Der er ingen fortid og ingen fremtid. Ejheller er der nu tid. Der er blot bevægelse og den er evig. Det er fundamentet hvorpå alt andet bør bygge. Tid er et operationelt fænomen med rod i sproget eller tanken. Tanken styres ikke, men er en del af denne bevægelse, som er dans.
Den eneste dans er.
Vores altoverskyggende fejl er, at vi tror vi skal på danseskole for at lære at danse. Se blot regeringens nyeste udspil om en “opdragelsesdebat”.
Jo mere man gør, des mindre er man, og jo mere man er, des mindre gør man, ser det ud til fra den skrivendes side.
Det er altid altid. Det er ikke løgn, vel? Så vidt så godt. Så går vi videre. Da mennesket kun havde ild, var det een verden. Da mennesket fandt ud af elektricitetens mysterier, var det en anden verden. Den verden vi lever i nu. Den elektriske tidsalder. Men vi har glemt os selv. Vi har i al vores begejstring over vores fantastiske evne til at opfinde helt glemt at spørge, hvad i helvede vi går og laver. Hvad i helvede vi har gang i. Og det er det der interesserer mig. Hvad jeg har gang i. Hvad i hele hule helvede jeg går og laver. Mig, den oprejste abe med de lange fingre, som skal have deres gang i alt muligt hele tiden. Hvem er det, der bestemmer, hvad jeg (aben) har gang i ? Har aben overhovedet gjort sig klart, hvad det hele handler om. Har den det? Har den spurgt sig selv, hvad det hele er for noget? Hvad i hele hule helvede det er der sker? Og sker der overhovedet noget? Eller er det hele bare noget, som foregår inde i de elektriske strømme i neuroner og tilhørende celler i dens krop, som udveksler sig med alt andet hele tiden, og som derfor aldrig står stille. Er det sådan det er? Måske får vi det slet ikke at vide, uanset hvor meget vi spørger. Det gør vi nok ikke. Det er nok altid et åbent spørgsmål, hvad i hele hule helvede det er der sker hele tiden, ikke?
Så derfor har jeg besluttet, at det nok er klogest, hvis jeg tilføjer endnu et batteri til de to batterier, jeg har i forvejen i min california bil. De gamle batterier stammer fra Mallorca og er almindelige bilbatterier. Syrebatterier med vædske som står og skvulper og som ikke kan tåle at blive afladet ret meget før de er døde. Jeg må lade på dem hele tiden og kan se, at deres kapacitet bliver ringere dag for dag. Så derfor har jeg købt et nyt spiralcelle batteri. Et AGM batteri, som kan tåle at blive helt afladet uden at dø. Og som skulle have mere power end de gamle, og det har jeg parallelforbundet med de to andre via en afbryder, således at jeg kan skifte mellem de to strømkilder og således have backup, når jeg ligger ude i frostvejret et eller andet sted i verden i Gilleleje eller Skodsborg eller ved Lost Stranden på Bornholm, når jeg er nede og bade om morgenen og vil ind i en varm bil og tørre mig. Og det nye batteri har stået til startopladning hele natten og jeg glæder mig til at skulle ud og slutte det til om lidt her til morgen, hvor vi i følge meterologerne venter snestorm og dårligt vejr. Da er det en fordel at køre ned til badeanstalten i stedet for at gå, når jeg skal have mit iskolde bad og kan krybe ind i den varme bil bagefter. Da er det en fordel med ekstra strøm. Med elektricitet som genereres af mine solceller på taget, så jeg kan være off grid når som helst. Lige som Tesla manden som forsyner hele byer i Australien med elektricitet fra enorme litiumbatterier som forsynes med strøm fra enorme solceller på taget af Australien. Men krig skal der være. Og det er noget jeg slet ikke forstår. Det er lige som lim, der limer folk sammen i ideer og forestillinger som bekriger hinanden. Det er faktisk tanker som bekriger hinanden og tanker er elektricitet i neuroner og andre celler som farer rundt med lysets hastighed på 300.000 km i SEKUNDET og er helt uden for vores kontrol, som vi så alligevel TROR vi kan kontrollere med vores tanker som vi TROR vi SELV tænker, og det er jo noget vrøvl. Så al den konflikt og krig og døde børn og Israel og Iran og Danmark og Palæstina og nationer og så videre er det rene vrøvl i vores tanker, som vi tror vi selv tænker. Så derfor tænker den amerikanske abe på amerikansk som en amerikaner og den koreanske abe på koreansk og så længe de tænker sådan og tror det er noget de selv gør sådan individuelt og ikke kan indse, at det hele er elektricitet som bevæger sig i dette øjeblik hele tiden og derfor uden tid og uden årsag, så længe vil der være konflikt. Ikke kun i verden men netop derfor i menneskene selv som vi jo også godt kan se, at det er sådan med al den krig og ufred og sygdom og sorg og lidelse og børn på lazzaret i Afganistan med afrevne arme fra en selvmordsbomber på markedet dagen før. Og nu vender kvinderne hjem fra Isil områderne og fortæller, at det slet ikke var som de havde forventet, da de tog derned. Det var sexfixerede mænd og promiskuøse kvinder og hæslighed og slet ikke det paradis, de havde set frem til, da de tog afsted. Som de havde TÆNKT sig før de tog afsted.
