På rejse med Annette og Jens.

 

 


Tidligt op og i efterårsbølgen den blå. To smukke mennesker af kvindekøn vinker venligt til den ældre herre, som på sin vej ud fra badeanstalten beretter, at han skal på svingtur med en gammel veninde til El Hierro om et øjeblik. De ser smilende op mod ham fra deres bænk i morgensolen, byder ham god rejse og ønsker højlydt, at det var dem, han havde inviteret. – Men det var det ikke. -Næste gang måske- udbryder han leende, idet han med kuskeslag, for at holde varmen efter det iskolde bad, forlader dem i rask gang langs havnefronten i Bandholm.

Bussen afgår nede fra Veteranbanestationen kl. 8.10 og han er der 10 min før med sin rullekuffert, sin rygsæk og let sommertøj, da det jo er ned til varmen han skal. Han elsker at være i god tid. Hader at have travlt og løbe efter tiden, da han udmærket ved, at han aldrig vil indhente den.
Da han ankommer til stationen, er han tilfreds over at måtte vente 10 min, før toget planmæssigt ruller ind på perronen. I Nykøbing rammer chocket ham imidlertid, fordi et eller andet menneske bevidst eller ubevidst er blevet påkørt af et gennemgående tog, hvorved al togtrafik ind og ud af Nykøbing Falster er blevet aflyst, og han skal møde Annette kl 3 på Hovedbanegården, hvor de har aftalt at vente på hinanden under det store ur overfor McDonald. Han løber forvirret op og ned ad trapper og gange og spørger folk om, hvad han skal gøre, men ingen har andet svar, end så må han vente til det næste tog. Det betyder en forsinkelse på over en time, og hvad så med Annette, der sidder og venter? Hun er 82 år lige som ham selv og har rejst hele vejen fra Århus, hvor hun bor på plejehjem for at kunne være under uret og møde ham præcis kl 3.  Han farer rundt og ramler ind i et ægtepar, som osse skal til København, og som har fundet ud af, at hvis man tager det næste tog mod Køge, kan man skifte i Næstved og være i København kl fem minutter i tre. Pyha og op og checke ind med rejsekort (som man skal huske at checke ud, når man er færdig med sin rejse, ellers koster det ekstra) for at nå det næste tog og skifte i Næstved, hvor lokoføren bedyrer, at man bare skal over på den modsatte perron for at få toget til København.
En god plads på første sal bag ved en pakistansk familie med en ignorant mand, som hele tiden piller sig i næsen og en endeløst talende kone, samt et skrigende barn, hvor de alle udsender denne sødlige lugt af koriander og karry, som øjensynlig er hovedingredienser i deres daglige kost!
I denne atmosfære tilbringer vor rejsende resten af turen ind mod storbyen kun afbrudt af en endeløs vandring gennem alle togstammens vagoner for at finde et åbent toilet, hvor han kan lade sit vand!  Kl 14.58 kører de ind på perron 3, og kl 15.00 står han under uret, hvor han i samme øjeblik ser Annette, der sidder på en stol udenfor den Thailandske grilbar og venter på ham.

Hun er en lille tæt kvinde med kridhvidt hår og øjne som stråler af spænding over den forestående rejse. Han nærmer sig, og idet hun ser ham, udstøder hun et skrig af glæde. Han går hen, bukker sig ned over hende, og giver hende et knus, der forener dem i fælles begejstring over endelig at være nået så langt.
Måneder i forvejen har han forberedt rejsen til den lille ø ude i Atlanterhavet, hvor Annette har funder en dansk mand ved navn “El Capitan”,  som har slået sig ned der for at nyde sit otium. Annette har selv tænkt måske at flytte derud for at tilbringe sin sidste tid under varmere himmelstrøg. Derfor besluttede den ældre herre, hvem vi nu for en ordens skyld vil kalde “Jens” at arrangerer en rejse til øen, som således tog sin begyndelse med de to meneskers møde på Hovedbanegården en eftermiddag i november måned.

– Først skal vi ud til Ørestad station, siger Jens. – Siden må vi vandrer et lille stykke vej over mod Cabinn, hvor jeg har reserveret to værelser. Vi flyver i morgen kl 10.15, så vi skal tidligt op for at være i lufthavnen 2 timer før for at checke ind.
Annette følger med ned til toget mod Sverige, og efter et enkelt stop står de af og begiver sig i isnende blæst over mod hotellet, hvor de indlogerer sig i hver sin lille “kahyt”. Annette er dødtræt og går straks til ro, mens Jens ikke kan dy sig og må op i “Fields” for at købe en stor rejecocktail, som han fortærer ved det lille skrivebord mens han ser tv om Qanon bevægelsen i USA, som beskylder præsident Biden for pædofili. Så slumrer han ind under den kølige hoteldyne og vågner først kl. 6 ved mobiltelefonens summen.

De skal have en taxa over til terminal 2, som receptionen sørger for, og snart er de igang med at checke ind og få al deres bagage endevendt, inden de endelig havner i den toldfri parfumeafdeling. Lidt efter sidder de ved et bord og spiser medbragte flutes med norsk ost. Annette kan ikke holde larmen fra nogle nordmænd ved nabobordet ud, og de beslutter at gå ud mod gaten. Det er imidlertid en meget lang vej, og da Jens får øje på en Falckmand med en lille transportvogn, beslutter han at henvende sig og bede Falckmanden om hjælp til at transportere Annette derud. Der er intet Falckmanden hellere vil, og snart sidder hun højt på strå oppe i vognen, som drøner afsted ud mod gaten, mens Jens løber ved siden af. De kommer ombord i det store Norwegianfly, hvor Jens har reserveret sæder ved nødudgangen med ekstra benplads. En bøsig herre vil skille dem ad og påstår, at de sidder på hans plads og han har bestilt mad, og så vil han ikke få, hvad han har bestilt. En tililende stewardesse løser problemet, så manden får sin kødmad, mens Jens og Annette får det veganermåltid, han har bestilt. Manden fortsætter chikanen med at bemærke, at de slet ikke burde flyve, men istedet køre i tog, da de jo er veganere og klimatosser!

Flyet letter som sådanne gør og de falder ikke ned, men kommer opover skyerne og er snart i højde med Mount Everest, som Jens højlydt bemærker, er et passende sted at falde til ro i tracendental meditation, hvilket den bøsige herre irriteret tysser på. Så kommer veganermaden, og den kan Annette ikke lide. Hun siger puha og pøj og Jens får lov at spise hendes, mens hun spiser resten af fluten med den norske ost. Efter 6 timers rolig flyvning lander de i Las Palmas internationale lufthavn og her sker der noget, de absolut ikke havde forudset. Falck manden, som hjalp dem på vej ud til gaten har i mellemtiden arrangeret, at Annette skal hentes i en stor ambulance sammen med en invalid svensker og et ældre nervøst ægtepar med rystesyge. Da de kommer hen til udgangen oppe ved cockpittet, står de to piloter og tager imod sammen med tre spanske kvinder i uniform og med skrattende walkie talkies, som de hele tiden råber ind i, mens de samtidig dirigerer en stor lift, som langsomt hæver sig op mod flydøren, hvor den stopper og lade to rullestole køre ind. En af dem forsøger de spanske kvinder at presse Annette ned i, og det bliver for meget for den gamle dame, som slet ikke aner eller forstår nogetsomhelst af, hvad der sker. Jens står et stykke bagved og kan ikke nå at gribe ind, før Annette, chockeret som hun er over den kaotiske situation tager sig til ansigtet med begge hænder og giver sig til at skrige højt som en stukket gris!

Jens styret til og forsøger at berolige hende, men det er tydeligt, at hun er i panik, og det bliver ikke bedre, da de nu bliver bragt ud på liften, som i det samme sætter sig i bevægelse nedad i nogle gevaldige ryk. Hun skriger nu som en besat, og det er kun med nød og næppe og under opbydelse af alle sine mentale kræfter, at han formår at berolige hende så meget, at de undgår et politilhold og en hospitalindlæggelse på den lukkede afdeling. Tilsidst lader det spanske flypersonale dem slippe. Annette sidder i rullestolen, som Jens skyndsomst triller afsted med væk fra alle de “hjælpsomme” mennesker og ud til taxaholdepladsen, hvor de prajer en bil som kører dem hen til den ventende lejlighed i Las Palmas, hvor de skal overnatte, inden de skal op i det lille indenrigsfly til El Hierro. Her står en rar mand og tager imod dem og sørger for, at især Annette får den bedste seng, idet det ligger hende meget på sinde at sove godt! Det er et stort rum med kolde hvide vægge og en sofa midt i, som Jens får tildelt. Ude bag en mur står dobbeltsengen, som straks forkastes, da den er for blød. Jens er begyndt at blive træt af alle de vanskeligheder denne rejse har pålagt ham og ønsker kun een ting, og det er at være alene. Desværre kan han ikke gå fra Annette, da hun højst sansynlig vil forsøge at gå en tur med stor risiko for, at hun bliver væk i den lille bys snævre gader. Klokken nærmer sig syv. Det er begyndt at blive mørkt udenfor.
Jens tager sig sammen og inviterer sin dame på en spadseretur ned til stranden. De går til en udtørret flod, som fører dem til en kulsort lavakyst, hvor nogle mænd står og fisker. Havet er uroligt og himlen gul-lilla  med optræk til storm. Jens gruer for flyveturen næste dag med det lille propelfly ud til en af verdens farligste landingsbaner, der ligger tæt op ad stejle klipper på øen, de vil besøge. Jens ved i bund og grund slet ikke, hvorfor han er taget afsted med Annette. Allerhelst ville han rejse alene, lige som han plejer, men udfordret af Annettes store ønske om at tage afsted for at komme ud og finde den mand, hun havde læst om, som havde fundet fred på El Hierro, sprang han på og tilbød at arrangere det hele og fungere som rejseleder for sin jævnaldrende kammerat.

De forsøger at finde en restaurant, hvor de kan spise aftensmad, men der er ingen. Istedet køber de noget brød, frugt og syltetøj i et lille supermarked. Det indtager de under en skarp loftslampe i det hvide rum, før de dejser omkuld på hver sit leje i den fremmede by på sydkysten af Gran Canaria.

Jens sover kun nogle få timer den nat. Inde ved siden af i Annettes rum lyder der ustandselig høje støn og mishagsytringer. Det er når hun vender og drejer sig og ikke kan finde ro i den alt for bløde seng. Selv må han op og tisse flere gange på trods af, at han er begyndt at tage nogle nye amerikanske piller mod forstørret prostata…

Således ligger de to 82 årige i hver sin seng i samme rum og skal for første gang gennemføre en nattesøvn sammen. Jens ligger først på den ene side så på den anden og tilsidst på ryggen, mens han lytter til Annettes snorken. Han kan bare ikke falde i søvn og har bange anelser om turens videre forløb. Det bliver dog endelig morgen.

Taxaen kommer kl 12 for at hente dem. Flyet afgår kl 15.40 og Jens skal finde ud af, hvorledes de kommer fra indenrigslufthavnen og over til deres Norwegianfly på tilbageturen, så de undgår en ny episode med panik og en skrigende Annette, når de skal hjem!
Han anbringer Annette på en bænk og stæser frem og tilbage for at lære vejen fra indenrigs til udenrigs, så de smertefrit kan komme videre på de små to timer, der er fra de lander og til de igen skal flyve tilbage til Danmark. Det lykkes ham at forstå den stor lufthavns indviklede terminaler, og beroliget over sin plans gennemførlighed gelejder han Annette gennem securitycheck, hvor hendes saks bliver taget fra hende uden hun hidser sig op af den grund!
Jens er ved at været lettet over, hvor fredeligt det hele går og finder en “Starbucks” kafe med to dybe lænestole og et lille bord. Annette vil op og købe kage og noget at drikke og sætter sig i køen på en stol, hun henter ved et bord, og som hun rykker frem efterhånden som der bliver plads. Hun har svært ved at stå op i længere tid, og folk i køen synes bare, det er hyggeligt med den gamle dame som rokker sig fremefter på sin stol!  De spiser kage og drikker the og freden begynder at falde over dem.
De to gamle mennesker på vej ud i verden mod nye æventyr.

Men flyvemaskinen venter. Den venter ude på startbanen med propellerne i skrigende fart.
Jens og Annette fik flyttet sig ned i afgangshallen hos de søde stewardesser, som forlangte at se både pas og boardingkort, som Jens havde lagt op på 2 mobiltelefoner, så de hver for sig kunne skanne og komme gennem lågen ind til røret, der førte dem til trappen op til det lille blåmalede Binter Canaria fly, hvor de fik en plads midt i kabinen og blev pålagt straks at tage maske på, for det gjorde man stadig i Spanien, endskønt coronaepedemien forlængst var ovre. Den smukke men noget stramtandede flypiccoline kastede sig straks bebrejdende over Annette, der først slet ikke ville bære maske og dernæst kun satte den for munden og lod næsen fri.  I fuld fart taxede de ud til start og fór med flere hundrede kilometer i timen frem og op gennem et tykt skydække, som hurtigt skjulte jorden, så de blev alvorligt i tvivl om piloten kunne finde øen. En lille time fløj de, indtil maskinen tog et brat dyk og de nærmest på klods hold passerede lodrette vulkanske lavasider, mens de slingrede nedad genne grå tågebanker. Jens sad og filmede det hele, idet han konstaterede, at det måske blev hans sidste film i dette liv!
Der var ingen landingsbane at se, før det øjeblik de satte hjulene på jorden. Det gav et ordentligt bump, hvor flyet skred en anelse ud til siden i betænkelig nærhed af klippekanten ned mod havet. Så blev farten blev bremset op, og de var landet på El Hierro!

De kære mennesker Robert og Nieve fangede først Annette i ankomsthallen og senere Jens, som kom dryssende i langsomt tempo overordentlig lykkelig over at være i live ovenpå den flyvetur! Det var deres hus de skulle bo i, men før de kørte derop, måtte der provianteres inde i Valverde i et supermarked, hvor der blev købt mad ind til de næste par dage.

