samvittighed overfor fyren i Danmark, som hun talte med hver dag i telefonen, og som hun blev nødt til at “lyve” overfor, fordi hun ikke omtalte mødet med Jens i San José. Hun slettede derfor “venskabet” med Jens på facebook af frygt for, han skulle skrive noget om deres møde i Spanien, som fyren, der nøje fulgte med i Bodils gøren og laden, så kunne få nys om. I det hele taget en meget plaget Bodil, som oven i købet fik Corona.

Sidste samtale i telefonen her i San José var noget trykket, og da Jens ikke helt forstod, hvad hun sagde, svarede hun “For Helvede, forstår du ikke, hvad jeg siger?” Jens spurgte så, hvorfor hun sagde “For Helvede” og hun svarede irriteret, at det var fordi han ikke fattede, hvad hun sagde. Nå, men det var faktisk nok for Jens. Det var det. Nu sidder han her i sit hus og skal om lidt ned og bade. Måske møder han Bodil igen i San José, måske ikke. Der er jo ingen grund til at være uvenner over noget så substansløst som det der er sket de sidste dage.

Så han er helt åben. Når hendes isolation er ophævet, kan det da godt være, at han inviterer hende på middag en dag. Nu må vi se, tænker han. Nu må vi se…

Hvor begynder krigen?

Den begynder oppe i hovedet på folk, når de tror, de adskiller sig fra andre folk og andre ting og andre dyr og andre planter og luft og vand og sol og stjerner og katte og hunde og duer og blomster og så videre…

Det er så synd for dem, men det nytter ikke noget at sige det. De svarer bare, at man er tosset at sige sådan noget. Det er, hvad de svarer. At man er tosset.

Er du vanvittig i hovedet
Er du skør oveni
Så tag lige at høre efter
hvad bedstemor vil sige.
Hun siger ganske roligt
at det er sole klart
at slås med andre mennesker
er ikke særlig smart.
at alle dem du slås med
er lige som dig selv
så slår du din næste
slår du dig selv ihjel.
Så er der 10 dage tilbage af dette ophold. Nu er jeg faldet i hak med stedet. I dag drev den gule sandflugt fra Sahara ind over byen. Her var tomt for mennesker og rækværket, som skal skærme folk fra at falde i et nyopgravet hul i vejen, var nidkært sikret med ståltråd, som forhindrede mig i at kravle over for at komme ad trappen ned til stranden.
Det fik mig til at tænke på, hvorledes folk fastholdes på deres “brød” til at gøre, hvad deres overordnede vil, som på samme vis selv er fastholdt i deres “brød” til at gøre hvad lederen vil o.s.v. En hidsig dame, gav ivrigt sin vrede til kende over mit formastelige forsøg på at kravle over og skabte således et helt lille optrin, som stoppede, da en forbipasserende betjent tog mig i nakken og gav mig en veritabel overhaling., Da han slap mig igen, løb jeg ind i et fuglereservat med skræppende papegøjer, som var ifærd med at gøre sig til gode med liget af en kat. Det stank frygteligt, men gudskelov havde jeg min covidmaske, og den tog noget af lugten. Nu sidder jeg og snadrer med to ældre danske pensionister, der spørger mig, om jeg har været på tur i bjergene og set de romerske ruiner. Det har jeg ikke, og så har vi pludselig ikke noget at tale om.
Der er nu mindre end et døgn til, før mit Norwegian fly afgår fra Malaga lufthavn med kurs København. Mange lange spadsererture ad “Paseoen” som løber tæt på stranden forbi de store lejlighedskomplekser ud mod “Bahia Tropical”, hvor min tidligere veninde tilbragte sine sidste forpinte Coronadage, er nu fortid. Erindringer stablet sammen som elektriske impulser oppe et eller andet sted i mit gamle hoved. Det blev alt i alt en skuffelse, hvis man alene medregner øjeblikke af medmenneskelig kontakt, ganske simpelt fordi klientellet her på stedet udelukkende består af ældre ægtepar, ofte af skandinavisk oprindelse, som langsomt bevæger sig gennem terrænet uden den mindste interesse i andet end dem selv.
En lille indespærret papegøje i et beskedent bur oppe på en balkon forsøgte ustandselig at påkvidre sig opmærksomhed, mens et således beskaffen aldrende par kom vandrende forbi. Skønt jeg stillede mig ind foran dem og forsøgte at få dem til at lytte til den lille fugl, besvarede de hårdnakket min venlige opfordring med et irriteret kast med nakken og et hånligt udbrud : “Idiot”.
Derfor vil jeg nu rejse min vej. Så kan de have det så godt. “Idiot”, det siger man da ikke til andre mennesker!
Til gengæld har jeg haft mange berigende samtaler med stedet duer, som jeg ofte har fodret med frisk salat. De vender drilsk deres små plirrende øjne op mod mig og siger altid pænt “tak for mad”.

