God dag! Igen. Efter lang tids fravær fra denne side, hvor jeg har været stærkt optaget af, at lave korrektur af mit manuskript til bogen: “En tandlæges endeligt”
2.korrektur med tegnsætning og rettelser er nu færdig. Ja. Jeg sætter lige et billede ind her fra mit sidste besøg hos Bynke.
Vi ses!
Og så ses vi. Hvem end vi er. Væsner fra en anden klode, som man siger. Og hvad så, hvis denne klode er denne klode? Så er vi væsner fra en klode vi kender. Hvilket vil sige, at vi har skabt et billede oppe i vores hukommelse, som vi så (i vores hukommelse) tror er virkelighed, og som vi så betegner som “kendt”. Men det er bar løgn det hele. For vi har ikke skygge af chance for at “kende” det værende. Det vil altid undslippe os, så lad os for gud skyld, ophøre med at “indfange” tilværelsen og gøre den til noget, vi kan fatte. Det er spild af tid. Fuck det, som jeg plejer at sige. Det er et meget godt udtryk for det ophør, der finder sted hele tiden. Fuck det!
Så skete det. Det der ikke måtte ske og som derfor skulle ske. For at rejsen kunne blive komplet, tror jeg nok, man kan sige. Det var en bagatel for så vidt, at det ikke medførte skade på nogen, men det åbnede mine øjne for, hvor knyttet jeget/jeg er til ting. Det var chokerende at se min reaktion, da det gik op for mig, i regnvejr og kold blæst på vej fra bussen op til bilen på parkeringspladsen ved Tegelersee, at min “elskede” vindjakke, som jeg havde passet og plejet lige siden jeg fik den som gave af Dansk Tandlægeforening i forbindelse med et Årskursus på Bellacenteret for mange år siden, at den var væk.
Den fandtes ikke i min rygsæk, og jeg gravede og ledte, men den var der ikke. Min første indskydelse var, at jeg måske slet ikke havde taget den med om morgenen. Dog vidste jeg godt, at sådan var det ikke. Men det var et håb.
Jeg fik som sagt et chok. Det måtte ikke ske, hvad var dether for noget, tænkte jeg. Mig som altid passer så godt på mine ting. Det stak mig i hjertet og blev ved med at stikke dybere og dybere, efterhånden som det gik op for mig, at den var og blev endegyldigt væk.
Jeg MÅ kunne finde den, tænkte jeg og gennemgik minutiøst hele dagens hændelser med henblik på at vende tilbage til alle de steder, jeg havde været. Jeg VILLE finde min jakke! Den stod for mig som noget betydningsfuldt, ja faktisk som en del af mig selv, og da gik det op for mig, hvor knyttet jeg er til ting. Tanken kredsede hele tiden om denne jakke med tandlægeforeningens lyseblå logo indsyet over brystet.
Det var jo min UNIFORM, jeg havde mistet! Pyha for en opdagelse! Findes skulle den. Jeget er stædigt. Lader sig ikke afspise med sætninger som: -Nu rolig gamle ven. Det er jo kun en vindjakke. -Nej! den SKAL findes! svarer jegets anden halvdel, og så går det igang med at optrævle historien, for hvor har han været og hvor kan han have glemt den? Kathe Kolwitz musæet, hvor han sad ude i haven og spiste sit brød og sit æble på den røde trappe. Eller shawarma restauranten, hvor han fumlede efter pengene da han skulle betale og måske havde taget den op af rygsækken og glemt at lægge den tilbage. Det sjove ved det hele er, at det var så varmt den dag, at han slet ikke fik brug for den, før til allersidst hvor det begyndte at regne, og så var den væk!
Jeg var alle de steder, jeg havde været dagen før uden resultat. Selv helt ude i Tekel lufthavn, som jeg var taget til ved en fejltagelse, fordi jeg troede det var Tempelhof!
Kort og godt: Det var håbløst og nagende. Hele tiden dette: Min elskede jakke (Gollum) og piv og hyl fra den forurettede lille mand med selvbebrejdelser over sjusk og hvad ved jeg.
