Der er.meget, jeg ikke ved. Men derfor behøver jeg jo ikke at gå i stå.Mågerne kredser om mit vindue her i Istanbul, mens jeg sidder og spiser morgenmad. Nu og da kaster jeg lidt brød ud til dem, men de når ikke at gribe det, og det falder i stedet ned på gaden, hvor de ikke tør flyve for at samle det op. Vi var til fodboldkamp Brazilien/England ude i en Pub, hvor man kunne følge begivenheden på storskærm. Det var en meget lang vandretur gennem det meste af Istanbul, som til tider fik mit gamle hjerte til at springe et par takter over. Under kampen indtog vi et måltid bestående af en aflang pizza, bønner og humus. Dertil drak jeg en flaske alkoholfri øl og Jonathan fik klemt 4 store glas med én liter stærk øl ned, og blev derfor en smule snaldret, dog uden på nogen måde at miste kontrollen. Da jeg tilsidst ikke kunne slæbe mig videre, sprang vi på en taxi med nogle englændere, som stod af lidt længere fremme, hvorefter vi kørte hjem.
Her er fantastisk med tusindvis af mennesker. Vi var oppe i den blå moské og høre bedesang så jorden skælvede, da det er ramadan nu, og alle skal faste. Men vi faster ikke. Vi spiser dejlig mad hele tiden, på nær lige da vi kom Da fór vi ud på den første den bedste lille bix som serverede nogle gennemkogte optøede blæksprutter, som jeg måtte lade gå urørte tilbage til køkkenet, hvor de kom fra. Jonathan fik noget kylling og ris, som var tilforladelig. Men bare det at komme i hus efter al renderiet i lufthavn og togstationer og du ved, det stressende med at vente i køer, før ens bagage skal gennemrodes og senere, når man skal ind og ud af de forskellige lande med deres paskontroller og lange rækker af utålmodige rejsende, som alle er trætte efter den lange flyvetur fastklemt i de trange flysæder. Vi fik noget snitzel, som jeg havde bestilt til fortæring ombord, og det var altsammen så udmærket.
Der var strenge krav til vægt og omfang af vores rygsække, og min lille digitale vægt blev Ivrigt anvendt, for at undgå strafgebyr og overvægt. Pyha. Jeg bliver altid så spændt over al denne kontrol. Det minder mig om alle mine eksaminer gennem et langt liv i samfundets tjeneste.
Vi bor med udsigt til Bosporus og skibene, som sejler forbi, og Jonathan beretter gerne om dette trafikale knudepunkts historiske betydning. Han læser jo historie, så det er meget interessant at høre ham fortælle.
I dag er det mandag, og vi venter på regnen hører op, så vi kan begive os ud i byen på vej til “Grand Bazar” for bl.a. at finde en taske til Suely.. Spiste herlig tyrkisk youghurt og drak the med citron i, mens Jonathan var i bad. Vi finder hver vores plads og ruter her i det lille værelse, og badet er stort og fint og rent, så ingen beklagelser udover når han finder, at jeg støjer for meget, når jeg udstøder mine lykkebrøl lige efter den kolde dusch!
Vi spiste på en fin restaurant med servile tjenere: lammekød og kylling. Min veganerisme er svær at holde med det store udbud af herlig tyrkisk mad, men det er jo ikke en fanatisme hos mig…
Jeg hævede for 5000 kr Lira i forgårs, da vi var på fodboldpub for ikke at komme i karambolage med tjeneren, fordi vi ikke havde nok tyrkiske penge at betale med. Det blev en hulens masse 200 Lira sedler, som jeg. nu går med hængende om maven i en pengekat. Jonathan får sin andel undervejs og har derfor et rådighedsbeløb til sig selv. Alt er således i perfekt balance.
Han kom lidt for sent til trappen op mod “Burger King” den gang i fredags, da vi skulle afsted fra København, men det skyldtes, at han bare havde siddet og ventet ovenpå i restauranten mens jeg stod dernede og ventede på ham.Alt kørte fint i Bandholm, hvor jeg brugte nogle dage med nedtælling til afgang fra busstoppestedet med at bringe alt i orden og veje rygsæk og “personal item” op til de berammede 3 og 8 kg, som “Pegasus airline” forlanger. Vi fik en kyllingesnitzel i flyet og the og cola og flyveturen gled smooth.