I dag.

Kom i går morges her til Klippebo. Det sneede slemt på vejen op gennem Sjælland. Bilens forrude var helt uigennemsigtig på trods af vinduesviskernes ihærdige strøg. De modkørende bilers skarpe lys blændede mig, og jeg måtte sætte farten ned igen og igen. Endelig kom afkørslen mod Køge havn, hvor jeg med venlige tanker om mit besøg i “Hundertwassser”huset hos min veninde Inger Agger drejede af og fortsatte til færgen, hvor der gudskelov ikke var ret mange ventende biler. Nåede lige et besøg på toilettet, før vi blev dirigeret ind gennem den åbne skibsmund og op ad rampen til første dæk, hvor jeg af en venlig sømand blev anvist plads bag en stor køletransport med hylende smågrise, som skulle til slagtning i Rønne. – Eller osse var det bremserne fra bilen foran, der bragte forestillingen om de hylende grise frem i min hjerne. Jeg er jo veganer og meget imod drab på dyr. Dog spiser jeg fisk, hvilket må siges at være uden mening, men never mind – lad os ændre det til “pesketar”.

Der var kun få “snorkere” oppe i soveafdelingen og en stor “bås” helt alene parat til mig, hvor jeg kunne anbringe mit grej og lave “kahyt” med mine tæpper og den gamle sovepose fra Grønland, som stadig har bevaret sine dun skønt den er over 50 år gammel. En lille dunk vand og nogle nødder er min proviant under overfarten, som nydes fra det åbne dæk under de natlige tisseture, mens svenskekysten med de mange små gule lys glider forbi. Havet er roligt nu. Stormen “Malik” har lagt sig og jeg stirrer ned på den blåsorte vandoverflade, mens jeg forestiller mig de sidste minutter af mit liv, hvis jeg skulle falde i. Eller springe i… Selvmordet er altid en mulighed, men hvem gider det, når der stadig er nogle få dråber, man kan presse ud af tilværelsen.

Nå, men jeg sov skidegodt, som jeg altid gør under vanskelige forhold. Den hårde madras og soveposens idelige kryben op omkring skulderen, så man ikke kan vende sig om, og “tandlægenakkens” klagende knasen med de kendte smerter i halsmusklerne.

Kl halvseks høres klokkebimlen og kaptajnens stemme over højttaleren. Han byder velkommen til Rønne og varsler snarlig udkørsel. Det kræver, at man sidder i sin bil et øjeblik efter. Derfor fuld fart i tøjet og ned og være parat til at køre i land.

Her sner det, og det er stadig kulravende mørkt. Straks jeg starter motoren, lyser de to små orange lamper, som indikerer at ABS og ESP systemerne er i uorden. Det piner mig, for det er kun lige over et par måneder siden, jeg fik det lavet for 4000 kr hos den ækle automekaniker, som smiler lystigt, når han ser en kunde, han kan trække penge ud af. Måske skulle jeg vælge en anden smed? Men først skal han lige have besked om hans dårlige arbejde. Jeg vælger at ignorere det hæslige orange lys fra lamperne og kører veloplagt gennem den sovende by op langs kirken til rundkørslen, hvor vi altid drejede af, når vi skulle ned til Ries hus på bagerpladsen. Nu drejer jeg den anden vej. Rie er død og bagerpladsen solgt. Jeg er i stedet på vej til Bynke.