Men jeg lod det ske i forvisning om, at før eller siden hørte det nok op, og ganske rigtigt, på vej ind til Alexanderplatz, for at spørge på toilettet, om de havde set en mørkeblå vindjakke med Dansk Tandlægeforenings logo syet på brystet, fangede mit øje gennem bussens vindue ordene “HUMANA second hand and vintage“. Jeg sprang spontant af og løb derover og fandt en nydelig vindjakke i tyndt stof til at rulle sammen i rygsækken, som passede mig perfekt. Den købte jeg på stedet for 10 euro. Så var det overstået.
Troede jeg, men det var det ikke,for jeg skulle lige ud til shawarmastedet og spørge der, men selvfølgelig var den heller ikke hos dem.
Hele historien viste med al tydelighed, hvor knyttet jeg er til ting og fortid. Langt mere end jeg havde troet. Det viste mig også, at der ikke er noget at gøre ved det udover at erkende det og lade det udspille sig. Men ret skræmmende, som sagt for det er jo klart, at i det store billede viser det afhængighed og angst for at miste, som jeg så sandelig må erkende er et livsvilkår for mig.Punktum.
!Mand med telefon og øl på bænk i Prag.
Jeg glemte at fortælle, at det var min IDENTITET som TANDLÆGE der røg sig en tur. Nu er jeg identitetsløs, og hvilken herlig fornemmelse. Her er intet at tabe og alt at vinde. Derfor vil jeg nu gå ned og aflevere mit lort på jernbanestationen og tage toget ind til Berlin og gå ud og se Klee og Picasso ved Charlottenburg og Mies van der Rohes villa på Oberseestrasse og undergrundsbanearkitektur på Krumme Lanke og måske slutte af på musæumsøen for at se klassiske malerier. Also!
Rigtig glædelig jul til alle mine tusindtallige læsere over hele jorden. Jeg får så meget god respons hele tiden fra lidelsesfæller overalt. De er lige som jeg trætte af al den tomhjernede snak som fylder firmamentet. En af mine venner sendte mig et selvportræt, han i hast havde nedkradset. Han kaldte det “tanketræt” og jeg må sige, jeg finder det yderst vellignende.
Ellers er der ikke andet at sige lige nu, udover hvad det lille juletræ tavst udtaler ved øksens snarlige nærhed: “Av!” Men ingen høre, hvad det siger. De har alle for travlt med at pynte op. Pynt det hele så det bliver pænt og spiseligt. Kalkede grave og pædofile præster. Religiøs hysteri og morderiske tilbøjeligheder. Latterlige skabagtige krukker og censur af et underholdende radiojulekalenderspil, som vi ikke må høre, at vores sjæl ikke skal tage skade af en parodi, hvor Dronning Margrethe og Prins Henrik bliver forvist til Mjølnerparken mens Johanne Schmidt Nielsen bliver udråbt til præsident. Det må vi ikke høre. Det er for stærkt. Synes de inde i radiorådet.
Tænker det lille juletræ, inden det bliver fældet.
Lidt bonusmateriale for hvem damen her er ukendt. What a lady!
Her på Pederskevejen går det godt! Der er gløg i glasset og pasta på komfuret elegant præsenteret af Betty, så vi ved hvad vi får. Ren kvalitet! Nu siger vi farvel til Ernst og Olga som har bibragt selskabet megen varme og charme. Film fra 68 om aftenen og iskoldt bad i en brølende østersø om morgenen. Opmåling af låge og indkørsel om dagen i snefog. Og Rie på besøg til nostalgisk aften med vegansk kylling i karry. Kan man have det bedre ?
