Patmos.

Tabula rasa
FORELSKET
I.                    
PATMOS
. ELLER
Stop making sense!
1.
Den person, som forekommer her i beskrivelsen, er en ældre
mand på 82 år. Han er høj, spinkel, hvidhåret og duknakket efter
mange års arbejde ved en tandlægestol.
Han er pensioneret tandlæge og er i fuld fart i gang med at
undslippe døden, som han føler mere og mere er lige i hælene
på ham. Febrilsk kaster han sig over det første det bedste fly,
han kan finde for at komme væk fra det altsammen..
Et tilbud om en enkeltbillet til 305 kr til den græske ø Kos
dukker op på hans skærm en onsdag morgen, og han er ikke
sen til at booke sig ind på turen. Det er denne lille tilfældige
hændelse, der sætter det hele i gang. Da han først har ordnet
sin afrejse, må han selvfølgelig også arrangerer resten af turen.

For at få cirklen sluttet, som han siger; således at han også kan
komme hjem igen…
Det tager ham flere dage at bestille hoteller og færgeruter, der
passer ind i hans tidsplan, og en gang imellem er han så træt af
det hele, at han mest har lyst til bare at aflyse og lægge sig ind i
sin seng og blive væk i drømmen om evig ungdom.
Men han opgiver ikke, og en kølig efterårsmorgen står han
ved busstoppestedet i sin hjemby og venter på at komme afsted.
Han har en stor sort taske på ryggen og en mindre grøn rygsæk
under armen.. Han har lige været i bad og er til fingerspidserne
klar til at tage afsted..

Det er i dag den 22 sept, og han sidder og indtager en
præfabrikeret tunsalat i afgangshallen i Kastrup lufthavn på vej
mod den græske ø Kos på en billet til 305 kr.
Som altid, når noget foregår spontant, trækker det øjeblikkelig
en følge af uoverskuelige hændelser med sig, der som en
rivende strøm afgør alt, hvad der siden sker. Det er, hvad der nu
skal berettes om..
Han kommer gennem gaten op i flyet uden at blive standset. Det
er en lettelse! Han har den store rygsæk uden på tøjet og den
lille gemt under jakken for at have alle sine ting og sager med
uden at skulle betale overvægt, og det lykkes!
Nu sidder han på sin plads ud mod midtergangen og kan
strække sine lange ben. Han tænker på den ældre dame med
det smilende ansigt, han mødte i toget. Hun fortalte, at hun
dyrkede scuba-diving på Filippinerne. Hun fortalte også om sit
ægteskab med en håndværker, som aldrig var hjemme. Hun
havde forladt ham og aldrig siden fortrudt sin beslutning om at
gå solo.
Hun var som sagt dykker. Sådan rigtigt, med certifikat. Havde
dykket ned til 30 meter. Han fortalte hende om sin klaustrofobi,
når han kiggede op og så havoverfladen højt hævet over sit
hoved. Hun svarede, at det var det, hun elskede allermest ved
at dykke. Den totale ro og afsondrethed og fornemmelsen af
kontrol.
– Mærkeligt, for det er netop det, jeg er bange for. At miste
kontrollen og blive fanget dernede i dybet uden at kunne komme
op.
– Du skal bare dykke noget mere, svarede hun. Så går det
over.
– Jeg har også tænkt mig at tage til Thailand og dykke med
mine børn, tilføjede han..
– God idé. Hold fast i den, svarede hun.
Derefter kom en anden ældre dame med tyndt hvidt hår og
stærke briller ind i kupeen og satte sig. Hun var fra Maribo, men
boede i Køge.
– Nu var de tre i samtalen, og den gik livligt om
deres privilegier som pensionister. Det var en afslappet og rar
atmosfære mellem ligesindede, som varede hele resten af turen
mod København.
Damen fra Køge steg af på Hovedbanegården, og han selv og
dykkerveninden, som skulle til Luxembourg for at besøge sin
datter og svigersøn, fulgtes ad op til lufthavnen, hvor de skiltes i
terminal 2. Her ville han veksle nogle af sine euro til mindre
sedler for ikke at blive snydt af taxachaufføren, når han landede
på Kos…

