Før døden er alt Alt er før døden.
Jeg er før døden Altid før døden
Efter, hvad er efter? “Efter” er et ord uden betydning.
Alt er før, lige før. Hvorfor nu det?
Fordi jeg hele tiden er i gang med noget. Et eller andet jeg skal have gjort. Skal have lavet. Hvorfor nu det?
Fordi det er vigtigt at få gjort, det jeg skal gøre. Og hvad skal jeg så gøre? Kære venner. Hvad er det I vil have mig til? Kan jeg ikke bare få lov at passe mig selv og vaske mit gulv og sy mine bukser og besøge mine venner? Alle dem som ikke ønsker, jeg skal gøre noget. Som bare ønsker at se mig, som jeg er. Kan jeg ikke bare få lov at være den jeg er i fred? Næh, næh, det kan du ikke, råber de i fjernsynet og på gaden og i radioavisen. Du skal samle ind til de flygtende børn i Syrien, skal du. Ud med raslebøssen i en fart! Så synker jeg ned i vemod over alt det jeg skal gøre. Så sætter jeg mig til at skrive om det at vaske gulv i stedet for. Det at vaske gulv forekommer mig vigtigere end at styrte rundt og samle ind til et sort hul, som aldrig fyldes. Menneskene er et sort hul som aldrig fyldes. De suger livet ud af livet fordi de frygter livet. Men jeg frygter ikke livet. Jeg har indset betydningen af, at vaske gulv og skrælle kartofler og pille gulerødder og koge ris. Det har jeg indset betydningen af. Ikke andet end det daglige liv midt i det hele med forventningens glæde intakt. Forventningen om, at der altid vil være noget at gøre før og aldrig noget at gøre efter.
I går var der en mand i Helsingør som vandt 200 millioner kroner i Viking Lotto. Jeg tænkte, hvor svært det må være, at vinde så mange penge. Han får virkelig travlt med at løbe rundt og finde ud af at få dem brugt. Stakkels ham. Hvis det var mig, tænkte jeg, så ville jeg først have en Tesla 300, men når jeg så havde kørt lidt rundt i den, så måtte jeg jo se at finde ud af, hvor jeg skulle køre hen. Så ville jeg køre til Nice og skrive mig ind på det flotteste hotel i byen og gå ud og spise med en smuk blondine før jeg endelig trådte ombord på min store yacht nede i Havnen og sejlede til Jamaica med hende og en lille hvid puddel vi lige havde købt af en mand i restauranten, og så videre, et vældigt mas og jag afsted for at svinge guldkreditkortet til alle pengene var brugt og jeg godt udaset sad tilbage her ved skrivemaskinen og overvejede om mit gulv trængte til en omgang vask. Så var det hele overstået, og hvad så? Stadig samme spørgsmål. Hvad så?
Det har jeg svært ved at besvare udover, at jeg vil skifte emne og gå over til at skrive videre på min roman “Polarkuller” som udkommer her på sitet, når jeg engang bliver færdig med den, og det kan godt tage mange år.
I mellemtiden kan jeg underholde med lidt insider viden. Om ikke længe vil min krop båret af et uendeligt antal perceptionsimpulser bevæge sig bort fra det hæsblæsende instrument, som hele tiden tiltrækker sig mere og mere opmærksomhed globalt-planetarisk. En computer som jeg selv er i totalt samspil med og som derfor ikke skal opfattes som en fjende med mindre man da ligefrem tror på den frie vilje, men som en ven eller forlængelse af ens rådighed. En rådighed som nemt kan misbruges, hvis man lever i en verden af før og efter. Det er noget svineri, jeg absolut ikke kan tilslutte mig. Jeg foretrækker at lade øjeblikket råde i fuld fordragelighed med de til enhver tid værende input. Så enkelt at se og så vanskeligt at leve, ser det ud til i vores forfjamskede verden. Nå, men det rager mig en skid, når det i bund og grund er ganske simpelt. Som det er, vil jeg (kroppen) bevæge sig ud til bilen som er nypakket og klar med frisk opfyldt olie og sprinklervædske og kølevarer i køleboksen og nøglen i tændingen og ud ad landevejen går det med de adstadige 90 km i timen op over Bårse og Tappernøje og Piberhus langs det ydre Køge ind ad O4 mod Sydhavnen og Stubmøllevej for endelig ,forhåbentlig, at kunne køre op foran “Karens Minde” og her få en parkeringsplads, hvor jeg (kroppen) kan tilbringe de næste 4 dage. Jeg forlader altså mit hjem i Bandholm. Var ikke i vinterbad i dag, da jeg i nat havde en fornemmelse af tidlig influenza. Tænkte straks på Corona virus, men det er nok usansynligt, da jeg forlod Thailand allerede den 16 dec sidste år. Nu har jeg spist nogle stykker af mit hjemmebagte brød med surdej fra Bornholm med humus og vegansk spegepølse og har det fint i kroppen. Kroppen har det fint i tanken. Kropstanken (ikke krop-stanken men krops-tanken. Tag ikke fejl af det! Jeg har været i bad, varmt bad til morgen og lugter aldeles ikke, selvom jeg snart fylder 80 år. Altså.) – Theen bliver kold og om lidt er det mørkt. Jeg drikker ud og tager afsted ind til middag med Bynke og Ernst og Olga (den smukke) og Gable og Betty (den smukke) på restauranten “Veggie Heroes” hvad det så end er for noget… Vi ses!