Men ved I hvad? Jeg vil skide det et stykke. Alle disse skvadderhoveder som bræger op om alt muligt hele tiden med deres munde som bevæger sig ustandseligt når lydene kommer ud fra strubehovedets stemmebånd som reflektoriske kramper. Man kan tydeligt se det og det er endeløst og hæsligt og har fundet sted i menneskelig kultur altid. Som en strøm af ord der aldrig hører op fra alle disse såkaldt velmenene stemmer med hver deres mening om alting. Gudfader bevare os. Jeg skrider ud og sætter strøm til mit nye batteri gør jeg. Fuck det hele. Livet er dejligt uden een eneste overordnet tanke. Det kører faktisk skide fint uden min hjælp. Med lyshastighed!
Det mest indlysende er ofte det sværeste at fatte. Det simple er det sværeste at forstå. “Tænk dig om!” Sagde de altid. “Tænk hvis du vandt!” Siger lotteriet. “Tænk på noget godt tænk på Haribo!” “Tænk positivt!” Tænk, tænk, tænk. Men hvad er det at tænke? Kan nogen forklare mig det? Hvad er det, man “gør” når man tænker? Og hvem er den “man” som tænker? Hvem er det? Eller hvad er det? Og så er det, at jeg observere, at der slet ikke er nogen “ man” som tænker. At der kun er tanke. På godt og ondt. Gudbedre det. I os alle. Nøjagtigt det samme. Tanke på alle verdens sprog og kulturer. Men stadig tanke. Hvorfor er det så, at alle disse “tanker” bekriger hinanden og fremhæver sig som enkeltstående “identiteter”?. Det er selvfølgelig fordi de hver især har adskilt tanken i een som tænker den og tanken selv. Og så har vi balladen. Konflikten mellem kontrolløren og det kontrollerede. Dualitetens mareridt. Konkurrencestatens hævdelse over sit eget spejlbillede i evig krig med sig selv. Som individ så stat og samfund. Det ene udspringer af det andet, og så simpelt er det og øjensynlig derfor så umuligt at indse.
Derfor er jeg nu begyndt at følge “Badehotellet” på TV2 som jeg har fået et gratis abonnement til i en måned. Og hvor er det godt lavet! Her har vi en serie, som fuldt ud tilfredsstiller Bertolt Brechts “Verfremdung” i og med at man ikke på noget tidspunkt kan være i tvivl om, hvorvidt det hele er det pure opspind! Det er som et dukketeater, man betragter oppe fra sufitterne. Man bliver revet med af de enkelte skuespilleres flotte præstationer udi scenekunst. En dansk tradition tilbage fra stumfilmens dage, hvor min halvonkel Georges Schneefoght lavede skønne mesterværker som f.eks. “Rasmines Bryllup” hvor minsanten min mor optræder som ung skuespillerinde blandt publikum på Ordrupbanen, hvor Hans W Pedersen er ved at vinde danmarksmesterskabet i banecykling og derfor tilsidst får prinsessen og det halve kongerige og Johannes Meyer til svigerfar! Ren nostalgi det hele, men ikke værre end at man hurtigt kan dreje over på BBC World og følge de sidste massakre i udkanten af Damaskus, hvor Assad nu fortager den endelige oprydning blandt oprørene med drab på tusindvis af civile.
Jeg er så ked af, at det skal gå sådan og at ingen af de implicerede i alle disse frygtelige krige ikke i blot et lillebitte øjeblik stiller sig selv spørgsmålet. Men det gør de ikke, for de har så travlt med at løbe fra deres egen dødelighed. Panikken råder, så mens det foregår ser jeg “Badehotellet” på TV 2.
Hvad er menneskeheden andet end en udviklingsfase i et evigt omskifteligt verdensalt? Da jeg stillede spørgsmålet: “Ved vi hvor vi befinder os, dvs hvor vi er?” Fik jeg følgende svar fra astronomisk fakultet: “Det er en interesant betragtning, du kommer med, men i astronomisk forstand giver det faktisk ikke mening. Man kan ikke som sådan sige, at der findes et nulpunkt eller centrum i universet (origo i et koordinatsystem). Vi kan godt placere et koordinatsystem over universet, men vi bestemmer selv, hvor vi lægger det. På den måde kan vi ikke tale om vores egen placering i universet. Du har beskrevet det, vi ved helt rigtigt. Vi ved, hvor vi er i solsystemet og i mælkevejen og vores lokale galaksehob, men vi taler ikke på den måde om vores egen placering i universet i astronomisk forstand, så du har ret. Vi ved ikke hvor vi er.”
Af dette kompetente svar fra en updated astronom må vi slutte, at da vi ikke ved, hvor vi er, kan vi ligesågodt være her som der. Og er vi der, så er vi allevejne i og med vi ikke ved, hvor der er. Dette er således det endegyldige bevis på liv alle steder i universet. Beviset er os selv. Det er uvidenheden, der gør os vidende, mens vores viden i bund og grund gør os til de monstre vi er. Det burde være klart…
Men er det?
Jeg hader sproget og jeg elsker sproget. Jeg hader sproget, når det omklamrer mig og jeg elsker sproget, når det sætter mig fri.
Det sner ikke længere. Udenfor mit vindue er alting hvidt. De små blishøns forsvandt lige pludselig, da isen i havnen lukkede til. Nu er der kun ravnene tilbage, som gør sig tilgode med alle muslingerne i bolværket. Badehullet er helt lukket til af is. Jeg ser længselsfuldt derned og håber solen snart vil få magt, så isen smelter og jeg kan springe i.
