Forfatter: H2OLGA

Polarkuller
En kulret 40 årig læge
forlader efter et ophold på
Rajneesh ashram i Poona sin
kone og sin femårige datter
og flygter til Grønland. Han
får job som distriktslæge på
sygehuset i en lille by på kysten. Der forelsker han sig i en smuk 18 årig grønlandsk sygehjælper, som han inviterer med på en rejse til Sydamerika i håb om, at hun forelsker sig i ham. For at få has på sine tanker beslutter han at fortælle det hele i et åbent forum. Både om rejsen og om sin tid i Grønland. Han er, mens han gør dette i syv sind. Hans beretning begynder således:
Jeg (lille mig) befinder mig på dette gudsforladte sted. Ganske alene og ulykkelig. (Hulk), men ved ikke hvorfor. Nej slet ikke!. Jeg har boet et halvt år her, og tiden er gået med det daglige arbejde på sygehuset, men der er noget jeg ikke er tilfreds med. Hm. Jeg frygter fremtiden,(Hjælp!) – for jeg har lagt planer, jeg ikke tror jeg kan gennemføre, nej! Og værst af alt, jeg har involveret andre mennesker i disse planer.
1

Mennesker jeg ikke kender særlig godt. Ja måske slet ikke, men omstændighederne eller skæbnen om man vil, har drevet mig i armene på dem (på hende!) Ja, ja, ja.
Jeg faldt pladask for Magdalena, som arbejder her på hospitalet. Hun er 18 år gammel og gudesmuk. Jeg elsker hende over alt andet! Storesøsteren på 25 hedder Nathalia. Hun blev bidt af en hund som barn og er ikke gudesmuk. Hun har indvilget i at tage med som
“anstandsdame” så vi kan rejse ansvarligt. Magdalena fik kun lov til at tage afsted af sin mor, hvis søsteren også var med, så det accepterer jeg selvfølgelig. Jeg er som sagt forelsket til op over begge ører, ikke?
Jeg HAR bestilt billetter til Havana i dag. Det første skridt er hermed taget og det første skridt er det eneste! Nu er rejsen skudt i gang BANG! Jeg vågner klokken 8 og får besked fra havnepolitiet, at vi skal møde klokken 9 og styrter rundt i huset og pakker det sidste.
Nede i kantinen har kogejomfruen arrangeret morgenmad med øl og snaps, men jeg er simpelthen for ophidset til at spise og nøjes med appelsinjuice (kun et ganske lille glas til min sarte mave). Skønne Magdalena kommer og spørger, hvornår vi skal afsted. Hun har røde kinder og hendes øjne lyser af spænding ved tanken om alt det, der skal ske. Jeg sender vores kufferter med piloternes bil. Nede på KGHs billetkontor siger de, at afgangen er udsat til klokken 10. Jeg møder Nathalia og nogle af hendes venner nede i byen og
2

føler mig udenfor. Stakkels mig. Hun er en strigle. Jeg tror ikke hun kan lide mig, fordi jeg foretrækker hendes søster. Hm. Nå, men hvad kan jeg gøre? Sådan som hun ser ud!
Jeg hopper ombord i helikopteren og flyver ud over fjorden til det store skib, som ligger og venter. Da vi lander kommer to yndige grønlandske piger (i perlebroderet nationaldragt) mig i møde. Det er Magdalena og Nathalia. Mine rejsekammerater det næste halve år. Ha, ha, ha.
Jeg bliver indlogeret i samme kahyt som piloterne. Pis. De byder på vodka, og ved aftensmaden går det løs med øl og snaps og senere sjusser i baren. Fest. Magdalena bliver beruset og falder over den ene fyr efter den anden. Fuck. Jeg må se til med al jalousiens kval, men da hun senere farer op og ned ad gangene og rasende banker på alle kahytsdøre, må jeg tage affære og låse hende inde. Yes sådan! Esajas som jeg kender fra byen, og som også er med på vej til Danmark, kommer og hjælper mig, og vi får hende lidt efter lidt til at falde til ro.
Nathalia fører en mere behersket stil, så hende har jeg ikke så meget mas med, men der er ikke længere tvivl om, at dette bliver den mest anstrengende rejse, jeg nogensinde har foretaget mig.
Hvorfor gør jeg det? Hvorfor handler jeg så rent ud sagt tåbeligt, at invitere to unge kvinder fra Grønland ud på en rejse den halve klode rundt til Sydamerika? (Godt spørgsmål!)
3

Fordi jeg elsker hende og fordi jeg er en eventyrer. Ha, ha, ha! Fordi jeg handler impulsivt og lader skæbnen bestemme. Fuck! Fordi jeg tror, at alt hvad jeg gør af et fuldt hjerte, gør jeg rent og ubesmittet, (hans hellighed med messekappen), uanset hvor absurd det ser ud for andre. Jeg gør det, fordi jeg føler, at dét er det eneste rigtige. Sådan er det! Det kan I bande på ! (Fuck! Satan selv.)
Jeg tørner ind. Har dundrende hovedpine. Ad helvede til! (Fuck!)Vender og drejer mig i køjen og forestiller mig at Magdalena springer overbord. Søvn afbrudt af klagende lyde: anana, anana, der lyder som ekkoer i et tomt fjeld. Vinden tuder i skibets ledninger og rør og fortæller, at jeg er verdens største idiot.
-Så kommer den lille gudinde saftsusemig ind i kahytten klokken 8 om morgenen kun iført et håndklæde og spørger, om jeg har noget chokolade. -Jeg kunne bolle hende på stedet! Fuck, fuck, fuck! Men hun er væk inden jeg får set mig om. Satan i helvede!
Det er den 9. sept. Mine hænder ryster efter i går. Jeg beslutter, at nu må min pubertetsalder da for søren være forbi, men hvem ved – måske er den slet ikke begyndt? (Sikkert ikke). Vi spiser morgenmad i stilhed. Magdalena er tydeligt fuldesyg. Senere afprøvning af redningsudstyr oppe på helikopterdækket og bagefter sidder jeg i salonen og
4

tegner en karikatur af mig selv med min lange spidse næse, som altid skal blande sig i alting.
Næste aften fortsætter festen. Magdalena finder nye bekendtskaber, og jeg må bare sidde og se på. – Fandens osse! Vi er nede i mandskabslukaferne. Der er stuvende fuldt. Adskillige flasker whisky og flere kasser øl til fri afbenyttelse. Magdalena går i bad med en irriterende lyshåret dreng med virile øjne. Lir!
De kommer grinende ud og pjatter, mens han tørrer hendes dampende våde krop. De andre matroser vil se hende nøgen og gemmer hendes tøj, men en behjertet fyr forhindrer det, og lidt efter sidder hun på hans skød med et fuldt glas i hånden. De snaver hinanden i lang, lang tid, og så kan jeg ikke holde til det mere. Fuck, fuck, fuck! At se min elskede gudinde sidde der med en anden end mig og snave og alt muligt. Det er for stærkt for mine tyndslidte doktornerver. Tårene står mig ud af øjnene som små springvand. Ukontrollabelt. Smerten er overvældende. Men måske nyder jeg det osse. Masochist? (Er jeg det?)
Nathalia ser det og prikker Magdalena på skulderen og siger højt:- Se, lægen græder! -Hold op med at se på mig med de hundeøjne, siger Magdalena hårdt til mig. Jeg vakler ud ad døren. Jeg må væk, væk fra al den glæde, som er mig forundt. Falder i søvn i min kahyt og har det ad helvede til.
5

Det er den 10. Sept. Vi ligger stadig i isen. Storm og tidevand har ført os mange kilometer tilbage og ind i fjorden. Vi er faktisk kommet helt ind til kysten igen. Vores rekognosceringshelikopter går op for at finde en revne, så vi kan sejle, når vinden vender og isen atter presses ud af fjorden.
Kaptajnen beslutter at bruge tiden på at laste nogle kasser sodavand, man havde glemt, og vi sejler tilbage igen. “Mine” to piger er atter ret berusede og jeg lader dem være. Istedet hænger jeg ud med nogle franskmænd, som er på vej hjem efter en expedition. Jeg blander mig og agerer som mellemfolkelig tolk. Bringer forbindelse i stand mellem dem og de andre passagerer og træder derefter ud. De keder mig.
Magdalena er stadig den, der betyder mest for mig. Sådan er det trods alt. Hun er altid i godt humør og osse lidt vanvittig. David, som er Nathalias kæreste, kommer ud til skibet i speedbåd sammen med Isak, som er Magdalenas ven. Der udspiller sig gribende scener langs rælingen og jeg tror sågar, at Nathalia og David får nået at kneppe oppe i kahytten! Magdalena råber som en hæs ravn ned til Isak, som truer med at skyde hende! Jo tak, det grønlandske temperament! Da vi endelig sejler ud, fyrer de nødraketter af i een uendelighed. De følger os et stykke på vej, mens de skyder med deres rifler op i luften.
6

Den 11 sept. er en håbløs dag, hvor alt bare mislykkes. Jeg er i vildt oprør over min “store
kærlighed”. Magdalena er stadig på jagt efter mænd. Bare ikke på jagt efter mig. Hun farer rundt som en vild kanin i brunsttiden. Det er ikke til at holde ud at se på.
Jeg gjorde den store fejl at græde offentligt og mistede alt. Jeg tabte mit ansigt og de forlader mig alvorligt for første gang. Natten er hård med onde drømme. Det hele forekommer aldeles håbløst. Jeg river håret af mig selv i store totter i arrigskab over, hvad jeg har gjort, og samtidig lever jeg i en evig angst for at miste hende. Det er simpelthen for galt. Hvad gør jeg? Jeg aner det ikke.
Den 13 sept. stormer det. Pigerne hviner hver gang en kæmpebølge slår op på fordækket. De står i salonen og kigger ud ad vinduet. Vi har orkan og jeg er fuldesyg. Har ondt i lungerne af for mange cigaretter. Vindstyrke 11. Alt falder på gulvet. Store stabler af tallerkener vælter og smadres. En kvindelig passager falder i den høje søgang og knuser sin hofte. Vi må gå i nødhavn på Island for at aflevere hende på hospitalet.
Den 15 sept har vi en fin indsejling til Akuayry med farveformationer på klipperne som overjordiske kunstværker. Mågerne flyver i lige linje langs olivengrønne vulkansider. Fra mosklædte hustage stiger røgen fra kulsorte skorstene.
7

Tilskuere står på kajen og glor, og en masse unge fyrer med hurtige biler og sprut er parat til at køre pigerne ad helvede til ind i troldelandet, hvor man nok ved, hvad DE er ude på. De bliver dog ombord og Magdalena viser sig ved aftenstid som den yndige pige, hun også er, i det korte forventningens øjeblik, før hun atter er fuld. En del af passagererne står af på Island og det give mere plads. Til gengæld har jeg fået et grønlandsk landstingmedlem i min kahyt i stedet for piloterne. Det giver øjeblikkelig gnidninger, for han vil drikke, og det vil jeg ikke, og jeg får ikke fred før jeg meget tydeligt præciserer, at jeg vil have ro. Det sædvanlige kultursammenstød…
Den 16 sept. ånder alting fred og ro. Jeg vasker mit tøj i skibets vaskeri. Magdalena og Nathalia spiser til aften ved et andet bord end mit sammen med deres egne folk, og stemningen “grønlandiseres”. Man har arrangeret “grønlandsk aften” og borgmesteren fører sig frem og byder på fri bar. Man snakker i krogene, og jeg hører at man vil forsøge at redde de to piger ud af lægens klør. Jeg sidder i et hjørne og observerer passivt deres forsøg på at konsolidere sig med deres artsfæller, nu hvor ankomsten til Ålborg begynder at nærme sig og må indrømme, at jeg efterhånden er fuldstændig ligeglad med, hvad der sker. Yes.
Hvis de vil stå af, så for guds skyld, og hvis de vil med, ja så bliver det på visse betingelser, (Mine?). Jeg går i seng kl. 11.30 og sover uroligt og sorgfuldt ovenpå al postyret.
8

Den 19 sept. ligger vi syd for Norge. Mine to baronesser ankommer til spisesalen fulde som alliker og i godt humør. Magdalena bærer sin brandert bedst og fortæller med høje grin om sine oplevelser til veninderne. Nathalia er vrøvlefuld og virker forvirret. Hendes situation er svær, men hun valgte den selv i sin søsters kølvand. Festen fortsætter om aftenen og det er tydeligt at Nathalia ikke har så stor succes hos mændene som sin søster.
Der bliver vist film i skibets biograf. Jeg tørner ind, men bliver holdt vågen af min medpassager landstingmedlemmet og borgmesteren, som har kalas i kahytten med politisk bævl og kævl. Til sidst beder jeg dem om at gå, og de skrider fornærmet. Røvhuller.
Den 21 sept. er vi endelig i Ålborg. Esajas banker os op allerede klokken halv seks.
Morgenmad klokken syv, og så ligger kajen der, og alle går fra borde, og jeg bestiller taxi. Vi kører først til turisthotellet, men det ser kedeligt ud, så vi indlogerer os på Park. Vi ringer straks til Magdalenas “plejeforældre”. Det er Rotary i Ålborg som arrangerede ophold hos velstillede borgere for små “forsømte” grønlandske børn. Magdalena opholdt sig der et halvt år som lille, og vi aftaler at besøge dem. Vi går tur i byen og Magdalena er varm og blussende, og jeg får lyst til at lægge armen om skuldrene på hende, men tør ikke og drikker
9

i stedet en lommelærke med rødvin, som jeg køber i et stormagasin. Pigerne køber bind og hårbørster. Vi render ind i borgmesteren og landstingmedlemmet, og de hilser afmålt på os. Hjemme på hotellet falder jeg omkuld og sover, mens de gør sig klar til at tage afsted.
Plejeforældrene bor på Argentovej i udkanten af Ålborg. Her modtages vi hjerteligt og får fin frokost og ser film med Magdalena som lille pige, hvor hun danser rundt på græsplænen foran huset mens havevanderen oversprøjter hende. Alle griner pligtskyldigt. Ha, ha. Vi aftaler at ses igen og tager tilbage til hotellet, hvor de to damer i en fart gør sig parat til at tage i byen for at mødes med besætningsmedlemmerne fra skibet. (!) Her overnatter de, for jeg ser dem først næste dag. Jeg er ængstelig for dem som en far for sine døtre . For at gøre mig helt uafhængig af alt andet ringer jeg til Janne og afmelder mit partnerskab i den sejlbåd, vi har sammen. Så er dét slut, og jeg kan kaste mig fulltime over “projektet”.
Nu må jeg koncentrere mig om det ansvar, jeg har påtaget mig, tænker jeg med bange anelser.
Den 24 sept lander vi med inderigsfly i København. Vi har en behagelig flyvetur hen over øerne. Det danske land ligger udstrakt under os. I kabinen sidder jeg ved siden af Magdalena og mærker hendes krop. Vores berøring er let som en vind og vi elsker hinanden som de to fucking væsner
10

vi er. Eller gør vi? Er det sugardating? Hm, hm, hm… Og er jeg pigernes “Sugar daddy”?
Jeg har lånt et hus i Lyngby af en ven. Vi tager direkte derud og indlogerer os. Grillkylling skal de have, som jeg henter, hvorefter byen lokker, og vi går i kollektivhuset og ser en udstilling, som meget apropos hedder “Sindssygehospitalet”, hvilket ser ud til at være en passende optakt til mødet mellem Grønland og den “civiliserede” verden. Udstillingen er en vandretur gennem forskellige tableauer med makabre opstillinger af døde mennesker og trafikuheld. Tilsidst modtages vi af et hold “læger” som indlægger os på et statshospital! Meget rimeligt i forhold til vores nuværende situation, eller hvad?
Det bliver bare for meget for pigerne. Jeg kan se, de tørster efter lavlandet ovenpå den højpandede udstilling, og vi gennemtravler den indre bys værtshuse for til sidst at havne i “Skipperkroen” hvor Magdalena hurtigt finder en lille mørk fyr fra filipinerne, som hun forsvinder væk med. Nathalia drøner efter med en anden skummelt udseende herre, og så
sidder jeg alene i værtshuset med min øl. Springer ud i en taxa og kører direkte til Lyngby og beslutter, at nu kan det være nok, men så dukker de op klokken 4 om morgenen i godt humør og så bliver de tilgivet. Selvfølgelig. Eller hvad?
Dagene går, og lidt efter lidt bliver der en vis ro over vores selskab. Vi går ture rundt om Lyngby sø og tager til
11

Christiania for at ryge os skæve. Er også i Grønlænderhuset, hvor jeg bliver overfaldet af en fuld gammel inuit, som kalder mig “Diabolo”. Det er ikke rart, og for at bøde på det dårlige humør spenderer jeg (daddy) indkøb af sandaler og ringe og halskæder til mine “døtre”. Jeg bruger mange penge her i København. Kører taxa, og altid skal de have Hot Dogs!
Den 29 sept er freden forbi. Ind til byen skal de. I Nyhavn og Skipperkroen og gud ved hvor og kommer sent tilbage med fyre, som de knepper på toilettet, og det har jeg ikke fantasi til at finde ud af, hvad jeg skal stille op med! ( Du kunne jo smide dem ud, men det nænner du ikke, for du besat af den lille tæve!)
Det gør satans ondt i hjertet (hulk) og i ryggen (av), hvor kniven sidder begravet (av, av, av). Nu knuses alt håb mellem mig og Magdalena endeligt (suk). De lyde i badeværelset i Lyngby den nat var for meget for mig. Alt, alt for meget og jeg synker ned i absolut håbløshed. (Døden)
Den 1. okt sidder jeg i den store stue, mens Magdalena går ud og ind. Hun siger hele tiden ting. Hun siger at alt har betydning, eller at alt betyder noget. Jeg føler hendes medfødte visdom (ha, ha, ha) og lader mig gerne oplyse af hende. På en måde er hun min guru eller vejleder. (Ho, ho, ho) Jeg har absolut tillid til den lille kvinde. ( Det er fandme snart for meget!) Jeg ved ikke hvorfor. Måske er det fordi jeg elsker
12

hende. Er så øm om hende som var hun en blomst i fjeldet (Pis). Nathalia ligger brak, fordi Dines har sendt et telegram, hvor han forlanger, at hun skal komme hjem med det samme. Selv har jeg problemer med forbindelsen fra Paris til Lima, men det ordner sig nok alt sammen. Bare tålmodig gamle dreng!
Næste afsnit:
Den 2. okt kommer en ophidset herre ud fra nabolejligheden og råber ad mine to medrejsende, at de er “nogle forbandede abekatte, som burde skrubbe hjem, hvor de kommer fra” Han truer med at melde os til politiet for uorden i lejlighedskomplekset. Jeg ved ikke, hvad han har på os, og hvad han må have hørt, men jeg er rystet. Det er den første egentlige konfrontation, vi har på grund af mine venners inuit- herkomst. Jeg er lige ved at komme op og slås med ham, og er chokeret over de destruktive kræfter der ligger skjult lige under den pæne danske overflade. ( Men hvad med mig selv?)
Den 5.okt møder jeg min kone og min datter på Kgs. Nytorv. Græsset under hesten er lysegrønt, og mågen sidder og skider ned over rytterstatuen. Hun modtager mit kys, og min datter er bare helt fortryllende smuk. Lidt senere dukker en veninde til min kone op. Hun bærer på en lang paraply, og er
13

ved sin tilstedeværelse som udeforstående med til at fremmedgøre øjeblikket. (Jeg ville ønske, hun ikke havde været der, så vi kunne få fred til os selv. Det er min kones idé. Hun er altid så emsig). Jeg har reserveret bord på A porta, hvor vi spiser frokost. Jeg får endelig set min datter dybt i øjnene. I lang, lang tid og kan tilsidst ikke holde tårerne tilbage. Men jeg ser, at hun er stærk. Gudskelov. Vi bryder ud i latter allesammen over den akavede situation. Da paraplydamen er gået, må vi skilles, fordi vi ikke kan blive enige om, hvor vi skal gå hen. Sammen…
Den 13.okt er rejsen begyndt for alvor. Jeg sidder nu i Cubana flyet og prenter mine kragetær i en lille kinabog mens folk vader forbi og støder ind i min skulder med deres tasker. Vi var på Bornholm i weekenden. Magdalena og jeg , alene! Nathalia ville blive i København og ud med sine venner. Det passede mig fint. Måske var der alligevel et lille håb for mig.
( Listepik?). Jeg indlogerede os på hotel Griffen med dobbeltseng og svømmehal. Så
skulle det give pote, tænkte jeg og lagde hårdt ud med en tur til Hammershus, hvor vi i den friske luft, kun hende og mig måske endelig kunne finde hinanden. Men sådan gik det ikke. Hun ville ikke blive én nat til. Vi sov i den store dobbeltseng med 1000 kilometer mellem os. Jeg tror sågar, hun var bange for, at jeg skulle forgribe mig på hende, hvad jeg selvfølgelig aldrig kunne finde på. (Selvfølgelig!). Det har
14

hele tiden været mit dybeste ønske, at hun skulle finde mig. Jeg har jo fundet hende. Det lægger jeg slet ikke skjul på, vel? Men hun vil simpelthen ikke være sammen med mig på den måde, som jeg vil være sammen med hende, (Bolle, bolle, bolle). Det viste Bornholmerturen med al tydelighed. Den følgende morgen tog vi flyet tilbage til København, hvor de begge skulle på Rigshospitalet for at blive behandlet for gonoré. (Dér var jeg alligevel lidt heldig!).
Jeg går ud og leder efter rygsække til vores expedition og holder pause i Fælledparken. En lys pige sætter sig ved siden af mig og byder på en kage fra sin pose. Jeg flyder over ved den lille venlighed fra et andet menneske (hulk, hulk, hulk) og kan ikke holde tårerne tilbage. (Grådlabil). Hun får hele historien og jeg får luft. Bagefter henter jeg mine to ravne fra hospitalet. Jeg tager hjem til Lyngby med de nyindkøbte rygsække, mens de forsvinder bort i byens vrimmel. Jeg nusser rundt og ordner det sidste. (Tantefar).Pakker to kufferter med grej, som ikke skal med, og får det bakset ned til Lyngby station og ud til min mor.(Mama Mia). Hun er gammel nu. Vist nok 78. Hun sidder i en stol og ser fortabt ud, da jeg kommer . Der er noget i vejen med ryggen. Alderen og ensomheden piner hende. Hun bliver lidt efter lidt friskere, fordi jeg er der. Hun snakker meget og jeg har svært ved at samle mig om ordstrømmen. Det er fordi, hun ved, at jeg går igen, og så skal det hele nås, og så når hun selvfølgelig ikke det vigtigste, nemlig nærhed. Vi skilles uden at være nået et
15

skridt videre i vores forhold. -Åh, hvor er det svært…( Åh, åh, åh og piv, piv).
Fra min mor tager jeg ud til mine gamle venner Theis og Naja. De er glade for at se mig.
Deres lille datter er oppe på mærkerne og løber omkring og vil have kontakt. Først da hun er lagt i seng, kan vi snakke. Der kommer en vis dialog i gang, men det er tydeligt, at Theis er bange for eroterne mellem Naja og mig. Vi kneppede en gang sidste år og det kan han ikke glemme. ( Nej, det tror da fanden). Jeg prøver at få dem til at forstå, at hvert minut er kostbart og fortid er fortid, men det ser ikke ud til at have nogen effekt. Fucking idiots!
Folk snakker. Det er aften i Madrid og 26 grader varmt. Hvem sidder på magten? Det er det, det hele tiden drejer sig om i vores tres forhold, (Ja hvem mon?). De kørte kraftigt op i morges, da vi skulle afsted, men jeg havde jo osse på en måde ønsket en afgørelse og klar stillingtagen, og det skal jeg love for jeg fik!
De kom hjem klokken halv seks. Først Magdalena, pløre fuld.
Hun flagrerde vaklende rundt og væltede om på sin seng og faldt i søvn. Dernæst Nathalia en halv time senere ligeledes stærkt beruset. Jeg gik i bad og fandt bagefter dem begge bevidstløse. Vi skulle være i lufthavnen klokken 8. Jeg forsøgte at vække dem, men uden held. Det var først da jeg
16

rev dynerne af dem og smækkede hårdt med køkkendøren, at de reagerede. De fòr op og over mig. Sjældent har jeg fået så meget lort i hovedet: -Diabolo, krime, hund o.s.v. o.s.v. – Jo tak, jeg blev besudlet! Så lige så hurtigt, det begyndte, holdt det op. De indså, at der ikke var anden vej end at at få pakket og komme afsted. I taxaen til lufthavnene mødtes vore hænder. De lagde deres hoved ind mod mine skuldre, og jeg genvandt troen på dette totalt vanvittige projekt. Månen var fuld og alt harmonisk og smukt, men i afgangshallen spidsede det til igen. Jeg forhindrede Nathalia i at købe en flaske vodka, som hun ville have med til at drikke af i flyet. Hun blev rasende, og på vej ud i fingeren sagde hun, at hun havde revet sin billet i stykker og derfor ikke kunne komme med. I mit stille sind åndede jeg lette op og udbrød :- Tak for det Nathalia, så er vi fri for for dig! Det lod hun sig ikke sige to gange. Hun hev den sammenkrøllede men hele billet op af lommen og grinede overlegent:- Så let slipper du ikke! Vi gik sammen ud i maskinen og lettede endelig. Det var en lettelse! Nu er vi på vej. I Berlin lufthavn fik vi sovet i nogle timer. De drak mærkelig tysk sodavand og spiste wurst og legede med rubiks kugle, og roen indfandt sig. Derfra til Madrid og lige nu er vi for enden af startbanen og skal til at lette med kurs mod Barbados og dernæst Havana på Cuba. Over Atlanterhavet. Gud bedre det!
17

Det er den 14 oktober og varmen har overtaget! Nathalia er allerede meget træt af den, og Magdalena vifter sig ihærdigt med en pose foran ansigtet for at få luft. Jeg selv er i fin form. Elsker troperne som en fisk i vandet! Vi sidder i Havanas internationale lufthavn som transit passagerer og kommer først videre i eftermiddag. Desværre er vi spærret inde i en hæslig, hermetisk lukket ventesal, hvor adgang til toiletterne kun kan ske i følge med en opsynsdame, som aldrig er der. Vi fik dog lov til at gå i restauranten og drikke is the og juice og spise ostesanwich og fik vekslet nogle dollars om til pesos, hvorefter det viste sig, at vi alligevel skulle betale i dollars. De er vilde med dollars her på Cuba. Besynderligt når de hader Amerika og har smidt amerikanerne ud under revolutionen. Men hård valuta slår idealerne omkuld tilsyneladende. Vi venter i timevis og må end ikke gå udenfor og trække lidt frisk luft. Der står muskuløse politisoldater med trukne maskinpistoler ved alle udgange og ser frygtindgydende og meget vrede ud, så vi overholder udgangsforbudet, mens tiden glider sløvt afsted. Soldaterne tager sig i skridte, mens de glaner efter de to unge piger, og alt er ved det gamle. Både Magdalena og Nathalia nyder situationen og sender lynglimt af sex ud i luften som et helt fyrværkeri. Jeg græmmes…
Den 19 oktober er det atter blevet aften. En duftende aften, som ikke er min. Det følte jeg, da jeg måtte “aflevere”
18

hotelnøglen. Magdalena bad om hun måtte “låne” den famøse nøgle, så de kunne komme ind om natten. Hvornår mon hun beder om at “få” den? Hm. – Ja det er sgu ikke nemt, især fordi jeg har på fornemmelsen, at meget af denne faren afsted uden mig skyldes Nathalia.
Nå, men her er vi, og en uge i Lima er faktisk gået over al forventning ikke mindst på grund af hotellet, vi bor på. “Residentia Miramar” med fidele tjenere og en fordrukken værtinde, som har skabt en engelsk pub i underetagen, hvor herboende britere optræder med dart spil og heavy jokes! Eneste minus er, at jeg blev bestjålet i bussen. Pludselig var de væk de 50 dollars, jeg havde i brystlommen, så jeg skal til at passe lidt bedre på, skal jeg!
Jeg drømte i nat, at jeg i et forsøg på at anskueliggøre min situation overfor damerne sprængte alle rammer. Det endte resultatløst. De fatter ikke en skid og gider simpelthen ikke høre på mig. Klart nok. Hvorfor skulle de det? Nu sidder jeg på bænken ved Desamparados station og venter på toget, som vi skal med til Huancayo. Billetterne er købt, og de to er ude efter slik. Vi slap lige netop fri af en mindre katastrofe i Lima i går, og det er et stort spørgsmål, om vi nogensinde kan vende tilbage til “Miramar”. De to piger var på vej ud i en bil med tre ukendte fyre, og jeg nåede at standse dem i allersidste øjeblik før de skulle køre væk. De er ufatteligt naive en gang i mellem! Jeg inviterede dem på diskotek i stedet for og dansede tæt med Magdalena. Det er hele tiden
19

lige ved, og slet ikke. Senere blev hun fuld, og vi måtte have hjælp af den pæne politibetjent med den rene uniform og de stærke øjne. På vej hjem i taxien bed hun mig i armen, som hun plejer, og jeg kan ikke blive i tvivl om, at hun elsker mig! ( på skrømt?) Lige nu sidder de ved siden af mig og er glade og morgenfriske og har snakket med politimanden udenfor
( mænd altid mænd, de liderlige asner), og vores tog går klokken 7.40
Efter en flot og festlig tur ad verdens højest beliggende jernbane fyldt med højrøstede lokale indianere via Oroya til Huancayo, gik toget kort før ankomsten i stykker! Vi måtte gå langs banelinjen hen til stationen. Meget anstrengende og tungt i den tynde luft uden ilt. Vi snappede efter vejret, men fik gudskelov prajet en taxa ind til byen for 900
soles, som var over budgettet, men pigerne var utidige og trætte. Den eneste måde, jeg kunne blødgøre dem på, var at stile direkte mod statsturisthotellet. Byens fineste og dyreste, og der havnede vi i en luksussuite til endnu en budgetoverskridende pris. Jo, jo, de forstår at rejse standsmæssigt. Om aftenen skulle de have middag i hotellets restaurant med fire retter og lamasteg, som de smovsede i til min store fortrydelse. Det hele var dyrt ad helvede til, 5000 soles, og jeg har snart ikke mere energi (læs: penge) tilbage. Nathalia lavede en scene, før de forsvandt ind i deres gemakker med smækket dør, fordi jeg klagede over deres hang til luksus og overforbrug. Nå, men færdig med dem! Jeg
20

gik alene ud i byen og fandt et ydmygt sted, som jeg elsker det, og fik mig en kop alpaka-the serveret af en smilende ung indianerpige, som ikke gjorde vrøvl!
Den 23 oktober om morgenen sidder jeg på samme lille restaurant og drikker varm mælk og spiser en bolle med stegt gedekød. Pigen fra i går står oppe ved disken og ordner negle.
Jeg genoplever min nat, som jeg lige har været igennem. Den var fyldt med sindsyge drømme. Jeg var i en mørk biograf, hvor filmen gentog billeder af tyrenosser afbrudt af Magdalenas mund, som hele tiden trak sig væk fra mig og hen mod nosserne. Derefter skift til en sygeplejerskes gravide maveskind, som bølgede og bugtede sig, indtil Magdalena sprang ud som nyfødt med rødt hår som en irlænder. Tilsidst kommer en ambulance hylende og idet den svinger hen foran, falder liget af en ældre kvinde med træk som Nathalia ud foran mig og går i opløsning i en blodpøl. Pyha!
Jeg kan ikke få vejret. Det hele er meget anstrengende her i den tynde luft. Kl. 5 i morges kommer de 2 fisseletter hjem til hotellet højt tudende. – Nathalia er blevet voldtaget! råber
de i munden på hinanden. De var taget med nogle fyre på diskotek i nat, og der blev hun taget af fire betjente på tur, siger de. Jeg tvivler ikke. Jeg er dødtræt af det altsammen og føler mig skyldig i alt. ( Jeg store idiot). Vil allerhelst rejse hjem med det samme (halen mellem benene), men giver det
21

alligevel en chance. ( Hvorfor mon?). Jeg har i “Håndbogen” set, at der findes et kloster ude på landet som tager imod gæster og beslutter, at vi skal rejse der hen og falde til ro, for hvad andet kan jeg gøre? Hjælp! Sidder i suppedasen til op over begge ører, ikke?
– Jo, vi har fandme ondt af dig. Vi som læser det her. Vi som læser det her, er dig som læser det her, som er dig selv, der skriver det her. Dit store svadderhoved! Fuck dig! Fuck, fuck, fuck. (South American Handbook)
Conception. Historien fortsætter. Back to “normal”.
Jeg er skide gal i hovedet. Specielt på hende jeg elsker, og som åbenbart ikke elsker mig.
Det er det, der hele tiden piner mig og gør så ondt. I går omtalte hun mig simpelthen som
“lægen” overfor sin søster. Lige nu spiller de “vores” sang “hands up” på pladsen foran hotellet fra store højttalere, som hænger i træerne. Jeg er ved at blive skør. “Follow me!” lyder det i mine ører. Gad vide om jeg nogensinde holder op med at løbe efter lykken. Der sidder to unge piger på en bænk og fniser og sender gnistrende glimt mod mig med øjnene. Frækheden stråler ud fra deres indbydende små kroppe. Det lokker mig så nemt.
Jeg bliver febrilsk og usikker og ved ikke, hvor jeg skal se hen. Det er det samme med Magdalena og Nathalia. De kører
22

rundt med mig. Jeg behøver hjælp, men måske kommer hjælpen ovenfra. Fra Jesus. Han omgikkedes jo skøger, ligesom jeg. Men jeg tror nu ikke han kneppede dem. Skønt hvem ved?
Endelig en rolig nat på klosteret Santa Ropa de Ocopa, hvor vi fik tildelt en 12 sengs stue helt for os selv. De har en stor zoologisk samling, som en snakkesalig munk slæbte os gennem i flere timer. Nathalia for forskræmt sammen da han trak en hårbeklædt fugleedderkop op af skuffen og demonstrerede dens giftkæber, mens han lavede smaskelyde med læberne. Begge pigerne krøb tæt ind til mig. Mit beskytterinstinkt voksede, og i en artificiel tilstand af nærhed blev vi ført videre gennem klosterets hundrede år gamle bibliotek med 20.000 støvede bøger som ingen læste. Vi begav os derefter ud i et afsvedne landskab og ind til landsbyen, hvor et intermistisk gadekøkken serverede kyllingestuvning med ris og lokal bitter øl. Det løftede stemningen så meget at Magdalena tog mig under armen på spadsereturen hjem. Den lidende daddy fortonede sig i naturlig seksualitet. Jeg var i syvende himmel!
Om morgenen styrter regnen ned og vi beslutter at tage videre. Der går en bus til Jauja som ligger 200 km væk. Det er en lang tur med mange stop. Ruten benyttes overvejende af indianere med spraglet tøj og levende dyr i kasser og bure på vej til markederne. Vi får lov at stå op det meste af tiden, men
23

der er god stemning, og vi bliver budt på små kager og sød kaffe, mens vi rumler afsted. Jeg nyder folkelivet. Duften af sved og hud og dyreekskrementer. Mine to kvindelige ledsagere er mere skeptiske.
Endelig bliver vi smidt af på en opsamlingsplads, hvor fiskerne faldbyder deres fangst, og her prajer vi en taxi, som kører os det sidste stykke til Laguna de Placa, hvor vi indlogerer os i Turisthotellet. Her vælger Magdalena seng allerlængst væk fra mig, og jeg bliver sur og synker i et dybt hul. Vi bor på samme værelse, og jeg ved godt, at det er “diskutabelt”. (Hvorfor nu det? Hvad fanden er det for et forhold, jeg har til de to piger? Er vi kammerater, eller hvad?). Nå, men lige meget. Mit og Magdalenas forhold er øjensynlig cølibatært, så når eroterne tager overhånd, tager de bare teten og støver fyrer op, mens jeg bliver overladt til ensomhed og kval. – Ja det er faktisk den rene elendighed, men som sagt, håbet er lysegrønt. Idiot.
Vi sejler en tur på søen i en stinkende pram styret af en tandløs olding, som hele tiden spytter skrå ud i det sorte vand, mens motoren hostende sender dieseltåger i hovedet på os. Nu er vi efterhånden sure allesammen. Tavst afslutter vi sejladsen før tid og går i hver sin seng langt fra hinanden oppe på Hotel Turistas uden at sige et ord til godnat.
24

Næste morgen er den triste stemning blæst væk af strålende solskin, emaljeblå himmel og små lette små sommerskyer, som titter ind ad vores vinduer, når skodderne åbnes. Jeg springer tilbage i min seng i det bagerste hjørne af rummet. De griner ad mig, og jeg gemmer mig under dynen og lader som om, jeg ikke hører dem. Sådan ligger vi i hver vores seng og fniser og siger dumme vittigheder til hinanden. Børn. Når de står op, holder jeg mig skjult. De skal ikke tro, jeg udnytter dem. Det gør jeg ihverfald ikke. På æresord! De har fuld tillid til mig. Det er det vigtigste. At jeg elsker Magdalena betyder ikke, at jeg ikke osse holder af Nathalia. Det er bare på en anden måde. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det, men det er, som om min kærlighed til Magdalena bærer over med det hele. Det er på samme tid uendeligt dydigt og uendeligt sexet. Fuck det hele, tænker jeg i mit stille sind. Det kan kun gå godt, kan det. Det ser jeg jo. Det går strygende det her!
Vi gider ikke spise på hotellet. Det er gammelt og slidt. Her lugter osse af kattepis. Jeg foreslår, vi tager ind til Jauja for at få aftensmad senere. Men trods alt er her roomservice, som bringer omelet og cubalibre. Det indtager vi, mens vi spiller mikado, som jeg vinder!
Så begiver vi os afsted ud ad landevejen i håb om at blive samlet op af en “collectivo”.
Det er lige i skumringen og lyset er silkefint. Varmt og gyldent giver det alt omkring sig kontur og klarhed. Bjergene
25

er brunviolette og mennesker vi møder ligner brændende fakler i deres ildrøde tøj.
Vi går, og jeg sparker fodbold med børn på vejen. Nathalia spørger mig, om jeg ikke osse har lyst til at bolle og jeg svarer, at det vil jeg kun med Magdalena. Magdalena går ved siden af og hører, hvad jeg siger. Jeg tilføjer, at hvis ikke hun vil, så er det bare sådan. Jeg kan virkelig ikke lægge pres på hende. Dertil er min kærlighed alt for stor og øm.(Undskyld, men hvad er det for noget forvrøvlet pis at sige?).Endelig kommer der en lastbil fyldt med hylende unge mennesker på ladet, og i en støvsky bliver vi taget op og får lov at køre med ind til byen. Jeg nyder at stå i blæsten højt hævet over den rødbrune jord, mens vi farer afsted. Der står en ung smuk indianerdreng ved siden af Magdalena. Deres hår har samme blåskinnende ravsorte skær, og jeg ser hvorledes de passer sammen som himmel og jord. Min jalousi smelter bort ved synet. Al tings sammenhæng går i et glimt op for mig, og jeg ler højt til alles forbavselse! Ja, ja, ja. Lidt før Jauja bliver vi sat af på Plaza des Armas, mens den store vogn kører videre med de grinende og vinkende unge. Vi begiver os på vej ind mod byen, og her udpeger Nathalia en lille købmandsbutik med borde udenfor, hvor hun synes vi skal sætte os. Indenfor er der fyldt med hylder og skabe, som rummer alt hvad hjertet kan begære af spiritus, øl, vin og cola.
26

Jeg køber en flaske rom og nogle colaer og smider en mønt i musicboksen. Vi slår os ned på de vakkelvorne stole i aftensolen, mens de spansk-peruvianske klange bølger i luften.
Snakken går om dem derhjemme. Om byen og familien og om det nye hus de skal flytte over i, når vi kommer tilbage til Grønland. De to piger er jo søskende og ikke altid lige enige, og det forsvæver mig, at Magdalena en gang har udtalt, at hun aldrig vil bo sammen med Nathalia mere. Nu siger hun ikke noget om det, men smiler bare. Man kan aldrig vide om det, de siger, er noget de virkelig mener. Det glatte “asiatiske” ansigt fornægter sig ikke og er umuligt at komme ind bag. Hvis altså ikke de ønsker det. Efter en del rom og cola bliver vi enige om at bryde op. Det er blevet mørkt. Langs vejen lyser glødende ildsteder, hvor der steges kød på spid. Jeg køber, men pigerne spytter ud igen. – Det smager brændt, siger de. Nægter at spise, mens jeg gumler i mig og synes det smager fortræffeligt. Jeg tror, de har svært ved at omstille sig fra den havfriske grønlandske sæl og hval til de rottelignende dyr, vi får serveret på små spid fra gadekøkkenet. De trækker mig videre hen mod en oplyst danserestaurant med farvede guirlander og larmende musik. Der er ingen mad kun øl, og jeg priser mig lykkelig over, at jeg fik spist lidt før. Her er mange mennesker i gang med at indtage store mængder af det lokale bryg. Skvulpende karafler køres hen ad de ølvåde borde. Vi kniber os ind og får
27

plads overfor en samling politibetjente og soldater, som højrøstet er i færd med at fejre et eller andet. Ikke mange minutter efter vi har sat os, foreslår Nathalia, at vi rykker over til dem, og snart er Magdalena i gang med at kysse den ene betjent!
Hun har simpelthen ingen hæmninger, når det gælder mænd! (Mens hun er dydig som en mimose, når det gælder mig. Hvad fanden foregår der?) Længe varer det ikke, før de har aftalt, at vi skal på diskotek “Papillion”!
Øl nedskylles i eet væk og pigerne er lykkelige, omgivet som de er af al den maskuline opmærksomhed. Så bliver vi losset ind i en politibil og kørt til “Papillion”, som viser sig at være en bar med bagvedliggende dansesal, hvor parrene i passende mørke kan dyrke elskovens glæder i små aflåselige båse. Begge piger bliver øjeblikkeligt overfaldet af mindst 10 mænd og meget hurtigt er Nathalia i fuld seksuel forening med den tykke politibetjent! Magdalena er omsværmet hele tiden og må kæmpe sig fri af brunstige mandearme. Selv jeg bliver budt op af en livlig peruviansk pige, som dog senere får forbud mod at danse med den “fremmede” af sin uhyre skinsyge fyr, der resten af aftenen holder et vågent øje med mig. Jeg farer frem og tilbage mellem bar og dansesal forfulgt af fyre, som hele tiden kalder mig “my friend” og er efterhånden ved at blive tosset! (Hvis jeg ikke er det i forvejen?)
28

Klokken halv et om natten løber jeg ud og finder en taxa, men Nathalia vil ikke med, og de to søstre farer i totterne på hinanden, mens chaufføren står og venter, og alle de sammenstimlede fyre prøver at skille dem ad. Det lykkes til sidst, efter Nathalia har givet Magdalena en blodtud og en revne i læben. Nathalia løber sin vej, og jeg er alene tilbage med Magdalena, som river mig med ind i bilen, og vi drøner afsted væk fra den hujende hob.
Magdalena er ophidset. Blodet løber ned fra hendes næse, og jeg prøver at tørre det bort med et lommetørklæde, men hun skubber mig væk: – Det er din skyld det hele! Skriger hun ind i mit ansigt. – Og Isak som døde (han døde i isen under en sæljagt efter vi var rejst og var Magdalenas ven) – Det er osse din skyld! Det hele er din skyld! Denne åndsvage rejse. Hvad skal vi her for? Hvad er det du vil? Hvorfor er du bange for mig? Du er et fæ, er du! og hun bryder hulkende sammen i blod og tårer, som hun prøver at stryge væk fra kinden. Jeg aner ikke, hvad jeg skal sige. Pigebarnet har jo ret. Jeg er en stor idiot med alle mine arragementer. Hvad er det jeg vil? En skør mand på totalt vildspor river to uskyldige unge piger med sig i faldet, fordi han ikke kan lade være. Han kan simpelthen ikke lade verden være, som den er. Skal hele tiden lave den om til sin egen fordel.
Nå, men det kan jo ikke nytte noget nu. Nu sidder du i saksen, gamle ven, og må rede trådene ud så godt, du kan for dig og dine to kammerater. Men en lort er du. Hun har helt
29

ret. Hende din “udkårne”. Så på den måde kan det nok ikke være andeledes. Noget af det.
En gammel portner lukker os ind på hotellet og siger, at strømmen er gået, og vi må bruge stearinlys for at finde vej til vores værelser. Mens vi lister frem i kulsorte gange, starter Magdalena atter sin store tur med at hade alle og allermest mig. Jeg er en diabolo og en krime (hund), skriger hun så det runger i de højloftede hotelsale. Jeg prøver at dysse hende ned, men det gør det bare endnu værre. Hun skriger og råber og jeg priser mig lykkelig over, at vi er de eneste gæster på hotellet.
-Jeg vil til København i morgen. Peru er ikke noget for mig, hvæser hun.
I det øjeblik beslutter jeg at NU må det være nok.
Vi må slutte rejsen her. Afbryde turen. Jeg føler mig som en morder, hvis vi fortsætter.
Nogle timer senere kommer Nathalia tilbage og jeg må ud med stearinlys igen. Vi skal gennem køkkenet for at nå vores værelser, og her ser jeg store rotter løbe op og ned langs rørene og på bordene. Hun har en fyr og hans punkterede cykel med. Vi finder et ekstra værelse. Magdalena sover gudskelov. Jeg ligger i min skæve hotelseng rystende over hele kroppen, indtil jeg endelig falder i søvn. Nathalia boller med fyren så det giver genlyd i hele hotellet. Om morgenen er de fuldstændigt enige om, at det altsammen er min skyld.
30

Jeg beslutter mig for at lade dem bestemme fremover og vil iøvrigt holde mig væk, når de skal på mandesjov. Om vi afbryder rejsen? Det må tiden vise…
Mens vi venter på bussen til Ayacucho, bliver bagagen tilhørende en backpacker, som også skal med, i et snuptag stjålet af en forbipasserende tyveknægt. Pist væk på et sekund, mens han vender sig bort. Man skal være over sin rygsæk hele tiden. Overalt er der hænder parat til at snuppe ens ting.
Vi skiftede til et nyt hotel i går efter bataillen, og de ændrede omgivelser har gjort, at pigerne er blevet mere rolige. Vi fik alle et langt varmt bad i morges og det gjorde underværker. Lidt hovedpine er der dog tilbage, men den forsvinder nok snart, når vi om lidt begiver os ud på den 11 timer lange køretur ad snoede bjergveje med dybe slugter op over et højt beliggende pas til den gamle incaby, som jeg oprigtigt glæder mig til at se.
Sidder på plaza des Armas i Ayacucho på en bænk med udsigt ned over de smukke gamle bygninger og har det rigtig skidt, for det går mere og mere op for mig, hvem det er jeg rejser sammen med. Det er to små liderlige soldaterludere, er det. Det er jeg vis på. I hvertfald Nathalia, og Magdalena følger som sædvanlig trop. Jeg tror faktisk, jeg vil lade dem passe sig selv så meget som muligt her. Selv gå på
31

opdagelse i byens kultur og blandt de særprægede mennesker og forsøge at glemme mine to eskimoiske rejseledsagersker.
Jeg er allerhelvedes træt efter den lange bustur, hvor jeg diskrimineredes åbentlyst til fordel for soldater med glinsende sorte maskinpistoler, som vralter rundt og udsender bedøvende dufte af sperm og krudt og død. Mord og drab og vold og had. Opgejlet paranoia.
Det er det, hele dette trip handler om. At jeg lidt efter lidt i blomsterluft og euforiserinde kvindesind, som jeg stadig tror på som noget smukt og rent, purt og ikke pynteligt, men ægte, kommer til mig selv. At jeg ikke opgiver min øjebliksbevidsthed, men er fri til åbent at udforske det, der sker. Uanset hvad der sker!
Se, der går han, soldaten. Det er sgu da synd, at han sådan må gå rundt med hele kroppen i spænd parat til skud. Hvor jeg dog hader spekulativ seksualitet! (Er det ikke netop sådan du er selv. Ser splinten i næstens øje, men ikke pælen i dit eget ?) Pigerne hakker på mig og kalder mig et sjok, fordi jeg ikke er en gejl soldat. De kalder mig en hund. Hm, det var ikke rart. Hundeøjne. Øjentjener. Røvslikker mm. Ha, ha, ho, ho. Farlig karl. Hm…
Vi mødes senere, hvor de er sultne, og sammen går vi ud for at finde en restaurant. Det viser sig, at der er undtagelsestilstand i byen, fordi nogle studenter har forsøgt at besætte en politistation, og situationen er højspændt.
32

Inden klokken 22 skal alle gader være ryddet, og vi må huske at komme tilbage til hotellet inden da. Overalt patruljerer bevæbnet politi, som pigerne sender skælmske blikke. Gudskelov møder vi en norsk fyr, som vi falder i snak med. Det afbøder den syge stemning mellem os, når han beretter om den fantastiske by Cuzco og får os hidset op på rejsehesten igen, mens han fortæller om andesbjergenes perle deroppe i den tynde luft. – Der skal vi hen! jubler begge pigerne. Nok mere fordi nordmanden er en flot fyr, end fordi de tørster efter incamonumenter, men under alle omstændigheder, vi får det bedre. I et marked køber jeg indianske øreringe med røde sten til Magdalena. Nathalia køber røde trusser med ordet “LOVE” broderet tværs henover maven!
Turen bliver lang, for vi tror hele tiden, vi ser en restaurant, men der er ingen. Så dukker to drenge op og vil sælge os en due, de har i en kasse. Jeg griber situationen, køber kassen og slipper duen fri. Den flyver lykkelig til vejrs, mens pigerne hviner, og jeg tror nok, jeg aner noget, som ligner et kærligt blik fra Magdalena, men jeg er ikke helt sikker. Måske elsker hun mig alligevel inderst inde? Håb, håb, det evige håb. Så endelig ligger spisestedet der. Det er yderst spartansk med tusind fluer, men nogle sammenrullede pandekager med kylling og agurk bliver det dog til, inden der lyder kraftig geværild lige udenfor. Vi skynder os afsted og passerer justitspalæet, hvor der er åben kamp. Vi når frem til vores
33

herberge langs husmurene, mens vi dukker os for ikke at blive ramt. Her er en gruppe rygsækrejsende danskere netop ankommet. Alle kryber sammen i pigernes værelse, der har balkon ud til gaden, hvor maskinpistolsalverne knalder. Flasker med lokal vin går rundt, mens vi skutter os i angst over, hvad der kan ske. Da en af de danske piger stikker hovedet ud på altanen, lyder der høje råb og støvletramp inde på vores hostel, som bliver bestormet under trusler om, at vi alle vil blive tilbageholdt.
Gudskelov er værten en brysk madame med sans for soldaterdrenge. Hun afbøder vores fængsling, hvis vi alle lover at forlade byen i morgen tidlig. På et minut ligger hver og een under sin dyne med lyset slukket. Musestille. Jeg ligger og overvejer min egen utilstrækkelighed i forhold til Magdalena. Skyldes det mine alt for smalle skuldre, mine tynde arme og min lange næse? Mit bomuldshår? -Som altsammen tørster efter berøring fra den jeg elsker. Åh ja. Åh ja. Savn. Moar! (H.C.Andersen.)
Flyveturen op til Cuzco er bare helt vidunderlig. De blågrønne Andesbjerge ligger udbredt under os med deres skarpkantede sneklædte tinder. Store buldrende skyformationer stiger op omkring maskinen og får den til at rumle og pibe. Stemningen i kabinen bliver noget trykket, men da vi endelig glider tæt ned over de cadmiumrøde tage i strålende sol og lander perfekt på den korte cementbane,
34

ånder alle lettet op. Kabinedøren bliver åbnet, og vi træder ud i det skarpe højfjeldslys, der skønt temperaturen kun er 11 grader, alligevel formår at få vore kroppe til at føle sig varme i den tynde luft. Jeg har hørt om Hotel Marquesos, som min sidemand i flyet berømte i høje toner, så hvorfor ikke? Jeg prajer en taxa, som på få minutter bringer os frem, og ganske rigtigt, det er et smukt sted midt i den gamle bydel med udskårne trædekorationer og restaureret ned til mindste detalje som gammelt spansk kolonialt hus. En stor gårdhave omgivet af altaner hele vejen rundt med indgang til de enkelte værelser, og som prikken over iet ligger der minsandten en indbydende lille vegetarisk restaurant i haven mellem palmer og kaktus. Åh, hvor her er herligt ja! Jeg beslutter, vi bliver i 5 dage. Sørme! Koste hvad det vil. Pigerne får et stort dobbeltværelse på første etage, mens jeg snupper et enkeltværelse i stuen. Ikke noget med at sove sammen mere. Det er uholdbart. Jeg elsker stadig den lille dame, men det bliver på afstand. Alt andet er overgreb, og det vil jeg fandme ikke være med til. Trods alt. Man bliver klogere. (Må vi håbe.) Pris 9000 Soles, men det klarer vi.
Jeg styrer økonomien med hård hånd og lige for øjeblikket er der balance. Bare de ikke skejer ud, de unge damer, men vi får se. Stedet og omgivelserne minder mig om Schweiz, som er mit foretrukne land, hvis jeg skal sige det. Da vi lidt efter begiver os ud på Plaza des Armas med det spraglede
35

folkefærd (indianere) og de smukke bygninger, er jeg ikke i tvivl om, at vi endelig er havnet det rette sted. Dog mærker jeg pludselig den tynde luft som et slag i brystet og stor åndenød. Rolig, rolig, tænker jeg, fordi mit hjerte begynder at pulsere hårdt og ubarmhjertigt, og jeg bliver også svimmel. Gudskelov ligger der en resturant eller thehus blot få meter fra, hvor vi står, og her falder jeg lettet ned i en stol og lader pigerne bestille. Tutti-Frutti i høje glas til Magdalena og jeg. Nathalia vil have en bestemt slags kage, som hun ikke kan få, for den er udsolgt. Så bliver hun sur og Magdalena får stenansigt og jeg bliver bare totalt forvirret af det spil, de hele tiden spiller. Jeg forstår det simpelthen ikke.
I vore nye luxus værelser sover vi til 14 og går så ud igen. Ned til Bolivar hvor vi møder en dansk fyr ved navn Jens, som viser sig at ligge inde med alle relevante oplysninger om Inca-kultur, som han gavmildt deler ud af. Jeg spidser ører, men pigerne virker fraværende. Bare vent, tænker jeg, til de ser alle disse fantastiske stenformationer, som det gamle kulturfolk opførte. Jens sidder sammen med to franskmænd. Den ene er blind med sin hvide stok. Han føres gennem Sydamerika af sin ven og kammerat. De er et særpræget og empatisk par, som udstråler en næsten overjordisk kærlighed til hinanden. En symbiose af sjælden art. Vi møder dem ofte, når vi går rundt i Cusco, og altid er de venlige og snakkesalige. De bliver vores gode venner.
36

Det blå aftenlys sænker sig over byen, som vågner op igen efter den lange dag i skarp sol.
Vi render ind i nogle andre danskere (her er mange turister) og de gelejder os ned til soltemplet. Det meget berømte soltempel i Cusco, som til alles skuffelse og især pigernes, viser sig at være en bunke gamle sten, som det hverken er til at finde hoved eller hale i.
Mine inuitkammerater begynder at kede sig, og det er kun med nød og næppe, jeg kan holde stemningen i kog. Jeg bruge næsen og finder hurtigt et marked med “ting”. Ting elsker de. Især farvestrålende ting og det er der nok af her i Peru og især Cusco, hvor turistindustrien har fået godt fat. Det flyder med poncoer, perlekæder, hatte og udskårne træfigurer. De svælger i al ragelset og er ikke til at drive væk, før jeg finder fidusen og får lokket dem med ned til det berømte Gringo-street, hvor der er fest og løjer og først og fremmest sprut! Det hæver atmosfæren op over jordniveau. Deres øjne begynder at stråle i kap med den glimtende nattestemning, som de mange farvede lys i gaderestauranterne udsender. Hurra, tænker jeg, som hele tiden er afhængig af “damernes”stemningsleje. Nu går det godt igen. Det er som om mit humør er synkroniseret med deres. Når de er glade, er jeg glad. Når de er sure har jeg det ad helvede til. Især hvis Magdalena er sur er jeg ked af det. Hun betyder så meget for mig, jo. (Ja, en nar er du, og en nar
37

vedbliver du at være. Holder det dog aldrig op? Som en forstyrret teenager, og du er fyldt fyrre. Fy fan for en fis.)
Der bliver drukket nogle glas vin, mens vi forhandler om aftenens videre forløb. De elsker selskab og vil tilbage og finde den blinde franskmand og hans ven og Jens, som de siger, de savner. Den er jeg med på. Det er trods alt europæere og nemmere at være sammen med end disse gejle lokale mænd som kun har eet på programmet. At bolle mine to små søde englebabies. Vi går tilbage og møder dem i den samme restaurant, hvor vi forlod dem. De byder på Pisco Sour og foreslår, at vi skal spise middag sammen. Kun godt, tænker jeg. Det glider i den rigtige retning. Vi valser afsted kåde og glade. Et opløftet selskab lige efter min mening. Og får en stor skude spagetti i den Italienske restaurant med øl og ostesnacs og servile tjenere, som har et godt øje til de nordatlantiske tilstedværende…
Danskerne fra soltemplet er ovre i en folkemusikrestaurant, får vi at vide af Jens. Der er trommespil, hvor alle kan være med. Jeg elsker at spille på tromme! Var med i et band en gang og bliver straks fyr og flamme. Mit drive inspirerer gruppens videre fremfærd ud i den sydamerikanske nat og snart er vi alle i gang med at spille på store bongotrommer, mens de lokale musikere akompagnere os med Andesmusik på rørfløjte og gamle strengeinstrumenter. Det hidser pigerne op, det gør det. Jeg kan mærke de begynder at blive vilde og
38

min bekymring øges. Men der er ingen vej tilbage. Diskotek! Råber de i larmen, og så må vi i gang på dødsruten! Jeg finder et pænt sted med borde og servering.
Vores danske og franske venner bliver lidt, men så går de hjem. Stedet ser nu ud til at kede pigerne. De vil videre, og vi falder ind i en grotte, som er næsten helt mørk med små skumle røde lys nede ved gulvet. Musikken er øredøvende fra store højttalere i loftet, og Nathalia forsvinder på et øjeblik med en fyr, der dukker op som kaldet. Jeg bliver ved Magdalena. Nu skal hun ikke smutte! Det vil jeg ikke have. Jeg holder mig tæt til hende ude på det lille dansegulv. Hun danser virkelig med mig! Jeg danser, skæv som jeg er af de antihøjdesyge-tabletter, jeg tog, fordi de rådede mig til det i “Håndbogen”. Jeg føler det som et gennembrud i mit forhold til hende, men det varer kun kort. Hun bliver budt op af en ung fyr kort efter og er væk. Atter vraget. Atter ensom. Jeg går hjem i de nattestille gader i den fremmede by og spekulerer som en gal på, hvorfor det altid går sådan. (Ha,ha,ha, narret igen, Nar!)
Klokken fem kommer Magdalena hjem til hotellet. Hun banker mig op og forlanger penge til at betale en taxachauffør, som står og venter bag hende. Jeg farer søvndrukken hen til mine ting og henter nogle sedler. Giver hende dem i hånden med et vredt tryk og beder hende om at fordampe. For helvede. Fuck off! tænker jeg, men lader det
39

blive bag min hjerneskal. Man skal jo heller ikke brænde alle broer bag sig!
En halv time efter dukker Nathalia op og larmer højlydt og sparker til min dør, mens hun skriger og hulker i et væk. Så stilner det af, og nu vil hun have tændstikker til sin cigaret og får det og falder til ro. Der bliver efterhånden stille i deres værelse. Klokken er seks og jeg kan ikke sove mere. Er alt for oprevet over det hele. Forbander mig selv og min “store” kærlighed til den lille pige. Hader det hele og allermest denne altopslugende drift, som har besat mig, og ført mig ud i det veritable helvede, jeg lige nu befinder mig i. (Er det Poona og Bhagwan, der spøger? Tror jeg virkelig, jeg kan gøre lige, hvad der passer mig? Eller er det netop i mødet med disse to kvinder, at jeg endelig må give op og lade stå til? Det ser sådan ud. Desværre og gudskelov.)
Efter morgenmaden, som vi indtager i tavshed op ad formiddagen, kommer en hotelpiccolo hen og smisker sig ind på vores lille selskab. Han inviterer Nathalia på tur med ud i byen og kalder mig :”My friend” Jeg er ved at brække mig og siger OK. Hun vil have Magdalena med og går ind og vækker hende. Så tager de alle tre afsted, mens jeg bliver siddende og drikker hvidvand med brus og spiser yougurt pyntet med melon og ananas, mens jeg betragter en anden hotelgæst, som osse sidder alene. Han er stor og muskuløs med olieret hår. Han sidder over en øl og ser meget selvsikker ud. Hans udstråling råber “Mand”, “Sexmand” og jeg mærker min egen
40

utilstrækkelighed. Jeg slår simpelthen ikke til som “Mand” i denne verden. Er jeg da “Kvindagtig”? Er det det, jeg er. Er jeg “bøsse? Er det derfor pigerne gør nar ad mig? Fniser bag min ryg? Kører om hjørner med mig? Er det det? Men jeg føler mig hverken som bøsse eller kvinde. Bare som et ganske almindeligt sansende væsen, de kan kalde, hvad de vil. I øvrigt har jeg tyndskid.
Jeg føler det igen og igen. Hvad er det dog, jeg har gjort. At lokke disse to kvinder med mig til Peru i Sydamerika? Nå, men ligenu er vi flyttet fra Hotel Marquesos til Hotel Bolivar og det ser faktisk lysere ud. Der var for fint på det gamle kolonihotel, og personalet begyndte osse at se skævt til os. En omrejsende alfons med sine to luddere. Sådan følte jeg mig i alt fald. Og det var ikke godt. Lort, lort, lort.
Jeg sover resten af dagen væk, afbrudt af ustandselige besøg på toilettet. Skidtet fiser af mig som udløbet af en sifon. Jeg søger ned på en indisk vegetarisk restaurant, hvor jeg prøver at få noget ris og yougurt i mig. Der kommer to danske piger, vi har mødt i byen og besøger mig. De holder mig med selskab og har nogle mavepiller med som jeg tager. De kan godt forstå min situation, tror jeg. Det er landsmænd, og derfor ligger der en implicit medfølelse i deres optræden. Vi har en god snak om det at rejse alene rundt i Sydamerika. De lader hensynsfuldt være med at dykke dybere ned i mit og pigernes forhold.
41

De tænker nok, vi bare er gode venner, og jeg lader dem blive i troen. De udstråler varme og venlighed, og jeg nyder endelig at være sammen med ukomplicerede mennesker (af min egen race).Nu osse racist? Hvad bliver det næste? Nazist? Pædofil? Svans? Lommetyv? Kriminel? Løgner? Svindler? Røvhul? Gadedreng? Pikansjos? Etc, etc. etc. Listen er uendelig. Jeg ser mig selv nedværdiget igen og igen til ukendelighed. (Meget interessant egentlig. Jo mere jeg lider, des mere liderlig bliver jeg. Jeg glemte vist masochist…) Hov, hov, hov! Der tippede balancen. Dét går jeg simpelthen ikke med til. Dér sætter jeg grænsen. STOP!
Det viser sig, at pigerne har lavet en aftale for aftenen med hotelpicoloen og hans venner. Det passer mig udmærket. Får fred fra de to furier, som for helvede sgu da ikke er mine børn. Hvad der begyndte som en spontan indskydelse oppe i Grønland i et polarkuldret forelskesøjeblik, er blevet til et mareridt, som jeg tager det fulde ansvar for. Når blot jeg ind imellem kan få lidt ro til mig selv.
Kan slentre rundt i byen i min udmattede tilstand og måske finde et stille sted, hvor jeg kan sidde og nyde en kop urtethe.
Den næste morgen kommer Nathalia alene hjem til hotellet. Hun er stærkt oprevet og fortæller i stammende tempo, at Magdalena er “taget” to gange af politiet. Jeg forstår ikke hvad hun mener, men hun siger at Magdalena er blevet
42

voldtaget og derefter taget med af politibetjentene i deres bil. Hun er forsvundet, siger hun og rokker ubeslutsomt rundt i værelset, mens hun ryster over hele kroppen. Jeg mærker hendes angst og prøver at hjælpe hende ved at trøste og foreslår, at vi tager hen til El Sol, hvor vi kender portieren og får ham til at ringe rundt til de forskellige politistationer for at finde ud af, hvor Magdalena er. Det gør vi, men uden resultat. Nathalia fortæller, at der har været stor ballade på et andet hotel, som Magdalena besøgte sammen med politibetjentene, og her har hendes søster smadret ruder. Nu bliver jeg bange. Situationens alvor går op for mig.
Måske er hun kommet til skade og ligger et eller andet sted. Hvad skal vi gøre? Vi går hjem, og jeg aner ikke mine levende råd. Da jeg åbner døren til deres værelse ligger Magdalena i sengen og boller med hotelejerens søn! Han styrter forfjamsket ud, og begge pigerne kaster sig over mig, mens de skriger i munden på hinanden, at det er min skyld det hele. (Det kan de jo for så vidt have ret i.)
Nathalia tager en svær hængelås, som hun bruger til at sikre sin bagage med og banker den hårdt ind i tindingen på mig. Det sortner for mine øjne et øjeblik, og jeg taber besindelsen. Jeg bliver rasende på de to fremmede væsner, som går til angreb på mig og råber af fuld kraft på alle mulige sprog, at de er helvedes fugle, som kun har ondt i sinde! Satan er I ! Gæsterne fra naborummene strømmer til hidkaldt af spetaklet. Så tager pigerne al bagagen fra mit rum og
43

smider den ud ad vinduet og ned på gaden. Fanden stå I jer! råber jeg, idet de kommer imod mig med mord i øjnene og hager sig fast i min trøje. Jeg bliver rædselsslagen og når lige at krænge trøjen halvt af, før de med voldsom kraft slynger mig mod gulvet. Jeg tumler op og frigør mig helt fra trøjen og styrter ud og ned ad gaden forfulgt af de to gale kvinder. I det samme drøner en politibil op foran os.
Betjentene danner kæde og forhindrer os i at komme videre. Så anholder de os alle.
De følgende fire timer tilbringer vi på stationen. Han har hash! Skriger Nathalia på skiftevis grønlandsk og dansk. Han er narkoman! Vi er hans fanger! Men dommeren, vi er fremstillet for, som sidder på en forhøjning bag en pult beklædt med det Peruvianske flag, forstår gudskelov ikke hverken dansk eller grønlandsk. Der udspiller sig en munter samtale mellem ham og de to betjente, som står ret i nypudsede uniformer ved siden af. Det er tydeligt, at de er tændt af pigernes erotiske skyts, for de smiler og ler og sender hinanden sigende grimasser.
Da Magdalena mærker det, går hun helt frem til den høje herre med den flotte kasket og sender sit mest bedårende blik op mod ham. Han ser spørgende på hende: -Very jaloux? spørger han, og hun nikker flere gange og smiler til ham. Det gør forskellen.
Jeg og Magdalena bliver lukket ud i det fri, mens Nathalia, som stadig skælder ud og råber op, bliver sat ind i
44

detentionen for at køle af. Der sidder hun i to timer, mens vi venter udenfor på en bænk. Magdalena værdiger mig ikke et blik, og da vi alle er kommet hjem til vores værelser, som ligner en ruin, fortsætter Nathalia med at angribe mig. Hun tager en flaske og truer med at knuse den mod mit hoved, hvis ikke jeg skrubber af.
Nu er jeg flyttet til et rum langt fra deres, og så går alting nok meget bedre. Men jeg ved, at Nathalia er livsfarlig, så alle sejl må rebes på resten af turen. Det er en vanskelig sejlads på psykens oprørte hav, jeg her foretager mig! (Det tør vist svagt antydes, ikke? Jo, jo, jo og pis og lort. Kunne jeg slippe nu, så skred jeg fra det hele, men det gør man ikke i min verden. Har man sagt A må man osse sige B. Det er uomgængeligt. Som i en drøm. Hvor man heller ikke er herre over situationen. Hvor tingene bare sker. Som her.)
I nat sov jeg i mit nye logi. En fængselscelle oppe under taget med tynde papvægge, hvor naboens snorken trængte igennem helt ind bag mine trommehinder. Nu sidder jeg sammen med dem i absolut tavshed. Det eneste, jeg hører, er de små klik fra deres negleklippere. Jeg har været henne og veksle penge. Ville gerne rejse videre i dag, men det ser ud til, at de vil vente. Jeg købte en peruviansk rørfløjte i går af en mand, som fik mig overtalt, men jeg orker ikke at spille på den. Jeg vil forsøge, om jeg ikke kan bytte den i dag.
45

Vi må videre. Altid videre. Kan ikke blive i Cuzco længere. Det er for tungt med alle de problemer her. Inde fra deres værelse lyder høje stønnelyde når Magdalena er i gang med at bolle en eller anden fyr, hun har mødt. Fyr nr. gud ved hvad, så jeg ikke kan komme til at give besked til dem. Jeg stikker deres pas ind under døren og råber, at klokken 13 er der afgang! Nede på stationen, mens vi venter på toget, er jeg tavs og sammenbidt. Jeg må
holde fast om trådene, og det er den eneste måde. De skal ikke tro, de bare kan rende om hjørner med mig. Jeg håber hele tiden, de får respekt.
Jeg tør gradvist op, efterhånden som vi kommer fri af Cuzco. Bliver næsten helt venlig og byder på en advocado, som jeg har købt. Bagefter går vi i buffetvognen og spiser frokost. Der finder vores lille selskab melodien igen, mens vi ad hårnålesving slæber os op over de irgrønne bjerge til Ollantaitambo. Det letter på trykket mellem os, at vi kører gennem yndige små byer omgivet af frodige lysegrønne marker med sneklædte tinder, som rejser sig majestætisk i baggrunden. Jeg bliver helt euforisk af al den skønhed og udbryder, at vi skal gøre holdt her på tilbageturen. Det synes pigerne osse. De sidder med næsen klemt mod ruden, mens toget aser sig tudende op langs de stejle klipper. Med ét styrter det ned. Regnen kommer i kaskader, der vælter larmende hen over toget. Klokken 20 når vi endelig Aguas Calientes, som er stedet med de varme svovlholdige kilder,
46

man bader i. Vi står ud i regn og kulde og finder gudskelov et lille herberge lige overfor stationen, hvor vi får to meget spartanske værelser. Stationscafeen er et skur som serverer øl og spagetti. Det huer ikke Nathalia, som bliver dårlig og går i seng. Jeg sidder lidt i tavshed med Magdalena, mens regnen trommer på bliktaget. Så spørger hun: – Hvorfor er du bange for mig? Jeg får et chok over hendes oprigtighed. Måske er det den silende regn og det triste sted, der får hende til at åbne op. Måske er det fordi vi nærmer os Machu Picchu. Jeg ved det ikke. Jeg svarer: – Du ved hvor meget jeg holder af dig. Det er derfor, jeg passer på dig. Jeg vil ikke såre dig.! Jeg elsker dig, Magdalena! siger jeg lavmælt. Hun smiler. Så rejser hun sig fra bordet uden at sige noget. Idet hun går over mod vores logi råber hun mod mig: “Inulima!” Jeg sidder alene tilbage og forstår med ét, at hun netop ikke ønsker min beskyttelse. Det hænger hende ud af halsen! Hun vil tages, og det tør jeg ikke. Jeg vil ha hende og kan ikke ta hende! Hun har ret. Jeg er bange for hende. Dilemmaet er totalt, og min mave svulmet op af desserten vi fik. Tykke rompandekager og sort kaffe. Jeg vakler over og går i seng, mens den silende regn hamrer mod ruden i det iskolde værelse. Trækker det tynde tæppe op om ørene og falder i en urolig søvn her oppe i Andesbjergene.
Selvom vi er i god tid, kommer vi alligevel for sent til den første bus. Vi når lige netop at se den dreje væk fra stationen,
47

idet vi kommer gående. Shit! tænker jeg, for den næste går først om en time, og så er der langt flere mennesker med. Nå, vi sætter os i stedet på en bænk og ser, hvad der sker. En dreng med to store hvide hunde dukker op, og hundene er legesyge. Magdalena springer ud og underholder sig med dem. De leger og løber efter hinanden. Jeg betragter dem på afstand og føler mig ældgammel. En far på rejse med sine to døtre. Det er et helvede, at måtte indrømme det, men sådan er det. Det er jo mig, som skal være i centrum og hoppe omkring og lege, synes jeg, men det kan jeg ikke, når jeg er sammen med pigerne. Så får jeg en særlig rolle, det er umuligt at komme ud af. Min jagt efter ungdommen gør mig til nar. Pis!
Turister i store mængder dukker op. En hel skoleklasse på udflugt skal osse med bussen. Endelig viser den sig, og vi stiger ombord. Vi kører ad en vej op langs bjerget, som først blev anlagt for nylig. Oprindeligt, efter Hiram Bingham opdagede Machu Picchu, var her ingen vej, og man måtte tilbagelægge strækningen til fods ad smalle stier. Nu er der en fin serpentine snoet rute, som leder til den isolerede by højt oppe i fjeldet. Efterhånden som vi stiger, mærker vi trykket for ørene og ser dybt under os Urubambafloden sno sig mellem bjergkammene, der er mørkegrønne af tæt vegetation. Jo længere vi kommer op, des mere fjerner vi os fra civilisationen og ledes ind i en hemmelighedsfuld og skæbnesvanger verden.
48

Endelig er vi der. Jeg forsøger at få os ind til studenterpris, men den går ikke! Vi træder ind i området. Her er meget, meget smukt! Ruinerne er som levende organismer, der blidt fører os rundt. Alt er meget markant i udtrykket. (Ingen tvivl. Klarhed.). Vi ledes hele tiden, som var vi behersket af usynlige kræfter. Skal man tale om skæbnefølelse, må det blive her. Pigerne beundrer stensammenføjningerne i murene. De føler på dem med hænderne og jeg kan se, de virkelig er interesserede. Deres fornemmelse for menneskeligt miljø fornægter sig ikke.
De grønlandske rødder får fuld næring på dette organiske bosted. På kirkegården spiser vi tunfisk og brød ved den store offersten. Senere driver vi rundt fuldkommen betaget af sceneriet. Jeg tager billeder hele tiden og lader de andre gå i forvejen. En sten, som jeg fejlagtigt tror er monolitten, bliver foreviget med mit gamle Olympus kamera. Dernæst et billede op over en lille bakke med Magdalena i siluet mod himlen. Idet jeg kommer derhen, viser det sig, at netop det sted, hvor hun er, står den rigtige monolit. Hun fandt den spontant af sig selv, mens jeg måtte lede efter den, for at kunne finde den. Det er hele forskellen på os to. Den tankeafhængige europæer mod det intuitive naturbarn.
Jeg vil tage et billede af hende med hendes “fund”, og så er der selvfølgelig ikke mere strøm i apparatet!
Jeg sætter mig. Læner mig op ad stenen, mens mit blik glider hen over bjergene og ud i det uendelige rum. Skyerne
49

driver opad mod mig med rasende fart. Det er morgensolens varme, der får dem i drift. Det er som at sidde ombord på en fregat midt i et slag. Dampen vælder frem fra klippespalterne som mægtige åndelige væsner. Jeg sidder helt stille og mærker jordens tavse bevægelse rundt om sin sol. Den astronomiske betydning af stedet strømmer gennem stenen ind i min krop. Jeg føler al min møje på denne rejse belønnet i dette ene øjeblik.
Så er det forbi, og jeg stiger af! Et festligt tysk ægtepar dukker op. Manden gør klar til den helt store filmsoptagelse. Hans næse er fin og lang ligesom min og hans øjne venlige. Han trækker en ledning til selvudløseren, så både han og konen kan komme med på filmen. De sætter sig netop der, hvor jeg sad og opsluges af deres iver for at posere foran det snurrende kamera. Pigerne dukker op og vi går sammen ned mod restauranten for at få noget at spise.
Grønland.
Jeg er her.
Sidder foran min skrivemaskine i det lille kontor på Sygehuset. Det er aften.
Færdig med dagens patienter. Mest ældre. De har et elendigt helbred i Grønland og det er jeg sat til at reparere på. Jeg holder af mit arbejde og er vellidt af befolkningen, men
50

mærker ensomheden stærkere end nogensinde. Derfor skriver jeg, som var det et brev til en jeg kender rigtig godt. (For hvem skulle jeg ellers skrive til?)
Marie sidder på bænken i solskinnet. Hun rejser sig og bevæger sig ned ad skrænten. Ned bag det grønne hus og videre til sit eget gule. Hun er en lille kraftig kvinde i 50-erne. Hun bærer cotton-coat og har permanentet hår. Hele tiden ryger hun cigaretter. Hun er medlem af “Blå Kors”. En afholdsforening i byen. Hendes søn er også medlem. Fordi han sidste år i beruselse skød et menneske. Han er fanger og meget selvbevidst. Fører sig frem med sin muskuløse krop og er Magdalenas bedste ven.
Magdalena kommer hen til mig på hospitalet for at se de nylavede pasbilleder. Hun har fået et blå øje. Jeg spørger hende, hvem hun har fået det af og hun svarer: – Mig selv! Jeg stiller ikke flere spørgsmål, men føler stor ømhed for hende. Volden i byen er stor. Jeg ved, hvor svært det er at begå sig her.
Jeg kan se ud over byen fra mit vindue. Det er søndag eftermiddag og helt stille. Det har blæst kraftigt de sidste par dage, men nu er der ikke en vind som rører sig. Frosten er på vej, og vinteren slår sig ned ned med fine iskrystaller i luften og tidlig mørkning. De små
51

huse kryber sammen og trækker sig ind i sig selv. Det er tid til eftertanke.
Det er det sværeste, jeg har gjort i hele mit liv. Det kan ikke omgøres. Jeg rører ikke ved det mere. Jeg kan ikke tage tilbage! Hvad der er sagt er sagt og hvad der er gjort er gjort og står ikke til at ændres. Hvilke konsekvenser det vil have, aner jeg ikke. Jeg kan ikke foretage mig mere. Jeg har sat fra land. Jeg er færdig.
Jeg kan komme og besøge dig en gang imellem. Jeg kan sende børnebidrag, men jeg kan ikke tage hjem og bo hos dig. Jeg kan ikke lægge mit liv tilrette efter dit mønster og allermindst kan jeg underlægge mig den måde, du behandler vores barn. Det skaber konflikt og støj, som ikke er godt. Så er det bedre, jeg er væk. Så er der ro i det mindste.
Og det er det bedste for hende.
Jeg lever mit eget liv nu. Det er ikke altid lige morsomt, men det er mit. Skal jeg blive mutters alene resten af mit liv, så må det være sådan. Jeg vil ikke leve andre menneskers liv. jeg vil leve mit eget liv, og hvad der kommer ud af det, ved jeg intet om. Måske skal jeg leve sammen med 27 kvinder eller 25 mænd eller 450 børn. Jeg ved det ikke. Bare det er mit liv. Jeg er glad for mit liv, fordi det endelig er i live!
Mine øjne ser ud over jordskorpen. De søger ikke noget, men er i stadig kontakt med den.
52

Nu og da får de øje på noget som fanger deres interesse. Nu og da får de øje på et strå med visne blade som bevæger sig i vinden.
Det interesserer mig at skrive. Ordene kommer dumpende som små frø der lægger sig til at spire. Når jeg sidder med min lille bog og en ball-pen, eller ved skrivemaskinen og lader tankerne tale, har jeg det godt. Der er ikke flere problemer i verden. Livet går let og ubesværet. Efterhånden som “arbejdet” skrider frem, bliver jeg gladere og gladere. Når glæden ved at skrive bemægtiger sig mig, er de små forhindringer undervejs ikke noget, der gør mig træt. Tværtimod så ansporer de mig til at arbejde lidt mere i dybden med stoffet, og så kommer jeg videre. Videre og videre hele tiden. Ikke mod nogen ende, men mere som en evig proces. Ligesom himlen og jorden og stjernerne.
Alting inspirerer mig. Et lille blad på jorden, og straks kan jeg skrive en roman. En lang historie om bladets liv og død. Alle historier handler om livet og døden. Begyndelsen og enden. Alt.
Nu skifter jeg til en ny linie, og bare det at meddele, at jeg skifter til en ny linie er en opløftelse. Så ved jeg, at jeg er i gang med noget helt nyt, og det er befriende. Papiret er jomfrueligt, og alt kan ske. Det næste ord anes, men kendes ikke, før det er sat på plads.
Bækken. 53