Sådan så havet ud i dag. Gud Herren sendte sin lysstråle ned på menneskenes jord, så de kunne se. Bølgerne slog højt op over stranden og rev store sten med sig, så det var svært at finde fodfæste. Denne jeg/krop så derud og fandt en passende sti hen til et dybt lysegrønt hul, hvor den ville nedsænke sig. I det samme drev en mægtig grankævle op mod ansigtet på den og slog den omkuld. Angsten vældede frem i den stakkels sjæl, hos hvem et morgenbad var eneste ønske. Et ønske som drev den ud i det grænseløse land som døden jo er, og hvor enhver flugt er umulig, idet springet tages og landfast kending opgives. Kævlen trak sig tilbage og lagde an til et nyt angreb med den næste store bølge som kom brusende. Men denne gang var sjælen forberedt. Dens samlede sansning uden nogen form for kontrollerende beregning reddede den.I et snarrådigt spring overmandede den kævlen og udnyttede bølgeslagets kraft til at ændre dens kurs med netop de grader der gjorde, at kollisionen blev undgået. Den åndede lettet op, svømmede et par tag og gik i læ for den bidende vind bag bilen for at frottere sig . I kabinen ventede skoldhed the, og snart var den i tøjet og på vej tilbage til gården.
Karl Kristensen skibsmægler:
Åh, jeg har så meget jeg skal nå. Hvordan skal jeg nå det hele? Jeg har hele tiden travlt. Jeg må skynde mig lidt mere, så jeg når hvad jeg skal. Jeg har hele livet igennem bestræbt mig på at gøre mit bedste. Det sætter jeg højt. At yde sit yderste. Så jeg har altid travlt med at yde mit yderste. Det vil sige, at jeg presser mig selv hele tiden til at blive bedre. Bedre og bedre. Hele tiden. Åh, jeg skal nå så meget. Jeg har lige sat nyt betræk på min bils sæder. Det blev meget pænt, men jeg er ikke tilfreds. Jeg bliver aldrig helt tilfreds, for der er altid noget nyt, jeg skal nå. For at nå det hele har jeg altid meget travlt. Jeg har også meget travlt med at skrive detteher. Så travlt at ordene undertiden snubler over hinanden. Så bliver det noget vrøvl, det jeg skriver. Så bliver jeg så forfærdelig ulykkelig. Jeg vil jo så gerne gøre mit bedste, og så bliver det noget vrøvl. Hvad er vrøvl egentlig? Har jeg nogensinde tænkt over det? At vrøvle. Det er et skægt ord, ikke? Små babyer vrøvler, men det gør ikke noget, for sådan er små babyer. Men jeg er ikke en lille baby, så jeg må ikke vrøvle. Der skal være mening i det jeg siger. Men hvad er meningen? Jeg forstår slet ingenting. Og jeg som altid har gjort mit bedste. Og nu er det hele meningsløst vrøvl. Åh, åh, åh hvor er jeg ked af det!
Jeg tager sko på og går ud i haven. En fasan er landet på naboens tag og sidder og kigger ned på mig med sine plirrende øjne. Jeg ser op på den. Så går jeg i stå. Jeg har ikke travlt mere. Jeg står helt stille og ser fasanen. Ser fasanen se. Jeg er helt stille. Ingenting. Ingenting. Jeg er helt lykkelig. For ingenting. Men det er meget koldt. Rimfrost i græsset. Solen hænger lavt. Lyset er gulligt. Om lidt bliver det mørkt. Klokken er halv fire. Jeg har ikke spist hele dagen mens jeg satte betræk på bilens sæder. Nu er jeg stadig ikke sulten. Min krop er glad for at blive fri for al det spiseri. Den har fred nu. Jeg har fred nu. Og så er det snart jul. Ih hvor jeg glæder mig til juleaften! Så skal vi have flæskesteg, andesteg, gåsesteg og kalkun samt sildebord med snaps og øl og det hele og min mor står op af graven og flyver ned fra den himmelblå. Ih hvor jeg glæder mig. Ih.
Søndag den 24 december. Juleaftenssandhed.
Tiden er et operationelt begreb, som ikke har nogen egentlig bund i virkeligheden. Sålænge vi ikke ser det, vil vi altid være uenige og adskilte.
I virkeligheden ER vi enige. Vi ser det blot ikke…
Og så noget helt andet: Jeg sidder her i sandet,
og graver med min ske.
Så ganske lige pludselig
begynder det at sne.
Jeg kigger op på himlen,
men den er stadig blå.
Så her er sandelig noget,
jeg ikke kan forstå.
Glædelig Jul til alle mine utrættelige læsere!