Shirley Collins kom dumpende ind i mit liv hin søndag eftermiddag, da jeg stod på Charlottenborg sidste dag af Copenhagen Dox. Aftenen i forvejen var jeg lykkeligt stødt ind i en Italiener fra Sicilien som har lavet en film ved navn “The Strange Sound of Happiness”. Dens hovedmotiv er “Jødeharpen” et lille instrument, man spiller på ved at sætte fortænderne på to cirkulært forbundne metalstænger i hvis mellemrum en fjeder kan bringes i svingninger, der moduleres af mundhulen. Jeg har selv dyrket dette spil i mange år og kender til de elektrolignende lyde, der frembringes ved at blæse og bevæge læberne samtidig med at man slår rytmen med højre hånds fingre.
Diego Pascal Panarello var tilstede efter forevisningen af sin film, og vi fik lejlighed til at tale med ham om især den meditative side ved harpens udtryk. Shamaner i Kazakstan har i århundreder dyrket spillet på Khomus, som harpen hedder der, og Diegos film viste hans rejse til det iskolde russisk-asiatiske land for at møde de store Khomus musikanter og lære deres teknik og se hvordan den ældgamle kunst i fremstillingen af harpen blev til. Bagefter traf jeg Diego til en lille samtale om kolde lande og varme mennesker, og han lovede at hjælpe mig med at fremskaffe en ægte russisk Ozark harpe.
Thomas, min overlæge fra Glostrup misbrugscenter havde afskedsreception i PH cafeen på Halmtorvet. Velvasket og ophøjet fornøjet efter en forfriskende svømmetur rundt og rundt i cirkler i DGI byens fortrinlige svømmehal med Sauna og festligt herreomklædningsrum, hvor en 4.klasse fra den lokale folkeskole var i færd med at traumatisere mine trommehinder, drog jeg til seriøst samvær med professionelle folk fra den kommunal-sociale verden, som alle var kommet for at hylde Thomas Fuglsang for hans over tyve årige virke for Københavns narkomaner og andet godtfolk som ikke havde kunnet klare det sindssyge tempo i det “moderne” samfund. Bemeldte godtfolk var dog ikke mødt op for at fejre deres frelser. Man skønner, de nok var døde af deres misbrug. Hvem ved? Til gengæld var der “behandlere” i hobetal og alle var glade og hjertevarme medarbejdere,som Thomas i gennem mange år havde gjort til een stor familie i kampen mod alt ondt i denne verden. Og som vi ved, gør eenhed stærk, især når den ydre fjende er så uovervindelig som nutidens samfund…Der blev serveret pindemadder med store kinarejer og brombær på små firkanter af blåskimmelost samt selvfølgelig fri bar. Man cirkulerede og passiarede og det hele bar præg af overklasse og selvbevidsthed, men også af kammeratskab og menneskelig varme da talerne begyndte, selvfølgelig rettet mod Thomas, min allerældste nulevende ven i denne verden. Og at han var elsket, var der ingen tvivl om. Så afgjort. Han sad selv på en høj stol oppe ved scenen og modtog al ros og begejstring som strømmede ned over ham. Til slut tog han selv ordet, og nu hvor han ikke skyldte nogen noget, men tværtimod havde opnået en absolut skyfri plads i solen, lod han tæppet gå for ærlig fremstilling af, hvorledes han var nået dertil, hvor han nu var. Og han skjulte (så godt som) ikke noget, men lagde sin fortid som doven gymnasieelev, kommunistisk journalist på Land og Folk og konkursramt vinhandler, samt medicinstuderende som 35 årig på kvote 3 ud til alles beskuelse. Og da alle vidste at han jo ikke var gået i hundene (som hans klienter) vakte hans fortid munter applaus og latter. Undertegnede tænkte sit om visse udeladelser, men kom ikke med indsigelser. ( Man generer selvfølgelig ikke en gammel ven, men symptomatisk nok var der blandt de mange gaver Thomas modtog i anledning af pensioneringen også en lille plasticpose med de lækreste topskud…)
Shirley Collins er 82 og verdenskendt folkesanger med et bagkatalog af gamle keltiske vers og amerikanske sange fra Missisipi, hvor hun drog rundt i tresserne og optog lyden af lokale musikere. Hun mistede stemmen i firserne, da hendes mand forlod hende midt i en optræden til fordel for en servitrice! Men nu er hun begyndt at synge igen og var for første gang i Danmark i går, hvor hun holdt koncert oppe i multirummet på Carlottenborg. Det var et CP:DOX arrangement med dokumentarfilm først om hendes liv og virke som bærer af traditionel engelsk og amerikansk visekunst og dernæst en forrygende og fuldstændig udsolgt gig med nogle vilde engelske musikanter fra “Sussex, der bare gav den hele armen. Folk skreg og hylede efter hvert nummer, og ligenu sidder jeg og skriver til lyden af hendes følsomme udtryk, som bringer tanker om alt smukt og ærligt i denne verden, så skrøbelig den er!
Batterierne var ved at løbe ud efter det sidste iskolde bad ned af badebrotrappen i Skodsborg. Noget måtte der ske. Jeg gad ikke søge sydover bare af den grund, og var også for træt ovenpå Thomas reception og alle menneskerne med nachspiel på kinesisk restaurant i hele den Fuglsangske families skød, som er mange med børn og børnebørn og koner og mænd og brødre og mig, som ikke kan holde mund og spiller med det bedste jeg har lært, men må trække mig til sidst og tage ind og se “Deres bedste ferie” i Grand om et ældre ægtepar, hvor manden er dement og konen har kræft og de begår selvmord i deres cmpingvogn med udstødningsgassen sivende op gennem gulvet! Det var simpelthen for meget! Jeg fik kvalme og drev svimmel gennem byen ud til Vesterport station og tog toget til Sjælør og hentede bilen og kørte ad Jagtvej fredag aften i fuldemandstrafik med et øje på hver finger ud til mit helle i Skodsborg med kig til lysene fra Svenskekysten og tanker om jødetransporter i 44 med druknede børn og nazibødler svævende om mit hoved i soveposen før søvnene tog mig med en oplivende drøm om en udflugt til Nepal med Kim Larsen!
