Siger hvad?
Jeg forstår ikke, hvad der foregår. Forstår det simpelthen ikke. Hvad er meningen, når den ene part beskylder den anden part for at lyve, og den anden part siger det er løgn. Så er vi jo i nøjagtig samme situation, som vi har været så ofte, når store krige er startet i det små. Man må bare håbe, at folk husker, at verden nu er blevet så bittelille, at enhver agression uvægerligt vil ramme agressoren med samme kraft, som den der er tiltænkt modparten. Altså at alt vi gør, gør vi mod os selv. Gad vide om det er tilfældet.
Hvorfor siger russerne, at gasangrebet var et tilfælde, fordi syriske fly ramte et lager af kemiske våben opmagasineret af oprørene ? Altså vedgår de, at kemiske våben ikke er ok. Er det så bare noget de siger som undskyldning for deres handlinger? Det siger amerikanerne. Hvad får vi at vide? Russerne siger et og amerikanerne siger noget andet. Det er helt uden for vores rækkevidde at bedømme nogetsomhelst. Nogle bakker op om den ene part. Andre bakker op om den anden. Det afhænger fuldstændig af sympatier og tilknytninger. Jeg er så træt af hele det spil, som spilles ovenpå almindelige mennesker, dyr og planters liv. Det bliver bare ved og ved. Samme gamle historie som opstår ud af menneskets uendelige uvidenhed.
Så sidder man her på en bænk i Andraitx og ser børnene gynge i solen på legepladsen overfor. Nede i havnen ligger den engelske direktør for Arla Foods store 3 etagers lystyacht. Undtegnede går forbi, i det samme dirktøren selv springe i land. Jeg råber til ham:- Du som har alt i verden. Er du ikke en smule nervøs over tingenes tilstand? Han stopper op og smiler. -Er du fra Danmark ?-Jeg kan høre det på accenten. Du lever i verdens bedste land.-Vi fra Arla Foods har aldrig problemer med jer. Eu har søgt at kvæle os, derfor støttede jeg brexit. Tyskland ville overtage det hele. -Du skal ikke være bange. Der sker ikke noget. Bare slap af. Siger han, idet han springer ombord på mahognigulvet som beklæder det store hvide skibs dæk.. Jeg går videre. Beroliget? Næppe.
Går ind på DR.dk for at høre mere om konflikten i Syrien. Allerede dagen efter er det glemt. Ikke et ord. Nu er det Trump, der kondolerer over massakren i Stockholm. Fokus skifter hurtigt nuomdags. Nyhedsstrømmen er uendelig. Jeg logger af.
Der lyder kun ros fra værten i Estellentc. Den lille episode med den oppuffede port fik lov at gå i glemmebogen. Et positivt eftermæle er sikret. Alle er glade. Hurra for det.
Læser Karl Ove Knausgaard lige mu. Kan varmt anbefale. Skriver forrygende. Sandt. Sygt sandt. Læser første del af “Min Kamp” og må tygge lidt grundigt en gang imellem, men rives med og kan ikke vente med bog 2, som viser sig at være på venteliste en måned lige netop lige så længe det varer at gennemleve optakten til besøget i Estellentc, samt selve besøget. Da gæsterne er rejst og sindet fyldt af uafklarede stemninger, bliver bog 2 fri og jeg begynder at læse. Nu ruller det som lodret ned ad en skibakke i ulvedalene. Og da jeg får færden af hans debutbog “Ude af verden” og den viser sig at være fri på e-reolen, snupper jeg den og læser på skift den og “Kampen” Det er sindsygt givende, da han beskriver tiden lige efter udgivelsen af første bog, hvor han flytter til Stockholm og forlader sin første kone til fordel for et liv uden egentligt mål udover at han stadig skriver og møder Linda. For hrelvede, hvor er det godt. Han er en knag i sin ærlighed, som kun kan inspirere. Så læs ham kære venner!
Ellers er rytmen allerede fundet her i Andraitx. Morgenen starter med en svømmetur lige nede om hjørnet ved Mitj Mitj baren, som jeg havde som stambar den gang jeg lå med min Sagitta for anker lige ude 100 meter fra molen, hvor jeg nu er parkeret med min bil. Samme brise ind fra havet og sol og måne i samme baner som den gang. Kosmisk set for et splitsekund siden. Der er en aldeles udmærket duche ovre i havnebygningen til fri afbenyttelse, og 4 meter fra bilen er en stander med elektricitet, som jeg frastjæler lidt strøm fra til mine batterier hver nat mellem 22 og 4 om morgenen, når ingen ser det. Så sætter jeg vækkeuret til 4, og springer ud i mørket og ruller ledningen ind og sover roligt videre til klokken er 9 halv 10 og svømmeturen venter. En mand står og fodrer mågerne og fiskene, som svømmer rundt lige nede i havnen, hvor jeg bor. Han siger, at menneskene er noget at det værste naturen har frembragt. Jeg klapper ham på skulderen og giver ham ret. Og går lettet videre. Nogle har altså forstået!
I går var jeg inviteret til at besøge et galleri af et tysk ægtepar, som jeg mødte på en restaurant. Det var ganske forfærdeligt. Rent kisch. Til sidst tog manden mig til side og ville vise mig erotiske billeder, som han fremdrog af en lille kasse, han hvde gemt. Da svimlede det for mig. Jeg fik kvalme og måtte ud. Jeg løsrev mig i en fart og kom ud i den friske luft. Så gik det over og jeg købte en italiensk is, som jeg spiste på vej tilbage til bilen på molen. Her satte jeg mig ind og skænkede mig en Veterano cognac og læste videre i “Ude af Verden”
I morges kom havnebetjenten så. Jeg havde længe gået og ventet på, hvornår jeg blev smidt væk fra denne dejlige plet. Det er jo en parkeringsplads og ikke en campingplads, det ved jeg godt, men så længe ingen gjorde vrøvl, og jeg i øvrigt ikke foretog mig noget ulovligt eller klappede taget op, så tænkte jeg, at det nok skulle gå. Her er jo så aldeles udmæket. Svømmetur, duche og elektricitet samt mange skibe at sidde og kigge på og folk som går forbi og smiler venligt. God atmosfære og en herlig løbesti lige bag ved havnebugten, som fører op til hovedbyen Andraitx. Der er det rent landligt med olivenlunde og blomsterbeklædte marker. Supermarked lige i gåafstand, så jeg havde besluttet mig for at blive så længe det blev mig tilladt. Derfor har jeg gået rundt og dukket mig lidt for ikke at blive et kendt ansigt i bybilledet. Men den gik ikke. Fiskerne på kajen er begyndt at vinke til mig, når jeg går forbi på vej til duchen, og tjenerne på de små restauranter smiler venligt, og spørger om vandet var koldt, når jeg stiger op fra morgendukkerten. Så i morges så jeg ham. Den blåklædte færdselsbetjent. Han var i færd med at skrive en trafiksynder, som havde parkeret på den forkerte side af molen. Jeg listede forbi så ubemærket som muligt og satte mig et lille stykke væk fra min bil og spillede intetanende tysk turist. Men nej, den gik ikke. Han kom direkte hen imod mig på bænken og begyndte på spansk. -Un semaine, no more! Jeg var øjeblikkeligt klar over, at jeg var opdaget, men blev overrasket over hans venlighed. Jeg blev ikke smidt væk, som jeg havde troet, men fik faktisk lov til at bliver her på denne fine plads til på lørdag! -Super, tænkte jeg. Endelig lovlig! I glæde herover slog jeg sidedøren op og spiste i al offentlighed min morgenmysli og drak min the og vinkede sågar til en lille dreng, som kom forbi med sin mor. Selv ænderne som tigger ved restaurantens borde har accepteret mig og kommer og spiser integralbrødstumper!
Jeg går forbi en af de store katameraner som ligger her i havnen. Store dobbeltskrogede skibe med enorm plads mellem de to pontoner. En mor er i færd med at skifte bleen på sin lille søn ude foran på soldækket. Drengen skriger og vil ikke. Forsøger at vride sig væk. Jeg standser op og retter blikket mod det skrigende barn. Han bliver opmærksom på mig og tier. Moren får bleen trukket væk under ham. Han er holdt op med at vrid sig væk og kigger på mig. Jeg kigger på ham og vinker og smiler til ham. Han smiler forlegent til mig og rækker samtidig hånden ned og holder om sin tissemand. Moren er hurtig. Hun skubber barnets hånd hårdt væk. Det må du ikke! Jeg ser det, og tænker: Sådan starter det. Angsten. Forbudet. Skammen. Jeg vinker til ham igen. Nu smiler han og vinker tilbage. Faren har under hele forløbet siddet bøjet over sin mobiltelefon. Båden er en kæmpe katameran med to enorme pontoner, som ligger her i havnen i Andraitx.
I min ungdom talte man meget om det at være “Fremmedgjort” Det var noget negativt, som samfundet påførte sine medlemmer. Jeg tror det er menneskets naturlige reaktion på den altgennemtrængende stupiditet, som hersker. Selv føler jeg mig mere og mere som en fremmed blandt andre fremmede. Vi er nødstedte individer på en klode i en totalt ukendt verden. Og “samfundet” søger hele tiden at manipulere os til at føle os”hjemme” endskønt vi overhovedet ikke ved nogetsomhelst om hvem vi er og hvor vi er. Man vil pådutte os en identitet som er falsk, fordi den hviler på falske forudsætninger. Den hviler på en opdigtet historie om livet vi befinder os i, som kun har til hensigt at føre os længere og længere ud på et sidespor.