Jeg kan simpelthen ikke have det bedre end her ved den lille bæk, som løber afsted ganske fredsommeligt og rislende lydeligt. Det giver sindet fred. Åh, hvor er her herligt! Det er en gave. Det er også en anstrengelse, men anstrengelsen er melodiøs. Det er svaret i vinden på alle mine spørgsmål. Det er den berøring, som hele tiden finder sted. Som er evigheden her og nu. Som beskrives af mig, mens jeg trækker vejret og gaber og er lidt usikker på, hvad jeg skal sige. For inderst inde føler jeg ikke, at jeg er beskikket til at sige noget. Jeg er jo bare en stemme, en mund som så mange andre. Men jeg har øjensynlig noget at skulle have sagt. Ikke en tale som man holder for en flok konfirmander. Det er det ikke. Heller ikke et skrig eller et råb. Ikke nogetsomhelst. Men hvadsomhelst.
Det er lige som musik. Som tavsheden der taler gennem mig. Det er ikke mig selv, der taler. Det kan være hvemsomhelst. Naturen siger aldrig et ord. Bjergene i det fjerne siger ingenting. Moskusskindene oppe på
vandtanken er tavse og statuen af Knud Rasmussen står bare og glor. Husene er stille, og stenene ligger hver for sig på deres plads og venter på ingenting. Ikke et ord fra dem.
Den eneste lyd kommer fra bækken. Den pludrer som tusind legende børn i eet væk. Jeg vil gå hen og lytte til den.
Så er jeg ved bækken. – Hov! og har sat mig i en klat jord, som går op gennem bukserne, så de bliver våde. Det tager vi
54

helt roligt! En plasticpose medbragt til samme formål gør det ud for bænk på den våde græstue. Bækken løber fra en lille forhøjning, der er ca 5
meter fra mig skråt til højre for derefter at slå et sving til venstre ned forbi mine fødder.
Undervejs passerer den store og små sten i forskellige brune, grønne og rødlige kulører.
Bækken selv er livlig. Den har travlt, men er bestemt i sine bevægelser. Den er fuldstændig klar over, hvad den vil. Den bevæger sig ikke på må og få, men nøjagtigt, afmålt og præcist i forhold til omgivelserne. Her og der sender den små sprøjt ud i luften, men stort set flyder den i een samlet strøm nedad. Nedad mod fjorden. På vejen fortæller den sin historie.
Hvad er så bækkens hemmelighed? Dens hemmelighed er svær at uddrage, fordi den pludrer, ligesom et barn pludrer. Blot at sidde her og forvente, at man skal få en
“samtale” i stand uden selv at gøre en indsats, er meget naivt.
Hvad skal man da gøre for at tale med denne bæk? Man kan henvende sig til den på mange måder, men den, der sansynligvis bedst vil føre til en “samtale”, er nok den lyttende og moderat kommenterende attitude, som jeg så småt er ved at finde frem til her. Det er ikke provokation der behøves, men nærmere en form for samstemthed som medfører forståelse.
55

Bækken og jeg begynder at forstå hinanden og en samtale finder sted. Man kan mærke det på, at den begynder at blive levende. Hvor den før var et eller andet tilfældigt vandløb, bliver den nu en levende struktur i terrænet. En åre. Ja, man kunne nok kalde den en kilde i stedet for en bæk. En kilde til noget. En kilde, der vælder ned ad. Et kildevæld.
Det er et sted, der kommer vand fra. Et udbrud af vand, som her kommer til syne, hvor det tidligere var skjult under jorden eller sneen.
I sit løb har den en fantastisk evne til ligne eller være i omgivelserne. Det er nok bækkens fornemste egenskab, at den, samtidig med den underkaster sig omgivelserne, alligevel bryder frem, igennem og ned. Den har et forhold til omgivelserne, som er i usvigelig balance.
Dens funktion er at føre vand, rense og bryde ned. I det øjeblik jeg har nået tavshedens forståelse med bækken, har jeg kontakt med hele det kosmiske forløb. Da kan jeg mærke, hvorledes bækken bearbejder mig, lige som den bearbejder sine omgivelser. Det er en stadig renselse, som bringer ned mod en stilstand.
Er denne stilstand da en form for død? Måske. Jeg ved det ikke. Jeg ved kun, hvad bækken fortæller mig, og den er sandelig ikke død!
Nogle partier af bækken bevæger sig ikke direkte ned, men over i en lille stillestående sø, og her vil jeg se, hvad der sker.
56

Jeg ser et spejl. Hvor jeg i bækken ikke kunne se nogen form for spejling af himlen, så kan jeg se, at der, hvor bækken løber ud i den lille sø, er himlen spejlet, og omgivelserne, bjergene, græsset og stenene spejles nok så klart og tydeligt i det stillestående vand. Det er en helt anden kvalitet. Det stillestående vand har en helt anden kvalitet end bækken. Det er reflekterende. Det reflekterer, det bryder ikke ned. Det omdanner ikke. Laver ikke om på tingene. Det er bare, og er derfor refleks.
De ord, som strømmer ud her på papiret, er en bæk, som strides med omgivelserne, der er mig. De ændrer på omgivelserne, omformulerer omgivelserne fordi de ustandselig møder modstand. Omgivelserne må vige for disse ord. Må bøje sig, må flytte sig, må lade sig afslibe af disse ord og til sidst vil de have rettet sig ind, så der opstår en balance mellem mig og ordene.
Det er ikke sket endnu. Men bækken bryder frem og bryder ned, og disse ord bryder også frem og ned. Til stadighed arbejder de i mig som et kildevæld, der hele tiden søger at bane sig vej.
At udtale sig om tilstanden når ordene ikke længere møde nogen modstand er vanskeligt.
Når ordene endelig har fundet deres plads, så ændrer de ikke på omgivelserne længere, men reflekterer omgivelserne. Så er ordene og omgivelserne eet. Så er det der bliver set, og det der bliver sagt, det samme. Så er der samklang. Ordene
57

bliver ikke selvstændige væsner, men alligevel en slags selvstændige væsner, fordi de reflekterer et selvstændigt væsen absolut. De bliver væsnets stemme.
I sig selv har ord ingen betydning. De er blot streger. Tomme. Uden mening. Der må være lyttekvalietet over ordudtalelsen for at den skal have mening. I det øjeblik, ordene ikke har lyttekvalitet, har de heller ikke meddelelse. Så er det tom tale. Tom snak. Det punkt når man, når bækken ikke længere er påvirket af tyngdekraften. I det øjeblik tyngdekraften holder op med at virke, vil bækken ikke længere bevæge sig. Den vil stivne.
Øjeblikkelig stivne i lige netop den stilling den var, da tyngden hørte op med at eksisterede.
Så er der ikke mere. Når tyngden går af ordet, mister det sit liv. Lige som livet er fuldstændigt afhængig af solens lys og stråler, så er det også afhængig af sin tyngde. Livet eksisterer ganske simpelt mellem lys og tyngde.
Lyd af rislende vand…
Mit liv er i gang. Det er aldrig “begyndt” nogensinde. I mors liv var der fredeligt og stille. Man hørte kun hjertets milde banken. Som en flod, der gled forbi min mave, løb den store pulsåre og varmede mit kolde endnu ufødte sind. Jeg er glad for, at ingen så mig den gang. Man ville ikke have kendt mig
58

overhovedet. Jeg var blød og bar og helt uden tanke. I dag er jeg anderledes. Fyldt til randen med skidt, der ustandselig vælder ud af mig. Jeg er som en overfyldt skraldespand. Rundt omkring mig ligger ligene af alle de mennesker, jeg har dræbt. Jeg dræber gennemsnitlig tre til fire mennesker daglig. I dag Susanne og Markus. I morgen Esther og Kaj og Irene. Nej ikke Irene, for hun er ved at blive blind og det er ikke min skyld! Hun har diabetes og det går bare lige så stille ned ad bakke med hende. Hun var en gang en meget smuk ung pige, som jeg forførte. Jeg hev hende ind i den mørke kældergang, trak bukserne af hende og voldkneppede hende koldt. Jeg elsker at voldkneppe. Jo mere vold og hårdhed des bedre. Men sådan var det ikke altid. Engang var jeg et stjernebarn. Det er længe siden. Meget længe.
Den gang Hurdy Gurdy spillede. Den gang vi dansede som aldrig før. Alle mennesker dansede. Det var een bevægelse. Men som det altid går, blev det hurtigt til nostalgi. Nu er der ingen der danser mere. Man går i terapi og prøver at lære at danse. Hør lige ordene:
“prøve” og “lære”. Den går ikke, vel? Men sådan er det faktisk lige for øjeblikket. Ad helvede til med alle disse opsplitninger som den menneskelige tanke skaber.
Hvornår kommer den katastrofe, som udsletter os alle? Det er et spørgsmål om tid. Det er spørgsmålet, om tanken skaber hele denne forrykte verden vi lever i? Tilskuere er vi til vores egen undergang, som vi betragter med stupid
59

nysgerrighed, som var vi vidne til et automobiluheld, intet anende, at vi selv er hovedaktør i hele affæren. (Corona)
Det er regnvejrsdag i Århus. Mor ligger på sygehuset med kraftige veer.
Jeg sidder mageligt henslængt i en gammel lænestol, da telefonen ringer. Jeg løfter røret og hører den kendte, venlige stemme (min ven) : -Du skal til at afsted, siger den. Jeg smiler ved mig selv og svarer, at selvfølgelig skal jeg det. Jeg retter mig op i stolen, og idet min ven beder mig løfte fødderne et lille stykke fra jorden, kommer suget og jeg slynges (ikke ubehageligt) nedad med stadig større fart. Med eet er jeg væk og i det samme er jeg født!
Jeg var ikke ret gammel, før jeg begyndte at gå. Min mor havde mange gange bedt mig om ikke at forlade mit hjem, men jeg kunne ikke dy mig. En dag måtte hun hente mig langt nede ad Jagtvejen. Hun blev ringet op af politiet, der sagde, at de havde en lille vred herre på stationen, som ville tale med sin mor. Da mor kom i røret, var jeg først meget ophidset over at være taget af politiet. Jeg mente, jeg var stor nok til at klare mig selv. Jeg var tre år! Hun beroligede mig, men det var slet ikke beroligelse, jeg savnede. Det var kærlighed.
Det vidste jeg imidlertid ikke. Jeg troede min mor rummede alverdens kærlighed.
60

Hvordan kunne det være anderledes? Hun kom ned og hentede mig, og jeg fik en enorm iskage som belønning. Min far så jeg aldrig noget til. Jeg ved ikke hvor han blev af. Måske har han slet ikke eksisteret. Min mor talte i hvert fald aldrig om ham. Jomfrufødsel?
Den iskage glemte jeg aldrig. En slikmund blev jeg. Spiste lækkerier i store mængder og vejede indtil for nylig over ethundrede kilo. Så begyndte jeg at ryge pot. Det gik der mange år med. Et langt sygt trip har det været. Nu er jeg holdt op og indser, hvor tåbeligt det var.
Dog har jeg aldeles mistet min hukommelse, men det er i grunden ikke så galt, for med den i behold havde jeg nok ligget på en sindssygeanstalt i dag.
Drikker urtethe og er i øvrigt meget påpasselig med, hvad jeg hælder i mig. Jeg er meget sensibel og tåler ikke for store doser af nogetsomhelst. Slet ikke narkotika. Er altså på
en måde kommet tilbage til udgangspunktet her i min lægeklinik på den yderste pynt oppe i Grønland, hvor jeg sidder hver dag efter den sidste patient og skriver disse ord og sætninger, som jeg ikke aner, hvor bærer hen. Men det er også ligemeget. Ja, det er det sgu!
Blomsterne, stenene, solen. Fjorden, endnu belagt med is. Fjeldene og mine gummistøvler. Mig selv og Ferdinands solbriller og mine handsker fra Kina. En flue, der kryber hen
61

mod de violette blomster, der dufter af honning. Grenene med lysegrønne blade. Fluens summen i luften og vinden, der får de små græsstrå til at ryste og dirre. Fluen, der sætter sig lige foran mig og kryber ned, helt ned i lyngen og sidder og lader solen bage sin krop. Vinden som blæser og stenene, som bare ligger helt stille, og strået der vibrerer. Langt bag mig suset fra elven, der bryder op. Og solen der varmer og stilheden. Stilheden i dette øjeblik. – Det vigtigste af det altsammen: Stilheden.
Befriet for enhver menneskelig påvirkning ligger landet hen. Åbent og ærligt. Tingene sker uden årsag. Uden at være udtænkt. Vinden blæser, og elven fosser, og fluen soler sig nede i mosset. Og min mund bevæger sig, og min krop strækker sig, retter sig ud og falder til ro. Mine tanker falder til ro omgivet af freden og stilheden. En fuldstændig ligevægt som jeg må overgive mig til.
I angsten for mit ophør vågner jeg. I denne angst for at blive væk.- Jeg tør ikke blive væk.
Jeg er bange for at blive væk. Fra min mor. Fra min ukendte far… Fra min menneskeslægt. Fra de andre… Jeg kan ikke se, at alle andre har det på samme måde. At vi allesammen er bange for at blive væk…
62

Vi knytter os til hinanden og binder os sammen med alle mulige psykologiske arrangementer. Vi laver “orden” i vores forhold og lover repressalier, hvis ikke det går. Vi aftaler ting med hinanden. Hvis det ikke forløber som aftalt, bebrejder vi hinanden eller os selv, at det ikke gør. Der skal være plan i det, orden i det, lige linjer. Vi vil sikre vores tilværelse. Vi vil ikke løbe den risiko, at vi dør. At vi skulle forsvinde. Blive sten, støv og aske. Det vil vi ikke.
Vi er bange for at miste os selv. Jeg er bange for at miste mig. At jeg skulle forsvinde. Blive væk. Blive ingenting. Alt det jeg tror om mig selv, alt det jeg forestiller mig; at det skulle blive til ingenting. Det er jeg bange for; at det altsammen bare skulle være ord. Eller tanker. At i virkeligheden var der ingenting; slet ingenting. Højst en bevægelse. En bevægelse i luften. En forstyrrelse. Et stadigt forsøg på at løbe hen mod noget som ikke eksisterer. En basken omkring efter ting som ikke er der. En råben og skrigen. En støj. En uro. Det er mig. Jeg er en støj som opretholder sig selv. Jeg opretholder mig selv. Jeg er kun den støj. Jeg er ikke andet.
Jeg snakker. Jeg er en snakker. Jeg har altid snakket. Jeg snakker til hvem, der gider høre,
og når der ingen er, så snakker jeg til mig selv. Så tænker jeg. Jeg tænker hele tiden mig selv. Jeg tænker hele tiden på mig selv.
63

Jeg tænker hele tiden, hvordan jeg bedst kan opnå, det jeg har sat mig for. Det jeg ønsker mig. Som opretholder mig. Som bringer mig lykke. Som bringer mig tilfredshed, ro og afslappelse. Jeg søger hele tiden. Allermest søger jeg en kvinde, som kan give mig det. En kvinde som vil ligge ved min side hver nat og varme mig, for jeg fryser. Jeg fryser ad helvede til. En kvinde som vil nusse og pusle om mig og få mig til at føle mig hjemme. For det er et hjem, jeg søger. Jeg er alene og søger et hjem på denne jord. Sammen med en kvinde. Det gør jeg altså…
Men det skal ikke være hvilken som helst kvinde. Det skal være en ganske bestemt kvinde.
Den bestemte kvinde. Hende der er bestemt for mig. Ikke hende jeg bestemmer mig for, og hun skal heller ikke bestemme sig for mig. Det skal være den kvinde, der føler at hun er bestemt for mig og som jeg føler mig bestemt for.
Så behøver jeg ikke at tænke længere. Så er støjen, som er råbet og skriget ophørt. Så behøver jeg ikke at gøre noget mere. Hvis hun eksisterer, må hun findes og hvis hun findes, er hun der, og så er den ikke længere.
Og hun findes, det ved jeg. Lige her for næsen af mig. Jeg så hende i går sidde sammen med en patient nede i Sygehusets aula: Magdalena!
Jeg går hen til hende og siger: -Det er dig! Du er den jeg elsker, men hun siger: – Jeg ved ikke hvad du taler om.
64

Jeg ved ikke, hvad hun tænker og jeg ved ikke, hvad hun føler. Jeg ved ingenting
Men jeg kan ikke gøre noget, for jeg har sagt til hende: – Det ER dig. Fordi jeg tror det. Fordi jeg ikke kan tro andet.
Jeg har altså gjort, hvad jeg kunne. Sagt hvem jeg er. Har vist mig selv. Jeg kan ikke være anderledes end den, jeg er nu. – Hvordan i himlens navn skulle jeg kunne andet? Og så
sniger tvivlen sig alligevel ind. Skjuler jeg noget for mig selv? Skulle jeg tage et andet sted hen? Bør jeg foretage mig noget andet? Men jeg ved ikke, hvad jeg så skulle foretage mig. Skulle jeg tage tilbage til Fyn? Skulle jeg tage tilbage til min kone? Men jeg sidder her, hvor jeg sidder og kan ikke sidde andre steder. jeg sidder jo midt i mig selv lige her og hvem skulle flytte mig tilbage til Fyn? Hvem!
Det skal din kone!
Hvorfor skal hun flytte mig derhen?
Fordi hun er bestemt for dig!
Men jeg vil ikke hjem til hende. Det er en gammel historie! Men jeg SKAL hjem til hende!
Hvem siger, jeg skal hjem til hende?
Det siger hun.
Siger hun, at jeg skal tage hjem til hende?
Ja!
Hvorfor SKAL jeg tage hjem til hende? Fordi jeg skal hjem og hjælpe hende.
65

Med hvad?
Med gården og det barn vi har sammen.
Er hun bestemt for mig?
Er vi bestemt for hinanden?
Er det det, det drejer sig om? – For så skal jeg ikke være her længere. Så skal jeg rejse til Fyn. Hvorfor skal jeg rejse til Fyn? Jeg vil ikke rejse til Fyn! Jeg SKAL rejse til Fyn og der skal jeg møde min kone, som er bestemt for mig og hende skal jeg være sammen med resten af mine dage. Sådan er det!
Hvem siger det?
Er det sandheden?
Er det SANDHEDEN?
Ja, men, hvad så med mig selv? Hvad med mine drømme? Hvad med mit liv? Jeg skal også
skrive! Det kan jeg ikke gøre på Fyn. Jeg kan ikke lide det. Jeg kan ikke lide at være på
den bondegård. Jeg kan ikke lide min kone. Hun kommanderer med mig. Hun bestemmer over mig. Jeg vil være mig selv. Vil ikke være sammen med hende. Hun forstyrrer mig. Hun roder rundt i mit liv. Hun klipper ting ud og tager ting fra. Hun siger, at sådan skal det være og sådan skal det ikke være. Jeg får ikke et ben til jorden. Kan bare sidde deroppe i det lille kolde loftværelse og fryse. JEG VIL IKKE SIDDE OPPE I DET LILLE KOLDE LOFTSRUM OG FRYSE! Jeg vil sidde her, hvor jeg sidder nu. DAVA!
66

Stilhed. Lang tid.
Hvem siger noget nu?
Ikke en lyd. Jeg er helt alene. Helt AL ENE.
Jeg er bange. Bange for at træffe beslutninger, der udelukker andre ting. Jeg vil helst være helt åben. Helst have mulighed for at gøre ALT hele tiden. Jeg hader endegyldige afgørelser, for det giver mig ansvar og jeg hader at have ansvar. Jeg vil stå frit, kan ikke have ansvar for nogen eller noget.
Mine handlinger er det væsentlige. Ikke mine ord. Mine ord kommer ud af mine handlinger. Handlingerne kommer ikke ud af mine ord. Det er ved gud rækkefølgen. Det kan ikke nytte noget, at jeg først siger noget og så bagefter gør det. Nej, først gør jeg noget og så kan jeg bagefter komme og fortælle om det. Lige for øjeblikket har jeg faktisk gjort noget. Jeg har meddelt mig, og ikke blot har jeg meddelt mig. Jeg har været her og jeg er her og vedbliver med at være her på de givne betingelser. Jeg ved ikke, hvor jeg skal hen eller hvad, der skal ske, og det er osse ligemeget. Du kan tigge og bede mig på dine grædende knæ, men jeg tager ikke tilbage til dig!
Her må jeg være. Her har jeg mit liv. Her har jeg min lyd og min stemme. Her og nu.
Hun ligger oppe på kirkegården, men derfor kan man da godt skrive om hende, ikke? Det er der vel ikke noget i vejen for.
67

Selvom hun er død, kan man da godt opfatte hende som levende, ikke? Altså i tankerne, for hun er trods alt min mor, selvom hun nu ofte var lidt forvirret. Alligevel var hun min bedste ven. Jeg mødte hende første gang, lige da jeg var blevet født. Hun havde stjerneøjne. Blå. Dybt sortblå, og jeg græd. Tårene stod ud af mine øjne og ud af min krop. Den hulkede. Åndedraget blev dybere og sank helt ned i min mave. Her blev det en tid og varmede min sjæl, men det måtte ud og så begyndte det at tale. Lyde. Først lyde, men senere ord. Smukke og grimme lyde. Smukke og grimme ord. Som hakkede virkeligheden ud i bittesmå stykker, som sidenhen blev sat sammen til stavelser, sætninger og sprog. Nu er jeg færdig med hende. Jeg sendte hende et brev, hvor jeg bad hende om at gifte sig med mig og da hun nægtede, sendte jeg hende ud på hendes livs sidste og sværeste rejse: At dø.
Hun er død nu, skønt hun sikkert lever i en eller anden skikkelse et eller andet sted i verden. Men det er mig uvedkommende. Hun fødte mig og det er nok. For det er jeg hende uendelig tak skyldig.
Ligenu er jeg 40 år gammel. Meget sikker på mig selv og netop gift med verdens mest vidunderlige kvinde. Vi har et barn sammen. Et smukt barn med blå øjne og lyst hår. Vi holder meget af at plukke kantareller i skoven. Vi har også heste. I stalden er der lort, som jeg muger ud. Jeg nyder at
68

gå med trillebøren ud til møddingen og losse det ene læs efter det andet ud over kanten. Jeg ser hen over markerne og op i himlen. Her er smukt og kragerne larmer. Om aftenen sidder jeg og ser en film i fjernsynet. Det flimrer, men jeg kan se, det handler om havet. Et stort bølgende hav. I solnedgang. Helt rødt og oprørt. Det er et forlis, jeg ser. Op af bølgerne stikker en mastetop. I vandet ligger en mand og er ved at drukne. Der er også mange fisk som springer i overfladen og under vandet. Alt er levende. Et mylder af fisk i store stimer. Røde, gule, blå og sorte. Deres finner stråler i et sært lys som skræmmer mig. Scenen skifter og jeg bliver vidne til et drab. En mand svinger en økse over en ung kvindes krop. Idet han lader den falde, letter en stor ørn fra hans ansigt og flyver bort. Han ser på kvinden. Hun er død. Hovedet er skilt fra kroppen. Han går ind i huset under en blodrød himmel. Pigen løfter sit hoved op på sin krop. Smiler til kameraet og går ind i huset.
Et stykke tid efter kommer de ud sammen. Hånd i hånd og glider som to skygger væk bag bakken.
Jeg slukker for fjernsynet og går i seng.
Sydamerika.
Endelig fred. Jeg er sammen med to sindssyge piger, som ikke en gang kan stille nogle flasker på plads. Fandens osse! For helvede! Vi kan ligeså godt tage tilbage til Grønland med
69

det samme. Det her fører ikke til en skid! Bare jeg var fri for de to tossehoveder. Om lidt kommer de tilbage og vil have mad. Nå, men vi skal jo leve. Om jeg snart orker det mere…
Vi spiser kylling med ris og frugtsalat, som de mæsker i sig. Spise kan de! De nærmest æder, og når de er færdige, bliver de sure. Jeg sender dem i forvejen, for jeg kan ikke holde det ud mere. Må være alene for enhver pris. Spadserer på må og få lidt rundt her i Machu Picchu og finder den berømte Kondor som inkaerne har udskåret. Fantastisk mesterværk!
Jeg burde være alene på denne tur. Denne min “store” forelskelse i Magdalena er efterhånden ved at drive mig til vanvid, men jeg hænger på den. Rejsen og forelskelsen, hvad så end det vil sige. Drift? En dejlig iskage giver mig dog nogle minutters nydelse, mens jeg går ned mod bussen, hvor pigerne venter.
I aguas Caliente står vi af og stiller vores rygsække i depot i en købmandsforretning, for nu skal vi op til de varme kilder og i bad!
Turen går gennem tæt vegetation langs en lille elv. Her er helt stille og luften er kølig og ren. Kilderne løber i niveau- forskudte bassiner, hvor de laveste er de køligste og de højestliggende, der hvor den vulkanske vandstrøm udmunder, de varmeste. Det lykkes mig at lokke Magdalena ud i et af de nederste. Hun ligger og skvulper i overfladen med sine smukke bryster, som jeg har svært ved at få øjnene fra. Vandet er svovlholdigt og skulle være godt for huden.
70

Udsigten her fra bjergsiden er betagende med de isklædte Andes kamme omkranset af et netværk af grønne planter og træer.
Ved siden af omklædningsrummet ligger en bod, som sælger coca-the. Jeg køber til mig og Magdalena, og længe varer det ikke før erotikken får overhånd. Jeg sniger mig gennem det varme vand hen mod hende i karret. Hun fniser og trækker sig væk. Jeg prøver igen, men så giver hun mig et spark i maven. Jeg bliver sur (idioten forpasser atter en chance), og så er vi lige vidt. Nathalia har menstruation og vil ikke med. Hun sidder på en bænk og ser gnaven ud, men hvad rager det mig? Jeg skal have vasket hår og det skal Magdalena osse. Vi masserer hinandens hovedbund og skyller efter i en elv med iskoldt vand. Det minder mig om mine vinterbade hjemme i Danmark, og jeg føler mig tyve år yngre. Yes! (Idiot igen).
På vejen ned render vi ind i danskerne, vi mødte i Cuzco. De skal osse bade, og vi skynder på dem, for badet lukker snart. De har ingen Soles og jeg må punge ud. Hele tiden må jeg punge ud. Holder det dog aldrig op? Nå, og så skal de spise igen, men jeg er nu osse sulten, og vi indtager et formidabelt måltid advocados fyldt med dåsesardiner og fintsnittede løg siddende i græsrabatten ved banelinien. Uhm, og noget sødt brød fra stationsbutikken. En stor fed politibetjent står og skuler over mod os, mens vi sidder på jorden og spiser. Hans store seksløber i bæltet fanger
71

pigernes øjne, og han kommer over og spørger om de er japanere. Jeg fortæller, at de kommer fra Grønland, og det ser ud til at rage ham en skid. Det eneste han er interesseret i er at beglo pigerne.(Hykler, hykler, hykler!) Gudskelov kommer toget lidt efter. Vi pakker sammen og springe op i en overfyldt kupé med indianere, som slæber på kurve med levende høns og store bundter cocablade. Der er også en skoleklasse. En hel flok drenge i pubertetsalderen, som straks kaster begærlige blikke op og ned ad “mine” to kvinder. Dog er interessen ikke gensidig. Der er trods alt grænser!
Vi kører og kører i 4 stive timer ned mod lavlandet og junglen. Der bliver efterhånden tomt i toget, og til sidst er vi helt alene. På endestationen venter en lastbil, som bliver det næste transportmiddel. Det er den eneste måde at komme videre på, og vi hopper op på
ladet af den store maskine, som drøner afsted på mudrede veje i øsende regnvejr. Skoven og de sumpede omgivelser vækker i pigernes fantasi mindelser om slanger og farlige dyr. Selvom jeg beroliger dem, kryber de nervøst sammen i et hjørne af ladet og vil ikke snakke med mig, før jeg lover dem at finde et ordentligt hotel i byen, når vi når frem.
Hotellet i Quillabamba er ældgammelt og fugtigt med en gårdhave i eet virvar og tusind kakkelakker! Det hedder Comercia, og der indskriver jeg os som en samlet familie i receptionen. En lille indtørret indianermand med verdens
72

største gebis, som hele tiden klaprer og smasker, når han taler, tager imod. Pigerne står og gemmer sig bag mig og ser slukørede ud. De vil ikke ind nu, men vil ud og spise. Jeg orker heller ikke at gå i seng allerede i disse omgivelser, så vi begiver os afsted ud i byen. Det er sent og det regner uophørligt. Vi må tage til takke med det første det bedste sted. Et særpræget etablissement under plasticplader, som ikke yder meget beskyttelse mod regnen. Vi sætter os på vakkelvorne stole omkring et klapbord under et blinkende neonrør med ækelt grønt lys. På væggene sidder kakerlakkerne så tæt, at man skulle tro, det var tapet! – Her slå vi os ned, siger jeg forsigtigt . – Satan! siger Nathalia. – Det er hvad du byder os! Magdalena sidder med tårer i øjnene og tilføjer: – I det mindste kunne du sørge for noget ordentlig mad. Jeg knipser med fingeren og en skummelt udseende tjener nærmer sig slesk vores bord. – Vi er ved at lukke , men I kan få, hvad vi har tilbage, siger han. -Ok, så bring mad til mig og mine søstre, svarer jeg. På få minutter får han fremtryllet det mest afskyvækkende måltid vi nogensinde har set. Det består af fingertykke makaronistykker udkogt i en puslignenende gul sovs, samt en halv kylling med fjer! Duften af brændt gummi hænger over bordet. -Pyha, det gider jeg ikke æde, siger Nathalia. – Køb nogle øl i stedet for, siger Magdalena. Vi nedsvælger hastigt 4 helliters øl og skrider. Selvfølgelig uden at have rørt vores mad.
73

På gaden hører vi dansemusik. Der er skolebal i et aflangt lyserødt lokale og hidsige salsarytmer strømmer ud. To halvvoksne piger hiver os indenfor og byder på saftevand, og det varer ikke længe, før det syge måltid er glemt. Pigerne kapres af pomadeskinnende unge fyre, mens jeg bliver budt op til dans af en ærbar lærerinde med hornbriller.
Nathalia begynder at kede sig. – Det er børn, det her, siger hun. – Skal vi ikke se at komme videre. – Jo, jo, men Magdalena ser ud til at være faldet godt til. Se hun danser derude, siger jeg. – Jeg gider altså ikke være i den børnehave længere! svarer hun. Går ud på dansegulvet og hiver sin søster væk fra den unge fyr, som står måbende tilbage. Derefter skrider vi.
Længere henne ad gaden er der osse fest, og meget større! En stor hal er fyldt til bristepunktet med mennesker. Hele byen er samlet for at fejre, at det endelig er blevet lørdag. Der er mindst 500 indianere og spaniolere i een pærevælling. Musikken koger, og folk danser euforisk rundt og klapper i hænderne og stamper i gulvet og opfører sig i det hele taget, som var de på speed! Det smitter, og snart er vi ude i vrimlen og omfavnes af de
glade menneskers høje humør. Jeg bliver ustandselig spurgt af fyrene om de må danse med pigerne. De tror vist, jeg er deres far! Men fuck det! Vi har det dejligt, og det er det vigtigste. Klokken tre er vi kvæstede og slingrer hjemad gennem dunkle gyder med forskellige fejltrin, før vi endelig
74

finder vores vidunderlige hotel “Comercia” hvor vi kaster os på hver sin seng i den fugtige hede, mens vi lulles i søvn af knitrende lyde fra store sorte fluer og blåskinnende kakerlakker på evig jagt efter mad og parring!
Jeg står tidligt op og finder et bedre hotel. Det ligger tættere på centrum og hedder Hotel Cuzco. Det er noget andet end det lortested, vi sov i nat. Vi nyder, hvor rent her er, og jeg sluger den 3 dobbelte pris uden at kny. Alt for damerne. Selvfølgelig. (Man bærer ikke nag her i huset). Nu er vejret osse bedre. Det regner ikke mere. Solen skinner varm og mild fra en lyseblå himmel og jeg går på markedet og køber to store fuldmodne ananas for bare 2 kroner! Men her er meget fugtigt og sveden perler på kroppen ved mindste anstrengelse. Vi tager kold dusch hele tiden for at holde kropstemperaturen nede og lægger os midt på dagen.
Først om aftenen bliver det køligt med fodboldkamp på det lokale stadion, hvor den brune jord sparkes op af ivrige støvler under råb og skrig. Efter kampen byder spillerne på sodavand og små runde kager bagt i olie.
En lastvogn tager os hen til en plaza med lysegrønne træer og legende børn. Vi spiser på
fortovsrestauranten ved et rundt bord i en opmuret bås og får endelig noget ordentlig mad! Kyllingen og fritterne dufter indbydende. Tænderne løber i vand, og Magdalena og Nathalia gnasker vellystigt helt ind til de rengnavede knogler
75

på inuitmanér. De store helliters Peru-øl kommer og går, og da nabobåsen pludselig bliver fuld af 4 højrøstede spansk- peruvianske gutter, som uhæmmet giver sig til at sende signaler mod pigerne, aner jeg uråd og prøver at holde interessen omkring “vores” bord fangen. Det lykkes en tid, fordi begge pigerne til min store glæde tydeligt afviser mændenes tilnærmelser. Men, men, men… på en eller anden måde får de mandlige eroters stædighed lidt efter lidt isen til at bryde op, og så sidder vi lige pludselig allesammen om det samme bord i samme bås, og så er der jo frit spil. Jeg distanceres mindst 100 mil i spillet om “kærligheden”. Der sluttes en kreds, og atter en gang er “lægen” udelukket. Det bliver en ensom tur hjem til hotellet. Begge pigerne hopper op på bagsædet af hver sin motorcykel og kører væk i vild fart under høje skrig. Mig efterlader de tilbage med regningen for det hele. Surt. ( Ja sig det bare. Jeg er en supernar!)
Ved gud om de ikke har den frækhed at dukke op på hotellet senere på aftenen og bede om ekstra penge til “slik” som de siger. Jeg svarer: – Skrub af! og smækker med døren.
Hvad kan jeg gøre?(Du kunne have ladet være med at hoppe på limpinden, kunne du!). De kommer først hjem om morgenen og falder dødtrætte om på deres senge. Håbløst.
Når jeg spørger om formiddagen, om de vil gå over til markedet og aflevere alle deres tomme flasker, som ligger og flyder, siger de: – Hvor er det? Hvor ligger markedet? Endskønt vi lige har været der i går. Enten gider de ikke, eller
76

osse er de bare så hjælpeløse en gang i mellem, at man skulle tro det var løgn. Til andre tider ved de nok, hvad de vil! Nå, men her sidder jeg på den store sten nede ved floden og skriver i min lille bog om alle disse hændelser. Vi har netop forladt vores hotel og er på vej mod Ollantaitambo. Andet ved jeg ikke . Toget går kl 13.00 og billetterne er med buffet til 6.340 Soles. Hvad siger I så ?
Dampende og prustende baner vores tog sig vej ad smalle skinner op gennem slugter og dale i et betagende smukt landskab som fremkalder minder om Schweiz og Deia på Mallorca. I Ollanta skal vi af. Idet vi står ud af toget udbryder Nathalia: -Her er lige så
smukt som i Ilulissat! Jeg må faktisk give hende ret. Så hvad er vi her for? Vi kunne lige så godt være blevet i Grønland.
Ude i gården på herberget står pigerne og skyller tøj ved en kilde omgivet af blomstrende roser og jasminer. De falder naturligt ind i øjeblikket sammen med to indianerkvinder, som også har gang i storvasken. Vaskekarrene er render i jorden med vand fra elven som fosser forbi huset. Kaminilden buldrer i pejsen og sender sødt duftende røg op mod de hvide tinder som lyser i aftensolen. Jeg spadserer hen over en smal bro beklædt med gule slyngblomster og møder to små grinende sorthårede piger, som rækker ud og viser mig vej til købmanden, hvor jeg køber en flaske rom og en pose majskager.
77

Inden vi går til ro, sidder vi sammen med nogle svenskere og drikker rom og spiser kager og udveksler rejseminder. De er på vej til Machu Picchu. Vi er på vej i modsat retning. Sådan mødes vi i strømmen af rejsende. Vi passerer hinanden. Stopper op og rejser videre. En uendelig bevægelse som aldrig standser. Holder først op, når jeg lægger hovedet på puden i mit hvidkalkede rum og lader mig bedøve af elvens brusen og stjernehimlens kig ind gennem det lille vindue i loftet og falder i søvn.
Jeg vil blive! Det har jeg besluttet. Værterne på det lille hostel her højt oppe i de Peruvianske alper er canadiere og skide søde. Om morgenen serverer de hjemmelavet yoghurt med honning og nybagte majspandekager med deres eget hindbærsyltetøj.
De er meget organiserede og jeg får en aftale i stand om at forlænge mit ophold, mens pigerne tager alene tilbage til Cuzco i nogle dage.Vi har en lang snak, Magdalena, Nathalia og jeg, mens vi sidder i solen og spiser. De trænger også til at være lidt alene og fri for mig.
Det kan jeg mærke, og jeg tør godt sende dem afsted, nu hvor de har fået så meget rejseerfaring, som de har.
De var klare og glade, da de steg på toget mod Cuzco her til morgen. – Farvel, farvel! råbte jeg og følte stor lettelse. Endelig fred. Det jeg allermest trænger til efter alle disse
78

genvordigheder. Højt oppe i Andesbjergene på verdens smukkeste herberge hos de rare canadier bliver jeg nogle dage og lade områdets stemning berolige min oprørte sjæl! Vi var i byen i aftes og spise kødsuppe. Mærkelig med store knogler omvundet med spinat tilsat græskar og kommen. Hverken min eller pigernes livret, men 4 øl hjalp på det og så til privat bal i et af de små huse! Det var en slags bryllupsdag, der blev fejret med transportabel grammofon og rigelig pisco- sour. Jeg blev lidt fuld og pigerne blev budt op af velfriserede kavalerer med skinnende sort hår. Da de blev nærgående og ville have dem med hjem, besluttede vi at forlade stedet. Vi vandrede i gåsegang ned ad den lille sti langs elven. Det var fuldmåne og helt stjerneklart og vores bevægelser var rytmiske streger i det natsarte landskab. Hjemme smadrede de en petroleumslampe og jeg blev sur, men vi skiltes alligevel for natten i en fred, som ikke havde været mellem os før. Det var lige som en fase af rejsen var slut. De skulle alene afsted for første gang og var meget spændte.
Ruinerne i Ollanta står som enorme blokke mod hinanden med millimeters nøjagtighed.
Man kan forestille sig hvilket arbejde, det har været for disse inka-mennesker først at slæbe dem herop og dernæst at stille dem i en så harmonisk og sammenhængende form. Flere hundrede trappetrin bestiges for at nå toppen, hvor jeg sætter mig. Bliver i lang tid, mens turen indtil nu passerer
79

revue for mit indre blik. Jeg ved, at vi nu er så godt kørende, at resten bliver langt nemmere og mere afslappet. Tror jeg. Skriver i min lille bog: -Det du kæmper mod, bliver du selv. Kamp løser ingen problemer!
Jeg ankommer til Cuzco om eftermiddagen nogle dage senere og finder deres værelse tomt. Jeg slår et smut ned ad “Gringo Street” og ser dem stå og snakke med nogle hårde gutter med rastahår og glimtende armbånd. Det er netop den type, jeg hader mest. Jeg trodser min aversion og går derhen. – Vi skal videre i morgen, ikke? siger jeg. Fyrene ser forbavsede på mig. Lidt aggressivt synes jeg, men pigerne smiler glade, da de ser mig. – Det ved vi godt, svarer de, hvorefter de forsvinder ud i mængden sammen med disse “personager”.
Alt ved det gamle, tænker jeg, og driver lidt om i byen, som ikke længere har nyhedens interesse, og som derfor viser sit sande ansigt med turistgøgl og fattigdom. På en stereotyp italiensk restaurant får jeg serveret en totalt udhungret kylling på nogle slaskede salatblade. Mit humør er ved at nærme sig sit absolutte nulpunkt, og jeg ser ingen anden udvej end at gå over til hotellet og krybe ind under de tynde lagener og afvente endnu en tænderklaprende kold nat.
Allerede klokken 8 står de parat i fuld krigsmaling klar til afgang. Jeg roser dem og siger, at de er dygtige. Jeg håber
80

hele tiden, at tingene ændrer sig til det bedre. At vi bliver rigtig gode venner og at Magdalena endelig vil falde for mig. Derfor vil jeg gå over til en ny taktik og behandler dem som jeg behandler mine hunde i Grønland. Med ros. Så kan det være de en dag springer op ad mig og slikker mig i ansigtet. Ikke?
Sammen går vi ned i den lille gårdhaverestaurant og spiser yougurt og drikker the. Bagefter går de i forvejen mod toget, mens jeg sidder og samler tankerne lidt. Med eet går det op for mig, at de måske har taget fejl af stationerne og er på vej til den forkerte! Jeg farer op og afsted mod St. Pedro stationen for at se, om mine bange anelser holder, og ganske rigtigt så sidder de der udenfor og venter. – Det er fandme ikke den station, vores tog kører fra, nærmest skriger jeg over mod dem. Jeg er rasende og råber hen over æselkærre og indianere, at de er nogle drøv og at de må se at få fingeren ud o.s.v. Jeg prajer en taxa og vi kører i stor fart gennem byen til den rigtige station, hvor toget mod La Paz via Puno afgår et øjeblik efter. Puha, vi nåede det. Pigerne ser flove ud. Måske er det mig de er flove over. Med alt mit skrigeri.
Vi får plads i en kupé ved siden af et ældre amerikansk ægtepar, som har købt arrangeret rejse i Peru, og som får de sidste instrukser med på vejen af den stedlige guide. De er som hjælpeløse børn, der hele tiden må have besked om deres næste skridt.
81

Mine to unge damer falder hurtigt i søvn. De kom jo først hjem til hotellet ved 7-tiden i morges! Jeg får således en uforstyrret oplevelse af Altiplano med blå bjerge, høje skyformationer og lillafarvede varme kilder samt tusindvis af græssende lamaer og alpacaer. Hver gang vi standser ved små stationer, bliver toget invaderet af tykke indianerkoner med varm mad i store gryder. Det er delikat spidstegt svine eller lamme (lama ?) kød og spinat. Ristede majs på palmeblade, kager og et af de bedste brød, jeg nogensinde har smagt. Runde og helt varme. Den amerikanske dame er osse vild med dem og køber to som souvenir! Hun køber også sutsko af lamauld og nogle hæslige tæpper med motiver fra området, græssende lamaer o.s.v. Jeg fotograferer en ældre indianerkvinde, og straks er hun der med hånden og vil have løn. Jeg smider en mønt ned til hende fra kupevinduet. Hun samler den op og griner mod mig med sin tandløse mund og vil have flere.
Vi kører videre. Jeg står ude i mellemgangen ved en åben dør og lade vinden blæse mig i ansigtet, mens landskabet farer forbi. Det sidste stykke inden Puno kører vi ind i store tordenskyer med skylregn, hvor himlen antager de prægtigste farver i gråblåt og guldgrønt.
En af de medrejsende er dansker. Han hedder Jørgen og vi kommer i snak. Han rejser alene og har været på tur i snart et halvt år. Da vi når Puno, inlogerer vi os sammen med ham på hotel Colonial og går derefter ud og spiser fællesmiddag på
82

en fiskerestaurant. Titicaca søen er nær, alligevel er fisken under al kritik! (Kræsen.)
Der går en båd på Titicacasøen ud til Uru indianernes flydende landsbyer og videre til øen Amantani. Den får jeg arrangeret en tur med dagen efter.
Brød, løg og tomater indtager vi på kanten af brønden i Colonials lille gårdhave, hvorefter vi tager på markedet, overdådigt i alle farver med ting og sager og frugter og brød og krydderier. Vi spiser på en kyllingegrill udenfor porten til Colonial sammen med to svenske piger og en fyr, som osse lige er kommet fra Cuzco. Pelle hedder fyren og de to piger hedder Maud og Anne. Dem kommer vi til at følges med en tid.
Vores nye venner har hørt, at der skal være folkemusik et sted ude i byen, og det går vi på
jagt efter. Det er nu ikke særligt spændende. Kun båndmusik, og vi driver omkring på må
og få. Pludselig havner vi udenfor en kirke, hvor de brænder fyrværkeri af i anledning af en eller anden helgens fødselsdag. Der bankes på store trommer, og en hel procession danser i ring til rytmerne. Vi bliver hængende. Jeg køber en flaske rom, som går på omgang, og det er dejligt bare at læne sig tilbage på stativet, vi sidder på og lytte og se.
83

Men tålmodigheden er kort. Magdalena vil på diskotek. Nathalia bakker hende op, og resten af flokken følger med. Vi havner det sædvanlige snuskede sted med bælgmørke båse til parrene. Vi danser lidt uden synderlig begejstring og går så igen. Tilbage på
hotellet skrider de to grønlændere med nogle politibetjente, som de har lavet aftale med tidligere på diskoteket.
Jeg deler værelse med Jørgen, en ensom gut ligesom mig. Vi får en god snak om de satans kvinder og verdenssituationen og I Ching og det hele. Det hjælper lidt på humøret!
Dagen efter må vi løbe ned til havnen for at nå båden, der afgår klokken ni. Den er stuvende fuld, og vi har hoved på fra i går, så stemningen er tung. Passagererne er for det meste lokale med sække med grøntsager, levende høns og sågar en lille gris og forskellige ting ud til øerne. Vi bliver presset sammen som sild i en tønde. Oppe på taget af båden ligger folk i lag. Fortøjningerne slippes, og farefuldt dybtliggende skvulper båden ud på
jordklodens højest beliggende sø. Den er stor som et hav og alle farver er underligt glasklare i den tynde luft heroppe 3812 meter over havet. (Gennemsnitshøjden i Tibet er 4000 meter.) Det er koldt, alligevel bliver vi hurtigt solskoldede i det stærke ultraviolette
lys. Vi sidder længst fremme oppe på taget af båden og spiser bananer og kigger ned i det gennemsigtige vand for
84

om muligt at se fisk i tangskovene. De flydende landsbyer er en skuffelse. Det er bare nogle sivøer med små hytter på og indianerne ser vi ikke noget til.
De har nok trukket sig tilbage i skjul ved lyden af vores overfyldte pram.
Midt på dagen anløber vi øen Amantani og bliver vejledt af en gammel mand hen til et sted som tilbyder overnatning. Jeg har åndenød hele tiden i den tynde luft og de andre lider osse svært under højden. Vi får dog tvunget os det sidste stykke op ad en bakke til et hus, hvor vi bliver modtaget af hele familien, som straks springer for os og henter sodavand og kiks og cigaretter ovre i en købmandsbutik ved siden af kirken. Vi skal sove på nogle brikse med hynder, og der bor kaglende høns inde ved siden af. Vi bliver trakteret med ris og suppe og Jørgen går en tur med pigerne, mens jeg tager en lur.
Hen under aften spadserer vi på smalle stier, der gennemskærer øen på kryds og tværs. Vi møder børn med hæklede huer i blåt, sort og rødt og mens solen går ned bliver lyset mærkeligt spøgelsesagtigt. Vi prøver at finde svenskerne, men må opgive, fordi det bliver for mørkt. I det samme, vi opgiver, kommer de os i møde. Vi går sammen tilbage til vores hus, hvor vi spiser spejlæg med ris og kartofler stegt i olie og drikker coca-the til.
Jeg begynder at blive irriteret på Jørgen, fordi han snakker højlydt ved alle måltiderne og hele tiden taler, som om det
85

han siger er meget betydningsfuldt. Han drysser osse aske fra sin cigaret ned i mine støvler, som står ved sengen, og så kan jeg ikke holde til mere fra ham, men lukker mig inde i min sædvanlige skal af utilnærmelighed. Svenskerne går hjem til deres hus, og de to piger og Jørgen spiller kort ved et blafrende stearinlys på
det vaklende bord. Natten er pissekold. Jeg er ude og skide på lokummet oppe på en mark bag ved huset og står længe og betragter den knaldskarpe stjernehimmel. Det er som at befinde sig midt ude i mælkevejen uden orientering af nogen art. Al min smerte forsvinder i eet væk. Så går jeg ind og ruller mig ned under 4 par støvede tæpper og falder småfrysende i søvn.
Vi går tur til stranden i dag. Hernede skilles vi, idet de to piger og Jørgen bliver i havnen, mens jeg går ud langs østkysten af øen. Det er stadig meget koldt, og solen brænder med højfjeldsstyrke, så man må søge skygge, så godt man kan. Det er et mærkeligt sterilt sted, dether. Jeg finder mig aldrig tilpas, skønt her både er smukt og stille. Mit hoved dunker, og kroppen vil ikke makke ret. Jeg samler nogle små kønne sten og tager et par fotografier, bl.a. et af mine fødder med søen i baggrunden! På tilbagevejen møder jeg de andre igen. Da vi begynder at gå mod huset, ser vi pludselig et optog af sortklædte kvinder med vidjekurve på ryggen. De bærer sten fra stranden op til Plaza des Armas.(Alle byer i Peru, selv de
86

allermindste har en Plaza des Armas !) Her er vejarbejde og sten behøves. Det er selvfølgelig øens kvinder under ledelse af den militære øverstbefalende, der udfører arbejdet. Kvinderne ser ikke ud til at lide under de gevaldige byrder, men smiler til os, mens de krumryggede slider sig op ad den stejle skrænt.
Hjemme får vi standardmaden: Ris og spejlæg og coca the. Det er, hvad de har, men de er meget venlige, vores værter og snakker i eet væk i et sprog, vi ikke forstår et kuk af. Bagefter henter de vand til os, så vi kan vaske hår. Midt i hårvasken får jeg kraftigt ondt i ryg, lænd og lægge. Jeg tørrer håret i en fart og kryber rystende ned under mine gamle tæpper for at se, om det går over eller bliver værre. Jeg er prisgivet min krops reaktioner, og den har det slet ikke godt lige nu! I løbet af natten får jeg dødskramper og angstanfald og må ligge stiv hen på mit hårde leje uden at kunne vende eller dreje mig.
Pinen fortsætter ud på morgenen. Mens de andre forbereder vores tilbagerejse med gensidig gaveudveksling (Magdalena og Nathalia bytter nogle grønlandske perlearmbånd med indianske sjal og små tørklæder), og hele familien stiller op i nationaldragt til affotografering, sidder jeg bare på en bænk og skranter. De bærer min rygsæk ned til skibet, som ligger og venter i havnen ved siden af nogle sivbåde. Jeg stuves ombord i stævnen sammen med en familie med flere spæde børn og får anvist en umagelig bænk med træk fra et ituslået vindue. Her får jeg lov at ligge langs
87

en sæk med noget levende indeni, som jeg ikke ved, hvad er. Fire timer senere og nu totalt radbrækket køres jeg på en lille cykellastvogn sammen med vores bagage op til hotel Colonial, hvor jeg synker på hovedet i seng med halsen fuld af codimagnyl. Ved aftenstid går det en lille smule bedre, og jeg foreslår, vi spiser på hotellets vegetariske restaurant. Jørgen og de to grønlandske piger vrænger ad min idé. De vil have fest og synes det er for kedeligt. Så sidder jeg da atter alene (jeg stakkel) og spiser ved siden af en ældre tysk dame og hendes fede datter med fletninger. Maden er syg. Pandekager bagt i harsk olie og ældgammel salat. Jeg går fra bordet mere syg end før.
Oppe i min seng på Jørgens og mit værelse vågner jeg, da han dukker op ud på natten.
Han har hele tide håbet at få kontakt med Magdalena og evt. trække det så vidt, at de kunne bolle. – I aften var det lige ved, fortæller han, men så pludselig var der en hel bunke politibetjente ved bordet overfor i den dansebule, de var havnet, som tiltrak sig de unge grønlandske damers opmærksomhed, og så var lille Jørgen stort set glemt. Pigerne rykkede over til de uniformerede. Jørgen fik lov at betale regningen og kunne så iøvrigt godt skride. Han er rasende, og jeg kan ikke trøste ham med, at det er mig yderst bekendt, alt det han beretter. Han siger, han er stærkt trængende, fordi han ikke har været sammen med piger i måneder, men hvad kan jeg gøre ved det? Jeg sidder i
88

nøjagtig den samme saks som han. Fuck ham! I morgen skal han rejse videre uden os. Jeg sover roligt ind vel vidende, at vores forhold har nået sin afslutning. Ajø kære Jørgen! Fuck dig!
Om morgenen afskediger jeg pigerne hele dagen med en skideballe over deres opførsel overfor Jørgen i går. De prøve at slippe udenom ved at sige, at det var ham der bare gik, og så er jeg lige vidt. Politiet er her allerede fra morgenstunden og kysser dem, som havde de været i familie i mange år. Magdalena har store sugemærker på halsen, og jeg føler mig ærligt talt mere som en terapeut på udflugt med adfærdsvanskelige børn end som det, jeg er, nemlig en forelsket fyrreårig på jagt efter en drøm. Men det er måske netop sagen.-
Når man løber efter drømmen bliver den til et mareridt…
Pelle er stadig på hotellet, og vi tager sammen alene på tur til Silustani. Det er en Inka-begravelsesplads med store cylinderformede stenurner i et mærkeligt øde landskab på Altiplano. Lamaerne græsser så fredeligt , at vi nemt kan komme dem på nært hold. Vi tager fotografier i læssevis: En blodrød kaktusblomst som kontrast til dødens kæmpeurne, og min cowboyhat på randen af en afgrund lige før blæsten tager den…
Grønland. ( Det hele foregår oppe i hovedet på ham.) 89

Jeg elsker dig. Åh! Det ved du. Åh! Men hvad hjælper det, når jeg evig og altid sætter dig i andre rammer end dine egne. Åh, åh, åh. Men det er jo det, der er så svært at undgå, når man elsker. Åh, ja! At ønske noget til gengæld. For at undgå det, er jeg begyndt mit liv påny. Yes! Helt og aldeles og ser så, at det at give ikke betyder at miste, men er en gave i sig selv. At give er at modtage. Åh, åh, åh, hvor sandt!(Men forstår du dybden i det, du gamle, eller er det bare noget, du siger, fordi det lyder flot?)
Lige som en strøm der går mellem to poler. Når noget går fra plus til minus, går samtidig noget fra minus til plus. Teori! Derfor er der ikke længere nogen adskillelse mellem dig og mig. I teorien!
I går da jeg gik op over bakken og i det samme så Magdalena, blev jeg klar over, at vi er dele af samme bevægelse.
Hun gik lige så roligt og stille ned mod huset, hvor hun bor, mens jeg var på vej op til butikken og derfra til Hello og Else. I min taske havde jeg I Ching. Den havde jeg tænkt mig at give til Hello. Men han havde den i forvejen. Så vidste jeg, hvad jeg skulle. (Der skulle du have sagt stop, ikke? Det ser du nu, hvor du skriver dette for tredie gang. “Tredie gang er lykkens gang”, siger man jo. Måske du så endelig forstår,
90

hvor tåbelig du er, uanset hvilket ben du står på. Fordi du er dig!)(Mig)
Hvorfor sendte jeg hende i armene på en anden? Var det fordi jeg ikke selv turde tage ansvaret for hende, når det virkelig gjaldt? Var det fordi jeg var bange for at elske “forkert” og derved miste hende for altid? Ved at blotlægge min manglende dyriskhed. Min fabriksfremstillede charme oplært af utallige TV serier.
Var det, fordi jeg følte, jeg ikke slog til, at jeg lod en anden gøre det grove arbejde, så jeg selv kunne høste den fine frugt. Plukke den når den blev moden? Men frugten vidste, hvorfra den kom, og jeg måtte se den falde af sig selv. Den lå i græsset og lyste indbydende. Turde jeg spise den nu? Hvordan skulle jeg bære mig ad med at samle den op? Jeg stirrede på frugten og tænkte at den var uopnåelig. Lå ligesom uden for min rækkevidde. – Den bliver spist før eller siden, tænkte jeg. Hvorfor ikke spise den nu og se, hvad der sker? Som sagt så gjort, jeg løftede min hånd, men i det samme kom en stor fugl flyvende. Den landede lige ved frugten og gav sig til at hakke i den. Jeg blev rædselsslagen. – Nu æder den min frugt, tænkte jeg.- Hvad skal jeg gøre? Men fuglen var kun interesseret i kødet og lod kernen ligge. Jeg smilte og tænkte: – Her er den endelig!
91

Jeg vandede træet og lod bierne komme. Frugten blev moden og fuglen kom og spiste frugtkødet. Resten var mit. Jeg samlede den lille kerne op og bar den ind i mit hus. Plantede den i en potte og gav den vand til den spirede. Jeg satte den ud i haven og lod den blive til det træ, den var, og hver morgen gav jeg dets blomster et kys. For den slags kys kendte jeg. Nu er jeg ikke længere en udnytter. Jeg værner om jorden og dens krystaller og føler deres musik i mine ører. Jeg synger af hjertets lyst, så alle kan høre det: – Her er jeg. Min verden er rig! ( Synger den hvide præst i den sorte forklædning. Eller er det omvendt?)
Han fortsætter ufortrødent, og spørgsmålet er, om vi tror på, hvad han siger…
Det gælder om at bevare og arbejde videre med de autentiske billeder. Det er det sidste forsvar, vi har mod en fremstormende teknologi, der blindt søger at erobre den menneskelige bevidsthed, fordi den styres af blinde mennesker. Blindheden er hørt op. Herfra begynder det hele igen. Med synet som hjælp bevæges jeg afsted. Styret af de sanselige indput jeg ustandselig modtager, og som i øjeblikket forvandles til handling. Det årsagsløse univers er mit hjem fra nu af, og jeg takker af hele mit hjerte for, at det er blevet mig forundt at være her. (Amen, Amen, Amen…)
Den der fanger fuglen fanger ikke fuglens flugt. Og fuglen er lige udenfor mit vindue!
92

Nu bærer de gamle Mikael Kunaq bort op over den sneklædte bakke.Fire mænd bærer hans indsvøbte, afsjælede legeme mod kirken. I følget ses en del ældre mennesker, og en ung pige. Den unge pige går med en stund, så springer hun af, ligesom ved en pludselig indskydelse, gør et par trin som i dans og løber ned mod sit hus.
Det er Magdalena. Hun er byens smukkeste pige – og klogeste.
Hun forlader aldrig sin bestemmelse, sit spor. Hun følger med en tid, men springer så væk og flyver ud på sin egen rute igen. Hun er danserinde. Hun er gud i levende menneskelig skikkelse. Hun er grønlænderinde, og du kan lære alt af hende. Vel og mærke hvis du ikke fanger hende, men betragter hende opmærksomt. Nyder hende. Gerne med hud og hår, men aldrig i fængsel. Hun vil forsvinde som dug for solen ind på fjeldvidderne, hvor moskusoksen trækker og hvor sneharen skjuler sig for nysgerrige øjne, som kun vil ondt, som kun vil død. ( Se det var smukt.)
Nu er jeg ikke bange længere. Jeg er selv blevet en fugl. På evigt træk hen over bjergenes tinder. Jeg ser ned på min jord og forstår hele redeligheden. Den er smuk, den store kugle, som den svæver der i himmelrummet. Som en blå krystalkugle ligger den i moderskødet og venter på sin endelige forløsning. Det er mig, der skal forløse den. Ingen
93

anden kan, og det skal ske nu. Ikke i morgen eller en anden dag, men lige nu, hvor Katinka i det samme fylder vand i opvaskebaljen for at vaske vores operationsinstrumenter rene.
Hun er en engel fast forankret i den grønlandske klippegrund. Er gift med Jonas og har to børn. Hun arbejder med mig hver dag i klinikken og lærer mig pligten. Pligten overfor mig selv og jorden. Pligten at vi sammen skal befri denne klode for sit fostersvøb og lade dens ånd flyve ud i luften som en fugl. Nu.
Mine ord er fattige, fordi de altid har været beskåret. Jeg rides af en frygt for ikke at udtale mig rigtigt og velklingende. Den er opstået, fordi jeg altid er blevet irettesat. Jeg har altid fået at vide, hvordan jeg skulle være, hvordan jeg skulle opføre mig, hvad jeg skulle sige, og hvad jeg ikke måtte sige. Hele min tid som menneske er gået med at blive sat på plads, sådan som man mente, jeg skulle være. Derfor ligger jeg i dag under for en stadig frygt for at gøre det forkerte. Jeg søger hele tiden at gøre det rigtige. Det rigtige er det, man har bedt mig om at gøre, således at jeg kan tilfredsstille de krav, der stilles til mig og derved få den ros og de kærtegn som er belønningen for min korrekte opførsel.
Det er en meget vanskelig opgave at leve på den måde, og jeg har da også her i den sidste tid følt mig både anspændt og usikker, fordi jeg mærker, at i mit indre er der andre lyde, andre toner, som presser på og vil ud. Men de er kaotiske,
94

urolige og forstyrrende, og når de kommer op til overfladen bærer de nærmest præg af sindssygdom (Wow!), og det frygter jeg allermest. At blive sindssyg. Jeg har hørt, at det er det værste, man kan blive. Nå. For der findes ingen kur, ingen redning, ingen helbredelse. Når man een gang er blevet sindssyg, så er ens sind sygt, og sindet er sjælen og sjælen er kærnen, og så er alt håb ude. (Wow igen!)
Alle andre sygdomme har et eller andet håb. Kræft er måske på linje med sindssygdom, men er alligevel ikke så slem, for her bevarer personen dog sin identitet. Men i det øjeblik sindssygen indtræder, mister personen sin identitet, og er der noget, jeg frygter, så er det at miste min identitet. Miste mit jeg. Mit hårdt tilkæmpede jeg som jeg har arbejdet ihærdigt på at skabe, således at det kunne stråle og glimte og gøre indtryk overalt.( Ja, det må være slemt. Så er du ingenting og hvad så? HVAD SÅ?(For helvede!)
Mistede jeg det, ville jeg miste alt, hvad mit liv er. Så ville jeg ikke længere være nogetsomhelst, og jeg ville komme i de kræfters vold, som lurer i mit inderste. Det er
de urolige, dybe dyriske kræfter. De sataniske kræfter. De onde kræfter. De voldsomme, voldelige kræfter. Alt det, der er holdt nede. Drifterne, vildskaben, urinstinkterne. Alt det som er blevet opdrættet, afrettet og sat på plads, så det kunne styres og manipuleres. Så
det kunne indordnes under systemet.
95

Men jeg vil ikke være bange længere. (Modigt) Jeg har set, at hver gang jeg lader min identitet flyve sin vej, får jeg kontakt med noget meget væsentligt. Noget dyrebart og oprindeligt, og det gør mig glad, for så er jeg ikke længere usikker på de ting, jeg gør. Så er jeg ikke længere bange. For det jeg gør, og den jeg er. (Indsigt, måske…)
Jeg kan godt mærke frygten og usikkerheden, men jeg ved, at den ikke stammer fra mig selv, men fra mine omgivelsers reaktion på det jeg er. Det er som resonans i et rum. Man hører ekkoet som en mislyd i lokalet, fordi man mærker, at detteher, det er ikke korrekt.
Jeg ovetræder korrekthedens love og skaber på den måde en uro, som ikke er velset. –
Fordi man er følsom, betyder det jo ikke, at man er idiot, vel? Alle vil høre sandheden, men frygter dens konsekvenser og ser derfor væk. At være sand kræver dyd. Så kan man sige alt og blive forstået. Provokerende adfærd som råber “sandheden “ ud er løgn. Det er en hårfin balance, jeg befinder mig i lige nu. (Rimeligt)
Jeg bliver nødt til at skrive om dette mærkelige, der sker for mig hele tiden. Klokken er over tolv om natten, men jeg er ligeglad om mit skriveri forstyrrer de sovende patienter på sygehuset nedenunder. Det må ud. Var på besøg hos reservelægen og fik den sædvanlige paranoia-snak, hvor jeg bliver set på som “mærkelig” fordi jeg inviterer Magdalena og Nathalia med ud på en rejse. På vej hjem møder jeg
96

Magdalena sammen med en veninde ude at gå en tur, og hun vender sig, idet hun ser mig, lige netop rundt og laver de her mærkelige bølgebevægelser med sine arme som siger: Her er jeg. Jeg elsker dig ikke, men jeg elsker dig alligevel, og vi ses før eller siden.
Sådan er det bare lige nu, og jeg vil vente, som jeg har ventet i månedsvis på vores afrejse.
Så må GUD og alle magter hjælpe mig til, at alt bliver godt. Det hele er mystisk, for jeg synes, at kun hun og jeg kender disse tegn. Er det sandt, at hun og jeg er bestemt for hinanden, eller er det bare et tilfælde det hele? Gud bedre det, hvor har jeg tit spurgt mig selv om det. Er det mig som veg bort fra min kone i rædsel for alderdommen og derfor fik den skæbne, at blive indfanget af en ung forførende heks? Spørger jeg igen og igen, men har kun lyst til at skrive om dig, Magdalena min engel. Dine rene bevægelser. Dine fødder er smukkere end fødder, jeg nogensinde har set. Din rødmen røber dit sind. Dine læber er blødere end mosset på stenene i dit land. Dine øjne rummer alt. Du er her nu som ren åbenbaring af guds eksistens, og derfor elsker jeg dig uforbeholdent, endskønt jeg ser alverdens fare deri. For evigt Magdalena. Grønland. Dit liv. (Hm, hm, hm… man siger, at forelskelse er vanvid. Ses tydeligt her. Manden er jo bindegal!)
97

Fordi jeg ved, at jeg intet har at gøre mere. Alle mine planer er brudt sammen. Mine ideer er luftkasteller. Tomme fraser. Meningsløshed. Der er ikke mere at bygge på, for jeg kan se, at hele mit slot synker sammen over for den sandhed, som strømmer ud fra dit hus.
Her er ingen hemmeligheder. Her er ingen løgne. Her er livet naturligt. Evigt cirkulerende, pulserende i bevægelse, og jeg er udenfor.
Jeg er udenfor, fordi jeg er det “civiliserede” menneske. Med mit intellekt. Med min tanke.
Med min jeg-bevidsthed. Med mit evige fatamorgana i horisonten. Min fantaseren og forstillelse. Jeg arrangerer og arrangerer i håb om, at det næste arrangement kan løse alle de andre mislykkede arrangementer. Men det vil ikke lykkes, fordi det er et arrangement.
Det er ikke livet. Det er ikke livet selv. Jeg ser ind i livet, og straks vil jeg have det. Straks vil jeg eje det. Straks gør jeg det til genstand for mit begær. Straks vil jeg befamle det. Straks vil jeg gøre det til mit! Bestemme over det. Herske. For jeg er magtsyg. Jeg er magtsyg, fordi jeg er bange. Det er min angst, som gør mig magtsyg. Min angst for at leve og dø. Jeg tør ingenting mere. Sidder som en forskræmt kanin i et hul og bæver for, at jorden skal styrte sammen over mig, og jeg ved, at det vil ske, for jeg ved, at det jeg har konstrueret ingen balance har, og dog fortsætter jeg med at arrangerer,
98

ordne og rubricere, fordi jeg tror, jeg kan beskytte mig gennem min hjernes virksomhed. (Han ved det jo godt, idioten, men er forblændet af sine tolkninger. Han er syg og ikke til at redde, simpelthen.)
Men beskyttelse er umulig. Her er ingen redning, ingen hjælp. Det er sket med mig.
Hvem overlever, bjørnejægeren eller lægen? Det gør bjørnejægeren, for han udebliver fra behandlingen! Han kommer ikke til lægen, og lægen kan løbe efter ham og sige: -Hov, du skal have undersøgt din mave! Men bjørnejægeren siger roligt: – Hvad betyder det om jeg får undersøgt min mave, når der er bjørn. Er det ikke vigtigere, at jeg skyder bjørn end du ser på min mave. Uden bjørn intet kød og derfor ikke noget at putte i maven. Iøvrigt får man sund mave af at spise bjørnekød og ingen forstoppelse heller. Så jeg har ikke brug for dig nakorsat! Du kommer her til mit land i din hvide kittel og forsøger at redde mig, men det er dig selv, du skal redde. Du fører dig frem som frelsende engel, som den der ved bedre, som een der har magt over tingene, og det du besidder er tomhed. Tomme maskiner, mord, det ejer du. Det har du i dine hænder.
Evnen til at ødelægge alt på din vej. Ethvert smil, enhver glæde ødelægger du. Du tramper det ned, fordi du selv vil frem med din vilje. Din vilje er tomhed. Det er ikke bjørnens vilje.
99

Du har aldrig set ind i bjørnens øjne lige før den dør. Det har jeg. Jeg kender bjørnen. Har et forhold til den. Hvad har du et forhold til? Du kigger ind i forskellige menneskers mave. Hvad ser du? Du ser intet udover dine maskiner og apparater. Du sidder og manipulerer og arrangerer og kalder det kunst. Lægekunst, men det er tomme små pynteborder på en verden fyldt med gru.
Du er dødsdømt mand. Se det dog i øjnene. Glem din profession og lev dit liv nu og ønsk dig intet. Hvad har du at ønske andet end alt dit pis og lort? Hvor kommer dine tanker fra? Fra din dødsdømte fortid! Og bjørnejægeren går sin vej og lader den lille hvidkitlede embedsmand alene tilbage. Sådan.
Lægen skriver:
Jeg har svigtet dig. Nu ved jeg det. Det hele startede med spejlet. Den gang jeg blev så
grueligt forelsket i mig selv. Jeg var fem år gammel og havde på den tid ikke ret mange legekammerater, men jeg havde et stort spejl inde i soveværelset, som jeg lige kunne nå
op til med strakt hals. Det kiggede jeg ind i og så til min forundring noget smukt. Normalt
var jeg ikke vant til at se smukke ting omkring mig, for både min mor og resten af familien sendte hele tiden et tykt røgslør ud omkring min person fyldt med alle mulige masker og attituder. Men i spejlet kunne jeg se mit eget billede, og der
100

så jeg mine øjne, og de var smukke, klare og blå. Mit hår var lyst og fint og min mund og min næse sad lige hvor de skulle. Den gang jeg endnu elskede mig selv. Men kærligheden blev til forelskelse, og med forelskelsen kom kravene. Andres krav til mig om, hvordan jeg skulle se ud og være. Mit hår kunne ikke længere få lov at passe sig selv. Mine øjne skulle se bestemte steder hen, og min mund skulle sige de lyde, der blev befalet. Ellers vankede der. Jeg tænkte ved mig selv, at det nok var sådan, det skulle være, siden alle tillagde det så stor vægt. Jeg rettede mig ind efter rammerne og blev det, jeg er i dag. Et sminket lig.
Nu dør jeg. Lige nu hvor jeg ser mit sande billede i dine øjnes spejl. Jeg chokeres og kan ikke længere lyve over for mig selv. Evighedens dybe blå skønhed i eet sug. Vågner i mig.
Herfra går ingen vej tilbage.
Sydamerika.
Jeg går ud og spiser en halv kylling. Drikker cola til, og går hjem i seng. Basta. Klokken ti hører jeg høje råb og skrig ude på gaden. Det er Magdalenas stemme, jeg hører, men bestemmer mig for, at det er det ikke. Lidt efter knalder skud i den nattestille by, og mit hjerte begynder at slå heftigt. Begge pigerne kommer hjem til hotellet lidt efter. Jeg ånder lettet op, da jeg hører deres stemmer. Puha, de er i live!
101

Der er larmen og løben og snakken ude på hotellets gange og trapper. Magdalenena råber på sit pas, der så vidt jeg kan opfange, er blevet taget fra hende af en politibetjent. Hun kalder med klagende stemme på sin søster. Jeg holder mig i ro på værelset, for ikke at forværre situationen yderligere. Langsomt ebber larmen ud og stilheden indfinder sig. Jeg falder i urolig søvn med mareridtagtige drømme. Vågner klokken 8 og går på markedet for at købe morgenmad. Jeg hører fra deres værelse, at pigerne allerede er oppe, men vi har jo også aftalt, at vi skal køre videre klokken 9. Da jeg kommer tilbage er hotellets gård fyldt med politifolk.
Magdalena og Nathalia står midt blandt hotellets personale og er tydeligvis stærkt oprevet. Der er højrøstet parlamenteren på spansk, og så vidt jeg forstår, er det den foregående aftens hændelser med skyderiet, det drejer sig om. Jeg holder mig bevidst tilbage fra at være deres beskytter. – De må fanden gale mig klare deres egne ærter, tænker jeg. Vores svenske pigevenner kommer til undsætning og tager dem med op på deres værelse. Selv går jeg i halvrystende tilstand til mit eget logi og sætter mig til at spise min ananas og mit brød. Så banker det på døren. Det er politikaptajnen, som fortæller mig, at mine to veninder skal på politistationen for at blive afhørt om den foregående aftens hændelser. Jeg følger med ned og møder en boliviansk kvinde, som skal tolke for mig.
102

Hun siger, at det er politiet selv, der er skyld i det hele. De har inviteret pigerne i byen og alle er blevet fulde, hvorefter der er opstået jalousi mellem to betjente, som begge ville have fat i Magdalena. For at markere sit fortrin, har den ene bejler fyret sin pistol af op i luften. Det er det, hele sagen drejer sig om, og det er det, kaptajnen vil have pigerne med til at udrede som vidner. Andet er det ikke. Maria, som kvinden fra Bolivia hedder, siger, at politiet ingen ret har til at tilbageholde os. Hun beder kaptajnen få sine folk ud og foreslår, at vi hurtigst muligt forlader Puno. Pelle løber ud for at få fat i en bil, som kan køre os væk. Vi stiller os nede ved hotelporten med rygsækkene pakkede, parat til at hoppe ind i bilen når den kommer, men den kommer ikke. Jeg løber ud for at kapre en taxa i stedet og kører i fuld fart hen foran hotellet, – men for sent. I det samme øjeblik dukker Kaptajnen og fire betjente op i en jeep og anholder os alle.
Vi bliver ført til stationen og sat til at vente i et kontor. Efter et stykke tid bliver vi ført ind i forhørslokalet. Det er et stort rum med adskillige fotografier af tidligere og nulevende præsidenter. Jeg aner, at turen nu har fundet sin afslutning. Pigerne vil ikke ud med sproget og forhørsdommeren bliver barsk og taler om tilbageholdelse og fængsling. Maria gør sit bedste for at få en samtale i gang, men Nathalia er mopset og øjensynlig slet ikke klar over faren. Hun er vant til politiet i Grønland, og der får man som regel kun en advarsel, selv for grove lovovertrædelser. Jeg prøver at forklare hende, at hun
103

må ud med sproget, og til sidst får vi så meget at vide, at de blev inviteret på diskotek af de unge betjente, som drak dem så plakatfulde, at de slet intet husker. Dommeren vil gerne have detaljer om skudløsningen, men begge piger påstår, at de aldrig har hørt nogen skyde. Maria mener, de søger at dække over “deres” betjente, og jeg må give hende ret. Det ser sådan ud. Man når herefter frem til, at de er blevet voldtaget. Magdalena har et stort rødt sugemærke på halsen, som hun forgæves søger at dække med et sjal. Det bliver iagttaget på alle leder og kanter, og dommeren foreslår, at en læge undersøger dem. Vi bliver rasende og Maria oversætter så godt hun kan, at det er en fornærmelse, og at begge pigerne pure nægter.
Derefter er der frokost, og mærkeligt nok får vi lov til at gå alene ud i byen og spise.
Tilbage igen har man besluttet at “løslade” pigerne, hvis de går med til at lade sig undersøge, og da de efterhånden er godt trætte af al postyret, går de ind på “handlen”. En aldrende politilæge trykker dem lidt på maven og ser dem dybt i øjnene og afviser derefter voldtægt. Vi er fri.
Pelle venter hjemme på hotellet, og vi går sammen på jagt efter transportmuligheder til Arequipa. Vi vil væk hurtigst muligt, men det bliver alt for dyrt. I stedet vælger vi et længere svip ned omkring La Paz med en billig lokal bus, som afgår allerede om aftenen over Pomanta. Alle pigerne på hotellet, de svenske såvel som de grønlandske, liver
104

gevaldigt op ved nyheden om at komme afsted. Det bliver fejret med mangosalat, the og pandekager på byens fineste restaurant, hvorefter vi i gåsegang i det svindende aftenlys vandrer hen til den gamle bus, som står med motoren i gang. Den er proppet med lokale mennesker i alle aldre med bagage af den mest særprægede slags. Levende smågrise, haner i snor, store kurve med cocablade, raslende kasseroller og sammenrullede vævede tæpper, samt selvfølgelig madvare til fortæring undervejs i store plastickasser.
Vi kører ud i natten med Titicacasøen på vores venstre side og en øredøvende støj frembragt af store højttalere med larmende latinamerikanske rytmer på vores højre. Dagens triste hændelser forsvinder lige så stille i den gamle kasse med skarptlugtende mennesker og dyr. Vi skumpler afsted på de dårlige veje og føler en trancelignende tilstand af lettelse, efterhånden som vi kommer frem.
Det er bælgmørkt udenfor og chaufføren råber til os, at nu er vi i Pomanta. Vi stiger ned, bussen kører videre, og der står vi helt alene i den sorte nat uden at kunne skimte nogen form for lys. Vi er ret desorienterede og usikre, men folk i bussen sagde, at det er rigtigt nok, vi er i Pomanta, så må vi vel også være der. Der er bare ingenting at se, som tyder på
by eller bebyggelse. For at få bedre udsyn kravler vi op ad en skrænt gennem stikkende buske og får efterhånden lidt overblik. Vi er stakåndede i den tynde luft og må holde pause. Mens vi står og puster ud, får vi øje på et svagt lys i
105

horisonten. Det må være Pomanta, tænker vi, og begiver os afsted. I lang tid må vi forcere flere grøfter med tæt bevoksning og kommer endelig nær nok til at kunne se selve byen. Nu gælder det om at finde hotellet, men så går alt lys ud, og vi kan ikke se noget. Jeg har en lommelygte med, som bringer os videre. Vi beslutter at dele os. Pigerne venter ved en mur, mens Pelle og jeg går ud og leder efter logi. En gammel mand dukker op i bil og peger i en retning, men den ender blindt, og vi går tilbage og spørger, om han vil køre os, men det vil han ikke. Så tilbage igen til pigerne. Derefter vandrer vi i samlet flok gennem den nattestille by og beslutter at dele os endnu en gang. Pigerne venter på en lille plads, mens Pelle og jeg fortsætter ind i de smalle gyder, hvor vi endelig skimter lys i et vindue. Vi banker på døren. Ingen svarer. Vi banker igen og hører en svag klagende lyd som fra en gammel kone. Hendes stemme er uforståelig, og hun kommer ikke ud, ligemeget hvor hårdt vi banker. Vi opgiver håbet om at finde et sted at sove, og forbereder os på at tilbringe natten ude i den bidende kulde. I det samme ser vi pigerne stå og samtale med et menneske. Det er byens politibetjent. Selvfølgelig! Vi takker gud for vores piger og deres polititække. Hurtigt viser han os hen til byens eneste hotel, hvor vi snart efter indlogeres i to store rum øverst oppe lige under stjernehimlen. Endelig!
106

Morgenen oprinder med strålende udsigt over en smaragdgrøn Titicacasø. Himlen er klar og lyseblå, og Pomantas små huse ligger spredt rundt om hotellet som små klodser i lysegule og orange kulører. Det er tid til at få vasket vores efterhånden godt svedlugtende og beskidte tøj. På den store veranda, der støder op til værelserne, står lange vaskekummer lige til at bruge, og nu kaster vores kvinder sig over storvasken med ildhu og begejstring. Sæben skummer i karrene, og snart hænger tørresnorene fulde af trøjer og trusser og andre beklædningsgenstande, der blafrer festligt i vinden. Hele sceneriet får lydkulisse fra et bragende militærorkester, som optræder på pladsen nede foran hotellet med gamle jazzmelodier udsat for messingsuppe. Der står liggestole parat til os på terrassen, som vi smider os i og lader os bage af den stigende sol, som brænder varmt og gammablåt heroppe i højderne. Jeg får lyst til løjer og går ned i byen og køber fyrværkeri. ( Ja, bindegal er han). Pigerne hviner, når jeg sender små raketter hen over hovedet på dem. Pelle er med på spøgen og vi danser i ring rundt om vores damer mens vi “knalder” dem. De forstår hensigten og bliver sure, men liver op igen, når jeg kommer anstigende med store ananas, nybagt brød og fuldmodne tomater. Vi gnasker det i os, og bagefter klipper jeg mit skæg foran spejlet i bar overkrop og mærker en vis interesse fra Magdalena, da hun ser min hårbeklædte brystkasse! (Hovsa!)
107

Snart må vi videre, hvis vi skal nå grænsebyen Yunguyo inden aften. Vi stiller os op og venter nede ved landevejen, hvor nogle lokale kvinder har boder, som sælger mad og varm the. Vi står ved siden af, og de prøver at overtale os til at købe deres varer, men vi er ikke sultne og afviser dem. De bliver sure og vifter os væk, mens de udstøder eder og forbandelser. Jeg tager mit fotografiapparat frem og vil tage et billede af deres vrede, men det skal jeg ikke gøre, for straks samler de rådne æbler op fra en kasse og smadrer dem mod mig. Jeg må skydsomst trække hen bag et skur, hvor jeg i forskrækkelsen får skidetrang. Jeg sætter mig på hug og lader lorten komme ud. Jeg hører en stor sort gris nærme sig bagfra og idet jeg rejser mig, mærker jeg dens tryne puffe til min røv. Snart har den fortæret hele mit tarmindhold. Jeg konstaterer tørt, at her findes ingen renovationsproblemer!
Selvfølgelig udebliver vores bus, men en lastbil kommer til undsætning, og i fuld fart ad støvede og hullede veje går det med mindst 100 km i timen, så håret flagrer, og næsen bliver tilstoppet med grus. Vi står og hopper på ladet og bliver grundigt rystet sammen, indtil han smider os af, og vi må gå det sidste stykke til fods gennem Yunguyo hen til Plaza des Armas, hvor vi veksler til boliviansk valuta. En lille bus kører os over grænsen ind til Bolivia, og klokken fem ankommer vi til Copacabana som er den første by, vi ser i landet.
108