Man kan læse lige så meget, man vil. Lige meget nytter det. Når man er færdig og har lukket bogen i, sidder man stadig og ser frem for sig uden at forstå et ord af, hvad man læste. Så banker det på døren og så er det naboen der vil inviterer på whisky, men man har ikke lyst til at drikke lige nu og så går naboen lettere fornærmet igen. Så sidder man atter og stirrer tomt ud i luften. Det var det, tænker man. Det var det, og hvad så, hvad skal der så ske? tænker man. Man kunne gå en tur, tænker man, men man har lige været ude at gå og det regner osse slemt, så der er ikke meget ved at gå ud i det vejr. Det var da trist, tænker man. Meget trist.
Katten står udenfor terrassedøren og mijaver. Den vil ind i varmen hos mennesket, men mennesket vil ikke have den indenfor. Så bliver han afhængig af det dyr og kan ikke gå og komme som han vil. Det nytter ikke noget. Det nytter ikke noget, at han ikke kan gå og komme som han vil. Det er meget vigtigt, at han ikke er afhængig af noget. Det kalder han frihed. Så kan han selv bestemme, hvad han vil. Når han vil. Men da han ikke ved, hvad han vil, kommer der ofte tanker til ham som bestemmer hvad han skal, og så er han slet ikke fri. Så er han en fange af sine tanker, der driver ham til ting, som han dybest set slet ikke har lyst til. Det er en ond cirkel, han ikke kan komme ud af.
-Er det ikke koldt? Spørger manden ham, idet han er ved at tage tøjet af for at gå i vandet. Han svarer brysk, at han ikke har tid til at snakke. -Det er alt for koldt til at snakke, siger han og skynder sig ned i det iskolde vand og tager et par svømmetag, før han skrigende af brændende kulde må kravle op ad træstigen. Manden står og glor på ham mens han ryger en cigaret. Men han tager ikke notits af det. Han har travlt med at frottere sig varm. Når tøjet er på igen, skynder han sig ud på sin løbetur langs med siloerne. Her får han et hjerteanfald og styrter til jorden. Men han rejser sig igen, da hjerteanfaldet er overstået. -Det var godt jeg ikke døde, tænker han. – Så kan jeg fortsætte lidt endnu, og så fortsætter han, men denne gang løber han ikke. Han går.
Han har læst, at man kan undgå hjerteanfald hvis man spiser ingefær, så han koger en hel spandfuld peruvianske ingefær og sier det ned i nogle syltetøjsglas. Der står det og køler af. Hver morgen tager han en skefuld ingefærsekstrakt og føler sig straks meget bedre til mode. Det er meget vigtigt for ham ikke at dø. Det er det sidste, han vil. At dø. Så holder alting op, og det har han ikke lyst til. Så vil han trods alt hellere sidder og stirre ud i luften uden at have noget som helst at lave. I det mindste er han så levende. Hvad så end det betyder. Det ved han ikke. Måske betyder det, at han kan tage toget til Århus og købe en ny bil, som han kan køre tilbage i. Når han så kommer hjem igen, kan han sætte sig til at læse, og når han er færdig med at læse, kan han lukke bogen og se frem for sig uden at have forstået nogetsomhelst af det han læste.
Sådan er hans liv. En tom historie.
Nå forresten. Helt tomt er det ikke. Hans liv. Nu myldrer det frem. Han har lige installeret “El Capitan” på sin mac computer, fordi den “High Sierra” han havde installeret før, havde gjort computeren så forfærdeligt langsom, at han ikke kunne bruge det “Garageband” han havde installeret. Han er begyndt at træne sit mundharmonikaspil efter anvisning fra sin svigersøn, som mente at han nok kunne bruge lidt øvelse, da han forsøgte at følge svigersønnens guitarakkorder uden det allerstørste held. Nu sidder han og puster ud og ånder ind i de rigtige takter i de første fire huller i harmonikaen og ser om han kan oparbejde en teknik, som med tiden måske kan medføre, at han bliver i stand til at følge svigersønnens guitar. Svigersønnen er en dygtig guitarist, så måske aspirerer han for højt, men han gør sit yderste og puster og suger det bedste han har lært efter anvisning fra en lærer på You Tube.
