San José.

 

Kære Bodil,-

Ankom i går efter en noget anstrengende tur nede fra Lolland gennem flere tog og flyskift pr båd til dette vidunderlige sted kaldet San José, hvor jeg nu befinder mig i en labyrint af små stejle gader og gyder og trapper uden vejskilte, som giver mig stor angst for at blive væk og ikke kunne finde tilbage igen. Jeg bevægede mig forsigtigt ca 100 m ud i aftes og fandt gudskelov en lille butik, hvor jeg kunne proviantere nok til at holde sulten fra døren. Nu har jeg nogenlunde hold på hvor jeg er i forhold til butikken og en restaurant ved navn “La Corûrûna, som, ser det ud til, har en “menu del dia” til 12 euro, hvor vi evt. Kunne spise frokost sammen en dag.
   Hvordan går det med dig? Har du fundet dig til rette? Sikke et herligt vejr, hva? Regn og kulde, så jeg må have den elektriske ovn tændt og bruger to dyner! Men stedet er fint og rent. Skal ikke klage. Er i live og refrænet er frit, som Kim Larsen sang, og måske bliver det godt vejr en dag…
Er du på Whatsapp? Det må vi prøve. Det har jeg lige lært at bruge af ham min ven her, som står for huset. Jeg vil prøve at ringe dig op, så vi kan aftale nærmere, ikke? Jeg er osse spændt på at se det sted, du bor o.s.v. o.s.v.