Bynke er min datter. Det er hende, jeg skal besøge, og det sner kraftigere nu. Kører forbi hospitalet, langs lufthavnen og senere havet og de åbne marker ned mod Bornholms sydlige del. Forbi afkørslen mod Åkirkeby videre i tæt snefog, hvor jeg lidt senere skimter skiltet og vejen mod Pedersker.

”Klippebo” er en trelænget gård lidt forbi Pedersker by på vej mod Neksø. Den ligger i skovbrynet med marker omkring og god plads til de tre heste: Freia, Hero og islænderen Rimmir. Udover min datter beboes stedet af en ældre kat ved navn “Missemor” og en italiensk mynde, som hedder lilli.

Sidder ved brændeovnen, som buldrer lystigt. Er netop kommet tilbage fra  spadserertur ned til læs å, der på grund af  regn og tøsne skummer lystigt afsted. Står på broen og spejder efter opgangsørreder, men ser ingen. Vandet er alt for grumset.

Har fået “Annekset”, som er en af længerne, der er omdannet til beboelse. Her er billederne fra fortidens malervenner hængt op. Et kæmpe Arnoldi pryder væggen over skrivebordet, og bag den store dobbeltseng hænger to af Åges skilderier i naturfarver, delvis bygget op af bemalede sliberondeller!
Her bor jeg i luxuriøs ensomhed sammen med minderne fra de svundne tider. I reolen har min datter anbragt Ole Grünbaums “Bar Røv” med undertitlen 68. Så er stilen sat. Vi er tilbage i de gode gamle dage!

Stormen “Malik” tog rygningen over værkstedet samt gennemhullede flere af de gamle asbest-tagplader. Bynke trak stigen ned og kravlede op og beså skaderne. Jeg har medbragt et videokamera og filmede gennem lemmen, hvor man kunne se den blå himmel, der hvor tagryggen havde siddet. Det så ikke godt ud, og ude i skunken var der også mange huller. Hvad skulle vi gøre? Jeg fik den idé  at skubbe noget skumgummi op for at lukke hullerne, men det ville suge vand og blev opgivet. I stedet  brugte vi  puder fra “Jysk” pakket ind i plastikposer, som blev proppet op i hullerne for at  forhindre sne og regn i at trænge ind. Nu blev der ringet til tømren, og han kom i dag og skiftede puderne fra “Jysk” ud med de nydeligste sorte tagplader af legitimt materiale. Hokus Pokus: taget er tæt, og vi kunne lettet tage til stranden nede ved Raghammer, hvor der ikke er skydning i dag, selvom risikoen for snarlig russisk invasion er til stede, idet man har anbragt et hollandsk krigsskib ud for østsiden af Bornholm med henblik på at manifestere NATOs tilstedværelse i området.

Faren lurer overalt. Nu skulle vi have fint besøg af Hanne i aften, men hun har været til begravelse, og her huserede Corona. Flere af deltagerne var blevet smittet. Hanne er erklæret negativ, men man kan jo aldrig vide, om hun bærer virus med sig alligevel. Det kan man jo aldrig  vide. I det hele taget kan man ikke vide ret meget. Vi beslutter derfor at gennemføre besøget, hvor også Jonny, Bynkes kæreste, kommer. Så må vi se, om vi alle bliver syge. Tiden vil vise det.

På jagt efter skumgummi til at proppe i hullerne i taget efter “Malik”s hærgen, var vi i genbrug i Rønne. De havde ikke noget skumgummi, men til gengæld havde de en spolebåndoptager, en “Grundig” fra halvtredserne stående på en af hylderne. Den blev afprøvet i en stikkontakt og fungerede fint. Købt for 175 kr.

