Det går fremad med paddelboardet. Balancen optrænes langsomt. Nu ryster benene ikke så meget og nervøsiteten formindskes. Jeg er ved godt håb. Godthåb eller Nuuk har jeg også været en gang. Håbet er lysegrønt, ikke? Derfor håber vi allesammen at det hele nok skal gå bedre. Bedre og bedre. Holder det da aldrig op? Kan det ikke bare være godt nok? Det synes jeg. Jeg synes det er godt nok at sejle fra Næs til Bandholm trukket gennem vandet af en paraply udspændt foran på Unifiber paddelboard, hvor jeg sidder med begge ben spredt ud, så jeg kan holde balancen. Det er det med balancen. At være i balance. Det sørger mit nye Unifiber paddelboard for at jeg er. I balance. Så jeg beslutter at rejse pr bil til Næs strand som ligger 6 kilometer fra Bandholm og prøve at launche min Peter Lynn Skim 3,4 træningskite. Boardet har jeg møjsommeligt slæbt ned ad en smal sti med store irriterende sten til kystlinien, hvor det ligger og vugger på lavt vand og afventer mit videre eksperiment med dragen. Dragen er god nok. Den ligger i halvmåneform og venter på det afgørende træk i linerne, når altså vinden kommer og presser ind på den. Men vinden, som om morgenen var jævn til frisk er nu nærmest det man kalder svag. Den kommer i små pust, som giver mig tro på at den nok skal lette, men tro er ikke nok, og den letter aldrig. Så må jeg møjsommeligt pakke den sammen og bære den op i bilen og nøjes med min paraply som fremdrift. Planen er at sejle de 6 km ad farvandet mellem Lindholm og Askø og hovedlandet Lolland stående, siddende på knæ eller liggende på dette oppustelige bræt af PVC og andre hemmelige materiale, som jeg gennem utallige researchtimer af et utal forskellige modeller lige fra Aqua Marina til Red Paddel over River Surf endelig besluttede mig for, da det var 1: billigt, 2: anbefalet på You Tube som meget stabilt og 3: (og det var det vigtigste) kunne omdannes til et windsurf bræt på grund af sin opbygning med et forstærket hul i midten hvor en baseplate cardan kan iskrues som fundament for masten til surfsejlet. Men nu skulle jeg ikke surfe. Jeg skulle sejle, og planen var at blive trukket af Kiten i fuld fart over de krappe bølge mens jeg skiger af glæde over den høje fart jeg opnår. Det skulle altså ikke blive til noget, måtte jeg konstatere, da jeg lidt slukøret bar den halvvåde kite som en slasket klud op og lagde den i camperen.
Turen havde jeg til gode. Den dumme vind skulle ikke slå mig af pinden. Nej nu skal der sejles, siger jeg til mig selv. Trækker brættet ud over de værste sten, så agterfinnen ikke beskadiges og sætter mig op. Når jeg engang ankommer til Bandholm, vil jeg bære mit “skib” op gennem den lille alle, sætte det i haven og tage cyklen ud af skuret for at køre tilbage og hente bilen på Næs. Vinden er som sagt svag, men dog ikke svagere end jeg mærker den i ryggen. Med padlen sætter jeg derfor god fart og nyder at se tangskove og store sten i vandet dybt under mig fare forbi. Måske er det meget godt at jeg tager denne første færd uden kiten. Sådan for at prøvekøre situationen. Det er i hvert fald skønt at sidde her under en lyseblå himmel med hvide vatskyer og øernes mørkegrønne kyster som horisont hele vejen rundt.
Så kommer det. Man skal op og stå. Allerede på min første tur gjorde jeg en fejl, som nær havde koste mig føreligheden. Jeg skvattede bagover, idet brættet gled fremad som på våd is. Balancen forsvandt og med hele min krops vægt landede jeg direkte på brættet med mit hoved frit ud over bagkanten. Hovedet blev ikke standset men bøjede bagover og jeg mærkede i et splitsekund at her var jeg ved at brække halsen. Eller få et alvorligt piskesmæld. Det var hvad jeg sagde til mig selv i øjeblikket: -Sådan kommer du af dage gamle ven, hvis du ikke passer på. Jeg vidste det jo godt. Hvis man mister balancen og falder, gælder det for guds skyld om at falde ud til siden ned i vandet og ikke på brættet. Det vidste jeg godt, men blev overrasket (det var første gang jeg faldt) og nåede ikke at reagere hensigstsmæssigt. Nu ved jeg det og laver faldøvelser og smider mig ud til siden for at lande i det bløde vand og ikke på det hårde bræt. Men angsten sidder stadig i mig. Hver gang jeg skal op og stå, skælver mine lår og usikkerheden viser sig. Men jeg giver ikke op, og nu-efterhånden går det meget bedre. Er altid parat til at smide mig ud til siden og har fundet ud af at anbringe fødderne lidt fremskudt i forhold til hinanden, så jeg ikke kun korrigerer for sidebevægelser men også for frem og tilbagegående bevægelser. Ligesom på ski, tænker jeg, hvor det ene ben altid har en førerolle båret af den naturlige høje-venstre paritet.
