Min far.
Min far var yderst fraværende. Det takker jeg ham for. Som jeg siger: Hellere ingen far end en lort til far. Medmindre lorten er død. Og det er min far. Stendød. Som en ost i solen. Lige til at smide væk. Han var en meget fin mand, der slet ikke havde tid til at tage sig af sin unge uvorne søn. Derfor gik det som det gik. Han blev en skidt knægt. Stjal og løj og gik med piger og kom altid for sent i seng. Så lå han der og lunede sig og havde de mest fantastiske forestillinger om, hvorledes han ville drage ud i verden og blive klog på den.
I sin tid, da han var meget lille, stod han ofte og så ind i spejlet og undrede sig over hvem han var. Han så, at hans øjne så noget, han ikke vidste, hvad var. Og det satte han sig for at undersøge. Som femårig så han derfor sit snit til, i et af moderen ubemærket øjeblik, at stikke ned i opgangen og ud på Tagensvej, hvor han begav sig i retning af fælledparken. Her blev han dog hurtigt antastet af en betjent, der mente, at han var på gale veje, og som derfor bragte ham til politistationen, hvor hans mor i oprevet tilstand fandt ham nogle timer senere.
Men han havde fået smag for æventyr, og den smag forfulgte ham resten af livet.
-Hvor er du blevet stor! Det var hans far, som var på besøg for første gang på hans 7 års fødselsdag.
-Her har du en gave!
Den store far i det flotte jakkesæt rakte ham en silo, som kunne køre rundt, når man hældte sand ned i den. Drengen gloede tomt på dette fremmede menneske, som hans mor pludrende fortalte, var hans far.
-Det er din far, min dreng. Er du ikke glad for at se ham?
-Joe, mumlede han og slog blikket ned. Han mærkede angsten krybe langsom op i ham. Denne mands øjne var modbydelige. Det så han med det samme. Men han var ikke dum, så han opførte sig ordentligt, som han vidste han skulle. For det havde hans mor lært ham.
Faren forlod ret hurtigt den lille to værelsers lejlighed i Rådmandsgade 53, og drengen så derefter først sin far, da han 20 år senere blev færdig som tandlæge, og af sin mor blev presset til at møde op på faderens kontor på Berlingske Tidende, hvor han var annoncedirektør.
-Nå, så er du endelig blevet færdig. Faren sad bag sit mægtige skrivebord og tronede. Drengen stod sky ved siden af sin mor, som stolt præsenterede ham:
-Du kan tro, han har været flittig.
-Ja det vil jeg tro, siden han kunne bestå den eksamen. Der bredte sig et syrligt smil omkring faderens mund.
-Og hvad skal du så lave nu ? Spurgte han. Drengen rykkede nervøst på fødderne. Både han og moderen stod op. De var ikke blevet budt en siddeplads.
-Jeg skal være soldat.
Faren rømmede sig højlydt, og sagde:
-Det er vist også noget du kan trænge til. Man hører jo lidt af hvert. Din mor fortalte, at du ikke gennemførte studiet på den normerede tid. Så det er nok på tide, du tager dig lidt sammen, og det kan du jo passende lære indenfor militæret. Kan I nu have det godt begge to.
Han rakte hånden ned i en skrivebordskuffe og fremdrog et checkhæfte.
-Her er lidt til dig og din mor. Han skrev en check ud. Den var på 200 kr. Moren tog den og ligesom nejede lidt.
Drengen gik hen og gav demonstrativt faren hånden. Nu havde han fået nok. Han stirrede sin far direkte ind i de øjne han hadede.
-Tusind tak for hjælpen, sagde han og drejede om på fødderne, som var det en befalingsmand han konfronterede. Moren pludrede nogle uforståelige ord og så gik de. Audiensen var forbi.
Han så aldrig siden sin far, men en aften et års tid senere, ringede det på døren ude i Humlebæk, hvor han nu boede sammen med sin kone og deres lille nyfødte barn.
-Far er død!
Der stod en rødhåret ung mand udenfor. Han stammede ordene frem.
-Hvem er du? Blev der spurgt.
-Jeg er din bror, blev der svaret.
-Kom dog indenfor og fortæl det hele, sagde han.
Og så fortalte den nyligt opståede bror, at faren havde to andre sønner med en anden kvinde, hvoraf han var den ene, og at begge de to brødre altid havde været flove over, at faren aldrig tog kontakt til den uægte søn, som han var blevet kaldt.
-Vi hadede ham, vi gjorde! sagde han, og brast i gråd.
Men i den unge fars hjerte var der ingen sorg. Efter at have trøstet sin halvbror lidt og derefter ledt ham ud af døren, tog han straks kontakt til en ven, som var advokat, og dagen efter gjorde han krav på sin del af arven, som udgjorde 10.000 kr nok til at betale den rejse op til Nordnorge, hvor han havde fået en stilling som distriktstandlæge i en lille by på Nordkynn halvøen, der hedder Mehamn.
