Måned: februar 2017

I det der refereres til henholdsvis rejselyst, hvor det påvises, at vi ikke ved, hvor vi er, og entanglement hvor det beskrives hvilken evidens der i dag findes for sammenhænge, skal det overordnet siges, at det ikke at vide, hvor man er i dybeste forstand, sammenholdt med den sidste viden om vores allesammens connection i meget høj grad er en frydefuld erkendelse. Dette indebærer ikke at den er smertefri, snarere tværtimod.

Det er som den øvelse, den skrivende ofte udfører, når han på sine mange rejser ønsker lidt adspredelse. Han går vild. Han går uden gps eller anden teknologisk lokalisation og ser hvad der sker. Så møder han verden påny og ser at den er såre god og velfungerende. Især hvis han til stadighed holder øje med dyr og planter, han møder på sin vej.( Læs iøvrigt the world of trees.)

Og børn har i høj grad den egenskab, at de finder vej. Jeg husker, jeg gik en tur med min datter på 5 år i frederiksberg have en gang for mange mange år siden. Og for skæg skyld lod jeg lidt efter lidt hende gå forud mens jeg stadig kunne se hende. Hun var ret langt væk og var helt opslugt i sin egen verden, og havde på det bevidste plan nok glemt alt om mig. Da passerede en hel børnehavegruppe, og ganske naturligt sluttede hun sig til dem. Jeg var ude af billedet, og straks fandt hun en ny tryghed i de mange børn, som hun gav sig til at følges med. Instinktivt vidste hun, hvor hun skulle gå hen, når jeg var fraværende. Børn er bedst, når man lader dem være i fred. Blot sørge for deres necessities så order deres natur resten.

Hvem kan få lærken til at slå ?

Hvem kan få bølgen til at gå ?

Hvem kan få solen til at skinne?

Hvem kan fremtrylle en smuk kvinde?

Ikke jeg. Ikke jeg. Ikke jeg.

 

Det er så nydeligt

Og frydeligt og tæt på,kærlighed.

Dog ved jeg ikke om det gælder

Alt hvad jeg ved.

 

Se det vejr – Se det lys – Se det vand

Rammer ned på en ældgammel mand.

 

Her sidder han og glor

og laver ikke spor

udover mange ord.

 

Brødet det er hårdt og tørt

Det skal ikke jeg ha rørt

Jeg køber andet på vejen hjem

Og så er klokken også fem.

 

Jeg er bare en almindelig mand

der kan li at bade

nede i det kolde vand

og så blir vi glade

 

Mit navn er hr due

jeg stiller mig til skue

her i din smukke stue

så lad mig ikke kue

min kære søde frue

som vist har tabt en skrue

 

Mig er dig

og

Du er mig

Så

Hvem er jeg?

 

 

 

 

 

lis boede i samme opgang som mig og min mor. I rådmandsgade 53 på Nørrebro. Det er en sidegade til Tagensvej og en slags industrikvarter. Hun boede i stueetagen alene sammen med sin tante. Hendes mor var vistnok død.  Lis var min legekammerat. Vi var vel en fem seks år gamle. Hun var meget nysgerrig og talte hele tiden om de mærkeligste ting. For eksempel ville hun meget gerne have at vide, hvordan drenge så ud “nedenunder”, som hun sagde. Jeg forstod ikke hvad hun mente, indtil hun en dag vi var alene oppe på mit værelse, spurgte om jeg ville tage bukserne af, så hun kunne se, hvordan jeg så ud dernede. Jeg var absolut ikke glad ved situationen, men da hun var min bedste legekammerat (Og faktisk også eneste, de andre drenge i gården kaldte mig tossejens, så jeg måtte råbe til dem, at når jeg blev stor, ville jeg krybe ind i mig selv, og så kunne de ikke få fat på mig!) Så bed jeg hovedet af al skam og trak bukserne ned. -Hun udstødte et skrig. -Du ser jo helt anderledes ud end mig, råbte hun. Hun gik nærmere, og kiggede nysgerrigt på mig. Jeg blev flov over hendes blik som så underligt sultent ud, og trak skynsomst bukserne op.

Men hun blev ved. Og en dag havde hun taget nogle tøjklemmer og vatpinde med op til mig, for nu skulle vi lege læge, og jeg skulle undersøge hende. Jeg var straks med på legen og anede overhovedet ikke uråd. Jeg tog min mors køkkenkittel på, mens hun lagde sig på gulvet. Jeg trykkede hende på maven, og bad hende sige -Ah. Som man gjorde, når man var hos lægen. -Du skal også undersøge mig dernede, sagde hun pludselig. -Hvad mener du? Har du dårligt ben? – Nej dernede. Hun pegede på et sted midt på låret og lo. Jeg forstod ingenting. -Dit ben ser helt fint ud, sagde jeg. -Lidt højere oppe. Jeg må nok hellere tage mine bukser af, så du bedre kan komme til Hr. Doktor! Så trak hun bukserne ned og lå der for mine øjne splitterravende nøgen fra maven og nedefter. -Du skal nok undersøge mig grundigt, for jeg har det så mærkeligt lige der. Og så pegede hun på sprækken, og jeg forstod stadig ingenting. Men som den flinke læge jeg var, parerede jeg ordre, og da hun rakte mig en vatpind, måtte jeg meget underlig oppe i hovedet indlede en undersøgelse. Hun hvinede lidt -Det kilder, fnes hun. Jeg rensede målbevidst området, da døren gik op, og min mor trådte ind i rummet. -Hvad er det I laver, nærmest skreg hun. -Kan du så se at få bukserne på i en fart Lis. Hun lagde ekstra tryk på navnet for at understrege, hvem der var skyld i optrinet. Jeg trak mig forskrækket tilbage fra operationbordet, og Lis fik skyndsomt bukser og kjole i orden. – Kan du så se at komme ned til din tante, og det i en fart. Og du Jens. Sådan noget grisseri vil jeg aldrig se mere. Forstår du det.?