Det lille bjælkehus ligger højt over havet på en bjergside omgivet af buske, lavt krat og majestætiske palmer. Store kaktus, agaver og små nåletræer samt et utal af forskelligartede grønne planter dækker hele området. Små huse i grå og brune kulører ligge som klodser spredt over landskabet. Mellem dem løber smalle og meget stejle veje, og ad en sådan bevægede det lille selskab sig. Knapt havde man troet, at nu var de der, tårnede en ny nærmest lodret stigning sig op, som de måtte passere i første gear i rimelig fart for ikke pludselig at blive bragt til standsning med risiko for at styrte bagud ! – Her kommer jeg da aldrig op til fods, tænkte Jens. Annette udstødte hvin på hvin hver gang en ny bjergvej viste sig forude, men endelig hørte stigningen op og de drejede ind på et plateau foran indkørslen til huset, som de skulle bebo de næste 14 dage.

Der var stillet op til deres ankomst af værtsparret som præsenterede faciliteterne og viste om i haven, hvor der voksede gulerødder, som de godt måtte spise. Ret hurtigt forsvandt de imidlertid, og lod som om de ikke hørte Jenses bøn om at måtte blive kørt til lufthavnen om mandagen, hvor lejebilen skulle afhentes. Han måtte således se i øjnene, at han selv måtte finde vej ned ad den stejle skrænt til den nærmeste holdeplads for bussen til lufthavnen, hvor bilen stod. Det irriterede ham, men han sagde ikke noget for ikke at rage uklar med parret.

De var nu alene og Annette skulle selvfølgelig afprøve sengen, idet hun sagde, at hvis den var for blød, ville hun på hotel med det samme! Det var den ikke, så de blev i huset, lavede en kop the og gik så i seng.
Jens sov i stuen på en sovesofa, og Annette fik dobbeltsengen i soveværelset. Så var det arrangeret og de sov natten igennem, hver på deres måde med hyppige toiletbesøg og rømmen sig og hosten i søvne og i vågen tilstand. Der var lidt krig om hvem der skulle have den tykke dyne. Annette vandt og Jens måtte kryb ned under 3 lag tynde vattæpper, der ikke ydede nok beskyttelse af hans kuldskære fødder, som måtte forsynes med sokker for at holde kulden ud heroppe i 1500 meters højde. Han drømte om varme strande, hvor han kunne dykke og faldt så endelig i søvn. Den følgende dag blev de i huset. Gik et par småture og konstaterede, at ret langt kunne de ikke komme, før de stødte på nærmest lodrette nedkørsler, som det ville være umuligt at gå tilbage ad, hvis, især Annette, som fik åndenød ved selv den mindste anstrengelse, skulle med. De holdt sig derfor på platauet, hvor de trippede rundt et par gange indtil det blev aften og de atter tørnede ind.

Nu i et særdeles anspændt humør var Jens, der om morgenen måtte afsted for at hente bilen i lufthavnen. For at nå bussen nede i Mocanal skulle han gå hjemmefra i bælgravende mørke ad disse djævelsk stejle hjulspor, hvor belysningen ene og alene blev frembragt af en søvnig måne delvist skjult af hastigt forbipasserende skyer. Derfor havde han (gudskelov) medbragt en kraftig pandelampe, nærmest som anede han, hvad der ventede ham. Den tog han på og bevægede sig forsigtigt ud i mørket. Med bittesmå skridt for hele tiden at have sikkert fodfæste gik han nedad og nedad den næste time til han endelig nåede hovedvejen, hvor busstoppestedet var. Han troede han havde god tid, men bussen kom et kvarter tidligere end planlagt, og det var i sidste øjeblik han fik den standset og kom med. Han skulle skifte ved politistationen, hvor han mødte en hippie, som netop havde været oppe og betale sin bøde for besiddelse af cannabis. Denne tilbød ham en joint, hvilket han afslog uden dog at være uhøflig, og de fik en hyggelig samtale på vej ud til lufthavnen, hvor hippien skulle rejse til Lanzarote, mens Jens jo skulle hente sin bil hos AVIS.
Han var i god tid. Bilen skulle først afhentes kl 12. Han vidste ikke, hvor det skulle foregå, men en venlig dame i receptionen forklarede, at det foregik ude på parkeringspladsen. Så var der ikke andet at gøre end at vente, hvilket han gjorde og brugte tiden på at arrangerer en transportør til at bringe Annette fra det ene fly til det andet, når de engang skulle hjem. De havde kun 2 timer til skiftet, og Annette var jo nemt panisk og dårligt gående.
Manden fra AVIS dukkede op. Han talte hurtigt spansk og manipulerede Jens til underskrift og kreditkort overlevering på et øjeblik, hvorefter han forsvandt. Jens nåede således ikke at kontrollerer dækkene, som senere viste sig at være totalt nedslidte!

Nu var han i bil, og så var det hele meget sjovere – og nemmere! På få minutter var han hjemme ved den opkørsel, han tidligere havde slidt sig ned ad. I første gear steg han op og parkerede udenfor deres hus, hvor Annette var stået op og klar med frokosten. Længe varede det ikke før de havde spist og pakket til deres første tur i bil, hvor de for alvor skulle ud og opleve den fantastisk ø!

Print Friendly, PDF & Email

En dag i livet.

 

Fejø, Femø, Askø, lilleø, vejerø o.s.v ligger de der, alle de små øer med hver deres særpræg. Den lokale befolkning hilser venligt på een, når man spadserer forbi. Hønsene går frit ude på vejen og hakker i æblerne, som ligger overalt, da der lige har været æblefestival.
Vinden piver slemt i nabobådens mast. Det er som dommedag nærmer sig, og det gør den jo på en måde osse. Men det er godt at komme lidt afsted væk hjemmefra den lille hule i Lysmøllegade. Det er godt. At sidde her nede i kahytten og gynge blidt fra side til side, mens bølgeskvulpet sender kluk kluk lyde op gennem skroget.

Bestilte en ny (brugt) mac computer mini i dag til at redigere film på, da den gamle, jeg havde arvet fra Suien, gik caput, idet jeg forsøgte at tilføje en ekstra usb indgang med en hub, som skulle have strøm, og det kunne den øjensynlig ikke tåle. Den sagde bare et lille uskyldigt “klik”, den røde lampe i hubben lyste kortvarigt op, og derefter var computeren død. Effektivt dræbt af mig selv i min evige trang til at eksperimentere. Nå, men så må jeg have en anden, og det blev en mini, da jeg har en stationær skærm. Den kommer i næste uge, og det bliver spændende, om jeg får det til at virke, så jeg kan fortsætte mit filmredigeringsprojekt.
I morgen tænker jeg mig at sejle tilbage til Bandholm. Det bliver nok en hård tur, for som sagt, så blæser det slemt. Men det er lige ud, og jeg kender vejen, så det går nok. Når jeg kommer i havn, påbegynder jeg vinter opbevaringen ved at tømme al motorolien ud og skifte filter. Så ny olie, for på næste lørdag skal lille “Gith” op af vandet og over og stå, støttet af to bukke med udsigt til dromedarerne i Knuthenborg park! Når det er sket, er kun tilbage at køre kølervædske gennem Bukh motoren, sætte vinterpressenning over kahytten og så i øvrigt starte forberedelserne til den kommende rejse til El Hierro sammen med søde gamle Annette.

Jo tak, man keder sig ikke!

 

Print Friendly, PDF & Email

Carrer de Vicenc Cuyas 9 piso 6 b Palma de Mallorca.

Det var vel nogle forrygende dage, må man nok sige, ja. Så tidligt op som nogensinde i mit lille hus i Bandholm, nok klokken ét, da jeg jo skulle nå flyet i Kastrup, som afgik klokken seks. Pyha, for en tur ind ad motorvejen i mørke efterhånden som lyset brød frem over Avedøre holme. Parkeringspladsen P19, den billigste, var bestilt på forhånd og voldte ikke videre kvaler, men I gud, hvor mange biler der er parkeret der! Det er som om hele verden skal ud at flyve, hvad den måske også skal… Jeg fandt min plads, og der står min seng i bilen og venter på mig, når jeg kommer tilbage og skal op hos Suien og Oscar og gå tur.

Men nu er det morgen i Palma på 6. etage hos Luz, som tog vel imod mig og gav mig et lille værelse med seng og skab og stol og et håndklæde. Jeg bor i hendes lejlighed og kan bruge køkkenet, og det er meget fint. I dag skal jeg hvile ud. Det har været meget intenst det hele. 5 dage er ikke meget, og når man har så meget, man skal nå, kan det hele godt blive lidt presset. Men sådan har det mærkværdigvis ikke været. Jeg har nået alt, og det har været fint.
Straks jeg landede, var der kun eet i mit hoved, og det var at komme i Middelhavet, så jeg tog, efter indlogeringsproceduren var overstået, flux ned til tobaksudsalget og købte et busklippekort. Derefter afsted mod “ses Illetes”, hvor Jonathan og jeg sidst nød badelivets glæder. Hele denne tur er “memory-lane, kan jeg godt mærke, men det gør ikke noget. Er faktisk meget praktisk, når man kender stederne.
Cala Nova er en eksklusiv lille strand kilet ind mellem den store hvide selvlysende marina og en gammel boligkarré med afskallede vægge. Man kan enten tage en elevator ned til stranden, hvis man er handicappet, eller man kan forsigtigt bevæge sig ad cementtrappen, som fører under de store nåletræer ned til den lille strands gule sand. Vandet er turkis, der sidder nogle få unge piger på deres håndklæder og bliver brune. Børn leger i vandkanten, og oppe på en lille klippe i skyggen under skærmende pinjer sidder en gammel mand. Her slår jeg mig ned.

Det vand lokker, og i løbet af få sekunder er jeg af tøjet og ude i havet. Jeg tog afsted i morges og ligger allerede og skriger af glæde over min krops sammensmeltning med det blå dyb. Små fisk snor sig om min mave og vil nippe død hud af mine ben. Jeg er ankommet.

Så går vi lidt baglæns.
Det er altid godt at vide, hvor man er. Dertil bruges telefonen med goggle maps, som hele tiden lader mig navigere trygt rund i Palmas gader. Jeg har fundet ud af, at min ladeledning er kaput og vil derfor foretage  en expedition til “Media Markt” ude i den anden ende af byen for at investere i en ny ledning. På vejen får jeg af en hvidhåret dame med rollator oplysning om en “Mercadona” forretnings beliggenhed ved en lille park med bænke, hvor jeg beslutter mig til på tilbagevejen at stoppe op og spise morgenmad.

Ude i “Mediamarkt” er stemningen elektrificeret og syntetisk velduftende fra de mange mobiltelefoner, tv, støvsugere o.s.v. der befinder sig her. Jeg finder straks en ungersvend med logo på ryggen, som fremskaffer den nødvendige ledning, hvorefter jeg i ro og mag kan indtage en i “Mercadona” indkøbt friskpressed appelsinjuice og nogle nybagte integralboller, som deles med et par duer og en gråspurv.

Ses Illetes er stranden, Jonathan og jeg besøgte forrige år. Bus nr 4 går derud ad Av. Joan Miro langs de gamle “dansker” restauranter fra Spies tid. Den ligger nede bag en bakke omkranset af nåletræer og blinker op mod mig i al sin paradisiske blåhed. Her er mange mennesker. Det er søndag og vejret er strålende. Solen bager ned på kroppene, der slanger sig i sandet for at opnå den eftertragtede brunhed. Jeg vandrer omkring efter badet, tørrer badebukser og inspicere kødudstillingen. De mange numser, som alle følger solens bevægelse, som var de anemoner på en varm sommerdag!
Parrene ligger og er par. Vennerne ligger og er venner. De gamle ligger med deres rynkede hud og tænker sig unge, og den lille dreng begraver sin røde plastictraktor i vådt sand, som han straks skyller af for igen at begrave den. Den lille pige står og kigger på ham, men taber interessen og går ud og bader. Min krop bevæger sig langsomt rundt og betragter og suger indtrykkene til sig, og lader dem passere for at lade nye indtryk komme til. Tøjet ligger oppe ved klipperne, hvor nogle spanske ungmøer har slået sig ned under en parasol. De smiler venligt til den gamle mand og fungerer som overvågere af mine ejendele. Mobil, penge, nøgler til lejligheden og kreditkort, som for guds skyld ikke må blive væk (stjålet). Derefter går jeg forsigtigt ud i vandet. Det krystalklare, først lyseblå, senere mørkeblå og tilsidst dybt, dybt blå, og lader mig suge mod bunden af havet, hvorfra alting kommer, og jeg møder mig selv igen en gang. Igen, igen og igen leves livet hos den gamle mand, som kalder sig Jens, men som for så vidt kunne hedde hvadsomhelst.

Bagefter. Altid bagefter. Aldrig før. Før eksisterer ikke. Kun bagefter. Således skrives der altid lige nu om bagefter.

Bagefter sidder han oppe på klippen ved siden af en anden gammel mand og bryder et integralbrød, som han spiser tilligemed en stor orange mandarin, der er let at skrælle, især når man har en lille trækniv, som fulgte med det veganske måltid, Norwegian meget venligt serverede i flyet.
I vandet bag klipperne har en andemor med 7 ællinger taget plads og gnasker ganske fornøjet i søgræsset, som gror på stenene, mens hendes børn ser til og lærer, hvordan man gør. En familie med far, mor, bedstemor og lille unge i vogn pusler og spiser medbragt pasta, som faren tålmodigt serverer for sit barn. Jens sidder og betragter skuet og føler sig godt tilpas, mens han gumler på et mandarinstykke. Sådan hele tiden sker der noget omkring ham, som fanger hans opmærksomhed. Tanken væver sig uhindret ind og ud ad virkelighedens spind, så man snart ikke kan kende forskel på den ene og det andet. Meget interessant.

Oppe hos fruen i huset på 6 sal er der rent og pænt. Man har fået lov at låne køleskabet og fået sin egen hylde. Her ligger brød, nøddesmør, vindruer og andre gode ting indkøbt nede om hjørnet i det lille supermarked. – Også denne særdeles lækre guavamarmelade-blok, som er en  nydelse på friskbagt flutes.
Jeg må bruge af hendes ingefærthe, hvilket jeg gør.

Om aftenen, når jeg kommer hjem fra de lange vandreture i by og på land, ser jeg først drtv, som er en fad omgang med al den krig, som øjensynlig aldrig hører op. Den ene afløser den anden. Eller osse er det bare den samme krig, som fortsætter og har været igang, så længe man kan huske. Menneskenes evige krig på ord, tanker og ideer.        Forklaringer, som kræver berettigelse og i sidste ende bliver en kamp med våben om ståsted. Derfor slutter jeg mine aftener af med en episode af “The mentalist” på HBO. Serien er godt skruet sammen. Underholdende og ukompliceret. Sover derfor godt bagefter.