Alt dette finder sted mens festen raser og kromet glimter og olien flyder og de store skibe sejler til og fra med deres millionærsønner og døtre, som tager solbad på øverste dæk, mens de hører popmusik, som runger ud over havnens stille nattevand. De sejler ind hver aften på deres oppustede gummibåde med hestekræfter indhyllet i sorte påhængsmotorer påmalet tal fra 200 til 500. Tjenerne på restauranterne står servilt og tager i mod dem, og rækker hånden ud, så de blåfarvede hårkvinder kan komme i land på deres trippende stilethæle.
Jeg betragter det hele. En fremmed. Så ser jeg hvad der foregår. Så ser jeg det hele og forstår, at det er løgn.
Kender I udtrykket: – Man skulle tro det var løgn?
Men det er sandt.
Nu er der kun en uge til min ældste datter kommer med hele familien. For hver dag der går stiger spændingen. Jeg prøver at få alt i orden inden. Tager til Palma på Lørdag eller måske søndag, hvis jeg tør tage en dag ekstra her udover det tilladte. Nu får vi se. Der er ingen der gør vrøvl over min tilstedeværelse her. Har ofte følt mig som en paria, hvad så end det er for noget. Men en uønsket, fordi jeg ikke bidrager til det lille lokalsamfunds økonomi med et hotelværelse og restaurantbesøg. Jeg trøster mig dog med, at jeg har spist aftensmad een gang på en kineserrestaurant her i byen.
Det bliver varmere og varmere for hver dag der går. Om en måned er her umuligt at være. Så er Danmark lysegrønt, og så ankommer jeg om alt går vel. Det er efterhånden også ved at blive nok. Jeg har boet i bilen i 2 1/2 måned, og ser frem til at komme under hus. I Deya skal vi have hus. Det bliver dejligt.
Disse krabbelignende bevægelser som solen danner på havbunden, når den lyser ned gennem bølgerne. De 5 små fisk svømmer foran mit ansigt med dykkerbrillerne som værnende skjold mellem dem og mig. Vandet er køligt og bunden snublende nær. Når jeg træder ned kan jeg ikke bunde. Det er et synsbedrag glasset i brillerne laver med mig. Fiskene er ikke bange. De svømmer ganske tæt forbi, og jeg kan betragte deres smidige og glidende form. En drejer sig op mod mig og ser på mig. I det øjeblik kan jeg ikke kende forskel på den og mig. Hvem ser på hvem? Er jeg fisken som stirrer på det store menneskedyr med de glasagtige øjne, eller er jeg denne organisme, som har tiltvunget sig adgang til et element, den ikke tilhøre? Spørgsmålet forbliver ubesvaret, da fiskestimen anført af den lille hektiske gule spinner drejer væk og forsvinder ud i oceandybet. Jeg rejser mig op fra vandet og kravler forsigtigt op på cementmolen, hvor mit håndklæde og badekåben ligger og venter. Dykkerbriller med snorkel aftages forsigtigt uden at ødelægge de bløde plasticremme som skal holde den fast mod ansigtet. Da jeg ved, at jeg skal over og duche saltet af mig, undlader jeg at tørre mig grundigt, for ikke at gøre håndklædet alt for vådt. Byen er ved at vågne, og jeg begiver mig forbi mennesker, som alle har et formål i deres handlinger. Tjenerne på restauranterne er beskæftiget med at stille op til morgenmadsgæsterne. Fiskerne på kajen trækker det store trawl hen over et metalhjul, hvorved de tusind og atter tusind små fisk sprællende og hoppende dratter ned i store spande. Den tykke mørke fisker vinker grinende til mig idet jeg går forbi. Jeg driver stadig af saltvand i håret, som en strandvasker lige trukket op af havet og skynder mig ind i bade og toiletrummet, hvor en fisker netop er færdig med at skylle sine gummistøvler fri for fiskeslim. Her lugter af fisk. Fisk over det hele, men jeg spuler gulvet med håndbruseren og kan nu nyde den ferske vandstråle over min krop.
Løbeskoene bliver snøret omhyggeligt, så de ikke medfører et dødeligt fald mod asfalten. Ud mod molespidsen, hvor de store ketchriggede sejlskibe med kendemærker fra UB BANK LICHTENSTEIN stævner ud på morgentogt mod kapsejladsbanerne i palmabugten. Runder vendepladsen og er lige ved at støde ind i ældre dame med oppoppet puddelhund. Hun ser efter mig og ryster på hovedet, men jeg er ligeglad. Der skete jo ikke noget. Afsted går det, og min mave løsner op i et par dejlige bøvse, mens hænder og fødder finder en naturlig rytme som gør glad.
Bagefter venter morgenmaden med udsigt til havnebasinnet, hvor en skarv i det samme kommer op af vandet med en lille fisk i næbet.
Snuppede en dag mere her i Andraitx, skønt stedet hænger mig langt ud af halsen. Man kunne ligesågodt opholde sig på et mondænt badested i Tyskland. Her er kun tyskere. Og vel at mærke stenrige tyskere. Store BMWer og MERCEDES biler til millionvis af euro stykket kører op og ned langs denne mole, jeg befinder mig på. Kun om formiddagen bliver her lidt mere roligt, når herskaberne sover rusen ud fra aftenen i forvejen. Så er vandet klart og indbydende og duchen og morgenløbeturen en velsignelse. Men i morgen søndag skrider jeg, så har jeg været her i over en uge og det må være nok. Ned til min elskede parkeringsplads med fred og ro i cala nova. Med busforbindelse til Palma, hvor jeg også skal have min billet til Barcelona bekræftet. Jeg kører op til Deya på onsdag og får placeret bilen, så jeg kan tage tidligt afsted fredag morgen til lufthavnen og hente lejebilen og den kære familie, som jo lander 14.35. og Åh. Hvor jeg glæder mig!
Æv, æv æv, men alligevel ok, for det var jo min egen skyld, eller var det? Min datter er lige kommet tilbage fra en formidabel tur til Brazilien, og man skulle formode, at hun havde fået nok rejseri foreløbig, men nej. Da jeg luftede tanken, om at hun kunne smutte herned og besøge mig nogle dage, nu hvor flybilletterne er extra billige lige efter påske, varede det ikke længe før hun slog til. Jeg glæder mig til at være sammen med hende alene nogle dage, og hun tager så færgen sammen med mig over til fastlandet og Barcelona, hvor vi får et par dage, inden hun igen flyver hjem. Der ligger en god campingplads lige ved stranden 10 km fra Barcelona med gratis shuttelbus ind til byen hver halve time.Så derfor måtte jeg have en xtra billet til færgen, og tog med bus til Balearia agencia, der lige lukkede for næsen af mig halv et på grund af påsken. Nå, men ikke noget problem. Jeg tager derind i morgen igen, nu kender jeg vejen! Tilbage mod busstationen stod der en stakkels turist og vinkede mig op med et kort over Palma. Pæn i tøjet holdt han en 2 euro frem mod mig, og bad mig veksle, så han kunne bruge i parkeringsautomaten. -Jeg har ingen småpenge og slet ikke eurostykker. Svarede jeg. Han så bedende på mig, og jeg sagde idet jeg tog min pung frem, at han selv kunne se. Jeg åbnede min pung, og viste ham de få cent stykker, der lå der. Han stak hånden ned og greb efter kobbermynterne, og tog dem op og sagde mange tak.- Der kan du selv se, sagde jeg, og ville vise ham, at det eneste jeg havde i min pung var en 50 Euro seddel. Da jeg tog ned for at vise ham det, var den der ikke!- Hm. Hm.Tænkte jeg.-Hvad foregår der her? Jeg viste med sikkerhed, at jeg havde lagt den i pungen i går, for at have kontanter, hvis det skulle blive nødvendigt, da jeg gik en lille inspektionstur hen til stranden for at se om duchen nu var åben, som vagten på det store hotel havde sagt. Sedlen var væk. Pungen var så aldeles tom. Jeg kiggede på manden, som rystede på hovedet og gav mig kobberstykkerne tilbage. Jeg løftede på dette Palmakort, han havde i hånden. Han rystede uforstående på hovedet. I det samme kom en anden mand hen. De talte sammen på et slavisk sprog, jeg ikke forstod. Jeg vidste, at enhver indvending blot ville føre lort med sig, så jeg gik videre, og spekulerede på om jeg skulle have glemt at lægge de 50 i pungen i går. Da jeg var kommet et passende stykke væk udenfor synsvidde af de to mænd, så jeg efter i min hovedpung, og der manglede de 50. Altså var det rigtigt. I min naivitet for at vise, at jeg ingen småmønter havde, var jeg hoppet direkte på limpinden. Og bagefter tænkte jeg, at parkeringsautomaterne sagtens tager 2 eurostykker!
Men det var flot gjort. Idet han greb efter mine småmønter, havde han fri adgang til sedlen i naborummet, og på et splitsekund havde den skiftet ejer.
Iøvrigt fik jeg benene på nakken i går i Andraitx, da færdselsbetjenten kom på udkig på molen, hvor jeg har holdt en dag over den uge, man må. Jeg sprang ind i bare fødder og shorts, tændte motoren og drønede væk hen til mit favoritsted i Cala Major, Hvor jeg må holde en måned uden problemer. Her fik jeg også startet min generator op, og kunne konstatere, at en times kørsel med den, er nok til at holde køleskabet kørende et døgn. Der bliver jeg til på torsdag, hvor jeg kører op til Deya for at være parat til Besøg.