Den er smuk. Består udelukkende af helt hvide huse og ligger lige ned til Titicacasøen.
Vi møder en lokal indianer, som præsenterer sig som Renè. Han står og tager imod os på det store torv og taler til os, som om han ventede os. Det hænger nok sammen med, at han er tæppesælger, for han udbreder sig med fagter og ord om vævekunsten i området.
Han har allerede bestemt, hvilket hotel vi skal bo på, og da vi lige så godt kan stole på ham som på en hvilken som helst anden, lader vi ham overtager styringen. Han har et venligt og tilforladeligt væsen og sørger for os fra nu af. Hotellet han anviser, ligger lidt tilbagetrukket fra selve byens kerne ved siden af en kokasse-murstens-fabrik. Her trækker nogle små heste en maskine rundt, som hele tiden udstøder byggeelementer fremstillet af kolort. Det er hyggeligt med maskineriet, der knirker og knager, mens det udsender en duft af mark og landbrug, og alt ånder idyl. Vi får tre rum til deling og “mine” piger ånder lettet op, da de bliver klar over, at de ikke skal bo sammen med mig (!) De to svenske piger bor for sig, og Pelle og jeg tager det sidste rum med udsigt til bjerge og græssende køer. Efter vi er indlogeret, spadserer vi allesammen ud i byen. Renè viser os vej forbi små cafeer og restauranter med indbydende gårdhaver med hvide borde og kulørte lamper i træerne. Han trækker os ned til søen, hvor vi møder en aftenhimmel så brilliant, at jeg aldrig har set mage. Overjordiske farver spiller i vandets spejl. Lilla, rosa og guld
109

stråler op mod enorme skyformationer, som forandrer sig plastisk i det hendøende lys.
Jeg får gåsehud.
På vej tilbage har Renè en overraskelse i ærmet. Han har i forvejen givet besked til spisestedet, at vi kommer.
På en lille ydmyg restaurant bag markedet med kun tre borde, drevet af et ældre ægtepar, står der rygende varm urtesuppe og laks parat til os.
Bordene slås sammen til eet og vi bliver bænket om et måltid af høj kulinarisk værdi, hvor simpelt det end er. Renè fortæller om sit liv som væver og kunstner og om livet i Bolivia, der ofte er præget af politisk uro. Han har et lunt glimt i øjet og jeg kan mærke at pigerne kan lide ham. Jeg bliver lidt jaloux, for jeg føler, jeg bliver glemt i samtalen. (Den altid centrumsøgende). Jeg går alene ud på Plaza des Armas og sætter mig ved siden af en musikant med sin guitar. Jeg har altid min lille mundharmonika med, og sammen spiller vi natten frem, mens de andre bare snakker og snakker. (Uden mig.)
Dagen efter skal vi afsted igen. Ud på opdagelse. Ud til solens ø, Isla del Sol! Alle taler om den ø. Der er ruiner fra inca-tiden som man bare må se, siger René, som under megen palaver med bådens skipper forhandler pris for sejladsen. Først prajer han en stor sejlbåd, som ligger for svaj ude i bugten, men vinden er for svag, bliver der råbt tilbage,
110

og vi må tage til takke med motorbåden. De siger, det vil tage over tyve timer, hvis vi skal derud for sejl, og det gider vi ikke. Eller rettere sagt René gider ikke. Jeg ville ellers godt.
Elsker at sejle. Men det bliver altså ikke til noget. Vi letter anker og prutter afsted. På
vejen lægger vi til ved månens ø, hvor vi provianterer i en lille butik ved stranden med indkøb af sodavand og sardiner i dåse. Endelig efter en times sejlads når vi frem til sol-øen og den lille by ved anløbshavnen. Nu er Nathalia utidig. Hun gider ikke gå på
opdagelse og vil hellere ligge og sove på stranden. Det får hun så lov til, mens vi andre vandrer afsted langs en smal fåresti forbi store træer med mægtige kroner, som sender knitrende lyde ned mod os fra firben, som piler op og ned ad grenene. Ellers er terrænet nærmest som en græsk ø med lave afsvedne buske og en gennemtrængende duft af vild timian. Svirrende insekter og store blåskinnende sommerfugle som flakser foran mig i sollyset, hvor Magdalena lidt længere fremme roligt bevæger sig op ad bjergsiden med sin smukke krop i harmonisk rytme, som jeg kender det hjemme fra Grønland.
Små drenge på vej til skole, men jeg ser ingen skole. De virker apatiske og smider om sig med deres stilehæfter. Måske er de faret vild. Jeg prøver at kontakte dem, men de er ligeglade. Farvel med dem. Endelig efter flere smalle passager og vanskelige klatreture når vi ruinerne og må
111

indse, at forventningens glæde er den største. Der er overhovedet intet udover tre små murrester på omkring fem meter tilsammen. Men der er fyldt med vild timian, som vi begærligt plukker for i det mindste at få noget ud af turen. Dybt under os ligger Titicacasøen blåskinnende som tandemalje, og nu springer en lyserød rosenknop elegant i bølgerne dernede. Det er Maud, den ene af de svenske piger. Hun er stukket af ned ad den næsten lodrette skrænt for at forfrisker sig ovenpå anstrengelserne.
Nathalia ligger stadig og sover på stranden når vi kommer tilbage. Hun er helt sløv, og det er vi andre osse. Vi finder nogle tomater og resterne af sardinerne nede i båden. Dem kaster vi os over, for vi er blevet hundesultne. Sejler hjemad godt skuffede og flader ud på bænken langs rælingen totalt passive i lyden fra den dunkende motor. Endelig tilbage. Nu må der ske noget! Vi køber tre flasker champagne, som vi forlyster os med på pigernes værelse, mens vi spiller på fløjte og tygger cocablade. Svenskerne bliver fulde og René henter nogle bolivianske venner ind til coke sniffing. Der bliver efterhånden ret vildt og alt for trangt i det lille rum.
Nathalia og Magdalena vil ud. Ud og finde musik, som de siger. Jeg prøver at gå med dem, men har ikke lyst og giver dem nogle penge, som de kan “more” sig for. Jeg går hjem i seng. Klokken halv to er der larm og ballade nede ved hotelindgangen. Nathalia har nogle fyre med, hun vil have op på værelset. Det må hun ikke for hotellets bestyreinde, en lille
112

bestemt dame, som stiller sig i vejen, hvorved der opstår et mindre håndgemæng mellem hende og Nathalia. Jeg gider overhovedet ikke gå ned og se, hvordan det spænder af. Lægger mig bare om på den anden side og sover videre.
Hurra, hurra, så er vi på farten igen. Jeg elsker at være på farten. Nu skal vi til La Paz!
Med Bus op over Altiplano, hvor udsigten til verdens højest beliggende sø er formidabel.
Vi drøner afsted på sletterne med græssende Lamaer i hver side af vejen i 5 stive timer i eet stræk! Før vi tog afsted i morges var der et vældigt spetakel på torvet foran den lille kirke ved siden af hotellet. Det var den hellige jomfru, de bar ud til skue smykket med farvestrålende blomsterdekorationer i ren plastic og futtet af med stinkende fyrværkeri.
Mens de andre gloede, gik jeg et smut ind på kirkegården for at være i fred. En busk med pragtfulde blå liljeblomster stod omgivet af store svirrende insekter, som ved nærmere øjesyn viste sig at være små fugle, kolibrier. Jeg havde aldrig troet, at en fugl kunne blive så lille. På størrelse med en bønne.
Vi kører ned mod den store by i begyndende tusmørke. Tusinde lys fra høje skyskrabere og bilernes strøm med lilla bjergtinder som bagtæppe overvælder ovenpå den lange ensformige køretur. Vi bliver sat af midt i menneskemylderet, og Renè fører os hjemmevant hen til et hotel. Det ligger i et
113

kvarter med barer og restauranter, og jeg forudser problemer. Atmosfæren her er meget intens og sydamerikansk. Nogle fyre truer med at angribe mig, fordi jeg prøver at beskytte pigerne mod tilnærmelser. Jeg mærker, at vi nu er et sted, som kræver øget årvågenhed, og det indskærper jeg mine veninder. Det ser ud til, at de endelig begynder at forstå, at de ikke befinder sig i Grønland længere. Det beroliger mig en smule, men det er heller ikke så mærkeligt, at vi igen og igen har problemer her. Nathalia har kun opholdt sig i Danmark et halvt år og har ellers ikke været andre steder i verden. Magdalena har været feriebarn nogle måneder i Ålborg. Grønland er hele deres baggrund og horisont, og skønt det nok er barsk at bo der oppe klimatisk og naturmæssigt, er der dog en høj grad af kollektiv beskyttelse. Det er denne kollektive “sans” de faktisk nyder godt af, når det alligevel går nogenlunde i kritiske situationer. Menneskene i Sydamerika er langt mere opmærksomme på pigernes signaler end i Danmark. Deres eskimoisk-indianske inuit-natur slår igennem og bliver langt bedre forstået end i Danmark. -Egentlig tragisk. (Ja)
Vi hygger os faktisk i La Paz. Går ud og spiser på fremmedartede restauranter. Bøf som ikke smager som hjemme og drikke små bolivianske øller. Vi tager sandelig osse i biografen og ser “Batman” og “Starwars” dog uden at forstå ret meget af dialogen, som er med spansk tale, men
114

det er actionfilm, så det går nok. Til gengæld holder vi os fra diskotekerne. Det ser faktisk ud til, at man har fået nok lige for øjeblikket. Desværre har Nathalia fået gonoré efter alle bolleturene med politiet og skal derfor på hospitalet for at blive undersøgt. Det tager hun nu meget roligt. Hun er sej, synes jeg, selvom regningen for privathospital er ved at slå bunden ud af mit budget!
Bagefter tager vi alle på rekreationsudflugt til “Månedalen” med menneskehøje katus og skrækindjagende klippeformationer, hvor vi nær bliver væk fra hinanden. Senere får jeg besked fra “Danske Forsikring”, at de betaler for hospitalet. Det er en lettelse! (Mama mia, hvem er du som skriver dette???)
Alt i alt bliver tiden i La Paz fredeligere end nogen sinde. Vi nyder det fælles morgenbord i Maud og Annes værelse, som er det største, med tyk yougurt og marmelade og dejligt friskbagt boliviansk fladbrød med lamaost. Ikke noget med at ligge og dovne i sengen til langt ud på formiddagen, fordi man har været skidefuld om aftenen, nej i stedet står vi tidligt op og tager på støttevisit ud til statsfængslet for at opmuntre en stakkels nordmand og to amerikanere, som sidder indespærret for smugling af cocain. (Den rejsende højskole!) De har fået en dom på 25 år og er lykkelige for vores besøg. (Lidt adspredelse!) Vi medbringer brød og kage og ost, og jeg giver dem min lille transistorradio. Vi bliver sandelig osse inviteret på en joint i deres celle! De fortæller, at fængslet er
115

byens bedste sted at skaffe cocain og hash. – Her er vi udenfor loven, siger de og griner. Umiddelbart ser det ud til, at de klarer vilkårene. I hvert fald amerikanerne. Nordmanden er hårdest ramt. Han lider af stor hjemve og ligner et skelet. Da vi atter står ude i sollyset og friheden, efter en grundig kropsvisitation, er alt forandret. Solen skinner mere klart, og blomsternes farver stråler som aldrig før. Denne følelse af lettelse ovenpå det tunge fængselsmiljø gør, at vi bare slentrer rundt på må og få og nyder det simple faktum, at vi er til og kan gøre lige, hvad vi vil.
Den sidste aften i La Paz var mine to grønlandske veninder alene i byen. Svenskerne og jeg blev hjemme og læste, og gudskelov kom de tidligt tilbage. De holdt sig for en gangs skyld på måtten, og det var skønt, for i morgen skal vi nemlig videre på vores lange rejse mod ukendte mål. (Den evige optimist.)
I toget på vej til Arica bliver jeg ved gud angrebet af en ophidset kvinde (kvinder hader mig øjensynlig. Jeg ved ikke, hvad der er galt med mig. Jeg synes ellers, jeg gør mit bedste for at virke tiltrækkende, men det er måske derfor de hader mig. Min altfor aktive kurtiseren?) Hun farer på mig uden grund og banker mig i maven med sine knyttede næver. Jeg trækker mig tilbage og får Pelles rygsæk i hovedet. Den falder ned fra nettet, og hans yougurt vælter ud over mig fra den dårlige bolivianske karton. Det bliver jeg smurt ind i,
116

samtidig med at serveringspersonalet maser sig gennem gangene med kurve, kar og termokander med varm kaffe, som skvulper ud over mine bukser og sko og gør scenen fuldendt. Det rene galimatias. Klokken 23 når vi grænsen til Chile, og kupeen tømmes. Alle passagerer vælter ud på en snusket station, der ligger bælgmørk i den kulsorte nat. Vi skal skifte tog, og da vi ser et stort lokomotiv nærme sig, tror vi, at det er det, vi skal med, men det er det selvfølgelig ikke. Det kører forbi, og vi må stå og småfryse i læ af et gammelt pakhus. Endelig dukker et kilometerlangt gods og persontog op langt ude på banelinien.
Der bliver uro blandt passagererne. Man klumper sammen og presser sig frem.
Bolivianerne hanker op i deres pakkenelliker og strømmer ud mod det indkørende tog. Vi følger trop og kravler op i en togvogn, hvor vi finder en kupè som ser tom ud. Der ligger tæpper på alle sæderne, og det er jo dejligt. Så har vi noget at sidde på. Vi slår os ned, for kort tid efter at blive antastet af en hel gruppe bolivianske indianere af begge køn, som gør krav på deres pladser. Dem, de havde reserveret med tæpperne. Men det gider jeg ikke høre på. Jeg bliver rasende og farer op. Er efterhånden dødtræt af det hele og afreagerer på de stakkels indfødte som ren koloniherre. Jeg nyder rollen som stærk mand, indtil en kendelig beruset, skummelt udseende fyr med lang dolk i bæltet, farer frem og tager først
117

Pelle og dernæst mig i brystet, mens han råber eder og forbandelser ind i vores ansigter på
et totalt uforståeligt sprog. Han vil smide os ud, men vi giver ikke op, og enden med at tilbringe resten af turen 15 mennesker sammenstuvet i en 6 personers kupe.
Kort efter afgang går lyset ud, og varmen forsvinder. Jeg tænder et stearinlys og sætter det i vindueskarmen sammen med en transistorradio, som spiller sødt for alle vore sure medpassagerer, som vi nu har fået på skødet. Halv fem om morgenen kan jeg ikke holde til mere pladsmangel. Jeg rømmer kupeen og kæmper mig gennem toget til sidste vogn, hvor jeg ser et tomt net under loftet. Der kravler jeg op, og selvom det er trangt og bærestolperne klemmer i rygge, kan jeg ligge helt udstrakt. En stor nydelse er det.
Jeg falder i søvn mens toget bumler videre mod Arica, som fire timer senere dukker frem i disen fra Stillehavet. Desværre er der ikke noget toilet på banegården. Jeg har holdt mig gennem hele togrejsen og er sprængfarlig. Må tage til takke med en afsidesliggende redskabsgård bag et plankeværk.
Med et stort smil på læben og lettet går jeg bagefter sammen med de andre ud i den europæisk udseende by og køber ferskner og is til morgenmad. (Så der igen er noget at skide ud bag et nyt plankeværk! Hund!)
Ovre ved den brede promenade holder alle busserne og derfor også bussen til Tacna, som er den vi skal med. Det koster 1000 Soles for hele turen, og det er rimeligt. Vi skal fra
118

Bolivia tilbage til Peru og må igennem adskillige pas og toldkontroller, hvor bussen finkæmmes for smuglergods. Der er en stadig trafik af varer indover grænsen her, og vi tager gerne rollen som “trafficers”på os, når de søde medpassagerer, som alle er i “traffic” beder os om at holde diverse smuglergods. Vi bliver forsynet med stråhatte og tylsbluser og får anbragt nydeligt indpakkede “gaver” som indeholder kartoner med deodorantspray i vores rygsække. Vi ligner nærmest et karnevalsoptog, når vi defilerer forbi toldkontrollen, og det virker. Betjentene skænker os ikke en tanke. Skøre turister! Vores indianervenner takker os hjerteligt, efter vi har passeret grænsen, og de har fået alle deres varer sikkert gennem. Til gengæld byder de på is, som vi begærligt kaster os over i den steghede luft hernede ved havoverfladen. Vi sidder på holdepladsen i Tacna og venter på næste bus. Det er Peru igen, kan vi tydeligt mærke. Beskidt og en oprørt og hidsig atmosfære. Sure, frygtsomme mennesker og tyve lurer overalt. Pelle glemmer at overvåge sin rygsæk et sekund, og den bliver snuppet af en fyr med solbriller og skævt smil. – Hov, du der! Magdalena når lige at gribe fat i en strop, så han må slippe sit tag og løbe væk. I tasken ligger alle Pelles penge og hans pas! Pyha, det var tæt på!
Ormeno bussen er et stort monster indsmurt i mudder fra de lange ture ad dårlige veje.
119

Den skal bringe os til Arequipa på 8 timer. Gudskelov er sæderne til at lægge ned, og vi finder nogle gode pladser i midten. Derefter er det bare at mobilisere tålmodigheden. Der er utallige stop undervejs, hvor politi og toldere kommer ombord for at gennemsøge vores bagage for drugs. Bagefter skriver de rapport i deres tykke bøger. Det tager tid, og det må
vi finde os i. Det er nogle bryske herrer, som det ikke er godt at komme i vejen for. Ruten benyttes til cocainsmugling og er derfor overvåget intenst. Jeg sidder tæt ved Magdalena på hele turen og føler, at hun nyder det. Et fremskridt i vores forhold måske? Jeg har i den sidste tid været mere optaget af at være rejsearrangør end bejler og har også fået min intense “kærlighed” lidt på afstand. Det ser ud til, at det virker. Vores forhold er inde i en mere afslappet fase, og det er godt. Vi lander om aftenen i Arequipa og kravler på stive ben ud af bussen og ned i den ukendte by. Plaza des Armas finder vi dog hurtigt, og ad en snæver sidegade når vi frem til “Håndbogens” førstevalg: Hotel “Exelsior”, som er et ydmygt lille herberge med højloftede værelser til pigerne og et lille rum ved siden af toilettet til Pelle og mig. En hurtig dusch for at vaske rejsestøvet af og så ud i byen. Vi er smaddersultne og går i samlet flok let exalterede og snakkende ud for at finde en restaurant. Vi glæder os simpelthen til at få noget at spise.
120

Der glimter et rødt neonskilt forude: “China Grill”. Den tager vi og bestiller nudler til alle.
Desværre er disse nudler aldeles forfærdelige. De er indsmurt i en tyk vælling af sukkersirup og må lades delvis urørt. Så får vi en slags grøntsagssuppe, som er hæderlig, og når den følges af et par øl og til sidst en smøg, går det an. Vi orker ikke mere bagefter og går hjem under de svajende træer på torvet til vores lille hotel. Op i seng og bare sove.
Næste dag (og næste og næste og næste… hører det dog aldrig op? Men man må, kære læser, væbne sig med tålmodighed, hvis man vil til bunds i denne beretning fra en svunden tid. Det drejer sig om en ung mand i en ældre mands skikkelse. Han er usikker og forvirret og prøver hele tiden at få orden i sine tanker. Ved at skrive og skrive og skrive, som De ser).
Vi tager til markedet i Arequipa den følgende morgen. Et marked fyldt med liv og højtryks bevægelse fra alle slags mennesker, som myldrer omkring os, hvor end vi kommer hen for at købe noget at spise, og her er rigeligt at vælge imellem.
Vi køber ost, syltetøj, figner og brød og går tilbage til pigernes værelse og varmer vand på
Pelles medbragte spritblus til the ved et dejligt morgenbord, hvor udsigten gennem den åbne dør ud mod balkonen og videre ud til gaden, lyset og den milde luft gør os salige og
121

harmonisk forbundne. Vores kvinder sludrer hyggeligt sammen, mens Pelle og jeg blot nyder deres selskab uden at mæle et ord.
Oppe på hotellets flade tag er der plads til, at vi kan stå og vaske tøj, og det gør vi, mens min transistorradio spiller salsa i eet væk iblandet skrigende spanske stemmer som reklamerer for alt lige fra bildæk til hygiejnebind!
Santa Catalina Conventet er et stort klosterområde på over 4 hektar fyldt med utallige nicher og huler og små stræder og værelser i blåt og gult og hvidt og rødt. Det var helt op til 1970 bolig for 450 nonner, som var forment adgang til den ydre verden. I dag er der kun få tilbage. Resten er døde af kedsomhed, må man tro. De resterende lever af at fremstille nonnesæbe og nonnecreme samt nonnetærte og varm cacao, som de serverer i et cafeteria med nonnebroderede duge på bordene. Tærten er lækker og vi spiser med glæde 3 stykker hver! Jeg trækker Magdalena med ud i klostergården og får en af nonnerne til at fotografere os sammen under et stort crucifix.
Måske kan det hjælpe på kærligheden mellem os, tænker jeg, og går ganske rørt med tårer i øjnene alene ud til en guldfiskedam og sætter mig. Her lader jeg mine tanker tage form efter fiskenes bevægelser og får efterhånden ro i mit forpinte hoved. Som afslutning på
122

dette klosterbesøg vælger jeg at kravle op i et tårn, hvorfra jeg har udsigt over byen og den bagvedliggende vulkan “El Misti”, hvis sneklædte krateråbning svæver højt oppe i varmedisen som i en drøm. Ved udgangen står de andre og venter på mig. Magdalena tager min hånd, og sammen går vi gennem byen ned til floden, som ligger og glider dovent afsted, blågrå og blank.
Henne ad stien åbner en lysning sig, hvor palæet med det Hollandske konsulat anes bag en mægtig plæne. Her er et diplomatparty netop i gang.
Bygningen er omgivet af en yndig have med rosenbuske og duftende kaprifolier, og der promenerer ambassadedamerne omkring kvidrende som kanariefugle. Vi skråer ind over plænen og indånder i et kort nu diplomatiets grænseløse charme, men må desværre, beskidte og udannede som vi er, bakke ud, mens vi bukker høfligt.
Det er næsten nat. Lyset er vidunderligt gyldent og tryller med alle genstande i rummet. Stjernerne glimter over vore hoveder, vulkanen sender rosa stråler ned mod os, og blomsterne taler larmende i duft og farver. Ja, selv folk på gaden bliver stille og andægtige i denne aften af overjordisk skønhed.
123

En slange af lysende prikker slynger sig langs floden, og med ét genlyder rummet af knaldende fyrværkeri. Sole og raketter springer op fra fakkeltoget, efterhånden som det nærmer sig. I midten bærer de en helgenstatue, og børn i hvidt tøj danser omkring den. Vi styrter afsted for at slå følge med karavanen og bliver smittet af de højstemte mennesker.
-Vi er i live! Det er den følelse, der griber os. Lidt senere drejer hele menneskemængden op ad en sti, som fører til en lille kirke, hvor de forsvinder.
Vores videre vandring bringer os ind i byens enorme Katedral, hvor jeg sakker bagud, fordi rummets mægtige buer midskibs drager mig op i symmetriens mysterie. Jeg bliver svimmel og må hurtigt ud til de andre for at blive normal igen.
Desværre er vegetarrestauranten lukket, og vi må tage til takke med en uinteressant pizzabar, som serverer pap pizza med vin til, som smager af tis. Kaffen bagefter er fyldt med kanel, og tilsidst får vi banana split med banan uden split!
En skuffelse der opvejes, da det går op for os, at tjeneren har lavet en fejl på 600 Soles. I vores favør! Dagen afsluttes i en udslidt biograf, som viser en ældgammel film med Tarzan og Bo Derek som promenerer åleslank på en strand i Caribien, indtil Tarzan kommer og fanger hende og fører hende ind i junglen i Afrika! Vi gaber henført under hele filmen, og jeg får lov at holde Magdalena i hånden under forestillingen. Juhu!
124

Jeg har hørt, der skulle være nogle varme kilder med mulighed for et renselsesbad lidt uden for byen. Selvfølgelig skal vi derud og sætter os på en affældig bus for at tage afsted til Banòs Jesus, som badeanstalten så smukt hedder. Efter en støvet tur på flere timer ankommer vi til et skur ved et hegn ind til kilderne, men her er lukket og ingen mennesker. Håbløst. Vi må skuffede, stadig beskidte og svedige køre tilbage igen. Shit.
Dagen efter skal Pelle, Maud og Anne rejse videre uden os. De har en stram tidsplan at overholde. Skal være tilbage i Sverige om to måneder og vil nå at komme både til Guatemala og Mexico inden da. Vi tager afsked med dem ved bussen. Pelle giver Magdalena øreringe som tak, fordi hun reddede hans taske fra tyven og giver hende et kram noget længere end nødvendigt. Han er lige som jeg (og mange andre) betaget af den smukke inuitpige og nok også lidt forelsket i hende. De vinker farvel oppe fra deres vindue, og vi vinker tilbage og er lidt bedrøvede. Det var fine folk at rejse med.
Jeg går ud for mig selv om eftermiddagen. Ind i Katedralen, hvor jeg kan sidde i ro og mag og tælle penge og prøve at få regnskabet til at stemme. Her er ingen tyveknægte, kun Jesus ser begærligt ned på min pengekat, men jeg giver ham den ikke! Pengene, han skulle have haft i kollekten, bruger
125

jeg til the og flødeskumskage i Schweizer Cafeen, hvor jeg møder en ældre tysk kvinde, som bliver interesseret, da hun ser mit kobberarmbånd. Sådan et bærer hun også, og vi får en længere samtale om kobberets magiske virkning på kredsløbet. Jeg føler mig forbundet med hende på en mærkelig måde.
Næste skridt er ørkenen og inkaernes himmeltegn i sandet. Vi duscher og gør os klar.
Køber proviant til den lange tur og hopper på Ormenos store slagskib af en bus. Her liv og glade dage! Det lader til, at et helt bryllup er ombord, og de fleste passagerer er berusede. En særlig irriterende herre får lattersalverne til at skylle gennem kabinen ved at gøre nar af min smukke hat, som han drillende udpeger som en dameting. Tror han jeg er bøsse, eller hvad? Jeg sætter mig over i et hjørne aller bagerst, da jeg mærker, at osse Magdalena griner ad mig. Pis. Hele natten sidder jeg i sky isolation og kommer først frem om morgenen klokken syv, når bussen kører ind på holdepladsen i Nasca.
Vi finder et sted med aflang gård, røde blomster og ledige værelser, som vi losses ind i. Klokken halv ni skal vi ud og flyve for at få overblik over disse mærkelige streger eller linjer som dækker et ørkenområde på flere kvadratkilometer. Det
126

påstås at disse “tegninger” er en astronomisk “kalender”, men lige nu er jeg skide ligeglad med, hvad der “påstås”.
Jeg ser et katalog fra luftfartselskabet Iberia i receptionen, hvis forside er prydet med store Mirò billeder, og som omhandler den gamle spanske kunstners nære relation til Nasca tegningerne, og er ikke i tvivl om langt større mytisk værdi af disse billeder i ørkensandet end blot og bar “kalender”!
I en spinkel en-motors flyvemaskine sidder pigerne blege af mangel på søvn og tydeligt nervøse for at falde ned. Det er ren rutine, når piloten, en flegmatisk og tavs fyr i brun læderjakke, elegant trækker det lille fly i vejret op over ørkenens brungule sand. Under os ligger et øde og forbrændt landskab. Lave bjerge med spor af fortidige vandløb og brede sletter. Så dukker de første linjer frem. Som geometriske konstruktioner ligger de præget i sandet med en aldeles forbløffende styrke og klarhed. Det er som en meddelelse udenfor sproget om vores allesammens fælles bevidsthed. De store figurer, aben, ørnen og slangen kommer til syne under maskinen. Jeg tager billeder, men lægger apparatet væk og lader blikket finde sine egne veje hen over de store tegn. Det er ophidsende at se disse levende former i så stort format. Joan Miró må have været med, da de blev lavet, i en tidligere inkarnation. Det er jeg ikke i tvivl om. Håbet om en uendelig tilværelse i øjeblikkelig harmoni med hele universet
127

opløses og bliver til sand virkelighed i disse minutter i luften oppe over ørkenen.
Hård landing på den stegvarme jordoverflade. Hjulene hviner og snart holder vi stille og stiger lettet ud i den brændende luft. Vi styrer mod hotellets pool og bliver skuffede, da vi finder den ganske tom og støvet. Eneste løsning på hedeproblemet er en halv time under den kolde dusch. Det hjælper på humøret, og vi tripper ud i byen for at finde nye sandaler til mine piger, mens vi overbeglos af hængende fyre på hvert gadehjørne. Vi griner dem op i ansigtet og lader dem tro, vi lige er landet fra Mars! Køber kolde sodavand til at flade ud med på værelset. Her går det op for Nathalia, at hun har fået fladlus, for hele hendes lagen er fyldt med små levende væsner. Vi banker, ryster og spritter allevegne, hvilket beroliger hende. Magdalena går rundt i bare trusser og lille top og smitter med sin dejlighed. Jeg får lov at tegne et portræt af mig selv på hendes lår med kuglepen.
Meget ophidsende!
Der er Nasca-konference om de hemmelige figurer i ørkenen på turisthotellet i aften, og vi stiller selvfølgelig op. Det er den kendte antropolog frau Reiche, som har viet sit liv til forskning i ørkenbillederne, der skal holde foredrag med overheads. Hun mener, at en hemmelig sekt med direkte forbindelse til væsner fra det ydre rum er forklaringen på de enorme skrifttegn, vi så oppe fra luften. Det bliver
128

spændende at høre, og måske får vi mere at vide om det hele. Men det gør vi bare ikke. Da vi ankommer, viser det sig, at frau Reiche er syg. Hun erstattes af sin søster, som er en sur gammel dame, der forsøger at sælge os en bog, som frau Reiche har skrevet, og det gider jeg ikke, så vi skrider.
Ud og spise kylling på cafe “Hermafroditi” hvor hele personalet er bøsser og maden suveræn. Nu er vi opstemte og finder snart en bar med pisco sour, øl og chips. En fuld mand vil hele tiden snakke, og vi bliver reddet af fire herrer, som præsenterer sig som byens kommunalbestyrelse. De har bil og inviterer på køretur. De virker tilforladelige og vi tager imod tilbuddet. Hurtigt er vi på vej ud af byen i nattemørket i en larmende smadderkasse af en bil. Den ene af mændene er lederen, og roser sig selv ubehersket. De andre har respekt for ham og lader ham udbrede sig om sine fortræffeligheder igen og igen.
Efterhånden som vi kører, begynder jeg at ane, hvor det bærer hen af, og ganske rigtigt så
standser vi ved en vejkro, hvor de tager et musikanlæg med ind og begynder at inklinere for pigerne. Det varer ikke længe før Nathalia forsvinder ud i køkkenet sammen med en lavstammet muskuløs skægfyr. De går til den, og de kendte skrig fra hende, når hun boller, runger ud fra det flisebeklædte rum. De andre mænd griner og fester videre. De prøver at få Magdalena med ud i køkkenet også. Det vil hun bare ikke og bliver træt af deres tilnærmelser. Jeg tager hende i forsvar, og
129

de bliver sure og agressive. Den selvrosende fyr træder i karakter som leder og får bragt gemytterne på plads. Vi bliver kørt tilbage, men på vejen går bilen i stå, og det er kun, fordi det sidste stykke er ned ad bakke, og den triller af sig selv, at vi langt om længe kan trække os tilbage til cellens ensomhed og nattens fred.
Grønland.
Jeg kan snart ikke mere! For helvede i fænghullet og Satan! Det eneste der holder mig oppe er at sidde og klapre på denne computer og skrive så hurtigt som muligt. Ikke tænke og uden ophør få sagt ordene. Ondt i lungerne af for mange cigaretter. Ondt i hovedet af for meget vin. Ondt i tankerne af for megen spekuleren. Alting er bare ondt. Åh, hvor jeg dog savner lidt stilhed. Bare ingenting. Hele tiden skal der ske noget. Jeg holder aldrig fri.
Hele tiden skal tankerne snakke. Tomme ord, et efter et. Åh, hvilken længsel efter mening.
Jeg mærker mere og mere det meningsløse i mit liv. Jeg er træt, tom, udslidt, åh, åh, åh.
Bare jeg kunne blive stimuleret. Det er det, jeg trænger til. Stimulation. Jeg har behov for berøring.
At nogen kommer og rører mig. Jeg har behov for at blive rørt. Jeg er trængt op i en krog og ved ikke, hvad jeg skal
130

gøre. Er alt bare et game? Pyt med det, siger de her. Lad musikken spille, men hvor er jeg henne i alt det? Min ven Hello siger: – Flygt! Men er det løsningen? Jeg tror jeg tager et bad. Det skal gøre godt! Åh!
Nu er det lørdag aften og byen emmer af had og vold og sprut. Karoline blev myrdet i går.
Hun ligger bleg og stiv i Sygehusets kælder. Jeg var og tage afsked. Bagefter hos Hello og få at vide, at jeg blot skulle vride min arm endnu mere. Men hvad mener han med det? Synes han ikke jeg gør nok med at invitere Magdalena ud af dette helvede? og usikkerheden om hun overhovedet vil, og om det i det hele taget bliver til noget. Ventetiden er ulidelig og tåget, og måske bliver vi skudt ved afrejsen af bjørnejægeren, som osse elsker Magdalena. Jeg er bange for selvopfyldende profeti, når jeg hårdnakket påstår, at det er skæbne.
I virkeligheden skulle jeg slet ikke have arrangeret den rejse. Og så til Sydamerika af alle steder! Med Gina var det anderledes. Hun var en veluddannet amerikaner, som elskede mig. Hun ville gerne med til Grønland. Jeg skulle have taget hende med op, og så kunne vi have rejst til Sydamerika sammen, ikke? Ville det have været meget bedre, tror du? (Hvem fanden taler du til? Din mor? Fuck!)
Men Gina elskede jeg ikke som jeg elsker Magdalena. Det er sikkert. Med mindre jeg slet ikke kan elske og det hele er
131

noget, jeg bilder mig ind. (Sansynligt.) Måske for at få hævn over mit forliste liv. Måske er jeg splitterravende tosset eller sindssyg eller gal. Jeg ved det ikke. (Et endog særdeles alvorligt tilfælde af polarkuller!)
Jeg savner nogen til at vejlede mig. Jeg savner Lis, min kone til at vejlede mig. Men hun er væk, og der er ingen til at vise vej. Jeg må gå selv. Helt alene og ved ikke, hvor jeg skal gå hen, for gaderne er så mørke mor, og alting er så koldt. Jeg er bange mor. Så læg dig på min pude mor og syng en lille sang! Du skal trøste mig, men du er der ikke, og så bliver jeg vred og gal og sidder og skriver det hele ned, for på den måde at få orden på mine tanker.(Og lige lidt hjælper det.)
Jeg tænker på liget af den unge pige i nat på sygehusets gulv og på Esajas, som græd og Magdalena og os allesammen og beder til Gud, om han ikke nok vil hjælpe mig til at gøre mit bedste.
I dag blev jeg erklæret sindssyg. Det var Hexen i byen, og det gjorde mig ude af stand til at overskue noget som helst. Det er mit ømme punkt. “Tossen” som de kaldte mig nede i gården. De andre drenge. Jeg lod instinktet overtage og drev den gale kvinde på flugt. Hun nåede at udspy galde, som dog ophæves af Magdalenas ja til at rejse. Nu savner jeg hende bare så frygteligt. (Hexen/Magdalena?) Ja, jeg gør! Hvor længe skal jeg vente på vi kommer rigtigt i gang med hinanden. Du min smukke drøm, som jeg kun kender flygtigt.
132

Altid disse spørgsmål. Er jeg kvinde tosset? Pigernes fyr, som farer og fløjter med piben i kog hele tiden. Er det det, jeg er? Skal Jeg ustandselig fyldes af nye oplevelser? Uden at opleve noget. Bare tomhed. Tomhedens længsel efter at blive fyldt, men hvem skal fylde mig? Er jeg bedre tom end fyldt? Spørgsmål på spørgsmål uden svar. Håbløst. Jeg må have luft. (Satan!)
Må væk herfra. Ud at rejse alene. Måske er det bedre. Men man er aldrig alene. Er altid i en eller anden relation. Så hvilken relation er jeg i nu? Jeg er på stadig udkig efter Magdalena. Hun bevæger sig ind og ud ad mit synsfelt, og jeg føler mig efterhånden som en forbandet lurer. Hvorfor fanden er jeg så interesseret i hende? Hvad er det, der gør mig så varm om hjertet hver gang jeg ser hende? Det er hendes væsens duft, det er! (Kald det bare lugt. Det er helt i orden din gamle liderlige buk! Suk!)
Jeg kan ikke holde ud at skulle miste hende bare ét sekund. I dag var hun på besøg, og en fos sprang op i mit hjerte ved lyden af hendes stemme. Den har den mest krystalklare klokkeklang. Når hun er i balance vel og mærke og har det godt. Gud give, at alt, hvad jeg gør, bringer hende i balance. Hun er så smuk, og jeg ønsker kun, at hun skal vedblive med at vokse i skønhed. Ikke blive ødelagt, nej!
133

Det hele drejer sig om at opnå noget. Noget man har sat sig som mål, og det er noget lort, når man ikke får det, ikke? Hvad siger du til en lille lækker pige i sengen, gamle ven? Men sådan er det ikke, selv om du gerne vil have det til at lyde sådan, sugarboy! Jeg kan ikke få hende ud af hovedet og heller ikke ind. Hun er bare en pige ligesom alle andre små piger, jeg bliver forgabet i. Har jeg altid været forgabet i små piger? At ligge og rode med dem og føle alt det rare, du ved. Er det det? Ja, det er dét, jeg trænger til og prøver at gribe efter, og taber selvfølgelig det hele på gulvet. Jeg er så sød og venlig, men i bund og grund er det en gang gas, for jeg vil jo fucke, ikke? Og hun siger, jeg er for gammel, og det kan jeg ikke lide at høre, for jeg vil være ung. Al ting er håbløst. Tomheden skyller ind over mig. Jeg er alene og hader det. Mit håb var en kvinde, og det skulle være Magdalena, men hun er hos en anden, og jeg tror hun forlader mig. Jeg hader at blive forladt. Så kæderyger jeg, som om det skulle hjælpe. Jeg er helt tom udvendig og indvendig. Mit liv er et falsum. Jeg bygger nye forestillinger op, som straks falder sammen. Alt er lige nu det alle værste. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. (Pyha for en svada!)
Venter bare på i morgen. Som sædvanlig. Jeg har altid ventet på i morgen. Det er en gammel historie. I morgen sker det alt sammen. Nu sker der ingenting. Ud over mine arrangementer. Opfundet af mig. Alt er opfundet af mig og jeg
134

er opfundet af mine forældre som er opfundet af deres forældre som…
Jeg er i lige linje een lang gentagelse.
Det hele er mekanik. Nu bliver jeg tosset. Splittertosset…
I fyrretyve år har jeg rendt efter pigerne. Til sidst blev det bare for meget. Jeg har rendt efter oplevelser i alle de år, jeg kan huske. Først rendte jeg efter min mor. Hun var aldrig hjemme. Jeg havde en gammel bedstemor, som passede mig, når min mor var væk. Hun var blid og venlig, og jeg havde det godt med hende, men hun kunne aldrig erstatte min mor. Mor var skuespillerinde, men faldt og slog sit knæ under en tenniskamp, så hun ikke kunne klare prøverne. Så blev hun telefonistinde. Under krigen, og skulle være væk hele natten. Hun gik om aftenen efter at have givet mig et knus. Jeg lå i min lille seng med tremmer og kiggede op på hende. Hun var pudret og duftede svagt af parfume. Nu må du sove godt, sagde hun, og stoppede dynen ned langs med madrassen og gik. Farvel mor, svarede jeg svagt. Hun havde ladet lyset brænde, men der var ingen hjemme. Jeg var alene.
Udenfor hørte jeg lyde. Af biler og mennesker og rungende skridt fra opgangen, når nogen kom eller gik. Vi havde to kanariefugle, som sov med et tæppe over deres bur, men de fór bare forskræmte rundt, hvis jeg løftede tæppet. Jeg lå muttersalene og faldt langsomt i søvn og drømte mærkelige
135

drømme om bomber og flyvemaskiner, der styrtede ned og soldater og krig.
Nu er det længe siden og jeg føler mig gammel. Min skønne og helt igennem virkelige kvinde i Grønland siger det samme. Hun siger: Du er gammel og grim og keder mig i al din ynk!
Jeg er træt nu, så jeg standser alligevel op hos hende og ser i hendes øjne, dybt, dybt inde min død. Min død som mand og bedårer. Min død som mig. Derfor elsker jeg hende. Selvom det gør mig skør. (Ja)
Lige nu kommer hun ind i rummet og beder mig om venlighed. Jeg kan ikke nægte hende den gestus. Hun ringer efter sin søster, som også kommer. Hele dagen har jeg følt og besluttet, at jeg ikke kan eller vil gøre noget mere. Tingene må vokse frit af sig selv. Det eneste jeg kan give dem er min fulde opmærksomhed. Jeg er mig og hun er sig. Vores bevægelser ligger på hver sit plan over hinanden. Vi kan ligge og kigge på hinanden og spejle os i hinandens kærlighed. Samspillet er kun muligt, når de enkelte dele er frit stillet og kan bevæge sig uden hindring i forhold til hinanden. Magdalena var hende der trøstede Jesus. Ved gud. En kvinde, som er i stand til at skabe fred. De eksisterer virkelig! Nu forstyrrer hun mig igen.(Når du har hende, vil du slippe. Du er et øg!) Vil ryge og spise tørfisk. Men jeg kan jo bare se hende og ikke forsøge at ændre noget eller gøre modstand.
136

Jeg næres af et tavst raseri mod fjenden. Den fjende som dybest set er mig selv. Jeg er bange for, at stemningen skal gå i stykker, og alt, hvad jeg gør, lige pludselig bliver ugyldigt. Jeg savner en til at føre min hånd. Jeg prøver hele tiden at nå op til øverste hylde, men hver gang jeg når den, ser jeg endnu en hylde.
Jeg er dødtræt af hylder.
Mere Grønland.
Ordene og sætningerne som ordene er ordnet i. Lydene som ordene repræsenterer og tingene, lugtene og alt det andet som beskrivelsen videregiver, er alt sammen een bevægelse i helheden, som er dig der læser og mig der skriver i dette øjeblik. Jeg går ind i stuen ved siden af og tager tøjet af. Jeg er helt nøgen. Jeg ser ud ad vinduet og føler mig genert. Føler at jeg ikke kan stå her ved vinduet og kigge ud. Føler at det er det forkerte sted, jeg står og at alt, hvad jeg siger er løgn. Jeg føler mig forrådt, fordi jeg ikke længere tror på det, jeg gør.
Jeg føler mig forrådt af dem der sagde, hvad jeg skulle gøre. Hvor skulle de vide fra, hvad jeg skal gøre? Jeg er forrådt af alle mine læremestre, for de vidste jo godt, at jeg før eller siden selv måtte finde ud af, hvad jeg ville. Jeg er rasende, fordi jeg ikke kan få forløsning for min indestængte energi. Her sidder jeg og skal få kilderne til at springe, men
137

de er frosset til is. Uanset hvor meget jeg blæser varm ånde på dem, vedbliver de at være iskolde. Sådan er det på polerne, hvor snestorme fejer enhver livsgnist væk. Kulden hersker uindskrænket.
En sløv flue bevæger sig langsomt hen over bordet. Den prøver at flyve, men har ikke energi nok til at holde sig i luften og rammer gulvet med et klask, hvorefter den kryber videre på sin håbløse søgen efter sommer og varme.
Jeg har lige været inde hos sygeplejersken, som kører en temperatur på mellem 35 og 40 grader, som passer til, når han får besøg af unge grønlandske fyre. Han er bøsse. Det er jeg ikke. Selvom han forsøger. Han har en lille ækel varmeovn med vifte og det er ikke til at holde ud, så jeg går tilbage til mig selv og kigger atter engang på mit kønsorgan, hvor to små sår er begyndt at vise sig. – Som sædvanlig, tænker jeg, – har du syfilis eller i det mindste mistanke om det. Nå, men sårene skal lige vokse sig noget større, før jeg tager en prøve. (Pis også det!)
Jeg var på ski i dag ud langs snescooter sporet. Pragtfuldt! Hvidt, frit og mildt i vejret og skiene glider, så jeg cykler afsted. I et kvarter sidder jeg med ryggen op ad det kæmpemæssige grønne isbjerg og ser solen farve himlen og de lave fjelde bag Kap Loose dybt rosa. Så hjemad i den rene, iskolde og musestille luft. Hundene ved sygehuset byder mig gøende velkommen. “Smukke” hedder
138

førehunden, som jeg har et særligt forhold til. Den ser på mig med sine sorte øjne og taler om lange, festlige slædeture, vi skal sammen på engang. Jeg befrier skiene for isklumper, mens jeg sludrer lidt om ingenting med Erik-sygeplejerske. Op, og af tøjet og ind under den varme bruser og bagefter ned i køkkenet til sild og varme forårsruller. Skønt!
Hele tiden er der en stemme bag min ryg, der siger: -Hjælp mig ud af mit fængsel, vil du ikke nok? Jeg aner ikke, hvorfra den kommer, men jeg ved den er der og søger at blive hørt, men jeg ved ikke hvorfor. Jeg ved ikke hvis stemme, det er, men jeg tror det er min.
Den stemme jeg skal forløse. Men det sker nølende og meget langsomt. Det ved jeg. Når jeg skriver “jeg”, betyder det ikke andet end, at jeg er til stede som formidler af min stemme. Det betyder ikke spor andet. Tag det ikke for tungt, det der med jeget. Det er kun et ord. Ordet er ikke lig med den ting, det beskriver, vel? Ordet “jeg” er selvfølgelig ikke mig. Det er lidt kompliceret måske, men ikke svært. Det er hele tiden en bevægelse. Er denne skrivende bevægelse. Jeg er denne skrivende bevægelse fra nu af. Faktisk så ved jeg slet ikke, hvad jeg skriver. Det kommer som vand, der pibler op af jorden, og min lille kilde springer med mit vand. Sammensætningen af mit vand adskiller sig fra sammensætningen af alt andet vand. Det er her, det bliver spændende, for både sammensætningen og intensiteten skal
139

registreres af pennen, idet den løber hen over papiret. I de bedste øjeblikke er det som at se ballet. Som at være tilskuer til en dans. Jeg kan ikke sidde her og “bestemme”, hvad der skal stå på papiret. Så bliver det tvang og imitation, og det er uskønt og afskyvækkende. Alt der kommer ned på papiret fra nu af er en renselse for mig som skriver, og forhåbentlig også for dig som læser.
Skriften er sjælens noder.
Nu går det bedre, når jeg indser, at jeg ikke skal præstere noget bestemt. Det er det med at præstere, der blokere mig. Totalt. Jeg kan slet ikke spille nogen ordentlig lyd, når jeg hele tiden skal tænke på, hvordan det lyder. Jeg kan ikke først vælge stil og så bagefter putte noget i stilen. Stilen kommer af sig selv, når man har noget på hjerte, og det har jeg. Gud bedre det. Jeg har bare som de fleste andre lidt svært ved at udtrykke det. Men jeg vil ikke gå på kompromis mere. Jeg skriver, hvad der falder mig ind. Let og naturligt. Ja. Derfor skal jeg nok, lidt efter lidt, komme ind på alt det, der skal berettes, men først må jeg lige finde melodien. Jeg har det ellers meget rart nu, og føler mig ikke forpligtiget over for nogen. Det er et privilegium. Jeg kan ikke lade være med at tænke på den gang, jeg gik i skole. Det var en forfærdelig tid. Al ting gik fra hinanden. Jeg vidste intet om det, der skete med mig. Troede at alt hvad jeg hørte, var den rene, skære
140

sandhed. Men det blev jo osse sagt med fynd og klem, ikke? Nu er det anderledes. Skifter linje som det passer mig. Tror ikke mere på de der autoriteter, hvem så end det måtte være. Jeg vil opdage mit eget liv, hvis jeg da har et. Det vil vise sig. Lidt efter lidt. Jeg har foretaget utallige spring i håb om at dumpe lige ned i stoffet, men det går op for mig, at det ikke går på den måde. Man må nærme sig dyret ganske anderledes. Først på afstand og vejre om det overhovedet er muligt at få kontakt. Derefter lidt nærmere, og hvis der stadig er forbindelse, kan man begynde at lugte til sagen. Finde ud af, hvad søren det er for noget. Lytte og se, og forsigtigt røre lidt eller i hvert fald strække hånden frem. Det er det, jeg gør med mig selv. Det er sådan, jeg nærmer mig mit liv. Eller mine oplevelser, eller hvad fanden vi nu skal kalde hele den bunke skrot som er mig.
Jeg vil ikke trætte nogen med unødig snak.(Er det ikke det du gør ligenu?) Derfor er jeg hele tiden meget opmærksom på ikke at træde udenfor sporet. Sporet er min skrift på papiret. Der går jeg lige så stille og ser mig om og nyder min nyvundne frihed. Fuglene flyver hen over mit hoved, og jeg aner deres bevægelser som dele af en meget større bevægelse, i hvilken jeg også er. Det er et ægte fællesskab. Det med fuglene.(OK)
141

Når jeg ser op mod stjernerne, føler jeg mig uendelig. Jeg er ikke vis på om det er en sand følelse, men det er osse lige meget. Bare jeg føler det. For mig er følelserne det vigtigste. Alt det der med at tænke er ikke rigtig mit gebet. Jeg bliver tovlig oven i hovedet, og kan slet ikke holde sammen på det. Så hellere give slip først som sidst og lade følelserne få frit spil. Det er osse mere helt, synes jeg. Tanker er lissom klodser. Følelser er lissom huse. De rummer mig og beskytter mig. Klodserne lukker mig ude. De er afvisende og kolde. Husene er varme og indbydende. Nu, hvor jeg er blevet ældre, er der meget, som ikke før var synligt, der lige så stille er kommet op til overfladen. Min angst f.eks. Før var jeg sgu aldrig bange for noget. Nu er jeg bange for affældigheden, rynkerne og umuligheden i døden. Det skræmmer mig, men når jeg får set nærmere på det, bliver jeg klogere og lader mig ikke så let dupere. (Ja, lad os håbe det…)
Sydamerika.
I bussen til Pisca får jeg et sæde foran en korpulent herre, der hele tiden rumsterer bag mig for at få plads til sine ben. Jeg slumrer ind og vågner ved en brændende fornemmelse langs rygraden. Et kort øjeblik tror jeg, det er en begyndende lammelse og bliver skiftevis kold og varm. Så mærker jeg, at det løber ned på sædet og ind under mine baller. Jeg vender mig om for at se, hvad det er og opdager til min forfærdelse,
142

at manden sidder og lader sit vand ned ad ryggen på mig!. Han holder sit lem mellem tommel og pegefinger og retter fornøjet strålen lige netop derhen, hvor ryglænet hører op og min krop begynder.
Han smiler og fortsætter, som var det den naturligste sag af verden at sidde og pisse folk ned ad ryggen. Jeg råber og beder ham om at holde op, men han bliver ved til han har tisset færdig. Min ophidselse vækker de andre passageres opmærksomhed, og jublen vil ingen ende tage, da det går op for dem, hvad der er sket. Jeg er rasende.
Resten af turen sidder jeg og klæber til stolen i den varme bus. Pisset på så det batter. Pigerne fniser.
I Pisco spiser vi frokost på kirkepladsen omgivet af en flok skolebørn, der gør deres bedste for at forstyrre vores måltid. De kaster sten på vores tomatmadder og skiftes til at skubbe hinanden ind i os under stor larm. Vi flygter væk i en bus, der langs ildelugtende fiskemelsfabrikker bringer os til et hytte- resort ved havet. Her er kun plads til pigerne, og jeg må bo i en dyr villa alene. Jeg lægger mig på den brede seng og drømmer om Magdalena. Det kan man da altid. Bagefter går jeg i bad, ligeledes alene.
Magdalena og Nathalia kommer og besøger mig om eftermiddagen, og vi går ud langs stranden. Det myldrer med havfugle. Store pelikaner svæver lydløst forbi vore hoveder. I brændingen finder vi fantastiske skaller og sten. Vi spadserer
143

en lang tur, mens bølgerne og solnedgangslyset luller vores forstyrrede sind til ro. Vi er i harmoni igen, gudskelov.
Det er helt skønt at være ved havet sammen med Magdalena og Nathalia og se deres begejstring for naturen.. De bærer læssevis af muslingeskaller op i deres kjoler og vader ud i det varme vand på deres små skæve ben. Til sidst smider vi tøjet og svømmer en tur, men en formidabel brandmand jager os hurtigt ind igen. Vi skiftes til varmt bad i min dyre bungalov, og bagefter drikker vi vin og ryger cigaretter. Så driver vi over til restauranten og får plads ved et bord. Kokken er en lavstammet fyr med sorte negle. Han serverer os et uspiseligt måltid, hvorefter humøret igen er på lavpunktet. Vi går sultne i seng.
De dårlige erfaringer med resortets restaurant får os til selv at købe ind på torvet i Pisco.
Foran min bungalov ligger en åben terrasse, hvor vi stabler et storslået måltid på
benene bestående af sardiner og paltas med advocado, tomater, ost og løg. Vin og brød, nødder og figner. Herligt! Solen bager fra en skyfri himmel, og godt mætte lægger vi os i de magelige, polstrede strandstole og flader ud. Bagefter går jeg og Magdalena i vandet sammen. Spændingen mellem os er lige så intens som altid, men til min sædvanlige skuffelse er det “nok se, men ikke røre”. Jeg lider i tavshed.
144

Der er en søløvekoloni i nærheden, og dagen efter drager vi på ekspedition derud. Vi har hyret en båd sammen med nogle andre turister. Havet er i oprør, og det er dejligt at blive luftet ordentligt igennem. Søerne står i store sprøjt ind over os, mens vi passerer nogle klipper med tegninger af tre- armede figurer, som skipper fortæller, er noget indianerne i forhistorisk tid har lavet. Vi må tro ham på hans ord uden rigtig at forstå, hvad disse tegn handler om. Mindre mystisk er de flokke af store pelikaner, som beglor os, mens vi sejler forbi. Ude på de yderste skær dukker de første sæler op, og Nathalia er skuffet. De ligner jo slet ikke dem hjemme i Grønland, råber hun. Det er Stillehavs sæler, siger jeg, men det vil hun ikke acceptere. Det er ikke sæler og dermed basta! Vi fortsætter længere ud på havet til en ø med flere hundrede søløver, der ligger og soler sig og lugter forfærdeligt. Mågerne flyver hen over os og skider os i hovedet. Det bliver bare for meget, og vi afslår at forlænge turen til en nærliggende pelikanø. Alle vil hjem. I strid modvind med krappe bølger bankende ind i stævnen ligger vi under en plastic pressenning og spiser vandmelon, indtil bumpet fra broen lyder, og vi kan hoppe i land.
Min bungalov skal først forlades klokken tre. Nathalia er ude, og jeg får lidt tid sammen med Magdalena, mens vi ligger og bager i solen. Jeg hopper i poolen og spørger om hun vil med, men hun vil hellere brune sin krop. Jeg har svært ved at tage initiativet og gå direkte til hende. Der er et eller
145

andet, der bremser mig. Måske er det aldersforskellen. Jeg er syg med hende, men holder mig tilbage i det naive håb, at hun en dag lægger sig ind til mig, opgiver modstanden og bliver min.
Vi pakker og tager en collectivo til Pisco, hvor vi må vente 3 timer på bussen til Lima. Det eneste pigerne taler om, er nogle fyre, de har mødt i Cuzco, og som de skal se i Lima. Jeg bliver godt sur og går væk for mig selv. Jeg gider ikke høre på deres snak. Jeg bliver holdt udenfor og hader det. Men alligevel varer det ikke længe. Stemningen opblødes, da de kommer efter mig og tager mig under armen og er rare igen. (Søde daddy…)
Så køber vi kager til turen ved en vogn, ryger en cigaret sammen, og kan følges ad hen til Ormeno bussen, som bringer os til Lima på djævelsk lang tid. Klokken er 24, da vi endelig ankommer på en øde busholdeplads uden det mindste hotel i nærheden. Vi må tage en taxa ud i den anden ende af byen til det dyre Hotel Rosa. Det er eneste mulighed og ligger lige ved Plaza des Armas, så det tager vi.
Det er lørdag. Bankerne er lukket, men gudskelov har jeg telefonnummeret på den dame, som jeg deponerede vores pas og penge hos, sidste gang vi var i Lima. Jeg ringer op, får hendes adresse, og tager ud til Miraflor og henter nye forsyninger til vores efterhånden slunkne rejsekasse. Det er
146

planen, vi flyver fra Lima til Quito og derfra tager en afstikker ind i junglelavlandet, hvor jeg vil prøve at få os med en båd ned ad en af Amazonas sidegrene. Jeg vil ordne vores billetter i dag, men alle kontorer er lukkede, så det må udsættes til mandag. I stedet bruger jeg tiden på at skaffe tre billetter til tyrefægtning i skyggesiden på byens store arena i næste uge, og så kan vi gå ud og spise! Der ligger en lille rar restaurant ikke langt fra vores Hotel Roma, som har virkelig veltillavet mad.
Det giver blod på tanden til at gå på jagt efter glæden. Afsted afsted mod første diskotek, som er et amerikansk inspireret dansested med duller i hvide buksedragter og sminke i hele ansigtet. Vi får hver en whisky, og med de priser får vi ikke flere! Efter en halv time bliver her kedeligt og vi drøner videre pr taxa til nyt sted. En stor grotte med vandfald og planter af plastic tæt pakket med svedige mennesker, som puffer og maser til hinanden i en
øredøvende larm af latinsk salsa. Der drikkes øl, og vi får fire hver. Ret hurtigt bliver osse dette sted for kedeligt for vores lille selskab. Nyt sted! Lyder det igen og igen fra de rastløse sjæles kroppe. Hen til Plaza San Martin, som er spækket med discoteker på rad og række. Vi tager dem et ad gangen. Ind imellem spiser vi hotdog og drikker sodavand ved en vogn. Det sidste sted, vi besøger, er kun for mænd, men vi får lov at komme ind, hvis pigerne lover ikke at stjæle af “kunderne”. Det lader til, at mine to grønlandske venner er meget
147

interesserede i at snakke med pigerne fra bordellet. De bliver sågar tilbudt arbejde, men afslår, da jeg stiller dem i udsigt, at så er bunden nået, og så skrider jeg!
Ude på gaden farer pigerne i totterne på hinanden på grund af en gammel familiestrid oppe fra deres by. Nogle af kunderne fra bordellet forsøger at skille dem ad, men det lykkes først i det øjeblik, vores altid hjælpsomme politibetjent kommer og maner dem til ro.
Nathalia vi ikke med hjem, og jeg kører alene med Magdalena tilbage til hotellet, hvor hun smækker døren for næsen af mig, netop som jeg troede, at nu kunne jeg få en chance. Gad vide, hvad der egentlig går af mig. Er jeg gak eller er det polarkuller? Jeg sover ind alene i min seng. Atter en gang.
Mine piger har evnen til at tiltrække sig unge mænd. Det ses ved det opløb af fyre, som samler sig uden for hotellets port. De to grønlændere holder komsammen på trappestenen, og en joint går rundt. Jeg kommer ud og får også et hiv. Min kommentar om et mellemfolkeligt dyreskue skaber stor munterhed. Alle bryder ud i vild latter, og resten af dagen og aftenen med hænger vi ud med gutterne, ryger flere joints og er flade af grin over alting. Selv lille selvhøjtidelige Nathalia griner ad sig selv, og det skal der meget til, skulle jeg hilse og sige!
148

Der er tyrefægtning! I et stort colosseum midt i Lima by. Fyldt med ophidsede mennesker som vinker og råber, hver gang en ny stakkels tyr bliver sendt ind til den visse død.
Nathalia ombestemmer sig i sidste øjeblik. Hun er vant til dyrs død i Grønland, men vil ikke være med til mishandling. Det forstår vi godt, mig og Magdalena, og tager alene afsted.
Min elskede gribes af stemningen og opsluges fuldkommen af sceneriet med de mange farver og den ophidsende musik. Efter 6. store muskuløse tyrs død og en toreadors kvæstelser, hvor han bliver spiddet og dernæst trampet på, er hun hvid i ansigtet, har gåsehud på armene og kryber tæt ind til mig.
Jeg føler hende mere som en datter nu end som noget andet. På vej ud efter forestillingen er der en besynderlig fred mellem os. (Kan det nu vare?)
Lima rinder ud. Vi skal flyve til Quito via Guayaquil kl 9. Vi lukker vores rygsække og sætter os ned i gården og spiser bolle med smør og drikker sodavand til. Nede på Colmena pladsen venter taxaen til lufthavnen, hvor jeg køber Kool cigaretter og film. Vi får lige tid til en café latte, før vi boarder til Guayaquil i en moderne Ecuadorian Airline maskine, hvor de servere rejesalat og bøf! Lander i en allerhelvedes hede og orker ikke at bevæge os, men nøjes med at bese den kedelige havneby fra en bænk i parken med softice i munden og bare tæer. Retur til den kølige airconditionerede transit og videre op i luften til Quito, hvor vi glider ind i en smuk grøn
149

dal med passende temperatur. Hotel Los Andes er et billigt sted ved lufthavnsbussens endestation. Her får vi et større og et mindre værelse i forlængelse af hinanden. Vi går ud i byen, som er stor og støjende. Myldrende biler og busser dirigeres af ihærdige betjente med fløjt og vinkende hænder. Åbne pladser med oplyste kirker efterhånden som vi kommer frem. Et marked syder af liv. Boder med farvestrålende klæder, dampende kar med suppe, frugter og exotiske blomster. Vi er overvældede og søger tilflugt bag en butik med silkekjoler, hvor der også ligger en lille restaurant, fordi Nathalia skal skide. Jeg køber en halv flaske gin. Bordet er ved at vælte, musikboxen kører i samme rille, og Nathalia kommer ud fra lokum med bukserne nede og beder om papir! Jeg river dugen i lange strimler og overrækker hende dem til stor fornøjelse for alle de tilstedværende. De barokke situationer har ingen ende på denne rejse! Maden er lækker med kød, ris og paltasalat og et par pisco sour eller flere til os alle.
Disco! Råber vi i kor og hyrer en taxa, som bringer os til et og så til et andet og tilsidst til stedet, Nathalia har drømt om. Hun er nemlig ved at blive træt af de evige discoteker, som Magdalena elsker. Nathalia vil på “værtshus” og et sådan et er netop, hvad vi endelig finder. Her er kun mænd til stede, og at det tegner godt, ser man tydeligt på Nathalias ansigt, der lyser op i forventningsfuld glæde. Der er både Martinier og Cuba Libre til billige priser i Ecuador og vi sparer ikke på
150

drinks. De vil have franske kartofler, og på vej ud møder jeg en fyr, som hjælper mig med indkøbet. På tilbagevejen foreslår jeg, at han joiner os og håber selvfølgelig på, at han så kan tage sig af Nathalia, mens jeg kan få Magdalena for mig selv, men den går ikke. Han falder pladask for Magdalena og mit “trick” fiser ud i sandet. Han byder på joints, og Magdalena og jeg ryger en ude på lokummet. Vi bliver skæve og kan pludselig tale afslappet sammen. Jeg får sagt, hvad jeg skal, og hun får sagt, hvad hun skal, og jeg mærker hendes tvivl og vægelsind og hendes afvisning af mig som “partner”. Det betyder ikke så meget nu. Det, der betyder noget, er, at vi endelig taler sammen.
Senere kommer en ældre, kraftig mand med stort fuldskæg hen til vores bord. Han fortæller, at han er dansk gift og ejer stedet. Han er gavmild og byder på gratis drinks. Efter baren lukker, bliver vi inviteret ind i et sidelokale til coca sniffing. Jeg er usikker på, om det er en god idé, men vover forsøget.
Jeg suger det hvide pulver op i min næse som bliver iskold, og er mærkelig oplivet og ved siden af mig selv. Magdalena falder i søvn på en sofa. Nathalia begynder sin sædvanlige lidt ensformige historie. – I am from Greenland. I don’t speak english o.s.v. Tilhørerne bliver hurtigt trætte, og hun søger tilflugt hos en bredskuldret mand med overskæg og et mafialignende blik. Lidt senere glider vi ud i en taxi. Magdalena omklamret af fyren med de franske kartofler, jeg
151

halvt bevidsløs og Nathalia med sin gevinst, mafiamanden med overskægget, som vi skal hjem til. Vi ankommer, og jeg bliver anbragt på en madras i et hjørne af stuen. Jeg er helt groggy og ønsker kun at sove.
Pigerne bliver usikre, fordi mafiamanden trækker en kasse med lårbensknogler frem under et skab for at vise os dem. De siger, de vil hjem, men det vil han ikke have. Han låser døren og stiller sig truende op foran. Nathalia lader som om, hun gerne vil blive. Derfor lader han os andre gå. Han lukker os ud, og Nathalia smutter med, men han når at snuppe hende og trækker hende ind bag porten igen. Jeg er lamslået og ser i min rus Nathalia som lig og senere som lårbensknogle. Kartoffelfyren tager affære og springer op over muren, som er beklædt med afhuggede flaskehalse der skærer ham. Blødende kommer han ned på den anden side og får mafiamanden skubbet væk. Han lukker Nathalia ud, og så kan det nok være, vi får prajet en taxi i en fart og kommer væk.
Kartoffelfyren vil sove med Magdalena, men hun siger, han skal sove hos mig. Så siger jeg, at det kan hun da gøre,(jeg opgiver tilsyneladende aldrig) men det vil hun ikke, og så forbarmer Nathalia sig atter en gang og lægger sig med ham i den fjederhylende seng.
Vi skal have myggenet med ud i junglen. Det er jeg sikker på, så jeg bruger dagen til at gå
152

på jagt efter nogle. Jeg finder dem efter megen søgen i en sportsbutik. De er dyre, men gode, da de dækker en hel seng. Jeg køber tre. På vores billetter til Quito er der et overskud på 90 dollars, som jeg får refunderet hos Ecuadorian til brug for billetterne til Coca hos Thame. Så er jeg klar og tager hjem og vækker mine unge veninder. De tager med til bureauet hos hr. Velasque, der underskriver vores lovlige adkomst til Coca.
Vi går ud og spiser en velsmagende frugtsalat og bagefter kylling med øl til. (som giver mig halsbrand). Oppe på værelset ligger vi på vores senge og hører larmende transistormusik, mens vi drikker sodavand, som vi på skift henter nede om hjørnet hos en rar lille indianer i verdens mindste butik.
Vi må op allerede kl 5.30 for at nå vores fly. Taxi til lufthavnen, da der ingen bus går så
tidligt.100 sucres. Kaffe og sandwich i cafeteriaet. Vi venter på udkald og ser i køen af passagerer en tropeklædt herre med fipskæg og kone. Vi opfanger danske ord, og da jeg henvender mig, viser det sig at fruen er dansk af fødsel, men har levet det meste af sit liv i Columbia sammen med manden, som er tysker. De skal på junglesafari med “Francisco de Orellana”, et flydende hotel eller “flotel” på Napofloden, og foreslår at vi også tager med på
den tur. 153

I flyet møder jeg en tysk plantageejer, som fortæller, at flotellet bare er for turister og ikke giver noget virkeligt indtryk af livet langs floden. Han foreslår, at vi i stedet tager en af de lokale kanoer og prøver at komme op til en lille missionsstation, som drives af en katolsk præst i noget der hedder Loretto.
Med disse to muligheder for vores videre færd, bærer den tomotores maskine os brummende ind over tæt junglevegetation med høje træer, lianer og en ufremkommelig underskov ned mod den lille søvnige by Coca ved Napo floden, hvor vi en time senere lander i varm, fugtig og stillestående luft fyldt med svirrende moskitoer. Pigerne synker sammen under heden, da de træder ud af flyet, og i det øjeblik er der ingen tvivl om, hvor vi skal hen. Beslutningen træffer sig selv. Vi skal ikke op til nogen missionstation. I hvert fald ikke lige nu. Vi skal på hotel-flotel med aircon og det hele og det lige med det samme! Vi lader os sluse ind sammen med ægteparret og de øvrige deltagere på “expeditionen” i bussen, der fører os ned til det ventende flotel.
Kaptajnen, en alvorsfuld herre med store guldringe på fingrene sætter på stedet en pris på 250 dollars for de 3 1/2 dag ophold og safari varer. I min forvirring forstår jeg ikke, at han mener pr person. Jeg opfatter det som prisen for os alle tre og siger ja. Men det er det ikke. Pigerne er allerede på vej til deres lukaf, da det går op for mig, at jeg skal betale 750
154

dollars, og det er alt for meget. Men fælden er klappet og vi er i den Ecuadorianske turistindustris vold. Jeg lader de mange dollarsedler skifte ejer og spekulerer på, hvordan resten af turen skal finansieres. Nå, kommer tid kommer råd.
Vi får hver vores værelse med aircon og moskitonet og bad. Oppe på øverste dæk er der plastik græs og hvide liggestole, som skal understrege det luxuriøse ved skibet. Der er også bar og et mindre dansegulv. Nedenunder restaurant. Efter et påkrævet bad er der introduktions tur i en lang kano med stor Mercury påhængsmotor ned ad en sideflod. Solen brænder som en fakkel lige ned i hovedet på os. Heden er simpelthen ikke til at holde ud, og mine piger sveder så det driver. Først når kanoen får fuld fart, og vinden blæser forbi os, bliver det til at bære. Vores guide er en høj mørk og lidt kvabset fyr med krøllet hår og pandebånd og lang dolk i bæltet. Han kalder sig Adonis. Et dækkende navn.
Vi sejler tilbage og spiser frokost. Om eftermiddagen går jeg en tur alene i Coca for at finde et sted at bo, når vi returnerer. Klokken 5 om aftenen afsejler hele flotellet ned ad floden.
To enorme pahængsmotorer holder det flydende hus på kurs i den brune flods hvivlende vand. Ikke en vind rører sig. Himlen skifter ustandselig farve under den hurtige solnedgang. Til sidst er den orange og grøn på een gang. Atomeksplosionslignende kumulus skyer stiger op over
155

urskoven, og vi står på det grønne plastik græs og bliver bare væk.
Det er kulsort nat på et sekund. Lydene fra junglen trænger sig på, og vi går gysende indenbords for at spise. Efter middagen vises der film med billeder fra floden. Det er en gammel og slidt en, og den knækker hele tiden, men vi ser da nogle smukke blomster og fugle. Vi får morgendagens program serveret. Afsted allerede kl. 6.30 med små kanoer, da selve flotellet ikke kan komme ret langt ned ad floden på grund af sandbanker.
Om natten larmer airconditioneringen lystigt, mens kroppen klæber til lagenet og alt er meget anstrengende.
Vi spiser morgenmad i salonen med spejlæg, ristet brød, the og små stegte bananer. Det hele serveres af hvidklædte tjenere, mens kaptajnen sidder med ved bordet og konverserer os en efter en. Pigerne vækker opmærksomhed. Den danske dame forsøger en samtale med Nathalia, og Magdalena fniser genert. Ude på broen står besætningen, 5 sorte muskelbundter med krøllet hår og griner. De har for længst oprettet trådløs kontakt med pigerne. Eros er med os, hvor vi går og står. Vi får udleveret gummistøvler og parasol og bliver anbragt på række i den lange kano for at blive sejlet til Limon Coca.
Med fuldt tryk fra to 50 hestes påhængsmotorer sejler vi nedstrøms og har flodens egen bevægelse med oven i farten. Det giver high speed med kølende vind i ansigtet. Solen står
156

allerede højt, og de dybtgrønne skovsider spejler sig i vandet blandet med himlens blå.
Efter en times sejlads drejer vi ind ad en biflod, som bliver smallere og smallere, indtil vi sejler i et rør af siv og lianer og store sammenfiltrede træer. Nu og da går vi på grund. Bankerne ligger tæt under overfladen. Store insekter og spraglede fugle flagrer omkring os hele tiden.
I en bugt står vi af og bliver modtaget af missionsstationens præst, som står oppe på bredden ved siden af en traktor med ladvogn. Vi bliver kørt forbi en landingsbane hen til en hal, hvor vi modtages af en flok danske ornitologer. Det er begyndt at regne, og vi kryber i læ og giver os i snak med danskerne. De har boet herude i 14 dage og har foretaget optegnelser over de fuglearter, der findes. Ved en sø i nærheden findes over 200 forskellige fugle. Det er enestående og tiltrækker ornitologer fra hele verden. De fortæller, at de bor på et lille hotel i byen for 1dollar pr værelse og er sejlet herud fra Misahualli for 5 dollars. De skal hjem om en uge, og jeg tænker, at sådan kan vi da også gøre, når turisttrippet er ovre. Tage ud på egen hånd.
Der dukker en indianer op og fremviser en alligator, han netop har fanget. Ellers virker de lokale passive. Fniser eller glor bare. Præsten kommer og beder os om at gå ned til søen, hvor en båd venter. Vi skal på fugle udflugt. Jeg er ved at være ret skeptisk over foretagenet. Præsten er en underlig en. Han spiller frisk i slaget, som om han hele tiden dækker
157

over noget. Ude på søen bliver jeg endnu mere irriteret, fordi denne “Adonis” hele tiden overdøver fuglenes sang med sine evindelige ornitologiske facts. Hver gang naturen udspiller sig foran os med urhøns og mærkelige pelsfugle, starter han en oratorisk
talestrøm, så fuglene forstyrres og flyver væk. Til sidst råber jeg, at han skal holde kæft, og han ser måbende på mig. En tysk pige kommer hen og stryger mig over håret og siger, at jeg er et surt asen. Hun præsenterer sig som “Sigy”. Hun er rigtig sød, og jeg tør op.
På tilbagevejen springer den tyske herre, Adonis og jeg i floden. Der er barracudaer, men de er for små til at gøre noget, bliver der sagt. Jeg er ligeglad og dykker ned i det brune vand og nyder friheden og køligheden i min vægtløse tilstand.
I den store hal er der dækket frokostbord med kylling og ris, kartoffelsalat, kiks og appelsiner. Vores “boys” springer omkring og serverer. Bagefter sætter de sig sammen med Magdalena og Nathalia udenfor og snakker “natursprog”. Præsten sætter sig på en stol lidt væk fra bordet og begynder sit foredrag med at fortælle om missionen og det linguistiske institut.
– Langt de fleste sprog herude er talesprog uden skrift, og instituttet har sat sig for at transformere disse uskrevne sprog til skreven tekst, så det er muligt at udbrede biblens budskab
158

til de indfødte, siger han messende. Han taler som en præst skal gøre og vrider hænderne, for at vi kan føle alvoren bag ordene. Han virker overbevist om sin egen ufejlbarlighed og udstråler et skin af åbenbaring, som han sidder der og prædiker. De indfødte, siger han, er henvist til et primitivt og åndsforladt liv i overtro og formørkelse. Det er han med til at vende til det bedre på missionsstationen, hvor de får fast arbejde og lærer at dyrke jorden på den rigtige måde med moderne redskaber og maskiner. De bliver hævet op til civiliserede mennesker og lærer at læse, så biblen kan blive forkyndt for dem.
De får lov til at beholde en begræset mængde af deres indianske skikke i den grad, det er forsvarligt. Han rejser sig og beder os komme med over i butikken, hvor de sælger efterligninger af indianske våben, masker og musikinstrumenter. I er velkomne til at købe, tilføjer han. Det går til opbygning af instituttet. Han fører os videre hen til hovedbygningen, hvor der er opstillet et lysbilledeapparat og en skærm, og her fortsætter hans udgydelser om missionens ufejlbarlighed og nytten af at lære at læse biblens ord. Jeg bliver klam oveni og kan ikke længere holde al den skinhellighed ud. Jeg søger tilflugt på toilettet, hvor jeg får afløb for min galde i en eksplosiv gang tyndskid!
På vej hjem i kanoen påviser mine to veninder, hvor lidt både det skrevne og det talte sprog betyder i forhold til sympatiens
159

tavse spil. Det uoversættelige og ubeskrivelige som hersker overalt, hvor naturlige mennesker mødes. “Pladder”, siger vi hver gang vi taler om præsten, og jeg kan mærke, at de mener det.
Næste morgen kl 6.30 (man er vel på expedition…) bliver vi losset ned i kanoerne som det turist kvæg, vi er, og sejler i høj fart ned ad floden til en gangbro “Flotellet” har ladet bygge. Den fører dybt ind i junglen, hvor man kan gå tørskoet og i sikkerhed betragte vildnisset og dets beboere. Der er hærmyrer i rasende fart ad stier, hver med deres lille bladstump, som senere bliver tygget til byggemateriale i tuen oppe i træerne. Adonis kan et trick. Han peger på en tue over vores hoveder og spørger, om vi tror, myrer kan gå i takt. Han klapper i hænderne, og pludselig lyder der taktfaste små smæld som fra et helt regiment soldater oppe fra tuen. Det er myrerne, siger han, der når de føler en fjende nærme sig, tygger bladstumperne i takt. Hele tuen bliver synkron, og tyggelyden, der før var uhørlig, bliver tydelig. Han fremviser osse et “hvidløgs” træ, hvor barken ganske rigtigt lugter langt væk af “garlic”, og en lille myre med to store klør lader han sig stikke i armen. – Indianerne bruger den som sårhage, fortæller han.
Der er ingen slanger, men i sumpvandet under os plasker og smasker det. Det er barracudaer på jagt efter middagsmad.
160

Orkideer hænger ned fra grenene af et enormt træ, hvor Flotellet har bygget en trappe med gelænder. Vi klatrer op i toppen af træet og kan skue milevidt ud over Amazonas regnskov. Det er altsammen meget betagende, men lugter hele tiden af klam turistfidus. For enden af gangbroen ligger der små indianerkanoer og venter. Tre personer i hver padler dybere ind i den grønne verden. Lige før vandløbet vider sig ud til en sø, gør vi holdt og smider snører ud med kødstykker på små kroge. Der opstår et sandt spetakel. Tusindvis af barracudaer kaster sig over kødet. Før vi kan nå at hive op, har de spist det, og krogen hænger tom tilbage. Flere forgæves forsøg. Så er der endelig en der hænger fast, og jeg kan stolt hale en lille flad fisk indenbords. Den har grusomme, spidse tænder, og jeg bryder mig ikke om at tage den af krogen. En af vores “boys” hjælper mig og høster stort bifald hos pigerne.
For enden af søen ligger en hacienda, hvor kaptajnen og resten af personalet står ved en havegril og steger rødt kød og grønne bananer. Her er opstillet borde med brød, salat og frugt. “Grønlænderne” bliver sat i scene til fotografering. Kaptajnen samler på billeder af forskellige folkeslag og er lykkelig over at kunne udvide med inuitter. “Sådan nogle” har han aldrig haft med på sin expedition, siger han.
Tilbage hele vejen med kano og gangbro og så skal vi sørme osse besøge nogle “rigtige”
161

indianere. Det er en lille hytte på flodbredden, hvor en enlig kvinde med to små børn sidder i skyggen og kigger forskræmte ud. Vi får lov at komme nærmere, og jeg har en følelse, som trådte jeg på harekillinger. Adonis foreslår, at vi giver hende penge og til gengæld får nogle små gule bananer, som ligger på gulvet. Jeg giver hende, men vil ikke have bananerne og går væk. Lidt efter kommer de andre gumlende på bananerne!
Vi skal have “krigsmaling” siger Adonis og tager en frugt fra et træ og knækker den. Den er helt rød indeni, og saften bruger han til at male “indianerstreger” på ansigtet af de kvindelige deltagere. Jeg kan se et svagt skær af smerte glide hen over Magdalenas ansigt, idet hun får en rød streg i panden, men snart griner hun også lige som de andre. Vi skal osse over og se “vilde” dyr i bure på en farm, som Adonis kender. Han tager en stor pytonslange ud og slynger den om sin hals. Løgnen og galskaben kryber længere og længere op omkring halsen på mig.
Om aftenen er der “junglespecialiteter” til middag. Hvis det ikke var for Sigy, som kommer mig i møde i baren og låner mig ører, når jeg fortæller om vores færd indtil nu, og senere låner mig krop og sjæl i natten ude på dækket i det grønne “græs”, ja, så ved jeg faktisk ikke, hvad jeg havde gjort.
Så snart turistturen med “Fransisco de Orellana” er forbi, tager vi ud i coca for at finde husly. Der er ikke meget at
162

vælge imellem, og vi må tage til takke med et snusket sted, der dog har aircondition, hvilket er en sjældenhed her. Vi sover i den kølige luft til om eftermiddagen og går så ud. Her er ikke rart ovenpå luksuslivet blandt kaptajner, boys og adoniser. Støvet rejser sig i hede skyer op fra gaden blandet med komøg, fluer og en ubeskrivelig lugt af brændt hud. Magdalena bliver tom i ansigtet og Nathalia ser fuldkommen opgivende ud. Trøstesløsheden ovenpå æventyret er tydelig. Selvom det var simili, var det alligevel bedre end dette. De begynder at græde, og jeg aner ikke mine levende råd. Vi står midt på en øde og brandvarm hovedgade og kan ikke røre os. En gammel mand med bylt på nakken standser og betragter os. Så ryster han på hovedet og går videre. Jeg begynder osse at gå. Jeg vender mig ikke om, men går langsomt ud af byen i håb om at finde noget at spise. Jeg bringer en papaya med tilbage. De ligger på værelset i “Hotel Oasis” og stirrer tomt ud i luften. Jeg sætter mig hos Magdalena, som ser ud til at være hårdest ramt. Det hjælper med papayaen, som vi deler med min lille lommekniv og slubrer i os. Tilsidst fniser vi over vanviddet i vores situation. Der er ikke andet at gøre.
Om aftenen går vi ud, og nu er det blevet køligere med dæmpet lys. Vi spadserer gennem byen mod det åbne land. Frøerne kvækker og cikaderne synger skrigende. Himlen skifter fra rosa til guld og derfra til violet for tilsidst at ende i det sorteste sorte optændt af mælkevejens milliarder af
163

stjerner. En varm oplyst hule med julepynt på væggene og en sort kvinde med knaldrød kjole og hvid cigaret stikkende ud af munden står parat til at servere os. En lille pige kommer hen til vores bord og Magdalena og hende finder straks hinanden. De spinder som katte, og en hemmelig ring sluttes. To fyre fra flotellet dukker op og hvisker noget i Nathalias øre og så skal vi pludselig hjem. Her bliver sminkekrukkerne taget frem, og jeg ladt tilbage, mens de to kvinder drager ud mod en ny nats “fortryllelser”.
(Det er jeg vant til og orker ikke at ærgre mig. Jeg går i seng og nyder at her er aircondition!)
Grønland.
Det er sandt, at overspisning er forkert, men endnu vigtigtigere er det da, HVAD man hælder i maven, ikke? Nu f.eks. økonomaens aftensmad med “forårs” ruller, som det sgu hedder, og kogte sild og kødpølse og mayonnaise med farve og ketchup med konserveringsmiddel er da en uhyrlighed, og så på et hospital, hvor alt skulle være rettet mod helbredelse. Men sådan er det altid. Folk ved ikke bedre, og fortæller man dem noget andet, bliver de vrede og siger, de ikke ønsker ændringer. Jeg går jo osse derned i køkkenet hver aften og spiser dårlige kødaffalds ruller og sure
164

sild og pølser og får tung, oppustet mave. I stedet skulle jeg hellere følge dr. Kausics råd om spisning. Jeg har læst hans bog om kosthygiejne. Han siger, at to små måltider om dagen er nok. Frugt og grøntsager og kornprodukter for protein og ingen vædske ved måltidet, men gerne en time før eller en time efter. Jeg kan kun give ham ret, men ved ikke, hvordan jeg skal overholde det. Eller rettere sagt; jeg er ikke sikker nok til at lade alt bag mig og køre det program. Derfor er jeg opsat på at finde en til at hjælpe mig. Indtil nu har jeg kun fundet en dødsyg SMUK kælling, som ligegyldigt piller i mine skuffer på kontoret, og som hvæser, når jeg tager om hende. Jeg er altså ude at skide på grund af et par mørke øjne, som ramte mig i hjertet som en pil, og spørgsmålet er, om det samme ville være sket, hvis øjnene sad i et grimt ansigt, hvor smukke de end var.
Jeg mødte engang en pige, hvis underansigt var ædt væk af syfilis. Hun var hæslig, vil jeg sige, men hendes øjne var smukke. Meget smukke. Hun var yderst slagfærdig og indbød mig til sin seng, mens hun fnisende sagde, at jeg var fræk. Jeg veg bort, for jeg var ikke forelsket. Kunne ikke forelske mig i hendes grimhed.
Kun i Magdalena er jeg forelsket. For hun er smuk. Suk. (Har jeg fortalt dig, hvor idiotisk jeg lyder? Har jeg? Ellers gør jeg det nu.)
165