Lige nu flyver han i 7000 meters højde over Rumænien, og om
en time skal han lande i Grækenland.
Han er glad, hvor han nu er kommet over sine sædvanlige
bekymringer om, hvorledes det hele skal gå. Det går øjensynlig
fortrinligt.
– Det er bare med at komme ud af røret, tænker han.
Han slumrer ind, indtil det siger “Bang”, og en af de “søde”
stewardesser kører en serveringsvogn lige ind i hans højre knæ!
Men han tager det ikke så tungt, for hun kommer hen og
undskylder og giver ham en ekstra kop the. Så sover han lidt
igen, indtil maskinen begynder at vippe fra side til side over
Tyrkiet. Han farer forskræmt op og opdager, at de er ved at
lande på øen Kos i det ægæiske hav.
”Bump” siger det, da hjulene rammer jorden. Et ordentligt
brag! – Som gør ham bange. Men så ruller maskinen og holder
snart efter stille, og han kan træde ud i den 26 grader varme nat.
Han skal allerførst på toilettet og styrter afsted med al sin
bagage under armen. Da det er overstået, kan han endelig tage
sine rygsække rigtigt på. Han er glad over, at han kom glat
gennem Security check med alle sine tuber og cremer mod gigt
og myggestik, fordi den rare dame blot spurgte, om det var
medicin, som han havde i plasticposen. Han svarede “ja”, og så
var den sag i orden.Vægten på de fem kilo var slet ikke noget
problem. Han havde ellers gemt mange tunge ting i sine
jakkelommer for at fordele dem, og havde sin bog “De rejsende”
af Ole Sarvig i hånden sammen med sin Ipad, som han brugte
som boardingpas. Så vejede de heller ikke med, tænkte han,
men der var slet ingen, der tog notits af den ældre herre med
det pæne smil og overvægt. Han gled lige så stille forbi oppe
ved skranken.
Nu sidder han i sit værelse på “Ladikos Beach Hotel”, som er
en kasseformet lyseblå bygning med en praktisk placering lige i
vandkanten, og skriver. Han var en tur rundt i området til
morgen efter en vidunderlig nats søvn under det tynde lagen,
–  Noget, der er tykkere end det, kan man umuligt sove med i den
varme, tænker han.
Det er et intimt lille sted, hvor folk hygger sig på små strande,
der hører til de beskedne pensioner langs kysten, hvor de bor. Absolut ikke noget masseturistområde og derfor meget
anbefalelsesværdigt, tænker han. De serverer omelet (passer til
hans nye “KETO” kur) og græsk youghurt med nødder som
morgenmad. Bagefter vandrer han stille omkring med sin gamle,
brune skindtaske over skulderen for at finder et lille
supermarked, hvor han kan købe en pakke med kamillethe. Han
møder en høne med sine to kyllinger og vil forsøge at
fotografere dem, men de løber væk, før han kan gøre kameraet
klart.
Han aftaler med husværten om at bestille en taxi til ham den
næste morgen kl. 7. Han skal være på havnene i Kos by, som
ligger 40 km væk, senest kl 8 for at checke ind på færgen, som
sejler præcis kl 9. (Med adskillige anløb til små øer undervejs.)
Tiden er knap, og det gælder om at nyde den. Altså springer han
de 20 meter fra sit værelse hen til badebroen og på hovedet ud i
det azurblå og krystalklare middelhav med sin dykkermaske.
Ned til de venlige zebrafisk, som svømmer hen mod hans ansigt
og ønsker ham velkommen i deres element.
Efter et passende hvil i det airconditionerede værelse træder
han ud i middagsheden. ( Det skal her tilføjes, at jeg ikke har
nogen skrupler med at skrive “han” længere, da jeg udmærket
er klar over illusionen, der ligger i at sige det. Det er blot en
“talemåde”.)
Det er brændende varmt, og han søger ind i de små
skyggefyldte gyder bag ved stranden. Der er mange turister,
flest englændere, og han mærker en vis irritation over det
sædvanlige halløj med restauranter i massevis, som alle
faldbyder ting til maven. Han studerer et par spisekort og
beslutter sig for at vente med afgørelsen til grundsulten indfinder
sig.
– Så dukker det rigtige nok op, tænker han. I steder
frekventerer han et stort supermarked lige ved busstoppestedet,
som i øvrigt ikke har busafgang før kl 8 om morgenen til Kos by,
og det er for sent, når han skal med færgen kl 9. Derfor bliver
han nødt til at tage en taxi til 40 euro.
– Æv! tænker han. Han
kører en vis stramhed i sit rejsebudget. Er pensionist, og har
aldrig sparet meget op i sin lange karriere som tandlæge, men
som regel brugt rub og stub på rejser eller kvinder eller begge
dele!
Det store supermarked har en kasse med avocado, der alle er
dårlige, så han nøjes med en ny omgang yoghurt og en flaske
vand samt en pose saltede peanuts. (Han skal huske det med
salt og rigeligt vand!).
Siddende på en bænk i havnen over for et stort schweizisk
sejlskib, mens han observerer en krumbøjet millionær, der nede
i cockpittet foran sin computer er i færd med at handler
værdipapirer.( Sådan får han råd til sit luksusliv), indtager vor
pensionist sine peanuts og sin græske yoghurt og er en lille
smule misundelig over, at det ikke er ham, der sidder dernede
og tæller penge. Da han er færdig med at spiser, drister han sig
til at spørge millionæren, om det er på den måde, han får råd til
sin dyre båd.. Denne svarer grinende, at han er
softwareingeniør og sidder og programmerer algoritmer til store
firmaer. De ler lidt sammen, og han siger “hej” og slentrer, lidt
flov over sin fordom, videre langs kajen..
Om aftenen tager han et dyk og går derefter ud for at finde et
sted at spise. Han finder et nede ved havnen, hvor de serverer
ham en græsk salat med tun samt et pitabrød og en halv flaske
retzina. Der er mange mennesker, og han nyder at betragte
dem. Nogle fodrer fisk ud over rækværket mod vandet, der er
oplyst nedefra. Han ser, hvordan overfladen sitre, når fiskene
flokkes om brødstykkerne. Andre har travlt med at fotografere
sig selv og hinanden. Narkissos har ikke levet forgæves! –
tænker han.
Det er søndag morgen. Hans nat har været rolig med milde
drømme uden konflikt. Han vil ud og finde noget superglue, fordi
hans briller er gået i stykker.
Han finder det i supermarkedet nede ved busstationen. Det er
ikke nemt for ham at lime brillerne. Hans fingre klæber så stærkt
sammen, at huden går af. Men til sidst får han brillerne i orden.
Han spiser en banan til morgenmad og drikker vand med lidt
salt i. Får også købt en advocado ,
– men den er nok dårlig,
tænker han.
– Vi får se, når jeg åbner den…
Han siger:
– Nu sidder jeg og venter på min fisk hos den rare dame, jeg
valgte at spise hos. Ole Sarvig bogen bliver mere spændende
efterhånden som jeg kommer igennem den. Han skriver meget
snørklet, og jeg må tit læser sætningerne gentagne gange for at
forstå dem. Men det er hyggeligt, når man ingenting skal og
bare sidder i liggestolen ved havet og tager det ord for ord. Når
læsningen føles færdig for denne gang, rejser jeg min krop op,
tager mine dykkerbriller på og kravler ned ad stigen udenfor mit
“Beach Hotel”. Her træder jeg forsigtigt på den store sten, hvor
man netop lige kan bunde og holder balancen ved at skovle
med hænderne, før jeg kastes forover af min egen “frie” vilje og
er ude. Straks dukker stimer af sølvglinsende fisk op under mig,
og jeg glider flydende ud over revet, hvor en stor octopus viser
sig og hilser mig med alle sine 8 fangarme!
I morgen tidlig kl. 7 bliver jeg hentet af taxichaufføren, som min
vært har bestilt.
Med nerverne udenpå sengetøjet sov jeg uroligt og måtte op
flere gange for at checke, om jeg var ved at sove over mig. Jeg
fik nogle ordentlige skvulpeture ned i drømmen om længst
forgangne hændelser, der mest handlede om noget, jeg havde
glemt, og som derfor fik fatale følger for min videre færd. Kl 6
sprang jeg imidlertid veludhvilet ud af sengen og gjorde de
sidste forberedelser i den pakkeprocedure, der altid kræver stor
opmærksomhed for ikke at ende med overvægt i udvidet
forstand. Nogle damer, der også var tidligt oppe og som stod og
nød den sprøde rosa himmel og det lyseblå blikstille hav, hjalp
mig med at genvinde roen, idet de gjorde alt for at overbevise
mig om, at taxichaufføren nok skulle komme til tiden. Jeg havde
som sædvanlig forestillinger om forsinkelse og manglende
fremmøde i færgeterminalen. For hvad så? Hvad skulle jeg så
gøre, hvis jeg ikke nåede færgen?.
– Men nåede den, det gjorde
jeg. Hr chauffør ankom punktligt kl 6.45 og kørte mig i voldsom
fart ad snoede veje de 40 km til øens anden ende, hvor
hovedbyen Kos ligger. Her stod en hel flok rejsende og ventede
på færgen som skulle ankomme fra Simi.
Endelig dukkede det store skib op, og jeg blev af
menneskemængden ført ind i dets enorme gab. Her fremviste
jeg stolt min adgangsbillet til den berammede tur mod Patmos,
hvorefter kontrolløren skreg (der var høj motorlarm fra
indkørende biler og lastvogne) ind i mit øre, at denne færge slet
ikke sejlede til Patmos, og at jeg måtte se at komme af, for ellers
ville jeg komme til Bodrum!. Det lød jo meget besnærende for en
eventyrlysten herre som mig at komme et smut til Tyrkiet, men
jeg valgte alligevel at vende om og gå i land igen. Der sad jeg
yderligere en time, før en mindre færge endelig dukkede op og
tog mig og de øvrige 15 passagerer med ombord.
– Og så sejlede vi sørme ud på det græske øhav, som hurtigt
viste sig fra sin mest charmerende side, idet en stor flok delfiner
besluttede sig for at opføre dristige pirouetter i havoverfladen
tæt ved båden i bagbords side. Jeg råbte højt af glæde og
skubbede til en kvinde, som stod ved rælingen dybt forankret i
sin mobiltelefon: – Se der! Se for helvede på delfinerne i stedet
for på din åndsvage telefon! Det forstod hun og gav mig et knus,
fordi jeg havde vækket hende i hendes dødlignende søvn!
Senere blev vi rigtig gode venner, indtil hendes ven dukkede
op og omgav hende med en skærmende duft af aftershave,
mens han sendte mig truende blikke.
Vi lagde til i en yndig lille havn på den ene lille yndige græske
ø efter den anden, hvor jeg sprang op og ned ad lejdere og
stiger for at fange de bedste billeder og videoer, som jeg senere
spammede min familie og mine venner og facebook og
Instagram, og hvad ved jeg, – med…
Sent på eftermiddagen, sejlede vi endelig ind i bugten ved
Skala på Patmos, som jeg forlod i 1978 efter en vanvittig rejse
ombord på sejlskibet Nordkaperen under en storm udenfor
sydkysten af Rhodos. Det var mærkeligt, skal jeg bare sige jer.
For alt var jo forandret, men alligevel ikke. Øen er nemlig noget
helt andet end Kos, der har en lufthavn og derfor tiltrækker langt
flere turister, som, hvis de vil til Patmos, må sejle i adskillige
timer fra ø til ø før de endelig kan træde i land der, hvor
Johannes Teologen for 2000 år siden oplevede apokalypsen.
Mit hotel lå gudskelov kun 3 min. gang fra kajen, hvor vi lagde til,
og her stod værten Jacob i receptionen på sit hotel Villa Zacharo
og tog venligt imod mig og lovede endog at inkludere
morgenmaden i min pension, endskønt jeg ikke havde betalt for
den luksus.
Michael Høy skriver i sin notesbog:
– Værelset er fint med to behagelige senge, køleskab, bad,
fjernsyn og et skønt stærkt wifi, så jeg kan høre jazz på 8eren
og alt, hvad de ellers bringer i dr.dk. Plus at jeg kan spamme
alle, jeg vil, uden at det koster noget. Så der slår jeg mig ned!

Jeg skulle ud og se, hvordan jeg kunne kommer videre over til
Grikos hotel, som ligger et stykke vej væk på den anden side af
øen. Jeg tænkte på at leje en scooter, men fandt ud af, at det
kræver motorcykelbevis, og det har jeg ikke. Så kunne jeg leje
en bil, men det gider jeg faktisk slet ikke. Jeg vil helst gå eller
køre med offentlig transport. Til nød taxi, hvis det er den eneste
udvej. Jeg var inde forskellige steder for at høre, hvad det
koster, og da det var dyrt og egentlig fjollet at begynde at leje
køretøj nu, fandt jeg ud af, at jeg kan komme til Grikos hotel
herfra, hvor jeg nu er, for under 10 euro med taxi, og det blev
løsningen på det problem. Stranden ligger lidt længere ude
langs havnefronten, og her var der en lille restaurant med borde
og stole, hvor jeg fik lov at lægge mit tøj, mens jeg var ude og
dykke og se på fisk. Jeg lovede servitricen, at jeg nok skulle
bestille noget mad, når jeg var færdig med at svømme, og hun
serverede bagefter en ordentlig havbass og et glas kølig
hvidvin, som jeg indtog, mens jeg betragtede en lille dreng, som
stod og fiskede ihærdigt uden at fange noget. Til sidst
svømmede han ud med krogen for at få den derhen, hvor
fiskene var. Derefter kom hans mor og jog ham hjem.
Bag mig sad en lyshåret kvinde og drak Pernod. Hun mindede
mig om Dina, som jeg mødte i London, og som jeg tilbragte tid
med her på Patmos. Men det var selvfølgelig ikke Dina. Kun en
drøm…
Da jeg havde spist, gik jeg hjem.På vejen købte jeg en
advocado hos den søde pige og fortalte hende hemmeligheden
om stilkens farve som tegn på frugtens modenhed. Jeg købte
også en appelsin. Nu må vi se om avocadoen holder, hvad den
lover (stilken er grøn) eller den er lige som alle de andre, jeg har
købt i den sidste tid; pilrådden!
Det var den – næsten! Men der var trods alt mere kød i den
end i de tidligere købte.

