Femø

Var til vælgermøde oppe på Femø kro i går. Rent tilfælde… Blev inviteret til at sidde med ved bordet og nyde den berømte Femø- tallerken, som består af en fladstegt rødspætte i fed gullig persillesovs og små udkogte kartofler. Invitationen fik jeg af en af de fremmødte lokalpolitikere, som mente, at det var bedst at have nogen at snakke med, når man spiste. Hm. Jeg havde ellers forberedt mig på en stille stund alene ved det lille bord med tændt stearinlys og hvid dug, læsende i “Mesteren og Margarita” om fandens besøg i Mosva. Nå, men det var måske meget a propos, da det så ud til, at jeg her havde fået selveste hans højhed Satan til bords i form af lokalpolitikeren fra “lokallisten” Sandra Eliassen.
Kvinden var for så vidt meget delikat og indtagende, men hendes talestrøm var langtfra lige så indtagende. Hun afbrød min spisning ustandselig med indvendinger om alt mellem himmel og jord, som hun mente hun kunne gøre for de små øer i Lolland kommune, og især for Femø.
Jeg forsøgte, at se pæn ud og ikke opføre mig på nogen måde uhøvisk. Det faldt i god jord, og vi skiltes som venner.
Efter middagen var der stillet op til “dialog” mellem politikerne og Femøs lokalbefolkning, og her sprang proppen af flasken, mens en ubeskrivelig stank af falskhed bredte sig i “demokratiets” navn. Den ene efter den anden af de fremmødte partirepræsentanter førte sig frem i svælgende vendinger, som helt udviskede de egentlige problemer på øen, som var at få opført en affaldsplads, hvor de rare femøboere kunne få deres haveaffald omdannet til flis og kørt væk. Det havde man i årevis forsøgt at få Lolland Kommune til at sætte i værk uden held. Ligeledes havde man i årevis forsøgt at få færgen til at sejle præcist, samt at få færgerne til at overnatte ud på øerne, så de kunne være parat, hvis nogen kom i nød og skulle fragtes til fastlandet akut. Utilfredsheden blandt borgerne var stor, og til det svarede politikerne, at de nok skulle gøre noget, hvis man vel og mærke stemte på dem.

Gudfader bevare os,tænkte jeg og vred mig i stolesædet. Tænkte, at mennesket bliver aldrig klogere. Tænkte, at det ville have været lettere, hvis ikke bare det lige havde været, fordi det var mennesker…

Lige som man nu fra både russisk og kinesisk side har afbrudt de sidste kommunikationskanaler, der havde til hensigt at forhindre at 3. Verdenskrig skulle starte ved en “misforståelse”. Lige som man nu luftbomber nødforsyninger i Etiopien og lige som alle de olie og kulproducerende lande nu forsøger at rette kravene i Parisaftalen til, således at de stadig kan forøge CO2 belastningen af kloden og derved overleve i deres eget lille sneglehus.

Jeg brækker mig. Mennesker, fy fanden, og er alvorligt flov over selv at tilhøre een af slagsen.
Det er i mig selv det hele foregår. Hverken i FN eller EU eller USA eller KINA eller RUSLAND eller hos BORGEREPRÆSENTATIONEN i LOLLAND KOMMUNE.
Men i mig, kære venner.
Hvad med dig, kære ven?

Ankomst.

Jeg er ankommet, ser det ud til. På min 81 års fødselsdag er jeg ankommet. Jeg er ankommet til denne dag i mit liv. Så sidder jeg her og spekulerer over, hvorvidt jeg overhovedet har været væk. Måske har jeg været her hele tiden. Det ser sådan ud.  Nå, men udover det er min nye “bog” som hedder “Vejen” ankommet, og kan findes bl.a. hos saxo. Den ser sådan her ud:

Og er:

En levnedsbeskrivelse af mennesket Olufs udvikling fra barn til voksen.

Ethvert menneskes vej i livet er unik. Som et fingeraftryk i historien. På godt og ondt. Oluf bliver kastet rundt på tilfældighedernes hav fra den dag, han bliver undfanget, og må igen og igen spørge sig selv: – Hvad er meningen? Til sidst forstår han, at der ingen mening er og falder til ro i al tings tidløse eksistens.