En gang i tidernes morgen, nærmere betegnet i 1974 sad den skrivende under et stort egetræ oppe i den lille bjergby Deia på Mallorca og vågnede op. Simpelthen. Indtil da havde han sovende fulgt andres mening om, hvem han var. Bevidstløs var han skubbet frem af de mennesker, der omgav ham og af det syn, de havde af ham. I et glimt gik det op for ham, at det var løgn det hele. En helvedes bunke forestillinger stablet op i hans hoved fra den første gang han så dagens lys. Det forsvandt som dug for solen, og i stedet trådte et uberørt landskab af utrolig ynde og dybde frem foran ham og bød sig til. Han tøvede ikke et sekund, men trådte ind.

Det havde enorme konsekvenser at se sit tidligere livs trivialitet og ensformighed gennem nu åbnede, vågne øjne. Alt blev forandret og forandres stadig for denne nu snart 82 årige gamle mand, som skriver dette og som kalder sig Jens Michael Høy.

Derfor skulle jeg selvfølgelig til Deia. Selvfølgelig skulle jeg det. Op og se til “La Vigna Peqena de Marcus Colon” som huset  yderst på forbjerget, der støder op til Cala, hedder.
Bussen gjorde holdt, og jeg steg ud i en vidunderlig morgen med solen lige netop tittende frem over Tramuntanas bjergtoppe. Det første ord, der optrådte i mine tanker, var “toilet”!  Turen ad de snoede veje med mange bump havde sat gang i min indre peristaltik,og det hastede! Først spurgte jeg inde ved en lille købmand, men de havde for travlt til at svare. Et luxuriøst hotel afviste mig med ordene: “Kun for cliente”  og så var jeg lige vidt. Indtil en ældre kvinde fik løst min kvide og  høfligt førte mig hen til det nydeligste offentlige toilet. Det blev klaret, og turen ud ad vejen med havet i forgrunden og de mange ældgamle oliventræer langs siden kunne tage sin begyndelse. Snart nåede jeg ned til “mit” træ, som stadig stod og kejsede som om intet var hændt i de mange år, der var gået.

Jeg satte mig lidt og lod freden og stilheden sænke sig over mig. Så gik jeg videre, for nu skulle jeg ned til “mit” hus. Men her måtte jeg gøre regning uden  vært, for huset var totalt demonteret.  Nærmest en ruin, og ud fra brokkerne kom en gøende blodhund med savlet frådende om kæberne. Den fór lige i benet på mig, mens jeg forsøgte at flygte ud gennem den lille låge, jeg altid brugte, når jeg skulle ned og bade. Men lågen var låst med en tyk kæde, og lod mig ikke slippe ud. Jeg sparkede til hunden og kastede mig over hegnet i sikkerhed for det rasende dyr. Med nød og næppe undgik jeg at rulle videre ned ad skrænten flere hundrede meter mod cala og havet. Jeg fik  nogle gevaldige knubs og en lærestreg. Aldrig søge efter fortiden mere. Det er i bedste fald spild af tid. I værste fald livsfarligt.

En smal sti leder mig ned mod Cala Deia, som ligger og glimter i blåt lys. De forkrøblede buske og ældgamle nåletræer gør nedturen jungleagtig og nu og da farlig, når stenene, jeg træder på, skrider under mine fødder. Jeg må passe godt på ikke at falde her, da der er mindst 50 stejle meter ned. Til sidst når jeg et dige, jeg ikke kan komme over. Jeg kan tydeligt se bådene nede i den lille havn og ærgrer mig over at måtte kravle et godt stykke tilbage, før jeg finder en udvej gennem en tunnel, fårene har lavet. Så står jeg ved poolen, for sådan een er det. Den ligger glasklar ude for enden af den sliske, fiskerne bruger til at trække deres både på land. Her slår jeg mig ned ved siden af et ungt par. Manden er overlegent ligegyldig, kvinden snakkesalig. Jeg værdiger dem et blik eller to og giver mig derefter til at smide tøjet. Et rask spring og jeg havner i det glasklare vand. Chokket er overvældende. Herligt et indre skrig og kroppen dykker og svømmer og plasker og er lykkelig.

Nu kommer et aldrende ægtepar forbi, mens jeg tørrer mig med det blå håndklæde. Han er træt og lige ved at falde på de glatte ophalerbjælker. Hun må støtte ham og virker irriteret over sin mands klumpsighed. Jeg ser dem og er tilfreds med at være alene.

Jeg var her sammen med mine børn for nogle år siden. Den gang var der mange brandmænd, som vi fangede. Det er der ikke nu. Derfor tager jeg billeder og sender dem over “Messenger”. Jeg ringer også til min datter og høre nyt om børnebørnene. Så er der orden i tingene. Jeg holder meget af orden i tingene…

Jeg har medbragt et flutes og et æble. Det spiser jeg, mens jeg observere den ignorante unge mands ligegyldige bevægelser. Mange mennesker, jeg passerer, når jeg rejser, er som marionetter for mine øjne. Det er meget mærkeligt. Det er som om, de opfører skuespil. De er roller som udføres. Et teater. Men spændende at følge med i, når man ikke har andet at lave, mens man sidder og tygger på sit æble.

Efter endnu en svømmetur går det opad igen. Nu langs en udtørret elv. Mine knæ er ikke, hvad de har været. En gang imellem knirker det slemt især i det venstre. Nå, men det går nok, og med pauser undervejs når jeg let forpustet op, hvor kvinderne i gamle dage vaskede tøj. Her sætter jeg mig og ser ud over dalen med pinjer, cypresser, krogede oliventræer og oranger som stråle gult i solen. Inde i et refugium for vandrende folk bliver jeg oplyst om prisen på overnatning. Det er rart at vide, hvis man skulle komme forbi en anden gang og får brug for en seng.
Oppe hos købmanden i byen er der travlt. De selvsmarte turister, som alle føler sig som fotomodeller i deres moderigtige outfit, promenerer forbi mig, mens jeg sidder og spiser brød og drikker vand ved et vakkelvornt  bord. Tyskere er her flest af. Den førhen så idylliske og uberørte lille by er blevet et tilløbsstykke. Nu er alt prissat. Hver kvadratmeter af området gøres op i penge. Overfladen skinner fælt af grådighed. Det er Satans, for en gang for længe siden var her pristint. Det var det, jeg faldt for. Det uberørte. Det der vækkede mig. Det, der var uden menneskers indblanden. Det er her stadig, men godt kontamineret af homo sapiens. Måske er det her snart slet ikke mere…
Jeg går op til kirken og sætter mig ind i køligheden foran alle dukkerne på alteret. Den mest fremtrædende dukke hænger oppe på en pæl med en tværstiver. Der er guldlys omkring ham. Ved siden af står forskellige andre dukker. En lille pige kommer ind sammen med sin mor. Hun er stærkt optaget af en kvindelig dukke med lang kjole og kyse. En nonnedukke. Man kan se, hun forstår dukken. Den er lige som hendes egne dukker. Til sidst vil hun selv blive en dukke. En robot. Sådan er det, tænker jeg. Sådan er det. Vi er alle dukker. Fuck det!

Siger min tanke, og jeg går ud af kirkens døde kølighed ud i lyset og ind på kirkegården for at finde Rober Graves grav. Grav grav Graves. Hvor vi alle enden, hvis vi ikke er der i forvejen. Jeg inspicerer alle de døde og finder til sidst cementgravstenen med den indridsede håndskrift. Der står to små lys. De er gået ud. Vinden har taget dem. Over dalen ligger himlens lys. Nede fra havet kommer natten op. Det er på tide at finde bussen tilbage til Palma. Den skulle gerne afgå klokken 18, så jeg kan nå en salata mixta og nogle fiskenuggets inde i “Celler sa Premsa”!

Aftenturen gennem de nattestille gader endnu varme efter dagens solhede er det bedste. Kender efterhånden vejen, og behøver ikke gps til hjælp. Kan genkende forskellige detailler så som møbeludstilling i en butik eller et lille springvand. En lang væg med grafitti. Et vejarbejde lige før en gammel kirke, eller et minimarked med en søvnig araber, som altid sidder og piller negle. Duftene fra shawarma-shoppen og selvfølgelig fitnesscentret, hvor hver aften kvinder og mænd traver lange ture på løbebånd, mens de ser tv med propper i ørene. Jeg traver afsted som dem og ser ikke tv undervejs, men ser mig omkring og finder vej. Jeg elsker at finde vej gennem byens labyrint og genkende steder og møde folk som hilser. Det nyder jeg og føler mig hjemme i verden, når jeg sådan trommer afsted i mine nye ecco sko, som nok er det mest fortrinlige fodtøj, jeg har haft. Ser mig om efter sandaler, men har kun fundet nogle dyre nogen. Godtnok i fuldt læder (stakkels dyr), men virker klodsede. Det er fordi, jeg bruger nr 48. Jeg har meget store fødder. Det kan jeg ikke gøre for, men det er irriterende, når jeg gang på gang får at vide, at største nummer, de har, er 46. I går fandt jeg endelig nogle veganer sandaler med økologiske såler og bælte af hamp og kork, som næsten passede. Men de var kun 46, så den gik ikke. Gudskelov har jeg mine ecco. De passer fantastisk og giver god plads til tæerne på de lange spadsererture.

Hver dag er ny med nye muligheder. Club nautico ude ved Arenal de sa Rapita, havde Bynke hørt, skulle huse flamingoer. Estacio Intermodal tilbød bus derud langs vidtstrakte græs og skovbevoksede områder. Jeg sidder helst forrest hos chaufføren. Så har jeg det bedste overblik. En lang tur på næsten en time gennem små søvnige byer førte os mod havet og havnen Club nautico, hvor sand og klitter bredte sig så lang øjet rakte, og jeg straks fandt et skyggefuldt sted bag ved livreddernes hus og tårn, hvor jeg kunne skifte til badebukser og sololie. Dernæst hen over en meterlang tangbræmme, man sank i, så jeg troede, jeg blev suget ned i jordens indre. Det var som at vade i cement, men over den kom jeg og det indbydende lyseblå vand ophævede enhver gene ved tangen. Åh, det er det bedste, når man slipper tøjlerne og falder ned i dette skønne gudgivne mærkelige stof som vi kalder vand. Vand, vand, vand. Altings ophav. Moderskødet. Hjemmet. Ja.

Men der er ingen flamingoer. Til gengæld var der en måge, som fløj tæt omkring og forskrækkede en ung pige, som sad i sandet ved siden af en ung mand og bad mig om ikke at fodre den med mit brød, fordi hun var rædselsslagen for fugle. – Og klapperslanger. Hvad så det har med fugle at gøre, spurgte jeg, men det vidste hun ikke, og hun havde heller ikke haft traumatiserende oplevelser med fugle. Jeg spurgte om hun havde set Hitchcocks film “fuglene”, men det var ikke derfor hun var skræmt. Det var bare fugle i almindelighed, der gjorde hende bange. – Og så slanger. Mærkeligt, og jeg undlod selvfølgelig at fodre min mågeven i nærheden af hende. Man er vel en gentleman… men jeg sagde, at hun skulle prøve at blive ven med nogle fugle. Hun kunne starte med høns, sagde jeg, men hun rystede på hovedet. Det kunne hun aldrig finde på, så jeg lod hende og hendes unge ven i fred og gik lidt væk og fortsatte med at fodre min måge. Snart blev det alt for varmt at sidder der bag livredderskuret. Nogle mennesker, som sad ved siden af under store parasoller, fortalte, at de havde købt dem i england, så her var ikke meget hjælp at hente, hvis jeg ville i skygge og køles ned. Det eneste, der var at gøre, var at gå over i et hjørne af stranden, som stødte op til yachtklubben, hvor tangmudderet ikke var særlig dybt og vade ud i det befriende kolde vand, der også og især havde den egenskab at besidde en isnende understrøm, jeg kunne dykke ned i og blive rigtig dejlig afkølet. For temperaturen nåede på det tidspunkt godt op omkring de 30 grader. Sandet brændte under mine fødder, da jeg trådte op gennem tangen. Besluttede derfor hurtigst muligt at finde bussen tilbage til Palma.

Landede sikkert i estacio intermodal med tanken kredsende om mad. Ville ikke ned til Cellar Sa Premsa endnu en gang. Det var for kedeligt. Noget nyt måtte prøves. Hvorfor ikke “Taco Bell” på Placa d’ Espanya, hvor min søn Jonathan begejstret fór over, sidst vi var sammen på Mallorca, højlydt bedyrende, at det var den bedste mad, man kunne få! Jeg spiste en stor taco supreme med blandet salat og lod duerne om resten. Jeg er stor fan af duer. Der udspiller sig spectaculære dramaer, når store flokke slår ned på et nabobord, hvor ignorante gæster har efterladt madrester uden at rydde op. Pommesfritter og salat hvirvles op i luften, mens duerne gør sig til gode med efterladenskaberne.  Det var en perfekt underholdning ved mit middagsmåltid!

Hjemturen i den varme by er en lise, og jeg når lige Butique del Gelato på Via Roma inden de lukker 9.30. Det har jeg lært, siden jeg sidst efter Cellar sa Premsa kom for sent og måtte se min forventning om en stor sorbet is blive til tom luft istedet for nydelse i mundhulen. Nu kom jeg til tiden og kunne glad sætte mig på en bænk og slikke på min is, mens jeg nød ungdommens palaver udenfor isbutikken.
Lejligheden står klar, når jeg kommer “hjem” med “Deadline” på dr tv og “The mentalist” på HBO. Så sover man godt under Luz’ lagen med vinduet vidt åbent ud over byens tage og de blånende bjerge i baggrunden. Palma, jeg elsker dig!