Stranden i Cala Mayor er fortrinlig med rent sand og bar og kraftig duche og 5 min gang fra hvor bilen står.Så ud over den lidt flove fornemmelse med de 50 euro er tingene fjong. Fjing fjong fiolifjong.
Og Åh, åh åh, hvor er han glad ligenu. Sikke en historie! Først at komme væk fra tyskturist mylderet i Andraitx, og få nogle rolige dage på parkeringspladsen i Cala Mayor sammen med sin ven hotelarbejderen fra Miraflore Magnum Hotel og Spa, som holder i sin varekassevogn med tynde marokkanske gardiner og høj musik fra 6o erne strømmende ud af anlægget med ubegrænset volumen, på grund af hans store solpanel på taget, som han misunder ham i høj grad. Når han engang kommer tilbage til Lolland, vil han overveje sådan eet i stedet for den larmende og stinkende generator, som nu forsyner ham med strøm. 2 gange daglig må han ud og blande to takts benzin i en lille beholder med særlige nitrilhansker på, som han brugte, da han skulle lime de gamle damers tænder sammen, så de ikke faldt ud af munden, men kunne blive hængende og således præsentere et acceptabelt smil til de efterladte, når de til den tid defilerede forbi kisten. Når så benzinblandingen er præcis i orden i forholdet 1:50 hældes indholdet via en lille tragt han fik i julegave af sin første kone i 1974, ned i motorens brændstoftank. Dog først efter at filteret er behørigt renset for urenheder gennem påblæsning via tilspidsede læber ned i rummet, hvor skidtet ligger.Så kommer endelig det store øjeblik, hvor motoren skal startes. -Og vil den det? Ja det er altid det store spørgsmål. Fortvivlede hiv i startkablet afstedkommer stigende frustration, indtil tændingen springer til, og dyret skrigende går i gang. Så er glæden lige så stor som tvivlen var førhen, og nu lades de to batterier til 13,1 volt , hvad der netop er nødvendigt for at kunne drive køleskab, belysning, oliefyr (hvis det er koldt udenfor. Hvad det jo ikke er ligenu, så så holder strømmen desto længere!) samt diverse Ipads og computere og mobiltelefoner.
Dæktrykket blev kontrolleret. Det var kun (som jeg også godt vidste) det venstre forhjul, som havde tabt lidt luft, og her blev fyldt på. Så afsted mod Tramuntanabjergende med bævende hjerte. For ville bilen holde? Den har jo,desværre en tendens til at blive lidt for.varm, når den skal trække det store læs op ad bakke.På vej ud af Cala Mayor blev jeg forfulgt af to oppanserede politibetjente, som idet jeg kørte ud på motorvejen kørte op på siden af mig og med en fejende bevægelse med hånden, idet de råbte avanti avanti -Es un autopista, anskueliggjorde at jeg kørte,for langsomt og skulle se at rubbe mig, for det var jo en motorvej jeg kørte på. Jeg kørte 90 i timen, og det var åbenbart ikke hurtigt nok efter deres mening! Nå, men jeg satte så farten lidt op til 95, men da var de allerede væk over hals og hoved.
Så kom stigningerne op mod Valdemossa, og så steg temperaturen til de 100 grader, som er min grænse for videre kørsel. Ind og pausere, mens 35 norske cykelryttere asede sig op ad den stejle bakke og forbi mig. Ny pause i Valdemossa, og så går det ellers jævnt og sågar en lille smule nedad mod Deia. Og pyha, hvor er her smukt og flot og alt muligt.Deya svigter aldrig, tænkte jeg, da jeg kørte ind mod den lille by i de store omgivelser.
Parkeringspladser var her ingen af, så jeg kørte flux ned mod cala, og fandt selvfølgelig et supersted under en palme og lige ved flodsengen. Her sidder jeg nu og skriver og har aftalt med Antonia, at vi skal mødes over en kop kaffe nede i restauranten ved stranden, hvor hun arbejder. Der bliver ingen svømmetur i dag. Massive bølger slår op mod klipperne i bugten og explodere i flere meter høje sprøjt, som gør cala livsfarlig at bade i. Men jeg har set det før. Dagen efter kan vandet atter være blikstille, gennemsigtigt og krystalblåt.
I morgen kommer Bynke!
Fik endelig denne Reneault bil med automatgear og undersøgte den jomfruelige lak for skrammer og ridser, som man skal, så man ikke bliver bommet bagefter for noget man ikke har gjort. Problemet er bare, at denne bils overflade er så sensibel som en barnenumse eller en kolibris fine fjerlag og trafikken, som jeg øjeblikkelig fik at mærke, da jeg drejde til venstre ned mod det supermarked, vi skal frekventere og blev dyttet af og truet efter af flere af disse raketbiler, som man øjensynlig betjener sig af her, og som hviner forbi een og ryster på hovedet. Det var ikke rart, så jeg kørte ekstra forsigtigt og blev straks presset hårdt bagfra af en motorcyklist, som ville frem og som råbte vredt til mig, da jeg undskyldte med at jeg kom fra Danmark og var ny, om jeg talte spansk, for i spanien taler vi spansk, sagde han så det sang i mine øren, og jeg straks tænkte på mig selv, når jeg i Danmark bliver irriteret på disse turister, som ligger og svinger til højre og venstre og ikke ved , hvilken vej, de skal. Nå, så kan jeg lære det. Og om få minutter lander Bynke med family og så skal vi ud i den hrelvedes trafik igen med mimosen frk Renault, som ikke må få så meget som en bare bittelille ridse, for så tager de hele depositummet på 6000 kr bang! Så jeg siger skråt op, vi skal videre, og håber herren eller hvem det nu er, vil holde hånden over mig, og lade os komme sikkert og uskadt hjem til det lille hus i cala Deya.
Og så gik alt sammen så stille og roligt efter planen. Landet sugede os til sig, og vi fouragerede i Mercadona så det var en lyst. Op og ned ad gange med alle de fødevarer vi kunne ønske, og ud og op og væk fra den væmmelige myldretidtrafik og den tunge byatmosfære.
Bjergene tog i mod os og åbnede deres hemmeligheder i små portioner først og siden i fuld omfang, da vi svingede rundt om det store massive forbjerg, hvor det dybblå middelhav første gang viste sig med en flimrende horisont og en hvidblå blændende himmel. Man taber vejret i det øjeblik, så smukt er der. Og så smutter man videre i den spritnye Renault, som kører så godt og har automatgear, så bjergkørsel af serpentinesnoede veje bliver en leg. Deya står som parabolens receptor omgivet af Tramuntanabjergenes majestætiske rejsning, og vi kører ind. Passerer de små pissedyre restauranter på begge sider af hovedgaden, og fortsætter ud igen, ned forbi Robert Graves hus til indkørslen som ad vanvittige snoninger fører direkte til huset, vi skal bo i.
Der er vi nu. Og den skrivende hopper af glæde over hvor godt det hele går. For vi vandrer allerede dagen efter op gennem terrasser med tusindår gamle oliventræer, som vrider sig i groteske former imens de bevæger sig gennem deres tusindårige liv i oliventræsfart. Citroner og appelsiner hænger som japanske lamper og lyser op i det mørkegrønne løv, og de små blege blomster sender fortryllende dufte op i vores næsebor.
Og nu er det hele forbi. De er taget hjem igen, og den skrivende ligger og skriver i sengen under en varmeblæser et sted udenfor Palma. Han har lige læst et referat fra tandlægernes årsmøde i Bellacentret i København, og spekulerer på, om det han skrev i sin tid om tandlæge højogflot måske bliver misforstået af nogle af hans tidligere kollegaer. Det kan være, de føler det som en kniv i ryggen, nu da han selv er ude af ræset. Men hvis nogen føler, at det er en kniv i ryggen at satirisere over dette fags mærkværdigheder, så må det blive deres egen sag. Jeg er ikke flov over, hvad jeg har skrevet. Det må enhver forstå.
Iøvrigt er jeg slet ikke tandlæge mere. Hvis jeg er noget, er jeg pensioneret tandlæge, og fortryder ikke hvad jeg har gjort gennem min faglige karriere. Jeg er udmærket klar over de faldgruber, der eksistere indenfor mit tidligere fag. Hver eneste dag i over 4o år har jeg stået ansigt til ansigt med både de moralske og de faglige udfordringer, som det at være tandlæge indebærer, og hver eneste dag har jeg måttet se mig selv i øjnene og spørge: -Var det nu godt nok, det jeg gjorde? Og der har selfølgelig været nætter, hvor jeg hvileløst har roteret i min seng, mens jeg spekulerede på om mit arbejde var godt nok. Sådan har det været, men der har aldrig på noget tidspunkt været tvivl i mit sind om, at det medmenneske jeg behandlede, og som lønnede mig for min behandling, faktisk var mig selv. Mit centrale spørgsmål i enhver tvivlsituation har altid været:- Hvis det var min egen mund, ville jeg så lave det på den samme måde, bruge den samme tid og tage den samme betaling for det, og kunne jeg svare ja til det, så var det i orden. Så ikke mere om det.