Efter morgenbadet i det kolde krystalvand i Øresund var batterierne på nulpunktet. Gode råd var dyre. Alle de Københavnske Campingpladser var vinterlukkede på nær een, og der kørte jeg ud. DCU camping i Rødovre! Troede det var et dårligt sted, men blev glædeligt overrasket. Sød dame i receptionen gav mig en fin plads til ingen penge med strøm og moderne badefaciliteter. S-tog næsten ved døren og 14 min til Hovedbanegården. Bliver et par dage og tager Suien med tilbage til Lolland på Onsdag.
Jødeharpen spiller mens jeg sidder her i sofaen. Det er smukt. Den gør det helt af sig selv. Ude foran døren står katten og kigger ind gennem glasruden. Den vil ind til mig, men der sætter jeg grænsen. Min frihed til at rejse hvornår og hvorhen jeg vil kan jeg ikke sætte over styr, og en kat kræver omsorg og pleje og fast rutine og det er ikke mig. Naboen lavede min skydelås til den store låge, som nu igen fungerer. Han er så rar. Han er skibstømrer, men må ikke arbejde for øjeblikket fordi han har beskadiget sin skulder. En arbejdsskade som han ikke ved om han kommer over. Jeg klippede mange af de visne buske udenfor mit sovekammervindue, så erantis og vintergækker kan få lidt lys til at komme frem. Haven er ellers stadig ret udslukt. Vinterlig med store sneplamager, men fuglene er overalt og drøner rundt ind og ud af hækken i parringsiver. Minsanten så var der også en stor fasanhan forleden dag på vej ind over plænen!
Hjertet opfører sig pænt for øjeblikket, og dagen falder ind i en god rytme. Børnene har lige ringet og vil i biografen, så det gør vi nok i aften, og vandet er frit så vinterbadningen er atter aktuel. Dog kører jeg derned og kan springe direkte fra det iskolde vand op i den varme bil. Påskestilheden hviler over Bandholm. Folk går spadsereture med varme uldhuer på hovedet og hilser venligt på mig. Det er rart at være i sådan et lille samfund. Man møder de samme mennesker hver dag. Ikke som i den store by, hvor alle man møder er fremmede, man aldrig har set.
En forrygende tur til Bornholm påbegyndtes med istandsættelse af bilens forskellige dele som havde det nødigt. Denne bil er en agens i min evindelige agentiale skæring. Den indebærer en evig uvished som det er nødvendigt at få påpeget. Uden den får tanken frit spil til at planlægge alverdens udveje, som den så skuffende må bide i sig igen, når kølesystemet eller andre vigtige apparater sætter ud eller helt går i stykker. Så står man der på landevejen med Sten og Erns og Olga og kan ikke komme videre. Og det skal nok vise sig at det sker midt på en højtrafikeret, smal, hæslig svensk motorvej med gale mennesker som speederforbi mens de rækker tunge af een som ikke har råd til den nye turbo-volvo, men må kører i en gammel udslidt folkevogn fra 1990. Så står vi der og venter på Falck. Olga begynder at græde og Ernst trøster hende slet ikke. Han har travlt med at lede efter sine cigaretter i jakkelommen og Sten er gået om bag en busk for at tisse. Det tager godt og vel 3 timer før hjælpen når frem og kan bugsere karossen til nærmeste værksted, i hvis nærhed et passende logi for natten må opsøges. Men gudskelov går det ikke så slemt. Dog er det godt at have in mente undervejs på rejsen, at så galt kan det gå HELE TIDEN. Det er den agentiale skæring vi alle befinder os i, men så ofte glemmer i vores iver for at foruddiskontere alting. (Tid)
Nå, men det var disse alvorsord og så kan vi glæde os over en fræsende Leonora Kristine med medbragt termokaffe og smukke Olga som laver en seviet om til en lotus mens vi gynger afsted over østersøen. Bilen starter igen nede på vogndækket. Med et lettelsens suk træder jeg bremsen i bund og sætter i gear. Minsanten kører den igen og bringer os alle uskadte ad mørknende veje med dis og konebryg til Pedersker, hvor husets frue med mynde tager i mod.
Ha, ha, ha, hvor er det rart at være der. Gamle handkat er død, men ny handkat tager os i øjesyn idet vi passerer trappen ind til køkkenet. Lune boller med hjemmelavet syltetøj venter de rejsetrætte gæster, og snart er vi alle bænket om bordet og får talt om alle krigene, som ingen forstår hvorfor er, når vi nu har det så rart alleammen. Men måske har vi det slet ikke rart. Måske er det bare noget vi foregiver. For inderst inde ved vi godt, at intet er sikkert. At alt kan forsvinde på et øjeblik. I fællesskab tuner vi ind på en agentiel skæring, der oplyser os om øjeblikkets vigtighed. Bollerne er i dette tilfælde det agens, som bringer os sammen, og lidt efter er vi alle oplyste og har det nu bedre end nogensinde. Sådan virker Klippebo.
