michael

Jeg er dødtræt af alle de mennesker, som ikke forstår en skid. Ikke en skid forstår de af nogetsomhelst. Det er jeg dødtræt af.

Så her sidder jeg og forstår det hele, og det er der ingen, der forstår. Ingen.

Nå, men så må jeg jo klare mig selv helt alene på det grundlag som min forståelse hviler. Det er i grunden et meget godt udgangspunkt. Man sidder helt alene på en tømmerflåde på det oprørte hav og aner ikke, hvad man skal. Skal man prøve at svømme i land? Men der er ikke noget land i sigte. Skal man give sig til at ro i en eller anden retning? Men hvilken retning er den rette, tænker man. Man ved det ikke, men man forstår det hele og ved alligevel ikke en dyt. Man bliver et “jeg”. Det bliver man nødt til for at komme videre. Så sidder jeg her og skal se at komme videre og ved ikke, hvor jeg skal hen.

Med eet dukker en fisk op i overfladen. Den retter sin opmærksomhed mod mig og siger:

– Se så at komme afsted. Spring ud i vandet og svøm. Det er dejligt at svømme.

Jeg stirrer på fisken og tænker: – Måske har den ret. Jeg springer sgu.

Men et er at tænke på at springe. Et andet er springet i sig selv. Jeg tøver. Tør ikke springe og bliver siddende på min tømmerflåde.

Der sidder jeg og er dødtræt af det hele.

Ganske enkelt.

Var til vælgermøde oppe på Femø kro i går. Rent tilfælde… Blev inviteret til at sidde med ved bordet og nyde den berømte Femø- tallerken, som består af en fladstegt rødspætte i fed gullig persillesovs og små udkogte kartofler. Invitationen fik jeg af en af de fremmødte lokalpolitikere, som mente, at det var bedst at have nogen at snakke med, når man spiste. Hm. Jeg havde ellers forberedt mig på en stille stund alene ved det lille bord med tændt stearinlys og hvid dug, læsende i “Mesteren og Margarita” om fandens besøg i Mosva. Nå, men det var måske meget a propos, da det så ud til, at jeg her havde fået selveste hans højhed Satan til bords i form af lokalpolitikeren fra “lokallisten” Sandra Eliassen.
Kvinden var for så vidt meget delikat og indtagende, men hendes talestrøm var langtfra lige så indtagende. Hun afbrød min spisning ustandselig med indvendinger om alt mellem himmel og jord, som hun mente hun kunne gøre for de små øer i Lolland kommune, og især for Femø.
Jeg forsøgte, at se pæn ud og ikke opføre mig på nogen måde uhøvisk. Det faldt i god jord, og vi skiltes som venner.
Efter middagen var der stillet op til “dialog” mellem politikerne og Femøs lokalbefolkning, og her sprang proppen af flasken, mens en ubeskrivelig stank af falskhed bredte sig i “demokratiets” navn. Den ene efter den anden af de fremmødte partirepræsentanter førte sig frem i svælgende vendinger, som helt udviskede de egentlige problemer på øen, som var at få opført en affaldsplads, hvor de rare femøboere kunne få deres haveaffald omdannet til flis og kørt væk. Det havde man i årevis forsøgt at få Lolland Kommune til at sætte i værk uden held. Ligeledes havde man i årevis forsøgt at få færgen til at sejle præcist, samt at få færgerne til at overnatte ud på øerne, så de kunne være parat, hvis nogen kom i nød og skulle fragtes til fastlandet akut. Utilfredsheden blandt borgerne var stor, og til det svarede politikerne, at de nok skulle gøre noget, hvis man vel og mærke stemte på dem.

Gudfader bevare os,tænkte jeg og vred mig i stolesædet. Tænkte, at mennesket bliver aldrig klogere. Tænkte, at det ville have været lettere, hvis ikke bare det lige havde været, fordi det var mennesker…

Lige som man nu fra både russisk og kinesisk side har afbrudt de sidste kommunikationskanaler, der havde til hensigt at forhindre at 3. Verdenskrig skulle starte ved en “misforståelse”. Lige som man nu luftbomber nødforsyninger i Etiopien og lige som alle de olie og kulproducerende lande nu forsøger at rette kravene i Parisaftalen til, således at de stadig kan forøge CO2 belastningen af kloden og derved overleve i deres eget lille sneglehus.

Jeg brækker mig. Mennesker, fy fanden, og er alvorligt flov over selv at tilhøre een af slagsen.
Det er i mig selv det hele foregår. Hverken i FN eller EU eller USA eller KINA eller RUSLAND eller hos BORGEREPRÆSENTATIONEN i LOLLAND KOMMUNE.
Men i mig, kære venner.
Hvad med dig, kære ven?

Jeg er ankommet, ser det ud til. På min 81 års fødselsdag er jeg ankommet. Jeg er ankommet til denne dag i mit liv. Så sidder jeg her og spekulerer over, hvorvidt jeg overhovedet har været væk. Måske har jeg været her hele tiden. Det ser sådan ud.  Nå, men udover det er min nye “bog” som hedder “Vejen” ankommet, og kan findes bl.a. hos saxo. Den ser sådan her ud:

Og er:

En levnedsbeskrivelse af mennesket Olufs udvikling fra barn til voksen.

Ethvert menneskes vej i livet er unik. Som et fingeraftryk i historien. På godt og ondt. Oluf bliver kastet rundt på tilfældighedernes hav fra den dag, han bliver undfanget, og må igen og igen spørge sig selv: – Hvad er meningen? Til sidst forstår han, at der ingen mening er og falder til ro i al tings tidløse eksistens.

 

 

Altså og derfor og i al almindelighed ville jeg ikke nævne nogen fremfor andre, men i det hele taget nøjes med at nævne mig selv. Det er det mindste, jeg kan gøre. Det meste, jeg kan gøre, er uden ende. Nå, men det skal ikke komme som en overraskelse for nogen længere, at jeg er gået hen og blevet gak! Ganske simpelt blæst i hovedet! Aner simpelthen ikke, hvad det er, jeg går og foretager mig. Som f.eks. nu, hvor jeg har siddet i styrtende regnvejr nede i min lille kahyt og lagt waypoints koordinater på min gps receiver for at kunne foretage en sejladsfærd fra Bandholm havn og op langs den sjællandske vestkyst ud for Skælskør til en lille ø som hedder Agersø. Her vil den gale mand overnatte i en havn, før han drager ud på endnu en sejlads under den store storebæltsbro hen mod og over til den herlige lille by på Fyns vestside, som hedder Kerteminde. Her har maleren Johannes Larsen boet og malet fugle og hav og her er hans hus omdannet til musæum. Et sted jeg tidligere har besøgt, men den gang med bus. Nu skulle det altså ske fra søsiden. Det er klart, ikke? Er det ikke? Synes du ikke det lyder som en meget god ide, nu hvor det er lykkedes mig at reparere dieselforpumpen så dieselolien ikke fosser ud under den lede kødfarvede pakning, som var revnet to steder, og som derfor ikke kunne bruges længere, så jeg måtte køre hele vejen til Nørre Alslev for at hente en gammel brugt Bukh dieselforpumpe hos mekaniker Rune, som er ven med Benny, som jo er ham, jeg købte båden af. Nå, men den fik jeg sat på motoren i stedet for – og ganske alene, fordi ham Kim, som skulle hjælpe mig slet ikke kom, og ham Christian var alt for skæv og sad og fyrede en mægtig joint lige op i hovedet på mig, så jeg næsten blev lige så skæv som ham af irritation over hans idelige hash rygning! Selv ryger jeg ingenting. Det er meget bedre. Så er man klar til at møde livet rent. Jeg elsker at møde livet rent. Ikke noget med skjult agenda her i mit hus. Fuck dem, alle dem med skjult agenda og forsåvidt også dem med agenda. Op i røven med agendaen og lad os så se at komme afsted! Ud og sejle kære venner. På bølgen den blå. Over havet det grå. Med snabelsko på!