Kærlig hilsen jens

Det er ikke lang tid. Hvad er lang tid? I modsætning til kort tid? Det er det, de siger, at når man deler tiden op i mindre og mindre stykker, bliver den til sidst så lille, at man kan sige, at den slet ikke går. Det er det man kalder singularitet. Det samme som det allerførste øjeblik i “big bang teorien” hvor “tiden” “begyndte” som man siger. Det er det bedste, man kan sige lige for øjeblikket om tiden der “går i stå” lige før den begynder. Det skyldes selvfølgelig, at det er noget, man tænker sig til. Tanken kræver “tid”, fordi den selv er tid. Uden tanke ingen tid. Prøv selv. Meget interessant.
Så nu har jeg travlt, for jeg skal møde Bodil nede ved indgangen til den græske have kl. 12 og klokken er lige nu 11.25. Så kan jeg ikke nå at skrive ret meget. Men lidt kan det alligevel blive til.
I går. I dag. I morgen. Ja , jeg ved snart ikke, hvad jeg skal sige. Badet var smukt og Bodil venter. Problemet er, at jeg ikke venter, for jeg har ikke noget at vente på. Hun er meget sød. Vi gik en lang tur ud til hendes hotel “Elysé” med stor swimmingpool og terrasse, hvor vi sad og nød et glas perlende mineralvand, mens vi glædede os over den milde luft og solens varmende evne. Oppe på restaurant “Corûrûna blev der serveret “menu del dia” til 14 euro indbefattende salat og blæksprutter indpakket i hele grønne peber overhældt med en lysegul sovs af ukendt mærke. Striber af brun karamel udgjorde det dekorative element. Dertil en kølig hvidvin, af hvilken Bodil drak 2 glas, mens undertegnede nøjedes med halvdelen af sit. Jeg var blevet påholdende efter foregående aftens indtag af “galina a la plancha” med tilhørende pommes frites og et glas tinto. Det var ikke så godt. Det med pludselig at spise kød. Og så sådan en sød lille kylling. Jeg drømte hele natten om “Kringle”. Hønen, jeg gav Betty for mere end 8 år siden. Det var ikke så godt. Tung i hovedet og tung i kroppen blev det ikke bedre af at spise blæksprutte erindrende den netflix serie, hvor han kommunikerer med en stor octopus. Det var ikke så godt.
Vi vandrede omkring i denne kringlede  by, og kom til sidst ned til havet, som i dagens anledning var blæst op til stormende kuling og meterhøje bølger, som tidligere næsten havde taget livet af mig, idet jeg blev grebet af et sig nærmende vandbjerg med så stor kraft, at min stakkels papirtynde krop kastedes omkring i brændingen, således at min venstre hånd fik nogle slemme knubs. Nå, men jeg kom over det (som altid) og gik glad og syngende op til mit hus og tog et varmt bad, inden jeg mødtes nede på “Corûrûna” med Bodil.
  Ad paseoen langs det brølende hav med mindelser om sejlskibet “Inulima” på vej langs kysten ved Almeria, hvor en hval dukkede op lige tidsnok til at redde mig fra decapitation forårsaget af storskødets osteskæreskarpe line. Den historie fik Bodil, og til gengæld fik jeg hendes historie om udstationering som læge i “læger uden grænser” i 3. Verdens lande . Hun har rejst meget lige som jeg, og det er jo hyggeligt at udveksle erindringer. To ældre mennesker på vej langs havet i San José.
Men så skal jeg hæve penge, for det skal man bruge her i Spanien. Hvis man ingen penge har er man på skideren lige som den pæne ældre mand udenfor Mercadona, som sad med nydeligt korslagte ben på asfalten og tiggede. Jeg gav ham et par euro, og det kunne jeg , fordi jeg havde penge. Havde jeg ikke haft, måtte jeg jo selv sætte mig ved siden af ham og håbe på lykke og held i stedet for. Da jeg så skulle hæve penge i en af disse ATM automater, snød den mig for 325 kr, fordi den ganske ublu forlangte gebyr og betalte en elendig kurs. De penge kunne den fattige mand have fået. Nu gik de til banken. Sådan er kapitalismen. Utak er den armes løn.
Bodil kom på slaget 12. Jeg kom for sent. 5 min. Straks kimede min telefon, om jeg nu havde husket det. Hun så mig komme hen mod sig, mens hun endnu havde mobilen for øret. Hun er vist lidt utålmodig. Vi gik ind i den græske have for at deltage i paellafesten med dans og musik, som der imidlertid ikke var noget af, da det var begyndt at regne. Nogle unge mennesker under et hvidt telt lovede, at festen ville blive i morgen i stedet for. Hvis det ikke regnede. Vi satte os derfor ind på en bænk i den mauriske have og gav os til at tale sammen. Bodil er fast besluttet på at finde et sted her, hvor hun kan overvintre. Hun har planer om en lejlighed enten i den gamle by eller ude ved kysten. Jeg fortalte om “singulariteten” som begyndelsen på al tid, og sagde (som jeg plejer) at al tid var altid. Faktisk et meget simpelt og let forståeligt udsagn, men hendes øjne blev flakkende, og jeg tror nok hun tænkte, at