I dag har jeg fri. Fri fra alt det lort som omgiver mig. Jeg lader det bare ligge. Så nemt er det. Så ligger det der og gløder i solen og ønsker mit nærvær, men jeg lader det ligge og går lige så stille og roligt forbi, og lidt efter er det glemt og forsvundet og jeg er blot en bevægelse i luften.
Hvad vil jeg så bruge den frihed til, jeg lige har opnået?
Vil jeg sætte mig ned på en bænk og se ud over havet?
Vil jeg købe en bil?
Nej, selvfølgelig ikke.
Jeg vil bruge den til at fortælle om min dag.
Hver dag.
I dag gik jeg ud og startede bilen. Den nye bil, jeg lige har købt for mine sidste penge. Jeg satte nøglen i, drejede rundt og hørte den velkendte spinden fra motoren. Vejen lå åben, og snart var jeg i byen, hvor jeg ville købe et batteri til min båd. Jeg glemte helt at fortælle, at jeg netop for få dage siden investerede mine sidste penge i en gammel Fejø kvase. Den havde tilhørt en gigtplaget 65 årig med nyresvigt og hjertefejl, som selvfølgelig ikke kunne vedblive med at sejle rundt i verden.
Det kunne jeg til gengæld! Mente jeg, da jeg kun er 80 år gammel og forholdsvis frisk af min alder. Ikke at jeg ikke har visse lidelser, men med fornuftig kost og motion og daglige yogaøvelser på en måtte, min store datter har foræret mig, holder jeg tempoet og kan næsten magte det utrolige.
Jeg kørte altså glad afsted mod byen. Skovene langs vejen havde dette forventningsfulde grønne skær, som stemmer sindet i lyse toner. Man bliver glad, når man kører gennem sådan en skov, ikke? Jeg blev også glad og oplivet på vej mod byen. Mod Jem og Fix, hvor jeg vidste, de havde et marinebatteri på 110 Amp, som var netop det, jeg skulle bruge for at være sikke på at kunne starte min nyerhvervede båd. Det tog tid at finde det batteri! Den unge pige i kassen mente nok, at de slet ikke havde flere tilbage. Man kunne ikke stole på deres hjemmeside, sagde hun.
– undskyld, men jeg må vel ikke forstyrre dig lidt? Startede jeg med at sige.
– værsågod, svarede hun.
– Jeg skal have et marinebatteri på 110 Amp. Hvor finder jeg det?
– Det kan jeg ikke lige hjælpe dig med nu, men gå ud til en af vores medarbejdere i lagergården. Han kan hjælpe dig.
Jeg gik ud og fandt en skrutrygget Jem og Fix mand med deres logo på ryggen, som straks viste mig vej hen mod den hylde, hvor batterierne var opbevaret. På vejen mødte jeg Ida.
Ida er en gammel veninde, jeg har kendt i mange år. Hun kom i vores hus, den gang jeg var gift med min kone. Hun snakkede altid meget og var ret irriterende, fordi hun ikke gav plads til andres mening udover sin egen. Med et stod denne midaldrende kvinde med ansigtsskjold og langt fedtet hår i vejen for mig og udbrød:
– Men der har vi minsandten Oluf!
Jeg standsede og var i første omgang slet ikke klar over, hvem hun var. Jeg troede det var en anden gammel veninde, jeg har, men hun bor i København, så hende kunne det ikke være. Hvad skulle hun i Maribo, tænkte jeg i et splitsekund, da det endelig gik op for mig, hvem det var.
– Men det er jo Ida, sagde jeg.
Hun grinede.
– Hvad laver du her? spurgte jeg, skønt jeg godt kunne se, hvad hun lavede i Jem og Fix. Hun havde en vogn fyldt med haveredskaber og gødningssække og var tydeligt nok på indkøb efter haveartikler. Ved siden af hende stod hendes søn, som jeg i første omgang ikke kunne huske, hvad hed.
Og det er dig, hvad er det nu du hedder? sagde jeg henvendt til sønnen. – Det er Hagbard, er det ikke? Jeg kom i tanke om dit navn, fordi jeg lige nu er ved at skrive en historie om Indien, hvor en dreng ved navn Hagbard forekommer!
Det lød helt akavet, men da situationen var akavet i forvejen, brød alle ud i latter.
Ved siden af Hagbard stod en ung pige med smilende mørke øjne. Jeg huskede, at hans kone var fra Indien, så det passede jo meget godt ind i sammenhængen.
– Du er Hagbards kæreste. Du kommer fra Indien, ikke?
Hagbard rettede mig.
– Hun kommer fra Indonesien.
– Åh, det var pinligt, svarede jeg.
For at komme videre i samtalen klappede jeg hende på maven, da hun så ud til at være gravid.
– Og I venter jer?
– Det er mad, svarede pigen og grinte.
– Det må du undskylde, sagde jeg og følte mig forkert. Men hun tog øjensynlig ikke notits af min bringen børn på banen, selvom de måske havde et problem med at blive gravide. For yderligere at trampe i spinaten fortalte jeg om min datter, som er højgravid, men de fortsatte med at grine, og måske var det bare mig, de grinte af, mens jeg stod og forsøgte at holde gang i en samtale.
Ida fortalte at Hagbard havde fået job i kommunen som kulturmedarbejder, og at de havde købt hus nede på Hestehalevej.
– Så er de unge mennesker kommet på plads. Det er godt. Er det ikke nede i det fine kvarter med udsigt over søen?
– Det er med udsigt over mosen, men det er lige så godt, svarede hun. – Der går får og græsser i fri natur.
Nu var der ikke ret meget mere at snakke om. Det var et kort møde i Jem og Fix. De skulle den ene vej, og jeg skulle den anden. Vi sagde “Hej” og vinkede farvel og var atter på hver sin kurs i livet.
Jeg fandt langt om længe mit batteri. Det vejede mindst en ton. Jeg måtte skifte hånd hele tiden og stille det ned på gulvet for ikke at blive skåret i armen af det skarpe plast. 899 kr kostede det, men det er nødvendigt, når man har en bådmotor, der skal kunne starte.
Da jeg kom hjem stod min nabo i indkørslen parat til en snak.Han er en 70 årig tidligere skibsbygger, som bærer sin skikkelse med stolthed. Hans ørnenæse udtrykker beslutsomhed og styrke. Hans lange hvide hår er sat op i en knold i nakken, og hans fortællerevne er legendarisk. Han rummer erindringer fra et langt liv, som ubesværet strømmer ud ved enhver given lejlighed. Således også nu.
– Jeg var på Læsø og sætte garn, begynder han. – Da en af mine venner kom ned på stranden og råbte, at Anton havde problemer. Han skulle skide og kunne ikke stå oprejst, så fuld var han. Vi måtte løfte ham i arme og ben, og holde ham idet lorten gled ud af hans krop i een lang pølse. Mens vi sådan stod og lod afføringen ske, fik min ven den idé at rotere Anton fra side til side.
– Vi kvajler sku lorten, råbte han, mens han bevægede Anton i en cirkel, så lorten dannede den smukkeste oprulning.
Siden den dag fik Anton tilnavnet “kvajlelort”.
– Sådan havde vi det på Læsø i gamle dage, siger min nabo og ler højt.
– Og så er det ikke en gang løgn! tilføjer han.
Min nabo dyrker urtehave.