 

 

 

 

Det er som det er. Kan ikke være anderledes. -Hvordan skulle det?

Nu er jeg færdig med min bog. Det er en lettelse. Så er der plads til det hele igen. Den ligger i vejen for så meget andet. Nu ligger den ikke længere.

Er langt om længe (meget mod min vilje) kommet på facebook, hvor man kan finde mig under mit navn.

Indhold i verden til ro:

1. Lad verden falde til ro …………………………………………….. 9
2. En tandlæges endeligt …………………………………………… 11
3. Oluf …………………………………………………………………….. 17
4. Faderskikkelsen ……………………………………………………… 21
5. Fængslet ……………………………………………………………….. 25
6. Hos tandlægen ………………………………………………………. 65
7. Alting kommer af sig selv ………………………………………… 67
8. Et bad i det tidløse rum vi kalder verden ……………………. 101
9. Grønland………………………………………………………………105
10. Badeanstaltens hemmelighed …………………………………… 115
11. Helen…………………………………………………………………… 119
12. Fire dage i verdensrummet ………………………………………. 121
13. Lis ………………………………………………………………………. 163
14. Dina Barcelona Lakrids …………………………………………… 167
15. Malaga…………………………………………………………………. 227
16. Rie………………………………………………………………………. 245
17. NewYork……………………………………………………………… 249
18. Los Angeles …………………………………………………………… 265
19. Den endelige afgørelse ……………………………………………. 281
20. I can’t breathe ……………………………………………………….. 309

God læselyst!

Bogen indeholder en række tekster i form af små noveller eller nedslag i en fiktiv person ved navn Oluf Fløite’s liv. Han er tandlæge og står ved kanten af sin professionelle tilværelse på vej til pensionen. Han beslutter at gøre boet op, både de positive sider, men så sandelig også de negative. Det er en slags skrifte over et langt liv i “mundhulens tjeneste”, og der lægges ikke fingre imellem. Han rejser ud i verden for at lære sig selv at kende i andre relationer end den faglige og får lidt efter lidt et større perspektiv på sin egen eksistentielle plads i helheden. Der er beskrivelser fra hans barndom med svigt og forvirring. Fra hans ungdom med forelskelser og sorg og fra hans lange liv som tandlæge, hvor han gentagne gange render ind i vanskeligheder, som synes uoverstigelige. Han kommer i fængsel højt oppe i Nordnorge, men genvinder sin tillid til livet ved i mange år at arbejde som distriktstandlæge i Grønland. Han bliver gift og skilt adskillige gange. Som sagt: det er en spændende historie denne bog udfolder.”
“Jens Michael Høy er 80 år gammel og har gennem mange år ført optegnelser over sit liv og sine rejser. Disse har han offentliggjort på sin blok jenshoey.dk
Han har imidlertid nu her ved vejs ende besluttet at komme med et resumé, og det er det bogen “En tandlæges endeligt” handler om.”

Lad verdenen falde til ro af Jens Michael Høy

 

 

 

 

En morgen var det hele forbi. Ganske forbi det hele. Ikke mere at glæde sig over. Ikke noget at se frem til. Ikke noget at lave. Bare vente på den store tomhed. Det store nul. Det store ingenting. Hvor trist, tænkte han og tog sig i skridtet, hvor det kløede så slemt efter sidste rensning.  Nu han således var færdig med sit forehavende, gik han forfrisket ud i stormen og tog himlen ned i sit hjerte. Stuen han sad i var ganske ryddet for inventar. Det eneste der var tilbage var en gammel standerlampe, som viseværten havde efterladt, den gang han rejste. Det var det eneste, der var tilbage, så vidt han kunne se fra sin plads i solen, hvor han sad og skammede sig over sin egen deltagelse i krigen. Men der var ingen vej tilbage. Det vidste han . Så hvorfor ikke bare tage sig sammen og se at komme afsted.

Han rejste sig op og stod således midt i rummet med begge ben på jorden og ansigtet højt hævet oppe over trægrænsen, hvor en knallert i det samme kom til syne og rev ham ud af hans vildfarelse. Solen, som nu stod højt på himlen varmede hans skuldre og satte ham i gang med at læse dagens avis, hvor der reverenter talt ikke stod en skid, der var værd at beskæftige sig med.

Kunst er altid noget andet. Er det det samme, er det ikke kunst. Så er det bare det samme og det samme og det samme i een lang kedsommelig uendelighed for satan, ikke?

 

 

En dag. Hvilken dag. Ja hvilken dag er det ikke, at sidde ude i vejret og tænke sig til noget andet. End det som er lige her, og som du ikke kan beskrive, fordi du ikke har evnen til at se.

Græsset blev slået. Båden blev bestilt. Håret blev klippet. Datteren blev besøgt. Badestigen blev købt. Veninden blev hørt. Hvidtjørnen blomstrede som sne mod den lyseblå himmel. Mit ansigt føltes koldt. Vinden bed og skoene trykkede, indtil jeg fik dem gået til. Vejen syntes uendelig, og derfor ikke af vigtighed. Dens længde havde ingen betydning. Kun dens kvalitet var fremtrædende i den skrivenes bevidsthed. Han nød at høre gruset knage under skosålerne. Han nød himlens farve bag granernes silhuet. Han trak vejret dybt ned i sine lunger og skridtede raskt afsted. Det var den samme tur han gik hver dag. En tur som ingen ende havde, fordi det var en cirkel. Han ønskede altid at bevæge sig i cirkler. Idet han passerede sit udgangspunkt, sprang han et niveau op i spiralen, som hans liv bestod af. Som hele tilværelsen bestod af, og som derfor altid var nyt.

Toget holdt på perronen og tog ham og hans kæreste med. De satte sig i den tomme kupé og lod blikket glide ud over det forbipasseren landskab. Kontrolløren kom forbi og bad om deres billetter. De viste ham dem og følte sig i samme øjeblik trygge, fordi de viste, at alt var i orden. Han gik videre, og de smilte til hinanden, indforstået i deres fælles tanker. De var et par og førte sig frem som sådan. Derom skulle man ikke være i tvivl. Det var noget, de begge lagde vægt på. Han var midaldrende, hun var meget yngre. De var barnløse.