jeg var en smule skør. Det er denne vidunderlige diskrepans mellem forestilling og realitet, som jeg så ofte møder, når jeg lukker lidt op. Det var det samme, da jeg kaldte Putin for åndsvag. Det var for simpelt for Bodil. Hun vil have en intellektuel analyse af monstret. Jeg sige ligeud, at han er syg i hovedet. (Hvad han jo åbenbart er. Det er ikke svært at se.) Nå, men det ville hun ikke gå dybere ind i, så jeg faldt af og gav mig i stedet for til at lytte til to vidunderlige musikanter. En gammel knark med guitar, som akkompagnerede en ældre skeletagtig herre med fiks hat, som lavede lange toner med ragaklang så det sang i mine øre af vellyd. Vi fik tapas med blæksprutte og kaffelatte og orangejuice. Bodil ville gå hjem. I morgen skal hun på bustur med rejseselskabet op i bjergene. Jeg skal bade som i dag, hvor bølgerne var væk, og man kunne gå lige ud i havet og svømme uden fare for liv og lemmer. Det regnede godtnok, men vand er vand og jeg er ikke sart. Fjernsynet kører uafbrudt med sidste nyt om krigen. Nu truer han med atomvåben, så kom ikke her og sig, at han er normal. Den Satan af en skadet sjæl, som kan ende med at blive vores allesammens undergang.
Hvorfor det er så satans farligt, er fordi mennesket Putin har isoleret sig selv i sin magt over andre mennesker. Alle omkring ham frygter ham, og det gør ham alene. Som isoleret og ensom og samtidig selvoptaget til det extreme, kan hans vrede nemt bryde ud i lys lue hvad øjeblik, det måtte være. Det tyder hans advarsler om brug af atomvåben i høj grad på. Jo mere han trænger sig selv op i en krog, des større er chancen for, at han reagerer irrationelt og griber til vanviddets sværd. Vi befinder os i en meget farlig tid, så længe han sidder på magten i Rusland.
Men ved I hvad? Han skal ikke osse få ram på mig. Nej, det gider jeg ikke at være med til. Han kan rende mig et vis sted noget så læsterligt, kan han. Jeg vil gå ned og kaste mig i havet i stedet for. Det ved man hvad er!
Kroppen ved godt, hvad der er godt for den. Den sidder på bunden af havet og trækker sit vejr gennem sine vandlunger. Ude i horisonten kommer et skib forbi. Kroppen går ned i byen og køber ost. Den tænker hele tiden på ost nede på bunden af havet. Manden i den gule trøje ser vredt på kroppen, der krymper sig. Manden spytter ad kroppen og skynder sig bort. Kroppen er ligeglad. Den vil have ost. Den vil så meget den krop. Oppe i dens hjerne sidder de små kvantekrystaller og fortæller den, at ost er skadeligt for den. Derfor spiser den ikke ost længere, men går hen og sætter sig ved et bord i den græske have, hvor i det samme 3 smukke kvinder fra Andalucien tiltaler den og byder på bønner i chilisovs. Det er bedre end ost, tænker kroppen og sætter sig ned. Den ene af kvinderne medbringer sine to børn. To drenge som er tvillinger. De vælter bordet i deres kåde leg, således at al chilisovsen havner i skødet på kroppen, som dog ikke gør vrøvl, da det er en venlig krop, som elsker børn. Nu begynder en guitarist at slå på sit instrument og en sortklædt spansk kvinde begynder at skrige flameco. Det kan kroppen ikke holde ud. Den vinker til kvinderne og smiler. Så går den hjem op ad de stejle trin. Her møder den en hvid due, som ikke er skræmt over kroppens tilstedværelse. Tvært imod så sætter duen sig på kroppens skulder og giver sig til at pudse sine fjer. Fra da af er duen og kroppen venner.
I dag gik kroppen på sine skæve ben ned i havet igen en gang. Det var varmt og stille med fredelige dønninger, som slikkede lidenskabeligt op langs kroppen, idet den sænkede sig i den ursuppe, den en gang var opstået af. Svømmede et par tag og satte sig derefter på sin medbragte bænk og lod lyden af bølgeslaget hen over de raslende småsten berolige sit sind. Tankerne i dens hoved kredsede ustandselig om den krig, som førtes ikke langt fra hvor den var. Den kunne ikke forstå, hvad der foregik. Alle mulige andre kroppe forsøgte at skabe en slags rationale i det som hændte. Man forklarede og analyserede situationen med mange ord og sindrige udredninger, men lige lidt hjalp det. Kroppen følte, at verden var havnet i et sort hul af kollektiv spekulativ tankevirksomhed, som sugede alt til sig anført af en despot derovre i det, som man kaldte Rusland. Det så ud som begyndelsen på enden af den såkaldte “civilisation”.
Hvis man etablerer en “no fly zone” over Ukraine, skal den kontrolleres af Nato. Det betyder krig mellem USA og Rusland.
Vanviddet fortsætter, som det har gjort gennem hele Homo Sapiens historie. Det er ikke noget nyt, der sker lige nu. Det er hele tiden. Det er sådan vi opfører os over for hinanden og vores omgivelser.