Bølgerne slår højt mod stranden. Den iskolde blæst bringer det fine sand i bevægelse. Badekåben er blå og slynger sig om kroppen på den ældre herre som tripper ud af sin camper. Han bliver næsten blæst omkuld idet han begiver sig ned mod havet. Han kaster badekåben fra sig og spankulerer som en stork ud mod uendeligheden. Da de store dønniger rammer ham midt på livet, må han give op og kaster sig bagover ud i de frådende søer. Inde fra land kan man betragte hans kamp mod elementet. Et ældre ægtepar med puddelhund i snor har taget kikkert med, og står nu og nedstirre ham ganske ublufærdigt. -Tror du han drukner? Spørger kvinden. -Det bliver spændende at se, svarer manden og stiller skarpt på okularet. Ude i bølgerne kæmper herren for sin overlevelse. Det lykkes ham at kravle op over revlen og ind på det tørre, hvor han begærligt griber sin badekåbe, som han slynger om sin spinkle gammelmandskrop mens han gør nogle forfjamskede dansetrin til stor moro for de kikkertbevæbnede tilskuere. Da de ikke kan forstå, at han vil være i fred og ikke beglos, giver han dem fingeren. De fnyser og skynder sig at pakke deres kikkert ned i tasken, mens de ryster på hovedet.
I må have mig undskyldt, men jeg kan altså ikke deltage i dette cirkus. Merry go round. Hele tiden skal man forholde sig til et eller andet, og det synes jeg er forkert. At man skal. Jeg vil meget hellere holde mig for mig selv og ikke sige noget. Der er så meget, der trænger sig på og det er alt for overvældende. For mig at tage stilling til. Der er oliekrisen og overenskomstforhandlingerne og Maersk som sejler containere rundt i verden med junk. Og udenfor skinner solen fra en dejlig skyfri himmel og bilen står og venter på at blive malet og slebet. Nede ved badebroen ligger smålandsfarvandet glat og blankt med 8 grader lige til at springe i. Det vil jeg gøre om lidt. Så tager jeg min gamle cykel og sprinter afsted. Det giver god motion til lårmusklerne, siger min nabo. Når jeg kommer tilbage, laver jeg et glas citronsaft med honning, som jeg indtager sammen med et hvidløg hakket i bittesmå stykker, hvorefter Jonathan siger, jeg lugter langt væk. Men det vil jeg skide på. Hvis jeg lugter, så lugter jeg, og så er der ikke mere at gøre ved det. Der er ingen, der skal bestemme over mig mere. Den tid er ovre. Jeg har opført mig som den pæne dreng, jeg fik besked på og er nu langt ude i sumpen på vej mod total annihilation. Det kan ikke være anderledes. I går købte jeg et bålsted. En bålgryde på fire ben og kan nu lave mig en ild, som jeg kan sidde og betragte. Flammerne som langsomt fortærer træet. Og røgen som driver hen over plænen mens jeg sidder på den turkis havestol fra Spanien og drikker min citronsaft og spiser hvidløg til. Sådan er mit liv nu. Så går jeg ellers, næsten hele tiden. Jeg elsker at gå. Det ene ben foran det andet i rask trav. Føler rytmen og tankerne løber som de vil og falder på plads. Dagen ordnes af sig selv, som jeg siger.
Jeg kan ikke spille den rolle, jeg blev tildelt. Jeg kan simpelthen ikke. Og det er en befrielse at mærke denne dybe uvilje mod iscenesættelse. Det ufri sind sprænger rammerne og bevæger sig ud og forsvinder op i den blå luft. Selv naboen som nu har startet sin motorsav, hvis lyd skærer sig gennem den dugfriske morgenstund, generer mig ikke længere. Nu er der stille. Og det er nok.
Der er så meget at sige. Så meget smukt at sige. I stolen jeg sidder med åben dør ud mod haven, som ustandselig er under udfoldelse. Ligesom den seglformede måne bevæger sig forbi vindueskarmens målepunkt for øjet som betragter den. Udfolder sig. Og havets evige uro som blæsten gør til sin. Og alle disse mennesker som er i røre. I samme røre som jeg, hvis hænder lader disse tegn ske. Så rørende er det altsammen, at et smil breder sig på mine læber og jeg forstår.
Til aften vil jeg spise den rest af salaten, jeg lavede i forgårs. Måske med en dåse tun i solsikkeolie tilsat. Bilen er færdig behandlet nu. De sidste sorte oliestriber er sat langs skærmkanterne og al rust er banket væk. En tilsvarende sølvhvid lakfarve er overlagt det renskrabede metal, og den står nu og stråler i indkørslen. Min nabo Lars har rost mig. Han siger jeg passer godt på min bil. På onsdag i næste uge bliver jeg hentet af flextrafik om eftermidddagen og kørt til Hamlet hospitalet i Ringsted, hvor kardiologen venter for at foretage en belastnings ekg af mit hjerte. På nuværende tidspunkt finder jeg i og for sig denne undersøgelse unødvendig, idet jeg de sidste mange dage intet uregelmæssigt har bemærket ved mine hjerteslag. Men der var jo engang nogle symptomer, som jeg valgte at få undersøgt, så hvorfor ikke gennemføre?
