Dødtræt.

Jeg er dødtræt af alle de mennesker, som ikke forstår en skid. Ikke en skid forstår de af nogetsomhelst. Det er jeg dødtræt af.

Så her sidder jeg og forstår det hele, og det er der ingen, der forstår. Ingen.

Nå, men så må jeg jo klare mig selv helt alene på det grundlag som min forståelse hviler. Det er i grunden et meget godt udgangspunkt. Man sidder helt alene på en tømmerflåde på det oprørte hav og aner ikke, hvad man skal. Skal man prøve at svømme i land? Men der er ikke noget land i sigte. Skal man give sig til at ro i en eller anden retning? Men hvilken retning er den rette, tænker man. Man ved det ikke, men man forstår det hele og ved alligevel ikke en dyt. Man bliver et “jeg”. Det bliver man nødt til for at komme videre. Så sidder jeg her og skal se at komme videre og ved ikke, hvor jeg skal hen.

Med eet dukker en fisk op i overfladen. Den retter sin opmærksomhed mod mig og siger:

– Se så at komme afsted. Spring ud i vandet og svøm. Det er dejligt at svømme.

Jeg stirrer på fisken og tænker: – Måske har den ret. Jeg springer sgu.

Men et er at tænke på at springe. Et andet er springet i sig selv. Jeg tøver. Tør ikke springe og bliver siddende på min tømmerflåde.

Der sidder jeg og er dødtræt af det hele.

Ganske enkelt.

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.