Carsten Jensen skriver:

“NU ER DER IGEN KRIG I EUROPA

Der er to lige forkerte udsagn, der går igen i alle officielle udtalelser om Ruslands invasion af Ukraine. Krig har ikke nogen plads i Europa. Krig har ikke nogen plads i vor tid, siger fx den danske statsminister Mette Frederiksen. Det skal forstås sådan, at Europa lige siden afslutningen på Anden Verdenskrig har været fredens kontinent, og at det ikke er krig, vi søger, når vi er uenige, men dialog og forhandlinger.

Der har ikke været krig og invasioner i efterkrigstidens Europa? Der var først den sovjetiske invasion af Ungarn i 1956 og siden invasionen af Tjekkoslovakiet i 1968. Så fulgte borgerkrigen, der i 1990´erne søndersled Jugoslavien og kostede op mod 140.000 mennesker livet i blodige etniske udrensninger, mens Europa handlingslammet så til.

Jo, krigen har haft sin plads i Europa, også i de sidste 20 år. Hvis Europa ikke selv lagde slagmarker til, førte vi blodige krige på andre kontinenter. De katastrofale invasioner af Afghanistan og Irak, hvori flere europæiske nationer deltog, heriblandt Danmark, har formodentlig kostet op mod en million mennesker livet og efterladt Irak som iransk vasalstat og kastet Afghanistan tilbage i armene på den fundamentalistiske Taliban-bevægelse. Dertil kommer de omfattende luftbombardementer af Libyen, der efterlod landet i et kaos af kriminelle militser. Hvis vi til vores forsvar hævder, at vi i alle disse tilfælde kæmpede for civilisationen, vil jeg gerne bede om en definition på civilisation.

Jo, krig er et velkendt redskab for Europa, også i vor tid. Vi har i de sidste tyve år været med til at overfalde den ene værgeløse nation efter den anden, men når krigen føres i vores eget hjerteland har vi pludselig glemt vores egen blodige historie. Hyklerisk erklærer vi vores forargelse. Handlingslammede og historieløse vedtager vi halvhjertede sanktioner, som ikke er andet end afmagtens sprog, og på kort sigt er virkningsløse.

En figur som Ruslands leder Vladimir Putin hører ikke hjemme i vor tid? Ungarns Victor Orbán er en mand i Putins anti-demokratiske ånd. Den polske Morawiecki-regering styrer ud fra samme nationalistiske instinkter som Putin med en skruppelløs hetz mod etniske og seksuelle minoriteter. Kun af historiske grunde er Rusland og Polen hinandens fjender, men deres ledere er åndsfæller. Og EU, som blev stiftet i demokratiets navn ser passivt til og nøjes med verbale irettesættelser, når Ungarn og Polen aktivt undergraver deres egne borgeres rettigheder.

Mange af Europas højrepopulistiske partier hylder Putin og modtager betydelige pengebeløb fra ham. Hvad enten vi kan lide det eller ej, er Putin en del af vores tid, og det samme er krig. Troede vi virkelig så fast på vores egen overlegenhed og uovervindelighed, at vi mente os uden for enhver farezone?

Igennem et halvt årti så vi russisk luftvåben destruere Syriens hospitaler og skoler i omfattende bombardementer. Vi trak på skuldrene. Det var jo alligevel kun de sædvanlige muslimer, det gik ud over. Men bombe hvide? Aldrig!

Putin har med sin invasion af Ukraine åbnet en afgrund i Europa. Men den afgrund fandtes allerede, i de europæiske lande, hvor højrepopulismen stræber efter magten. Nu er der krig i Europa, men det er en krig med mange flere fronter, end vi tør stå ved.

Ukraines præsident Volodymyr Zelenskij holdt fredag formiddag en bevægende tale på russisk, hvor han bad den almindelig russer om at se indad og genfinde den menneskelighed, vi alle har til fælles.