God dag! Igen. Efter lang tids fravær fra denne side, hvor jeg har været stærkt optaget af, at lave korrektur af mit manuskript til bogen: “En tandlæges endeligt”

2.korrektur med tegnsætning og rettelser er nu færdig. Ja. Jeg sætter lige et billede ind her fra mit sidste besøg hos Bynke.

Vi ses!

 

Og så ses vi. Hvem end vi er. Væsner fra en anden klode, som man siger. Og hvad så, hvis denne klode er denne klode? Så er vi væsner fra en klode vi kender. Hvilket vil sige, at vi har skabt et billede oppe i vores hukommelse, som vi så (i vores hukommelse) tror er virkelighed, og som vi så betegner som “kendt”. Men det er bar løgn det hele. For vi har ikke skygge af chance for at “kende” det værende. Det vil altid undslippe os, så lad os for gud skyld, ophøre med at “indfange” tilværelsen og gøre den til noget, vi kan fatte. Det er spild af tid. Fuck det, som jeg plejer at sige. Det er et meget godt udtryk for det ophør, der finder sted hele tiden. Fuck det!

My Life is a mess  

Hvis jeg nu lader alt dette rod gennemstrømme min pen

Hvad er bedren end at høre musik    

And then see you. Whoever we are. Creatures from another planet, as they say. And what if this globe is that globe? Then we are beings from a planet we think we know. Which means that we have created an image in our memory that we saw (in our memory) believe is reality, and which we then describe as “known”. But that’s a lie. For we have no shadow of a chance to “know” what is. It will always escape us, so let us, for God’s sake, stop “capturing” life and make it something we can grasp. It is a waste of time. Fuck it, as I usually say. It is a very good expression of the cessation that is taking place all the time. Fuck it!

 

Det bliver aften med rosa lys

Så skete det. Det der ikke måtte ske og som derfor skulle ske. For at rejsen kunne blive komplet, tror jeg nok, man kan sige. Det var en bagatel for så vidt, at det ikke medførte skade på nogen, men det åbnede mine øjne for, hvor knyttet jeget/jeg er til ting. Det var chokerende at se min reaktion, da det gik op for mig, i regnvejr og kold blæst på vej fra bussen op til bilen på parkeringspladsen ved Tegelersee, at min “elskede” vindjakke, som jeg havde passet og plejet lige siden jeg fik den som gave af Dansk Tandlægeforening i forbindelse med et Årskursus på Bellacenteret for mange år siden, at den var væk.
Den fandtes ikke i min rygsæk, og jeg gravede og ledte, men den var der ikke. Min første indskydelse var, at jeg måske slet ikke havde taget den med om morgenen. Dog vidste jeg godt, at sådan var det ikke. Men det var et håb.
Jeg fik som sagt et chok. Det måtte ikke ske, hvad var dether for noget, tænkte jeg. Mig som altid passer så godt på mine ting. Det stak mig i hjertet og blev ved med at stikke dybere og dybere, efterhånden som det gik op for mig, at den var og blev endegyldigt væk.

Jeg MÅ kunne finde den, tænkte jeg og gennemgik minutiøst hele dagens hændelser med henblik på at vende tilbage til alle de steder, jeg havde været. Jeg VILLE  finde min jakke!  Den stod for mig som noget betydningsfuldt, ja faktisk som en del af mig selv, og da gik det op for mig, hvor knyttet jeg er til ting. Tanken kredsede hele tiden om denne jakke med tandlægeforeningens lyseblå logo indsyet over brystet.
Det var jo min UNIFORM, jeg havde mistet! Pyha for en opdagelse! Findes skulle den. Jeget er stædigt. Lader sig ikke afspise med sætninger som: -Nu rolig gamle ven. Det er jo kun en vindjakke. -Nej! den SKAL findes! svarer jegets anden halvdel, og så går det igang med at optrævle historien, for hvor har han været og hvor kan han have glemt den? Kathe Kolwitz musæet, hvor han sad ude i haven og spiste sit brød og sit æble på den røde trappe. Eller shawarma restauranten, hvor han fumlede efter pengene da han skulle betale og måske havde taget den op af rygsækken og glemt at lægge den tilbage. Det sjove ved det hele er, at det var så varmt den dag, at han slet ikke fik brug for den, før til allersidst hvor det begyndte at regne, og så var den væk!

Jeg var alle de steder, jeg havde været dagen før uden resultat. Selv helt ude i Tekel lufthavn, som jeg var taget  til ved en fejltagelse, fordi jeg troede det var Tempelhof!
Kort og godt: Det var håbløst og nagende. Hele tiden dette: Min elskede jakke (Gollum) og piv og hyl fra den forurettede lille mand med selvbebrejdelser over sjusk og hvad ved jeg.
Men jeg lod det ske i forvisning om, at før eller siden hørte det nok op, og ganske rigtigt, på vej ind til Alexanderplatz, for at spørge på toilettet, om de havde set en mørkeblå vindjakke med Dansk Tandlægeforenings logo syet på brystet, fangede mit øje gennem bussens vindue ordene “HUMANA second hand and vintage“. Jeg sprang spontant af og løb derover og fandt en nydelig vindjakke i tyndt stof til at rulle sammen i rygsækken, som passede mig perfekt. Den købte jeg på stedet for 10 euro. Så var det overstået.
Troede jeg, men det var det ikke,for jeg skulle lige ud til shawarmastedet og spørge der, men selvfølgelig var den heller ikke hos dem.

Hele historien viste med al tydelighed, hvor knyttet jeg er til ting og fortid. Langt mere end jeg havde troet. Det viste mig også, at der ikke er noget at gøre ved det udover at erkende det og lade det udspille sig. Men ret skræmmende, som sagt for det er jo klart, at i det store billede viser det afhængighed og angst for at miste, som jeg så sandelig må erkende er et livsvilkår for mig.Punktum.

 

!Mand med telefon og øl på bænk i Prag.

Jeg glemte at fortælle, at det var min IDENTITET som TANDLÆGE der røg sig en tur. Nu er jeg identitetsløs, og hvilken herlig fornemmelse. Her er intet at tabe og alt at vinde. Derfor vil jeg nu gå ned og aflevere mit lort på jernbanestationen og tage toget ind til Berlin og gå ud og se Klee og Picasso ved Charlottenburg og Mies van der Rohes villa på Oberseestrasse og undergrundsbanearkitektur på Krumme Lanke og måske slutte af på musæumsøen for at se klassiske malerier. Also!

 

Rigtig glædelig jul til alle mine tusindtallige læsere over hele jorden. Jeg får så meget god respons hele tiden fra lidelsesfæller overalt. De er lige som jeg trætte af al den tomhjernede snak som fylder firmamentet. En af mine venner sendte mig et selvportræt, han i hast havde nedkradset. Han kaldte det “tanketræt” og jeg må sige, jeg finder det yderst vellignende.