Så læser han som sagt om Truman Capotes store bal på “Plaza” i New York i 1965. Om de mange celebrities fra den gang, hvor det lige som nu var meget vigtigt at være “in” og meget trist at være “out”. Om Frank Sinatra og Mia Farrow og Aga Khan og fru Kennedy o.s.v. og det er i det hele taget meget kedeligt, så han springer adskillige sider over som kun remser op alle de kendte og berømte, der var med til dette black and white maskebal dengang for længe siden. Til sidst lukke han bogen efter at have læst de sidste sider om Truman Capotes absolutte deroute i Los Angeles, hvor han dør som 59 årig af sprut og coke. Så sidder han og stirrer tomt ud i luften og fatter ikke en skid af det hele. Selvfølgelig var han en god forfatter. Det vidner hans bøger jo om, men hvad er det så værd, hvis det ender sådan? Det er så tomt det hele, tænker han. Og så flygtigt. Snart er det væk, og døden lurer bag hvert gadehjørne, og vi ved ikke hvad vi skal gøre ved det, vel?
Nå, men nu mijaver katten igen udenfor. Måske skulle jeg tage den ind? Eller osse skulle jeg gå ind til naboen og drikke whisky i stedet for. Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal. Jeg kunne også øve lidt på mundharmonikaen.Ikke?
For hver dag der går ser jeg tydeligere min egen uvidenhed. Det er en lettelse. Som at få en god ven i syne. Som noget jeg engang tabte, da jeg gjorde mit bedste for at tilfredsstille de krav, som blev stillet mig med trusler om repressalier, hvis ikke jeg fulgte dem. Det var hele tiden noget med at være med på vognen eller beatet som et pres der lå over mig og som jeg måtte tilfredsstille for at kunne have det godt. For at få ros og bekræftelse, som jo var det vigtigste for et umælende barn i vuggen. Hvis ikke jeg “opførte” mig som de sagde. Hvis ikke jeg smilte, når de smilte og holdt kæft, når de ønskede det, så blev der “kold luft” omkring mig, og det kunne jeg ikke lide. Jeg ønskede varme og kærlighed og bekræftelse, og det fik jeg kun, hvis jeg opførte mig ordentligt. At opføre sig ordentligt ville sige at finde ud af nøjagtigt, hvad de ønskede og så gøre det. Så fik jeg ros og så kunne de lide mig. Hvis jeg ville være sammen med mine “venner” måtte jeg tale deres sprog. Måtte tale dem efter munden. Så kunne jeg score point og blive bemærket. En smart bemærkning eller en “klog” tanke kunne skabe lidt aura omkring mig,som gav mig selvtillid. Det lærte jeg mig, for ellers havde jeg ingen venner eller familie.Var helt alene i mørket. Lige som dengang under krigen, hvor min mor havde job som telefonistinde om natten, og jeg var alene hjemme under dynen i luftalarmen med mine to eneste venner, kanariefuglene i buret som min mor havde tildækket før hun gik. Det var den viden jeg fik ret tidligt i livet. At hvis jeg ikke tilpassede mig, så kom angsten ind som et sort spøgelse og stod ved min seng og talte om døden. Og det kunne jeg ikke lide, så jeg tilpassede mig og blev vidende om hvorledes man skal klare sig her i livet.
Denne viden fordamper dag for dag. Døden bliver mit nærvær. Uvidenhed min ven. Og efterhånden mærker jeg en trivsel som bare vokser og vokser. Og det er en god følelse, skal jeg hilse at sige.
I øvrigt kan jeg nu spille akkorderne C, G, A og F på klaveret, og får på den måde en gang imellem en lille sang at høre. Bare en lillebitte een. Og jeg har fundet nogle ungarnske folkemelodier på Youtube som jeg kan jamme med på mundharpe. Det minder mig forresten om min egen far, som jeg aldrig kendte og kun mødte to gange i mit liv. Han gik på pension efter et langt arbejdsliv som annoncedirektør på Berlingske Tidende, og købte sig et klaver og begyndte at lære sig at spille. Desværre døde han få måneder efter, så jeg spiller måske med døden i hælene. Men det gør vi jo allesammen sådan set, og det gør egentlig ikke noget. Det gør det ikke.