Det er udfordringen for os alle, både i øst og i vest. Kun i genopdagelsen af vores fælles menneskelighed, på tværs af nationale, religiøse og etniske skel, undgår vi fremtidens krige. Dette er selvbesindelsens tid. Vi må indse, at det er demokratiet, vi kæmper for, og det gælder i hvert eneste europæisk land, også dem, der tror sig uden for farezonen.”

Nå, så fandt jeg endelig mig selv igen, For at møde grænsen må man jo kunne føle den. Ellers ved man da ikke, hvor grænsen er vel? Jeg følte grænsen i går, da jeg gik for langt. Sådan er det. Så kan man trække sig et lille stykke tilbage og ved så, hvor grænsen går. Tit er grænsen hårfin og næsten usynlig. Andre gange kan man ikke blive i tvivl. Grænser er noget mærkeligt noget. En gang imellem er det bare membraner, som accepterer diffusion. Et diffust grænseland. En overgang som i virkeligheden er en sammenhæng.
Eller det er hermetiske skel mellem mennesker båret af, hvorledes de tænker om hinanden. Sålænge vi tænker om hinanden, ser vi ikke hinanden. Det er da så simpelt.
Det er tanken, der adskiller. I virkeligheden er der kun sammenhænge. Det ser man tydeligt. Alt hænger sammen og gudskelov for det. Så kan de komme med alle deres forklaringer og  beskrivelser og analyser og så videre. Det hjælper ikke på noget. Det mest indlysende er bare det sværeste at se, fordi det ikke behøver tanken til hjælp for at se det. Vi ser verden gennem vore tanker og ser derfor ingenting. Andet end tanker…

Så fuck det hele og lad mig få noget morgenmad! Bølgerne var tårnhøje, men det lykkedes alligevel at komme ned i det klare, kølige, isblå og dødsensfarlige sug, som tog mig med derud, hvor jeg ikke kunne bunde og derfor måtte flyde henover sten med stivpiggede søpindsvin og smilende søanemoner. Bagefter gør et knasende æble sammen med et stykke økologisk knækbrød med krydderurter godt. Det gumles i takt til de store dønninger, der sender salte skumsprøjt i hovedet på den spisende.

En nøgen mand springer på hovedet ud i brændingen. Hans kvinde sidder roligt bag klipperne og betragter ham, mens han svømmer ud. Da han kommer tilbage, går han grinende hen og giver hende et kys. Solen har varmet de flade sten, de sidder på. Ude i horisonten ses et skibs hvide sejl. Det er tandlæge Jens Michael Høy ombord på “Inulima” på vej til Ibiza og Formentera sammen med sin dansk-svenske gårdhund “Sofus” og sin elskede Bodil, som han har mødt på Gomera. De var blevet kærester i Bhagwans ashram, hvor alt var tilladt. Nu skal de bare videre, inden det er for sent. Krigen raser og er i hælene på dem hele tiden.
Manden og kvinden går tilbage op over stranden. Det er begyndt at blæse op.

Havet var roligt her til morgen. Havet er mit udgangspunkt. Har jeg først nedsænket mig i havet, er min dag for alvor begyndt. En mand og en kvinde stod og fiskede ved siden af, hvor jeg sad og tørrede min krop. De passede sig selv, og jeg passede mig selv. I går var jeg til tapas sammen med nogle andre danskere, som bor hernede. Der er en hel danskerkoloni i den ene ende af San Jose. I den anden ende holder svenskerne til. Så er der orden i tingene. Bodil havde taget fejl af stedet og sad i en anden restaurant langt væk, så jeg måtte ringe til hende og fortælle, hvor jeg var.  Hun kom derfor en halv time for sent. Der var vin og tapas og fællessang. Vi sad lidt og lyttede til et ældre ægtepar, som var kommet i byen i mange år. Der var noget på spil mellem os, og vi brød tidligt op for at komme hen et sted, hvor vi kunne snakke i fred og ro. Tapasselskabet blev hurtigt, efterhånden som vinen gjorde sin virkning, ret støjende.
Vi fand en lille rolig restaurant lidt længere henne ad gaden. Jeg fik the, Bodil caffelatte.