Ellers er der ikke andet at sige lige nu, udover hvad det lille juletræ tavst udtaler ved øksens snarlige nærhed: “Av!” Men ingen høre, hvad det siger. De har alle for travlt med at pynte op. Pynt det hele så det bliver pænt og spiseligt. Kalkede grave og pædofile præster. Religiøs hysteri og morderiske tilbøjeligheder. Latterlige skabagtige krukker og censur af et underholdende radiojulekalenderspil, som vi ikke må høre, at vores sjæl ikke skal tage skade af en parodi, hvor Dronning Margrethe og Prins Henrik bliver forvist til Mjølnerparken mens Johanne Schmidt Nielsen bliver udråbt til præsident. Det må vi ikke høre. Det er for stærkt. Synes de inde i radiorådet.

Tænker det lille juletræ, inden det bliver fældet.

Lidt bonusmateriale for hvem damen her er ukendt. What a lady!

Her på Pederskevejen går det godt! Der er gløg i glasset og pasta på komfuret elegant præsenteret af Betty, så vi ved hvad vi får. Ren kvalitet! Nu siger vi farvel til Ernst og Olga som har bibragt selskabet megen varme og charme. Film fra 68 om aftenen og iskoldt bad i en brølende østersø om morgenen. Opmåling af låge og indkørsel om dagen i snefog.  Og Rie på besøg til nostalgisk aften med vegansk kylling i karry.  Kan man have det bedre ?

Sådan så havet ud i dag. Gud Herren sendte sin lysstråle ned på menneskenes jord, så de kunne se. Bølgerne slog højt op over stranden og rev store sten med sig, så det var svært at finde fodfæste. Denne jeg/krop så derud og fandt en passende sti hen til et dybt lysegrønt hul, hvor den ville nedsænke sig. I det samme drev en mægtig grankævle  op mod ansigtet på den og slog den omkuld. Angsten vældede frem i den stakkels sjæl, hos hvem et morgenbad var eneste ønske. Et ønske som drev den ud i det grænseløse land som døden jo er, og hvor enhver flugt er umulig, idet springet tages og landfast kending opgives. Kævlen trak sig tilbage og lagde an til et nyt angreb med den næste store bølge som kom brusende.  Men denne gang var sjælen forberedt. Dens samlede sansning uden nogen form for kontrollerende beregning reddede den.I et snarrådigt spring overmandede den kævlen og udnyttede bølgeslagets kraft til at ændre dens kurs med netop de grader der gjorde, at kollisionen blev undgået. Den åndede lettet op, svømmede et par tag og gik i læ for den bidende vind bag bilen for at frottere sig . I kabinen ventede skoldhed the, og snart var den i tøjet og på vej tilbage til gården.

Karl Kristensen skibsmægler:

Åh, jeg har så meget jeg skal nå. Hvordan skal jeg nå det hele? Jeg har hele tiden travlt. Jeg må skynde mig lidt mere, så jeg når hvad jeg skal. Jeg har hele livet igennem bestræbt mig på at gøre mit bedste. Det sætter jeg højt. At yde sit yderste. Så jeg har altid travlt med at yde mit yderste. Det vil sige, at jeg presser mig selv hele tiden til at blive bedre. Bedre og bedre. Hele tiden. Åh, jeg skal nå så meget. Jeg har lige sat nyt betræk på min bils sæder. Det blev meget pænt, men jeg er ikke tilfreds. Jeg bliver aldrig helt tilfreds, for der er altid noget nyt, jeg skal nå. For at nå det hele har jeg altid meget travlt. Jeg har også meget travlt med at skrive detteher. Så travlt at ordene undertiden snubler over hinanden. Så bliver det noget vrøvl, det jeg skriver. Så bliver jeg så forfærdelig ulykkelig. Jeg vil jo så gerne gøre mit bedste, og så bliver det noget vrøvl. Hvad er vrøvl egentlig? Har jeg nogensinde tænkt over det? At vrøvle. Det er et skægt ord, ikke? Små babyer vrøvler, men det gør ikke noget, for sådan er små babyer. Men jeg er ikke en lille baby, så jeg må ikke vrøvle. Der skal være mening i det jeg siger. Men hvad er meningen?  Jeg forstår slet ingenting. Og jeg som altid har gjort mit bedste. Og nu er det hele meningsløst vrøvl. Åh, åh, åh hvor er jeg ked af det!

Jeg tager sko på og går ud i haven. En fasan er landet på naboens tag og sidder og kigger ned på mig med sine plirrende øjne. Jeg ser op på den. Så går jeg i stå. Jeg har ikke travlt mere. Jeg står helt stille og ser fasanen. Ser fasanen se. Jeg er helt stille. Ingenting. Ingenting. Jeg er helt lykkelig. For ingenting. Men det er meget koldt. Rimfrost i græsset. Solen hænger lavt. Lyset er gulligt. Om lidt bliver det mørkt. Klokken er halv fire. Jeg har ikke spist hele dagen mens jeg satte betræk på bilens sæder. Nu er jeg stadig ikke sulten. Min krop er glad for at blive fri for al det spiseri. Den har fred nu. Jeg har fred nu. Og så er det snart jul. Ih hvor jeg glæder mig til juleaften! Så skal vi have flæskesteg, andesteg, gåsesteg og kalkun samt sildebord med snaps og øl og det hele og min mor står op af graven og flyver ned fra den himmelblå. Ih hvor jeg glæder mig. Ih.

Søndag den 24 december. Juleaftenssandhed.

Tiden er et operationelt begreb, som ikke har nogen egentlig bund i virkeligheden. Sålænge vi ikke ser det, vil vi altid være uenige og adskilte.

I virkeligheden ER vi enige. Vi ser det blot ikke…

Og så noget helt andet: Jeg sidder her i sandet,

og graver med min ske.

Så ganske lige pludselig

begynder det at sne.

Jeg kigger op på himlen,

men den er stadig blå.

Så her er sandelig noget,

jeg ikke kan forstå.

Glædelig Jul til alle mine utrættelige læsere!

Man kan læse lige så meget, man vil. Lige meget nytter det. Når man er færdig og har lukket bogen i, sidder man stadig og ser frem for sig uden at forstå et ord af, hvad man læste. Så banker det på døren og så er det naboen der vil inviterer på whisky, men man har ikke lyst til at drikke lige nu og så går naboen lettere fornærmet igen. Så sidder man atter og stirrer tomt ud i luften. Det var det, tænker man. Det var det, og hvad så, hvad skal der så ske? tænker man. Man kunne gå en tur, tænker man, men man har lige været ude at gå og det regner osse slemt, så der er ikke meget ved at gå ud i det vejr. Det var da trist, tænker man. Meget trist.

