Forfatter: H2OLGA

Den ulidelige nu-hed.
Det at befinde sig i nuet kan ofte være ret smertefuldt. Det giver sig selv. Derfor findes der mange metoder tilgængelige for at slippe væk fra dette øjeblik. F.eks. Kaffe, the og forskellige andre stimulanser, der alle giver en følelse af at slippe væk hen et andet sted. Overhovedet at kunne tænke sig et andet sted end der, hvor man er, giver tryghed, for så har man altid en udvej, og en udvej er meget vigtig for følelsen af det, man kalder frihed. Nu er det i imidlertid således, at nuheden uanset hvor mange kunstgreb, man foretager sig, aldrig kan forsvinde. Den følger en så at sige. At indse dette, medfører, at man giver op og som sådan afstår fra enhver udvej, der måtte vise sig. Man bliver hårdnakket til stede i sig selv og tager tingene, som de kommer.
At forsøge at omgå denne flugt ved at meditere sig ind i nuet, er i sig selv en flugt fra det allestedsnærværende nu, som i bund og grund er ukendt og derfor ulideligt for nogle.

Jens Michael Høy, som jeg bliver kaldt, sidder ovenpå sin store seng under propellen, som snurrer moderat langsomt, for ikke at blæsten i ansigtet skal blive for irriterende, og tænker på, eller hvad han nu gør, for han gør jo også meget andet. I det hele taget kan man sige, at han lever, og på en måde er det vel ikke noget, han “gør”, eller hvad?
Gør han det?
Lever han, eller er han død, og hvad er det at være død? Måske findes døden slet ikke, og det er bare noget, han bilder sig ind, fordi han har set nogen være død, og så forestiller han sig, at han kan ende lige sådan.
Hvad ved jeg. I det hele taget. Ikke en skid. Jeg, altså denne “person”, hvis “navn” er osv, “ved” hvad? – Forstår du/I hvad jeg mener? Det var lige som ham Anders Morgenthaler i går i radioen, der skulle diskutere noget om en stand up komiker, som under Trumps rally i Madison Square Garden havde sagt som underholdende morsomhed, at Puerto Rico var en ø af skrald, som flød rundt i havet, og det havde skabt stor furore i den offentlige debat, fordi det var at gå over stregen efter folks mening. – “Forstår du, hvad jeg mener”, sagde han hele tiden, vel sagtens for at holde tilhørene på sporet af sin tankegang. Men ikke særligt befordrende for en dialog, skulle jeg mene.

Men det er måske også ligegyldigt i den slags debat eller samtale.
På den anden side er det jo meget interessant at vide, hvornår man “går over stregen” og om det i det hele taget er noget problem, om man gør det. – Forstår du, hvad jeg mener?
Måske er den eneste måde at komme videre på, virkelig at bevæge sig hen over stregen og ud i det uvisse område med di risici, det måtte indebære. Men alligevel skal man jo opføre sig ordentligt, som man siger, hvad så end det betyder. Det gælder om at holde hovedet koldt og antennerne ude for ikke at støde folk. Allermest ens nærmeste. De er ofte meget nemme at støde, og i den offentlige debat er man jo sådan set nærmest alle. Så er det bedst at holde sin mund, eller er det?
De to fyre i radioudsendelsen “Promt” talte om, hvor svært det var at holde tungen lige i munden, når man udtalte sig på nettet. De havde fundet en software, man kunne købe, som slettede alle ens ytringer i cyberspace på et øjeblik. Man blev således fri for at blive trukket til side af en immigrationsbetjent på vej gennem indrejseskranken i USA, fordi man en gang havde ytret et eller andet, som måske kunne falde de amerikanske myndigheder for brystet. Nu kunne man viske tavle ren og gøre “Tabula Rasa” på et split sekund og fremstå totalt renvasket. Det var måske en idé at anskaffe sig sådan een, men hvad så med, hvad man sådan går rundt og siger i det daglige til sine nærmeste? Her er det sandelig også meget nemt at fremstå provokerende, ikke? Mein gott, hvor har jeg ofte trådt i spinaten og har måttet bøde for det tusindfold. Det er faktisk skræmmende, hvor fin ens balancesans skal være for, at man som linedanser på sin snor kan bevæge sig sikkert hen over kløften med den altopslugende flod dybt nede, hvis du forstår, hvad jeg mener? – At have “pli”, er der nogen, der kalder det. Andre kalder det “fingerspitzgefühl”, i hvert fald er det noget, det gælder om, når man skal bevæge sig rundt i samfundet og i det hele taget i verden, sådan som jeg ser det. Især nu, hvor jeg befinder mig i en smeltedigel af modstridende kræfter her på øen Jamaica, hvor naturen med fauna og flora er så intens samtidig med, at de menneskelige samfund så tydeligt har vanskeligheder med at tilpasse sig denne sammenhæng.
Jeg talte med en hvid kvinde og en sort jamaicaner om disse ting forleden aften, og vi blev i et magisks øjeblik fuldkommen enige om, at vi som levende væsner skabt af det ukendte, måtte erkende, at dette ukendte i sig selv måtte være levende.
At verden er levende, og det er vores forestilling om den, der dræber den.
At det er vores tanker, som vi “gør” os, der i hvert eneste lille mikrosekund skærer kimen til liv over.
Hvis du forstår, hvad jeg mener…

Nogle tanker farer igennem mit hoved. Som små lyn i horisonten. Billeder fra i går. Turen ud langs kysten ad landevejen, hvor biler og motorcykler drøner faretruende nær forbi. Op og stå i kø foran banken sammen med alle de andre, der også skal have trukket nogle pengesedler ud af maskinen i det lille rum, hvor man kan stå i splendid privathed og hæve sine penge. 1 jamaicansk dollar er ca 4 øre værd, så vi opererer med mange tusinder, når vi skal købe ind i supermarked, eller betale på restaurant. Jeg har fundet et lille armbånd med røde, hvide, grønne og sorte perler, som hele tiden falder af, så det er nok derfor, jeg har fundet det i sandet nede ved det lille skur, hvor vi badede. En anden har tabt det, lige som jeg taber det hele tiden, og måske bliver det helt væk en dag, og måske finder en anden det så. Det er meget karakteristisk for vores tid her på øen. Dagene flyver væk, men gudskelov er der nye på vej. I hvert fald en uge endnu.
Der er ved at indfinde sig en stille rutine. Med badning, spisning og indkøb. Vi bevæger os rundt i en salighedstilstand beruset af varmen og stedets utrolige rigdom på vegetation. Alle mulige tropiske vækster overalt. Jeg snakkede med en tysk pige og hendes jamaicanske ven i går nede i vores lille strandbar og restaurant. De havde det samme indtryk som jeg af øen som et levende væsen, man bliver indført i. Han røg ganja, hun ikke, og det var meget dejligt at have en samtale, som ikke var altfor skæv. Det var lige som hendes jamaicaner med jointen i munden var langt mere kategorisk i sine udtalelser, en hans veninde, der havde en blidere måde at tale på. Jeg røg ikke, og har i hver fald indtil nu besluttet ikke at røre det. Jeg kan jo se, hvor karakterforandrende det er. Men alle ryger her, eller i det mindste de fleste. Det er et kulturelt fænomen, som Jonathan påpeger. Og også en slags religion. Nå, men dem om det. Jeg bliver høj af at være her, og kan mærke bregnebladenes blide berøring af mine hænder, når jeg går forbi.
Man kan ikke have nogen agenda her udover det rent praktiske med mad og søvn og kropsbevægelse. Små ture ned til byen og hæve penge i automaten. Indkøb af mango, papaya, små søde bananer og lidt ost og pølse og brød. Svømmetur enten ude ved 7mile eller lige nede ved enden af vores vej, hvor også Canoe-bar ligger med en dejlig terrasse med udsigt til havet og langt langt ude ligger Cuba for Søren, hvor Hemmingway fiskede Blue Martin, så sig ikke, at vi ikke befinder os i verdens centrum!
Jonathan får også arbejdet på sin opgave og jeg skriver lidt og skal også se at få tegnet noget. Jeg har tænkt mig et godt motiv nede fra Canoe bar, hvor jeg kan sidde og nyde en banana-punch imens jeg tegner…
Vi ville egentlig gerne ind i landet, hvor der er nogle spektakulære vandfald, men alle ture dertil udgår fra Montego Bay, og vi gider altså ikke køre hele den helvedes tur tilbage dertil for det. Den venter vi med til vi skal til lufthavnen den 23.
Pigen i går gav mig i øvrigt adressen på en 93 årig fransk kvinde, tidligere modedesigner i Paris, som har oprettet et retreats nede before Westender: Jackie’s on the Reef, som vi skal besøge. Hun skrev mig en anbefaling og sagde, at hun havde været yogalære for damen. Det bliver spændende!
Ses.

JAMAICA REVISITED.

Det er lørdag den 13 april 2025. Ikke længere fremtid, men en slags nutid, om man nu skal give denne slags tid et navn, for tiden er flydende og lader sig ikke fastholde. Den skifter og flagrer som en fugl i storm.
En sådan storm drev hen over mit hoved i går, og det var kun fordi, jeg holdt hovedet koldt, at jeg ikke tabte fatningen og blev desperat.

Vi har nu været på øen siden torsdag den 10. Vi startede hele suppedasen inde på Nexthouse, hvor også søde Suien deltog med brask og bram og pizzaspisning. Jonathan sov pissedårligt oppe i sin kahyt ovenpå mig, som lå nedenunder og snorkede højlydt til den unge mands store utilfredshed. Nå, men vi kom afsted ud i lufthavnen og alt det der med boardingpas og Security check og kom igennem ud til vores fly til Frankfurt, som ikke ville have alt for meget håndbagage med, men vi slap dog igennem og var snart efter en god times hop ned over Nordeuropa i Frankfurt Am Main, hvor vi sad ude på en terrasse og nød solens forårsstråler, mens vi spiste sandwich . Det var det. Op igen i det store fly mod Toronto, som var en stor Airbus med masser af mennesker i lige rækker ovenpå hinanden, hvor vi fik lov at sidde helt inde i midten og slet ikke kunne kigge ud på det forbipasserende landskab af kumulusskyer. Men vi fik dog sovet lidt, og idet maskinen med vel nok en 800 km fart drønede afsted mod tiden, der løb den modsatte vej, lykkedes det at ankomme i Canada nøjagtig samme tidspunkt, som da vi forlod Frankfurt. Voila! Sådan skal det være!

Toronto var stor og mægtig og Jonathan ville ud og se et tårn, han havde hørt om, og da vi først skulle flyve videre den næste morgen, begav vi os ud i Canada med tog efter grundig avisering af en canadisk dame i informationsdisken om for Guds skyld at nå det sidste tog, for ellers ville vi ikke nå vores fly og måtte strande i Toronto, hvad der jo ikke var meningen, vel?
Det viste sig at være en endog aldeles fornem idé, den Jonathan havde fået, med at tage ind til Downtown Toronto, for det var dog rent futuristisk med enorme blokke af lysende vinduer og kæmpeskærme, hvor man kunne betragte store havskilpadder og øgler på vej ind i et lillafarvet akvarium. Mama mia, hvor ser verden dog ud!
Og tårnet! Det rakte lige ind i himlen med sin violette elevator, der fes afsted som en laserstråle op langs det uendelige skaft mod glans, der lyste besnærende som ja, som en brændende fallos! Det blev filmet og vi fik hold i nakken af at kigge derop, hvor vistnok en restaurant befandt sig, som for var lukket, og det var meget godt, for den var sikker tussedyr.
Men spise skulle vi jo, og Jonathan, som har en glimrende stedsans for mad,fandt straks et etablissement, som hed “Play and Eat”, og der gik vi hen til over en bred boulevard helt tom for trafik. Der var faktisk også næsten mennesketomt. Mærkeligt. En slags metropolis deroppe i det nordlige halvarktiske Canada.
Lige, da vi trådte ind fik jeg alvorlig pip af hele sceneriet. Spilleautomater i alle afskygninger med glimtende stroboskoplys og ringende klokker og summende horn mødte øjet og øret i en kakofonisk lyslarm, som mit sarte sind på sted mægte at deltage i. Men vi skulle jo have noget at spise, og der stod jo både spil og “play” i neon over indgangen, så vi gik i restauranten, og det var godt, vi gjorde det, for her blev vi beværtet med vegetarisk pasta og pesto og tørrede små tomater, mens Jonathan fik noget mærkeligt, jeg ikke kan huske, hvad hedder, men det var noget med en speciel sovs hældt hen over, jeg tror nok, kartofler. Og en fortræffelig rødvin serveret af en rigtig kelner med tyk mave og professionelle bevægelser, som smilede og gjorde stemningen i det hele taget til at bære. Over for os sad et ægtepar, en inder og en lokal med deres lille datter på fem år, som legede med servietten og så ud til at hygge sig selvom fet var sent for sådan en lille størrelse. Der var også et helt hold Canadier med moderne frisurer og højrøstet selskabelighed omkring et stort højt firkantet massivt træbord, som jeg havde stor fornøjelse af, at sidde og betragte. Jo, jo, det var skam rigtig hyggeligt, og jeg roste Jonathan for hans fortræffelige valg, mens vi ad en adgangsvej, det så ud til at han kendte (god stedsans, den unge mand!) snart nåede stationen og det næstsidste tog mod lufthavnen og nogle halv-liggestole i en stor katedral-lignende hal med beroligende sleep-zen-musik, hvor vi bege faldt i søvn i nogle timer.
Nu var det snart efter lige pludselig morgen og vores tidsfornemmelse fuldstændig forkludret. Vi fandt vores gate og ved siden af den en udmærket restaurant, hvor der var ladestik ved bordet, så vi kunne pumpe noget energi ind i vore efterhånden ret tømte elektroniske instrumenter. Og i vore maver med croissant og the. Flyet mod Montego Bay råbet hele tiden op om, at der ikke var plads i kabinen til vores håndbagage, og at vi skulle melde os og få den checket ind, men vi meldte os ikke og fik al vores grej med op i maskinen, og det var godt, men med lidt dårlig samvittighed…
Jeg glemte at sige, at jeg ved en fejltagelse havde bestilt vegetarisk også til Jonathan, men stewardessen må have anet, at hans muskuløse skikkelse ikke kunne klare sig udelukkende på grøntsager, så han fik bytte til kød!
Men det var i flyet til Toronto. Det til MoBay var uden mad. Kun en lille kiks og vand eller the. Ligemeget, for snart fløj vi ind over denne grønne skinnede juvel af frodig jungle omgivet af azurblåt caribisk hav og alle transportgenvordigjeder blev på et øjeblik visket af tavlen, mens begejstringen pisked i kroppe. – For nu var vi der! Ligestraks! Og så så man startbanen passerer forbi udenfor kabine vinduet og først et stort bump og hurtigt efter flere små, og så rullede vi afsted på jorden på øen Jamaica! Wow!

Det allerbedste var varmen, da vi steg ud. Denne altomfavnened tunge fugtige varme på en ca 30 grader, der bare med et smæld siger “tag den med ro man!” “Year man!”
Gennem C5 immigrationsprocedure som var gjort let i automater med selvbetjening og portrætbillede, man fik taget, mens man stod smilende foran en kyklops øje!
Ude i ankomsthallen tog Jonathan teten og ringede til mister Stuff, som vores vært Jana Marlene havde fortalt, vi skulle, og snart fandt vi vores chauffør med et skilt, hvorpå der stod “Clive”, og længe varede det ikke før vi sad i hans store Toyota og satte kursen mod vest mod den lille perle, som hedder Negril.
For helvede for en chauffør! For helvede for en kørsel, han fremturede med. De kører som gale her på Jamaica. Det var også derfor Natasja blev dræbt! Jeg sad på nåle, men nød også vanviddet med vilde overhalinger og sindssyge accelerationer ned ad bakke i skarpe sving. Jonathan var med, og sagde, at han nød turen, og så var alt jo godt!
Vi kom igennem små byer med et marked, som jeg straks troede var Negril, fordi der stod et skilt med ordet “Negril” påmalet, men vores chauffør sagde, at det bare betød, at det var den vej.
Så vi kørte videre i høj hastighed, og nåede endelig noget, jeg kendte fra sidst, jeg var her, med rækker af store resorts, indtil vi kørte ind mod byens centrum, som er den store rundkørsel, hvor vejen enten går ud over broen, hvor fiskerbådene ligger fortøjet og forbi markedet med kunsthåndværk og ud til den berømte “Seven Mile Beach”, eller fortsætter mod vest, hvor vores destination på Alaska Road befandt sig.
Det er et meget idyllisk sted. Et toetages okkerfarvet hovedhus omgivet af bananpalmer med små tilbygninger i Rosa kulører, hvoraf den største var tiltænkt os. Vi tog den straks i besiddelse og indrettede os det bedste, vi havde lært. Mr Stuff kom ud fra en lille lejlighed skråt overfor og fortalte, ar han nok skulle hjælpe os, hvis der var noget, vi manglede. Og vi manglede straks toiletpapir, som han straks bragte os to ruller af. Så var alt i orden. Solen skinnede fra en skyfri himmel. Det caribiske hav lå blågltrende ude bag de små strandcafeer, som serverer stegt ged, som Jonathan
Ønsker at smage. Der er en have slange med rindende iskoldt vand oppe fra bjergene, og det skyller vi over os, når sveden bliver for upassende. Der er også en dejlig tørresnor med tilhørende klemmer, som vi hænger vores håndklæder og våde badebukser til tørre på. Jeg har fået et lokalt simkort installeret på den gamle iPhone, og det fungerer glimrende. Det var oppe hos de to søde piger, som hjalp den gamle mand med sin telefon, mens de grinede til ham med sprælske smil, så hjertet hoppede i livet på ham. Det ville Jonathan bare ikke opleve, selvom jeg lokkede med et besøg i “Ganja-shop” med indkøb af psilosybin-schokolade til 3000 jmd for en dags forbrug. Jeg undgår at blive skæv, da jeg er HØY nok i forvejen, if you understand.. Bare det at være her gør mig konstant skæv. Der er så mange planter over alt, som sender deres vibrationer direkte ind i corpus koglen, så jeg ikke behøver andet end blot at være her i junglen på øen i havet.
Jonathan og jeg går konstant skævt af hinanden, men det er bare godt, for så får vi til opgave at finde sporet igen. I aften skulle vi ud at spise, og der var langt til noget anvendeligt restaurant, så ud i mørket måtte vi, jeg med pandelampe og ham med bævende hjerte, fordi det er fredag og alle er skæve og man ved for fanden ikke, hvad der sker her på Jamaica, hvor den amerikanske turistorganisation har markeret “rød-alert”, som fraråder alle rejser pga fare for overfald, røveri og knivstikkeri. Det har vi med i bagagen og det kan nok være, at det kan skabe paranoia. Men vi kom da afsted og så fandt jeg et herligt sted, hvor man kunne få grillkylling og ris med chili, som jeg så en mand sad og spiste udenfor. Jeg råbte Jonathan an, men han var allerede langt fremme på vej hjem, for som han sagde, at det var fredag og alle var pisseskæve og man viste aldrig, hvad der kunne ske. Jeg tog det hele mere roligt og råbte, at jer var. Ad, vi kunne spise, men da var han allerede langt væk. Nå, men så måtte vi gå videre og jeg kiggede stadig efter et rart sted at spise denne grill-kylling, som svævede som et fatamorgana foran mit ansigt. Så pludselig bar den der. Det lille hyggelige sted med veranda ud mod havet og en fortryllende sort kvinde med gnistrende øjne, som lovede at koge noget mad til os. Men, men, men, da var min søn forsvundet ud i det fjerne og selvom jeg råbte efter ham, var han væk og keg var alene. Nå, men det var der ikke noget at gøre ved, så jeg gil bare videre og håbede på at snart komme “hjem”, men det gjorde jeg slet ikke. Jeg gik simpelthen forbi sidevejen ned til vores hus og mange kilometer længere ud langs kysten, mens jeg stadig troede, at jeg bar på rette vej. Der var fest og ballade flere steder undervejs, men ingen onde hændelser eller folk som antastede mig med min pandelampe, som jeg går med for hele tiden at kunne se, hvor mine skridt skal ramme på jorden foran mig, som ofte er ret ujævn og med dybe kløfter langs vejen, som man nemt kan falde i mens bilerne (som tidligere nævnt i denne historie) drøner som bare helvede i VENSTRE side, som man jo slet ikke er vant til at kigge i…
Jeg vadede og vadede og holdt hele tiden øje med, at havet med alle og det sorte mørke dyb var på min højre side. Men netop det, at jeg holdt øje med havet førte til at jeg glemte fastlandet og gik forbi min lille indkørsel til Alaska Drive, og videre ud i mørket på vej mod øens vestside, hvor jeg ellers aldrig havde været før. Selvom jeg gjorde mit bedstetaxi for at bilde mig ind, at jeg kendte steder, som jeg passerede, var jeg aldrig helt en sikker og brød mig i hvet fald ikke om at spørge skumle forbipasserende om vej med risiko for at skulle hænge på dem Til sidst tog jeg min mobil frem, og der var gudskelov både strøm og net. så jeg kunne se, at jeg var gået 5 km forbi vore “hjem”ud til vestsiden af øen. Alt for langt. Med ét kørte en stor skinnende taxi frem, og ud steg to skønne unge damer fra ‘Canada og bød mig indenfor i deres bil. De var på vej til “Junglen”… og inviterede mig med. Jeg sagde, at måske ville jeg komme sammen med min fantastiske søn, og Kamomille, som den ene unge dame hed, sagde at hun var single og grinte. Så kørte de væk, og jeg var hjemme hos Jonathan, som havde hygget sig med at spise, mens jeg var væk. Han gik i seng og bad mig om at spille dæmpet musik. Jeg gik i køkkenet og lavede mig en dejlig oste-tomat-løg sandwich, som jeg indtog sammen med et stort krus Kingston Rhum iblandet skoldhed the. Nu vi jeg sove ind til skønne toner fra Cole Porter!

