Ankomst.

Jeg er ankommet, ser det ud til. På min 81 års fødselsdag er jeg ankommet. Jeg er ankommet til denne dag i mit liv. Så sidder jeg her og spekulerer over, hvorvidt jeg overhovedet har været væk. Måske har jeg været her hele tiden. Det ser sådan ud.  Nå, men udover det er min nye “bog” som hedder “Vejen” ankommet, og kan findes bl.a. hos saxo. Den ser sådan her ud:

Og er:

En levnedsbeskrivelse af mennesket Olufs udvikling fra barn til voksen.

Ethvert menneskes vej i livet er unik. Som et fingeraftryk i historien. På godt og ondt. Oluf bliver kastet rundt på tilfældighedernes hav fra den dag, han bliver undfanget, og må igen og igen spørge sig selv: – Hvad er meningen? Til sidst forstår han, at der ingen mening er og falder til ro i al tings tidløse eksistens.

 

Print Friendly, PDF & Email

Min Gud!

 

Altså og derfor og i al almindelighed ville jeg ikke nævne nogen fremfor andre, men i det hele taget nøjes med at nævne mig selv. Det er det mindste, jeg kan gøre. Det meste, jeg kan gøre, er uden ende. Nå, men det skal ikke komme som en overraskelse for nogen længere, at jeg er gået hen og blevet gak! Ganske simpelt blæst i hovedet! Aner simpelthen ikke, hvad det er, jeg går og foretager mig. Som f.eks. nu, hvor jeg har siddet i styrtende regnvejr nede i min lille kahyt og lagt waypoints koordinater på min gps receiver for at kunne foretage en sejladsfærd fra Bandholm havn og op langs den sjællandske vestkyst ud for Skælskør til en lille ø som hedder Agersø. Her vil den gale mand overnatte i en havn, før han drager ud på endnu en sejlads under den store storebæltsbro hen mod og over til den herlige lille by på Fyns vestside, som hedder Kerteminde. Her har maleren Johannes Larsen boet og malet fugle og hav og her er hans hus omdannet til musæum. Et sted jeg tidligere har besøgt, men den gang med bus. Nu skulle det altså ske fra søsiden. Det er klart, ikke? Er det ikke? Synes du ikke det lyder som en meget god ide, nu hvor det er lykkedes mig at reparere dieselforpumpen så dieselolien ikke fosser ud under den lede kødfarvede pakning, som var revnet to steder, og som derfor ikke kunne bruges længere, så jeg måtte køre hele vejen til Nørre Alslev for at hente en gammel brugt Bukh dieselforpumpe hos mekaniker Rune, som er ven med Benny, som jo er ham, jeg købte båden af. Nå, men den fik jeg sat på motoren i stedet for – og ganske alene, fordi ham Kim, som skulle hjælpe mig slet ikke kom, og ham Christian var alt for skæv og sad og fyrede en mægtig joint lige op i hovedet på mig, så jeg næsten blev lige så skæv som ham af irritation over hans idelige hash rygning! Selv ryger jeg ingenting. Det er meget bedre. Så er man klar til at møde livet rent. Jeg elsker at møde livet rent. Ikke noget med skjult agenda her i mit hus. Fuck dem, alle dem med skjult agenda og forsåvidt også dem med agenda. Op i røven med agendaen og lad os så se at komme afsted! Ud og sejle kære venner. På bølgen den blå. Over havet det grå. Med snabelsko på!

 

 

 

Print Friendly, PDF & Email

Nåhed

 

Det er som det er. Kan ikke være anderledes. -Hvordan skulle det?

Nu er jeg færdig med min bog. Det er en lettelse. Så er der plads til det hele igen. Den ligger i vejen for så meget andet. Nu ligger den ikke længere.

Er langt om længe (meget mod min vilje) kommet på facebook, hvor man kan finde mig under mit navn.

Indhold i verden til ro:

1. Lad verden falde til ro …………………………………………….. 9
2. En tandlæges endeligt …………………………………………… 11
3. Oluf …………………………………………………………………….. 17
4. Faderskikkelsen ……………………………………………………… 21
5. Fængslet ……………………………………………………………….. 25
6. Hos tandlægen ………………………………………………………. 65
7. Alting kommer af sig selv ………………………………………… 67
8. Et bad i det tidløse rum vi kalder verden ……………………. 101
9. Grønland………………………………………………………………105
10. Badeanstaltens hemmelighed …………………………………… 115
11. Helen…………………………………………………………………… 119
12. Fire dage i verdensrummet ………………………………………. 121
13. Lis ………………………………………………………………………. 163
14. Dina Barcelona Lakrids …………………………………………… 167
15. Malaga…………………………………………………………………. 227
16. Rie………………………………………………………………………. 245
17. NewYork……………………………………………………………… 249
18. Los Angeles …………………………………………………………… 265
19. Den endelige afgørelse ……………………………………………. 281
20. I can’t breathe ……………………………………………………….. 309

God læselyst!

Bogen indeholder en række tekster i form af små noveller eller nedslag i en fiktiv person ved navn Oluf Fløite’s liv. Han er tandlæge og står ved kanten af sin professionelle tilværelse på vej til pensionen. Han beslutter at gøre boet op, både de positive sider, men så sandelig også de negative. Det er en slags skrifte over et langt liv i “mundhulens tjeneste”, og der lægges ikke fingre imellem. Han rejser ud i verden for at lære sig selv at kende i andre relationer end den faglige og får lidt efter lidt et større perspektiv på sin egen eksistentielle plads i helheden. Der er beskrivelser fra hans barndom med svigt og forvirring. Fra hans ungdom med forelskelser og sorg og fra hans lange liv som tandlæge, hvor han gentagne gange render ind i vanskeligheder, som synes uoverstigelige. Han kommer i fængsel højt oppe i Nordnorge, men genvinder sin tillid til livet ved i mange år at arbejde som distriktstandlæge i Grønland. Han bliver gift og skilt adskillige gange. Som sagt: det er en spændende historie denne bog udfolder.”
“Jens Michael Høy er 80 år gammel og har gennem mange år ført optegnelser over sit liv og sine rejser. Disse har han offentliggjort på sin blok jenshoey.dk
Han har imidlertid nu her ved vejs ende besluttet at komme med et resumé, og det er det bogen “En tandlæges endeligt” handler om.”

Lad verdenen falde til ro af Jens Michael Høy

 

 

 

 

 

Print Friendly, PDF & Email

??…

 

En morgen var det hele forbi. Ganske forbi det hele. Ikke mere at glæde sig over. Ikke noget at se frem til. Ikke noget at lave. Bare vente på den store tomhed. Det store nul. Det store ingenting. Hvor trist, tænkte han og tog sig i skridtet, hvor det kløede så slemt efter sidste rensning.  Nu han således var færdig med sit forehavende, gik han forfrisket ud i stormen og tog himlen ned i sit hjerte. Stuen han sad i var ganske ryddet for inventar. Det eneste der var tilbage var en gammel standerlampe, som viseværten havde efterladt, den gang han rejste. Det var det eneste, der var tilbage, så vidt han kunne se fra sin plads i solen, hvor han sad og skammede sig over sin egen deltagelse i krigen. Men der var ingen vej tilbage. Det vidste han . Så hvorfor ikke bare tage sig sammen og se at komme afsted.

Han rejste sig op og stod således midt i rummet med begge ben på jorden og ansigtet højt hævet oppe over trægrænsen, hvor en knallert i det samme kom til syne og rev ham ud af hans vildfarelse. Solen, som nu stod højt på himlen varmede hans skuldre og satte ham i gang med at læse dagens avis, hvor der reverenter talt ikke stod en skid, der var værd at beskæftige sig med.

Kunst er altid noget andet. Er det det samme, er det ikke kunst. Så er det bare det samme og det samme og det samme i een lang kedsommelig uendelighed for satan, ikke?

 

 

En dag. Hvilken dag. Ja hvilken dag er det ikke, at sidde ude i vejret og tænke sig til noget andet. End det som er lige her, og som du ikke kan beskrive, fordi du ikke har evnen til at se.

Græsset blev slået. Båden blev bestilt. Håret blev klippet. Datteren blev besøgt. Badestigen blev købt. Veninden blev hørt. Hvidtjørnen blomstrede som sne mod den lyseblå himmel. Mit ansigt føltes koldt. Vinden bed og skoene trykkede, indtil jeg fik dem gået til. Vejen syntes uendelig, og derfor ikke af vigtighed. Dens længde havde ingen betydning. Kun dens kvalitet var fremtrædende i den skrivenes bevidsthed. Han nød at høre gruset knage under skosålerne. Han nød himlens farve bag granernes silhuet. Han trak vejret dybt ned i sine lunger og skridtede raskt afsted. Det var den samme tur han gik hver dag. En tur som ingen ende havde, fordi det var en cirkel. Han ønskede altid at bevæge sig i cirkler. Idet han passerede sit udgangspunkt, sprang han et niveau op i spiralen, som hans liv bestod af. Som hele. Tilværelsen bestod af, og som derfor altid var nyt.

Toget holdt på perronen og tog ham og hans kæreste med. De satte sig i den tomme kupé og lod blikket glide ud over det forbipasseren landskab. Kontrolløren kom forbi og bad om deres billetter. De viste ham dem og følte sig i samme øjeblik trygge, fordi de viste, at alt var i orden. Han gik videre, og de smilte til hinanden, indforstået i deres fælles tanker. De var et par og førte sig frem som sådan. Derom skulle man ikke være i tvivl. Det var noget, de begge lagde vægt på. Han var midaldrende, hun var meget yngre. De var barnløse.

Print Friendly, PDF & Email

NEW MORNING

God dag! Igen. Efter lang tids fravær fra denne side, hvor jeg har været stærkt optaget af, at lave korrektur af mit manuskript til bogen: “En tandlæges endeligt”

2.korrektur med tegnsætning og rettelser er nu færdig. Ja. Jeg sætter lige et billede ind her fra mit sidste besøg hos Bynke.

Vi ses!

 

Og så ses vi. Hvem end vi er. Væsner fra en anden klode, som man siger. Og hvad så, hvis denne klode er denne klode? Så er vi væsner fra en klode vi kender. Hvilket vil sige, at vi har skabt et billede oppe i vores hukommelse, som vi så (i vores hukommelse) tror er virkelighed, og som vi så betegner som “kendt”. Men det er bar løgn det hele. For vi har ikke skygge af chance for at “kende” det værende. Det vil altid undslippe os, så lad os for gud skyld, ophøre med at “indfange” tilværelsen og gøre den til noget, vi kan fatte. Det er spild af tid. Fuck det, som jeg plejer at sige. Det er et meget godt udtryk for det ophør, der finder sted hele tiden. Fuck det!

My Life is a mess  

Hvis jeg nu lader alt dette rod gennemstrømme min pen

Hvad er bedren end at høre musik    

And then see you. Whoever we are. Creatures from another planet, as they say. And what if this globe is that globe? Then we are beings from a planet we think we know. Which means that we have created an image in our memory that we saw (in our memory) believe is reality, and which we then describe as “known”. But that’s a lie. For we have no shadow of a chance to “know” what is. It will always escape us, so let us, for God’s sake, stop “capturing” life and make it something we can grasp. It is a waste of time. Fuck it, as I usually say. It is a very good expression of the cessation that is taking place all the time. Fuck it!

 

Det bliver aften med rosa lys

Print Friendly, PDF & Email

Jakke

Så skete det. Det der ikke måtte ske og som derfor skulle ske. For at rejsen kunne blive komplet, tror jeg nok, man kan sige. Det var en bagatel for så vidt, at det ikke medførte skade på nogen, men det åbnede mine øjne for, hvor knyttet jeget/jeg er til ting. Det var chokerende at se min reaktion, da det gik op for mig, i regnvejr og kold blæst på vej fra bussen op til bilen på parkeringspladsen ved Tegelersee, at min “elskede” vindjakke, som jeg havde passet og plejet lige siden jeg fik den som gave af Dansk Tandlægeforening i forbindelse med et Årskursus på Bellacenteret for mange år siden, at den var væk.
Den fandtes ikke i min rygsæk, og jeg gravede og ledte, men den var der ikke. Min første indskydelse var, at jeg måske slet ikke havde taget den med om morgenen. Dog vidste jeg godt, at sådan var det ikke. Men det var et håb.
Jeg fik som sagt et chok. Det måtte ikke ske, hvad var dether for noget, tænkte jeg. Mig som altid passer så godt på mine ting. Det stak mig i hjertet og blev ved med at stikke dybere og dybere, efterhånden som det gik op for mig, at den var og blev endegyldigt væk
.

Jeg MÅ kunne finde den, tænkte jeg og gennemgik minutiøst hele dagens hændelser med henblik på at vende tilbage til alle de steder, jeg havde været. Jeg VILLE  finde min jakke!  Den stod for mig som noget betydningsfuldt, ja faktisk som en del af mig selv, og da gik det op for mig, hvor knyttet jeg er til ting. Tanken kredsede hele tiden om denne jakke med tandlægeforeningens lyseblå logo indsyet over brystet.
Det var jo min UNIFORM, jeg havde mistet! Pyha for en opdagelse! Findes skulle den. Jeget er stædigt. Lader sig ikke afspise med sætninger som: -Nu rolig gamle ven. Det er jo kun en vindjakke. -Nej! den SKAL findes! svarer jegets anden halvdel, og så går det igang med at optrævle historien, for hvor har han været og hvor kan han have glemt den? Kathe Kolwitz musæet, hvor han sad ude i haven og spiste sit brød og sit æble på den røde trappe. Eller shawarma restauranten, hvor han fumlede efter pengene da han skulle betale og måske havde taget den op af rygsækken og glemt at lægge den tilbage. Det sjove ved det hele er, at det var så varmt den dag, at han slet ikke fik brug for den, før til allersidst hvor det begyndte at regne, og så var den væk!

Jeg var alle de steder, jeg havde været dagen før uden resultat. Selv helt ude i Tekel lufthavn, som jeg var taget  til ved en fejltagelse, fordi jeg troede det var Tempelhof!
Kort og godt: Det var håbløst og nagende. Hele tiden dette: Min elskede jakke (Gollum) og piv og hyl fra den forurettede lille mand med selvbebrejdelser over sjusk og hvad ved jeg.
Men jeg lod det ske i forvisning om, at før eller siden hørte det nok op, og ganske rigtigt, på vej ind til Alexanderplatz, for at spørge på toilettet, om de havde set en mørkeblå vindjakke med Dansk Tandlægeforenings logo syet på brystet, fangede mit øje gennem bussens vindue ordene “HUMANA second hand and vintage“. Jeg sprang spontant af og løb derover og fandt en nydelig vindjakke i tyndt stof til at rulle sammen i rygsækken, som passede mig perfekt. Den købte jeg på stedet for 10 euro. Så var det overstået.
Troede jeg, men det var det ikke,for jeg skulle lige ud til shawarmastedet og spørge der, men selvfølgelig var den heller ikke hos dem.

Hele historien viste med al tydelighed, hvor knyttet jeg er til ting og fortid. Langt mere end jeg havde troet. Det viste mig også, at der ikke er noget at gøre ved det udover at erkende det og lade det udspille sig. Men ret skræmmende, som sagt for det er jo klart, at i det store billede viser det afhængighed og angst for at miste, som jeg så sandelig må erkende er et livsvilkår for mig.Punktum.

 

!Mand med telefon og øl på bænk i Prag.

Jeg glemte at fortælle, at det var min IDENTITET som TANDLÆGE der røg sig en tur. Nu er jeg identitetsløs, og hvilken herlig fornemmelse. Her er intet at tabe og alt at vinde. Derfor vil jeg nu gå ned og aflevere mit lort på jernbanestationen og tage toget ind til Berlin og gå ud og se Klee og Picasso ved Charlottenburg og Mies van der Rohes villa på Oberseestrasse og undergrundsbanearkitektur på Krumme Lanke og måske slutte af på musæumsøen for at se klassiske malerier. Also!

 

Print Friendly, PDF & Email

Jul

Rigtig glædelig jul til alle mine tusindtallige læsere over hele jorden. Jeg får så meget god respons hele tiden fra lidelsesfæller overalt. De er lige som jeg trætte af al den tomhjernede snak som fylder firmamentet. En af mine venner sendte mig et selvportræt, han i hast havde nedkradset. Han kaldte det “tanketræt” og jeg må sige, jeg finder det yderst vellignende.

Ellers er der ikke andet at sige lige nu, udover hvad det lille juletræ tavst udtaler ved øksens snarlige nærhed: “Av!” Men ingen høre, hvad det siger. De har alle for travlt med at pynte op. Pynt det hele så det bliver pænt og spiseligt. Kalkede grave og pædofile præster. Religiøs hysteri og morderiske tilbøjeligheder. Latterlige skabagtige krukker og censur af et underholdende radiojulekalenderspil, som vi ikke må høre, at vores sjæl ikke skal tage skade af en parodi, hvor Dronning Margrethe og Prins Henrik bliver forvist til Mjølnerparken mens Johanne Schmidt Nielsen bliver udråbt til præsident. Det må vi ikke høre. Det er for stærkt. Synes de inde i radiorådet.

Tænker det lille juletræ, inden det bliver fældet.

Lidt bonusmateriale for hvem damen her er ukendt. What a lady!

Her på Pederskevejen går det godt! Der er gløg i glasset og pasta på komfuret elegant præsenteret af Betty, så vi ved hvad vi får. Ren kvalitet! Nu siger vi farvel til Ernst og Olga som har bibragt selskabet megen varme og charme. Film fra 68 om aftenen og iskoldt bad i en brølende østersø om morgenen. Opmåling af låge og indkørsel om dagen i snefog.  Og Rie på besøg til nostalgisk aften med vegansk kylling i karry.  Kan man have det bedre ?

Sådan så havet ud i dag. Gud Herren sendte sin lysstråle ned på menneskenes jord, så de kunne se. Bølgerne slog højt op over stranden og rev store sten med sig, så det var svært at finde fodfæste. Denne jeg/krop så derud og fandt en passende sti hen til et dybt lysegrønt hul, hvor den ville nedsænke sig. I det samme drev en mægtig grankævle  op mod ansigtet på den og slog den omkuld. Angsten vældede frem i den stakkels sjæl, hos hvem et morgenbad var eneste ønske. Et ønske som drev den ud i det grænseløse land som døden jo er, og hvor enhver flugt er umulig, idet springet tages og landfast kending opgives. Kævlen trak sig tilbage og lagde an til et nyt angreb med den næste store bølge som kom brusende.  Men denne gang var sjælen forberedt. Dens samlede sansning uden nogen form for kontrollerende beregning reddede den.I et snarrådigt spring overmandede den kævlen og udnyttede bølgeslagets kraft til at ændre dens kurs med netop de grader der gjorde, at kollisionen blev undgået. Den åndede lettet op, svømmede et par tag og gik i læ for den bidende vind bag bilen for at frottere sig . I kabinen ventede skoldhed the, og snart var den i tøjet og på vej tilbage til gården.

Karl Kristensen skibsmægler:

Åh, jeg har så meget jeg skal nå. Hvordan skal jeg nå det hele? Jeg har hele tiden travlt. Jeg må skynde mig lidt mere, så jeg når hvad jeg skal. Jeg har hele livet igennem bestræbt mig på at gøre mit bedste. Det sætter jeg højt. At yde sit yderste. Så jeg har altid travlt med at yde mit yderste. Det vil sige, at jeg presser mig selv hele tiden til at blive bedre. Bedre og bedre. Hele tiden. Åh, jeg skal nå så meget. Jeg har lige sat nyt betræk på min bils sæder. Det blev meget pænt, men jeg er ikke tilfreds. Jeg bliver aldrig helt tilfreds, for der er altid noget nyt, jeg skal nå. For at nå det hele har jeg altid meget travlt. Jeg har også meget travlt med at skrive detteher. Så travlt at ordene undertiden snubler over hinanden. Så bliver det noget vrøvl, det jeg skriver. Så bliver jeg så forfærdelig ulykkelig. Jeg vil jo så gerne gøre mit bedste, og så bliver det noget vrøvl. Hvad er vrøvl egentlig? Har jeg nogensinde tænkt over det? At vrøvle. Det er et skægt ord, ikke? Små babyer vrøvler, men det gør ikke noget, for sådan er små babyer. Men jeg er ikke en lille baby, så jeg må ikke vrøvle. Der skal være mening i det jeg siger. Men hvad er meningen?  Jeg forstår slet ingenting. Og jeg som altid har gjort mit bedste. Og nu er det hele meningsløst vrøvl. Åh, åh, åh hvor er jeg ked af det!

Jeg tager sko på og går ud i haven. En fasan er landet på naboens tag og sidder og kigger ned på mig med sine plirrende øjne. Jeg ser op på den. Så går jeg i stå. Jeg har ikke travlt mere. Jeg står helt stille og ser fasanen. Ser fasanen se. Jeg er helt stille. Ingenting. Ingenting. Jeg er helt lykkelig. For ingenting. Men det er meget koldt. Rimfrost i græsset. Solen hænger lavt. Lyset er gulligt. Om lidt bliver det mørkt. Klokken er halv fire. Jeg har ikke spist hele dagen mens jeg satte betræk på bilens sæder. Nu er jeg stadig ikke sulten. Min krop er glad for at blive fri for al det spiseri. Den har fred nu. Jeg har fred nu. Og så er det snart jul. Ih hvor jeg glæder mig til juleaften! Så skal vi have flæskesteg, andesteg, gåsesteg og kalkun samt sildebord med snaps og øl og det hele og min mor står op af graven og flyver ned fra den himmelblå. Ih hvor jeg glæder mig. Ih.

Søndag den 24 december. Juleaftenssandhed.

Tiden er et operationelt begreb, som ikke har nogen egentlig bund i virkeligheden. Sålænge vi ikke ser det, vil vi altid være uenige og adskilte.

I virkeligheden ER vi enige. Vi ser det blot ikke…

Og så noget helt andet: Jeg sidder her i sandet,

og graver med min ske.

Så ganske lige pludselig

begynder det at sne.

Jeg kigger op på himlen,

men den er stadig blå.

Så her er sandelig noget,

jeg ikke kan forstå.

Glædelig Jul til alle mine utrættelige læsere!

Man kan læse lige så meget, man vil. Lige meget nytter det. Når man er færdig og har lukket bogen i, sidder man stadig og ser frem for sig uden at forstå et ord af, hvad man læste. Så banker det på døren og så er det naboen der vil inviterer på whisky, men man har ikke lyst til at drikke lige nu og så går naboen lettere fornærmet igen. Så sidder man atter og stirrer tomt ud i luften. Det var det, tænker man. Det var det, og hvad så, hvad skal der så ske? tænker man. Man kunne gå en tur, tænker man, men man har lige været ude at gå og det regner osse slemt, så der er ikke meget ved at gå ud i det vejr. Det var da trist, tænker man. Meget trist.

Katten står udenfor terrassedøren og mijaver. Den vil ind i varmen hos mennesket, men mennesket vil ikke have den indenfor. Så bliver han afhængig af det dyr og kan ikke gå og komme som han vil. Det nytter ikke noget. Det nytter ikke noget, at han ikke kan gå og komme som han vil. Det er meget vigtigt, at han ikke er afhængig af noget. Det kalder han frihed. Så kan han selv bestemme, hvad han vil. Når han vil. Men da han ikke ved, hvad han vil, kommer der ofte tanker til ham som bestemmer hvad han skal, og så er han slet ikke fri. Så er han en fange af sine tanker, der driver ham til ting, som han dybest set slet ikke har lyst til. Det er en ond cirkel, han ikke kan komme ud af.

-Er det ikke koldt? Spørger manden ham, idet han er ved at tage tøjet af for at gå i vandet. Han svarer brysk, at han ikke har tid til at snakke. -Det er alt for koldt til at snakke, siger han og skynder sig ned i det iskolde vand og tager et par svømmetag, før han skrigende af brændende kulde må kravle op ad træstigen. Manden står og glor på ham mens han ryger en cigaret. Men han tager ikke notits af det. Han har travlt med at frottere sig varm. Når tøjet er på igen, skynder han sig ud på sin løbetur langs med siloerne. Her får han et hjerteanfald og styrter til jorden. Men han rejser sig igen, da hjerteanfaldet er overstået. -Det var godt jeg ikke døde, tænker han. – Så kan jeg fortsætte lidt endnu, og så fortsætter han, men denne gang løber han ikke. Han går.

Han har læst, at man kan undgå hjerteanfald hvis man spiser ingefær, så han koger en hel spandfuld peruvianske ingefær og sier det ned i nogle syltetøjsglas. Der står det og køler af. Hver morgen tager han en skefuld ingefærsekstrakt og føler sig straks meget bedre til mode. Det er meget vigtigt for ham ikke at dø. Det er det sidste, han vil. At dø. Så holder alting op, og det har han ikke lyst til. Så vil han trods alt hellere sidder og stirre ud i luften uden at have noget som helst at lave. I det mindste er han så levende. Hvad så end det betyder. Det ved han ikke. Måske betyder det, at han kan tage toget til Århus og købe en ny bil, som han kan køre tilbage i. Når han så kommer hjem igen, kan han sætte sig til at læse, og når han er færdig med at læse, kan han lukke bogen og se frem for sig uden at have forstået nogetsomhelst af det han læste.

Sådan er hans liv. En tom historie.

Nå forresten. Helt tomt er det ikke. Hans liv. Nu myldrer det frem. Han har lige installeret “El Capitan” på sin mac computer, fordi den “High Sierra” han havde installeret før, havde gjort computeren så forfærdeligt langsom, at han ikke kunne bruge det “Garageband” han havde installeret. Han er begyndt at træne sit mundharmonikaspil efter anvisning fra sin svigersøn, som mente at han nok kunne bruge lidt øvelse, da han forsøgte at følge svigersønnens guitarakkorder uden det allerstørste held. Nu sidder han og puster ud og ånder ind i de rigtige takter i de første fire huller i harmonikaen og ser om han kan oparbejde en teknik, som med tiden måske kan medføre, at han bliver i stand til at følge svigersønnens guitar. Svigersønnen er en dygtig guitarist, så måske aspirerer han for højt, men han gør sit yderste og puster og suger det bedste han har lært efter anvisning fra en lærer på You Tube.

Så læser han som sagt om Truman Capotes store bal på “Plaza” i New York i 1965. Om de mange celebrities fra den gang, hvor det lige som nu var meget vigtigt at være “in” og meget trist at være “out”. Om Frank Sinatra og Mia Farrow og Aga Khan og fru Kennedy o.s.v. og det er i det hele taget meget kedeligt, så han springer adskillige sider over som kun remser op alle de kendte og berømte, der var med til dette black and white maskebal dengang for længe siden. Til sidst lukke han bogen efter at have læst de sidste sider om Truman Capotes absolutte deroute i Los Angeles, hvor han dør som 59 årig af sprut og coke. Så sidder han og stirrer tomt ud i luften og fatter ikke en skid af det hele. Selvfølgelig var han en god forfatter. Det vidner hans bøger jo om, men hvad er det så værd, hvis det ender sådan? Det er så tomt det hele, tænker han. Og så flygtigt. Snart er det væk, og døden lurer bag hvert gadehjørne, og vi ved ikke hvad vi skal gøre ved det, vel?

Nå, men nu mijaver katten igen udenfor. Måske skulle jeg tage den ind? Eller osse skulle jeg gå ind til naboen og drikke whisky i stedet for. Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal. Jeg kunne også øve lidt på mundharmonikaen.Ikke?

For hver dag der går ser jeg tydeligere min egen uvidenhed. Det er en lettelse. Som at få en god ven i syne. Som noget jeg engang tabte, da jeg gjorde mit bedste for at tilfredsstille de krav, som blev stillet mig med trusler om repressalier, hvis ikke jeg fulgte dem. Det var hele tiden noget med at være med på vognen eller beatet som et pres der lå over mig og som jeg måtte tilfredsstille for at kunne have det godt. For at få ros og bekræftelse, som jo var det vigtigste for et umælende barn i vuggen. Hvis ikke jeg “opførte” mig som de sagde. Hvis ikke jeg smilte, når de smilte og holdt kæft, når de ønskede det, så blev der “kold luft” omkring mig, og det kunne jeg ikke lide. Jeg ønskede varme og kærlighed og bekræftelse, og det fik jeg kun, hvis jeg opførte mig ordentligt. At opføre sig ordentligt ville sige at finde ud af nøjagtigt, hvad de ønskede og så gøre det. Så fik jeg ros og så kunne de lide mig. Hvis jeg ville være sammen med mine “venner” måtte jeg tale deres sprog. Måtte tale dem efter munden. Så kunne jeg score point og blive bemærket. En smart bemærkning eller en “klog” tanke kunne skabe lidt aura omkring mig,som gav mig selvtillid. Det lærte jeg mig, for ellers havde jeg ingen venner eller familie.Var helt alene i mørket. Lige som dengang under krigen, hvor min mor havde job som telefonistinde om natten, og jeg var alene hjemme under dynen i luftalarmen med mine to eneste venner, kanariefuglene i buret som min mor havde tildækket før hun gik. Det var den viden jeg fik ret tidligt i livet. At hvis jeg ikke tilpassede mig, så kom angsten ind som et sort spøgelse og stod ved min seng og talte om døden. Og det kunne jeg ikke lide, så jeg tilpassede mig og blev vidende om hvorledes man skal klare sig her i livet.

Denne viden fordamper dag for dag. Døden bliver mit nærvær. Uvidenhed  min ven. Og efterhånden mærker jeg en trivsel som bare vokser og vokser. Og det er en god følelse, skal jeg hilse at sige.

I øvrigt kan jeg nu spille akkorderne C, G, A og F på klaveret, og får på den måde en gang imellem en lille sang at høre. Bare en lillebitte een. Og jeg har fundet nogle ungarnske folkemelodier på Youtube som jeg kan jamme med på mundharpe. Det minder mig forresten om min egen far, som jeg aldrig kendte og kun mødte to gange i mit liv. Han gik på pension efter et langt arbejdsliv som annoncedirektør på Berlingske Tidende, og købte sig et klaver og begyndte at lære sig at spille. Desværre døde han få måneder efter,  så jeg spiller måske med døden i hælene. Men det gør vi jo allesammen sådan set, og det gør egentlig ikke noget. Det gør det ikke.

Hvad  skal vi gøre? Ordet “gøre” er nok et af de mest anvendte ord. Sådan ser det ud for mig. Når noget bliver et problem, spørger man altid: – Hvad skal vi gøre? og det er netop problemet. At man tror, man kan gøre noget ved nogetsomhelst. Det kan man selvfølgelig ikke. Man vil ikke forstå, at “gøren” er en illusion, er noget man bilder sig ind. Noget man tænker. Når man tænker, at man kan gøre noget, så har man allerede forpasset sin chance for at øve indflydelse. For indflydelse sker spontant, og handling er ikke noget man “gør”. Handling er noget der sker præcis i det øjeblik, hvor problemet indses. Så det er indsigt, det gælder om og ikke “gøren”.

Indsigt får man ved at se. Og “se” sker af sig selv gennem ens sanseapparat, som hvis man ikke blokere det ved ustandselig “gøren” og “laden” er et højt udviklet og intelligent væsen, som når det ikke forurenes af spekulationer og tåbelig adfærd som malnutrition og forstyrrende forestillinger frembragt af grådighed og idioti, er i stand til at tilpasse sig  alle livets forhold.

Såre simpelt. Der er ikke noget at gøre. Så snart man indser dette falder al ting på plads. Så flyver fuglen i sin bane henover ens hoved uden nogen form for besvær eller anstrengelse. Så blæser vinden og solen forbrænder. Så opløses enhver konflikt af sig selv, idet det ind-lysende går op for mennesket.

Den fuldendte handling er ikke handling.

Så derfor pakkede jeg bilen og tog på en lille udflugt til Blans Havn, som ligger 20 km fra Bandholm. Der sidder jeg nu under en himmel, som langsomt overtrækkes af grå skyer mens blæsten tager til. I morges var himlen lyseblå og solen sendte skarpe stråler lavt hen over naboens bladløse træer. Der var rim over alle vækster i min have og det hele var sprødt og fint.

Jeg købte en ny lader til mine batterier i går. Nu har jeg en lader til både kabine batterierne og start batteriet. Det er vigtigt især nu i det kolde vejr at holde sine strømkilder i god form. Både så man kan starte motoren uden besvær, og tænde for det lille oliefyr og sidde trygt og lunt inde i bilen og skrive mens stormen hyler udenfor. Der er begyndt at komme grødis. Den samler sig lige nedenfor, hvor jeg holder bag de store kampesten. Lindholm ligger ret ud for næsen af bilen som et stort pelsklædt dyr på vej op af vandet. Der er små krappe bølger med skumtoppe som overflyves af spidsnæbbede slanke måger, og ellers er her ikke en sjæl. Bådene står på land overtrukket med beskyttende presenninger. Kun en enkel fiskejolle ligger og gynger i havnebassinet. I radioen taler de om at “gøre” noget ved de “frygtelige fem” google, microsoft, amazon, apple og youtube for at få dem til at holde op med at tjene penge på folks dumhed. Jeg spørger bare, hvor dum kan man være at stille sådan et forslag. Det er netop det. Det er dumhed og ikke indsigt der driver værket, og jo mere de dumme “gør” fordi de tror det “hjælper” des tåbeligere og dummere bliver det hele. Man behøver ikke at komme med eksempler. Det er hele vejen igennem, og det er blevet sådan, at fordi dumheden råder, tror man at det er normalt at være dum. At man kan “gøre” noget, og så “gør” de noget hele tiden, og så bliver det hele bare dummere og dummere. Og det er et mirakel at vi endnu ikke har fået en atomkrig, og det skyldes udelukkende, at de der sætter den i gang med 100% sikkerhed ved, at de selv bliver ramt. Det er den intelligens der er tilbage i menneskeheden. Frygtens intelligens. Og lad os se om den redder os, hvis ikke vi i forvejen er bukket under i vores eget lort som vokser og vokser for hver dag vi forsøger at “gøre” noget ved det.

Festligt ikke?

 

Print Friendly, PDF & Email

SMÅ CIRKLER

Den mikroskopiske tordenflue bevæger sig i ottetalscirkler lige foran min næsetip. I første omgang er det enormt irriterende, men når jeg en tid har forsøgt at vifte den væk med et viskestykke, giver jeg op og lader den være. Så kan den uforstyrret danse sin dans som indledning til det skybrud, som i følge YR skal finde sted over os kl 18 her på DCUs store campingplads “Hesselhus” lidt uden for Silkeborg midt på den Jydske højderyg. Bilen er brandvarm og luften trykkende. Jeg har hængt mit sengetøj ud til luftning og installeret en tørresnor mellem en lygtepæl og bilen til mit håndklæde. Det nye solcellepanel ligger og flyder hen over passagersædet. Jeg vil ikke sætte det på taget af bilen før jeg kommer tilbage til Bandholm. Her er strøm for 30 kr om dagen og det benytter jeg mig af. Det er rart at være blandt mennesker igen. Almindelige campister, hvoraf mange er fastliggere, som bevæger sig stille rundt og udveksler erfaringer fra deres liv. Mange har sygehistorier at fortælle. Mine nærmeste naboer drøfter forskellige former for lungebetændelse og KOHL mens de sidder i skyggen under deres parasolle og drikker dåseøl og ryger rullecigaretter. Swimmingpoolen har adgangsbegrænsning på grund af Corona. Alle spritter af hele tiden, men jeg synes nu ikke, de holder ordentlig afstand. Jeg lukker døre op med albuen og tænker på, hvornår den lille dræber rammer mig med respirator, død eller i bedste fald langvarig genoptræning og livslang nedsat lungefunktion. Nå, men jeg passer på og går med maske i Aldi, når jeg køber ind. 2 måneder tog det mig af få fat i de rigtige KN 95 masker med virusfilter fra Kina. Nu er jeg reglementeret maskebærer og kan begå mig over hele verden uden at få en bøde. De siger, at man kan blive straffet med bøde op til 1000 euro, hvis man ikke har maske på, når man skal op i Eiffeltårnet. Og elevatoren er lukket, så man skal gå op ad trapperne hele vejen. Så sveder man meget og så udsender man masser af virus. Der skal jeg ikke op. Selv ikke med maske! Jeg bliver her på campingpladsen indtil i morgen. Så tager jeg bilen og kører over til Harboøre og springer på hovedet i Vesterhavet uden at blive ramt af Danmarks nye invasive art, den lilla brandmand!

Vi tror selv, vi er så vigtige med vores tankespin. Men det er vi ikke, og vi ved det godt inderst inde, men vi har satans svært ved at indrømme det overfor os selv. Universet, eller hvad man nu skal kalde det, er dybest set skide ligeglad med os. Det ønsker perfekte arter, som er i stand til at tilpasse sig ind i diversiteten og ikke “perfekte” individder som tror de er Gud.     Fuck dem!
Så derfor, og udelukkende derfor, er dette “jeg” i en tilpasningsfase, som det i høj grad nyder at være i. Derfor vil det nu om lidt, når det har skrevet disse ord, mens det sidder i denne krop og ser ud på græsset, hvor en vipstjert netop er i færd med at prikke små insekter op til morgenmad, løfte sit legeme fra sædet og begive sig ned til Informationen, hvor det vil betale sin regning for dette ophold på dette sted, DCUs campingplads “Hesselhus”, hvorefter det vi gå ind til bageren og købe et brød eller en croissant eller hvad der nu falder det ind, når det står foran glasmontren og skal bestemme sig. Således ser det ud lige nu i dette hellige øjeblik for dette jeg. Når det så kommer tilbage vil det forberede sin afrejse. Det vil folde taget ned over sin seng og rydde op inde i bilen. Checke olie og vand og når alt er klappet og klart starte motoren (hvis den vil…) og køre ud på landevejen over mod Vesterhavet.

Og det skuffer ikke, det Vesterhav! Forrygende store bølgebræk med skumsprøjt og dampskyer ud over hele høften, jeg står på. Et tysk ægtepar med hund kommer op og vil forbi. Jeg trækker mig skynsomt tilbage fra dem. De er jo tyskere og jeg tænker de kommer fra en delstat med højt smittetryk. Man kan jo aldrig vide, tænker jeg, og fornemmer i samme øjeblik den smitteracisme som hersker i disse dage. Pas på! En Corona! Og man viger reflektorisk ud i den tilladte afstand og gerne mere, for man kan jo aldrig vide… Brændingen slår op mod den kulsorte bølgebryders sten og blæsten hiver mig i håret og snart er tyskerne forsvundet og jeg har den milevide strand helt for mig selv. Ærgrer mig ustandselig over min glemsomhed. Skulle selvfølgelig have taget kite-dragen med herover. I den blæst kunne jeg rigtig manøvrere og måske blive ført som en windsurfer i strygende fart henover det gule sand! Desværre har jeg glemt den, som sagt og har nu kun ærgelsen tilbage. Ærgeligt! De lilla brandmænd florerer i stort antal lige hvor bølgekammen slutter på det glatte sand. Der ligger de og skinner som safirer, men det er lumske ædelstene der ligger der. De brænder, gør de og jeg tør fandme ikke begive mig ud i den røverrede, så jeg nøjes med et hastigt dyp til maveskindet og så op og frottere og lade som om, at nu har man været i Vesterhavet.

Vinden tuder og river i mit tagtelt. Heftige tordenbyger driver hen over landet og tømmer sig plaskende så campingpladsen er ved at drukne. Med et hører det op og solen styrter midsommerstikkende direkte ned i hovedet på mig og gør mig ør og varm. De store klitter med marehalm, klokkeblomster og gul snerre bølger sig foran mit øje og det varer ikke længe før jeg sidder deroppe med akvarelblokken og et syltetøjsglas og min windsor and newton fyldt med de dejligste farver.

Det styrtregner lige nu. I bilen er der varmt, da jeg har varmeblæseren tændt. Gudskelov for den. Det giver mig mulighed for at tørre mit tøj oppe under teltet. Der hænger det på en stang og tager sig ud. Mine to håndklæder bl.a.  som jeg brugte i morges, da jeg var i bad. Først troede jeg, at der kun var koldt vand, men fandt senere ud af at trykke på en grøn knap med et skilt hvorpå der stod “gratis vand” så løb det varme vand lige ud i hovedt på mig og jeg kunne exekvere mit morgenritual. Skal jeg køre videre eller skal jeg blive lidt endnu? Mit privilegie er denne valgmulighed. Jeg vil lade det stå åbent der. Ikke nogen grund til at træffe forhastede beslutninger. Bilen svinger fra side til side, når de kraftige vindstød tager fat i den. Tagteltet klaprer og bølger ind og ud for blæstens tryk. Solen skinner i glimt ned gennem de forrevne skyer. Ude i det fjerne høres lyden af det frådende hav. Jeg må ned til det inden jeg kører. Det er ubetinget. Et valg er truffet. Så vidt så godt. Alt derefter er til forhandling.

Tøm dit hoved du raske gut.

Om et håb eller to blev brudt.

Dog er der håb i det høje.

Når jeg mit sind kan nedbøje.

Ja, det tør siges. Tænk hvis man fik demens og ikke kunne tænke mere. Hvad skulle man så tænke. Skulle man så tænke på noget andet end det man tænkte på? Og hvordan ville det være. Tænk hvis man døde. Hvad så? Ikke? Det er noget sludder og vrøvl som hele tiden dukker op i alle verdenshjørner og den lille sjæl lader sig føre afsted i dette morads af en virkelighed. Tankens veje er uransagelige. Hvad VED vi egentlig, når det kommer til stykket. Jeg havde en drøm i nat, hvor jeg hang i en snor og skulle lade mig falde ned på jorden, men afstanden var for stor og jeg vidste at jeg ikke ville klare den, hvis jeg gav slip. Så blev jeg bare hængende, og der hænger jeg nu.

Enten kunne jeg gå hen til min bil og køre videre, eller osse kunne jeg gå med de to piger som stod og ventede på mig. Jeg var i tvivl og begyndte at græde. De ville hjælpe mig, men jeg var bange.

Pigen der kørte ind foran mig på tankstationen, kaldte jeg et røvhul. Havde det været en mand, ville jeg ikke have været så grov. Hvad er det jeg hele tiden prøver at undgå? Er det at se mig selv i øjnene? Er det det? Så bliver jeg så fandens destruktiv. Men måske er det godt at være lidt destruktiv en gang imellem. At nå ind til angstens kerne. Angsten for hvem man i VIRKELIGHEDEN er . Jeg købte “Procreate” i går og tegnede straks noget mystisk noget. Jeg kan ikke holde al den perfektion ud. Jeg kan ikke holde alle disse skønmalerier ud, når nu verden er en sump. Kan I forstå det? Jeg bliver nødt til at råbe højt. At skrige lige som Munck. Ikke? For sådan er det jo. Døden og udslettelse. Hadet og fordummelsen er til stede alle vejne og jeg bliver nødt til at skrige. Råbe. Skabe mig det bedste jeg har lært. De små planter bæver i vinden. De er så skrøbelige. Livet er skrøbeligt. Kan I for helvede ikke se det allesammen? Så lad det da være, det liv.

Nå, så er vi færdige. Med det hele, og det er godt. I går fin tur i Paradisbakkerne kyndigt vejledt af Bynke. De unge mennesker nød at vandre og jeg hang på. Gable optrådte om aftenen for fuld skrue. Betty var fraværende. Det kan jeg godt forstå. Alt for meget snak. Jeg hægtede mig af og blev kun hængende af høflighed. Men mine folk nød samværet, og det var det vigtigste. Nu skal vi videre. Altid videre. Til Opalsøen neden for Hammershus. Det vil Suien gerne. Så gør vi det. Og bagefter bade i samme sø. Den er nok kold.

Een eller anden dag, eet eller andet sted på een eller anden campingplads ligger der en mand og skriver på sin iPad. I en seng af en særlig art, som er opstået ved, at en madras er blevet anbragt der, hvor tidligere to autostole sad fast i gulvet på en lille bil. Der ligger han og ser ud af bilens ruder op på en skidengrå himmel, som hele natten har øst syndfloder af vand lige ned i hovedet på ham. Men han er ikke blevet våd, nej for han har garderet sig med et “hæktelt” af særlig beskaffenhed.  Det er konstrueret af et gammelt læhegn, som han har arvet af sin mor. Hans mor tog nemlig ud på små campingture omkring i det ganske land. Ofte på cykel med ham på bagsædet. Så sad han der og nød den blide sommerluft blæse ham i ansigtet, efterhånden som hun stred sig frem gennem det Fynske landskab. Men hun er død. Hans far er osse død, og snart er han selv død. Som så mange andre. Dog er han ikke død endnu. Så kunne han jo ikke skrive, hvis han var død. Det er soleklart og ikke til at komme udenom.

Han tænker tit på Gabel og Betty. Disse purunge mennesker, som har hele verden foran sig. Hvordan vil de gebærde sig? Vil de experimentere og bevæge sig ud på den tynde hinde som dækker planeten Tellus og lade sig føre af dens indbyggede intelligens, eller vil de af angst for uforudsete hændelser begynde en indkapsling af deres fine sanseapparat og forstene lige som de fleste. Det tænker han på. Men han er optimist og tror, at de nok skal finde ud igennem det tankespin som formørker menneskenes verden og flyve frit som de små svaler oppe i luften.
Han tænker osse på sin store datter Bynke, som har fundet sit sted på jorden og som åbnede sit hjem så smukt for de to andre unge mennesker, hans vej i verden havde fremkaldt. Jonathan, som er glad for sit nye hjem i Odense sammen med sine tre “roommates” hvor han bor i cykelafstand fra Syddansk Universitet og skal læse dansk og historie. Endelig kom han afsted. Det holdt hårdt, men lykkedes til sidst, som så meget andet når man blot har tålmodighed, og hans anden datter Suien som er blevet en stor pige med 2 uddannelser bag sig og fast forhold og kaniner. Hun er “en route” og har godt fat. Hende tænker han osse på, og hendes kæreste Bue, som er en klog og rar dreng, som passer sine ting, hvor hårdt det måske en gang i mellem må være.

Sådan ligger han her i sin Peugeot 307 på Hesselhus camping tæt ved  Funder ådal, hvor han i går gik en lang tur ned over de lyngklædte bakker, hvor naturstyrelsen har udsat mongolske Yak okser til at afgræsse arealerne. I  bunden løber Funder å, som han har fisket i for mange år siden. Store bækørred som blev stegt på spid.
Men så begyndte det at regne, og han blev gennemblødt på vejen hjem. Nu hænger hans vindjakke på en snor, han har spændt ud under bilens bagsmæk og tørrer fra varmeblæserens luftstrøm.
Hvad der videre skal ske, er der ingen der ved. Jo måske noget morgenmad kunne være en god idé, tænker han, og går i gang med at koge vand til the.

En længere eftersøgning bragte endelig Tollundmanden frem i lyset. Han var træt af, at ligge der i mosen så mange tusind år. Sølet til af mudder og træsyre fra de store ege, som gennem tiderne var sunket ned i Bølling sø.
Han havde været på fisketur, da han blev overrasket af stormen og måtte søge tilflugt under en hybenbusk. Der ramte skæbnen ham, og han sank i dyndet, først til sokkeholderne senere til halslinningen, hvor et reb han havde bundet sin skjorte fast med greb fat i busken og kvalte ham. Derved sparedes han for duknedødens lidelser.
Jeg vandrede ad fårestier langs den smukke sø og mødte ham stående oprejst bag en stenvarde. Han smilede til mig og rakte sin knokkelhånd frem. Jeg tog den og i det samme begyndte jorden at skælve under mine fødder. Da sank vi begge i dyndet i mosen, og taknemmelig var jeg over endelig at have fundet min frelser.

Nu ligger jeg ved Vesterhavet igen. Der blæser en let vind, og bølgerne er ikke for store til et bad.
I går i Lemvig fandt jeg en hynde hos “Jysk” til 100 kr som jeg har lagt under min madras for at få et mere jævnt natteleje. Mit hoved er fyldt med ord, som jeg spytter ud i eet væk. Sådan fungerer mit hoved. Køerne brøler med spændte yvere, og snart vil malkemaskinens sugekopper befri dem for smerterne.
I det hele taget har jeg ingen anelse.
Bilen fungerer som camper, men er ikke så luxuriøs som den gamle California. Det er en udfordring at skulle leve på så lille plads uden mulighed for at stå oprejst. Man kryber ind og kryber rundt og den snart 80 årige gamle krop har svært ved de mange anstrengende bevægelser i det lille rum. Og  sengen er et kapitel for sig med dybe hulninger og store bule som søges udjævnet af puder og madrasser og som sagt en hynde fra “Jysk”.
Helt godt bliver det ikke før jeg får lavet en plade som kan kompensere for ujævnhederne i bilens bund.

Nu er der gået en rum tid siden jeg sidst skrev her på siden. På denne side. Nå, men det er jo bare en måde at begynde på. Så går det hele af sig selv. Så behøver jeg ikke at spekulere på, hvad der skal stå. Det står der bare. Det som jeg siger. Lige så stille står det der og glaner op i mit åbne ansigt. Som små trolde på vej ind i hytten, hvor jeg bor. Derinde i  mørket. Inde i det bagerste hjørne af reolen med de støvede bøger. Der står min bog og gemmer sig. Den vil ikke ud. Den vil ikke ud til beskuelse. Den er ikke stolt over at blive set. Den ønsker at gemme sig. Ja.

I går, da jeg kom hjem fra Århus, satte jeg strøm til laderen og kørte mig en tur på min nye elcykel ud til Skifterne og der var natten lige begyndt, mens en svag rødmen stadig hang ude vestpå. Det var helt stille i luften og færgen fra Askø var på vej mod Bandholm ude i bugten. Oppe over siloerne hang planeten og de mange lys fra promenaden glimtede hen over vandet. Vejen var meget bumpet og der var flere gange, hvor jeg frygtede at falde af. Jeg kørte uden styrthjelm og det kan blive farligt. Da jeg kom hjem, lavede jeg mig en varm kop the.

 

 

 

 

Print Friendly, PDF & Email

Klatten.

En klat faldt ned på papiret. Han hentede en klud og tørrede den væk. Så var han parat til at skrive. Det varede dog ikke længe, før en ny klat havnede på hans hvide jomfruelige papir. -Satans, udbrød han og gik atter en gang ud i køkkenet efter kluden for at tørre klatten væk. Da han kom ind, så han hvem synderen var. En lille guldspurv var landet på lampen som hang ned fra loftet. -Hvad skal du nu der, min lille ven, sagde han og gik hen for at åbne vinduet, så fuglen kunne flyve ud. Det varede ikke længe før fuglen lettede og fløj.-Tusind tak, dit lille bæst, sagde han idet han lo for sig selv. Så satte han sig til computeren og begyndte at skrive. Men han havde svært ved at løsrive sig fra den lille hændelse. Der begyndte at vokse en smerte indeni ham, som han ikke kunne finde ud af, hvorfor opstod. 

Han savnede jo selv at kunne flyve.  Det var det der var i vejen med ham. Det var der smerten stammede fra. Han følte sig fanget til det sted, hvor han sad og skrev. Han følte sig faktisk fanget af sig selv. Det var ligesom om hans spejlbillede forfulgte ham som en forvrænget maske, han var påtvunget at bære. Og selv om han rev og sled i denne maske, så sad den blot endnu bedre fast. Ja, det var næsten sådan, at jo mere han forsøgte at fjerne den, des mere sneg den sig dybere og dybere ind i ham selv, så han til sidst havde svært ved at skelne mellem sig selv og masken.

Det var jo noget forfærdeligt lort, tænkte han. Noget rigtigt eddike pis. Nå, men hvis han så skulle være denne maske, og ikke kunne løsrive sig fra den, hvad var så mere nærliggende end at undersøge den, og den mest indlysende måde at undersøge den på måtte vel være at lade den udfolde sig. Lad os se, hvad i hele hule helvede denne maske består af. Lad os se, hvem han i virkeligheden er, og ikke hvem han tror (og håber) han er. Lad os se djævelen i øjnene for helvede og i syv satan i fænghullet!

Jeg spiller fløjte med stor fornøjelse, og helst hvis jeg kan sidde og se andre store fløjtenister spille mens jeg gør det. Det der interesserer mig allermest er lige før lyden kommer. Det er lige som om der er et øjeblik der, hvor fløjten ikke kan beslutte sig til om den vil fløjte eller ej, og i det øjeblik sker beslutningen af sig selv, og det er det øjeblik, der interesserer mig allermest. Lige netop der, hvor viljen hører op og naturen tager over. Lige netop der, hvor vinduet er åbent og fuglen flyver ud. Det kan der vel ikke være noget slemt i at skrive om.

I går så jeg en serie om en charterbåd i Middelhavet, hvor hele den kvindelige besætning fik udleveret dildoer til brug under turen. Det var en professor i sexologi, som var med og som uddelte disse instrumenter. Og hun anbefalede på det varmeste at de brugte dem så mange gange om dagen som muligt. Det kan der vel ikke være noget ondt i. Der hersker jo stadig en vis skam omkring dette, men det skider jeg på. Fuck det. Vi må videre ikke?

Og så er der alt det med kærligheden, ikke? Det store spørgsmål. Måske ligger kærligheden lige netop på det sted, hvor viljen hører op og tilfældet begynder. Lige netop i det øjeblik, hvor den kronologiske tid mister sin betydning og evigheden begynder. Det er derfor vi evigt og altid er på udkig efter det vi kalder “kærlighed” fordi det befrier os fra tidens fængsel. Men kærlighed er jo ikke begrænset til et forhold mellem mand og kvinde. Det ved vi jo, fordi vi ser at også to af samme køn kan have kærlighed til hinanden, og jeg ved fra mig selv, at følelser som jeg på det bestemteste vil påstå er kærlighed, kan finde sted mellem dyr og menneske. Altså det vi kalder næstekærlighed. Dog er der ikke tvivl om, at ingen kærlighed kan udfolde sig uden kærligheden til een selv. Og det er måske den sværeste kærlighed, for den er ilde set. Det har kirken og religionen gjort et hensynsløst arbejde for, at den bliver, og det er i høj grad lykkedes, som man kan se, når man betragter den almindelige moral. Men ved I hvad? Det vil jeg skide på. Hvis jeg skulle underkaste mig disse dogmer, så ville jeg ingen vejne nå, så det gør jeg selvfølgelig ikke. 

Jeg gider ikke mere

jeg gider ikke mer

Lad andre fantasere

Det rager mig 

en fjer.

Det må være tilladt at gøre status her ved vejs ende. Jeg befinder mig nu netop i det øjeblik, hvor viljen hører op og tilfældet tager over. Det øjeblik som er det eneste vi har og som strækker sig uendeligt til alle sider og som derfor slet ikke eksisterer i almindelig forstand, men som bedst kan beskrives som værende “væk”.

”Væk” er virkelig et godt ord, ikke? Det at noget er væk, vil sige, at det ikke findes. At beskrive noget som ikke findes ved hjælp af et ord som findes, nemlig “væk” er et af dette (sproglige) livs store selvmodsigelser. Jeg elsker selvmodsigelser. “Sandheden” er een stor selvmodsigelse. Det er godt at vide, når man begiver sig på udkig efter den. Hæ, hæ, hæ.

Jeg havde en frygtelig drøm i nat. Jeg var tandlæge! Tænk dem noget så frygteligt. Kan det være værre? Jeg lå her i min seng i bilen, da patienten trådte ind på klinikken. Han var en stor, bredskuldret herre med langt lyst hår. En rigtig vrestler, som man siger, og jeg blev da også ret bange ved førstehåndsindtrykket af ham. Mine klinikassistenter elskede ham straks han trådte ind ad døren. De sneg sig kælent op og ned ad ham og gjorde sig lækre og alt muligt for at tækkes ham. Nå, men jeg måtte jo til arbejdet. Sådan var det og er altid i en hvilkensomhelst persons liv. -Til arbejdet! Lyder det fra alle gadehjørner. Fra alle vinduer og døre. Fra alle munde, som selv er blevet slaver. -Til arbejdet! Så det gjorde jeg. Tog kitlen på for rigtig at virke professionel og sejlede overlegent ind på klinikken, hvor vores vrestler behændigt var blevt anbragt i den supermoderne tandlægestol til flere millioner kroner, som jeg nu var sat til at arbejde af. Han åbnede munden (det gør folk jo hos tandlægen) og jeg kiggede ind i redeligheden. Det store krater i højre kindtand for oven åbenbarede sig med al ønskelig tydelighed. – Hvad skulle jeg gøre? Gode råd var dyre. Sveden sprang frem på min pande og jeg begyndte at ryste. Mine ben dirrede og med nervøse bevægelser bragte jeg spejlet ind i hans mund, mens jeg mumlede:- det ser ikke godt ud!  Han for op, og jeg sprang flere meter tilbage for ikke at blive forulempet. -Hvad koster det? Spurgte han. -Hvad koster hvad? Svarede jeg svagt. -At få lavet det skide hul, du mumler om tandlæge! 

Så var det at jeg begyndte at føle presset mod min hals. – Jeg kan ikke trække vejret, tænkte jeg. Men jeg sad fast. Hans vrestlerånde sad mig i nakken og jeg var uhjælpelig fanget af denne store kæmpe af en mand. Selv er jeg lille og spinkel og ikke noget kønt syn, men nok om det. Jeg forklarede ham lidt om prisen på de forskellige dele af arbejdsprocessen som det ville være nødvendigt at udføre og det gjorde ham for en stund passiv, og fik ham til at falde til ro. -Den næste patient er ankommet! Lød det ude fra receptionen. Det var en af de smarte klinikpiger som skadefro meddelte dette. De vidste godt, at det ville sætte mit stressniveau i vejret, og de nød at se mig fare forvirret rundt for at nå det hele, mens de en gang i mellem så deres snit til at spænde ben for mig. -Tiden, tiden, tænkte jeg og begyndte at lede efter røntgenbillederne, som plejede at ligge i en kasse ude ved siden af røntgenapparatet. Patienten var i mellemtiden blevet utålmodig og råbte: -sker der snart noget? Jeg bad en af pigerne om at finde røntgenbillederne, men hun havde lige pludselig travlt med noget andet, så her var ingen hjælp at hente. Jeg måtte altså klare mig selv og følte mig som en flue i en flaske. Drønede rundt mens patientfyren klagede og klinikpigerne vendte mig ryggen. Langt om længe fik vi billedet taget og det viste sig at tanden skulle rodbehandles og bagefter have en krone sat ned over sig. Alt i alt et større arbejde, som der slet ikke var tid til, for nu begyndte de øvrige patienter at hobe sig op ude i venteværelset mens receptionisten sad ganske upåvirket og filede negle! Vristlerpatienten gav lyd fra sig: -Hvornår er jeg færdig, spurgte han. -Jeg skal nå noget, og kan ikke sidder her hele dagen. Ude i venteværelset begyndte de gamle damer at dunke i takt med deres stokke ned i gulvet. Vi har bestilt tid! Råbte de. -Hvor længe skal vi vente. Klinikpigerne stillede sig spørgende op foran mig, somom jeg skulle kunne give dem et svar eller en ordre på, hvorldes situationen skulle takles. Alle omkring mig var i venteposition, og det var mig de ventede på. Det var mig, der skulle forklare for patienten, hvad der skulle laves. Det var mig der skulle lave det. Det var mig pigerne ventede på, for at få besked på, hvad de skulle gøre, og detr var mig alle damerne ude i venteværelset utålmodigt krævede at jeg skulle stå til rådighed for. Og min faglige stolthed stod i kulissen og ventede på, at mit tandlægelige håndværk blev perfekt. Jo tak, det var et helvede, som jeg for rundt i og prøvede at navigere mig frem gennem. En lang tåget tunnel af krav fra alle sider, hvor jeg hele tiden skulle opbyde alle mine kræfter, for at komme videre og videre til de nye patienter og de nye rodbehandlinger og de nye tandkroner og broer og proteser og operationer som ventede på mig i dette uendelige tomrum, som aldrig ville få nogen ende, men kun blive værre og værre. Jeg blev kvalt. Kunne ikke trække vejret. -I CAN`T BREATHE !

Og jeg vågnede med et sæt og opdagede, at det er sådan verden ser ud lige nu.

FUCK DET!

Det er ikke et spørgsmål om, hvad andre kan lide, men udelukkende et spørgsmål om, hvad jeg selv kan lide. 

Print Friendly, PDF & Email

FØR DØDEN


Før døden er alt                                                                                                                             Alt er før døden.

Jeg er før døden                                                                                                                             Altid før døden

Efter, hvad er efter?                                                                                                                     “Efter” er et ord uden betydning.

Alt er før, lige før.                                                                                                                         Hvorfor nu det?

Fordi jeg hele tiden er i gang med noget.                                                                           Et eller andet jeg skal have gjort. Skal have lavet.                                                         Hvorfor nu det?

Fordi det er vigtigt at få gjort, det jeg skal gøre.                                                             Og hvad skal jeg så gøre?                                                                                                                    Kære venner. Hvad er det I vil have mig til? Kan jeg ikke bare få lov at passe mig selv og vaske mit gulv og sy mine bukser og besøge mine venner? Alle dem som ikke ønsker, jeg skal gøre noget. Som bare ønsker at se mig, som jeg er. Kan jeg ikke bare få lov at være den jeg er i fred? Næh, næh, det kan du ikke, råber de i fjernsynet og på gaden og i radioavisen. Du skal samle ind til de flygtende børn i Syrien, skal du. Ud med raslebøssen i en fart! Så synker jeg ned i vemod over alt det jeg skal gøre. Så sætter jeg mig til at skrive om det at vaske gulv i stedet for. Det at vaske gulv forekommer mig vigtigere end at styrte rundt og samle ind til et sort hul, som aldrig fyldes. Menneskene er et sort hul som aldrig fyldes. De suger livet ud af livet fordi de frygter livet. Men jeg frygter ikke livet. Jeg har indset betydningen af, at vaske gulv og skrælle kartofler og pille gulerødder og koge ris.  Det har jeg indset betydningen af. Ikke andet end det daglige liv midt i det hele med forventningens glæde intakt. Forventningen om, at der altid vil være noget at gøre før og aldrig noget at gøre efter.

I går var der en mand i Helsingør som vandt 200 millioner kroner i Viking Lotto. Jeg tænkte, hvor svært det må være, at vinde så mange penge. Han får virkelig travlt med at løbe rundt og finde ud af at få dem brugt. Stakkels ham. Hvis det var mig, tænkte jeg, så ville jeg først have en Tesla 300, men når jeg så havde kørt lidt rundt i den, så måtte jeg jo se at finde ud af, hvor jeg skulle køre hen. Så ville jeg køre til Nice og skrive mig ind på det flotteste hotel i byen og gå ud og spise med en smuk blondine før jeg endelig trådte ombord på min store yacht nede i Havnen og sejlede til Jamaica med hende og en lille hvid puddel vi lige havde købt af en mand i restauranten, og så videre, et vældigt mas og jag afsted for at svinge guldkreditkortet til alle pengene var brugt og jeg godt udaset sad tilbage her ved skrivemaskinen og overvejede om mit gulv trængte til en omgang vask. Så var det hele overstået, og hvad så? Stadig samme spørgsmål. Hvad så?