Jens: – Sikke noget, sidst vi var sammen. Jeg kunne slet ikke forstå, at du slettede min facebook profil.

Bodil: – Det er fordi min kæreste hjemme i Danmark ikke må få at vide, at vi er sammen hernede.

Jens: – Hvorfor må han ikke det?

Bodil: – Han er meget syg, og jeg vil ikke gøre ham ked af det.

Jens: – Det kan jeg godt forstå, men der er jo ikke noget mellem os, som skulle gøre ham jaloux.

Bodil: – Nej, men det ved han jo ikke. I øvrigt er jeg slet ikke sikker på, at jeg vil have med dig at gøre mere. Jeg synes du er kold og kynisk.

Jens: -Wau!

Bodil: – Ja, det synes jeg  virkelig. Da vi kom op i dit hus og jeg lagde mig lidt på sofaen, kunne du ikke en gang tilbyde mig et tæppe. Du var slet ikke omsorgsfuld.

Jens: – Det tænkte jeg slet ikke på. Der var jo ikke koldt i stuen.

Bodil: – Nej, men derfor kunne du jo godt have vist lidt hensyn, ikke?

Jens: – Åh, jo Bodil. Måske er det så bedst vi holder op med at ses. Eller hvad?

Bodil: – Ja, det tror jeg. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle få ud af at komme sammen med dig.

Jens: – Kunne vi da ikke i det mindste så bare være venner?

Bodil: – Det ved jeg ikke. Nu må vi se. Jeg er også forkølet og trænger til at komme hjem i seng. Måske har jeg corona.

Jens: – Har du hjemmetest?

Bodil: – Ja, jeg vil gå hjem til mit hotel og tage en test.

Jens: – Du ringer og fortæller resultatet, ikke?

Bodil: – Det skal jeg nok.

De skiltes, og ingen ved om de nogensinde mødes igen.

Senere på aftenen fik Jens besked om, at Bodils test var negativ. Mere stod der ikke, men det var da altid noget, at hun skrev, tænkte han.

Han skal passe på sine knæ med de mange stejle trapper. Det gør lidt ondt især i venstre ben. Han tænker på, om han kan gennemføre at blive en måned. Kunne ombooke og tage tidligere hjem. Nå, men han tager den med ro og lister stille omkring. Meget stille; og alt det med Bodil tager han ganske roligt. Han tror nok, at hun havde forventet sig noget andet, end det hun fik. Men han kan ikke lave sig selv om til en eller anden fantasifigur i hendes hjerne. Det kan han selvfølgelig ikke. Han er som han er, og hvis hun opfatter det som kynisk, så gud være med det. Han siger bare tingene ligeud og ved, der vanker tæv, når man gør det. Men det er der ikke noget at gøre ved, som han siger. Nej, nej, nej.

I dette øjeblik ringer Bodil og fortæller, at hun har Corona. Nå da da, tænker Jens, så kommer det måske også til ham. Hun blev smittet i den danske klub for 5 dage siden, så der kan gå endnu 4 dage, inden han ved, om han slipper. Pis, tænker han, og stakkels Bodil, som nu ligger på sit hotel og skal være i isolation i 7 dage. Der får hun mad bragt op, men hvad med ham, hvis han er smittet. Nå, men den lille kinarestaurant bringer mad ud, så han klarer sig nok. Pis! “Danskeklubben” Superspreder!!!