Katten står udenfor terrassedøren og mijaver. Den vil ind i varmen hos mennesket, men mennesket vil ikke have den indenfor. Så bliver han afhængig af det dyr og kan ikke gå og komme som han vil. Det nytter ikke noget. Det nytter ikke noget, at han ikke kan gå og komme som han vil. Det er meget vigtigt, at han ikke er afhængig af noget. Det kalder han frihed. Så kan han selv bestemme, hvad han vil. Når han vil. Men da han ikke ved, hvad han vil, kommer der ofte tanker til ham som bestemmer hvad han skal, og så er han slet ikke fri. Så er han en fange af sine tanker, der driver ham til ting, som han dybest set slet ikke har lyst til. Det er en ond cirkel, han ikke kan komme ud af.

-Er det ikke koldt? Spørger manden ham, idet han er ved at tage tøjet af for at gå i vandet. Han svarer brysk, at han ikke har tid til at snakke. -Det er alt for koldt til at snakke, siger han og skynder sig ned i det iskolde vand og tager et par svømmetag, før han skrigende af brændende kulde må kravle op ad træstigen. Manden står og glor på ham mens han ryger en cigaret. Men han tager ikke notits af det. Han har travlt med at frottere sig varm. Når tøjet er på igen, skynder han sig ud på sin løbetur langs med siloerne. Her får han et hjerteanfald og styrter til jorden. Men han rejser sig igen, da hjerteanfaldet er overstået. -Det var godt jeg ikke døde, tænker han. – Så kan jeg fortsætte lidt endnu, og så fortsætter han, men denne gang løber han ikke. Han går.

Han har læst, at man kan undgå hjerteanfald hvis man spiser ingefær, så han koger en hel spandfuld peruvianske ingefær og sier det ned i nogle syltetøjsglas. Der står det og køler af. Hver morgen tager han en skefuld ingefærsekstrakt og føler sig straks meget bedre til mode. Det er meget vigtigt for ham ikke at dø. Det er det sidste, han vil. At dø. Så holder alting op, og det har han ikke lyst til. Så vil han trods alt hellere sidder og stirre ud i luften uden at have noget som helst at lave. I det mindste er han så levende. Hvad så end det betyder. Det ved han ikke. Måske betyder det, at han kan tage toget til Århus og købe en ny bil, som han kan køre tilbage i. Når han så kommer hjem igen, kan han sætte sig til at læse, og når han er færdig med at læse, kan han lukke bogen og se frem for sig uden at have forstået nogetsomhelst af det han læste.

Sådan er hans liv. En tom historie.

Nå forresten. Helt tomt er det ikke. Hans liv. Nu myldrer det frem. Han har lige installeret “El Capitan” på sin mac computer, fordi den “High Sierra” han havde installeret før, havde gjort computeren så forfærdeligt langsom, at han ikke kunne bruge det “Garageband” han havde installeret. Han er begyndt at træne sit mundharmonikaspil efter anvisning fra sin svigersøn, som mente at han nok kunne bruge lidt øvelse, da han forsøgte at følge svigersønnens guitarakkorder uden det allerstørste held. Nu sidder han og puster ud og ånder ind i de rigtige takter i de første fire huller i harmonikaen og ser om han kan oparbejde en teknik, som med tiden måske kan medføre, at han bliver i stand til at følge svigersønnens guitar. Svigersønnen er en dygtig guitarist, så måske aspirerer han for højt, men han gør sit yderste og puster og suger det bedste han har lært efter anvisning fra en lærer på You Tube.

Så læser han som sagt om Truman Capotes store bal på “Plaza” i New York i 1965. Om de mange celebrities fra den gang, hvor det lige som nu var meget vigtigt at være “in” og meget trist at være “out”. Om Frank Sinatra og Mia Farrow og Aga Khan og fru Kennedy o.s.v. og det er i det hele taget meget kedeligt, så han springer adskillige sider over som kun remser op alle de kendte og berømte, der var med til dette black and white maskebal dengang for længe siden. Til sidst lukke han bogen efter at have læst de sidste sider om Truman Capotes absolutte deroute i Los Angeles, hvor han dør som 59 årig af sprut og coke. Så sidder han og stirrer tomt ud i luften og fatter ikke en skid af det hele. Selvfølgelig var han en god forfatter. Det vidner hans bøger jo om, men hvad er det så værd, hvis det ender sådan? Det er så tomt det hele, tænker han. Og så flygtigt. Snart er det væk, og døden lurer bag hvert gadehjørne, og vi ved ikke hvad vi skal gøre ved det, vel?

Nå, men nu mijaver katten igen udenfor. Måske skulle jeg tage den ind? Eller osse skulle jeg gå ind til naboen og drikke whisky i stedet for. Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal. Jeg kunne også øve lidt på mundharmonikaen.Ikke?

For hver dag der går ser jeg tydeligere min egen uvidenhed. Det er en lettelse. Som at få en god ven i syne. Som noget jeg engang tabte, da jeg gjorde mit bedste for at tilfredsstille de krav, som blev stillet mig med trusler om repressalier, hvis ikke jeg fulgte dem. Det var hele tiden noget med at være med på vognen eller beatet som et pres der lå over mig og som jeg måtte tilfredsstille for at kunne have det godt. For at få ros og bekræftelse, som jo var det vigtigste for et umælende barn i vuggen. Hvis ikke jeg “opførte” mig som de sagde. Hvis ikke jeg smilte, når de smilte og holdt kæft, når de ønskede det, så blev der “kold luft” omkring mig, og det kunne jeg ikke lide. Jeg ønskede varme og kærlighed og bekræftelse, og det fik jeg kun, hvis jeg opførte mig ordentligt. At opføre sig ordentligt ville sige at finde ud af nøjagtigt, hvad de ønskede og så gøre det. Så fik jeg ros og så kunne de lide mig. Hvis jeg ville være sammen med mine “venner” måtte jeg tale deres sprog. Måtte tale dem efter munden. Så kunne jeg score point og blive bemærket. En smart bemærkning eller en “klog” tanke kunne skabe lidt aura omkring mig,som gav mig selvtillid. Det lærte jeg mig, for ellers havde jeg ingen venner eller familie.Var helt alene i mørket. Lige som dengang under krigen, hvor min mor havde job som telefonistinde om natten, og jeg var alene hjemme under dynen i luftalarmen med mine to eneste venner, kanariefuglene i buret som min mor havde tildækket før hun gik. Det var den viden jeg fik ret tidligt i livet. At hvis jeg ikke tilpassede mig, så kom angsten ind som et sort spøgelse og stod ved min seng og talte om døden. Og det kunne jeg ikke lide, så jeg tilpassede mig og blev vidende om hvorledes man skal klare sig her i livet.

Denne viden fordamper dag for dag. Døden bliver mit nærvær. Uvidenhed  min ven. Og efterhånden mærker jeg en trivsel som bare vokser og vokser. Og det er en god følelse, skal jeg hilse at sige.