Hvad skal vi gøre? Ordet “gøre” er nok et af de mest anvendte ord. Sådan ser det ud for mig. Når noget bliver et problem, spørger man altid: – Hvad skal vi gøre? og det er netop problemet. At man tror, man kan gøre noget ved nogetsomhelst. Det kan man selvfølgelig ikke. Man vil ikke forstå, at “gøren” er en illusion, er noget man bilder sig ind. Noget man tænker. Når man tænker, at man kan gøre noget, så har man allerede forpasset sin chance for at øve indflydelse. For indflydelse sker spontant, og handling er ikke noget man “gør”. Handling er noget der sker præcis i det øjeblik, hvor problemet indses. Så det er indsigt, det gælder om og ikke “gøren”.
Indsigt får man ved at se. Og “se” sker af sig selv gennem ens sanseapparat, som hvis man ikke blokere det ved ustandselig “gøren” og “laden” er et højt udviklet og intelligent væsen, som når det ikke forurenes af spekulationer og tåbelig adfærd som malnutrition og forstyrrende forestillinger frembragt af grådighed og idioti, er i stand til at tilpasse sig alle livets forhold.
Såre simpelt. Der er ikke noget at gøre. Så snart man indser dette falder al ting på plads. Så flyver fuglen i sin bane henover ens hoved uden nogen form for besvær eller anstrengelse. Så blæser vinden og solen forbrænder. Så opløses enhver konflikt af sig selv, idet det ind-lysende går op for mennesket.
Den fuldendte handling er ikke handling.
Så derfor pakkede jeg bilen og tog på en lille udflugt til Blans Havn, som ligger 20 km fra Bandholm. Der sidder jeg nu under en himmel, som langsomt overtrækkes af grå skyer mens blæsten tager til. I morges var himlen lyseblå og solen sendte skarpe stråler lavt hen over naboens bladløse træer. Der var rim over alle vækster i min have og det hele var sprødt og fint.
Jeg købte en ny lader til mine batterier i går. Nu har jeg en lader til både kabine batterierne og start batteriet. Det er vigtigt især nu i det kolde vejr at holde sine strømkilder i god form. Både så man kan starte motoren uden besvær, og tænde for det lille oliefyr og sidde trygt og lunt inde i bilen og skrive mens stormen hyler udenfor. Der er begyndt at komme grødis. Den samler sig lige nedenfor, hvor jeg holder bag de store kampesten. Lindholm ligger ret ud for næsen af bilen som et stort pelsklædt dyr på vej op af vandet. Der er små krappe bølger med skumtoppe som overflyves af spidsnæbbede slanke måger, og ellers er her ikke en sjæl. Bådene står på land overtrukket med beskyttende presenninger. Kun en enkel fiskejolle ligger og gynger i havnebassinet. I radioen taler de om at “gøre” noget ved de “frygtelige fem” google, microsoft, amazon, apple og youtube for at få dem til at holde op med at tjene penge på folks dumhed. Jeg spørger bare, hvor dum kan man være at stille sådan et forslag. Det er netop det. Det er dumhed og ikke indsigt der driver værket, og jo mere de dumme “gør” fordi de tror det “hjælper” des tåbeligere og dummere bliver det hele. Man behøver ikke at komme med eksempler. Det er hele vejen igennem, og det er blevet sådan, at fordi dumheden råder, tror man at det er normalt at være dum. At man kan “gøre” noget, og så “gør” de noget hele tiden, og så bliver det hele bare dummere og dummere. Og det er et mirakel at vi endnu ikke har fået en atomkrig, og det skyldes udelukkende, at de der sætter den i gang med 100% sikkerhed ved, at de selv bliver ramt. Det er den intelligens der er tilbage i menneskeheden. Frygtens intelligens. Og lad os se om den redder os, hvis ikke vi i forvejen er bukket under i vores eget lort som vokser og vokser for hver dag vi forsøger at “gøre” noget ved det.
Mand med telefon og øl på bænk i Prag.
Karl Kristensen skibsmægler: