Rolig nu!
Ikke for meget jag.
Ikke for hastige beslutninger. Lad det hele glide stille og roligt.
Åh, hvor er det svært med andre mennesker! Det er lige så snart de kommer ind over, det bliver besværligt. Se nu f.eks.denne rejse, jeg skulle foretage med hr Knold og fru Tot og Ernest Hemingway ned til Nazaré i Portugal for at se de store bølger og surferne, som dumdristigt begiver sig ud til havs trukket af en scooter for kort tid efter at blive væltet omkuld og med enorm kraft kastet mod undersøiske skær, hvor de knuses og omkommer under store lidelser. Det skulle vi ned og overvære, og alt var klappet og klart, flybilletter bestilt, hotelophold sat på plads, og så kommer den lille djævel til Andersen, min ven ovre fra Omø, og tilbyder mig at køre med ham tilbage til Danmark, efter han har læsset nogle møbler af i en lille by ikke langt fra Lissabon, hvor hans venner har købt et hus, som de vil slå sig ned i, og som han hjælper dem med at flytte deres møbler og ting ned til. Så skal vi følges ad i den tomme lastbil, de har lejet, tilbage op gennem Europa de 2700 km til vi er hjemme på Lolland igen. Det syntes jeg jo lød fandens interessant med sådan en tur, hvor vi får overnatning og forplejning betalt af hans venner.
Straks jeg hørte om tilbuddet, begyndte jeg at fantasere om de muligheder for afstikkere til spændende steder en sådan hjemtur indebar. Men det skulle jeg ikke begynde på, viste det sig, for vennen, for hvem han kørte, havde lagt en meget striks rute på tilbagevejen, for at.spare benzin og komme så hurtigt som muligt hjem og aflevere lastbilen. Det ændrede jo perspektivet for denne rejse en del, men da Andersen understregede, at så striks skulle det heller ikke være, og at vi sagtens kunne tage små afstikkere til mere spændende steder end den slagne motorvej, blev jeg mere rolig.
Nu optrådte imidlertid et nyt problem. Overnatningerne skulle foregå på motorvejshoteller i et dobbeltværelse de tre eller fire gange , der blev pause på den lange tur, og jeg hader at ligge i ske med nogen som helst på nær min kone og det er lang tid siden, at den mulighed forelå. Igen var det for at spare, idet vennen, som Andersen kørte for øjensynlig var meget nøjeregnende. Han havde nemlig omhyggeligt udregnet en rute i mindste detaille, som vi skulle følge til punkt og prikke med meget få chancer for sidespring.
Nå, godt ord igen. Jeg syntes stadig, det kunne være hyggeligt med sådan en tur op gennem Portugal, Spanien, Frankrig, Belgien og Holland for endelig at lande i Sønderjylland og over Storebæltsbroen det sidste stykke ned til Bandholm. Rødby Puttgarten færgen, som jo ville være nemmere, kunne der ikke blive tale om, da det var for dyrt. Hm, igen dette med at skulle indordne sig under andre mennesker, men som sagt, så syntes jeg og synes stadig, at turen rummer nogle muligheder og osse en social side med hyggelige samtaler med Andersen i førekabinen under den lange rejse ad Europas motorveje. Derfor hænger jeg på og har aftalt, at vi skal ringe til hinanden, når han når Portugal og jeg sidder i Lissabon, så vi kan koordinere og finde et sted, hvor vi kan mødes og slå pjalterne sammen for de videre tur.