Bodil

 

Det dages oh brødre, det lysner i øst… Jens begynder at ane en sammenhæng. Det forløb sådan nogenlunde: Da Jens gennem facebook i forbindelse med nogle gamle billeder fra en længst svunden tid omhandlende en filmoptagels på Lyø fik kontakt med den gamle flamme, Bodil, som osse havde været med på bemeldte tur, skete det hverken værre eller bedre end, at de mødtes i Bodils lejlighed til the og medbragte boller. Her gik det op for Jens, at Bodil var involveret i et forhold, som hun ønskede at træde ud af, da fyren, der var alvorligt syg, var begyndt at optræde dominerende og krævende og sågar havde ødelagt et juleselskab ved højrøstet at gøre vrøvl over nogle børn, som støjede. Det brød Bodil sig ikke om. Der var osse noget med vand på badeværelset som ikke blev tørret ordentligt op og sådan noget. Fyren var ganske simpelt blevet vanskelig, og det så ud til, at Bodil ønskede at gøre deres forhold forbi. Nu kom Jens ind på arenaen, og her øjnede Bodil en chance for en trædesten til at komme videre ud i livet og væk fra det belastende forhold. Jens på sin side var ikke uinteresseret i at se, hvad der ville ske, men gjorde det dog klart for Bodil, at han ville have “ryggen fri” i alle tilfælde, så noget fast forhold var der ikke tale om fra hans side. Et experiment på åbent hav, som man siger. De blev enige om at mødes i San José, hvortil Bodil havde arrangeret en turistrejse via et rejsebureau. Jens sagde,  han ikke ville “stalke” Bodil, men blot tage ophold i samme by på solkysten for at nyde klimaet, og så kunne de jo altid mødes og se, hvad der skete. Da jens var ankommet, mødtes de på en restaurant, og det gik hurtigt op for ham, at Bodil havde visse forventninger. Man kunne sige, at hun havde en agenda kørende. – Jens på sin side var i syv sind, hvad det hele drejede sig om, men optrådte belevent og høfligt, men også lidt nyfigen overfor Bodil med hensyn til, hvad hun havde i sinde. Det gik dog hurtigt op for ham, at hun forventede sig noget af ham. Hvad det var, kunne han ikke greje, men at der lå noget i luften, som han skulle tilfredsstille, var ganske klart.

– Nå, det var vanskeligt, tænkte han, når hun allerede på første “date” begyndte at stille betingelser. Han skulle til at optræde “omsorgsfuldt” og “positivt” og sådan noget, som hun sagde, og straks begyndte han at føle skruen stramme om sin hals. Det frie og legende, som han elskede, var væk, og blev erstattet at noget tungsindigt og kompliceret. Han prøvede at melde  ud, hvorledes han så på situationen, men mødte ikke meget forståelse. Bodil , – som i øvrigt er en intelligent og vidende person med høj udddannelse og et langt liv som læge og psykolog på mange kontinenter som udsendt af FN både i mellemøsten og exjugoslavien og Cuba, hvor hun var med sin første mand, der er antropolog og politiker, -var altså på alle planer et catch for Jens. – Hvis det var det han ville…

Men Jens vil ingenting og er ligeglad med titler og den slags. Det vil han skide på, og det faldt ikke i god jord hos Bodil, der vist nok har nogle fine fornemmelser omkring det hele sådan cirka; og så var der det med det nye forhold, som skulle hjælpe hende på vej ud af det gamle med den besværlige fyr, som var mere besværlig, fordi han var syg.

Derfor Bodils dilemma, hvor hun havde dårlig samvittighed overfor fyren i Danmark, som hun talte med hver dag i telefonen, og som hun blev nødt til at “lyve” overfor, fordi hun ikke omtalte mødet med Jens i San José. Hun slettede derfor “venskabet” med Jens på facebook af frygt for, han skulle skrive noget om deres møde i Spanien, som fyren, der nøje fulgte med i Bodils gøren og laden, så kunne få nys om. I det hele taget en meget plaget Bodil, som oven i købet fik Corona.

Sidste samtale i telefonen her i San José var noget trykket, og da Jens ikke helt forstod, hvad hun sagde, svarede hun “For Helvede, forstår du ikke, hvad jeg siger?” Jens spurgte så, hvorfor hun sagde “For Helvede” og hun svarede irriteret, at det var fordi han ikke fattede, hvad hun sagde. Nå, men det var faktisk nok for Jens. Det var det. Nu sidder han her i sit hus og skal om lidt ned og bade. Måske møder han Bodil igen i San José, måske ikke. Der er jo ingen grund til at være uvenner over noget så substansløst som det der er sket de sidste dage.