Det er den 13 april. Klokken er 6.35. Hanen galer udenfor. Det er lige som på Bornholm hos Bynke. På landet. Havets lyd i baggrunden blander sig med den store vifte i loftet, som idelig sender kølig luft ned over mit ansigt. Hele natten, så ikke een eneste flue eller myg når at hæfte sig fast.
Vi var ude på seven mile beach til et sted, der hedder “Roots”. Er nok ligesom reggae-roots. Rod-reggae skulle det være, men var mere en blanding af popmusik og coverversioner af Bob Marley sange. Nå, men ligegyldigt. Stemningen var fin, eller høj, skulle man nok nærmere kalde den.
Det var en lang vej, vi måtte gå. Først gennem byen og senere langs landevejen med de hektiske biler og de store turisthoteller klodset op på den ene side. Gennem en stor port ind ad en smal sti mellem små turisthytter kom vi til en pæn stor plads fyldt med stole, borde og mennesker. Der var skarpt lys op mod en scene med farverige billeder af Bob Marley og det grønne-gule og sorte jamaicanske flag, som hang alle steder. Lyden var forfærdelig høj. Der var en mand ved en stor mixerpult, som sad og styrede larmen, som skulle skabe stemning før den “rigtige” musik begyndte. Øjensynlig var det meningen med det hele. At gejle en “stemning” op, som yderligere blev formidlet af dreadlocks-beklædte herrer, som gavmildt forsynede det ventende publikum med poser fyldt med tykke ganjatopskud, der blev omdannet til store flammende joints af de tilstedeværende lyshudede turister. Som Jonathan sagde, idet vi trådte ind: – Nu går vi ind til de hvide! Og det var det sandelig. En flok forventningsfulde kvinder og mænd på trip til Jamaica og nu også snart på Jamaica på trip. De nød det, kunne man se. At slå sig løs og fri af konformismen og de daglige rutiner og danse til de synkoperede rytmer, som faktisk slet ikke danses på skiftevis det ene og det andet ben hårdt ned, men i steder med et lille hop opad hver gang, man skifter ben, og det kræver en hel anden rytme i kroppen, end man er vant til i vores vestlige militaristiske march-kultur.
Never mind. Man kastede hæmningerne af sig i rusen fra den stærke THC og hoppede og sprang det bedste, man havde lært. Vred sig som i trance og havde det dejligt, imens etablisssementet nød godt deraf.
Lyden var skærende høj, og gudskelov havde Jonathan sine ørepropper med. Dem, han bruger, når han spiller i sit band. Med eet blev det hele udholdeligt, da han venligt klemte dem fast i mine øregange. Jeg faldt ned og blev mere omgængelig. I begyndelsen måtte jeg bare væk fra den sindssyge larm og søgte ned på stranden, hvor der var opstillet nogle store, bløde hængestole, som man kunne sidde i fred i og kigge ud over havet og op mod stjernerne med den fulde månes lys kildrende een i nakken. Jeg skulle ikke nyde noget “ganja”. Det blev højst til en enkelt øl, imens Jonathan hurtigt kom i kontakt med nogle amerikanere og sågar nogle danske folk fra en yacht ude ved kysten, som inviterede ham med ud at sejle!
Den “levende” musik kom i gang, og den var såmænd meget god med en ældre trompetist og en sanger, der lignede Bob Marley på en prik. Bob Marley er deres Gud. Ingen tvivl om det, og det er jo fint nok. Rastafari osv. Haile Selassie er deres anden Gud. Dem om det. Jeg gik udenfor på gaden, for jeg var sulten, men havde ikke nok penge til en hel portion kylling og ris ved gadekøkkenet, men fik dog overtalt en venlig sort kok ved grillen til at servere mig en lille klat brune ris overhældt med chilisovs. Det var det aftensmåltid! Jonathan var stærkt optaget af bådfolket og nogle andre turister, mens jeg drev rundt skiftevis oppe i galehuset og nede ved den svale strand med de beroligende bølgeslag.
Så skulle vi til sidst hjem, og havde en lang tur foran os. Jeg måtte trække lidt i min søn for at få løsrevet ham fra festen, men til sidst lykkedes det, og vi stavrede i sandet langs havet hele vejen tilbage til Alaska drive, hvor vi faldt i søvn på stedet.
Nu er det atter en dag, hvor vi måske skal ud til sevenmile, hvor vi mødte nogle fine sorte folk, som driver en lille strandbar, og som laver nogle fine halskæder, som Jonathan fik en af, og som jeg også gerne vil have.
I øvrigt var vi på vejen ud mod “Roots” inde et lille sted, hvor en enlig musiker på sin guitar skabte “rigtig” musik i vore ører. Vi blev hængende, fik venner og blev inviteret igen på fredag, hvor Jonathan måske også skal spille tromme. Vi får se. Men det var aftenens perle. Helt tilfældigt og derfor ægte og ikke som al det opgejle ganja-turist-halløj oppe i “Roots”.
Vi har fundet ud af, at der ligger en lille strand lige nedenfor, hvor vi bor. Vi badede der i går og der var fint sand og kun få sten på bunden. Så kan vi gå lige hjem bagefter og dusche i vores have.
Og i aften skal vi altså ned i god tid på restauranten ved stranden og have det gedekød eller hvad det nu er, som Jonathan gerne vil smage.
Han er bare en fin rejsekammerat, min søn, som jeg nu og da støder lidt ind i, men som langsomt, ganske langsomt sliber mig af, så jeg forhåbentlig efterhånden bliver en rigtig omgængelig størrelse. Det er aldrig for sent, når blot man er “Young at heart”…

Jeg har en plan. Først vil jeg drikke mig skidefuld. Derefter vil jeg tage ind til Negril og ryge noget god ganja. Jeg drikker mig fuld først for at slippe for angsten for Marihuannas karakteromvæltende egenskaber. Så kommer der nok en venlig jamaicaner og tilbyder mig noget godt græs, som jeg vil rulle mig en stor fed joint af og bagefter ryge sammen med nogle andre skæve folk, for jeg er godt træt af al det pis, der foregår i denne verden. Nå, men det var planen, altså. Så vil jeg tage det første det bedste fly til Athen og drøne ud i Piræus havn og finde mig en sejlbåd til billige penge, som er lige netop god nok til, at jeg kan sætte den så meget i stand, at jeg kan sejle til Gibraltar og lidt ned langs Afrikas kyst til Kap Verde, hvor jeg vil afvente nordøstpassaten, som med blide penselstrøg vil føre mig over det kære Atlanterhav og ud i den Mexikanske golf et lille smut til St. Vincent og derfra hen over Trinidad og Tobago og Barbados indtil jeg sætter kursen mod Cuba, for lige at vende Havana et par uger før endelig at ankomme lige netop hvor jeg er nu. Noget af en omvej, ikke? Men sådan er det. Til tider må man tage en omvej for at nå derhen, hvor man skal. Og jeg skal herhen for Søren. Det skal jeg altså og gør hver dag mit bedste for at ankomme til dette mærkelige sted i verdenshavet, hvor Orion og Mars sætter dagsordenen.

Fik lavet min lille akvarel i blæsevejret, som tog mine pensler og rev hele farveladen på gulvet, eller hvor den nu fløj hen, til jeg fangede den og satte farverne op på rørepladerne og fortsatte med at finde de rigtige farver på dette sted bag, hvor vi bor, er et gammelt forladt hotel med en briks, hvor man kan dyrke styrketræning, som Jonathan gjorde med nemhed. Han er så stærk og jeg er så svag, men det må vi leve med. Aldersforskel. Generationer osv. i øvrigt går det godt her. Naboen har fået små hundehvalpe og vores husmis spiser makarel i tomatsovs med stor behagelighed. I går var vi i Rockhouse og bade. Det var meget fint for de dyre mennesker, som mødes til cocktail, før middagen bliver serveret helt ned ved havet på små belyste platforme, som iøvrigt bliver fotograferet af en modefotograf til et internationalt tidsskrift. Fint altsammen. Så gik vi hjem med pandelampe og hvinende biler i den tropiske kulsorte nat. Nu spiller de Jan Johanson og jeg tænker på Rie og bagefter på Edward og Arne og Ulrik og alle dem, der er døde. Min mor, som Jonathan fandt en lang artikel om igår på kvindeliv, hvor hun blev omtalt som en af de betydningsfulde skuespillerinder i imellemkrigsårene og halvtredserne. Ja, ja, og Otto Høy og alle de andre, der er døde, og så græd jeg lidt nede under mit tynde lagen og savnede dem allesammen og tænkte, at jeg snart havner sammesteds, og det er i grunden ikke så galt, for så behøver jeg ikke at savne dem mere.
Men først skal jeg altså til Athen…

Ja, ja, ja. Skrive kan man dog stadigvæk. Her i Lundeborg havn. I varmen. Med tyske stemmer fra nabobåden klingende i mine ører. Den kølige vind blæser gennem kahytten fra loftlugen til kalesjeåbningen og gør mit humør positivt stemt. En stor sorbetis med mango og ananas bidrog ligeledes til den gode stemning.

Jeg er født og opvokset i vanvid og er derfor vanvittig selv. Som samtlige 8 milliarder er jeg indført i den menneskelige “kultur”, som ene og alene har til hensigt at fremstille kopier af sig selv. Derfor har jeg altid travlt med mit næste projekt, der i bund og grund ikke adskiller sig fra det forrige. Jeg er en evig gentagelse af mig selv. Mig selv, som hele tiden snakker om de samme ting som jeg kender, og som jeg kalder “Mig”. Min talemaskine er mine tanker, der snakker hele tiden. Når den  bliver tavs, bliver jeg urolig. Så er der noget i vejen, tænker jeg. Måske dør jeg eller bliver syg eller sådan noget. Det er ikke så rart, så jeg skynder mig hen til en opgave, jeg kender. Det gør mig tryg. Og er der noget, jeg ved alt om, så er det at snakke.

vrøvl elsker jeg. Jeg elsker at vrøvle. Som en baby kommer lyde ud af min mund i de særeste tonearter. Så er jeg lykkelig og dykker ned i fostervæsken og bliver væk.

Men det kan ikke blive ved, tænker jeg. Noget nyt må ske, men hvad? Deri ligger hele problemet. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal give mig i kast med. Så hellere sove. Jeg giver op og går i seng. Godnat.

Al ting er allerede gjort. Al ting er allerede sagt.

Der er.meget, jeg ikke ved. Men derfor behøver jeg jo ikke at gå i stå.Mågerne kredser om mit vindue her i Istanbul, mens jeg sidder og spiser morgenmad. Nu og da kaster jeg lidt brød ud til dem, men de når ikke at gribe det, og det falder i stedet ned på gaden, hvor de ikke tør flyve for at samle det op. Vi var til fodboldkamp Brazilien/England ude i en Pub, hvor man kunne følge begivenheden på storskærm. Det var en meget lang vandretur gennem det meste af Istanbul, som til tider fik mit gamle hjerte til at springe et par takter over. Under kampen indtog vi et måltid bestående af en aflang pizza, bønner og humus. Dertil drak jeg en flaske alkoholfri øl og Jonathan fik klemt 4 store glas med én liter stærk øl ned, og blev derfor en smule snaldret, dog uden på nogen måde at miste kontrollen. Da jeg tilsidst ikke kunne slæbe mig videre, sprang vi på en taxi med nogle englændere, som stod af lidt længere fremme, hvorefter vi kørte hjem. 

   Her er fantastisk med tusindvis af mennesker. Vi var oppe i den blå moské og høre bedesang så jorden skælvede, da det er ramadan nu, og alle skal faste. Men vi faster ikke. Vi spiser dejlig mad hele tiden, på nær lige da vi kom Da fór vi ud på den første den bedste lille bix som serverede nogle gennemkogte optøede blæksprutter, som jeg måtte lade gå urørte tilbage til køkkenet, hvor de kom fra. Jonathan fik noget kylling og ris, som var tilforladelig. Men bare det at komme i hus efter al renderiet i lufthavn og togstationer og du ved, det stressende med at vente i køer, før ens bagage skal gennemrodes og senere, når man skal ind og ud af de forskellige lande med deres paskontroller og lange rækker af utålmodige rejsende, som alle er trætte efter den lange flyvetur fastklemt i de trange flysæder. Vi fik noget snitzel, som jeg havde bestilt til fortæring ombord, og det var altsammen så udmærket.

   Der var strenge krav til vægt og omfang af vores rygsække, og min lille digitale vægt blev Ivrigt anvendt, for at undgå strafgebyr og overvægt. Pyha. Jeg bliver altid så spændt over al denne kontrol. Det minder mig om alle mine eksaminer gennem et langt liv i samfundets tjeneste.

   Vi bor med udsigt til Bosporus og skibene, som sejler forbi, og Jonathan beretter gerne om dette trafikale knudepunkts historiske betydning. Han læser jo historie, så det er meget interessant at høre ham fortælle.

I dag er det mandag, og vi venter på regnen hører op, så vi kan begive os ud i byen på vej til “Grand Bazar” for bl.a. at finde en taske til Suely.. Spiste herlig tyrkisk youghurt og drak the med citron i, mens Jonathan var i bad. Vi finder hver vores plads og ruter her i det lille værelse, og badet er stort og fint og rent, så ingen beklagelser udover når han finder, at jeg støjer for meget, når jeg udstøder mine lykkebrøl lige efter den kolde dusch!

   Vi spiste på en fin restaurant med servile tjenere: lammekød og kylling. Min veganerisme er svær at holde med det store udbud af herlig tyrkisk mad, men det er jo ikke en fanatisme hos mig…

   Jeg hævede for 5000 kr Lira i forgårs, da vi var på fodboldpub for ikke at komme i karambolage med tjeneren, fordi vi ikke havde nok tyrkiske penge at betale med. Det blev en hulens masse 200 Lira sedler, som jeg. nu går med hængende om maven i en pengekat. Jonathan får sin andel undervejs og har derfor et rådighedsbeløb til sig selv. Alt er således i perfekt balance.

   Han kom lidt for sent til trappen op mod “Burger King” den gang i fredags, da vi skulle afsted fra København, men det skyldtes, at han bare havde siddet og ventet ovenpå i restauranten mens jeg stod dernede og ventede på ham.Alt kørte fint i Bandholm, hvor jeg brugte nogle dage med nedtælling til afgang fra busstoppestedet med at bringe alt i orden og veje rygsæk og “personal item” op til de berammede 3 og 8 kg, som “Pegasus airline” forlanger. Vi fik en kyllingesnitzel i flyet og the og cola og flyveturen gled smooth.

   Nu er vi på sidste dag. I aften bliver vi hentet af vores tyrkiske ven, som for en gigantisk overpris af 35 euro vil tage os til Istanbul airport, hvor flyet afgår 04.30. Det er aftalt, at han skal komme kl 23, og måske er det lidt for tidligt, men så har vi god tid til al bagagehalløjet og kontrolvanviddet, før vi kan stige ombord og flyve til Beograd, hvor vi skal skifte en gang i morgen tidlig til flyet mod København, som skulle lande 8.30. Spændende!

Det har været helt forrygende lige fra den første dag, hvor vi fandt den lille grønne park med springvandet, og jeg satte mig på en bænk og spiste en appelsin eller også var det noget andet, jeg spiste, mens to katte sloges om en krumme, jeg kastede ned.

   Lidt længere fremme lå en smøge omgivet af gamle faldefærdige huse i krasse kulører. Det ville jeg male en dag, tænkte jeg, men det blev ikke til noget, da jeg hurtigt fandt andre motiver, som jeg kastede mig over. Jonatan siger, at jeg er meget optaget af at få min vilje, når vi skal vælge, hvor vi  vil gå hen. Det er hele tiden en balance mellem to viljer, når vi rejser sammen, men så giver vi bare hinanden noget tid alene, og så falder det hele som regel på plads. Dog var der en vis form for irritation at spore, da vi var færdig med det tyrkiske bad, og jeg ikke kunne finde nøglen til omklædningsrummet. Det var en dejlig sauna, hvor jeg lagde mig ned og kiggede op i kuplen med de runde huller, som dampen kunne slippe ud af. Jonathan fik massage på en stor marmorbriks, mens jeg løb frem og tilbage mellem kummerne med skyllevand og det varme rum, uden dog at kunne blive helt kold, fordi alle kummerne kun indeholdt varmt vand, og der var heller ikke nogen kold dusch desværre. Bagefter sad vi lidt udenfor og redede de mentale tråde ud mellem os, idet der havde hobet sig lidt skidt op på trods af det dejlige varme bad.

   De første dage spiste vi på forskellige restauranter og den allerførste aften på en tilfældig valgt, som viste sig at lave nogle ualmindelig elendige Calamares, som vi blev nødt til at sende uspiselig tilbage. Dog var maden, som Jonathan fik Ok.Men alt det har jeg jo skrevet tidligere, så det er bedre, at jeg holder mig til teksten, som den udfolder sig her i Istanbul nye voluminøse lufthavn, hvor vi ankom for et par timer siden og nu er klokken snart halv tre om natten og vi skal flyve klokken 04:30 om ca 2 timer. Vi kom frelst gennem Security check også med den medbragte yougurt, som jeg lige har spist. Nu er Jonathan ude og tisse og det skal jeg også, når han kommer tilbage og børste tænder efter de klæge små kager, vi har medbragt fra bageren nede i kælderen, hvor vi gik hver aften inden vi gik op og så fjernsyn på cromcasten, jeg havde medbragt hjemmefra. Bageren var en sur ældre herre, som slet ikke var interesseret i at sælge sine boller, der iøvrigt smagte fortrinligt. Så fortrinligt, at der efterhånden hobede sig flere dusin af dem op i vores skab ovenover køleskabet, men dem har vi nu taget med og skal spise i flyet på vej til Beograd, hvor vi skal skifte fly over til et, som går til København, hvor vi efter planen skal lande i morgen tidlig kl 8:30.

  Vi har to dage i træk været på sporvognstur op til Taksimpladsen og den store hoved og handelsgade, som strækker sig helt ned til vandet og Bosporus, hvor de fine fra Istanbul promenerer og viser deres nye outfit frem. Der er store bølger, som stammer fra alle turistskibene, som sejler frem og tilbage med mennesker, der vinker til os inde på bredden. Jeg blev grundigt narret af en iskagesælger, som slyngede en is op i hovedet på mig, for at få mig til at købe den. Men det ville jeg ikke på den måde, så han fik den i hovedet igen. Tænk, han ville have 250 Lire!  Lidt længere nede ad gaden købte jeg en fin sorbet-is i vaffel for bare 60 Lire. Man bliver nemt snydt her i Tyrkiet! Jeg sad foran det store mindesmærke og. ventede på Jonathan, som var ude og købe en skjorte. Mens jeg ventede, spiste jeg en tomat, jeg havde købt hos en lille købmand lidt længere nede ad gaden.

   Vi går meget på denne rejse. Mange tusinde skridt hver dag. Så passerer vi en lille vegetarrestaurant, som Jonathan ikke vil ind i, og som jeg gerne vil besøge, men det bliver ikke til noget, og så er jeg lidt sur, men så går det over, når vi er gået lidt videre og har fået øje på noget andet. Ellers kan det ske, at vi bliver enige om at gå hver for sig, og så falder der ro over gemytterne,  når vi får lov til at gå og standse op som vi vil. Bagefter ringer vi til hinanden og aftaler at mødes igen og gå videre sammen. Det fungerer meget godt med både at gå sammen og hver for sig. Vi var nede ved færgelejet for de store skibe, som sejler over på den anden side af Bosporus, men nøjedes med at bruge terminalens toilet. En anden dag var Jonathan gået alene helt ned til en mole yderst ude på halvøen, hvor de stod og fiskede efter små sardiner. Den tur tilbragt vi sammen dagen efter, og der var en dejlig park med grønne plæner og høje træer, som man kom igennem, før man nåede vandet med fiskerne. Da vi skulle tilbage, misforstod jeg planen og troede, at vi skulle samme vej. Da det viste sig at vi skulle gennem en stor bydel i stedet for, blev  det anledning til et mindre skænderi, som blev løst ved, at vi alligevel gik tilbage gennem parken.

   Den dag, hvor ramadanen sluttede bevægede vi os gennem en menneskemængde, som fyldt hele pladsen foran den store moské Hagia Sofia. De sad allesammen og spiste mad, som de havde fået udleveret gratis fra de omkringliggende restauranter, og der hvilede en særlig fred over dem i deres tro, mens alle minareterne udsendte rungende bønner på arabisk. Det kunne ikke undgå at virke på mig som et tegn på, at menneskeligt fællesskab alligevel er muligt, og jeg blev underligt rørt over hele sceneriet.

Gennemsigtigt. Glas. Røg. Røgelse. Dyr. Mad. Skole og opdragelse. Tvang. De andre og mig selv. Mig selv skabt af de andre. Alene i verden. Palle alene i verden.

Er nu kommet hjem og læser digte.

Skriver digte om Jonathan, som var min rejsekammerat på turen til Istanbul. Han gik og jeg gik i hans fodspor, når jeg ikke sad og tegnede med mine farveblyanter og den sorte tusch. Det var det bedste. At sidde og tegne træet på pladsen med obelisken. Mens solen varmede og folk gik forbi og Jonathan lige pludselig sad ved siden af mig. Så fortsatte jeg bare med at tegne. Træet og dets skygge på jorden. Og fliserne, som strakte sig hen mod mig i perspektiv. Det kunne jeg godt lide. Også da jeg tegnede den Germanske fontæne, og glemte min hat, som vi måtte gennem alle de restauranter, vi havde besøgt bagefter for at spørge om jeg havde glemt den der. Det var lidt hårdt, for jeg holdt meget af den hat. Gudskelov kunne jeg købe een magen til hos “Pont de Neuf” på Nørrebrogade, da jeg kom hjem. Så nu har jeg stadig min  ynglings hat!

Nu bliver jeg træt af at læse al det lort, de skriver på fb, så jeg lukker ned og sætter mig stille og roligt ind i dine tanker. Hvem er du? – om jeg tør spørge. Denne krop, som ved at trykke på en overflade medfører, at skrifttegn opstår foran mit blik. Skrifttegn jeg tyder som “mine”. Ved Gud, jeg ved det ikke. Jeg ved i bund og grund ingenting. 

Solen skinner på mine kinder. I dag var jeg i bad nede på badeanstalten. Der var meget lavvandet. Jeg mødte to personer på vej derned. De sagde, at det var godt bagefter. Så jeg sprang i og fandt ud af, at de havde ret, fordi jeg havde det meget bedre bagefter badet end før.

En mageløs ligegyldighed griber mig.

Tager mig om skuldrene 

Og skubber mig ned i dybet.

Det afgrundsdybe hul 

I jorden 

Lige under

Her hvor jeg sidder 

Og skriver mens jeg kigger

Ud ad vinduet foran mig

Her i stuen

Som er køkkenet lige nu,

Hvor jeg sidder og skriver og venter på i morgen skal komme og sætte mig fri til at gå lige hvorhen jeg vil på færgen fra Ystad til Rønne, som jeg skal være på kl 16:00 sammen med min datter og mit barnebarn, fordi vi skal til Bornholm og besøge min anden datter som er min første datter som Johnny siger. Han siger så meget. Han er antropolog og har lært en masse om os mennesker på universitetet. Han lærer for øjeblikket på en institution for misbrugere. Det er også mennesker. Misbrugere. Man kunne også kalde dem dyr. Eller individder. Eller karakterer. Det kalder man dem i fiktionens verden. Så hedder det karakterer. Det er, når de er færdigdannet i en speciel stil eller udtryk, at man kalder dem karakterer. Det er ikke nogen virkelige mennesker af kød og blod, men blot en beskrivelse af en bestemt type, så man kan genkende dem i forhold til, hvad man sådan møder i virkeligheden. Måske er det for, at man kan genkende dem som nogen, man har mødt og har dannet sig et billede af inde i ens hoved, eller hvor det nu er, at den slags information eller data ligger. Så siger man: – Ja, det kender jeg godt. Det har jeg set en gang nogen opføre sig som. Så siger man: Det ligner virkelig sådan en idiot, sådan som den der karakter er beskrevet. Jo flere detailler, man kan lægge ind i en sådan karakter, des mere virkelig forekommer den. Til sidst kan man ikke kende forskel på beskrivelsen og det beskrevne og kommer nu nemt til at leve i en verden af illusion, hvor man dækker sine indtryk med de billeder, man har i erindringen i forvejen. Derved får man et forhold til virkeligheden, der hviler på det, man kender til. Som sådan vildfører man sig selv ind i litteraturen. Nemlig i beskrivelse af det kendte i stedet for at erfare det ukendte, som i virkeligheden er det eneste, der er.

Nå, men det vil jeg lade ligge.

Snart er det nat her i Bandholm, hvor vi skal have en ny købmandsbutik. Hvor vi kan hente vores pakker og ikke skal køre helt til Maribo hver gang. Men det betyder, at nogen skal oprette et ApS selskab, og det er der ingen, der vil tage ansvaret for, så det har nok lange udsigter inden vi får den købmandsbutik. Istedet skal jeg gøre min båd i stand og det kom jeg godt i gang med, da jeg spildte diesel ned på mine pæne bukser!

Jeg har besluttet mig for at skrive lidt igen. Hylsteret er ved at blive fyldt, og jeg holder ikke ud at bære på al det lort længere. Derfor må det ud på hvilken som helst måde. Sidespor vil forekomme, og det kan jeg ikke gøre noget ved. Til sagen. På onsdag rejser jeg til Sicilien. Onsdag morgen med bus her fra Bandholm osv. I grunden har jeg slet ikke lyst. Vil meget hellere blive her i min trygge hule og gå tur og bade og …

   Men det er lige netop dette “og”, som betinger min afrejse herfra. Som afgør, at jeg tager afsted. Det sker momentant. Bynke og Johnny er stadig på Sicilien, og det har inspireret mig til denne tur. De beskriver i deres Messenger beskeder, hvorledes der ligger aske i gaderne fra Etnas sidste udbrud i august, og det tænder mig. Dér må jeg hen, og så er der varmt og smukt og bjergrigt og Italien!

Det er morgen mandag den 30 sept. Her i køkkenet skinner solen ind ad de let snavsede vinduer, som jeg, så snart jeg kommer hjem fra Sicilien, skal se at få pudset. Nede i havnen ligger Gith og gynger op ad den hvide boje, jeg fik af Suely og Kurt. Den var drevet iland i deres have fra søen, deres hus ligger ved. Jeg har lige spist et æble, imens jeg venter på, at Bank Norwegian skal ringe mig op. De siger, der er lang ventetid, og så kan jeg jo lige så gået skrive lidt, tænkte jeg. Jeg har pakket det meste og håber ikke, at min.rygsæk overskrider de fastsatte mål for håndbagage hos Norwegian. Når de engang har ringet, og jeg har fået besked på mit spørgsmål, vil jeg køre til Maribo og købe en ramme til mit sidste lille billede, jeg tegnede på veststranden på Femø. Jeg skal også have noget mere magnesia, da min mave ofte blive lidt forstoppet, uanset jeg spiser en masse salat. Sådan er det med den gamle krop. Den har sine små skavanker, men i det store og hele går det udmærket. Jeg får badet næsten hver dag, og vandet er begyndt at blive crispy-koldt, så man kan sige, at vinterbadesæsonen er gået i gang.

   I radio og tv snakker de hele tiden som en opskræmt hønsegård. – Vi må gøre noget, siger de hele tiden. – Der må handling til. Men det store spørgsmål er, om ikke det netop er al denne “gøren”, som er årsagen til hele misæren. – Og det derfor er som at kaste benzin på et bål for at slukke det, at man ustandselig først tænker og derefter handler, således at responsen på problemerne hele tiden hviler på et fiktivt grundlag.

   Det tror jeg. Jeg tror vores opfattelse af tid er et falsum. Jeg tror ikke, at der er noget herfra og dertil. Jeg tror i det hele taget ikke på andet end øjeblikket. Og det er altid levende og ikke noget med igår, i dag og i morgen udover, hvad der er praktisk nødvendigt for at nå bussen! 