Den næste morgen trådte jeg ud på verandaen under
vinrankerne, hvor hotellets store morgenbuffet med mange
slags græsk yoghurt, nødder, æg, kaffe og brød, marmelade og
honning var placeret, og tænk så:
Midt i det hele, som i en drøm, kom en smuk brunhåret kvinde
klædt i en lang løsthængende orientalsk kjole hen mod mig. Hun
satte sig med dansende lethed ved mit bord og fortalte, at hun
var gæst på hotellet.
Han spørger:
– Var du i grotten?
Hun svarer:
– Jeg var der for nogle år siden, men i år var jeg der ikke.
Han siger:
– Sidst jeg var der, satte jeg mig på en stor sten ved hulen, hvor
Johannes havde fået sin åbenbaring og lod blikket glide ud
over øen og havet for at falde til ro efter en frygtelig sejlads,
jeg havde været på med nogle kammerater i et gammelt skib.
Det var om vinteren, og vi blev fanget af en storm ved
sydkysten af Rhodos, hvor vi mistede roret og måtte søge
nødhavn i Bodrum.
– Hvornår var det mere præcist?
– Det var nok i 81, svarer jeg.
– Det er lang tid siden.
– Ja, men det føles stadig som var det i går. Det er mærkeligt;
det er som om tiden slet ikke eksisterer her. Bare det at møde
dig lige nu, forekommer mig en smule magisk. Forstår du, den
gang rendte jeg ind i et engelsk ægtepar, som havde slået sig
ned her på Patmos. Jeg fortalte dem, at mit ophold var helt
tilfældigt, da jeg havde været nødt til at hoppe af færgen her
for at kunne nå en anden færge til Athen. De rystede på
hovedet og sagde at tilfældigheder var noget dumme
mennesker havde fundet på, og at de slet ikke fandtes. Der
var en mening med, at jeg var havnet på Patmos. På det
tidspunkt var jeg ikke særlig bevidst om ret meget. Jeg havde
været i et ægteskab, som var gået i stykker, og havde sagt
min stilling op for at komme ud og sejle. Jeg var kort og godt i
en fase af mit liv, hvor der stort set ingen holdepunkter var. De
fortalte også, at de havde forbindelse til en clairvoyant mand i
London, som de mente, jeg burde besøge, og da jeg ikke
havde andet at lave, besluttede jeg at opsøge ham.
I London blev jeg præsenteret for en ung amerikansk kvinde,
som havde boet på Patmos året tidligere. Hun var ven med
den clairvoyante, og det hele virkede som en slags profeti
med den ene hensigt at bringe os sammen. Hun hed Dina og
vi blev kærester og tog tilbage til Patmos, hvor vi boede i
nogle måneder inden hun rejste til New York og jeg til
Grønland.
– Så I sås aldrig mere?
– Nej
– Det var da trist.
– Det kan man sige. Men det er lang tid siden, og måske var det
bedst sådan. Man kan aldrig vide, hvad der var sket, hvis vi
var blevet sammen. Jeg fór omkring på den tid og var heller
ikke forberedt på et længerevarende fast forhold. Alligevel
nager tvivlen i mit hjerte, og derfor er det, at jeg føler at
skæbnen atter giver mig en chance her .
– Hvorledes det?
– Ved at møde dig.
Hun ser ned i bordet. Så svarer hun:
– Jeg bor i Wien og er skuespillerinde. Jeg har en søn på 21 år
og jeg skriver børnebøger. Jeg er netop ved at forhandle
udgivelsen af min sidste bog med min forelægger. Der har
været visse vanskeligheder i den forbindelse, fordi han
ønsker at lave ændringer, som jeg ikke kan stå inde for. Der
er ikke meget at lave som skuespiller i Wien lige nu, så jeg
tager job som turistguide. Jeg er netop kommet fri af et
forhold til en mand, i hvis hus jeg og min søn boede. Vi måtte
flytte og det hele er derfor ret kaotisk. Du virker sød, men lige
nu må jeg vist nok vente lidt med at involvere mig.
– Det forstår jeg godt.
– Men vi kan mødes her i morgen igen, hvis du vil?
– Det kan du tro.
Det var noget af en overraskelse og med ét gik det op for mig, at
måske var dette møde, hele min rejses hensigt! Hun er på
besøg hos nogle venner, som er fastboende på øen. Det var
dejligt at være i et rum, hvor kommunikationen gled let og
ubesværet – og så med en smuk kvinde! Jeg blev selvfølgelig
tændt, gamle mig, men bevarede roen og holdt hele tiden
tungen lige i munden for ikke at virke anmassende. Jeg rejser jo
over til det andet sted på øen, til Grikos, i morgen, så det blev
kort, men på alle måder overraskende!
Jeg fandt et supermarked og fik købt nødder, appelsin, banan
og græsk yoghurt lavet på gedemælk og styrede direkte mod
stranden, hvor jeg fandt en lille trappe at sidde på i skyggen fra
et stort træ. Efter en svømme-dykkertur ville jeg have min
græske yoghurt og lod bægeret vende skråt nedad for at tømme
væsken fra, men det skulle jeg ikke have gjort, for straks
svuppede hele yoghurten ud af bægeret og faldt ned i sandet!
Jeg kunne dog med skeen skrabe noget op igen, og følte mig ret
besynderlig sådan at sidde og spise yoghurt hentet op fra en
sandbunke!
Jeg håber jo inderst inde, at min veninde fra i formiddags banker
på min dør og inviterer på middag, men det sker nok ikke.
Desværre!

Kvinden.

Onsdag den 27/9 kl 9:31
Sidder her ved morgen-buffeten og venter – tåbelige mig – på
hende fra i går, hvis navn jeg endog ikke kender! Troede, jeg
skulle genopleve min fortid her på Patmos. Med Dina fra New
York og Nordkaperen og John og Alice. Det var ellers tæt på, da
jeg mødte min skuespillerinde her ved morgenbuffeten, og blev
fyr og flamme og leverede en fuldkommen salgstale for mig
selv; den vidtberejste verdensmand, der endelig havde fundet
sin bane og udelukkende ventede på at møde sin
“livssledsagerske” ( endnu en gang den samme gamle historie),
– og som dog snakken så sandelig gik! Jeg lyttede og nød
hendes ansigt og hendes øjne, mens hun talte og talte og talte
og fortalte om sig selv og sin karriere og sit børnebogsskriveri
og sin søn i Wien og manden, som svigtede o.s.v.
Jeg lagde øre til, som den snedige forfører, jeg er, i håb om,
når øjeblikket indfandt sig, at kunne slå ned som en ørn og
indkassere mit bytte. Det skulle så ske ved et nyt møde her til
morgen, lige før min afrejse til Grikos.
– Og så kommer hun slet ikke, og jeg begynder langsomt at
indse, at hun faktisk aldrig spurgte ind til mig, men udelukkende
talte om sig selv, da hun nu havde fundet en så tålmodigt
lyttende person.
– Jo tak, det kan jeg sagtens se her, hvor
fortryllelsen ved dette møde, som jeg opfattede som mirakuløst,
fordi det var en tro kopi af mit første møde med Dina på Patmos
for over 40 år siden, er forsvundet.
Derfor er jeg lidt slukøret, men også klogere på mig selv og
min forestillingsevne, som nemt, ja meget nemt spiller mig et
puds. Især når det gælder kvinder.
– Åh, i begyndelsen rider jeg
på en superbølge af forventning og fremtidsdrømme om alt det,
vi skal SAMMEN o.s.v. og så…

Jeg var i går, da jeg gik omkring nede i byen og ledte efter
hende for at se, om hun måske skulle være at findes på en af de
mange restauranter, fuldstændig opsat på, at vi skulle rejse
videre sammen, og at hun skulle med til Grikos og jeg skulle
med hende til Wien!
– Jo goddav du! Sådan kan lille Jens
fantasere i een uendelighed,- og han bliver så trist og sidder
over sin græske salat og sin halve liter Retzina og stirrer ud i
mørket i håb om, at hun skal dukke op; så meget, at tjeneren får
ondt af ham og sågar klapper ham kærligt på skulderen og
siger: – Tag det roligt, gamle ven. Det går nok alt sammen! –
Selvom han jo ikke aner, hvad den ældre herre sidder og
spekulerer over, men det stråler øjensynlig ud af ham!
– Jens venter videre og drikker resten af sin vin og går hen og
køber sig en is for at dulme sin smerte, mens han stadig med
blikket søger sig omkring for måske alligevel pludselig at se
hende (hvis navn han som sagt ikke kender) dukke op et eller
andet sted i mængden blandt restaurationsborde med
knevrende turister. Tilsidst går han hjem og sover, for i morgen
skal han afsted igen (alene).
Det var læren, som verden atter en gang præsenterede ham for
og tak for den…
Kl 11:25 afgår bussen nede fra Skala, så jeg smutter nu…

