??…

 

En morgen var det hele forbi. Ganske forbi det hele. Ikke mere at glæde sig over. Ikke noget at se frem til. Ikke noget at lave. Bare vente på den store tomhed. Det store nul. Det store ingenting. Hvor trist, tænkte han og tog sig i skridtet, hvor det kløede så slemt efter sidste rensning.  Nu han således var færdig med sit forehavende, gik han forfrisket ud i stormen og tog himlen ned i sit hjerte. Stuen han sad i var ganske ryddet for inventar. Det eneste der var tilbage var en gammel standerlampe, som viseværten havde efterladt, den gang han rejste. Det var det eneste, der var tilbage, så vidt han kunne se fra sin plads i solen, hvor han sad og skammede sig over sin egen deltagelse i krigen. Men der var ingen vej tilbage. Det vidste han . Så hvorfor ikke bare tage sig sammen og se at komme afsted.

Han rejste sig op og stod således midt i rummet med begge ben på jorden og ansigtet højt hævet oppe over trægrænsen, hvor en knallert i det samme kom til syne og rev ham ud af hans vildfarelse. Solen, som nu stod højt på himlen varmede hans skuldre og satte ham i gang med at læse dagens avis, hvor der reverenter talt ikke stod en skid, der var værd at beskæftige sig med.

Kunst er altid noget andet. Er det det samme, er det ikke kunst. Så er det bare det samme og det samme og det samme i een lang kedsommelig uendelighed for satan, ikke?

 

 

En dag. Hvilken dag. Ja hvilken dag er det ikke, at sidde ude i vejret og tænke sig til noget andet. End det som er lige her, og som du ikke kan beskrive, fordi du ikke har evnen til at se.

Græsset blev slået. Båden blev bestilt. Håret blev klippet. Datteren blev besøgt. Badestigen blev købt. Veninden blev hørt. Hvidtjørnen blomstrede som sne mod den lyseblå himmel. Mit ansigt føltes koldt. Vinden bed og skoene trykkede, indtil jeg fik dem gået til. Vejen syntes uendelig, og derfor ikke af vigtighed. Dens længde havde ingen betydning. Kun dens kvalitet var fremtrædende i den skrivenes bevidsthed. Han nød at høre gruset knage under skosålerne. Han nød himlens farve bag granernes silhuet. Han trak vejret dybt ned i sine lunger og skridtede raskt afsted. Det var den samme tur han gik hver dag. En tur som ingen ende havde, fordi det var en cirkel. Han ønskede altid at bevæge sig i cirkler. Idet han passerede sit udgangspunkt, sprang han et niveau op i spiralen, som hans liv bestod af. Som hele. Tilværelsen bestod af, og som derfor altid var nyt.

Toget holdt på perronen og tog ham og hans kæreste med. De satte sig i den tomme kupé og lod blikket glide ud over det forbipasseren landskab. Kontrolløren kom forbi og bad om deres billetter. De viste ham dem og følte sig i samme øjeblik trygge, fordi de viste, at alt var i orden. Han gik videre, og de smilte til hinanden, indforstået i deres fælles tanker. De var et par og førte sig frem som sådan. Derom skulle man ikke være i tvivl. Det var noget, de begge lagde vægt på. Han var midaldrende, hun var meget yngre. De var barnløse.

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.