Jeg forstod ikke en skid. Først mange år efter gik det op for mig, hvor uskyldig og egentlig smuk hele situationen havde været. Men som sædvanlig var det de voksne, der intet forstod. Røvhuller var de. Og ødelagde igen og igen alt naturligt og rent i denne verden. Som sædvanlig.Lis

 

 

 

Min far.

Min far var yderst fraværende. Det takker jeg ham for. Som jeg siger: Hellere ingen far end en lort til far. Medmindre lorten er død. Og det er min far. Stendød. Som en ost i solen. Lige til at smide væk. Han var en meget fin mand, der slet ikke havde tid til at tage sig af sin unge uvorne søn. Derfor gik det som det gik. Han blev en skidt knægt. Stjal og løj og gik med piger og kom altid for sent i seng. Så lå han der og lunede sig og havde de mest fantastiske forestillinger om, hvorledes han ville drage ud i verden og blive klog på den.

I sin tid, da han var meget lille, stod han ofte og så ind i spejlet og undrede sig over hvem han var. Han så, at hans øjne så noget, han ikke vidste, hvad var. Og det satte han sig for at undersøge. Som femårig så han derfor sit snit til, i et af moderen ubemærket øjeblik, at stikke ned i opgangen og ud på Tagensvej, hvor han begav sig i retning af fælledparken. Her blev han dog hurtigt antastet af en betjent, der mente, at han var på gale veje, og som derfor bragte ham til politistationen, hvor hans mor i oprevet tilstand fandt ham nogle timer senere.

Men han havde fået smag for æventyr, og den smag forfulgte ham resten af livet.

-Hvor er du blevet stor! Det var hans far, som var på besøg for første gang på hans 7 års fødselsdag.
-Her har du en gave!
Den store far i det flotte jakkesæt rakte ham en silo, som kunne køre rundt, når man hældte sand ned i den. Drengen gloede tomt på dette fremmede menneske, som hans mor pludrende fortalte, var hans far.
-Det er din far, min dreng. Er du ikke glad for at se ham?
-Joe, mumlede han og slog blikket ned. Han mærkede angsten krybe langsom op i ham. Denne mands øjne var modbydelige. Det så han med det samme. Men han var ikke dum, så han opførte sig ordentligt, som han vidste han skulle. For det havde hans mor lært ham.

Faren forlod ret hurtigt den lille to værelsers lejlighed i Rådmandsgade 53, og drengen så derefter først sin far, da han 20 år senere blev færdig som tandlæge, og af sin mor blev presset til at møde op på faderens kontor på Berlingske Tidende, hvor han var annoncedirektør.

-Nå, så er du endelig blevet færdig. Faren sad bag sit mægtige skrivebord og tronede. Drengen stod sky ved siden af sin mor, som stolt præsenterede ham:
-Du kan tro, han har været flittig.
-Ja det vil jeg tro, siden han kunne bestå den eksamen. Der bredte sig et syrligt smil omkring faderens mund.
-Og hvad skal du så lave nu ? Spurgte han. Drengen rykkede nervøst på fødderne. Både han og moderen stod op. De var ikke blevet budt en siddeplads.
-Jeg skal være soldat.
Faren rømmede sig højlydt, og sagde:
-Det er vist også noget du kan trænge til. Man hører jo lidt af hvert. Din mor fortalte, at du ikke gennemførte studiet på den normerede tid. Så det er nok på tide, du tager dig lidt sammen, og det kan du jo passende lære indenfor militæret. Kan I nu have det godt begge to.
Han rakte hånden ned i en skrivebordskuffe og fremdrog et checkhæfte.
-Her er lidt til dig og din mor. Han skrev en check ud. Den var på 200 kr. Moren tog den og ligesom nejede lidt.
Drengen gik hen og gav demonstrativt faren hånden. Nu havde han fået nok. Han stirrede sin far direkte ind i de øjne han hadede.
-Tusind tak for hjælpen, sagde han og drejede om på fødderne, som var det en befalingsmand han konfronterede. Moren pludrede nogle uforståelige ord og så gik de. Audiensen var forbi.

Han så aldrig siden sin far, men en aften et års tid senere, ringede det på døren ude i Humlebæk, hvor han nu boede sammen med sin kone og deres lille nyfødte barn.

-Far er død!

Der stod en rødhåret ung mand udenfor. Han stammede ordene frem.
-Hvem er du? Blev der spurgt.
-Jeg er din bror, blev der svaret.
-Kom dog indenfor og fortæl det hele, sagde han.

Og så fortalte den nyligt opståede bror, at faren havde to andre sønner med en anden kvinde, hvoraf han var den ene, og at begge de to brødre altid havde været flove over, at faren aldrig tog kontakt til den uægte søn, som han var blevet kaldt.
-Vi  hadede ham, vi gjorde! sagde han, og brast i gråd.
Men i den unge fars hjerte var der ingen sorg. Efter at have trøstet sin halvbror lidt og derefter ledt ham ud af døren, tog han straks kontakt til en ven, som var advokat, og dagen efter gjorde han krav på sin del af arven, som udgjorde 10.000 kr nok til at betale den rejse op til Nordnorge, hvor han havde fået en stilling som distriktstandlæge i en lille by på Nordkynn halvøen, der hedder Mehamn.