27/9/23 Onsdag.
Skulle først checke ind på Hotel Grikos kl.14. Ankom 12:30 og
fik lov at anbringe min bagage i receptionen af en venlig ældre
herre, hvis kommunikation udelukkende foregik gennem en
“Google translate” app. Det var noget af en oplevelse! Han talte
på græsk ind i sin telefon, og den svarede tilbage på dansk og
viceversa, når jeg skulle sige noget til ham.
– Så oversatte
maskinen det til fejlfrit græsk. Meget effektivt!
Tilsidst anbefalede han mig at forsøge at lære et par græske
gloser, hvilket jeg er i færd med nu. Jeg har dog også installeret
“translate” på min telefon, ifald jeg får brug for at kommunikere
med nogen i dette land. Ventetiden, inden jeg blev lukket ind,
tilbragte jeg med at indtage en græsk youghurt, en liter vand og
nogle nødder…
Værelset vender ud til blå blomster og hvide huse og ligger
kun få meter fra den dejligste strand.
HBO går glat igennem, hvilket gav mig lejlighed til at begynde
på en rigtig god serie “I know this much is true”. Om aftenen
kunne jeg i restauranten, der ligger ved siden af hotellet, nyde
en herlig kyllingefilet med spinat og dertil en flaske lokal rødvin.
Bagefter vandrede jeg omkring i Grikos og fandt en smutvej
omme bag ved havnen, hvor jeg mødte en fisker, som anløb
med sit fartøj, der var på størrelse med den båd jeg har hjemme
i Bandholm.
Mæt og træt af de mange indtryk tørnede jeg derefter ind til en
stille nat.
I dag skulle jeg til Chora, havde jeg besluttet, og da jeg
vandrede ud ad landevejen ned mod busstoppestedet,
standsede en bil ved siden af mig, og en smuk kvinde spurgte
om jeg ville køre med til Skala. Jeg sprang ind i vognen, som,
viste det sig, blev ført af den venlige receptionist og overtjener
her på hotellet, som en time tidligere havde anvist mig et bord
oppe på tagterrassen, hvor morgenbuffeten bliver serveret. En
morgenbuffet, som i øvrigt er exorbitant med røreæg, græsk
salat, youghurt, æblepie og flere forskellige slags syltetøj!
Hun satte mig af nede i Skala en halv time senere. Jeg kunne
ikke et øjeblik lade være med at tænke på min veninde fra i
forgårs, eftersom jeg nu igen var i byen tæt på hende.
Selv om det hele tiden sagde mig, at jeg skulle lade være,
måtte jeg hen til mit gamle hotel og se, om jeg måske alligevel
kunne komme til at møde hende endnu en gang. Jeg havde som
sidste chance tidligt om morgenen skrevet til hotellet og bedt
dem om at give hende min mailadresse, så hun kunne komme i
kontakt med mig, hvis hun ville. Da jeg ankom, fortalte ejeren, at
hun netop var gået. Altså for sent. Jeg ærgrede mig, men
opfattede det som en slags skæbne, som hele tiden spillede mig
et puds. “Stalker” lød det pludselig inde i mit hoved. Jeg blev
frygtelig flov, og gik min vej igen.
På trods af det, ville jeg alligevel lige sidde et sted, hvor jeg
var synlig, hvis hun nu skulle komme forbi. Det blev en lille
thesalon, hvor jeg tilbragte den sidste time inden min bus til
Chora skulle afgå.
– Hun kom selvfølgelig ikke. Hvor dum kan
man være her i verden? Jeg ved det ikke. Det eneste, jeg ved,
er, at jeg i hvert fald er ekspert i naivitet . Nå, men i stedet mødte
jeg to damer, som også skulle op til Johannesklosteret, og vi
slog følge, først på bænken ved busstoppestedet og senere i
bussen, der ad snoede veje førte os op til det meget berømte
kloster, som er bygget tæt ved den jordhule, hvor Johannes fik
sin åbenbaring om verdens undergang. Der var mange turister,
som straks stormede over mod et spisested med flot udsigt, for
at få noget at æde! Damerne gik i forvejen. Jeg gik på toilettet i
den fine restaurant i stedet for!
Et skilt viste vej til klosteret og jeg begyndte at trave derop.
Damerne kom mig lidt efter i møde og fortalte, at klosteret var
lukket og først åbnede kl fire.
– OK, tænkte jeg,- så må jeg finde
et sted at opholde mig, indtil munkene vil lukke mig ind.
Der sad en mand udenfor en lille butik og falbød røgelse i nogle
små kugler, som han havde lagt på et stykke brændende trækul,
og som duftede tungt og besnærende. Han var venlig og lod mig
prøve de forskellige typer. Jeg sagde, at jeg ville komme tilbage
og købe noget, efter jeg havde været inde i klosteret.
-Der går, så vidt jeg ved, en fodsti heroppefra og helt ned til
Grikos? spurgte jeg.
– Det er rigtigt, men jeg må hellere bede min kone om at tegne
et lille kort, ellers kan du nemt fare vild, sagde han.
Det lød jo rimeligt, og lidt efter kom en kvinde frem fra
butikken med en seddel, hvor hun havde markeret den vej, jeg
skulle gå for at komme ind på fodstien. Mens jeg stod i butikken,
fik jeg øje på et lille skrin med et billede af en helgen på låget.
Jeg åbnede det og så et kors og to små flasker ligge indeni.
Kvinden kom hen og fortalte, at det var helligt vand fra klosteret
og en særlig olie, som munkene lavede og som var helbredende
for mange sygdomme. Jeg købte skrinet for at tage det med
hjem som gave til en ven.
Klokken fire lukkede klosteret op, og jeg trådte ind i en åben
gård med døre ind til små kirkerum fyldt med græsk-ortodokse
relikvier i fantastiske former og kulører.Der var fine ikoner med
glasmosaikker forestillende Johannes teologen i utallige
udgaver, og små tændte lys overalt. Tung duft af røgelse, men
desværre ingen munke. Kun to tyske turister, som knevrede
højlydt ganske uberørt af stedets “hellige” atmosfære.
Jeg vandrede omkring og kiggede ind i de tilstødende rum,
som var lidt uhyggelige, lige som det lille kapel, jeg var kravlet
ind i dagen i forvejen nede i Skala, og hvor jeg havde følt
dødens kulde langsomt snige sig ind på mig. Det er altid døden,
jeg tænker på, når jeg befinder mig i kirker eller klostre, og det
er måske også meningen, da døden jo er livets største
mysterium, – som måske slet ikke findes, men bare er noget, vi
er blevet opdraget til at tro gennem al fortidens angst…

Lettet gik jeg ud i lyset og påbegyndte min nedstigning ad
æselsporet mod Grikos. Selvom jeg havde den græske kvindes
tegning i hånden, lykkedes det mig alligevel at gå ned ad en
forkert sti, hvorved jeg endte i en indhegning med geder! – Det
var så det, skæbnen havde tiltænkt mig her i livet!

Jeg nægtede at blive ged og vendte om. Fandt langt om længe
det sten-brolagte æselspor, som jeg forsigtigt trippede de 3 km
ned ad uden at træde forkert og forstuve foden, selvom det til
tider var nogle meget skæve trin, jeg måtte træde på.
Efter en times tid dukkede den blå bugt med de opankrede
hvide skibe ud for den lille by Grikos op. Jeg tog et hvil og
satte mig på en sten, mens jeg lod stilheden iblandet de fjerne
gedebjælder, duften af timian og lyset fra det dodekanetiske hav
omslutte mig i salig fred!.
Det sidste stykke var rent svir, og snart lukkede jeg mig ind
gennem den store port på “Hotel Grikos” hos den rare
receptionist som stod med google translates i hånden parat til at
yde mig al den service der fandtes i hele verden!

Jeg gik ud langs bugten den følgende dag hen til en
skyggefuld plet under et stort træ, hvor der voksede lange siv,
som gav en udmærket indramning til et motiv, jeg tidligere
havde besluttet mig for at tegne.
– Satte mig på mit røde
håndklæde købt i “Lumin genbrug” på Bornholm og gav mig til at
lave en skitse. Snart skred arbejdet frem og jeg begyndte at se
mit billede tage form. Jeg har medbragt farveblyanter i en række
kulører indenfor hvilke mine muligheder befinder sig. Det er fint
med faste og begrænsende rammer. Jeg er tvunget til at
benytte, hvad jeg har. Hverken mere eller mindre. Så kommer
man til at kende sine virkemidler. Billedet fik farver, og jeg var
tilfreds og sluttede af.