Jeg bor i en gammel bil ude i Sydhavnen. Jeg holder varmen med et lille oliefyr, som summer og fortæller mig, at alt er i orden. Det er min livline. Hvis det holder op med at summe, dør jeg af frost. Så ligger jeg stiv og bleg i min køje, når de finder mig. Men det ønsker jeg ikke. Derfor holder jeg mit lille varmeapparat i god stand. Sidst det voldte mig problemer var, da vi kørte hjem fra Bornholm og luftrøret rev sig løs og skramlede hen ad den svenske motorvej, så vi måtte stoppe ved en afkørsel og binde røret fast med ståltråd. Det sidder fint nu. Jeg ser efter en gang i mellem og lægger mig ned under bilen for at kontrollere at alt er som det skal være. Jeg er bange for at blive brændt inde, når de gale mennesker her ude ved “Karens Minde” sætter ild til de parkerede biler. Sidst jeg holdt her, gik det ud over en dejlig Mercedes som stod i flammer med eksplosioner og røg og gnister lige ved siden af min bil. Det var ikke rart at se på. Jeg sprang væk og tilkaldte brandvæsnet, som ankom kort efter og slukkede ilden, men da var bilen helt udbrændt. Det var slemt. Jeg har skrevet en seddel, som jeg har hængt op i min bagrude. Der står: “Her sover mennesker og børn”. Måske det kan afholde pyromanen fra at sætte ild til min bil. Jeg sidder i biblioteket og skriver. Her er rart og stille med andre mennesker som også er fordybet uden at sige noget. Ind imellem hører man barnegråd fra babyer, som mødrene holder siesta med i læsesalen, men det forstyrrer mig ikke. Gør blot det hele mere hjemligt. Om lidt går jeg ud i Valbyparken, og når jeg har gået den friske tur ud over Tippen tager jeg bussen ind til “Panuminstituttet” og spiser frokost i deres kantine. Der føler jeg mig hjemme, da tandlægefakultetet ligger i samme bygning. Jeg var jo tandlæge en gang, det er længe siden, men derfor kan man godt spise frokost derude. Det lugter altid lidt af fisk, som man siger. Ja, man siger så meget og hvad skal det hele føre til? Spørger jeg. Næppe ret meget. Nok faktisk slet ikke noget. Rart at vide, for så har jeg ikke travlt mere, som jeg havde det i sin tid. Den gang jeg sad hver dag ved tandlægestolen og reparerede tænder, tandkød og slimhinder i eet væk for at tjene til dagen og vejen. Det er slut nu. Gudskelov og tak for det. Det er mig til stadig glæde at vide mig fuldstændig fri for det pres. Pyha, bare at tale om det gør mig helt svedt. Mærkeligt, ikke? Det ligger dybt og er også mange år, ja faktisk et helt liv. Som er slut. Slut Prut. Et helt tandlægeliv. Punktum finale.