Padlen holdes på tværs af brættet med begge hænder. Man rejser sig på knæ og derefter løftes kroppen op stående på fødderne placeret i hver sin side af det blå nuprede skridsikre felt. Så står man der og må endelig ikke kigge ned, for så mister man balancen siger de i instruktionsvideoerne på You Tube, men jeg kan ikke lade være med at kigge ned en gang imellem og det gør heller ikke noget for mine fødder korrigerer for brættets bevægelser og snart står jeg roligt helt op og padler og skuer ud over jorden, og vandet bevæger sig under mig og jeg er lykkelig.
Senere sætter jeg mig ned og folder paraplyen ud. Vinden tager godt i den og jeg mærker fremdriften øges. Den kan sidde fast i stropperne på fordækket, og mens jeg ligger halvt henslængt med paddelen bagud som ror, styrer mit lille fartøj roligt afsted med kurs mod den hvide bræmme af sand som udgøres af stranden nedenfor det statelige Bandholm Hotel.
Da jeg lander står et ungt par og tager imod mig. De vil vide, hvordan en paddelsup virker, og jeg lader dem prøve min. Da de kommer tilbage er de ikke i tvivl om, at sådan een må de også have. Sporten får nye tilhængere hver dag, og næste gang når vinden rigtigt blæser, skal jeg prøve turen med min kite. Nu er der blot at bære boardet op i haven, tage cyklen og træde i pedalerne de 6 km ud til næs for at hente bilen. På vejen tilbage bliver der lige tid til en dukkert på Bandholm Badeanstalt, som har fået mottoet: “Et rart sted at være” Påmalet med store sorte bogstaver hen over indgangen af den ihærdige bademester som hedder Ib.
Kære menneske: – Tanken er et udmærket hjælpemiddel, sålænge du ikke gør den til din ejendom. Så får du problemer. Se bare hvordan det går det menneskelige samfund. Se bare hvorledes det betragter sig selv som herre over alt andet på denne lille planet. Og se bare hvorledes det tænker sig selv som adskilt fra resten. Som noget enestående med en “højere” mening. Se bare hvor galt det går. Se bare hvor smukt her er uden din evindelige selvoptagne “tilstedeværelse”. Du menneske.
Et land.
Der er ikke andet end det der er. Det er det, der er så sødt. Du skal ikke være mig og jeg skal ikke være dig. Så sødt som honning, ikkeosse?
Noget ganske andet.
En far.
Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at gøre, hvad jeg skulle. Og sikke noget pis der blev ud af den galej. Det er da for sulen først nu, hvor jeg ikke gør en skid, at det hele begynder at ske. Nå men bedre sent end aldrig siger jeg så til mig selv. Bedre sent end aldrig gamle dreng. Jeg holder mig vagtsomt udenfor indenfor. Herligt liv her på falderebet. Men rundt om mig blæser stormene og ind imellem blæser de lige ind ad mit vindue. Som i går, hvor min ex kone ringede og fortalte at vores søn på 19 år var blevet overfaldet. Smadret ned i asfalten. Blødende frarøvet sin pung og mobiltelefon som blev mast for næsen af ham. Var det et hævnmotiv? spørger jeg. Kan endnu ikke få besked om, hvad der virkelig er sket. Drengen var først hos politiet i går og afgive forklaring og derefter på skadestue for at se om han havde fået hjernerystelse. For helvede hvor er det ledt. Men man ved det jo godt, og han har åbenbart været på det forkerte sted det forkerte tidspunkt. Det er jo nemt i disse tider. Tag blot til Idlib lige nu og vær et barn som leger på gaden. Jeg græmmes, gør jeg. Rigtig meget. Shit og lort og pis. Men han har sine tænder og har forhåbentlig lært at passe bedre på hvor man færdes i nattelivet i en lille skodprovinby som denne.