I øvrigt kan jeg nu spille akkorderne C, G, A og F på klaveret, og får på den måde en gang imellem en lille sang at høre. Bare en lillebitte een. Og jeg har fundet nogle ungarnske folkemelodier på Youtube som jeg kan jamme med på mundharpe. Det minder mig forresten om min egen far, som jeg aldrig kendte og kun mødte to gange i mit liv. Han gik på pension efter et langt arbejdsliv som annoncedirektør på Berlingske Tidende, og købte sig et klaver og begyndte at lære sig at spille. Desværre døde han få måneder efter,  så jeg spiller måske med døden i hælene. Men det gør vi jo allesammen sådan set, og det gør egentlig ikke noget. Det gør det ikke.

Hvad  skal vi gøre? Ordet “gøre” er nok et af de mest anvendte ord. Sådan ser det ud for mig. Når noget bliver et problem, spørger man altid: – Hvad skal vi gøre? og det er netop problemet. At man tror, man kan gøre noget ved nogetsomhelst. Det kan man selvfølgelig ikke. Man vil ikke forstå, at “gøren” er en illusion, er noget man bilder sig ind. Noget man tænker. Når man tænker, at man kan gøre noget, så har man allerede forpasset sin chance for at øve indflydelse. For indflydelse sker spontant, og handling er ikke noget man “gør”. Handling er noget der sker præcis i det øjeblik, hvor problemet indses. Så det er indsigt, det gælder om og ikke “gøren”.

Indsigt får man ved at se. Og “se” sker af sig selv gennem ens sanseapparat, som hvis man ikke blokere det ved ustandselig “gøren” og “laden” er et højt udviklet og intelligent væsen, som når det ikke forurenes af spekulationer og tåbelig adfærd som malnutrition og forstyrrende forestillinger frembragt af grådighed og idioti, er i stand til at tilpasse sig  alle livets forhold.

Såre simpelt. Der er ikke noget at gøre. Så snart man indser dette falder al ting på plads. Så flyver fuglen i sin bane henover ens hoved uden nogen form for besvær eller anstrengelse. Så blæser vinden og solen forbrænder. Så opløses enhver konflikt af sig selv, idet det ind-lysende går op for mennesket.

Den fuldendte handling er ikke handling.

Så derfor pakkede jeg bilen og tog på en lille udflugt til Blans Havn, som ligger 20 km fra Bandholm. Der sidder jeg nu under en himmel, som langsomt overtrækkes af grå skyer mens blæsten tager til. I morges var himlen lyseblå og solen sendte skarpe stråler lavt hen over naboens bladløse træer. Der var rim over alle vækster i min have og det hele var sprødt og fint.

Jeg købte en ny lader til mine batterier i går. Nu har jeg en lader til både kabine batterierne og start batteriet. Det er vigtigt især nu i det kolde vejr at holde sine strømkilder i god form. Både så man kan starte motoren uden besvær, og tænde for det lille oliefyr og sidde trygt og lunt inde i bilen og skrive mens stormen hyler udenfor. Der er begyndt at komme grødis. Den samler sig lige nedenfor, hvor jeg holder bag de store kampesten. Lindholm ligger ret ud for næsen af bilen som et stort pelsklædt dyr på vej op af vandet. Der er små krappe bølger med skumtoppe som overflyves af spidsnæbbede slanke måger, og ellers er her ikke en sjæl. Bådene står på land overtrukket med beskyttende presenninger. Kun en enkel fiskejolle ligger og gynger i havnebassinet. I radioen taler de om at “gøre” noget ved de “frygtelige fem” google, microsoft, amazon, apple og youtube for at få dem til at holde op med at tjene penge på folks dumhed. Jeg spørger bare, hvor dum kan man være at stille sådan et forslag. Det er netop det. Det er dumhed og ikke indsigt der driver værket, og jo mere de dumme “gør” fordi de tror det “hjælper” des tåbeligere og dummere bliver det hele. Man behøver ikke at komme med eksempler. Det er hele vejen igennem, og det er blevet sådan, at fordi dumheden råder, tror man at det er normalt at være dum. At man kan “gøre” noget, og så “gør” de noget hele tiden, og så bliver det hele bare dummere og dummere. Og det er et mirakel at vi endnu ikke har fået en atomkrig, og det skyldes udelukkende, at de der sætter den i gang med 100% sikkerhed ved, at de selv bliver ramt. Det er den intelligens der er tilbage i menneskeheden. Frygtens intelligens. Og lad os se om den redder os, hvis ikke vi i forvejen er bukket under i vores eget lort som vokser og vokser for hver dag vi forsøger at “gøre” noget ved det.

Festligt ikke?

 

Den mikroskopiske tordenflue bevæger sig i ottetalscirkler lige foran min næsetip. I første omgang er det enormt irriterende, men når jeg en tid har forsøgt at vifte den væk med et viskestykke, giver jeg op og lader den være. Så kan den uforstyrret danse sin dans som indledning til det skybrud, som i følge YR skal finde sted over os kl 18 her på DCUs store campingplads “Hesselhus” lidt uden for Silkeborg midt på den Jydske højderyg. Bilen er brandvarm og luften trykkende. Jeg har hængt mit sengetøj ud til luftning og installeret en tørresnor mellem en lygtepæl og bilen til mit håndklæde. Det nye solcellepanel ligger og flyder hen over passagersædet. Jeg vil ikke sætte det på taget af bilen før jeg kommer tilbage til Bandholm. Her er strøm for 30 kr om dagen og det benytter jeg mig af. Det er rart at være blandt mennesker igen. Almindelige campister, hvoraf mange er fastliggere, som bevæger sig stille rundt og udveksler erfaringer fra deres liv. Mange har sygehistorier at fortælle. Mine nærmeste naboer drøfter forskellige former for lungebetændelse og KOHL mens de sidder i skyggen under deres parasolle og drikker dåseøl og ryger rullecigaretter. Swimmingpoolen har adgangsbegrænsning på grund af Corona. Alle spritter af hele tiden, men jeg synes nu ikke, de holder ordentlig afstand. Jeg lukker døre op med albuen og tænker på, hvornår den lille dræber rammer mig med respirator, død eller i bedste fald langvarig genoptræning og livslang nedsat lungefunktion. Nå, men jeg passer på og går med maske i Aldi, når jeg køber ind. 2 måneder tog det mig af få fat i de rigtige KN 95 masker med virusfilter fra Kina. Nu er jeg reglementeret maskebærer og kan begå mig over hele verden uden at få en bøde. De siger, at man kan blive straffet med bøde op til 1000 euro, hvis man ikke har maske på, når man skal op i Eiffeltårnet. Og elevatoren er lukket, så man skal gå op ad trapperne hele vejen. Så sveder man meget og så udsender man masser af virus. Der skal jeg ikke op. Selv ikke med maske! Jeg bliver her på campingpladsen indtil i morgen. Så tager jeg bilen og kører over til Harboøre og springer på hovedet i Vesterhavet uden at blive ramt af Danmarks nye invasive art, den lilla brandmand!