Jeg er en selvpiner, der automatisk vælger den sværeste vej. Fordi jeg er doven, vælger jeg den letteste, og det er den sværeste. Impulsivt. Falder for den første den bedste. Når jeg kommer nærmere, bliver jeg skuffet og må i gang igen med en ny.Til sidst bliver jeg træt og falder i søvn.
Hjemme i min egen rare stue foran fjernsynet sidder jeg, mens min kone er ved at lave kaffe ude i køkkenet. Jeg har fødderne mageligt oppe på marokkopuden. Hunden sover og barnet er lagt. Jeg har tændt en cigaret og har taget det første drag. Mærker røgens vandring ned i mine følsomt kildrende lunger. Jeg har det henrivende.Tankerne kommer og går, mens jeg i genial alvor følger med i det program, de lige for øjeblikket viser om krigen.
Men alt dette er fortid.
Jeg ved ingenting. Basta. Det er mit udgangspunkt. Hver gang jeg vil finde ud af noget, må
jeg begynde helt forfra. Det er mine vilkår. Uvidenhed.
Jeg forstår ikke dumhed. Synes det ville være bedre om ingen dumme mennesker fandtes, og alle så klart. Hvorfor gentager og gentager vi de samme fejltagelser? Hvorfor er vi blinde for ting lige foran vores næse?
Hvordan kan vi leve i denne verden uden kendskab til de mest elementære principper som f.eks. at intet opnås ved vold? ( Åh, jeg er så klog.) Hvorfor bliver vi ved med at presse
166

vores opfattelse ned over virkeligheden, i stedet for at lade virkeligheden tale selv?(Pissesnak. Selvkontrol. Norm.) Er vi bange for, at virkeligheden ikke kan klare sig uden os? At den falder sammen, hvis ikke vi holder den oppe med vores “opfattelse” af den? Det er da synd, at vi tror sådan noget, for vi ødelægger jo hele tiden livet for os selv. Jeg græder tit over min egen dårskab. (Det er da det mindste, du kan gøre!)
Jeg kan godt forstå det hele, når jeg fiser afsted hen over sneen på mine ski og ser solen brænde på himlen i storslået pragt, uden det er mig, der giver den liv. Så forstår jeg, hvor lidt jeg betyder. At jeg ikke er andet end en prik. Et centrum ud fra hvilket hele universet IKKE drejer, men hvorfra jeg bevæger MIG. Det er mit fixpunkt. Mit søm på
væggen, og det er ikke meget, men det er nyttigt til at hænge billeder op på. Billederne kan skiftes så ofte jeg vil (måske?). For her er igen noget som er uklart. Det er jo ikke mig, der skifter billederne. De skifter af sig selv hele tiden, og det er underligt med billederne/tankerne, som skifter inde i hjernen, for hvor er dét henne? Hvor er “inde i min hjerne” henne? Er det et andet rum end rummet her i stuen f.eks? Det er noget svært noget. Der er osse ord og sætninger. En der siger noget og en, der svarer. Lige som to der diskuterer. Det er bedst, når de er enige de to, der diskuterer. Så gør jeg, hvad de siger, men alligevel er jeg ikke glad, for jeg gør det, fordi
167

de siger det, og det er slet ikke sikkert, at jeg har lyst.(Hold da kæft mand!)
Så kommer trætheden, for jeg føler, at der er mennesker inde i hjernen, der ser på mig og får mig til at føle mig dum, hvis jeg ikke gør mig umage og gør, hvad der bliver sagt. Så bliver jeg svag og må have et eller andet, som kan glæde og trøste, fordi jeg har gjort mere end jeg kunne, fordi jeg følte, at jeg skulle, og så er jeg ude at skide og ryger og drikker og vælter lige så stille ned ad slisken til forfaldet og ruinen og det altsammen, fordi jeg ville gøre det hele så godt som muligt. Det er det, der gør det så forbandet svært at leve, at man ligesom fører sig selv bag lyset eller røvrender sig selv, eller hvad skal jeg sige. Smører sig selv, nej bedre PISKER sig selv til at YDE det MAN forventer. For så er man god nok, og det er meget vigtigt, for ellers bliver man smidt UD, og det er det værste.
At blive smidt UD.
Dengang jeg var lille, var min mor aldrig hjemme. Jeg havde kun min bedstemor og hun lod mig være. Men så kom jeg i skole, og der var det vigtigt at være “rigtig”, for det var en “fin” skole. Jeg måtte til at opføre mig “fint”, lige som drengene fra de “fine” hjem, som gik der, og som lærerne så op til. Jeg gemte mig en gang imellem på lokummet og det var ikke fint! Når jeg kom ud i skolegården, kaldte de mig “tossen”. Det gjorde de også hjemme, hvor jeg boede, de
168

store drenge nede på gaden, og jeg kan lige så tydeligt huske, jeg sagde, at når jeg blev voksen, ville jeg krybe ind i mig selv, for så kunne de ikke finde mig. Jeg ville ikke lege med de drenge, som bare drillede og råbte dumme ting, og gjorde mig ked af det med deres tarvelige lyde og stupide grin. Jeg var en sart dreng og ville hellere lege med pigerne med glansbilleder. Men pigerne var osse underlige. De ville have mig til at lege læge, og fik mig til at stikke ting op i deres tissekone. De lege var ikke noget for mig. Jeg ville hellere spille teater og lege artisten som snor sig ind og ud ad et tøndebånd. Eller spille revy og blive sminket og sådan noget. Jeg elskede at spille “roller”.
At “skabe” mig. Det kunne mine pigevenner ikke lide. – Skab dig ikke! sagde de, men det forstod jeg ikke. Det var skægt at “lade som om”, så jeg “lod som om”. I det hele taget.(Hm,hm, og atter hm og host og hulk for hvilken tragedier er vi ikke her vidne til. Total forstillelse. Pyha!)
I sommerferien var jeg sammen med min mors skuespillervenner i sommerhus, og jeg elskede alle de skøre mennesker og drømte om at blive lige som dem.
Her mødte jeg min første forelskelse. En bly og uudgrundelig balletdanserinde fra Pantomimeteatret i Tivoli, som jeg prøvede at lokke ved at købe chokolade til hende. Det hjalp ikke. Hun fandt en ældre fyr med scooter og så var jeg uddistanceret.
169

I skolen blev jeg truet med udsmidning, hvis jeg ikke læste og bestod og i det hele taget opførte mig, som man forventede det. Min far sagde, at Jeg ville havne på et kontor i et tonefald, der lod forstå, at det var det værste, der kunne ske. Derfor sled jeg som et æsel for at holde mig i sadlen, men med mange udeblivelser på grund af fingeret sygdom. Jeg lå hjemme i min varme seng og slog på termometeret med neglen under dynen, så det sprang lige netop de par streger op, der sikrede mig nogle fridage. Det blev hurtigt surt at ligge i sengen hele dagen. Især om aftenen var det slemt, når man lå og skulle sove kl 10 og ikke var spor træt. Derfor begyndte jeg at skulke og satte mig ind på Hovedbanegården blandt bumser og andet godtfolk, og kom hjem igen til passende efterskoletid og fik serveret varm kakao af min mor. (Fup og svindel fra A til Z !)
Det evige problem er mig selv. (Ja, ja, ja.) Jeg ved det godt, og dog gør jeg ikke noget for at løse det.
Bevæger mig blot i cirkler rundt og rundt om sagen uden at tage springet midt ind i den.
Jeg er bange for, at det skulle vise sig at være løgn altsammen. (Hvad det faktisk også er: Een stor stinkende løgn!) Jeg er bange for, at hele mit liv faktisk skulle vise sig at være spildt. Hvis det nu viser sig, at alt hvad jeg har gjort til dato ikke skyldes mig selv, men udelukkende er sket fordi
170

andre ønskede det af mig?( Jeg spiller de roller, man forventer, med bravour!)
Jeg har altid været en nem person, man kunne få til at gøre, hvad man ville. Der er nok sket det, at jeg er blevet voldtaget fra først af, så alle mine handlinger ikke er mine egne, men udelukkende et udtryk for andres mening om mig. Frygteligt! Men jeg tror sgu, det forholder sig sådan. Ikke en skid ægte er jeg. En samling skrot og ophobet ragelse, som jeg går rundt og slæber på.
Det går bare ikke at sige, at nu smider jeg det hele væk, for sådan kan man ikke. (Så er det bare “mig” igen. Rollen, som omprogrammerer rollen til en ny rolle i rollen.) Jeg må møjsommeligt bringe orden i al denne glemsel, i al dette gamle slam, som ligger og forplumrer min tilværelse. Jeg må begynde med hvad som helst, jeg kan huske for at få en tråd, jeg langsom kan vikle ud. Tøvende og usikkert vil det blive, i al fald i begyndelsen, hvor alt ser ens mudret ud og ingen struktur har. Det er bare at tage for sig af retterne, og ikke “bedømme”, hvorvidt det ene er bedre end det andet og sådan noget. Op med det hele og lad os se på sagerne. Det skulle ikke undre mig, at hvis jeg lader tingene komme af sig selv, kommer de i en eller anden orden afhængig af deres tyngde. En lagdeling vil vise sig, og så er meget vundet.
Om sommeren spiller jeg på fløjte udenfor. Det er sådan en rar beskæftigelse. Jeg inviterer gæster hjem i haven for at
171

underholde dem. Det er ikke særlig forfinet mit spil. Lader blot tonerne løbe afsted med mig. Det sker at mine tilhørere forlanger dacapo, men der må jeg skuffe dem. Jeg er aldrig i stand til at gentage et nummer. Jeg har det lige som bækken, der kun kan løbe det samme stykke een gang.
Ude i naturen, hvor jeg færdes, hører jeg lyde. Det kan være et isbjergs spændinger, der udløses i nogle ordentlige knæk. Eller en ravns kuldrede skrig, når den vender i luften. Jeg kan også høre min egen stemme, og det er jeg tit bange for. Den kan finde på at sige de forfærdeligste ting, men jeg lader mig ikke skræmme. Den skal have samme frihed som alt andet. Den får lov at sige lige, hvad den vil på vej i sneen ud ad sporet på isen mod øst, hvor solen står rund og blodig rød tæt på horisonten.
Jeg er i dag blevet præsenteret for en bog skrevet af en af mine venner. Han siger i indledningen, at det ikke gør noget, hvis man finder hans prosa beskidt. Han har netop tilstræbt en sådan kvalitet. Han mener, det giver ekstra kulør på beskrivelsen, når det lugter lidt råddent.
Personligt kan jeg ikke gå ind for racediskrimination. Det er for perspektivløst. Jeg ynder heller ikke folkemord. I det hele taget synes jeg, man skulle se at få ryddet op. Lige nu, og jeg vil gerne være med til at foretage en sådan oprydning. Vi
172

kunne f.eks. begynde med Dem. – Hvem er De egentlig? De der sidder og læser nok så frimodigt, hvad jeg skriver?
– Er De overhovedet interesseret, eller er De bare her for sjov? – Keder De Dem, og har derfor grebet denne bog for at fordrive tiden? – Er det dét, De gør? – Så svar dog! – Men De er for fej og vil ikke svare. Gemmer Dem bag den anonymitet, som læserattituden giver.
De kan når som helst lægge bogen bort og blive fri. – Tror De! Men sådan forholder det sig ikke. For hvert ord De læser,
rykker De nærmere og nærmere mig, og har De først fået smag for mine tanker, kan De ikke lægge dem fra Dem. Det slår rod i Deres bevidsthed. Så vær endelig på vagt overfor, hvad De læser og læg hellere denne bog til side med det samme. Brænd den eller destruer den på anden måde så andre ikke skal komme galt afsted ved at læse den.
Det lover jeg Dem nemlig. Hvis De alligevel fortsætter, vil De ikke kunne holde op med at læse mig, før jeg har sagt mit sidste ord. Jeg gentager: Det bliver mig, der får det sidste ord. Forstår De det?
Han læner sig tilbage i stolen og gnider med tommel og pegefinger sin næseryg. Han stønner hånligt: – Litteratur! Griber kvinden om ballerne, vælter hende om på gulvet, spreder hendes ben og gennemtrænger hende med sit dirrende lem. Oversprøjter hendes smukke øjne med sperm og afslutter seancen med et præcist snit, som overskærer
173

hendes halspulsåre. Blodet sprøjter ud i det tomme rum mellem stjerner og mælkeveje. Han går roligt hjem. Hjem til sin kone og sit barn og sin hund.
Kedeligt? spørger hans kone, men han svarer ikke. Er for oprevet og går hen til baren for at skænke sig en drink. Her møder der ham et syn, han aldrig vil glemme. Den oversavede hests bagpart hænger ned fra loftet, og langs med rebet klæber hans kones inderste ønsker i en slimet masse af hændelser.
Hun vækker ham ved at give ham en syngende lussing. Han vender sig vredt, men da er hun forsvundet.
Min mave er mit væsen. Jeg regeres af min mave. Den sætter de særeste ting i gang. Kan ikke holde rede på noget som helst, når først min mave begynder at kræve. Den forlanger alt af mig, gør den, min mave, og jeg er ikke altid opmærksom på, hvor farligt det kan være. Den bestemmer, hvornår jeg skal spise og hvornår jeg skal faste. Den bestemmer, om jeg skal gå ud eller blive inde. Den bestemmer overhovedet alt. Den sidder lige i solar plexus og lyser. Den lille tingest. En svag pressen opad i hjerteregionen og jeg er leveret.
Den sætter sig ud i mine fingerspidser og holder hele organismen stangen. Kan intet gøre.
Har konsulteret en kirurg, men han mente, det ville være for vanskeligt at bortoperere den, og at jeg nok måtte regne med
174

at få lunger, nyrer, lever og galdeblære fjernet først. – Det er det organ, vi nødigst fjerner, fordi det er sæde for så mange GAMLE følelser, sagde han. – Jeg forstår ikke, hvad De mener, svarede jeg, men han gav sig ikke tid til at uddybe det. Havde nok for travlt, for han løb hurtigt videre, og lod mig alene med mine vanskeligheder.
Maven som et selvstændigt væsen, der regerer resten af kroppen. En absurd tanke, for det, der regere, er jo til syvende og sidst hjernen, tænker jeg, og lader lige så stille vandet.
Jeg ser mig i spejlet og møder for første gang mit eget spejlbillede. Det er ondskabsfuldt og listigt. Nærmest som en djævel. Mine to piger plejer osse at kalde mig “diabolo”, når de er vrede.
Jeg har aldrig før tænkt på, at det kunne være djævelen selv, som sad i maven, men nu forekommer det mig sandt. Det er selvfølgelig HAM, som er på spil med sin tromme. Han hidser mig op med sine stærke lyde. Den Onde selv. Forføreren, bagvaskeren og sladdertasken. Smiskeren, løgneren og lumskedyret bag min ryg.
Tobak, lir, pir, alt det man ikke må, men som SMAGER dejligt i munden og kønnet og indvoldene og det alt sammen. Som trækker disse slimede lag ud til skinnende membraner, der dirrer af spænding og lyst. OHO!
Sådan er HAN, den store mester med sværdet og de røde gummihandsker. Ham vi ser på operationsstuen i blå kittel
175

under kulbuelampens lys. Brillerne skinner og skalpellen glimter i det øjeblik, bladet snitter sig ned dybere og dybere til de inderste lag af fibre, til den inderste sæk åbner sig, – og barnet springer lyslevende ud med et skrig og er fri! Fri til at sige og gøre lige, hvad det vil.
Det skriger og skriver. Smører ord ud i et frivolt sprog: – Jeg er frivol og forførende!
Selvironi har det også. Kan undvære hovedet, mens kroppen vokser og vokser, som frøen der pustede sig op, til den sprang med et knald. For der er jo ikke andet end luft indeni!
Det hele skyldes maven. Den oppustede mave, fordi vi fik boller, og den lille pige sagde til mig: – jeg kan lide at lave boller! Jeg åd tre, jeg åd fire og fem, til jeg til sidst var så mæt, at jeg sprak.
Jeg gik ud i luften og trak vejret og følte, jeg var kommet på afveje. Jeg var ikke i stand til at sige, hvor jeg var. Jeg var i ingenmandsland, hvor ordene og formuleringerne forsvandt og blev erstattet af tvivlen. Er det rigtigt, det jeg siger, eller er det vrøvl alt sammen. Giver det mening, eller er det noget sludder?
Det er min død, der spørger, og jeg svarer: – Du død, hør lige her! – Jeg er ikke bange for dig og dine spørgsmål. Hvis du virkelig mener, det du siger, så må dét i hvert fald være rigtigt, og når det bliver skrevet ned af mig, må det da for
176

fanden også være rigtigt! Nå, og når jeg så svarer dig: – Skrid, eller tag mig lige nu, du! Så er det allerhelvedes rigtigt, og så vil jeg ikke høre mere fra dig. Offeret er givet. Lammet er dødt, og jeg er født. Du får ikke en fod indenfor, hvis det skal stå til mig!
Dette er ikke at byde nogen allermindst døden trods, men blot at udtrykke, hvad der ligger mig på hjerte. Jeg bliver så let derved. Så let så let. Slutter lægen (sin lange selvretfærdiggørelse) og vender sig atter mod:
Sydamerika.
Om morgenen ligger der to fyre i sengene hos pigerne igen. Jeg råber: Luddere! Og giver dem en opsang, for nu synes jeg fandeme de er gået for vidt.(Kan det nogensinde lade sig gøre?) Jeg skrider og går ned til bådebroen, hvor kanoen mod Misahualli skal afgå kl. 8. De kommer modvilligt slæbende bag mig hen til politiet, hvor vi får stemplet vores pas for udrejsen. Her giver jeg dem endnu en skideballe og fortæller dem om flipperi og udsvævende liv som roden til alt ondt!(Du er simpelthen mageløs!) Lidt efter lægger den store kano til, og vi går ombord. Der er tre lokale passagerer foruden os, og efter posten er lastet, drejer den ud i strømmen, motoren med den lange propel får fuld gas, og så går det ellers i strygende fart ned ad den store flod. Endelig fri af turisthalløjet. Ingen guide med mange ord om hvad vi
177

ser, men blot en ganske almindelig tur på en ganske almindelig dag ned ad Cocafloden. Nathalia taber hurtigt sin kasket med skygge i den kraftige modvind. Den vi købte på det dyre flotel. Den driver væk i en brun hvirvel og forsvinder, og med den de sidste rester af turistflotellet, og alt hvad dertil hører.
Luften er behagelig frisk om morgenen, og vi er efterhånden blevet vant til tropeklimaet og junglen. Der falder hurtigt en stille ro over sindene. Vi sidder bare og døser til motorens brummen, mens bredderne glider forbi i grønne striber. Nu og da dukker en lille samling lave hytter op inde på stranden. Børn står og vinker til os, og vi passerer osse andre kanoer i modsat retning på vej op ad floden. Den er en trafikåre her i de ufremkommelige sumpskove, og dagliglivet leves på den og ved den. Pludselig er der en, der prikker mig på
skulderen. – Vi er i Suno nu, siger han. Det er bådførerens hjælper, en ung dreng, og han peger ind på bredden, hvor der absolut intet er at se udover den tætte urskov. – Der, siger han. I det samme drejer båden mod land og standser på lavt vand. Jeg spørger, hvor byen ligger, og folk i båden fortæller, at det er oppe ad en lille biflod, som jeg også kan se nu, hvor de peger den ud for mig. Nathalia stiger som den første ned i det lave vand og beviser dermed, at hun hverken er bange for slanger, krokodiller eller vilde indianere. Jeg er betænkelig, for hvad nu hvis vi farer vild i junglen. Der er jo hverken huse eller mennesker at se. Jeg føler mig som en opdagelsesrejsende i
178

gamle dage og tager resolut springet ud i vandet efter Nathalia. Til sidst hjælper jeg min skønne “jomfru” Magdalena ned fra båden.
Vi vader i land og står alene tilbage på bredden, mens kanoen forsvinder bag den nærmeste pynt. I det samme kommer en båd til syne og drejer op ad den lille biflod. Jeg råber den an, og minsandten så stopper den og tager os med. I løbet af 10 minutters sejlads lægger vi til ved et skilt sømmet til et træ. “Puorto Murialdo” står der. Oppe ved missionsstationen og skolen modtages vi af en lille energisk mand med slapt håndtryk.
Det er præsten som viser os hen til stedets butik og herberge, hvor vi bliver indlogeret.
Her er tre værelser som alle er i brug. Det er værten Yulios sønner, som bebor dem, men de flytter ud med det samme og rydder deres grej, så vi kan komme til. Vi hænger vores myggenet op over sengene, for værelserne har ikke noget loft, men er åbne ud til det fri blot med et bliktag til at tage af for regnen. Vi er svedige og trænger til et bad, som foregår nede i floden, der er helt uigennemsigtig men dejlig kølig. Man kan ligge og svømme et ganske bestemt sted ude i strømmen og lige netop ikke komme nogen steder. Det er skægt og en lise at lade sig afkøle i den brændende sol. Vi vasker hår og kroppe og forenes i barnlig glæde ved vandet. Nathalia bliver indført i svømningens mysterier af Magdalena, som har lært det, da hun var i Danmark, og de to piger
179

pjasker i timevis og hviner, når de sprøjter på hinanden. Børn fra landsbyen kommer og deltager i festlighederne, mens stedets kvinder står og vasker tøj i floden. Jeg foretager en rekognoscering ind i morasset ad en smal sti, som viser sig at føre direkte ud til den store hovedflod med adkomst til returtransport. Det er beroligende.
Hen under aften er der gudstjeneste ovre på missionsstationen, hvor børnene andægtigt synger salmer under ledelse af den lille præstemand. Det bliver mørkt, og vi får serveret aftensmad i samme rum som butikkens udsalg. Vi er de eneste gæster og sidder ved et klapbord ved siden af et gammelt billardbord og spiser. Det er meget simpel mad. Ris med spejlæg og en tynd suppe og the.
Alt iberegnet med logi og kost skal vi betale 9 kr pr næse i døgnet. Det glæder mig usigeligt, at vi endelig har fundet et sted, hvor vi kan være i fred til en billig penge uden forstyrrende elementer som discoteker og værtshuse, for der er ingen elektricitet, og når det bliver mørkt er den eneste belysning en hvæsende petroleumslampe i loftet. Hønsene går ud og ind ad huset, som det passer dem, og folk er venlige og lader sig ikke forstyrre af vores tilstedeværelse. Vi prøver at fortælle, hvor Grønland ligger, og jeg tegner et verdenskort og ærger mig over, at vi ikke tog billeder med hjemmefra. De kigger interesseret, men opgiver hurtigt at fatte alt det med sne og is, som de aldrig har set. Så vil de meget hellere lege med min lille regne maskine, som også
180

kan spille musik. Pigerne spiller billard med Yulios sønner, og bagefter går vi i seng og ligger og sveder under myggenettet. Junglelyde med fugleskrig og insektkratten høres i den tunge, tætte stilhed.
En transistorradio som bliver tændt og hurtigt slukket igen. Lyde af kroppe i nærheden, som sover og vender sig i mørket. Lige som hjemme i Grønland i fangsthytten, når man ligger og venter på søvnens komme. Pludselig klokken 4, mens det stadig er dunderragende mørkt, begynder hanen på “hanebjælken” at gale lige over hovedet på os!
Varmen, de umagelige senge, myggene og den tidlige vækning gør os forvirrede. Vi vil “videre”. Er blevet rastløse af den evige rejsen fra sted til sted og tror efterhånden, at bare vi kommer et andet sted hen, så bliver alt godt. Mens vi sidder over morgenmaden med the og ristede bananer, som lægger en dæmper på vores nervøse indre, indser vi dog snart, at vi har brug for at blive og falde til ro og få vasket vores efterhånden meget beskidte tøj. Mine piger får lov til at låne en stor plastic balje til vores snavsetøj, og sammen med kvinderne går de ned til floden for at vaske. Jeg går med Yulio ind i den dampvarme jungle for at opleve plantagen, som han gerne vil vise mig. Han dyrker kaffe, en smule papaya, kakao og mandariner. Kaffen er det vigtigste. Vi kommer til plantagen, der er en rydning med lange rækker af små træer, hvor kaffen hænger som kirsebærstore røde
181

frugter. Her møder vi hans kone og datter, der er i gang med plukningen. Det er et møjsommeligt arbejde, der indbringer 25 kr pr dag. Det er hvad Yulio får for en sæk bær.
Hver sæk sys sammen og stilles til side for senere afhentning af landsbyens fælles hest.
Jeg ser, hvor hårdt arbejdet er. Hele tiden er store stikkende insekter på vej mod vores bare hud, og kaffebuskenes grene river i ansigtet og på armene, når man skal nå bærrene. Sækkene er meget tunge og Yulio sveder stærkt, når han skal manøvrere dem på plads. Alt dette for at vi oppe i Grønland kan sidde på sygehuset og hælde spandevis af sort stimulerende kaffevand i kroppen. Verden er vanvittig, tænker jeg.
På vej tilbage viser han mig sine kakaotræer. Store pølseformede frugter hænger ned fra stammen. Chokoladen, tænker jeg, stammer fra denne frugt. Det er godt gjort. Atter denne meningsløshed i sammenhængen. I begge ender lidelse. Børnene i Grønland lider under fejlernæring og huller i tænderne og Yulio og hans familie lider under et ødelæggende arbejde. Missionen foranlediger det hele. Før Yulio og hans plantage var her indfødte indianere som levede sundt i pagt med deres natur. De havde hverken huller i tænderne eller hårdt dræbende pengearbejde. Nu er det hele ødelagt. Den hvide præst har gjort sit indtog. Jeg græmmes. Den hvide præst…(Er det mig? Er jeg den hvide præst?)
182

Hjemme sidder de to grønlandske piger og venter. De har vasket vores tøj, og vi springer alle i den kølige strømmende flod. Bagefter bærer vi tøjet op og hænger det til tørre . Maden står parat til os. Herlig suppe og ris med kylling. The og ristede bananer. Derefter Siesta. Om eftermiddagen vil Yulio have os med på udflugt i hans kano. Vi skal ud til den store flod og lidt ned ad den til et sted, hvor han vil vise os noget. Hele familien er med. Den lille datter sidder forrest og lader hænderne glide i vandet mens vi sejler. Hans kone styrer, og selv sidder han og griner og peger ind på bredden, hvor vi skal lande. Vi stavrer op ad en leret skrænt og forcerer nogle tætte buske, før vi kommer ind på et åbent område med slanke træer og bananpalmer indimellem. Alle familiemedlemmer begynder at udstøde høje hyl. Jeg tror, det er et eller andet dyr, de prøver at kalde på og forestiller mig, at det kan være aber eller måske nogle særlige fugle og bliver ærlig talt noget skuffet, når hele underskoven med et myldrer af små sorte svin.
Men sådan er det. Det er Yulios grissebasser, vi er sejlet ud for at se. Han fodrer dem med bananer, som de ivrigt guffer i sig. De er helt tamme, lægger sig på ryggen og lader os klø dem på maven. Desværre er myggene meget nærgående, og vi må ustandselig vifte os med store palmeblade for at holde dem på afstand. Magdalena har fået sig en veninde. Det er Yulios lille datter. De to står tavst med hinanden i hånden og betragter skuespillet. Om aftenen er der ingen tvivl. Vi bliver i
183

endnu tre dage og roen sænker sig over os. Vi spiller skrabnæse og billard og er med til at fange en stor flagermus som har forvildet sig ind i spisestuen. Det er, som alt falder på plads, når vi er med simple folk. Pigerne blive bløde og nemme. Uden alle disse fristelser er de bare dejlige mennesker at være sammen med.
Men jeg er stadig forelsket til op over begge ører. Mere nu måske end nogensinde, når jeg ser Magdalena falde på plads i sit rette element.
Jeg låner en lille enmandskano af Yulio og prøver at padle ud på floden. Det er sværere end jeg tror. Strømmen er stærk og fører mig øjeblikkelig nedad. Selv om jeg ror som en gal for at komme frem, bliver jeg drevet tilbage og må bruge alle mine kræfter for lige netop at holde mig oppe mod det stride vandløb. Jeg presser padlen hårdt ned til den ene side og får drejet det lille skib skråt mod venstre og når endelig den anden bred. Henne ved stedet, hvor de vasker tøj står to drenge og en kvinde og kigger interesseret efter mig. Jeg bliver usikker og er bange for ikke at kunne komme over igen. Derfor trækker jeg kanoen tilbage langs bredden, så jeg har et godt stykke at drive ned på, når jeg sejler ud.
Jeg sætter af og er allerede blevet lidt dygtigere. Kan nu styre og padle samtidig. Det er dejligt at føle sin krop i fuld harmoni med båden og den strømmende flod. Solen bager på
min ryg, vandet klukker langs skibssiden og jeg NYDER det!
184

Hver dag stiller Yulios kone en kande med frisk saft af papaya eller
ananas frem til os. Jeg sætter mig og ordner vores papirer og gennemgår økonomien. Der er penge nok til i hvert fald et godt stykke ind i januar, og jeg planlægger vores rute i Caribien. Pigerne sover, og jeg sidder og føler, at denne rejse, skønt den nok har været præget af mange forviklinger, alligevel nu ser ud til at udkrystallisere sig i noget smukt.
Min sult efter Magdalena er stadig lige umættet, og hendes evige holden mig lige netop på
nippet, og så ikke mere, er smertefuld, men selvfølgelig også den faktor, der holder skuden i vandet. Sådan er det. Det er rejsens “drive”.
Hen under aften dukker piger frem. Petromaxen bliver tændt, og til
tonerne fra de latinamerikanske rytmer spiser vi ris, suppe og pommes frites og elsker hinanden på hver vores måde herude i junglen.
Det er bagedag. I køkkenet står konen og bedstemoren og ælter dej i et stort trug. Pigerne er nysgerrige og vil være med. De får hver deres klump og begynder den store bollebagning. Små fine snegle, en kagemand og en kagekone, en stjerne eller et horn. Vi lægger plade efter plade fyldt med snoede pølser, og jeg deltager osse. Bag huset står ovnen som fyres med brænde. Det er en olietønde omgivet af
185

cement, og brændet lægges ovenpå ovnen. Pladerne sættes ind, og snart dufter området herligt af nybagt brød. Folk fra de nærliggende hytter lokkes til, og når bollerne er færdigbagte, bliver de solgt i kræmmerhuse af avispapir til 1 sucre pr styk.
Det begynder at regne. Vandet vælter ned i tykke tove og larmer øredøvende på bliktaget. Vi kryber sammen på værelset og sidder og stirrer ud i det gå tågede lys, mens hønsene skutter sig på bjælkerne over os. Magdalena er begyndt at blive syg. Hun bliver hvidere og hvidere i ansigtet og skider hele tiden. Hun er den sidste af os til at få en tur i dysenteriet. Både Nathalia og jeg har allerede været på den. Så er der ikke andet at gøre end at holde sig til yoghurt tabletter og kogte ris.
Solen kommer frem, og vi lægger os ud på den lille veranda foran huset og lader os gennemvarme. Vi læser og hviler, og om aftenen tager vi afsked med vores venner. Jeg går ud i den cikadelarmende nat. Det er stjerneklart og Orion ser ned på mig og viser vejen, mens Cassiopeias store omvendte M viser betydningen af mit liv. Magdalena!
I dag rejser vi. Vi skal være nede ved den store flod Klokken ét for at praje båden, som kommer undervejs fra Misahualli. Pigerne flirter med Yulios sønner og giver kram og kys under afskeden. Der er de sædvanlige parringslyde i luften omkring dem. Jeg blive misundelig. Hvorfor udsender de ikke sådan nogle lyde, når de er sammen med mig? Er jeg bare en
186

gammel læge, som de slæber afsted med for pengenes skyld? Jeg får en alvorlig nedtur, som først damper af i den milde brise nede ved bredden af Cocafloden.
Der bliver sagt pænt farvel til vores værter, og vi lover høfligt at komme på besøg en anden gang. På slaget ét sejler den lange transportbåd ind mod bredden og vi hopper ombord. En af landsbyboerne skal osse med til byen og hele selskabet tager plads. Jeg bliver placeret ved siden af en tysker som er på vej til Coca fra Misahualli. Han præsenterer sig som “Gerd” og fortæller, at han rejser på egen hånd og er fri til at gøre lige, hvad han vil. Det er noget, jeg ønsker, jeg også kunne gøre. Specielt i min situation med de to grønlandske piger, som til tider kan være noget af en belastning. Det fortæller jeg ham. Han virker sympatisk, og vi beslutter at følges ad når vi kommer i land.
Efter en times sejlads ankommer vi til Coca. For at undgå de triste minder fra sidst, vi var i byen, finder vi et nyt hotel “Auca”, der imidlertid viser sig at være lige så inficeret med øl, fisse og hornmusik som det hotel, vi boede på før. – Vi må overleve det her, tænker jeg, og går på udkig i byen efter proviant. Jeg kommer tilbage med små søde bananer, advocado og løg, og det hele indtages ved et havebord udenfor hotellet. Mens vi spiser, spekulerer jeg på, om min mor er død. Ingen ved, hvor vi befinder os, og vi har ikke skrevet hjem længe. Vi kunne lige så godt være døde selv! Det giver et vist perspektiv. Man kan sige, at vi har frit spil.
187

Det sætter sit præg på situationen, og euforien indfinder sig. Jeg bliver igen ham, der er med på den værste, og pigerne mærker mit bedre humør og bliver overstadige. – Vi må ud og more os! synger det i luften, og så tager vi afsted. Gerd kender en bar i nærheden. Den er helt af plastic med et ækelt grønt stroboskop lys, som flimrer i øjnene. Bordene er oversavede træstammer, som vi bænker os om, mens tjeneren sætter disco på anlægget og skænker Cuba-libre og øl op. Vi sidder lidt og stemningen fiser langsomt ud. Vi kan ikke tale sammen på grund af den høje musik. Tjeneren er irriterende og skal hele tiden tørre vores træstamme af, mens hans lille hund ustandselig hopper op i skødet på os. Det varer ikke længe, før jeg er dødtræt af stedet og får de andre til at bryde op. Vi daldrer nærmest ubevidst hen til det sted, vi kender fra sidste gang. Vores gamle restaurant med den rødkjolede sorte pige med de lange øjenvipper. Hun serverer noget varm suppe med miniportioner kylling i, som slet ikke mætter. Humøret bevæger sig langsomt ned mod nulpunktet, især da jeg mærker at Gerd er begyndt at få ejerfornemmelser overfor Nathalia. Han afviser en snakkesalig sort mand fra at ville sidde ved vores bord og gør alt for at jage ham væk. Han vil have hende for sig selv. Det gider jeg ikke være med til og inviterer den sorte fyr til at tage plads. Det bliver Gerd sur over og skrider. Den sorte mand foreslår, vi går på diskotek. Han fører os til et lilla oplyst sted
188

med tylsgardiner foran små båse. Her dukker fyrene fra Flotellet op, og så er festen i gang.
Jeg danser en “pligt” dans med Magdalena og kan ikke holde til mere, men går hjem i seng og vækkes sent på natten af stønnelyde, fnisen og larm fra naboværelserne. Vi er tilbage i samme rille igen. Jeg vrider og vender mig i min ensomhed og jalousien vil ingen ende tage. Pis. Pis.Pis. (Den endeløse masochist.)
Om morgenen hævner jeg mig på mine to damegæster. Det er den eneste måde, jeg kan komme af med min vrede. – Nu skal de fandme have, tænker jeg og går ind på deres værelse og river dem begge hårdt ud af sengene. De er totalt bedøvede efter nattens udskejelser, og det er først, når jeg råber og skriger ind i deres ører, at nu går jeg altså uden dem, at de vågner op. De er sure, er de. Helt usansynligt sure. Jeg går i forvejen, og 50 meter efter mig kommer de tøffende med blege ansigter. Jeg prøver at finde en bil, uret viser 8, og vi skal lette kl 8.30. Jeg bliver mere og mere nervøs. Det næste fly til Quito går først om tre dage, og hvad så? Endelig kommer der en vogn og tager os med. Nathalia kalder mig lede ting, og jeg er rasende. I vognen siger man si, si, når jeg spørger om den går til lufthavnen, men vi kører bare rundt i byen, og tiden går, og vi ser ingen lufthavn.
Med ét holder den ved en mekaniker, og alle stiger ud. Jeg spørger vredt, hvad fanden meningen er, men folk fniser bare ad mig. Jeg stamper i jorden som en lille dreng, river min
189

rygsæk til mig og stormer ud på gaden. Her får jeg prajet en ny vogn, som gudskelov bringer os til landingsbanen i en fart.
Oppe i det lille propelfly falder de straks i søvn.
Indflyvningen over Quito med de røde tage er som sædvanlig superb, og jeg tror, alt er i orden, når vi lander, men nej. Deres bagage og rygsække er blevet væk, og de bliver sure, når jeg prøver at hjælpe dem. De vil selv og hvæser ad mig som to arrige katte. Jeg lader dem løbe lidt omkring og lede, indtil de må give op. Så går jeg på opdagelse og finder endelig det hele bag lås og slå allerinderst i rummet for glemte sager. Efter en længere redegørelse med papirer, som skal udfyldes, får vi endelig rygsækkene udleveret.
Vi kører i taxa gennem et larmende og osende bilmylder ind mod Quitos centrum til Hotel Gran Casino. Undervejs er tavsheden mellem os tyk som vinterisen på fjorden.
I receptionen på Gran Casino står de danske ornitologer. De tager hjerteligt imod os og fortæller, at de kom for to dage siden. Jeg slutter mig til dem, mens pigerne går op på deres værelse. De har opdaget en ny fugleart, som ingen før har beskrevet og er meget stolte. Vi udveksler erfaringer fra junglelivet og er enige om missionens skadelige indflydelse på hele området langs cocafloden. Jeg er træt ovenpå de mange indtryk og går kort tid efter op på mit værelse og falder om.
190

Vi sover allesammen til om eftermiddagen, hvor vi mødes og går ud og køber trusser og et nyt ur til Nathalia og en kjole til dem hver, nu hvor vi skal op mod Caribien. (Daddy, daddy!)
Vi leder længe efter vores gamle spisested fra sidst, men kan ikke finde det og må nøjes med et dødsygt cafeteria med udkogte kartofler og trevlet kyllingekød. Det bøder jeg på ved at købe en flaske gin, som vi skåler i på pigernes værelse, mens vi forbrødres og snakker ud om alt det, der er sket den sidste tid. Vi griner ad det hele, og vores dårlige humør forsvinder som dug for solen. Sådan er de også, de kære grønlandske kvinder. Fra den dybeste uoverensstemmelse til den dybeste harmoni går kun et eneste skridt. Det har de lært mig, og lærer mig dagligt.- Og det er mig selv, som må tage skridtet!
Vi sætter os ned i hotellets restaurant og møder to fyre, som inviterer os op på deres værelse til en joint. De har en transportabel højttaler med fed rockmusik. Jeg får til opgave at rulle cigaretterne, og vi ryger i andægtig tavshed. Det varer ikke længe, før virkningen indfinder sig. Pigerne får grineflip, og alle bliver “tætte venner” på et øjeblik. Vores nylige forbrødring forstærkes til det tidobbelte, og vi flyder væk på cannabissens blide vinger ud på hotellets trappeopgang, hvor vi pludselig mister orienteringen og farer vild. Det er lidt skræmmende. Da fyrerne tilbyder mere røg, afslår vi. Vi prøver at finde ud, men fanges i en labyrint af trapper og gange og bliver ganske paniske.
191

Det er først, da vi sætter os tæt sammen, helt stille, at vi genvinder fatningen. Vi kommer endelig ud på gaden efter en overvældende fnisetur. Fanger en taxa og kører hen til vores “stamværtshus”, som er helt forandret med ny vært og dyre priser.
Pigerne er i højt humør, men jeg kan ikke klare mere og tager hjem. Sent på natten kommer de tilbage og holder en grusom palaver nede i hotellets hall. Jeg ligger og lytter til larmen uden at foretage mig noget og falder hurtigt i søvn igen.
Maria og Tim, som vi mødte i Puno i Peru, og som hjalp os, da vi blev taget til forhør af politiet, sidder nede i restauranten om morgenen. Det bliver et hjerteligt gensyn. Jeg er meget glad for at se dem og de mig. Vi beretter om vores rejses forløb og konstaterer, at vi må være på “samme spor”. Det er det spændende ved at bevæge sig nølende og uden alt for faste planer rundt i verden. Man bliver registrator af subtile hændelser, som styrer ens bevægelser. Man “løber ind” i mennesker gang på gang, som man føler, det på en eller anden måde har været hensigten, at man skulle møde… (What?)
Men nok om det (Ja!). Det er i hvert fald super skønt at være sammen igen. Billetterne til Curacao får jeg rekonfirmeret hos KLM, og jeg er på American Express for at overføre penge fra min danske bank. Derude render jeg
192

selvfølgelig ind i Maria og Tim igen, og vi beslutter at spise middag sammen om aftenen. De behandler Nathalia og Magdalena som almindelige mennesker, men Maria har osse arbejdet blandt amerikanske indianere i mange år og ser lighedspunkter øjeblikkelig. Hun betror mig dog, at hun aldrig nogen sinde ville turde rejse ud i verden med dem, og jeg kan kun give hende ret, – nemt er det ikke. I morgen tidlig tager vi via Guayaquil til Curacao oppe i Caribien for at svømme og dykke og alting.
Jubi! Jeg glæder mig! Grønland.
I går ville Magdalena stjæle sprit fra hospitalet, og da jeg vristede flasken ud af hendes hænder, følte jeg hendes ønske om sprit ebbe ud i nærheden af mig. Jeg holder fast på, at hun ikke skal have det sprit. Hun kan nemlig ikke tåle det. Det ødelægger hende. Hun kan ikke tåle sprit eller hash eller noget som helst andet stof, der stimulerer hendes underbevidsthed. Hun har sin underbevidsthed og sin overbevidsthed i meget nær kontakt med hinanden og derfor i fin balance. Når hun ryger eller drikker bliver det et værre rod. Færdig med hende og færdig med mig.
Jeg bryder mig heller ikke om røg og druk, at I ved det. Alle I som står parat til at dømme. Især Nathalia, fordi hun ikke kan finde kærligheden. Den hun søger og hele tiden er ude
193

efter. Når hun så endelig en gang imellem finder den, ødelægger hun den, fordi hun vil have mere af den. Mere af lykke er ulykke. Lykke er en hel blomst som ikke kan formeres undtagen i tankerne, hvor den kan dyrkes i det uendelige. Uden andet resultat end ulykkelige spekulationer over, hvorfor lykken aldrig kommer. Lykke er altid nu og lykke er altid ny. Hele tiden drejer den rundt og rundt, men ikke i regelmæssige, forudsigelige figurer som man kan følge og være sikker på. Nej lykken bevæger sig frit. I spring, så man ikke kan vide, hvor den lander næste gang. Fordi den ikke selv ved det, før den lander. (Kvanteteori?) Når den er i luften, er den væk og man kan ikke stedfæste den, og når den lander, skal man være meget stille for ikke at jage den væk. Den er som en sommerfugl med flaksende flugt fra blomst til blomst. ( Som du kan snakke. Præst!)
Bliver du den næste blomst? Men jeg er ligeglad nu, hvor jeg har spist min morgen kruska grød og har samlet op i mine tanker alt, hvad der sker og hvad det indebærer. Jeg er ikke så frygtsom mere, men ser bare, at jeg må være opmærksom på de sammenhænge, jeg også er en del af, og Magdalena er en del af, og Nathalia er en del af. Byen her og al dens sladder med Amalie i spidsen og for så vidt mange flere og sundhedsvæsnet og landsstyret og regeringen og folketinget og Magten med stort M, som råder over det hele som en stor sort sky.
194

Det er sgu bydende nødvendigt at få rede på alt det, og jeg vil ikke ligge på den lade side for at finde ud af det. Men hurtige konklusioner får du mig ikke til. (Det er jo løgn!) Nej! Du kan arrestere mig for hvad som helst, og jeg vil fortælle sandheden, som den er for mig. Til Politiet, kommunedirektøren og borgmesteren og alle de andre, som tror, de er så meget, men betyder så lidt, fordi de kun er marionetter for den store magt, som er MIG med versaler. Eller Jeget eller egoismen, eller kald det hvad du vil. Der sidder hele styrelsen, og den vil jeg til livs. Jeg vil ind og se maskineriet indefra. Ikke al pynten og flitterstadset, som man sædvanligvis ser. Kamouflagen. Nej de dybe indre dele. Kar og nerver. Hjerte, nyrer, lever og tarm. Ikke mindst tarm! Alle involdene vil jeg kigge efter i sømmene. Dissekere magten så grundigt som nogensinde. I skrift, tale og i handling, og hvor finder jeg nemmest adgang til den, hvis ikke i mig selv. I MIG i magten. I MAGTEN i mig. (Frygt?)
Sådan er det, og det skal aldrig blive anderledes. For jeg ved, at når magten får luft, kommer op i luften, så rådner den.(Se frygten i øjnene. Kan du det?) Al denne verdens kryb og insekter, snoge og orme og alt, hvad der overhovedet kan bevæge sig, vil komme og tage del i det store ædegilde, og de tørster, ved jeg, for magten har holdt sig skjult længe. Alt for længe, og det skal ikke blive ved, når jeg bestemmer, og det skal jeg så længe, jeg lever. At I ved det, alle i små sleske
195

løgne, som befinder jer lige her og får fis i kasketten af angst for at miste jeres position på rangstigen, hvor I bekriger hinanden for at komme højere og højere op, indtil I til sidst er på toppen og kan sidde og kigge ned på svineriet med en whisky i den ene hånd og en dulle i den anden og TV tændt for at dulme jeres frygtsomme bævende indre. Løbesod er det! (I mig selv.)
Og jeg vil være skorstensfejer! (God fornøjelse!)
Det er klart, at unge mennesker som indtager cannabis bliver narkomaner, og sådan som De Hr doktor har behandlet den lille uskyldige pige, skal der snart blive en narkoman ud af hende!
Jeg er målløs. Ikke et eneste ord kan man sige til sit forsvar. WC papir stoppede de i munden på mig, politifolkene, og lod mig sidde der med tilstoppet ansigt. Jeg tror nok, jeg sad en 7-8 år, før det gik op for mig, at stationen var flyttet, og at de havde glemt mig.
Jeg var bange. Om natten kom rotterne med deres sorte kroppe, lange haler og røde øjne, der lyste ligesom små lommelygter, og jeg sad bare der med munden fuld af WC papir! En dag rejste jeg mig og gik hen og tog i døren. Hængslerne faldt af, døren var pilrådden. Den faldt sammen, og jeg kunne frit gå, hvorhen jeg ville. Jeg spyttede papiret ud, men længe efter havde jeg smagen af gammelt lokumspapir i munden. Det går bedre nu, men jeg kan stadig
196

smage lidt, og når jeg ser en politibetjent kan jeg godt blive syg. Derfor ryger jeg nu og da en pibe hash, og derfor fyrede vi på den tur til Sydamerika en gang imellem en joint. Ligesom vi osse drak snesevis af bajere og flaskevis af rom. Men det får man jo levercancer, skrumpenyre og hjernesvind af, ikke? Nå, men slut med fordømmelse, politibetjente, dommere og retssager. Jeg vil ikke mere føle mig skyldig i noget. Hvis jeg er skyldig i noget, så er det i DET HELE. Så er der faktisk ikke grund til at tale om skyld længere, vel? Altså skyldig eller ikke skyldig kommer ud på et. Jeg er altså fri til at sige lige, hvad jeg vil, og det jeg siger kan lige så godt være løgn som sandt. ( Her taler du i hvert fald sandt.) Hvis jeg stræber efter sandhed bliver det løgn. Det er jo klart. Så det gør jeg ikke. Hvad gør jeg så? Jeg bevæger mig, og min bevægelse har ikke noget navn. jeg er fuldstændig lige glad om man kalder mig bølle eller hvad. Jeg bevæger mig, og det er det vigtigste.
Det bliver værre endnu:
Danebyfjord keder mig. Asiarsiqivik eller sådan noget hedder denne by osse. Det kan staves på mange forskellige måder. Enten Asiarsiqivik eller Arsiarsuk, som de skriver på kommunekontorets papirer. Det er mærkeligt med det her “Grønland” og Arsiarsiqivik, at det er forskelligt hver dag. I virkeligheden er her jo ikke noget bestemt. Det er bare inde i
197

folks hoveder at det eksisterer. Der adskiller det sig ikke en disse fra alle andre byer og samfund i verden. Selvfølgelig er det FANGERE og INUITTER, der bor her, men det er jo til syvende og sidst kun ord. I virkeligheden er det noget helt andet. Det er et forblæst lille sted med meget sne. Der er faktisk sne i 10 af årets måneder, og det præger det. Hundeslæde er stadig meget anvendt og var indtil for få år siden det eneste transportmiddel. Nu er snescooteren kommet og har sat sine spor i byen eller hvad man skal kalde dette lille samfund på 500 sjæle langt fanden i vold.
Vi har skibsforbindelse 2-3 gange i sommermånederne d.v.s. juli og august. Resten af året foregår forbindelsen til omverdenen med fly. De to små satelitbyer Kap Hans og Kap Torsten på hver ca 50 indbyggere er byens “opland”. Ellers er der fjorden og fjeldet og elven og himlen, solen og stjernerne og nordlys: “Asarne”. Sol hedder “serinaq” – og så ikke mere.
Menneskene er østgrønlændere mest. Nogle få vestgrønlændere, udsendte danskere og fastboende danskere. Det var det. Der er kun få ting, der adskiller os heroppe, men til gengæld er adskillelsen så meget desto større. En dansker er en “kraslunak”, og det er ikke godt at være. Så er man lidt dum og grådig efter penge og snakker for meget og skal helst forføje sig, hvis man da ikke vil have tæsk. Eller osse er man “god nok”, men det tager mange år. DET er stedets dommer, der dømmer sine beboere. Det er sladderen og de små huses indre værdier. Druk og TV og pis
198

og papir har taget magten og kører løbet uindskrænket, og det er ikke altid lige spændende at se på. Man kan holde sig for sig selv, men må være forberedt på at blive opfattet som sær.
Den offentlige mening regerer, og vè den, der ikke indpasser sig i mønstret, han er dødsdømt. Så han indpasser sig. Det er kulden og sneen og vilkårene i det hele taget, der gør, at det er sådan.
Det at jeg bragte to mennesker ud af byen og rejste med dem helt til Sydamerika, fordi jeg kunne, er en udfordring. Derfor er de to damer også parat til at solidarisere sig med byen igen. Det gør de ved at nedgøre mig og derved rense sig selv.
Det er symptomatisk men ikke særligt rart for mig. Vores afrejse bliver sammenkædet med Isaks død. Man vil have det til at være vores skyld, at han forsvandt i isen en uge efter vi var rejst. At både Isak og Magdalena havde over et halvt år til at blive enige om, hvorvidt hun skulle rejse med mig eller ej, har ingen betydning, og at vi lovede at være hjemme et halvt år efter, er også ligegyldigt. Nej, fuld fart frem med følelserne og fordøm for et godt ord. Det gør det ret utrygt for mig at leve her. For alt kan ske. Jeg er ofte bange. I går var der en fyr, der kom op på hospitalet til mig og sagde: – Jeg kan få dig BRÆNDT for det! Sådan er det. Ikke noget med at lægge fingrene i mellem. Nå, men jeg er ikke en hund, der løber, fordi den bliver truet. Jeg er en hund efter virkeligheden, og
199

det kan sandelig nok være, jeg har fået ris til min røv efter jeg forelskede mig i Magdalena!
Jeg så ind i hendes øjne, og jeg ved simpelthen ikke, hvad der skete. Et spring udenfor min kontrol. Der er ingen vej tilbage nu. Jeg er i gang, og bliver jeg skudt eller på anden måde aflivet her oppe i det fjerne nordlige DANSKE amt, vil mine optegnelser da altid kaste en smule lys over hændelserne.
Caribien.
Det er juleaften. Vi kom til Curacao i går. Vores første indtryk var en masse sorte mennesker i lufthavnen, som alle skulle til Trinidad for at fejre jul. Højt humør og god stemning i den gamle hollandske koloni, og mere fredeligt end i Ecuador. Flyveturen ind over Columbia var flot og afslappende ovenpå den lille afbrydelse i lufthavnen i Guayaquil, hvor jeg på vej op i flyet blev holdt tilbage af en maskinpistolbevæbnet politibetjent. Han ville have en radio, jeg havde taget fra en butikshylde i transitten, fordi man ikke ville give mig de cigaretter, jeg lige havde betalt for. Der var kaldt ud til afgang, men manden i butikken gad ikke fuldføre ekspeditionen og gav sig ganske roligt til at sludre med en ven.
200

Jeg bad ham skynde sig, men han smilede bare overlegent. Jeg blev sur og greb resolut en lille transportabel radio fra hans hylde og løb hurtigt gennem kontrollen og ud til flyet. Det kan nok være, der kom fart over feltet. Mens jeg stod med hænderne i vejret og havde afleveret radioen, kom cigaretterne op med en anden betjent. Jeg snuppede dem, flydøren smækkede i, og så taxiede vi ud på startbanen og skred. I tolden på Curacao fik de mig imidlertid alligevel ned med nakken. Skæbnen indhenter altid sit offer. Jeg blev ført ind i et lille aflukke, og bedt om at tage alt mit tøj af. Jeg oplyste, at jeg havde opium med, som jeg bruger mod diarre, og straks hentede de glas og kolber og lavede test på min lille flaske. De opførte sig meget ubehageligt og gjorde grin med mig. Der var en ækel tone af magtmisbrug over situationen, og jeg blev ret irriteret, men det gjorde det hele endnu værre. De pissede på mig, de store sorte politidrenge, og det ærgrede mig især, at de skulle lave halløj med mine medbragte præservativer. Dem der aldrig er blevet brugt…
Her er desværre drøndyrt. Det billigste hotel, vi kunne finde, koster over 20 dollars pr person og det har karakter af detention. Der bor kun sorte mennesker, og der er en kæmpe gitterport med hængelås for indgangen. Folk er dog meget flinke, og vi føler os helt trygge hernede i downtown Willemstadt.
201

Til aftensmad fik vi Kentucky fried chicken på en amerikansk restaurant med aircondition så kold som luften oppe i Grønland!
Jeg bor på værelse med en fyr fra Columbia og pigerne har deres eget dobbeltværelse. Fin ordning, for fyren er gået på julebesøg, så jeg får en god nats søvn alene, mens ventilatoren snurrer beroligende over mit hoved.
Jeg tog ud til KLM i morges for at forlænge vores billetter nogle dage til afgang på mandag. Det giver os tid til et smut op nordpå til en strand, som hedder West Point med gode dykkermuligheder. Der skal vi bo på et rimeligt pensionat, jeg har fundet i “Håndbogen”. Jeg har også købt snorkeludstyr, briller og svømmefødder, og pigerne har fået bikinier, så vi er klædt på til den lille udflugt. Desværre har jeg stadig tynd mave og ville have testet mit shit på hospitalet, men de holdt julefrokost med øl og kage og havde ikke tid til at tage sig af mig. Op ad dagen begyndte det at regne. Det styrtede ned, mens vi var på vej over den store pontonbro i Willemstadt, og vi måtte løbe alt, hvad vi kunne hen og søge ly under en presenning. Nathalia blev skidesur og gav sig til at skælde ud. Jeg sagde, at NU gad jeg simpelthen ikke høre på det muleri længere, og det så ud til, at hun forstod, for hun indrømmede for første gang, at hun har nemt ved at blive vrissen.(Succes!)
Herligt! Om eftermiddagen var vi i bad allesammen, og bagefter kom de nye kjoler fra Quito i brug. Det var jo jul!
202

Vi spadserer altså i fuldt juleskrud ud i byen langs med kanalen, hvor vi møder en lille gruppe joint-rygende unge mennesker. De byder på et hiv, og vi hænger lidt ud med dem, men da de foreslår, at vi allesammen går hjem til en af dem og sniffer cocain, afslår vi og trækker os tilbage. De bliver lidt fjendtlige, og jeg er taknemmelig over, at vi har fasthed nok til at takke nej.
Hen ad hovedgaden bræger julesalmer fra nedhængende højttalere. Det bliver hurtigt for meget. Vi vender om og går over til det lille torv ved KLM, hvor der er en restaurant. Her står en kulsort tjener med en kæmpe diamant i øret og byder os indenfor til Rijstaffel. Det skyller vi ned med kølig rosèvin og danskvand. Bagefter sætter vi os ud på torvet og drikkere the.
En gruppe unge lømler tager os uhæmmet i øjesyn og bruger alle kneb for at komme i kontakt med mine to damer. Pigerne er dog slet ikke interesseret og bryder op og vil videre. Juleaften glider stille afsted. I en bar hygger vi os med nogle gamle gubber, som gør alt for at charmere Magdalena. Det er helt fint og ukompliceret. Vi slentrer langsomt hjemad mod hotellet og får på vejen en mangefarvet is hver i en luxuriøs isbar. Her er en hollandsk familie i gang med at forsyne alle deres børn med pistacheis. En lille pige med lyseblå kjole og stivede skørter er indbegrebet af al denne verdens julehykleri, og sætter os straks i anti-julehumør.
203

Udenfor vores hotel dukker en fin ældre herre op. Han præsenterer sig med et hollandsk navn og lover os et lille juletraktement, hvis vi går med ham hjem. Jeg er lidt betænkelig, men han er hverken muskuløs eller særlig afskyvækkende, så jeg stoler på min intuition. Vi springer ind i hans bil og kører ikke langt fra, hvor vi bor, så jeg føler mig rolig. Vi bliver låst ind i hans kombinerede lejlighed og kontor. Han driver et agentur af en slags, men det går ikke op for mig, hvad det er. Han bor alene, og der er pertentligt og nærmest skingrende rent. Køkkenet med de få redskaber fortæller om en ensom mand, og vi lader os da heller ikke skræmme, men sætter os ned og lader ham servere hvidvin og små
ostesnitter. Han spørger os ud om almindeligheder, men jeg kan mærke, at han har noget på hjerte, og det varer da heller ikke længe, før han henter et splinternyt polaroidkamera.
Han fortæller, at hans store hobby er fotografi, og at han meget gerne vil tage billeder af os. Det indvilger vi i. Så bliver han en anden. Han vimser ind i naborummet og kommer tilbage med en skærm og fotolamper, som han omhyggeligt montere langs væggen. Han sætter en stol frem, og så skal pigerne posere. Jeg frygter i mit stille sind, at han nu vil til at foreslå pornografiske optagelser, men det er han slet ikke interesseret i. Pigerne bliver blot sat ned en ad gangen, mens han omhyggeligt retter på deres hår og kjoler, til han er tilfreds. Han tager mange ekstrabilleder af Magdalena, og for
204

et syns skyld tager han også et af mig, som han siger, jeg må beholde!
Vi vandrer dydigt hjem kl. 23.30 og går i seng. Juleaften! Klokken 7 næste morgen står vi veludhvilede op og pakker vores ting. Vi spadserer i ro og mag over broen til busholdepladsen, hvor det viser sig at bussen først kommer en time senere. Det begynder at regne. Vi går i læ under et træ og venter. Endelig kommer bussen, men med den triste besked, at vi skal skifte til en anden bus på halvvejen, og der skal vi også vente en time. Nu regner det stærkt. Vi finder et halvtag at stille os under sammen med en gammel indsunken sort mand, som ikke siger et ord og venter nu efterhånden drivvåde. Sidste stræk er langs med kysten, hvor man dog ikke kan se ret meget i den styrtende regn. Gudskelov holder bussen næsten lige ved vores pensionat, der på et skilt reklamere med “Hjemlig hygge”. Værten, en ældre hollænder, tager høfligt imod os, og anviser os et “familieværelse” med en køjeseng til børnene, hvor jeg bliver anbragt, og en dobbeltseng til ægteparret, som pigerne begejstret kaster sig over og hopper op og ned i, så fjedrene hviner!
Regnen er stilnet af. En skarp sol kaster sit lys over det våde landskab. Vi kan ikke vente med at komme ud til havet og skifter til badetøj.
Der går en sti gennem en kratbevokset kløft ned til den nærmeste strand. Den er meget lille, men nu skal det være, og vi tripper alle tre ud i bølgerne. Nathalia bliver forskrækket
205

og søger hurtigt ind igen. Magdalena og jeg går hånd i hånd et stykke videre ud. Der vokser store koraller på bunden med faretruende skarpe kanter, som stikker op bag bølgetoppene. Magdalena vil ikke mere og lægger sig ind for at tørre, mens jeg forsøger at dykke lidt. Det må jeg hurtigt opgive, for vandet er meget grumset og uklart. Selve stranden er heller ikke meget bevendt.
Vi får vores eget bord i den lille restaurant. Værten byder på gratis velkomstdrink, mens hans trivelige kone stikker hovedet frem fra køkkenet og sige hej. Stemningen er god, og alt ånder fred og idyl. Pigerne er trætte ovenpå regnvejret og rejsen og går ind og holder siesta. Jeg går på opdagelse langs kysten til en stor strand, som ser meget bedre ud. Havet er krystalklart. Fint hvidt sand og klipper som står lodret ned mod bunden. Jeg tager snorklen og brillerne på og vader ud for at se, hvad der gemmer sig under overfladen.
Det er dykkervand! Søanemoner klæber til de rustfarvede stenblokke og søpindsvinene bevæger sig adstadigt glidende henover sandet, mens utallige farvede fisk i stimer driver forbi mit ansigt. Jeg ligger i vandet og plasker rundt, mens jeg snakker med en kuffertfisk, som kigger på mig med sine store sorte øjne.
Det er altsammen een bevægelse, som jeg føler mig som del af på lige fod med disse forskellige væsner omkring mig. Min nysgerrighed og min angst forenes, mens stum musik lyder i mine ører. Jeg er euforisk af glæde over endelig at
206

have fundet en slags fred. Det bliver fejret, netop som jeg stiger op af havet, af et steelband og reggea orkester, der har taget opstilling ved stranden. Deres glade toner bølger over det solvarme land og sender mig i ekspresfart hjem til pensionatet for at hente mine damer.
Straks vi ankommer, bliver vi omringet af sorte fyre, som vil snakke og danse med de to piger. Desværre er de osse lidt fulde, og jeg bliver nervøs for, hvad der nu vil ske. Jeg gør anstalter for at beskytte pigerne, men der bliver fyrene agressive. Gudskelov kommer en stor sort fyr hen mod mig og beroliger mig. Han tager mig lempeligt i hånden, trækker mig lidt væk fra selskabet og hvisker mig ind i øret: – Cool man, cool! Pigerne danser videre og finder hver en fyr at gå afsides med. Jeg går slukøret tilbage til pensionatet, og de arriverer småpjankende kl. 5.
Næste dag er helliget badning. Nathalia lærer, hvordan man gør af Magdalena. Hun har aldrig badet i havet før og er lidt ængstelig, men søsteren får hende i gang, og de ligger i timevis og flyder rundt i det varme, lyseblå vand. Inde på stranden leger de unge mænd.
De står på hænder og laver kraftspring, og bagefter styrter de hovedkuls ud i bølgerne. Jeg ser, hvorledes de smidigt og fuldkommen naturligt falder i hak med havet, solen og stranden. Pigerne er genstand for stor opmærksomhed, og især Magdalena får utallige tilbud. Jeg lader dem være og
207

svømmer langt ud fra kysten og ligger på maven i overfladen, mens jeg langsomt driver hen over koralskovene med de blå fisk. Så er jeg væk fra alle fortrædelighederne, og pigernes evindelige parringslyde rager mig en papand.
Om aftenen spiser vi fisk, friskfanget og lækker. Udenfor står de to udkårne, og jeg bliver hurtigt alene. Jeg slentrer ned til en anløbsplads for fiskerbåde, hvor jeg lægger mig i en gammel jolle og stirrer ud i det sorte verdensrum med de utallige lysende stjerner. Roen sænker sig, men det varer ikke længe. Pigerne og deres fyre har øjensynlig udset sig min jolle til opholdssted. De bliver forskrækkede, når de ser mig dukke op i bunden af båden. Fyrene har en joint med, som vi deler. Snart er jeg dog til overs og vralter forstyrret og skæv bort og overlader jollen til dem. (Ha,ha,ha,ho,ho, nyder du det din selvpiner? Måske er det den eneste måde dit tykke panser kan fornemme verden på. Gennem smerte. Ynk!)
Vi kommer sent på stranden næste dag. Marchall, som den ene fyr hedder, byder på joints, og vi ligger og nyder det og bliver småskæve. De har skaffet en robåd og vil have os med ud og sejle. – Vi skal til Kneppe-strand, siger de, og det hedder stranden virkelig!
Pigerne fniser og bryder ud i høj latter. Jeg griner med. Fyrene forstår ingenting og kan ikke se, hvad der er så morsomt. Vi fortæller ikke, hvad ordet betyder på dansk. Det giver mig et lille forspring i forhold til fyrene, og solidariteten
208

os tre imellem varer dagen ud. På “Kneppe” stranden er der stuvende fuldt af mennesker og helt umuligt at kneppe!
Vi bader lidt og ror tilbage igen. Så knækker den ene åre, og Marchall bliver ondskabsfuld overfor Nathalia. Jeg må dysse sindene ned og får åren i orden og sætter mig til at ro, mens de unge elskende sidder med hinanden i hånden og betragter den nedgående sol. (Slaverollen. Den er lige dig, ikke?)
Vi spiser sent og sætter os udenfor nabohuset, hvor der er en bar. Jeg går til ro, men vågner et par timer senere, da værten dundrer på min dør. -Out! råber han lige ind i ansigtet på mig, så spyttet rammer min næse. Jeg er lamslået, stadig sovende og forstår ikke en skid. -Det er ikke et bordel, det her, fortsætter han. -Out! Jeg pakker skynsomt min rygsæk og løber udenfor. Her viser det sig, at ca 25 af egnens unge mænd har taget opstilling udenfor hans hyggelige familiehotel for at vente på pigerne. Det bryder han sig ikke om og slet ikke hans kone! Hun står i døren og råber op om politi og usædelighed. Pigerne ser jeg ikke noget til. Politivognen kører lidt efter op foran huset, og i det samme kommer Magdalena og Nathalia pænt hjem med hver deres fyr i hånden.
Politiet har svært ved at se, hvad forbrydelsen består af, men værten er ubøjelig, og vi fortrækker. Vi får penge tilbage for den sidste nat og bliver kørt af de to i øvrigt meget flinke
209

politimænd ud til et hotel tæt på lufthavnen. Her er der swimmingpool og aircondition, så vi klager ikke! Lufthavnshotellet Inkluderer en overdådig morgenmadsbuffet med mange forskellige slags friskpresset juice, røræg med bacon, bananabread og yoghurt, og vi mæsker os. Bagefter ligger vi og daser ved poolen indtil afgangstid for flyet til Trinidad. Vi letter ind over et strålende caribisk hav kl 12 sharp og når lige at købe lidt deodorantspray og chokolade før vi lander i Piarco internationale lufthavn. Der går bus ind til Port of Spain, og vi prøver at finde et bosted i centrum, men der er ikke særligt spændende, og i det hotel, vi ser på, er værten uforskammet og afvisende. Vi prajer derfor en taxa og spørger chaufføren, om han kan hjælpe. Han kender et sted lidt nord for byen ved Chaguramas, og der kører vi ud. Det er nedlagte amerikanske basebygninger, som vi kender dem fra Sdr. Strømfjord, der fungerer som hotel. Vi får en lejlighed med stue, køkken og bad og to soveværelser. Udenfor er der en åben grillrestaurant og stor pool. Vi installerer os, og sultne som vi er, kaster vi os begærligt over grillstegte kyllinger og 6 store Corona øl. Bagefter tager vi over i et discotek som har døgnåbent. Her er gang i en fest, og en engelsk fyr med mustache og mørke solbriller kommer os i møde og inviterer på drinks. Vi snakker og udveksler rejseerfaringer, og lidt efter slutter to kæmpestore sorte Kerublignende mænd sig også til selskabet. De er helt glatragede med blåskinnende kranier og virker
210

frygtindgydende, men de er meget venlige og fortæller, at de er udstationerede på en nærliggende militærbase. Musikken kører op i et vildt niveau, og alt andet bliver uhørligt.
Englænderens kone kommer hen sammen med en lille væver brun mand, som hun holder i hånden, mens hun står og danser. Englænderen ser ud til at have noget kørende med en sort pige fra hotellet. Der er kort sagt gang i den her i Trinidad!
Det varer ikke længe før de to Keruber hiver hver deres grønlandske pige ud på dansegulvet. Måske skyldes det angst, måske skyldes det noget andet, i hvert fald sker der det, at Magdalena pludselig river sig løs fra sin store dansepartner og løber hen til mig og trækker mig med ud i en tæt dans. Hun presser sin lille varme krop mod min, og jeg bliver ør og begynder at blive ophidset. – Hvad er nu det, tænker jeg. – Jeg er jo vant til at leve i cølibat og nu det her?
Men det varer ikke længe. Med et slipper hun mig og løber over og danser videre med keruben. – Nå, men jeg kan jo altid sætte mig op i baren og se på, tænker jeg – som jeg plejer!
Keruberne vil ryge og foreslår, at vi alle sammen går over i vores lejlighed. Der fremstiller de tre kæmpestore joints, som en efter en går på omgang, mens vi drikker rom og cola.
Det er nu blevet aften. Vi tænder nogle stearinlys på et lavt bord, og stemningen bliver tyk, tung og erotikmættet.
211

Nathalia ligger allerede i sofaen sammen med kerub nummer et. Magdalena sidder lidt stille mellem mig og kerub nummer to, og jeg mærker hende stærkt. Hun læner sig ind imod mig, og et kort øjeblik tror jeg, det er for at komme mig i møde, men så ser jeg, at det skyldes, at hun er ved at løsne sine sandaler! Hun skubber dem af og lægger sig tæt op til sin kerub. Jeg lister ud i køkkenet, lukker døren bag mig og lægger mig på den lille opredning, mens parringslydene inde ved siden af blander sig med lydene fra ophidsede cikader udenfor. Jeg beslutter at opgive alt. (Men det har du jo gjort allerede. Kan man opgive alt flere gange? Så er det vel ikke ALT.)
Jeg er så træt, så træt, så træt. (Stakkel!)
Men… om morgenen er jeg atter frisk som en fisk og tager med en gæst fra nabohuset i bil ind til Port of Spain for at hente post og ordne vores billetter videre. (Se bare! Du har virkelig opgivet alt. Du ejer jo heller ikke de damer, vel?)
Manden er fra Trinidad, men uddannet i England og meget kultiveret. Han inviterer på morgenmad i Trinidad Hiltons restaurant, hvor vi konverserer om international valutahandel og Trinidads stilling i det caribiske samarbejde! Han lover at køre mig tilbage til hotellet igen, når jeg er færdig med mine ærinder. Jeg går hen og bestiller plads på den danske båd “Gelting” som skal sejle os over til Tobago. Bagefter til Cubanas kontor, hvor de ingen oplysninger har om vores
212

reservationer. De beder mig kontakte BWIA, når vi kommer til Tobago. På vej hjem køber vi friske kokosnødder, som afskæres i toppen med et raskt snit fra en machete. Det ser dristigt ud, når han gør det, manden, og han kan da også stolt fremvise en hånd med kun to fingre!
Tilbage i huset sover hele herligheden, men da jeg kommer, står de op. Keruberne er meget flinke og laver varm cacao til mig. De giver også hver af pigerne en flot militærskjorte, og det kan nok være det falder i god jord! ( Som tak for knald. Hvad i helvede er det, der foregår?)
På “Gelting” færgen viser det sig, at en af sømændende er grønlænder fra Narssaq, og glæden er stor ved mødet med ham. Pigerne falder ham om halsen, og inuitsproget kommer til fuld udfoldelse. Vi bliver inviteret til TV fra Danmark og Grønland over deres satellit og på videomaskine og sidder lige pludselig og ser gamle film med “Olsen Banden”,
som de elsker. De serverers en stadig strøm af øl og spiritus, og overfarten til naboøen Tobago går strygende. Ved midnatstid er vi i havn i Scarborough, og inden vi går fra borde, bliver vi inviteret til grillparty på agterdækket nogle dage efter. Senere badetur med hele besætningen, som alle er danske, ud til det berømte Pigeon Point.
Ingen ledige hoteller i nærheden af havnen på grund af julen, men en venlig fyr med rastahår og smilende hvide
213

tænder hjælper os et stykke hen ad promenaden til ”Tropikist”,
som har værelser med aircondition og veranda mod havet.
Vi er hurtigt ude ved en lille bar på stranden, hvor reggeatonerne strømmer os i møde, og hvor farvede folk i kulørte kostumer danser med bløde bevægelser, så vi ikke kan lade være med at danse med.
I aften er det nytårsaften. Vi bader hele dagen og spiser hotellets menu, mens TV sender nytårsprogram. Men det bliver hurtigt for kedeligt. Vi spadserer ned til Crown Point Hotel, som er stort med dansehal, rund bar og et festklædt turist-nytårspublikum. Her mingler vi og får straks en halv snes fyre på slæb. Et 30 mands steelband er i fuld gang hele tiden, og vi danser omkring, som var vi fastboende gæster. Kl. 12 slukker alt lyset, og vi skåler med gud og hvermand. Bagefter går vi tilbage til vores lille strandbar og fortsætter. To fyre tager med pigerne hjem. Om morgenen kommer yderligere tre fyre på besøg, og det er et syn for guder, når Nathalia i den ene side af den store dobbeltseng overkommer de mest halsbrækkende akrobatiske numre med en sortkrøllet herre, mens Magdalena ligger og sover sødt i den anden side, og resten af fyrene inklusive mig selv sidder i kreds udenom og ryger joints og griner. Nu er der ingen hæmninger mere. Det er ren rutine. Lidt efter er Magdalena i gang ude i badeværelset, og sådan går det hele tiden. Jeg
214

føler mig efterhånden som medvirkende i en “sengekant” film!
Dagen efter tager vi ind til byen og går ned i havnen, hvor færgen “Gelting” ligger og venter på os. De har dækket op til stort nytårsbord på agterdækket, og kaptajnen og hans datter tager imod med fyldte champagneglas, som vi skåler i og ønsker hinanden godt nytår. De har ikke sparet på noget, der på skibet. Vi får oksemørbrad og bagte kartofler og grøntsager og tusind slags salat med øens frugter. Vin i stride strømme og bagefter går vi i byen. Vi er inviteret til at sove ombord. Jeg går tilbage til “Gelting” forholdsvis tidligt stadig med efterveer fra nytårsaften. De andre kommer først hen på morgenstunden. Nathalia og maskinmesteren fra Narssaq er blevet forenet, og der er vist også noget mellem styrmanden og Magdalena. Vi bænkes om et storslået morgenbord med bacon og æg og juice og dit og dat, og bagefter triller vi allesammen ud til Pigeon Point. På vejen fortæller de, at de arbejder to måneder og holder fri i een. Det er en meget behagelig tilværelse, for havet er som regel roligt, og der er ikke overvældende mange passagerer.
På Pigeon Point er stranden som South Pacific. Hvidgul med palmer der svajer ud over vandet. Havet er glasblåt med grønne strøg, og sandet er det blødeste, jeg nogensinde har trådt i. Vi gør holdt under en sivbeklædt tagkonstruktion, og
215

hovmesteren dækker op fra frysecontaineren. And og steg og kolde øller, mens vi andre springer på hovedet i bølgerne.
Efter vi har spist og slumret en times tid, går det atter løs. Leg på stranden med kasteskive, rom og cola med isklumper under halvtaget og svømme-dykke-plaskeri.
Pludselig bliver der så mærkeligt stille, og alles øjne rettes mod en energisk arbejdende
“genstand” ca 30 meter ude. Det er Magdalena og maskinmesteren, der for åbent tæppe udfører den svære kunst at bolle i uroligt vand. Der er en fnisen og grinen, og da forestillingen varer ved, ender det med at hele mandskabet kommer med taktfaste tilråb.
Totalt udasede og forpjuskede kommer de endelig ind, og Magdalena smider sig fladt på
stranden og falder i søvn. Om aftenen har folkene bestemt at beholde pigerne ombord.
Jeg tager altså alene hjem. Gudfader bevares!
Da jeg forlod skibet, var der ingen ende på mandskabets rosende bemærkninger om min udholdenhed og udadelighed som rejseleder for de to grønlandske piger. – Vi beundrer din tålmodighed, sagde de, og jeg må tilstå, at det varmede. Trods alt. Gudfader bevares!
216

Jeg checker os ud fra “Tropikist” og flytter vores grej over på “Sandy Point Beach Club”, som er et mindre og billigere foretagende med eget køkken, så vi selv kan lave lidt mad.
Om aftenen blaffer jeg ind til Scarborough, hvor “Geling” i det samme stævner i havn.
Oppe ved rælingen står “mine” to piger og vinker, og jeg må indrømme, at jeg bliver glad ved at se dem igen.(Ensomme midaldrende mand!) Hovmesteren fortæller, at jeg har været savnet (Åh, sig det igen!), men at de har haft en dejlig dag i Port of Spain, hvor de begge fik ny bikini af maskinmesteren.Wow! Der bliver kysset farvel, og vi går fra borde og lidt ud i byen for at dampe af ovenpå deres tur, men det varer ikke længe, før de vil hjem til deres nye hotel, som de tager i besiddelse ved at gå på hovedet i seng.
På Bucco Reef ligger vi dagen efter og betragter revet gennem glasruden i bunden af en båd. Der er farvestrålende koraller og stribede fisk og myriader af forskellige mærkelige væsner dernede. Pigerne er meget interesserede, og de to fyre, som driver den lille forretning med at sejle folk ud for at kigge ned på det marine liv, lærer dem at dykke med snorkel og briller. Bagefter hænger de ved os resten af opholdet på Tobago. Den ene hedder “Smarty”, den anden når aldrig at præsentere sig, men de er begge meget søde og hyggelige at være sammen med.
217