Nu er vi på sidste dag. I aften bliver vi hentet af vores tyrkiske ven, som for en gigantisk overpris af 35 euro vil tage os til Istanbul airport, hvor flyet afgår 04.30. Det er aftalt, at han skal komme kl 23, og måske er det lidt for tidligt, men så har vi god tid til al bagagehalløjet og kontrolvanviddet, før vi kan stige ombord og flyve til Beograd, hvor vi skal skifte en gang i morgen tidlig til flyet mod København, som skulle lande 8.30. Spændende!
Det har været helt forrygende lige fra den første dag, hvor vi fandt den lille grønne park med springvandet, og jeg satte mig på en bænk og spiste en appelsin eller også var det noget andet, jeg spiste, mens to katte sloges om en krumme, jeg kastede ned.
Lidt længere fremme lå en smøge omgivet af gamle faldefærdige huse i krasse kulører. Det ville jeg male en dag, tænkte jeg, men det blev ikke til noget, da jeg hurtigt fandt andre motiver, som jeg kastede mig over. Jonatan siger, at jeg er meget optaget af at få min vilje, når vi skal vælge, hvor vi vil gå hen. Det er hele tiden en balance mellem to viljer, når vi rejser sammen, men så giver vi bare hinanden noget tid alene, og så falder det hele som regel på plads. Dog var der en vis form for irritation at spore, da vi var færdig med det tyrkiske bad, og jeg ikke kunne finde nøglen til omklædningsrummet. Det var en dejlig sauna, hvor jeg lagde mig ned og kiggede op i kuplen med de runde huller, som dampen kunne slippe ud af. Jonathan fik massage på en stor marmorbriks, mens jeg løb frem og tilbage mellem kummerne med skyllevand og det varme rum, uden dog at kunne blive helt kold, fordi alle kummerne kun indeholdt varmt vand, og der var heller ikke nogen kold dusch desværre. Bagefter sad vi lidt udenfor og redede de mentale tråde ud mellem os, idet der havde hobet sig lidt skidt op på trods af det dejlige varme bad.
De første dage spiste vi på forskellige restauranter og den allerførste aften på en tilfældig valgt, som viste sig at lave nogle ualmindelig elendige Calamares, som vi blev nødt til at sende uspiselig tilbage. Dog var maden, som Jonathan fik Ok.Men alt det har jeg jo skrevet tidligere, så det er bedre, at jeg holder mig til teksten, som den udfolder sig her i Istanbul nye voluminøse lufthavn, hvor vi ankom for et par timer siden og nu er klokken snart halv tre om natten og vi skal flyve klokken 04:30 om ca 2 timer. Vi kom frelst gennem Security check også med den medbragte yougurt, som jeg lige har spist. Nu er Jonathan ude og tisse og det skal jeg også, når han kommer tilbage og børste tænder efter de klæge små kager, vi har medbragt fra bageren nede i kælderen, hvor vi gik hver aften inden vi gik op og så fjernsyn på cromcasten, jeg havde medbragt hjemmefra. Bageren var en sur ældre herre, som slet ikke var interesseret i at sælge sine boller, der iøvrigt smagte fortrinligt. Så fortrinligt, at der efterhånden hobede sig flere dusin af dem op i vores skab ovenover køleskabet, men dem har vi nu taget med og skal spise i flyet på vej til Beograd, hvor vi skal skifte fly over til et, som går til København, hvor vi efter planen skal lande i morgen tidlig kl 8:30.
Vi har to dage i træk været på sporvognstur op til Taksimpladsen og den store hoved og handelsgade, som strækker sig helt ned til vandet og Bosporus, hvor de fine fra Istanbul promenerer og viser deres nye outfit frem. Der er store bølger, som stammer fra alle turistskibene, som sejler frem og tilbage med mennesker, der vinker til os inde på bredden. Jeg blev grundigt narret af en iskagesælger, som slyngede en is op i hovedet på mig, for at få mig til at købe den. Men det ville jeg ikke på den måde, så han fik den i hovedet igen. Tænk, han ville have 250 Lire! Lidt længere nede ad gaden købte jeg en fin sorbet-is i vaffel for bare 60 Lire. Man bliver nemt snydt her i Tyrkiet! Jeg sad foran det store mindesmærke og. ventede på Jonathan, som var ude og købe en skjorte. Mens jeg ventede, spiste jeg en tomat, jeg havde købt hos en lille købmand lidt længere nede ad gaden.