Jeg bliver tosset! Nåh ja, det er jeg jo i forvejen. Så kan det være lige meget. Altså forleden dag, det var vist i forgårs, eller osse var det tidligere, det kan jeg ikke rigtig huske, men altså forleden dag tog jeg afsted som tidligere beskrevet til København for at møde min store datter og mine børnebørn med diverse kærester til spisning på den veganske restaurant. Det var heftigt og komprimeret, for vi skulle allesammen nå det hele, men fint alligevel. Ud til bil og sove, dog først forbi Dagmar Teatret for at se “Jojo the rabbit” om en lille dreng og hans jødiske kæreste under anden verdenskrig i Tyskland. Hitler og alt det der som satire. Meget mærkelig film, men god nok, – og så “hjem” og sove i den kolde bil, som hurtig blev varm med mit oliefyr. Mandag dejlig tur med anden store datter over Amager fælled og tippen med græssende lamaer og blæst i håret og uforstyrret samtale som fik tid til at brede sig ud og standse op og tøve og glide i gang igen. Samme store datter mødte jeg på “Absalon” om tirsdagen til optagelse af K2, hvor vi spiste and (hun spiste, jeg fik vegetarisk) og bagefter fik os et billigt grin over Zentropa direktøren Peter Ålbæks manglende interesse i Ane Cortzens opblæste “kultur” begivenheder. Atter tilbage til kold bil og se “deadline” mens varmeapparatet bragte temperaturen op på det tålelige, og en kop varm urte the gjorde den tilstundende nattesøvn behagelig. Om formiddagen var jeg ude i “Cinemateket” og låne “De fem benspænd” og “Det perfekte menneske” af Jørgen Leth, hvis erindringer jeg lige har læst. Dagen efter var jeg igen i “Cinemateket” for at se “Det erotiske menneske” og hans film om Haiti. Han er jo lige som alle andre en kompliceret og sammensat størrelse, men jeg nåede da så vidt at kunne indrømme hans film og også hans forfatterskab en vis kvalitet. Han er en sær kanut og ret speciel, når han accepterer, at hans Haitianske kæreste taler i mobil og er på facebook mens de dyrker sex. Det havde jeg fanden gale mig ikke fundet mig i! Men han tager det som et raffinement. Hver mand sin smag! Derefter fra “Cinemateket” ud til “Absalon” og spise vegetarisk og samtale med en dejlig kvinde som læste til læge. Hun havde sin mor og bedstemor med til vegetarisk linsestuvning og familiesnak og jeg faldt ind med passende stikord som førte samtalen videre ad ukendte stier. Ad ukendte og tilgroede stier fortsatte aftenen oppe i tårnværelset sammen med en flok begejstrede teenage piger til croquis af mandlig model, som holdt sig inden for sømmelighedens grænse uden oprejsning denne gang! Jeg fik skrattet nogle tålelige skitser ned på min blok og computer og kæmpede mig derefter ud i den stride, iskolde københavnske blæst op til busstoppested A1, hvor jeg måtte vente i 2o minutter før jeg endelig kunne køre hjem til “Karens Minde”. Dagen efter ville jeg spise ude på “Panum” hvor maden er som på en finere gourmet restaurant til 30 kr pr portion.-Men der gjorde jeg regning uden vært, for busruten var lagt om, siden sidst jeg kørte turen. Da jeg opdagede at jeg var på vej til Glostrup i stedet for Østerbro, sprang jeg forvirret af bussen og glemte i skyndingen mine dejlige fingervanter af mørkeblå uldfilt. Shit! Helvede! Op igen i næste bus for at forfølge den bus, jeg havde glemt handskerne i. Jeg havnede i Glostrup og fik at vide, at hittegodskontoret lå inde i byen! helvede og ingen mad i Panum, som var for sent at køre ud til. Jeg gik en tur i Istedgade i stedet for og fandt et par læderhandsker i en genbrugsbutik til 20 kr. Bedre end ingenting, men ikke tilfreds. Næste dag afsted alene på Tippen og så endelig ud til Panum med den rigtige bus og spise opulent salatbuffet med karrysild og hjemmebagt rugbrød samt en krydret suppe ad libitum. På vej over for at aflevere den brugte service blev jeg passet op af en sær gammel herre, som præsenterede sig