Sådan een har vi ledt efter i årevis. Vi har nemlig nogle gamle bånd med optagelser helt tilbage fra 1954. Min bedstemor, mor og mig selv, samt den gamle hoftandlæge Kiær, hvis mor levede samtidig med H.C. Andersen, beretter på disse bånd om juleaften som den blev fejret ved århundredeskiftet. Det er guld værd i vores arkæologiske undersøgelse af vores fortid.
Det er, hvad der sker på Klippebo i denne tid. Kufferter fyldt med smalfilm i både 8, super 8 og 16 mm bliver gennemgået og projiceret på skærm, hvorefter de bliver digitaliseret og omdannet til filer. Derved får vi en mulighed for at konfrontere os med det, der var, og derved skabe orden i vores personlige historie. Det er meget berigende.

Således også i går, da vi genhørte et forløb fra en dag i 1974. Det var den lille familie, far, mor og den 3 årige datter, som lavede “hørespil”. Det var en tænderskærende oplevelse! Den absolutte mangel på indsigt i barnets verden var påfaldende hos de to forældre. Hver gang barnet gav udtryk for et ønske om forløb og indhold i “hørespillet”, blev det irettesat eller overhørt. De sad i hver sit hjørne og førte hen over hovedet på barnet deres private kamp om at være mest “pædagogiske”.  Barnet forsøgte flere gange at komme ind med forslag til hørespillets videre udvikling, men blev afvist. Til sidst var der ikke andet for barnet at gøre end at “fjolle” og sige “forbudte” ord som “prut” og “tis” osv. Da  barnet endelig  foreslog “bjørnen sover”, blev det kategorisk afvist af moderen med et: – Det gider jeg ikke! Og :- Det er godt med dig! Faren begyndt også at “fjolle” ved at “samtale” med hunden og prøve at få den til at gø ved gentagne gange at “gø” selv. Det var en ynk at høre, og det værste var, at det var mig selv, der var faren for over 50 år siden!
Bynkes kommentar til “hørespillet” var spontan: – Det er et under, jeg ikke er mentalt skadet med de forældre!

Jeg brød mig ikke om at høre det. Sådan går det, når ens selvbillede krakelerer…

Så kom Hanne. Eller bedre: Hanne skulle komme, men havde som sagt været til begravelse, og der havde flere af deltagerne fået corona. Det var ikke så godt, for så var hun “nær kontakt” og kunne smitte os andre. Men hun fik negativ test, og vi besluttede alligevel at mødes.

Det blev en begivenhedsrig aften med hjemmelavet lasagne og hvedefri veganske pølser til Hanne, som hverken kan tåle kød eller hvede. Hun fortalte om sit liv og vi lyttede og lyttede. Det var mærkeligt at høre om alt det tragiske, hun havde oplevet. Til sidst blev vi trætte. Vi bad hende om at skrive det ned. Så gik Hanne. Bagefter talte vi om alt muligt andet mindre tragisk.

I dag gik vi en tur langs stranden. Der var mange knækkede og væltede træer efter stormen “Malik”. De lå som forvredne skikkelser i sandet. Som spor efter en krig lå de og rakte armene hjælpeløst i vejret. Solen skød forsonende stråler ned over de bleggrøne bølger og os, ret som vi vandrede henover områder med kviksand, som nær havde suget os ned. Den lille sorte hund løb i forvejen og gøede af hvem som helst. I aften passer jeg hestene, mens Bynke er ovre hos sin kæreste. Huset er stille. Katten er ude og Lilihunden har lagt sig op i Bynkes seng.  Der sover den altid, når hun er ude. Jeg sover i mit annex, når jeg har set deadline på tv. I morgen kommer Jonny. Så skal vi se “Fuga”, filmen vi lavede i 66 i Hellebæk.
Inden jeg sover, går jeg en lang tur med min lommelygte, der kaster en hoppende lyskegle ud i den kolde nat foran mig. Her lugter slemt af gylle, og så regner det hele tiden. Ret trøstesløst. Derfor er det godt, at jeg har medbragt min egen gode, lange dyne. Ingen kolde tæer om natten! Ind imellem hører jeg nogle høje lyde. Det er når hestene slår med deres hove mod boksens vægge. Ellers er her musestille. Man kan høre, når den lille mus gnaver inde bag køleskabet. Det er den eneste lyd.