Vi går meget på denne rejse. Mange tusinde skridt hver dag. Så passerer vi en lille vegetarrestaurant, som Jonathan ikke vil ind i, og som jeg gerne vil besøge, men det bliver ikke til noget, og så er jeg lidt sur, men så går det over, når vi er gået lidt videre og har fået øje på noget andet. Ellers kan det ske, at vi bliver enige om at gå hver for sig, og så falder der ro over gemytterne, når vi får lov til at gå og standse op som vi vil. Bagefter ringer vi til hinanden og aftaler at mødes igen og gå videre sammen. Det fungerer meget godt med både at gå sammen og hver for sig. Vi var nede ved færgelejet for de store skibe, som sejler over på den anden side af Bosporus, men nøjedes med at bruge terminalens toilet. En anden dag var Jonathan gået alene helt ned til en mole yderst ude på halvøen, hvor de stod og fiskede efter små sardiner. Den tur tilbragt vi sammen dagen efter, og der var en dejlig park med grønne plæner og høje træer, som man kom igennem, før man nåede vandet med fiskerne. Da vi skulle tilbage, misforstod jeg planen og troede, at vi skulle samme vej. Da det viste sig at vi skulle gennem en stor bydel i stedet for, blev det anledning til et mindre skænderi, som blev løst ved, at vi alligevel gik tilbage gennem parken.
Den dag, hvor ramadanen sluttede bevægede vi os gennem en menneskemængde, som fyldt hele pladsen foran den store moské Hagia Sofia. De sad allesammen og spiste mad, som de havde fået udleveret gratis fra de omkringliggende restauranter, og der hvilede en særlig fred over dem i deres tro, mens alle minareterne udsendte rungende bønner på arabisk. Det kunne ikke undgå at virke på mig som et tegn på, at menneskeligt fællesskab alligevel er muligt, og jeg blev underligt rørt over hele sceneriet.
Gennemsigtigt. Glas. Røg. Røgelse. Dyr. Mad. Skole og opdragelse. Tvang. De andre og mig selv. Mig selv skabt af de andre. Alene i verden. Palle alene i verden.
Er nu kommet hjem og læser digte.
Skriver digte om Jonathan, som var min rejsekammerat på turen til Istanbul. Han gik og jeg gik i hans fodspor, når jeg ikke sad og tegnede med mine farveblyanter og den sorte tusch. Det var det bedste. At sidde og tegne træet på pladsen med obelisken. Mens solen varmede og folk gik forbi og Jonathan lige pludselig sad ved siden af mig. Så fortsatte jeg bare med at tegne. Træet og dets skygge på jorden. Og fliserne, som strakte sig hen mod mig i perspektiv. Det kunne jeg godt lide. Også da jeg tegnede den Germanske fontæne, og glemte min hat, som vi måtte gennem alle de restauranter, vi havde besøgt bagefter for at spørge om jeg havde glemt den der. Det var lidt hårdt, for jeg holdt meget af den hat. Gudskelov kunne jeg købe een magen til hos “Pont de Neuf” på Nørrebrogade, da jeg kom hjem. Så nu har jeg stadig min ynglings hat!
Nu bliver jeg træt af at læse al det lort, de skriver på fb, så jeg lukker ned og sætter mig stille og roligt ind i dine tanker. Hvem er du? – om jeg tør spørge. Denne krop, som ved at trykke på en overflade medfører, at skrifttegn opstår foran mit blik. Skrifttegn jeg tyder som “mine”. Ved Gud, jeg ved det ikke. Jeg ved i bund og grund ingenting.
Solen skinner på mine kinder. I dag var jeg i bad nede på badeanstalten. Der var meget lavvandet. Jeg mødte to personer på vej derned. De sagde, at det var godt bagefter. Så jeg sprang i og fandt ud af, at de havde ret, fordi jeg havde det meget bedre bagefter badet end før.
En mageløs ligegyldighed griber mig.
Tager mig om skuldrene
Og skubber mig ned i dybet.
Det afgrundsdybe hul
I jorden
Lige under
Her hvor jeg sidder
Og skriver mens jeg kigger
Ud ad vinduet foran mig
Her i stuen
Som er køkkenet lige nu,
Hvor jeg sidder og skriver og venter på i morgen skal komme og sætte mig fri til at gå lige hvorhen jeg vil på færgen fra Ystad til Rønne, som jeg skal være på kl 16:00 sammen med min datter og mit barnebarn, fordi vi skal til Bornholm og besøge min anden datter som er min første datter som Johnny siger. Han siger så meget. Han er antropolog og har lært en masse om os mennesker på universitetet. Han lærer for øjeblikket på en institution for misbrugere. Det er også mennesker. Misbrugere. Man kunne også kalde dem dyr. Eller individder. Eller karakterer. Det kalder man dem i fiktionens verden. Så hedder det karakterer. Det er, når de er færdigdannet i en speciel stil eller udtryk, at man kalder dem karakterer. Det er ikke nogen virkelige mennesker af kød og blod, men blot en beskrivelse af en bestemt type, så man kan genkende dem i forhold til, hvad man sådan møder i virkeligheden. Måske er det for, at man kan genkende dem som nogen, man har mødt og har dannet sig et billede af inde i ens hoved, eller hvor det nu er, at den slags information eller data ligger. Så siger man: – Ja, det kender jeg godt. Det har jeg set en gang nogen opføre sig som. Så siger man: Det ligner virkelig sådan en idiot, sådan som den der karakter er beskrevet. Jo flere detailler, man kan lægge ind i en sådan karakter, des mere virkelig forekommer den. Til sidst kan man ikke kende forskel på beskrivelsen og det beskrevne og kommer nu nemt til at leve i en verden af illusion, hvor man dækker sine indtryk med de billeder, man har i erindringen i forvejen. Derved får man et forhold til virkeligheden, der hviler på det, man kender til. Som sådan vildfører man sig selv ind i litteraturen. Nemlig i beskrivelse af det kendte i stedet for at erfare det ukendte, som i virkeligheden er det eneste, der er.
Nå, men det vil jeg lade ligge.
Snart er det nat her i Bandholm, hvor vi skal have en ny købmandsbutik. Hvor vi kan hente vores pakker og ikke skal køre helt til Maribo hver gang. Men det betyder, at nogen skal oprette et ApS selskab, og det er der ingen, der vil tage ansvaret for, så det har nok lange udsigter inden vi får den købmandsbutik. Istedet skal jeg gøre min båd i stand og det kom jeg godt i gang med, da jeg spildte diesel ned på mine pæne bukser!
Jeg har besluttet mig for at skrive lidt igen. Hylsteret er ved at blive fyldt, og jeg holder ikke ud at bære på al det lort længere. Derfor må det ud på hvilken som helst måde. Sidespor vil forekomme, og det kan jeg ikke gøre noget ved. Til sagen. På onsdag rejser jeg til Sicilien. Onsdag morgen med bus her fra Bandholm osv. I grunden har jeg slet ikke lyst. Vil meget hellere blive her i min trygge hule og gå tur og bade og …
Men det er lige netop dette “og”, som betinger min afrejse herfra. Som afgør, at jeg tager afsted. Det sker momentant. Bynke og Johnny er stadig på Sicilien, og det har inspireret mig til denne tur. De beskriver i deres Messenger beskeder, hvorledes der ligger aske i gaderne fra Etnas sidste udbrud i august, og det tænder mig. Dér må jeg hen, og så er der varmt og smukt og bjergrigt og Italien!
Det er morgen mandag den 30 sept. Her i køkkenet skinner solen ind ad de let snavsede vinduer, som jeg, så snart jeg kommer hjem fra Sicilien, skal se at få pudset. Nede i havnen ligger Gith og gynger op ad den hvide boje, jeg fik af Suely og Kurt. Den var drevet iland i deres have fra søen, deres hus ligger ved. Jeg har lige spist et æble, imens jeg venter på, at Bank Norwegian skal ringe mig op. De siger, der er lang ventetid, og så kan jeg jo lige så gået skrive lidt, tænkte jeg. Jeg har pakket det meste og håber ikke, at min.rygsæk overskrider de fastsatte mål for håndbagage hos Norwegian. Når de engang har ringet, og jeg har fået besked på mit spørgsmål, vil jeg køre til Maribo og købe en ramme til mit sidste lille billede, jeg tegnede på veststranden på Femø. Jeg skal også have noget mere magnesia, da min mave ofte blive lidt forstoppet, uanset jeg spiser en masse salat. Sådan er det med den gamle krop. Den har sine små skavanker, men i det store og hele går det udmærket. Jeg får badet næsten hver dag, og vandet er begyndt at blive crispy-koldt, så man kan sige, at vinterbadesæsonen er gået i gang.
