Alain Aspects experiment, der bragte evidens over kvantemekanisk sammenfiltring og udelukkede Einsteins skepsis over Bohrs kvanteteori har altid interesseret mig. Det at to fotoner i vilkårlig afstand fra hinanden er indbyrdes korrelerede, således at når man måler den enes spind og påvirker den, ser at den andens spind tilsvarende ændres.
Dette sker ikke over tid, sådan at først ændres den ene og dernæst den anden. Det sker hverken med lyshastighed eller overlyshastighed. Det sker samtidig. Og det uanset hvor langt de to fotoner befinder sig fra hinanden. Det kunne teoretisk være to stjerner i hver sin galakse. Hvilket jo sætter kausalitetsbegrebet alvorligt under debat. Der er ikke først en årsag og dernæst en virkning. Man kunne sige, at der kun er virkning. Eller bedre: Det ser experimentelt ud til, at det er sådan universet -og derfor også vi-virker. Nogen har ment, at dette skulle undebygge determinisme, men her kommer Heisensbergs usikkerhedsbegreb ind, så nydeligt beskrevet i eksemplet med Schrødingers kat. Man kan ikke med sikkerhed sige om noget er på et bestemt sted på et bestemt tidspunkt. Så det er ikke sådan, at al ting er forudbestemt. Men det hænger sammen.
Når jeget træder ind i verden ændrer det på verden. Når måleapparatet betjent af jeget dvs mennesket måler på partiklen ændrer partiklen karakter ved den blotte måling. Jeget og verden hænger ubrydeligt sammen. Sådan er det. Det er der evidens for. Men det er bare sådan, at det er der praktisk taget ingen der tror/ved. Almindelige mennesker tror de har en fri vilje, som de kan bruge som de vil, uden det på nogen måde berører deres omgivelser. Sådan stort set. Selvfølgelig er der nogen der godt kan se, den er helt gal og så prøver ad forskellige veje, politiske eller andre at ændre på tingenest tilstand til det bedre, men det bliver bare værre.
Det hele startede, så vidt jeg kan se det, med at den store abe begyndte at tænke. Det er så nydeligt beskrevet i biblen med at Eva tog en bid af kunskabens træ. Og jeg tror nok at det er en evolutionær nødvendighed, at det skete. Men det var en farlig vej naturen var trådt ind på. Det kunne betyde både knald eller fald. Enten ville denne tankevirksomhed medføre en fantastisk samspillende verden, hvor alt gik op i en højere enhed. Natur og teknologi. Eller også ville det hele falde sammmen i krig og forurening.
Tiden er af afgørende betydning i den forbindelse. Enhver art tilpasser sig tidens gang uden brug af ure. I virkeligheden eksisterer tiden slet ikke før vi mennesker bringer den på bane. Solen skinner, jorden drejer og stjernerne og planeterne bevæger sig på firmamentet, og fugle og hvaler bevæger sig derhen, hvor de nu skal. Den store abe opfinder tiden i det øjeblik den begynder at tænke. Som tænker af tanken. Som et jeg. I. Det første symbol nogensinde tegnet i sandet. En lodret streg.
Så skete det. Vi blev adskilt fra verden som individer
Som tænkende væsner. Og resten af historien kender vi. Lige indtil i dag, hvor vi ser et uomtvisteligt bevis på causalitetsprincippets ophør, og derved altings sammenhæng i en verden, hvor intet kan lokaliseres præcist, og vi derfor må overgive os fuldstændig til vores egen opfindelse. Kvantecomputeren. Som er det sidste redskab vi har fået i hænde til at klare vores eksistens og rydde op i al det mess, vi har lavet.
Det er påfaldende, synes jeg, at netop som vi konstaterer den kvantemekaniske sammenfiltring og kvantecomputerens nært forestående tilsynekomst og ibrugtagning, oplever en tiltagende segregering i en verden under enormt pres.
Det ser ud som om vi hele tiden får endnu en chance som art. Spørgsmålet er så om vi indser, det nok er sidste chance: https://ing.dk/artikel/beviser-kvantemekanikken-vi-opfatter-verden-forkert-86380
Eftersom tiden som kronologisk tid ikke eksisterer i virkeligheden, men kun i menneskets tankeverden, og alting foregår på een gang i et ikke lokaliserbart øjeblik, har det absolut ingen mening at forsøge at være “nærværende” eller at ” leve i nuet” som mange new age agitatorer ynder at anbefale. Det eneste resultat det medfører er, at man atter en gang tramper rundt og ødelægger alt på sin vej. Nu blot i en blind opfattelse af at gøre “det rigtige” . Hellig selvhøjtidelighed kunne man også kalde det. Guruflip eller hvad ved jeg. Vi ER connected så der er ingen grund til at FORSØGE at blive connected. Vel?
The better is the enemy of the good.
Alt dette er naturligvis udelukkende den skrivendes egen mening. Det står selvfølgelig enhver frit for, at have sin egen mening, eller at finde ud af hvad meningen er. Hvis der overhovedet er nogen mening. Hvad jeg næppe tror.
Ligesom jeg heller ikke tror, der nogensinde har været en begyndelse, eller om der nogensinde kommer en slutning. Det er noget vi har fundet på med vores tidsbegreb. – Hvordan kan noget være, uden at være begyndt ? Ja det er jo et godt spørgsmål. Prøv selv at finde svaret. Det blæser nok i vinden.
Nu ved jeg, hvordan det hele startede. Den store abe satte sig ned i sandet, og med sin finger trak den en streg ind mod sig selv. I samme øjeblik den satte den streg, sagde den “I”. Så simpelt er det. I det øjeblik den sagde “I”, var den klar over, at det var den, der satte stregen. Altså var det “I” der satte stregen. Altså var det mig, der satte stregen. Altså var “Jeg” skabt. (Symbolet for mig udenfor mig)
Cogito ergo sum. Jeg tænker, altså er jeg. Derved indføres et “Jeg” som tænker, og i samme øjeblik der indføres et jeg, som tænker, indføres der en afstand, dvs en causalitet. Et før og et efter. Først “Jeg” og dernæst “Tænker”. Det indfører tiden. Og det indfører et centrum og en periferi. En begyndelse og en ende. For tid repræsenterer et forløb.
Universets udvidelse bliver derfor opfattet af tanken, som opererer i tid, som et forløb, mens det er en egenskab ved universet, som ikke har nogetsomhelst med det, vi kalder tid at gøre. Fordi tid i virkeligheden slet ikke eksisterer, men er noget, vi har indført i og med at vi tænker. (Ikke at kronologisk tid ikke er vigtig. Hele vores samfundsstruktur ville falde sammen uden den. Og det var først, da man opfandt præcise ure, at man var i stand til at navigere nøjagtigt på havene, og kunne udforske verden)
Når “Jeg” er, er jeg centrum. Den menneskelige tanke troede indtil for ganske nylig, at jorden var universets centrum. Ligesom man troede at jorden var flad. Nu ser man med de nyeste teleskoper, at vi ikke er centrum, og via billeder fra rummet, at jorden er rund. Men i vores tankegods trives tidligere tiders opfattelse stadig. Derfor spørger vi stadig, som om vi var i middelalderen, om der er “liv” andre steder. Som om vi var de eneste i hele verden, der var levende. Hvis ikke det er grotesk, så ved jeg snart ikke…
Når vi så ser universet hastigt udvide sig. (Hastigheden hvormed det udvider sig øges nemlig. Udvidelsen accelererer.) Vil vi finde ud af:-Hvorfor gør det det? Man vil have en forklaring. Man vil have en årsag. For man vil have årsager til alt. Det ligger i tankens natur. Det er derfor så store teknologiske fremskridt er sket ved tankens hjælp. Og så regner man tilbage i tid (tanke) og siger at for 40 milliarder år siden -og der tæller man altså ved hjælp af jord omkredsninger om vores sol som målestok, nemlig år – og kommer til det resultat, at det startede for 40 milliarder år siden. Og hvordan startede det så ? -Jo som ingenting, siger de så de kloge astrofysikere, eller ham der i rullestolen som kun kan tænke. -Allerførst var der ingen tid, og først da det startede opstod tiden, og det går ikke op for dem, at det er dem selv, der får tiden til at opstå, ved at tænke. Næh, det er universet, og det er os, der ser på universet. Og i begyndelsen var det der som sagt slet ikke, og så var det ikke større end et atom (centrum) Og så eksploderede det hele i et mægtigt brag. Og det er det vi kalder Big Bang. Og sådan fortsætter det, og vil blive ved og ved, og det har det hele tiden (evig) gjort og det vil det altid gøre, og det er ikke fordi det er kommet fra noget eller går hen til noget. Bliver til noget. For det er hverken kommet fra noget eller bliver til noget, for det er uden tid, og der er plads nok til at det kan udvide sig lige så længe det vil. For der er plads nok. Plads nok. –
Er det ikke en dejlig teori, istedet for den der Big Bang ?
Lige for at undersrege det endnu en gang. Udvidelsen er IKKE et forløb. Det er en TILSTAND.
Ligesom mågen jeg tegnede i dag ikke er et forløb, men en tilstand. Og ligesom jeg ikke er et forløb men en tilstand.
Jensen (2015) Sandheden er ikke derude-1