Det var gode dage i Odense på DCUs campingplads 5 km fra Odense centrum ad snoede skovveje som munder ud ved Jensens Bøfhus og skovsøen, hvor jeg gik og gik langs Odense å med de mange springende laks og ørreder, som udelukkende observeredes på de farvestrålende plancher som var opstillet langs med det strømmende vand. Hver dag gik jeg de 5 km ind til Odense centrum idelig overhalet af sveddryppende løbere i konditøj og med hørepropper i ørene. Mange af pigerne så ganske godt ud i deres stramme løbetøj, så jeg kedede mig ikke undervejs. Der var også et kig ind til en stor bengalsk tiger som spankulerede rundt og rundt i sit bur i håb om endelig på et eller andet tidspunkt at nå til Bengalen. Det skete selvfølgelig aldrig og imens stod vi, dvs mig og to løbedamer og en cyklist i træningsudstyr og diskuterede og blev enige om, at indespærrede dyr skulle forbydes og alle zoologiske haver lukkes øjeblikkeligt. Tigeren kom hen og stirrede på os gennem den lille åbning i hegnet ud mod åen, som havens ejere havde lavet for at hidkalde turister og lokke dem til at betale de 120 kr det koster at komme ind i Odense Zoo. Vi stirrede på den og forsøgte at få øjenkontakt og cyklisten tog et snapfoto på sin mobil. Tigerens øjne var trætte. Der var gledet en hinde af afmagt ned over dens pupiller. Det var dræbende at se på. Jeg hilste farvel og gik videre i rask trav velvidende at nok skulle jeg ikke til bengalen, men i alle tilfælde ville jeg nå frem til mit bestemmelsessted inde i Odense centrum. Tigeren var spærret inde. jeg var fri.
Og hvad skulle jeg så bruge denne frihed til. Det var da et godt spørgsmål, tænkte jeg, og da hele turen til Odense udelukkende drejede sig om, at komme til at høre min gamle mentor udi musikkens verden, Klaus Bøhling spille i sit orkester Secret Oyster på spillestedet Dexter i Odense, hvad var da mere nærliggende end at forsøge at finde ud af hvor Dexter lå. Da jeg efter en halv times gang langs med den snoede å øjnede bebyggelser forude som lignede en restaurant, og som ved nærmere betragtning viste sig at være et kulturhus med tilhørende maleriudstilling, var jeg ikke sen til at entreer, da mine tarme samtidig skreg på udtømning. Toilettet lå lige bag indgangen, og lettet var jeg, da jeg efter den lange vandring endelig kunne sætte mig på brættet og lade det naturlige ske. Så var verden atter åben, og jeg kunne vandre rundt og betragte Odenseanerne nyde deres caffe latte ved de små runde borde i det skråt indfaldende forårslys i restauranten. Store billeder med motiver fra Færøerne fangede min interesse i udstillingsrummene. Det viste sig at kunstneren brugte oliepastel, som gav en særlig stoflig virkning på lærrederne, som jeg skrev mig bag øret til senere brug, når jeg selv laver billeder.
Jeg gik efter fornemmelse. Det er altid det skæggeste, synes jeg. At prøve at finde frem efter sin næse. Selvfølgelig sker det at jeg tager min google map på mobilen i brug, men helst går jeg på gefyl. Der var en åbning bag nogle huse som lignede indgangen til en parkeringskælder, og da der stod Brugsen ovenover, tænkte jeg at det nok var her, folk parkerede deres biler, når de skulle i Brugsen. Jeg gik ind, tog elevatoren op og var lige pludselig midt i den store Superbrugs som havde hovedindgang ud til gågaden og Odense centrum. Og så var jeg efterhånden sulten! I Vintapperstræde lå en Food Stall med bred buffet opstillet til selvbetjening. Der var alt hvad en veganer kunne begære, og jeg kastede mig over brocoli og humus og syltede røde bønner med tilførende kikærteboller og linser og brune ris. Dertil en kop hvidtjørnethe, altsammen sat til livs ude i den hyggelige gård sammen med unge mennesker i gang med at drøfte tilværelsens finurligheder.
Det viste sig at spillestedet Dexter kun lå få hundrede meter fra hvor jeg spiste, og en plan for aftenen hvor jeg skulle høre Secret Oyster tog form i mit hoved. Jeg ville sætte af fra campingpladsen sen eftermiddag og tage åturen ind til byen og spise på Food Stall før jeg stillede mig i kø oppe på Vindegade hvor Dexter ligger, en halv time før indgangen åbnedes. Det kunne blive en fin dag!
Men det var først i overmorgen. Hvad skulle jeg lave torsdag? Da slog det mig, at Johannes Larsen musæet kun lå 18 km fra Odense i Kerteminde, og der kunne jeg tage ud i bus med mit rejsekort. Det var en god ide, jeg agtede at bringe til udførelse. Jeg glædede mig allerede. Om aftenen lavede jeg suppe i Campingpladsens mikroovn mens jeg så “Tannbach den delte by” på min store Ipad ude i køkkenet. Sengen i bilen var klar til at modtage mig bagefter og jeg slumrede ind i karossen under en stjernebestrøet nattehimmel.
Bus 61 mod Højby havde stoppested lige ud for indgangen til DCU camping. Jeg gik derover efter at have rådført mig med google maps om afgangstider og hvor jeg skulle skifte til bus 152 mod Kerteminde inde i Odense. Det klappede fint og snart sad jeg på det forreste sæde ved siden af chaufføren i det store, moderne og behagelige køretøj på vej mod Kerteminde og Johannes Larsen musæet. Vi passerede nogle kranlignende tårne. Jeg spurgte, hvad det var for noget, Og han fortalte, at det var resterne af Lindøværftet, som nu var udliciteret til mange små virksomheder, der bragte arbejdspladser til området efter værftets lukning. Vi kom forbi Munkebo, som jeg erindrede fra engang i firserne, hvor jeg søgte en stilling som skoletandlæge der, som siden blev ændret til den stilling, jeg fik som klinikchef i Ryslinge Ørbæk.Minderne for gennem mit hoved mens vi jog afsted ad den lige landevej mellem de bløde fynske bakker med kurs mod Kerteminde. Der skete meget for mig den gang på Fyn, hvor jeg købte gård og flyttede sammen med min Grønlandske kæreste og hendes to børn. Det var en tumultant tid, som endte med at jeg opgav det hele og tog til Indien og blev sannyas hos Bhagvan i Poona, for senere at slå mig ned på træskibet Shearwater i det græske øhav og til sidst havne på Nordkaperen sammen med John og Alice i en forrygende storm ud for Kretas nordkyst, hvor ankeret satte sig fast og vi nær var forlist.