I radio og tv snakker de hele tiden som en opskræmt hønsegård. – Vi må gøre noget, siger de hele tiden. – Der må handling til. Men det store spørgsmål er, om ikke det netop er al denne “gøren”, som er årsagen til hele misæren. – Og det derfor er som at kaste benzin på et bål for at slukke det, at man ustandselig først tænker og derefter handler, således at responsen på problemerne hele tiden hviler på et fiktivt grundlag.
Det tror jeg. Jeg tror vores opfattelse af tid er et falsum. Jeg tror ikke, at der er noget herfra og dertil. Jeg tror i det hele taget ikke på andet end øjeblikket. Og det er altid levende og ikke noget med igår, i dag og i morgen udover, hvad der er praktisk nødvendigt for at nå bussen!
Som jeg tidligere har sagt, er verden levende, og det må man selv finde ud af, om man tror, den er. Det kan man kun gennem endeløse eksperimenter med sin egen tankevirksomhed, og man ser da, at den dybeste indsigt er den vanskeligste at finde, fordi den netop ikke kan skabes som tanke. Den opstår ganske af sig selv og kan ikke fremprovokeres. Den er som en sommerfugl, der uanmeldt flyver forbi dit ansigt. Eller som blæsten fra havet en sommermorgen. Eller som et smil, du møder på din vej.- Og så må man være parat hele tiden, for man ved aldrig, hvornår den kommer, og den parathed kunne man kalde opmærksomhed. Ikke noget som kan opøves, men mere en tilstand, når man har opgivet enhver form for vinding her i livet. Det glider gennem ens hænder uden at man holder fast. Frygten ophører og solen skinner. Tak.
Men de ringer stadig ikke fra banken, og jeg ved snart ikke, hvor længe, jeg gider at vente på de stakkels medarbejdere derinde i København eller i Oslo eller hvor det nu er, at Bank Norwegian holder til.De sidder der på deres kontor og taler i telefon hele dagen. Det må heller ikke være sjovt, så måske skulle jeg bare vente på dem. Jeg har jo ikke travlt. Min bagage er stort set pakket. Jeg har lavet en ekstra taske til at have inde under fra frakken, så selve rygsækken ikke bliver for tung. Resten af tingene så som brilleetui og andre småting må jeg have i lommerne. Så må vi se, om jeg bliver anholdt og må betale overvægt. Vi må se. I øvrigt fik jeg købt mig en smart lille Faber Castell æske med akvarelfarver og indbygget pensel og vandtank, samt en handy blok med akvarelpapir. Det bliver spændende at afprøve, når jeg engang ankommer til Sicilien. Jeg tager afsted onsdag morgen kl 10 med bus her nede fra Bandholm station. Så vil jeg have god tid nok i lufthavnen til at lave boardingpas og måske også spise lidt morgenmad. Det er gudskelov direkte flyvning. 3 timer til Catania, hvor der efter sigende er 30 grader! Og jeg bliver sågar også hentet i lufthavnen af min vært. Dog skulle han have 50 euro for det…
Jeg har ikke travlt. Hvorfor skulle jeg have travlt? Jeg skal ikke nå noget. Hvad skulle jeg nå? Hvad?
Nu bevæger jeg mig som det passer mig. Stille og roligt i overensstemmelse med mit gemyt. Det er ikke så svært. Faktisk meget simpelt. Det glæder mig at være simpel. Simpelthen.
Torsdag Stazzo Sicilien den 3 okt 2024.
Jeg er ikke “nogen”. Fri og frels mig fra at være “nogen” det er dog det sygeste, man kan tænke sig. Rend mig i røven!
Nu vil jeg gå ud i livet og finde en strand.