som opfinder af afkalkelige brusearmaturer. Han inviterede mig op i tårnet på Panumbygningen, hvor jeg aldrig har været før med en fantastisk udsigt over København og sundet. Her holdt han foredrag om “Slotskirken som gaskammer” (foredraget, viste det sig senere, kan ses på YouTube under hans navn: Emil Bier.) Han faldt gentagne gange i søvn under sit foredrag, men udsigten var flot og når han var vågen, var han ret underholdende! Men jeg havde stadig ikke fundet nogle vanter som kunne erstatte de skide lækre, jeg havde mistet i bussen. Derfor gik jeg på jagt på indre Nørrebro og fandt hos en dejlig literaturstuderende ung dame i en genbrugsbutik nogle godt nok lidt farvestrålende skivanter til lige netop den pris og i lige den størrelse, jeg ønskede mig, 45 kr. De blev købt på stedet. Ad Nørrebrogade let frysende søgte jeg tilflugt i endnu en genbrugsbutik, hvor de også solgte pebernødder og mandelmælk og i baglokalet havde kaffe og the salon drevet af en overordentligt indbydende kvindelig præst hvis motto var: Gud er kærlighed! Det måtte jeg høre nærmere om og lod mig dumpe ned i en magelig lænestol med varm the og hendes yndige åsyn lige foran mine øjne. Snart faldt vi i dyb samtale om verden og skæbnen og tilfældighedernes mystiske spil med os mennesker. Der var denne “connection”, som bare skaber en god og dyb samtale. Det var dejligt. Lidt senere dukkede to andre “bejlere”op, og nu udviklede situationen sig lidt anderledes. De skulle holde “Bibelskole” med præstinden over Paulus brev til Romerne Kapitel 1 Vers 5 og fremdrog hver deres tykke bibel. Så måtte jeg jo følge trop. Min erotiske stemning sammen med kvinden blev med et til salmesang og gudfader og jesus og da jeg er et høfligt menneske fandt jeg mig i det (hvad ellers skulle jeg have gjort? Skulle jeg have rejst mig op og gået? Det gør man dog ikke, og pigen var faktisk lige sød for det.) Jeg læste op af romerbrevet og vi diskuterede “Helligånden” som de hele tiden påstod var en ”han”. Jeg holdt lav profil og sad sågar med, da de bad til “Vorherre” med foldede hænder og andægtige miner. Meget interessant at være til sådan noget og se, hvor fordrejede disse “kirkekristne” mennesker er. De klynger sig til ord i bøger (biblen) og tror oprigtigt på det de siger, når de siger “gud” eller “jesus” som noget der virkeligt eksisterer. Hvad skal man gøre? Jeg gjorde ingenting og nød situationen. De var jo faktisk meget søde allesammen. Bus A1 førte mig gennem den regntunge by ud til bilen som jeg startede og kørte over Ikea i Glostrup, hvor jeg spiste grøntsagsboller og købte batterier, mod Tappernøje og hjem til lille varme hus i Bandholm og badeanstalten og nybagt speltbrød med 200 år gammel Bornholmsk surdej. Super!
Græssende lama på tippen.
Sålænge det foregår oppe i hovedet, foregår det ingen steder. Det der foregår ingen steder, foregår alle steder og kan derfor ikke beskrives. Man kan tale om det, men det bliver aldrig andet end snak. Selv tale er i bund og grund snak. Selvhøjtidelighed. Latterlig. Dum. Dum snak. Når jeg skriver “jeg” er det selvfølgelig ikke mig. “Jeg” er første person ental, hverken mere eller mindre. Ren grammatik. Ord, sætninger, sprog. Tanke. At tro at “første person ental” “kan” noget. Kan “tænke” er den største misforståelse nogen sinde. Kroppen og dens omgivelser er een enhed. Der findes intet “jeg” som bevæger/kontrollerer. Det er naivt at tro, at der sidder et “jeg” oppe i hovedet, som “tænker”. Tænk at man kan tro sådan noget lort. Men det gør de fleste. Derfor denne (menneskelige) verdens evindelige problemer. Konflikt, konflikt, konflikt. “Mit” jeg og “Dit” jeg. Mit sprog og dit sprog. Min mening og din mening. Mit land og dit land o.s.v. Hvor dum kan man være? Men sådan er det øjensynlig, og på trods af det indlysende i dette, fortsætter det alligevel. Hvorfor mon?
I really don´t know.