   Som jeg tidligere har sagt, er verden levende, og det må man selv finde ud af, om man tror, den er. Det kan man kun gennem endeløse eksperimenter med sin egen tankevirksomhed, og man ser da, at den dybeste indsigt er den vanskeligste at finde, fordi den netop ikke kan skabes som tanke. Den opstår ganske af sig selv og kan ikke fremprovokeres. Den er som en sommerfugl, der uanmeldt flyver forbi dit ansigt. Eller som blæsten fra havet en sommermorgen. Eller som et smil, du møder på din vej.- Og så må man være parat hele tiden, for man ved aldrig, hvornår den kommer, og den parathed kunne man kalde opmærksomhed. Ikke noget som kan opøves, men mere en tilstand, når man har opgivet enhver form for vinding her i livet. Det glider gennem ens hænder uden at man holder fast. Frygten ophører og solen skinner. Tak.

Men de ringer stadig ikke fra banken, og jeg ved snart ikke, hvor længe, jeg gider at vente på de stakkels medarbejdere derinde i København eller i Oslo eller hvor det nu er, at Bank Norwegian holder til.De sidder der på deres kontor og taler i telefon hele dagen. Det må heller ikke være sjovt, så måske skulle jeg bare vente på dem. Jeg har jo ikke travlt. Min bagage er stort set pakket. Jeg har lavet en ekstra taske til at have inde under frakken, så selve rygsækken ikke bliver for tung. Resten af tingene så som brilleetui og andre småting må jeg have i lommerne. Så må vi se, om jeg bliver anholdt og må betale overvægt. Vi må se. I øvrigt fik jeg købt mig en smart lille Faber Castell æske med akvarelfarver og indbygget pensel og vandtank, samt en handy blok med akvarelpapir. Det bliver spændende at afprøve, når jeg engang ankommer til Sicilien. Jeg tager afsted onsdag morgen kl 10 med bus her nede fra Bandholm station. Så vil jeg have god tid nok i lufthavnen til at lave boardingpas og måske også spise lidt morgenmad. Det er gudskelov direkte flyvning. 3 timer til Catania, hvor der efter sigende er 30 grader! Og jeg bliver sågar også hentet i lufthavnen af min vært. Dog skulle han have 50 euro for det…

Jeg har ikke travlt. Hvorfor skulle jeg have travlt? Jeg skal ikke nå noget. Hvad skulle jeg nå? Hvad?

  Nu bevæger jeg mig som det passer mig. Stille og roligt i overensstemmelse med mit gemyt. Det er ikke så svært. Faktisk meget simpelt. Det glæder mig at være simpel. Simpelthen.

Torsdag Stazzo Sicilien den 3 okt 2024.

Jeg er ikke “nogen”. Fri og frels mig fra at være “nogen” det er dog det sygeste, man kan tænke sig. Rend mig i røven!

   Nu vil jeg gå ud i livet og finde en strand.

Og det fandt jeg efter megen møje. Det er lige her nede til venstre for huset, jeg bor i. Det er forresten et dejligt hus med køkken og. bad og det hele og et fint sengetæppe, som jeg fik værtinden til at finde til mig under en gammel seng, som står inde i dagligstuen, hvor der i øvrigt også er fjernsyn med nogle italienere, som snakker uafbrudt med vilde fagter og gestikuleren. Først virkede det ikke, men så pludselig virkede det, og så lukker jeg for lyden og hørte dansk radio i stedet for. Meget underholdende, imens jeg indtog min dejlige mad, som jeg havde købt nede i byen i en butik ved siden af købmanden, som solgte færdigpræparerede bøffer lige til at tage hjem og stege på panden. Det var ikke bøf, jeg spiste, men en superfin salat med lidt løg og et par små tomater. 

Nu sidder jeg her, og det er fredag morgen den 4 okt og jeg skal rejse herfra på mandag om morgenen kl 10. Jeg har fundet et busstoppested lige her neden for huset. Der er en seddel som siger at bussen kører til Acireale, hvorfra forhåbentlig der går en bus til Ragusa. Måske over Catania, og så tager vi det med. Oplevelser. Jeg mødte en ældre tysk mand, som meget venligt viste mig vej til stranden eller nærme klippekanten med de farlige skær, hvor jeg kunne bade. Der havde i sin tid været en metaltrappe, men den var fjernet. Måske af stormen. Hvad ved jeg. I hvertfald var der ingen trappe og jeg måtte glide ned ad en slippery (det var, hvad den tyske man kaldte klipperne) lavasten mod bølgeskvulpet, som slog ind fra Middelhavet derude i det fjerne mellem enorme vulkanske formationer. På noget tidspunkt lykkedes det mig dog aldrig helt at forlade mit sikre greb om stenen, jeg sad på, og helt slippe kanten og lade min krop svømme frit ud i havet. Det var simpelthen for usikkert, om jeg nogensinde kunne få ordentlig fat og komme op igen. Derfor nøjedes jeg med at lade kroppen overskylle af det skønne middelhavsvand uden på nogen måde helt at miste grebet om kysten. Det var bedre end ingenting og forfrisket og glad tørrede jeg mig i de medbragte hvide håndklæder fra huset og gik opad den snoede sti over farlige store sten, som man skulle passe godt på ikke at falde over, hvorved man nemt kunne komme til skade. Den ældre mand som viste mig vejen forbi det lille kapel, som nok er rejst for søfarere, der er forulykket på kysten i tidens løb, påpegede hvor vigtigt det var at se sig for, og det kunne jeg kun give ham ret i. Jeg fylder jo 84 på onsdag, og det ville være ærgerligt, om man ikke kom til at opleve dagen!

   Købmanden fandt jeg langt om længe. Noget egentligt supermarked findes ikke i nærheden. Så skal man gå 5 kilometer og det gider jeg ikke. Men han har det meste og er hyggelig, og igår mødte jeg en mand fra Schweiz, som jeg roste for hans land, som jeg jo elsker.

  

Efter denne lidt uheldige badetur, ville jeg se, om ikke der skulle findes bedre steder, man kunne komme i vandet uden risiko for druknedød og lignende, og fandt på min vej ud langs kysten i den modsatte retning af, hvor mit hus ligger, et rækværk med en trappe, som førte ned til en lille lagune, hvor der stod en ældre hvidhåret herre med slaskede lyseblå badebukser og balancerede på et stort lavaplateau med direkte adgang til det indbydende lyseblå middelhavsvand. Han havde lige været i og jeg kravlede straks ned til ham og fik fortalt, at jeg også gerne ville bade. Han svarede, at det var nemt at komme i og viste mig vejen ned forbi en lille hylde som bølgerne skyllede ind over. Det var lige mig, og få minutter efter lå jeg og svømmede frit i det velsignede 20 graders varme salte fluidum.

Sat. 5. Okt 2024

En lille myre kryber hen over mit skrivebord her i Stazzo denne skønne morgen, hvor solen stod strålende op fra en skyfri himmel allerede kl 6.45, mens jeg var oppe og tisse efter en afslappende nat i den store dobbeltseng med det orangespraglede tæppe over det tynde lagen, man ellers bruger som eneste dække i de varme nætter heromkring, men som jeg bad Sara, min værtinde, om at supplere med tæppet, som hun fandt under en anden seng inde i stuen. Lejligheden er perfekt til mig. Jeg koger æg og laver salat med tun i køkkenet, sover herskabeligt i soveværelset og har alle mine ting og tegneredskaber velorganiseret linet op på skrivebordet, som jeg for øjeblikket sidder og taster på min ipad ved.

   Endelig fik jeg lavet min første akvarel ude ved klipperne bag det lille kapel, hvor jeg badede første gang. Det er en særdeles vanskelig vandretur ud over de skarpe og faretruende løse lavaklipper, og jeg tror ikke, jeg vil gå den tur igen. Dog er der nogle smukke Magnolia Grandiflora derude, som jeg godt vil tegne, så nu må vi se.

   I overmorgen skal jeg videre. Det bliver lidt mærkeligt, nu hvor jeg er begyndt at falde til på dette fortrinlige sted. Jeg har planlagt at tage den lokale bus hernede fra busstoppestedet, som kører til Aceriale, hvorfra turen går videre enten med tog eller bus til Catania. Her skiftes til bus mod Ragusa, og hele forløbet er helt afhængig af, at den lokale bus kommer til den berammede tid. Derfor besluttede jeg mig for at teste om der overhovedet var en lokalbus her i byen. På skiltet ved busstoppestedet stod tiderne, og på det bemeldte klokkeslet stillede jeg mig op, for at se om der overhovedet kom nogen bus. Som tiden gik blev jeg mere og mere skeptisk, men så; ude i det fjerne dukkede en lille bus med skiltet “Acireale” over forruden op, og glad var jeg, da jeg nu kunne være sikker på, at der også ville være en bus til mig på mandag morgen, når jeg skal afsted.

   Idag vil jeg bade fra mit nye sted, hvor der også er en bænk, som jeg sad på igår og påbegyndte en tegning. Det er skide dejligt det hele, og jeg nyder faktisk at være her. Dette fremmede sted, hvor alt er nyt, og hvor jeget, som skriver, ganske tydeligt fornemmer, at det i bund og grund er en fiktion. Tingene løser sig i deres eget tempo. Basis er i orden, og alt udspiller sig selv i matematisk orden. Tiden er slet ikke lineær undtaget i busplanen. Den er ekspansiv og udvider sig konstant lige som universet, der altid udvider sig, og som kun er beskrevet som endeligt af den menneskelige tanke, hvis fundament er kausalitet. Som jeg altid siger: Universets udvidelse er stationær. Der er plads nok. Det er os, der forklare udvidelsen med en årsag, “Big Bang” og dermed introducere den tankeskabte opfattelse af tid. Tid er et operationelt begreb uden egeneksistens. Basta!

   Og dermed kommer vi til tanken og tænkeren, hvor selve identifikationen af tanken som en “tænker”, der tænker tanker, er den fundamentale årsag til, at vi som menneskehed, sapiens – den der tænker – er noget så alvorligt på skideren, at det er svært at forestille sig, at nogen eller noget nogensinde har været mere på skideren end os.

  Krig og vold og lort og pis og klamme mennesker med kunstig intelligens, som plæderer for højere pensionsalder og længere arbejdstid og had og undertrykkelse og sult og Darfour, Gaza, Libanon, Hisbolla,Hamas, Ukraine, Kamala, Putin, Trump osv osv, alle disse ord og betegnelser, som den menneskelige hjerne slynger om sig med for at “forklare”og “beskrive” det indlysende, at vi er på skideren mere end nogensinde før i den såkaldte historie, som man kan læse om i den udmærkede bog “Sapiens” skrevet af den Isralske historiker Yuval Noah.

Det er blevet søndag. Den 6 okt. 2024. Det år jeg fylder 84. Denne måned den 9. Det kan jeg jo ikke gøre meget andet ved end acceptere det. Hvilket hermed er gjort.

   Jeg fik endelig orden på den forbandede rejse til Ragusa. Da jeg så efter, hvad tid toget skulle afgå fra Acireale, viste det sig, at der slet ikke gik noget tog før sent om aftenen med ankomst til Ragusa over midnat. Pis, og jeg som stod og ventede på den forbandede bus til Acireale, for at se om den virkelig eksisterede og blev så glad, da den endelig kom, måtte nu skuffet indse, at selvom jeg tog bussen i morgen, så ville der slet ikke være noget tog at køre videre med.

   Som nødløsning kunne jeg selvfølgelig gå de 6 km langs kysten, men med fuld oppakning og ad dårlig sti var det ikke nogen rar tanke. Nej tak. Så var der den anden station med togafgang fra Stazzo, nemlig Guardia Mangano S. Veneria, som ligger 7 km væk. Der går ingen bus til, og i går aftes besluttede jeg mig for at prøve at gå turen til fods. Det var i skumringen. Solen var gået ned, og himlen farvet rosa og violet bag den store vulkan, som ombundet af lette hvide skyer tittede frem med sit karakteristiske krater lige foran min næsetip. Det var en smuk aften. Helt stille med duft af græs og blomster fra haverne, jeg passerede. Jeg gik godt til, og i begyndelsen, hvor vejen steg, mærkede jeg med stor glæde, hvor godt jeg havde det af at bevæge mig og at mine knæ nu så ud til at fungere upåklageligt. – Men så, med eet ændrede situationen sig til det rene helvede, for om det nu var fordi jeg blot skulle forbandes, eller det var tidspunktet, der var forkert valgt, ved jeg ikke, men som lyn fra en klar himmel blev vejen fyldt med gennemkørende biler med høj hastighed. Jeg ved godt fra tidligere rejser, at italienere kører vildt, men det her var det rene vanvid. De drønede forbi og lod ikke megen plads tilbage på den snævre vej til en ensom vandrer som mig. Jeg måtte presse mig ind mod rækværk og hegn og vægge, for ikke at blive ramt, når de kom ræsede afsted, Så blev der en lille pause i trafikken, og jeg åndede lettet op, for kort tid efter atter praktisk talt at blive torpederet af en ny fartgal italiensk bølle. Hver gang de passerede råbte jeg ad dem. “Fuck jer” og gav dem fingeren vel vidende, at det skulle jeg nok ikke gøre, for tænk hvis de standsede og gav mig tæv lige som ham manden i Århus, som slog hånden hårdt ned på bilens tag, fordi han mente, at jeg var på vej ind på cykelstien – hvad jeg faktisk var… Nå, men bilerne fes forbi mig hele tiden og gjorde turen, der var begyndt så smukt, til en lidelse. Da jeg så, at der endnu var 3 km tilbage til stationen, gav jeg op og vendte om og gik tilbage ned ad bakke nu i venstre side, så jeg kunne se og afværge en kollision, når de kom farende imod mig.

   

   Jeg nåede min lille købmand og tog nogle tomater og en dåse sardiner med hjem til aftensmaden. Citroner havde han ikke nogen af, så dem måtte jeg undvære.

    Spiste resten af min tunsalat og gav mig til at skrive til min vært for at bede ham om at køre mig til Guardia Mangano S. Veneria i morgen kl 10, Jeg bruger Google translates, og det virker fint. Han svarede, at han ville køre mig uden beregning, og glad var jeg.

   I morgen kan jeg derfor påbegynde min videre rejse mod Ragusa over Catania, som tager ca 4 timer.

Ellers tilbragte jeg dagen i går med at bade fra mit nye sted. Det var lørdag og mange mennesker havde søgt mod havet. Søde folk med børn, som behjælpeligt gelejdede mig ned over de skarpe sten, så jeg kunne dumpe ud i lagunen og svømme som en fisk i vandet. Da jeg kom op, havde jeg det skide skægt med at stille sten i balance ovenpå hinanden og dekorerer dem med smukke stykker træ, som havet havde slidt glatte. Det var små transiente monumenter, som jeg fotograferede til eftertiden inden de blæste væk. Mindede mig om Giacometti figurer i al deres spinkelhed. Rigtig sjovt at være skulptør det skrøbelige øjeblik, tiden er.

   Om eftermiddagen færdiggjorde jeg min tegning af Strandpromenaden med de kæmpemæssige sorte vulkanske sten. Den blev ikke lige så god som min akvarel, men ligemeget, den blev færdig. 

   “Blue Bar” hedder stedet nede ved havnen, hvor folk mødes og drikker kaffe. Det måtte jeg prøve og bestilte en vaffel af butterdej med ost og spinat. – Sagde damen, der ekspederede, og så var den alligevel også fyldt med skinke, som jeg så spiste, og som trods alt smagte meget godt. Fik the i en lille kande dertil og sad og betragtede de andre gæster. En ældre skaldet mand lignede Picasso på en prik, og ved siden af mig sad en familie med en lille pige, som ustandselig ville ind og ud under bordet. Jeg tænkte på Oscar og på hvor ens børn er. De vil bevæge sig og lege og eksperimentere lige som jeg, inden de bliver tæmmet af de voksne, og det hele hører op. Da jeg gik derfra var jeg i dårlig stemning over den menneskelige adfærd, og først, efter jeg havde sidder på en bænk nede ved havet og tegnet, vendte mit gode gamle humør tilbage.

Ps. Man ser ingen elbiler hernede. Italienerne udsender giftig CO2 med stor fornøjelse og forbrænder olie i høj fart…Grøn omstilling er ikke på mode på Sicilien.

Det er morgen den 7 oktober, og jeg skal afsted nu. Videre til Ragusa, og jeg er mærkeligt vemodig over at skulle forlade dette sted Stazzo, hvor jeg har haft så fine oplevelser. Lejligheden, jeg har boet i, har vist sig at være aldeles fortrinlig med dejligt bad, køkken, stue og meget fin seng at sove i. Klipperne og badelagunen perfekte, og byen hyggelig på nær det med bilerne. Nu koger vandet til min the. Jeg har pakket min rygsæk. Klokken 9.30 kommer min vært Antonio for at køre mig til stationen. Jeg har lige sat et æg over til at blive blødkogt, og må passe tiden. Derfor alt i alt et superfint ophold her, hvor solen atter en gang kommer frem på himlen i fuldt orangefarvet lys, og jeg er parat til at møde verden og nye eventyr som de måtte udfolde sig.
Ægget er færdigt nu.

Det er virkelig interessant, det her. Det må jeg sige nu om morgenen, hvor jeg faktisk har sovet ganske godt i den store dobbeltseng op ad væggen mellem de to lamper, hvoraf den ene kan lyse. Den anden kan ikke. Det er som at komme fra asken i ilden. Dette “hotel” som faktisk hedder “Fortuna” hvilket betyder Lykke eller held, og det havde den del af mit sind, der let bliver irritabel over ting, som ikke passer ind i dets forestillingsverden, ganske svært ved at acceptere som noget, der var overgået det. Værten modtog mig med åbne arme og et krav på 42 euro, som han fortalte, var skat til staten. -Så skylder du mig ikke mere, sagde han, og så var vi gode venner. Han viste mig rundt. Der er to køkkener. Et nede ved indgangen og et oppe på 1 sal, hvor mit værelse er. Begge er ganske rodede og beskidte. I ved, når alt, hvad man rører ved ligesom er fedtet og klæbrigt, og der står gamle gryder med madrester på bordet og i vasken. Jeg valgte det på 1.sal og ville straks i gang med at lave mig en kop the. Men det skulle jeg ikke have gjort, for mens jeg holdt lighteren hen for at tænde gassen, sprang meterhøje flammer op mod mit ansigt, og det var med nød og næppe, at jeg ikke fik min sparsomme hårvækst brændt af. – Det var lige, hvad der manglede, tænkte jeg. Nu er vi igang. Velkommen til Ragusa! Fra dette nulpunkt begyndte det imidlertid at gå bedre. Jeg fik snakket lidt med en marokkaner, som arbejder her med at renovere stedet, og udvekslede ideer med værten, som viser sig at være professor i filosofi på det stedlige universitet. Efter at have fundet et overordentlig velassorteret supermarked og fået købt ind til de basale nødvendigheder besluttede jeg mig for at prøve at komme til dette meget omtalte IBLA, men da var det sen aften, og jeg så, at vejen var længere end jeg havde regnet med, så jeg vendte om og gik “hjem”. Det er dette med at etablere et “hjem”, når man er ude og rejse på egen hånd, der i første omgang kræver en hel del forberedelser. Overhovedet at finde ud af, hvor man er, er i sig selv noget af en opgave. Man skal ligesom have alle koordinaterne i orden påny. Det brugte jeg flere ture frem og tilbage til supermarkedet på. Så kunne jeg også købe en pakke kiks og noget juice ekstra til mit lager af proviant. Jeg skal jo være her en hel uge før jeg tager videre til Syracusa. Nu vil jeg drikke min the og spise min youghurt, før jeg drager ud i den vide verden med tegneblok og akvarelfarver. Ses!

🇩🇰😀🇩🇰😀🇩🇰🌻 Og tillykke med de 84 år kære Jens Michael Høy! Du har alt i alt været
en artig dreng på nær nogle få sidespor, vi ikke her skal komme nærmere ind på. Og nu sidder du i et tarveligt værelse på en besynderlig hotelpension med navnet “Fortuna”, og skal til at skrive lidt om dig selv og det, du oplever her på Sicilien. Det er jo i grunden ikke så galt, vel gamle ven?
Værten, som er russer, flygtet fra Putins greb, inviterede på russisk middag oppe på husets terrasse i går aftes. Der var kylling i et stort fad garneret med kartofler, bananer og løg. Dertil skiver af os og rigelig vin. Han fortalte, at han underviste på universitetet i Moskva i Demografi og filosofi. Meget mærkeligt, men ham om det. Han havde rejst verden tyndt og holdt foredrag mange steder bl.a. i Tunis. Derfor faldt snakken mellem de tilstedeværende, der for det meste bestod af folk fra Tunis, da også om situationen der, hvor der lige er afholdt valg af ny præsident. Senere dukke en yngre mand fra Paris op, så man må sige, at det var et blandet selskab. Det var utrolig hyggeligt, og samtalen var utvungen og interessant. Jeg bistod med mine sædvanlige anskuelser om verdens tilstand, og det så ud til at klinge godt med de andre ved bordet.
Men først var der sket meget andet i mit liv, idet jeg havde påbegyndt min vandring over mod den gamle del af Ragusa, som hedder IBLA, og det viste sig at blive noget af en ekskursion. Først var det meget nemt. Bare over den store bro og så til højre ned gennem en slugt, hvor der var en formidabel udsigt ud over dalen, som var klædt i grønne buske og småskov så langt øjet rakte iblandet små gule huse med rødt tag og i det fjerne denne særprægede barok by IBLA med bygninger i alle former og farver stablet ovenpå hinanden som en kransekage. Der var en stenbænk lige ved indgangen til stien, der skulle føre mig derhen, og der satte jeg mig for at tegne, og snart kom mine nye akvarelfarver frem og syltetøjsglasset med vand, og jeg havde nogle hyggelige timer med at skildre det hele så godt jeg kunne. Da jeg var færdig, gik jeg videre nedad, og nu viste det sig, at det var noget af en vandring, jeg var kommet ud på. Uendelige mængder af trin op og ned, men mest ned, og jeg tænkte ofte undervejs på, hvordan jeg overhovedet nogensinde skulle kunne komme op og tilbage igen! Men videre gik det, og ad smalle gyder og under veje i tunneller lykkedes det mig endelig at nå mit mål, som var en slags centrum for det hele, nemlig Piazza Duomo, hvor der da også var en større turist komsammen. Her var gudskelov en lille købmand, hvor jeg købte en fersken og nogle tomattvebakker, som jeg indtog på en bænk foran kirken. Der holdt en taxa og ventede, og i et svagt øjeblik overvejede jeg at undgå den besværlige tilbagetur og spurgte om prisen. 16 euro. Det gad jeg ikke. Så hellere tage strabadserne på hjemturen som de kom. Der var også en bus, jeg var lige ved at hoppe på, men opgav og besluttede mig for at gå tilbage ad samme vej, jeg kom.
Det var trin efter trin opad og opad, og flere gange måtte jeg stoppe og tage et hvil, men det gik og jeg var oprigtig forundret over min kondition, og at mine knæ, som nu og da giver mig lidt småproblemer, klarede det så flot.
I dag slapper jeg af og går til supermarkedet og køber oliven og i aften har jeg bestilt bord til fødselsdagsmiddag på det lille trattoria på piazzaen nede om hjørnet. Så atter en gang tillykke kære Jens Michael, og nu ringer min datter Bynke minsandten og ønsker mig tillykke med de 84! Kan det være bedre?
Ses.