Vi kørte ind foran den gamle station i Kerteminde. Solen sendte milde stråler ned mod jorden og kattegat lå bag den lille fiskerihavn og glimtede mig i møde. Fjord og Bælt udstillingen med delfiner man kunne fodre og cafeteria havde gudskelov også et toilet, som jeg fik lov at benytte inden jeg gav mig på vej langs stranden op mod Johannes og Alhedens pragtfulde villa på skrænten ud mod havet. Møllen var under reparation og en af håndværkerne viste mig vej om bagved til Johannes køkkenhave med højbede omgivet af nylig udsprungne kirsebærtræer og fuglebade med solglirende vandspejl. Jeg gik ind i receptionen og mærkede straks musæumsatmosfæren med postkort og bøge, man kunne købe. Hang min jakke på en knage og betalte de 120 kr det kostede at bese herlighederne. Først kom man ind i det gamle køkken. Her var som et veritabelt frilandsmusæum med den karakteristiske duft af konserveringsmiddel til at holde det gamle køkkentræværk intakt. Der var ståltråd om de udstillede blåemaillerede køkkenredskaber, hvis funktion det var at sætte en alarm i gang, hvis man berørte dem. Jeg gik skynsomt videre ind i den store spisestue med de berømte fuglemalerier som frise rundt langs med loftet. Der er ingen tvivl om, at J.L. Var en formidabel maler. Det var livagtigt og smukt, men alligevel ikke så interessant, at jeg blev hængende længe. Billede efter billede af naturen omkring Kerteminde og husets gennem tiderne mange berømte gæster så som Johannes V. Jensen og Poul Henningsen og Fritz Schyberg passerede mit blik og puffede mig indtryksmæssigt ret hurtigt videre til jeg nåede vinterhaven med et plaskende springvand og et væld af slyngplanter, som bragte ro i de mange indtryk. Derfra gik jeg ud i haven og holdt møde med tre højtskræppende gæs, som åbenbart ønsked området for sig selv.
Desværre var det lille kaffehus under ombygning. På et skilt på døren beklagede man dette og tilbød i stedet for gratis termokaffe i atelieet. Der gik jeg hen og satte mig ned med en kop the sammen med et ældre ægtepar, som fortalte at de besøgte musæet 4 gange om året og var kørende fra Holbæk over broen frem og tilbage på samme dag hver gang. -Det var en lang tur på een dag, sagde jeg, men det syntes de slet ikke. De elskede at komme her. Og nyde omgivelserne og de smukke malerier. De indrømmede dog, at mange af Johannes Larsens billeder var ved at falme, og nogle havde endog tabt malingen og var slemt skjoldet. -Det er tidens tand, sagde de. -Vi må nyde det mens vi kan. Jeg nikkede mens jeg betragtede et billede af Krøyer som ærlig talt ikke var meget bevendt, og kom til den konklusion, at musæet nok var en smuk oplevelse, men at jeg næppe ville komme tilbage en anden gang.
Tilsidst besteg jeg en udkigsplatform på skrænten ned mod det brusende hav og fik endelig luft ovenpå al denne hengemte poesi. Døde var de alle. Der hvilede mumificeringsspray over hele tableauet, og det var først da jeg satte mig ind i Superbrugsens cafeteria på havnen og drak en kop kaffe med tilhørende grovbolle at virkeligheden atter for alvor fik tag i mig.
Tilbage i 69 sidder vi allesammen i skuespillergarderoben til friluftscenen i Rønne og fyrer på en enorm chillum som går rundt blandt de tilstedeværende. Der er min kone Rie med sin nyfødte datter i barnevognen. Så er der min ven og meddirektør for sommerkoncerten til fordel for et ungdomshus Niels Poulsen, og så selvfølgelig mig og den gruppe af musikere, der skal på scenen om et øjeblik. Det er Hurdy Gurdy med bassisten fra England, hvis navn jeg ikke husker nu, og trommeslageren Jens Marquard Ozen samt singleguitaristen Klaus Bøhling. Der hersker en tæt stemning af nærvær. De tre musikere fra Hurdy Gurdy har boet hos os på Skovsminde, en gård tæt op ad højlyngen og de gamle granitbrud med udsigt ned over hele den nordlige del af øen og Ols kirke som rager op med sin nissehue som målepunkt for øjet. Jeg går lidt skæv men lykkelig ud for at inspicere tilskuerpladserne og for at se om der er fuldt hus og koncerten kan begynde. Det er eftermiddag med gylden sol, og et farvestrålende publikum har indtaget den store halvmåneformede arena. De sorte Lancingforstærkere står midt på scenen parate til at sende lyd ud over de forventningsfulde mennesker. Jeg sætter mig på en af de bagerste pladser. Foran mig sidder en af mine venner fra Skovsminde. Han vender sig om mod mig og siger: – Nu skal du være opmærksom. Det du kommer til at høre er unikt. Vent bare! Og jeg venter mens de tre musikere kommer op og gør klar til at spille.