Når det nu er så simpelt. Men det skyldes måske vores evne til at komplicere alt med vores evindelige spekuleren. På “hvorfor” og “hvordan” som kører rundt i hovedet på os. Så vi kan få “vished” og derved “ro”og “sikkerhed”, eller i det mindste en forventning om det. Fordi vi i bund og grund inderst inde må tilstå over for os selv, at vi intet ved om noget som helst, og det er ikke nogen rar situation at stå i, vel? Vi må have noget at klynge dette “jeg” op på. En såkaldt “identitet”, som vi kan siger er “os selv” er “mig selv”. Så maskinen kører i een uendelighed, og forsøger “du” at stoppe den, bliver det hele bare meget værre. Det kan enhver finde ud af ved bare at prøve. Prøv at stoppe dine tanker. Puha, sikke en syg situation der opstår af forstillelse og dum sløvhed. Alle mulige teknikker med at “leve i nuet” og den slags bærer kun yderligere ved til bålet. Det burde enhver da kunne se. Hvad end du gør, er det “dig” der gør det og derved styrker du blot løgnen om et “selv”. Når vi splitter vores tanke proces op i en der tænker og tanke, begår vi vores største fejl. Kan vi indse det?
Det er fandme et godt spørgsmål.
Der er i hvert fald ikke noget at “gøre” for at undgå det. At “indse” er ikke noget man “gør” vel? Det må være klart. “Indsigt” er ikke noget man kan “skaffe” sig. Det kommer uopfordret og u-villet. Sådan er det bare. Du søger og søger og når du er helt udmattet og ikke kan komme videre, dumper det ned i hovedet på dig. Noget mærkeligt noget alt sammen, ikke?
Følgende små blå yes kan trykkes på, hvorved der fremkommer en video!
Yes, yes,
yes.
Det hele kører af sig selv, og det har det altid gjort, så der er ingen grund til at blande sig.
Alle søger en årsag til det hele. En gud om I vil. Jeg spørger så: hvad er årsagen til årsagen. Og årsagen til årsagen til årsagen? Kan I se komikken. Der er ingen grund til at spørge, for der er ikke noget svar. Færdig.
Jeg går en tur, selvom det regner, er aften og kulsort udenfor. Jeg har købt 14 dages gratis abonnement på viaplay så jeg kan se “Transparent” færdig. Det bliver nok i aften, jeg skal se sidste afsnit. Den er udmærket.
Alverden må forgå
Mens jeg kun kan se på
Hvad er der at forstå?
Alt det man kunne
Alt det man skulle
Alt det man ville
Det er forbi
I denne
Corona epedemi
Døden ligger foran os
som en kæmpestor kolods
Intet intet kan vi se
Alting alting det vil ske.
For helvede for noget lort! Hørte i dag fra en biolog, at det at vi udrydder skovene gør at samspillet mellem de vilde dyr ødelægges, hvorved deres mikroorganismer og vira tvinges over på os mennesker. Så der er ingen tvivl. Det er vores egen skyld det hele. Corona er vores egen skyld lige så vel som så meget andet. Vi er jordens fordømte art. Vi udrydder os selv med vores store fejludviklede abehjerner som hele tiden skal “klare” al ting. Jo mere vi klare des mere u-klart bliver det alt sammen, indtil vi en skønne dag (forhåbentlig) har udryddet os selv. Eller (forhåbentlig) har indset, hvor store svin vi er. Se blot på hvalen som døde af forstoppelse med plasticposer! For helvede!
Og Thomas fortalte mig i går, at corona virus kommer fra flagermuseafføring som kineserne presser ud af de arme dyr for at spise det! Og når flagermusenes habitat er udryddet ved urskovsrydning, har de ingen anden udvej end at angribe os mennesker. Derfor findes der spor af flagermuseblod i landmændene, og derfra spreder alle disse skide modstandsdygtige vira sig ud i det globale samfund. Vores egen skyld det hele er det. Pis!
Alle opererer med et “bagefter”. Tænk hvis det gik op for dem, at “bagefter” slet ikke eksisterer. At det er en illusion. Ren indbildning som tanken har skabt for at skabe tryghed for sig selv. Så den altid har et “bagefter” at se “frem”til. Sådan bedrager den menneskelige tanke sig selv i een uendelighed og medfører dermed lort og pis i een uendelighed. Er det ikke underholdende at tænke på?
Nuet nagler os til tiden. Deri består vor kvide. Som vi aldrig slipper bort fra, uanset hvor meget vi spræller i det net, vi selv skaber. Uanset hvor meget vi “gør” for at slippe fri.
I dag da jeg gik en tur blev jeg for første gang opmærksom
på tyngdekraften.
I dag da jeg gik en tur blev jeg for første gang opmærksom
på lyset.
I dag da jeg gik en tur blev jeg for første gang opmærksom
på mig selv.
Vi er en lille åndsvag art, der fører sig frem
som ejede den det hele.
Hvor dum kan man være?