Så blev det overstået. Denne såkaldte “fødselsdag”, som alle fejrer på een eller anden måde. Jeg fejrede den ved at gå i kirke og bagefter spise kalvekød på et fint trattoria. Det var meget fint, og jeg troede, jeg skulle have kylling, og så fik jeg nogle kødklumper og en stor udkogt kartoffel, som svømmede i en slags suppe. Det var ikke lige mig, men ved hjælp af nogle varme tomatmarinerede oliven og en karaffel vin gled det ned, dog først efter omhyggelig gennemtygning! For at få det hele til at fungere uden bitterhed, bildte jeg mig ind, at jeg var i Grønland og spiste sælkød. Dog skal det siges, at sælkød smager betydeligt bedre end disse senebefængte stykker kalvekød, men som jeg tænkte undervejs, så var jeg nu på en mini ketokur, og så gennemførte jeg.
I dag har jeg det ikke så godt i maven, men jeg kommer vel over det, godt hjulpet af mine medbragte magnesiatabletter…
Min mærkværdige russiske professorvært optræder nu og da besynderligt. Pludselig står han i min døråbning og spørger om han kan få 20 euro, fordi, som han siger, at han kun har kreditkort og skal betale en håndværker med det samme. Nå, jeg giver ham en 20 euro seddel, og tænker bagefter, om jeg nogensinde får den igen. Nu får vi se. Han vil også med mig ud og bade ved Ragusa Marina, men det gider jeg ikke. I går sparkede han hårdt på en dør, for at vise, hvordan tuneserne ødelægger hans hotel med hash og kokain og svineri med prostituerede på værelserne. Det er vist nok et værre sted, jeg er havnet…
Jeg tog ud med bussen fra stoppestedet lige hernede mod Marina og kørte hele turen rundt langt fanden i vold gennem småbyer og flade marker beklædt med plastictelte, der er drivhuse for produktion af tomater til Nordeuropa. Tilsidst så jeg stranden, som er bred og flad og med sand, og der tager jeg nok ud en anden dag for at bade. Jeg blev i bussen hele vejen tilbage til Ragusa og skiftede til anden bus, som kørte til Ibla. Nu har jeg således to mulige måder at komme afsted på med bus. I Ibla fandt jeg en fin plads, hvor der var stole, som jeg kunne sidde på og begynde en skitse. I dag vil jeg køre derop igen og male videre.
Det var begyndt at blive mørkt. En bar med høj musik og ellers ingen mennesker. Der var lang tid til bussen tilbage skulle afgå, og jeg havde bestilt bord i trattoriaet kl 20. Nå, tænkte jeg, – så går jeg da bare hjem, og fandt google frem på telefonen. Det viste sig imidlertid at være noget af en ekspedition, som skulle starte med en smal trappe op i et vildnis af en kløft, som endte i et sort hul, som jeg så skulle begive mig ind i. Der sagde jeg stop. Det kunne nemt blive enden på denne rejse.
Jeg var fanget og gik lidt rundt og ledte efter hjælp. En turisguide kom kørende i en lille Panda, men han var ikke til megen nytte, da jeg fortalte, hvor jeg skulle hen. – Til Fortuna? svarede han. -Der skal jeg ikke op. Det er berygtet, det sted. Narko og kriminalitet. Og han rystede på hovedet og kørte væk.
Så stod jeg der. Hvad nu? Og minsandten om ikke hjælpen dukkede op i form af tre kvinder på vej ind i en parkeret bil. Jeg skyndte mig hen og spurgte, om jeg kunne få et lift op i byen, og de var bare skide søde og ønskede mig tillykke, da jeg fortalte dem, at det var min fødselsdag, og at jeg havde bestil bord kl 8. Det var en tysk mor og hendes to døtre, så jeg fik brugt mit tyske. De kørte mig til døren af “Fortuna”, hvor de smilende og vinkende satte mig af, og snart efter sad jeg ved mit forudbestilte Tavolo i den fine restaurant.
Det var alt i alt en dejlig fødselsdag med masser af hilsner fra nær og fjern. Jeg bliver til på mandag, hvorefter jeg tager til Syracusa. Det er et velrenommeret Airbnb sted, og jeg glæder mig til at komme under lidt mere civiliserede forhold.
Ses.

11 okt Ragusa.

I dag skete der ingenting. Udover, at jeg fik malet det planlagte billede af IBLA i total. Så er det gjort. Så kan jeg få fred. Solen bagte, og jeg måtte flytte rundt på mig selv hele tiden for ikke at brænde op. Til sidst blev det færdigt med de mange små huse og utallige vinduer, som alle kiggede ned på mig. Lige som stjernerne. Dog var det ikke uskyldige barneøjne, men nysgerrige voksenglugger, som glanede mistænksomt ud.
Lige som i går, da der var en, der ringede og sagde, at jeg ikke var empatisk nok overfor ham. Det forstod jeg ikke, og forstår stadig ikke noget af, men måske det skyldes, at jeg accepterer egoisme som en menneskeret, mens han stadig strider med begrebet “uselvisk”. Det er nok det. Moral og alt sådan noget, som jeg jo ikke længere kan forholde mig til som noget relevant. Specielt i denne verden, hvor hykleri og dobbeltmoral florerer mere end nogensinde og vi derfor er tæt på totalt sammenbrud af de sidste rester af verdensorden, der måtte være tilbage.
Så altså, fuck det. Jeg kan ikke være med længere. Jeg skrider ud min egen vej, hvor så end den måtte føre mig. Jeg kan ikke længer spille efter andres fløjte. Jeg spiller min egen sang, og hvis nogen hører den, og bebrejder mig for dens indhold eller lyd, kan jeg desværre kun beklage det, men sådan er det altså. Nu vil jeg sætte af mod stranden og havet og se, hvad der sker. I går fandt jeg ud af, hvor bussen til Siracusa afgår. Den søde pige, som sad og ventede på den, fortalte, at man skulle købe billet over nettet, og det gjorde jeg, så nu er jeg klar til min videre færd her på Sicilien.
Min søn Jonathan, som læser historie, har fortalt noget om nogen, som hed “Vespaerne”, som huserede en gang på Sicilien. Det må jeg undersøge.
Jeg elsker at rejse alene.
Skylder jeg nogen en forklaring? Vel næppe. Men alligevel kommer der een her. For det første er jeg eneansvarlig for, hvad der sker. Jeg skal ikke først konferere med en anden. Derfor er jeg i stand til at reagere på selv meget små ændringer i omgivelserne, som kan lede en ganske anden vej en oprindelig antaget. Jeg bliver bøjelig og fleksibel parat til at acceptere, hvad Jung betegner som synkronicitet, og som i kvantemekanikken hedder entanglement eller sammenhæng. Eller som jeg selv udtrykker det, at verden er en levende enhed uden tid og kausalitet. Det hele sker på een gang, og det er NU.
Det gør min rejse utrolig spændende. Hvert øjeblik er mættet med indtryk, som strømmer gennem mit sind. Dette kan måske lyde egoistisk, men i bund og grund er vi vel alle egoistiske på den ene eller den anden måde. Jeg er det. Det indrømmer jeg gerne med det samme.
Lige nu er jeg taget tilbage til Ragusa Marina for anden dag i træk. Vejret er strålende med blå himmel og 27 grader i luften. Er netop opstået fra havet, hvor jeg svømmede og dykkede som en delfin. Det er lyseblåt og blødt som silke. La Ola beach er den lille restaurant på stranden, hvor de lader mig låne deres private douche, så jeg kan skylle saltet af kroppen. Jeget er en illusion. Derfor har jeg ingen vanskeligheder ved at skrive “jeg”. Det glider ganske stille og roligt. Virkeligheden betinger, hvad der sker. Så simpelt er det.
I morgen kl 14.11 afgår min bus mod Syracusa, og rejsen fortsætter. Desværre glemte jeg at tage mine fine nye Ecco sandaler af, da jeg gik i douche, så de er nu drivvåde og stillet til tørre i solen. Jeg håber ikke, at de har taget skade. De er mit eneste fodtøj på denne tur.
Jeg kommer nok alligevel til at savne dette mærkelige hotel “Fortuna”. Det er som en organisme, hvor der hver dag dukke nye skud op. Fra de mange døre på den lange gang titter de frem hele tiden. De mærkeligste fremtoninger fra Europa, Mellemøsten og Afrika. Til og fra køkken og bad og køleskab, som jeg deler med dem alle. Vi holder hver vores lille afdeling separat, men i går kom jeg alligevel i tvivl, om de 3 æg på øverste hylde var mine eller ej. Jeg tror bare, jeg vil lade dem ligge, når jeg rejser.

Det er alt det ophobede stof, som hjernen samler på for at holde sig selv i gang. Det vi kalder kundskab, viden, erfaring osv, som er byggesten for jeget, og som krampagtigt fastholdes for ikke at komme til at se livets tomhed i øjnene. TAO
Hvor naivt at tro, at denne lille plet har større betydning eller er vigtigere end alle andre pletter i det uendelige univers.
Min nabo Lasse kan ikke forstå, når jeg siger, at vi her på planeten er det endelige bevis på liv overalt i kosmos. At kosmos i sig selv er levende, fordi vores plads er alle steder. Hvorfra kan du vide, hvor du er? Det kan du ikke, så i bund og grund er du alle steder og intet sted. Derfor er det ukendte det egentlige og det kendte en operationel løgn, som skal relateres til det ukendte med meget stor varsomhed, thi det ukendte er fragilt og sårbart, mens det kendte er hårdt, påståeligt, selvhævdende og fascistoidt. TAK.
Hvad ser min øjne? Mine øjne ser opmærksomt på, hvad der sker omkring mig. “Jeg” vælger ikke, hvad de ser på. Jeg ser blot, hvorledes mine øjne fungerer. De observere og drejer hen, hvor de har lyst. Det er meget underholdende at observere, hvad de observere og hvilke kommentarer, der opstår i min tanke.
Således ses hele tiden mig selv i aktion.
Jeg var en gang sammen med én, der ustandselig holdt nøje øje med, hvor mine øjne så hen og kommenterede det, hvis de så mod “forkerte” steder. Det var meget belastende for vores forhold. Det er gudskelov hørt op nu, og jeg ser hen, hvor det passer mig. Også selvom det kan forekomme nogen “forkert”, hvad jeg ser. Sådan er der så meget. Det må man lære at leve med.
Ikke

15 okt Syracusa.

Det var vel nok en forandring! Fra det snuskede “Fortuna” til den klinisk rene Airbnb lejlighed så indbydende som nogen som helst 1.klasses Hotel akkommodation. Morgenbuffet er indkluderer og køleskabet fyldt med vin og små yoghurter til fri afbenyttelse. Rundt om hjørnet ligger “Osteria Terra mia” der desværre var lukket i går, men så hjalp det på humøret at få serveret en fantastisk advokadosalat i den lille vegetariske restaurant Zenzero på Via Gemmelaro efter et forfriskende bad for enden af via Roma ved den lille strand Cala Rosa.
Jeg gik hele vejen derud ved hjælp af et kort, jeg fik af min vært Marilena, og det var sjovt for en gangs skyld at navigere på gammeldags facon uden google map og mobiltelefon. Man lærer hurtigt byen at kende, når man hele tiden skal hæfte omgivelserne op i erindringen, så man hurtigt kan finde tilbage. Det er opgaven, jeg sætter mig selv; at memorerer pejlemærker undervejs, og det er sjovt at genkende bygninger og by strukturer, når man vender næsen hjemad. Det store supermarked “Deco” blev mit første “sted” – udover hvor jeg bor – hvorfra min Siracusa-verden udgår, og det er vel ikke så mærkeligt. Det basale: food, clothes and shelter, skal være i orden, før man kan begive sig ind i det ukendte, hvad sådan en førstegangs vandring i en totalt fremmed by jo er.
Her er ualmindelig dejligt. Især selvfølgelig på grund af temperaturen, der ligger og lurer omkring de 27 grader. Det gør livet let og ubesværet. Folk er venlige, bevæger sig uden hast, og får een til at føle sig som del af det altsammen. Men det er jo også Italien med

denne Fellini-agtige overflod af godt humør og god mad og ældgammel kultur, der stikker hovedet frem alle vegne i arkitekturen og i udgravningerne af gamle romerske ruiner.
Jeg nyder at indsnuse det hele og falder ind i en tøjbutik, hvor der er udsalg af nogle lækre blå herrebukser til halv pris. 40 euro, ca 300 kr, og det kan jeg ikke stå for. Jeg har kun ét par lange bukser med, og de er begyndt at revne forskellige steder, så jeg måtte have min lille syæske frem flere gange, for at rimpe sprækkerne sammen. Det kan ikke blive ved med at gå! Derfor købte jeg bukserne, der har dejligt mange lommer, som kan knappes i, og stoffet er blødt og behageligt. Jeg tager de gamle bukser ovenpå de nye, når jeg skal op i flyet, for ikke at overfylde min rygsæk!
Stranden dukkede op for enden af Via Roma, og den bestod af småsten og et violetblåt vanddyb, jeg ikke kunne betragte ret længe, før jeg lå og flød i det. Små fisk svømmede nok så venligt rundt omkring mine fødder, og bagefter var der bruser med ferskvand til fri afbenyttelse! Ren luksus, som indbød mig til at stable sten i balance og spille en lille melodi på min mundharpe! Jeg fik tegneblokken frem, for her var modeller i massevis, som ikke tog notits af, at jeg sad og skriblede lidt. De var alle mest optaget af deres huds kulør, som de uophørligt søgte at øge brunheden af, uagtet at risikoen for malignt melanom steg i takt dermed.
Jeg smører mig grundigt ind i faktor 30 og holder mig mest i skyggen, når det er muligt. Her var det imidlertid svært, og jeg måtte til sidst klatre op ad trappen, for at komme væk fra den bagende sol. Nu var maven også begyndt at melde sig, så hvad var mere naturligt end at finde vej hen til Bynke og Johnnys hof-spisested, den lille vegetar-restaurant Zenzero på Via Gemmelaro. Her sad to damer ved et lille bord, og da jeg havde bestilt min salat og sat mig ved det andet bord, varede det ikke længe, før samtalen mellem os hurtigt drejede ind på vegetarisme og fordelene ved at undgå “Meat”. Jeg fortalte lidt om de danske grisetransporter og den psykologiske betydning af “kød”. Det ledte os ind på ideen om vold og aggression som udtryk for adfærd i det hele taget. Hvor det at slå ihjel for at få noget at spise indebærer ufølsomhed i modsætning til det at ernære sig vegetarisk. Måske det var en lidt højtravende samtale, men det gjorde ikke noget, for vi var rørende enige om, hvor godt vi havde det ved de små borde i den smalle pittoreske gyde hos de to elskelige gamle mennesker, som tilberedte vores dejlige vegetariske mad!
Der er kommer to nye beboere til i lejligheden. To ældre italienske mænd, som ikke gør meget stads af sig. Jeg har mit eget lille kammer med tilhørende badeværelse, og køkkenet deler vi uden besvær. Nu vil jeg gå i seng. Madrassen er hård og rar at ligge på, og I morgen er der atter en dag med et hav af oplevelser forude!
Ses🙏

17 okt Syracusa.

Nu skal jeg snart hjem. Har været nede og “prøvegå” ruten her fra, hvor jeg bor og hen til rutebilstationen. Bussen til Catania lufthavn afgår på lørdag kl 15. Jeg går hjemmefra kl 14. Så er jeg i god tid. Mødte en kat, som jeg snakkede lidt med. Den var meget opmærksom. Der fløj en fugl hen over gården, hvor vi stod, og den reagerede øjeblikkelig.
Det er meget skægt med al det kunstige intelligens, alle taler om. Som om vi behøver det. Som om vores egen intelligens ikke er god nok. Jeg tænkte, (på engelsk – det gør jeg en gang imellem) : “The highest intelligens is in your own body, when not influenced by anybody ore anything, and especially not by your own little stupid, petty and indifferent self.”
Det lød jo meget plausibelt, så det skrev jeg ned og tænker stadig over. – For hvad er det, vi vil opnå med kunstig intelligens? Som altid, når vi opfinder noget, er det med en forventning om at gøre vores liv bedre, og det kan jo også godt være, at man kan bruge AI til f.eks at gøre organiseringen af busdriften i Nordeuropa mere effektiv. Det skal jeg ikke affærdige, men hvis man tror – og det er det, der er problemet – at man kan gøre livet lettere for det enkelte menneske, hvis de bare får AI som ledetråd i deres liv, så tror jeg, at man er alvorligt på vildspor.
Den gode Yuval Noah Harari nævner som eksempel, hvorledes muligheden for at skabe en relation melle AI og det enkelte menneske i form af en art “dating” allerede nu er aktuel. Det vil sige at “fremmedgørelsen” bliver total, idet man ikke længere selv bliver i stand til at skelne mellem den virkelige verden og den artificielle.
Derfor er det jeg siger. Giv agt! Ingen nok så sofistikeret teknologi kan nogen sinde hamle op med din egen “indbyggede” intelligens. Dog er forudsætningen selvfølgelig at man bruger den hele tiden i sit daglige liv, og ikke blindt lader sig vildlede af nogensomhelst ydre faktor det måtte være, og det er kun det enkelte mennneske, som selv kan finde ud af, at sno sig udenom. Ingen anden end du selv alene.
Sådan er det bare. Punktum.

.

Jeg elsker mine blyanter i det camouflerede etui. Dem elsker jeg. Det kan vi ikke komme udenom, og jeg elsker at tegne. Som i går på stranden, hvor jeg fangede den hvide præst i fuld levitation over den afbalancerede stenfallos, som ingen på noget tidspunkt havde tænkt sig skulle spille så stor en rolle. Men det gjorde den. Lige som den lille pige i den blå dragt, der i går aftes opstillede verdensordenen på stranden ovre på den anden side af Ortega, hvor solen er længere fremme, fordi den vender mod vest.
Kvinden i den lange røde kjole med det målløse ansigt og manden i den blå jakke, som ganske ugenert står og pissede i havet, er begge udtryk for denne altoverskyggende ignorance som så mange mennesker i disse tider besidder. Damen i den grønne badedragt og den spekulative solbrændte mand er et ægtepar, for hvem livsvejen totalt er kollapset. Ude til højre i billedet ses Brigitte Bardot som ung, der udstiller sig med numsen i vandskorpen for en flok frække drenge oppe på klipperne. De to piger, som sidder på stranden ved siden af den røde dame, har en samtale kørende om, hvorvidt de skal spise fisk eller skaldyr til aften. Babyen i forgrunden er forladt og glemt af sine forældre under et skænderi om mandens utroskab med deres hushjælp. Jeg selv sidder i båden på vej til nye eventyr!
Således er alle placeret på det billede, jeg elskede at tegne.

19 okt Syracusa.

Det er alt sammen det, den lille dansende dreng i forgrunden forestiller sig. I virkeligheden eksisterer intet af det, vi ser på billedet.
Den lille dreng er mig.
Og jeg sad der under paraplyen og tegnede, mens regnen silede ned.
Og jeg skal rejse herfra i dag og har slet ikke lyst til at komme “hjem” til “Danmark” osv, men det skal jeg altså, og derfor er jeg stået tidligt op for at smøre mig en madpakke til turen gennem de utallige Security check og boarding passager og så sandelig også som proviant under et ophold i Budapest, hvor jeg må lægge mig, hvor jeg kan med min rygsæk som hovedpude og afvente flyet mod København, som afgår søndag morgen kl 9.
Nu ringer den store katedral med sine klokker en fredelig morgenmelodi som ekkoer ud over den ganske by Siracusa og melder om en ny dags komme. Det blæser voldsomt, så mine gardiner flagrer i vinden, og det ser ud til, at vi atter får en dag med kraftig regn. Det gode vejr med varme og sol er ovre, og det er passende at rejse herfra. Desværre nåede jeg ikke at komme ud og se det store græske teater, hvor sågar Bob Dylan en gang skulle havet spillet koncert. Det må jeg gøre næste gang, jeg kommer hertil, hvad jeg givetvis gør om Gud, eller hvem det nu er, der bestemmer, vil…
Min båd ligger i Bandholm havn og venter på at blive taget op på land næste søndag. Måske kan jeg stadig nå en lille sejltur til Fejø inden den 27, hvor kranmanden kommer. På en måde bliver det meget rart at komme nordover og føle vinterens komme. Det er trods alt deroppe jeg bor. I Bandholm. Lysmøllegade 9A. Ved siden af mine gode venner Lasse, Kurt og Jens Christian og ikke langt fra Suely, som forhåbentlig har det godt og vil komme og besøge mig en dag. Lige som Suien, Bue, Oscar og Jonathan, samt Bynke og Johnny og Hans, Betty og Ernst jo altid er velkomne, hvis de skulle komme forbi.
Vi ses!❤

 

1

Et menneskeligt forløb. Eftersom retningen er givet, er bevægelsen det eneste af betydning.
Om nogle minutter er vi døde. Vi lever i skyggen af døden.
Således talte han den dag i toget.
Han skriver: – Jeg må hellere allerførst meddele Dem, min ærede læser, at alt hvad De fra nu af
kommer til at høre fra min mund, er den rene skinbarlige sandhed. Jeg helmer ikke eet eneste
sekund, før sandheden er sagt. Så er det sagt, og behøver ikke at blive uddybet yderligere.
Derfor tillader jeg mig nu at kalde mig selv Olaf. Det gør det hele meget nemmere. Olaf er en 75
årig afdanket tandlæge med fortid i både Afrika og Grønland. Han er omgivet af utallige skrifter,
han nu i sit efterår er i gang med at bringe sammen til en helhed. Et af skrifterne handler om en
rejse han foretog sammen med en eskimoisk kvinde fra Scoresbysund. Han skriver: – Nu sidder
jeg på en restaurant og har netop indtaget et herligt måltid bestående af spagetti salat og tages
suppe. Vi dvs Marie og jeg ankom til Østrig i går, og tog straks til Neustift et godt stykke oppe ad
Stubaital. Deroppe indlogerede vi os i en lille alpepension med brede senge og solid morgenmad.
Marie var stadig fuld efter de mange flasker rødvin hun indtog på rejsen i sovevognen. Marie kan
ikke holde sig fra flasken, ligesom jeg ikke kan holde mig fra Hash, så vi er et kønt par. Men vi
elsker hinanden og hinandens svagheder, og er nu endelig kommet fri af København og venner og
veninder derinde. Vi boede til leje hos Jørgine, som også kommer fra Scoresbysund, og som også
er temmelig alkoholafhængig. I hendes lejlighed på Nørrebro kommer de særeste typer. Inden vi
tog afsted kom Henning og Georg og Anne Sofie på besøg. Henning og Georg er nogle driverter,
som Anne Sofie har samlet op nede på Blågårds Plads, hvor de hænger ud og ryger fede. Georg
lånte engang mine oliefarver i den fine trækasse og da han leverede dem tilbage, var alle tuberne
fladtrådte og han havde kun malet eet billede. Det var til gengæld så tykt bemalet, at det vejede
over fem kilo. Ham har jeg ikke det bedste forhold til. Han er lille og tæt, med langt lyst beskidt hår,
krøllede bukser og fingre hvis negle i høj grad trænger til at blive klippet. Henning er Jørgines
kæreste. Han er bogholder og pæn i tøjet, men ikke altid pæn i mælet. Ham holder jeg mig også
på afstand af. Anne Sofie er Maries veninde fra Grønland. Hun er en lækker lille sag med et
gnistrende glimt i øjet og altid med på den værste. Jeg havde et forhold nogle dage til hende, men
Marie blev voldelig, og så måtte det holde op.
Vi tog afsted allesammen. Jørgine og Henning og Georg og Anne Sofie. Marie havde været ude
hele natten. Hun var først kommet hjem, da jeg kom tilbage fra svømmehallen. Hun så noget
miserabel ud, men var i højt humør. Hun kom lige fra Poul, hvor hun havde sovet. Poul er også en
fyr fra de tågede områder bag Nørrebrogade, hvor Marie ind imellem tilbringer natten. Jeg tog det
så roligt, jeg kunne. jeg kunne dårligt begynde at beklage mig, når jeg kort forinden havde manet
Henning til ro, da han begyndte at hidse sig op over Jørgines forskellige forhold ude i byen. Lille
Jørgine gik omkring med fingeren i munden, og vidste ikke hvem af alle fyrene, hun skulle vælge,
og jeg gjorde det klart for hende, at hun slet ikke skulle vælge, men at hun skulle lade valget træffe
sig selv, hvilket hun selvfølgelig ikke forstod et kuk af.
Vi (jeg) fik ryddet op og pakket og kom afsted. Der var stor afsked på Hovedbanegården med
vinken og kram og en kasse øl til rejsen og en flaske snaps i brunt papir, som blev langet ind
gennem kupevinduet, og så satte toget sig i gang og de små mennesker på perronen blev mindre
og mindre og til sidst helt væk. Vi havde liggevogn helt til Munchen og skulle dele kupeen med to
andre. Pigen var keramiker på vej til en veninde i sydtyskland og drengen var tyk og ret besværlig.
Han talte ustandselig og var meget frastødende især på grund af sine dårlige tænder og beskidte
negle på fingre, som hele tide skulle pille ved eet eller andet.
Marie mødte jeg i Scoresbysund. Marie mødte Olaf i Scoresbysund, hvor Olaf var ansat som
sæsontandlæge. Han var inviteret til fest hos udstedsbestyren, en ung mand i tyverne, som ofte
havde små sammenkomster i sit grønne hus på bakken. Olaf og et par stykker af de lokale fangere
sad og lyttede til Dire Strait, mens de indtog stedets foretrukne drink, en blanding af rødvin, øl og
citronsodavand med et skvæt rød ålborg oveni. De var alle ret fulde, da Marie væltede ind gennem
døren skrigende og hylende mens tårerne stod hende ud af øjnene.- Han har forladt mig, råbte
hun. Olaf rettede sig op fra sin sammensunkne stilling i den store lædersofa, og stirrede på denne
pige, som kom skrålende ind i stuen. Hendes øjne var udover, at de var våde også ganske vilde,
og det bekom Olaf godt. Han holdt meget af, at der skete noget ud over de almindelige banaliteter i
livet. Hun var en pæn stor kvinde med faste former, næppe meget over sytten år med langt ravsort
hår og den kæreste stumpnæse, man kunne forestille sig. Hun dumpede ned ved siden af Olaf i
sofaen, og gav sig straks til at fortælle nærmere om sine lidelser.- Det er Svend. Vi har kommet
sammen i over et år. Nu er han rejst. Jeg skulle have været med ham til Danmark, og så skrider
han midt i det hele. Væmmelig er han. Og hun lefler efter sympati, mærker Olaf, som griber chance
i farten og stiller et modspørgsmål. -Hvorfor slog han op? Marie ser gennem sine små
sygekassebriller dybt ind i Olafs øjne mens hun mumler:Han har en kæreste i København. De skal
giftes, siger han. Han har lovet hende det, og så må jeg bare skride. Hun rykker nærmere Olaf, og
Olaf mærker hendes hede sprittede ånde i sit ansigt, men mærkeligt nok føler han det ikke som
noget ubehageligt. Han bliver opstemt ved at se hendes røde kinder og hendes ophidselse smitter
ham.Musikken bliver skruet op på højeste styrke, så det lille træhus ryster, og de tilstedværende
grønlændere giver sig til at danse en mærkelig svingende dans, mens de udstøder hæse brøl.
Røgen er tæt af cigaretter som ligger og oser i en stor skål midt på sofabordet. Marie lægger sine
arme om Olafs hals. – Vi skal danse, hvisker hun ind i hans øre. Vi skal rigtig danse, vi to, ikke?