På søndag skal vi til Neksø og købe nyt nedløbsrør. Det gamle tog Malik. Det bliver nødvendigt at lave to ekstra bøjninger for at komme ud under taget og forbi terrassen. Jeg har lavet en tegning.

Nu på trediedagen går det bedre det hele. Jeg har ellers lidt slemt af hjemve. Hvad skal jeg her? Savner min hule i Bandholm. Men nu er det bedre, efter jeg kom i gang med at fodre heste og hente piller og bære hø ud. I morges tog jeg et iskoldt brusebad. Det kompenserede på udmærket vis for det manglende vinterbad hjemme i badeanstalten, – og så er solen begyndt at skinne. Det hjælper også på det hele. I aften Fuga. Det bliver spændende at høre, hvad Jonny siger til den. Han er professionel filmmand. Måske han synes det er noget lort. Nå, men det må han om. Jeg synes det er en genial film.

Der er mangel på brænde over hele øen. Nu skærer vi resterne af den gamle hestestald i stykker og fyrer med den. Hvad bliver det næste? Måske annexet, jeg bor i. Det vil nok kunne give varme til et par dage. Og værkstedet og stalden, for slet ikke at tale om alle Ries bøger! Vi har foreløbig nok at tænde op med. Lige som i Ukraine under krigen. Der frøs de også og havde ingen mad. Hvornår skal hestene slagtes? Og missemor og den lille sorte hund Lili. Før vi begynder at spise os selv. Når russerne kommer, og det gør de jo nok en dag, hvis vi ikke når at flygte til Californien, som CV Jørgensen synger. Men jeg flygter i alle fald til Almuñécar om en måned. Ned til varmen og de danske pensionister, som byder på vandretur i bjergene med skistave. Eller osse tager jeg til Bali og lejer et stort hus med swimmingpool og terrasse af udskåret balinesisk cedertræ, mens jeg lytter til Gamelan musik og ryger en fed cigar omgivet af hele min familie. Det bliver sgu da fedt.

“Fuga” betyder flugt. Flugt fra noget uomgængeligt. Fra en selvopfyldende profeti. Fra “forbi”, som vi ikke kan lide. “Forbi” er definitivt. Det kan vi ikke lide. Vi ønsker kontinuitet. Forlængelse. Livsforlængelse. Det er vi villige til at betale en høj pris for. Det kæmper vi for med næb og klør. Vi flygter over stok og sten. Efter hinanden og væk fra hinanden. Begge dele. På een gang. Det er en farlig redelighed det hele. Så får vi et flag. En nation. En identitet. En holdning. Den fører vi frem ved hver given lejlighed. Det giver styrke at have noget at kæmpe for. Vi er nogle kamphaner på flugt fra os selv. Det er det rene galimatias. Smaskåndsvagt det hele. Vi kan lige så godt indse det først som sidst. Men det er en smuk lille film, vi lavede den gang i tresserne. Det synes jeg. Og Ulrik som døde, og Edward som døde og Arne som døde, og Rie som døde. Allesammen døde, mens de flygtede fra selvsamme død, der fik dem til sidst. Som får os allesammen til sidst. Så hvorfor flygte hen imod eller bortfra.
Jeg går i stå, så fuck det!

Endelig blev nedløbsrøret færdigt. Det holdt hårdt med flere ekspeditioner til jem og fix og bygma for at få de rigtige samleled til røret, som løber fra tagrenden ind under udhænget og ned forbi terrassen med forskellige bøjninger undervejs. Desværre var ophænget til den nederste del forkert dimensioneret og voldte uendelige kvaler. Man løb til og fra i støvregn og strid blæst for at fremskaffe en skrue og møtrik til at holde sammen på skidtet. Det lykkedes ikke og man måtte nøjes med en “klamp” løsning, som ikke huede den perfektionistiske tandlæge. Nu sidder røret imidlertid fast forankret til muren og kan modtage den idelige strøm af vand, som himlen nedhælder over vore hoveder i disse tider.