Andratx. Gamle syge Andratx, hvor jeg lå med mit gode skib “Inulima” midt ude i havnebassinet (det må man ikke mere. Nu er svaj-liggerne forvist til yderhavnen, som ikke er særlig godt beskyttet, når meltemien blæser), og Signe kom ned og boede ombord, og vi sejlede ud til Isla Dragonera for at finde blæksprutter.
Ja, der måtte jeg hen, ellers var rejsen ikke fuldendt, så jeg tog bussen mod vest og var efter en lille times kørsel i Port Andratx.
Hedt som bare helvede. Nok 35 grader og så skal man pisse! Havnetoiletterne er under service og kan ikke benyttes. En betjent oplyser, at de ikke er “public”, og jeg må styre min tissetrang, til jeg finder en bar eller restaurant, der vil lade mig benytte deres toilet. Jeg ved, hvor svært det kan være. Først skal man ind og købe noget, ellers bliver de sure, hvis man bare sniger sig igennem og ud på toilettet. Gudskelov var en rengøringsdame nådig og lod mig træde ind bag hendes afspærring og lette mit blæretryk. Hun sagde, at der tidligere havde været offentlige toiletter, hvad jeg også mente at kunne huske, men at de var blevet skamferet af drug addicts og andre svinemikler, som ikke respekterede almenvellet. Nu kunne jeg befriet træde ud i den flammende sol og søgte først og fremmest kølighed, allerhelst mulighed for et bad. Men Port Andratx er en havn og ikke en strand.
Jeg gik ud langs kajen, til jeg nåede selve yachtklubben, hvor forårsforberedelserne ved de mange store millionær yachts var i fuld gang. Ansatte folk sprayede, rensede og polerede de formidable lystbåde, ejet af rigmænd i skattely overalt på kloden. Grådighedens symptomer brugt nogle uger i sommerhalvåret af direktører og virksomhedejere som oftest af engelsk eller tysk herkomst. Der lå de række på række disse afskyelige sejlende paladser med indbygget komfort til overflod den ene mere prangende end den anden. Teak og stål og skinnende akryl med bovpropel og lift til dinghy og badeplatform, hvor børnebørnene kan sidde og plaske i det lyseblå vand, mens bedstefar står og overvåger det hele med kaptajnkasket på hovedet…

Nu er det så varmt, at man ikke kan være nogen steder. Jeg kan ikke være nogen steder andet end i vandet. Andet end i vandet. Nogen steder. Hvor?
I det fjerne, næsten skjult af alle de nypolerede skibsskrog,  stiller en lille badestige sig op ad en cementmole. Et glimt af håb og jeg iler afsted hen mod trappen til paradiset. 2 kvinder der, så vidt jeg kan høre på deres samtale, er danske, ligger på en beskeden strand, der støder op til molen. Nu blot af tøjet og ud i køligheden. Kvinderne rejser sig og går ud i vandet sammen med mig. Vi taler ikke. Det er mere end nok at vi er i  samme element.

Forfrisket går jeg tilbage og slår mig ned på min stambar “Mitzi Mitsj”, får en rom og cola og falder i staver. Mindes tiden med Barbara og hendes kunstige tænder. Barbara var en frodig tysk pige, som godt ville mig, og som jeg, da jeg var nærmest altædende den gang, begejstret sprang ombord i. Vi endte ude i kahytten på “Inulima”og kyssede, så det var en lyst,indtil min tunge mærkede noget metal inde i hendes mund. Da jeg er tandlæge helt ud til tungespidsen, kunne jeg ikke lade være med at foretage en nærmere undersøgelse af dette mærkelige fremmedlegeme. Stor var min forsbavselse, da det gik op for mig, at det jeg lå og kyssede på, var en vanadium unitor med to svæveled og en indskudsaddel mellem +4 og +7. Det krævede enorm forstillelse stadig at bevare lidenskabeligheden ved den opdagelse! I må meget undskylde, men hvem ville kærtegne en benprotese om man ikke i forvejen havde været gennem en medmenneskelig forståelse, som også omfattede skavanker som f.eks paryk, kunstige tænder, ansigtsløftning eller silikonebryster. Jeg fik i hvertfald et chok og måtte opbyde alle mine evner som forfører for, om ikke for andet, så for at overbevise mig selv (og Barbara) om, at der er andet i livet end proteser!
Vi skiltes som gode venner, og jeg sejlede alene til Ibiza og Formentera, hvor jeg havde en aftale med Cleopatra, som jeg mødte på et såkaldt “sensikursus” arrangeret af en orange sanyassin under Bhagwan engang jeg var ude i Indien.

Man bliver helt rundtosset af at sidde og tænke på alt det, der er sket. Det ville jeg ikke mere. Gjorde mig færdig med tiden i Andratx og spadserede tilbage til holdepladsen, hvor folk stod og ventede på palmabussen . Taco Bell på Placa d’Espanya igen og så på hovedet i seng. Om natten drømte jeg om den gang jeg sejlede fra Mallorca i stridt regnvejr og torden og lynild og måtte fastgøre en tyk ledning til et stålvant på masten og lade det slæbe efter båden nede i vandet så den kunne fungere som lynafleder, mens jeg kæderøg oppe i cockpittet  af angst for at blive ramt af lynet.

Jeg vågner kl ni og går ud i køkkenet. Jeg har integralbrød, mandarin og et æble i køleskabet. Osse en stang goiabada, som jeg skærer i tynde skiver og lægger mellem to stykker brød. Nøddesmør ovenpå og sort the til det hele. I dag skal jeg rejse. Flyet går i aften kl 21. Jeg har hele dagen og planlagt at tage ud til Illetes en sidste gang og svømme mig en tur.
Ned forbi møllen og bus nr 4 bringer mig ad av. Juan Miró forbi cala nova og videre ud langs kysten til pragtstranden, som er fyldt med badegæster. Topløse unge mallorcinere og  virile indvandredrenge dækker sandet i et farverigt tæppe. Jeg vader gennem det hele med kun ét for øje; at svømme dybt ned mod havbunden og blive væk. Jeg har slet ikke travlt med at blive beundret lige som alle de andre. Jeg er som jeg er og har det fint med det. De kan rende mig, hvis de vil. Det bliver deres sag. Det kan aldrig blive mit problem, hvordan jeg ser ud i deres øjne. Hvordan skulle det overhovedet kunne blive det?

I lufthavnen er flyet forsinket. Jeg vil først lande i Kastrup i nat kl to. Der er god tid, og det passer mig fortrinligt. Jeg elsker at vente. Ventetid er den bedste tid, der findes. Så har man fri til sig selv og “skal” ikke noget. Jeg sætter mig på gulvet lænet op ad en væg ved siden af et par andre rygsækrejsende og giver mig til at skrive på min ipad. I flyet har jeg plads ved siden af en kvinde, der er skræmt af turbulensen. Jeg nyder lynglimtene, der oplyser de voluminøse skymonstre over alperne, mens jeg indtager et vegansk måltid bestilt i forvejen på “Norwegian”s hjemmeside.

P19 har passet på min bil.

Det er pissekoldt i Danmark!

 

 

 

 

Print Friendly, PDF & Email

San José.

 

Kære Bodil,-

Ankom i går efter en noget anstrengende tur nede fra Lolland gennem flere tog og flyskift pr båd til dette vidunderlige sted kaldet San José, hvor jeg nu befinder mig i en labyrint af små stejle gader og gyder og trapper uden vejskilte, som giver mig stor angst for at blive væk og ikke kunne finde tilbage igen. Jeg bevægede mig forsigtigt ca 100 m ud i aftes og fandt gudskelov en lille butik, hvor jeg kunne proviantere nok til at holde sulten fra døren. Nu har jeg nogenlunde hold på hvor jeg er i forhold til butikken og en restaurant ved navn “La Corûrûna, som, ser det ud til, har en “menu del dia” til 12 euro, hvor vi evt. Kunne spise frokost sammen en dag.
   Hvordan går det med dig? Har du fundet dig til rette? Sikke et herligt vejr, hva? Regn og kulde, så jeg må have den elektriske ovn tændt og bruger to dyner! Men stedet er fint og rent. Skal ikke klage. Er i live og refrænet er frit, som Kim Larsen sang, og måske bliver det godt vejr en dag…
Er du på Whatsapp? Det må vi prøve. Det har jeg lige lært at bruge af ham min ven her, som står for huset. Jeg vil prøve at ringe dig op, så vi kan aftale nærmere, ikke? Jeg er osse spændt på at se det sted, du bor o.s.v. o.s.v.

Kærlig hilsen jens

Det er ikke lang tid. Hvad er lang tid? I modsætning til kort tid? Det er det, de siger, at når man deler tiden op i mindre og mindre stykker, bliver den til sidst så lille, at man kan sige, at den slet ikke går. Det er det man kalder singularitet. Det samme som det allerførste øjeblik i “big bang teorien” hvor “tiden” “begyndte” som man siger. Det er det bedste, man kan sige lige for øjeblikket om tiden der “går i stå” lige før den begynder. Det skyldes selvfølgelig, at det er noget, man tænker sig til. Tanken kræver “tid”, fordi den selv er tid. Uden tanke ingen tid. Prøv selv. Meget interessant.
Så nu har jeg travlt, for jeg skal møde Bodil nede ved indgangen til den græske have kl. 12 og klokken er lige nu 11.25. Så kan jeg ikke nå at skrive ret meget. Men lidt kan det alligevel blive til.
I går. I dag. I morgen. Ja , jeg ved snart ikke, hvad jeg skal sige. Badet var smukt og Bodil venter. Problemet er, at jeg ikke venter, for jeg har ikke noget at vente på. Hun er meget sød. Vi gik en lang tur ud til hendes hotel “Elysé” med stor swimmingpool og terrasse, hvor vi sad og nød et glas perlende mineralvand, mens vi glædede os over den milde luft og solens varmende evne. Oppe på restaurant “Corûrûna blev der serveret “menu del dia” til 14 euro indbefattende salat og blæksprutter indpakket i hele grønne peber overhældt med en lysegul sovs af ukendt mærke. Striber af brun karamel udgjorde det dekorative element. Dertil en kølig hvidvin, af hvilken Bodil drak 2 glas, mens undertegnede nøjedes med halvdelen af sit. Jeg var blevet påholdende efter foregående aftens indtag af “galina a la plancha” med tilhørende pommes frites og et glas tinto. Det var ikke så godt. Det med pludselig at spise kød. Og så sådan en sød lille kylling. Jeg drømte hele natten om “Kringle”. Hønen, jeg gav Betty for mere end 8 år siden. Det var ikke så godt. Tung i hovedet og tung i kroppen blev det ikke bedre af at spise blæksprutte erindrende den netflix serie, hvor han kommunikerer med en stor octopus. Det var ikke så godt.
Vi vandrede omkring i denne kringlede  by, og kom til sidst ned til havet, som i dagens anledning var blæst op til stormende kuling og meterhøje bølger, som tidligere næsten havde taget livet af mig, idet jeg blev grebet af et sig nærmende vandbjerg med så stor kraft, at min stakkels papirtynde krop kastedes omkring i brændingen, således at min venstre hånd fik nogle slemme knubs. Nå, men jeg kom over det (som altid) og gik glad og syngende op til mit hus og tog et varmt bad, inden jeg mødtes nede på “Corûrûna” med Bodil.
  Ad paseoen langs det brølende hav med mindelser om sejlskibet “Inulima” på vej langs kysten ved Almeria, hvor en hval dukkede op lige tidsnok til at redde mig fra decapitation forårsaget af storskødets osteskæreskarpe line. Den historie fik Bodil, og til gengæld fik jeg hendes historie om udstationering som læge i “læger uden grænser” i 3. Verdens lande . Hun har rejst meget lige som jeg, og det er jo hyggeligt at udveksle erindringer. To ældre mennesker på vej langs havet i San José.
Men så skal jeg hæve penge, for det skal man bruge her i Spanien. Hvis man ingen penge har er man på skideren lige som den pæne ældre mand udenfor Mercadona, som sad med nydeligt korslagte ben på asfalten og tiggede. Jeg gav ham et par euro, og det kunne jeg , fordi jeg havde penge. Havde jeg ikke haft, måtte jeg jo selv sætte mig ved siden af ham og håbe på lykke og held i stedet for. Da jeg så skulle hæve penge i en af disse ATM automater, snød den mig for 325 kr, fordi den ganske ublu forlangte gebyr og betalte en elendig kurs. De penge kunne den fattige mand have fået. Nu gik de til banken. Sådan er kapitalismen. Utak er den armes løn.
Bodil kom på slaget 12. Jeg kom for sent. 5 min. Straks kimede min telefon, om jeg nu havde husket det. Hun så mig komme hen mod sig, mens hun endnu havde mobilen for øret. Hun er vist lidt utålmodig. Vi gik ind i den græske have for at deltage i paellafesten med dans og musik, som der imidlertid ikke var noget af, da det var begyndt at regne. Nogle unge mennesker under et hvidt telt lovede, at festen ville blive i morgen i stedet for. Hvis det ikke regnede. Vi satte os derfor ind på en bænk i den mauriske have og gav os til at tale sammen. Bodil er fast besluttet på at finde et sted her, hvor hun kan overvintre. Hun har planer om en lejlighed enten i den gamle by eller ude ved kysten. Jeg fortalte om “singulariteten” som begyndelsen på al tid, og sagde (som jeg plejer) at al tid var altid. Faktisk et meget simpelt og let forståeligt udsagn, men hendes øjne blev flakkende, og jeg tror nok hun tænkte, at jeg var en smule skør. Det er denne vidunderlige diskrepans mellem forestilling og realitet, som jeg så ofte møder, når jeg lukker lidt op. Det var det samme, da jeg kaldte Putin for åndsvag. Det var for simpelt for Bodil. Hun vil have en intellektuel analyse af monstret. Jeg sige ligeud, at han er syg i hovedet. (Hvad han jo åbenbart er. Det er ikke svært at se.) Nå, men det ville hun ikke gå dybere ind i, så jeg faldt af og gav mig i stedet for til at lytte til to vidunderlige musikanter. En gammel knark med guitar, som akkompagnerede en ældre skeletagtig herre med fiks hat, som lavede lange toner med ragaklang så det sang i mine øre af vellyd. Vi fik tapas med blæksprutte og kaffelatte og orangejuice. Bodil ville gå hjem. I morgen skal hun på bustur med rejseselskabet op i bjergene. Jeg skal bade som i dag, hvor bølgerne var væk, og man kunne gå lige ud i havet og svømme uden fare for liv og lemmer. Det regnede godtnok, men vand er vand og jeg er ikke sart. Fjernsynet kører uafbrudt med sidste nyt om krigen. Nu truer han med atomvåben, så kom ikke her og sig, at han er normal. Den Satan af en skadet sjæl, som kan ende med at blive vores allesammens undergang.
Hvorfor det er så satans farligt, er fordi mennesket Putin har isoleret sig selv i sin magt over andre mennesker. Alle omkring ham frygter ham, og det gør ham alene. Som isoleret og ensom og samtidig selvoptaget til det extreme, kan hans vrede nemt bryde ud i lys lue hvad øjeblik, det måtte være. Det tyder hans advarsler om brug af atomvåben i høj grad på. Jo mere han trænger sig selv op i en krog, des større er chancen for, at han reagerer irrationelt og griber til vanviddets sværd. Vi befinder os i en meget farlig tid, så længe han sidder på magten i Rusland.
Men ved I hvad? Han skal ikke osse få ram på mig. Nej, det gider jeg ikke at være med til. Han kan rende mig et vis sted noget så læsterligt, kan han. Jeg vil gå ned og kaste mig i havet i stedet for. Det ved man hvad er!
Kroppen ved godt, hvad der er godt for den. Den sidder på bunden af havet og trækker sit vejr gennem sine vandlunger. Ude i horisonten kommer et skib forbi. Kroppen går ned i byen og køber ost. Den tænker hele tiden på ost nede på bunden af havet. Manden i den gule trøje ser vredt på kroppen, der krymper sig. Manden spytter ad kroppen og skynder sig bort. Kroppen er ligeglad. Den vil have ost. Den vil så meget den krop. Oppe i dens hjerne sidder de små kvantekrystaller og fortæller den, at ost er skadeligt for den. Derfor spiser den ikke ost længere, men går hen og sætter sig ved et bord i den græske have, hvor i det samme 3 smukke kvinder fra Andalucien tiltaler den og byder på bønner i chilisovs. Det er bedre end ost, tænker kroppen og sætter sig ned. Den ene af kvinderne medbringer sine to børn. To drenge som er tvillinger. De vælter bordet i deres kåde leg, således at al chilisovsen havner i skødet på kroppen, som dog ikke gør vrøvl, da det er en venlig krop, som elsker børn. Nu begynder en guitarist at slå på sit instrument og en sortklædt spansk kvinde begynder at skrige flameco. Det kan kroppen ikke holde ud. Den vinker til kvinderne og smiler. Så går den hjem op ad de stejle trin. Her møder den en hvid due, som ikke er skræmt over kroppens tilstedværelse. Tvært imod så sætter duen sig på kroppens skulder og giver sig til at pudse sine fjer. Fra da af er duen og kroppen venner.
I dag gik kroppen på sine skæve ben ned i havet igen en gang. Det var varmt og stille med fredelige dønninger, som slikkede lidenskabeligt op langs kroppen, idet den sænkede sig i den ursuppe, den en gang var opstået af. Svømmede et par tag og satte sig derefter på sin medbragte bænk og lod lyden af bølgeslaget hen over de raslende småsten berolige sit sind. Tankerne i dens hoved kredsede ustandselig om den krig, som førtes ikke langt fra hvor den var. Den kunne ikke forstå, hvad der foregik. Alle mulige andre kroppe forsøgte at skabe en slags rationale i det som hændte. Man forklarede og analyserede situationen med mange ord og sindrige udredninger, men lige lidt hjalp det. Kroppen følte, at verden var havnet i et sort hul af kollektiv spekulativ tankevirksomhed, som sugede alt til sig anført af en despot derovre i det, som man kaldte Rusland. Det så ud som begyndelsen på enden af den såkaldte “civilisation”.
Hvis man etablerer en “no fly zone” over Ukraine, skal den kontrolleres af Nato. Det betyder krig mellem USA og Rusland.
Vanviddet fortsætter, som det har gjort gennem hele Homo Sapiens historie. Det er ikke noget nyt, der sker lige nu. Det er hele tiden. Det er sådan vi opfører os over for hinanden og vores omgivelser.