Det har jeg svært ved at besvare udover, at jeg vil skifte emne og gå over til at skrive videre på min roman “Polarkuller” som udkommer her på sitet, når jeg engang bliver færdig med den, og det kan godt tage mange år.

I mellemtiden kan jeg underholde med lidt insider viden. Om ikke længe vil min krop båret af et uendeligt antal perceptionsimpulser bevæge sig bort fra det hæsblæsende instrument, som hele tiden tiltrækker sig mere og mere opmærksomhed globalt-planetarisk. En computer som jeg selv er i totalt samspil med og som derfor ikke skal opfattes som en fjende med mindre man da ligefrem tror på den frie vilje, men som en ven eller forlængelse af ens rådighed. En rådighed som nemt kan misbruges, hvis man lever i en verden af før og efter. Det er noget svineri, jeg absolut ikke kan tilslutte mig. Jeg foretrækker at lade øjeblikket råde i fuld fordragelighed med de til enhver tid værende input. Så enkelt at se og så vanskeligt at leve, ser det ud til i vores forfjamskede verden. Nå, men det rager mig en skid,  når det i bund og grund er ganske simpelt. Som det er, vil jeg (kroppen) bevæge sig ud til bilen som er nypakket og klar med frisk opfyldt olie og sprinklervædske og kølevarer i køleboksen og nøglen i tændingen og ud ad landevejen går det med de adstadige 90 km i timen op over Bårse og Tappernøje og Piberhus langs det ydre Køge ind ad O4 mod Sydhavnen og Stubmøllevej for endelig ,forhåbentlig, at kunne køre op foran “Karens Minde” og her få en parkeringsplads, hvor jeg (kroppen) kan tilbringe de næste 4 dage. Jeg forlader altså mit hjem i Bandholm. Var ikke i vinterbad i dag, da jeg i nat havde en fornemmelse af tidlig influenza. Tænkte straks på Corona virus, men det er nok usansynligt, da jeg forlod Thailand allerede den 16 dec sidste år. Nu har jeg spist nogle stykker af mit hjemmebagte brød med surdej fra Bornholm med humus og vegansk spegepølse og har det fint i kroppen. Kroppen har det fint i tanken. Kropstanken (ikke krop-stanken men krops-tanken. Tag ikke fejl af det! Jeg har været i bad, varmt bad til morgen og lugter aldeles ikke, selvom jeg snart fylder 80 år. Altså.) – Theen bliver kold og om lidt er det mørkt. Jeg drikker ud og tager afsted ind til middag med Bynke og Ernst og Olga (den smukke) og Gable og Betty (den smukke) på restauranten “Veggie Heroes” hvad det så end er for noget… Vi ses!

Jeg bor i en gammel bil ude i Sydhavnen. Jeg holder varmen med et lille oliefyr, som summer og fortæller mig, at alt er i orden. Det er min livline. Hvis det holder op med at summe, dør jeg af frost. Så ligger jeg stiv og bleg i min køje, når de finder mig. Men det ønsker jeg ikke. Derfor holder jeg mit lille varmeapparat i god stand. Sidst det voldte mig problemer var, da vi kørte hjem fra Bornholm og luftrøret rev sig løs og skramlede hen ad den svenske motorvej, så vi måtte stoppe ved en afkørsel og binde røret fast med ståltråd. Det sidder fint nu. Jeg ser efter en gang i mellem og lægger mig ned under bilen for at kontrollere at alt er som det skal være.                                     Jeg er bange for at blive brændt inde, når de gale mennesker her ude ved “Karens Minde” sætter ild til de parkerede biler. Sidst jeg holdt her, gik det ud over en dejlig Mercedes som stod i flammer med eksplosioner og røg og gnister lige ved siden af min bil. Det var ikke rart at se på. Jeg sprang væk og tilkaldte brandvæsnet, som ankom kort efter og slukkede ilden, men da var bilen helt udbrændt. Det var slemt. Jeg har skrevet en seddel, som jeg har hængt op i min bagrude. Der står: “Her sover mennesker og børn”. Måske det kan afholde pyromanen fra at sætte ild til min bil.                                           Jeg sidder i biblioteket og skriver. Her er rart og stille med andre mennesker som også er fordybet uden at sige noget. Ind imellem hører man barnegråd fra babyer, som mødrene holder siesta med i læsesalen, men det forstyrrer mig ikke. Gør blot det hele mere hjemligt. Om lidt går jeg ud i Valbyparken, og når jeg har gået den friske tur ud over Tippen tager jeg bussen ind til “Panuminstituttet” og spiser frokost i deres kantine. Der føler jeg mig hjemme, da tandlægefakultetet ligger i samme bygning. Jeg var jo tandlæge en gang, det er længe siden, men derfor kan man godt spise frokost derude. Det lugter altid lidt af fisk, som man siger. Ja, man siger så meget og hvad skal det hele føre til? Spørger jeg. Næppe ret meget. Nok faktisk slet ikke noget. Rart at vide, for så har jeg ikke travlt mere, som jeg havde det i sin tid. Den gang jeg sad hver dag ved tandlægestolen og reparerede tænder, tandkød og slimhinder i eet væk for at tjene til dagen og vejen. Det er slut nu. Gudskelov og tak for det. Det er mig til stadig glæde at vide mig fuldstændig fri for det pres. Pyha, bare at tale om det gør mig helt svedt. Mærkeligt, ikke? Det ligger dybt og er også mange år, ja faktisk et helt liv. Som er slut. Slut Prut. Et helt tandlægeliv. Punktum finale.

Jeg bliver tosset! Nåh ja, det er jeg jo i forvejen. Så kan det være lige meget. Altså forleden dag, det var vist i forgårs, eller osse var det tidligere, det kan jeg ikke rigtig huske, men altså forleden dag tog jeg afsted som tidligere beskrevet til København for at møde min store datter og mine børnebørn med diverse kærester til spisning på den veganske restaurant. Det var heftigt og komprimeret, for vi skulle allesammen nå det hele, men fint alligevel. Ud til bil og sove, dog først forbi Dagmar Teatret for at se “Jojo the rabbit” om en lille dreng og hans jødiske kæreste under anden verdenskrig i Tyskland. Hitler og alt det der som satire. Meget mærkelig film, men god nok, – og så “hjem” og sove i den kolde bil, som hurtig blev varm med mit oliefyr. Mandag dejlig tur med anden store datter over Amager fælled og tippen med græssende lamaer og blæst i håret og uforstyrret samtale som fik tid til at brede sig ud og standse op og tøve og glide i gang igen. Samme store datter mødte jeg på “Absalon” om tirsdagen til optagelse af K2, hvor vi spiste and (hun spiste, jeg fik vegetarisk) og bagefter fik os et billigt grin over Zentropa direktøren Peter Ålbæks manglende interesse i Ane Cortzens opblæste “kultur” begivenheder. Atter tilbage til kold bil og se “deadline” mens varmeapparatet bragte temperaturen op på det tålelige, og en kop varm urte the gjorde den tilstundende nattesøvn behagelig. Om formiddagen var jeg ude i “Cinemateket” og låne “De fem benspænd” og “Det perfekte menneske” af Jørgen Leth, hvis erindringer jeg lige har læst. Dagen efter var jeg igen i “Cinemateket” for at se “Det erotiske menneske” og hans film om Haiti. Han er jo lige som alle andre en kompliceret og sammensat størrelse, men jeg nåede da så vidt at kunne indrømme hans film og også hans forfatterskab en vis kvalitet. Han er en sær kanut og ret speciel, når han accepterer, at hans Haitianske kæreste taler i mobil og er på facebook mens de dyrker sex. Det havde jeg fanden gale mig ikke fundet mig i!  Men han tager det som et raffinement. Hver mand sin smag!                                                                                                                            Derefter fra “Cinemateket” ud til “Absalon” og spise vegetarisk og samtale med en dejlig kvinde som læste til læge. Hun havde sin mor og bedstemor med til vegetarisk linsestuvning og familiesnak og jeg faldt ind med passende stikord som førte samtalen videre ad ukendte stier.                                          Ad ukendte og tilgroede stier fortsatte aftenen oppe i tårnværelset sammen med en flok begejstrede teenage piger til croquis af mandlig model, som holdt sig inden for sømmelighedens grænse uden oprejsning denne gang! Jeg fik skrattet nogle tålelige skitser ned på min blok og computer og kæmpede mig derefter ud i den stride, iskolde københavnske blæst op til busstoppested A1, hvor jeg måtte vente i 2o minutter før jeg endelig kunne køre hjem til “Karens Minde”.                                                                                               Dagen efter ville jeg spise ude på “Panum” hvor maden er som på en finere gourmet restaurant til 30 kr pr portion.-Men der gjorde jeg regning uden vært, for busruten var lagt om, siden sidst jeg kørte turen. Da jeg opdagede at jeg var på vej til Glostrup i stedet for Østerbro, sprang jeg forvirret af bussen og glemte i skyndingen mine dejlige fingervanter af mørkeblå uldfilt. Shit! Helvede! Op igen i næste bus for at forfølge den bus, jeg havde glemt handskerne i. Jeg havnede i Glostrup og fik at vide, at hittegodskontoret lå inde i byen! helvede og ingen mad i Panum, som var for sent at køre ud til. Jeg gik en tur i Istedgade i stedet for og fandt et par læderhandsker i en genbrugsbutik til 20 kr. Bedre end ingenting, men ikke tilfreds. Næste dag afsted alene på Tippen og så endelig ud til Panum med den rigtige bus og spise opulent salatbuffet med karrysild og hjemmebagt rugbrød samt en krydret suppe ad libitum. På vej over for at aflevere den brugte service blev jeg passet op af en sær gammel herre, som præsenterede sig som opfinder af afkalkelige brusearmaturer. Han inviterede mig op i tårnet på Panumbygningen, hvor jeg aldrig har været før med en fantastisk udsigt over København og sundet. Her holdt han foredrag om “Slotskirken som gaskammer” (foredraget, viste det sig senere, kan ses på YouTube under hans navn: Emil Bier.)  Han faldt gentagne gange i søvn under sit foredrag, men udsigten var flot og når han var vågen, var han ret underholdende!                                                                                                                    Men jeg havde stadig ikke fundet nogle vanter som kunne erstatte de skide lækre, jeg havde mistet i bussen. Derfor gik jeg på jagt på indre Nørrebro og fandt hos en dejlig literaturstuderende ung dame i en genbrugsbutik nogle godt nok lidt farvestrålende skivanter til lige netop den pris og i lige den størrelse, jeg ønskede mig, 45 kr. De blev købt på stedet. Ad Nørrebrogade let frysende søgte jeg tilflugt i endnu en genbrugsbutik, hvor de også solgte pebernødder og mandelmælk og i baglokalet havde kaffe og the salon drevet af en overordentligt indbydende kvindelig præst hvis motto var: Gud er kærlighed! Det måtte jeg høre nærmere om og lod mig dumpe ned i en magelig lænestol med varm the og hendes yndige åsyn lige foran mine øjne. Snart faldt vi i dyb samtale om verden og skæbnen og tilfældighedernes mystiske spil med os mennesker. Der var denne “connection”, som bare skaber en god og dyb samtale. Det var dejligt. Lidt senere dukkede to andre “bejlere”op, og nu udviklede situationen sig lidt anderledes. De skulle holde “Bibelskole” med præstinden over Paulus brev til Romerne Kapitel 1 Vers 5 og fremdrog hver deres tykke bibel. Så måtte jeg jo følge trop. Min erotiske stemning sammen med kvinden blev med et til salmesang og gudfader og jesus og da jeg er et høfligt menneske fandt jeg mig i det (hvad ellers skulle jeg have gjort? Skulle jeg have rejst mig op og gået? Det gør man dog ikke, og pigen var faktisk lige sød for det.) Jeg læste op af romerbrevet og vi diskuterede “Helligånden” som de hele tiden påstod var en ”han”. Jeg holdt lav profil og sad sågar med, da de bad til “Vorherre” med foldede hænder og andægtige miner. Meget  interessant at være til sådan noget og se, hvor fordrejede disse “kirkekristne” mennesker er. De klynger sig til ord i bøger (biblen) og tror oprigtigt på det de siger, når de siger “gud” eller “jesus” som noget der virkeligt eksisterer. Hvad skal man gøre? Jeg gjorde ingenting og nød situationen. De var jo faktisk meget søde allesammen.                                                                                                                             Bus A1 førte mig gennem den regntunge by ud til bilen som jeg startede og kørte over Ikea i Glostrup, hvor jeg spiste grøntsagsboller og købte batterier, mod Tappernøje og hjem til lille varme hus i Bandholm og badeanstalten og nybagt speltbrød med 200 år gammel Bornholmsk surdej. Super!