Om aftenen bliver pigerne urolige. De ved at “Gelting” igen har lagt til i havnen inde i Scarborough og vil afsted. Vi går ud for at finde en taxi, og med et mærker jeg Magdalenas hånd i min. Hun kysser mig også, mens vi sidder på bagsædet af bilen og er varm som aldrig før. Oppe på “Gelting” prøver hun at virke frisk og upåvirket, mens vi siger farvel. Vi går ind på en bar i byen bagefter, men her bryder hun sammen og hulker, og det går op for mig, at hun er blevet alvorligt forelsket i maskinmesteren! (Selvfølgelig) Jeg trøster hende og siger, hun skal gå tilbage og snakke med ham. Hun tørrer tårene bort og prøver at være tapper og siger, at det er ligegyldigt, men jeg kan se, hun savner ham meget og presser på og tilbyder at følge hende derop. Så går hun med. (Hvem er jeg? Er jeg den næstekærlige Jesus i egen høje person? Hvilken opofrelse at give sin øjesten væk til en anden. Ja, idiot er jeg. Ingen tvivl om det. Total polarkuldret. Kvanefjeld! Eller gennemskuer jeg bare ikke hendes forsøg på at træffe et valg. Mig eller maskinmesteren. Håbløst.)
Vi banker på hans dør oppe ved broen, og jeg siger, at her er en ung dame som vil tale med ham. Jeg går og lukker stille døren efter mig og sætter mig ud under stjernerne på
dækket og venter og føler mig mærkeligt fri, fordi jeg bare gør, hvad jeg føler er rigtigt.
“Gelting” skal afsejle kl. 23.30 , så de har lige præcis en halv time. Jeg går ned på kontoret, hvor hovmesteren sidder og
218

hygger sig med en bajer. Jeg får også en, og lidt efter kommer maskinmesteren og Magdalena ned begge blussende i kinderne og lykkeligt smilende. Nu er det lettere at tage afsked!
Sidste nat sover “Smarty” og vennen hos os. Vi holder en lille fest. De tegner i mine bøger, og vi driller hinanden, altsammen fredeligt og dydigt. Vi skal tidligt op og med fly først til Port of Spain og derfra til Barbados. Jeg har ikke kunnet få Cubana afgang, så vi må flyve BWIA og det har tæret slemt på rejsekassen.
Solen stiger gennem morgendisen over de lysegrønne marker med græssende rødbrune køer, som godt kunne forveksles med et dansk højsommerlandskab. Der er kun 5 min at gå til lufthavnen, og vi følges på vej af vores to “Smarty” venner. De står og vinker nede på startbanen, mens vi bevæger os op gennem skyerne i det lille to-motores Cessna fly. Farvel Tobago, farvel Gelting!
Grønland.
Luften er varm og jeg står og ser ud over havet. Jeg er ikke alene. Ved min side står en kvinde, og hendes hår bevæger sig bølgende i vinden. Jeg græder, og i det jeg vender mig mod hende, ser jeg, at hun også græder. Vi ser ind i hinandens øjne, og tårene hører op. Vi smiler og omfavner
219

hinanden. Jeg er hendes mand, og selv om jeg er svag og forvirret, er jeg alligevel ikke bange for at blotte mig for hende.
Og selv om hun er stærk og beslutsom, er hun ikke
bange for at vise sine følelser overfor mig. Hun er min kvinde.
Så sidder jeg på min røv, og det er solskin og fuglene synger i vilden sky, og du bor inde ved siden af, og vi går ture sammen, hvor vi betragter himlen og sælernes leg og planterne, som vokser i Grønland. Stenene står frejdigt på deres plads, hvor de havnede for millioner af år siden, da isbræen forlod dem. Gletsjeren sætter stadig nye sten. Sten, sten, sten overalt så langt øjet rækker. Men nede mellem de store blokke gror livet alligevel. Fluer kravler hen over min pande. Sortebærrene er saftige, og elvens vand befrier mig.
Du sidder lidt fra mig og smiler. Dit hår er sort og dine læber røde. Din krop beder mig komme, og jeg kommer hen til dig og sætter mig ved siden af dig. Dine børn kommer og sidder med, og vi spiser kød og koger kaffe, og du drikker af mine øjne, og dine børn springer op og er væk bag den store klippe.
Vi er alene og du kysser mig, og jeg kryber sammen og gyser, for din kraft er så stor, at jeg må forsvinde ned mellem stenene til fluerne og de sorte bær, og der kommer du mig i møde i de tusind øjne som ser mig.
220

Idet du ser ind i mig, smelter jeg.
Blæsten er ikke så kold mere, og havet ligger stille og blankt. Ude på fjorden kælver det store isfjeld med en jordomvæltende rystelse og bjørnen dør for fangerens kugle.
Jord. Caribien.
Barbados er sol og varme. Lufthavnen, som er helt ny, er gabende tom, da vi ankommer.
Nathalia vil have tamponer, men jeg skal veksle penge, før vi kan købe nogle, og så bliver hun sur, og jeg bliver irriteret, fordi hun ikke kan forstå, at der er visse praktiske spilleregler, som man må følge her i tilværelsen. Hun er ligesom et barn en gang imellem.
(Hvad med dig selv?)
Vi sætter os ned foran ankomsthallen og drikker øl og spiser pølser. Jeg køber en kjole til Magdalena. En storblomstret en, som hun falder for. Den er ikke lige min smag, men hun kan lide den, og det er det vigtigste. Jeg føler det som en lettelse at være under angelsaksiske forhold oven på Trinidad/Tobago og ser frem til en uges tid i fred og ro. Vi hyrer en taxi og kører til det pensionat, jeg har en aftale med. På vej fra lufthavnen viser øen sig at være ganske flad og uden egentlig
221

landskabeligt særkende. Lyset er blændende hvidt og stranden, som ses, netop som vi drejer ned mod pensionatet, er bred, lysegul og meget indbydende. Damen tager venligt imod os. Hun bor alene omme bag ved huset sammen med en stor sort hund og en lille dreng. Det flyder med legetøj og alt muligt ragelse lige fra cykelstel til gamle radioer. Der står også et stort akvarie med guldfisk. En sort pige dukker op og viser os hen til vores rum med køkken, stue og tre senge i et værelse. Vi får hurtigt smidt vores bagage, skifter til badetøj og løber over vejen ned til stranden, som er stegende hed. Kun ved at springe i bølgerne med det samme, bliver vi så meget kølet af, at vi kan lægge os i sandet.
Jeg føler straks pigernes utålmodighed. Stranden er næsten tom. Ingen fyre, intet liv. Hvad så? Det smitter af på mig, og jeg bliver utilpas. Der sidder et par lidt fra os. De rykker nærmere og indleder en samtale. De er venlige og pigen har slægtninge i Danmark. Vi udveksler lidt almindeligheder, men jeg kan mærke, at pigerne bliver urolige. Det er øjensynlig ikke noget for dem. -Dava! Siger de, og det betyder: – skal vi så se at komme videre! Sådan lidt bydende. Jeg indser det håbløse i en fortsat samtale og takker af. Parret ser forbavsede på os, da vi skyndsomt fortrækker. (De kalder mig “crime” eller “hund”, og sådan bliver jeg behandlet. En svær balance. Hvad fanden i hele hule helvede laver jeg her?)
222

Køkkenet i vores rum indbyder til madlavning, og vi tager på indkøb i det nærmeste supermarked. Her er et overvældende opbud af alt, og købedillen griber og forener os i nogle minutter på mærkelig vis. Vi triller hver vores vogn, fyldt med Mayonaise, ost, øl, rom og appelsiner, brød, smør og pølse og meget mere, hen til kassen, og jeg betaler. Men når vi skal til at bære det hele hjem, er det så som så med solidariteten, og jeg får lov at slæbe det altsammen på ryggen. Slukørede vandrer vi i gåsegang tilbage til værelset, hvor vi i vores kedsomhed foræder os, før vi fuldkommen oppustede falder i søvn på hver sin alt for bløde engelske seng.
Ude på vejen sidder rastafyre og ryger joints. Vores værtinde, som er en stramtandet dame med grå knold i nakken, holder foredrag om at passe på. Hun siger, det er kriminelle narkomaner, og hendes holdning hænger godt sammen med atmosfæren på
stedet, som udelukkende bebos af hvide unge lyshårede og muskuløse surf-fanatikere, som hele tiden kører til og fra i små “Buggy” biler med surfbrædder på taget. Ganske langsomt begynder jeg at få spat af hele forestillingen her, og Jamaica, som jeg helst har villet undgå af frygt for forholdene i Kingston med “Ganja” og “Rastafaria” o.s.v. begynderat tage form som et anvendeligt alternativ til dette racistbefængte turistmisfoster.
223

Om aftenen kommer vores nabo, en hvidhåret tysk fyr med et underligt listigt smil og en em af indeklemt onanifantasi, ind til os og inviterer på sightseeing i Bridgetown. Han hiver os op i bus nr. 4, som med djævelsk fart kører mod byen. Karosseriet slingrer og bumper så meget, at jeg tror, det bliver enden på vores tur. Chaufføren, en bred sort klods, som ikke smiler et sekund, presser sammenbidt hænderne om rattet og skyder os forbi en endeløs række af turisthoteller med lokkende neonfacader i sølv og guld. Selve byen er dybt kedelig og ligger som i undtagelsestilstand dødt hen. Foran en isbar står nogle fyre og ler ad mig, fordi jeg sætter mig på kantstenen og spiser min vaffel. – You drunk? Spørger de og griner.
Som om man kun kan sidder på jorden, når man er fuld. Det hele er sygt, og vi beslutter at tage hjem. På vejen får tyskeren lokket os ind på et discotek, hvor gæsterne fortvivlet forsøger at komme på højde med de øvrige Caribiske øer i synd og tøjlesløshed. Ren attrap!
Vi takker af om morgenen tidlig og kører til Cubana, som heldigvis har afgang i dag direkte til Jamaica. Koste hvad det vil. Jeg lader tingene flyde fra nu af. Kan ikke mere styre noget som helst.
Jamaica. Endelig!
224

Kingston. Vi lander i et hav af farvede mennesker. Endelig tilbage i livet efter Pis-Barbados! Her skal vi være, og vi får en kæmpe ice-cream ude i ankomsthallen, mens jeg for første gang på hele turen mærker sympati, som ikke går på, at jeg er i selskab med de to duller, men på, at jeg er i selskab med mig selv.
Jeg liver op. De spørger selvfølgelig straks: – Do you smoke? Og så griner vi. Stemningen er sat, og jeg begynder at slapper af.
Kingston ønsker jeg så vidt muligt at undgå, fordi jeg tror, at mine unge damer simpelthen vil forsvinde for evigt, hvis jeg lukker dem ud her. Skrig og skrål og råben efter den danske ambassade, når det kniber, tror jeg ikke har den store effekt, og et mord fra eller til i de mørke, uhyggelige gader gør ingen forskel. Det tænker jeg og beder en dejlig kvinde i turistoplysningen om hjælp. Hun sender mig et varmt smil fra sine fyldige røde læber og finder straks et lille privatfly til Mo Bay samme aften. Vi skal blot køre med taxi i tre kvarter til en mindre lufthavn, flyve en lille time, og så er vi oppe på nordkysten, hvor det hele ikke er slet så “High”. Hun smiler lidt overbærende, når jeg udtrykker min bekymring over Kingston. Hun fortæller, at hun har boet der hele sit liv uden nogensinde at blive forulempet, men hun ser altså osse ud til at have styr på situationen, det skønne sorte menneske!
Overordentlig lettede kører vi ud af byen og dens slum. Jeg priser mig lykkelig over vores beslutning, når jeg ser
225

ansigterne og de faldefærdige hytter passere forbi. Her er meget fattigt og de dermed forbundne spændinger de sociale lag imellem er indlysende.
Vi drikker rom i den lille ventesal, og så kommer flyet, og alle 5 passagerer stiger ind. Vi hæver os op over lysene og de mørkegrønne bakker og bjerge og sætter kursen tværs ind over øen.
Den ligger under os som et stort dyr og sover. Jeg mærker, hvor glad jeg er for endelig at være på Jamaica. Små lysprikker fra landsbyer og ellers store sorte områder med jungle og vandløb og alle slags fugle, insekter og blomster. Haleluja! Jeg er lykkelig! I Mo Bay er der kun skidedyre hoteller, og jeg bliver forvirret, men så er der igen en smuk sort kvinde, som dukker op. Vi kan køre sammen med hende i en taxi mod Negril for 20 dollars, og jeg slår til på stedet. Negril skulle være fin og ikke overrendt, har jeg læst, og er selvfølgelig med på den værste, selvom køreturen tager 4 timer, og klokken snart er 11. Det er en gammel amerikansk spand, men chaufføren er en frisk sortkrøllet grinebider med et halvt pund god ganja under sædet, og kvinden skal ikke særligt langt, før hun står af.
Vi breder os på det store bagsæde og nyder turen.
Jeg lavede et par joints inde i vejkanten, da jeg var ude og tisse i fuldmånelyset og duften af natteblomster.
Så kører han bare som død og fanden, og jeg opgiver ånden og kører lige lukt ind i virkeligheden. Min lille
226

transistorradio snurrer lystigt og reggeatonerne spinder hele historien ind i et fantastisk mønster af samspillende hændelser. Jeg mærker mine hænders bevægelser koordinere hans kørsel afhængig af, hvorledes jeg retter den lille radio i rummet. Årsag/virkning ophæves, og jeg føler, jeg balancerer hele verdens skæbne i mine fingerspidser og bliver så ualmindelig øm og varsom. Fordi jeg i dèt eneste øjeblik sander den fulde betydning af sætningen: “Alt har betydning.” (Endelig, endelig, endelig!)
Magdalena ligger med halvåbne øjne og nyder kørslen og udsender denne ufattelige tryghed, som får det hele til at holde, skønt vejen farer forbi med 100 km fart og træer og sten ude i siden slynges op mod os hele tiden. Jeg balancerer. Nathalia sover…
Han kender et sted, chaufføren, og der kører han os hen. Det ligger lidt uden for Negril by og er et nyopført hus med små lejligheder i boudoir stil med flæsede tylsgardiner og smørgule vægge. Vi får to værelser med passende afstand og får lov at bruge køkkenet sammen med nogle amerikanere som osse bor der. “Tigress Cottage” hedder det, og idet han tager mod min betaling for turen stikker han mig resten af ganjaen i en brun papirspakke!
Her er ganske herligt! Om morgenen slentrer vi ned mod havet. På vejen står hibiskus så
227

røde som rubiner, gummitræernes nedfaldne blade ligger og glinser på jorden, og luften og planterne smelter sammen i det bløde lys, så vi bliver øre allerede før den første morgenjoint!
Den indtages på vejen i et lille træhus, hvor de laver spejlæg, the og ristet brød med marmelade til os. Så svæver dagen ind under huden, og vi går i vores sandaler og løsthængende skjorter ned til den første strand ved Yachtklubben. Det er et charmerende etablissement med palmer og flugtstole og en restaurant med tilhørende stor firkantet bar under et sivtag. Der er gang i reggeaen allerede fra morgenstunden, og vi bliver budt hjerteligt velkommen af en stor, europæisk udseende herre med enormt englehår og skæg over hele hovedet. Han fortæller, at han er fastboende og byder os en joint. Han laver ikke noget, udover at sidde her og så drive lidt omkring i ny og næ. Han er tilfreds med sit liv, og vi bliver osse ganske tilfredse efterhånden. Når der ikke er en joint, så er der en kold drink mixet på lokale søde frugter, så tiden falder ikke lang!
Jeg snakker med bartenderen og et par af stedets tjenere og kan godt mærke, at de lurer lidt på, hvad det dog er for et cirkus, mig og så de to små kinesisk udseende damer, men inden længe bliver vi accepteret, som vi er og aftaler at komme tilbage igen om aftenen. Vi går ned til stranden for at bade, men her er ikke særlig godt, og vi har jo hørt at Negril
228

skulle have en 10 km lang snehvid strand, så hvor er den henne?
De fleste turister, vi ser, kører på små cykler. Jeg spørger en amerikaner, hvor den gode strand ligger, og han fortæller, at det er 4 km længere fremme. Det er for meget lige nu, og vi går i stedet hjem og spiser.
Udenfor, hvor vi bor, er der en fyr som udlejer cykler og knallerter. Vi prøver hver en knallert, men Nathalia kan slet ikke starte, og Magdalena kører ind i en busk. Det bliver for farligt, og vi prøver cykler i stedet, men heller ikke det magter de to grønlandske piger rigtigt, og vi må opgive Negril stranden foreløbig.
Om eftermiddagen dukker en dame med en kurv op ind ad vores havegang. Hun sælger frisk appelsinjuice og bananabread, som vi forsyner os med, for bagefter at dumpe om på
sengen og sove siesta. Hen under aften går vi ud igen, men denne gang kommer vi ikke ret langt, for kun 100 meter fra, hvor vi bor, ligger en lille hvidmalet hytte med blå stjerner, og her huserer en flok unge sorte herrer, som senere skal blive de to damers faste venner.
Der er bar med rom og cola og en fryseboks med iskager. Joints i stribevis og fed reggae ud af højttalerne hele tiden. Alle danser, og i alle bevægelser, de foretager sig, ligger
229

dansen lige under overfladen, og ustandselig hører man ordene: -cool man, cool!
Vi kan slet ikke stå stille længere, og nu begynder vores dans på Jamaica, som faktisk varer til langt ind i Danmark og Grønland! Det er en slags gang på stedet, hvor hele kroppen gynger velbehageligt i en rytme som indbyder til blide og imødekommende bevægelser. Åh, hvor jeg husker det! Det svingede bare lige ind i hjertet, og al agression og had blev vendt til flydende leg. (Det mener jeg virkelig. Jamaica var klimaks. Senere kommer antiklimaks, og det var min egen skyld, men det kommer vi til…)
Selvfølgelig var joints medvirkende, men de bar så sandelig ikke hele skylden. Det var solen og de sorte menneskers ublu hengiven sig til naturens egne rytmer, dybt sensuelle som de er. Det var bare èt stort ja til alt liv overhovedet.
Vi drev ned til havet og sad og så solen forlade os. Rødmende sivede den bort i horisonten, og farverne blev æggende varme fyldt med ild. Dybtgrønne og lillaviolette. Brune og sorte.
Børnene løb ind mellem vores ben, og vi blev opslugt af det altsammen på een eneste gang.
Den følgende dag kommer vi langt om længe ind til byen Negril. Her er et stort bygningskomplex med bank og hotel, supermarked og diskotek og en fantastisk bager, som laver
230

de mest vidunderlige muffins og tærter og brød så søde og velsmagende, at man mageligt kan spise sig 10 kg oven i sin vægt. Vi går videre ad en bro over floden, der kommer brusende inde fra højlandet og junglen og er nu midt i en myldrende markedsplads med sorte mennesker i små boder, hvor alt mellem himmel og jord kan købes. Læderting og juice og små kager, sundhedsremedier og parfume, sko og strømper og badebukser. Alt! Reggaen lyder fra hver en shop, fra hver en lille bar og alle, jeg gentager ALLE, ryger store kræmmerhusformede joints og griner til dig. Vi drejer ned mod stranden og må gennem en hel by af skure med tøj og små køkkener med helsebringende “rasta-food”. Ud gennem huller og sprækker stikker små frække sorte drenge deres hoveder frem og råber: -good ganja, sir. Very cheap, very good!
Vi ser en bod, hvor en fyr sidder og forarbejder sort koral, og jeg bestiller to armringe til pigerne, med mønstre de selv har valgt. De er færdige, når vi kommer tilbage fra stranden. Længere henne bliver vi inviteret ind i en lille restaurant med kun to borde. En herre med tykke guldringe på hver finger byder os velkommen og laver straks en joint til os. – Skæv igen, tænker jeg, men vi er jo på Jamaica, og der må man godt, så jeg slapper af, og ganjaen gør sin virkning. Alt bliver afdramatiseret. Ikke noget med paranoia her, selvom alle de omkringsiddende er kulsorte og har lange gule fingre og noget underligt skæg, for slet ikke at tale om deres hår! Deres
231

hår er noget helt for sig. Det er flettet og nusset og trillet og rullet sammen i nogle mærkelige tynde slangekrøller som stritter ud til alle sider, og som de er stolte af helt ind i sjælen. Det kan man se. Det lyser ud af dem, at de har det i håret. Det sender elektriske stråler ud til højre og venstre og op og ned, og man bliver doopet til fredelig sameksistens blot ved at være i nærheden.
Dyb indånding, og så skal vi altså ned til den strand!
-Åh, at være en bølge, synger det i mig, når jeg nedsænker min følsomme astrale krop i Caribiens venusblå vand og bare lader mig dale og dale og dale afsted ud i intetheden. Jeg drukner slet ikke, for det interesserer mig ikke at drukne! Jeg svømmer lige så roligt omkring og pruster vand ud af næseborene og kommer langsomt nærmere og nærmere Magdalena. Hun ser mig og fanger i sin lille skævhed øjeblikkeligt finessen,- og så LEGER vi. Endelig…
Hvinen og pjasken og jeg er en hvalros, der dykker og kommer op foran hende, med da jeg så med eet får ståpik, mærker hun det med det samme, og al glansen går af St. Gertrud!
Dyd oh dyd, hvor svær er ikke din vej…
Længere nede udvider stranden sig og bliver bred og indbydende. Bedre end her ved politistationen, hvor vi er nu, men længere kommer vi altså ikke i dag.
Armringene er færdige, når vi ved halv seks tiden får sløvet os op til byen. Nathalia får en ensartet glat om overarmen,
232

mens Magdalena får en til håndleddet med to slanger som bider sig fast i hinandens hale. (Mig og hende?)Vi køber også hvide buksedragter af melsækkelærred, som står fortrinligt til deres chokoladebrune hud.
Jeg mærker allerede de første ansamlinger af fyre omkring “Tigress Cottage”. Signalerne er løbet byen rundt, så i aften må jeg gå alene ned til Yacht klubben og få min godnatdrink. De to tjenere spørger straks, hvor pigerne er henne, og jeg må til deres skuffelse meddele, at jeg ikke har dem med. – De er ude med nogle andre, siger jeg. De mener, jeg skal være forsigtig, for der sker tit overfald. Jeg skal holde fast i pigerne og ikke slippe dem af syne. Jeg giver dem lidt af forhistorien, og når vi har røget sammen, begynder de at forstå min indstilling om ikke at panikke, da det jo er voksne og selvstændige mennesker. Skulle de blive overfaldet eller på anden måde komme til skade må de selv bære ansvaret. Sådan er det, og vi taler om noget andet.
De er meget søde, og vi får vendt hver en sten i vores fælles verden. Jeg føler mig virkelig i godt selskab, og de bliver mine venner. På vej tilbage møder jeg pigerne ved det lille hvide hus med de blå stjerner. Jeg hopper på vognen og vi følges ad op til Tigress. Nathalia beholder bartenderen hos sig. Magdalena sover alene.
Jeg sover alene.
233

Næste aften er vi på diskoteket inde i byen. Her dukker en ung fyr, “Vishnu”, som han kalder sig, op og lægger langsomt og metodisk et rastafarisk røgslør rundt omkring Magdalena. Han viser hende ustandselig citater fra en rastabog, han har i lommen, og ser på hende med vilde øjne. Jeg forestiller mig troldom og magi og sorte kunster og bliver urolig, men på den anden side er det jo også interessant at overvære, hvorledes den lille inuit-hex vil klare sådan en beskydning, og det gør hun med bravour! Han trækker mig til side og fortæller, at hun er besat af en ond ånd, og at han vil befri hende. Jeg siger til Magdalena, at hun må klare ærterne selv, og lidt efter forsvinder de sammen. Øjeblikket efter har en høj, slank sort pige med vuggende hofter og knaldrøde læber inviteret mig til hidsig tæt dans. Som i et sug drages vi mod hinanden og bliver een dansende krop dèr for næsen af alle folk i lokalet. Således bliver aftenen også for mig en skøn oplevelse. Det er dejligt ikke at være afhængig af hinanden længere. Alle er fri nu, og vi flyder videre i natten med kroppe og lyde og stjerneskud og store hvide joints som blussende fakler foran vores øjne.
Hver dag, når vi går ned mod stranden, passerer vi en ældre sort kvinde, som sidder under et stort kroget dragetræ med sin kurv. Hun smiler altid venligt til os og har frisk juice og banana bread parat, når vi kommer. Vi køber også nogle små frugter, som ligner forstørrede brombær, og som har saftigt
234

sødt kød. Længere nede, lige efter svinget, bor den gamle mand med det hvide hår som inviterer ind til en joint og en samtale.
En “samtale” er en stille sidden ved side af hinanden uden noget ønske om at tale om noget bestemt. En slags improvisation på hvid baggrund. Stedet og tiden og de involverede afgør fuldkommen, hvad der sker, og om der sker noget overhovedet. Han er fænomenal. Får situationens levende kvalitet til at træde frem i eet nu. Hønsene som pikker korn i den lille baghave, røgen som stiger til vejrs fra bålet nede bagved, hvor konen står ved en gruekeddel og vasker tøj, og træernes tunge, grønne kroner, som hæver sig hen over vores kroppe, som i fred og afslappet opmærksomhed lader samtalen “ske”. Han bor ofte oppe i bjergene, hvor han dyrker ganja. Han passer jorden og lever alene. Jeg nyder hans selskab.
Mine damer er nu kendte i by og opland, og i Yacht Klubben mener man, at jeg burde ophøre med at omgås dem. De bliver betragtet med stadig stigende mistænksomhed, men jeg er ligeglad. Ser det som en kærkommen undskyldning til at slippe lidt fri af deres til tider noget ensformige kønskontaktbehov. – Dem om det, tænker jeg. Var osse 18 år engang, og alle skal vel løbe hornene af sig. Iøvrigt skal jeg være den sidste til at komme med anklager og fordømmelser.
235

Jeg fik “Varulven” af Pelle i La Paz, og den er meget apropos hele min situation, hvor jalousien så ofte har formørket mit sind og gjort tingene kompliceret. Jeg lægger mig på den lille strand og læser eller svømmer ud i vandet og “elsker” med det. Ingen problemer.
Længere.-
En aften bliver vi inviteret til et privat party i den lille hytte, hvor vi fik morgenmad den første dag. En tysk mand, hans kone og en amerikaner samt værten, står for arrangementet. Her får vi syn for sagen, når samværet mellem mennesker, når det er værst, udfolder sig. Det er ufatteligt, hvor ubehageligt de kan opføre sig overfor hinanden. Deres tonefald og omhyggeligt udvalgte ord rammer som skarpe pile ethvert sårbart sted. Det er som at være vidne til en psykologisk totalkrig. Kun fordi jeg fremdrog min lille c-harpe og begyndte at spille vemodige melodier fra den danske sangskat, lykkedes det at vride stemningen hen i et roligere leje og få en hæderlig aften ud af det.
Den fine mundharmonika lyd dæmpede gemytterne, og jeg er ikke sikker på om ikke visse rastafariske kræfter hjalp med. Vishnu dukkede i hvert fald op lige i det rette øjeblik, og jeg indledte straks et samspil med ham, som senere også inddrog Magdalena. Nathalia forstod ingenting af det der skete. Dagen efter fik jeg at vide, at den tyske kvinde havde forsøgt at få de to piger til at deltage i et orgie, og resultatet
236

læste jeg i deres ansigter. De var blege og trætte og måske osse lidt klogere.
Ovre på den anden side af indkørslen til “Tigress” ligger en lille sort hytte med et skilt, der forkynder, at her fås “Mushroom-tea”, og selvfølgelig skal det da prøves! Vi begiver os derhen en tidlig morgen for at få hele dagen til vores rådighed. En ældre kulsort kvinde med kulørte papilotter i sit omfangsrige rasta hår byder indenfor og placerer os omkring et træbord, hvor hun giver sig til at tilberede eleksiren. Vi betragter, hvorledes hun nuldrer nogle ynkeligt udseende tørrede tanglignende “svampe” ned i en jerngryde. Den bliver sat på komfuret og vand påhældes. Derefter står den og simrer en halv time, mens vi venter, og så er drikken klar. Som om hun mener, at vi ikke har nok i theen, tilbyder hun os hver et stykke ganjakage. Både Magdalena og Nathalia kan ikke lide smagen af theen og drikker ingenting. Kagen er brændt, og de er vel også lidt nervøse, så de lader den ligge.
Jeg bliver altså ene på skansen. Vi går og skilles lidt efter. Først helt nede forbi byen lige
før den gode strand, begynder det at virke. Jeg møder kvinden, hvis underansigt er ætset væk af sygdom. Hun stopper mig og rækker mig sin hånd. Jeg tager den og vi snakker henkastet om livet og døden og skønheden og det modsatte og al tings ophævelse i ånd.
237

Jeg savner mine piger, men de er væk, og jeg må klare mig alene nu. Jeg går ned i vandkanten og smider min skjorte og lader mig føre ud i det element, vi kalder “vand”. Nu er det ikke længere vand, men nærmere en slags blod eller serum, som rammer mig og opsluger mig, som et levende væsen kunne gøre det. Her ligger jeg ganske stille og trækker vejret i fuld overensstemmelse med de kosmiske love og alt. Inde på bredden står en ged. Denne ged bliver opmærksom på mig på en måde, jeg ikke før har kendt. Som jeg ligger der i vandet, føler jeg dens blik på mig som noget fysisk mærkbart. Den “taler” med mig nu, og jeg lader denne samtale finde sted. Nu er hverken geden eller jeg noget adskilt.
Vi er een hel bevægelse i krop og sind og vand og luft.
Alt fortrylles og jeg stiger op. En lille sort dreng kommer hen
til mig på stranden. Han sætter sig ved siden af mig og tager mine solbriller på. Så begynder han at “tale”. Han siger: -Hej med dig! Har du det godt?
Er det hårdt for dig med de to piger? Jeg forstår dig godt, men vil du vide alt om mig og dig og geden, må du fortsætte din vandring. Glem ikke, at vi alle er sammen. Glem mig ikke, slutter han og griner og snupper en dollar op af min pung og er væk.
Jeg går alene tilbage. Der er nok lidt forstyrrelse tilbage oppe i mit hoved, men det er ikke værre, end jeg kan orientere mig, og det er lige som alle på min vej “ved” at jeg
238

skal komme og hilser og hjælper mig med små blikke eller fagter frelst hjem til Tigress. Her laver jeg absolut intet resten af dagen. Først om aftenen bliver jeg “vågen” igen og går ned på yachtklubben til en godnatdrink og en sludder med vennerne.
Cuba.
Vi har ikke flere penge. Jeg måtte give vores vært mine sidste dollars. Han forlangte forskud og stolede ikke på mig, selvom jeg lovede ham, at der ville komme nye forsyninger fra banken i Danmark i dag. Det gjorde der ikke. Jeg telegraferede til København via Kingston, men pengene nåede ikke herop, før vi skulle afsted, så han fik ret. Vi drog af tidligt om morgenen fra Negril i en lille collectivo bus med fuldt drøn på radioen og stoppet med mennesker i højt humør. Det tog 4 timer og var alle tiders smukke tur. Jeg vil tilbage til Jamaica igen! Her er alt, bjerge og floder, jungle og skov, og overalt en befolkning så homogen som nogen jeg tidligere har mødt. Hvis her er konflikter, er det ikke noget dybtgående. Det hele er een maskine af børn og hunde og folk og træer. Farver og lys. Det kan godt være, at andre hellere ser forskelle end ligheder, men jeg foretrækker at opfange fællesnævneren i et land. Det er ligesom mere rigtigt end alle mulige og umulige konfliktflader. Det forstyrrer sindet hele tiden at skulle analysere livet omkring sig i så den ene og
239

så den anden klasse, race, art, form eller idè. Hvilket jeg yderligere får understreget de næste dage, hvor vi gør vores entré på Cuba. (Ja,ja,ja. Måske er du naiv, men så fred være med dig!)
Vi får penge i Kingston. Banken har fået en telex igennem, og jeg kan hæve 1000 dollars. Så ser situationen straks lysere ud, og vi bevæger os fornøjet op i Cubana flyet, som på en god time bringer os til Havana. Mens vi venter i Kingston støder Lars, Lene og Kirsten til vores lille selskab. Det er danskere, vi har mødt tidligere på Jamaica, og som er på vej til Cuba lige som os.
Så snart vi træder ind i transitten i Josè Marti lufthavnen, ændres billedet totalt. Fra en overgiven, afslappet og musikalsk atmosfære, mødes vi nu af et råt, koldt og fjendtligt ansigt i form af opstillet militærpoliti med skarpladte våben, lange køer foran paskontrollen og tungt bureaukrati i forbindelse med visumudstedelsen. Bagefter må vi vente i 3 timer på en bus ind til byen, og da vi ankommer til Hotel Velado, er køkkenet lukket, og der er ingen mad at få. Vi vader formålsløst ud i en underlig død by, og det eneste, vi møder, er en pengeveksler, som vil give os det dobbelte af den officielle kurs for vores dollars. Så veksler jeg lidt, og bagefter går vi alle op og sover.
Vi skal videre mod Europa den næste dag (og bare vi havde gjort det!), men vores danske venner overtaler os til at tage
240

med dem ud til kysten et sted, de har været før, som hedder St. Maria med små huse til leje og en god strand. Det lyder jo meget godt efter deres beskrivelse. Vi har endnu nogle uger tilbage, inden vi skal være i Grønland, og er ikke særlig vilde med at sidde og kukkelure i et vinterkoldt København. Så hellere lidt strandliv og hvem ved? Måske har Cuba alligevel sider, det er værd at stifte bekendtskab med. Nu vi er her.
Vi ombooker derfor vores billetter. (Mens Djævlen står i kulissen med et listigt smil…)
Vi spiser ude i Havana den følgende aften. Det er ikke nogen skæg forestilling. Først må vi vente i over to timer for overhovedet at komme ind på restauranten. Når vi endelig skal bestille, viser det sig, at alt, hvad de har, er fiskepizza og noget udrikkelig vermouth. Triste i maverne går vi hjem til vores hotel, hvor det eneste oplivende moment er en flaske rom, som Lars trækker op som erstatning for vores mislykkede middagsselskab. Vi sidder ved swimmingpoolen, som hører til hotellet. Her ser ud som en blanding af vestre fængsel og Østerbro svømmehal. Mens vi sidder og snakker, kommer Lars, som også er læge, ind på fagets fortrin. Der farer en djævel i mig, og jeg kan ikke lade være med at nævne en bog af Ivan Illich: “Medical Nemesis” om Iatrogene skader, som påpeger, at vi læger ofte selv er årsag til patienternes sygdomme. (I mit tilfælde vel egentlig ganske sandt, hvis man opfatter mine grønlandske venner som mine
241

“patienter”.) Det falder absolut ikke i god jord hos min medmedicinalperson, som har høje tanker om sin beskæftigelse. (Hvad jeg ikke har.) Der optræder en vis distance mellem ham og mig, og måske er jeg for hård overfor ham. Han har også sin kone Lene at se til. Hun er gravid og meget pylret, og det er altsammen meget vanskeligt.
Kl 3 næste dag tager vi bussen efter først at have spist nogle indtørrede kyllingelår fra en gadegrill og drukket cuba-cola, som smager af sæbe. Ud til St. Maria, som er et feriested for Havanas arbejdende klasse. Her er meget ramponeret efter de endeløse drukfester, man holder der. Fra vinduer og døre i kareerne og de små flade bungalovs lyder en sønderrivende larm fra diskoagtige latinamerikanske rytmer. Huset vi skal bo i ligner et offentligt toilet. Væggene er afskallede og sengene fladmaste af mangen en munter lørdagsknaldeaften. Vi fordeler os på værelserne. Lars og Lene tager familie- dobbeltværelset, pigerne tager et børneværelse, og jeg og Kirsten, som er en frisk alenepige med ben i næsen, tager værelset på første sal.
Vi går ud og inspicerer området. Der er hundredevis af tomme bungalovs, den ene mere smadret end den anden. Det er ikke sæson endnu, så vi har stedet nogenlunde for os selv. Dog er der gang i huset lige overfor, hvor nogle fyre er ved at slæbe kasser med øl ind til aftenens festligheder.
242

Ikke langt fra vores bolig ligger stranden. Den breder sig ud, så langt øjet rækker med blødt gult sand og store Atlanterhavsbølger, som slår op mod os. Vi dypper fødderne og føler, at det nok skal gå alligevel.
Bag vores bungalow ligger to store hoteller med restauranter og bar, og der går vi over. Der er fart i løjerne, ser det ud til, og nu virker Cuba ikke så trist endda. Vi slår os ned for at spise. Zigøjnermusikere kommer hen til vores bord og spiller indsmigrende melodier for os og vores fordøjelse, og maden er ikke så ringe endda.
Bagefter går vi i baren, hvor et orkester, bestående af gamle mænd, forsøger at piske en stemning op. Det lykkes dog ikke med os, og vi prøver i stedet hotel nr. 2. Vi smutter forbi et hegn og ind på et stort område med scene og spotlys i vilde farver og optræden af en amerikansk crooner bistået af en flok store sorte kvinder i tylsskørter og netstrømper og heftig “erotisk” udstråling. Publikum er ellevilde, og mange er berusede. Stemningen er ekstatisk, og det vare ikke længe før mine to damer har opnået “kontakt” og svæver væk i vrimlen. Jeg kender efterhånden turen, og selvom Magdalena beder mig om at blive, takker jeg hurtigt af og begiver mig tilbage til huset. Her sidder Lars, lene og Kirsten over et glas vin. Mens jeg er alene med dem, giver jeg dem et hurtigt resumé over min og pigernes tur indtil nu. Jeg synes, de bør vide hvordan det forholder sig. (Det er altid noget. Ærlighed
243

frem for alt. Men fortalte du hele sandheden, og er der overhovedet en “sandhed” i den forbindelse?)
Som passende illustration af mine beskrivelser kommer mine veninder hjem kl 4 om morgenen og begynder straks en mindre fest i deres værelse, hvor husets beholdning af øl bliver drukket under højlydt palaver. Lars dukker op og forsøger at dæmpe dem ned, og jeg gør også mit bedste for at få dem til at falde til ro. Så kommer Lene ind og begynder at græde. For nu ryger de nemlig i totterne på hinanden, og sådan noget har den unge pæne læge og hans nygravide kone aldrig set før. Ned på gulvet og blodtud og hår som rives af og skrig og en flaske, som flyver gennem værelset.
Jeg kæderyger cigaretter og føler mig nærmest som professionel domptør, mens Lars forsøger med sine “medicinske” overtalelsesevner. Vi får skilt dem ad. Nathalia kommer ind i stuen og ligge, og Lene tager hende i terapi. Der udgyder hun sine sædvanlige historier fra sin barndom, og fra den gang hendes far døde. Det er meget godt alt sammen. Jeg har hørt det tusind gange, når hun er fuld, og jeg orker simpelthen ikke at høre det mere. Magdalena bliver sammen med mig og beretter grådkvalt om, hvorledes hendes storebror engang voldtog hende og meget mere, som jeg ikke bliver spor overrasket over at høre. Jeg kender ham. Han er et svin.
Til sidst falder vi alle i søvn og roen sænker sig over huset. Pyha, for en nat!
244

Næste dag dukker en stor sort fyr op sammen med sin spanske ven, og de inkvarterer sig lige så frimodigt i vores hus. Det er kutymen her i det store socialistiske fællesskab, og jeg kan intet gøre.
De slår sig ned i et værelse ved siden af pigernes, og jeg aner de fremtidige komplikationer. Nå, men vi skal ind til Havana og have vores billetter bekræftet og købe lidt ind, så fyrene bliver ladt tilbage, og jeg håber de er forsvundet, når vi kommer hjem.
I Havana er der lange køer foran fødevarebutikkerne. Ventetid på over to timer på grøntsagsmarkedet for at få et snollet salathoved o.s.v. Sådan er det, i dette land som kalder sig socialistisk, og som jeg ikke ved, hvad er for noget. Udstilling med Castros og Ches fly og motorbåde som relikvier fra den gang revolutionen rasede. Store billeder af lederne i partiet, som er vredt udseende gamle mænd. Åh så trist, så trist det hele. Alt er gået i stå. Dynamikken mangler. “Revolutionen” ER sket.
Vi spiser ost og drikker rødvin i en restaurant, som skal forestille et pakhus med billeder af alverdens eksotiske varer malet på væggen, og inde ved siden af er supermarkedets hylder gabende tomme, og betjeningen halvsovende piger, som sidder og piller næse. Desserten får vi i et thehus hos to sure damer med hvide kyser, som blander sød buddig med rom og forgifter mig. Jeg må gå om bag et skur og kaste op!
245

Det hele er iscenesat fra oven som et skuespil, hvor alle har deres rolle og mekanikken knirker som var det en gammel udslidt lirekasse, der spiller sin endeløse dødsmelodi.
“Cuba libre” er “Cuba Isolata” med støtte fra Rusland, og hvis man mener det var “værre”, da amerikanerne var her, så må det have været rigtig slemt. Men jeg skal ikke politisere, og i det store og hele ser folk jo meget tilfredse ud. Hvilket nok skyldes, at alle de urolige sjæle, kunstnere, intellektuelle og individualister, har forladt landet. De kedede sig ihjel!
Vi tuller tilbage til vores ferieparadis, og næste dag er stranddag med sol og kun lidt blæst. Vi bader i det voldsomme vand og løber op og ned og tegner figurer i sandet.
Om eftermiddagen sætter jeg en flaske rom på bordet. Lars og Lene vil rejse i morgen på grund af balladen i går. De orker ikke at være sammen med os mere, så jeg laver lidt afskeds- festivitas. Vi spiller kort, mens vi drikker, og Magdalena bliver i betænkelig grad varm i min nærhed, og mange ting, som jeg troede var forsvundet, kommer op til overfladen igen. Fyrene dukker op og går ned efter en ny flaske rom, og efterhånden bliver stemningen rar og afslappet. Nathalia forsvinder med den ene fyr og jeg taler i lang tid med Magdalena oppe på mit værelse. Hun og jeg er pludselig vældig tæt på hinanden, føler jeg. Jeg gider ikke drikke mere, men de andre fortsætter.
246

Magdalena glemmer sin armring fra Jamaica oppe hos mig. Jeg vil gå ned og aflevere den, når jeg har sovet lidt.
Jeg lukker døren op til deres værelse, og her ligger Magdalena så med røven i vejret, mens den store sorte dreng står bag hende med en lang stiv pik parat til angreb! Jeg aner ikke mine levende råd, men springer alligevel frejdigt hen til sengen. Sætter armringen på hende, idet jeg siger: – Du glemte den! Hun ser op på mig med halvåben mund og stønner: – Ja, ja! Så trækker jeg mig skyndsomt ud af rummet. -Sådan er det bare, tænker jeg træt og føler stikket i brystet. Så lægger jeg mig og falder i søvn.
Nogle timer senere kommer Lars op og siger, at Magdalena er fuld, og at de ikke kan have hende med ud at spise. Jeg går ned, fyren er skredet, og ganske rigtigt er hun i højt humør. Vil have mere at drikke og fjanter rundt, det bedste hun har lært. Jeg siger til de andre, at de skal tage afsted, så kommer Magdalena og jeg senere, og det gør de.
Vi er alene Magdalena og jeg. Vi har været tæt på hinanden i dag, og hun er lige i det “humør”, så jeg spørger:- Skal vi bolle?
-Det kan vi da godt, svarer hun, og så gør vi det…
Så gør vi det, jeg har drømt om på hele turen, og det er dejligt for os begge, – tror jeg. Jeg elsker hende. Ja, for helvede, hvor jeg elsker den lille kvinde! Men, – for der er et men, og det kommer vi til. For nu tramper jeg rundt i min
247

lykkerus uden at ænse noget somhelst. Jeg er bare så glad så glad (efter endelig at være nået i “mål”) og lægger slet ikke mærke til min lille venindes følelser. Det skal fejres, at jeg har fanget mit bytte langt om længe, og her begår jeg min generalfejl. – Indset, men for sent. Alt for sent.
Djævelen optræder på arenaen.
Vi skal med til middagen, selvfølgelig skal vi det, og vi løber hånd i hånd ned til bussen, som kører os til Hotel Mirasul, hvor de andre venter. Mens vi kører lægger Magdalena sig tæt ind til mig og siger: – Nu skal du altid passe på mig, ikke? og jeg svarer stolt: -Det kan du bande på, jeg skal. Jeg lader dig ikke ud af syne. Du er min nu i al evighed!
Jeg kan mærke, at hun føler sig tryg i mit selskab og bliver endnu mere overmodig.
På det store hotel har Lars, hans kone og Kirsten fået plads ved et bord i festsalen tæt på scenen, hvor et show er i gang. En entertainer råber op om en konkurrence, som skal afgøre, hvem der er den dejligste pige i aften. – Hvem ellers end Magdalena, tænker jeg. – Hun er jo min, og så skal hun da også præsenteres! Djævelen har rakt sin hånd frem, og jeg griber den med begærlighed. Jeg har det som efter en jagt. Langt om længe skal byttet vises frem. Jeg trækker hende op på scenen. Arrangøren placerer hende i en række ved siden af nogle andre lidt tykke og ikke særligt kønne piger. Så råber
248

han ud over forsamlingen, at man også vil kåre aftenens grimmeste mand, og idet han gør det, tager han mig i armen og stiller mig ind i en række med mænd af forskelligt udseende. Afgørelsen skal falde efter en klappetest. De fleste af pigerne får kun spredt bifald. Først da man når til Magdalena brager klapsalverne gennem salen. Hun får overrakt en stor buket blomster og rødmer genert. Derefter skal der vælges den grimmeste mand. Igen spredt bifald indtil de kommer til mig. Atter højlydte bravo råb og larmende klapsalver. Altså bliver jeg den grimmeste og Magdalena den smukkeste. Hvilket par!
Under den efterfølgende middag er stemningen trykket. Især Kirsten bryder sig ikke om min opførsel overfor Magdalena, sådan at udstille hende, og både Lars og hans kone er helt kolde i hovedet. Men det er ikke nok, for nu kommer et optog af store frygtindgydende papmachefigurer ned til vores bord.
Magdalena får overrakt endnu flere blomster og en stor æske chokolade. Det bliver for meget for hende, og pludselig ser jeg, at hun græder. Det er det totale sammenbrud. Med mine handlinger er det lykkedes mig at udstille hende som et stykke nedlagt vildt, hvor sandheden om hendes naturlige frihed er dræbt. Hun vil hjem, og selvom jeg forsøger at trøste hende, hjælper det ikke.
Jeg går sammen med hende ud for at vente på bussen, men da den kommer, vil hun ikke med. Jeg får hende dog
249

lempet op, og på vejen råber og skriger hun hele tiden og vil af. Hjemme prøver jeg at berolige hende. Jeg kan nu se, hvor fuldstændig tåbeligt, jeg har båret mig ad. Alt det bolleri på turen betød intet for hende imod det ene at bevare sin dyd og ikke hoppe i kanen med mig. Da hun så gjorde det, var det det største skridt, hun nogensinde havde taget i sit liv, og så gjorde jeg det til et skuestykke. En præstation og ikke en kærlighedsakt. Hun er helt fra den og løber ned mod stranden. Jeg løber efter hende, og med et går hun lige ud i de store bølger. Strømmen er farlig her, og vi har fået strenge advarsler om ikke at gå for langt ud, når vi bader. Det går op for mig, at hun vil drukne sig. Jeg bliver panisk og løber efter hende og snupper hende ind igen. Så går vi op, og hun plukker blomster og synger klagende på grønlandsk, som var hun i en helt anden verden, og lige pludselig stikker hun af igen ned til stranden. Jeg efter hende og ud i bølgerne og hente ind. Vi er begge drivvåde, og sidder i sandet og puster udmattede. Hun spørger, om vi ikke skal gå ud og dø sammen. Jeg svarer, at jeg føler mig glad for livet, og at jeg synes vi meget hellere skal gå op og sove. (Det er lige, hvad der mangler! Hvor dum kan man være? Mageløs til idiot har jeg sjældent mødt. Fy for Satan!)
Vi rejser os og går langsomt hjemad, da hun nu for tredie gang stikker af og løber fra mig. Hun får et ordentligt forspring og kommer ned i brændingen og ud i havet, før jeg kan nå at gribe hende. Da jeg kommer derned, ser jeg
250

hendes buksedragt stikke op et stykke ude i strømmen. Det er med nød og næppe, jeg får fat i stoffet og får hende trukket i land. Jeg ryster over hele kroppen. Hun ville virkelig drukne sig. Hvad har jeg gjort?
Hun følger med som i trance op til huset, hvor jeg frotterer hende varm og putter hende i seng som et lille barn. Jeg trækker dynen godt op og giver hende et let kys på panden. Så
falder hun i søvn.
Jeg går ned til havet igen og ud i brændingen, som opsluger mig. Strømmen er stærk. Jeg kæmper ikke imod længere. Har intet at leve for mere. Vil bare dø.
Dør.
251

97/97
252

Der er.meget, jeg ikke ved. Men derfor behøver jeg jo ikke at gå i stå.Mågerne kredser om mit vindue her i Istanbul, mens jeg sidder og spiser morgenmad. Nu og da kaster jeg lidt brød ud til dem, men de når ikke at gribe det, og det falder i stedet ned på gaden, hvor de ikke tør flyve for at samle det op. Vi var til fodboldkamp Brazilien/England ude i en Pub, hvor man kunne følge begivenheden på storskærm. Det var en meget lang vandretur gennem det meste af Istanbul, som til tider fik mit gamle hjerte til at springe et par takter over. Under kampen indtog vi et måltid bestående af en aflang pizza, bønner og humus. Dertil drak jeg en flaske alkoholfri øl og Jonathan fik klemt 4 store glas med én liter stærk øl ned, og blev derfor en smule snaldret, dog uden på nogen måde at miste kontrollen. Da jeg tilsidst ikke kunne slæbe mig videre, sprang vi på en taxi med nogle englændere, som stod af lidt længere fremme, hvorefter vi kørte hjem. 

   Her er fantastisk med tusindvis af mennesker. Vi var oppe i den blå moské og høre bedesang så jorden skælvede, da det er ramadan nu, og alle skal faste. Men vi faster ikke. Vi spiser dejlig mad hele tiden, på nær lige da vi kom Da fór vi ud på den første den bedste lille bix som serverede nogle gennemkogte optøede blæksprutter, som jeg måtte lade gå urørte tilbage til køkkenet, hvor de kom fra. Jonathan fik noget kylling og ris, som var tilforladelig. Men bare det at komme i hus efter al renderiet i lufthavn og togstationer og du ved, det stressende med at vente i køer, før ens bagage skal gennemrodes og senere, når man skal ind og ud af de forskellige lande med deres paskontroller og lange rækker af utålmodige rejsende, som alle er trætte efter den lange flyvetur fastklemt i de trange flysæder. Vi fik noget snitzel, som jeg havde bestilt til fortæring ombord, og det var altsammen så udmærket.

   Der var strenge krav til vægt og omfang af vores rygsække, og min lille digitale vægt blev Ivrigt anvendt, for at undgå strafgebyr og overvægt. Pyha. Jeg bliver altid så spændt over al denne kontrol. Det minder mig om alle mine eksaminer gennem et langt liv i samfundets tjeneste.

   Vi bor med udsigt til Bosporus og skibene, som sejler forbi, og Jonathan beretter gerne om dette trafikale knudepunkts historiske betydning. Han læser jo historie, så det er meget interessant at høre ham fortælle.

I dag er det mandag, og vi venter på regnen hører op, så vi kan begive os ud i byen på vej til “Grand Bazar” for bl.a. at finde en taske til Suely.. Spiste herlig tyrkisk youghurt og drak the med citron i, mens Jonathan var i bad. Vi finder hver vores plads og ruter her i det lille værelse, og badet er stort og fint og rent, så ingen beklagelser udover når han finder, at jeg støjer for meget, når jeg udstøder mine lykkebrøl lige efter den kolde dusch!

   Vi spiste på en fin restaurant med servile tjenere: lammekød og kylling. Min veganerisme er svær at holde med det store udbud af herlig tyrkisk mad, men det er jo ikke en fanatisme hos mig…

   Jeg hævede for 5000 kr Lira i forgårs, da vi var på fodboldpub for ikke at komme i karambolage med tjeneren, fordi vi ikke havde nok tyrkiske penge at betale med. Det blev en hulens masse 200 Lira sedler, som jeg. nu går med hængende om maven i en pengekat. Jonathan får sin andel undervejs og har derfor et rådighedsbeløb til sig selv. Alt er således i perfekt balance.

   Han kom lidt for sent til trappen op mod “Burger King” den gang i fredags, da vi skulle afsted fra København, men det skyldtes, at han bare havde siddet og ventet ovenpå i restauranten mens jeg stod dernede og ventede på ham.Alt kørte fint i Bandholm, hvor jeg brugte nogle dage med nedtælling til afgang fra busstoppestedet med at bringe alt i orden og veje rygsæk og “personal item” op til de berammede 3 og 8 kg, som “Pegasus airline” forlanger. Vi fik en kyllingesnitzel i flyet og the og cola og flyveturen gled smooth.

   Nu er vi på sidste dag. I aften bliver vi hentet af vores tyrkiske ven, som for en gigantisk overpris af 35 euro vil tage os til Istanbul airport, hvor flyet afgår 04.30. Det er aftalt, at han skal komme kl 23, og måske er det lidt for tidligt, men så har vi god tid til al bagagehalløjet og kontrolvanviddet, før vi kan stige ombord og flyve til Beograd, hvor vi skal skifte en gang i morgen tidlig til flyet mod København, som skulle lande 8.30. Spændende!

Det har været helt forrygende lige fra den første dag, hvor vi fandt den lille grønne park med springvandet, og jeg satte mig på en bænk og spiste en appelsin eller også var det noget andet, jeg spiste, mens to katte sloges om en krumme, jeg kastede ned.

   Lidt længere fremme lå en smøge omgivet af gamle faldefærdige huse i krasse kulører. Det ville jeg male en dag, tænkte jeg, men det blev ikke til noget, da jeg hurtigt fandt andre motiver, som jeg kastede mig over. Jonatan siger, at jeg er meget optaget af at få min vilje, når vi skal vælge, hvor vi  vil gå hen. Det er hele tiden en balance mellem to viljer, når vi rejser sammen, men så giver vi bare hinanden noget tid alene, og så falder det hele som regel på plads. Dog var der en vis form for irritation at spore, da vi var færdig med det tyrkiske bad, og jeg ikke kunne finde nøglen til omklædningsrummet. Det var en dejlig sauna, hvor jeg lagde mig ned og kiggede op i kuplen med de runde huller, som dampen kunne slippe ud af. Jonathan fik massage på en stor marmorbriks, mens jeg løb frem og tilbage mellem kummerne med skyllevand og det varme rum, uden dog at kunne blive helt kold, fordi alle kummerne kun indeholdt varmt vand, og der var heller ikke nogen kold dusch desværre. Bagefter sad vi lidt udenfor og redede de mentale tråde ud mellem os, idet der havde hobet sig lidt skidt op på trods af det dejlige varme bad.

   De første dage spiste vi på forskellige restauranter og den allerførste aften på en tilfældig valgt, som viste sig at lave nogle ualmindelig elendige Calamares, som vi blev nødt til at sende uspiselig tilbage. Dog var maden, som Jonathan fik Ok.Men alt det har jeg jo skrevet tidligere, så det er bedre, at jeg holder mig til teksten, som den udfolder sig her i Istanbul nye voluminøse lufthavn, hvor vi ankom for et par timer siden og nu er klokken snart halv tre om natten og vi skal flyve klokken 04:30 om ca 2 timer. Vi kom frelst gennem Security check også med den medbragte yougurt, som jeg lige har spist. Nu er Jonathan ude og tisse og det skal jeg også, når han kommer tilbage og børste tænder efter de klæge små kager, vi har medbragt fra bageren nede i kælderen, hvor vi gik hver aften inden vi gik op og så fjernsyn på cromcasten, jeg havde medbragt hjemmefra. Bageren var en sur ældre herre, som slet ikke var interesseret i at sælge sine boller, der iøvrigt smagte fortrinligt. Så fortrinligt, at der efterhånden hobede sig flere dusin af dem op i vores skab ovenover køleskabet, men dem har vi nu taget med og skal spise i flyet på vej til Beograd, hvor vi skal skifte fly over til et, som går til København, hvor vi efter planen skal lande i morgen tidlig kl 8:30.

  Vi har to dage i træk været på sporvognstur op til Taksimpladsen og den store hoved og handelsgade, som strækker sig helt ned til vandet og Bosporus, hvor de fine fra Istanbul promenerer og viser deres nye outfit frem. Der er store bølger, som stammer fra alle turistskibene, som sejler frem og tilbage med mennesker, der vinker til os inde på bredden. Jeg blev grundigt narret af en iskagesælger, som slyngede en is op i hovedet på mig, for at få mig til at købe den. Men det ville jeg ikke på den måde, så han fik den i hovedet igen. Tænk, han ville have 250 Lire!  Lidt længere nede ad gaden købte jeg en fin sorbet-is i vaffel for bare 60 Lire. Man bliver nemt snydt her i Tyrkiet! Jeg sad foran det store mindesmærke og. ventede på Jonathan, som var ude og købe en skjorte. Mens jeg ventede, spiste jeg en tomat, jeg havde købt hos en lille købmand lidt længere nede ad gaden.

   Vi går meget på denne rejse. Mange tusinde skridt hver dag. Så passerer vi en lille vegetarrestaurant, som Jonathan ikke vil ind i, og som jeg gerne vil besøge, men det bliver ikke til noget, og så er jeg lidt sur, men så går det over, når vi er gået lidt videre og har fået øje på noget andet. Ellers kan det ske, at vi bliver enige om at gå hver for sig, og så falder der ro over gemytterne,  når vi får lov til at gå og standse op som vi vil. Bagefter ringer vi til hinanden og aftaler at mødes igen og gå videre sammen. Det fungerer meget godt med både at gå sammen og hver for sig. Vi var nede ved færgelejet for de store skibe, som sejler over på den anden side af Bosporus, men nøjedes med at bruge terminalens toilet. En anden dag var Jonathan gået alene helt ned til en mole yderst ude på halvøen, hvor de stod og fiskede efter små sardiner. Den tur tilbragt vi sammen dagen efter, og der var en dejlig park med grønne plæner og høje træer, som man kom igennem, før man nåede vandet med fiskerne. Da vi skulle tilbage, misforstod jeg planen og troede, at vi skulle samme vej. Da det viste sig at vi skulle gennem en stor bydel i stedet for, blev  det anledning til et mindre skænderi, som blev løst ved, at vi alligevel gik tilbage gennem parken.

   Den dag, hvor ramadanen sluttede bevægede vi os gennem en menneskemængde, som fyldt hele pladsen foran den store moské Hagia Sofia. De sad allesammen og spiste mad, som de havde fået udleveret gratis fra de omkringliggende restauranter, og der hvilede en særlig fred over dem i deres tro, mens alle minareterne udsendte rungende bønner på arabisk. Det kunne ikke undgå at virke på mig som et tegn på, at menneskeligt fællesskab alligevel er muligt, og jeg blev underligt rørt over hele sceneriet.

Gennemsigtigt. Glas. Røg. Røgelse. Dyr. Mad. Skole og opdragelse. Tvang. De andre og mig selv. Mig selv skabt af de andre. Alene i verden. Palle alene i verden.

Er nu kommet hjem og læser digte.

Skriver digte om Jonathan, som var min rejsekammerat på turen til Istanbul. Han gik og jeg gik i hans fodspor, når jeg ikke sad og tegnede med mine farveblyanter og den sorte tusch. Det var det bedste. At sidde og tegne træet på pladsen med obelisken. Mens solen varmede og folk gik forbi og Jonathan lige pludselig sad ved siden af mig. Så fortsatte jeg bare med at tegne. Træet og dets skygge på jorden. Og fliserne, som strakte sig hen mod mig i perspektiv. Det kunne jeg godt lide. Også da jeg tegnede den Germanske fontæne, og glemte min hat, som vi måtte gennem alle de restauranter, vi havde besøgt bagefter for at spørge om jeg havde glemt den der. Det var lidt hårdt, for jeg holdt meget af den hat. Gudskelov kunne jeg købe een magen til hos “Pont de Neuf” på Nørrebrogade, da jeg kom hjem. Så nu har jeg stadig min  ynglings hat!

Nu bliver jeg træt af at læse al det lort, de skriver på fb, så jeg lukker ned og sætter mig stille og roligt ind i dine tanker. Hvem er du? – om jeg tør spørge. Denne krop, som ved at trykke på en overflade medfører, at skrifttegn opstår foran mit blik. Skrifttegn jeg tyder som “mine”. Ved Gud, jeg ved det ikke. Jeg ved i bund og grund ingenting. 

Solen skinner på mine kinder. I dag var jeg i bad nede på badeanstalten. Der var meget lavvandet. Jeg mødte to personer på vej derned. De sagde, at det var godt bagefter. Så jeg sprang i og fandt ud af, at de havde ret, fordi jeg havde det meget bedre bagefter badet end før.

En mageløs ligegyldighed griber mig.

Tager mig om skuldrene 

Og skubber mig ned i dybet.

Det afgrundsdybe hul 

I jorden 

Lige under

Her hvor jeg sidder 

Og skriver mens jeg kigger

Ud ad vinduet foran mig

Her i stuen

Som er køkkenet lige nu,

Hvor jeg sidder og skriver og venter på i morgen skal komme og sætte mig fri til at gå lige hvorhen jeg vil på færgen fra Ystad til Rønne, som jeg skal være på kl 16:00 sammen med min datter og mit barnebarn, fordi vi skal til Bornholm og besøge min anden datter som er min første datter som Johnny siger. Han siger så meget. Han er antropolog og har lært en masse om os mennesker på universitetet. Han lærer for øjeblikket på en institution for misbrugere. Det er også mennesker. Misbrugere. Man kunne også kalde dem dyr. Eller individder. Eller karakterer. Det kalder man dem i fiktionens verden. Så hedder det karakterer. Det er, når de er færdigdannet i en speciel stil eller udtryk, at man kalder dem karakterer. Det er ikke nogen virkelige mennesker af kød og blod, men blot en beskrivelse af en bestemt type, så man kan genkende dem i forhold til, hvad man sådan møder i virkeligheden. Måske er det for, at man kan genkende dem som nogen, man har mødt og har dannet sig et billede af inde i ens hoved, eller hvor det nu er, at den slags information eller data ligger. Så siger man: – Ja, det kender jeg godt. Det har jeg set en gang nogen opføre sig som. Så siger man: Det ligner virkelig sådan en idiot, sådan som den der karakter er beskrevet. Jo flere detailler, man kan lægge ind i en sådan karakter, des mere virkelig forekommer den. Til sidst kan man ikke kende forskel på beskrivelsen og det beskrevne og kommer nu nemt til at leve i en verden af illusion, hvor man dækker sine indtryk med de billeder, man har i erindringen i forvejen. Derved får man et forhold til virkeligheden, der hviler på det, man kender til. Som sådan vildfører man sig selv ind i litteraturen. Nemlig i beskrivelse af det kendte i stedet for at erfare det ukendte, som i virkeligheden er det eneste, der er.

Nå, men det vil jeg lade ligge.

Snart er det nat her i Bandholm, hvor vi skal have en ny købmandsbutik. Hvor vi kan hente vores pakker og ikke skal køre helt til Maribo hver gang. Men det betyder, at nogen skal oprette et ApS selskab, og det er der ingen, der vil tage ansvaret for, så det har nok lange udsigter inden vi får den købmandsbutik. Istedet skal jeg gøre min båd i stand og det kom jeg godt i gang med, da jeg spildte diesel ned på mine pæne bukser!

Jeg har besluttet mig for at skrive lidt igen. Hylsteret er ved at blive fyldt, og jeg holder ikke ud at bære på al det lort længere. Derfor må det ud på hvilken som helst måde. Sidespor vil forekomme, og det kan jeg ikke gøre noget ved. Til sagen. På onsdag rejser jeg til Sicilien. Onsdag morgen med bus her fra Bandholm osv. I grunden har jeg slet ikke lyst. Vil meget hellere blive her i min trygge hule og gå tur og bade og …

   Men det er lige netop dette “og”, som betinger min afrejse herfra. Som afgør, at jeg tager afsted. Det sker momentant. Bynke og Johnny er stadig på Sicilien, og det har inspireret mig til denne tur. De beskriver i deres Messenger beskeder, hvorledes der ligger aske i gaderne fra Etnas sidste udbrud i august, og det tænder mig. Dér må jeg hen, og så er der varmt og smukt og bjergrigt og Italien!

Det er morgen mandag den 30 sept. Her i køkkenet skinner solen ind ad de let snavsede vinduer, som jeg, så snart jeg kommer hjem fra Sicilien, skal se at få pudset. Nede i havnen ligger Gith og gynger op ad den hvide boje, jeg fik af Suely og Kurt. Den var drevet iland i deres have fra søen, deres hus ligger ved. Jeg har lige spist et æble, imens jeg venter på, at Bank Norwegian skal ringe mig op. De siger, der er lang ventetid, og så kan jeg jo lige så gået skrive lidt, tænkte jeg. Jeg har pakket det meste og håber ikke, at min.rygsæk overskrider de fastsatte mål for håndbagage hos Norwegian. Når de engang har ringet, og jeg har fået besked på mit spørgsmål, vil jeg køre til Maribo og købe en ramme til mit sidste lille billede, jeg tegnede på veststranden på Femø. Jeg skal også have noget mere magnesia, da min mave ofte blive lidt forstoppet, uanset jeg spiser en masse salat. Sådan er det med den gamle krop. Den har sine små skavanker, men i det store og hele går det udmærket. Jeg får badet næsten hver dag, og vandet er begyndt at blive crispy-koldt, så man kan sige, at vinterbadesæsonen er gået i gang.

   I radio og tv snakker de hele tiden som en opskræmt hønsegård. – Vi må gøre noget, siger de hele tiden. – Der må handling til. Men det store spørgsmål er, om ikke det netop er al denne “gøren”, som er årsagen til hele misæren. – Og det derfor er som at kaste benzin på et bål for at slukke det, at man ustandselig først tænker og derefter handler, således at responsen på problemerne hele tiden hviler på et fiktivt grundlag.

   Det tror jeg. Jeg tror vores opfattelse af tid er et falsum. Jeg tror ikke, at der er noget herfra og dertil. Jeg tror i det hele taget ikke på andet end øjeblikket. Og det er altid levende og ikke noget med igår, i dag og i morgen udover, hvad der er praktisk nødvendigt for at nå bussen! 

   Som jeg tidligere har sagt, er verden levende, og det må man selv finde ud af, om man tror, den er. Det kan man kun gennem endeløse eksperimenter med sin egen tankevirksomhed, og man ser da, at den dybeste indsigt er den vanskeligste at finde, fordi den netop ikke kan skabes som tanke. Den opstår ganske af sig selv og kan ikke fremprovokeres. Den er som en sommerfugl, der uanmeldt flyver forbi dit ansigt. Eller som blæsten fra havet en sommermorgen. Eller som et smil, du møder på din vej.- Og så må man være parat hele tiden, for man ved aldrig, hvornår den kommer, og den parathed kunne man kalde opmærksomhed. Ikke noget som kan opøves, men mere en tilstand, når man har opgivet enhver form for vinding her i livet. Det glider gennem ens hænder uden at man holder fast. Frygten ophører og solen skinner. Tak.

Men de ringer stadig ikke fra banken, og jeg ved snart ikke, hvor længe, jeg gider at vente på de stakkels medarbejdere derinde i København eller i Oslo eller hvor det nu er, at Bank Norwegian holder til.De sidder der på deres kontor og taler i telefon hele dagen. Det må heller ikke være sjovt, så måske skulle jeg bare vente på dem. Jeg har jo ikke travlt. Min bagage er stort set pakket. Jeg har lavet en ekstra taske til at have inde under frakken, så selve rygsækken ikke bliver for tung. Resten af tingene så som brilleetui og andre småting må jeg have i lommerne. Så må vi se, om jeg bliver anholdt og må betale overvægt. Vi må se. I øvrigt fik jeg købt mig en smart lille Faber Castell æske med akvarelfarver og indbygget pensel og vandtank, samt en handy blok med akvarelpapir. Det bliver spændende at afprøve, når jeg engang ankommer til Sicilien. Jeg tager afsted onsdag morgen kl 10 med bus her nede fra Bandholm station. Så vil jeg have god tid nok i lufthavnen til at lave boardingpas og måske også spise lidt morgenmad. Det er gudskelov direkte flyvning. 3 timer til Catania, hvor der efter sigende er 30 grader! Og jeg bliver sågar også hentet i lufthavnen af min vært. Dog skulle han have 50 euro for det…

Jeg har ikke travlt. Hvorfor skulle jeg have travlt? Jeg skal ikke nå noget. Hvad skulle jeg nå? Hvad?

  Nu bevæger jeg mig som det passer mig. Stille og roligt i overensstemmelse med mit gemyt. Det er ikke så svært. Faktisk meget simpelt. Det glæder mig at være simpel. Simpelthen.

Torsdag Stazzo Sicilien den 3 okt 2024.

Jeg er ikke “nogen”. Fri og frels mig fra at være “nogen” det er dog det sygeste, man kan tænke sig. Rend mig i røven!

   Nu vil jeg gå ud i livet og finde en strand.

Og det fandt jeg efter megen møje. Det er lige her nede til venstre for huset, jeg bor i. Det er forresten et dejligt hus med køkken og. bad og det hele og et fint sengetæppe, som jeg fik værtinden til at finde til mig under en gammel seng, som står inde i dagligstuen, hvor der i øvrigt også er fjernsyn med nogle italienere, som snakker uafbrudt med vilde fagter og gestikuleren. Først virkede det ikke, men så pludselig virkede det, og så lukker jeg for lyden og hørte dansk radio i stedet for. Meget underholdende, imens jeg indtog min dejlige mad, som jeg havde købt nede i byen i en butik ved siden af købmanden, som solgte færdigpræparerede bøffer lige til at tage hjem og stege på panden. Det var ikke bøf, jeg spiste, men en superfin salat med lidt løg og et par små tomater. 

Nu sidder jeg her, og det er fredag morgen den 4 okt og jeg skal rejse herfra på mandag om morgenen kl 10. Jeg har fundet et busstoppested lige her neden for huset. Der er en seddel som siger at bussen kører til Acireale, hvorfra forhåbentlig der går en bus til Ragusa. Måske over Catania, og så tager vi det med. Oplevelser. Jeg mødte en ældre tysk mand, som meget venligt viste mig vej til stranden eller nærme klippekanten med de farlige skær, hvor jeg kunne bade. Der havde i sin tid været en metaltrappe, men den var fjernet. Måske af stormen. Hvad ved jeg. I hvertfald var der ingen trappe og jeg måtte glide ned ad en slippery (det var, hvad den tyske man kaldte klipperne) lavasten mod bølgeskvulpet, som slog ind fra Middelhavet derude i det fjerne mellem enorme vulkanske formationer. På noget tidspunkt lykkedes det mig dog aldrig helt at forlade mit sikre greb om stenen, jeg sad på, og helt slippe kanten og lade min krop svømme frit ud i havet. Det var simpelthen for usikkert, om jeg nogensinde kunne få ordentlig fat og komme op igen. Derfor nøjedes jeg med at lade kroppen overskylle af det skønne middelhavsvand uden på nogen måde helt at miste grebet om kysten. Det var bedre end ingenting og forfrisket og glad tørrede jeg mig i de medbragte hvide håndklæder fra huset og gik opad den snoede sti over farlige store sten, som man skulle passe godt på ikke at falde over, hvorved man nemt kunne komme til skade. Den ældre mand som viste mig vejen forbi det lille kapel, som nok er rejst for søfarere, der er forulykket på kysten i tidens løb, påpegede hvor vigtigt det var at se sig for, og det kunne jeg kun give ham ret i. Jeg fylder jo 84 på onsdag, og det ville være ærgerligt, om man ikke kom til at opleve dagen!

   Købmanden fandt jeg langt om længe. Noget egentligt supermarked findes ikke i nærheden. Så skal man gå 5 kilometer og det gider jeg ikke. Men han har det meste og er hyggelig, og igår mødte jeg en mand fra Schweiz, som jeg roste for hans land, som jeg jo elsker.

Efter denne lidt uheldige badetur, ville jeg se, om ikke der skulle findes bedre steder, man kunne komme i vandet uden risiko for druknedød og lignende, og fandt på min vej ud langs kysten i den modsatte retning af, hvor mit hus ligger, et rækværk med en trappe, som førte ned til en lille lagune, hvor der stod en ældre hvidhåret herre med slaskede lyseblå badebukser og balancerede på et stort lavaplateau med direkte adgang til det indbydende lyseblå middelhavsvand. Han havde lige været i og jeg kravlede straks ned til ham og fik fortalt, at jeg også gerne ville bade. Han svarede, at det var nemt at komme i og viste mig vejen ned forbi en lille hylde som bølgerne skyllede ind over. Det var lige mig, og få minutter efter lå jeg og svømmede frit i det velsignede 20 graders varme salte fluidum.

Sat. 5. Okt 2024

En lille myre kryber hen over mit skrivebord her i Stazzo denne skønne morgen, hvor solen stod strålende op fra en skyfri himmel allerede kl 6.45, mens jeg var oppe og tisse efter en afslappende nat i den store dobbeltseng med det orangespraglede tæppe over det tynde lagen, man ellers bruger som eneste dække i de varme nætter heromkring, men som jeg bad Sara, min værtinde, om at supplere med tæppet, som hun fandt under en anden seng inde i stuen. Lejligheden er perfekt til mig. Jeg koger æg og laver salat med tun i køkkenet, sover herskabeligt i soveværelset og har alle mine ting og tegneredskaber velorganiseret linet op på skrivebordet, som jeg for øjeblikket sidder og taster på min ipad ved.

   Endelig fik jeg lavet min første akvarel ude ved klipperne bag det lille kapel, hvor jeg badede første gang. Det er en særdeles vanskelig vandretur ud over de skarpe og faretruende løse lavaklipper, og jeg tror ikke, jeg vil gå den tur igen. Dog er der nogle smukke Magnolia Grandiflora derude, som jeg godt vil tegne, så nu må vi se.

   I overmorgen skal jeg videre. Det bliver lidt mærkeligt, nu hvor jeg er begyndt at falde til på dette fortrinlige sted. Jeg har planlagt at tage den lokale bus hernede fra busstoppestedet, som kører til Aceriale, hvorfra turen går videre enten med tog eller bus til Catania. Her skiftes til bus mod Ragusa, og hele forløbet er helt afhængig af, at den lokale bus kommer til den berammede tid. Derfor besluttede jeg mig for at teste om der overhovedet var en lokalbus her i byen. På skiltet ved busstoppestedet stod tiderne, og på det bemeldte klokkeslet stillede jeg mig op, for at se om der overhovedet kom nogen bus. Som tiden gik blev jeg mere og mere skeptisk, men så; ude i det fjerne dukkede en lille bus med skiltet “Acireale” over forruden op, og glad var jeg, da jeg nu kunne være sikker på, at der også ville være en bus til mig på mandag morgen, når jeg skal afsted.

   Idag vil jeg bade fra mit nye sted, hvor der også er en bænk, som jeg sad på igår og påbegyndte en tegning. Det er skide dejligt det hele, og jeg nyder faktisk at være her. Dette fremmede sted, hvor alt er nyt, og hvor jeget, som skriver, ganske tydeligt fornemmer, at det i bund og grund er en fiktion. Tingene løser sig i deres eget tempo. Basis er i orden, og alt udspiller sig selv i matematisk orden. Tiden er slet ikke lineær undtaget i busplanen. Den er ekspansiv og udvider sig konstant lige som universet, der altid udvider sig, og som kun er beskrevet som endeligt af den menneskelige tanke, hvis fundament er kausalitet. Som jeg altid siger: Universets udvidelse er stationær. Der er plads nok. Det er os, der forklare udvidelsen med en årsag, “Big Bang” og dermed introducere den tankeskabte opfattelse af tid. Tid er et operationelt begreb uden egeneksistens. Basta!

   Og dermed kommer vi til tanken og tænkeren, hvor selve identifikationen af tanken som en “tænker”, der tænker tanker, er den fundamentale årsag til, at vi som menneskehed, sapiens – den der tænker – er noget så alvorligt på skideren, at det er svært at forestille sig, at nogen eller noget nogensinde har været mere på skideren end os.

  Krig og vold og lort og pis og klamme mennesker med kunstig intelligens, som plæderer for højere pensionsalder og længere arbejdstid og had og undertrykkelse og sult og Darfour, Gaza, Libanon, Hisbolla,Hamas, Ukraine, Kamala, Putin, Trump osv osv, alle disse ord og betegnelser, som den menneskelige hjerne slynger om sig med for at “forklare”og “beskrive” det indlysende, at vi er på skideren mere end nogensinde før i den såkaldte historie, som man kan læse om i den udmærkede bog “Sapiens” skrevet af den Isralske historiker Yuval Noah.

Det er blevet søndag. Den 6 okt. 2024. Det år jeg fylder 84. Denne måned den 9. Det kan jeg jo ikke gøre meget andet ved end acceptere det. Hvilket hermed er gjort.

   Jeg fik endelig orden på den forbandede rejse til Ragusa. Da jeg så efter, hvad tid toget skulle afgå fra Acireale, viste det sig, at der slet ikke gik noget tog før sent om aftenen med ankomst til Ragusa over midnat. Pis, og jeg som stod og ventede på den forbandede bus til Acireale, for at se om den virkelig eksisterede og blev så glad, da den endelig kom, måtte nu skuffet indse, at selvom jeg tog bussen i morgen, så ville der slet ikke være noget tog at køre videre med.

   Som nødløsning kunne jeg selvfølgelig gå de 6 km langs kysten, men med fuld oppakning og ad dårlig sti var det ikke nogen rar tanke. Nej tak. Så var der den anden station med togafgang fra Stazzo, nemlig Guardia Mangano S. Veneria, som ligger 7 km væk. Der går ingen bus til, og i går aftes besluttede jeg mig for at prøve at gå turen til fods. Det var i skumringen. Solen var gået ned, og himlen farvet rosa og violet bag den store vulkan, som ombundet af lette hvide skyer tittede frem med sit karakteristiske krater lige foran min næsetip. Det var en smuk aften. Helt stille med duft af græs og blomster fra haverne, jeg passerede. Jeg gik godt til, og i begyndelsen, hvor vejen steg, mærkede jeg med stor glæde, hvor godt jeg havde det af at bevæge mig og at mine knæ nu så ud til at fungere upåklageligt. – Men så, med eet ændrede situationen sig til det rene helvede, for om det nu var fordi jeg blot skulle forbandes, eller det var tidspunktet, der var forkert valgt, ved jeg ikke, men som lyn fra en klar himmel blev vejen fyldt med gennemkørende biler med høj hastighed. Jeg ved godt fra tidligere rejser, at italienere kører vildt, men det her var det rene vanvid. De drønede forbi og lod ikke megen plads tilbage på den snævre vej til en ensom vandrer som mig. Jeg måtte presse mig ind mod rækværk og hegn og vægge, for ikke at blive ramt, når de kom ræsede afsted, Så blev der en lille pause i trafikken, og jeg åndede lettet op, for kort tid efter atter praktisk talt at blive torpederet af en ny fartgal italiensk bølle. Hver gang de passerede råbte jeg ad dem. “Fuck jer” og gav dem fingeren vel vidende, at det skulle jeg nok ikke gøre, for tænk hvis de standsede og gav mig tæv lige som ham manden i Århus, som slog hånden hårdt ned på bilens tag, fordi han mente, at jeg var på vej ind på cykelstien – hvad jeg faktisk var… Nå, men bilerne fes forbi mig hele tiden og gjorde turen, der var begyndt så smukt, til en lidelse. Da jeg så, at der endnu var 3 km tilbage til stationen, gav jeg op og vendte om og gik tilbage ned ad bakke nu i venstre side, så jeg kunne se og afværge en kollision, når de kom farende imod mig.

   Jeg nåede min lille købmand og tog nogle tomater og en dåse sardiner med hjem til aftensmaden. Citroner havde han ikke nogen af, så dem måtte jeg undvære.

    Spiste resten af min tunsalat og gav mig til at skrive til min vært for at bede ham om at køre mig til Guardia Mangano S. Veneria i morgen kl 10, Jeg bruger Google translates, og det virker fint. Han svarede, at han ville køre mig uden beregning, og glad var jeg.

   I morgen kan jeg derfor påbegynde min videre rejse mod Ragusa over Catania, som tager ca 4 timer.

Ellers tilbragte jeg dagen i går med at bade fra mit nye sted. Det var lørdag og mange mennesker havde søgt mod havet. Søde folk med børn, som behjælpeligt gelejdede mig ned over de skarpe sten, så jeg kunne dumpe ud i lagunen og svømme som en fisk i vandet. Da jeg kom op, havde jeg det skide skægt med at stille sten i balance ovenpå hinanden og dekorerer dem med smukke stykker træ, som havet havde slidt glatte. Det var små transiente monumenter, som jeg fotograferede til eftertiden inden de blæste væk. Mindede mig om Giacometti figurer i al deres spinkelhed. Rigtig sjovt at være skulptør det skrøbelige øjeblik, tiden er.

   Om eftermiddagen færdiggjorde jeg min tegning af Strandpromenaden med de kæmpemæssige sorte vulkanske sten. Den blev ikke lige så god som min akvarel, men ligemeget, den blev færdig. 

   “Blue Bar” hedder stedet nede ved havnen, hvor folk mødes og drikker kaffe. Det måtte jeg prøve og bestilte en vaffel af butterdej med ost og spinat. – Sagde damen, der ekspederede, og så var den alligevel også fyldt med skinke, som jeg så spiste, og som trods alt smagte meget godt. Fik the i en lille kande dertil og sad og betragtede de andre gæster. En ældre skaldet mand lignede Picasso på en prik, og ved siden af mig sad en familie med en lille pige, som ustandselig ville ind og ud under bordet. Jeg tænkte på Oscar og på hvor ens børn er. De vil bevæge sig og lege og eksperimentere lige som jeg, inden de bliver tæmmet af de voksne, og det hele hører op. Da jeg gik derfra var jeg i dårlig stemning over den menneskelige adfærd, og først, efter jeg havde sidder på en bænk nede ved havet og tegnet, vendte mit gode gamle humør tilbage.