Jeg har altid været ret støjende. Derfor er der ikke mange, der kan holde ud at være sammen med mig. Jeg spiller høj musik, så snart jeg kan se mit snit til det og optræder gerne med brægende stemme a la Bob Dylan, når lejlighed byder sig. Som f.eks. I går, hvor vi skulle ud og spise kylling.og jeg på forhånd havde sagt, at det ville jeg ikke, fordi jeg ikke spiser høns,- i det hele taget dyr som sådan, men i stedet valgte nogle urtefrikadeller og noget som de kaldte “Brazilianske ris”, der viste sig at være ristet ris med kyllingeleveren. Jeg skreg op og forlangte min tallerken skifte ud med noget vegansk, hvad de selvfølgelig ikke havde i det etablissement, hvis formål var at servere grilstegt kylling. Mine medrejsende, som er Hr Knold og fru Tot blev flove over mit skrigeri og indså, at den eneste udvej var at stoppe min mund med kyllingebryst, som de gavmildt kolporterede fra deres egen tallerken og ned i min hals, til jeg blev stille. På vej hjem op og ned ad de Lissabonske gader lod de mig i stikken og travede flere hundrede meter i forvejen efterladende mig med mine dårlige knæ og min tunge rullekuffert slæbende bag mig. Da vi kom op til vores lejlighed var der kold luft mellem os indtil fru Tot bød på noget portvin, hun havde købt i en smøge lige neden for, hvor vi bor (il Lissabon er Portvin legalt), Det opblødte stemningen, og jeg holdt op med at bræge.
Nu er vi på vej i bus til Nazaré, hvor vi skal se store bølger og surfere, som omkommer i dem på stribe.
De andre ( Knold og Tot) er gået. De har så travlt med at nå alt det, de skal. De skal nå at komme op til klippetårnet og se de enorme bølger, som de skal fotografere med deres antikke veteran- kameraer, som de elsker så højt, at de nat efter nat sidder og nørkler med vidvinkel og zoom for at kunne tage video og foto af brændingen (afbrændingen…) lige udenfor vores vinduer og oppe ved fyret! Jeg sidder her i sofaen og har lige talt med Karsten Pharao, som ringede og bad om hjælp til at flytte til en ny lejlighed sammen med en kammerat. Skide godt for ham, da huslejen er billigere og kun to beboere. Jeg stiller selvfølgelig op til flytningen. Han skulle ellers have været med på denne tur til Nazaré, men kunne ikke pga studiet. Ernest Hemmingway skulle også have været med, men han blev forkølet. Så er der kun os tre og det er osse meget hyggeligt for Katten!
Om lidt går jeg ned til stranden og ser om man kan bade. Der var rødt flag igår og gult henne i hjørnet. Idag er der ikke noget gult flag i hjørnet, så måske…
De spiste fisk (Codfish og makrel) på byens bedste fiskerestaurant i går aftes (Jeg spiste tang).
Til morgen spiser vi friskbagt lokalt brød med kvædemarmelade og granula med mango, pærer og æble overhældt med havremælk. Så nu er diæten på sporet. Ikke mere syg kylling til mig!
Åges ring spøger stadig i min baghjerne, og jeg tror stadig at det var et tegn fra himlen, at Helga lige pludselig skulle spørge til, hvor den var. For øjeblikket sidder den på Åses finger. Før lå den i Agnes ( min mor) skrivebordsskuffe, og før det sad den i en periode ( ca fra 1980 til 1985 ) på min finger. Jeg husker som barn (engang i 1944/47) at den sad på bedstefar Åges lillefinger mens han sad og sirligt skrev noder til en melodi, han skulle øve med sine elever. I sine gamle dage efter sin karriere som popsanger fungerede han som sangpædagog i Ribegade 12 på fjerde sal, hvorfra han kun kom ned juleaften, når vi skulle på besøg hos hans bror og holde jul der. Bergstrøm og sønner med domicil i cigarfabrikken Læssøegade 19. ( Det.var tider!)
2
I dag er atter en dag, hvor jeg er blevet kritiseret sønder og sammen af mine kære medrejsende over min åbenmundethed og spinattrampende tåbelighed, hvilket jeg har taget til mig som oplysende læring i min optimistiske begejstring over måske en dag at komme op på et niveau, der beretter mig til at færdes i det “gode selskab” uden at snuble. Man kan kun håbe, og så får vi se.