Vi tror selv, vi er så vigtige med vores tankespin. Men det er vi ikke, og vi ved det godt inderst inde, men vi har satans svært ved at indrømme det overfor os selv. Universet, eller hvad man nu skal kalde det, er dybest set skide ligeglad med os. Det ønsker perfekte arter, som er i stand til at tilpasse sig ind i diversiteten og ikke “perfekte” individder som tror de er Gud.     Fuck dem!
Så derfor, og udelukkende derfor, er dette “jeg” i en tilpasningsfase, som det i høj grad nyder at være i. Derfor vil det nu om lidt, når det har skrevet disse ord, mens det sidder i denne krop og ser ud på græsset, hvor en vipstjert netop er i færd med at prikke små insekter op til morgenmad, løfte sit legeme fra sædet og begive sig ned til Informationen, hvor det vil betale sin regning for dette ophold på dette sted, DCUs campingplads “Hesselhus”, hvorefter det vi gå ind til bageren og købe et brød eller en croissant eller hvad der nu falder det ind, når det står foran glasmontren og skal bestemme sig. Således ser det ud lige nu i dette hellige øjeblik for dette jeg. Når det så kommer tilbage vil det forberede sin afrejse. Det vil folde taget ned over sin seng og rydde op inde i bilen. Checke olie og vand og når alt er klappet og klart starte motoren (hvis den vil…) og køre ud på landevejen over mod Vesterhavet.

Og det skuffer ikke, det Vesterhav! Forrygende store bølgebræk med skumsprøjt og dampskyer ud over hele høften, jeg står på. Et tysk ægtepar med hund kommer op og vil forbi. Jeg trækker mig skynsomt tilbage fra dem. De er jo tyskere og jeg tænker de kommer fra en delstat med højt smittetryk. Man kan jo aldrig vide, tænker jeg, og fornemmer i samme øjeblik den smitteracisme som hersker i disse dage. Pas på! En Corona! Og man viger reflektorisk ud i den tilladte afstand og gerne mere, for man kan jo aldrig vide… Brændingen slår op mod den kulsorte bølgebryders sten og blæsten hiver mig i håret og snart er tyskerne forsvundet og jeg har den milevide strand helt for mig selv. Ærgrer mig ustandselig over min glemsomhed. Skulle selvfølgelig have taget kite-dragen med herover. I den blæst kunne jeg rigtig manøvrere og måske blive ført som en windsurfer i strygende fart henover det gule sand! Desværre har jeg glemt den, som sagt og har nu kun ærgelsen tilbage. Ærgeligt! De lilla brandmænd florerer i stort antal lige hvor bølgekammen slutter på det glatte sand. Der ligger de og skinner som safirer, men det er lumske ædelstene der ligger der. De brænder, gør de og jeg tør fandme ikke begive mig ud i den røverrede, så jeg nøjes med et hastigt dyp til maveskindet og så op og frottere og lade som om, at nu har man været i Vesterhavet.

Vinden tuder og river i mit tagtelt. Heftige tordenbyger driver hen over landet og tømmer sig plaskende så campingpladsen er ved at drukne. Med et hører det op og solen styrter midsommerstikkende direkte ned i hovedet på mig og gør mig ør og varm. De store klitter med marehalm, klokkeblomster og gul snerre bølger sig foran mit øje og det varer ikke længe før jeg sidder deroppe med akvarelblokken og et syltetøjsglas og min windsor and newton fyldt med de dejligste farver.

Det styrtregner lige nu. I bilen er der varmt, da jeg har varmeblæseren tændt. Gudskelov for den. Det giver mig mulighed for at tørre mit tøj oppe under teltet. Der hænger det på en stang og tager sig ud. Mine to håndklæder bl.a.  som jeg brugte i morges, da jeg var i bad. Først troede jeg, at der kun var koldt vand, men fandt senere ud af at trykke på en grøn knap med et skilt hvorpå der stod “gratis vand” så løb det varme vand lige ud i hovedt på mig og jeg kunne exekvere mit morgenritual. Skal jeg køre videre eller skal jeg blive lidt endnu? Mit privilegie er denne valgmulighed. Jeg vil lade det stå åbent der. Ikke nogen grund til at træffe forhastede beslutninger. Bilen svinger fra side til side, når de kraftige vindstød tager fat i den. Tagteltet klaprer og bølger ind og ud for blæstens tryk. Solen skinner i glimt ned gennem de forrevne skyer. Ude i det fjerne høres lyden af det frådende hav. Jeg må ned til det inden jeg kører. Det er ubetinget. Et valg er truffet. Så vidt så godt. Alt derefter er til forhandling.

Tøm dit hoved du raske gut.

Om et håb eller to blev brudt.

Dog er der håb i det høje.

Når jeg mit sind kan nedbøje.

Ja, det tør siges. Tænk hvis man fik demens og ikke kunne tænke mere. Hvad skulle man så tænke. Skulle man så tænke på noget andet end det man tænkte på? Og hvordan ville det være. Tænk hvis man døde. Hvad så? Ikke? Det er noget sludder og vrøvl som hele tiden dukker op i alle verdenshjørner og den lille sjæl lader sig føre afsted i dette morads af en virkelighed. Tankens veje er uransagelige. Hvad VED vi egentlig, når det kommer til stykket. Jeg havde en drøm i nat, hvor jeg hang i en snor og skulle lade mig falde ned på jorden, men afstanden var for stor og jeg vidste at jeg ikke ville klare den, hvis jeg gav slip. Så blev jeg bare hængende, og der hænger jeg nu.

Enten kunne jeg gå hen til min bil og køre videre, eller osse kunne jeg gå med de to piger som stod og ventede på mig. Jeg var i tvivl og begyndte at græde. De ville hjælpe mig, men jeg var bange.

Pigen der kørte ind foran mig på tankstationen, kaldte jeg et røvhul. Havde det været en mand, ville jeg ikke have været så grov. Hvad er det jeg hele tiden prøver at undgå? Er det at se mig selv i øjnene? Er det det? Så bliver jeg så fandens destruktiv. Men måske er det godt at være lidt destruktiv en gang imellem. At nå ind til angstens kerne. Angsten for hvem man i VIRKELIGHEDEN er . Jeg købte “Procreate” i går og tegnede straks noget mystisk noget. Jeg kan ikke holde al den perfektion ud. Jeg kan ikke holde alle disse skønmalerier ud, når nu verden er en sump. Kan I forstå det? Jeg bliver nødt til at råbe højt. At skrige lige som Munck. Ikke? For sådan er det jo. Døden og udslettelse. Hadet og fordummelsen er til stede alle vejne og jeg bliver nødt til at skrige. Råbe. Skabe mig det bedste jeg har lært. De små planter bæver i vinden. De er så skrøbelige. Livet er skrøbeligt. Kan I for helvede ikke se det allesammen? Så lad det da være, det liv.