Ps. Man ser ingen elbiler hernede. Italienerne udsender giftig CO2 med stor fornøjelse og forbrænder olie i høj fart…Grøn omstilling er ikke på mode på Sicilien.

Det er morgen den 7 oktober, og jeg skal afsted nu. Videre til Ragusa, og jeg er mærkeligt vemodig over at skulle forlade dette sted Stazzo, hvor jeg har haft så fine oplevelser. Lejligheden, jeg har boet i, har vist sig at være aldeles fortrinlig med dejligt bad, køkken, stue og meget fin seng at sove i. Klipperne og badelagunen perfekte, og byen hyggelig på nær det med bilerne. Nu koger vandet til min the. Jeg har pakket min rygsæk. Klokken 9.30 kommer min vært Antonio for at køre mig til stationen. Jeg har lige sat et æg over til at blive blødkogt, og må passe tiden. Derfor alt i alt et superfint ophold her, hvor solen atter en gang kommer frem på himlen i fuldt orangefarvet lys, og jeg er parat til at møde verden og nye eventyr som de måtte udfolde sig.
Ægget er færdigt nu.

Det er virkelig interessant, det her. Det må jeg sige nu om morgenen, hvor jeg faktisk har sovet ganske godt i den store dobbeltseng op ad væggen mellem de to lamper, hvoraf den ene kan lyse. Den anden kan ikke. Det er som at komme fra asken i ilden. Dette “hotel” som faktisk hedder “Fortuna” hvilket betyder Lykke eller held, og det havde den del af mit sind, der let bliver irritabel over ting, som ikke passer ind i dets forestillingsverden, ganske svært ved at acceptere som noget, der var overgået det. Værten modtog mig med åbne arme og et krav på 42 euro, som han fortalte, var skat til staten. -Så skylder du mig ikke mere, sagde han, og så var vi gode venner. Han viste mig rundt. Der er to køkkener. Et nede ved indgangen og et oppe på 1 sal, hvor mit værelse er. Begge er ganske rodede og beskidte. I ved, når alt, hvad man rører ved ligesom er fedtet og klæbrigt, og der står gamle gryder med madrester på bordet og i vasken. Jeg valgte det på 1.sal og ville straks i gang med at lave mig en kop the. Men det skulle jeg ikke have gjort, for mens jeg holdt lighteren hen for at tænde gassen, sprang meterhøje flammer op mod mit ansigt, og det var med nød og næppe, at jeg ikke fik min sparsomme hårvækst brændt af. – Det var lige, hvad der manglede, tænkte jeg. Nu er vi igang. Velkommen til Ragusa! Fra dette nulpunkt begyndte det imidlertid at gå bedre. Jeg fik snakket lidt med en marokkaner, som arbejder her med at renovere stedet, og udvekslede ideer med værten, som viser sig at være professor i filosofi på det stedlige universitet. Efter at have fundet et overordentlig velassorteret supermarked og fået købt ind til de basale nødvendigheder besluttede jeg mig for at prøve at komme til dette meget omtalte IBLA, men da var det sen aften, og jeg så, at vejen var længere end jeg havde regnet med, så jeg vendte om og gik “hjem”. Det er dette med at etablere et “hjem”, når man er ude og rejse på egen hånd, der i første omgang kræver en hel del forberedelser. Overhovedet at finde ud af, hvor man er, er i sig selv noget af en opgave. Man skal ligesom have alle koordinaterne i orden påny. Det brugte jeg flere ture frem og tilbage til supermarkedet på. Så kunne jeg også købe en pakke kiks og noget juice ekstra til mit lager af proviant. Jeg skal jo være her en hel uge før jeg tager videre til Syracusa. Nu vil jeg drikke min the og spise min youghurt, før jeg drager ud i den vide verden med tegneblok og akvarelfarver. Ses!

🇩🇰😀🇩🇰😀🇩🇰🌻 Og tillykke med de 84 år kære Jens Michael Høy! Du har alt i alt været
en artig dreng på nær nogle få sidespor, vi ikke her skal komme nærmere ind på. Og nu sidder du i et tarveligt værelse på en besynderlig hotelpension med navnet “Fortuna”, og skal til at skrive lidt om dig selv og det, du oplever her på Sicilien. Det er jo i grunden ikke så galt, vel gamle ven?
Værten, som er russer, flygtet fra Putins greb, inviterede på russisk middag oppe på husets terrasse i går aftes. Der var kylling i et stort fad garneret med kartofler, bananer og løg. Dertil skiver af os og rigelig vin. Han fortalte, at han underviste på universitetet i Moskva i Demografi og filosofi. Meget mærkeligt, men ham om det. Han havde rejst verden tyndt og holdt foredrag mange steder bl.a. i Tunis. Derfor faldt snakken mellem de tilstedeværende, der for det meste bestod af folk fra Tunis, da også om situationen der, hvor der lige er afholdt valg af ny præsident. Senere dukke en yngre mand fra Paris op, så man må sige, at det var et blandet selskab. Det var utrolig hyggeligt, og samtalen var utvungen og interessant. Jeg bistod med mine sædvanlige anskuelser om verdens tilstand, og det så ud til at klinge godt med de andre ved bordet.
Men først var der sket meget andet i mit liv, idet jeg havde påbegyndt min vandring over mod den gamle del af Ragusa, som hedder IBLA, og det viste sig at blive noget af en ekskursion. Først var det meget nemt. Bare over den store bro og så til højre ned gennem en slugt, hvor der var en formidabel udsigt ud over dalen, som var klædt i grønne buske og småskov så langt øjet rakte iblandet små gule huse med rødt tag og i det fjerne denne særprægede barok by IBLA med bygninger i alle former og farver stablet ovenpå hinanden som en kransekage. Der var en stenbænk lige ved indgangen til stien, der skulle føre mig derhen, og der satte jeg mig for at tegne, og snart kom mine nye akvarelfarver frem og syltetøjsglasset med vand, og jeg havde nogle hyggelige timer med at skildre det hele så godt jeg kunne. Da jeg var færdig, gik jeg videre nedad, og nu viste det sig, at det var noget af en vandring, jeg var kommet ud på. Uendelige mængder af trin op og ned, men mest ned, og jeg tænkte ofte undervejs på, hvordan jeg overhovedet nogensinde skulle kunne komme op og tilbage igen! Men videre gik det, og ad smalle gyder og under veje i tunneller lykkedes det mig endelig at nå mit mål, som var en slags centrum for det hele, nemlig Piazza Duomo, hvor der da også var en større turist komsammen. Her var gudskelov en lille købmand, hvor jeg købte en fersken og nogle tomattvebakker, som jeg indtog på en bænk foran kirken. Der holdt en taxa og ventede, og i et svagt øjeblik overvejede jeg at undgå den besværlige tilbagetur og spurgte om prisen. 16 euro. Det gad jeg ikke. Så hellere tage strabadserne på hjemturen som de kom. Der var også en bus, jeg var lige ved at hoppe på, men opgav og besluttede mig for at gå tilbage ad samme vej, jeg kom.
Det var trin efter trin opad og opad, og flere gange måtte jeg stoppe og tage et hvil, men det gik og jeg var oprigtig forundret over min kondition, og at mine knæ, som nu og da giver mig lidt småproblemer, klarede det så flot.
I dag slapper jeg af og går til supermarkedet og køber oliven og i aften har jeg bestilt bord til fødselsdagsmiddag på det lille trattoria på piazzaen nede om hjørnet. Så atter en gang tillykke kære Jens Michael, og nu ringer min datter Bynke minsandten og ønsker mig tillykke med de 84! Kan det være bedre?
Ses.

Så blev det overstået. Denne såkaldte “fødselsdag”, som alle fejrer på een eller anden måde. Jeg fejrede den ved at gå i kirke og bagefter spise kalvekød på et fint trattoria. Det var meget fint, og jeg troede, jeg skulle have kylling, og så fik jeg nogle kødklumper og en stor udkogt kartoffel, som svømmede i en slags suppe. Det var ikke lige mig, men ved hjælp af nogle varme tomatmarinerede oliven og en karaffel vin gled det ned, dog først efter omhyggelig gennemtygning! For at få det hele til at fungere uden bitterhed, bildte jeg mig ind, at jeg var i Grønland og spiste sælkød. Dog skal det siges, at sælkød smager betydeligt bedre end disse senebefængte stykker kalvekød, men som jeg tænkte undervejs, så var jeg nu på en mini ketokur, og så gennemførte jeg.
I dag har jeg det ikke så godt i maven, men jeg kommer vel over det, godt hjulpet af mine medbragte magnesiatabletter…
Min mærkværdige russiske professorvært optræder nu og da besynderligt. Pludselig står han i min døråbning og spørger om han kan få 20 euro, fordi, som han siger, at han kun har kreditkort og skal betale en håndværker med det samme. Nå, jeg giver ham en 20 euro seddel, og tænker bagefter, om jeg nogensinde får den igen. Nu får vi se. Han vil også med mig ud og bade ved Ragusa Marina, men det gider jeg ikke. I går sparkede han hårdt på en dør, for at vise, hvordan tuneserne ødelægger hans hotel med hash og kokain og svineri med prostituerede på værelserne. Det er vist nok et værre sted, jeg er havnet…
Jeg tog ud med bussen fra stoppestedet lige hernede mod Marina og kørte hele turen rundt langt fanden i vold gennem småbyer og flade marker beklædt med plastictelte, der er drivhuse for produktion af tomater til Nordeuropa. Tilsidst så jeg stranden, som er bred og flad og med sand, og der tager jeg nok ud en anden dag for at bade. Jeg blev i bussen hele vejen tilbage til Ragusa og skiftede til anden bus, som kørte til Ibla. Nu har jeg således to mulige måder at komme afsted på med bus. I Ibla fandt jeg en fin plads, hvor der var stole, som jeg kunne sidde på og begynde en skitse. I dag vil jeg køre derop igen og male videre.
Det var begyndt at blive mørkt. En bar med høj musik og ellers ingen mennesker. Der var lang tid til bussen tilbage skulle afgå, og jeg havde bestilt bord i trattoriaet kl 20. Nå, tænkte jeg, – så går jeg da bare hjem, og fandt google frem på telefonen. Det viste sig imidlertid at være noget af en ekspedition, som skulle starte med en smal trappe op i et vildnis af en kløft, som endte i et sort hul, som jeg så skulle begive mig ind i. Der sagde jeg stop. Det kunne nemt blive enden på denne rejse.
Jeg var fanget og gik lidt rundt og ledte efter hjælp. En turisguide kom kørende i en lille Panda, men han var ikke til megen nytte, da jeg fortalte, hvor jeg skulle hen. – Til Fortuna? svarede han. -Der skal jeg ikke op. Det er berygtet, det sted. Narko og kriminalitet. Og han rystede på hovedet og kørte væk.
Så stod jeg der. Hvad nu? Og minsandten om ikke hjælpen dukkede op i form af tre kvinder på vej ind i en parkeret bil. Jeg skyndte mig hen og spurgte, om jeg kunne få et lift op i byen, og de var bare skide søde og ønskede mig tillykke, da jeg fortalte dem, at det var min fødselsdag, og at jeg havde bestil bord kl 8. Det var en tysk mor og hendes to døtre, så jeg fik brugt mit tyske. De kørte mig til døren af “Fortuna”, hvor de smilende og vinkende satte mig af, og snart efter sad jeg ved mit forudbestilte Tavolo i den fine restaurant.
Det var alt i alt en dejlig fødselsdag med masser af hilsner fra nær og fjern. Jeg bliver til på mandag, hvorefter jeg tager til Syracusa. Det er et velrenommeret Airbnb sted, og jeg glæder mig til at komme under lidt mere civiliserede forhold.
Ses.

11 okt Ragusa.

I dag skete der ingenting. Udover, at jeg fik malet det planlagte billede af IBLA i total. Så er det gjort. Så kan jeg få fred. Solen bagte, og jeg måtte flytte rundt på mig selv hele tiden for ikke at brænde op. Til sidst blev det færdigt med de mange små huse og utallige vinduer, som alle kiggede ned på mig. Lige som stjernerne. Dog var det ikke uskyldige barneøjne, men nysgerrige voksenglugger, som glanede mistænksomt ud.
Lige som i går, da der var en, der ringede og sagde, at jeg ikke var empatisk nok overfor ham. Det forstod jeg ikke, og forstår stadig ikke noget af, men måske det skyldes, at jeg accepterer egoisme som en menneskeret, mens han stadig strider med begrebet “uselvisk”. Det er nok det. Moral og alt sådan noget, som jeg jo ikke længere kan forholde mig til som noget relevant. Specielt i denne verden, hvor hykleri og dobbeltmoral florerer mere end nogensinde og vi derfor er tæt på totalt sammenbrud af de sidste rester af verdensorden, der måtte være tilbage.
Så altså, fuck det. Jeg kan ikke være med længere. Jeg skrider ud min egen vej, hvor så end den måtte føre mig. Jeg kan ikke længer spille efter andres fløjte. Jeg spiller min egen sang, og hvis nogen hører den, og bebrejder mig for dens indhold eller lyd, kan jeg desværre kun beklage det, men sådan er det altså. Nu vil jeg sætte af mod stranden og havet og se, hvad der sker. I går fandt jeg ud af, hvor bussen til Siracusa afgår. Den søde pige, som sad og ventede på den, fortalte, at man skulle købe billet over nettet, og det gjorde jeg, så nu er jeg klar til min videre færd her på Sicilien.
Min søn Jonathan, som læser historie, har fortalt noget om nogen, som hed “Vespaerne”, som huserede en gang på Sicilien. Det må jeg undersøge.
Jeg elsker at rejse alene.
Skylder jeg nogen en forklaring? Vel næppe. Men alligevel kommer der een her. For det første er jeg eneansvarlig for, hvad der sker. Jeg skal ikke først konferere med en anden. Derfor er jeg i stand til at reagere på selv meget små ændringer i omgivelserne, som kan lede en ganske anden vej en oprindelig antaget. Jeg bliver bøjelig og fleksibel parat til at acceptere, hvad Jung betegner som synkronicitet, og som i kvantemekanikken hedder entanglement eller sammenhæng. Eller som jeg selv udtrykker det, at verden er en levende enhed uden tid og kausalitet. Det hele sker på een gang, og det er NU.
Det gør min rejse utrolig spændende. Hvert øjeblik er mættet med indtryk, som strømmer gennem mit sind. Dette kan måske lyde egoistisk, men i bund og grund er vi vel alle egoistiske på den ene eller den anden måde. Jeg er det. Det indrømmer jeg gerne med det samme.
Lige nu er jeg taget tilbage til Ragusa Marina for anden dag i træk. Vejret er strålende med blå himmel og 27 grader i luften. Er netop opstået fra havet, hvor jeg svømmede og dykkede som en delfin. Det er lyseblåt og blødt som silke. La Ola beach er den lille restaurant på stranden, hvor de lader mig låne deres private douche, så jeg kan skylle saltet af kroppen. Jeget er en illusion. Derfor har jeg ingen vanskeligheder ved at skrive “jeg”. Det glider ganske stille og roligt. Virkeligheden betinger, hvad der sker. Så simpelt er det.
I morgen kl 14.11 afgår min bus mod Syracusa, og rejsen fortsætter. Desværre glemte jeg at tage mine fine nye Ecco sandaler af, da jeg gik i douche, så de er nu drivvåde og stillet til tørre i solen. Jeg håber ikke, at de har taget skade. De er mit eneste fodtøj på denne tur.
Jeg kommer nok alligevel til at savne dette mærkelige hotel “Fortuna”. Det er som en organisme, hvor der hver dag dukke nye skud op. Fra de mange døre på den lange gang titter de frem hele tiden. De mærkeligste fremtoninger fra Europa, Mellemøsten og Afrika. Til og fra køkken og bad og køleskab, som jeg deler med dem alle. Vi holder hver vores lille afdeling separat, men i går kom jeg alligevel i tvivl, om de 3 æg på øverste hylde var mine eller ej. Jeg tror bare, jeg vil lade dem ligge, når jeg rejser.

Det er alt det ophobede stof, som hjernen samler på for at holde sig selv i gang. Det vi kalder kundskab, viden, erfaring osv, som er byggesten for jeget, og som krampagtigt fastholdes for ikke at komme til at se livets tomhed i øjnene. TAO
Hvor naivt at tro, at denne lille plet har større betydning eller er vigtigere end alle andre pletter i det uendelige univers.
Min nabo Lasse kan ikke forstå, når jeg siger, at vi her på planeten er det endelige bevis på liv overalt i kosmos. At kosmos i sig selv er levende, fordi vores plads er alle steder. Hvorfra kan du vide, hvor du er? Det kan du ikke, så i bund og grund er du alle steder og intet sted. Derfor er det ukendte det egentlige og det kendte en operationel løgn, som skal relateres til det ukendte med meget stor varsomhed, thi det ukendte er fragilt og sårbart, mens det kendte er hårdt, påståeligt, selvhævdende og fascistoidt. TAK.
Hvad ser min øjne? Mine øjne ser opmærksomt på, hvad der sker omkring mig. “Jeg” vælger ikke, hvad de ser på. Jeg ser blot, hvorledes mine øjne fungerer. De observere og drejer hen, hvor de har lyst. Det er meget underholdende at observere, hvad de observere og hvilke kommentarer, der opstår i min tanke.
Således ses hele tiden mig selv i aktion.
Jeg var en gang sammen med én, der ustandselig holdt nøje øje med, hvor mine øjne så hen og kommenterede det, hvis de så mod “forkerte” steder. Det var meget belastende for vores forhold. Det er gudskelov hørt op nu, og jeg ser hen, hvor det passer mig. Også selvom det kan forekomme nogen “forkert”, hvad jeg ser. Sådan er der så meget. Det må man lære at leve med.
Ikke

15 okt Syracusa.

Det var vel nok en forandring! Fra det snuskede “Fortuna” til den klinisk rene Airbnb lejlighed så indbydende som nogen som helst 1.klasses Hotel akkommodation. Morgenbuffet er indkluderer og køleskabet fyldt med vin og små yoghurter til fri afbenyttelse. Rundt om hjørnet ligger “Osteria Terra mia” der desværre var lukket i går, men så hjalp det på humøret at få serveret en fantastisk advokadosalat i den lille vegetariske restaurant Zenzero på Via Gemmelaro efter et forfriskende bad for enden af via Roma ved den lille strand Cala Rosa.
Jeg gik hele vejen derud ved hjælp af et kort, jeg fik af min vært Marilena, og det var sjovt for en gangs skyld at navigere på gammeldags facon uden google map og mobiltelefon. Man lærer hurtigt byen at kende, når man hele tiden skal hæfte omgivelserne op i erindringen, så man hurtigt kan finde tilbage. Det er opgaven, jeg sætter mig selv; at memorerer pejlemærker undervejs, og det er sjovt at genkende bygninger og by strukturer, når man vender næsen hjemad. Det store supermarked “Deco” blev mit første “sted” – udover hvor jeg bor – hvorfra min Siracusa-verden udgår, og det er vel ikke så mærkeligt. Det basale: food, clothes and shelter, skal være i orden, før man kan begive sig ind i det ukendte, hvad sådan en førstegangs vandring i en totalt fremmed by jo er.
Her er ualmindelig dejligt. Især selvfølgelig på grund af temperaturen, der ligger og lurer omkring de 27 grader. Det gør livet let og ubesværet. Folk er venlige, bevæger sig uden hast, og får een til at føle sig som del af det altsammen. Men det er jo også Italien med

denne Fellini-agtige overflod af godt humør og god mad og ældgammel kultur, der stikker hovedet frem alle vegne i arkitekturen og i udgravningerne af gamle romerske ruiner.
Jeg nyder at indsnuse det hele og falder ind i en tøjbutik, hvor der er udsalg af nogle lækre blå herrebukser til halv pris. 40 euro, ca 300 kr, og det kan jeg ikke stå for. Jeg har kun ét par lange bukser med, og de er begyndt at revne forskellige steder, så jeg måtte have min lille syæske frem flere gange, for at rimpe sprækkerne sammen. Det kan ikke blive ved med at gå! Derfor købte jeg bukserne, der har dejligt mange lommer, som kan knappes i, og stoffet er blødt og behageligt. Jeg tager de gamle bukser ovenpå de nye, når jeg skal op i flyet, for ikke at overfylde min rygsæk!
Stranden dukkede op for enden af Via Roma, og den bestod af småsten og et violetblåt vanddyb, jeg ikke kunne betragte ret længe, før jeg lå og flød i det. Små fisk svømmede nok så venligt rundt omkring mine fødder, og bagefter var der bruser med ferskvand til fri afbenyttelse! Ren luksus, som indbød mig til at stable sten i balance og spille en lille melodi på min mundharpe! Jeg fik tegneblokken frem, for her var modeller i massevis, som ikke tog notits af, at jeg sad og skriblede lidt. De var alle mest optaget af deres huds kulør, som de uophørligt søgte at øge brunheden af, uagtet at risikoen for malignt melanom steg i takt dermed.
Jeg smører mig grundigt ind i faktor 30 og holder mig mest i skyggen, når det er muligt. Her var det imidlertid svært, og jeg måtte til sidst klatre op ad trappen, for at komme væk fra den bagende sol. Nu var maven også begyndt at melde sig, så hvad var mere naturligt end at finde vej hen til Bynke og Johnnys hof-spisested, den lille vegetar-restaurant Zenzero på Via Gemmelaro. Her sad to damer ved et lille bord, og da jeg havde bestilt min salat og sat mig ved det andet bord, varede det ikke længe, før samtalen mellem os hurtigt drejede ind på vegetarisme og fordelene ved at undgå “Meat”. Jeg fortalte lidt om de danske grisetransporter og den psykologiske betydning af “kød”. Det ledte os ind på ideen om vold og aggression som udtryk for adfærd i det hele taget. Hvor det at slå ihjel for at få noget at spise indebærer ufølsomhed i modsætning til det at ernære sig vegetarisk. Måske det var en lidt højtravende samtale, men det gjorde ikke noget, for vi var rørende enige om, hvor godt vi havde det ved de små borde i den smalle pittoreske gyde hos de to elskelige gamle mennesker, som tilberedte vores dejlige vegetariske mad!
Der er kommer to nye beboere til i lejligheden. To ældre italienske mænd, som ikke gør meget stads af sig. Jeg har mit eget lille kammer med tilhørende badeværelse, og køkkenet deler vi uden besvær. Nu vil jeg gå i seng. Madrassen er hård og rar at ligge på, og I morgen er der atter en dag med et hav af oplevelser forude!
Ses🙏

17 okt Syracusa.

Nu skal jeg snart hjem. Har været nede og “prøvegå” ruten her fra, hvor jeg bor og hen til rutebilstationen. Bussen til Catania lufthavn afgår på lørdag kl 15. Jeg går hjemmefra kl 14. Så er jeg i god tid. Mødte en kat, som jeg snakkede lidt med. Den var meget opmærksom. Der fløj en fugl hen over gården, hvor vi stod, og den reagerede øjeblikkelig.
Det er meget skægt med al det kunstige intelligens, alle taler om. Som om vi behøver det. Som om vores egen intelligens ikke er god nok. Jeg tænkte, (på engelsk – det gør jeg en gang imellem) : “The highest intelligens is in your own body, when not influenced by anybody ore anything, and especially not by your own little stupid, petty and indifferent self.”
Det lød jo meget plausibelt, så det skrev jeg ned og tænker stadig over. – For hvad er det, vi vil opnå med kunstig intelligens? Som altid, når vi opfinder noget, er det med en forventning om at gøre vores liv bedre, og det kan jo også godt være, at man kan bruge AI til f.eks at gøre organiseringen af busdriften i Nordeuropa mere effektiv. Det skal jeg ikke affærdige, men hvis man tror – og det er det, der er problemet – at man kan gøre livet lettere for det enkelte menneske, hvis de bare får AI som ledetråd i deres liv, så tror jeg, at man er alvorligt på vildspor.
Den gode Yuval Noah Harari nævner som eksempel, hvorledes muligheden for at skabe en relation melle AI og det enkelte menneske i form af en art “dating” allerede nu er aktuel. Det vil sige at “fremmedgørelsen” bliver total, idet man ikke længere selv bliver i stand til at skelne mellem den virkelige verden og den artificielle.
Derfor er det jeg siger. Giv agt! Ingen nok så sofistikeret teknologi kan nogen sinde hamle op med din egen “indbyggede” intelligens. Dog er forudsætningen selvfølgelig at man bruger den hele tiden i sit daglige liv, og ikke blindt lader sig vildlede af nogensomhelst ydre faktor det måtte være, og det er kun det enkelte mennneske, som selv kan finde ud af, at sno sig udenom. Ingen anden end du selv alene.
Sådan er det bare. Punktum.

.

Jeg elsker mine blyanter i det camouflerede etui. Dem elsker jeg. Det kan vi ikke komme udenom, og jeg elsker at tegne. Som i går på stranden, hvor jeg fangede den hvide præst i fuld levitation over den afbalancerede stenfallos, som ingen på noget tidspunkt havde tænkt sig skulle spille så stor en rolle. Men det gjorde den. Lige som den lille pige i den blå dragt, der i går aftes opstillede verdensordenen på stranden ovre på den anden side af Ortega, hvor solen er længere fremme, fordi den vender mod vest.
Kvinden i den lange røde kjole med det målløse ansigt og manden i den blå jakke, som ganske ugenert står og pissede i havet, er begge udtryk for denne altoverskyggende ignorance som så mange mennesker i disse tider besidder. Damen i den grønne badedragt og den spekulative solbrændte mand er et ægtepar, for hvem livsvejen totalt er kollapset. Ude til højre i billedet ses Brigitte Bardot som ung, der udstiller sig med numsen i vandskorpen for en flok frække drenge oppe på klipperne. De to piger, som sidder på stranden ved siden af den røde dame, har en samtale kørende om, hvorvidt de skal spise fisk eller skaldyr til aften. Babyen i forgrunden er forladt og glemt af sine forældre under et skænderi om mandens utroskab med deres hushjælp. Jeg selv sidder i båden på vej til nye eventyr!
Således er alle placeret på det billede, jeg elskede at tegne.

19 okt Syracusa.

Det er alt sammen det, den lille dansende dreng i forgrunden forestiller sig. I virkeligheden eksisterer intet af det, vi ser på billedet.
Den lille dreng er mig.
Og jeg sad der under paraplyen og tegnede, mens regnen silede ned.
Og jeg skal rejse herfra i dag og har slet ikke lyst til at komme “hjem” til “Danmark” osv, men det skal jeg altså, og derfor er jeg stået tidligt op for at smøre mig en madpakke til turen gennem de utallige Security check og boarding passager og så sandelig også som proviant under et ophold i Budapest, hvor jeg må lægge mig, hvor jeg kan med min rygsæk som hovedpude og afvente flyet mod København, som afgår søndag morgen kl 9.
Nu ringer den store katedral med sine klokker en fredelig morgenmelodi som ekkoer ud over den ganske by Siracusa og melder om en ny dags komme. Det blæser voldsomt, så mine gardiner flagrer i vinden, og det ser ud til, at vi atter får en dag med kraftig regn. Det gode vejr med varme og sol er ovre, og det er passende at rejse herfra. Desværre nåede jeg ikke at komme ud og se det store græske teater, hvor sågar Bob Dylan en gang skulle havet spillet koncert. Det må jeg gøre næste gang, jeg kommer hertil, hvad jeg givetvis gør om Gud, eller hvem det nu er, der bestemmer, vil…
Min båd ligger i Bandholm havn og venter på at blive taget op på land næste søndag. Måske kan jeg stadig nå en lille sejltur til Fejø inden den 27, hvor kranmanden kommer. På en måde bliver det meget rart at komme nordover og føle vinterens komme. Det er trods alt deroppe jeg bor. I Bandholm. Lysmøllegade 9A. Ved siden af mine gode venner Lasse, Kurt og Jens Christian og ikke langt fra Suely, som forhåbentlig har det godt og vil komme og besøge mig en dag. Lige som Suien, Bue, Oscar og Jonathan, samt Bynke og Johnny og Hans, Betty og Ernst jo altid er velkomne, hvis de skulle komme forbi.
Vi ses!❤

1

Et menneskeligt forløb. Eftersom retningen er givet, er bevægelsen det eneste af betydning.
Om nogle minutter er vi døde. Vi lever i skyggen af døden.
Således talte han den dag i toget.
Han skriver: – Jeg må hellere allerførst meddele Dem, min ærede læser, at alt hvad De fra nu af
kommer til at høre fra min mund, er den rene skinbarlige sandhed. Jeg helmer ikke eet eneste
sekund, før sandheden er sagt. Så er det sagt, og behøver ikke at blive uddybet yderligere.
Derfor tillader jeg mig nu at kalde mig selv Olaf. Det gør det hele meget nemmere. Olaf er en 75
årig afdanket tandlæge med fortid i både Afrika og Grønland. Han er omgivet af utallige skrifter,
han nu i sit efterår er i gang med at bringe sammen til en helhed. Et af skrifterne handler om en
rejse han foretog sammen med en eskimoisk kvinde fra Scoresbysund. Han skriver: – Nu sidder
jeg på en restaurant og har netop indtaget et herligt måltid bestående af spagetti salat og tages
suppe. Vi dvs Marie og jeg ankom til Østrig i går, og tog straks til Neustift et godt stykke oppe ad
Stubaital. Deroppe indlogerede vi os i en lille alpepension med brede senge og solid morgenmad.
Marie var stadig fuld efter de mange flasker rødvin hun indtog på rejsen i sovevognen. Marie kan
ikke holde sig fra flasken, ligesom jeg ikke kan holde mig fra Hash, så vi er et kønt par. Men vi
elsker hinanden og hinandens svagheder, og er nu endelig kommet fri af København og venner og
veninder derinde. Vi boede til leje hos Jørgine, som også kommer fra Scoresbysund, og som også
er temmelig alkoholafhængig. I hendes lejlighed på Nørrebro kommer de særeste typer. Inden vi
tog afsted kom Henning og Georg og Anne Sofie på besøg. Henning og Georg er nogle driverter,
som Anne Sofie har samlet op nede på Blågårds Plads, hvor de hænger ud og ryger fede. Georg
lånte engang mine oliefarver i den fine trækasse og da han leverede dem tilbage, var alle tuberne
fladtrådte og han havde kun malet eet billede. Det var til gengæld så tykt bemalet, at det vejede
over fem kilo. Ham har jeg ikke det bedste forhold til. Han er lille og tæt, med langt lyst beskidt hår,
krøllede bukser og fingre hvis negle i høj grad trænger til at blive klippet. Henning er Jørgines
kæreste. Han er bogholder og pæn i tøjet, men ikke altid pæn i mælet. Ham holder jeg mig også
på afstand af. Anne Sofie er Maries veninde fra Grønland. Hun er en lækker lille sag med et
gnistrende glimt i øjet og altid med på den værste. Jeg havde et forhold nogle dage til hende, men
Marie blev voldelig, og så måtte det holde op.
Vi tog afsted allesammen. Jørgine og Henning og Georg og Anne Sofie. Marie havde været ude
hele natten. Hun var først kommet hjem, da jeg kom tilbage fra svømmehallen. Hun så noget
miserabel ud, men var i højt humør. Hun kom lige fra Poul, hvor hun havde sovet. Poul er også en
fyr fra de tågede områder bag Nørrebrogade, hvor Marie ind imellem tilbringer natten. Jeg tog det
så roligt, jeg kunne. jeg kunne dårligt begynde at beklage mig, når jeg kort forinden havde manet
Henning til ro, da han begyndte at hidse sig op over Jørgines forskellige forhold ude i byen. Lille
Jørgine gik omkring med fingeren i munden, og vidste ikke hvem af alle fyrene, hun skulle vælge,
og jeg gjorde det klart for hende, at hun slet ikke skulle vælge, men at hun skulle lade valget træffe
sig selv, hvilket hun selvfølgelig ikke forstod et kuk af.
Vi (jeg) fik ryddet op og pakket og kom afsted. Der var stor afsked på Hovedbanegården med
vinken og kram og en kasse øl til rejsen og en flaske snaps i brunt papir, som blev langet ind
gennem kupevinduet, og så satte toget sig i gang og de små mennesker på perronen blev mindre
og mindre og til sidst helt væk. Vi havde liggevogn helt til Munchen og skulle dele kupeen med to
andre. Pigen var keramiker på vej til en veninde i sydtyskland og drengen var tyk og ret besværlig.
Han talte ustandselig og var meget frastødende især på grund af sine dårlige tænder og beskidte
negle på fingre, som hele tide skulle pille ved eet eller andet.
Marie mødte jeg i Scoresbysund. Marie mødte Olaf i Scoresbysund, hvor Olaf var ansat som
sæsontandlæge. Han var inviteret til fest hos udstedsbestyren, en ung mand i tyverne, som ofte
havde små sammenkomster i sit grønne hus på bakken. Olaf og et par stykker af de lokale fangere
sad og lyttede til Dire Strait, mens de indtog stedets foretrukne drink, en blanding af rødvin, øl og
citronsodavand med et skvæt rød ålborg oveni. De var alle ret fulde, da Marie væltede ind gennem
døren skrigende og hylende mens tårerne stod hende ud af øjnene.- Han har forladt mig, råbte
hun. Olaf rettede sig op fra sin sammensunkne stilling i den store lædersofa, og stirrede på denne
pige, som kom skrålende ind i stuen. Hendes øjne var udover, at de var våde også ganske vilde,
og det bekom Olaf godt. Han holdt meget af, at der skete noget ud over de almindelige banaliteter i
livet. Hun var en pæn stor kvinde med faste former, næppe meget over sytten år med langt ravsort
hår og den kæreste stumpnæse, man kunne forestille sig. Hun dumpede ned ved siden af Olaf i
sofaen, og gav sig straks til at fortælle nærmere om sine lidelser.- Det er Svend. Vi har kommet
sammen i over et år. Nu er han rejst. Jeg skulle have været med ham til Danmark, og så skrider
han midt i det hele. Væmmelig er han. Og hun lefler efter sympati, mærker Olaf, som griber chance
i farten og stiller et modspørgsmål. -Hvorfor slog han op? Marie ser gennem sine små
sygekassebriller dybt ind i Olafs øjne mens hun mumler:Han har en kæreste i København. De skal
giftes, siger han. Han har lovet hende det, og så må jeg bare skride. Hun rykker nærmere Olaf, og
Olaf mærker hendes hede sprittede ånde i sit ansigt, men mærkeligt nok føler han det ikke som
noget ubehageligt. Han bliver opstemt ved at se hendes røde kinder og hendes ophidselse smitter
ham.Musikken bliver skruet op på højeste styrke, så det lille træhus ryster, og de tilstedværende
grønlændere giver sig til at danse en mærkelig svingende dans, mens de udstøder hæse brøl.
Røgen er tæt af cigaretter som ligger og oser i en stor skål midt på sofabordet. Marie lægger sine
arme om Olafs hals. – Vi skal danse, hvisker hun ind i hans øre. Vi skal rigtig danse, vi to, ikke?

2
Udsigten er strålende heroppe fra deres vindue. Alpernes hvidklædte tinder indrammer himlen,
som er lyseblå med få skyer i striber henover sig. Oluf er stået ud af den bløde pensionatsseng, og
har åbnet det gamle trævindue og skodderne som sidder foran, og kan ikke få øjnene fra al
skønheden udenfor. Man hører tydeligt lyden fra de græssende køers bjælder og fornemmer en sød lugt af
gødning iblandet duften af nyslået hø som strømmer ind mod ham. Marie sover stadig tungt. Han
bevæger sig over mod sengen på hendes side og bøjer sig ned og giver hende et let kys på
panden, hvorved hun vågner og slår øjnene op.
-Godmorgen min snut, siger Olaf. Hun smiler, og trækker ham ned til sig i sengen, som hun
beredvilligt har skabt plads på idet hun har skubbet dynen væk. Hun ligger nu helt blottet med de
store bryster indbydende vendt op mod ham. Olaf lader sig glide ned ved hendes side idet han
læggger læberne over hendes og giver hende et velfortjent dybt morgenkys. De boller så sengen
ryster og Olaf et øjeblik mister bevidstheden, mens Marie stønner højt. Så ligger de udmattede på
sengen og lader morgenens lyde og dufte langsomt trænge ind i deres sjæle.
Konen som passer stedet, har stillet op til frühstück nede i den lavloftede bondestue som er helt
beklædt med brunt træ og lugter indelukket. De spiser i en fart, og er snart på vej ud i den
dugvåde morgen hen mod stolpen som har vejvisere pegende i alle retninger der byder på
forskellige vandreruter de kan tage. De vælger een som peger ind i dalen, og begiver
sig afsted.
Efter en times vandring opad snoede stier kommer de til et vandningstrug med rindende fjeldvand, som fosser
fra en træstuds ned i det brede kar. Da de er trætte og svedige varer det ikke længe før
Olaf har taget al tøjet af og er sprunget op i karret og det iskolde vand. Han pjasker på Marie , som
bliver en smule sur, men ikke mere end at hun kommer hen, fylder hænderne og hælder den
kølende vædske op i sit ansigt idet hun stønner: – Uh, hvor er det dejligt, det vand. Det er lige som
hjemme i Grønland. Lige så rent og klart.- Olaf pjasker endnu nogle sekunder, så stiger han
splitternøgen op af karret og kaster sig over Marie og vælter hende omkuld i det blomsterfyldte
græstæppe som strækker sig ind over engen op mod de mørkegrønne grantræer,  bagved hvilke
fjeldtinderne rejser sig. De ligger der og han trækker tøjet af pigen, som hviner højlydt af glæde over
tilbederens brunst. De bliver eet mens nogle får nærmer sig oppe fra skrænten, hvor de har
græsset, og lige plidseligt mærker Olaf en varm snude på sin røv, og hører en lyd som fra en
gammel kælling der snorker. Det er et af fårene, der nu ønsker adgang til truget, tydeligt irriteret
over de to væsners selvoptagede klamperi. Han rejser sig fra lejet og Mari løber skrigende nogle
meter væk, mens flere store får kommer til oppe fra højderne.
-Vi må hellere se at komme væk, siger Olaf.- Ellers bliver vi ædt af de bæster-                                                                                                                                 De ifører sig tøj og sko og rygsække og trasker lettede videre. Nogle minutter senere dukker et lille landsted op i det fjerne. De begiver sig rask hen imod det i håb om eventuelt at kunne købe noget spiseligt.

Solen er kommet højt på himlen og de må skærme sig med tørklæder, de har bundet om hovedet
som hjælme. -Se, der står nogen udenfor, siger Olaf. – Vi går hen og spørger om de har noget at
spise. Og de går nærmere huset, hvor en ældre kvinde står og giver et lille lam mælk af en
sutteflaske. -Nej, hvor er det sødt, siger Marie. -Jeg vil hen og røre! Bondekonen smiler
imødekommende, og Marie får lov til at klappe det lille dyr. Konen rækker Marie sutteflasken, og nu
er det Maries tur til at made. Olaf spørger i mellemtiden om de kan købe noget spiseligt. Og snart
er de inviteret om på den anden side af huset, hvor der er en bred træterrasse med storslået
udsigt ned over dalen. Her stiller det rare kvindemenneske minsanten et bord op, som hun henter
fra et skur.Og to stole. Hun byder Olaf at sætte sig og kalder på Marie, der nu er færdig og rækker
sutteflasken tilbage. Hun sætter sig ligeledes, og lidt efter bliver bordet fyldt med ost og skinke
og et stort landbrød og en flaske vin kommer der også! Konen smiler opfordrende: – Dan essen! Og
hun lader de to unge mennesker i fred med deres måltid.

3.
Sporvognen til Fulpmes afgår udfor hovedbanegården i Innsbruch. I den store banegårdshal
sætter de to unge mennesker sig til at vente. Den afgår først en time senere, så der bliver tid til at
spise lidt fra restaurantens udsalg for enden af hallen. De køber hver en sanwich med kylling og
salat og drikker the og æblesaft til. Marie gumler på sin mad mens hun siger:- Det er
skidehyggeligt her i Østrig, og alle folk er så venlige og smiler til mig hele tiden. Olaf ser forelsket
på sin grønlandske veninde og siger:- Det er da klart, så smuk du er! Marie slår ud efter ham. :- Ja,
ja du snakker, men jeg nyder at være her. Og jeg nyder at være her sammen med dig. Så bliver
der et øjebliks tavshed mellem dem. En ældre dame og hendes mand kommer over mod deres
bænk og sætter sig ved siden af dem. De er i deres fineste puds. Konen holder en lille bibel
mellem sine hænder. Manden ser meget alvorlig ud. Da sporvognen kommer stiger de alle på og
med en hvinen fra skinnerne kommer vognene op i fart.  Efterhånden som de passerer flere
stoppesteder fyldes vognen op med søndagsklædte mennesker, som alle ser ud til at komme fra
kirkegudstjeneste, med en lille salmebog i hænderne. Da de når Fulpmes hopper de af
sporvognen, og står nu midt på torvet i en lille søvnig by med kedelige huse og intet, der fanger
deres interesse. Solen er begyndt at bage godt ned mod gaderne og da de ser
en bus ovre på den anden side af torvet, skynder de sig derhen, får at vide, at den kører om 5
minutter og er på vej til Neustift lidt oppe i bjergene. De beslutter sig straks til at køre med, og
efter en halv times kørsel ad snoede bjergveje, holder bussen udfor et ensomt beliggende
alpegæstgiveri, og her vil de blive. Olaf får arrangeret et dejligt dobbeltværelse lige ud til en lille elv,
som larmende baner sig vej ned gennem engen, og de sætter sig udenfor i solen og drikker
apfelsaft og misser med øjnene mod den skarpe sol.
Sengene er bløde som vat, så man synker dybt ned i midten. Dynerne er beregnet på små
østrigske bjergmennesker, og Olaf og Marie har svært ved at finde ro, da de endelig tørner ind
efter et kraftigt måltid med ærtesuppe og stegt fårekød. Men de har hinanden at beskæftige sig
med. Det er hele hensigten med denne rejse, tænker Olaf, mens hans hånd bevæger sig forsigtigt
hen over Maries bryst. Her er ingen forstyrrende elementer med fremmede herrer og værtshuse
som i København. Her er det bare os og hele verden. Det er rejsens egentlige formål. Og han
mumler ind i Maries bløde lille øre:- Vi er bare os to, ikke? Og alt andet er ligegyldigt. Marie
presser sig ind mod ham, og han mærker hendes åndedræt blive hastigere.
Dagen efter er det mandag. De har sovet dybt og godt og duscher i fællesskab før de begiver sig
ned i spisesalen, hvor værtsparret pusler omkring i færd med at berede dem et storartet
morgenmåltid med nybagte gifler, frisk gedeost, blommesyltetøj og havregrød overhældt med
honning. Dertil en velsmagende mælkekaffe og blødkogte æg fra egen hønsegård. Vejret er en smule
mistrøstigt. Der hænger tunge skyer over dalen, og det drypper også lidt, men luften er mild, alt er
udsprunget, hønsene kagler under altanen, og menneskebørnene er i højt humør parat til nye
indtryk og oplevelser.
Der går en sti videre opad mellem de høje graner langs elven som styrter sig ned forbi enorme
klippestykker og stejle jordvolde og udsender en lyd som fra et lokomotiv i fuld fart.   De trasker
afsted i hælene på hinanden og er efterhånden ret svedige da solen begynder at få magt og styrke
heroppe i højderne. Små fugle flyver ustandselig op foran dem og gør at turen hele tiden byder på
nye indtryk. Det er blåmejser som bor i de store grantræer, og som  irriteret over
forstyrrelsen svirper fjerene tæt forbi deres ansigter. Marie får et shock, da en særlig agressiv lille
djævel er tæt på at sidde fast i hendes lange sorte hår. Hun slår ud med hånden og råber :
Diabolo! På grønlandsk, og Olaf griner til hende og stopper op og holder om hende og giver
hende et kys, som hun straks besvarer, og længe står de der højt oppe i de Østrigske alper i det
skarpe skinnende lys fra solen og kysser hinanden på munden. Så stavrer de videre på stien, som
nu næsten helt forsvinder, så de et øjeblik taber sporet, og i forsøg på at finde tilbage er tæt på at
styrte ned af skrænten mod den brusende elv. -Pyha, der var det nær gået galt, siger Olaf, og
Marie har allerede sat sig ned på en tue, for at få vejret ovenpå forskrækkelsen. Men de finder
tilbage på sporet og nu åbner landskabet sig, efterhånden som de stiger højere og højere op i
bjergene. En eng ligger udstrakt foran deres blik. En græsbevokset eng med tusindvis af gule
blomster, og bag den står de store alpetoppe frem med sne som skinner så stærkt, at de må knibe
øjnene sammen,når de ser på dem. Lige, hvor engen slutter og de bare fjeldsider begynder, ser de en
gård med røg op af skorstenen, og der går de hen.
Da de kommer nærmere, ser de et skilt over døren, hvor der står: Gasthof Hertzleben. De bliver
helt euforiske, da det går op for dem, at her kan de få noget at spise. Idet de nærmer sig huset
kommer en ældre mand dem i møde og de hilser på hinanden. Han giver dem hånden, og spørger
hvad han kan betjene dem med, og de beder om vand og noget at spise. Lidt efter er de bænket
omkring et bord i en lille stue, og da manden har lagt ske, kniv og tallerkner frem til dem, kommer
han og rækker en lille hvid tørret blomst til Marie. -Das ist ein edelweiss, fur sie meine dame!
Og hun tager imod den og takker ham på grønlandsk :- qujanaq, siger hun, og uden at nogen af
dem forstår hinandens sprog, forstår de alligevel hinanden. Der kommer varm erbstensuppe på
bordet og store skiver grovbrød og smør i små lerkrukker, og  minsandten også en karaffel  apfelvein
til at styrke sig på, lader det til, at værten tænker, for han sætter sig ved deres bord og skænker op i
et glas til sig selv, og siger “prosit” og smiler til dem med de to tænder, han har tilbage i
munden.

De smider sig i engen, da de har spist og drukket vin, og lader den milde luft og den
varme sol lulle dem i søvn en times tid, mens manden går omkring og ordner ting ved sit hus. Så
vækker han dem og peger over mod engens fjerneste krog, hvor de ser dyr springe afsted. :
-Berggemsen! Siger han. De rejser sig helt op og ganske rigtigt. Der er de små kønne bjerggeder,
man så sjældent ser. De står helt stille og betragter dem, mens de holder hinanden i hånden. Olaf
hvisker til Marie:- Så kan det ikke blive bedre, vel? Og hun ser ind i hans øjne, og uden at sige
noget, svarer hun ham.
Om natten er det fuldmåne. Alle skyerne og regnen er væk. Marie sover tungt under den tykke
dyne. Olaf skal tisse. Han står forsigtigt op, og går ud foran huset, og mens han tisser står han og
lader sig opsluge i universets uendelighed. Glimtende stjerner og musestille er her. Månen er stor,
og lysende. Bjergkammene med sne står som overjordiske monumenter i skarp kontrast til den
kulsorte himmel og de lavere liggende træbevoksede skråninger.Tilbage i sengen lægger han sig
tæt op ad sin kvinde. Hun putter sig ind til ham, og snart sover han dybt igen.

Tegningen er lavet af billedkunstner og ven Karen Hilden.

Tabula rasa
FORELSKET
I.                    
PATMOS
. ELLER
Stop making sense!
1.
Den person, som forekommer her i beskrivelsen, er en ældre
mand på 82 år. Han er høj, spinkel, hvidhåret og duknakket efter
mange års arbejde ved en tandlægestol.
Han er pensioneret tandlæge og er i fuld fart i gang med at
undslippe døden, som han føler mere og mere er lige i hælene
på ham. Febrilsk kaster han sig over det første det bedste fly,
han kan finde for at komme væk fra det altsammen..
Et tilbud om en enkeltbillet til 305 kr til den græske ø Kos
dukker op på hans skærm en onsdag morgen, og han er ikke
sen til at booke sig ind på turen. Det er denne lille tilfældige
hændelse, der sætter det hele i gang. Da han først har ordnet
sin afrejse, må han selvfølgelig også arrangerer resten af turen.
–
For at få cirklen sluttet, som han siger; således at han også kan
komme hjem igen…
Det tager ham flere dage at bestille hoteller og færgeruter, der
passer ind i hans tidsplan, og en gang imellem er han så træt af
det hele, at han mest har lyst til bare at aflyse og lægge sig ind i
sin seng og blive væk i drømmen om evig ungdom.
Men han opgiver ikke, og en kølig efterårsmorgen står han
ved busstoppestedet i sin hjemby og venter på at komme afsted.
Han har en stor sort taske på ryggen og en mindre grøn rygsæk
under armen.. Han har lige været i bad og er til fingerspidserne
klar til at tage afsted..

Det er i dag den 22 sept, og han sidder og indtager en
præfabrikeret tunsalat i afgangshallen i Kastrup lufthavn på vej
mod den græske ø Kos på en billet til 305 kr.
Som altid, når noget foregår spontant, trækker det øjeblikkelig
en følge af uoverskuelige hændelser med sig, der som en
rivende strøm afgør alt, hvad der siden sker. Det er, hvad der nu
skal berettes om..
Han kommer gennem gaten op i flyet uden at blive standset. Det
er en lettelse! Han har den store rygsæk uden på tøjet og den
lille gemt under jakken for at have alle sine ting og sager med
uden at skulle betale overvægt, og det lykkes!
Nu sidder han på sin plads ud mod midtergangen og kan
strække sine lange ben. Han tænker på den ældre dame med
det smilende ansigt, han mødte i toget. Hun fortalte, at hun
dyrkede scuba-diving på Filippinerne. Hun fortalte også om sit
ægteskab med en håndværker, som aldrig var hjemme. Hun
havde forladt ham og aldrig siden fortrudt sin beslutning om at
gå solo.
Hun var som sagt dykker. Sådan rigtigt, med certifikat. Havde
dykket ned til 30 meter. Han fortalte hende om sin klaustrofobi,
når han kiggede op og så havoverfladen højt hævet over sit
hoved. Hun svarede, at det var det, hun elskede allermest ved
at dykke. Den totale ro og afsondrethed og fornemmelsen af
kontrol.
– Mærkeligt, for det er netop det, jeg er bange for. At miste
kontrollen og blive fanget dernede i dybet uden at kunne komme
op.
– Du skal bare dykke noget mere, svarede hun. Så går det
over.
– Jeg har også tænkt mig at tage til Thailand og dykke med
mine børn, tilføjede han..
– God idé. Hold fast i den, svarede hun.
Derefter kom en anden ældre dame med tyndt hvidt hår og
stærke briller ind i kupeen og satte sig. Hun var fra Maribo, men
boede i Køge.
– Nu var de tre i samtalen, og den gik livligt om
deres privilegier som pensionister. Det var en afslappet og rar
atmosfære mellem ligesindede, som varede hele resten af turen
mod København.
Damen fra Køge steg af på Hovedbanegården, og han selv og
dykkerveninden, som skulle til Luxembourg for at besøge sin
datter og svigersøn, fulgtes ad op til lufthavnen, hvor de skiltes i
terminal 2. Her ville han veksle nogle af sine euro til mindre
sedler for ikke at blive snydt af taxachaufføren, når han landede
på Kos…

Lige nu flyver han i 7000 meters højde over Rumænien, og om
en time skal han lande i Grækenland.
Han er glad, hvor han nu er kommet over sine sædvanlige
bekymringer om, hvorledes det hele skal gå. Det går øjensynlig
fortrinligt.
– Det er bare med at komme ud af røret, tænker han.
Han slumrer ind, indtil det siger “Bang”, og en af de “søde”
stewardesser kører en serveringsvogn lige ind i hans højre knæ!
Men han tager det ikke så tungt, for hun kommer hen og
undskylder og giver ham en ekstra kop the. Så sover han lidt
igen, indtil maskinen begynder at vippe fra side til side over
Tyrkiet. Han farer forskræmt op og opdager, at de er ved at
lande på øen Kos i det ægæiske hav.
”Bump” siger det, da hjulene rammer jorden. Et ordentligt
brag! – Som gør ham bange. Men så ruller maskinen og holder
snart efter stille, og han kan træde ud i den 26 grader varme nat.
Han skal allerførst på toilettet og styrter afsted med al sin
bagage under armen. Da det er overstået, kan han endelig tage
sine rygsække rigtigt på. Han er glad over, at han kom glat
gennem Security check med alle sine tuber og cremer mod gigt
og myggestik, fordi den rare dame blot spurgte, om det var
medicin, som han havde i plasticposen. Han svarede “ja”, og så
var den sag i orden.Vægten på de fem kilo var slet ikke noget
problem. Han havde ellers gemt mange tunge ting i sine
jakkelommer for at fordele dem, og havde sin bog “De rejsende”
af Ole Sarvig i hånden sammen med sin Ipad, som han brugte
som boardingpas. Så vejede de heller ikke med, tænkte han,
men der var slet ingen, der tog notits af den ældre herre med
det pæne smil og overvægt. Han gled lige så stille forbi oppe
ved skranken.
Nu sidder han i sit værelse på “Ladikos Beach Hotel”, som er
en kasseformet lyseblå bygning med en praktisk placering lige i
vandkanten, og skriver. Han var en tur rundt i området til
morgen efter en vidunderlig nats søvn under det tynde lagen,
–  Noget, der er tykkere end det, kan man umuligt sove med i den
varme, tænker han.
Det er et intimt lille sted, hvor folk hygger sig på små strande,
der hører til de beskedne pensioner langs kysten, hvor de bor. Absolut ikke noget masseturistområde og derfor meget
anbefalelsesværdigt, tænker han. De serverer omelet (passer til
hans nye “KETO” kur) og græsk youghurt med nødder som
morgenmad. Bagefter vandrer han stille omkring med sin gamle,
brune skindtaske over skulderen for at finder et lille
supermarked, hvor han kan købe en pakke med kamillethe. Han
møder en høne med sine to kyllinger og vil forsøge at
fotografere dem, men de løber væk, før han kan gøre kameraet
klart.
Han aftaler med husværten om at bestille en taxi til ham den
næste morgen kl. 7. Han skal være på havnene i Kos by, som
ligger 40 km væk, senest kl 8 for at checke ind på færgen, som
sejler præcis kl 9. (Med adskillige anløb til små øer undervejs.)
Tiden er knap, og det gælder om at nyde den. Altså springer han
de 20 meter fra sit værelse hen til badebroen og på hovedet ud i
det azurblå og krystalklare middelhav med sin dykkermaske.
Ned til de venlige zebrafisk, som svømmer hen mod hans ansigt
og ønsker ham velkommen i deres element.
Efter et passende hvil i det airconditionerede værelse træder
han ud i middagsheden. ( Det skal her tilføjes, at jeg ikke har
nogen skrupler med at skrive “han” længere, da jeg udmærket
er klar over illusionen, der ligger i at sige det. Det er blot en
“talemåde”.)
Det er brændende varmt, og han søger ind i de små
skyggefyldte gyder bag ved stranden. Der er mange turister,
flest englændere, og han mærker en vis irritation over det
sædvanlige halløj med restauranter i massevis, som alle
faldbyder ting til maven. Han studerer et par spisekort og
beslutter sig for at vente med afgørelsen til grundsulten indfinder
sig.
– Så dukker det rigtige nok op, tænker han. I steder
frekventerer han et stort supermarked lige ved busstoppestedet,
som i øvrigt ikke har busafgang før kl 8 om morgenen til Kos by,
og det er for sent, når han skal med færgen kl 9. Derfor bliver
han nødt til at tage en taxi til 40 euro.
– Æv! tænker han. Han
kører en vis stramhed i sit rejsebudget. Er pensionist, og har
aldrig sparet meget op i sin lange karriere som tandlæge, men
som regel brugt rub og stub på rejser eller kvinder eller begge
dele!
Det store supermarked har en kasse med avocado, der alle er
dårlige, så han nøjes med en ny omgang yoghurt og en flaske
vand samt en pose saltede peanuts. (Han skal huske det med
salt og rigeligt vand!).
Siddende på en bænk i havnen over for et stort schweizisk
sejlskib, mens han observerer en krumbøjet millionær, der nede
i cockpittet foran sin computer er i færd med at handler
værdipapirer.( Sådan får han råd til sit luksusliv), indtager vor
pensionist sine peanuts og sin græske yoghurt og er en lille
smule misundelig over, at det ikke er ham, der sidder dernede
og tæller penge. Da han er færdig med at spiser, drister han sig
til at spørge millionæren, om det er på den måde, han får råd til
sin dyre båd.. Denne svarer grinende, at han er
softwareingeniør og sidder og programmerer algoritmer til store
firmaer. De ler lidt sammen, og han siger “hej” og slentrer, lidt
flov over sin fordom, videre langs kajen..
Om aftenen tager han et dyk og går derefter ud for at finde et
sted at spise. Han finder et nede ved havnen, hvor de serverer
ham en græsk salat med tun samt et pitabrød og en halv flaske
retzina. Der er mange mennesker, og han nyder at betragte
dem. Nogle fodrer fisk ud over rækværket mod vandet, der er
oplyst nedefra. Han ser, hvordan overfladen sitre, når fiskene
flokkes om brødstykkerne. Andre har travlt med at fotografere
sig selv og hinanden. Narkissos har ikke levet forgæves! –
tænker han.
Det er søndag morgen. Hans nat har været rolig med milde
drømme uden konflikt. Han vil ud og finde noget superglue, fordi
hans briller er gået i stykker.
Han finder det i supermarkedet nede ved busstationen. Det er
ikke nemt for ham at lime brillerne. Hans fingre klæber så stærkt
sammen, at huden går af. Men til sidst får han brillerne i orden.
Han spiser en banan til morgenmad og drikker vand med lidt
salt i. Får også købt en advocado ,
– men den er nok dårlig,
tænker han.
– Vi får se, når jeg åbner den…
Han siger:
– Nu sidder jeg og venter på min fisk hos den rare dame, jeg
valgte at spise hos. Ole Sarvig bogen bliver mere spændende
efterhånden som jeg kommer igennem den. Han skriver meget
snørklet, og jeg må tit læser sætningerne gentagne gange for at
forstå dem. Men det er hyggeligt, når man ingenting skal og
bare sidder i liggestolen ved havet og tager det ord for ord. Når
læsningen føles færdig for denne gang, rejser jeg min krop op,
tager mine dykkerbriller på og kravler ned ad stigen udenfor mit
“Beach Hotel”. Her træder jeg forsigtigt på den store sten, hvor
man netop lige kan bunde og holder balancen ved at skovle
med hænderne, før jeg kastes forover af min egen “frie” vilje og
er ude. Straks dukker stimer af sølvglinsende fisk op under mig,
og jeg glider flydende ud over revet, hvor en stor octopus viser
sig og hilser mig med alle sine 8 fangarme!
I morgen tidlig kl. 7 bliver jeg hentet af taxichaufføren, som min
vært har bestilt.
Med nerverne udenpå sengetøjet sov jeg uroligt og måtte op
flere gange for at checke, om jeg var ved at sove over mig. Jeg
fik nogle ordentlige skvulpeture ned i drømmen om længst
forgangne hændelser, der mest handlede om noget, jeg havde
glemt, og som derfor fik fatale følger for min videre færd. Kl 6
sprang jeg imidlertid veludhvilet ud af sengen og gjorde de
sidste forberedelser i den pakkeprocedure, der altid kræver stor
opmærksomhed for ikke at ende med overvægt i udvidet
forstand. Nogle damer, der også var tidligt oppe og som stod og
nød den sprøde rosa himmel og det lyseblå blikstille hav, hjalp
mig med at genvinde roen, idet de gjorde alt for at overbevise
mig om, at taxichaufføren nok skulle komme til tiden. Jeg havde
som sædvanlig forestillinger om forsinkelse og manglende
fremmøde i færgeterminalen. For hvad så? Hvad skulle jeg så
gøre, hvis jeg ikke nåede færgen?.
– Men nåede den, det gjorde
jeg. Hr chauffør ankom punktligt kl 6.45 og kørte mig i voldsom
fart ad snoede veje de 40 km til øens anden ende, hvor
hovedbyen Kos ligger. Her stod en hel flok rejsende og ventede
på færgen som skulle ankomme fra Simi.
Endelig dukkede det store skib op, og jeg blev af
menneskemængden ført ind i dets enorme gab. Her fremviste
jeg stolt min adgangsbillet til den berammede tur mod Patmos,
hvorefter kontrolløren skreg (der var høj motorlarm fra
indkørende biler og lastvogne) ind i mit øre, at denne færge slet
ikke sejlede til Patmos, og at jeg måtte se at komme af, for ellers
ville jeg komme til Bodrum!. Det lød jo meget besnærende for en
eventyrlysten herre som mig at komme et smut til Tyrkiet, men
jeg valgte alligevel at vende om og gå i land igen. Der sad jeg
yderligere en time, før en mindre færge endelig dukkede op og
tog mig og de øvrige 15 passagerer med ombord.
– Og så sejlede vi sørme ud på det græske øhav, som hurtigt
viste sig fra sin mest charmerende side, idet en stor flok delfiner
besluttede sig for at opføre dristige pirouetter i havoverfladen
tæt ved båden i bagbords side. Jeg råbte højt af glæde og
skubbede til en kvinde, som stod ved rælingen dybt forankret i
sin mobiltelefon: – Se der! Se for helvede på delfinerne i stedet
for på din åndsvage telefon! Det forstod hun og gav mig et knus,
fordi jeg havde vækket hende i hendes dødlignende søvn!
Senere blev vi rigtig gode venner, indtil hendes ven dukkede
op og omgav hende med en skærmende duft af aftershave,
mens han sendte mig truende blikke.
Vi lagde til i en yndig lille havn på den ene lille yndige græske
ø efter den anden, hvor jeg sprang op og ned ad lejdere og
stiger for at fange de bedste billeder og videoer, som jeg senere
spammede min familie og mine venner og facebook og
Instagram, og hvad ved jeg, – med…
Sent på eftermiddagen, sejlede vi endelig ind i bugten ved
Skala på Patmos, som jeg forlod i 1978 efter en vanvittig rejse
ombord på sejlskibet Nordkaperen under en storm udenfor
sydkysten af Rhodos. Det var mærkeligt, skal jeg bare sige jer.
For alt var jo forandret, men alligevel ikke. Øen er nemlig noget
helt andet end Kos, der har en lufthavn og derfor tiltrækker langt
flere turister, som, hvis de vil til Patmos, må sejle i adskillige
timer fra ø til ø før de endelig kan træde i land der, hvor
Johannes Teologen for 2000 år siden oplevede apokalypsen.
Mit hotel lå gudskelov kun 3 min. gang fra kajen, hvor vi lagde til,
og her stod værten Jacob i receptionen på sit hotel Villa Zacharo
og tog venligt imod mig og lovede endog at inkludere
morgenmaden i min pension, endskønt jeg ikke havde betalt for
den luksus.
Michael Høy skriver i sin notesbog:
– Værelset er fint med to behagelige senge, køleskab, bad,
fjernsyn og et skønt stærkt wifi, så jeg kan høre jazz på 8eren
og alt, hvad de ellers bringer i dr.dk. Plus at jeg kan spamme
alle, jeg vil, uden at det koster noget. Så der slår jeg mig ned!

Jeg skulle ud og se, hvordan jeg kunne kommer videre over til
Grikos hotel, som ligger et stykke vej væk på den anden side af
øen. Jeg tænkte på at leje en scooter, men fandt ud af, at det
kræver motorcykelbevis, og det har jeg ikke. Så kunne jeg leje
en bil, men det gider jeg faktisk slet ikke. Jeg vil helst gå eller
køre med offentlig transport. Til nød taxi, hvis det er den eneste
udvej. Jeg var inde forskellige steder for at høre, hvad det
koster, og da det var dyrt og egentlig fjollet at begynde at leje
køretøj nu, fandt jeg ud af, at jeg kan komme til Grikos hotel
herfra, hvor jeg nu er, for under 10 euro med taxi, og det blev
løsningen på det problem. Stranden ligger lidt længere ude
langs havnefronten, og her var der en lille restaurant med borde
og stole, hvor jeg fik lov at lægge mit tøj, mens jeg var ude og
dykke og se på fisk. Jeg lovede servitricen, at jeg nok skulle
bestille noget mad, når jeg var færdig med at svømme, og hun
serverede bagefter en ordentlig havbass og et glas kølig
hvidvin, som jeg indtog, mens jeg betragtede en lille dreng, som
stod og fiskede ihærdigt uden at fange noget. Til sidst
svømmede han ud med krogen for at få den derhen, hvor
fiskene var. Derefter kom hans mor og jog ham hjem.
Bag mig sad en lyshåret kvinde og drak Pernod. Hun mindede
mig om Dina, som jeg mødte i London, og som jeg tilbragte tid
med her på Patmos. Men det var selvfølgelig ikke Dina. Kun en
drøm…
Da jeg havde spist, gik jeg hjem.På vejen købte jeg en
advocado hos den søde pige og fortalte hende hemmeligheden
om stilkens farve som tegn på frugtens modenhed. Jeg købte
også en appelsin. Nu må vi se om avocadoen holder, hvad den
lover (stilken er grøn) eller den er lige som alle de andre, jeg har
købt i den sidste tid; pilrådden!
Det var den – næsten! Men der var trods alt mere kød i den
end i de tidligere købte.

Den næste morgen trådte jeg ud på verandaen under
vinrankerne, hvor hotellets store morgenbuffet med mange
slags græsk yoghurt, nødder, æg, kaffe og brød, marmelade og
honning var placeret, og tænk så:
Midt i det hele, som i en drøm, kom en smuk brunhåret kvinde
klædt i en lang løsthængende orientalsk kjole hen mod mig. Hun
satte sig med dansende lethed ved mit bord og fortalte, at hun
var gæst på hotellet.
Han spørger:
– Var du i grotten?
Hun svarer:
– Jeg var der for nogle år siden, men i år var jeg der ikke.
Han siger:
– Sidst jeg var der, satte jeg mig på en stor sten ved hulen, hvor
Johannes havde fået sin åbenbaring og lod blikket glide ud
over øen og havet for at falde til ro efter en frygtelig sejlads,
jeg havde været på med nogle kammerater i et gammelt skib.
Det var om vinteren, og vi blev fanget af en storm ved
sydkysten af Rhodos, hvor vi mistede roret og måtte søge
nødhavn i Bodrum.
– Hvornår var det mere præcist?
– Det var nok i 81, svarer jeg.
– Det er lang tid siden.
– Ja, men det føles stadig som var det i går. Det er mærkeligt;
det er som om tiden slet ikke eksisterer her. Bare det at møde
dig lige nu, forekommer mig en smule magisk. Forstår du, den
gang rendte jeg ind i et engelsk ægtepar, som havde slået sig
ned her på Patmos. Jeg fortalte dem, at mit ophold var helt
tilfældigt, da jeg havde været nødt til at hoppe af færgen her
for at kunne nå en anden færge til Athen. De rystede på
hovedet og sagde at tilfældigheder var noget dumme
mennesker havde fundet på, og at de slet ikke fandtes. Der
var en mening med, at jeg var havnet på Patmos. På det
tidspunkt var jeg ikke særlig bevidst om ret meget. Jeg havde
været i et ægteskab, som var gået i stykker, og havde sagt
min stilling op for at komme ud og sejle. Jeg var kort og godt i
en fase af mit liv, hvor der stort set ingen holdepunkter var. De
fortalte også, at de havde forbindelse til en clairvoyant mand i
London, som de mente, jeg burde besøge, og da jeg ikke
havde andet at lave, besluttede jeg at opsøge ham.
I London blev jeg præsenteret for en ung amerikansk kvinde,
som havde boet på Patmos året tidligere. Hun var ven med
den clairvoyante, og det hele virkede som en slags profeti
med den ene hensigt at bringe os sammen. Hun hed Dina og
vi blev kærester og tog tilbage til Patmos, hvor vi boede i
nogle måneder inden hun rejste til New York og jeg til
Grønland.
– Så I sås aldrig mere?
– Nej
– Det var da trist.
– Det kan man sige. Men det er lang tid siden, og måske var det
bedst sådan. Man kan aldrig vide, hvad der var sket, hvis vi
var blevet sammen. Jeg fór omkring på den tid og var heller
ikke forberedt på et længerevarende fast forhold. Alligevel
nager tvivlen i mit hjerte, og derfor er det, at jeg føler at
skæbnen atter giver mig en chance her .
– Hvorledes det?
– Ved at møde dig.
Hun ser ned i bordet. Så svarer hun:
– Jeg bor i Wien og er skuespillerinde. Jeg har en søn på 21 år
og jeg skriver børnebøger. Jeg er netop ved at forhandle
udgivelsen af min sidste bog med min forelægger. Der har
været visse vanskeligheder i den forbindelse, fordi han
ønsker at lave ændringer, som jeg ikke kan stå inde for. Der
er ikke meget at lave som skuespiller i Wien lige nu, så jeg
tager job som turistguide. Jeg er netop kommet fri af et
forhold til en mand, i hvis hus jeg og min søn boede. Vi måtte
flytte og det hele er derfor ret kaotisk. Du virker sød, men lige
nu må jeg vist nok vente lidt med at involvere mig.
– Det forstår jeg godt.
– Men vi kan mødes her i morgen igen, hvis du vil?
– Det kan du tro.
Det var noget af en overraskelse og med ét gik det op for mig, at
måske var dette møde, hele min rejses hensigt! Hun er på
besøg hos nogle venner, som er fastboende på øen. Det var
dejligt at være i et rum, hvor kommunikationen gled let og
ubesværet – og så med en smuk kvinde! Jeg blev selvfølgelig
tændt, gamle mig, men bevarede roen og holdt hele tiden
tungen lige i munden for ikke at virke anmassende. Jeg rejser jo
over til det andet sted på øen, til Grikos, i morgen, så det blev
kort, men på alle måder overraskende!
Jeg fandt et supermarked og fik købt nødder, appelsin, banan
og græsk yoghurt lavet på gedemælk og styrede direkte mod
stranden, hvor jeg fandt en lille trappe at sidde på i skyggen fra
et stort træ. Efter en svømme-dykkertur ville jeg have min
græske yoghurt og lod bægeret vende skråt nedad for at tømme
væsken fra, men det skulle jeg ikke have gjort, for straks
svuppede hele yoghurten ud af bægeret og faldt ned i sandet!
Jeg kunne dog med skeen skrabe noget op igen, og følte mig ret
besynderlig sådan at sidde og spise yoghurt hentet op fra en
sandbunke!
Jeg håber jo inderst inde, at min veninde fra i formiddags banker
på min dør og inviterer på middag, men det sker nok ikke.
Desværre!

Kvinden.

Onsdag den 27/9 kl 9:31
Sidder her ved morgen-buffeten og venter – tåbelige mig – på
hende fra i går, hvis navn jeg endog ikke kender! Troede, jeg
skulle genopleve min fortid her på Patmos. Med Dina fra New
York og Nordkaperen og John og Alice. Det var ellers tæt på, da
jeg mødte min skuespillerinde her ved morgenbuffeten, og blev
fyr og flamme og leverede en fuldkommen salgstale for mig
selv; den vidtberejste verdensmand, der endelig havde fundet
sin bane og udelukkende ventede på at møde sin
“livssledsagerske” ( endnu en gang den samme gamle historie),
– og som dog snakken så sandelig gik! Jeg lyttede og nød
hendes ansigt og hendes øjne, mens hun talte og talte og talte
og fortalte om sig selv og sin karriere og sit børnebogsskriveri
og sin søn i Wien og manden, som svigtede o.s.v.
Jeg lagde øre til, som den snedige forfører, jeg er, i håb om,
når øjeblikket indfandt sig, at kunne slå ned som en ørn og
indkassere mit bytte. Det skulle så ske ved et nyt møde her til
morgen, lige før min afrejse til Grikos.
– Og så kommer hun slet ikke, og jeg begynder langsomt at
indse, at hun faktisk aldrig spurgte ind til mig, men udelukkende
talte om sig selv, da hun nu havde fundet en så tålmodigt
lyttende person.
– Jo tak, det kan jeg sagtens se her, hvor
fortryllelsen ved dette møde, som jeg opfattede som mirakuløst,
fordi det var en tro kopi af mit første møde med Dina på Patmos
for over 40 år siden, er forsvundet.
Derfor er jeg lidt slukøret, men også klogere på mig selv og
min forestillingsevne, som nemt, ja meget nemt spiller mig et
puds. Især når det gælder kvinder.
– Åh, i begyndelsen rider jeg
på en superbølge af forventning og fremtidsdrømme om alt det,
vi skal SAMMEN o.s.v. og så…

Jeg var i går, da jeg gik omkring nede i byen og ledte efter
hende for at se, om hun måske skulle være at findes på en af de
mange restauranter, fuldstændig opsat på, at vi skulle rejse
videre sammen, og at hun skulle med til Grikos og jeg skulle
med hende til Wien!
– Jo goddav du! Sådan kan lille Jens
fantasere i een uendelighed,- og han bliver så trist og sidder
over sin græske salat og sin halve liter Retzina og stirrer ud i
mørket i håb om, at hun skal dukke op; så meget, at tjeneren får
ondt af ham og sågar klapper ham kærligt på skulderen og
siger: – Tag det roligt, gamle ven. Det går nok alt sammen! –
Selvom han jo ikke aner, hvad den ældre herre sidder og
spekulerer over, men det stråler øjensynlig ud af ham!
– Jens venter videre og drikker resten af sin vin og går hen og
køber sig en is for at dulme sin smerte, mens han stadig med
blikket søger sig omkring for måske alligevel pludselig at se
hende (hvis navn han som sagt ikke kender) dukke op et eller
andet sted i mængden blandt restaurationsborde med
knevrende turister. Tilsidst går han hjem og sover, for i morgen
skal han afsted igen (alene).
Det var læren, som verden atter en gang præsenterede ham for
og tak for den…
Kl 11:25 afgår bussen nede fra Skala, så jeg smutter nu…

27/9/23 Onsdag.
Skulle først checke ind på Hotel Grikos kl.14. Ankom 12:30 og
fik lov at anbringe min bagage i receptionen af en venlig ældre
herre, hvis kommunikation udelukkende foregik gennem en
“Google translate” app. Det var noget af en oplevelse! Han talte
på græsk ind i sin telefon, og den svarede tilbage på dansk og
viceversa, når jeg skulle sige noget til ham.
– Så oversatte
maskinen det til fejlfrit græsk. Meget effektivt!
Tilsidst anbefalede han mig at forsøge at lære et par græske
gloser, hvilket jeg er i færd med nu. Jeg har dog også installeret
“translate” på min telefon, ifald jeg får brug for at kommunikere
med nogen i dette land. Ventetiden, inden jeg blev lukket ind,
tilbragte jeg med at indtage en græsk youghurt, en liter vand og
nogle nødder…
Værelset vender ud til blå blomster og hvide huse og ligger
kun få meter fra den dejligste strand.
HBO går glat igennem, hvilket gav mig lejlighed til at begynde
på en rigtig god serie “I know this much is true”. Om aftenen
kunne jeg i restauranten, der ligger ved siden af hotellet, nyde
en herlig kyllingefilet med spinat og dertil en flaske lokal rødvin.
Bagefter vandrede jeg omkring i Grikos og fandt en smutvej
omme bag ved havnen, hvor jeg mødte en fisker, som anløb
med sit fartøj, der var på størrelse med den båd jeg har hjemme
i Bandholm.
Mæt og træt af de mange indtryk tørnede jeg derefter ind til en
stille nat.
I dag skulle jeg til Chora, havde jeg besluttet, og da jeg
vandrede ud ad landevejen ned mod busstoppestedet,
standsede en bil ved siden af mig, og en smuk kvinde spurgte
om jeg ville køre med til Skala. Jeg sprang ind i vognen, som,
viste det sig, blev ført af den venlige receptionist og overtjener
her på hotellet, som en time tidligere havde anvist mig et bord
oppe på tagterrassen, hvor morgenbuffeten bliver serveret. En
morgenbuffet, som i øvrigt er exorbitant med røreæg, græsk
salat, youghurt, æblepie og flere forskellige slags syltetøj!
Hun satte mig af nede i Skala en halv time senere. Jeg kunne
ikke et øjeblik lade være med at tænke på min veninde fra i
forgårs, eftersom jeg nu igen var i byen tæt på hende.
Selv om det hele tiden sagde mig, at jeg skulle lade være,
måtte jeg hen til mit gamle hotel og se, om jeg måske alligevel
kunne komme til at møde hende endnu en gang. Jeg havde som
sidste chance tidligt om morgenen skrevet til hotellet og bedt
dem om at give hende min mailadresse, så hun kunne komme i
kontakt med mig, hvis hun ville. Da jeg ankom, fortalte ejeren, at
hun netop var gået. Altså for sent. Jeg ærgrede mig, men
opfattede det som en slags skæbne, som hele tiden spillede mig
et puds. “Stalker” lød det pludselig inde i mit hoved. Jeg blev
frygtelig flov, og gik min vej igen.
På trods af det, ville jeg alligevel lige sidde et sted, hvor jeg
var synlig, hvis hun nu skulle komme forbi. Det blev en lille
thesalon, hvor jeg tilbragte den sidste time inden min bus til
Chora skulle afgå.
– Hun kom selvfølgelig ikke. Hvor dum kan
man være her i verden? Jeg ved det ikke. Det eneste, jeg ved,
er, at jeg i hvert fald er ekspert i naivitet . Nå, men i stedet mødte
jeg to damer, som også skulle op til Johannesklosteret, og vi
slog følge, først på bænken ved busstoppestedet og senere i
bussen, der ad snoede veje førte os op til det meget berømte
kloster, som er bygget tæt ved den jordhule, hvor Johannes fik
sin åbenbaring om verdens undergang. Der var mange turister,
som straks stormede over mod et spisested med flot udsigt, for
at få noget at æde! Damerne gik i forvejen. Jeg gik på toilettet i
den fine restaurant i stedet for!
Et skilt viste vej til klosteret og jeg begyndte at trave derop.
Damerne kom mig lidt efter i møde og fortalte, at klosteret var
lukket og først åbnede kl fire.
– OK, tænkte jeg,- så må jeg finde
et sted at opholde mig, indtil munkene vil lukke mig ind.
Der sad en mand udenfor en lille butik og falbød røgelse i nogle
små kugler, som han havde lagt på et stykke brændende trækul,
og som duftede tungt og besnærende. Han var venlig og lod mig
prøve de forskellige typer. Jeg sagde, at jeg ville komme tilbage
og købe noget, efter jeg havde været inde i klosteret.
-Der går, så vidt jeg ved, en fodsti heroppefra og helt ned til
Grikos? spurgte jeg.
– Det er rigtigt, men jeg må hellere bede min kone om at tegne
et lille kort, ellers kan du nemt fare vild, sagde han.
Det lød jo rimeligt, og lidt efter kom en kvinde frem fra
butikken med en seddel, hvor hun havde markeret den vej, jeg
skulle gå for at komme ind på fodstien. Mens jeg stod i butikken,
fik jeg øje på et lille skrin med et billede af en helgen på låget.
Jeg åbnede det og så et kors og to små flasker ligge indeni.
Kvinden kom hen og fortalte, at det var helligt vand fra klosteret
og en særlig olie, som munkene lavede og som var helbredende
for mange sygdomme. Jeg købte skrinet for at tage det med
hjem som gave til en ven.
Klokken fire lukkede klosteret op, og jeg trådte ind i en åben
gård med døre ind til små kirkerum fyldt med græsk-ortodokse
relikvier i fantastiske former og kulører.Der var fine ikoner med
glasmosaikker forestillende Johannes teologen i utallige
udgaver, og små tændte lys overalt. Tung duft af røgelse, men
desværre ingen munke. Kun to tyske turister, som knevrede
højlydt ganske uberørt af stedets “hellige” atmosfære.
Jeg vandrede omkring og kiggede ind i de tilstødende rum,
som var lidt uhyggelige, lige som det lille kapel, jeg var kravlet
ind i dagen i forvejen nede i Skala, og hvor jeg havde følt
dødens kulde langsomt snige sig ind på mig. Det er altid døden,
jeg tænker på, når jeg befinder mig i kirker eller klostre, og det
er måske også meningen, da døden jo er livets største
mysterium, – som måske slet ikke findes, men bare er noget, vi
er blevet opdraget til at tro gennem al fortidens angst…

Lettet gik jeg ud i lyset og påbegyndte min nedstigning ad
æselsporet mod Grikos. Selvom jeg havde den græske kvindes
tegning i hånden, lykkedes det mig alligevel at gå ned ad en
forkert sti, hvorved jeg endte i en indhegning med geder! – Det
var så det, skæbnen havde tiltænkt mig her i livet!

Jeg nægtede at blive ged og vendte om. Fandt langt om længe
det sten-brolagte æselspor, som jeg forsigtigt trippede de 3 km
ned ad uden at træde forkert og forstuve foden, selvom det til
tider var nogle meget skæve trin, jeg måtte træde på.
Efter en times tid dukkede den blå bugt med de opankrede
hvide skibe ud for den lille by Grikos op. Jeg tog et hvil og
satte mig på en sten, mens jeg lod stilheden iblandet de fjerne
gedebjælder, duften af timian og lyset fra det dodekanetiske hav
omslutte mig i salig fred!.
Det sidste stykke var rent svir, og snart lukkede jeg mig ind
gennem den store port på “Hotel Grikos” hos den rare
receptionist som stod med google translates i hånden parat til at
yde mig al den service der fandtes i hele verden!

