lis boede i samme opgang som mig og min mor. I rådmandsgade 53 på Nørrebro. Det er en sidegade til Tagensvej og en slags industrikvarter. Hun boede i stueetagen alene sammen med sin tante. Hendes mor var vistnok død. Lis var min legekammerat. Vi var vel en fem seks år gamle. Hun var meget nysgerrig og talte hele tiden om de mærkeligste ting. For eksempel ville hun meget gerne have at vide, hvordan drenge så ud “nedenunder”, som hun sagde. Jeg forstod ikke hvad hun mente, indtil hun en dag vi var alene oppe på mit værelse, spurgte om jeg ville tage bukserne af, så hun kunne se, hvordan jeg så ud dernede. Jeg var absolut ikke glad ved situationen, men da hun var min bedste legekammerat (Og faktisk også eneste, de andre drenge i gården kaldte mig tossejens, så jeg måtte råbe til dem, at når jeg blev stor, ville jeg krybe ind i mig selv, og så kunne de ikke få fat på mig!) Så bed jeg hovedet af al skam og trak bukserne ned. -Hun udstødte et skrig. -Du ser jo helt anderledes ud end mig, råbte hun. Hun gik nærmere, og kiggede nysgerrigt på mig. Jeg blev flov over hendes blik som så underligt sultent ud, og trak skynsomst bukserne op.
Men hun blev ved. Og en dag havde hun taget nogle tøjklemmer og vatpinde med op til mig, for nu skulle vi lege læge, og jeg skulle undersøge hende. Jeg var straks med på legen og anede overhovedet ikke uråd. Jeg tog min mors køkkenkittel på, mens hun lagde sig på gulvet. Jeg trykkede hende på maven, og bad hende sige -Ah. Som man gjorde, når man var hos lægen. -Du skal også undersøge mig dernede, sagde hun pludselig. -Hvad mener du? Har du dårligt ben? – Nej dernede. Hun pegede på et sted midt på låret og lo. Jeg forstod ingenting. -Dit ben ser helt fint ud, sagde jeg. -Lidt højere oppe. Jeg må nok hellere tage mine bukser af, så du bedre kan komme til Hr. Doktor! Så trak hun bukserne ned og lå der for mine øjne splitterravende nøgen fra maven og nedefter. -Du skal nok undersøge mig grundigt, for jeg har det så mærkeligt lige der. Og så pegede hun på sprækken, og jeg forstod stadig ingenting. Men som den flinke læge jeg var, parerede jeg ordre, og da hun rakte mig en vatpind, måtte jeg meget underlig oppe i hovedet indlede en undersøgelse. Hun hvinede lidt -Det kilder, fnes hun. Jeg rensede målbevidst området, da døren gik op, og min mor trådte ind i rummet. -Hvad er det I laver, nærmest skreg hun. -Kan du så se at få bukserne på i en fart Lis. Hun lagde ekstra tryk på navnet for at understrege, hvem der var skyld i optrinet. Jeg trak mig forskrækket tilbage fra operationbordet, og Lis fik skyndsomt bukser og kjole i orden. – Kan du så se at komme ned til din tante, og det i en fart. Og du Jens. Sådan noget grisseri vil jeg aldrig se mere. Forstår du det.?
Jeg forstod ikke en skid. Først mange år efter gik det op for mig, hvor uskyldig og egentlig smuk hele situationen havde været. Men som sædvanlig var det de voksne, der intet forstod. Røvhuller var de. Og ødelagde igen og igen alt naturligt og rent i denne verden. Som sædvanlig.
Lis