Carsten Jensen skriver:

“NU ER DER IGEN KRIG I EUROPA

Der er to lige forkerte udsagn, der går igen i alle officielle udtalelser om Ruslands invasion af Ukraine. Krig har ikke nogen plads i Europa. Krig har ikke nogen plads i vor tid, siger fx den danske statsminister Mette Frederiksen. Det skal forstås sådan, at Europa lige siden afslutningen på Anden Verdenskrig har været fredens kontinent, og at det ikke er krig, vi søger, når vi er uenige, men dialog og forhandlinger.

Der har ikke været krig og invasioner i efterkrigstidens Europa? Der var først den sovjetiske invasion af Ungarn i 1956 og siden invasionen af Tjekkoslovakiet i 1968. Så fulgte borgerkrigen, der i 1990´erne søndersled Jugoslavien og kostede op mod 140.000 mennesker livet i blodige etniske udrensninger, mens Europa handlingslammet så til.

Jo, krigen har haft sin plads i Europa, også i de sidste 20 år. Hvis Europa ikke selv lagde slagmarker til, førte vi blodige krige på andre kontinenter. De katastrofale invasioner af Afghanistan og Irak, hvori flere europæiske nationer deltog, heriblandt Danmark, har formodentlig kostet op mod en million mennesker livet og efterladt Irak som iransk vasalstat og kastet Afghanistan tilbage i armene på den fundamentalistiske Taliban-bevægelse. Dertil kommer de omfattende luftbombardementer af Libyen, der efterlod landet i et kaos af kriminelle militser. Hvis vi til vores forsvar hævder, at vi i alle disse tilfælde kæmpede for civilisationen, vil jeg gerne bede om en definition på civilisation.

Jo, krig er et velkendt redskab for Europa, også i vor tid. Vi har i de sidste tyve år været med til at overfalde den ene værgeløse nation efter den anden, men når krigen føres i vores eget hjerteland har vi pludselig glemt vores egen blodige historie. Hyklerisk erklærer vi vores forargelse. Handlingslammede og historieløse vedtager vi halvhjertede sanktioner, som ikke er andet end afmagtens sprog, og på kort sigt er virkningsløse.

En figur som Ruslands leder Vladimir Putin hører ikke hjemme i vor tid? Ungarns Victor Orbán er en mand i Putins anti-demokratiske ånd. Den polske Morawiecki-regering styrer ud fra samme nationalistiske instinkter som Putin med en skruppelløs hetz mod etniske og seksuelle minoriteter. Kun af historiske grunde er Rusland og Polen hinandens fjender, men deres ledere er åndsfæller. Og EU, som blev stiftet i demokratiets navn ser passivt til og nøjes med verbale irettesættelser, når Ungarn og Polen aktivt undergraver deres egne borgeres rettigheder.

Mange af Europas højrepopulistiske partier hylder Putin og modtager betydelige pengebeløb fra ham. Hvad enten vi kan lide det eller ej, er Putin en del af vores tid, og det samme er krig. Troede vi virkelig så fast på vores egen overlegenhed og uovervindelighed, at vi mente os uden for enhver farezone?

Igennem et halvt årti så vi russisk luftvåben destruere Syriens hospitaler og skoler i omfattende bombardementer. Vi trak på skuldrene. Det var jo alligevel kun de sædvanlige muslimer, det gik ud over. Men bombe hvide? Aldrig!

Putin har med sin invasion af Ukraine åbnet en afgrund i Europa. Men den afgrund fandtes allerede, i de europæiske lande, hvor højrepopulismen stræber efter magten. Nu er der krig i Europa, men det er en krig med mange flere fronter, end vi tør stå ved.

Ukraines præsident Volodymyr Zelenskij holdt fredag formiddag en bevægende tale på russisk, hvor han bad den almindelig russer om at se indad og genfinde den menneskelighed, vi alle har til fælles.

Det er udfordringen for os alle, både i øst og i vest. Kun i genopdagelsen af vores fælles menneskelighed, på tværs af nationale, religiøse og etniske skel, undgår vi fremtidens krige. Dette er selvbesindelsens tid. Vi må indse, at det er demokratiet, vi kæmper for, og det gælder i hvert eneste europæisk land, også dem, der tror sig uden for farezonen.”

Nå, så fandt jeg endelig mig selv igen, For at møde grænsen må man jo kunne føle den. Ellers ved man da ikke, hvor grænsen er vel? Jeg følte grænsen i går, da jeg gik for langt. Sådan er det. Så kan man trække sig et lille stykke tilbage og ved så, hvor grænsen går. Tit er grænsen hårfin og næsten usynlig. Andre gange kan man ikke blive i tvivl. Grænser er noget mærkeligt noget. En gang imellem er det bare membraner, som accepterer diffusion. Et diffust grænseland. En overgang som i virkeligheden er en sammenhæng.
Eller det er hermetiske skel mellem mennesker båret af, hvorledes de tænker om hinanden. Sålænge vi tænker om hinanden, ser vi ikke hinanden. Det er da så simpelt.
Det er tanken, der adskiller. I virkeligheden er der kun sammenhænge. Det ser man tydeligt. Alt hænger sammen og gudskelov for det. Så kan de komme med alle deres forklaringer og  beskrivelser og analyser og så videre. Det hjælper ikke på noget. Det mest indlysende er bare det sværeste at se, fordi det ikke behøver tanken til hjælp for at se det. Vi ser verden gennem vore tanker og ser derfor ingenting. Andet end tanker…

Så fuck det hele og lad mig få noget morgenmad! Bølgerne var tårnhøje, men det lykkedes alligevel at komme ned i det klare, kølige, isblå og dødsensfarlige sug, som tog mig med derud, hvor jeg ikke kunne bunde og derfor måtte flyde henover sten med stivpiggede søpindsvin og smilende søanemoner. Bagefter gør et knasende æble sammen med et stykke økologisk knækbrød med krydderurter godt. Det gumles i takt til de store dønninger, der sender salte skumsprøjt i hovedet på den spisende.

En nøgen mand springer på hovedet ud i brændingen. Hans kvinde sidder roligt bag klipperne og betragter ham, mens han svømmer ud. Da han kommer tilbage, går han grinende hen og giver hende et kys. Solen har varmet de flade sten, de sidder på. Ude i horisonten ses et skibs hvide sejl. Det er tandlæge Jens Michael Høy ombord på “Inulima” på vej til Ibiza og Formentera sammen med sin dansk-svenske gårdhund “Sofus” og sin elskede Bodil, som han har mødt på Gomera. De var blevet kærester i Bhagwans ashram, hvor alt var tilladt. Nu skal de bare videre, inden det er for sent. Krigen raser og er i hælene på dem hele tiden.
Manden og kvinden går tilbage op over stranden. Det er begyndt at blæse op.

Havet var roligt her til morgen. Havet er mit udgangspunkt. Har jeg først nedsænket mig i havet, er min dag for alvor begyndt. En mand og en kvinde stod og fiskede ved siden af, hvor jeg sad og tørrede min krop. De passede sig selv, og jeg passede mig selv. I går var jeg til tapas sammen med nogle andre danskere, som bor hernede. Der er en hel danskerkoloni i den ene ende af San Jose. I den anden ende holder svenskerne til. Så er der orden i tingene. Bodil havde taget fejl af stedet og sad i en anden restaurant langt væk, så jeg måtte ringe til hende og fortælle, hvor jeg var.  Hun kom derfor en halv time for sent. Der var vin og tapas og fællessang. Vi sad lidt og lyttede til et ældre ægtepar, som var kommet i byen i mange år. Der var noget på spil mellem os, og vi brød tidligt op for at komme hen et sted, hvor vi kunne snakke i fred og ro. Tapasselskabet blev hurtigt, efterhånden som vinen gjorde sin virkning, ret støjende.
Vi fand en lille rolig restaurant lidt længere henne ad gaden. Jeg fik the, Bodil caffelatte.

Jens: – Sikke noget, sidst vi var sammen. Jeg kunne slet ikke forstå, at du slettede min facebook profil.

Bodil: – Det er fordi min kæreste hjemme i Danmark ikke må få at vide, at vi er sammen hernede.

Jens: – Hvorfor må han ikke det?

Bodil: – Han er meget syg, og jeg vil ikke gøre ham ked af det.

Jens: – Det kan jeg godt forstå, men der er jo ikke noget mellem os, som skulle gøre ham jaloux.

Bodil: – Nej, men det ved han jo ikke. I øvrigt er jeg slet ikke sikker på, at jeg vil have med dig at gøre mere. Jeg synes du er kold og kynisk.

Jens: -Wau!

Bodil: – Ja, det synes jeg  virkelig. Da vi kom op i dit hus og jeg lagde mig lidt på sofaen, kunne du ikke en gang tilbyde mig et tæppe. Du var slet ikke omsorgsfuld.

Jens: – Det tænkte jeg slet ikke på. Der var jo ikke koldt i stuen.

Bodil: – Nej, men derfor kunne du jo godt have vist lidt hensyn, ikke?

Jens: – Åh, jo Bodil. Måske er det så bedst vi holder op med at ses. Eller hvad?

Bodil: – Ja, det tror jeg. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle få ud af at komme sammen med dig.

Jens: – Kunne vi da ikke i det mindste så bare være venner?

Bodil: – Det ved jeg ikke. Nu må vi se. Jeg er også forkølet og trænger til at komme hjem i seng. Måske har jeg corona.

Jens: – Har du hjemmetest?

Bodil: – Ja, jeg vil gå hjem til mit hotel og tage en test.

Jens: – Du ringer og fortæller resultatet, ikke?

Bodil: – Det skal jeg nok.

De skiltes, og ingen ved om de nogensinde mødes igen.

Senere på aftenen fik Jens besked om, at Bodils test var negativ. Mere stod der ikke, men det var da altid noget, at hun skrev, tænkte han.

Han skal passe på sine knæ med de mange stejle trapper. Det gør lidt ondt især i venstre ben. Han tænker på, om han kan gennemføre at blive en måned. Kunne ombooke og tage tidligere hjem. Nå, men han tager den med ro og lister stille omkring. Meget stille; og alt det med Bodil tager han ganske roligt. Han tror nok, at hun havde forventet sig noget andet, end det hun fik. Men han kan ikke lave sig selv om til en eller anden fantasifigur i hendes hjerne. Det kan han selvfølgelig ikke. Han er som han er, og hvis hun opfatter det som kynisk, så gud være med det. Han siger bare tingene ligeud og ved, der vanker tæv, når man gør det. Men det er der ikke noget at gøre ved, som han siger. Nej, nej, nej.

I dette øjeblik ringer Bodil og fortæller, at hun har Corona. Nå da da, tænker Jens, så kommer det måske også til ham. Hun blev smittet i den danske klub for 5 dage siden, så der kan gå endnu 4 dage, inden han ved, om han slipper. Pis, tænker han, og stakkels Bodil, som nu ligger på sit hotel og skal være i isolation i 7 dage. Der får hun mad bragt op, men hvad med ham, hvis han er smittet. Nå, men den lille kinarestaurant bringer mad ud, så han klarer sig nok. Pis! “Danskeklubben” Superspreder!!!