Se bare på Homo Sapiens
Så får du svaret:
Så dum kan man være!
Jeg elsker alle deres ord om “den anden side”. Når vi kommer ud på “den anden side”. Hvad er det for noget? Hvad er “den anden side” for noget, kunne jeg godt tænke mig at spørge om. Lige som at skulle krydse en flod, ikke.? Sådan ser billedet ud. Vi skal se for os en flod med en rivende strøm og farlige barracudaer som svømmer nede i det sortgrumsede vand, og som hele tiden kun er ude på at udslette os, ikke? Det er sådan et billede man vil have os til at se. Og så vil man have os til at se, at det er vores “myndigheder” som skal frelse os, hvis vi opfører os ordentligt og vasker hænder og står ret og spritter af, for så vil de hjælpe os over på “den anden side” hvor græsset er grønt, bredden er sikker og alle barracudaerne er væk, og vi er frie igen til at gøre lige, hvad vi vil med vores dejlige “Frie” vilje, som de elsker at få os til at tro, at vi har, så de (læs magthaverden, eller som en dansk forfatter engang kaldte dem: De nødstedte djævle, de er de værste.) Det er dem, vi må sætte vores lid til, siger de. Med Trump og Jair Bolsonaro i spidsen plus alle de andre pinger. Ha, ha, ha, ha, siger jeg og skrider ned og vinterbader. Jeg gider ikke mere. FUCK! Det er sgu da for åndsvagt det hele. Men men men, når vi kommer over på den anden side og i morgen og en anden dag og et andet sted og noget helt andet, som vi kan spekulere os til og skabe dejlige tanker om, som vi kan sidde og lade løbe rundt i vores hoved og nyde at “se frem” til, så skal det nok “gå” altsammen. Vi er fucking idioter, at vi tror på alt det pis. FUCK! Nå, men det bedste er foråret i min have og de to duer som kommer ned på foderbrættet og spiser havregryn, mens døgnfluerne danser i solstrålen og jeg/mig sidder i den lille lænestol med lukkede øjne. Altså bare sidder der. Altså.
Nå, så sidder man her og spekulerer over Yahya Hassans død.
En skændsel.
Mere er der ikke at sige.
RIP.
Mit navn er Navn. Navn Ravn Hansen. Født i Ålborg den 28 april 1944. Ret som anden verdenskrig var ved sin afslutning. Jeg er ikke bange. Faktisk er jeg meget modig af natur. Går gerne ud foran en sporvogn i fuld fart uden at se mig for. Derfor er jeg ofte kommet af dage, men liver ret hurtigt op igen. Når jeg har fået min vilje. Min vilje ske, som jeg så ofte siger.(Til mig selv). Man skal ikke være højrøvet. Nej. Nå, men hvorfor jeg skriver dette, skyldes mit umådelige behov for penge, samt for andre ting jeg ubetinget må have. Jeg fortæller hermed, hvad jeg allerhelst vil have og det er et sejlskib. Jeg elsker sejlskibe til at sejle væk med. Langt væk ud på det åbne ocean, hvor ingen kan finde mig og bebrejde mig min tilstedeværelse. Kan jeg få nogle millioner helst dollars, vil jeg kunne gøre alvor af min drøm om at være selvstændig. Jeg har altid, lige siden min bedstemoder sagde til mig, at jeg ville blive en god forretningsmand, drømt om at blive selvstændig. Have min egen virksomhed med en masse ansatte, som så op til mig. Det ville please mig i allerhøjeste grad. Men nu kommer jeg vist ind på et sidespor. Har tabt tråden, som man siger, og det er ikke det jeg vil. Så ville jeg have en til at passe mig. Gerne en kvinde som kunne putte mig hver aften og lægge dynen godt tilrette op om ørene på mig og give mig et køligt kys at sove ind på. Hun skulle selvfølgelig have del i min formue. Eller i hvert fald betales godt for sine ydelser. Et lille beløb hver dag ville være passende. Hovedstolen skulle selvfølgelig bero hos mig. Det er jo mine penge, ikke? Det lægger jeg vægt på. Hver ting til sin tid. Skæg for sig og snot for sig, som man siger. Nå men alt dette rager i og for sig ikke nogen. Jeg må hellere slette det med det samme, så ingen ser det og får ondt af det jeg her skriver. Det vil skade mit renommè, og er der noget jeg ikke bryder mig om, så er det det. Et skadet renommè.