I disse tider, hvor priserne stiger, så man snart skal til at brænde pengesedlerne for at holde varmen lige som i trediverne i Tyskland.

Hvilket i går aftes Bynkes film om Van der Rohes arkitektur i Brno i Tjekkiet også gav mindelser om. Dystre sortklædte personer vandrede om i mausolæumlignende rum. Lys og lyd bankede ind i mit hoved i smukt komponerede sekvenser. Det var flot lavet. Bagefter var der surrealisme for fuld udblæsning med blowjobs og kvindekamp, og til sidst en smuk dokumentar af Jonny om en kvindelig marmorskulptør i Italien. Virkelig en filmfestival på Klippebo! I aften skal vi digitalisere “Snoreleg” og nogle andre af de gamle 16 mm. – Vi lever i den visuelle verden her i Pedersker!

Den forbandede fremviser kører med tonefilmshastighed.Det får folk til at styrte afsted som om de skulle nå noget, og det er faktisk ikke nødvendigt, for de fleste er døde og har således nået det, de skulle. Rie fremtræder som sædvanlig smuk og dejlig i sit livs vår. Vi lever i fortiden i denne tid. Det gør tid unødvendig. Det er nutid det hele. Således også gennem regnvåde troldeskove med bakker og dale beklædte med lysegrønt mos og lyngtuer på vej ind i foråret, mens den lille sorte myndehund som en pil drøner afsted.

Fik endelig lavet kontakten til traileren. Det holdt hårdt, da de mange små gule, grønne, røde, blå, sorte og brune ledninger var rustet fast til det gamle stik. Efter afprøvning ser det ud til, at det meste virker. Kun er der en lille fejl, idet nummerpladelyset aktiveres, når man træder på bremsen. Blinklys og kørelys virker, og det er det vigtigste.

  • I morgen går turen over Ystad og København med mellemstation hos Suien, Oscar og Bue. Atter ud og køre bil mellem alle de andre trafikanter i deres blikspande. Gad vide om omikron slår sig ned i mit legeme på vejen. Det er jo snart ikke til at undgå, ser det ud til.
  • Vi tager lige et par filmruller mere i aften. Bynke siger, hun kan regulere hastigheden i sit redigeringprogram. Det er bedst med 18 billeder pr sekund. Jeg får stress af det andet.
  • Kort tid efter springer pæren i fremviseren. Gudskelov har ebay et tilbud, og en ny er nu bestilt til næste gang, hvor vi skal arbejde med de gamle film.
  • Afrejse.

Den store katameran trak brede kølvandsstriber efter sig, idet den begav sig ud på Østersøens gyngende vandgulv. Kirketårnet i Rønne var det sidste mine øjne så, inden de drejede ind i salonen, hvor TV2 udbredte sig om de seneste forfærdeligheder, som var indtruffet i Danmark. Der var sigtelser om mord og unge mænd druknet i havnen i Ålborg. Det  var ikke oplivende, og jeg valgte at strække ud i en liggestol bagerst i salonen i stedet for tv.

Sverige er kedelig at køre igennem. Først over øresundsbroen bliver opmærksomheden vakt ved synet af de 4 pyloners kolossale tilstedeværelse. Man spørger sig selv om disse frembringelser ikke kunne skabe så meget respekt om menneskets evner, at enhver tale om splid og krig burde ophøre. Når vi er i stand til at bygge sådan noget, må vi da for hulen da også være i stand at opføre os ordentligt over for hinanden. Eller hvad?

På besøg hos min datter Suien i København var Rosinen i pølseenden mit barnebarn lille O, som vi kalder Oscar den store, med stort O! Som nu spiser af eget fad og ikke er i tvivl om, hvorledes man griber om en ostehaps. Derefter bliver det hele smurt ud over bordet og til sidst hældt ned på gulvet. Det er et festligt skue, når den lille mand går i krig.