Nu var det tid til en spadserertur videre ud ad vejen langs
bugten. Jeg nåede et åbent område omkranset af de grønbrune
bjerge og med en strand ved det mest dybblå hav, jeg længe
havde set. Rigtig Grækenland, tænkte jeg og satte mig efter at
have afvist en strandbars tilbud om en liggestol til 10 euro helt
ude i det fjerneste hjørne på en sten og gav mig til at spise min
medbragte banan og appelsin, begge indkøbt hos en mobil
grønthandler på vej gennem Grikos gader med en skrattende højttaler.
Jeg afslog på stedet en svømmetur, da der var meget stenet,
og besluttede at gemme badet til jeg kom hjem til min egen
strand.
På hjemvejen kiggede jeg kortet igennem udenfor to små
tavernaer og besluttede at spise aftensmad på en af dem..
Svømmeturen var forfriskende og med våde badebukser
trissede jeg op ad hotellets vindeltrappe og tog mig en dusch på
tagterrassen, hvorefter jeg gav mig til at skrive lidt og sende
billeder til mine børn derhjemme.
Da jeg senere hen på aftenen kom ud på vej til den første
taverna, jeg havde valgt, fik jeg et chok. Det var “supermåne”,
der hang som en stor lysende rødgul Skive mellem to øer og
skabte et glitrende bånd af reflekterende orange lys hen over
vandet. Jeg kunne slet ikke blive træt af at se på dette
naturfænomen og tog selvfølgelig adskillige billeder!
I restauranten kom jeg til at forkøbe mig, da jeg både bestilte
en halv liter lokal rødvin plus kylling på spid med salat plus brød
med taziki plus en hel skål oliven. Jeg fik selvfølgelig både spist
og drukket for meget og led resten af aftenen af oppustethed og
en let hovedpine. Shit, tænkte jeg, mens jeg overvejede om det
stadig var “tabet” af min skuespillerinde fra Villa Zacharo der
spøgte, og som fik mig til at drikke og spise for meget i håb om, at
alt så blev glemt.
Jeg må indrømme, at det stadig sidder i mig. Dette “tab”, som
jeg opfatter det. Men det er jo noget sludder. Det er kun alt det,
jeg i min fantasi havde forestillet mig, skulle ske, der var tabt. Og
så vidt jeg ved, er der ikke meget “tab” i at miste sine
forestillinger eller forventninger. Snarere tværtimod!
Her til morgen tænkte jeg at “jeg” er noget forpulet sludder,
vores forfædre har påduttet os i deres eksistentielle angst for
tilværelsen. Det er snart på tide, at vi smyger denne kappe af
skyld og angst af os og træder ud i virkeligheden lige så
uberørte, som den gang vi blev født…

Afsted efter herlig morgenbuffet ned til busstoppestedet, mens
tiden der går bliver afmålt, således at jeg ved, hvorlænge jeg
skal bruge for at nå busssen kl 9:45. For i morgen skal jeg
nemlig rejse herfra!
Dog skulle dagen i dag bruges fornuftigt bl.a. til at hente
“helligt vand” oppe i Hora, hvor det venlige ægtepar, som solgte
røgelse, havde lovet mig, at hvis jeg ikke kunne få noget oppe i
klosteret, ville de give mig en lille flaske.
Da jeg ankom til Hora, så jeg et skilt, som viste vej mod hulen,
hvor Johannes havde fået sin åbenbaring om verdens
undergang, og selvom jeg for mange år siden havde været der,
syntes jeg det var rimeligt alligevel også at tage derned i dag.
Jeg slog følge med et hollandsk ægtepar fra Rotterdam, og
efterhånden som det gik op for mig, hvordan turen kunne
blive, idet det kun gik nedad og nedad, og altså måtte
ende med en tilbagetur opad og opad, hvilket jeg var
bange for om mine knæ kunne tage, blev jeg meget betænkelig, men ved tanken om at stå på dette sted igen efter de mange år, der var gået, blev jeg alligevel så energisk, at jeg efter ca en halv times nedtur,
begejstret standsede op ved en lille hvid bygning, som jeg var
overbevist om var hulen, Johannes fik sin åbenbaring i. Jeg
satte mig straks til at tegne den og lod det hollandske ægtepar
gå videre, hvorhen vidste jeg ikke. Da jeg senere kom tilbage fik
jeg at vide, at det slet ikke var hulen, men blot et lille tempel.
Hulen lå 200 meter længere fremme!
Jeg tegnede min tegning af det, jeg mente var hulen og slæbte
mig de mange trin opad og tilbage til klosteret på toppen af
bjerget. Her mødte jeg kvinden i butikken, som hældte lidt vand
fra en plastikflasker ned i min lille dunk. Hun fortalte, at det
kunne fortyndes i det uendelige ligesom homøopatisk medicin.
Nå, men det var jo fint, tænkte jeg. Så havde jeg det til flere
gange!
Jeg spiste min medbragte banan på små rundstykker, jeg
havde taget med fra buffeten og drak mit vand (ikke det hellige!)
fra min plastik flaske. Så gik jeg ned og gav mig til at vente på
bussen tilbage mod Grikos, mens jeg igen spekulerede på,
hvorfor det møde med min østriske veninde havde bragt så
megen sorg i mit sind. Det kunne lige så godt have været
hyggeligt og sjovt, som det jo så ud til at blive. Men jeg må have
gjort noget forkert, eller osse er det bare hende, der havde travlt
i sin egen verden. Det får jeg nok aldrig opklaret. Jeg gav hende
min email, men hun har ikke skrevet og skriver nok heller aldrig.
Som det lød i mine tanker: “ Jeg kastede mig for hendes fødder,
men hun vendte mig ryggen!”
Nu sidder jeg atter heroppe på tagterrassen i den dejlige sol og
milde blæst med udsigt til brune bjerge, grønne buske og hvide
huse. Har lige været en fin lille dykkertur og hilse på mange små
fisk, som har travlt med at svømme rundt og spise, hvad de kan
finde dernede blandt tangen.
Det var supermåne i går tror jeg nok, jeg skrev tidligere. Så
fantastisk. Iaften vil jeg spise i den lille simple restaurant
hernede og prøve på ikke at foræde mig eller drikke for meget
vin ligesom i går…

Det var en god ide! Her serverede de en fin laksefilet med til-
hørende grøntsager og et enkelt glas vin. Bagefter lidt HBO og
tanker som vandrede omkring det for øjeblikket vigtigste emne
nemlig quinden (hvis navn, jeg ikke kender) i mit nuværende liv,
og hvordan jeg overhovedet skulle kunne rejse herfra uden at
møde hende blot en enkelt gang endnu. Men chancerne er
små, må jeg erkende, for om morgenen går det raskt. Færgen
afgår kl 13. Hvad kan jeg nå, når jeg ikke vil “stalke” damen?

Jeg fik pakket min rygsæk til bristepunktet og havde resten i
den lille grønne fra Indien. Stod tidligt op og var ved buffeten
præcis kl 8 og fik sagt farvel til udsigt og morgenbrise.
Snuppede et par flutes til at have med på sejlturen og lidt juice
og et æg. Snart var jeg på vej til busssen, og ved stoppesteder
mødte jeg en sød dame, som fortalte mig om sit forhold til
Jesus. Jeg fandt havnekontoret og fik min billet printet ud. Gik så
lidt omkring og vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle lave udover
selvfølgelig at tænke på “hende”. Der var ikke langt til Hotel
Zacharo, og en nærliggende tanke var at gå op og give det et
sidste “try” for måske at møde hende. -Hvo intet vover intet
vinder! tænkte jeg og gik derop med bankende hjerte. Ind
gennem porten og op i receptionen. Der var ingen mennesker.
Jeg gik lidt om bag ved skranken og kikkede ind i de private
gemakker. Her sad en kvinde, som rejste sig og kom ud, da hun
hørte, jeg rømmede mig. Jeg spurgte om min veninde var gået
ud, og hun checkede nøglerne og sagde, at hun stadig var oppe
på sit værelse. I det samme lød der trin fra trappen, og så, som
en åbenbaring, dukkede Gudrun (som hun senere fortalte mig,
at hun hed) op, på vej ned.
-Thank you, Thank you, Thank you! Var det eneste, jeg
formåede at udbryde. Jeg blev bare så glad over at se hende
igen. Det var, som hele rejsens formål udkrystalliserede sig i eet
eneste nu.
Hun kom mig smilende i møde, og jeg fortalte, hvor glad jeg
var, for at se hende. Hun foreslog, at vi skulle sætte os inde i
stuen ved siden af, og det gjorde vi.
Hun gav mig hånden og præsenterede sig:
– Jeg hedder Gudrun.
– Og jeg hedder Jens, svarede jeg og fortalte, hvor usikker,
jeg havde været på, om jeg med min direkte facon havde
skræmt hende, sidst vi talte sammen på terrassen ved
morgenmaden. Til min store glæde svarede hun, at det slet ikke
var tilfældet, og at hun også havde haft fornøjelse af at møde
mig. Hun fortalte om sit tidligere forhold til en mand, som havde
forladt hende, og at det også for hende havde været en slags
tilbageblik, det at være på Patmos. Jeg fortalte lidt om “det
hellige vand” og hulen, som jeg troede var hulen, men som slet
ikke var det, og i et kort øjeblik vældede følelserne ind over mig,
hvilket jeg ikke skammede mig over, men tværtimod lod ske.
Vi udvekslede navne og gav hånd og grinte sammen og alt var
pludselig enkelt og meget godt.

       Gudrun.