Mit forhold til musik har været en lille smule passivt. Sevfølgelig har jeg lyttet til tidens musik. Jimmy Hendrix, Bob Dylan, The Doors o.s.v men det har været mere som en baggrund for mit liv end et egentlig dybtgående indtryk. Jeg sidder derfor uden de største forventninger og falder lidt hen, da en tone af tæt melodiøs klang gennemtrænger luften. Den begynder svagt men tiltager i styrke og bliver ved og ved. Det er som et vækkeur der ringer og råber ud over hele det store område. Råber om opmærksomhed og medfølelse. Så sviende og stærkt, at tårerne står mig ud af øjnene ganske uden anden grund end denne lyd. Jeg er stærkt schokeret over min reaktion. Det er som om jeg vågner efter lang tids søvn. Jeg fatter ingenting, men mærker til gengæld alting. Det er Klaus som står og sender disse lyde ud over alle mennesker og det er som en vækkelse, jeg ikke kan forstå. Jens begynder ganske forsigtigt at slå bækkenerne an og så kommer bassen og musikken er i gang.
Siden den dag blev musikkens verden åben for mig på en helt ny og ukendt måde. Det var da også indlysende, at jeg skulle tage til Odense og høre Secret Oyster, når de nu spillede der og Klaus var med. Jeg begav mig afsted op i Skoven og fulgte stien ned mod Skovsøen og Jensens Bøfhus. Jeg havde været i bad på campingpladsen og var frisk til spadsererturen og den efterfølgende koncert. Desværre havde jeg ikke kunnet tage en kold dusch efter badet fordi bruserne kun kunne levere varmt vand. Jeg havde spurgt bestyren om der var en kold bruser, men hun havde kun kunnet henvise mig til duschen ved svimmingpoolen, og den lukkede først op i maj måned! I stedet for den kolde dusch havde jeg fyldt en spand med iskoldt vand og hældt over mig efter den varme bruser. Det virkede, og jeg fik mit kuldeschock som jeg plejede. Nu gik jeg velfornøjet afsted og nåede efter en times tid Vintapperstrædet med Food Stall og en overdådig vegansk buffet som blev sat til livs med den sædvanlige kop hvidtjørnethe.
Kl halv syv stod jeg i kø foran “Dexter” sammen med nogle andre fyre på min alder som også havde minder fra 60erne, som vi udvekslede mens vi stod og ventede. Det var ubetinget Klaus, vi alle var kommet for at høre. Karsten Vogel og resten af gruppen var selvfølgelig vigtige men det var singelguitaristen som var trækplasteret. Jeg fik et lille bord tæt ved scenen og langsom begyndte lokalet at blive fyldt, så vi til sidst var en 30-40 mennesker. Det var midaldrende folk, hyggelige og lune som satte stemningen . Jeg bestilte en æblemost med isklumper og gav mig til at vente. Instrumenterne var stillet parat. Jeg anede Klaus gamle guitar ovre i et hjørne bag et stort flygel. De øvrige instrumenter med keyboard og trommesæt stod og blinkede i lyset fra de små projektører i loftet. Klaus kom først ind alene og gik lidt rundt og bladrede i nogle papirer. Sætlisten sansynligvis. Han var blevet en ældre mand, så jeg. Ligesom mig. I sin tid på Skovsminde havde alle i Hurdy Gurdy været langhårede ned til skuldrene. Klædt i Rød velour og slæbende rundt på Tolkiens “Hobbitten” som de læste i, hvis de da ikke stod over vores komfur og ristede sesamfrø eller lavede chapatipandekager til deres micro-macromad som de indtog mens de fortalte, at “Man er, hvad man spiser!” En svunden tid som passerede revy for mit indre øje mens Klaus gjorde sætlisterne færdige og de øvrige musikere kom ind og tog opstilling med deres instrumenter.
Secret Oyster har en heftig lyd. Langt fra gamle Hurdy Gurdy, og de startede da også op med nummeret “Sea Sun” for fulde gardiner, så alle i lokalet blev blæst væk. Men Klaus guitar var der stadig som anfører og trendsætter. Det mærkede jeg øjeblikkelig. Mit hoved blev ført ad helvede til ind i disse rum, hvor sjælen og al utøjet forsvinder og den tomme fred sænker sig i et vildt hyl. Min krop blev blæst ind i en tyfon af lyd og sådan fortsatte det indtil pausen, hvor rummet var totalt forandret og alle blevet en flok af menneskedyr uden tanke.
Klaus kom ned til mig. Han genkendte den gamle tandlæge fra friluftscenen i Rønne og vi udvekslede minder. Han bad mig om at blive hele koncerten igennem, hvilket jeg lovede ham. Andet sæt satte prikken over iet. Der var dans i lokalet. En kvinde sprang op på et bord og vred sig i extase. Andre fulgte med ud på det lille dansegulv og snart var vi alle en flok gale flippere fra 68 med lys i øjnene og kærlighed i tankerne. Klaus førte an og spillede, som han engang fortalte mig, lige ud til kanten og derudover. Spillede “Fejl” og fandt nye rum og harmonier på sit vilde ridt hen over strengene. Han har spillet på den guitar siden begyndelsen af 60erne og er aldrig faldet i dødsrutinens vold. Hans ansigt udtrykker stor smerte og energi, når han spiller, og efter sidste sæt var han og de øvrige musikere fuldstændig udmattede. jeg fik et træt smil, da han passerede mig på vej ned af scenen. Jeg smilede tilbage, taknemmelig som jeg var fordi han stadig var i live og kunne spille sin musik.
Jeg tog bus 161 hjem. Stoppestedet lå et kvarters gang ad de nattemørke gader hen over jernbaneterrænet ad en nybygget fremtidsvision af en spiralbro. Byen var ny. Jeg var ny. Igen engang.