Vi fik ramen bragt af bud, som kørte omveje, hvilket medførte, at den japanske mad var iskold ved ankomsten. En hurtig opvarmning på komfuret, og så var det et fortrinligt måltid, vi fik den aften.  Derefter sydpå i nattemørket, mens radio4 holdt chaufføren vågen med ligegyldig snak.
Afkørsel mod Maribo og Bandholm og efter en god nats søvn i egen seng netop hjemvendt fra herligt iskoldt morgenbad, der med al ønskelig tydelighed understreger, at den skrivende atter er “hjemme”.

Snart begynder imidlertid en ny rejse til Almuñécar, og de første pakkeforberedelser er allerede i gang…

Filmværkstedet “Bogø Film”

Kvajlelort

I dag har jeg fri. Fri fra alt det lort som omgiver mig. Jeg lader det bare ligge. Så nemt er det. Så ligger det der og gløder i solen og ønsker mit nærvær, men jeg lader det ligge og går lige så stille og roligt forbi, og lidt efter er det glemt og forsvundet og jeg er blot en bevægelse i luften.

Hvad vil jeg så bruge den frihed til, jeg lige har opnået?

Vil jeg sætte mig ned på en bænk og se ud over havet?

Vil jeg købe en bil?

Nej, selvfølgelig ikke.

Jeg vil bruge den til at fortælle om min dag.

Hver dag.

I dag gik jeg ud og startede bilen. Den nye bil, jeg lige har købt for mine sidste penge. Jeg satte nøglen i, drejede rundt og hørte den velkendte spinden fra motoren. Vejen lå åben, og snart var jeg i byen, hvor jeg ville købe et batteri til min båd. Jeg glemte helt at fortælle, at jeg netop for få dage siden investerede mine sidste penge i en gammel Fejø kvase. Den havde tilhørt en gigtplaget 65 årig med nyresvigt og hjertefejl, som selvfølgelig ikke kunne vedblive med at sejle rundt i verden.

Det kunne jeg til gengæld! Mente jeg, da jeg kun er 80 år gammel og forholdsvis frisk af min alder. Ikke at jeg ikke har visse lidelser, men med fornuftig kost og motion og daglige yogaøvelser på en måtte, min store datter har foræret mig, holder jeg tempoet og kan næsten magte det utrolige.

Jeg kørte altså glad afsted mod byen. Skovene langs vejen havde dette forventningsfulde grønne skær, som stemmer sindet i lyse toner. Man bliver glad, når man kører gennem sådan en skov, ikke? Jeg blev også glad og oplivet på vej mod byen. Mod Jem og Fix, hvor jeg vidste, de havde et marinebatteri på 110 Amp, som var netop det, jeg skulle bruge for at være sikke på at kunne starte min nyerhvervede båd. Det tog tid at finde det batteri! Den unge pige i kassen mente nok, at de slet ikke havde flere tilbage. Man kunne ikke stole på deres hjemmeside, sagde hun.

   – undskyld, men jeg må vel ikke forstyrre dig lidt? Startede jeg med at sige.

   – værsågod, svarede hun.

   – Jeg skal have et marinebatteri på 110 Amp. Hvor finder jeg det?

   – Det kan jeg ikke lige hjælpe dig med nu, men gå ud til en af vores medarbejdere i lagergården. Han kan hjælpe dig. 

   Jeg gik ud og fandt en skrutrygget Jem og Fix mand med deres logo på ryggen, som straks viste mig vej hen mod den hylde, hvor batterierne var opbevaret. På vejen mødte jeg Ida.

    Ida er en gammel veninde, jeg har kendt i mange år. Hun kom i vores hus, den gang jeg var gift med min kone. Hun snakkede altid meget og var ret irriterende, fordi hun ikke gav plads til andres mening udover sin egen. Med et stod denne midaldrende kvinde med ansigtsskjold og langt fedtet hår i vejen for mig og udbrød: 

    – Men der har vi minsandten Oluf! 

    Jeg standsede og var i første omgang slet ikke klar over, hvem hun var. Jeg troede det var en anden gammel veninde, jeg har, men hun bor i København, så hende kunne det ikke være. Hvad skulle hun i Maribo, tænkte jeg i et splitsekund, da det endelig gik op for mig, hvem det var.