Så han er helt åben. Når hendes isolation er ophævet, kan det da godt være, at han inviterer hende på middag en dag. Nu må vi se, tænker han. Nu må vi se…

Hvor begynder krigen?

Den begynder oppe i hovedet på folk, når de tror, de adskiller sig fra andre folk og andre ting og andre dyr og andre planter og luft og vand og sol og stjerner og katte og hunde og duer og blomster og så videre…

Det er så synd for dem, men det nytter ikke noget at sige det. De svarer bare, at man er tosset at sige sådan noget. Det er, hvad de svarer. At man er tosset.

Er du vanvittig i hovedet
Er du skør oveni
Så tag lige at høre efter
hvad bedstemor vil sige.
Hun siger ganske roligt
at det er sole klart
at slås med andre mennesker
er ikke særlig smart.
at alle dem du slås med
er lige som dig selv
så slår du din næste
slår du dig selv ihjel.
Så er der 10 dage tilbage af dette ophold. Nu er jeg faldet i hak med stedet. I dag drev den gule sandflugt fra Sahara ind over byen. Her var tomt for mennesker og rækværket, som skal skærme folk fra at falde i et nyopgravet hul i vejen, var nidkært sikret med ståltråd, som forhindrede mig i at kravle over for at komme ad trappen ned til stranden.
Det fik mig til at tænke på, hvorledes folk fastholdes på deres “brød” til at gøre, hvad deres overordnede vil, som på samme vis selv er fastholdt i deres “brød” til at gøre hvad lederen vil o.s.v. En hidsig dame, gav ivrigt sin vrede til kende over mit formastelige forsøg på at kravle over og skabte således et helt lille optrin, som stoppede, da en forbipasserende betjent tog mig i nakken og gav mig en veritabel overhaling., Da han slap mig igen, løb jeg ind i et fuglereservat med skræppende papegøjer, som var ifærd med at gøre sig til gode med liget af en kat. Det stank frygteligt, men gudskelov havde jeg min covidmaske, og den tog noget af lugten. Nu sidder jeg og snadrer med to ældre danske pensionister, der spørger mig, om jeg har været på tur i bjergene og set de romerske ruiner. Det har jeg ikke, og så har vi pludselig ikke noget at tale om.
Der er nu mindre end et døgn til, før mit Norwegian fly afgår fra Malaga lufthavn med kurs København. Mange lange spadsererture ad “Paseoen” som løber tæt på stranden forbi de store lejlighedskomplekser ud mod “Bahia Tropical”, hvor min tidligere veninde tilbragte sine sidste forpinte Coronadage, er nu fortid. Erindringer stablet sammen som elektriske impulser oppe et eller andet sted i mit gamle hoved. Det blev alt i alt en skuffelse, hvis man alene medregner øjeblikke af medmenneskelig kontakt, ganske simpelt fordi klientellet her på stedet udelukkende består af ældre ægtepar, ofte af skandinavisk oprindelse, som langsomt bevæger sig gennem terrænet uden den mindste interesse i andet end dem selv.
En lille indespærret papegøje i et beskedent bur oppe på en balkon forsøgte ustandselig at påkvidre sig opmærksomhed, mens et således beskaffen aldrende par kom vandrende forbi. Skønt jeg stillede mig ind foran dem og forsøgte at få dem til at lytte til den lille fugl, besvarede de hårdnakket min venlige opfordring med et irriteret kast med nakken og et hånligt udbrud : “Idiot”.
Derfor vil jeg nu rejse min vej. Så kan de have det så godt. “Idiot”, det siger man da ikke til andre mennesker!
Til gengæld har jeg haft mange berigende samtaler med stedet duer, som jeg ofte har fodret med frisk salat. De vender drilsk deres små plirrende øjne op mod mig og siger altid pænt “tak for mad”.
Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.