Det som står klarest for mig, når jeg tænker tilbage på ugen, der gik, er den stilhed og klarhed, som hvilede over vores fælles liv i og udenfor den lille finca i Deya. Vi behøvede ikke at pludre så meget, som jeg ellers er vant til, når jeg er sammen med mennesker i et fællesskab. Tingene faldt på plads af sig selv. Vi lyttede til hinanden, mere end vi førte os selv frem, og det var en lise. Undertegnede fik et hårdt vink med en vognstang, da han den første dag i sin ihærdighed for at tilføre selskabet lidt extra “go” styrtede ned til sin bil for at hente en bluetooth højtaler, og i bogstaveligste forstand styrtede ned på vej op igen, idet han i sit hastværk snublede og med voldsom fart ramte den grus og stenbelagte havegang først med sit venstre knæ, derefter med venstre hånd og til sidst med sit hoved, som blev slynget videre mod jorden i faldet, dog ikke hurtigere end som en let berøring fra en venlig hånd i det det ramte. Det gjorde satans ondt, og var tæt på at berøve ham førligheden, men er nu i bedring. Så kunne han lære det! Og går nu stille rundt i verden uden at styrte afsted, uanset hvor godt et motiv, der måtte være for at sætte farten op.
Det samme gjaldt de lange køreture ad snoede bjergveje, som blev gennemført med omhyggelig langsomhed, selvom bagvedkørende bilister af og til mente, at vi snøvlede os afsted. Så overhalede de med hvæsende motor og rakte en fuckfinger ud af vinduet idet de drønede forbi i sving, hvor afgrunden nedenfor var tusind meter dyb eller mere! Eller cyklisten som blev slingrende nervøs i et sving lige foran os, og var millimeter fra at blive kastet op over bilens tag og ud i intetheden, hvor vi med en vis sansynlighed også var havnet!
Nu er de taget hjem allesammen. Vi måtte op klokken fire i morges, for flyet gik meget tidligt. Sort nattekørsel med lyskaster ud over dybe skrænter, som vi ikke kunne se, men vidste var der. Til lufthavnen og knusende farvel, og så skulle bilen afleveres, og så kørte han det forkerte sted hen helt op i toppen af et parkeringshus, hvor lejefirmaet slet ikke boede, og hvor ingen ville hjælpe den stakkels pensionerede tandlæge, som gennem hele sit liv havde hjulpet så mange med deres smertende og dårlige tænder, men utak er verdens løn tænkte han og kørte ned igen og ud på motorvejen, hvor han atter blev chikaneret på det groveste af alle disse fjolser som drøner afsted for at nå frem til deres gravsted. Tilsidst fandt han OK rent a car ved venlig hjælp af stumme danske Emma, som garmin damen hedder. Pyha. Bilen afleveret i uskadt stand og så til lufthavnen i shuttelbus til kaffe og croisant og faldt i lykkelig søvn i afgangshallen med det dårlige ben hvilende på den lille indbyggede skammel i rygsækken.
På vej i bussen mødte han 4 danskere fra Balka på Bornholm. De fortalte, at Spies fire gange årligt arrangerer ture med fly til Mallorca direkte fra Rønne lufthavn. Så ved vi det til næste gang.
Så har jeg det godt. Når jeg sidder i lufthavnen og venter på min datter af 3. Ægteskab. Eller er det fjerde eller femte? Nok nærmere det 8. ægteskab. De falder sammen alle de ægteskaber. Men det er osse ligegyldigt. Bare hun kommer trygt ned fra himlen om 55 minutter. Så er jeg glad.
Jeg har ligget hele dagen ude i Bendinat i værelset hos søde Alice og hendes guitarspillende mand. Benet har godt af ro, og hånden ligeså. 3 yougurt og en lille flutes var hvad det blev til i løbet af dagen. Jeg så en video med Noam Chomsky, som fortalte at viseren som markere, hvor tæt vi er på at udslette os selv som specie, nu bevæger sig betænkeligt hen mod tolv. Den står for øjeblikket på fire minutter i tolv, lige så tæt den var, da de første hydrogenbombesprængninger fandt sted i forbindelse med Cubakrisen. Han påpegede også, og det er ret interessant, at Nordkorea faktisk har været villig til at indstille deres nucleare program, hvis de kunne få en deal med USA som indebar, at forholdet til Sydkorea blev normalisret og sanktionerne mod landet ophævet. Men det afviser USA pure, og har gjort det ned gennem historien med skiftende præsidenter ligefra Clinton over Bush og Obama. Det er som om man aldrig vil give en forhandlingsløsning en chance, uanset hvor farlig en situation vi befinder os i. Hver gang et sådant forslag har været på banen, bliver det fejet af bordet.
Hvorfor nu det? Er det fordi man i storpolitik stadig befinder sig på abestatiet, hvor enhver nok så lille indrømmelse kan tolkes som svaghed, og derfor afvises. Hvis det er tilfældet, og det ser sådan ud, er det fanden galemig på tide, at vi allesammen slapper af og holder vejret, for spændingerne i denne verden er kollektive. Jo mere tense enhver situation i ethvert menneskes liv bliver, des mere presses viseren nærmere mod tolv. Det er i det små, at det store foregår. Glem ikke det nogensinde.
Vi er interconnectede i en sådan grad, at det ikke kan skjules for nogen. Alligevel gøres der alt for at adskille, konkurrere og sætte grænser op. Det bliver vores endeligt, hvis vi ikke høre op med det. Hvem kan påvise, at jeg ikke er dig? For du er i bund og grund i nøjagtig samme situation som mig. Sådan er det. Og hvis vi ikke indser det før, så indser vi det i det mikrosekund ildkuglen svitser os samt alt andet liv væk fra jordens overflade.
Men da er det for sent, ikke?
Nu lander flyet, så jeg går ned i ankomsthallen og tager imod, og så gir jeg middag på Cellar sa Premsa i Palma!
Og så kom hun det skønne menneske. Det var så dejligt. Jeg var så træt, så træt, så træt. Havde faret rundt med den lejede bil med halsen oppe i livet og røven på vildspor, og kom endelig ud til det lille lyseblå ungpigeværelse, hvor jeg dumpede på hovedet i seng og sov til halvsyv om aftenen, hvor maven rumlede og der måtte søges ly og føde i en restaurant nede om hjørnet med pool på fire storskærme og skrigende englændere i baren. Alle drak øl af store glas. Jeg drak vin af et lille glas og spiste noget de kaldte tunsalat sammen med tørt brød til.
Det lille lyseblå ungpigeværelse ventede herefter på mig med kølig blødhed og en lang nats søvn forude. Internettet var stærkt og bar Jersilds Trump udsendelse glat igennem inden søvnen drog mig til sig. Om morgenen var der god tid. Hun skulle først hentes kl 19.30 i Palma lufthavn. En time tidligere sad jeg atter i ankomstterminalen, da hun trådte frem af mylderet og gik mig i møde smilende.
-Dav, det var godt du kom, var mine ord. Hun fik et knus, og så var vi på vej mod bussen, som lidt efter standsede og satte os af på Plaza de Espanya.
-Vi skal have noget at spise, sagde jeg. -Er du sulten?-Ja, hundesulten, svarede hun. -Men først bliver vi nød til at købe lidt ind til i morgen tidlig ude i lejligheden, sagde jeg. -Der ligger et supermarked lige her nede i kælderen, hvor alle busserne afgår fra. Vi går lige derned, og så kan vi bagefter gå over og spise på min favoritrestaurant. Er du med på den? -Det lyder fornuftigt, svarede hun. På vejen hen mod nedgangen med de rullende trapper blev vi fanget af høj sydamerikansk salsamusik, som strømmede ud af nogle enorme højttalere lige bag ved, hvor vi stod. Lyden var imidlertid så skærende diskant, at vi kun holdt ud at lytte få minutter.-Det skærer i mine øre, sagde Suien. Lados gå ned nu.
Så gik de ned sammen på rulletrappen, som ikke var blevet smurt i lang tid, og derfor lød som en stor elefant i brunst.-” WRAAA WRAAA”, lød det, så de måtte holde sig for ørene. Jens gav et par lignende lyde ud fra sin mund, og nød at ingen bemærkede det. Suien tyssede på ham, og grinte, og så var de nede i supermarkedet og kunne købe ind til morgenmaden.
Cellar la Premsa var stuvende fuld. De måtte vente et kvarter før der blev et bord ledigt. De fik et langs væggen og Jens måtte sidde uden rygstøtte på en smal bænk. Oliven og brød blev hurtigt stillet frem, og de bestilte cola og vin og salat og paella og så ville Suien sørme smage kanin! Jeg tænkte på Bynke, som end ikke ville smage blæksprutte, fordi det var som at spise stegte kattekillinger, som hun sagde. Nå, men hver sin smag, som Suien svarede, da jeg fortalte hende om Bynkes holdning. Salaten stod prangende på midten af bordet med sine revne rødbeder og gulerødder. Et halvt nykogt æg lå og smilede os i møde. Det hele blev overhældt med vineddike og olie. Og spist! Stor paellapande med muslingeskaller og rejer tittende op af de dampende ris. Det stakkels dyr blev ført ind af to tjenere. Det lå der med spredte ben og forsøgte at se tiltrækkende ud. Smagte nu alligevel godt. Ligesom kylling.