    – Men det er jo Ida, sagde jeg.

    Hun grinede.

    – Hvad laver du her? spurgte jeg, skønt jeg godt kunne se, hvad hun lavede i Jem og Fix. Hun havde en vogn fyldt med haveredskaber og gødningssække og var tydeligt nok på indkøb efter haveartikler. Ved siden af hende stod hendes søn, som jeg i første omgang ikke kunne huske, hvad hed.

    Og det er dig, hvad er det nu du hedder? sagde jeg henvendt til sønnen. – Det er Hagbard, er det ikke? Jeg kom i tanke om dit navn, fordi jeg lige nu er ved at skrive en historie om Indien, hvor en dreng ved navn Hagbard forekommer!

    Det lød helt akavet, men da situationen var akavet i forvejen, brød alle ud i latter.

    Ved siden af Hagbard stod en ung pige med smilende mørke øjne. Jeg huskede, at hans kone var fra Indien, så det passede jo meget godt ind i sammenhængen.

    – Du er Hagbards kæreste. Du kommer fra Indien, ikke?

    Hagbard rettede mig.

    – Hun kommer fra Indonesien.

    – Åh, det var pinligt, svarede jeg.

    For at komme videre i samtalen klappede jeg hende på maven, da hun så ud til at være gravid.

    – Og I venter jer?

    – Det er mad, svarede pigen og grinte.

    – Det må du undskylde, sagde jeg og følte mig forkert. Men hun tog øjensynlig ikke notits af min  bringen børn på banen, selvom de måske havde et problem med at blive gravide. For yderligere at trampe i spinaten fortalte jeg om min datter, som er højgravid, men de fortsatte med at grine, og måske var det bare mig, de grinte af, mens jeg stod og forsøgte at holde gang i en samtale.

    Ida fortalte at Hagbard havde fået job i kommunen som kulturmedarbejder, og at de havde købt hus nede på Hestehalevej.

    – Så er de unge mennesker kommet på plads. Det er godt. Er det ikke nede i det fine kvarter med udsigt over søen?

    – Det er med udsigt over mosen, men det er lige så godt, svarede hun. – Der går får og græsser i fri natur.

   Nu var der ikke ret meget mere at snakke om. Det var et kort møde i Jem og Fix. De skulle den ene vej, og jeg skulle den anden. Vi sagde “Hej” og vinkede farvel og var atter på hver sin kurs i livet.

Jeg fandt langt om længe mit batteri. Det vejede mindst en ton. Jeg måtte skifte hånd hele tiden og stille det ned på gulvet for ikke at blive skåret i armen af det skarpe plast. 899 kr kostede det, men det er nødvendigt, når man har en bådmotor, der skal kunne starte.

Da jeg kom hjem stod min nabo i indkørslen parat til en snak.Han er en 70 årig tidligere skibsbygger, som bærer sin skikkelse med stolthed. Hans ørnenæse udtrykker beslutsomhed og styrke. Hans lange hvide hår er sat op i en knold i nakken, og hans fortællerevne er legendarisk. Han rummer erindringer fra et langt liv, som ubesværet strømmer ud ved enhver given lejlighed. Således også nu.

  – Jeg var på Læsø og sætte garn, begynder han. – Da en af mine venner kom ned på stranden og råbte, at Anton havde problemer. Han skulle skide og kunne ikke stå oprejst, så fuld var han. Vi måtte løfte ham i arme og ben, og holde ham idet lorten gled ud af hans krop i een lang pølse. Mens vi sådan stod og lod afføringen ske, fik min ven den idé at rotere Anton fra side til side.

   – Vi kvajler sku lorten, råbte han, mens han bevægede Anton i en cirkel, så lorten dannede den smukkeste oprulning.
Siden den dag fik Anton tilnavnet “kvajlelort”.

   – Sådan havde vi det på Læsø i gamle dage, siger min nabo og ler højt.

   – Og så er det ikke en gang løgn! tilføjer han.

Min nabo dyrker urtehave.