2
Udsigten er strålende heroppe fra deres vindue. Alpernes hvidklædte tinder indrammer himlen,
som er lyseblå med få skyer i striber henover sig. Oluf er stået ud af den bløde pensionatsseng, og
har åbnet det gamle trævindue og skodderne som sidder foran, og kan ikke få øjnene fra al
skønheden udenfor. Man hører tydeligt lyden fra de græssende køers bjælder og fornemmer en sød lugt af
gødning iblandet duften af nyslået hø som strømmer ind mod ham. Marie sover stadig tungt. Han
bevæger sig over mod sengen på hendes side og bøjer sig ned og giver hende et let kys på
panden, hvorved hun vågner og slår øjnene op.
-Godmorgen min snut, siger Olaf. Hun smiler, og trækker ham ned til sig i sengen, som hun
beredvilligt har skabt plads på idet hun har skubbet dynen væk. Hun ligger nu helt blottet med de
store bryster indbydende vendt op mod ham. Olaf lader sig glide ned ved hendes side idet han
læggger læberne over hendes og giver hende et velfortjent dybt morgenkys. De boller så sengen
ryster og Olaf et øjeblik mister bevidstheden, mens Marie stønner højt. Så ligger de udmattede på
sengen og lader morgenens lyde og dufte langsomt trænge ind i deres sjæle.
Konen som passer stedet, har stillet op til frühstück nede i den lavloftede bondestue som er helt
beklædt med brunt træ og lugter indelukket. De spiser i en fart, og er snart på vej ud i den
dugvåde morgen hen mod stolpen som har vejvisere pegende i alle retninger der byder på
forskellige vandreruter de kan tage. De vælger een som peger ind i dalen, og begiver
sig afsted.
Efter en times vandring opad snoede stier kommer de til et vandningstrug med rindende fjeldvand, som fosser
fra en træstuds ned i det brede kar. Da de er trætte og svedige varer det ikke længe før
Olaf har taget al tøjet af og er sprunget op i karret og det iskolde vand. Han pjasker på Marie , som
bliver en smule sur, men ikke mere end at hun kommer hen, fylder hænderne og hælder den
kølende vædske op i sit ansigt idet hun stønner: – Uh, hvor er det dejligt, det vand. Det er lige som
hjemme i Grønland. Lige så rent og klart.- Olaf pjasker endnu nogle sekunder, så stiger han
splitternøgen op af karret og kaster sig over Marie og vælter hende omkuld i det blomsterfyldte
græstæppe som strækker sig ind over engen op mod de mørkegrønne grantræer,  bagved hvilke
fjeldtinderne rejser sig. De ligger der og han trækker tøjet af pigen, som hviner højlydt af glæde over
tilbederens brunst. De bliver eet mens nogle får nærmer sig oppe fra skrænten, hvor de har
græsset, og lige plidseligt mærker Olaf en varm snude på sin røv, og hører en lyd som fra en
gammel kælling der snorker. Det er et af fårene, der nu ønsker adgang til truget, tydeligt irriteret
over de to væsners selvoptagede klamperi. Han rejser sig fra lejet og Mari løber skrigende nogle
meter væk, mens flere store får kommer til oppe fra højderne.
-Vi må hellere se at komme væk, siger Olaf.- Ellers bliver vi ædt af de bæster-                                                                                                                                 De ifører sig tøj og sko og rygsække og trasker lettede videre. Nogle minutter senere dukker et lille landsted op i det fjerne. De begiver sig rask hen imod det i håb om eventuelt at kunne købe noget spiseligt.

Solen er kommet højt på himlen og de må skærme sig med tørklæder, de har bundet om hovedet
som hjælme. -Se, der står nogen udenfor, siger Olaf. – Vi går hen og spørger om de har noget at
spise. Og de går nærmere huset, hvor en ældre kvinde står og giver et lille lam mælk af en
sutteflaske. -Nej, hvor er det sødt, siger Marie. -Jeg vil hen og røre! Bondekonen smiler
imødekommende, og Marie får lov til at klappe det lille dyr. Konen rækker Marie sutteflasken, og nu
er det Maries tur til at made. Olaf spørger i mellemtiden om de kan købe noget spiseligt. Og snart
er de inviteret om på den anden side af huset, hvor der er en bred træterrasse med storslået
udsigt ned over dalen. Her stiller det rare kvindemenneske minsanten et bord op, som hun henter
fra et skur.Og to stole. Hun byder Olaf at sætte sig og kalder på Marie, der nu er færdig og rækker
sutteflasken tilbage. Hun sætter sig ligeledes, og lidt efter bliver bordet fyldt med ost og skinke
og et stort landbrød og en flaske vin kommer der også! Konen smiler opfordrende: – Dan essen! Og
hun lader de to unge mennesker i fred med deres måltid.

3.
Sporvognen til Fulpmes afgår udfor hovedbanegården i Innsbruch. I den store banegårdshal
sætter de to unge mennesker sig til at vente. Den afgår først en time senere, så der bliver tid til at
spise lidt fra restaurantens udsalg for enden af hallen. De køber hver en sanwich med kylling og
salat og drikker the og æblesaft til. Marie gumler på sin mad mens hun siger:- Det er
skidehyggeligt her i Østrig, og alle folk er så venlige og smiler til mig hele tiden. Olaf ser forelsket
på sin grønlandske veninde og siger:- Det er da klart, så smuk du er! Marie slår ud efter ham. :- Ja,
ja du snakker, men jeg nyder at være her. Og jeg nyder at være her sammen med dig. Så bliver
der et øjebliks tavshed mellem dem. En ældre dame og hendes mand kommer over mod deres
bænk og sætter sig ved siden af dem. De er i deres fineste puds. Konen holder en lille bibel
mellem sine hænder. Manden ser meget alvorlig ud. Da sporvognen kommer stiger de alle på og
med en hvinen fra skinnerne kommer vognene op i fart.  Efterhånden som de passerer flere
stoppesteder fyldes vognen op med søndagsklædte mennesker, som alle ser ud til at komme fra
kirkegudstjeneste, med en lille salmebog i hænderne. Da de når Fulpmes hopper de af
sporvognen, og står nu midt på torvet i en lille søvnig by med kedelige huse og intet, der fanger
deres interesse. Solen er begyndt at bage godt ned mod gaderne og da de ser
en bus ovre på den anden side af torvet, skynder de sig derhen, får at vide, at den kører om 5
minutter og er på vej til Neustift lidt oppe i bjergene. De beslutter sig straks til at køre med, og
efter en halv times kørsel ad snoede bjergveje, holder bussen udfor et ensomt beliggende
alpegæstgiveri, og her vil de blive. Olaf får arrangeret et dejligt dobbeltværelse lige ud til en lille elv,
som larmende baner sig vej ned gennem engen, og de sætter sig udenfor i solen og drikker
apfelsaft og misser med øjnene mod den skarpe sol.
Sengene er bløde som vat, så man synker dybt ned i midten. Dynerne er beregnet på små
østrigske bjergmennesker, og Olaf og Marie har svært ved at finde ro, da de endelig tørner ind
efter et kraftigt måltid med ærtesuppe og stegt fårekød. Men de har hinanden at beskæftige sig
med. Det er hele hensigten med denne rejse, tænker Olaf, mens hans hånd bevæger sig forsigtigt
hen over Maries bryst. Her er ingen forstyrrende elementer med fremmede herrer og værtshuse
som i København. Her er det bare os og hele verden. Det er rejsens egentlige formål. Og han
mumler ind i Maries bløde lille øre:- Vi er bare os to, ikke? Og alt andet er ligegyldigt. Marie
presser sig ind mod ham, og han mærker hendes åndedræt blive hastigere.
Dagen efter er det mandag. De har sovet dybt og godt og duscher i fællesskab før de begiver sig
ned i spisesalen, hvor værtsparret pusler omkring i færd med at berede dem et storartet
morgenmåltid med nybagte gifler, frisk gedeost, blommesyltetøj og havregrød overhældt med
honning. Dertil en velsmagende mælkekaffe og blødkogte æg fra egen hønsegård. Vejret er en smule
mistrøstigt. Der hænger tunge skyer over dalen, og det drypper også lidt, men luften er mild, alt er
udsprunget, hønsene kagler under altanen, og menneskebørnene er i højt humør parat til nye
indtryk og oplevelser.
Der går en sti videre opad mellem de høje graner langs elven som styrter sig ned forbi enorme
klippestykker og stejle jordvolde og udsender en lyd som fra et lokomotiv i fuld fart.   De trasker
afsted i hælene på hinanden og er efterhånden ret svedige da solen begynder at få magt og styrke
heroppe i højderne. Små fugle flyver ustandselig op foran dem og gør at turen hele tiden byder på
nye indtryk. Det er blåmejser som bor i de store grantræer, og som  irriteret over
forstyrrelsen svirper fjerene tæt forbi deres ansigter. Marie får et shock, da en særlig agressiv lille
djævel er tæt på at sidde fast i hendes lange sorte hår. Hun slår ud med hånden og råber :
Diabolo! På grønlandsk, og Olaf griner til hende og stopper op og holder om hende og giver
hende et kys, som hun straks besvarer, og længe står de der højt oppe i de Østrigske alper i det
skarpe skinnende lys fra solen og kysser hinanden på munden. Så stavrer de videre på stien, som
nu næsten helt forsvinder, så de et øjeblik taber sporet, og i forsøg på at finde tilbage er tæt på at
styrte ned af skrænten mod den brusende elv. -Pyha, der var det nær gået galt, siger Olaf, og
Marie har allerede sat sig ned på en tue, for at få vejret ovenpå forskrækkelsen. Men de finder
tilbage på sporet og nu åbner landskabet sig, efterhånden som de stiger højere og højere op i
bjergene. En eng ligger udstrakt foran deres blik. En græsbevokset eng med tusindvis af gule
blomster, og bag den står de store alpetoppe frem med sne som skinner så stærkt, at de må knibe
øjnene sammen,når de ser på dem. Lige, hvor engen slutter og de bare fjeldsider begynder, ser de en
gård med røg op af skorstenen, og der går de hen.
Da de kommer nærmere, ser de et skilt over døren, hvor der står: Gasthof Hertzleben. De bliver
helt euforiske, da det går op for dem, at her kan de få noget at spise. Idet de nærmer sig huset
kommer en ældre mand dem i møde og de hilser på hinanden. Han giver dem hånden, og spørger
hvad han kan betjene dem med, og de beder om vand og noget at spise. Lidt efter er de bænket
omkring et bord i en lille stue, og da manden har lagt ske, kniv og tallerkner frem til dem, kommer
han og rækker en lille hvid tørret blomst til Marie. -Das ist ein edelweiss, fur sie meine dame!
Og hun tager imod den og takker ham på grønlandsk :- qujanaq, siger hun, og uden at nogen af
dem forstår hinandens sprog, forstår de alligevel hinanden. Der kommer varm erbstensuppe på
bordet og store skiver grovbrød og smør i små lerkrukker, og  minsandten også en karaffel  apfelvein
til at styrke sig på, lader det til, at værten tænker, for han sætter sig ved deres bord og skænker op i
et glas til sig selv, og siger “prosit” og smiler til dem med de to tænder, han har tilbage i
munden.

De smider sig i engen, da de har spist og drukket vin, og lader den milde luft og den
varme sol lulle dem i søvn en times tid, mens manden går omkring og ordner ting ved sit hus. Så
vækker han dem og peger over mod engens fjerneste krog, hvor de ser dyr springe afsted. :
-Berggemsen! Siger han. De rejser sig helt op og ganske rigtigt. Der er de små kønne bjerggeder,
man så sjældent ser. De står helt stille og betragter dem, mens de holder hinanden i hånden. Olaf
hvisker til Marie:- Så kan det ikke blive bedre, vel? Og hun ser ind i hans øjne, og uden at sige
noget, svarer hun ham.
Om natten er det fuldmåne. Alle skyerne og regnen er væk. Marie sover tungt under den tykke
dyne. Olaf skal tisse. Han står forsigtigt op, og går ud foran huset, og mens han tisser står han og
lader sig opsluge i universets uendelighed. Glimtende stjerner og musestille er her. Månen er stor,
og lysende. Bjergkammene med sne står som overjordiske monumenter i skarp kontrast til den
kulsorte himmel og de lavere liggende træbevoksede skråninger.Tilbage i sengen lægger han sig
tæt op ad sin kvinde. Hun putter sig ind til ham, og snart sover han dybt igen.

Tegningen er lavet af billedkunstner og ven Karen Hilden.

 

Tabula rasa
FORELSKET
I.                    
PATMOS
. ELLER
Stop making sense!
1.
Den person, som forekommer her i beskrivelsen, er en ældre
mand på 82 år. Han er høj, spinkel, hvidhåret og duknakket efter
mange års arbejde ved en tandlægestol.
Han er pensioneret tandlæge og er i fuld fart i gang med at
undslippe døden, som han føler mere og mere er lige i hælene
på ham. Febrilsk kaster han sig over det første det bedste fly,
han kan finde for at komme væk fra det altsammen..
Et tilbud om en enkeltbillet til 305 kr til den græske ø Kos
dukker op på hans skærm en onsdag morgen, og han er ikke
sen til at booke sig ind på turen. Det er denne lille tilfældige
hændelse, der sætter det hele i gang. Da han først har ordnet
sin afrejse, må han selvfølgelig også arrangerer resten af turen.
–
For at få cirklen sluttet, som han siger; således at han også kan
komme hjem igen…
Det tager ham flere dage at bestille hoteller og færgeruter, der
passer ind i hans tidsplan, og en gang imellem er han så træt af
det hele, at han mest har lyst til bare at aflyse og lægge sig ind i
sin seng og blive væk i drømmen om evig ungdom.
Men han opgiver ikke, og en kølig efterårsmorgen står han
ved busstoppestedet i sin hjemby og venter på at komme afsted.
Han har en stor sort taske på ryggen og en mindre grøn rygsæk
under armen.. Han har lige været i bad og er til fingerspidserne
klar til at tage afsted..

Det er i dag den 22 sept, og han sidder og indtager en
præfabrikeret tunsalat i afgangshallen i Kastrup lufthavn på vej
mod den græske ø Kos på en billet til 305 kr.
Som altid, når noget foregår spontant, trækker det øjeblikkelig
en følge af uoverskuelige hændelser med sig, der som en
rivende strøm afgør alt, hvad der siden sker. Det er, hvad der nu
skal berettes om..
Han kommer gennem gaten op i flyet uden at blive standset. Det
er en lettelse! Han har den store rygsæk uden på tøjet og den
lille gemt under jakken for at have alle sine ting og sager med
uden at skulle betale overvægt, og det lykkes!
Nu sidder han på sin plads ud mod midtergangen og kan
strække sine lange ben. Han tænker på den ældre dame med
det smilende ansigt, han mødte i toget. Hun fortalte, at hun
dyrkede scuba-diving på Filippinerne. Hun fortalte også om sit
ægteskab med en håndværker, som aldrig var hjemme. Hun
havde forladt ham og aldrig siden fortrudt sin beslutning om at
gå solo.
Hun var som sagt dykker. Sådan rigtigt, med certifikat. Havde
dykket ned til 30 meter. Han fortalte hende om sin klaustrofobi,
når han kiggede op og så havoverfladen højt hævet over sit
hoved. Hun svarede, at det var det, hun elskede allermest ved
at dykke. Den totale ro og afsondrethed og fornemmelsen af
kontrol.
– Mærkeligt, for det er netop det, jeg er bange for. At miste
kontrollen og blive fanget dernede i dybet uden at kunne komme
op.
– Du skal bare dykke noget mere, svarede hun. Så går det
over.
– Jeg har også tænkt mig at tage til Thailand og dykke med
mine børn, tilføjede han..
– God idé. Hold fast i den, svarede hun.
Derefter kom en anden ældre dame med tyndt hvidt hår og
stærke briller ind i kupeen og satte sig. Hun var fra Maribo, men
boede i Køge.
– Nu var de tre i samtalen, og den gik livligt om
deres privilegier som pensionister. Det var en afslappet og rar
atmosfære mellem ligesindede, som varede hele resten af turen
mod København.
Damen fra Køge steg af på Hovedbanegården, og han selv og
dykkerveninden, som skulle til Luxembourg for at besøge sin
datter og svigersøn, fulgtes ad op til lufthavnen, hvor de skiltes i
terminal 2. Her ville han veksle nogle af sine euro til mindre
sedler for ikke at blive snydt af taxachaufføren, når han landede
på Kos…

Lige nu flyver han i 7000 meters højde over Rumænien, og om
en time skal han lande i Grækenland.
Han er glad, hvor han nu er kommet over sine sædvanlige
bekymringer om, hvorledes det hele skal gå. Det går øjensynlig
fortrinligt.
– Det er bare med at komme ud af røret, tænker han.
Han slumrer ind, indtil det siger “Bang”, og en af de “søde”
stewardesser kører en serveringsvogn lige ind i hans højre knæ!
Men han tager det ikke så tungt, for hun kommer hen og
undskylder og giver ham en ekstra kop the. Så sover han lidt
igen, indtil maskinen begynder at vippe fra side til side over
Tyrkiet. Han farer forskræmt op og opdager, at de er ved at
lande på øen Kos i det ægæiske hav.
”Bump” siger det, da hjulene rammer jorden. Et ordentligt
brag! – Som gør ham bange. Men så ruller maskinen og holder
snart efter stille, og han kan træde ud i den 26 grader varme nat.
Han skal allerførst på toilettet og styrter afsted med al sin
bagage under armen. Da det er overstået, kan han endelig tage
sine rygsække rigtigt på. Han er glad over, at han kom glat
gennem Security check med alle sine tuber og cremer mod gigt
og myggestik, fordi den rare dame blot spurgte, om det var
medicin, som han havde i plasticposen. Han svarede “ja”, og så
var den sag i orden.Vægten på de fem kilo var slet ikke noget
problem. Han havde ellers gemt mange tunge ting i sine
jakkelommer for at fordele dem, og havde sin bog “De rejsende”
af Ole Sarvig i hånden sammen med sin Ipad, som han brugte
som boardingpas. Så vejede de heller ikke med, tænkte han,
men der var slet ingen, der tog notits af den ældre herre med
det pæne smil og overvægt. Han gled lige så stille forbi oppe
ved skranken.
Nu sidder han i sit værelse på “Ladikos Beach Hotel”, som er
en kasseformet lyseblå bygning med en praktisk placering lige i
vandkanten, og skriver. Han var en tur rundt i området til
morgen efter en vidunderlig nats søvn under det tynde lagen,
–  Noget, der er tykkere end det, kan man umuligt sove med i den
varme, tænker han.
Det er et intimt lille sted, hvor folk hygger sig på små strande,
der hører til de beskedne pensioner langs kysten, hvor de bor. Absolut ikke noget masseturistområde og derfor meget
anbefalelsesværdigt, tænker han. De serverer omelet (passer til
hans nye “KETO” kur) og græsk youghurt med nødder som
morgenmad. Bagefter vandrer han stille omkring med sin gamle,
brune skindtaske over skulderen for at finder et lille
supermarked, hvor han kan købe en pakke med kamillethe. Han
møder en høne med sine to kyllinger og vil forsøge at
fotografere dem, men de løber væk, før han kan gøre kameraet
klart.
Han aftaler med husværten om at bestille en taxi til ham den
næste morgen kl. 7. Han skal være på havnene i Kos by, som
ligger 40 km væk, senest kl 8 for at checke ind på færgen, som
sejler præcis kl 9. (Med adskillige anløb til små øer undervejs.)
Tiden er knap, og det gælder om at nyde den. Altså springer han
de 20 meter fra sit værelse hen til badebroen og på hovedet ud i
det azurblå og krystalklare middelhav med sin dykkermaske.
Ned til de venlige zebrafisk, som svømmer hen mod hans ansigt
og ønsker ham velkommen i deres element.
Efter et passende hvil i det airconditionerede værelse træder
han ud i middagsheden. ( Det skal her tilføjes, at jeg ikke har
nogen skrupler med at skrive “han” længere, da jeg udmærket
er klar over illusionen, der ligger i at sige det. Det er blot en
“talemåde”.)
Det er brændende varmt, og han søger ind i de små
skyggefyldte gyder bag ved stranden. Der er mange turister,
flest englændere, og han mærker en vis irritation over det
sædvanlige halløj med restauranter i massevis, som alle
faldbyder ting til maven. Han studerer et par spisekort og
beslutter sig for at vente med afgørelsen til grundsulten indfinder
sig.
– Så dukker det rigtige nok op, tænker han. I steder
frekventerer han et stort supermarked lige ved busstoppestedet,
som i øvrigt ikke har busafgang før kl 8 om morgenen til Kos by,
og det er for sent, når han skal med færgen kl 9. Derfor bliver
han nødt til at tage en taxi til 40 euro.
– Æv! tænker han. Han
kører en vis stramhed i sit rejsebudget. Er pensionist, og har
aldrig sparet meget op i sin lange karriere som tandlæge, men
som regel brugt rub og stub på rejser eller kvinder eller begge
dele!
Det store supermarked har en kasse med avocado, der alle er
dårlige, så han nøjes med en ny omgang yoghurt og en flaske
vand samt en pose saltede peanuts. (Han skal huske det med
salt og rigeligt vand!).
Siddende på en bænk i havnen over for et stort schweizisk
sejlskib, mens han observerer en krumbøjet millionær, der nede
i cockpittet foran sin computer er i færd med at handler
værdipapirer.( Sådan får han råd til sit luksusliv), indtager vor
pensionist sine peanuts og sin græske yoghurt og er en lille
smule misundelig over, at det ikke er ham, der sidder dernede
og tæller penge. Da han er færdig med at spiser, drister han sig
til at spørge millionæren, om det er på den måde, han får råd til
sin dyre båd.. Denne svarer grinende, at han er
softwareingeniør og sidder og programmerer algoritmer til store
firmaer. De ler lidt sammen, og han siger “hej” og slentrer, lidt
flov over sin fordom, videre langs kajen..
Om aftenen tager han et dyk og går derefter ud for at finde et
sted at spise. Han finder et nede ved havnen, hvor de serverer
ham en græsk salat med tun samt et pitabrød og en halv flaske
retzina. Der er mange mennesker, og han nyder at betragte
dem. Nogle fodrer fisk ud over rækværket mod vandet, der er
oplyst nedefra. Han ser, hvordan overfladen sitre, når fiskene
flokkes om brødstykkerne. Andre har travlt med at fotografere
sig selv og hinanden. Narkissos har ikke levet forgæves! –
tænker han.
Det er søndag morgen. Hans nat har været rolig med milde
drømme uden konflikt. Han vil ud og finde noget superglue, fordi
hans briller er gået i stykker.
Han finder det i supermarkedet nede ved busstationen. Det er
ikke nemt for ham at lime brillerne. Hans fingre klæber så stærkt
sammen, at huden går af. Men til sidst får han brillerne i orden.
Han spiser en banan til morgenmad og drikker vand med lidt
salt i. Får også købt en advocado ,
– men den er nok dårlig,
tænker han.
– Vi får se, når jeg åbner den…
Han siger:
– Nu sidder jeg og venter på min fisk hos den rare dame, jeg
valgte at spise hos. Ole Sarvig bogen bliver mere spændende
efterhånden som jeg kommer igennem den. Han skriver meget
snørklet, og jeg må tit læser sætningerne gentagne gange for at
forstå dem. Men det er hyggeligt, når man ingenting skal og
bare sidder i liggestolen ved havet og tager det ord for ord. Når
læsningen føles færdig for denne gang, rejser jeg min krop op,
tager mine dykkerbriller på og kravler ned ad stigen udenfor mit
“Beach Hotel”. Her træder jeg forsigtigt på den store sten, hvor
man netop lige kan bunde og holder balancen ved at skovle
med hænderne, før jeg kastes forover af min egen “frie” vilje og
er ude. Straks dukker stimer af sølvglinsende fisk op under mig,
og jeg glider flydende ud over revet, hvor en stor octopus viser
sig og hilser mig med alle sine 8 fangarme!
I morgen tidlig kl. 7 bliver jeg hentet af taxichaufføren, som min
vært har bestilt.
Med nerverne udenpå sengetøjet sov jeg uroligt og måtte op
flere gange for at checke, om jeg var ved at sove over mig. Jeg
fik nogle ordentlige skvulpeture ned i drømmen om længst
forgangne hændelser, der mest handlede om noget, jeg havde
glemt, og som derfor fik fatale følger for min videre færd. Kl 6
sprang jeg imidlertid veludhvilet ud af sengen og gjorde de
sidste forberedelser i den pakkeprocedure, der altid kræver stor
opmærksomhed for ikke at ende med overvægt i udvidet
forstand. Nogle damer, der også var tidligt oppe og som stod og
nød den sprøde rosa himmel og det lyseblå blikstille hav, hjalp
mig med at genvinde roen, idet de gjorde alt for at overbevise
mig om, at taxichaufføren nok skulle komme til tiden. Jeg havde
som sædvanlig forestillinger om forsinkelse og manglende
fremmøde i færgeterminalen. For hvad så? Hvad skulle jeg så
gøre, hvis jeg ikke nåede færgen?.
– Men nåede den, det gjorde
jeg. Hr chauffør ankom punktligt kl 6.45 og kørte mig i voldsom
fart ad snoede veje de 40 km til øens anden ende, hvor
hovedbyen Kos ligger. Her stod en hel flok rejsende og ventede
på færgen som skulle ankomme fra Simi.
Endelig dukkede det store skib op, og jeg blev af
menneskemængden ført ind i dets enorme gab. Her fremviste
jeg stolt min adgangsbillet til den berammede tur mod Patmos,
hvorefter kontrolløren skreg (der var høj motorlarm fra
indkørende biler og lastvogne) ind i mit øre, at denne færge slet
ikke sejlede til Patmos, og at jeg måtte se at komme af, for ellers
ville jeg komme til Bodrum!. Det lød jo meget besnærende for en
eventyrlysten herre som mig at komme et smut til Tyrkiet, men
jeg valgte alligevel at vende om og gå i land igen. Der sad jeg
yderligere en time, før en mindre færge endelig dukkede op og
tog mig og de øvrige 15 passagerer med ombord.
– Og så sejlede vi sørme ud på det græske øhav, som hurtigt
viste sig fra sin mest charmerende side, idet en stor flok delfiner
besluttede sig for at opføre dristige pirouetter i havoverfladen
tæt ved båden i bagbords side. Jeg råbte højt af glæde og
skubbede til en kvinde, som stod ved rælingen dybt forankret i
sin mobiltelefon: – Se der! Se for helvede på delfinerne i stedet
for på din åndsvage telefon! Det forstod hun og gav mig et knus,
fordi jeg havde vækket hende i hendes dødlignende søvn!
Senere blev vi rigtig gode venner, indtil hendes ven dukkede
op og omgav hende med en skærmende duft af aftershave,
mens han sendte mig truende blikke.
Vi lagde til i en yndig lille havn på den ene lille yndige græske
ø efter den anden, hvor jeg sprang op og ned ad lejdere og
stiger for at fange de bedste billeder og videoer, som jeg senere
spammede min familie og mine venner og facebook og
Instagram, og hvad ved jeg, – med…
Sent på eftermiddagen, sejlede vi endelig ind i bugten ved
Skala på Patmos, som jeg forlod i 1978 efter en vanvittig rejse
ombord på sejlskibet Nordkaperen under en storm udenfor
sydkysten af Rhodos. Det var mærkeligt, skal jeg bare sige jer.
For alt var jo forandret, men alligevel ikke. Øen er nemlig noget
helt andet end Kos, der har en lufthavn og derfor tiltrækker langt
flere turister, som, hvis de vil til Patmos, må sejle i adskillige
timer fra ø til ø før de endelig kan træde i land der, hvor
Johannes Teologen for 2000 år siden oplevede apokalypsen.
Mit hotel lå gudskelov kun 3 min. gang fra kajen, hvor vi lagde til,
og her stod værten Jacob i receptionen på sit hotel Villa Zacharo
og tog venligt imod mig og lovede endog at inkludere
morgenmaden i min pension, endskønt jeg ikke havde betalt for
den luksus.
Michael Høy skriver i sin notesbog:
– Værelset er fint med to behagelige senge, køleskab, bad,
fjernsyn og et skønt stærkt wifi, så jeg kan høre jazz på 8eren
og alt, hvad de ellers bringer i dr.dk. Plus at jeg kan spamme
alle, jeg vil, uden at det koster noget. Så der slår jeg mig ned!