Græssende lama på tippen.

Sålænge det foregår oppe i hovedet, foregår det ingen steder. Det der foregår ingen steder, foregår alle steder og kan derfor ikke beskrives. Man kan tale om det, men det bliver aldrig andet end snak. Selv tale er i bund og grund snak. Selvhøjtidelighed. Latterlig. Dum. Dum snak. Når jeg skriver “jeg” er det selvfølgelig ikke mig. “Jeg” er første person ental, hverken mere eller mindre. Ren grammatik. Ord, sætninger, sprog. Tanke. At tro at “første person ental” “kan” noget. Kan “tænke” er den største misforståelse nogen sinde. Kroppen og dens omgivelser er een enhed. Der findes intet “jeg” som bevæger/kontrollerer. Det er naivt at tro, at der sidder et “jeg” oppe i hovedet, som “tænker”. Tænk at man kan tro sådan noget lort. Men det gør de fleste. Derfor denne (menneskelige) verdens evindelige problemer. Konflikt, konflikt, konflikt. “Mit” jeg og “Dit” jeg. Mit sprog og dit sprog. Min mening og din mening. Mit land og dit land o.s.v. Hvor dum kan man være? Men sådan er det øjensynlig, og på trods af det indlysende i dette, fortsætter det alligevel. Hvorfor mon?

I really don´t know.

Når det nu er så simpelt. Men det skyldes måske vores evne til at komplicere alt med vores evindelige spekuleren. På “hvorfor” og “hvordan” som kører rundt i hovedet på os. Så vi kan få “vished” og derved “ro”og “sikkerhed”, eller i det mindste en forventning om det. Fordi vi i bund og grund inderst inde må tilstå over for os selv, at vi intet ved om noget som helst, og det er ikke nogen rar situation at stå i, vel? Vi må have noget at klynge dette “jeg” op på. En såkaldt “identitet”, som vi kan siger er “os selv” er “mig selv”. Så maskinen kører i een uendelighed, og forsøger “du” at stoppe den, bliver det hele bare meget værre. Det kan enhver finde ud af ved bare at prøve. Prøv at stoppe dine tanker. Puha, sikke en syg situation der opstår af forstillelse og dum sløvhed. Alle mulige teknikker med at “leve i nuet” og den slags bærer kun yderligere ved til bålet. Det burde enhver da kunne se. Hvad end du gør, er det “dig” der gør det og derved styrker du blot løgnen om et “selv”. Når vi splitter vores tanke proces op i en der tænker og tanke, begår vi vores største fejl. Kan vi indse det?

Det er fandme et godt spørgsmål.

Der er i hvert fald ikke noget at “gøre” for at undgå det. At “indse” er ikke noget man “gør” vel? Det må være klart. “Indsigt” er ikke noget man kan “skaffe” sig. Det kommer uopfordret og u-villet.  Sådan er det bare. Du søger og søger og når du er helt udmattet og ikke kan komme videre, dumper det ned i hovedet på dig. Noget mærkeligt noget alt sammen, ikke?

Følgende små blå yes kan trykkes på, hvorved der fremkommer en video!

Yes, yes,

yes.

Det hele kører af sig selv, og det har det altid gjort, så der er ingen grund til at blande sig.

Alle søger en årsag til det hele. En gud om I vil. Jeg spørger så: hvad er årsagen til årsagen. Og årsagen til årsagen til årsagen? Kan I se komikken. Der er ingen grund til at spørge, for der er ikke noget svar. Færdig.

Jeg går en tur, selvom det regner, er aften og kulsort udenfor. Jeg har købt 14 dages gratis abonnement på viaplay så jeg kan se “Transparent” færdig. Det bliver nok i aften, jeg skal se sidste afsnit. Den er udmærket.

Alverden må forgå

Mens jeg kun kan se på

Hvad er der at forstå?

 

Alt det man kunne

Alt det man skulle

Alt det man ville

Det er forbi

 

I denne

Corona epedemi

 

Døden ligger foran os

som en kæmpestor kolods

Intet intet kan vi se

Alting alting det vil ske.

 

For helvede for noget lort! Hørte i dag fra en biolog, at det at vi udrydder skovene gør at samspillet mellem de vilde dyr ødelægges, hvorved deres mikroorganismer og vira tvinges over på os mennesker. Så der er ingen tvivl. Det er vores egen skyld det hele. Corona er vores egen skyld lige så vel som så meget andet. Vi er jordens fordømte art. Vi udrydder os selv med vores store fejludviklede abehjerner som hele tiden skal “klare” al ting. Jo mere vi klare des mere u-klart bliver det alt sammen, indtil vi en skønne dag (forhåbentlig) har udryddet os selv. Eller (forhåbentlig) har indset, hvor store svin vi er. Se blot på hvalen som døde af forstoppelse med plasticposer! For helvede!

Og Thomas fortalte mig i går, at corona virus kommer fra flagermuseafføring som kineserne presser ud af de arme dyr for at spise det! Og når flagermusenes habitat er udryddet ved urskovsrydning, har de ingen anden udvej end at angribe os mennesker. Derfor findes der spor af flagermuseblod i landmændene, og derfra spreder alle disse skide modstandsdygtige vira sig ud i det globale samfund. Vores egen skyld det hele er det. Pis!

Alle opererer med et “bagefter”. Tænk hvis det gik op for dem, at “bagefter” slet ikke eksisterer. At det er en illusion. Ren indbildning som tanken har skabt for at skabe tryghed for sig selv. Så den altid har et “bagefter” at se “frem”til. Sådan bedrager den menneskelige tanke sig selv i een uendelighed og medfører dermed lort og pis i een uendelighed. Er det ikke underholdende at tænke på?

Nuet nagler os til tiden. Deri består vor kvide. Som vi aldrig slipper bort fra, uanset hvor meget vi spræller i det net, vi selv skaber. Uanset hvor meget vi “gør” for at slippe fri.

I dag da jeg gik en tur blev jeg for første gang opmærksom

på tyngdekraften.

I dag da jeg gik en tur blev jeg for første gang opmærksom

på lyset.

I dag da jeg gik en tur blev jeg for første gang opmærksom

på mig selv.

Vi er en lille åndsvag art, der fører sig frem

som ejede den det hele.

Hvor dum kan man være?

Se bare på Homo Sapiens

Så får du svaret:

Så dum kan man være!

Jeg elsker alle deres ord om “den anden side”. Når vi kommer ud på “den anden side”. Hvad er det for noget? Hvad er “den anden side” for noget, kunne jeg godt tænke mig at spørge om. Lige som at skulle krydse en flod, ikke.? Sådan ser billedet ud. Vi skal se for os en flod med en rivende strøm og farlige barracudaer som svømmer nede i det sortgrumsede vand, og som hele tiden kun er ude på at udslette os, ikke? Det er sådan et billede man vil have os til at se. Og så vil man have os til at se, at det er vores “myndigheder” som skal frelse os, hvis vi opfører os ordentligt og vasker hænder og står ret og spritter af, for så vil de hjælpe os over på “den anden side” hvor græsset er grønt, bredden er sikker og alle barracudaerne er væk, og vi er frie igen til at gøre lige, hvad vi vil med vores dejlige “Frie” vilje, som de elsker at få os til at tro, at vi har, så de (læs magthaverden, eller som en dansk forfatter engang kaldte dem: De nødstedte djævle, de er de værste.) Det er dem, vi må sætte vores lid til, siger de. Med Trump og Jair Bolsonaro i spidsen plus alle de andre pinger. Ha, ha, ha, ha, siger jeg og skrider ned og vinterbader. Jeg gider ikke mere. FUCK! Det er sgu da for åndsvagt det hele. Men men men, når vi kommer over på den anden side og i morgen og en anden dag og et andet sted og noget helt andet, som vi kan spekulere os til og skabe dejlige tanker om, som vi kan sidde og lade løbe rundt i vores hoved og nyde at “se frem” til, så skal det nok “gå” altsammen. Vi er fucking idioter, at vi tror på alt det pis. FUCK! Nå, men det bedste er foråret i min have og de to duer som kommer ned på foderbrættet og spiser havregryn, mens døgnfluerne danser i solstrålen og jeg/mig sidder i den lille lænestol med lukkede øjne. Altså bare sidder der. Altså.

Nå, så sidder man her og spekulerer over Yahya Hassans død.

En skændsel.
Mere er der ikke at sige.

RIP.

 

 

 

 

 

Print Friendly, PDF & Email