Vinen var rød. Colaen brun og tallerknerne snart tomme. De gik ud da regningen var betalt. Tog bumlebussen ud til Cala Mayor og spadserede det sidste stykke op til lejligheden. Først mødte de den døde due, som Jens tidligere på dagen havde stået og set på da den stadig var i live. -Dit lille kræ, hvad skal jeg gøre ved dig. Du kan da ikke bare ligge der og ryste af kulde, talte han til den grå due, som var skadet og bare lå helt stille op mod en havemur. -Håber du genvinder dit huld. Fortsatte han, og gik bedrøvet videre. Nu var den død. -Jeg tænkte det nok. Sagde han til Suien, idet de gik forbi. -Det var trist. Duen var allerede ved at blive angrebet af myrer, som beredte sig på et festmåltid. De gik videre op ad den stejle skråning mod bebyggelsen med de dyre lejligheder, hvor de skulle bo for natten. -Hov, hov, hvad laver I her? En stor gorillalignende mand med formidabel overkrop og et lille kegleformet hoved ovenpå nærmede sig truende idet de nåde huset. -Jamen, vi skal jo bo her. Jeg har kvitteringen fra Airbnb, svarede Jens nervøst, og fumlde i sine lommer. -Ok, svarede aben surt. -Skrub så afsted! Og han fejede os af med en vred håndbevægelse.
Det lille lyseblå ungpigeværelse samt lejlighedens ejer,den gravide Alice tog imod os med venligt smil og atmosfære. Det varede ikke længe før vi sov i hver sin lyseblå seng, maste som vi var af en lang dags hændelser.
Alice havde dækket morgenbord, og efter duche i moderne omgivelser med frottehåndklæder og duftlys, indtoges citronyougurt med friske spanske appelsiner og integralbrød fra aftenen i forvejen. Vi havde besluttet at bruge tid på Palma inden vi tog bussen op i Bjergene til Deya, hvor Californiaen stod, vi skulle bo i de næste tre dage. Himlen var dækket af en let dis, men solen brød frem nu og da, og vidste vi, ville efterhånden som den kom højere på himlen sprænge sig vej gennem skyerne og give os en varm dag. Palma var et mylder af liv og ansigter. Jeg lod Suien føre an, og intuitivt kom vi snart til Katedralen, som blev affotograferet i forskellige vinkler. Det var far og datter i pæn samdrægtighed, og byen kom os i møde, som Palma nu gør, med de smukke jugendbygninger, torve hvor man bare sidder og lader livet passere, og duer og mennesker i alle aldre og farver og caffemlatte på McDonalds fortovsrestaurant med muffin og cookies. Bussen til Deya gik kl fire. Mens vi spadserede rundt i byen havde vi opmagasineret vores bagage i Intermoduls kælder. Den indløste vi nu, og satte os til at vente på bus nr 18, som snart efter kørte ind på sin plads, så vi kunne stige ombord og afvente transporten ud af storbyen og videre ad den åbne, flade slette med de mange mandeltræer, til hårnålesvingene viste sig, og opstigningen mod Tramuntana bjergkæden tog sin begyndelse.
Turen er jo breathtaking, som de siger i England. Suien sad opslugt af panoramaet, som skifter hele tiden med det sugende dyk blikket får, når det glider ud over middelhavet og ned ad de dybe skrænter. Deya var der stadig og stadig ny og fortryllende. Men der var ingen restauranter, som ville servere os en pizza, som vi havde håbet, så vi måtte tage til takke med ravioli og spagetti på en italiensk. Værten var glad da vi kom. Der var absolut ingen gæster. Dagen havde været blæsende og op til storm, og byen var så godt som affolket. Han skruede op for noget folkemusik fra 60 erne, som om det netop måtte være vores smag. Suien fik stærk citronjuice og jeg fik det sædvanlige glas rødvin. Vi var efterhånden begge to alvorligt snottede, med næsepusning uafbrudt. Min næse løb hele tiden, så jeg måtte holde et lommetørklæde for den, at det ikke skulle dryppe ned i maden. Og nys ustandselig. Meget hyggeligt!
Det var næsten mørkt, da vi begyndte nedstigningen mod cala, hvor bilen var. Jeg var træt i benene efter både fald og lange vandreture tidligere. Vi bar begge på tunge rygsække, og stien blev mere og mere utydelig efterhånden som vi bevægede os nedad. Tilsidst kunne jeg næsten ikke se, hvor jeg skulle sætte fødderne, og af angst for at falde endnu en gang blev jeg usikker på benene og måtte have Suien til at holde mig i hånden de svære steder, så jeg ikke tabte balancen. Vi nåede dog ned i god behold. Bilen stod, hvor den blev sat, og startede i samme øjeblik, jeg drejede nøglen om. En plads længere nede mod stranden under et stort Pinjetræ lod vi blive vores opholdssted. Det blæste forfærdeligt. Træets krone svajede foruroligende i vinden. Vi nåede lige at se de enorme bølger, som slog op mod klipperne med gråhvidt skumsprøjt. – Der bliver vist ingen badning i morgen. Udbrød Suien. – Lad os nu se. Det kan ændre sig lynhurtigt. Svarede jeg. Om natten lå jeg i overkøjen. Suien i den brede seng forneden. Nu og da kom der vindstød så kraftige, at jeg frygtede bilen ville vælte. Det hylede og sang og ekkoet rungede mellem de høje fjeldsider. Angsten krøb, men vi faldt i søvn og vågnede næste morgen til en vindstille kløft med spredte solstråler op langs de små mørkegrønne tjørnebuske. Og fuglesang!
Jeg sidder i bussen på vej til Gare de Vais i Lyon. Overfor mig sidder en ung mand. Han er dårligt klædt. Beskidte bukser og en slidt løsthængende jakke. Hans hår er fedtet og halvlangt. Han sidder og klemmer sine hænder nervøst sammen. Hans øjne flakker og skuler omkring sig i glimt mod de andre passagerer og mig. Han indgyder frygt. Jeg sniger mig til at betragte ham nærmere. Ser efter om han har noget under sin skjorte, han ikke ønsker jeg skal se. I går var her præsidentvalg. Gaderne i det indre Lyon var spækket med militær og politi med skarptladte maskinpistoler. Vi er jo i Frankrig, tænkte jeg. Her sker terrorattentater ofte. Er jeg nu på vej i en bus med en selvmordsbombemand? Hele bussen emmede af utryghed. Folks øjne var indadvendte og ansigterne tillukkede. -Hvorfor ikke? Tænkte jeg.-Måske sprænger vi i luften lige om lidt. Det ville gøre turen til noget særligt, tænkte jeg. Beredskabet er hævet blandt folk her i byen. Hvor jeg sidder nu, ved et bord udenfor Mc Donald lige ved nedgangen til Metroen på Bellecour, tiltalte en ung kvinde mig. Hun sad og holdt øje med sin lille datter, som var i færd med at fodre duerne. -Her er meget farligt, sagde hun. -Du skal passe godt på dine ting. De kan blive snuppet hvert øjeblik. Du må ikke have noget i lommerne. Der er lommetyve overalt. Lommetyve, terrorister, bevæbnet politi. En forhøjet opmærksomhed som mærkes overalt i folks blikke og bevægelser. Sågar duerne er nervøse. De flyver ikke ordentligt. Jeg blev ramt i ansigtet fra vingen af en due, som passerede tæt forbi. Da den landede på et stakit, fik jeg lejlighed til at høre nærmere om, hvorfor det skete. -Folk er skøre i øjeblikket, sagde den og plirrede med sine grøngule øjne. -Jeg beklager! Og så fløj den.
Stormen har revet havet op gennem hele natten. Bølgerne i Cala Deia er tårnhøje. Restaurant Petro March overskylles, og der er lukket for servering. Det røde flag er hejst, som betyder at badning er strengt forbudt og livsfarligt. Vi taler om at bruge dagen på vandring. Det lille bord i camperen slår jeg op, nu da der er gæster. Så kan vi sidde overfor hinanden og spise hvad der er af rester fra Bynkes besøg plus det brød og ost vi købte i går i Palma. Suien er meget kræsen, hvad angår mad, som har ligget et par dage i køleboksen, så jeg spiser de sidste af de gamle yougurter og noget af brødet. De skiver vi skar ud oppe i huset er mugne, så de bliver verfet. Suien rynker på næsen.- Jeg skal altså ikke have NOGET af det der! Siger hun og skræller et friskt æble.
-Jeg er Jens-skraldespand, siger jeg og griner, mens jeg slubrer det sidste af de to gamle yougurter i mig. Suien ser med væmmelse på mig med et glimt i øjet. Hun kender mig fra utallige ture, vi har taget sammen gennem årene. Hun var bare fire år første gang vi drønede til sydfrankrig med telt i den gamle Mitzubishi. Vi var i Disneyland og camperede på Western campingpladsen, hvor jeg anskaffede mig en tæge på låret og hun blev tvunget til at vaske op, som hun altid siger, men det er løgn. Det er noget hun forestiller sig. Godtnok lovede jeg hende en lille slikburger, hvis hun ville skylle vores tallerkner af, men det er jo noget andet.
Det var også der, hvor bilen gik i stå midt om natten i en skov højt oppe i uvejsomt terræn. Dynamoen var sprunget, og jeg måtte bære hende flere kilometer gennem buskads og underskov, indtil et svagt lys ledte os hen til en skovhuggerhytte, hvor vi fik lov at overnatte på en bænk. Og sådan kunne jeg blive ved. Tur efter tur til de Schweitziske alper med fuld fart ned ad gletsjere på sammenklappede papkasser.