Bodil

 

Det dages oh brødre, det lysner i øst… Jens begynder at ane en sammenhæng. Det forløb sådan nogenlunde: Da Jens gennem facebook i forbindelse med nogle gamle billeder fra en længst svunden tid omhandlende en filmoptagels på Lyø fik kontakt med den gamle flamme, Bodil, som osse havde været med på bemeldte tur, skete det hverken værre eller bedre end, at de mødtes i Bodils lejlighed til the og medbragte boller. Her gik det op for Jens, at Bodil var involveret i et forhold, som hun ønskede at træde ud af, da fyren, der var alvorligt syg, var begyndt at optræde dominerende og krævende og sågar havde ødelagt et juleselskab ved højrøstet at gøre vrøvl over nogle børn, som støjede. Det brød Bodil sig ikke om. Der var osse noget med vand på badeværelset som ikke blev tørret ordentligt op og sådan noget. Fyren var ganske simpelt blevet vanskelig, og det så ud til, at Bodil ønskede at gøre deres forhold forbi. Nu kom Jens ind på arenaen, og her øjnede Bodil en chance for en trædesten til at komme videre ud i livet og væk fra det belastende forhold. Jens på sin side var ikke uinteresseret i at se, hvad der ville ske, men gjorde det dog klart for Bodil, at han ville have “ryggen fri” i alle tilfælde, så noget fast forhold var der ikke tale om fra hans side. Et experiment på åbent hav, som man siger. De blev enige om at mødes i San José, hvortil Bodil havde arrangeret en turistrejse via et rejsebureau. Jens sagde,  han ikke ville “stalke” Bodil, men blot tage ophold i samme by på solkysten for at nyde klimaet, og så kunne de jo altid mødes og se, hvad der skete. Da jens var ankommet, mødtes de på en restaurant, og det gik hurtigt op for ham, at Bodil havde visse forventninger. Man kunne sige, at hun havde en agenda kørende. – Jens på sin side var i syv sind, hvad det hele drejede sig om, men optrådte belevent og høfligt, men også lidt nyfigen overfor Bodil med hensyn til, hvad hun havde i sinde. Det gik dog hurtigt op for ham, at hun forventede sig noget af ham. Hvad det var, kunne han ikke greje, men at der lå noget i luften, som han skulle tilfredsstille, var ganske klart.

– Nå, det var vanskeligt, tænkte han, når hun allerede på første “date” begyndte at stille betingelser. Han skulle til at optræde “omsorgsfuldt” og “positivt” og sådan noget, som hun sagde, og straks begyndte han at føle skruen stramme om sin hals. Det frie og legende, som han elskede, var væk, og blev erstattet at noget tungsindigt og kompliceret. Han prøvede at melde  ud, hvorledes han så på situationen, men mødte ikke meget forståelse. Bodil , – som i øvrigt er en intelligent og vidende person med høj udddannelse og et langt liv som læge og psykolog på mange kontinenter som udsendt af FN både i mellemøsten og exjugoslavien og Cuba, hvor hun var med sin første mand, der er antropolog og politiker, -var altså på alle planer et catch for Jens. – Hvis det var det han ville…

Men Jens vil ingenting og er ligeglad med titler og den slags. Det vil han skide på, og det faldt ikke i god jord hos Bodil, der vist nok har nogle fine fornemmelser omkring det hele sådan cirka; og så var der det med det nye forhold, som skulle hjælpe hende på vej ud af det gamle med den besværlige fyr, som var mere besværlig, fordi han var syg.

Derfor Bodils dilemma, hvor hun havde dårlig samvittighed overfor fyren i Danmark, som hun talte med hver dag i telefonen, og som hun blev nødt til at “lyve” overfor, fordi hun ikke omtalte mødet med Jens i San José. Hun slettede derfor “venskabet” med Jens på facebook af frygt for, han skulle skrive noget om deres møde i Spanien, som fyren, der nøje fulgte med i Bodils gøren og laden, så kunne få nys om. I det hele taget en meget plaget Bodil, som oven i købet fik Corona.

Sidste samtale i telefonen her i San José var noget trykket, og da Jens ikke helt forstod, hvad hun sagde, svarede hun “For Helvede, forstår du ikke, hvad jeg siger?” Jens spurgte så, hvorfor hun sagde “For Helvede” og hun svarede irriteret, at det var fordi han ikke fattede, hvad hun sagde. Nå, men det var faktisk nok for Jens. Det var det. Nu sidder han her i sit hus og skal om lidt ned og bade. Måske møder han Bodil igen i San José, måske ikke. Der er jo ingen grund til at være uvenner over noget så substansløst som det der er sket de sidste dage.

Så han er helt åben. Når hendes isolation er ophævet, kan det da godt være, at han inviterer hende på middag en dag. Nu må vi se, tænker han. Nu må vi se…

Hvor begynder krigen?

Den begynder oppe i hovedet på folk, når de tror, de adskiller sig fra andre folk og andre ting og andre dyr og andre planter og luft og vand og sol og stjerner og katte og hunde og duer og blomster og så videre…

Det er så synd for dem, men det nytter ikke noget at sige det. De svarer bare, at man er tosset at sige sådan noget. Det er, hvad de svarer. At man er tosset.

Er du vanvittig i hovedet
Er du skør oveni
Så tag lige at høre efter
hvad bedstemor vil sige.
Hun siger ganske roligt
at det er sole klart
at slås med andre mennesker
er ikke særlig smart.
at alle dem du slås med
er lige som dig selv
så slår du din næste
slår du dig selv ihjel.
Så er der 10 dage tilbage af dette ophold. Nu er jeg faldet i hak med stedet. I dag drev den gule sandflugt fra Sahara ind over byen. Her var tomt for mennesker og rækværket, som skal skærme folk fra at falde i et nyopgravet hul i vejen, var nidkært sikret med ståltråd, som forhindrede mig i at kravle over for at komme ad trappen ned til stranden.
Det fik mig til at tænke på, hvorledes folk fastholdes på deres “brød” til at gøre, hvad deres overordnede vil, som på samme vis selv er fastholdt i deres “brød” til at gøre hvad lederen vil o.s.v. En hidsig dame, gav ivrigt sin vrede til kende over mit formastelige forsøg på at kravle over og skabte således et helt lille optrin, som stoppede, da en forbipasserende betjent tog mig i nakken og gav mig en veritabel overhaling., Da han slap mig igen, løb jeg ind i et fuglereservat med skræppende papegøjer, som var ifærd med at gøre sig til gode med liget af en kat. Det stank frygteligt, men gudskelov havde jeg min covidmaske, og den tog noget af lugten. Nu sidder jeg og snadrer med to ældre danske pensionister, der spørger mig, om jeg har været på tur i bjergene og set de romerske ruiner. Det har jeg ikke, og så har vi pludselig ikke noget at tale om.
Der er nu mindre end et døgn til, før mit Norwegian fly afgår fra Malaga lufthavn med kurs København. Mange lange spadsererture ad “Paseoen” som løber tæt på stranden forbi de store lejlighedskomplekser ud mod “Bahia Tropical”, hvor min tidligere veninde tilbragte sine sidste forpinte Coronadage, er nu fortid. Erindringer stablet sammen som elektriske impulser oppe et eller andet sted i mit gamle hoved. Det blev alt i alt en skuffelse, hvis man alene medregner øjeblikke af medmenneskelig kontakt, ganske simpelt fordi klientellet her på stedet udelukkende består af ældre ægtepar, ofte af skandinavisk oprindelse, som langsomt bevæger sig gennem terrænet uden den mindste interesse i andet end dem selv.
En lille indespærret papegøje i et beskedent bur oppe på en balkon forsøgte ustandselig at påkvidre sig opmærksomhed, mens et således beskaffen aldrende par kom vandrende forbi. Skønt jeg stillede mig ind foran dem og forsøgte at få dem til at lytte til den lille fugl, besvarede de hårdnakket min venlige opfordring med et irriteret kast med nakken og et hånligt udbrud : “Idiot”.
Derfor vil jeg nu rejse min vej. Så kan de have det så godt. “Idiot”, det siger man da ikke til andre mennesker!
Til gengæld har jeg haft mange berigende samtaler med stedet duer, som jeg ofte har fodret med frisk salat. De vender drilsk deres små plirrende øjne op mod mig og siger altid pænt “tak for mad”.
Print Friendly, PDF & Email

I dag.

Kom i går morges her til Klippebo. Det sneede slemt på vejen op gennem Sjælland. Bilens forrude var helt uigennemsigtig på trods af vinduesviskernes ihærdige strøg. De modkørende bilers skarpe lys blændede mig, og jeg måtte sætte farten ned igen og igen. Endelig kom afkørslen mod Køge havn, hvor jeg med venlige tanker om mit besøg i “Hundertwassser”huset hos min veninde Inger Agger drejede af og fortsatte til færgen, hvor der gudskelov ikke var ret mange ventende biler. Nåede lige et besøg på toilettet, før vi blev dirigeret ind gennem den åbne skibsmund og op ad rampen til første dæk, hvor jeg af en venlig sømand blev anvist plads bag en stor køletransport med hylende smågrise, som skulle til slagtning i Rønne. – Eller osse var det bremserne fra bilen foran, der bragte forestillingen om de hylende grise frem i min hjerne. Jeg er jo veganer og meget imod drab på dyr. Dog spiser jeg fisk, hvilket må siges at være uden mening, men never mind – lad os ændre det til “pesketar”.

Der var kun få “snorkere” oppe i soveafdelingen og en stor “bås” helt alene parat til mig, hvor jeg kunne anbringe mit grej og lave “kahyt” med mine tæpper og den gamle sovepose fra Grønland, som stadig har bevaret sine dun skønt den er over 50 år gammel. En lille dunk vand og nogle nødder er min proviant under overfarten, som nydes fra det åbne dæk under de natlige tisseture, mens svenskekysten med de mange små gule lys glider forbi. Havet er roligt nu. Stormen “Malik” har lagt sig og jeg stirrer ned på den blåsorte vandoverflade, mens jeg forestiller mig de sidste minutter af mit liv, hvis jeg skulle falde i. Eller springe i… Selvmordet er altid en mulighed, men hvem gider det, når der stadig er nogle få dråber, man kan presse ud af tilværelsen.

Nå, men jeg sov skidegodt, som jeg altid gør under vanskelige forhold. Den hårde madras og soveposens idelige kryben op omkring skulderen, så man ikke kan vende sig om, og “tandlægenakkens” klagende knasen med de kendte smerter i halsmusklerne.

Kl halvseks høres klokkebimlen og kaptajnens stemme over højttaleren. Han byder velkommen til Rønne og varsler snarlig udkørsel. Det kræver, at man sidder i sin bil et øjeblik efter. Derfor fuld fart i tøjet og ned og være parat til at køre i land.

Her sner det, og det er stadig kulravende mørkt. Straks jeg starter motoren, lyser de to små orange lamper, som indikerer at ABS og ESP systemerne er i uorden. Det piner mig, for det er kun lige over et par måneder siden, jeg fik det lavet for 4000 kr hos den ækle automekaniker, som smiler lystigt, når han ser en kunde, han kan trække penge ud af. Måske skulle jeg vælge en anden smed? Men først skal han lige have besked om hans dårlige arbejde. Jeg vælger at ignorere det hæslige orange lys fra lamperne og kører veloplagt gennem den sovende by op langs kirken til rundkørslen, hvor vi altid drejede af, når vi skulle ned til Ries hus på bagerpladsen. Nu drejer jeg den anden vej. Rie er død og bagerpladsen solgt. Jeg er i stedet på vej til Bynke.

Bynke er min datter. Det er hende, jeg skal besøge, og det sner kraftigere nu. Kører forbi hospitalet, langs lufthavnen og senere havet og de åbne marker ned mod Bornholms sydlige del. Forbi afkørslen mod Åkirkeby videre i tæt snefog, hvor jeg lidt senere skimter skiltet og vejen mod Pedersker.

”Klippebo” er en trelænget gård lidt forbi Pedersker by på vej mod Neksø. Den ligger i skovbrynet med marker omkring og god plads til de tre heste: Freia, Hero og islænderen Rimmir. Udover min datter beboes stedet af en ældre kat ved navn “Missemor” og en italiensk mynde, som hedder lilli.

Sidder ved brændeovnen, som buldrer lystigt. Er netop kommet tilbage fra  spadserertur ned til læs å, der på grund af  regn og tøsne skummer lystigt afsted. Står på broen og spejder efter opgangsørreder, men ser ingen. Vandet er alt for grumset.

Har fået “Annekset”, som er en af længerne, der er omdannet til beboelse. Her er billederne fra fortidens malervenner hængt op. Et kæmpe Arnoldi pryder væggen over skrivebordet, og bag den store dobbeltseng hænger to af Åges skilderier i naturfarver, delvis bygget op af bemalede sliberondeller!
Her bor jeg i luxuriøs ensomhed sammen med minderne fra de svundne tider. I reolen har min datter anbragt Ole Grünbaums “Bar Røv” med undertitlen 68. Så er stilen sat. Vi er tilbage i de gode gamle dage!

Stormen “Malik” tog rygningen over værkstedet samt gennemhullede flere af de gamle asbest-tagplader. Bynke trak stigen ned og kravlede op og beså skaderne. Jeg har medbragt et videokamera og filmede gennem lemmen, hvor man kunne se den blå himmel, der hvor tagryggen havde siddet. Det så ikke godt ud, og ude i skunken var der også mange huller. Hvad skulle vi gøre? Jeg fik den idé  at skubbe noget skumgummi op for at lukke hullerne, men det ville suge vand og blev opgivet. I stedet  brugte vi  puder fra “Jysk” pakket ind i plastikposer, som blev proppet op i hullerne for at  forhindre sne og regn i at trænge ind. Nu blev der ringet til tømren, og han kom i dag og skiftede puderne fra “Jysk” ud med de nydeligste sorte tagplader af legitimt materiale. Hokus Pokus: taget er tæt, og vi kunne lettet tage til stranden nede ved Raghammer, hvor der ikke er skydning i dag, selvom risikoen for snarlig russisk invasion er til stede, idet man har anbragt et hollandsk krigsskib ud for østsiden af Bornholm med henblik på at manifestere NATOs tilstedværelse i området.