Vi skiltes og besluttede at skrive sammen. Hun havde jo min
email. Jeg gik til havnen, og på vej ud fra hotellet drønede hun
forbi mig på scooter!
Mens jeg sad og ventede på færgen i den
lille restaurant kom hun forbi på vej til “Blue ferry” kontoret og
vinkede og smilte til mig. Det var det sidste, jeg så til hende. Jeg
gik over til færgen sammen med et ældre engelsk ægtepar, og
snart efter sejlede den store katamaran ind i havnen. Jeg gik
ombord og påbegyndte den lange rejse mod Rhodos.
Som tog en hulens bunke tid, men ikke dårlig tid, fordi man
kunne stå oppe agter og lade vinden gennemblæse een, mens
bølgerne for forbi i en rasende fart. Vi anløb Simi og andre små
øer, som jeg ikke husker navnene på, og ved 6 tiden ankom vi
så til Rhodos. Vi var sejlet fra Patmos kl 1, så det var noget af en
tur. Det havde blæst kraftigt, og flere af de forbipasserende
sejlbåde så ud til at have svært ved at stride sig op mod vinden,
mens andre rullede fælt på læns kun med en genua oppe. Jeg
stod og gled tilbage til gamle dage, da jeg selv lå derude med
min Sagitta og havde alle antenner ude for at gennemføre en
ordentlig sejlads.
Endelig langt om længe gled vi ind i havnen på Rhodos. Store
luksusbåde overalt og et leben med mangeartede mennesker,
dog fortrinsvis standardturister af engelsk eller tysk oprindelse.
Jeg tog min telefon frem og fandt hurtigt ud af, at “Medieval
Rose Guesthouse” ikke lå så forfærdelig langt væk, og beslutte
mig til at gå derhen. Og sikke en tur! Det var som
Dyrehavsbakken i myldretiden. Tonsvis af udstillet krap. Hatte,
tøfler, honning, legetøj og alt muligt andet turistragelse.
– Og så
selvfølgelig MAD. I alle afskygninger. Som sædvanlig, tænkte
jeg. Menneskets mave er som en åben skakt der aldrig kan
fyldes. Der blev ædt og spist og drukket og slubret og snust til
lammekoteletterne, pølserne, fiskene og alle de græske
specialiteter. Mussaka og fetaost o.s.v. Skyllet ned med rigelig
Retzina.
Således forberedt på mine to dages ophold på Rhodos, fandt
jeg endelig en smøge med en trappe op til en rød dør, hvorover
skiltet “Medieval Rose Guesthouse” hang til venlig information
for den nysankomne Jens fra Danmark. Inde i en lille gård var
der anbragt en tavle, hvorpå navnet “Jens” var skrevet med kridt
efterfulgt af værelsesnummer 6. Flot, tænkte jeg, så går jeg bare
op og ind i mit værelse. Det var stort og rent med to senge og
aircondition, så jeg kunne ikke klage. Jeg var sulten og gik
straks ud for at finde noget mad. Umiddelbart udenfor mit logi lå
en beskeden restaurant som serverede en ret med stuvede
bønner, et glas vin og noget græsk brød.
Så var jeg også færdig. Faldt omkuld på min seng og vågnede
først næste morgen, hvor jeg havde besluttet at find vej til
lufthavnsbussen, så jeg, når jeg skulle afsted, ikke ville fare vild
og komme for sent til mit fly.
Ad snoede gader og gyder i et mylder af turister fandt jeg
endelig ved hjælp af google ned forbi havnen med den tætte
trafik langs kajen og hen til det store træ, som min vært på
Medeival havde fortalt om. Under det stod ganske rigtigt en
bænk, hvor man kunne sidde og vente på lufthavnsbussen. Der
var også et skilt med tider og en automat, hvor man kunne købe
billetter.
Så vidste jeg det.
Jeg var ikke spor sulten og også en smule sløj, da jeg stred
mig hjemad igen og havde absolut ikke lyst til at spise
nogetsomhelst. Jeg gik faktisk op på mit værelse og begyndte at
pakke mine ting for kort tid efter at lægge mig under lagenet.
Jeg skulle jo med bussen allerede kl 7, og måtte for at være på
den sikre side afsted kl 6, så jeg kunne lige så godt lægge mig
og vente på morgendagen.
Kl 5:30 ringede vækkeren og jeg begav mig efter at have spist
den sidste bolle fra morgenmadsbuffeten på Grikos og drukket
en kop kamillethe, afsted ud i den mennesketomme nat. Det var
mærkeligt at gå i de gader, der dagen i forvejen havde været
fyldt med mennesker. Jeg fandt mit træ og en ung pige, som sad
og ventede på bænken. Hun hjalp mig med at købe en billet, og
så var der ikke andet at gøre end at vente. Det foregik ved, at
jeg lagde mig på en anden bænk ved siden af og lå og kiggede
op i det store træs krone, hvor utallige grene og blade havde
skabt et helt univers med fugle og slyngplanter og små blomster,
altsammen belyst nedefra af en kraftig projektør.
Bussen kom planmæssigt kl 7 og så begyndte en skramlende
bumletur ad hullede veje ud mod lufthavnen. Det var lige til at få
hovedpine af, så meget hoppede den, men til sidst nåede vi
derud og jeg steg af. Det var nemt at finde “departure” og her gik
jeg med rystende hjerte hen mod “Security” for at lade min
bagage gennemlyse. Der var mange flasker med sololie, som
jeg gerne ville have med hjem, og jeg frygtede, at de ville tage
dem fra mig, fordi de ikke var pakket ordentligt ind i plasticpose,
men jeg blev skannet og gik glat igennem uden problemer.
Jeg fandt en bænk med udsigt til landingsbanen, havet og
nærliggende øer. Her satte jeg mig og ventede. Ved siden af
mig sad en mand, som jeg troede var fra Østrig pga hans
accent, men han svarede en lille smule fornærmet, at han var
fra Frankfurt i Tyskland.
Ved flyselskabet “Condor”s disk fik jeg øje på denne kasse
med mål for størrelse på med bragt håndbagage, som ens
rygsæk skal kunne passe ind i, hvis man må have den med op i
flyet. Den gør mig altid en lille smule bange, for hvis ikke den
passer, skal man have bagagen checket ind, og det koster en
hulens masse penge. En gang så jeg en mand, hvis bagage
ikke passede i kassen, prøve med vold og magt at få den
presset ned, som om det skulle nytte noget for ham for at få den.
med op i flyet. Han endte med at måtte betale. Men kassen blev
ikke brugt i mit tilfælde, og jeg gled forbi uden besvær, selvom
min rygsæk næppe ville have kunnet være i målekassen!
Jeg fik som sædvanlig, når jeg ikke på forhånd betaler for
sædevalg, en midterplads mellem to herrer, som jeg dog ikke
havde den store konversation med under turen. Den tog godt og
vel halvanden time, hvorefter vi landede i Wien. Her for jeg
noget forvirret rundt lige i begyndelsen, da jeg troede, at jeg
skulle ud af lufthavnen og ind igen gennem Security een gang
til. Det viste sig, at det skulle jeg ikke. Først en venlig kontrollør i
en parfumeforretning og dernæst et ægtepar, som også skulle
med Air østerich, viste mig nemlig vej ned ad en trappe til en
ventende bus, som førte mig over til gate F, hvor flyet til
København skulle afgå, og der var ingen Security check, fordi vi
var i chengen, som de sagde. Det passede mig fint, for så fik jeg
atter en gang lov til at beholde min sololie.
Oppe ved gate F var der liv og glade dage med mange
mennesker og restauranter, hvor jeg fik købt mig en sandwich
med noget ubestemmeligt salat og en musse vist nok med
kylling samt en apfelcidermost med brus. Det satte jeg mig og
indtog under skiltet med afgangstider, så jeg kunne være
underrettet om mit flys departure.
Ude ved gaten stod Air Østerreich med en ny kasse og
fortalte, at flyet var fuldt booket, og at de derfor blev nødt til at
være strikse med bagagen, så hvis man troede, man havde for
tung håndbagage, var det bedre at man fik den checket ind og
lagt i bagagerummet. Jeg gik op og spurgte, om min var for
tung, men det syntes damen ikke. Jeg  kom gennem
kontrollen og undgik kassen og kom frelst ud i flyet til
København.
Fik atter et midtersæde med en tavs dame på min venstre side
og en mærkelig lidt forstyrret herre, som bar covidmaske, på
min højre. Der var noget turbulens især under indflyvningen til
Kastrup, men ellers gik turen glat. Vi fik små chokoladestykker
af østrigsk oprindelse til at tage trykket i ørene lige før vi
landede, og så kan det nok være, jeg fik fart på, da det gik op for
mig, at der kun var en time til mit tog til Maribo skulle afgå. Jeg
havde jo flexbillet og den skulle nødigt mistes.
Da jeg nåede Københavns Hovedbanegård så jeg, at tiden var
en hel anden her end i Øatrig, og at jeg nu faktisk havde 2 timer
til toget skulle afgå. Jeg havde slet ikke været nødt til at skynde
mig så meget, så jeg tissede for de fem kroner det koster at
tisse på Københavns Hovedbanegård. (Pengen bliver
efterhånden mindre og mindre værd, så det gælder åbenbart om
at bruge dem hurtigst muligt. Sådan ser jeg nu på det, og i
morgen kommer heller aldrig.) Da jeg havde tisset fik jeg en kop
the med mælk i midtercafeen, hvor jeg forsøgte at komme på
nettet, som dog først lykkedes, efter jeg havde genstartet Ipad.
Jeg købte en crispy chicken i Mc Donald og en Cola hos en
sød ung dame med smil. Det tog jeg med ned i toget og spiste
imens jeg lyttede til en ung pige, som sad og talte i telefon på et
sprog, jeg først troede var græsk, men senere nok mente var
finsk.
FlexTrafik var på pletten. Det var en mand fra et
flygtningeland med særlig plast afdækning af bagsædet, ifald
jeg skulle brække mig under turen, hvilket var højst sansynligt,
idet han kørte som en brækket arm ned gennem
Knuthenborgskovene, hvor der ofte springer dådyr ud på vejen
om natten. Vi kom dog frelste hjem og han smed mig af med et
gnavent nik, og så var jeg hjemme og måtte straks lufte ud, for
her lugtede surt efter de mange dage i indelukkethed. Min
mimose var lidt tør, men i live, og nu kommer Lasse ind og
fortæller at min hæk er klippet.