Nå, men det er Deya det handler om nu. Vi besluttede at påbegynde G 221, og kom også godt afsted, da vi mødte et dansk ægtepar, hvor manden rystende af angst på det instændigste anbefalede os at gå en anden vej.-Det er meget farligt, stønnede han med sveden strømmende ned af ansigtet. Konen stod og så ned i jorden og nikkede.- Gå ikke den vej. I vil fortryde det. Det er vanvid! Så vi vendte om og gik istedet op forbi forfatterens lille firkantede hus yderst på klippen og ned og satte os under “mit” træ og skrællede en appelsin, som vi delte.
Oppe i byen købte vi ind til frokost og middag. Ost og tomater og juice og så gik vi en rundtur i byen op omkring kirken og ned igen. Jeg havde ikke mod på endnu en nedtursvandring ad fårestierne, så vi valgte kørevejen tilbage for at skåne mine svage knæ og Suiens ømme lægge.Da vi kom ned måtte vi straks i Cala for at se, om vandet havde lagt sig. Der var stadig en del gammel sø, som jeg måtte forklare Suien, hvad var. Altså når vinden har lagt sig mens bølgerne stadig står og kører et stykke tid endnu. Det var fyldt med tang, så badning var stadig udelukket. I stedet tilberedte vi os en stor skål blandet salat, hvor hovedet fra Bynketiden kom til sin ret efter de yderste blade var fjernet. Selv overfor Suiens kritiske blik blev det godkendt som spiseligt! Og to dåser tun oprørt med dejlig vineddike og hvidløg og agurk og selvfølgelig de store fyldige canariske tomater. Vi havde talt om at lave suppe. Jeg har en dåse minestrone med fra Danmark, men det blev opgivet. Salat og frisk brød fra Deyabageriet med ost og hvidvin til var nok. På det tidspunkt var der stadig net fra 3 like home, så aftenen blev tilbragt i selskab med hinanden og det allestedsnærværende store spiderweb.
Det lille grønne toilet ved parkeringspladsen var gjort rent og spiseligt, derfor undgik vi “spanden” som nok ville have været noget af en overvindelse for Suien. Jeg er vant til det. Hvis ikke et toilet findes i miles omkreds og du sidder alene på en parkeringsplads, ja så er der jo ikke andet at gøre end at improvisere! Dertil haves en sort plasticspand, nogle aviser som kan foldes ud og lægges i bunden. Derover en af de tiloversblevne plasticposer fra indkøbene og voila! haves et udmærket toilet. Resultatet kan derefter foldes nydeligt sammen og anbringes i en affaldsbeholder. Ligesom man gør, hvis man har hund! Men vi kunne skide under hygiejniske vilkår med trækstang, som overrislede cisternen med blå antiseptik.
Natten var rolig indtil kl 7.30 Fem biler kørte skridende op foran vores lille “hus” dørene gik op, høj spansk tale og døresmæk derefter. Jeg for op og hang mig ned fra overkøjen, så jeg kunne se, hvad der skete. Frygtede først, at det var politiet, som ville smide os væk. Det var det ikke. Det var et arbejdshold, som skulle planlægge parkeringspladsens udvidelse. Jeg sprugte om der var problemer, men de rystede bare på hovedet.- No,no,no. Sagde de og smilte venligt mens de fortsatte med at spraye gule og grønne striber og tal ud på asfalten, hvor udgravningen til det nye flodleje, som vi var parkeret ved, skulle gå.
Cala var nu så rolig, at man kunne bade. Suien gik foran derned, mens jeg ryddede op i bilen og satte generatoren i gang med at lade. Da den kørte med sin sædvanlige irriterende knitrende lyd, forlod jeg den og satte mig ned ved bådophalerstedet for at få lidt sol.
Hver dag lagde jeg 6 euro i parkeringsautomaten. Det var det mindste, jeg kunne gøre for at vise min gode vilje, hvis en eller anden kontrollant skulle dukke op og jage os væk. Det er de vilkår man lever under på denne måde. Du opnår en høj grad af frihed. Kan “slå lejr” midt inde i en by, hvis du vil. Til gengæld er du under konstant overvågning. Af forbipasserende nysgerrige glohoveder, eller af emsige politibetjente, som har forskellige regler afhængig af, hvor du befinder dig. Men det er umagen værd. Det er faktisk skide spændende at leve som “hjemløs”. Derfor er det også en stor glæde nu og da at køre ind på en campingplads og bare være “lovlig”. Gå i bad uden at snyde sig til det ved en hotelswimmingpool, eller være på rigtigt toilet i stedet for at skide i en spand, mens det pæne ægtepar intetanende passerer bilen, man sidder i.
Bageren i Deya laver de herligste empanadaer med vegetarisk indhold og pizzalignende stykker med piment og grøntsager. De lukker kl 3 om mandagen, men vi nåede lige at få købt ind. Det nåede 3 cykelryttere fra Holland ikke. Stønnende måtte de kører videre uden at få genoprettet deres sukkerbalance. Nede i Cala klarede det op time for time. Vandet faldt til ro, og endelig kunne Suien få sin lyst styret og dumpe i. Hun foretog en længere dykketur tværs over bugten, hvor hun lagde sig i solen. Jeg fik det for varmt og satte mig op i bilen, da jeg hørte høj lyd fra politisirener. To biler med blå blink drønede ned ad den smalle sti. Jeg fik et shock og troede selvfølgelig, at det var os og bilen, som var årsagen. Altid nervøs, det gamle liv! Men det var det selvfølgelig ikke. Det var desværre en ung mand, som var drattet ned fra en af de stejle klipper. Ambulancen kom bagefter, og på en båre blev han ligbleg og med hylsterbind om hovedet transporteret bort. Kraniebrud? Spørgsmålet hang i luften blandt folk. Alle var berørte.
Jeg havde lige været ude at tisse og var netop faldet i søvn igen, da jeg blev vækket af stor larm. En mægtig gravko med kran og larvefødder kørte tæt op foran bilen, hvor vi lå og sov. Jeg kravlede halvt ned fra briksen ovenpå, og stak hovedet ud. Der stod tre mænd og så ulykkelige ud. De turde næsten ikke sige det, det var de alt for høflige til, men tilsidst kom det:-Om vi ikke ville flytte os lidt, så de kunne komme i gang med at grave. Det var lettere sagt end gjort, og jeg fremstammede bedende om vi kunne vente bare en halv time, så vi kunne få tid til at samle vores ting. De så endnu mere ulykkelige ud, så jeg kunne mærke, at det nok skulle være hurtigere. -Et kvarter da? Spurgte jeg, og de nikkede. Det kunne gå an. Det kan nok være vi fik fart på. Alle vores køkkenting og vaskegrej stod udenfor og måtte i hast smides ind i bilen, hvor Suien stadig lå under dynen. Men hun sprang ud, og ved fælles hjælp lykkedes det at bryde lejrpladsen op på 10 minutter og få kørt hele redeligheden over på den store parkeringsplads under et andet træ.Der slog vi os ned, og bredte vores håndklæder over stenmuren bagved og lavede “vaskeplads” ved siden af, og så boede vi der! Dagen begyndte kaotisk, men blev en af de rigtig fine solskinsdage nede i den skønne bugt. Vi svømmede og dasede og Suien fik et rigtigt langt solbad, som hun så længe havde ønsket sig. Vi spiste omelet i restauranten under de stejle klippesider og drak sangria til. Da aftenen faldt på gik vi op og ville sætte os på “Night Watch” restauranten for at slutte af med et måltid der, men da var der lukket. Slut prut. Så var der ikke andet at gøre, end at omgøre beslutningen om at køre næste morgen tidlig, til at køre med det samme. Vi pakkede det hele, og jeg så med spænding frem til den stejle optur med den gamle bil. Og så gik det bare som en leg. Hun bar os let trillende den lange snoede vej til Soller og gennem tunellen, som lader een slippe for strabadserende kørsel over et snævert bjergpas. Fladlandet lå forude og vi var sultne, men kun en ensom halvt lukket restaurant med to søvnige gæster, var hvad vi kunne finde. -Cellar Sa Premsa! Udbrød jeg begejstret, og det havde Suien intet at indvende imod.
Vi fik paella negra, som vi nu ved hvorfor er sort. Den er lavet på blæksprutte blæk! Men smagte fortrinligt let af fisk og rejer og var blød som smør. Dagen efter sked jeg kulsort, og var i et kort øjeblik bange for at mavesåret var brudt op, inden jeg kom i tanke om paellaen…
Favoritparkeringspladsen i Cala Mayor sov vi på og kunne nyde en frisk morgendukket ved en mennesketom strand med iskold duche og hyggethe i bilen før vi drønede til Porto Maritim og indtog vores plads i køen af bilister, som alle skulle sejles til Barcelona kl. 12.30
Den store Balearic Abel Mateus færge var i færd med at blive fyldt af de svære lastbiler med anhængere. Vi stod og betragtede Palmas skyline i kikkert mens skibet, vi skulle med blev tungere og tungere efterhånden som de kørte ombord.. Bilerne vi stod i kø med var BMV og PORCHE og AUDI, nogle med påhæftet speedbåd eller vandscooter. -Der er nogen, der kan, sagde jeg og nikkede mod velhaverbilerne. -Nu ikke misundelig. Vores bil er da god nok, ikke? Svarede Suien. Og selvfølgelig havde hun ret. Den gamle California, som er lige så gammel som Suien, fra 1992, havde faktisk klaret den lange tur rigtig godt. Den blev lidt varm ind i mellem, men da jeg fandt ud af, at køre med varmeapparatet tændt, så noget af overskudsvarmen blev bortledt på den måde, faldt temperaturen til de normale 90 grader. Det var så nødvendigt, at køre med åbne vinduer, men det var ikke noget problem. Kileremmen er begyndt at pive ved start, men holder forhåbentligt den sidste vej tilbage til dk.