Faren lurer overalt. Nu skulle vi have fint besøg af Hanne i aften, men hun har været til begravelse, og her huserede Corona. Flere af deltagerne var blevet smittet. Hanne er erklæret negativ, men man kan jo aldrig vide, om hun bærer virus med sig alligevel. Det kan man jo aldrig  vide. I det hele taget kan man ikke vide ret meget. Vi beslutter derfor at gennemføre besøget, hvor også Jonny, Bynkes kæreste, kommer. Så må vi se, om vi alle bliver syge. Tiden vil vise det.

På jagt efter skumgummi til at proppe i hullerne i taget efter “Malik”s hærgen, var vi i genbrug i Rønne. De havde ikke noget skumgummi, men til gengæld havde de en spolebåndoptager, en “Grundig” fra halvtredserne stående på en af hylderne. Den blev afprøvet i en stikkontakt og fungerede fint. Købt for 175 kr.

Sådan een har vi ledt efter i årevis. Vi har nemlig nogle gamle bånd med optagelser helt tilbage fra 1954. Min bedstemor, mor og mig selv, samt den gamle hoftandlæge Kiær, hvis mor levede samtidig med H.C. Andersen, beretter på disse bånd om juleaften som den blev fejret ved århundredeskiftet. Det er guld værd i vores arkæologiske undersøgelse af vores fortid.
Det er, hvad der sker på Klippebo i denne tid. Kufferter fyldt med smalfilm i både 8, super 8 og 16 mm bliver gennemgået og projiceret på skærm, hvorefter de bliver digitaliseret og omdannet til filer. Derved får vi en mulighed for at konfrontere os med det, der var, og derved skabe orden i vores personlige historie. Det er meget berigende.

Således også i går, da vi genhørte et forløb fra en dag i 1974. Det var den lille familie, far, mor og den 3 årige datter, som lavede “hørespil”. Det var en tænderskærende oplevelse! Den absolutte mangel på indsigt i barnets verden var påfaldende hos de to forældre. Hver gang barnet gav udtryk for et ønske om forløb og indhold i “hørespillet”, blev det irettesat eller overhørt. De sad i hver sit hjørne og førte hen over hovedet på barnet deres private kamp om at være mest “pædagogiske”.  Barnet forsøgte flere gange at komme ind med forslag til hørespillets videre udvikling, men blev afvist. Til sidst var der ikke andet for barnet at gøre end at “fjolle” og sige “forbudte” ord som “prut” og “tis” osv. Da  barnet endelig  foreslog “bjørnen sover”, blev det kategorisk afvist af moderen med et: – Det gider jeg ikke! Og :- Det er godt med dig! Faren begyndt også at “fjolle” ved at “samtale” med hunden og prøve at få den til at gø ved gentagne gange at “gø” selv. Det var en ynk at høre, og det værste var, at det var mig selv, der var faren for over 50 år siden!
Bynkes kommentar til “hørespillet” var spontan: – Det er et under, jeg ikke er mentalt skadet med de forældre!

Jeg brød mig ikke om at høre det. Sådan går det, når ens selvbillede krakelerer…

Så kom Hanne. Eller bedre: Hanne skulle komme, men havde som sagt været til begravelse, og der havde flere af deltagerne fået corona. Det var ikke så godt, for så var hun “nær kontakt” og kunne smitte os andre. Men hun fik negativ test, og vi besluttede alligevel at mødes.

Det blev en begivenhedsrig aften med hjemmelavet lasagne og hvedefri veganske pølser til Hanne, som hverken kan tåle kød eller hvede. Hun fortalte om sit liv og vi lyttede og lyttede. Det var mærkeligt at høre om alt det tragiske, hun havde oplevet. Til sidst blev vi trætte. Vi bad hende om at skrive det ned. Så gik Hanne. Bagefter talte vi om alt muligt andet mindre tragisk.

I dag gik vi en tur langs stranden. Der var mange knækkede og væltede træer efter stormen “Malik”. De lå som forvredne skikkelser i sandet. Som spor efter en krig lå de og rakte armene hjælpeløst i vejret. Solen skød forsonende stråler ned over de bleggrøne bølger og os, ret som vi vandrede henover områder med kviksand, som nær havde suget os ned. Den lille sorte hund løb i forvejen og gøede af hvem som helst. I aften passer jeg hestene, mens Bynke er ovre hos sin kæreste. Huset er stille. Katten er ude og Lilihunden har lagt sig op i Bynkes seng.  Der sover den altid, når hun er ude. Jeg sover i mit annex, når jeg har set deadline på tv. I morgen kommer Jonny. Så skal vi se “Fuga”, filmen vi lavede i 66 i Hellebæk.
Inden jeg sover, går jeg en lang tur med min lommelygte, der kaster en hoppende lyskegle ud i den kolde nat foran mig. Her lugter slemt af gylle, og så regner det hele tiden. Ret trøstesløst. Derfor er det godt, at jeg har medbragt min egen gode, lange dyne. Ingen kolde tæer om natten! Ind imellem hører jeg nogle høje lyde. Det er når hestene slår med deres hove mod boksens vægge. Ellers er her musestille. Man kan høre, når den lille mus gnaver inde bag køleskabet. Det er den eneste lyd.

På søndag skal vi til Neksø og købe nyt nedløbsrør. Det gamle tog Malik. Det bliver nødvendigt at lave to ekstra bøjninger for at komme ud under taget og forbi terrassen. Jeg har lavet en tegning.

Nu på trediedagen går det bedre det hele. Jeg har ellers lidt slemt af hjemve. Hvad skal jeg her? Savner min hule i Bandholm. Men nu er det bedre, efter jeg kom i gang med at fodre heste og hente piller og bære hø ud. I morges tog jeg et iskoldt brusebad. Det kompenserede på udmærket vis for det manglende vinterbad hjemme i badeanstalten, – og så er solen begyndt at skinne. Det hjælper også på det hele. I aften Fuga. Det bliver spændende at høre, hvad Jonny siger til den. Han er professionel filmmand. Måske han synes det er noget lort. Nå, men det må han om. Jeg synes det er en genial film.

Der er mangel på brænde over hele øen. Nu skærer vi resterne af den gamle hestestald i stykker og fyrer med den. Hvad bliver det næste? Måske annexet, jeg bor i. Det vil nok kunne give varme til et par dage. Og værkstedet og stalden, for slet ikke at tale om alle Ries bøger! Vi har foreløbig nok at tænde op med. Lige som i Ukraine under krigen. Der frøs de også og havde ingen mad. Hvornår skal hestene slagtes? Og missemor og den lille sorte hund Lili. Før vi begynder at spise os selv. Når russerne kommer, og det gør de jo nok en dag, hvis vi ikke når at flygte til Californien, som CV Jørgensen synger. Men jeg flygter i alle fald til Almuñécar om en måned. Ned til varmen og de danske pensionister, som byder på vandretur i bjergene med skistave. Eller osse tager jeg til Bali og lejer et stort hus med swimmingpool og terrasse af udskåret balinesisk cedertræ, mens jeg lytter til Gamelan musik og ryger en fed cigar omgivet af hele min familie. Det bliver sgu da fedt.

“Fuga” betyder flugt. Flugt fra noget uomgængeligt. Fra en selvopfyldende profeti. Fra “forbi”, som vi ikke kan lide. “Forbi” er definitivt. Det kan vi ikke lide. Vi ønsker kontinuitet. Forlængelse. Livsforlængelse. Det er vi villige til at betale en høj pris for. Det kæmper vi for med næb og klør. Vi flygter over stok og sten. Efter hinanden og væk fra hinanden. Begge dele. På een gang. Det er en farlig redelighed det hele. Så får vi et flag. En nation. En identitet. En holdning. Den fører vi frem ved hver given lejlighed. Det giver styrke at have noget at kæmpe for. Vi er nogle kamphaner på flugt fra os selv. Det er det rene galimatias. Smaskåndsvagt det hele. Vi kan lige så godt indse det først som sidst. Men det er en smuk lille film, vi lavede den gang i tresserne. Det synes jeg. Og Ulrik som døde, og Edward som døde og Arne som døde, og Rie som døde. Allesammen døde, mens de flygtede fra selvsamme død, der fik dem til sidst. Som får os allesammen til sidst. Så hvorfor flygte hen imod eller bortfra.
Jeg går i stå, så fuck det!

Endelig blev nedløbsrøret færdigt. Det holdt hårdt med flere ekspeditioner til jem og fix og bygma for at få de rigtige samleled til røret, som løber fra tagrenden ind under udhænget og ned forbi terrassen med forskellige bøjninger undervejs. Desværre var ophænget til den nederste del forkert dimensioneret og voldte uendelige kvaler. Man løb til og fra i støvregn og strid blæst for at fremskaffe en skrue og møtrik til at holde sammen på skidtet. Det lykkedes ikke og man måtte nøjes med en “klamp” løsning, som ikke huede den perfektionistiske tandlæge. Nu sidder røret imidlertid fast forankret til muren og kan modtage den idelige strøm af vand, som himlen nedhælder over vore hoveder i disse tider.

I disse tider, hvor priserne stiger, så man snart skal til at brænde pengesedlerne for at holde varmen lige som i trediverne i Tyskland.

Hvilket i går aftes Bynkes film om Van der Rohes arkitektur i Brno i Tjekkiet også gav mindelser om. Dystre sortklædte personer vandrede om i mausolæumlignende rum. Lys og lyd bankede ind i mit hoved i smukt komponerede sekvenser. Det var flot lavet. Bagefter var der surrealisme for fuld udblæsning med blowjobs og kvindekamp, og til sidst en smuk dokumentar af Jonny om en kvindelig marmorskulptør i Italien. Virkelig en filmfestival på Klippebo! I aften skal vi digitalisere “Snoreleg” og nogle andre af de gamle 16 mm. – Vi lever i den visuelle verden her i Pedersker!

Den forbandede fremviser kører med tonefilmshastighed.Det får folk til at styrte afsted som om de skulle nå noget, og det er faktisk ikke nødvendigt, for de fleste er døde og har således nået det, de skulle. Rie fremtræder som sædvanlig smuk og dejlig i sit livs vår. Vi lever i fortiden i denne tid. Det gør tid unødvendig. Det er nutid det hele. Således også gennem regnvåde troldeskove med bakker og dale beklædte med lysegrønt mos og lyngtuer på vej ind i foråret, mens den lille sorte myndehund som en pil drøner afsted.

Fik endelig lavet kontakten til traileren. Det holdt hårdt, da de mange små gule, grønne, røde, blå, sorte og brune ledninger var rustet fast til det gamle stik. Efter afprøvning ser det ud til, at det meste virker. Kun er der en lille fejl, idet nummerpladelyset aktiveres, når man træder på bremsen. Blinklys og kørelys virker, og det er det vigtigste.

  • I morgen går turen over Ystad og København med mellemstation hos Suien, Oscar og Bue. Atter ud og køre bil mellem alle de andre trafikanter i deres blikspande. Gad vide om omikron slår sig ned i mit legeme på vejen. Det er jo snart ikke til at undgå, ser det ud til.
  • Vi tager lige et par filmruller mere i aften. Bynke siger, hun kan regulere hastigheden i sit redigeringprogram. Det er bedst med 18 billeder pr sekund. Jeg får stress af det andet.
  • Kort tid efter springer pæren i fremviseren. Gudskelov har ebay et tilbud, og en ny er nu bestilt til næste gang, hvor vi skal arbejde med de gamle film.
  • Afrejse.

Den store katameran trak brede kølvandsstriber efter sig, idet den begav sig ud på Østersøens gyngende vandgulv. Kirketårnet i Rønne var det sidste mine øjne så, inden de drejede ind i salonen, hvor TV2 udbredte sig om de seneste forfærdeligheder, som var indtruffet i Danmark. Der var sigtelser om mord og unge mænd druknet i havnen i Ålborg. Det  var ikke oplivende, og jeg valgte at strække ud i en liggestol bagerst i salonen i stedet for tv.

Sverige er kedelig at køre igennem. Først over øresundsbroen bliver opmærksomheden vakt ved synet af de 4 pyloners kolossale tilstedeværelse. Man spørger sig selv om disse frembringelser ikke kunne skabe så meget respekt om menneskets evner, at enhver tale om splid og krig burde ophøre. Når vi er i stand til at bygge sådan noget, må vi da for hulen da også være i stand at opføre os ordentligt over for hinanden. Eller hvad?

På besøg hos min datter Suien i København var Rosinen i pølseenden mit barnebarn lille O, som vi kalder Oscar den store, med stort O! Som nu spiser af eget fad og ikke er i tvivl om, hvorledes man griber om en ostehaps. Derefter bliver det hele smurt ud over bordet og til sidst hældt ned på gulvet. Det er et festligt skue, når den lille mand går i krig.

Vi fik ramen bragt af bud, som kørte omveje, hvilket medførte, at den japanske mad var iskold ved ankomsten. En hurtig opvarmning på komfuret, og så var det et fortrinligt måltid, vi fik den aften.  Derefter sydpå i nattemørket, mens radio4 holdt chaufføren vågen med ligegyldig snak.
Afkørsel mod Maribo og Bandholm og efter en god nats søvn i egen seng netop hjemvendt fra herligt iskoldt morgenbad, der med al ønskelig tydelighed understreger, at den skrivende atter er “hjemme”.

Snart begynder imidlertid en ny rejse til Almuñécar, og de første pakkeforberedelser er allerede i gang…

Filmværkstedet “Bogø Film”

Print Friendly, PDF & Email

Kvajlelort

I dag har jeg fri. Fri fra alt det lort som omgiver mig. Jeg lader det bare ligge. Så nemt er det. Så ligger det der og gløder i solen og ønsker mit nærvær, men jeg lader det ligge og går lige så stille og roligt forbi, og lidt efter er det glemt og forsvundet og jeg er blot en bevægelse i luften.

Hvad vil jeg så bruge den frihed til, jeg lige har opnået?

Vil jeg sætte mig ned på en bænk og se ud over havet?

Vil jeg købe en bil?

Nej, selvfølgelig ikke.

Jeg vil bruge den til at fortælle om min dag.

Hver dag.

I dag gik jeg ud og startede bilen. Den nye bil, jeg lige har købt for mine sidste penge. Jeg satte nøglen i, drejede rundt og hørte den velkendte spinden fra motoren. Vejen lå åben, og snart var jeg i byen, hvor jeg ville købe et batteri til min båd. Jeg glemte helt at fortælle, at jeg netop for få dage siden investerede mine sidste penge i en gammel Fejø kvase. Den havde tilhørt en gigtplaget 65 årig med nyresvigt og hjertefejl, som selvfølgelig ikke kunne vedblive med at sejle rundt i verden.