En lang tur ned til havnen endte med hård afvisning i marinaen, da jeg stærkt trængende anmodede om at måtte bruge etablissementets toilet. En Esso tankstation var mere imødekommende og overlod mig nøglen til deres særdeles indbydende aftrædelsesrum. Det var en lettelse, som igen fik mit humør til at sprudle ungdomsfriskt, mens jeg travede ud ad paseoen langs de mange små pittoreske huse i blå, røde og gule farver på den ene side og den gyldne strand med brølende skumhvid brænding på den anden.
Bag mig ligger dage – og timer på disse dage – jeg ikke fortryder, at jeg gennemlevede, hvor svært det end må være at indrømme. Men sådan er det. Jeg tager tingene, som de kommer. De sure som de søde. Lige nu har jeg spist dahl i en indisk restaurant nede om hjørnet, hvor min højre høretelefon uden varsel faldt direkte ned på det hårde stengulv og knustes. Satans! Netop nykøbt hos THansen i Skælskør. Nå, men eet øre er bedre end ingen ører, ikke? I går tegnede jeg en skitse af en sød pige, som sad på cementkanten ved stranden.
Bølgerne kom brølende ind mod kysten, som fanden havde taget ved dem og deres eneste formål var at nedbryde alt på deres vej. Der var ingen tid i deres bevægelse, som uophørligt bankede ind mod land. Skummet sprøjtede frem og op i hvide skyer, når de brækkede over og kastede sig fremad. Høje drøn som torden buldrede hult, idet de afgav deres energi for derefter at blive til hvirvlende vandmasser på vej tilbage i havet, hvor de samlede sig for med usvækket kraft atter at angribe kysten. Men aldrig nogensinde var det en gentagelse af det foregående, jeg så, men netop det evigt nye nu i fuld udfoldelse.
Det sad jeg og overværede mens mine tanker blev til bølger og bølgerne blev til mine tanker, der forsvandt og blev stille.
I dag er der karneval og det er ikke stille! Måske nok nærmere støj. Men støj kan være godt nok for en tid, når man selv bestemmer, hvornår den skal holde op, og det er lidt svært, når en kæmpe lastbil med 100.000 decibel højtalere parkerer sig lige udenfor vores vinduer og ustandselig afspiller de samme portugisiske folkemelodier. Nej, så var det bedre i Brasilien med Oludum og levende sambarytmer, men man må selvfølgelig ikke sammenligne. Dog er det nærliggende, da det hele foregår på samme sprog som i Salvador og Rio.
I morgen er Nazaré forbi. Vi skal checke ud kl. 11 og med bussen tilbage til Lissabon kl. 12. Der skal Knold og Tot opholde sig et enkelt døgn, før de drager nordpå med “Norwegian”. Jeg bliver foreløbig til den 16, og skal i den periode konfererer med Andersen om evt at køre med ham tilbage til Danmark. Hvis ikke jeg gør det, så ved jeg ikke hvad jeg gør. Her er jo dejligt mildt og forårsagtigt, så vi får se…
3.
Dette er dog et fortrinligt sted at opholde sig. Midt i Lissabon og kun 10 min gang ned til floden, hvor jeg i sin tid (40 år siden) sejlede ind og lagde til Kaj i Belem ude ved siden af det store marmormonument rejst til minde om alle de søfarende, der drog ud for at betvinge og kolonialisere resten af verden.
Her bor jeg nu, mens jeg venter på besked fra Andersen om, hvornår han vil hente mig inde i landet i Castello Branco. Der har været nogle problemer mellem ham og de folk fra “foodforest”, som han kører for, men så vidt det ser ud lige nu, skal vi køre sammen mod Danmark på søndag. Jeg driver omkring, nyder det milde forårsvejr og går på indkøb efter bacalhau, linguica calabresa defumada og Massa de Pastel til Helga. Der bor meget søde mennesker her i det lille “hotel”, som mødes om aftenen og udveksler rejseminder.
I dag fløj to af gæsterne til Azorerne, så det kan man også herfra.