Vi fik ophold i skibets velindrettede cafeteria, og da solen bagte ned fra en skyfri himmel, varede det ikke længe før Suien lå på en af de opstillede flugtstole på dækket og nød det med den blide havbrise som kølende tæppe. Jeg faldt i søvn på en lang sofa, og således gik overfarten mod Barcelona ganske udramatisk. Kl. halv otte om aftenen kørte vi i land i Barcelona lige direkte ind i den værste myldretidstrafik. Det var med at holde tungen lige i munden, når spaniolerne slalommede ind og ud mellem hinanden på motorvejen mod campingpladsen. En time efter vi havde fået mainland Spanien under hjulene, drejede vi ind i fredelige Camping Barcelonas modtagelsesområde, og nåede lige netop at bestille pitza og salat inden restauranten lukkede. For at få mest ud af dagen efter, som var Suiens sidste dag før hjemflyvning fredag, besluttede vi os til at stå tidligt op og tage den gratis shuttelbus ind til storbyen allerede kl 8.30.
Det er åbenbart en populær tur, den til Barcelona om morgenen, for bussen er stopfuld af familier med børn og pensionist ægtepar med kort i hånden og spændte øjne. Derfor er der kun ståpladser tilbage til os, og da køretøjet bliver ført af en agressiv chauffør, er det gang på gang svært at holde balancen og jeg er lige ved at falde. Pludselig synker kvinden, jeg står bag ved sammen på gulvet. Folk stimler hen for at hjælpe. Jeg ser i Suiens øjne, at sygeplejersken i hende vågner, men kvindens ledsager griber hende, og sammen tilbringer de resten af turen mod Barcelona på bussens gulv. Vi ånder lettet op, da vi træder ud på Plaza Catalonia i et skærende sollys og begyndende byhede. Vi har ikke nået at få morgenmad før vi kørte, og er godt sultne. -Mc Donald har morgenmad siger jeg. Suien er ikke begejstret, og hun får ret. Det er den mest ulækre morgenmad, jeg har smagt til dato. Brødet blødt og svampet, ægget slimet og kaffen bitter og prisen høj. -Det var ikke så godt, siger jeg. -Nej, det var det ikke.Svarer hun. -Men det var dig, der ville, ikke? Og det må jeg jo indrømme, og lover hende, at hun kan bestemme for resten af Barcelona dagen.
Sacre Familia skal vi selfølgelig se, og hun leder med professionel guidehånd os op gennem de trange gader og ind over åbne pladser langs med brede boulevarder lige til kirken bare står der for næsen af os i al sin sandslotteglans. Området er fyldt med turister, store busser og de sædvanlige japaner grupper, som hænger sammen som klister og er svære at komme uden om. Vi finder et sted at spise croisant og drikke kaffe til, før vi bevæger os mod rutens næste destination. Den berømte park Guell med slottet Gaudi Experiensa. Det bliver en lang vandretur for Jenses trætte ben, men vi når op og må til vores skuffelse erfare, at indgangen er lukket på grund af overfyldning af turister! Suien er rasende – Hvad er det for noget? Hvorfor lukker de helt, og lukkerførst op i morgen. De kunne jo lukke nye folk ind i samme omgang, som folk forlader stedet. Men vagten er ubøjelig.- I morgen kan I jo komme igen. Suien fnyser.Gudskelov er parken ikke lukket, og her myldrer vi rundt sammen med de hundredevis af andre mylderister godt forstyrret og irriteret af alle gadesælgerne fra Gambia, som breder tæpper ud over stierne med solbriller og atraptasker så man ikke kan komme forb.
Nu må det være nok! Solen bager, og vi er svedte og sultne. Drikker kaffe og mystisk juice på vej ned, og er rørende enige: Til stranden, for guds skyld! Suien har svar på rede hånd: Barcelonetta skal vi til.- Bussen går her, siger hun. Jeg er i tvivl, men hun får ret (som sædvanlig) og snart ligger havnen og promenaden mod stranden for vore fødder. Stor bred sandstrand med masser af mennesker. Her er dog ingen der bader. Masser af restauranter med udendørs servering, men ingen pladser i solen. Vi prøver en tapasrestaurant, hvor jeg har været på en tidligere rejse til byen, flytter et ledigt bord hen i solen,men bliver vredt irettesat af en sur tjener, så vi skrider igen. Suien er vild af sult. Styrter foran og vejrer som en gal hund efter mad. Jeg lader hende føre, og ganske rigtigt finder hun en plads på en avanceret burgerservering, hvor tjeneren er dansk og hjælper os igennem bestilling af en stor almindelig og en ditto vegetarisk. Vi sidder i solen og spiser i tavshed og freden sænker sig efterhånden over os.
Men vi mangler noget. Vi mangler det bedste. Godt mætte er vi og venligt stemt overfor hinanden. Derfor træffer beslutningen sig ganske af sig selv: -Vi må ned på stranden. Vi må ned og ligge i det varme sand og slappe af ovenpå middagen. Bare ligge og lade blikket glide langsomt ud over havet. Ud mod horisonten. Og væk. Så vi stavrer tungt afsted helt ned til vandkanten, hvor der kun er ganske små bølger, og man kan se bunden skråne kraftigt ned mod det isblå dyb. Der er stadig ingen der bader. I spanien bader man først når vandet er over 20 grader, og ligenu er det ikke over 10. En lille dreng sopper modigt lidt fra os. En pige går ud til knæene. Vi ligger og tænker hver sit. Det ser usansynligt tillokkende ud det grønblå dyb derude. Det lokker og trækker i de to vandhunde. Vi forsøger at snakke os fra det et stykke tid, men så gider vi ikke mere al det snak.-Vi gør det! Siger vi i kor, og er på få øjeblikke af tøjet og i badedress. Vi står der til almindelig blusel for de omkringliggende mennesker og skifter under de små håndklæder, vi har medbragt. Men vi er ligeglade. Nu skal det være, og som på tælling springer vi begge på hovedet ud i det der vand, som iskoldt omslutter os på sekundet. Og svømmer ud og finder ud af, at det faktisk slet ikke er så koldt. Bare friskt!
bussen går fra plaza Catalonia kl 7 men er forsinket en halv time, hvor vi står og glor sammen med de andre fra campingpladsen. Hjemme snupper vi en pizza til deling, og så i seng for i morgen skal Suien flyve hjem til Danmark igen.
Desværre gik der kun en tidlig bus til Barcelona, der matchede med lufthavnsbussen fra Cataloniapladsen, så vi måtte tidligt op og afsted. Nu skulle det være. En ordentlig morgenmad måtte vi have, og vi vandrede gade op og gade ned for at finde et passende sted. Det skulle være superbt ovenpå den dårlige oplevelse hos McDonald. Men det var svært. Tilsidst efter megen søgning efter “det helt rigtige” morgenmadssted droppede vi ind på en restaurant der så “fin” ud. Vi fik et lille bord og en sur servitrice smed et kort ned foran os. Vi valgte en menu med juice til, og satte os til at vente. Efter et stykke tid, hvor intet skete kom hun med to knive og to servietter. Så gik der lang tid igen før hun kom med 2 tallerkener. Jeg prøvede at spørge om hvornår resten kom. Men hun rystede på hovedet og sagde -ja,ja. Og gik igen. Så kom hun med to glas, og gik igen. Så kom hun endelig med juicen, og gik igen. Så forsvandt hun helt fra restauranten, og nu gik der lang tid, for nu var der udskiftning i personalet. En ny sur servitrice dukkede op og spurgte os, hvad vi skulle have. Jeg prøvede at forklare, at vi havde bestilt hos den tidligere servitrice, og at vi skulle nå en bus. Hun så hånligt på os og svarede: ja,ja. Og så gik der 20 minutter før resten af vores morgenmad endelig blev serveret. Men netop da vi skulle til at spise kom et bud kørende hen ad gangen med en vogn fyldt med fisk og store stykker kød, som skulle afleveres i en vareelevator som netop havde åbning ved vores bord. Jeg måtte rykke min stol til side, mens lange fiskekroppe og lammeskinker blev trukket forbi mig og ind i elevatoren. Suien holdt sig for næsen, og jeg var ved at kaste op. Så ramte den lille vogn vores bord og al juicen væltede ned over vores ben. Da jeg rejste mig for at påkalde mig servitricens opmærksomhed, så jeg hun stod og lo over os. Hun kom hen, og jeg fik betalt for den dejlige morgenmad. Jeg gav hende ikke drikkepenge, og på vej ud så jeg hende række tunge ad os.- Så gav jeg hende fingeren! Henne hos manden på Plaza Catalonia var der stort påstyr. Flere tusind duer var gået til angreb på manden i boden, som solgte duefoder. De havde væltet hans lille hus og store sække med duefoder blev knust mod fliserne. Himlen formørkedes af duesværme. Der kom flere og flere ned fra de omkringliggende palæers tage. En lille dreng blev væltet omkuld og trampet over af kradsende klør. Hans skrig genlød over pladsen. Jeg råbte til Suien:- Skynd dig hen til bussen og hop op. Det er bus A1 til terminal 1, den holder lige der! Hun fik et hurtigt knus mens flere duer var i færd med at slå ned i hendes hår. -Afsted med dig! Jeg gav hende et puf hen mod bussen og åndede lettet op, da jeg så hende komme ombord. Stærkt forfulgt af blafrende duevinger drejede den ud fra pladsen og forsvandt i retning af lufthavnen.