Jeg skulle ud og se, hvordan jeg kunne kommer videre over til
Grikos hotel, som ligger et stykke vej væk på den anden side af
øen. Jeg tænkte på at leje en scooter, men fandt ud af, at det
kræver motorcykelbevis, og det har jeg ikke. Så kunne jeg leje
en bil, men det gider jeg faktisk slet ikke. Jeg vil helst gå eller
køre med offentlig transport. Til nød taxi, hvis det er den eneste
udvej. Jeg var inde forskellige steder for at høre, hvad det
koster, og da det var dyrt og egentlig fjollet at begynde at leje
køretøj nu, fandt jeg ud af, at jeg kan komme til Grikos hotel
herfra, hvor jeg nu er, for under 10 euro med taxi, og det blev
løsningen på det problem. Stranden ligger lidt længere ude
langs havnefronten, og her var der en lille restaurant med borde
og stole, hvor jeg fik lov at lægge mit tøj, mens jeg var ude og
dykke og se på fisk. Jeg lovede servitricen, at jeg nok skulle
bestille noget mad, når jeg var færdig med at svømme, og hun
serverede bagefter en ordentlig havbass og et glas kølig
hvidvin, som jeg indtog, mens jeg betragtede en lille dreng, som
stod og fiskede ihærdigt uden at fange noget. Til sidst
svømmede han ud med krogen for at få den derhen, hvor
fiskene var. Derefter kom hans mor og jog ham hjem.
Bag mig sad en lyshåret kvinde og drak Pernod. Hun mindede
mig om Dina, som jeg mødte i London, og som jeg tilbragte tid
med her på Patmos. Men det var selvfølgelig ikke Dina. Kun en
drøm…
Da jeg havde spist, gik jeg hjem.På vejen købte jeg en
advocado hos den søde pige og fortalte hende hemmeligheden
om stilkens farve som tegn på frugtens modenhed. Jeg købte
også en appelsin. Nu må vi se om avocadoen holder, hvad den
lover (stilken er grøn) eller den er lige som alle de andre, jeg har
købt i den sidste tid; pilrådden!
Det var den – næsten! Men der var trods alt mere kød i den
end i de tidligere købte.

Den næste morgen trådte jeg ud på verandaen under
vinrankerne, hvor hotellets store morgenbuffet med mange
slags græsk yoghurt, nødder, æg, kaffe og brød, marmelade og
honning var placeret, og tænk så:
Midt i det hele, som i en drøm, kom en smuk brunhåret kvinde
klædt i en lang løsthængende orientalsk kjole hen mod mig. Hun
satte sig med dansende lethed ved mit bord og fortalte, at hun
var gæst på hotellet.
Han spørger:
– Var du i grotten?
Hun svarer:
– Jeg var der for nogle år siden, men i år var jeg der ikke.
Han siger:
– Sidst jeg var der, satte jeg mig på en stor sten ved hulen, hvor
Johannes havde fået sin åbenbaring og lod blikket glide ud
over øen og havet for at falde til ro efter en frygtelig sejlads,
jeg havde været på med nogle kammerater i et gammelt skib.
Det var om vinteren, og vi blev fanget af en storm ved
sydkysten af Rhodos, hvor vi mistede roret og måtte søge
nødhavn i Bodrum.
– Hvornår var det mere præcist?
– Det var nok i 81, svarer jeg.
– Det er lang tid siden.
– Ja, men det føles stadig som var det i går. Det er mærkeligt;
det er som om tiden slet ikke eksisterer her. Bare det at møde
dig lige nu, forekommer mig en smule magisk. Forstår du, den
gang rendte jeg ind i et engelsk ægtepar, som havde slået sig
ned her på Patmos. Jeg fortalte dem, at mit ophold var helt
tilfældigt, da jeg havde været nødt til at hoppe af færgen her
for at kunne nå en anden færge til Athen. De rystede på
hovedet og sagde at tilfældigheder var noget dumme
mennesker havde fundet på, og at de slet ikke fandtes. Der
var en mening med, at jeg var havnet på Patmos. På det
tidspunkt var jeg ikke særlig bevidst om ret meget. Jeg havde
været i et ægteskab, som var gået i stykker, og havde sagt
min stilling op for at komme ud og sejle. Jeg var kort og godt i
en fase af mit liv, hvor der stort set ingen holdepunkter var. De
fortalte også, at de havde forbindelse til en clairvoyant mand i
London, som de mente, jeg burde besøge, og da jeg ikke
havde andet at lave, besluttede jeg at opsøge ham.
I London blev jeg præsenteret for en ung amerikansk kvinde,
som havde boet på Patmos året tidligere. Hun var ven med
den clairvoyante, og det hele virkede som en slags profeti
med den ene hensigt at bringe os sammen. Hun hed Dina og
vi blev kærester og tog tilbage til Patmos, hvor vi boede i
nogle måneder inden hun rejste til New York og jeg til
Grønland.
– Så I sås aldrig mere?
– Nej
– Det var da trist.
– Det kan man sige. Men det er lang tid siden, og måske var det
bedst sådan. Man kan aldrig vide, hvad der var sket, hvis vi
var blevet sammen. Jeg fór omkring på den tid og var heller
ikke forberedt på et længerevarende fast forhold. Alligevel
nager tvivlen i mit hjerte, og derfor er det, at jeg føler at
skæbnen atter giver mig en chance her .
– Hvorledes det?
– Ved at møde dig.
Hun ser ned i bordet. Så svarer hun:
– Jeg bor i Wien og er skuespillerinde. Jeg har en søn på 21 år
og jeg skriver børnebøger. Jeg er netop ved at forhandle
udgivelsen af min sidste bog med min forelægger. Der har
været visse vanskeligheder i den forbindelse, fordi han
ønsker at lave ændringer, som jeg ikke kan stå inde for. Der
er ikke meget at lave som skuespiller i Wien lige nu, så jeg
tager job som turistguide. Jeg er netop kommet fri af et
forhold til en mand, i hvis hus jeg og min søn boede. Vi måtte
flytte og det hele er derfor ret kaotisk. Du virker sød, men lige
nu må jeg vist nok vente lidt med at involvere mig.
– Det forstår jeg godt.
– Men vi kan mødes her i morgen igen, hvis du vil?
– Det kan du tro.
Det var noget af en overraskelse og med ét gik det op for mig, at
måske var dette møde, hele min rejses hensigt! Hun er på
besøg hos nogle venner, som er fastboende på øen. Det var
dejligt at være i et rum, hvor kommunikationen gled let og
ubesværet – og så med en smuk kvinde! Jeg blev selvfølgelig
tændt, gamle mig, men bevarede roen og holdt hele tiden
tungen lige i munden for ikke at virke anmassende. Jeg rejser jo
over til det andet sted på øen, til Grikos, i morgen, så det blev
kort, men på alle måder overraskende!
Jeg fandt et supermarked og fik købt nødder, appelsin, banan
og græsk yoghurt lavet på gedemælk og styrede direkte mod
stranden, hvor jeg fandt en lille trappe at sidde på i skyggen fra
et stort træ. Efter en svømme-dykkertur ville jeg have min
græske yoghurt og lod bægeret vende skråt nedad for at tømme
væsken fra, men det skulle jeg ikke have gjort, for straks
svuppede hele yoghurten ud af bægeret og faldt ned i sandet!
Jeg kunne dog med skeen skrabe noget op igen, og følte mig ret
besynderlig sådan at sidde og spise yoghurt hentet op fra en
sandbunke!
Jeg håber jo inderst inde, at min veninde fra i formiddags banker
på min dør og inviterer på middag, men det sker nok ikke.
Desværre!

Kvinden.

Onsdag den 27/9 kl 9:31
Sidder her ved morgen-buffeten og venter – tåbelige mig – på
hende fra i går, hvis navn jeg endog ikke kender! Troede, jeg
skulle genopleve min fortid her på Patmos. Med Dina fra New
York og Nordkaperen og John og Alice. Det var ellers tæt på, da
jeg mødte min skuespillerinde her ved morgenbuffeten, og blev
fyr og flamme og leverede en fuldkommen salgstale for mig
selv; den vidtberejste verdensmand, der endelig havde fundet
sin bane og udelukkende ventede på at møde sin
“livssledsagerske” ( endnu en gang den samme gamle historie),
– og som dog snakken så sandelig gik! Jeg lyttede og nød
hendes ansigt og hendes øjne, mens hun talte og talte og talte
og fortalte om sig selv og sin karriere og sit børnebogsskriveri
og sin søn i Wien og manden, som svigtede o.s.v.
Jeg lagde øre til, som den snedige forfører, jeg er, i håb om,
når øjeblikket indfandt sig, at kunne slå ned som en ørn og
indkassere mit bytte. Det skulle så ske ved et nyt møde her til
morgen, lige før min afrejse til Grikos.
– Og så kommer hun slet ikke, og jeg begynder langsomt at
indse, at hun faktisk aldrig spurgte ind til mig, men udelukkende
talte om sig selv, da hun nu havde fundet en så tålmodigt
lyttende person.
– Jo tak, det kan jeg sagtens se her, hvor
fortryllelsen ved dette møde, som jeg opfattede som mirakuløst,
fordi det var en tro kopi af mit første møde med Dina på Patmos
for over 40 år siden, er forsvundet.
Derfor er jeg lidt slukøret, men også klogere på mig selv og
min forestillingsevne, som nemt, ja meget nemt spiller mig et
puds. Især når det gælder kvinder.
– Åh, i begyndelsen rider jeg
på en superbølge af forventning og fremtidsdrømme om alt det,
vi skal SAMMEN o.s.v. og så…

Jeg var i går, da jeg gik omkring nede i byen og ledte efter
hende for at se, om hun måske skulle være at findes på en af de
mange restauranter, fuldstændig opsat på, at vi skulle rejse
videre sammen, og at hun skulle med til Grikos og jeg skulle
med hende til Wien!
– Jo goddav du! Sådan kan lille Jens
fantasere i een uendelighed,- og han bliver så trist og sidder
over sin græske salat og sin halve liter Retzina og stirrer ud i
mørket i håb om, at hun skal dukke op; så meget, at tjeneren får
ondt af ham og sågar klapper ham kærligt på skulderen og
siger: – Tag det roligt, gamle ven. Det går nok alt sammen! –
Selvom han jo ikke aner, hvad den ældre herre sidder og
spekulerer over, men det stråler øjensynlig ud af ham!
– Jens venter videre og drikker resten af sin vin og går hen og
køber sig en is for at dulme sin smerte, mens han stadig med
blikket søger sig omkring for måske alligevel pludselig at se
hende (hvis navn han som sagt ikke kender) dukke op et eller
andet sted i mængden blandt restaurationsborde med
knevrende turister. Tilsidst går han hjem og sover, for i morgen
skal han afsted igen (alene).
Det var læren, som verden atter en gang præsenterede ham for
og tak for den…
Kl 11:25 afgår bussen nede fra Skala, så jeg smutter nu…

27/9/23 Onsdag.
Skulle først checke ind på Hotel Grikos kl.14. Ankom 12:30 og
fik lov at anbringe min bagage i receptionen af en venlig ældre
herre, hvis kommunikation udelukkende foregik gennem en
“Google translate” app. Det var noget af en oplevelse! Han talte
på græsk ind i sin telefon, og den svarede tilbage på dansk og
viceversa, når jeg skulle sige noget til ham.
– Så oversatte
maskinen det til fejlfrit græsk. Meget effektivt!
Tilsidst anbefalede han mig at forsøge at lære et par græske
gloser, hvilket jeg er i færd med nu. Jeg har dog også installeret
“translate” på min telefon, ifald jeg får brug for at kommunikere
med nogen i dette land. Ventetiden, inden jeg blev lukket ind,
tilbragte jeg med at indtage en græsk youghurt, en liter vand og
nogle nødder…
Værelset vender ud til blå blomster og hvide huse og ligger
kun få meter fra den dejligste strand.
HBO går glat igennem, hvilket gav mig lejlighed til at begynde
på en rigtig god serie “I know this much is true”. Om aftenen
kunne jeg i restauranten, der ligger ved siden af hotellet, nyde
en herlig kyllingefilet med spinat og dertil en flaske lokal rødvin.
Bagefter vandrede jeg omkring i Grikos og fandt en smutvej
omme bag ved havnen, hvor jeg mødte en fisker, som anløb
med sit fartøj, der var på størrelse med den båd jeg har hjemme
i Bandholm.
Mæt og træt af de mange indtryk tørnede jeg derefter ind til en
stille nat.
I dag skulle jeg til Chora, havde jeg besluttet, og da jeg
vandrede ud ad landevejen ned mod busstoppestedet,
standsede en bil ved siden af mig, og en smuk kvinde spurgte
om jeg ville køre med til Skala. Jeg sprang ind i vognen, som,
viste det sig, blev ført af den venlige receptionist og overtjener
her på hotellet, som en time tidligere havde anvist mig et bord
oppe på tagterrassen, hvor morgenbuffeten bliver serveret. En
morgenbuffet, som i øvrigt er exorbitant med røreæg, græsk
salat, youghurt, æblepie og flere forskellige slags syltetøj!
Hun satte mig af nede i Skala en halv time senere. Jeg kunne
ikke et øjeblik lade være med at tænke på min veninde fra i
forgårs, eftersom jeg nu igen var i byen tæt på hende.
Selv om det hele tiden sagde mig, at jeg skulle lade være,
måtte jeg hen til mit gamle hotel og se, om jeg måske alligevel
kunne komme til at møde hende endnu en gang. Jeg havde som
sidste chance tidligt om morgenen skrevet til hotellet og bedt
dem om at give hende min mailadresse, så hun kunne komme i
kontakt med mig, hvis hun ville. Da jeg ankom, fortalte ejeren, at
hun netop var gået. Altså for sent. Jeg ærgrede mig, men
opfattede det som en slags skæbne, som hele tiden spillede mig
et puds. “Stalker” lød det pludselig inde i mit hoved. Jeg blev
frygtelig flov, og gik min vej igen.
På trods af det, ville jeg alligevel lige sidde et sted, hvor jeg
var synlig, hvis hun nu skulle komme forbi. Det blev en lille
thesalon, hvor jeg tilbragte den sidste time inden min bus til
Chora skulle afgå.
– Hun kom selvfølgelig ikke. Hvor dum kan
man være her i verden? Jeg ved det ikke. Det eneste, jeg ved,
er, at jeg i hvert fald er ekspert i naivitet . Nå, men i stedet mødte
jeg to damer, som også skulle op til Johannesklosteret, og vi
slog følge, først på bænken ved busstoppestedet og senere i
bussen, der ad snoede veje førte os op til det meget berømte
kloster, som er bygget tæt ved den jordhule, hvor Johannes fik
sin åbenbaring om verdens undergang. Der var mange turister,
som straks stormede over mod et spisested med flot udsigt, for
at få noget at æde! Damerne gik i forvejen. Jeg gik på toilettet i
den fine restaurant i stedet for!
Et skilt viste vej til klosteret og jeg begyndte at trave derop.
Damerne kom mig lidt efter i møde og fortalte, at klosteret var
lukket og først åbnede kl fire.
– OK, tænkte jeg,- så må jeg finde
et sted at opholde mig, indtil munkene vil lukke mig ind.
Der sad en mand udenfor en lille butik og falbød røgelse i nogle
små kugler, som han havde lagt på et stykke brændende trækul,
og som duftede tungt og besnærende. Han var venlig og lod mig
prøve de forskellige typer. Jeg sagde, at jeg ville komme tilbage
og købe noget, efter jeg havde været inde i klosteret.
-Der går, så vidt jeg ved, en fodsti heroppefra og helt ned til
Grikos? spurgte jeg.
– Det er rigtigt, men jeg må hellere bede min kone om at tegne
et lille kort, ellers kan du nemt fare vild, sagde han.
Det lød jo rimeligt, og lidt efter kom en kvinde frem fra
butikken med en seddel, hvor hun havde markeret den vej, jeg
skulle gå for at komme ind på fodstien. Mens jeg stod i butikken,
fik jeg øje på et lille skrin med et billede af en helgen på låget.
Jeg åbnede det og så et kors og to små flasker ligge indeni.
Kvinden kom hen og fortalte, at det var helligt vand fra klosteret
og en særlig olie, som munkene lavede og som var helbredende
for mange sygdomme. Jeg købte skrinet for at tage det med
hjem som gave til en ven.
Klokken fire lukkede klosteret op, og jeg trådte ind i en åben
gård med døre ind til små kirkerum fyldt med græsk-ortodokse
relikvier i fantastiske former og kulører.Der var fine ikoner med
glasmosaikker forestillende Johannes teologen i utallige
udgaver, og små tændte lys overalt. Tung duft af røgelse, men
desværre ingen munke. Kun to tyske turister, som knevrede
højlydt ganske uberørt af stedets “hellige” atmosfære.
Jeg vandrede omkring og kiggede ind i de tilstødende rum,
som var lidt uhyggelige, lige som det lille kapel, jeg var kravlet
ind i dagen i forvejen nede i Skala, og hvor jeg havde følt
dødens kulde langsomt snige sig ind på mig. Det er altid døden,
jeg tænker på, når jeg befinder mig i kirker eller klostre, og det
er måske også meningen, da døden jo er livets største
mysterium, – som måske slet ikke findes, men bare er noget, vi
er blevet opdraget til at tro gennem al fortidens angst…

Lettet gik jeg ud i lyset og påbegyndte min nedstigning ad
æselsporet mod Grikos. Selvom jeg havde den græske kvindes
tegning i hånden, lykkedes det mig alligevel at gå ned ad en
forkert sti, hvorved jeg endte i en indhegning med geder! – Det
var så det, skæbnen havde tiltænkt mig her i livet!

Jeg nægtede at blive ged og vendte om. Fandt langt om længe
det sten-brolagte æselspor, som jeg forsigtigt trippede de 3 km
ned ad uden at træde forkert og forstuve foden, selvom det til
tider var nogle meget skæve trin, jeg måtte træde på.
Efter en times tid dukkede den blå bugt med de opankrede
hvide skibe ud for den lille by Grikos op. Jeg tog et hvil og
satte mig på en sten, mens jeg lod stilheden iblandet de fjerne
gedebjælder, duften af timian og lyset fra det dodekanetiske hav
omslutte mig i salig fred!.
Det sidste stykke var rent svir, og snart lukkede jeg mig ind
gennem den store port på “Hotel Grikos” hos den rare
receptionist som stod med google translates i hånden parat til at
yde mig al den service der fandtes i hele verden!

Jeg gik ud langs bugten den følgende dag hen til en
skyggefuld plet under et stort træ, hvor der voksede lange siv,
som gav en udmærket indramning til et motiv, jeg tidligere
havde besluttet mig for at tegne.
– Satte mig på mit røde
håndklæde købt i “Lumin genbrug” på Bornholm og gav mig til at
lave en skitse. Snart skred arbejdet frem og jeg begyndte at se
mit billede tage form. Jeg har medbragt farveblyanter i en række
kulører indenfor hvilke mine muligheder befinder sig. Det er fint
med faste og begrænsende rammer. Jeg er tvunget til at
benytte, hvad jeg har. Hverken mere eller mindre. Så kommer
man til at kende sine virkemidler. Billedet fik farver, og jeg var
tilfreds og sluttede af.