Jeg gik ud langs bugten den følgende dag hen til en
skyggefuld plet under et stort træ, hvor der voksede lange siv,
som gav en udmærket indramning til et motiv, jeg tidligere
havde besluttet mig for at tegne.
– Satte mig på mit røde
håndklæde købt i “Lumin genbrug” på Bornholm og gav mig til at
lave en skitse. Snart skred arbejdet frem og jeg begyndte at se
mit billede tage form. Jeg har medbragt farveblyanter i en række
kulører indenfor hvilke mine muligheder befinder sig. Det er fint
med faste og begrænsende rammer. Jeg er tvunget til at
benytte, hvad jeg har. Hverken mere eller mindre. Så kommer
man til at kende sine virkemidler. Billedet fik farver, og jeg var
tilfreds og sluttede af.

Nu var det tid til en spadserertur videre ud ad vejen langs
bugten. Jeg nåede et åbent område omkranset af de grønbrune
bjerge og med en strand ved det mest dybblå hav, jeg længe
havde set. Rigtig Grækenland, tænkte jeg og satte mig efter at
have afvist en strandbars tilbud om en liggestol til 10 euro helt
ude i det fjerneste hjørne på en sten og gav mig til at spise min
medbragte banan og appelsin, begge indkøbt hos en mobil
grønthandler på vej gennem Grikos gader med en skrattende højttaler.
Jeg afslog på stedet en svømmetur, da der var meget stenet,
og besluttede at gemme badet til jeg kom hjem til min egen
strand.
På hjemvejen kiggede jeg kortet igennem udenfor to små
tavernaer og besluttede at spise aftensmad på en af dem..
Svømmeturen var forfriskende og med våde badebukser
trissede jeg op ad hotellets vindeltrappe og tog mig en dusch på
tagterrassen, hvorefter jeg gav mig til at skrive lidt og sende
billeder til mine børn derhjemme.
Da jeg senere hen på aftenen kom ud på vej til den første
taverna, jeg havde valgt, fik jeg et chok. Det var “supermåne”,
der hang som en stor lysende rødgul Skive mellem to øer og
skabte et glitrende bånd af reflekterende orange lys hen over
vandet. Jeg kunne slet ikke blive træt af at se på dette
naturfænomen og tog selvfølgelig adskillige billeder!
I restauranten kom jeg til at forkøbe mig, da jeg både bestilte
en halv liter lokal rødvin plus kylling på spid med salat plus brød
med taziki plus en hel skål oliven. Jeg fik selvfølgelig både spist
og drukket for meget og led resten af aftenen af oppustethed og
en let hovedpine. Shit, tænkte jeg, mens jeg overvejede om det
stadig var “tabet” af min skuespillerinde fra Villa Zacharo der
spøgte, og som fik mig til at drikke og spise for meget i håb om, at
alt så blev glemt.
Jeg må indrømme, at det stadig sidder i mig. Dette “tab”, som
jeg opfatter det. Men det er jo noget sludder. Det er kun alt det,
jeg i min fantasi havde forestillet mig, skulle ske, der var tabt. Og
så vidt jeg ved, er der ikke meget “tab” i at miste sine
forestillinger eller forventninger. Snarere tværtimod!
Her til morgen tænkte jeg at “jeg” er noget forpulet sludder,
vores forfædre har påduttet os i deres eksistentielle angst for
tilværelsen. Det er snart på tide, at vi smyger denne kappe af
skyld og angst af os og træder ud i virkeligheden lige så
uberørte, som den gang vi blev født…

Afsted efter herlig morgenbuffet ned til busstoppestedet, mens
tiden der går bliver afmålt, således at jeg ved, hvorlænge jeg
skal bruge for at nå busssen kl 9:45. For i morgen skal jeg
nemlig rejse herfra!
Dog skulle dagen i dag bruges fornuftigt bl.a. til at hente
“helligt vand” oppe i Hora, hvor det venlige ægtepar, som solgte
røgelse, havde lovet mig, at hvis jeg ikke kunne få noget oppe i
klosteret, ville de give mig en lille flaske.
Da jeg ankom til Hora, så jeg et skilt, som viste vej mod hulen,
hvor Johannes havde fået sin åbenbaring om verdens
undergang, og selvom jeg for mange år siden havde været der,
syntes jeg det var rimeligt alligevel også at tage derned i dag.
Jeg slog følge med et hollandsk ægtepar fra Rotterdam, og
efterhånden som det gik op for mig, hvordan turen kunne
blive, idet det kun gik nedad og nedad, og altså måtte
ende med en tilbagetur opad og opad, hvilket jeg var
bange for om mine knæ kunne tage, blev jeg meget betænkelig, men ved tanken om at stå på dette sted igen efter de mange år, der var gået, blev jeg alligevel så energisk, at jeg efter ca en halv times nedtur,
begejstret standsede op ved en lille hvid bygning, som jeg var
overbevist om var hulen, Johannes fik sin åbenbaring i. Jeg
satte mig straks til at tegne den og lod det hollandske ægtepar
gå videre, hvorhen vidste jeg ikke. Da jeg senere kom tilbage fik
jeg at vide, at det slet ikke var hulen, men blot et lille tempel.
Hulen lå 200 meter længere fremme!
Jeg tegnede min tegning af det, jeg mente var hulen og slæbte
mig de mange trin opad og tilbage til klosteret på toppen af
bjerget. Her mødte jeg kvinden i butikken, som hældte lidt vand
fra en plastikflasker ned i min lille dunk. Hun fortalte, at det
kunne fortyndes i det uendelige ligesom homøopatisk medicin.
Nå, men det var jo fint, tænkte jeg. Så havde jeg det til flere
gange!
Jeg spiste min medbragte banan på små rundstykker, jeg
havde taget med fra buffeten og drak mit vand (ikke det hellige!)
fra min plastik flaske. Så gik jeg ned og gav mig til at vente på
bussen tilbage mod Grikos, mens jeg igen spekulerede på,
hvorfor det møde med min østriske veninde havde bragt så
megen sorg i mit sind. Det kunne lige så godt have været
hyggeligt og sjovt, som det jo så ud til at blive. Men jeg må have
gjort noget forkert, eller osse er det bare hende, der havde travlt
i sin egen verden. Det får jeg nok aldrig opklaret. Jeg gav hende
min email, men hun har ikke skrevet og skriver nok heller aldrig.
Som det lød i mine tanker: “ Jeg kastede mig for hendes fødder,
men hun vendte mig ryggen!”
Nu sidder jeg atter heroppe på tagterrassen i den dejlige sol og
milde blæst med udsigt til brune bjerge, grønne buske og hvide
huse. Har lige været en fin lille dykkertur og hilse på mange små
fisk, som har travlt med at svømme rundt og spise, hvad de kan
finde dernede blandt tangen.
Det var supermåne i går tror jeg nok, jeg skrev tidligere. Så
fantastisk. Iaften vil jeg spise i den lille simple restaurant
hernede og prøve på ikke at foræde mig eller drikke for meget
vin ligesom i går…

Det var en god ide! Her serverede de en fin laksefilet med til-
hørende grøntsager og et enkelt glas vin. Bagefter lidt HBO og
tanker som vandrede omkring det for øjeblikket vigtigste emne
nemlig quinden (hvis navn, jeg ikke kender) i mit nuværende liv,
og hvordan jeg overhovedet skulle kunne rejse herfra uden at
møde hende blot en enkelt gang endnu. Men chancerne er
små, må jeg erkende, for om morgenen går det raskt. Færgen
afgår kl 13. Hvad kan jeg nå, når jeg ikke vil “stalke” damen?

Jeg fik pakket min rygsæk til bristepunktet og havde resten i
den lille grønne fra Indien. Stod tidligt op og var ved buffeten
præcis kl 8 og fik sagt farvel til udsigt og morgenbrise.
Snuppede et par flutes til at have med på sejlturen og lidt juice
og et æg. Snart var jeg på vej til busssen, og ved stoppesteder
mødte jeg en sød dame, som fortalte mig om sit forhold til
Jesus. Jeg fandt havnekontoret og fik min billet printet ud. Gik så
lidt omkring og vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle lave udover
selvfølgelig at tænke på “hende”. Der var ikke langt til Hotel
Zacharo, og en nærliggende tanke var at gå op og give det et
sidste “try” for måske at møde hende. -Hvo intet vover intet
vinder! tænkte jeg og gik derop med bankende hjerte. Ind
gennem porten og op i receptionen. Der var ingen mennesker.
Jeg gik lidt om bag ved skranken og kikkede ind i de private
gemakker. Her sad en kvinde, som rejste sig og kom ud, da hun
hørte, jeg rømmede mig. Jeg spurgte om min veninde var gået
ud, og hun checkede nøglerne og sagde, at hun stadig var oppe
på sit værelse. I det samme lød der trin fra trappen, og så, som
en åbenbaring, dukkede Gudrun (som hun senere fortalte mig,
at hun hed) op, på vej ned.
-Thank you, Thank you, Thank you! Var det eneste, jeg
formåede at udbryde. Jeg blev bare så glad over at se hende
igen. Det var, som hele rejsens formål udkrystalliserede sig i eet
eneste nu.
Hun kom mig smilende i møde, og jeg fortalte, hvor glad jeg
var, for at se hende. Hun foreslog, at vi skulle sætte os inde i
stuen ved siden af, og det gjorde vi.
Hun gav mig hånden og præsenterede sig:
– Jeg hedder Gudrun.
– Og jeg hedder Jens, svarede jeg og fortalte, hvor usikker,
jeg havde været på, om jeg med min direkte facon havde
skræmt hende, sidst vi talte sammen på terrassen ved
morgenmaden. Til min store glæde svarede hun, at det slet ikke
var tilfældet, og at hun også havde haft fornøjelse af at møde
mig. Hun fortalte om sit tidligere forhold til en mand, som havde
forladt hende, og at det også for hende havde været en slags
tilbageblik, det at være på Patmos. Jeg fortalte lidt om “det
hellige vand” og hulen, som jeg troede var hulen, men som slet
ikke var det, og i et kort øjeblik vældede følelserne ind over mig,
hvilket jeg ikke skammede mig over, men tværtimod lod ske.
Vi udvekslede navne og gav hånd og grinte sammen og alt var
pludselig enkelt og meget godt.

       Gudrun.

Vi skiltes og besluttede at skrive sammen. Hun havde jo min
email. Jeg gik til havnen, og på vej ud fra hotellet drønede hun
forbi mig på scooter!
Mens jeg sad og ventede på færgen i den
lille restaurant kom hun forbi på vej til “Blue ferry” kontoret og
vinkede og smilte til mig. Det var det sidste, jeg så til hende. Jeg
gik over til færgen sammen med et ældre engelsk ægtepar, og
snart efter sejlede den store katamaran ind i havnen. Jeg gik
ombord og påbegyndte den lange rejse mod Rhodos.
Som tog en hulens bunke tid, men ikke dårlig tid, fordi man
kunne stå oppe agter og lade vinden gennemblæse een, mens
bølgerne for forbi i en rasende fart. Vi anløb Simi og andre små
øer, som jeg ikke husker navnene på, og ved 6 tiden ankom vi
så til Rhodos. Vi var sejlet fra Patmos kl 1, så det var noget af en
tur. Det havde blæst kraftigt, og flere af de forbipasserende
sejlbåde så ud til at have svært ved at stride sig op mod vinden,
mens andre rullede fælt på læns kun med en genua oppe. Jeg
stod og gled tilbage til gamle dage, da jeg selv lå derude med
min Sagitta og havde alle antenner ude for at gennemføre en
ordentlig sejlads.
Endelig langt om længe gled vi ind i havnen på Rhodos. Store
luksusbåde overalt og et leben med mangeartede mennesker,
dog fortrinsvis standardturister af engelsk eller tysk oprindelse.
Jeg tog min telefon frem og fandt hurtigt ud af, at “Medieval
Rose Guesthouse” ikke lå så forfærdelig langt væk, og beslutte
mig til at gå derhen. Og sikke en tur! Det var som
Dyrehavsbakken i myldretiden. Tonsvis af udstillet krap. Hatte,
tøfler, honning, legetøj og alt muligt andet turistragelse.
– Og så
selvfølgelig MAD. I alle afskygninger. Som sædvanlig, tænkte
jeg. Menneskets mave er som en åben skakt der aldrig kan
fyldes. Der blev ædt og spist og drukket og slubret og snust til
lammekoteletterne, pølserne, fiskene og alle de græske
specialiteter. Mussaka og fetaost o.s.v. Skyllet ned med rigelig
Retzina.
Således forberedt på mine to dages ophold på Rhodos, fandt
jeg endelig en smøge med en trappe op til en rød dør, hvorover
skiltet “Medieval Rose Guesthouse” hang til venlig information
for den nysankomne Jens fra Danmark. Inde i en lille gård var
der anbragt en tavle, hvorpå navnet “Jens” var skrevet med kridt
efterfulgt af værelsesnummer 6. Flot, tænkte jeg, så går jeg bare
op og ind i mit værelse. Det var stort og rent med to senge og
aircondition, så jeg kunne ikke klage. Jeg var sulten og gik
straks ud for at finde noget mad. Umiddelbart udenfor mit logi lå
en beskeden restaurant som serverede en ret med stuvede
bønner, et glas vin og noget græsk brød.
Så var jeg også færdig. Faldt omkuld på min seng og vågnede
først næste morgen, hvor jeg havde besluttet at find vej til
lufthavnsbussen, så jeg, når jeg skulle afsted, ikke ville fare vild
og komme for sent til mit fly.
Ad snoede gader og gyder i et mylder af turister fandt jeg
endelig ved hjælp af google ned forbi havnen med den tætte
trafik langs kajen og hen til det store træ, som min vært på
Medeival havde fortalt om. Under det stod ganske rigtigt en
bænk, hvor man kunne sidde og vente på lufthavnsbussen. Der
var også et skilt med tider og en automat, hvor man kunne købe
billetter.
Så vidste jeg det.
Jeg var ikke spor sulten og også en smule sløj, da jeg stred
mig hjemad igen og havde absolut ikke lyst til at spise
nogetsomhelst. Jeg gik faktisk op på mit værelse og begyndte at
pakke mine ting for kort tid efter at lægge mig under lagenet.
Jeg skulle jo med bussen allerede kl 7, og måtte for at være på
den sikre side afsted kl 6, så jeg kunne lige så godt lægge mig
og vente på morgendagen.
Kl 5:30 ringede vækkeren og jeg begav mig efter at have spist
den sidste bolle fra morgenmadsbuffeten på Grikos og drukket
en kop kamillethe, afsted ud i den mennesketomme nat. Det var
mærkeligt at gå i de gader, der dagen i forvejen havde været
fyldt med mennesker. Jeg fandt mit træ og en ung pige, som sad
og ventede på bænken. Hun hjalp mig med at købe en billet, og
så var der ikke andet at gøre end at vente. Det foregik ved, at
jeg lagde mig på en anden bænk ved siden af og lå og kiggede
op i det store træs krone, hvor utallige grene og blade havde
skabt et helt univers med fugle og slyngplanter og små blomster,
altsammen belyst nedefra af en kraftig projektør.
Bussen kom planmæssigt kl 7 og så begyndte en skramlende
bumletur ad hullede veje ud mod lufthavnen. Det var lige til at få
hovedpine af, så meget hoppede den, men til sidst nåede vi
derud og jeg steg af. Det var nemt at finde “departure” og her gik
jeg med rystende hjerte hen mod “Security” for at lade min
bagage gennemlyse. Der var mange flasker med sololie, som
jeg gerne ville have med hjem, og jeg frygtede, at de ville tage
dem fra mig, fordi de ikke var pakket ordentligt ind i plasticpose,
men jeg blev skannet og gik glat igennem uden problemer.
Jeg fandt en bænk med udsigt til landingsbanen, havet og
nærliggende øer. Her satte jeg mig og ventede. Ved siden af
mig sad en mand, som jeg troede var fra Østrig pga hans
accent, men han svarede en lille smule fornærmet, at han var
fra Frankfurt i Tyskland.
Ved flyselskabet “Condor”s disk fik jeg øje på denne kasse
med mål for størrelse på med bragt håndbagage, som ens
rygsæk skal kunne passe ind i, hvis man må have den med op i
flyet. Den gør mig altid en lille smule bange, for hvis ikke den
passer, skal man have bagagen checket ind, og det koster en
hulens masse penge. En gang så jeg en mand, hvis bagage
ikke passede i kassen, prøve med vold og magt at få den
presset ned, som om det skulle nytte noget for ham for at få den.
med op i flyet. Han endte med at måtte betale. Men kassen blev
ikke brugt i mit tilfælde, og jeg gled forbi uden besvær, selvom
min rygsæk næppe ville have kunnet være i målekassen!
Jeg fik som sædvanlig, når jeg ikke på forhånd betaler for
sædevalg, en midterplads mellem to herrer, som jeg dog ikke
havde den store konversation med under turen. Den tog godt og
vel halvanden time, hvorefter vi landede i Wien. Her for jeg
noget forvirret rundt lige i begyndelsen, da jeg troede, at jeg
skulle ud af lufthavnen og ind igen gennem Security een gang
til. Det viste sig, at det skulle jeg ikke. Først en venlig kontrollør i
en parfumeforretning og dernæst et ægtepar, som også skulle
med Air østerich, viste mig nemlig vej ned ad en trappe til en
ventende bus, som førte mig over til gate F, hvor flyet til
København skulle afgå, og der var ingen Security check, fordi vi
var i chengen, som de sagde. Det passede mig fint, for så fik jeg
atter en gang lov til at beholde min sololie.
Oppe ved gate F var der liv og glade dage med mange
mennesker og restauranter, hvor jeg fik købt mig en sandwich
med noget ubestemmeligt salat og en musse vist nok med
kylling samt en apfelcidermost med brus. Det satte jeg mig og
indtog under skiltet med afgangstider, så jeg kunne være
underrettet om mit flys departure.
Ude ved gaten stod Air Østerreich med en ny kasse og
fortalte, at flyet var fuldt booket, og at de derfor blev nødt til at
være strikse med bagagen, så hvis man troede, man havde for
tung håndbagage, var det bedre at man fik den checket ind og
lagt i bagagerummet. Jeg gik op og spurgte, om min var for
tung, men det syntes damen ikke. Jeg  kom gennem
kontrollen og undgik kassen og kom frelst ud i flyet til
København.
Fik atter et midtersæde med en tavs dame på min venstre side
og en mærkelig lidt forstyrret herre, som bar covidmaske, på
min højre. Der var noget turbulens især under indflyvningen til
Kastrup, men ellers gik turen glat. Vi fik små chokoladestykker
af østrigsk oprindelse til at tage trykket i ørene lige før vi
landede, og så kan det nok være, jeg fik fart på, da det gik op for
mig, at der kun var en time til mit tog til Maribo skulle afgå. Jeg
havde jo flexbillet og den skulle nødigt mistes.
Da jeg nåede Københavns Hovedbanegård så jeg, at tiden var
en hel anden her end i Øatrig, og at jeg nu faktisk havde 2 timer
til toget skulle afgå. Jeg havde slet ikke været nødt til at skynde
mig så meget, så jeg tissede for de fem kroner det koster at
tisse på Københavns Hovedbanegård. (Pengen bliver
efterhånden mindre og mindre værd, så det gælder åbenbart om
at bruge dem hurtigst muligt. Sådan ser jeg nu på det, og i
morgen kommer heller aldrig.) Da jeg havde tisset fik jeg en kop
the med mælk i midtercafeen, hvor jeg forsøgte at komme på
nettet, som dog først lykkedes, efter jeg havde genstartet Ipad.
Jeg købte en crispy chicken i Mc Donald og en Cola hos en
sød ung dame med smil. Det tog jeg med ned i toget og spiste
imens jeg lyttede til en ung pige, som sad og talte i telefon på et
sprog, jeg først troede var græsk, men senere nok mente var
finsk.
FlexTrafik var på pletten. Det var en mand fra et
flygtningeland med særlig plast afdækning af bagsædet, ifald
jeg skulle brække mig under turen, hvilket var højst sansynligt,
idet han kørte som en brækket arm ned gennem
Knuthenborgskovene, hvor der ofte springer dådyr ud på vejen
om natten. Vi kom dog frelste hjem og han smed mig af med et
gnavent nik, og så var jeg hjemme og måtte straks lufte ud, for
her lugtede surt efter de mange dage i indelukkethed. Min
mimose var lidt tør, men i live, og nu kommer Lasse ind og
fortæller at min hæk er klippet.

oooooooooOoooooooo

Efter et par dage hjemme i sit lille hus i Bandholm skriver han:
Her er vi så. Alle vi forliste skæbner, der hverken ved ud eller ind
og absolut ikke vil indse det, men hele tiden tror, at vi nok skal
fikse det. For vi har jo altid kunnet fikse alting, ikke? Når cyklen
går i stykker, så fikser – eller hedder det fixer? vi det. Det er
vores adelsmærke, at vi nok skal komme ovenpå, bare vi
tænker os om.
– Tænk dig om, sagde mine lærere altid og det
snurrede og roterede oppe i mit hoved til jeg blev helt skør og
kom ud med et eller andet svar jeg havde læst i et eller andet
tidsskrift eller “Populær Mekanik” eller sådan noget. I bund og
grund viste jeg ingenting og gik rundt som i en tåge og gjorde og
sagde noget som jeg ikke vidste, hvor kom fra. Nå, men skidt
være med det. Nu har jeg levet i 83 år her på kloden og er ikke
blevet en skid klogere. Snarere tværtimod. Men måske det
kunne hjælpe at skrive lidt igen, tænkte jeg her til morgen, da
jeg fandt en af mine gamle kinabøger, som var fyldt med
håndskrevne notater fra mit tidligere liv. Det var interessant at
se, hvor omhyggeligt jeg beskrev min sindsstemning for hver
dag, der gik.
Jeg er netop kommet hjem fra mit daglige bad nede på
Bandholm badeanstalt. Det regnede hele tiden og var derfor lidt
af en overvindelse at stride sig ad gangbroen langs vandet,
mens regnen piskede mig i ansigtet og mine bukser begyndte at
blive gennemblødte. Selve badet i det nu begyndende iskolde
vand var som vanligt en oplevelse. Kroppen vågner op i et
smæk og skriger begejstret til alle som gider høre på det, at den
bare er i hopla og at alt er såre godt. Det brænder lidt i huden,
når man kravler tilbage ad metaltrappen, men med nogle
knæbøjninger og armsving varer det ikke længe før den indre
varme og endorfin stemningen indfinder sig og humøret stiger til
uanede højder. Her sker det ofte, at jeg griber til min lille
mundharmonika, hvor ind og udblæsningsrytmen overtager
fuldstændig og en særpræget dans bliver resultatet.
Jeg har bestilt en masse fra “Helsebixen” som DAO havde
anbragt udenfor min dør tidligt i morges med en plasticpose
over for at beskytte mod regnen som silede ned. Det er nu
altsammen lagt på plads og jeg sidder og nyder varm
gurkemejeeddike mens jeg skriver. Hører Knausgård om hvorfor
han skriver. Det er meget sjovt, for han nævner også det der
med at blive set. Behovet for at nogen ser een. Og det med at
håbe på anderkendelse o.s.v. Han er meget ærlig omkring sit
forfatterskab. Beroligende for sådan een som mig, der i tide og
utide bevæges af tanker om, hvorvidt Sebastian skrive den
anmeldelse i Folketidende eller ej. Jeg prøver at være så
afslappet som muligt og ikke lægge pres på ham, men kun med
små venlige henvendelser at tilkendegive, at jeg er spændt på,
hvad han kommer til at skrive om de to bøger, jeg gav ham.
Det var en god dag i lørdags, da båden kom på land. Alle hjalp
hinanden og bekræftede at søfolk er fine. Jeg fik spulet bunden,
som var fuld af ruer, som er små dyr i et hvidt pyramideformet
kalkhus, som havde sat sig fat overalt. Nu skraber jeg dem væk
med et lugejern og en spatel, jeg har lavet, sat fat på et gammelt
bådshageskaft. Jeg sidder på en lille liggestol for at kunne nå
ind under, og det hjælper også at den i år står på nogle høje
klodser, så jeg kan komme til. Det har regnet foreløbig indtil nu,
og det ser ikke ud til at holde op lige med det samme. Det
passer mig i grunden meget godt at være inde og sysle med ting
under tag. I morgen håber jeg dog på, at det bliver opholdsvejr,
så jeg kan komme i gang med vinterpræservering af den gamle
Bukh dv 20 motor. Gudrun fra Patmos har ikke skrevet, og jeg
forventer heller ikke, at hun gør det.
– Hvorfor skulle hun det?
Hun synte nok bare, jeg var en gammel original… Eller også
skriver hun…
Vi går allesammen her på Lysmøllegade og venter på en
huslejeforhøjelse. Men vi har gjort indsigelse til huslejenævnet
og håber selvfølgelig på, at den bliver sløjfet. Suely var her i går.
Det er hyggeligt, når hun kommer forbi og vi drikke en kop the
eller spiser aftensmad sammen. Ellers har børnene det, så vidt
jeg ved, godt, og det er jo godt.
Jeg stod tidligt op i morges. Allerede kl 7, hvilket er umanerlig
tidligt for mig, der ofte sover til 9.30. Men det var vigtigt at
komme afsted, fordi de havde lovet regn om eftermiddagen, og
jeg skulle gerne være færdig med motorens klargøring for
vinteren inden da.
Først måtte jeg have noget vand at spule den igennem med.
Der ligger en lang gul slange fra pontonbroen og over til
bådpladsen. Den skulle trækkes frem og en hane, som stikker
op af jorden lige ved nedgangen til havnen, skulle drejes for at
vandet kunne komme ud. Det gjorde jeg og vandet begyndte
straks at fosse. Gudskelov havde jeg forberedt mig med en
ventil og et han-stik, så jeg kunne styre flowet. En stor balje blev
stillet op ved siden af motoren og fyldt med vand. Derefter
tilsluttede jeg slangen, som skulle suge vandet ind i motoren, til
studsen lige ved impelleren og satte strøm til starteren. Den ville
først slet ikke i gang. Jeg blev ved med at køre med den og til
sidst begyndte den at tænde. Det har været næsten frostvejr i
nat, så det er nok derfor den havde svært ved at få brændstoffet
antændt. Efter et stykke tid kørte den jævnt til stor beroligelse
for mig. Snart fik jeg hældt kølervædske op i en spand og
fortyndet det til det dobbelte. Imens kørte motoren og sugede
vandet fra baljen ind gennem kølesystemet som blev skyllet ren
for saltvand.Efter tyve minutter var termostaten åben og jeg
skiftede ferskvandet i baljen ud med den fortyndede
kølervædske, som derefter blev suget ind i motoren. Jeg
kontrollerede at udstødningsvandet blev blåt lige som
kølervædsken og slukkede derefter motoren netop som det
sidste blå var suget op fra spanden.
Det var Bukh’en, som nu er klar til vinterens frost, og det er en
lettelse endelig at være nået så vidt. De kommende dage vil jeg
skifte kalechen ud med en vinterpressenning og sætte båden i
hi de næste 5 måneder.
Min nabo på pladsen, Kim, var også i gang med sin båd, som
han har købt i Jylland for 2000 kr og som han pusler om, så den
efterhånden er ved at blive rigtig flot.
Jeg har bestilt en blender, fordi den gamle brændte sammen
og udsendte ildelugtende røgskyer.
I aften kommer Suely.
Så det hele kan vel næppe være meget bedre.
Udover at der er krig alle vegne, hvorhen man end vender sig. I
Gaza og Ukraine nu og snart har det bredt sig til hele jorden og
vi alle går op i røg. Det er fremtiden mens jeg sidder her i mit lille
hus og læser Knausgård, som om det skulle nytte noget.
Det gør det heller ikke for der er ikke noget der nytter noget.
Det er et falsum, at noget kan blive til noget andet. Det er det
samme uanset, hvordan man end vender og drejer det. Der er
kun det noget, der er, og det er det hele tiden og det er det vi
mennesker gør. Vi laver lort i den. Vi laver kun lort i verden, og
nu kommer et lavtryk med tætte isobarer stormende ind gennem
den engelske kanal og forsyner os atter en gang med tonsvis af
sur, kold og kedelig støvregn, som får een til at føle, hvor
ubeboelig dette land er om vinteren. Så kan man sidde her og
kigge ind i denne flaksende TV skærm, hvor alle rædslerne
udspiller sig, og man selv blot kan se til som en anden voyeur.
Pis er det og jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre, eller kan gøre og
hvad er det at gøre i det hele taget. At gøre vil sige, at der er en,
der gør noget. Altså er det en bevægelse fra et til noget andet,
men dette andet er opstået som virkning af en årsag, og i bund
og grund er denne årsag virkningen i sig selv. Der er ingen
forskel. Det er ikke først det ene og så det andet. Det er een
akausal bevægelse og derfor umulig at “gøre”. Derfor er der ikke
noget at gøre. Tværtimod vil enhver “handling” kun gøre det
hele meget værre. Det er det vi mennesker ikke har indset, og
det er derfor det går som det gør. For hver gang vi forsøger at
“gøre” noget bliver det meget værre. Vi lægger ved på bålet i
stedet for at lade det brænde ud af sig selv ved netop ikke at
“gøre” noget.
Og her kommer vi til sagens kerne nemlig det at vi “gør” os
vore tanker. Vi tror vi “vælger” vores tanker. At vi “tænker” som
en handling, vi “gør”. Som om vi selv tænker, idet tanken spiller
os det puds at få os til at tro, at vi er tankens herre, når det
omvendte er tilfældet. At vi er slave af vores tanker, fordi vi tror,
vi “er” dem, når vi i virkeligheden slet ikke eksisterer uden netop
i vores tanker. Dobbeltspillet er evident, men ønskes ikke
erkendt, da det medfører eksistentiel angst for “hvad så”? For
hvad er jeg så, hvis ikke jeg er mine tanker om mig selv?
Svaret er kort og godt: En løgn.
At erkende sandheden om løgnen kan ingen lære een. Det
opstår, når man ser det, og man ser det, når det opstår.
Kvantemekanisk superposition er det, at et fysisk system
(f.eks. en elektron) kan eksistere i mere end én af dets teoretisk
mulige tilstande (egenskabskonfigurationer) samtidig; men, som
når målt/observeret, kun giver én tilstand.
Superposition er den tilstand vi befinder os i før tanken/
observatøren griber ind og måler/fastsætter positionen.
Med andre ord: superposition er virkeligheden, der, når tanken
griber ind, bliver en position. Mig kontra dig som to positioner
over for hinanden. Som to tanker overfor hinanden i en levende
superpositionel virkelighed.
Det var, hvad der faktisk slog ned i mig i morges som en slags
indsigt, mens jeg stod og vaskede op efter aftensmaden i en
helt fredelig superposition af alle mine elektroner i hele min krop
og alt det andet omkring mig.
Dette skrev jeg til Hr Tot på Facebook, og så må vi se, hvad
han siger til det.
Jeg kørte begejstret mod Nykøbing i håb om endelig at få has
på den skide telefon, som hele tiden bræger som et sygt får så
snart den kommer ud i kulden, så jeg ikke kan forstå, hvad folk
siger og må bede dem om at ringe mig op senere, når jeg
kommer hjem og får varmet dyret op på radiatoren.
Det hjalp bare slet ikke, fordi det viste sig at den skulle
nulstilles, hvis den skulle til reparation, og så forsvinder alle
mine foto og videoer, og det vil jeg ikke have, før jeg har lavet en
back up. Derfor måtte jeg atter en gang køre tilbage med
uforrettet sag omkring den skide mobiltelefon. Men jeg fik da
købt noget køkkenrulle og 3 campinggas hos Harald Nyborg.
Var i København hos Suien forleden. Det er sjovt som sproget som
ofte får skrevet sig selv, når man ikke bryder ind med een eller
anden “hensigt” med det hele. Lad det flyde frit, som David
Byrne siger, og det gør jeg. I København boede jeg på Next
House inde ved Hovedbanegården. Parkerede ude hos Suien,
som jeg også boede hos den første nat i byen. Det var dejligt at
være alene sammen med hende min datter alene sammen med
Oscar den lille laban, som smider al ting på gulvet og bryder ud i
et begejstringsgrin, når han ser de “voksnes” reaktion, for de
slår ham selvfølgelig ikke eller skælder ham ud for det.
Allerhøjest skriger de lidt om at det må han ikke og sådan noget
og det er blot et ekstra krydderi til hele forestillingen. Jeg siger,
at det er ungdomsoprør mod de gamle forældre, der ikke forstår
en skid af, hvad der foregår her i verden. Det bliver min datter
ganske vred over, og opfatter det som en kritik, jeg rejser mod
hende, og det er det jo slet ikke.
Jeg fik langt om længe købt et par nye støvler. Først var vi i
Frederiksbergcentret hos Ecco og se på nogle i ruskind, som jeg
passede rigtig godt, men som var alt for følsomme for snavs.
Derfor blev det ikke til noget der, og istedet gik vi på kaffe og
juicebar, hvor Jonathan – undskyld, jeg mener selvfølgelig
Oscar. Jeg glemmer ofte, at tiden er gået og det slet ikke er min
søn Jonathan, men mit barnebarn på 2 år..
– Men der på
kaffebaren smed han en stor tallerken ned på gulvet og skreg af
glæde, da han hørte larmen, den lavede, da den ramte den
hårde overflade.
Jeg gik i Dagmar bio for at se en film og stumplede ind i “Stop
Making Sense” med “Talking Heads” og det må jeg nok sige var
et scoop. Hold da helt kæft, hvor var det fed musik. Jeg skrev til
min anden datter (den ældste) om det, og hun havde været til
koncert med dem i 84 i New York og hendes fyr Hr Tot kendte
den også og skrev tilbage, at det var den bedste koncertfilm
EVER!
Og det var ikke nogen overdrivelse. Jeg sidder netop nu og
lytter til koncerten på Spotify.
Mens jeg nyder en grøntsagsdrik lavet på min nye blender,
som jeg måtte købe, fordi den gamle gik op i brand og ilde lugt
af ophedet isolationsmateriale fra motoren.
Båden er langt om længe lagt i vinterhiet med pressenning låst
fast med uendelig mængde af tynde liner omkring, så ingen
storm eller snevejr kan trænge ind.
Min nabo Lasse siger, at jeg ikke kan huske noget, men det
han husker, behøvet jo nødvendigvis ikke være det, jeg husker.
Det forstår han ikke. Han tror, at det han ser også er det, jeg ser,
men det er det jo slet ikke. Deri ligger vanskeligheden ved at
kommunikerer med mennesker. Fordi det foregår via koder. Via
sprog, som er billeder eller symboler og netop ikke det omtalte,
men en beskrivelse. Og det må man skrive sig bag øret, at en
beskrivelse er en nødløsning i stedet for at SE. Og som sagt er
det, jeg ser ikke nødvendigvis det, den anden ser. Så først må vi
være enige om det sprog, vi bruget, og dernæst må vi være klar
over vores grundliggende uvidenhed. Vores grundliggende
superposition/ukendthed. Før kan vi ikke positionere os
overhovedet. Og hver gang, vi positionere os, må vi give tid til,
at vi kan falde tilbage i superposition. Dvs at det hele kan
kommer på et plan, hvor de to superpositioner “entangler”, dvs
er i symbiose. Så kan der kommunikeres. Ikke før!
Og det kræver stilhed. Først og fremmest. Tid om man så må
sige. Dvs ophør af jag og pres for at nå et mål. For at nå først op
på sejrsskamlen og alt det der lort, som verden er drevet af. Og
indsigt i begrebet “tid” som noget vi mennesker har skabt og
ikke noget, der har egeneksistens. Det må vi allerførst være klar
over. Ellers kan vi ikke komme nogen vegne ind I en fælles
indsigt i altings natur. Sådan er det bare, om du vil det eller ej.
Men det er som tidligere sagt op til enhver selv at finde ud af
det. Det er ikke noget andre kan finde ud af for een. Det kræver
alt, og det er der ikke mange, der er villige til, og det er synd, for
det ville være dejligt, hvis lidt flere sagde: Stop making sense!
10 Jan
Er nu igen på farten.I morgen rejser jeg til København. Det bliver
dejligt at komme lidt ud til nye indtryk. Selv om badet i det
iskolde vand hver dag her i Bandholm nok kan holde mig vågen,
skal det alligevel blive rart med lidt “vækkelse” ude i den store
verden. Jeg kører derind. Det er bedst for så kan jeg bruge bilen
som en slags base, selv om jeg bor inde på “Next House”. Det
var min datter Bynke, der inviterede mig til at møde hende i
“Cinemateket” hvor vi skal se en film fra frøstruplejren og høre
foredrag af hendes ven Lars Movin.
Lige nu skriver hun at Konrad er død. Det var hendes
moskusand, som elskede mariekiks. Jeg malede den. Den
snuppede kiksen ud af ens hånd på en særlig opmærksom
måde, som jeg aldrig vil glemme. RIP kære Konrad!
Jeg er også blevet inviteret til at spise middag hos min datter
Suien og Svigersøn Bue på fredag aften. Fedt! Glæder mig især
til at være sammen med selveste Oscar, som er mit barnebarn
med krudt i på 2 år.

Her er vi så. Alle vi forliste skæbner, der hverken ved ud eller ind og absolut ikke vil indse det, men hele tiden tror, at vi nok skal fikse det. For vi har jo altid kunnet fikse alting, ikke? Når cyklen går i stykker, så fikser – eller hedder det fixer? vi det. Det er vores adelsmærke, at vi nok skal komme ovenpå, bare vi tænker os om. – Tænk dig om, sagde mine lærere altid og det snurrede og roterede oppe i mit hoved til jeg blev helt skør og kom ud med et eller andet svar jeg havde læst i et eller andet tidsskrift eller “Populær Mekanik” eller sådan noget. I bund og grund viste jeg ingenting og gik rundt som i en tåge og gjorde og sagde noget som jeg ikke vidste, hvor kom fra. Nå, men skidt være med det. Nu har jeg levet i 83 år her på kloden og er ikke blevet en skid klogere. Snarere tværtimod. Men måske det kunne hjælpe at skrive lidt igen, tænkte jeg her til morgen, da jeg fandt en af mine gamle kinabøger, som var fyldt med håndskrevne notater fra mit tidligere liv. Det var interessant at se, hvor omhyggeligt jeg beskrev min sindsstemning for hver dag, der gik.
Jeg er netop kommet hjem fra mit daglige bad nede på Bandholm badeanstalt. Det regnede hele tiden og var derfor lidt af en overvindelse at stride sig ad gangbroen langs vandet, mens regnen piskede mig i ansigtet og mine bukser begyndte at blive gennemblødte. Selve badet i det nu begyndende iskolde vand var som vanligt en oplevelse. Kroppen vågner op i et smæk og skriger begejstret til alle som gider høre på det, at den bare er i hopla og at alt er såre godt. Det brænder lidt i huden, når man kravler tilbage ad metaltrappen, men med nogle knæbøjninger og armsving varer det ikke længe før den indre varme og endorfin stemningen indfinder sig og humøret stiger til uanede højder. Her sker det ofte, at jeg griber til min lille

mundharmonika, hvor ind og udblæsningsrytmen overtager fuldstændig og en særpræget dans bliver resultatet.
Jeg har bestilt en masse fra “Helsebixen” som DAO havde anbragt udenfor min dør tidligt i morges med en plasticpose over for at beskytte mod regnen som silede ned. Det er nu altsammen lagt på plads og jeg sidder og nyder varm gurkemejeeddike mens jeg skriver. Hører Knausgård om hvorfor han skriver. Det er meget sjovt, for han nævner også det der med at blive set. Behovet for at nogen ser een. Og det med at håbe på anderkendelse o.s.v. Han er meget ærlig omkring sit forfatterskab. Beroligende for sådan een som mig, der i tide og utide bevæges af tanker om, hvorvidt Sebastian skrive den anmeldelse i Folketidende eller ej. Jeg prøver at være så afslappet som muligt og ikke lægge pres på ham, men kun med små venlige henvendelser at tilkendegive, at jeg er spændt på, hvad han kommer til at skrive om de to bøger, jeg gav ham.
Det var en god dag i lørdags, da båden kom på land. Alle hjalp hinanden og bekræftede at søfolk er fine. Jeg fik spulet bunden, som var fuld af ruer, som er små dyr i et hvidt pyramideformet kalkhus, som havde sat sig fast overalt. Nu skraber jeg dem væk med et lugejern og en spatel, jeg har lavet, sat fast på et gammelt bådshageskaft. Jeg sidder på en lille liggestol for at kunne nå ind under, og det hjælper også, at den i år står på nogle høje klodser, så jeg kan komme til. Det har regnet foreløbig indtil nu, og det ser ikke ud til at holde op lige med det samme. Det passer mig i grunden meget godt at være inde og sysle med ting under tag. I morgen håber jeg dog på, at det bliver opholdsvejr, så jeg kan komme i gang med vinterpræservering af den gamle Bukh dv 20 motor. Gudrun fra Patmos har ikke skrevet, og jeg forventer heller ikke, at hun gør det. – Hvorfor skulle hun det? Hun synte nok bare, jeg var en gammel original… Eller også skriver hun…

Vi går allesammen her på Lysmøllegade og venter på en huslejeforhøjelse. Men vi har gjort indsigelse til huslejenævnet og håber selvfølgelig på, at den bliver sløjfet. Suely var her i går. Det er hyggeligt, når hun kommer forbi og vi drikke en kop the eller spiser aftensmad sammen. Ellers har børnene det, så vidt jeg ved, godt, og det er jo godt.
Jeg stod tidligt op i morges. Allerede kl 7, hvilket er umanerlig tidligt for mig, der ofte sover til 9.30. Men det var vigtigt at komme afsted, fordi de havde lovet regn om eftermiddagen, og jeg skulle gerne være færdig med motorens klargøring for vinteren inden da.
Først måtte jeg have noget vand at spule den igennem med. Der ligger en lang gul slange fra pontonbroen og over til bådpladsen. Den skulle trækkes frem og en hane, som stikker op af jorden lige ved nedgangen til havnen, skulle drejes for at vandet kunne komme ud. Det gjorde jeg og vandet begyndte straks at fosse. Gudskelov havde jeg forberedt mig med en ventil og et han-stik, så jeg kunne styre flowet. En stor balje blev stillet op ved siden af motoren og fyldt med vand. Derefter tilsluttede jeg slangen, som skulle suge vandet ind i motoren, til studsen lige ved impelleren og satte strøm til starteren. Den ville først slet ikke i gang. Jeg blev ved med at køre med den og til sidst begyndte den at tænde. Det har været næsten frostvejr i nat, så det er nok derfor den havde svært ved at få brændstoffet antændt. Efter et stykke tid kørte den jævnt til stor beroligelse for mig. Snart fik jeg hældt kølervædske op i en spand og fortyndet det til det dobbelte. Imens kørte motoren og sugede vandet fra baljen ind gennem kølesystemet som blev skyllet ren for saltvand.Efter tyve minutter var termostaten åben og jeg skiftede ferskvandet i baljen ud med den fortyndede kølervædske, som derefter blev suget ind i motoren. Jeg kontrollerede at udstødningsvandet blev blåt lige som kølervædsken og slukkede derefter motoren netop som det sidste blå var suget op fra spanden.

Det var Bukh’en, som nu er klar til vinterens frost, og det er en lettelse endelig at være nået så vidt. De kommende dage vil jeg skifte kalechen ud med en vinterpressenning og sætte båden i hi de næste 5 måneder.
Min nabo på pladsen, Kim, var også i gang med sin båd, som han har købt i Jylland for 2000 kr og som han pusler om, så den efterhånden er ved at blive rigtig flot.
Jeg har bestilt en blender, fordi den gamle brændte sammen og udsendte ildelugtende røgskyer.
I aften kommer Suely.
Så det hele kan vel næppe være meget bedre.
Udover at der er krig alle vegne, hvorhen man end vender sig. I Gaza og Ukraine nu og snart har det bredt sig til hele jorden og vi alle går op i røg. Det er fremtiden mens jeg sidder her i mit lille hus og læser Knausgård, som om det skulle nytte noget.
Det gør det heller ikke for der er ikke noget der nytter noget. Det er et falsum, at noget kan blive til noget andet. Det er det samme uanset, hvordan man end vender og drejer det. Der er kun det noget, der er, og det er det hele tiden og det er det vi mennesker gør. Vi laver lort i den. Vi laver kun lort i verden, og nu kommer et lavtryk med tætte isobarer stormende ind gennem den engelske kanal og forsyner os atter en gang med tonsvis af sur, kold og kedelig støvregn, som får een til at føle, hvor ubeboeligt dette land er om vinteren. Så kan man sidde her og kigge ind i denne flaksende TV skærm, hvor alle rædslerne udspiller sig, og man selv blot kan se til som en anden voyeur. Pis er det og jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre, eller kan gøre og hvad er det at gøre i det hele taget. At gøre vil sige, at der er en, der gør noget. Altså er det en bevægelse fra et til noget andet, men dette andet er opstået som virkning af en årsag, og i bund og grund er denne årsag virkningen i sig selv. Der er ingen forskel. Det er ikke først det ene og så det andet. Det er een akausal bevægelse og derfor umulig at “gøre”. Derfor er der ikke noget at gøre. Tværtimod vil enhver “handling” kun gøre det hele meget værre. Det er det vi mennesker ikke har indset, og det er derfor det går som det gør. For hver gang vi forsøger at “gøre” noget bliver det meget værre. Vi lægger ved på bålet i stedet for at lade det brænde ud af sig selv ved netop ikke at “gøre” noget.

Og her kommer vi til sagens kerne nemlig det, at vi “gør” os vore tanker. Vi tror vi “vælger” vores tanker. At vi “tænker” som en handling, vi “gør”. Som om vi selv tænker, idet tanken spiller os det puds at få os til at tro, at vi er tankens herre, når det omvendte er tilfældet. At vi er slave af vores tanker, fordi vi tror, vi “er” dem, når vi i virkeligheden slet ikke eksisterer uden netop i vores tanker. Dobbeltspillet er evident, men ønskes ikke erkendt, da det medfører eksistentiel angst for “hvad så”? For hvad er jeg så, hvis ikke jeg er mine tanker om mig selv?
Svaret er kort og godt: En løgn.
At erkende sandheden om løgnen kan ingen lære een. Det opstår, når man ser det, og man ser det, når det opstår.
Kvantemekanisk superposition er det, at et fysisk system (f.eks. en elektron) kan eksistere i mere end én af dets teoretisk mulige tilstande (egenskabskonfigurationer) samtidig; men, som når målt/observeret, kun giver én tilstand.

Superposition er den tilstand vi befinder os i før tanken/ observatøren griber ind og måler/fastsætter positionen.
Med andre ord: superposition er virkeligheden, der, når tanken griber ind, bliver en position. Mig kontra dig som to positioner over for hinanden. Som to tanker overfor hinanden i en levende superpositionel virkelighed.
Det var, hvad der faktisk slog ned i mig i morges som en slags indsigt, mens jeg stod og vaskede op efter aftensmaden i en helt fredelig superposition af alle mine elektroner i hele min krop og alt det andet omkring mig.
Dette skrev jeg til Hr Tot på Facebook, og så må vi se, hvad han siger til det.
Jeg kørte begejstret mod Nykøbing i håb om endelig at få has på den skide telefon, som hele tiden bræger som et sygt får så snart den kommer ud i kulden, så jeg ikke kan forstå, hvad folk siger og må bede dem om at ringe mig op senere, når jeg kommer hjem og får varmet dyret op på radiatoren.
Det hjalp bare slet ikke, fordi det viste sig at den skulle nulstilles, hvis den skulle til reparation, og så forsvinder alle mine foto og videoer, og det vil jeg ikke have, før jeg har lavet en back up. Derfor måtte jeg atter en gang køre tilbage med uforrettet sag omkring den skide mobiltelefon. Men jeg fik da købt noget køkkenrulle og 3 campinggas hos Harald Nyborg.
Var i København hos Suien forleden. Det er sjovt som sproget ofte har skrevet sig selv, når man ikke bryder ind med een eller anden “hensigt” med det hele. Lad det flyde frit, som David Byrne siger, og det gør jeg. I København boede jeg på Next House inde ved Hovedbanegården og parkerede ude hos Suien, som jeg også boede hos den første nat i byen. Det var dejligt at være alene sammen med hende min datter sammen med Oscar, den lille laban, som smider al ting på gulvet og bryder ud i et begejstringsgrin, når han ser de “voksnes” reaktion, for de slår ham selvfølgelig ikke eller skælder ham ud for det. Allerhøjest skriger de lidt om at det må han ikke og sådan noget og det er blot et ekstra krydderi til hele forestillingen. Jeg siger, at det er ungdomsoprør mod de gamle forældre, der ikke forstår en skid af, hvad der foregår her i verden. Det bliver min datter ganske vred over, og opfatter det som en kritik, jeg rejser mod hende, og det er det jo slet ikke. Jeg fik langt om længe købt et par nye støvler. Først var vi i Frederiksbergcentret hos Ecco og se på nogle i ruskind, som jeg passede rigtig godt, men som var alt for følsomme for snavs. Derfor blev det ikke til noget der, og istedet gik vi på kaffe og juicebar, hvor Jonathan – undskyld, jeg mener selvfølgelig Oscar. Jeg glemmer ofte, at tiden er gået og det slet ikke er min søn Jonathan, men mit barnebarn på 2 år, jeg taler om…Men der på kaffebaren smed han en stor tallerken på gulvet og skreg af glæde, da han hørte larmen, den lavede, da den ramte ned på den hårde overflade.
Jeg gik i Dagmar bio for at se en film og stumplede ind i “Stop Making Sense” med “Talking Heads” og det må jeg nok sige var et scoop. Hold da helt kæft, hvor var det fed musik. Jeg skrev til min anden datter (den ældste) om det, og det viste sig , at hun havde været til koncert med dem i 84 i New York! Hendes fyr Hr Tot kendte den også og skrev tilbage, at det var den bedste koncertfilm EVER!

Og det var ikke nogen overdrivelse. Jeg sidder netop nu og lytter til koncerten på Spotify, mens jeg nyder en grøntsagsdrik lavet på min nye blender, som jeg måtte købe, fordi den gamle gik op i brand og ilde lugt af ophedet isolationsmateriale fra motoren.

Båden er langt om længe lagt i vinterhi med pressenningen låst fast med uendelige mængder af tynde liner omkring sig, så ingen storm eller snevejr kan trænge ind.
Min nabo Lasse siger, at jeg ikke kan huske noget, men det han husker, behøvet jo nødvendigvis ikke være det, jeg husker. Det forstår han ikke. Han tror, at det han ser også er det, jeg ser, men det er det jo slet ikke. Deri ligger vanskeligheden ved at kommunikerer med mennesker. Fordi det foregår via koder. Via sprog, som er billeder eller symboler og netop ikke det omtalte, men en beskrivelse. Og det må man skrive sig bag øret; at en beskrivelse er en nødløsning i stedet for at SE. Og som sagt er det, jeg ser ikke nødvendigvis det, den anden ser. Så først må vi være enige om det sprog, vi bruget, og dernæst må vi være klar over vores grundliggende uvidenhed. Vores grundliggende superposition/ukendthed. Før kan vi ikke positionere os overhovedet. Og hver gang, vi positionere os, må vi give tid til, at vi kan falde tilbage i superposition. Dvs at det hele kan kommer på et plan, hvor de to superpositioner “entangler”, dvs er i symbiose. Så kan der kommunikeres. Ikke før!
Og det kræver stilhed. Først og fremmest. Tid om man så må sige. Dvs ophør af jag og pres for at nå et mål. For at nå først op på sejrsskamlen og alt det der lort, som verden er drevet af. Og indsigt i begrebet “tid” som noget vi mennesker har skabt og ikke noget, der har egeneksistens. Det må vi allerførst være klar over. Ellers kan vi ikke komme nogen vegne ind I en fælles indsigt i altings natur. Sådan er det bare, om du vil det eller ej. Men det er som tidligere sagt op til enhver selv at finde ud af det. Det er ikke noget andre kan finde ud af for een. Det kræver alt, og det er der ikke mange, der er villige til, og det er synd, for det ville være dejligt, hvis lidt flere sagde: Stop making sense!

Netop landet i går på den nyrenoverede aeroporto Palma de Mallorca, hvor kilometerlange marmorflisebelagte alleer flankeres af prangende butikker i alle regnbuens skrigende neonfarver. 

  Jeg tog afsted efter en begivenhedsrig morgen, der begyndte med mit barnebarn Oscars øllebrød tilsmagt med kokosmælk og revet æble, som han og jeg spiste om kap. Det sneede en hel del udenfor vinduet, som vi kiggede gennem ned forbi træernes grene oppe fra 4. sal ude i Sydhavnen.

   Ud af døren, hed det, i en forfærdelig fart, for jeg skulle nå at være i lufthavnen og checke ind på slaget otte. Glemte derfor (selvfølgelig) min veltillavede klapsammen madpakke i min datters køleskab! Pis!

   Toget gik i stå på Ørestad station. Jeg og min sidemand besluttede  at tage en taxa ud i snestormen for at nå vores fly. Lidt efter kørte toget alligevel, da en løbsk vogn blev fjernet henne i Tårnby. Vi nåede at blive skannet og gennemrodet oppe i securitycheck inden flyet fløj som planlagt..

   I Stansted fik jeg endelig brugt min ældgamle 5punds note fra min tid i Storbritannien nede i et glas med penge til de fattige. En venlig bartender tilbød mig en gratis kop the, hvis jeg donerede den mod at få de samme 5 pund udbetalt i klingende mønt. Det gav mig en muffin og en croissant samt et restbeløb på omkring 25 pence, som blev tilbagebetalt de fattige.

  I selvsamme øjeblik materialiserede en græsk kvinde sig med en invitation om at komme og bo hos hende på Santorini til sommer. Det.tog jeg imod, fordi hun bekræftede min antagelse om “den viljebestemte tanke” som værende årsag til alt ondt her på planeten. Oven i købet var hun velbevandret i Raja Yoga, som netop er den yoga diciplin jeg var mest optaget af under mit månedslange fængselsophold i Nordnorge.

   Stansted er en behagelig lufthavn, med mindre man skal gennem dens securitycheck. Her blev tiden (som den græske dame iøvrigt beskrev som værende ikke-eksisterende: “No age, no time, no space”, som hun udbrød, mens hun slog ud med armene og grinte højt!), – her blev den uendelig knap. Jeg måtte stå og vente på, at en koreansk kvindes exorbitante  beautyboks blev gennemrodet af en grundig betjent, mens mit fly gjorde sig klar til at taxie ud på startbanen og stikke af. Jeg nåede det (som sædvanlig), og sidder nu på min store seng med jazz på p8 kørende i.baggrunden. Det er morgen og jeg tror, jeg vil tage ind til Plaza de España og købe et busklippekort til mine videre ekspeditioner her på øen

   Fik dummet mig, da jeg anklagede min datters meget smukke billeder for pornografi, men det er jo netop, hvad de er, nemlig ærlige skildringer. Jeg har en tilbøjelighed til at lyve,  også for mig selv, så det er noget, jeg må arbejde med.

    På den anden side: -Hvad er løgn og hvad er sandhed? Det må vi se nærmere på ved lejlighed. Spontanitet kan ofte være mere oprigtig end tilpasset dyd. Man bliver ofte i tvivl, som den græske dame sagde. Men tvivl vil altid være menneskets følgesvend. En slags prisme, man ser en forstyrret verden gennem. Lige som i går, hvor jeg troede, jeg så Thomas bror Floyd på vej ned ad trappen til Estacio Intermodal og løb efter ham helt til herrelokummet, hvor han havde låst sig inde på et toilet. Jeg råbte hans navn flere gange, men han svarede ikke. Han havde sansynligvis ikke lyst til at møde mig, eller osse var det slet ikke ham. Hvem ved…

   Nu er jeg glad for at bo her hos damen Amalia og hendes “søn” som koger kartofler ude i det lille køkken og hælder dem over sin omelet og smiler til mig og spørger om jeg er Ok. Er jeg Ok? Hvis jeg selv skal sige det, så er jeg, og det er jo det vigtigste!

   I går vadede jeg den lange vej hen til Estacio Intermodal, hvor jeg købte et integralbrød, en tomat, 10 plasticknive, en pose oliven med sten og en flaske vand til at tage med mig på stranden. I bussen ud til Ses Illetes blev jeg overfuset af en vred ældre herre, fordi jeg havde anbragt min rygsæk ved siden af mig på “alderdomspladsen” som han mente skulle være fri, så enhver gamling kunne sætte sig der. Jeg flyttede min rygsæk, så der blev plads, og gav mig til at synge. Det livede ham gevaldigt op, og vi faldt i snak. Han var 82 år lige som jeg, og vi havde meget til fælles, viste det sig. En dame ved siden af ham var lidt spids i begyndelsen, men snart var alle i bussen i sync og resten af turen var ren fællessang. Voila! Herren er ude, hvorhen vi end går!

Stranden var åben og varm. Vandet 16 grader og pigerne topløse til stor fryd for den gamle dydige herre, som ikke lod et øjeblik gå til spilde denne dejlige forårsdag på Mallorca!

Solen skinner.

Røde kinder

Alle sorger

De forsvinder

Således forløber dette øjeblik. I ro og mag. Maven er begyndt at finde sin gamle rytme. Indtaget af føde reguleret så intelligent, som det er muligt. Spadseretur ud langs Palmabugten med de tusind glimtende lys og den enlige sejlers toplanterne som ankervagt, der minder mig om mange gode stunder på det bølgende hav, mens jeg hele tiden holder øje med mit venstre knæ, idet det en gang imellem giver anledning til bekymring, som jeg holder i ave med glucosamin. Så går det nok, tænker jeg. Det skal gå, som min salig bedstefar altid sagde, mens han rensede sin pibe. Jeg ryger ikke, og har derfor heller ikke nogen pibe at rense. Gudskelov for det!

   Lidl ligger kun 200 meter fra, hvor jeg nu har taget ophold den kommende uge, før jeg flyver tilbage til København og derfra til mit elskede Bandholm.- Lidl ligger som sagt kun 200 meter herfra højhuset i den lækre lejlighed, hvor jeg ligger i en stor dobbeltseng med puder i nakken og skriver.- Det er en enorm Lidl den Lidl! Jeg blev næsten helt svimmel igår, da jeg var derovre. Fik dog samlet mig så meget, at jeg kunne navigere i det overvældende spanske vareopbud. Klipfisk og hummere og toiletpapir og fede flødeskumskager med catalansk krymmel. Dulce i blokke og vin og spiritus ad libitum, som jeg dog ikke køber, da jeg ikke drikker. Men en croissant, en hvedeboller og en integraflutes blev det dog til, og så hjem (med elevator) op til mit refugium og koge champignonsuppe. Da faldt der ro over feltet!

   Fordi det var da noget af en oplevelse at bo der på Carrer Benet Pons i Fabregues 28, piso 2 i den ældste del af Palma hos Marissa og hendes kumpan!

   Der lugtede reverenter talt af pis over det hele!. Køkkenet stank af slimede belægninger forårsaget af kumpanens idelige opkog af månedgammel mad. Det mindede mig om dagene på Goldschmidtsvej, når Rosenstand kogte suppe op igen og igen for at strække den. Gulvet klæbede til fødderne og knive og gafler ville ikke slippe hænderne. Tallerknerne råbte sygdom op i ansigtet på een, og kumpanens panodiltablette flød overalt til skræk og advarsel for mig, der snart også blev ramt af den mallorcinske dolorosavirus, som florerede, hvor man end drejerede eller vendte sig med hostende, nysende, rallende og deliriumdalrende mennesker på hvert gadehjørne. Et mareridt!. Et rædselskabinet! Et helvede!

   – Og jeg, der var så glad og kåd og lykkelig over det  turkise Middelhav og stenen som balancerede så smukt og de unge mennesker, der forstod, at de måtte tage sagerne i deres egne hænder og alt det andet velkomstdejlige, som brat forsvandt, da virus slog ned, og jeg blev forvist til rottereden med det slimede køkken under dynen i cellen uden vindue de næste 5 dage, hvor jeg skulle have været både på Miró musæum, til Deia og  Andratx og inde og spise i Cellar sa Premsa. Væk, pist væk under dynen, som de sagde de gamle pungrotter, før de krøb sammen i fosterstilling og lagde sig til at dø.

Men solen står op igen, som de også sagde, og jeg vågnede og begav mig ud i Palmas gader og blev væk og måtte finde hjem pr intuition til et nyt flys afgang herfra om en uge. 

   Det gamle vægelsind gjorde sit indtog. Skulle jeg det ene, eller skulle jeg det andet, og hvad bestemte, hvad jeg skulle, og hvem var jeg at kunne bestemme nogetsomhelst? 

   Meget lærerigt at vandre med vægten (mit stjernetegn) i balance hele tiden som et fintmærkende seismografisk instrument, man så sandelig ikke skal kimse af, men gøre sit bedste for at holde rent og pænt og nypudset lige som jeg gjorde med min gamle sekstant, den gang jeg sejlede.

Er altså landet herude på Carrer de Montevideo 7 med få meter ned til sandstrand, promenade helt ind til Katedralen, og som sagt et exorbitant Lidl  i nærheden. Med den varme sol lige ind ad mit vindue, som har udsigt til palmer og lysegrønne forårsblomster med smørgule kronblade og med mulighed for excursioner op i Tramuntanabjergene, som stadig har sne på toppen og som gemme på min gamle favoritjuvel Deia, hvor jeg osse skal op, hvis benene bærer og ånden er redebon.

Vi ses!

Hvad skal jeg sige?

Det blæser og bølgerne er høje.
I morges regnede det.
Nu skinner solen.
Badetøjet hænger til tørre på snoren med de røde klemmer.
Den gamle sorte hankat tigger om mad.
Jeg har sovet godt i lyden fra brændingen.
Nu vil jeg spise min papaya.
I dag skal vi ikke ud og køre på de snoede bjergveje.
I dag slapper vi af. Måske i morgen kører vi op til Agaete Piscina naturel og bader.
Vejene er meget snoede. Man skal holde tungen lige i munden, når man kører. Vi hjælpes ad. Jonathan er navigatør og sørger for, at holder mig fri af rabatten og de høje klippesider, når jeg sniger mig rundt i svingene for at undgå de hastigt kørende modgående biler.
I går lavede Jonathan kylling med auberginer fra Leons farm. Vi kan tage alle de grøntsager og frugt, vi vil. Han er meget venlig og hjælpsom. I går aftes, da strømmen forsvandt, tilbød han os et stearinlys!
Vi bader i hans pool eller går ned til stranden, men der er mange sten, og det er svært at komme ud gennem bølgerne, men når man først er ude, er det skønt. Dog er det tit endnu sværere at komme op, når de store bølge slår een omkuld. Det var bedre i Aldea i går, hvor vi badede i den beskyttede havn med en stige til at komme ned af. Pludselig kom blæsten og rev os næsten væk fra den solbadeplatform, hvor vi sad. Der kom en orange kat, som Jonathan blev ven med. Han bliver ven med alle katte i nærheden. Han har en sjette sans for katte.

Skønne dage med Jonathan og undertegnede. I bil ad snoede veje op og ned, ind og ud, så man nemt kan blive lidt anspændt som chauffør med flere hundrede meter ned til den ene side og flere hundrede meter op til den anden, hvorfra store brokker af størknet brun lava nu og da dumper ned og ligger som vidne om, hvad der kan ske. Vi møder skilte langs vejen med advarsler, men som Jonathan tørt bemærker, er det jo svært at undgå, når man først har fået stenen i hovedet…
Agaete var virkelig et besøg værd. Brækkende bølger (dog ikke så store som dem i Nazaré) buldrer ind mod de naturlige, kulsorte vulkanske bassiner, hvor vi svømmede rundt i strømmen som fisk i et hyttefad. Langs den kridhvide promenade op til byens bedste fiskerestaurant, hvor frokosten blev indtaget under en lyseblå markise. -Jo tak, det er en herlig rejse, vi er ude på vi to.
Vi besluttede at tage hele cirklen rundt om øen og stak nordpå gennem Las Palmas kedelige storbybebyggelse ned mod Maspalomas og Puerto Rico, hvor vi havde tænkt os at eksplorere i det meget omtalte vilde turistliv. Gudskelov slap vi, da en Burger Kings orangerøde opstander demonstrativt stjal udsigten og ledte os til en udendørs terrasse med udsigt over havet, hvor vi i fællesskab indtog et større måltid af veganske og ikke veganske sammenklappede æventyr isprængt mustard dressing og ketchup og chilikrydrede pomme frittes!
Turen tilbage op over Mogán foregik nu i mørke, som stiller store krav til chauffør og navigatør. Jonathan er på pletten hele tiden og fortælle, hvor tæt vi er klippesider og andet vi passerer, mens den gamle driver gør sit bedste for at køre ordentligt, selvom der ofte kan samle sig en hel kø af biler bag ham, fordi han kører langsomt og forsigtigt. Men det tager vi roligt. Først og fremmest skal vi hjem i hel og ordentlig stand!
Snart viser grusvejen sig, og det sidste stykke, før bilen er sikkert i havn, er den smalle indkørsel forbi den grønne låge, som foregår i små etaper, mens Jonathan kyndigt vejleder hvorledes køretøjet gennem flere drejninger føres ind på sin trygge plads og vi begge ånder lettet op efter endnu en vellykket tur.

Kaktus i alle afskygninger var, hvad vi tilfældigt rendte ind i på vores vej mod Puorto Aldea de Sankt Nikolas for at bade. Storslået samling af alle øens mærkelige Palme og kaktustyper og en kælen kat, en agressiv påfugl, samt adskillige høne-hanepar, som ivrigt indtog de af os indkøbte majskorn til 1 euro posen. Først syntes jeg , det var for dyrt at betale 8 euro for at se nogle kaktus (bl. a. verdens “største”), men ombestemte mig i sidste øjeblik og lod mønterne rulle (jeg kom ind som pensionist til nedsat pris!), og det var der ingen af os, der fortrød!
Det må have været et enormt arbejde at samle alle disse forskellige arter på eet sted. Sikkert mange år siden, det blev oprettet. Så vidt vi kunne se af en velhavende tysker engang i trediverne. Der var germansk slagermusik oppe i restauranten og indskrifter på tysk rundt omkring. – Men never mind, det var godt, vi gik ind og fik nogle meget specielle timer i selskab med enorme kaktus, katte, høns og sågar et kæmpefirben magen til dem, jeg mødte på El Hierro.
Det er jo helligdage det her. Folk flokkes mod stranden og ligger i lag selv hernede i vores lille refugium Tasarte, som til daglig er fredeligt og stille med kun en enkelt fisker eller to og et par børn, som leger i strandkanten. Nu er nedkørslen fyldt med biler og campingbusser, og oppe ad skrænten ligger man i telt og fejrer påske med højlydt spansk flamenco musik under stjernerne natten igennem. Der er osse nogen, der bliver væk. Så hidkalder man en stor militærhelikopter til at lede efter de forsvundne. – I nat blev vi vækket af mægtig larm lige udenfor vores vinduer med lyskegle, der fejede hen over bjergsiderne. Måske fandt man de forulykkede. Måske var det for sent. En time senere fløj den i hvert fald igen.
Hele dagen tilbragte vi på en solbadeplatform sammen med to tykke spanske mennesker, som al den tid, vi var der, ikke rørte sig ud af stedet. De lå bare der og snorkede og lod sig gennemstege af den højviolette UV stråling. Jonathan og jeg havde en samtale om incidensen af malignt melanom i Spanien sammenlignet med Danmark, og han mente, at spaniolerne bedre tåler solen p.g.a. deres i forvejen mørke hud. I hvert fald er Danmark nummer eet på listen, når det gælder kræft i det hele taget, og det er foruroligende. Vi smører olie og solcreme med faktor 50 på hinandens rygge og skuldre hele tiden. Så går vi i vandet og skyller det hele af, for derefter atter at smøre os ind, når vi kommer op!
Selv der i Aldea er der store sten og brænding som er en udfordring for mine gamle lemmer. Jeg må kravle ned på alle fire og bliver alligevel ofte kastet omkuld af de store bølger. Så kommer Jonathan og rækker hånden ud, så jeg kan gribe og komme sikkert i land. Bagefter er der dusch, og det letter på nerverne! Det er massive sten, og det gør av at blive slynget ind mod dem!
Vi holder en plan, der siger: Hver anden dag udkørsel med bil og hver anden dag slappe-af-dag hjemme i vores domicil. Så spiser vi nede på den lille fiskerestaurant, som serverer de nydeligste grillede små babyblæksprutter og de lækreste havbassfileter helt uden ben. Hertil et iskoldt glas øl. – Hvad mere kan man forlange?

Artenara var, hvad vi var headed mod og aldrig nåede. Først blev vi ledt gennem en labyrint af snævre gader i Aldea for til sidst at nå en hullet grusvej med en modkørende lastbil, som det ville være umuligt at passere uden at måtte vige ud mod en skrænt med flere hundrede meters fald ned i en kløft med store nedstyrtede lavaklodser. Det gjorde udslaget. At skulle bevæge sig i stadige snoninger op ad denne håbløse vej, for endelig at nå nogle grotter og et etnografisk ”museum” efter flere timers kørsel med risiko for at måtte køre samme dødsensfarlige vej tilbage i buldermørke var nok for de to expeditionsdeltagere Jens og Jonathan til, at de straks ombestemte sig og valgte at tage til stranden i stedet for!
Nu faldt stressniveauet til et mere glidende tempo inde i Aldeas lille smukke kirke, hvor Jens endelig forstod, hvorfor Jesus var blevet så populær. Ganske enkelt fordi han tog lidelsen på sig og viste, at det kunne lade sig gøre uden at tabe ansigt! Jens følte, mens han sad midskibs foran de smukke farvede glasmosaikker bag alteret, at han osse kunne anderkende sin egen svaghed. Sin skrøbelighed og sin livslidelse i erkendelse af sin dødelighed.
Det var det, denne rejse over vulkaner og under hav havde lært ham i selskab med sin søn. At han turde være sig selv og turde at indrømme over for Jonathan, at han var svag.
Resten af dagen blev dykket og solbadet væk i selskab med nogle unge spaniere, som spillede fodbold og hørte rapmusik nede i havnen, hvor der var stiger, man kunne benytte for at komme frelst i det grønblå hav til fiskene og køligheden. Der var osse en dusch og bagefter flutes, tomater, skinke og postej og solcreme over det hele for ikke at blive forbrændt i den 30 grader varme solmættede luft.
Planen var et restaurant-besøg på hjemvejen, men alle restauranter var lukket, nu da det var blevet hverdag igen efter påsken. Alt håb var ude og skuffelsen var stor, indtil Jonathan udpegede et bemærkelsesværdigt sted med geder, store kaktus, katte og en gøende hund, samt en underlig taverna, hvor de serverede opulente opsatser af papaya og kødstumper pyntet med gule blomster og en hel banan omkranset af bløde afslappede pommes frites, som Jonathan absolut ikke satte pris på. Jeg fik en masse overflødig pynt på små pinde, som smagte bittert og havde nær knækket en tand på nogle småsten, som osse var iblandet salaten!
Det bedste var aiolien, som blev indtaget på en knust tvebak! Meget mystisk det hele, især da katten sprang op på mit skød og begyndte at æde af tallerknen. Geden kastede sig stangende mod indhegningen og brægede højt, mens hunden fór på katten af jalousi. Det var helt vildt, men vi fik en oplevelse mere og en slags aftensmad…
Hjemturen op ad de hundrede hårnålesving var noget af en udfordring for den gamle driver Jens, der nu var begyndt at blive træt af ustandselig at skulle tvinge rattet først helt til venstre og dernæst i samme øjeblik skarpt til den modsatte side, mens Jonathan råbte “drej,drej,drej!” højt ind i hans højre øre for at forhindre, at de skred ud i rabatten og 1000 meter ned i helvede! Der var reflekser i hvert drej, men bilens lange lys skabte andre reflekser, som trættede øjet, og det var først, da de kørte ind på grusvejen ned mod havet, at der faldt ro over selskabet.
Til sidst ledte Jonathan bilen professionelt ind gennem den grønne låge op ad flisegangen med de røde blomster. Lågen blev låst med den store hængelås og -pyha for en tur! Vi var endelig hjemme!
I morgen afleverer vi bilen i forhåbentlig uskadt stand og flyver ud af Las Palmas 20.50 med mellemlanding i Barcelona for at lande i Kastrup dagen efter 09.10

Rolig nu!
Ikke for meget jag.
Ikke for hastige beslutninger. Lad det hele glide stille og roligt.
Åh, hvor er det svært med andre mennesker! Det er lige så snart de kommer ind over, det bliver besværligt. Se nu f.eks.denne rejse, jeg skulle foretage med hr Knold og fru Tot og Ernest Hemingway ned til Nazaré i Portugal for at se de store bølger og surferne, som dumdristigt begiver sig ud til havs trukket af en scooter for kort tid efter at blive væltet omkuld og med enorm kraft kastet mod undersøiske skær, hvor de knuses og omkommer under store lidelser. Det skulle vi ned og overvære, og alt var klappet og klart, flybilletter bestilt, hotelophold sat på plads, og så kommer den lille djævel til Andersen, min ven ovre fra Omø, og tilbyder mig at køre med ham tilbage til Danmark, efter han har læsset nogle møbler af i en lille by ikke langt fra Lissabon, hvor hans venner har købt et hus, som de vil slå sig ned i, og som han hjælper dem med at flytte deres møbler og ting ned til. Så skal vi følges ad i den tomme lastbil, de har lejet, tilbage op gennem Europa de 2700 km til vi er hjemme på Lolland igen. Det syntes jeg jo lød fandens interessant med sådan en tur, hvor vi får overnatning og forplejning betalt af hans venner.
Straks jeg hørte om tilbuddet, begyndte jeg at fantasere om de muligheder for afstikkere til spændende steder en sådan hjemtur indebar. Men det skulle jeg ikke begynde på, viste det sig, for vennen, for hvem han kørte, havde lagt en meget striks rute på tilbagevejen, for at.spare benzin og komme så hurtigt som muligt hjem og aflevere lastbilen. Det ændrede jo perspektivet for denne rejse en del, men da Andersen understregede, at så striks skulle det heller ikke være, og at vi sagtens kunne tage små afstikkere til mere spændende steder end den slagne motorvej, blev jeg mere rolig.

Nu optrådte imidlertid et nyt problem. Overnatningerne skulle foregå på motorvejshoteller i et dobbeltværelse de tre eller fire gange , der blev pause på den lange tur, og jeg hader at ligge i ske med nogen som helst på nær min kone og det er lang tid siden, at den mulighed forelå. Igen var det for at spare, idet vennen, som Andersen kørte for øjensynlig var meget nøjeregnende. Han havde nemlig omhyggeligt udregnet en rute i mindste detaille, som vi skulle følge til punkt og prikke med meget få chancer for sidespring.
Nå, godt ord igen. Jeg syntes stadig, det kunne være hyggeligt med sådan en tur op gennem Portugal, Spanien, Frankrig, Belgien og Holland for endelig at lande i Sønderjylland og over Storebæltsbroen det sidste stykke ned til Bandholm. Rødby Puttgarten færgen, som jo ville være nemmere, kunne der ikke blive tale om, da det var for dyrt. Hm, igen dette med at skulle indordne sig under andre mennesker, men som sagt, så syntes jeg og synes stadig, at turen rummer nogle muligheder og osse en social side med hyggelige samtaler med Andersen i førekabinen under den lange rejse ad Europas motorveje. Derfor hænger jeg på og har aftalt, at vi skal ringe til hinanden, når han når Portugal og jeg sidder i Lissabon, så vi kan koordinere og finde et sted, hvor vi kan mødes og slå pjalterne sammen for de videre tur.
Jeg har altid været ret støjende. Derfor er der ikke mange, der kan holde ud at være sammen med mig. Jeg spiller høj musik, så snart jeg kan se mit snit til det og optræder gerne med brægende stemme a la Bob Dylan, når lejlighed byder sig. Som f.eks. I går, hvor vi skulle ud og spise kylling.og jeg på forhånd havde sagt, at det ville jeg ikke, fordi jeg ikke spiser høns,- i det hele taget dyr som sådan, men i stedet valgte nogle urtefrikadeller og noget som de kaldte “Brazilianske ris”, der viste sig at være ristet ris med kyllingeleveren. Jeg skreg op og forlangte min tallerken skifte ud med noget vegansk, hvad de selvfølgelig ikke havde i det etablissement, hvis formål var at servere grilstegt kylling. Mine medrejsende, som er Hr Knold og fru Tot  blev flove over mit skrigeri og indså, at den eneste udvej var at stoppe min mund med kyllingebryst, som de gavmildt kolporterede fra deres egen tallerken og ned i min hals, til jeg blev stille. På vej hjem op og ned ad de Lissabonske gader lod de mig i stikken og travede flere hundrede meter i forvejen efterladende mig med mine dårlige knæ og min tunge rullekuffert slæbende bag mig. Da vi kom op til vores lejlighed var der kold luft mellem os indtil fru Tot bød på noget portvin, hun havde købt i en smøge lige neden for, hvor vi bor (il Lissabon er Portvin legalt), Det opblødte stemningen, og jeg holdt op med at bræge.

Nu er vi på vej i bus til Nazaré, hvor vi skal se store bølger og surfere, som omkommer i dem på stribe.
De andre ( Knold og Tot) er gået. De har så travlt med at nå alt det, de skal. De skal nå at komme op til klippetårnet og se de enorme bølger, som de skal fotografere med deres antikke veteran- kameraer, som de elsker så højt, at de nat efter nat sidder og nørkler med vidvinkel og zoom for at kunne tage video og foto af brændingen (afbrændingen…) lige udenfor vores vinduer og oppe ved fyret! Jeg sidder her i sofaen og har lige talt med Karsten Pharao, som ringede og bad om hjælp til at flytte til en ny lejlighed sammen med en kammerat. Skide godt for ham, da huslejen er billigere og kun to beboere. Jeg stiller selvfølgelig op til flytningen. Han skulle ellers have været med på denne tur til Nazaré, men kunne ikke pga studiet. Ernest Hemmingway skulle også have været med, men han blev forkølet. Så er der kun os tre og det er osse meget hyggeligt for Katten!

Om lidt går jeg ned til stranden og ser om man kan bade. Der var rødt flag igår og gult henne i hjørnet. Idag er der ikke noget gult flag i hjørnet, så måske…
De spiste fisk (Codfish og makrel) på byens bedste fiskerestaurant i går aftes (Jeg spiste tang).

Til morgen spiser vi friskbagt lokalt brød med kvædemarmelade og granula med mango, pærer og æble overhældt med havremælk. Så nu er diæten på sporet. Ikke mere syg kylling til mig!
Åges ring spøger stadig i min baghjerne, og jeg tror stadig at det var et tegn fra himlen, at Helga lige pludselig skulle spørge til, hvor den var. For øjeblikket sidder den på Åses finger. Før lå den i Agnes ( min mor) skrivebordsskuffe, og før det sad den i en periode ( ca fra 1980 til 1985 ) på min finger. Jeg husker som barn (engang i 1944/47) at den sad på bedstefar Åges lillefinger mens han sad og sirligt skrev noder til en melodi, han skulle øve med sine elever. I sine gamle dage efter sin karriere som popsanger fungerede han som sangpædagog i Ribegade 12 på fjerde sal, hvorfra han kun kom ned juleaften, når vi skulle på besøg hos hans bror og holde jul der. Bergstrøm og sønner med domicil i cigarfabrikken Læssøegade 19. ( Det.var tider!)

2
I dag er atter en dag, hvor jeg er blevet kritiseret sønder og sammen af mine kære medrejsende over min åbenmundethed og spinattrampende tåbelighed, hvilket jeg har taget til mig som oplysende læring i min optimistiske begejstring over måske en dag at komme op på et niveau, der beretter mig til at færdes i det “gode selskab” uden at snuble. Man kan kun håbe, og så får vi se.
En lang tur ned til havnen endte med hård afvisning i marinaen, da jeg stærkt trængende anmodede om at måtte bruge etablissementets toilet. En Esso tankstation var mere imødekommende og overlod mig nøglen til deres særdeles indbydende aftrædelsesrum. Det var en lettelse, som igen fik mit humør til at sprudle ungdomsfriskt, mens jeg travede ud ad paseoen langs de mange små pittoreske huse i blå, røde og gule farver på den ene side og den gyldne strand med brølende skumhvid brænding på den anden.
Bag mig ligger dage – og timer på disse dage – jeg ikke fortryder, at jeg gennemlevede, hvor svært det end må være at indrømme. Men sådan er det. Jeg tager tingene, som de kommer. De sure som de søde. Lige nu har jeg spist dahl i en indisk restaurant nede om hjørnet, hvor min højre høretelefon uden varsel faldt direkte ned på det hårde stengulv og knustes. Satans! Netop nykøbt hos THansen i Skælskør. Nå, men eet øre er bedre end ingen ører, ikke? I går tegnede jeg en skitse af en sød pige, som sad på cementkanten ved stranden.
Bølgerne kom brølende ind mod kysten, som fanden havde taget ved dem og deres eneste formål var at nedbryde alt på deres vej. Der var ingen tid i deres bevægelse, som uophørligt bankede ind mod land. Skummet sprøjtede frem og op i hvide skyer, når de brækkede over og kastede sig fremad. Høje drøn som torden buldrede hult, idet de afgav deres energi for derefter at blive til hvirvlende vandmasser på vej tilbage i havet, hvor de samlede sig for med usvækket kraft atter at angribe kysten. Men aldrig nogensinde var det en gentagelse af det foregående, jeg så, men netop det evigt nye nu i fuld udfoldelse.