Da jeg kom hjem til campingpladsen havde jeg fået nye naboer. To overvægtige tyske kvinder havde slået sig ned med åbning og terrasse fra deres store campingvogn klods op ad min lille california. De hilste ikke, og så sure ud, da jeg ankom og lukkede min sidedør op 1/2 meter fra deres “terrasse” hvor de havde stillet parasol, stole og bord, samt en kæmpe gasgrill op. Det varede ikke længe før de begyndte at tænde grillen op og komme ud med flæskekød og kyllingelår, som de begyndte at grille. Røgen bølgede op fra det brankede kød. Jeg sad inde i min bil og mærkede lugten af stegt flæsk. Den ene, den tykkeste, kom ud og stillede en radio på bordet, mens hun så på mig med frydefulde øjne. Jeg blev klar over, at jeg skulle straffes, for hun tændte op for fuld styrke af tysk slagermusik. Der var virkelig dårlig kemi, og i det øjeblik besluttede jeg mig for at skride. Jeg klappede taget ned, tog min gule stol og skidespanden ind, og kørte ned til receptionen og checkede ud, og kørte til Blanes, hvor jeg sov om natten i en parkeringsbås ved stranden. Næste morgen vaskede jeg den sidste lugt af branket flæsk af kroppen i et blikstille middelhav med en rød sol netop lige krøbet op over horisonten. Satte Gps på Lyon, og krøb ind bag rattet på Miss California, som på 12 timer bragte mig gennem et bedårende Sydfrankrig op til Camping International i Lyon, hvor cremen jeg havde sendt til Suien 2 Måneder tidligere, nu var blevet returneret, fordi det danske postvæsen ikke forstod fransk! Hi.hi.
Det øsregnede og himlen var grå og tung, da jeg ankom til Lyon kl 9.30 om aftenen, lige før den store gitterlåge ind til campingpladsen ville blive lukket og låst, så jeg måtte tilbringe natten på en udsat parkeringsplads et sted i byen. Men sådan gik det ikke. Jeg nåede det og drejede lettere forpustet nøglen om i bilen, og nød at motoren faldt til ro. For at være tæt på bade og toiletfaciliteter var jeg kørt ind i den første den bedste bås, med det resultat at jeg var havnet i et vandfyldt mudderhul, hvor hjulene stak 1/2 meter ned i gult søle. Da jeg steg ud sad min ene sko fast, og det var med nød og næppe, jeg fik den op igen af den lerede masse. Gudskelov havde jeg gummistøvlerne med fra Lolland!
Dagen efter klarede det op. Små solstrejf listede sig ned gennem de lysegrønne nyudsprungne træer, og da jeg sad i bussen på vej ind til byen skinnede solen klart og varmt. Lyon var et menneskemylder, men som jeg skrev tidligere var stemningen spændt med bevæbnede betjente overalt på grund af præsidentvalget. Apotekeren der havde solgt mig den første creme til Suien, smilte genkendende til mig, da jeg bad om endnu en tube, da jeg nu var i byen.
Der var nu kun een vej, og det var opad mod nord. Det huede mig ikke. Det gik jo så godt det hele. Bilen kørte glidende og pænt og holdt temperaturen efter mit lille trick med at tænde for varmeapparatet, så hvorfor skulle jeg “hjem”? Og hvad var “hjem” egentlig? Men jeg har forpligtigelser, gik det op for mig. Nogle grundlæggende ting, som har en bestemmende funktion i mit liv. For det første skulle græsset ved det lille hus i Bandholm slås. Det lå fast. Kunne ikke blive ved med at lade min gode nabo Lasse stå for kontrol af området. Og så var der mine nærmeste. Min familie som jo alle betyder så meget for mig. At de har det godt og lever et liv, de holder af og trives i. Så var der også mine venner. Dem fra Estellentc som misæren om den opbrudte hydraulikport, stadig bragte op i mine tanker. Skulle jeg besøge dem igen, eller sige at det var det. At vores venskab blev ødelagt fordi jeg var “ufin” som hun sagde. Og var jeg ufin, eller var jeg bare et fjols, at jeg lod bilen bestemme så meget over mine handlinger? Men for hrelvede, var den skredet ud deroppe på den syge sti, så havde min tur været slut. Og jeg føler stadig ikke, at jeg skulle stå til ansvar for noget, som i begyndelsen ikke stod helt klart. Og da det stod klart, betalte jeg jo de 100 euro, så hvad så? Hvad skete der EGENTLIG der i Estellentc ? Hvorfor løb jeg hele tiden mellem de to ægtefolk uden at vide, hvem jeg skulle holde med i den krig, de førte. Det var faktisk meget svært for mig at være der. Det havde været svært at få den gamle tunge bil transporteret helt derop på bjerget, selvom jeg havde gjort forberedelser med at vandre derop i forvejen i strid styrtregn. Og så fik jeg en kniv i halsen af fruen! Et rigtigt hak i øjet fra een jeg altid har holdt af. Men som jeg nu må indrømme, er lidt vældig strid en gang i mellem. Og min gamle ven, som prøvede på at spille med på kritikken ved at sige, at man ikke må lyve. Pyha hvor patetisk. Men vi får se, hvordan det går. Vi får se…
Så derfor måtte turen forlænges lidt, og hvad lå nærmere end at slå et smut omkring Amsterdam og derefter indtræde i det danske land gennem Sønderjylland over Sønderborg til Fynshav og med færgen til Bøjden og derfra til Spodsbjerg/Tårs over til Lolland. Det passede også glimrende med at bestille den DAB radio til Suely hos Elgiganten i Sønderborg og tage den med derfra.
Amsterdam var som sædvanlig forrygende! Det er en by, som emmer af atmosfære. Kl halv tre kører bilen op udenfor indgangen til camping Amsterdam uden for byen langs en stor kanal og marsklandet udenfor. Taget slås op og chaufføren, som har kørt de knap 800 km fra Lyon nærmest vralter ud på stive ben, og har kun et i hovedet, og det er at sove. Kravler med besvær op i overkøjen og går sort på sekundet. Kl ni åbner receptionen og han får bås Y helt ude i det fjerneste hjørne af pladsen. Kaster sig igen op i køjen og sover til kl to. Så er han vågen nok til at finde en sporvogn, som bringer ham til centrum med alt hvad dertil hører. Det er bare surrealistisk at befinde sig blandt tusind turister af alle folkeslag i strålende sol og bølgende røg fra de mange som nyder landets liberale attitude, og prostituerede, nydelige unge piger som udstiller sig selv i glasskabe til begloning fra forbipasserende fulderikker. En båd tager ham med på tur i de snævre kanaler langs de skæve huse og store palæer, som alle er frugten af århundreders kolonial udbytning. Alt koger, og han spiser kinesisk suppe kogt på hvalhud med et svingende glas Amstel øl til. Den næste dag regner det hele tiden og paraplyen må i brug. Han besøger et gennemblødt marked med trætte rumænere, som falbyder deres billige kopitøj, og drikker chai på en vegetarisk restaurant propfyldt med unge amerikanske turister, som hele tiden taler om penge. Så har han fået nok. Han tørner ind efter en dårlig salat i campingpladsens restaurant, og næste morgen træder han atter på speederen i sin gamle bil, og lader den transportere ham det sidste stykke op gennem europa og ind i Danmark, som er hermetisk beskyttet af politi og blå blink ved grænsen i Padborg. Man mener imidlertid ikke at han er flygtning endskønt han nu krydser sit spor, og han havner atter en gang rejsetræt og udmattet på Sortestrand lidt syd for Sønderborg, hvor han falder i søvn til et tågehorns tuden. Om morgenen vækkes han af en kvinde og hendes pekinggeserhund på tur. Hun er glad for livet, og fortæller ham, at det er hun til trods for, at hun for et år siden fik fjernet begge æggestokke og livmoderen med kræft, og at der under operationen skete en fejl, så lægen skar hul på hendes tarm, hvorved afføringen kom ud gennem hendes skede, men hun er glad for livet, som hun siger, for hun blev fri for stomi, og nu vil hun prøve at få et flexjob. Jeg elsker hende mens jeg lytter og ser, hvordan mennesket klarer alt i denne verden. Så kører jeg efter en lille spadserertur ned til fjorden under de nyudsprungne asketræer med solsortesang ud til Elgiganten og køber den DAB radio til Suely, jeg har lovet hende, og som jeg ikke kunne finde i Lyon. Færgen fra Fynshav går på slaget, og på dækket skinner solen og mågerne griner til mig fra slipstrømmen over skibet, og det samme sker på færgen til Tårs fra Spodsbjerg på Langeland. Der giner mågerne også ned til mig fra skibets slipstrøm, og nu er jeg snart dødtræt af det hele og glæder mig bare til at komme til mors dag og se Jonathan og Suien. ( Bynke fik jeg en god lang snak med fra motorvejen mod Padborg) Og kører ind på Engvej hos Kurt og Suely og må erfare, at begge børn er kørt til København ti minutter tidligere. Nå, men så får jeg en chance for at køre med Jonathan og besøge Suien i København på fredag, og det er jo lige så godt. Har slået græsplænen to gange og er nu atter i BANDHOLM.