Nu var det tid til en spadserertur videre ud ad vejen langs
bugten. Jeg nåede et åbent område omkranset af de grønbrune
bjerge og med en strand ved det mest dybblå hav, jeg længe
havde set. Rigtig Grækenland, tænkte jeg og satte mig efter at
have afvist en strandbars tilbud om en liggestol til 10 euro helt
ude i det fjerneste hjørne på en sten og gav mig til at spise min
medbragte banan og appelsin, begge indkøbt hos en mobil
grønthandler på vej gennem Grikos gader med en skrattende højttaler.
Jeg afslog på stedet en svømmetur, da der var meget stenet,
og besluttede at gemme badet til jeg kom hjem til min egen
strand.
På hjemvejen kiggede jeg kortet igennem udenfor to små
tavernaer og besluttede at spise aftensmad på en af dem..
Svømmeturen var forfriskende og med våde badebukser
trissede jeg op ad hotellets vindeltrappe og tog mig en dusch på
tagterrassen, hvorefter jeg gav mig til at skrive lidt og sende
billeder til mine børn derhjemme.
Da jeg senere hen på aftenen kom ud på vej til den første
taverna, jeg havde valgt, fik jeg et chok. Det var “supermåne”,
der hang som en stor lysende rødgul Skive mellem to øer og
skabte et glitrende bånd af reflekterende orange lys hen over
vandet. Jeg kunne slet ikke blive træt af at se på dette
naturfænomen og tog selvfølgelig adskillige billeder!
I restauranten kom jeg til at forkøbe mig, da jeg både bestilte
en halv liter lokal rødvin plus kylling på spid med salat plus brød
med taziki plus en hel skål oliven. Jeg fik selvfølgelig både spist
og drukket for meget og led resten af aftenen af oppustethed og
en let hovedpine. Shit, tænkte jeg, mens jeg overvejede om det
stadig var “tabet” af min skuespillerinde fra Villa Zacharo der
spøgte, og som fik mig til at drikke og spise for meget i håb om, at
alt så blev glemt.
Jeg må indrømme, at det stadig sidder i mig. Dette “tab”, som
jeg opfatter det. Men det er jo noget sludder. Det er kun alt det,
jeg i min fantasi havde forestillet mig, skulle ske, der var tabt. Og
så vidt jeg ved, er der ikke meget “tab” i at miste sine
forestillinger eller forventninger. Snarere tværtimod!
Her til morgen tænkte jeg at “jeg” er noget forpulet sludder,
vores forfædre har påduttet os i deres eksistentielle angst for
tilværelsen. Det er snart på tide, at vi smyger denne kappe af
skyld og angst af os og træder ud i virkeligheden lige så
uberørte, som den gang vi blev født…

Afsted efter herlig morgenbuffet ned til busstoppestedet, mens
tiden der går bliver afmålt, således at jeg ved, hvorlænge jeg
skal bruge for at nå busssen kl 9:45. For i morgen skal jeg
nemlig rejse herfra!
Dog skulle dagen i dag bruges fornuftigt bl.a. til at hente
“helligt vand” oppe i Hora, hvor det venlige ægtepar, som solgte
røgelse, havde lovet mig, at hvis jeg ikke kunne få noget oppe i
klosteret, ville de give mig en lille flaske.
Da jeg ankom til Hora, så jeg et skilt, som viste vej mod hulen,
hvor Johannes havde fået sin åbenbaring om verdens
undergang, og selvom jeg for mange år siden havde været der,
syntes jeg det var rimeligt alligevel også at tage derned i dag.
Jeg slog følge med et hollandsk ægtepar fra Rotterdam, og
efterhånden som det gik op for mig, hvordan turen kunne
blive, idet det kun gik nedad og nedad, og altså måtte
ende med en tilbagetur opad og opad, hvilket jeg var
bange for om mine knæ kunne tage, blev jeg meget betænkelig, men ved tanken om at stå på dette sted igen efter de mange år, der var gået, blev jeg alligevel så energisk, at jeg efter ca en halv times nedtur,
begejstret standsede op ved en lille hvid bygning, som jeg var
overbevist om var hulen, Johannes fik sin åbenbaring i. Jeg
satte mig straks til at tegne den og lod det hollandske ægtepar
gå videre, hvorhen vidste jeg ikke. Da jeg senere kom tilbage fik
jeg at vide, at det slet ikke var hulen, men blot et lille tempel.
Hulen lå 200 meter længere fremme!
Jeg tegnede min tegning af det, jeg mente var hulen og slæbte
mig de mange trin opad og tilbage til klosteret på toppen af
bjerget. Her mødte jeg kvinden i butikken, som hældte lidt vand
fra en plastikflasker ned i min lille dunk. Hun fortalte, at det
kunne fortyndes i det uendelige ligesom homøopatisk medicin.
Nå, men det var jo fint, tænkte jeg. Så havde jeg det til flere
gange!
Jeg spiste min medbragte banan på små rundstykker, jeg
havde taget med fra buffeten og drak mit vand (ikke det hellige!)
fra min plastik flaske. Så gik jeg ned og gav mig til at vente på
bussen tilbage mod Grikos, mens jeg igen spekulerede på,
hvorfor det møde med min østriske veninde havde bragt så
megen sorg i mit sind. Det kunne lige så godt have været
hyggeligt og sjovt, som det jo så ud til at blive. Men jeg må have
gjort noget forkert, eller osse er det bare hende, der havde travlt
i sin egen verden. Det får jeg nok aldrig opklaret. Jeg gav hende
min email, men hun har ikke skrevet og skriver nok heller aldrig.
Som det lød i mine tanker: “ Jeg kastede mig for hendes fødder,
men hun vendte mig ryggen!”
Nu sidder jeg atter heroppe på tagterrassen i den dejlige sol og
milde blæst med udsigt til brune bjerge, grønne buske og hvide
huse. Har lige været en fin lille dykkertur og hilse på mange små
fisk, som har travlt med at svømme rundt og spise, hvad de kan
finde dernede blandt tangen.
Det var supermåne i går tror jeg nok, jeg skrev tidligere. Så
fantastisk. Iaften vil jeg spise i den lille simple restaurant
hernede og prøve på ikke at foræde mig eller drikke for meget
vin ligesom i går…

Det var en god ide! Her serverede de en fin laksefilet med til-
hørende grøntsager og et enkelt glas vin. Bagefter lidt HBO og
tanker som vandrede omkring det for øjeblikket vigtigste emne
nemlig quinden (hvis navn, jeg ikke kender) i mit nuværende liv,
og hvordan jeg overhovedet skulle kunne rejse herfra uden at
møde hende blot en enkelt gang endnu. Men chancerne er
små, må jeg erkende, for om morgenen går det raskt. Færgen
afgår kl 13. Hvad kan jeg nå, når jeg ikke vil “stalke” damen?

Jeg fik pakket min rygsæk til bristepunktet og havde resten i
den lille grønne fra Indien. Stod tidligt op og var ved buffeten
præcis kl 8 og fik sagt farvel til udsigt og morgenbrise.
Snuppede et par flutes til at have med på sejlturen og lidt juice
og et æg. Snart var jeg på vej til busssen, og ved stoppesteder
mødte jeg en sød dame, som fortalte mig om sit forhold til
Jesus. Jeg fandt havnekontoret og fik min billet printet ud. Gik så
lidt omkring og vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle lave udover
selvfølgelig at tænke på “hende”. Der var ikke langt til Hotel
Zacharo, og en nærliggende tanke var at gå op og give det et
sidste “try” for måske at møde hende. -Hvo intet vover intet
vinder! tænkte jeg og gik derop med bankende hjerte. Ind
gennem porten og op i receptionen. Der var ingen mennesker.
Jeg gik lidt om bag ved skranken og kikkede ind i de private
gemakker. Her sad en kvinde, som rejste sig og kom ud, da hun
hørte, jeg rømmede mig. Jeg spurgte om min veninde var gået
ud, og hun checkede nøglerne og sagde, at hun stadig var oppe
på sit værelse. I det samme lød der trin fra trappen, og så, som
en åbenbaring, dukkede Gudrun (som hun senere fortalte mig,
at hun hed) op, på vej ned.
-Thank you, Thank you, Thank you! Var det eneste, jeg
formåede at udbryde. Jeg blev bare så glad over at se hende
igen. Det var, som hele rejsens formål udkrystalliserede sig i eet
eneste nu.
Hun kom mig smilende i møde, og jeg fortalte, hvor glad jeg
var, for at se hende. Hun foreslog, at vi skulle sætte os inde i
stuen ved siden af, og det gjorde vi.
Hun gav mig hånden og præsenterede sig:
– Jeg hedder Gudrun.
– Og jeg hedder Jens, svarede jeg og fortalte, hvor usikker,
jeg havde været på, om jeg med min direkte facon havde
skræmt hende, sidst vi talte sammen på terrassen ved
morgenmaden. Til min store glæde svarede hun, at det slet ikke
var tilfældet, og at hun også havde haft fornøjelse af at møde
mig. Hun fortalte om sit tidligere forhold til en mand, som havde
forladt hende, og at det også for hende havde været en slags
tilbageblik, det at være på Patmos. Jeg fortalte lidt om “det
hellige vand” og hulen, som jeg troede var hulen, men som slet
ikke var det, og i et kort øjeblik vældede følelserne ind over mig,
hvilket jeg ikke skammede mig over, men tværtimod lod ske.
Vi udvekslede navne og gav hånd og grinte sammen og alt var
pludselig enkelt og meget godt.

       Gudrun.

Vi skiltes og besluttede at skrive sammen. Hun havde jo min
email. Jeg gik til havnen, og på vej ud fra hotellet drønede hun
forbi mig på scooter!
Mens jeg sad og ventede på færgen i den
lille restaurant kom hun forbi på vej til “Blue ferry” kontoret og
vinkede og smilte til mig. Det var det sidste, jeg så til hende. Jeg
gik over til færgen sammen med et ældre engelsk ægtepar, og
snart efter sejlede den store katamaran ind i havnen. Jeg gik
ombord og påbegyndte den lange rejse mod Rhodos.
Som tog en hulens bunke tid, men ikke dårlig tid, fordi man
kunne stå oppe agter og lade vinden gennemblæse een, mens
bølgerne for forbi i en rasende fart. Vi anløb Simi og andre små
øer, som jeg ikke husker navnene på, og ved 6 tiden ankom vi
så til Rhodos. Vi var sejlet fra Patmos kl 1, så det var noget af en
tur. Det havde blæst kraftigt, og flere af de forbipasserende
sejlbåde så ud til at have svært ved at stride sig op mod vinden,
mens andre rullede fælt på læns kun med en genua oppe. Jeg
stod og gled tilbage til gamle dage, da jeg selv lå derude med
min Sagitta og havde alle antenner ude for at gennemføre en
ordentlig sejlads.
Endelig langt om længe gled vi ind i havnen på Rhodos. Store
luksusbåde overalt og et leben med mangeartede mennesker,
dog fortrinsvis standardturister af engelsk eller tysk oprindelse.
Jeg tog min telefon frem og fandt hurtigt ud af, at “Medieval
Rose Guesthouse” ikke lå så forfærdelig langt væk, og beslutte
mig til at gå derhen. Og sikke en tur! Det var som
Dyrehavsbakken i myldretiden. Tonsvis af udstillet krap. Hatte,
tøfler, honning, legetøj og alt muligt andet turistragelse.
– Og så
selvfølgelig MAD. I alle afskygninger. Som sædvanlig, tænkte
jeg. Menneskets mave er som en åben skakt der aldrig kan
fyldes. Der blev ædt og spist og drukket og slubret og snust til
lammekoteletterne, pølserne, fiskene og alle de græske
specialiteter. Mussaka og fetaost o.s.v. Skyllet ned med rigelig
Retzina.
Således forberedt på mine to dages ophold på Rhodos, fandt
jeg endelig en smøge med en trappe op til en rød dør, hvorover
skiltet “Medieval Rose Guesthouse” hang til venlig information
for den nysankomne Jens fra Danmark. Inde i en lille gård var
der anbragt en tavle, hvorpå navnet “Jens” var skrevet med kridt
efterfulgt af værelsesnummer 6. Flot, tænkte jeg, så går jeg bare
op og ind i mit værelse. Det var stort og rent med to senge og
aircondition, så jeg kunne ikke klage. Jeg var sulten og gik
straks ud for at finde noget mad. Umiddelbart udenfor mit logi lå
en beskeden restaurant som serverede en ret med stuvede
bønner, et glas vin og noget græsk brød.
Så var jeg også færdig. Faldt omkuld på min seng og vågnede
først næste morgen, hvor jeg havde besluttet at find vej til
lufthavnsbussen, så jeg, når jeg skulle afsted, ikke ville fare vild
og komme for sent til mit fly.
Ad snoede gader og gyder i et mylder af turister fandt jeg
endelig ved hjælp af google ned forbi havnen med den tætte
trafik langs kajen og hen til det store træ, som min vært på
Medeival havde fortalt om. Under det stod ganske rigtigt en
bænk, hvor man kunne sidde og vente på lufthavnsbussen. Der
var også et skilt med tider og en automat, hvor man kunne købe
billetter.
Så vidste jeg det.
Jeg var ikke spor sulten og også en smule sløj, da jeg stred
mig hjemad igen og havde absolut ikke lyst til at spise
nogetsomhelst. Jeg gik faktisk op på mit værelse og begyndte at
pakke mine ting for kort tid efter at lægge mig under lagenet.
Jeg skulle jo med bussen allerede kl 7, og måtte for at være på
den sikre side afsted kl 6, så jeg kunne lige så godt lægge mig
og vente på morgendagen.
Kl 5:30 ringede vækkeren og jeg begav mig efter at have spist
den sidste bolle fra morgenmadsbuffeten på Grikos og drukket
en kop kamillethe, afsted ud i den mennesketomme nat. Det var
mærkeligt at gå i de gader, der dagen i forvejen havde været
fyldt med mennesker. Jeg fandt mit træ og en ung pige, som sad
og ventede på bænken. Hun hjalp mig med at købe en billet, og
så var der ikke andet at gøre end at vente. Det foregik ved, at
jeg lagde mig på en anden bænk ved siden af og lå og kiggede
op i det store træs krone, hvor utallige grene og blade havde
skabt et helt univers med fugle og slyngplanter og små blomster,
altsammen belyst nedefra af en kraftig projektør.
Bussen kom planmæssigt kl 7 og så begyndte en skramlende
bumletur ad hullede veje ud mod lufthavnen. Det var lige til at få
hovedpine af, så meget hoppede den, men til sidst nåede vi
derud og jeg steg af. Det var nemt at finde “departure” og her gik
jeg med rystende hjerte hen mod “Security” for at lade min
bagage gennemlyse. Der var mange flasker med sololie, som
jeg gerne ville have med hjem, og jeg frygtede, at de ville tage
dem fra mig, fordi de ikke var pakket ordentligt ind i plasticpose,
men jeg blev skannet og gik glat igennem uden problemer.
Jeg fandt en bænk med udsigt til landingsbanen, havet og
nærliggende øer. Her satte jeg mig og ventede. Ved siden af
mig sad en mand, som jeg troede var fra Østrig pga hans
accent, men han svarede en lille smule fornærmet, at han var
fra Frankfurt i Tyskland.
Ved flyselskabet “Condor”s disk fik jeg øje på denne kasse
med mål for størrelse på med bragt håndbagage, som ens
rygsæk skal kunne passe ind i, hvis man må have den med op i
flyet. Den gør mig altid en lille smule bange, for hvis ikke den
passer, skal man have bagagen checket ind, og det koster en
hulens masse penge. En gang så jeg en mand, hvis bagage
ikke passede i kassen, prøve med vold og magt at få den
presset ned, som om det skulle nytte noget for ham for at få den.
med op i flyet. Han endte med at måtte betale. Men kassen blev
ikke brugt i mit tilfælde, og jeg gled forbi uden besvær, selvom
min rygsæk næppe ville have kunnet være i målekassen!
Jeg fik som sædvanlig, når jeg ikke på forhånd betaler for
sædevalg, en midterplads mellem to herrer, som jeg dog ikke
havde den store konversation med under turen. Den tog godt og
vel halvanden time, hvorefter vi landede i Wien. Her for jeg
noget forvirret rundt lige i begyndelsen, da jeg troede, at jeg
skulle ud af lufthavnen og ind igen gennem Security een gang
til. Det viste sig, at det skulle jeg ikke. Først en venlig kontrollør i
en parfumeforretning og dernæst et ægtepar, som også skulle
med Air østerich, viste mig nemlig vej ned ad en trappe til en
ventende bus, som førte mig over til gate F, hvor flyet til
København skulle afgå, og der var ingen Security check, fordi vi
var i chengen, som de sagde. Det passede mig fint, for så fik jeg
atter en gang lov til at beholde min sololie.
Oppe ved gate F var der liv og glade dage med mange
mennesker og restauranter, hvor jeg fik købt mig en sandwich
med noget ubestemmeligt salat og en musse vist nok med
kylling samt en apfelcidermost med brus. Det satte jeg mig og
indtog under skiltet med afgangstider, så jeg kunne være
underrettet om mit flys departure.
Ude ved gaten stod Air Østerreich med en ny kasse og
fortalte, at flyet var fuldt booket, og at de derfor blev nødt til at
være strikse med bagagen, så hvis man troede, man havde for
tung håndbagage, var det bedre at man fik den checket ind og
lagt i bagagerummet. Jeg gik op og spurgte, om min var for
tung, men det syntes damen ikke. Jeg  kom gennem
kontrollen og undgik kassen og kom frelst ud i flyet til
København.
Fik atter et midtersæde med en tavs dame på min venstre side
og en mærkelig lidt forstyrret herre, som bar covidmaske, på
min højre. Der var noget turbulens især under indflyvningen til
Kastrup, men ellers gik turen glat. Vi fik små chokoladestykker
af østrigsk oprindelse til at tage trykket i ørene lige før vi
landede, og så kan det nok være, jeg fik fart på, da det gik op for
mig, at der kun var en time til mit tog til Maribo skulle afgå. Jeg
havde jo flexbillet og den skulle nødigt mistes.
Da jeg nåede Københavns Hovedbanegård så jeg, at tiden var
en hel anden her end i Øatrig, og at jeg nu faktisk havde 2 timer
til toget skulle afgå. Jeg havde slet ikke været nødt til at skynde
mig så meget, så jeg tissede for de fem kroner det koster at
tisse på Københavns Hovedbanegård. (Pengen bliver
efterhånden mindre og mindre værd, så det gælder åbenbart om
at bruge dem hurtigst muligt. Sådan ser jeg nu på det, og i
morgen kommer heller aldrig.) Da jeg havde tisset fik jeg en kop
the med mælk i midtercafeen, hvor jeg forsøgte at komme på
nettet, som dog først lykkedes, efter jeg havde genstartet Ipad.
Jeg købte en crispy chicken i Mc Donald og en Cola hos en
sød ung dame med smil. Det tog jeg med ned i toget og spiste
imens jeg lyttede til en ung pige, som sad og talte i telefon på et
sprog, jeg først troede var græsk, men senere nok mente var
finsk.
FlexTrafik var på pletten. Det var en mand fra et
flygtningeland med særlig plast afdækning af bagsædet, ifald
jeg skulle brække mig under turen, hvilket var højst sansynligt,
idet han kørte som en brækket arm ned gennem
Knuthenborgskovene, hvor der ofte springer dådyr ud på vejen
om natten. Vi kom dog frelste hjem og han smed mig af med et
gnavent nik, og så var jeg hjemme og måtte straks lufte ud, for
her lugtede surt efter de mange dage i indelukkethed. Min
mimose var lidt tør, men i live, og nu kommer Lasse ind og
fortæller at min hæk er klippet.

oooooooooOoooooooo

 