Det sad jeg og overværede mens mine tanker blev til bølger og bølgerne blev til mine tanker, der forsvandt og blev stille.
I dag er der karneval og det er ikke stille! Måske nok nærmere støj. Men støj kan være godt nok for en tid, når man selv bestemmer, hvornår den skal holde op, og det er lidt svært, når en kæmpe lastbil med 100.000 decibel højtalere parkerer sig lige udenfor vores vinduer og ustandselig afspiller de samme portugisiske folkemelodier. Nej, så var det bedre i Brasilien med Oludum og levende sambarytmer, men man må selvfølgelig ikke sammenligne. Dog er det nærliggende, da det hele foregår på samme sprog som i Salvador og Rio.
I morgen er Nazaré forbi. Vi skal checke ud kl. 11 og med bussen tilbage til Lissabon kl. 12. Der skal Knold og Tot opholde sig et enkelt døgn, før de drager nordpå med “Norwegian”. Jeg bliver foreløbig til den 16, og skal i den periode konfererer med Andersen om evt at køre med ham tilbage til Danmark. Hvis ikke jeg gør det, så ved jeg ikke hvad jeg gør. Her er jo dejligt mildt og forårsagtigt, så vi får se…

3.

Dette er dog et fortrinligt sted at opholde sig. Midt i Lissabon og kun 10 min gang ned til floden, hvor jeg i sin tid (40 år siden) sejlede ind og lagde til Kaj i Belem ude ved siden af det store marmormonument rejst til minde om alle de søfarende, der drog ud for at betvinge og kolonialisere resten af verden.

Her bor jeg nu, mens jeg venter på besked fra Andersen om, hvornår han vil hente mig inde i landet i Castello Branco. Der har været nogle problemer mellem ham og de folk fra “foodforest”, som han kører for, men så vidt det ser ud lige nu, skal vi køre sammen mod Danmark på søndag. Jeg driver omkring, nyder det milde forårsvejr og går på indkøb efter bacalhau, linguica calabresa defumada og Massa de Pastel til Helga. Der bor meget søde mennesker her i det lille “hotel”, som mødes om aftenen og udveksler rejseminder.
I dag fløj to af gæsterne til Azorerne, så det kan man også herfra.
På vej i bussen fra det røvkedelige “X-factory” der mestendels består af fancy spisesteder, hvor parrene går hen og sidder og passiarer, mens de piller i muslinger, rejer og små blæksprutter og drikke kølig vin af høje glas, – der ringede min gode ven Andersen helt oprevet fordi han nu var stået af turen til Portugal et sted i nærheden af Biarriz i Frankrig. Ægteparret som han skulle hjælpe med transport af deres møbler var faret i flint og havde udsøgt sig det rare menneske som syndebuk. Som jeg osse sagde til ham; betaler det sig aldrig at involvere sig med parforhold. Især ikke under så langvarige og vanskelige omstændigheder som det at køre et flyttelæs fra Danmark til Portugal. Her havde især den kvindelige part hidset sig op til hysteri over Andreas kørsel i trafikken. Manden, som er foodforestideolog og yogist havde bagtalt Andersen overfor konen ( som,- og hør nu, er parterapeut!) for at score point i deres indbyrdes kamp. Lille rare Andersen fra Singapore (Han optræder bl.a. på filmen fra Helenes bryllup i 69) var tilsidst blevet så træt af ægteparrets vanvid, at han have sagt sin mening om dem og havde erklæret dem begge for sindssyge! Da brast arrangementet for godt, og han forlod kortegen (konen kørte privatbilen med trailer, manden og Andersen kørte lastbilen) . Lige inden det endelige brud havde kvinden fantaseret en historie om, at Andersen som hævn, når han skulle køre lastbilen tilbage til Danmark, ville stille den ind i en øde skov og forlade den, og at de derfor ikke kunne stole på, at den kom uskadt frem! Det korte af det lange blev, at han stod af.

I nat kl halv to ringede han så til mig og fortalte, at han lå på en bænk udenfor en jernbanestation og frøs. Han havde taget mine tæpper (som jeg havde givet ham med, så vi kunne sove i bilen) og pakket sig ind, men frøs alligevel så han rystede. Derudover var han snublet over en kantsten og havde slået sin næse ned i asfalten og havde fået alvorligt næseblod. Jeg forsøgte at berolige ham og sagde, at han kunne ringe nårsomhelst, så skulle jeg nok støtte ham mentalt natten igennem. Gudskelov ringede han først, da han sad i toget på vej til Paris og fortalte, at han havde sovet lidt og nu havde det meget bedre i det varme tog, og ville se at finde et fly til Danmark. Vi aftalte at mødes i København, hvor Aksel ( hans søn ) kommer og henter ham, og hvor jeg så osse kan køre med tilbage til Ballerup.
– Ja, det var så, hvad der blev ud af den fællestur fra Castello Branco i Portugal op gennem Europa tilbage til Danmark, som altså nu foregår på vinger gennem det internationale luftrum om få timer. Jeg skal lette her fra Lissabon kl 19.00 og har lykkeligvis forlænget mit ophold på dette charmerende sted, således at jeg først behøver at checke ud ved 16 tiden.
En stor fordel ved alt dette er, at jeg når min tur i saunaen i  Badeanstalten på lørdag, som jeg har betalt 50 kr for, for længe siden! Så når alt kommer til alt er det hele fjong, og nu glæder jeg mig faktisk til at komme “hjem”.

Fra København med bedstefars ring hængende over hovedet til Sydhavnen og god samtale over dejlige dage i Nazaré med Knold og Tot til lidt ærgelig snak med Karsten Pharao, fordi han alligevel ikke kan flytte sammen med sin kammerat, da han skal skaffe en erstatning for sig selv, når han flytter (hvad jeg ikke forstår…) til hel vildt skønne dage i Lissabon på egen hånd, og afslutning af rejsen, som skulle have været en hyggelig excursion op gennem kontinentet med Andersen og jeg, og som nu blev til, at jeg sidder her i min “celle” og skriver, før jeg pakker færdig og skrider ud i lufthavnen med min rullekuffert hen over Lissabons toppede brosten.

Tidligt op og i efterårsbølgen den blå. To smukke mennesker af kvindekøn vinker venligt til den ældre herre, som på sin vej ud fra badeanstalten beretter, at han skal på svingtur med en gammel veninde til El Hierro om et øjeblik. De ser smilende op mod ham fra deres bænk i morgensolen, byder ham god rejse og ønsker højlydt, at det var dem, han havde inviteret. – Men det var det ikke. -Næste gang måske- udbryder han leende, idet han med kuskeslag, for at holde varmen efter det iskolde bad, forlader dem i rask gang langs havnefronten i Bandholm.

Bussen afgår nede fra Veteranbanestationen kl. 8.10 og han er der 10 min før med sin rullekuffert, sin rygsæk og let sommertøj, da det jo er ned til varmen han skal. Han elsker at være i god tid. Hader at have travlt og løbe efter tiden, da han udmærket ved, at han aldrig vil indhente den.
Da han ankommer til stationen, er han tilfreds over at måtte vente 10 min, før toget planmæssigt ruller ind på perronen. I Nykøbing rammer chokket ham imidlertid, fordi et eller andet menneske bevidst eller ubevidst er blevet påkørt af et gennemgående tog, hvorved al togtrafik ind og ud af Nykøbing Falster er blevet aflyst, og han skal møde Annette kl 3 på Hovedbanegården, hvor de har aftalt at vente på hinanden under det store ur overfor McDonald. Han løber forvirret op og ned ad trapper og gange og spørger folk om, hvad han skal gøre, men ingen har andet svar, end så må han vente til det næste tog. Det betyder en forsinkelse på over en time og hvad så med Annette, der sidder og venter? Hun er 82 år lige som ham selv og har rejst hele vejen fra Århus, hvor hun bor på plejehjem for at kunne være under uret og møde ham præcis kl 3.  Han farer rundt og ramler ind i et ægtepar, som osse skal til København, og som har fundet ud af, at hvis man tager det næste tog mod Køge, kan man skifte i Næstved og være i København kl fem minutter i tre. Pyha og op og checke ind med rejsekort (som man skal huske at checke ud, når man er færdig med sin rejse, ellers koster det ekstra) for at nå det næste tog og skifte i Næstved, hvor lokoføren bedyrer, at man bare skal over på den modsatte perron for at få toget til København.
En god plads på første sal bag ved en pakistansk familie med en ignorant mand, som hele tiden piller sig i næsen og en endeløst talende kone, samt et skrigende barn, hvor de alle udsender denne sødlige lugt af koriander og karry, som øjensynlig er hovedingredienser i deres daglige kost!
I denne atmosfære tilbringer vor rejsende resten af turen ind mod storbyen kun afbrudt af en endeløs vandring gennem alle togstammens vagoner for at finde et åbent toilet, hvor han kan lade sit vand!  Kl 14.58 kører de ind på perron 3, og kl 15.00 står han under uret, hvor han i samme øjeblik ser Annette, der sidder på en stol udenfor den Thailandske grilbar og venter på ham.

Hun er en lille tæt kvinde med kridhvidt hår og øjne som stråler af spænding over den forestående rejse. Han nærmer sig, og idet hun ser ham, udstøder hun et skrig af glæde. Han går hen, bukker sig ned over hende, og giver hende et knus, der forener dem i fælles begejstring over endelig at være nået så langt.
Måneder i forvejen har han forberedt rejsen til den lille ø ude i Atlanterhavet, hvor Annette har funder en dansk mand ved navn “El Capitan”,  som har slået sig ned der for at nyde sit otium. Annette har selv tænkt måske at flytte derud for at tilbringe sin sidste tid under varmere himmelstrøg. Derfor besluttede den ældre herre, hvem vi nu for en ordens skyld vil kalde “Jens” at arrangerer en rejse til øen, som således tog sin begyndelse med de to meneskers møde på Hovedbanegården en eftermiddag i november måned.

– Først skal vi ud til Ørestad station, siger Jens. – Siden må vi vandrer et lille stykke vej over mod Cabinn, hvor jeg har reserveret to værelser. Vi flyver i morgen kl 10.15, så vi skal tidligt op for at være i lufthavnen 2 timer før for at checke ind.
Annette følger med ned til toget mod Sverige, og efter et enkelt stop står de af og begiver sig i isnende blæst over mod hotellet, hvor de indlogerer sig i hver sin lille “kahyt”. Annette er dødtræt og går straks til ro, mens Jens ikke kan dy sig og må op i “Fields” for at købe en stor rejecocktail, som han fortærer ved det lille skrivebord mens han ser tv om QAnon bevægelsen i USA, som beskylder præsident Biden for pædofili. Så slumrer han ind under den kølige hoteldyne og vågner først kl. 6 ved mobiltelefonens summen.

De skal have en taxa over til terminal 2, som receptionen sørger for, og snart er de igang med at checke ind og få al deres bagage endevendt, inden de endelig havner i den toldfri parfumeafdeling. Lidt efter sidder de ved et bord og spiser medbragte flutes med norsk ost. Annette kan ikke holde larmen fra nogle nordmænd ved nabobordet ud, og de beslutter at gå ud mod gaten. Det er imidlertid en meget lang vej, og da Jens får øje på en Falckmand med en lille transportvogn, beslutter han at henvende sig og bede Falckmanden om hjælp til at transportere Annette derud. Der er intet Falckmanden hellere vil, og snart sidder hun højt på strå oppe i vognen, som drøner afsted ud mod gaten, mens Jens løber ved siden af. De kommer ombord i det store Norwegianfly, hvor Jens har reserveret sæder ved nødudgangen med ekstra benplads. En bøsig herre vil skille dem ad og påstår, at de sidder på hans plads og han har bestilt mad, og så vil han ikke få, hvad han har bestilt. En tililende stewardesse løser problemet, så manden får sin kødmad, mens Jens og Annette får det veganermåltid, han har bestilt. Manden fortsætter chikanen med at bemærke, at de slet ikke burde flyve, men istedet køre i tog, da de jo er veganere og klimatosser!

Flyet letter som sådanne gør og de falder ikke ned, men kommer opover skyerne og er snart i højde med Mount Everest, som Jens højlydt bemærker, er et passende sted at falde til ro i tracendental meditation, hvilket den bøsige herre irriteret tysser på. Så kommer veganermaden, og den kan Annette ikke lide. Hun siger puha og pøj, og Jens får lov at spise hendes, mens hun spiser resten af fluten med den norske ost. Efter 6 timers rolig flyvning lander de i Las Palmas internationale lufthavn og her sker der noget, de absolut ikke havde forudset. Falck manden, som hjalp dem på vej ud til gaten har i mellemtiden arrangeret, at Annette skal hentes i en stor ambulance sammen med en invalid svensker og et ældre nervøst ægtepar med rystesyge. Da de kommer hen til udgangen oppe ved cockpittet, står de to piloter og tager imod sammen med tre spanske kvinder i uniform og med skrattende walkie talkies, som de hele tiden råber ind i, mens de samtidig dirigerer en stor lift, som langsomt hæver sig op mod flydøren, hvor den stopper og lade to rullestole køre ind. En af dem forsøger de spanske kvinder at presse Annette ned i, og det bliver for meget for den gamle dame, som slet ikke aner eller forstår nogetsomhelst af, hvad der sker. Jens står et stykke bagved og kan ikke nå at gribe ind, før Annette, chockeret som hun er over den kaotiske situation, tager sig til ansigtet med begge hænder og giver sig til at skrige højt som en stukket gris!

Jens styret til og forsøger at berolige hende, men det er tydeligt, at hun er i panik, og det bliver ikke bedre, da de nu bliver bragt ud på liften, som i det samme sætter sig i bevægelse nedad i nogle gevaldige ryk. Hun skriger nu som en besat, og det er kun med nød og næppe og under opbydelse af alle sine mentale kræfter, at han formår at berolige hende så meget, at de undgår et politilhold og en hospitalindlæggelse på den lukkede afdeling. Tilsidst lader det spanske flypersonale dem slippe. Annette sidder i rullestolen, som Jens skyndsomst triller afsted med væk fra alle de “hjælpsomme” mennesker og ud til taxaholdepladsen, hvor de prajer en bil, som kører dem hen til den ventende lejlighed i Las Palmas, hvor de skal overnatte, inden de skal op i det lille indenrigsfly til El Hierro. Her står en rar mand og tager imod dem og sørger for, at især Annette får den bedste seng, idet det ligger hende meget på sinde at sove godt! Det er et stort rum med kolde hvide vægge og en sofa midt i, som Jens får tildelt. Ude bag en mur står dobbeltsengen, som straks forkastes, da den er for blød. Jens er begyndt at blive træt af alle de vanskeligheder denne rejse har pålagt ham og ønsker kun een ting, og det er at være alene. Desværre kan han ikke gå fra Annette, da hun højst sansynlig vil forsøge at gå en tur med stor risiko for, at hun bliver væk i den lille bys snævre gader. Klokken nærmer sig syv. Det er begyndt at blive mørkt udenfor.
Jens tager sig sammen og inviterer sin dame på en spadseretur ned til stranden. De går til en udtørret flod, som fører dem til en kulsort lavakyst, hvor nogle mænd står og fisker. Havet er uroligt og himlen gul-lilla  med optræk til storm. Jens gruer for flyveturen næste dag med det lille propelfly ud til en af verdens farligste landingsbaner, der ligger tæt op ad stejle klipper på øen, de vil besøge. Jens ved i bund og grund slet ikke, hvorfor han er taget afsted med Annette. Allerhelst ville han rejse alene, lige som han plejer, men udfordret af Annettes store ønske om at tage afsted for at komme ud og finde den mand, hun havde læst om, som havde fundet fred på El Hierro, sprang han på og tilbød at arrangere det hele og fungere som rejseleder for sin jævnaldrende kammerat.

De forsøger at finde en restaurant, hvor de kan spise aftensmad, men der er ingen. Istedet køber de noget brød, frugt og syltetøj i et lille supermarked. Det indtager de under en skarp loftslampe i det hvide rum, før de dejser omkuld på hver sit leje i den fremmede by på sydkysten af Gran Canaria.

Jens sover kun nogle få timer den nat. Inde ved siden af i Annettes rum lyder der ustandselig høje støn og mishagsytringer. Det er når hun vender og drejer sig og ikke kan finde ro i den alt for bløde seng. Selv må han op og tisse flere gange på trods af, at han er begyndt at tage nogle nye amerikanske piller mod forstørret prostata…

Således ligger de to 82 årige i hver sin seng i samme rum og skal for første gang gennemføre en nattesøvn sammen. Jens ligger først på den ene side så på den anden og tilsidst på ryggen, mens han lytter til Annettes snorken. Han kan bare ikke falde i søvn og har bange anelser om turens videre forløb. Det bliver dog endelig morgen.

Taxaen kommer kl 12 for at hente dem. Flyet afgår kl 15.40 og Jens skal finde ud af, hvorledes de kommer fra indenrigslufthavnen og over til deres Norwegianfly på tilbageturen, så de undgår en ny episode med panik og en skrigende Annette, når de skal hjem!
Han anbringer Annette på en bænk og stæser frem og tilbage for at lære vejen fra indenrigs til udenrigs, så de smertefrit kan komme videre på de små to timer, der er fra de lander og til de igen skal flyve tilbage til Danmark. Det lykkes ham at forstå den stor lufthavns indviklede terminaler, og beroliget over sin plans gennemførlighed gelejder han Annette gennem securitycheck, hvor hendes saks bliver taget fra hende uden hun hidser sig op af den grund!
Jens er ved at været lettet over, hvor fredeligt det hele går og finder en “Starbucks” kafé med to dybe lænestole og et lille bord. Annette vil op og købe kage og noget at drikke og sætter sig i køen på en stol, hun henter ved et bord, og som hun rykker frem efterhånden som der bliver plads. Hun har svært ved at stå op i længere tid, og folk i køen synes bare, det er hyggeligt med den gamle dame som rokker sig fremefter på sin stol!  De spiser kage og drikker the og freden begynder at falde over dem.
De to gamle mennesker på vej ud i verden mod nye æventyr!

Men flyvemaskinen venter. Den venter ude på startbanen med propellerne i skrigende fart.
Jens og Annette fik flyttet sig ned i afgangshallen hos de søde stewardesser, som forlangte at se både pas og boardingkort, som Jens havde lagt op på 2 mobiltelefoner, så de hver for sig kunne skanne og komme gennem lågen ind til røret, der førte dem til trappen op til det lille blåmalede Binter Canaria fly, hvor de fik en plads midt i kabinen og blev pålagt straks at tage maske på, for det gjorde man stadig i Spanien, endskønt coronaepedemien forlængst var ovre. Den smukke men noget stramtandede flypiccoline kastede sig straks bebrejdende over Annette, der først slet ikke ville bære maske og dernæst kun satte den for munden og lod næsen fri.  I fuld fart taxede de ud til start og fór med flere hundrede kilometer i timen frem og op gennem et tykt skydække, som hurtigt skjulte jorden, så de blev alvorligt i tvivl om piloten kunne finde øen. En lille time fløj de, indtil maskinen tog et brat dyk og de nærmest på klods hold passerede lodrette vulkanske lavasider, mens de slingrede nedad genne grå tågebanker. Jens sad og filmede det hele, idet han konstaterede, at det måske blev hans sidste film i dette liv!
Der var ingen landingsbane at se, før det øjeblik de satte hjulene på jorden. Det gav et ordentligt bump, hvor flyet skred en anelse ud til siden i betænkelig nærhed af klippekanten ned mod havet. Så blev farten bremset op, og de var landet på El Hierro!

De kære mennesker Robert og Nieve fangede først Annette i ankomsthallen og senere Jens, som kom dryssende i langsomt tempo overordentlig lykkelig over at være i live ovenpå den flyvetur! Det var deres hus, de skulle bo i, men før de kørte derop, måtte der provianteres inde i Valverde i et supermarked, hvor der blev købt mad ind til de næste par dage.

Det lille bjælkehus ligger højt over havet på en bjergside omgivet af buske, lavt krat og majestætiske palmer. Store kaktus, agaver og små nåletræer samt et utal af forskelligartede grønne planter dækker hele området. Små huse i grå og brune kulører ligge som klodser spredt over landskabet. Mellem dem løber smalle og meget stejle veje, og ad en sådan bevægede det lille selskab sig. Knapt havde man troet, at nu var de der, tårnede en ny nærmest lodret stigning sig op, som de måtte passere i første gear i rimelig fart for ikke pludselig at blive bragt til standsning med risiko for at styrte bagud ! – Her kommer jeg da aldrig op til fods, tænkte Jens. Annette udstødte hvin på hvin hver gang en ny bjergvej viste sig forude, men endelig hørte stigningen op og de drejede ind på et plateau foran indkørslen til huset, som de skulle bebo de næste 14 dage.

Der var stillet op til deres ankomst af værtsparret som præsenterede faciliteterne og viste om i haven, hvor der voksede gulerødder, som de godt måtte spise. Ret hurtigt forsvandt de imidlertid, og lod som om de ikke hørte Jenses bøn om at måtte blive kørt til lufthavnen om mandagen, hvor lejebilen skulle afhentes. Han måtte således se i øjnene, at han selv måtte finde vej ned ad den stejle skrænt til den nærmeste holdeplads for bussen til lufthavnen, hvor bilen stod. Det irriterede ham, men han sagde ikke noget for ikke at rage uklar med parret.

De var nu alene og Annette skulle selvfølgelig afprøve sengen, idet hun sagde, at hvis den var for blød, ville hun på hotel med det samme! Det var den ikke, så de blev i huset, lavede en kop the og gik så i seng.
Jens sov i stuen på en sovesofa, og Annette fik dobbeltsengen i soveværelset. Så var det arrangeret og de sov natten igennem, hver på deres måde med hyppige toiletbesøg og rømmen sig og hosten i søvne og i vågen tilstand. Der var lidt krig om hvem der skulle have den tykke dyne. Annette vandt og Jens måtte kryb ned under 3 lag tynde vattæpper, der ikke ydede nok beskyttelse af hans kuldskære fødder, som måtte forsynes med sokker for at holde kulden ud heroppe i 1500 meters højde. Han drømte om varme strande, hvor han kunne dykke og faldt så endelig i søvn.
Den følgende dag blev de i huset. Gik et par småture og konstaterede, at ret langt kunne de ikke komme, før de stødte på nærmest lodrette nedkørsler, som det ville være umuligt at gå tilbage ad, hvis især Annette, som fik åndenød ved selv den mindste anstrengelse, skulle med. De holdt sig derfor på platauet, hvor de trippede rundt et par gange indtil det blev aften og de atter tørnede ind.

Nu i et særdeles anspændt humør var Jens, der om morgenen måtte afsted for at hente bilen i lufthavnen. For at nå bussen nede i Mocanal skulle han gå hjemmefra i bælgravende mørke ad disse djævelsk stejle hjulspor, hvor belysningen ene og alene blev frembragt af en søvnig måne delvist skjult af hastigt forbipasserende skyer. Derfor havde han (gudskelov) medbragt en kraftig pandelampe, nærmest som anede han, hvad der ventede ham. Den tog han på og bevægede sig forsigtigt ud i mørket. Med bittesmå skridt for hele tiden at have sikkert fodfæste gik han nedad og nedad den næste time til han endelig nåede hovedvejen, hvor busstoppestedet var. Han troede han havde god tid, men bussen kom et kvarter tidligere end planlagt, og det var i sidste øjeblik han fik den standset og kom med. Han skulle skifte ved politistationen, hvor han mødte en hippie, som netop havde været oppe og betale sin bøde for besiddelse af cannabis. Denne tilbød ham en joint, hvilket han afslog uden dog at være uhøflig, og de fik en hyggelig samtale på vej ud til lufthavnen, hvor hippien skulle rejse til Lanzarote, mens Jens jo skulle hente sin bil hos AVIS.
Han var i god tid. Bilen skulle først afhentes kl 12. Han vidste ikke, hvor det skulle foregå, men en venlig dame i receptionen forklarede, at det foregik ude på parkeringspladsen. Så var der ikke andet at gøre end at vente, hvilket han gjorde og brugte tiden på at arrangerer en transportør til at bringe Annette fra det ene fly til det andet, når de engang skulle hjem. De havde kun 2 timer til skiftet, og Annette var jo nemt panisk og dårligt gående.
Manden fra AVIS dukkede op. Han talte hurtigt spansk og manipulerede Jens til underskrift og kreditkort overlevering på et øjeblik, hvorefter han forsvandt. Jens nåede således ikke at kontrollerer dækkene, som senere viste sig at være totalt nedslidte!

Nu var han i bil, og så var det hele meget sjovere – og nemmere! På få minutter var han hjemme ved den opkørsel, han tidligere havde slidt sig ned ad. I første gear steg han op og parkerede udenfor deres hus, hvor Annette var stået op og klar med frokosten. Længe varede det ikke før de havde spist og pakket til deres første tur i bil, hvor de for alvor skulle ud og opleve den fantastisk ø!

Andet afsnit.

Nu vil jeg idag den 14 november, 4 dage inden vi skal rejse herfra (El Hierro) gå fra at skrive på min hjemmeside til at skrive på pages, da internettet heroppe på vores bjerg er så elendigt, at hvert andet ord, jeg skriver, falder ud, og det er jo ikke så godt, vel kære læser?

Jeg skulle netop til at beskrive vores første tur med bilen, som førte os ned til kysten på vestsiden af øen til en badegrotte ved navn Pozo de las Calcosas, da nettet faldt ud, og jeg måtte gå i seng med uforrettet skrivesag. Nu er der atter gået en dag, uden jeg har fået skrevet noget, så hermed turen, som jeg erindrer den.

Annette ville gerne ned til kysten, og det ville jeg også, så vi blev hurtigt enige, da jeg vendte hjem med bilen fra lufthavnen, hvor jeg havde hentet den hos den veltalende AVIS mand, om at køre afsted. Ned ad den stejle vej med de mange farlige sving, hvor en modkørende bil  øjeblikkelig vil medføre en alvorlig situation.
– Der kom ingen bil, og oplivet af vores held, valgte vi at fortsætte tværs over hovedvejen og lige lukt ind i, hvad der senere viste sig at være det rene helvede!
I begyndelsen gik det meget godt. Vi snoede os langsomt ad de små veje mod kysten, som vi troede lige var rundt om det næste hjørne, men som hele tiden viste sig at være længere og længere nede. Endelig nåede vi en plads, hvor vi kunne stille bilen og gå ud og kigge hen over en mur ned til havet, som stadig lå nogle hunderede meter  under os. Bølgerne var enorme, og denne Pozo viste sig at være ganske oversvømmet af en voldsom brænding.

Jens prøvede at finde ud af, om der gik en vej ned til et sted, hvor de kunne bade, men det så helt umuligt ud. Der var en smal stentrappe, som førte til nogle hytter og en pool, der nok om sommeren kunne være det sted med krystalklart vand, man så på fotografier, men som nu  var en kogekeddel af brusende vandmasser. Annette stod oppe ved bilen og nærmede sig kun tøvende, da Jens råbte til hende, at det var omsonst at forsøge at gå derned.

De blev derfor enige om at køre videre, og hvad var mere indlysende end at fortsætte ad de små snoede veje op langs kysten til det lille badested Tamaduste.

Jens havde sin mobiltelefon koblet på google map, og her så det ud til, at der var en direkte rute derover. De kørte derfor afsted i fuld tillid til google-damens vejledning.
I begyndelsen gik det meget godt. Der var nogle stejle snoninger, som de passerede fint, men med eet blev vejen smallere og meget stejl, så stejl, at selvom de kørte i første gear, havde bilen svært ved at trække dem op.
Engang gik de i stå på en vej med over 40% stigning, og da begyndte Annette at skrige, for bag dem lå afgrunden flere hundrede meter nede.
Jens mærkede koldsveden på ryggen, mens han krampagtigt holdt fast i håndbremsen og stemte foden hårdt i bremsepedalen, idet han gassede op. Så slap han bremserne og udløste koblingen. Hjulene fór rundt uden at gribe ordentlig fat i grusvejen (de nedslidte dæk…), og et øjeblik så det ud, som om de skred bagud. Der var ikke andet at gøre end at standse igen og holde fast på begge bremser.

Annette var hvid i ansigtet af angst og forsøgte i sit vanvid at springe ud af bilen og skubbe bagpå.
– Stop, for helvede, råbte Jens. – Kan du så se at komme ind igen. Vi prøver endnu en gang, så skal det nok gå.
Annette adlød og satte sig ind.
De prøvede igen, og ved et guds under lykkedes det bilen at få så meget greb, at de kunne komme op ad bakken og hen til et stykke vandret vej, hvor de kunne køre videre.
Googledamen sagde, at de skulle til venstre ad en sidevej næste gang, og de havde ikke anden udvej end at følge hende. De kunne ikke vende på det smalle grusspor, så de kørte, som hun sagde, men det skulle de ikke have gjort, for nu blev vejen endnu smallere og var stadig ret stejl. Bilen begyndte at lugte af brændt gummi og overbelastning af det elektriske system. Jens blev klar over, at denne deres første tur på El Hierro nemt kunne blive deres sidste. Det er en vulkanø med lodrette fjeldvægge, som styrter sig i havet, og vejene er overalt snoede serpentineveje langs dybe afgrunde.

Langsomt bevægede de sig opad, da de mødte en mand, som stod og gravede. Jens standsede og spurgte ham, hvorledes de kunne komme op på en større vej. Han rystede på hovedet. Den eneste måde var lige frem, men som han sagde, var den meget stejl og smal. Dog endte den oppe på hovedvejen, men som sagt, – den var svært stejl!
Det var lige, hvad de havde brug for! Endnu en udfordring og angstfyldt situation, men der var heller ikke nogen vej tilbage, så de takkede manden og kørte videre.
Stejlere og stejlere blev det, da de endelig nåede opkørslen til hovedvejen. En lille smal cementopkørsel, som mundede ud direkte i modsat retning af det ene spor på hovedvejen, hvor bilerne ville komme frontalt mod dem, når de kørte op. Der var ingen mulighed for at holde og orientere sig på den skrå flade. Det gjaldt om at sætte i første gear og køre op i eet hug!
En bil nærmede sig, satte farten ned og standsede, da føreren opdagede Jens og Annettes bil stikke snuden frem nede fra den lille tilkørsel.
Annette var sprunget ud og vinkede til kvinden bag rattet, at hun skulle holde stille, og i det øjeblik satte Jens fuld kraft på motoren, slap koblingen og med et voldsomt hop kom bilen op på hovedvejen, og de var frelst!
Fuldstændig udmattede satte de kursen mod Tamaduste og besluttede, at de aldrig mere ville stole på googledamen.
Især ikke på El Hierro!

Nu på rimeligt store og asfalterede veje varede det ikke længe, før de kunne køre ind i den lille bys snævre gader, hvor de fandt en parkeringsplads tæt ved trappen, som førte ned til den store pool med direkte adgang til Atlanterhavet. Kraftige bølger sendte dønninger ind langs brede trappetrin med gelænder, hvorfra den badende kunne bevæge sig ud i vandet. Der var anlagt en træbro hele vejen rundt, og her mødte de en gruppe nordmænd, som de kom i interskandinavisk snak med. Det var turister ligesom dem selv, og de fortalte, at vandet var 26 grader og aldeles udmærket. Jens sprang i med det samme for at dulme sine nerver ovenpå den oprivende tur. Annette foretrak at vente oppe på en bænk under en parasol og snakke med nordmændene.
Da Jens var færdig med at svømme rundt i poolen, løb han op til et lille supermarked og købte brød og nogle bananer og chokolade til Annette.
De var enige om at tage tilbage en anden dag, hvor Annette også ville bade og Jens forsøge at dykke med sin snorkel og se på fisk.

-Så skal vi lige have lidt direkte fra skuffen… (Skriver Jens.)

-Det er et mærkeligt forhold det her mellem mig og Annette. Jeg ved ikke hvorfor, men det virker, som om vi faktisk har det meget godt med hinanden på trods af vore små skærmydsler. Det skyldes måske, at vi kender hinanden fra gammel tid. Jeg prøver at følge hendes ønsker uden samtidig at blive underlagt hendes til tider lidt kaotiske lune.
Vi går små ture op til gederne, og hun holder mig på armen for at få støtte. Hun går ikke særlig godt, men kommer dog frem i små bidder.
-Jeg er jo fuldstændig i mit es, når vi er nede på La Caleta stranden, og Annette nyder vandet lige så meget som jeg, og hun er fantastisk i sin begejstring over Atlanterhavet, som hun svømmer/flyder rundt i, mens hun udstøder sine besynderlige brumme og grinelyde. Men en gang imellem bliver jeg lidt sur, når hun vil bestemme, og jeg synes det er urimeligt. Jeg indser dog hurtigt, at hele denne tur er på hendes præmisser og indordner mig hendes luner i venlig stilfærdighed.
Jeg indser, at jeg også har brug for lidt ro, og det er der rigeligt af heroppe på Calle Artinga blandt geder, palmer og grønne bjergskråninger.
Jeg laver mad til hende hver dag, og det glæder mig, at hun nyder det. Hun er meget besværet af sin alderdom. Jeg er friskere og kan til tider være lidt ærgelig, når hun siger, at nu vil hun hjem; når jeg sagtens kan nå et snorkeldyk mere nede i La Caleta. Men jeg har lært at bøje af.
I de første dage var det svært, når jeg syntes, hun bestemte for meget og ville køre turen efter sit eget hoved, men nu har jeg indset, at det er meget godt for mig at indstille mig efter hendes rytme. Jeg går små ture, maler og tegner lidt og skriver som her om aftenen, når hun er gået til ro.
Udenfor blæser det helt vildt, men vinden er mild og varm. I går kom der en mus løbe de ind under min seng.
Jeg sover godt heroppe og føler en meget stærk ro strømme ud fra stedet og bjergene omkring.
Godnat.
PS. I morgen skal vi på museum og se kæmpe lizard. (Firben på 60 cm!)

Følgende dag:

Det var dødsygt at se de stakkels store paddedyr ligge livløst  bag glasruden, som nysgerrige turister passerede forbi. Jeg gik udenfor i solen og satte mig på en sten, mens Annette forbrugte de 10 euro, det kostede at bevæge sig omkring  i dette refugium for fortidsøgler. Der var osse nogle gamle huse, som de oprindelige indbyggere på El Hierro boede i. De kom fra Nordafrika, og der er stadig mennesker på øen, som nedstammer fra berberne i Marocco. En plakat afbillede disse folk, mens de gjorde sig til gode med fortidsøglerne på spid over bål. Det mærkelige var bare, at disse var hvide og lignede skandinavere. Måske det skyldes, at man er flov over at nedstamme fra sorte…

Gudskelov mente Annette, at vi skulle køre til La Maceta, hvor der er store åbne bassiner, man kan bade i, godt beskyttet fra brændingen og det brølende hav. Jens sprang begejstret ned blandt de tyske damer, som lå og kørte rundt i den kraftige strøm.
Annette sad oppe på en bænk og vinkede. – Det var så smukt det hele! Ellers kunne hun godt blive vred og ville bestemme, og så måtte Jens  bare makke ret. Men den dag var der frit spil til at bade, og han nød det!

Nu sidder han den næstsidste aften i stuen med den sædvanlige flue, som jager gennem luften som en forvildet russisk misil. Han er lidt træt og har ondt i sin tandlægenakke, som han smører med “Traumel” efter sin datters anvisning.

Han skriver:

I dag var vi først inde i Villa Valverde, som er hovedstaden på øen, og købe frimærker til Annettes uendelige mængde af postkort. Hun har nok skrevet over 20 postkort, og da jeg bemærker, at hun har en stor vennekreds, svarer hun, at hun aldrig ser dem. Det er blot, så de ved, hvor hun er!   (e-mail og computer skal man ikke foreslå. Det afviser hun kategorisk med et fnys!)
Vi var osse i lufthavnen, da dækkene jo viste sig at være under al kritik. Det lykkedes at få AVIS til at skifte dem på et lille værksted overfor benzinstationen. -Tak for det!
En punktering i en kurve med flere hundrede meter ned til siden er ganske sikkert en dødsdom!

Onsdag den 9 november.

En meget berømt grotte med isblåt vand, fisk og et fantastisk reflekterende lys er ifølge “Lonely Planet” Cozo Azul. – Der skulle Annette og Jens selvfølgelig hen.
I strålende sol  drog de afsted med godt humør og oplevelseslyst. Et stykke vej kørte de langs vestkysten, som skråner stejlt mod havet, og hvor alle tilkørsler sker ad små snoede serpentineveje.
De snirklede sig frem mellem tørre blåsorte buske og knudrede lavasten. Havet var synligt, men stadig dybt nede. De huskede den fatale tur til Pozo des las Calcosa, og ville nødig gentage den. Til sidst hørte vejen op, og de kørte ind på en plads med et massivt rækværk foran en stejl mørkebrun skrænt med en smal trappe, som førte ned til grotten.
Den var fuldstændig overskyllet af store bølger!

Det var øjensynlig “off season”, for her var heller ingen mennesker. Fra en mast blafrede et gult advarselsflag, som fortalte, at det ville være uansvarligt at begive sig ned i det oprørte hav.
De besluttede (eller Jens gjorde), at så kunne de lige så godt, nu de var i gang, køre videre ned til øens sydspids La Restinca. Det var også der danskeren, som Annette havde læst om i et blad, skulle bo. De fortssatte derfor ad smalle snoede veje, der efterhånden som de kom frem, lå tættere og tættere på de dybe kløfter og stejle skråninger, som strækker sig hele vejen rundt om øen.
Det er kun en tiendedel, der rager op. Det resterende breder sig dybt under havet i et enormt areal af vulkaner, som er forbundet med hinanden, og som udgør det Canariske arkipelag.

Jens kørte stille og roligt, men på trods af det sad Annette og krammede bilens armlæn og udstødte angstskrig, når de drejede langs de afgrunde, som hele tiden åbnede sig i den side af vejen, hvor hun sad.
Efter nogle timers kørsel nåede de toppen af en vulkan og gjorde holdt. Landskabet var pragtfuldt i sit grøngule klæde af vilde buske og blomster. Dybt nede lyste havet mørkeblåt, og på begge sider af stedet, de stod, hævede enorme lavabjerge sig.
Ikke en vind rørte sig. Der var musestille.
Annette og Jens gik tavse omkring og følte sig på en mærkelig måde hjemme her under himmelkuplen på den nøjsomme jord.
De kørte videre og kom ind i en stor pinjeskov, hvor vejen snoede sig mange kilometer. De mødte kun få biler og havde således det store område helt for sig selv.
Denne snoen sig ind og ud mellem træerne, hvor lyset kastedes tilbage fra de irgrønne nåle og lysebrune stammer var berusende. Efterhånden indfandt der sig en stille rytme i Jenses kørsel, som virkede beroligende på Annette. Hun livede op og kom med begejstrede tilråb over al den skønhed, de passerede.
Det viste sig snart, at hvad de i begyndelsen havde troet var en smuttur, i virkeligheden var en heldags ekspedition!
Klokken var over to, da de endelig kom ud fra skoven og kunne se byen La Restinca og havnen ligge under dem.
I store bugter løb nedkørslen direkte til havnekajen, hvor en invalid-parkeringsplads  ved siden af en udendørs fiskerestaurant blev valgt som endemål. (Annette er dårligt gående, så Jens mente godt, de kunne forsvare at bruge rullestol-symbolet som holdested!)
Få minutter efter, at Annette var blevet anbragt ved et bord, og en tjener havde modtaget bestilling på tuncrocetter og sværdfisketallerken med friteret gemüse samt vand til dem begge, løb Jens ned til en lille strand inde i havnen, smed tøjet og sprang på hovedet i vandet.
Han dykkede og svømmede et par omgange, gik i dusch og kom så op til Annette, der i mellemtiden havde fået maden serveret og sad og fodrede  en flok små søfugle med brødet og tuncrocetterne til stor forargelse for tjeneren på den fine havnerestaurant!
Fisken var upåklagelig. Store regulære fileter stegt i olivenolie helt uden ben. Sprøde ristede peber, løg og agurkestykker og små skiver stegt tomat. Brødet (det der var tilbage efter Annettes dyrevenlighed) var friskbagt og vandet perlende og køligt. De spiste og  nød sceneriet med de mange lystsejlere, som bragte minder frem i Jens, der i sin tid havde besejlet farvandet mellem de Canariske øer i sin Sagitta sejlbåd, hvor han havde overvintret på La Palma, en ø ikke langt fra El Hierro.

Mens Jens sad og drømte om den forgangne tid, gik Annette på sine skæve gamle ben op ad den smalle gade, der førte fra havnen og ind i Restinca by og satte sig under et halvtag sammen med nogle lokale mænd, der hold siesta.
Jens betalte for måltidet, rejste sig og gik efter hende og fandt hende i snak med en lyshudet ældre herre med blå kasket. Han var nordmand, fastboende og kendte godt denne “El Capitan” eller Niels K.J. Nielsen, som han havde mødt for flere år siden. Så vidt han vidste , var manden død, men alligevel var det en stor fornøjelse for Annette at få en slags “kontakt” med danskeren, som endelig havde fået fred fra sin alvorlige eksem under den Canariske sol. Hun havde medbragt en artikel fra ugebladet, hvor mandens historie var beskrevet med billeder af ham selv udenfor sit hus, og nordmanden nikkede bekræftende, da han så det. Det var ganske tilfældigt, at nordmanden netop sad på den bænk, hvor Annette slog sig ned, og både Jens og hun var enige om, at det var et lykketræf!

Nu skulle de tilbage en lang tur op langs den østlige kyst gennem El Pinar og Janama og havde bange anelser om bratte stigninger og snoede veje.
Overraskede blev de imidlertid, da vejen op over øens ryg viste sig at være ganske jævn og lige. På kun en time førte den dem direkte til deres hus. Annette udstødte et jubelskrig over at være så hurtigt hjemme, og snart sad de i det lille køkken og spiste en stor skål salat, som Jens havde tilberedt af modne advocado, saftige løg, faste tomater, agurk, rød peber, hvidløg og en mængde grønne oliven uden sten altsammen overhældt af gylden olivenolie og en ualmindelig velsmagende lokal balsamico, som især Annette satte stor pris på.
Det var Jens, der hver dag lavede maden. De købte ind i et stort supermarked i Valverde og sørgede for altid at have friske grøntsager, brød, mælk og margarine.
Det gik helt fint det med spisningen, og bagefter hørte de dansk radio over internettet, når det da ikke gik ned, og de måtte nøjes med landlige lyde fra får og geder, som gik frit rundt i området. (Ofte et langt bedre alternativ!)
Stedet var var et under af vild natur blandet med menneskelig aktivitet i form af stengærde, som skærmede den frugtbare vulkanske jord fra skred og dannede grobund for en lang række vegetabilier, især kartofler og gulerødder, som også voksede i haven, der hørte til huset, og som Annette gravede op og føjede til Jenses salat.

Efter deres katastrofale køretur var de som tidligere nævnt havnet i den lille by Tamaduste, hvor de besluttede, at de en dag ville tilbage og bade.
Denne dag var nu oprundet og efter en god nats søvn med adskillige tissepauser fra dem begge, gjorde de sig klar til at køre ud.
Jens havde lagt ruten, de kørte, på sin navigator; og selvom de havde dårlig erfaring med googledamen, var det alligevel en god sikkerhed, når blot de holdt sig til de større hovedveje. De ankom til Tamaduste et godt stykke op ad formiddagen, og der var allerede mange badegæster, som lå og solede sig eller svømmede rundt i det store bassin. Jens fandt en skyggefuld plads under en parasol, hvor Annette kunne sidde og skifte til badetøj. Han holdt sig parat til at hjælpe den 82 årige gangbesværede kvinde ad de stejle trin mod vandoverfladen, som var en del oprørt af udefra kommende Atlanterhavsbølger.
Annette steg forsigtigt ned på de glatte cementsten, mens hun holdt i et stålgelænder med sin venstre hånd og i Jens med sin højre. Han gik hele tiden foran hende parat til at gribe, og hun kom således helt i vandet, da pludselig en stor bølge ude fra havet bragede ind langs molen ved siden af trappen og væltede den gamle dame omkuld, så hun trimlede bagover med en sådan kraft, at Jens havde meget svært ved at holde hende oven vande. Det skræmte øjensynlig ikke Annette, der følte sig tryg ved gelænderet og Jenses hånd. – Hun rullede rundt som en sæl og dykkede hovedet ned i de hvirvlende vandmasser og skreg så højt af glæde, at nogle af de solbadende unge spaniolere kom ilende til og spurgte om der var noget, de kunne hjælpe med!
Det var Annettes første havbad på El Hierro, og det blev ikke det sidste…
Hun kom op og ud af vægtløsheden i vandet, hvorefter de gik til et lille supermarked og købte modne advocado, store tomater, vand og nybagte flutes, samt små søde lokale bananer, som de indtog på bænken langs kajen i gensidig enighed om, at livet på ingen måde kunne være bedre, end det var nu.

Natten var det bedste ved opholdet i hytten, syntes Jens. Når Annette efter megen stønnen og pusten var gået til ro, og de enste lyde var hundeglam, der ekkoede forskellige steder i mørket langt borte, listede Jens ud på verandaen og lod sig overvælde af stjernehimlen med den store Orion konstellation, der som en kæmpe sommerfugl båret af Arcturus og Betelgeuse styrede direkte ned på hans nethinder. Mars var også altid tidligt på færde og blafrede ildrød deroppe på firmamentet.
Han nød stilheden ovenpå den lange dag sammen med sin veninde, der ikke altid var lige nem, fordi hun var meget frygtsom under deres køreture mellem de stejle skrænter og dyb slugter. Han måtte samle al sin ro og koncentration under kørslen ad de smalle veje, mens hun ustandselig kom med angstskrig og råb, somom de var lige ved at falde ned.
Hans erfaring med hendes skrigen, gjorde ham usikker i sin kommunikation, idet han ikke vidste, om han skulle føje hende, når hun hidsede sig op over ingenting eller skulle prøve at markere sig med fast hånd, når hun blev hysterisk. Det kom ofte til sammenstød især i begyndelsen af deres rejse, hvor de kom til at stå overfor hinanden næsten som fjender.
Med tiden glattede de skarpe kanter sig dog ud, og den daglige rutine med madlavning og lange gode samtaler under måltiderne gjorde, at de igen fandt et fælles trav, som befordrede deres videre færd på denne besynderlige tur.

La Caleta er et badested med store åbne pools bygget ind i klippen i forskellige niveauer. Vandet i dem er filtreret havvand, som på østsiden af øen er mere roligt med mulighed for snorkeldykning fra moler med trapper, der fører ned i revlignende områder med en rig bestand af forskellige fisk og havdyr at kigge på.
Det var lige noget for Jens, som havde medbragt et dykkersæt, han brændte efter at tage i brug.

De spiste deres morgenmad med mysli og papaya og gjorde sig klar til afgang. Klokken halv ni tittede solen frem oppe over bjergkammen. Natten havde været kold. De sov begge med tykke sokker for ikke at fryse om fødderne og tre lag vattæpper for at holde kroppen varm. Solen fik hurtigt magt, og en time senere begyndte lun luft at blæse ind i deres lille hus. De pakkede deres ting og gik ned til den blå citroën over nogle brædder, deres værter havde lagt på gruset. Hver gang måtte de passe på ikke at falde over brædderne og indkørslen, der var meget skrå. Jens holdt i Annettes rygsæk, mens hun fik skubbet sig ind på forsædet, hvor den blev anbragt mellem hendes fødder. Han måtte vende bilen for at komme den rigtige vej, og det var ikke nemt  med de høje stenmure på begge sider. Det gjaldt om ikke at få den mindste ridse, som straks ville koste Jens hans depositum, hvilket han var meget øm over!
For at være sikker på at køre den rigtige vej havde han både sin Ipad og sin mobiltelefon med i en holder på instrumentbrættet med ledninger, som snoede sig ned om gearstangen. Det var lidt kompliceret, men en god hjælp, når de skulle navigere ad de indviklede veje. Nedkørslen, de skulle ad for at komme til El Mocanal, hvor vejen Hi 5 ind til hovedbyen Valverde løb, var meget stejl og smal. Hvis de mødte en modkørende bil, kunne det blive farligt. Var de ikke var istand til at bremse op og køre ind til siden, ville de støde sammen. Jens sad hele tiden og holdt på håndbremsen, mens han sneglede sig nedad i første gear. De kom frelst ud på hovedvejen og kørte videre gennem småbyer med huse som byggeklodser i gule og røde kulører.
Vejen til La Caleta gik langs lufthavnen. Her drejede de til højre og kunne snart efter parkere lige ved trappen, som førte ned til badeområdet. Jens åbnede bagageklappen og gav sig til at samle deres ting. Da han  var færdig, opdagede han, at Annette var stået ud af bilen og forsvundet. Han blev nervøs, for der var stejle skrænter på begge sider, og langs molen længere fremme brusede havet dybt nede.
– Tænk, hvis hun var styrtet ned! Han havde ansvaret for sin ældre kammerat og ville helst hele tiden have et øje på hende. Hen begyndte at lede og gik langs kysten, men der var hun ikke. Så gik han op i den lille by til købmanden i håb om, at hun sad uden for butikken, men der var hun heller ikke. Det var utænkeligt, at hun på egen hånd havde begivet sig ad de stejle trapper ned til poolområdet. Alligevel valgte han for en sikkerheds skyld at gå hen og kigge efter.
Nede i den ovale pool med isblåt vand sad Annette på en trappe med kroppen halvt nedsænket og vinkede op til ham og råbte: “Hej!”
Et kort øjeblik blev han vred og tænkte på at skælde hende ud, fordi hun var blevet væk og havde gjort ham nervøs, men ombestemte sig og råbte: “Har du det godt?”, og hun svarede glad op mod ham, at det havde hun og vinkede tilbage.
-Sådan var hun, tænkte han. Man kunne aldrig helt vide, hvor man havde hende; men det var netop charmen ved at være på ekspedition med Annette!

Han fandt en skyggefuld plads til dem begge under et klippefremspring, som det lykkedes ham at hamre hovedet op i, idet han rejste sig for tidligt. Altså var det ikke Annette, som kom til skade, men ham selv. Typisk!
Men det skulle ikke afholde ham fra endelig at komme ud og dykke!
Annette måtte lige have lidt hjælp til at få den våde badebluse krænget af skuldrene, og så var han på vej. Først hen til den sydlige moles metaltrappe, der førte ned til den eftertragtede verden under vandet. Han kom ned på andet trin, da en mægtig bølge ramte ham bagfra, så han nær var trimlet omkuld. Et øjeblik blev han bange og greb ivrigt fat i stigen for ikke at blive suget væk. Han stod lidt og ventede på roligt vand, men snart efter kom en ny stor bølge og overskyllede ham. Det blev hurtigt klart, at her skulle han absolut ikke prøve at komme ud, da han næppe ville være i stand til at komme op igen. Han kravlede derfor op ad stigen med uforrettet sag og temmelig ærgelig, da i det samme en smuk fransk kvinde tiltalte ham og fortalte, at hun havde set hans vanskeligheder med at komme ned i vandet. Hun rådede ham til istedet at forsøge fra den nordlige mole, hvor vandet ikke var så oprørt. Jens rødmede klædeligt og forsøgte at besvare hendes anbefaling på skolefransk, da hun slog over i perfekt engelsk og fortalte, at hun boede på øen, hvor hun havde slået sig ned, efter hendes mand var blevet dræbt ved en trafikulykke. Hun svømmede hver dag en halv kilometer og dykkede langs kysten, hvor der var masser af smukke fisk at se på. Jens tog glad mod rådet og gik over til den anden trappe, hvor vandet ganske rigtigt var mere roligt. Han tog sine dykkerbriller på og stak snorklen i munden og kom denne gang nemt ud i havet.

– Endelig, tænkte han, – er jeg havnet i det element, jeg holder allermest af!
Han gled langsomt, som fløj han, hen over havbunden med suset af hans eget åndedræt gennem tuben hængende i ørene. Det var mageløst! Store stimer af bittesmå slanke sølvfisk indhyllede ham med lynsnare skift, og langs de lodrette sider svømmede store brune og røde aborre og spiste af tangplanterne. Nede på bunden levede små farvestrålende dyr, som alle var igang med et eller andet. Jens var også igang, – med at se og suge til sig. Nu og da svømmede et stort sildelignende væsen tæt hen til hans ansigt, stirrede ham ind i øjnene og sagde: – Nå, så du er kommet her ned for at besøge os. Pas nu godt på, at du ikke drukner. Du har jo ingen gæller!
Jens spurgte, hvad fisken hed og fik det svar: – Hernede hedder vi ikke noget. Vi er her kun, og det er nok.
Han svømmede længere ud, hvor dybet begyndte at antage denne sortblå farve, som viser, at der er meget langt til bunden. Han havde hørt, at havdybden rundt om øen kunne være flere kilometer. Dernede var det bælgravende mørkt.
Derfor den sortblå farve…
Efter således at have flydt vægtløs rundt i det  maritime miljø en halv time kom han til sig selv og steg som nyfødt op af vandet.
– Fantastisk! råbte han til Annette, som sad på en bænk og solede sig. – Det var vildt flot!
– Var der mange fisk?
– Sindsygt mange og skide flotte. Det var skønt. Jeg elsker det!
– Det var godt, svarede Annette. – Skal vi snart have noget at spise? Jeg er sulten!
– Ja, ja, ja, nu kommer jeg lille frue, spøgte jens. – Der er en parasol og et par stole udenfor købmanden. Der går vi op om et øjeblik og køber noget mad og noget at drikke.

Hos købmanden var der store modne tomater, hvidløg, brød og en skål grønne oliven, som de tog med ud til et lille bord . Her spiste de. (Jens fik hvidløg galt i halsen og måtte løbe væk, så meget hostede han!) Han fik osse sendt en masse billeder afsted til nær og fjern, fordi nettet var godt, hvad det ikke var oppe på bjerget, hvor det nærmest var fraværende.
Det var et livligt sted, de sad. Byens samlingspunkt med evigt rend fra og til og højlydt og lynhurtig spansk palaver, de ikke forstod et ord af. Men det var dejligt at sidde i den varme luft under parasollen og bare være der.
Annette og Jens.

Der var en anden vej ned til Mocanal uden om det stejle bjerg. Den var lidt længere, men mere behagelig, og den tog de næste dag. Det var Annette, som havde fundet den på kortet. Hun var meget optaget af hvilke veje, de kørte og af at forstå deres beliggenhed i forhold til bjergene og kysterne. Hun kunne bruge timer på at sammenligne kort og studere guiden fra “Lonely Planet”, som Jens havde printet ud og medbragt. Når de kørte, beskrev hun, hvad de passerede og bad Jens om at stoppe bilen, når der var noget særligt, de skulle se. Undervejs blev et par små hvide heste udpeget som stoppested, og Annette, som er gammel hestepige med egen hest i mange år, skulle selvfølgelig ud og klappe dyrene på mulen. Der var også nogle får, og mens hun klappede og hilste på dyrene, filmede Jens sceneriet med sin lille iphone 6, som tog udmærkede billeder og film. Han ville lave en reportage af deres rejse, som han senere kunne redigere og gøre til en film, han kunne give sin rejsepartner.
Længere fremme ad vejen ønskede hun at standse ved et keramikværksted med tilstødende butik, hvor man kunne købe lokalt kunsthåndværk. De blev modtaget af en lille mand med stort fuldskæg, som smilende tilbød dem tørrede bananer, som han stod og skar til og ordnede på en rist, hvor de kunne ligge i solen. Inde i baglokalet hang der musikinstrumenter og tøj, og overalt på borde og stole flød det med alverdens mystiske ting. Annette fik straka øje på en hel bunke postkort, som hun kastede sig over og ville købe med det samme. Hun var som tidligere nævnt besat af at skrive postkort, og når Jens foreslog email og fortalte, hvor nemt det var at sende hilsner over nettet, lo hun hånligt. Postkort med rigtige frimærker skulle det være og dermed basta!
Hun købte også et blåt halstørklæde med guldstjerner og en lille gedebuk betrukket med hvidt skind. Til sidst faldt hun for en kop af keramik, som hun også ville have
Jens passede økonomien og fremdrog de nødvendige euro efter at have handlet prisen lidt ned uden at blive uvenner med ejeren af butikken, som også kendte “El Capitan” fra Restinca, men nok mente, at han var død.

I Valverde fyldte de benzin på bilen, og så fik Jens den idé, at det var tryggest, hvis de havde to mobiltelefoner, begge med simkort. Han henvendte sig til “Vodafon”, men måtte opgive, da han havde glemt sit pas. I stedet betilte han pizza til dem begge i restauranten, hvor Annette var blevet sat til at vente, mens han var hos “Vodafon”. Den kom og var faktisk udmærket med ristede champignon og smeltet lokal gedeost på en lækker sprød bund. På vej hjem var de i supermarked og købe ind. Salat, brød, ost og mælk, samt vand i store 10 l dunke, da vandet i huset ikke kunne drikkes.

Dagen derpå begyndte med et øredøvende skænderi mellem de to rejsende.

Om morgenen var Jens frisk, vågen og klar til at køre ud på nye eventyr, men det var Annette åbenbart ikke. Hun ville ikke afsted, da hun mente, at risikoen for at styret ned ad de stejle bjerge var alt for stor. Jens blev lidt irriteret, da han mente, at han jo kørte både forsigtigt og ansvarligt. Han følte sig pludselig omklamret af Annettes angst, og det gad han simpelthen ikke. Han sagde, at hun skulle tage sig sammen, men netop denne opfordring/henstilling var for meget for Annette, der hidsede sig op, og i løbet af få sekunder begyndte at skrige højt, at hun ikke ville høre på “ordre” fra andre om, hvorledes hun skulle opføre sig. Hun fortsatte sit skrigeri. Det fik Jens til at banke hånden hårdt ned i bordet og råbe, at nu var det nok, og at hun kunne rende ham noget så læsterligt!
Så gik han ud. Han måtte have luft. – Væk fra denne hysteriske kvinde, tænkte han. Han gik en tur op på bjerget til gederne, som kiggede deltagende på ham gennem deres smalle iris. Han faldt til ro og gik tilbage. Annette havde lavet the og sad og læste. Ingen af dem sagde et ord. De var klar over, at der, hvor de lige havde været, skulle de ikke hen igen, – og de kom det heller aldrig mere. Det blev klart for Jens, at rejsen måtte være på Annettes præmisser. Det kunne ikke være anderledes. Han var den stærke og erfarne rejsende. Hun var den svage og frygtsomme og måtte beskyttes. Ikke flere angreb. Ikke mere krig.
– Fra nu af har du vetoret, sagde han stille.
Annette forholdt sig tavs.

De blev i huset hele den dag. Gik små ture hver for sig. Jens fik sine akvarelfarver frem fra kufferten og gav sig til at male deres udsigt med de mange små træer, buske og blomster.
Det krævede tid og koncentration, som ophævede den rastløshed, der havde grebet ham, og som måske var den egentlige årsag til hele miseren.

Lørdag morgen havde Jens indstillet sig på ikke at køre ud, og det kom som en overraskelse for ham, da Annette fremlagde planer om en tur over på den østlige kyst til øens store færgehavn Puerto de la Estaca. Her anløber færgen fra de andre canariske øer, og der skulle også være en strand, Las Playas i nærheden, hvor de kunne bade. Jens var fyr og flamme. Han skulle bare lade Annette køre løbet, så kom de ud på så mange udflugter, han kunne ønske. – Fint, tænkte han, og så tog de afsted.
Hver gang, de lagde kursen over mod den østlige side af øen, måtte de ned forbi lufthavnen. Det var en spektakulær rute ad kurvede veje langs blødt formede vældige lavamasser, hvis overflade tiden havde slidt, og som nu var beklædt med et mørkegrønt lag af ensartede buske, der fik den til at fremstå, som var det huden på et stort dyr.
Hele El Hierro VAR et stort dyr! Et levende væsen med buldrende mave, som nu og da kom i udbrud, sidst i 2011 i forbindelse med eruptionen på La Palma.
Alle de canariske øer hang sammen. Når noget skete på een ø, havde det indflydelse på alle de andre i arkipelaget.
Det var også det, Jens følte, når de kørte. Han mærkede en varme på sin skulder, der dæmpede frygten i de angstskrig, Annette udsendte. Det var lige som øen talte til ham.
Allerede de første dage oppe i hytten mærkede han det. Han sank ind i sig selv, når landskabet og den levende jord gavmildt bød sig til. Han faldt til ro, og alt gled friktionsløst. Efterhånden også forholdet til hans rejsekammerat, der ellers i begyndelsen havde været ret kompliceret.
De drejede ad den sidste kurve, lagde lufthavnen bag sig og kørte ind i en tunnel. Annette blev skrækslagen over det pludselige mørke, og Jens måtte berolige hende med, at det var kortvarigt. Snart sås lys forude, og kort tid efter kørte de ind på en parkering tæt på Puerto De La Estaca.
Der var ingen ledige pladser ud over dem med kørestolmærket.  Annette skulle lige finde sine ben og stod et øjeblik og pustede, mens Jens løb over og prøvede at danne sig et indtryk af stranden ved siden af havnen. Sandet var kulsort. Nogle tomme træskure, en enkelt parasol og et par solbadende var, hvad der var at se. Det var drønvarmt, og det eneste, Jens tænkte på, var at springe på hovedet i vandet, men Annette stod deroppe og ventede, så det kunne ikke nytte noget.

Fra havnepladsen lød høj skrattende musik. Da de kom nærmere, blev de klar over, at der var søndagsmarked med børnekaruseller og madboder, blafrende kulørte flag og et rend af lokale familier i larmende spansk humør. Annette fik øje på et telt med udstilling af lokalt kunsthåndværk, som hun straks styrede imod. Jens måtte oversætte, men det hele var alt for dyrt. Annette blev utålmodig. De kunne lige så godt tage over til stranden, men da hun så det sorte sand og den triste beliggenhed, ville hun videre.
– Der ligger en længere henne, der er bedre, sagde hun.
– Er den ikke god nok? spurgte Jens, hvis pande drev af sved. Men det syntes Annette ikke. Hun ville videre til en, der, som hun sagde, havde hvidt sand.
– Ok, sagde Jens. – Så gør vi det.
De kørte videre ud langs kysten, der var forrevet med store sorte klippeskær og en brusende brænding. – Det ser ikke godt ud, tænkte Jens, men Annette insisterede:
-lidt længere henne kommer det. Bare fortsæt lidt endnu. Det står på kortet, som jeg sad og kiggede på derhjemme. Det hedder Las Playas. Helt sikkert!
De kørte et par kilometer mere og kom til et sted, hvor de kunne parkere overfor noget, der lignede en strand, men her var sandet stadig kulsort, og den så øde og uindbydende ud.
Annette stod møjsommeligt ud af bilen og gik over og inspicerede:
-Her vil jeg ikke være, råbte hun. – Det er ækelt. Sandet er helt sort!
– Sådan ser det ud, fordi det er vulkansk, svarede Jens.
– JEG ER LIGEGLAD! skreg Annette. – Jeg vil til Caleta. Der er rent. Her er beskidt!

Op i bilen med hele pivetøjet og tilbage igen ad samme vej med snoede serpentine bugtninger forbi lufthavnen, gennem tunnelen ned mod Tamaduste og endelig forbi deres lille købmand, hvor der kun er plads foran indkørslen til en mark, som Jens skønner ikke bliver brugt. Annette går i forvejen ned mod børnepoolen, som hun plejer at bade i, men den er halvtom, og hun må tage det store bassin med blåt atlanterhavsvand, som Jens hjælper hende ned i med forsigtighed, så hun ikke skal trimle omkuld på den stejle trappe.
Så flyder hun som en ballon i vandet.
– Det er dejligt, råber hun og griner.
Jens kommer også ned i vandet, og så svømmer de som to glade frøer rundt og nyder endelig at være nået frem.
Senere, mens Annette slapper af på en sten i skyggen, tager Jens sine dykkerbriller på, begiver sig ud på molen og ned i vandet ad den lodrette stige og kaster sig i dybet.
Han vender sig om, tager snorklen i munden og forlader alt og alle og begiver sig ind i en mystisk verden blandt stimer af slanke torpedofisk, rødmossede trompetdyr og virkelige monstre, som får ham til at gyse inde bag de duggede briller.
Så er han renset. Klar til nye udfordringer og stiger op til sin veninde, som siger:
– Jeg fik en mand til at hjælpe mig af med den våde trøje!
Et stykke derfra står en høj  mørkhåret spanioler og griner.
– Hun har vist været ude med snøren, tænker Jens, men hun skal da også have lidt sjov på turen, hun er jo trods alt 82!

Tilbage i hytten efter en lang begivenhedsrig dag laver Jens spagetti med sovs af tomat og champignon, revet spansk ost, som Annette elsker og en stor skål advocadosalat med den lækre balsamico dressing og godt med hvidløg og oliven. Jens får et halvt glas lokal rødvin til. Annette drikker ikke vin. Kun vand.

Mandag skal de på posthuset. Ubetinget. For Annette skal bruge flere frimærker til sine utallige postkort. Hun har artiklen om “El Capitan” med og viser den frem. Der bliver stort postyr og løben  frem og tilbage, da en politibetjent, som netop ankommer, viser sig at kende danskeren og henviser til en bar i El Pinar, hvor en tysk dame angiveligt skulle have informationer om ham.
– Der tager vi hen, siger Jens.
– Jeg ved ikke, om  jeg orker mere, siger Annette.
– Du bestemmer, svarer Jens, og så bliver sagen om “El Capitan” lagt til side. Foreløbig…

På vej til Valverde er de inde hos de to keramikkunstnere, hvor Annette har glemt sit halstørklæde, og hvor hun investerer i to store maracas med lokale motiver, samt endnu flere postkort. Jens er bekymret for, om hun kan have det hele i sin rygsæk, men det mener hun, sagtens hun kan.
Lidt længere henne ad vejen ligger et af øens mest kendte udsigtssteder “Mirador de la Pena”, som er toppen af det nordvestlige bjergmassiv, hvor der er bygget et komplex af haver med gange, som fører ud til balkoner, der hænger på klippen med udsigt over hele den vestlige kyst mange hundrede meter nede. Bag haverne ligger en stor restaurant helt i glas og med servering fra terrasser, der svæver i luften under himlen højt over det mørkeblå hav. Det hele er tegnet af arkitekten César Manrique, som gennem hele sit liv kæmpede mod den stigende turistificering af de Canariske øer. Derfor findes der ingen store hoteller på El Hierro og heller ikkke på Fuerteventura, hvor det ligeledes lykkedes ham at holde byggevanviddet og kapitalinteresserne ude.

Jens gik omkring og nød den storslåede udsigt og det velanlagte og diskrete byggeri. Annette var kun ude af bilen et øjeblik, så blev hun svimmel af at kigge ned og måtte sætte sig ind igen. Hun brød sig ikke om stedet, og da Jens ville derop en anden gang, nægtede hun.
– Jeg bliver i bilen, så kan du gå rundt. Jeg skal ikke nyde noget. Der er alt for langt ned. Jeg bliver svimmel!

Tiden nærmede sig, hvor deres ophold skulle slutte, og de sidste indkøb måtte foretages. De havde fundet et stort supermarked i udkanten af Valverde, hvor de handlede ind. Grøntsager, ost, brød, mælk og margarine, så var køleskabet fyldt op, og de havde nok til resten af turen.

Når de kørte ind til byen passerede de et mærkeligt monument helt i cement og hvidt som flødeskum. Det bestod af to store hoveder med hver kun et øje. Der var også en borg med soldater, og det hele var bygget op over kasserede køleskabe og vaskemaskiner. Borgen var lavet over smadrede biler, der var brugt som skelet inde under cementen. Det var meget mærkeligt og skulle skildre nationaldagen; den dag da El Hierro blev selvstændig. Alle øens børn havde været med til fremstillingen, hvor de hver havde presset et lille stykke farvet glasmosaik ind i cementen, inden den størknede.
– Jeg forstår ikke en skid af det hele, sagde Jens.
– Det gør jeg heller ikke, svarede Annette.
– Jeg tror, det skal  beskrive El Hierros kamp for økologi og genbrug, og hovederne mangler ikke det ene øje, – nej de blinker til os for at fortælle om deres fidus med at bruge gamle biler og køleskabe til  ny kunst.
– Meget muligt, svarede Annette tørt.

De kørte hjem gennem El Mocanal, hvor Jens lige nåede at købe to modne advocado i det lille supermarked, inden de drejede ad den stejle vej op mod huset, hvor de nær blev torpederet af en vanvittig mand i rasende fart på vej ned.
Om aftenen gik Jens alene hen forbi gederne og  videre ad en smal sti rundt om bjerget og satte sig på et stengærde, mens himlen skiftede fra lyseblå til rosa og derefter gråsort på 10 minutter.
Palmernes tyste silhuetter og de små kids brægen var en berigende stund for den gamle mand, der vendte tilbage til huset og sin rejsekammerat med lyst og optimistisk sind.

“Ecomuseo de Guinea Lagataria” var et must for dem begge!
Det er et “frilandsmuseum”, hvor de oprindelige beboeres huse er opført, og hvor man kan se kæmpefirbenene i levende live.
Disse reptiler er enestående for El Hierro og er truet som art. De blev fanget og spist i stor stil af berberne, som kom sejlende fra Nordafrika, slog sig ned og næsten udryddede bestanden. Man forsøger nu at få dem til at formere sig og sætte dem ud i naturen igen,
Alt det skulle de selvfølgelig opleve og kørte afsted mod vestkysten, hvor museet lå. På vejen ville Jens lige et smut op forbi udsigten fra Mirador de la Peña Pena – meget mod Annettes vije.
– Jeg står ikke ud af bilen, sagde hun. – Jeg bliver svimmel af det sted!

De skulle også gennem en lang mørk tunnel, som Annette heller ikke kunne lide, men endelig kom de frem og parkerede i skyggen bag en mur.
Det var meget varmt. Annette pustede og råbte på vand. Jens bragte hende en flaske og gik så ind og købte billetter til rundvisningen.
De fik net og hjelm på hovedet, fordi de skulle ind i en vulkansk grotte med risiko for at støde ind i de skarpe klipper. Annette havde svært ved at gå i det smalle spor og blev støttet af en ung mand fra museet.
Det så ud til,  at de to sagtens kunne klare sig uden Jens, der slog sig ned i skyggen under et træ og ventede på, de kom tilbage.

Turen skulle afsluttes inde hos de meget omtalte firben.
Det var et stort terrarie, hvor dyrene lå og sov. De var svære at se, og gruppen diskuterede ivrigt, om der overhovedet var nogen. Til sidst fik de øje på to, som blev fotograferet, og så var det slut.
– Det var der ikke meget ved, sagde Jens.
– Men den unge mand, som hjalp mig, var sød. Kan du ikke give ham nogle penge?
– Jo, jo, jeg giver ham 10 euro.
Jens styrtede rundt for at finde den unge mand, men han var som sunket i jorden, og han ville ikke give pengene til de andre ansatte, som måske ville stikke dem i lommen selv, – tænkte han.
Til sidst fandt han manden og fik overrakt pengesedlen, og så kørte de endelig. Ned til La Maceta og det var en anden historie!

I stedet for den trykkende varme og tunge atmosfære af fortid og dyremishandling lukkede kysten sig nu op med enorme bølger og skumhvid brusende brænding.
La Maceta er flere store bassiner skærmet fra havet af stenvolde, som tager kraften af det indstrømmende vand, så man kan svømme i det uden fare for at blive knust.
Der var allerede nogle, der lå og plaskede rundt derude.
– Gå du bare ned og svøm, sagde Annette. – Jeg bliver heroppe og ser på.
Det var lige, hvad Jens havde brug for! Han greb sit badetøj og håndklæde, løb ned ad trappen og lå nogle øjeblikke efter i det lune Atlanterhavsvand godt beskyttet af poolkanten. Bølgerne væltede ind og satte hvirvler i vandet, der gjorde det svært at holde sig fast. Han fandt dog stigen og kom sikkert på land. Da han kiggede op, så han Annette stå og vinke til ham.
Han filmede hele sceneriet, mens han kommenterede, som han havde for vane. Begejstret over det store havs enorme kræfter, vulkanbjergenes vældige tyngde og sin egen ubetydelige lidenhed i alt dette besynderlige, som var hans liv.

De sidder og taler sammen ved morgenbordet den næste dag. Annette fortæller:
– Det, der gør mig bange og nervøs er, når du siger, at så må jeg klare mig selv. Når du bliver sur over, at det hele ikke går efter din pibe, så trækker du dig ud af fællesskabet og bruger isolationskortet. Det gør mig nervøs. Sså skriger jeg af nød, og det må du forstå.
Jens er tavs en tid, så svarer han:
– Ja, jeg kan godt se det. Det er mit sidste forsvar at lukke mig inde i mig selv. Eller at true med det, og det er ikke i orden. Det kan jeg godt se.
De spiser deres mysli i stilhed. Atmosfæren mellem dem er blevet udluftet efter tilståelserne.
Snart er de i gang med at planlægge de sidste dage af deres ophold på El Hierro.
– Jeg må på posthuset igen, jeg har ikke flere frimærker, siger Annette.
– Jeg vil osse gerne ind til byen i dag. Mit simkort til den anden mobil virker ikke her i Spanien, så jeg vil prøve, om jeg kan få et andet, som virker. Hos “Vodafon” igen på hovedgaden. Måske vi kunne holde der?
De bliver enige om at tage ind til byen og bagefter se, hvad der sker.

Det er svært at finde en parkering til bilen i de smalle gader i nærheden af “Vodafon”, og Annette må vente et stykke derfra i en café, mens Jens løber ned for at få sit spanske simkort sat i mobilen. Det tager tid. Damen i butikken taler i telefon i lang tid, og Jens står og tripper og tænker på Annette, som sidder og venter. Han kan ikke lide, at lade hende være alene længe. Han har lært, at hun pludselig kan blive desperat, og så ved man ikke, hvad der sker. For hver dag, der går, føler han større ansvar for hende, når han ser hendes skrøbelighed. Det er klart, at han skal være mere omsorgsfuld, end han var i begyndelsen af rejsen, hvor han opfattede hende som en kammerat på linje med sig selv og ikke som det skrøbelige menneske, hun er.
Endelig bliver simkortet sat i, og han skynder sig tilbage til cafeen, hvor Annette slet ikke er utålmodig. Hun har i mellemtiden bestilt en stor pizza, igen med champignon og ost og sidder og gnaver.
– Vil du have et stykke?
De spiser og hygger sig. Jens får en cola, og så tager de til stranden. Til Caleta, som er deres favorit, fordi Annette har nemt ved at komme i vandet med de mange trapper og gelændere, hun kan holde fast i, og Jens kan dykke og se på fisk.
Om eftermiddagen slår de sig ned hos købmanden under hans parasol og spiser tomat og oliven, mens de underholder sig med en franskmand, som er pianist på et krydstogtskib, der ligger nede i Puerto de la Estaca. Han rejser  verden rundt med de rige, tjener gode penge og har fuld forplejning ved at spille Cole Porter 2 timer hver aften ved middagen.
Hjemme i huset laver Jens kartoffelsuppe, salat med balsamico og en stor omelet med blød bund helt efter Annettes ønske.
Bagefter hører de dansk radio over nettet, – hvis der er forbindelse. Det er en god øvelse, når det falder ud, at gætte sig til, hvad der bliver sagt. Det danske folketingsvalg bliver præsenteret i brudstumper, som faktisk giver større mening, end hvis udsendelsen blev bragt i sin helhed!

Jenses undren er stor, da Annette den følgende morgen udbryder:
– Du kan da godt tage alene afsted til Maceta og bade i dag, hvis du har lyst.
Jens bliver forbavset. Det har hele tiden ligget ufortalt i luften, at han ikke skulle lade Annette være alene hjemme, mens han kørte ud med bilen. Hvis der skete noget, og hun faldt eller sådan noget, skulle han være i nærheden, men nu har hun øjensynlig fået en så stor tryghed ved huset og omgivelserne, at hun godt tør være alene i nogle timer.
– Tror du virkelig, du kan klare at være her, mens jeg kører til Maceta og bader?
– Selvfølgelig, siger hun, og det virker overbevisende, så han pakker sine badeting og drager afsted.
Det er første gang, han er ude og køre uden Annette, og det føles helt mærkeligt. Han savner hende ved sin side med hendes kommentarer og små angstskrig, når de kører ind i en farlig kurve. Han skal hele vejen ned ad bjerget og gennem El Mocanal for at nå ud til kysten. Han skal også gennem den lange mørke tunnel og glemmer at tage sine solbriller af, så han ser dårligt, indtil det går op for ham hvorfor. Da han kommer ud af tunnelen, tager han dem på igen og føler sig bedre tilpas, nu han er ude i lyset.
Vejen til højre leder ham let ned mod Maceta, hvor han parkerer bilen.
Han tager sit badetøj og går ned ad stentrappen, som fører til det brølende hav og den store pool. Der er ingen i vandet, men nogle tyske herrer sidder på stenkanten og passiarer.
– Her I været i? spørger han.
– Du kan roligt bade, det er ikke farligt, siger de og griner.
Han skifter og går hen til bassinkanten. Havet udenfor er oprørt. Store bølger slår ind over. Han tager mod til sig. Helt alene er han. Ingen Annette, som sidder oppe og vinker til ham. Han kravler ned ad stigen og styrter ud i de frådende vandmasser. Nu er han væk. Har givet sig skæbnen i vold og kaster sig rundt og dykker og fnyser og mærker, han kan bunde, og det gør ham tryg. Han bliver i vandet længe. Da han stiger op ad stigen igen og står på bredden, råber han til tyskerne:
– Jeg er nyfødt! Det er, fordi man ikke er helt sikker på, når man springer ned i det inferno af vand, om man kommer frelst op igen. Det er det, at man føler, at man tager en chance, der gør det så fantastisk at bade her!
De nikker og ler:
-Ganz richtig junger freund!

Jens føler sig 70 år yngre efter det bad og kører lykkelig tilbage gennem tunnelen og op til Annette på bjerget, der idet han ankommer, er i færd med at vande planterne foran “deres” hus.

Aftenen den sidste dag tilbringer han på et stengærde, mens han maler kaktusser og palmer i det blå lys, som sænker sig over landskabet, lige efter solen er gået ned. Han bliver vemodig, for han ved, han vil komme til at savne det hele.
Men sådan er det nu engang.
Intet varer evigt.
– Udover nuet, er der en stemme inde i ham, dr siger, og det stiller ham tilfreds.

Jens var bekymret for bilen, de havde lejet, og kørte derfor meget forsigtigt for ikke at få den mindste skramme. Han havde sat sit kreditkort som garanti og ønskede at aflevere den personligt i lufthavnen hos en AVIS medarbejder før de skulle flyve. De drog derfor afsted allerede kl. 8 for at være i god tid til at returnere deres citroën.
Da de ankom, var der ingen til at modtage bilen, og Jens måtte løbe frem og tilbage for at få en medarbejder til at komme og hente køretøjet.
Imens lå Annette på en bænk og sov.
Da bilen var afleveret i uskadt stand faldt en  sten fra Jenses hjerte.
Han fik fat i en kørestol til Annette, og sammen boardede de det lille blå “Binter” fly til Las Palmas og alt gik fint.
I lufthavnen i Las Palmas stod der en stor sort afrikansk mand parat med en ny kørestol til Annette, og så kan det nok være, de fik fart på! Han stæsede afsted udenom alle kontrolposter, så de undgik at få endevendt deres bagage og blev ført direkte i transit ud til gaten, hvor de sågar havde tid til at nyde en sandwich og noget vand!
Flyveturen med den store Norwegian maskine forløb helt uden problemer. De fik deres veganske måltid, og i Kastrup tog de en taxa ud til deres Metro hotel, hvor de gik på hovedet i seng.

Om morgenen  var der buffet, som de nød, mens de talte om den fantastiske tur, de havde været ude på sammen.
– Tænk at jeg overlevede det, sagde Annette. – Det er næsten ikke til at tro på. Måske ER jeg død, og det her er en drøm.
– Det tror jeg ikke, svarede Jens. – Jeg føler mig mere levende end nogensinde, og det skyldes ikke mindst dig min kære ven! Du har været den bedste rejsekammerat, jeg nogensinde har haft.
Annette så Jens dybt i øjnene og sagde så:
– Jeg er kommet til at kende dig på en hel ny måde. I gamle dage på Bornholm, da vi var unge, var vi ikke altid de bedste venner, men denne rejse har ændret mit syn på dig. Jeg er virkelig kommet til at holde af dig!
– Jeg elsker også dig, svarede Jens.

Så sad da de to gamle mennesker overfor hinanden ved et bord i kælderen under Cabinn Metro, mens brunchens folk myldrede til og fra de store buffeter, og græd af glæde over hinanden og over deres fælles vellykkede tur til den lille ø El Hierro.

Det var meget rørende!

På hovedbanegården var der travlhed, og billetkontoret havde lang kø. Jens hjalp Annette med at købe billet til Århus i en automat i stedet for. Der var ikke lang tid, til toget mod Ålborg skulle afgå. De kom ned med rulletrappen og fandt vognen, hun skulle sidde i. En sidste hånd og et sidste skub bagi, og hun var oppe i kupeen.
– God rejse Annette! råbte Jens, da toget langsomt bevægede sig ud fra perronen.

Så var han alene – igen – og fandt sit tog mod Nykøbing, der skulle afgå om et kvarter.

SLUT