oooooooooOoooooooo

 

Efter et par dage hjemme i sit lille hus i Bandholm skriver han:
Her er vi så. Alle vi forliste skæbner, der hverken ved ud eller ind
og absolut ikke vil indse det, men hele tiden tror, at vi nok skal
fikse det. For vi har jo altid kunnet fikse alting, ikke? Når cyklen
går i stykker, så fikser – eller hedder det fixer? vi det. Det er
vores adelsmærke, at vi nok skal komme ovenpå, bare vi
tænker os om.
– Tænk dig om, sagde mine lærere altid og det
snurrede og roterede oppe i mit hoved til jeg blev helt skør og
kom ud med et eller andet svar jeg havde læst i et eller andet
tidsskrift eller “Populær Mekanik” eller sådan noget. I bund og
grund viste jeg ingenting og gik rundt som i en tåge og gjorde og
sagde noget som jeg ikke vidste, hvor kom fra. Nå, men skidt
være med det. Nu har jeg levet i 83 år her på kloden og er ikke
blevet en skid klogere. Snarere tværtimod. Men måske det
kunne hjælpe at skrive lidt igen, tænkte jeg her til morgen, da
jeg fandt en af mine gamle kinabøger, som var fyldt med
håndskrevne notater fra mit tidligere liv. Det var interessant at
se, hvor omhyggeligt jeg beskrev min sindsstemning for hver
dag, der gik.
Jeg er netop kommet hjem fra mit daglige bad nede på
Bandholm badeanstalt. Det regnede hele tiden og var derfor lidt
af en overvindelse at stride sig ad gangbroen langs vandet,
mens regnen piskede mig i ansigtet og mine bukser begyndte at
blive gennemblødte. Selve badet i det nu begyndende iskolde
vand var som vanligt en oplevelse. Kroppen vågner op i et
smæk og skriger begejstret til alle som gider høre på det, at den
bare er i hopla og at alt er såre godt. Det brænder lidt i huden,
når man kravler tilbage ad metaltrappen, men med nogle
knæbøjninger og armsving varer det ikke længe før den indre
varme og endorfin stemningen indfinder sig og humøret stiger til
uanede højder. Her sker det ofte, at jeg griber til min lille
mundharmonika, hvor ind og udblæsningsrytmen overtager
fuldstændig og en særpræget dans bliver resultatet.
Jeg har bestilt en masse fra “Helsebixen” som DAO havde
anbragt udenfor min dør tidligt i morges med en plasticpose
over for at beskytte mod regnen som silede ned. Det er nu
altsammen lagt på plads og jeg sidder og nyder varm
gurkemejeeddike mens jeg skriver. Hører Knausgård om hvorfor
han skriver. Det er meget sjovt, for han nævner også det der
med at blive set. Behovet for at nogen ser een. Og det med at
håbe på anderkendelse o.s.v. Han er meget ærlig omkring sit
forfatterskab. Beroligende for sådan een som mig, der i tide og
utide bevæges af tanker om, hvorvidt Sebastian skrive den
anmeldelse i Folketidende eller ej. Jeg prøver at være så
afslappet som muligt og ikke lægge pres på ham, men kun med
små venlige henvendelser at tilkendegive, at jeg er spændt på,
hvad han kommer til at skrive om de to bøger, jeg gav ham.
Det var en god dag i lørdags, da båden kom på land. Alle hjalp
hinanden og bekræftede at søfolk er fine. Jeg fik spulet bunden,
som var fuld af ruer, som er små dyr i et hvidt pyramideformet
kalkhus, som havde sat sig fat overalt. Nu skraber jeg dem væk
med et lugejern og en spatel, jeg har lavet, sat fat på et gammelt
bådshageskaft. Jeg sidder på en lille liggestol for at kunne nå
ind under, og det hjælper også at den i år står på nogle høje
klodser, så jeg kan komme til. Det har regnet foreløbig indtil nu,
og det ser ikke ud til at holde op lige med det samme. Det
passer mig i grunden meget godt at være inde og sysle med ting
under tag. I morgen håber jeg dog på, at det bliver opholdsvejr,
så jeg kan komme i gang med vinterpræservering af den gamle
Bukh dv 20 motor. Gudrun fra Patmos har ikke skrevet, og jeg
forventer heller ikke, at hun gør det.
– Hvorfor skulle hun det?
Hun synte nok bare, jeg var en gammel original… Eller også
skriver hun…
Vi går allesammen her på Lysmøllegade og venter på en
huslejeforhøjelse. Men vi har gjort indsigelse til huslejenævnet
og håber selvfølgelig på, at den bliver sløjfet. Suely var her i går.
Det er hyggeligt, når hun kommer forbi og vi drikke en kop the
eller spiser aftensmad sammen. Ellers har børnene det, så vidt
jeg ved, godt, og det er jo godt.
Jeg stod tidligt op i morges. Allerede kl 7, hvilket er umanerlig
tidligt for mig, der ofte sover til 9.30. Men det var vigtigt at
komme afsted, fordi de havde lovet regn om eftermiddagen, og
jeg skulle gerne være færdig med motorens klargøring for
vinteren inden da.
Først måtte jeg have noget vand at spule den igennem med.
Der ligger en lang gul slange fra pontonbroen og over til
bådpladsen. Den skulle trækkes frem og en hane, som stikker
op af jorden lige ved nedgangen til havnen, skulle drejes for at
vandet kunne komme ud. Det gjorde jeg og vandet begyndte
straks at fosse. Gudskelov havde jeg forberedt mig med en
ventil og et han-stik, så jeg kunne styre flowet. En stor balje blev
stillet op ved siden af motoren og fyldt med vand. Derefter
tilsluttede jeg slangen, som skulle suge vandet ind i motoren, til
studsen lige ved impelleren og satte strøm til starteren. Den ville
først slet ikke i gang. Jeg blev ved med at køre med den og til
sidst begyndte den at tænde. Det har været næsten frostvejr i
nat, så det er nok derfor den havde svært ved at få brændstoffet
antændt. Efter et stykke tid kørte den jævnt til stor beroligelse
for mig. Snart fik jeg hældt kølervædske op i en spand og
fortyndet det til det dobbelte. Imens kørte motoren og sugede
vandet fra baljen ind gennem kølesystemet som blev skyllet ren
for saltvand.Efter tyve minutter var termostaten åben og jeg
skiftede ferskvandet i baljen ud med den fortyndede
kølervædske, som derefter blev suget ind i motoren. Jeg
kontrollerede at udstødningsvandet blev blåt lige som
kølervædsken og slukkede derefter motoren netop som det
sidste blå var suget op fra spanden.
Det var Bukh’en, som nu er klar til vinterens frost, og det er en
lettelse endelig at være nået så vidt. De kommende dage vil jeg
skifte kalechen ud med en vinterpressenning og sætte båden i
hi de næste 5 måneder.
Min nabo på pladsen, Kim, var også i gang med sin båd, som
han har købt i Jylland for 2000 kr og som han pusler om, så den
efterhånden er ved at blive rigtig flot.
Jeg har bestilt en blender, fordi den gamle brændte sammen
og udsendte ildelugtende røgskyer.
I aften kommer Suely.
Så det hele kan vel næppe være meget bedre.
Udover at der er krig alle vegne, hvorhen man end vender sig. I
Gaza og Ukraine nu og snart har det bredt sig til hele jorden og
vi alle går op i røg. Det er fremtiden mens jeg sidder her i mit lille
hus og læser Knausgård, som om det skulle nytte noget.
Det gør det heller ikke for der er ikke noget der nytter noget.
Det er et falsum, at noget kan blive til noget andet. Det er det
samme uanset, hvordan man end vender og drejer det. Der er
kun det noget, der er, og det er det hele tiden og det er det vi
mennesker gør. Vi laver lort i den. Vi laver kun lort i verden, og
nu kommer et lavtryk med tætte isobarer stormende ind gennem
den engelske kanal og forsyner os atter en gang med tonsvis af
sur, kold og kedelig støvregn, som får een til at føle, hvor
ubeboelig dette land er om vinteren. Så kan man sidde her og
kigge ind i denne flaksende TV skærm, hvor alle rædslerne
udspiller sig, og man selv blot kan se til som en anden voyeur.
Pis er det og jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre, eller kan gøre og
hvad er det at gøre i det hele taget. At gøre vil sige, at der er en,
der gør noget. Altså er det en bevægelse fra et til noget andet,
men dette andet er opstået som virkning af en årsag, og i bund
og grund er denne årsag virkningen i sig selv. Der er ingen
forskel. Det er ikke først det ene og så det andet. Det er een