Efter et par dage hjemme i sit lille hus i Bandholm skriver han:
Her er vi så. Alle vi forliste skæbner, der hverken ved ud eller ind
og absolut ikke vil indse det, men hele tiden tror, at vi nok skal
fikse det. For vi har jo altid kunnet fikse alting, ikke? Når cyklen
går i stykker, så fikser – eller hedder det fixer? vi det. Det er
vores adelsmærke, at vi nok skal komme ovenpå, bare vi
tænker os om.
– Tænk dig om, sagde mine lærere altid og det
snurrede og roterede oppe i mit hoved til jeg blev helt skør og
kom ud med et eller andet svar jeg havde læst i et eller andet
tidsskrift eller “Populær Mekanik” eller sådan noget. I bund og
grund viste jeg ingenting og gik rundt som i en tåge og gjorde og
sagde noget som jeg ikke vidste, hvor kom fra. Nå, men skidt
være med det. Nu har jeg levet i 83 år her på kloden og er ikke
blevet en skid klogere. Snarere tværtimod. Men måske det
kunne hjælpe at skrive lidt igen, tænkte jeg her til morgen, da
jeg fandt en af mine gamle kinabøger, som var fyldt med
håndskrevne notater fra mit tidligere liv. Det var interessant at
se, hvor omhyggeligt jeg beskrev min sindsstemning for hver
dag, der gik.
Jeg er netop kommet hjem fra mit daglige bad nede på
Bandholm badeanstalt. Det regnede hele tiden og var derfor lidt
af en overvindelse at stride sig ad gangbroen langs vandet,
mens regnen piskede mig i ansigtet og mine bukser begyndte at
blive gennemblødte. Selve badet i det nu begyndende iskolde
vand var som vanligt en oplevelse. Kroppen vågner op i et
smæk og skriger begejstret til alle som gider høre på det, at den
bare er i hopla og at alt er såre godt. Det brænder lidt i huden,
når man kravler tilbage ad metaltrappen, men med nogle
knæbøjninger og armsving varer det ikke længe før den indre
varme og endorfin stemningen indfinder sig og humøret stiger til
uanede højder. Her sker det ofte, at jeg griber til min lille
mundharmonika, hvor ind og udblæsningsrytmen overtager
fuldstændig og en særpræget dans bliver resultatet.
Jeg har bestilt en masse fra “Helsebixen” som DAO havde
anbragt udenfor min dør tidligt i morges med en plasticpose
over for at beskytte mod regnen som silede ned. Det er nu
altsammen lagt på plads og jeg sidder og nyder varm
gurkemejeeddike mens jeg skriver. Hører Knausgård om hvorfor
han skriver. Det er meget sjovt, for han nævner også det der
med at blive set. Behovet for at nogen ser een. Og det med at
håbe på anderkendelse o.s.v. Han er meget ærlig omkring sit
forfatterskab. Beroligende for sådan een som mig, der i tide og
utide bevæges af tanker om, hvorvidt Sebastian skrive den
anmeldelse i Folketidende eller ej. Jeg prøver at være så
afslappet som muligt og ikke lægge pres på ham, men kun med
små venlige henvendelser at tilkendegive, at jeg er spændt på,
hvad han kommer til at skrive om de to bøger, jeg gav ham.
Det var en god dag i lørdags, da båden kom på land. Alle hjalp
hinanden og bekræftede at søfolk er fine. Jeg fik spulet bunden,
som var fuld af ruer, som er små dyr i et hvidt pyramideformet
kalkhus, som havde sat sig fat overalt. Nu skraber jeg dem væk
med et lugejern og en spatel, jeg har lavet, sat fat på et gammelt
bådshageskaft. Jeg sidder på en lille liggestol for at kunne nå
ind under, og det hjælper også at den i år står på nogle høje
klodser, så jeg kan komme til. Det har regnet foreløbig indtil nu,
og det ser ikke ud til at holde op lige med det samme. Det
passer mig i grunden meget godt at være inde og sysle med ting
under tag. I morgen håber jeg dog på, at det bliver opholdsvejr,
så jeg kan komme i gang med vinterpræservering af den gamle
Bukh dv 20 motor. Gudrun fra Patmos har ikke skrevet, og jeg
forventer heller ikke, at hun gør det.
– Hvorfor skulle hun det?
Hun synte nok bare, jeg var en gammel original… Eller også
skriver hun…
Vi går allesammen her på Lysmøllegade og venter på en
huslejeforhøjelse. Men vi har gjort indsigelse til huslejenævnet
og håber selvfølgelig på, at den bliver sløjfet. Suely var her i går.
Det er hyggeligt, når hun kommer forbi og vi drikke en kop the
eller spiser aftensmad sammen. Ellers har børnene det, så vidt
jeg ved, godt, og det er jo godt.
Jeg stod tidligt op i morges. Allerede kl 7, hvilket er umanerlig
tidligt for mig, der ofte sover til 9.30. Men det var vigtigt at
komme afsted, fordi de havde lovet regn om eftermiddagen, og
jeg skulle gerne være færdig med motorens klargøring for
vinteren inden da.
Først måtte jeg have noget vand at spule den igennem med.
Der ligger en lang gul slange fra pontonbroen og over til
bådpladsen. Den skulle trækkes frem og en hane, som stikker
op af jorden lige ved nedgangen til havnen, skulle drejes for at
vandet kunne komme ud. Det gjorde jeg og vandet begyndte
straks at fosse. Gudskelov havde jeg forberedt mig med en
ventil og et han-stik, så jeg kunne styre flowet. En stor balje blev
stillet op ved siden af motoren og fyldt med vand. Derefter
tilsluttede jeg slangen, som skulle suge vandet ind i motoren, til
studsen lige ved impelleren og satte strøm til starteren. Den ville
først slet ikke i gang. Jeg blev ved med at køre med den og til
sidst begyndte den at tænde. Det har været næsten frostvejr i
nat, så det er nok derfor den havde svært ved at få brændstoffet
antændt. Efter et stykke tid kørte den jævnt til stor beroligelse
for mig. Snart fik jeg hældt kølervædske op i en spand og
fortyndet det til det dobbelte. Imens kørte motoren og sugede
vandet fra baljen ind gennem kølesystemet som blev skyllet ren
for saltvand.Efter tyve minutter var termostaten åben og jeg
skiftede ferskvandet i baljen ud med den fortyndede
kølervædske, som derefter blev suget ind i motoren. Jeg
kontrollerede at udstødningsvandet blev blåt lige som
kølervædsken og slukkede derefter motoren netop som det
sidste blå var suget op fra spanden.
Det var Bukh’en, som nu er klar til vinterens frost, og det er en
lettelse endelig at være nået så vidt. De kommende dage vil jeg
skifte kalechen ud med en vinterpressenning og sætte båden i
hi de næste 5 måneder.
Min nabo på pladsen, Kim, var også i gang med sin båd, som
han har købt i Jylland for 2000 kr og som han pusler om, så den
efterhånden er ved at blive rigtig flot.
Jeg har bestilt en blender, fordi den gamle brændte sammen
og udsendte ildelugtende røgskyer.
I aften kommer Suely.
Så det hele kan vel næppe være meget bedre.
Udover at der er krig alle vegne, hvorhen man end vender sig. I
Gaza og Ukraine nu og snart har det bredt sig til hele jorden og
vi alle går op i røg. Det er fremtiden mens jeg sidder her i mit lille
hus og læser Knausgård, som om det skulle nytte noget.
Det gør det heller ikke for der er ikke noget der nytter noget.
Det er et falsum, at noget kan blive til noget andet. Det er det
samme uanset, hvordan man end vender og drejer det. Der er
kun det noget, der er, og det er det hele tiden og det er det vi
mennesker gør. Vi laver lort i den. Vi laver kun lort i verden, og
nu kommer et lavtryk med tætte isobarer stormende ind gennem
den engelske kanal og forsyner os atter en gang med tonsvis af
sur, kold og kedelig støvregn, som får een til at føle, hvor
ubeboelig dette land er om vinteren. Så kan man sidde her og
kigge ind i denne flaksende TV skærm, hvor alle rædslerne
udspiller sig, og man selv blot kan se til som en anden voyeur.
Pis er det og jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre, eller kan gøre og
hvad er det at gøre i det hele taget. At gøre vil sige, at der er en,
der gør noget. Altså er det en bevægelse fra et til noget andet,
men dette andet er opstået som virkning af en årsag, og i bund
og grund er denne årsag virkningen i sig selv. Der er ingen
forskel. Det er ikke først det ene og så det andet. Det er een
akausal bevægelse og derfor umulig at “gøre”. Derfor er der ikke
noget at gøre. Tværtimod vil enhver “handling” kun gøre det
hele meget værre. Det er det vi mennesker ikke har indset, og
det er derfor det går som det gør. For hver gang vi forsøger at
“gøre” noget bliver det meget værre. Vi lægger ved på bålet i
stedet for at lade det brænde ud af sig selv ved netop ikke at
“gøre” noget.
Og her kommer vi til sagens kerne nemlig det at vi “gør” os
vore tanker. Vi tror vi “vælger” vores tanker. At vi “tænker” som
en handling, vi “gør”. Som om vi selv tænker, idet tanken spiller
os det puds at få os til at tro, at vi er tankens herre, når det
omvendte er tilfældet. At vi er slave af vores tanker, fordi vi tror,
vi “er” dem, når vi i virkeligheden slet ikke eksisterer uden netop
i vores tanker. Dobbeltspillet er evident, men ønskes ikke
erkendt, da det medfører eksistentiel angst for “hvad så”? For
hvad er jeg så, hvis ikke jeg er mine tanker om mig selv?
Svaret er kort og godt: En løgn.
At erkende sandheden om løgnen kan ingen lære een. Det
opstår, når man ser det, og man ser det, når det opstår.
Kvantemekanisk superposition er det, at et fysisk system
(f.eks. en elektron) kan eksistere i mere end én af dets teoretisk
mulige tilstande (egenskabskonfigurationer) samtidig; men, som
når målt/observeret, kun giver én tilstand.
Superposition er den tilstand vi befinder os i før tanken/
observatøren griber ind og måler/fastsætter positionen.
Med andre ord: superposition er virkeligheden, der, når tanken
griber ind, bliver en position. Mig kontra dig som to positioner
over for hinanden. Som to tanker overfor hinanden i en levende
superpositionel virkelighed.
Det var, hvad der faktisk slog ned i mig i morges som en slags
indsigt, mens jeg stod og vaskede op efter aftensmaden i en
helt fredelig superposition af alle mine elektroner i hele min krop
og alt det andet omkring mig.
Dette skrev jeg til Hr Tot på Facebook, og så må vi se, hvad
han siger til det.
Jeg kørte begejstret mod Nykøbing i håb om endelig at få has
på den skide telefon, som hele tiden bræger som et sygt får så
snart den kommer ud i kulden, så jeg ikke kan forstå, hvad folk
siger og må bede dem om at ringe mig op senere, når jeg
kommer hjem og får varmet dyret op på radiatoren.
Det hjalp bare slet ikke, fordi det viste sig at den skulle
nulstilles, hvis den skulle til reparation, og så forsvinder alle
mine foto og videoer, og det vil jeg ikke have, før jeg har lavet en
back up. Derfor måtte jeg atter en gang køre tilbage med
uforrettet sag omkring den skide mobiltelefon. Men jeg fik da
købt noget køkkenrulle og 3 campinggas hos Harald Nyborg.
Var i København hos Suien forleden. Det er sjovt som sproget som
ofte får skrevet sig selv, når man ikke bryder ind med een eller
anden “hensigt” med det hele. Lad det flyde frit, som David
Byrne siger, og det gør jeg. I København boede jeg på Next
House inde ved Hovedbanegården. Parkerede ude hos Suien,
som jeg også boede hos den første nat i byen. Det var dejligt at
være alene sammen med hende min datter alene sammen med
Oscar den lille laban, som smider al ting på gulvet og bryder ud i
et begejstringsgrin, når han ser de “voksnes” reaktion, for de
slår ham selvfølgelig ikke eller skælder ham ud for det.
Allerhøjest skriger de lidt om at det må han ikke og sådan noget
og det er blot et ekstra krydderi til hele forestillingen. Jeg siger,
at det er ungdomsoprør mod de gamle forældre, der ikke forstår
en skid af, hvad der foregår her i verden. Det bliver min datter
ganske vred over, og opfatter det som en kritik, jeg rejser mod
hende, og det er det jo slet ikke.
Jeg fik langt om længe købt et par nye støvler. Først var vi i
Frederiksbergcentret hos Ecco og se på nogle i ruskind, som jeg
passede rigtig godt, men som var alt for følsomme for snavs.
Derfor blev det ikke til noget der, og istedet gik vi på kaffe og
juicebar, hvor Jonathan – undskyld, jeg mener selvfølgelig
Oscar. Jeg glemmer ofte, at tiden er gået og det slet ikke er min
søn Jonathan, men mit barnebarn på 2 år..
– Men der på
kaffebaren smed han en stor tallerken ned på gulvet og skreg af
glæde, da han hørte larmen, den lavede, da den ramte den
hårde overflade.
Jeg gik i Dagmar bio for at se en film og stumplede ind i “Stop
Making Sense” med “Talking Heads” og det må jeg nok sige var
et scoop. Hold da helt kæft, hvor var det fed musik. Jeg skrev til
min anden datter (den ældste) om det, og hun havde været til
koncert med dem i 84 i New York og hendes fyr Hr Tot kendte
den også og skrev tilbage, at det var den bedste koncertfilm
EVER!
Og det var ikke nogen overdrivelse. Jeg sidder netop nu og
lytter til koncerten på Spotify.
Mens jeg nyder en grøntsagsdrik lavet på min nye blender,
som jeg måtte købe, fordi den gamle gik op i brand og ilde lugt
af ophedet isolationsmateriale fra motoren.
Båden er langt om længe lagt i vinterhiet med pressenning låst
fast med uendelig mængde af tynde liner omkring, så ingen
storm eller snevejr kan trænge ind.
Min nabo Lasse siger, at jeg ikke kan huske noget, men det
han husker, behøvet jo nødvendigvis ikke være det, jeg husker.
Det forstår han ikke. Han tror, at det han ser også er det, jeg ser,
men det er det jo slet ikke. Deri ligger vanskeligheden ved at
kommunikerer med mennesker. Fordi det foregår via koder. Via
sprog, som er billeder eller symboler og netop ikke det omtalte,
men en beskrivelse. Og det må man skrive sig bag øret, at en
beskrivelse er en nødløsning i stedet for at SE. Og som sagt er
det, jeg ser ikke nødvendigvis det, den anden ser. Så først må vi
være enige om det sprog, vi bruget, og dernæst må vi være klar
over vores grundliggende uvidenhed. Vores grundliggende
superposition/ukendthed. Før kan vi ikke positionere os
overhovedet. Og hver gang, vi positionere os, må vi give tid til,
at vi kan falde tilbage i superposition. Dvs at det hele kan
kommer på et plan, hvor de to superpositioner “entangler”, dvs
er i symbiose. Så kan der kommunikeres. Ikke før!
Og det kræver stilhed. Først og fremmest. Tid om man så må
sige. Dvs ophør af jag og pres for at nå et mål. For at nå først op
på sejrsskamlen og alt det der lort, som verden er drevet af. Og
indsigt i begrebet “tid” som noget vi mennesker har skabt og
ikke noget, der har egeneksistens. Det må vi allerførst være klar
over. Ellers kan vi ikke komme nogen vegne ind I en fælles
indsigt i altings natur. Sådan er det bare, om du vil det eller ej.
Men det er som tidligere sagt op til enhver selv at finde ud af
det. Det er ikke noget andre kan finde ud af for een. Det kræver
alt, og det er der ikke mange, der er villige til, og det er synd, for
det ville være dejligt, hvis lidt flere sagde: Stop making sense!
10 Jan
Er nu igen på farten.I morgen rejser jeg til København. Det bliver
dejligt at komme lidt ud til nye indtryk. Selv om badet i det
iskolde vand hver dag her i Bandholm nok kan holde mig vågen,
skal det alligevel blive rart med lidt “vækkelse” ude i den store
verden. Jeg kører derind. Det er bedst for så kan jeg bruge bilen
som en slags base, selv om jeg bor inde på “Next House”. Det
var min datter Bynke, der inviterede mig til at møde hende i
“Cinemateket” hvor vi skal se en film fra frøstruplejren og høre
foredrag af hendes ven Lars Movin.
Lige nu skriver hun at Konrad er død. Det var hendes
moskusand, som elskede mariekiks. Jeg malede den. Den
snuppede kiksen ud af ens hånd på en særlig opmærksom
måde, som jeg aldrig vil glemme. RIP kære Konrad!
Jeg er også blevet inviteret til at spise middag hos min datter
Suien og Svigersøn Bue på fredag aften. Fedt! Glæder mig især
til at være sammen med selveste Oscar, som er mit barnebarn
med krudt i på 2 år.

 

Her er vi så. Alle vi forliste skæbner, der hverken ved ud eller ind og absolut ikke vil indse det, men hele tiden tror, at vi nok skal fikse det. For vi har jo altid kunnet fikse alting, ikke? Når cyklen går i stykker, så fikser – eller hedder det fixer? vi det. Det er vores adelsmærke, at vi nok skal komme ovenpå, bare vi tænker os om. – Tænk dig om, sagde mine lærere altid og det snurrede og roterede oppe i mit hoved til jeg blev helt skør og kom ud med et eller andet svar jeg havde læst i et eller andet tidsskrift eller “Populær Mekanik” eller sådan noget. I bund og grund viste jeg ingenting og gik rundt som i en tåge og gjorde og sagde noget som jeg ikke vidste, hvor kom fra. Nå, men skidt være med det. Nu har jeg levet i 83 år her på kloden og er ikke blevet en skid klogere. Snarere tværtimod. Men måske det kunne hjælpe at skrive lidt igen, tænkte jeg her til morgen, da jeg fandt en af mine gamle kinabøger, som var fyldt med håndskrevne notater fra mit tidligere liv. Det var interessant at se, hvor omhyggeligt jeg beskrev min sindsstemning for hver dag, der gik.
Jeg er netop kommet hjem fra mit daglige bad nede på Bandholm badeanstalt. Det regnede hele tiden og var derfor lidt af en overvindelse at stride sig ad gangbroen langs vandet, mens regnen piskede mig i ansigtet og mine bukser begyndte at blive gennemblødte. Selve badet i det nu begyndende iskolde vand var som vanligt en oplevelse. Kroppen vågner op i et smæk og skriger begejstret til alle som gider høre på det, at den bare er i hopla og at alt er såre godt. Det brænder lidt i huden, når man kravler tilbage ad metaltrappen, men med nogle knæbøjninger og armsving varer det ikke længe før den indre varme og endorfin stemningen indfinder sig og humøret stiger til uanede højder. Her sker det ofte, at jeg griber til min lille

mundharmonika, hvor ind og udblæsningsrytmen overtager fuldstændig og en særpræget dans bliver resultatet.
Jeg har bestilt en masse fra “Helsebixen” som DAO havde anbragt udenfor min dør tidligt i morges med en plasticpose over for at beskytte mod regnen som silede ned. Det er nu altsammen lagt på plads og jeg sidder og nyder varm gurkemejeeddike mens jeg skriver. Hører Knausgård om hvorfor han skriver. Det er meget sjovt, for han nævner også det der med at blive set. Behovet for at nogen ser een. Og det med at håbe på anderkendelse o.s.v. Han er meget ærlig omkring sit forfatterskab. Beroligende for sådan een som mig, der i tide og utide bevæges af tanker om, hvorvidt Sebastian skrive den anmeldelse i Folketidende eller ej. Jeg prøver at være så afslappet som muligt og ikke lægge pres på ham, men kun med små venlige henvendelser at tilkendegive, at jeg er spændt på, hvad han kommer til at skrive om de to bøger, jeg gav ham.
Det var en god dag i lørdags, da båden kom på land. Alle hjalp hinanden og bekræftede at søfolk er fine. Jeg fik spulet bunden, som var fuld af ruer, som er små dyr i et hvidt pyramideformet kalkhus, som havde sat sig fast overalt. Nu skraber jeg dem væk med et lugejern og en spatel, jeg har lavet, sat fast på et gammelt bådshageskaft. Jeg sidder på en lille liggestol for at kunne nå ind under, og det hjælper også, at den i år står på nogle høje klodser, så jeg kan komme til. Det har regnet foreløbig indtil nu, og det ser ikke ud til at holde op lige med det samme. Det passer mig i grunden meget godt at være inde og sysle med ting under tag. I morgen håber jeg dog på, at det bliver opholdsvejr, så jeg kan komme i gang med vinterpræservering af den gamle Bukh dv 20 motor. Gudrun fra Patmos har ikke skrevet, og jeg forventer heller ikke, at hun gør det. – Hvorfor skulle hun det? Hun synte nok bare, jeg var en gammel original… Eller også skriver hun…

Vi går allesammen her på Lysmøllegade og venter på en huslejeforhøjelse. Men vi har gjort indsigelse til huslejenævnet og håber selvfølgelig på, at den bliver sløjfet. Suely var her i går. Det er hyggeligt, når hun kommer forbi og vi drikke en kop the eller spiser aftensmad sammen. Ellers har børnene det, så vidt jeg ved, godt, og det er jo godt.
Jeg stod tidligt op i morges. Allerede kl 7, hvilket er umanerlig tidligt for mig, der ofte sover til 9.30. Men det var vigtigt at komme afsted, fordi de havde lovet regn om eftermiddagen, og jeg skulle gerne være færdig med motorens klargøring for vinteren inden da.
Først måtte jeg have noget vand at spule den igennem med. Der ligger en lang gul slange fra pontonbroen og over til bådpladsen. Den skulle trækkes frem og en hane, som stikker op af jorden lige ved nedgangen til havnen, skulle drejes for at vandet kunne komme ud. Det gjorde jeg og vandet begyndte straks at fosse. Gudskelov havde jeg forberedt mig med en ventil og et han-stik, så jeg kunne styre flowet. En stor balje blev stillet op ved siden af motoren og fyldt med vand. Derefter tilsluttede jeg slangen, som skulle suge vandet ind i motoren, til studsen lige ved impelleren og satte strøm til starteren. Den ville først slet ikke i gang. Jeg blev ved med at køre med den og til sidst begyndte den at tænde. Det har været næsten frostvejr i nat, så det er nok derfor den havde svært ved at få brændstoffet antændt. Efter et stykke tid kørte den jævnt til stor beroligelse for mig. Snart fik jeg hældt kølervædske op i en spand og fortyndet det til det dobbelte. Imens kørte motoren og sugede vandet fra baljen ind gennem kølesystemet som blev skyllet ren for saltvand.Efter tyve minutter var termostaten åben og jeg skiftede ferskvandet i baljen ud med den fortyndede kølervædske, som derefter blev suget ind i motoren. Jeg kontrollerede at udstødningsvandet blev blåt lige som kølervædsken og slukkede derefter motoren netop som det sidste blå var suget op fra spanden.

Det var Bukh’en, som nu er klar til vinterens frost, og det er en lettelse endelig at være nået så vidt. De kommende dage vil jeg skifte kalechen ud med en vinterpressenning og sætte båden i hi de næste 5 måneder.
Min nabo på pladsen, Kim, var også i gang med sin båd, som han har købt i Jylland for 2000 kr og som han pusler om, så den efterhånden er ved at blive rigtig flot.
Jeg har bestilt en blender, fordi den gamle brændte sammen og udsendte ildelugtende røgskyer.
I aften kommer Suely.
Så det hele kan vel næppe være meget bedre.
Udover at der er krig alle vegne, hvorhen man end vender sig. I Gaza og Ukraine nu og snart har det bredt sig til hele jorden og vi alle går op i røg. Det er fremtiden mens jeg sidder her i mit lille hus og læser Knausgård, som om det skulle nytte noget.
Det gør det heller ikke for der er ikke noget der nytter noget. Det er et falsum, at noget kan blive til noget andet. Det er det samme uanset, hvordan man end vender og drejer det. Der er kun det noget, der er, og det er det hele tiden og det er det vi mennesker gør. Vi laver lort i den. Vi laver kun lort i verden, og nu kommer et lavtryk med tætte isobarer stormende ind gennem den engelske kanal og forsyner os atter en gang med tonsvis af sur, kold og kedelig støvregn, som får een til at føle, hvor ubeboeligt dette land er om vinteren. Så kan man sidde her og kigge ind i denne flaksende TV skærm, hvor alle rædslerne udspiller sig, og man selv blot kan se til som en anden voyeur. Pis er det og jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre, eller kan gøre og hvad er det at gøre i det hele taget. At gøre vil sige, at der er en, der gør noget. Altså er det en bevægelse fra et til noget andet, men dette andet er opstået som virkning af en årsag, og i bund og grund er denne årsag virkningen i sig selv. Der er ingen forskel. Det er ikke først det ene og så det andet. Det er een akausal bevægelse og derfor umulig at “gøre”. Derfor er der ikke noget at gøre. Tværtimod vil enhver “handling” kun gøre det hele meget værre. Det er det vi mennesker ikke har indset, og det er derfor det går som det gør. For hver gang vi forsøger at “gøre” noget bliver det meget værre. Vi lægger ved på bålet i stedet for at lade det brænde ud af sig selv ved netop ikke at “gøre” noget.

Og her kommer vi til sagens kerne nemlig det, at vi “gør” os vore tanker. Vi tror vi “vælger” vores tanker. At vi “tænker” som en handling, vi “gør”. Som om vi selv tænker, idet tanken spiller os det puds at få os til at tro, at vi er tankens herre, når det omvendte er tilfældet. At vi er slave af vores tanker, fordi vi tror, vi “er” dem, når vi i virkeligheden slet ikke eksisterer uden netop i vores tanker. Dobbeltspillet er evident, men ønskes ikke erkendt, da det medfører eksistentiel angst for “hvad så”? For hvad er jeg så, hvis ikke jeg er mine tanker om mig selv?
Svaret er kort og godt: En løgn.
At erkende sandheden om løgnen kan ingen lære een. Det opstår, når man ser det, og man ser det, når det opstår.
Kvantemekanisk superposition er det, at et fysisk system (f.eks. en elektron) kan eksistere i mere end én af dets teoretisk mulige tilstande (egenskabskonfigurationer) samtidig; men, som når målt/observeret, kun giver én tilstand.

Superposition er den tilstand vi befinder os i før tanken/ observatøren griber ind og måler/fastsætter positionen.
Med andre ord: superposition er virkeligheden, der, når tanken griber ind, bliver en position. Mig kontra dig som to positioner over for hinanden. Som to tanker overfor hinanden i en levende superpositionel virkelighed.
Det var, hvad der faktisk slog ned i mig i morges som en slags indsigt, mens jeg stod og vaskede op efter aftensmaden i en helt fredelig superposition af alle mine elektroner i hele min krop og alt det andet omkring mig.
Dette skrev jeg til Hr Tot på Facebook, og så må vi se, hvad han siger til det.
Jeg kørte begejstret mod Nykøbing i håb om endelig at få has på den skide telefon, som hele tiden bræger som et sygt får så snart den kommer ud i kulden, så jeg ikke kan forstå, hvad folk siger og må bede dem om at ringe mig op senere, når jeg kommer hjem og får varmet dyret op på radiatoren.
Det hjalp bare slet ikke, fordi det viste sig at den skulle nulstilles, hvis den skulle til reparation, og så forsvinder alle mine foto og videoer, og det vil jeg ikke have, før jeg har lavet en back up. Derfor måtte jeg atter en gang køre tilbage med uforrettet sag omkring den skide mobiltelefon. Men jeg fik da købt noget køkkenrulle og 3 campinggas hos Harald Nyborg.
Var i København hos Suien forleden. Det er sjovt som sproget ofte har skrevet sig selv, når man ikke bryder ind med een eller anden “hensigt” med det hele. Lad det flyde frit, som David Byrne siger, og det gør jeg. I København boede jeg på Next House inde ved Hovedbanegården og parkerede ude hos Suien, som jeg også boede hos den første nat i byen. Det var dejligt at være alene sammen med hende min datter sammen med Oscar, den lille laban, som smider al ting på gulvet og bryder ud i et begejstringsgrin, når han ser de “voksnes” reaktion, for de slår ham selvfølgelig ikke eller skælder ham ud for det. Allerhøjest skriger de lidt om at det må han ikke og sådan noget og det er blot et ekstra krydderi til hele forestillingen. Jeg siger, at det er ungdomsoprør mod de gamle forældre, der ikke forstår en skid af, hvad der foregår her i verden. Det bliver min datter ganske vred over, og opfatter det som en kritik, jeg rejser mod hende, og det er det jo slet ikke. Jeg fik langt om længe købt et par nye støvler. Først var vi i Frederiksbergcentret hos Ecco og se på nogle i ruskind, som jeg passede rigtig godt, men som var alt for følsomme for snavs. Derfor blev det ikke til noget der, og istedet gik vi på kaffe og juicebar, hvor Jonathan – undskyld, jeg mener selvfølgelig Oscar. Jeg glemmer ofte, at tiden er gået og det slet ikke er min søn Jonathan, men mit barnebarn på 2 år, jeg taler om…Men der på kaffebaren smed han en stor tallerken på gulvet og skreg af glæde, da han hørte larmen, den lavede, da den ramte ned på den hårde overflade.
Jeg gik i Dagmar bio for at se en film og stumplede ind i “Stop Making Sense” med “Talking Heads” og det må jeg nok sige var et scoop. Hold da helt kæft, hvor var det fed musik. Jeg skrev til min anden datter (den ældste) om det, og det viste sig , at hun havde været til koncert med dem i 84 i New York! Hendes fyr Hr Tot kendte den også og skrev tilbage, at det var den bedste koncertfilm EVER!

Og det var ikke nogen overdrivelse. Jeg sidder netop nu og lytter til koncerten på Spotify, mens jeg nyder en grøntsagsdrik lavet på min nye blender, som jeg måtte købe, fordi den gamle gik op i brand og ilde lugt af ophedet isolationsmateriale fra motoren.

Båden er langt om længe lagt i vinterhi med pressenningen låst fast med uendelige mængder af tynde liner omkring sig, så ingen storm eller snevejr kan trænge ind.
Min nabo Lasse siger, at jeg ikke kan huske noget, men det han husker, behøvet jo nødvendigvis ikke være det, jeg husker. Det forstår han ikke. Han tror, at det han ser også er det, jeg ser, men det er det jo slet ikke. Deri ligger vanskeligheden ved at kommunikerer med mennesker. Fordi det foregår via koder. Via sprog, som er billeder eller symboler og netop ikke det omtalte, men en beskrivelse. Og det må man skrive sig bag øret; at en beskrivelse er en nødløsning i stedet for at SE. Og som sagt er det, jeg ser ikke nødvendigvis det, den anden ser. Så først må vi være enige om det sprog, vi bruget, og dernæst må vi være klar over vores grundliggende uvidenhed. Vores grundliggende superposition/ukendthed. Før kan vi ikke positionere os overhovedet. Og hver gang, vi positionere os, må vi give tid til, at vi kan falde tilbage i superposition. Dvs at det hele kan kommer på et plan, hvor de to superpositioner “entangler”, dvs er i symbiose. Så kan der kommunikeres. Ikke før!
Og det kræver stilhed. Først og fremmest. Tid om man så må sige. Dvs ophør af jag og pres for at nå et mål. For at nå først op på sejrsskamlen og alt det der lort, som verden er drevet af. Og indsigt i begrebet “tid” som noget vi mennesker har skabt og ikke noget, der har egeneksistens. Det må vi allerførst være klar over. Ellers kan vi ikke komme nogen vegne ind I en fælles indsigt i altings natur. Sådan er det bare, om du vil det eller ej. Men det er som tidligere sagt op til enhver selv at finde ud af det. Det er ikke noget andre kan finde ud af for een. Det kræver alt, og det er der ikke mange, der er villige til, og det er synd, for det ville være dejligt, hvis lidt flere sagde: Stop making sense!