Nå, så er vi færdige. Med det hele, og det er godt. I går fin tur i Paradisbakkerne kyndigt vejledt af Bynke. De unge mennesker nød at vandre og jeg hang på. Gable optrådte om aftenen for fuld skrue. Betty var fraværende. Det kan jeg godt forstå. Alt for meget snak. Jeg hægtede mig af og blev kun hængende af høflighed. Men mine folk nød samværet, og det var det vigtigste. Nu skal vi videre. Altid videre. Til Opalsøen neden for Hammershus. Det vil Suien gerne. Så gør vi det. Og bagefter bade i samme sø. Den er nok kold.

Een eller anden dag, eet eller andet sted på een eller anden campingplads ligger der en mand og skriver på sin iPad. I en seng af en særlig art, som er opstået ved, at en madras er blevet anbragt der, hvor tidligere to autostole sad fast i gulvet på en lille bil. Der ligger han og ser ud af bilens ruder op på en skidengrå himmel, som hele natten har øst syndfloder af vand lige ned i hovedet på ham. Men han er ikke blevet våd, nej for han har garderet sig med et “hæktelt” af særlig beskaffenhed.  Det er konstrueret af et gammelt læhegn, som han har arvet af sin mor. Hans mor tog nemlig ud på små campingture omkring i det ganske land. Ofte på cykel med ham på bagsædet. Så sad han der og nød den blide sommerluft blæse ham i ansigtet, efterhånden som hun stred sig frem gennem det Fynske landskab. Men hun er død. Hans far er osse død, og snart er han selv død. Som så mange andre. Dog er han ikke død endnu. Så kunne han jo ikke skrive, hvis han var død. Det er soleklart og ikke til at komme udenom.

Han tænker tit på Gabel og Betty. Disse purunge mennesker, som har hele verden foran sig. Hvordan vil de gebærde sig? Vil de experimentere og bevæge sig ud på den tynde hinde som dækker planeten Tellus og lade sig føre af dens indbyggede intelligens, eller vil de af angst for uforudsete hændelser begynde en indkapsling af deres fine sanseapparat og forstene lige som de fleste. Det tænker han på. Men han er optimist og tror, at de nok skal finde ud igennem det tankespin som formørker menneskenes verden og flyve frit som de små svaler oppe i luften.
Han tænker osse på sin store datter Bynke, som har fundet sit sted på jorden og som åbnede sit hjem så smukt for de to andre unge mennesker, hans vej i verden havde fremkaldt. Jonathan, som er glad for sit nye hjem i Odense sammen med sine tre “roommates” hvor han bor i cykelafstand fra Syddansk Universitet og skal læse dansk og historie. Endelig kom han afsted. Det holdt hårdt, men lykkedes til sidst, som så meget andet når man blot har tålmodighed, og hans anden datter Suien som er blevet en stor pige med 2 uddannelser bag sig og fast forhold og kaniner. Hun er “en route” og har godt fat. Hende tænker han osse på, og hendes kæreste Bue, som er en klog og rar dreng, som passer sine ting, hvor hårdt det måske en gang i mellem må være.

Sådan ligger han her i sin Peugeot 307 på Hesselhus camping tæt ved  Funder ådal, hvor han i går gik en lang tur ned over de lyngklædte bakker, hvor naturstyrelsen har udsat mongolske Yak okser til at afgræsse arealerne. I  bunden løber Funder å, som han har fisket i for mange år siden. Store bækørred som blev stegt på spid.
Men så begyndte det at regne, og han blev gennemblødt på vejen hjem. Nu hænger hans vindjakke på en snor, han har spændt ud under bilens bagsmæk og tørrer fra varmeblæserens luftstrøm.
Hvad der videre skal ske, er der ingen der ved. Jo måske noget morgenmad kunne være en god idé, tænker han, og går i gang med at koge vand til the.

En længere eftersøgning bragte endelig Tollundmanden frem i lyset. Han var træt af, at ligge der i mosen så mange tusind år. Sølet til af mudder og træsyre fra de store ege, som gennem tiderne var sunket ned i Bølling sø.
Han havde været på fisketur, da han blev overrasket af stormen og måtte søge tilflugt under en hybenbusk. Der ramte skæbnen ham, og han sank i dyndet, først til sokkeholderne senere til halslinningen, hvor et reb han havde bundet sin skjorte fast med greb fat i busken og kvalte ham. Derved sparedes han for duknedødens lidelser.
Jeg vandrede ad fårestier langs den smukke sø og mødte ham stående oprejst bag en stenvarde. Han smilede til mig og rakte sin knokkelhånd frem. Jeg tog den og i det samme begyndte jorden at skælve under mine fødder. Da sank vi begge i dyndet i mosen, og taknemmelig var jeg over endelig at have fundet min frelser.

Nu ligger jeg ved Vesterhavet igen. Der blæser en let vind, og bølgerne er ikke for store til et bad.
I går i Lemvig fandt jeg en hynde hos “Jysk” til 100 kr som jeg har lagt under min madras for at få et mere jævnt natteleje. Mit hoved er fyldt med ord, som jeg spytter ud i eet væk. Sådan fungerer mit hoved. Køerne brøler med spændte yvere, og snart vil malkemaskinens sugekopper befri dem for smerterne.
I det hele taget har jeg ingen anelse.
Bilen fungerer som camper, men er ikke så luxuriøs som den gamle California. Det er en udfordring at skulle leve på så lille plads uden mulighed for at stå oprejst. Man kryber ind og kryber rundt og den snart 80 årige gamle krop har svært ved de mange anstrengende bevægelser i det lille rum. Og  sengen er et kapitel for sig med dybe hulninger og store bule som søges udjævnet af puder og madrasser og som sagt en hynde fra “Jysk”.
Helt godt bliver det ikke før jeg får lavet en plade som kan kompensere for ujævnhederne i bilens bund.

Nu er der gået en rum tid siden jeg sidst skrev her på siden. På denne side. Nå, men det er jo bare en måde at begynde på. Så går det hele af sig selv. Så behøver jeg ikke at spekulere på, hvad der skal stå. Det står der bare. Det som jeg siger. Lige så stille står det der og glaner op i mit åbne ansigt. Som små trolde på vej ind i hytten, hvor jeg bor. Derinde i  mørket. Inde i det bagerste hjørne af reolen med de støvede bøger. Der står min bog og gemmer sig. Den vil ikke ud. Den vil ikke ud til beskuelse. Den er ikke stolt over at blive set. Den ønsker at gemme sig. Ja.

I går, da jeg kom hjem fra Århus, satte jeg strøm til laderen og kørte mig en tur på min nye elcykel ud til Skifterne og der var natten lige begyndt, mens en svag rødmen stadig hang ude vestpå. Det var helt stille i luften og færgen fra Askø var på vej mod Bandholm ude i bugten. Oppe over siloerne hang planeten og de mange lys fra promenaden glimtede hen over vandet. Vejen var meget bumpet og der var flere gange, hvor jeg frygtede at falde af. Jeg kørte uden styrthjelm og det kan blive farligt. Da jeg kom hjem, lavede jeg mig en varm kop the.