akausal bevægelse og derfor umulig at “gøre”. Derfor er der ikke
noget at gøre. Tværtimod vil enhver “handling” kun gøre det
hele meget værre. Det er det vi mennesker ikke har indset, og
det er derfor det går som det gør. For hver gang vi forsøger at
“gøre” noget bliver det meget værre. Vi lægger ved på bålet i
stedet for at lade det brænde ud af sig selv ved netop ikke at
“gøre” noget.
Og her kommer vi til sagens kerne nemlig det at vi “gør” os
vore tanker. Vi tror vi “vælger” vores tanker. At vi “tænker” som
en handling, vi “gør”. Som om vi selv tænker, idet tanken spiller
os det puds at få os til at tro, at vi er tankens herre, når det
omvendte er tilfældet. At vi er slave af vores tanker, fordi vi tror,
vi “er” dem, når vi i virkeligheden slet ikke eksisterer uden netop
i vores tanker. Dobbeltspillet er evident, men ønskes ikke
erkendt, da det medfører eksistentiel angst for “hvad så”? For
hvad er jeg så, hvis ikke jeg er mine tanker om mig selv?
Svaret er kort og godt: En løgn.
At erkende sandheden om løgnen kan ingen lære een. Det
opstår, når man ser det, og man ser det, når det opstår.
Kvantemekanisk superposition er det, at et fysisk system
(f.eks. en elektron) kan eksistere i mere end én af dets teoretisk
mulige tilstande (egenskabskonfigurationer) samtidig; men, som
når målt/observeret, kun giver én tilstand.
Superposition er den tilstand vi befinder os i før tanken/
observatøren griber ind og måler/fastsætter positionen.
Med andre ord: superposition er virkeligheden, der, når tanken
griber ind, bliver en position. Mig kontra dig som to positioner
over for hinanden. Som to tanker overfor hinanden i en levende
superpositionel virkelighed.
Det var, hvad der faktisk slog ned i mig i morges som en slags
indsigt, mens jeg stod og vaskede op efter aftensmaden i en
helt fredelig superposition af alle mine elektroner i hele min krop
og alt det andet omkring mig.
Dette skrev jeg til Hr Tot på Facebook, og så må vi se, hvad
han siger til det.
Jeg kørte begejstret mod Nykøbing i håb om endelig at få has
på den skide telefon, som hele tiden bræger som et sygt får så
snart den kommer ud i kulden, så jeg ikke kan forstå, hvad folk
siger og må bede dem om at ringe mig op senere, når jeg
kommer hjem og får varmet dyret op på radiatoren.
Det hjalp bare slet ikke, fordi det viste sig at den skulle
nulstilles, hvis den skulle til reparation, og så forsvinder alle
mine foto og videoer, og det vil jeg ikke have, før jeg har lavet en
back up. Derfor måtte jeg atter en gang køre tilbage med
uforrettet sag omkring den skide mobiltelefon. Men jeg fik da
købt noget køkkenrulle og 3 campinggas hos Harald Nyborg.
Var i København hos Suien forleden. Det er sjovt som sproget som
ofte får skrevet sig selv, når man ikke bryder ind med een eller
anden “hensigt” med det hele. Lad det flyde frit, som David
Byrne siger, og det gør jeg. I København boede jeg på Next
House inde ved Hovedbanegården. Parkerede ude hos Suien,
som jeg også boede hos den første nat i byen. Det var dejligt at
være alene sammen med hende min datter alene sammen med
Oscar den lille laban, som smider al ting på gulvet og bryder ud i
et begejstringsgrin, når han ser de “voksnes” reaktion, for de
slår ham selvfølgelig ikke eller skælder ham ud for det.
Allerhøjest skriger de lidt om at det må han ikke og sådan noget
og det er blot et ekstra krydderi til hele forestillingen. Jeg siger,
at det er ungdomsoprør mod de gamle forældre, der ikke forstår
en skid af, hvad der foregår her i verden. Det bliver min datter
ganske vred over, og opfatter det som en kritik, jeg rejser mod
hende, og det er det jo slet ikke.
Jeg fik langt om længe købt et par nye støvler. Først var vi i
Frederiksbergcentret hos Ecco og se på nogle i ruskind, som jeg
passede rigtig godt, men som var alt for følsomme for snavs.
Derfor blev det ikke til noget der, og istedet gik vi på kaffe og
juicebar, hvor Jonathan – undskyld, jeg mener selvfølgelig
Oscar. Jeg glemmer ofte, at tiden er gået og det slet ikke er min
søn Jonathan, men mit barnebarn på 2 år..
– Men der på
kaffebaren smed han en stor tallerken ned på gulvet og skreg af
glæde, da han hørte larmen, den lavede, da den ramte den
hårde overflade.
Jeg gik i Dagmar bio for at se en film og stumplede ind i “Stop
Making Sense” med “Talking Heads” og det må jeg nok sige var
et scoop. Hold da helt kæft, hvor var det fed musik. Jeg skrev til
min anden datter (den ældste) om det, og hun havde været til
koncert med dem i 84 i New York og hendes fyr Hr Tot kendte
den også og skrev tilbage, at det var den bedste koncertfilm
EVER!
Og det var ikke nogen overdrivelse. Jeg sidder netop nu og
lytter til koncerten på Spotify.
Mens jeg nyder en grøntsagsdrik lavet på min nye blender,
som jeg måtte købe, fordi den gamle gik op i brand og ilde lugt
af ophedet isolationsmateriale fra motoren.
Båden er langt om længe lagt i vinterhiet med pressenning låst
fast med uendelig mængde af tynde liner omkring, så ingen
storm eller snevejr kan trænge ind.
Min nabo Lasse siger, at jeg ikke kan huske noget, men det
han husker, behøvet jo nødvendigvis ikke være det, jeg husker.
Det forstår han ikke. Han tror, at det han ser også er det, jeg ser,
men det er det jo slet ikke. Deri ligger vanskeligheden ved at
kommunikerer med mennesker. Fordi det foregår via koder. Via
sprog, som er billeder eller symboler og netop ikke det omtalte,
men en beskrivelse. Og det må man skrive sig bag øret, at en
beskrivelse er en nødløsning i stedet for at SE. Og som sagt er
det, jeg ser ikke nødvendigvis det, den anden ser. Så først må vi
være enige om det sprog, vi bruget, og dernæst må vi være klar
over vores grundliggende uvidenhed. Vores grundliggende
superposition/ukendthed. Før kan vi ikke positionere os
overhovedet. Og hver gang, vi positionere os, må vi give tid til,
at vi kan falde tilbage i superposition. Dvs at det hele kan
kommer på et plan, hvor de to superpositioner “entangler”, dvs
er i symbiose. Så kan der kommunikeres. Ikke før!
Og det kræver stilhed. Først og fremmest. Tid om man så må
sige. Dvs ophør af jag og pres for at nå et mål. For at nå først op
på sejrsskamlen og alt det der lort, som verden er drevet af. Og
indsigt i begrebet “tid” som noget vi mennesker har skabt og
ikke noget, der har egeneksistens. Det må vi allerførst være klar
over. Ellers kan vi ikke komme nogen vegne ind I en fælles
indsigt i altings natur. Sådan er det bare, om du vil det eller ej.
Men det er som tidligere sagt op til enhver selv at finde ud af
det. Det er ikke noget andre kan finde ud af for een. Det kræver
alt, og det er der ikke mange, der er villige til, og det er synd, for
det ville være dejligt, hvis lidt flere sagde: Stop making sense!
10 Jan
Er nu igen på farten.I morgen rejser jeg til København. Det bliver
dejligt at komme lidt ud til nye indtryk. Selv om badet i det
iskolde vand hver dag her i Bandholm nok kan holde mig vågen,
skal det alligevel blive rart med lidt “vækkelse” ude i den store
verden. Jeg kører derind. Det er bedst for så kan jeg bruge bilen
som en slags base, selv om jeg bor inde på “Next House”. Det
var min datter Bynke, der inviterede mig til at møde hende i
“Cinemateket” hvor vi skal se en film fra frøstruplejren og høre
foredrag af hendes ven Lars Movin.
Lige nu skriver hun at Konrad er død. Det var hendes
moskusand, som elskede mariekiks. Jeg malede den. Den
snuppede kiksen ud af ens hånd på en særlig opmærksom
måde, som jeg aldrig vil glemme. RIP kære Konrad!
Jeg er også blevet inviteret til at spise middag hos min datter
Suien og Svigersøn Bue på fredag aften. Fedt! Glæder mig især
til at være sammen med selveste Oscar, som er mit barnebarn
med krudt i på 2 år.

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.