På vej i bussen fra det røvkedelige “X-factory” der mestendels består af fancy spisesteder, hvor parrene går hen og sidder og passiarer, mens de piller i muslinger, rejer og små blæksprutter og drikke kølig vin af høje glas, – der ringede min gode ven Andersen helt oprevet fordi han nu var stået af turen til Portugal et sted i nærheden af Biarriz i Frankrig. Ægteparret som han skulle hjælpe med transport af deres møbler var faret i flint og havde udsøgt sig det rare menneske som syndebuk. Som jeg osse sagde til ham; betaler det sig aldrig at involvere sig med parforhold. Især ikke under så langvarige og vanskelige omstændigheder som det at køre et flyttelæs fra Danmark til Portugal. Her havde især den kvindelige part hidset sig op til hysteri over Andreas kørsel i trafikken. Manden, som er foodforestideolog og yogist havde bagtalt Andersen overfor konen ( som,- og hør nu, er parterapeut!) for at score point i deres indbyrdes kamp. Lille rare Andersen fra Singapore (Han optræder bl.a. på filmen fra Helenes bryllup i 69) var tilsidst blevet så træt af ægteparrets vanvid, at han have sagt sin mening om dem og havde erklæret dem begge for sindssyge! Da brast arrangementet for godt, og han forlod kortegen (konen kørte privatbilen med trailer, manden og Andersen kørte lastbilen) . Lige inden det endelige brud havde kvinden fantaseret en historie om, at Andersen som hævn, når han skulle køre lastbilen tilbage til Danmark, ville stille den ind i en øde skov og forlade den, og at de derfor ikke kunne stole på, at den kom uskadt frem! Det korte af det lange blev, at han stod af.
I nat kl halv to ringede han så til mig og fortalte, at han lå på en bænk udenfor en jernbanestation og frøs. Han havde taget mine tæpper (som jeg havde givet ham med, så vi kunne sove i bilen) og pakket sig ind, men frøs alligevel så han rystede. Derudover var han snublet over en kantsten og havde slået sin næse ned i asfalten og havde fået alvorligt næseblod. Jeg forsøgte at berolige ham og sagde, at han kunne ringe nårsomhelst, så skulle jeg nok støtte ham mentalt natten igennem. Gudskelov ringede han først, da han sad i toget på vej til Paris og fortalte, at han havde sovet lidt og nu havde det meget bedre i det varme tog, og ville se at finde et fly til Danmark. Vi aftalte at mødes i København, hvor Aksel ( hans søn ) kommer og henter ham, og hvor jeg så osse kan køre med tilbage til Ballerup.
– Ja, det var så, hvad der blev ud af den fællestur fra Castello Branco i Portugal op gennem Europa tilbage til Danmark, som altså nu foregår på vinger gennem det internationale luftrum om få timer. Jeg skal lette her fra Lissabon kl 19.00 og har lykkeligvis forlænget mit ophold på dette charmerende sted, således at jeg først behøver at checke ud ved 16 tiden.
En stor fordel ved alt dette er, at jeg når min tur i saunaen i Badeanstalten på lørdag, som jeg har betalt 50 kr for, for længe siden! Så når alt kommer til alt er det hele fjong, og nu glæder jeg mig faktisk til at komme “hjem”.
Fra København med bedstefars ring hængende over hovedet til Sydhavnen og god samtale over dejlige dage i Nazaré med Knold og Tot til lidt ærgelig snak med Karsten Pharao, fordi han alligevel ikke kan flytte sammen med sin kammerat, da han skal skaffe en erstatning for sig selv, når han flytter (hvad jeg ikke forstår…) til hel vildt skønne dage i Lissabon på egen hånd, og afslutning af rejsen, som skulle have været en hyggelig excursion op gennem kontinentet med Andersen og jeg, og som nu blev til, at jeg sidder her i min “celle” og skriver, før jeg pakker færdig og skrider ud i lufthavnen med min rullekuffert hen over Lissabons toppede brosten.