Det kunne jeg til gengæld! Mente jeg, da jeg kun er 80 år gammel og forholdsvis frisk af min alder. Ikke at jeg ikke har visse lidelser, men med fornuftig kost og motion og daglige yogaøvelser på en måtte, min store datter har foræret mig, holder jeg tempoet og kan næsten magte det utrolige.

Jeg kørte altså glad afsted mod byen. Skovene langs vejen havde dette forventningsfulde grønne skær, som stemmer sindet i lyse toner. Man bliver glad, når man kører gennem sådan en skov, ikke? Jeg blev også glad og oplivet på vej mod byen. Mod Jem og Fix, hvor jeg vidste, de havde et marinebatteri på 110 Amp, som var netop det, jeg skulle bruge for at være sikke på at kunne starte min nyerhvervede båd. Det tog tid at finde det batteri! Den unge pige i kassen mente nok, at de slet ikke havde flere tilbage. Man kunne ikke stole på deres hjemmeside, sagde hun.

   – undskyld, men jeg må vel ikke forstyrre dig lidt? Startede jeg med at sige.

   – værsågod, svarede hun.

   – Jeg skal have et marinebatteri på 110 Amp. Hvor finder jeg det?

   – Det kan jeg ikke lige hjælpe dig med nu, men gå ud til en af vores medarbejdere i lagergården. Han kan hjælpe dig. 

   Jeg gik ud og fandt en skrutrygget Jem og Fix mand med deres logo på ryggen, som straks viste mig vej hen mod den hylde, hvor batterierne var opbevaret. På vejen mødte jeg Ida.

    Ida er en gammel veninde, jeg har kendt i mange år. Hun kom i vores hus, den gang jeg var gift med min kone. Hun snakkede altid meget og var ret irriterende, fordi hun ikke gav plads til andres mening udover sin egen. Med et stod denne midaldrende kvinde med ansigtsskjold og langt fedtet hår i vejen for mig og udbrød: 

    – Men der har vi minsandten Oluf! 

    Jeg standsede og var i første omgang slet ikke klar over, hvem hun var. Jeg troede det var en anden gammel veninde, jeg har, men hun bor i København, så hende kunne det ikke være. Hvad skulle hun i Maribo, tænkte jeg i et splitsekund, da det endelig gik op for mig, hvem det var.

    – Men det er jo Ida, sagde jeg.

    Hun grinede.

    – Hvad laver du her? spurgte jeg, skønt jeg godt kunne se, hvad hun lavede i Jem og Fix. Hun havde en vogn fyldt med haveredskaber og gødningssække og var tydeligt nok på indkøb efter haveartikler. Ved siden af hende stod hendes søn, som jeg i første omgang ikke kunne huske, hvad hed.

    Og det er dig, hvad er det nu du hedder? sagde jeg henvendt til sønnen. – Det er Hagbard, er det ikke? Jeg kom i tanke om dit navn, fordi jeg lige nu er ved at skrive en historie om Indien, hvor en dreng ved navn Hagbard forekommer!

    Det lød helt akavet, men da situationen var akavet i forvejen, brød alle ud i latter.

    Ved siden af Hagbard stod en ung pige med smilende mørke øjne. Jeg huskede, at hans kone var fra Indien, så det passede jo meget godt ind i sammenhængen.

    – Du er Hagbards kæreste. Du kommer fra Indien, ikke?

    Hagbard rettede mig.

    – Hun kommer fra Indonesien.

    – Åh, det var pinligt, svarede jeg.

    For at komme videre i samtalen klappede jeg hende på maven, da hun så ud til at være gravid.

    – Og I venter jer?

    – Det er mad, svarede pigen og grinte.

    – Det må du undskylde, sagde jeg og følte mig forkert. Men hun tog øjensynlig ikke notits af min  bringen børn på banen, selvom de måske havde et problem med at blive gravide. For yderligere at trampe i spinaten fortalte jeg om min datter, som er højgravid, men de fortsatte med at grine, og måske var det bare mig, de grinte af, mens jeg stod og forsøgte at holde gang i en samtale.

    Ida fortalte at Hagbard havde fået job i kommunen som kulturmedarbejder, og at de havde købt hus nede på Hestehalevej.

    – Så er de unge mennesker kommet på plads. Det er godt. Er det ikke nede i det fine kvarter med udsigt over søen?

    – Det er med udsigt over mosen, men det er lige så godt, svarede hun. – Der går får og græsser i fri natur.

   Nu var der ikke ret meget mere at snakke om. Det var et kort møde i Jem og Fix. De skulle den ene vej, og jeg skulle den anden. Vi sagde “Hej” og vinkede farvel og var atter på hver sin kurs i livet.

Jeg fandt langt om længe mit batteri. Det vejede mindst en ton. Jeg måtte skifte hånd hele tiden og stille det ned på gulvet for ikke at blive skåret i armen af det skarpe plast. 899 kr kostede det, men det er nødvendigt, når man har en bådmotor, der skal kunne starte.

Da jeg kom hjem stod min nabo i indkørslen parat til en snak.Han er en 70 årig tidligere skibsbygger, som bærer sin skikkelse med stolthed. Hans ørnenæse udtrykker beslutsomhed og styrke. Hans lange hvide hår er sat op i en knold i nakken, og hans fortællerevne er legendarisk. Han rummer erindringer fra et langt liv, som ubesværet strømmer ud ved enhver given lejlighed. Således også nu.

  – Jeg var på Læsø og sætte garn, begynder han. – Da en af mine venner kom ned på stranden og råbte, at Anton havde problemer. Han skulle skide og kunne ikke stå oprejst, så fuld var han. Vi måtte løfte ham i arme og ben, og holde ham idet lorten gled ud af hans krop i een lang pølse. Mens vi sådan stod og lod afføringen ske, fik min ven den idé at rotere Anton fra side til side.

   – Vi kvajler sku lorten, råbte han, mens han bevægede Anton i en cirkel, så lorten dannede den smukkeste oprulning.
Siden den dag fik Anton tilnavnet “kvajlelort”.

   – Sådan havde vi det på Læsø i gamle dage, siger min nabo og ler højt.

   – Og så er det ikke en gang løgn! tilføjer han.

Min nabo dyrker urtehave.

 

    

Print Friendly, PDF & Email

Dødtræt.

Jeg er dødtræt af alle de mennesker, som ikke forstår en skid. Ikke en skid forstår de af nogetsomhelst. Det er jeg dødtræt af.

Så her sidder jeg og forstår det hele, og det er der ingen, der forstår. Ingen.

Nå, men så må jeg jo klare mig selv helt alene på det grundlag som min forståelse hviler. Det er i grunden et meget godt udgangspunkt. Man sidder helt alene på en tømmerflåde på det oprørte hav og aner ikke, hvad man skal. Skal man prøve at svømme i land? Men der er ikke noget land i sigte. Skal man give sig til at ro i en eller anden retning? Men hvilken retning er den rette, tænker man. Man ved det ikke, men man forstår det hele og ved alligevel ikke en dyt. Man bliver et “jeg”. Det bliver man nødt til for at komme videre. Så sidder jeg her og skal se at komme videre og ved ikke, hvor jeg skal hen.

Med eet dukker en fisk op i overfladen. Den retter sin opmærksomhed mod mig og siger:

– Se så at komme afsted. Spring ud i vandet og svøm. Det er dejligt at svømme.

Jeg stirrer på fisken og tænker: – Måske har den ret. Jeg springer sgu.

Men et er at tænke på at springe. Et andet er springet i sig selv. Jeg tøver. Tør ikke springe og bliver siddende på min tømmerflåde.

Der sidder jeg og er dødtræt af det hele.

Ganske enkelt.

Print Friendly, PDF & Email

Femø

Var til vælgermøde oppe på Femø kro i går. Rent tilfælde… Blev inviteret til at sidde med ved bordet og nyde den berømte Femø- tallerken, som består af en fladstegt rødspætte i fed gullig persillesovs og små udkogte kartofler. Invitationen fik jeg af en af de fremmødte lokalpolitikere, som mente, at det var bedst at have nogen at snakke med, når man spiste. Hm. Jeg havde ellers forberedt mig på en stille stund alene ved det lille bord med tændt stearinlys og hvid dug, læsende i “Mesteren og Margarita” om fandens besøg i Mosva. Nå, men det var måske meget a propos, da det så ud til, at jeg her havde fået selveste hans højhed Satan til bords i form af lokalpolitikeren fra “lokallisten” Sandra Eliassen.
Kvinden var for så vidt meget delikat og indtagende, men hendes talestrøm var langtfra lige så indtagende. Hun afbrød min spisning ustandselig med indvendinger om alt mellem himmel og jord, som hun mente hun kunne gøre for de små øer i Lolland kommune, og især for Femø.
Jeg forsøgte, at se pæn ud og ikke opføre mig på nogen måde uhøvisk. Det faldt i god jord, og vi skiltes som venner.
Efter middagen var der stillet op til “dialog” mellem politikerne og Femøs lokalbefolkning, og her sprang proppen af flasken, mens en ubeskrivelig stank af falskhed bredte sig i “demokratiets” navn. Den ene efter den anden af de fremmødte partirepræsentanter førte sig frem i svælgende vendinger, som helt udviskede de egentlige problemer på øen, som var at få opført en affaldsplads, hvor de rare femøboere kunne få deres haveaffald omdannet til flis og kørt væk. Det havde man i årevis forsøgt at få Lolland Kommune til at sætte i værk uden held. Ligeledes havde man i årevis forsøgt at få færgen til at sejle præcist, samt at få færgerne til at overnatte ud på øerne, så de kunne være parat, hvis nogen kom i nød og skulle fragtes til fastlandet akut. Utilfredsheden blandt borgerne var stor, og til det svarede politikerne, at de nok skulle gøre noget, hvis man vel og mærke stemte på dem.

Gudfader bevare os,tænkte jeg og vred mig i stolesædet. Tænkte, at mennesket bliver aldrig klogere. Tænkte, at det ville have været lettere, hvis ikke bare det lige havde været, fordi det var mennesker…

Lige som man nu fra både russisk og kinesisk side har afbrudt de sidste kommunikationskanaler, der havde til hensigt at forhindre at 3. Verdenskrig skulle starte ved en “misforståelse”. Lige som man nu luftbomber nødforsyninger i Etiopien og lige som alle de olie og kulproducerende lande nu forsøger at rette kravene i Parisaftalen til, således at de stadig kan forøge CO2 belastningen af kloden og derved overleve i deres eget lille sneglehus.

Jeg brækker mig. Mennesker, fy fanden, og er alvorligt flov over selv at tilhøre een af slagsen.
Det er i mig selv det hele foregår. Hverken i FN eller EU eller USA eller KINA eller RUSLAND eller hos BORGEREPRÆSENTATIONEN i LOLLAND KOMMUNE.
Men i mig, kære venner.
Hvad med dig, kære ven?

Print Friendly, PDF & Email

Ankomst.

Jeg er ankommet, ser det ud til. På min 81 års fødselsdag er jeg ankommet. Jeg er ankommet til denne dag i mit liv. Så sidder jeg her og spekulerer over, hvorvidt jeg overhovedet har været væk. Måske har jeg været her hele tiden. Det ser sådan ud.  Nå, men udover det er min nye “bog” som hedder “Vejen” ankommet, og kan findes bl.a. hos saxo. Den ser sådan her ud:

Og er:

En levnedsbeskrivelse af mennesket Olufs udvikling fra barn til voksen.

Ethvert menneskes vej i livet er unik. Som et fingeraftryk i historien. På godt og ondt. Oluf bliver kastet rundt på tilfældighedernes hav fra den dag, han bliver undfanget, og må igen og igen spørge sig selv: – Hvad er meningen? Til sidst forstår han, at der ingen mening er og falder til ro i al tings tidløse eksistens.

 

Print Friendly, PDF & Email

Min Gud!

 

Altså og derfor og i al almindelighed ville jeg ikke nævne nogen fremfor andre, men i det hele taget nøjes med at nævne mig selv. Det er det mindste, jeg kan gøre. Det meste, jeg kan gøre, er uden ende. Nå, men det skal ikke komme som en overraskelse for nogen længere, at jeg er gået hen og blevet gak! Ganske simpelt blæst i hovedet! Aner simpelthen ikke, hvad det er, jeg går og foretager mig. Som f.eks. nu, hvor jeg har siddet i styrtende regnvejr nede i min lille kahyt og lagt waypoints koordinater på min gps receiver for at kunne foretage en sejladsfærd fra Bandholm havn og op langs den sjællandske vestkyst ud for Skælskør til en lille ø som hedder Agersø. Her vil den gale mand overnatte i en havn, før han drager ud på endnu en sejlads under den store storebæltsbro hen mod og over til den herlige lille by på Fyns vestside, som hedder Kerteminde. Her har maleren Johannes Larsen boet og malet fugle og hav og her er hans hus omdannet til musæum. Et sted jeg tidligere har besøgt, men den gang med bus. Nu skulle det altså ske fra søsiden. Det er klart, ikke? Er det ikke? Synes du ikke det lyder som en meget god ide, nu hvor det er lykkedes mig at reparere dieselforpumpen så dieselolien ikke fosser ud under den lede kødfarvede pakning, som var revnet to steder, og som derfor ikke kunne bruges længere, så jeg måtte køre hele vejen til Nørre Alslev for at hente en gammel brugt Bukh dieselforpumpe hos mekaniker Rune, som er ven med Benny, som jo er ham, jeg købte båden af. Nå, men den fik jeg sat på motoren i stedet for – og ganske alene, fordi ham Kim, som skulle hjælpe mig slet ikke kom, og ham Christian var alt for skæv og sad og fyrede en mægtig joint lige op i hovedet på mig, så jeg næsten blev lige så skæv som ham af irritation over hans idelige hash rygning! Selv ryger jeg ingenting. Det er meget bedre. Så er man klar til at møde livet rent. Jeg elsker at møde livet rent. Ikke noget med skjult agenda her i mit hus. Fuck dem, alle dem med skjult agenda og forsåvidt også dem med agenda. Op i røven med agendaen og lad os så se at komme afsted! Ud og sejle kære venner. På bølgen den blå. Over havet det grå. Med snabelsko på!

 

 

 

Print Friendly, PDF & Email