Og det fandt jeg efter megen møje. Det er lige her nede til venstre for huset, jeg bor i. Det er forresten et dejligt hus med køkken og. bad og det hele og et fint sengetæppe, som jeg fik værtinden til at finde til mig under en gammel seng, som står inde i dagligstuen, hvor der i øvrigt også er fjernsyn med nogle italienere, som snakker uafbrudt med vilde fagter og gestikuleren. Først virkede det ikke, men så pludselig virkede det, og så lukker jeg for lyden og hørte dansk radio i stedet for. Meget underholdende, imens jeg indtog min dejlige mad, som jeg havde købt nede i byen i en butik ved siden af købmanden, som solgte færdigpræparerede bøffer lige til at tage hjem og stege på panden. Det var ikke bøf, jeg spiste, men en superfin salat med lidt løg og et par små tomater.
Nu sidder jeg her, og det er fredag morgen den 4 okt og jeg skal rejse herfra på mandag om morgenen kl 10. Jeg har fundet et busstoppested lige her neden for huset. Der er en seddel som siger at bussen kører til Acireale, hvorfra forhåbentlig der går en bus til Ragusa. Måske over Catania, og så tager vi det med. Oplevelser. Jeg mødte en ældre tysk mand, som meget venligt viste mig vej til strande eller nærme klippekanten med de farlige skær, hvor jeg kunne bade. Der havde i sin tid været en metaltrappe, men den var fjernet. Måske af stormen. Hvad ved jeg. I hvertfald var der ingen trappe og jeg måtte glide ned ad en slippery (det var, hvad den tyske man kaldte klipperne) lavasten mod bølgeskvulpet, som slog ind fra Middelhavet derude i det fjerne mellem enorme vulkanske formationer. På noget tidspunkt lykkedes det mig dog aldrig helt at forlade mit sikre greb om stenen, jeg sad på, og helt slippe kanten og lade min krop svømme frit ud i havet. Det var simpelthen for usikkert, om jeg nogensinde kunne få ordentlig fat og komme op igen. Derfor nøjedes jeg med at lade kroppen overskylle af det skønne middelhavsvand uden på nogen måde helt at miste grebet om kysten. Det var bedre end ingenting og forfrisket og glad tørrede jeg mig i de medbragte hvide håndklæder fra huset og gik opad den snoede sti over farlige store sten, som man skulle passe godt på ikke at falde over, hvorved man nemt kunne komme til skade. Den ældre mand som viste mig vejen forbi det lille kapel, som nok er rejst for søfarere, der er forulykket på kysten i tidens løb, påpegede hvor vigtigt det var at se sig for, og det kunne jeg kun give ham ret i. Jeg fylder jo 84 på onsdag, og det ville være ærgerligt, om man ikke kom til at opleve dagen!
Købmanden fandt jeg langt om længe. Noget egentligt supermarked findes ikke i nærheden. Så skal man gå 5 kilometer og det gider jeg ikke. Men han har det meste og er hyggelig, og igår mødte jeg en mand fra Schweiz, som jeg roste for hans land, som jeg jo elsker.
Efter denne lidt uheldige badetur, ville jeg se, om ikke der skulle findes bedre steder, man kunne komme i vandet uden risiko for druknedød og lignende, og fandt på min vej ud langs kysten, den modsatte retning af hvor mit hus ligger, et rækværk med en trappe, som førte ned til en lille lagune, hvor der stod en ældre hvidhåret mand med slaskede lyseblå badebukser og balancerede på et stort lavaplateau med direkte adgang til det indbydende lyseblå middelhavsvand. Han havde lige været i og jeg kravlede straks ned til ham og fik fortalt, at jeg også gerne ville bade. Han svarede, at det var nemt at komme i og viste mig vejen ned over en lille hylde som bølgerne skyllede ind over. Det var lige mig, og få minutter efter lå jeg og svømmede frit i det velsignede 20 grader varme salte fluidum.
Sat. 5. Okt 2024
En lille myre kryber hen over mit skrivebord her i Stazzo denne skønne morgen, hvor solen stod strålende op fra en skyfri himmel allerede kl 6.45, mens jeg var oppe og tisse efter en afslappende nat i den store dobbeltseng med det orangespraglede tæppe over det tynde lagen, man ellers bruger som eneste dække i de varme nætter heromkring, men som jeg bad Sara, min værtinde, om at supplere med tæppet, som hun fandt under en anden seng inde i stuen. Lejligheden er perfekt til mig. Jeg koger æg og laver salat med tun i køkkenet, sover herskabeligt i soveværelset og har alle mine ting og tegneredskaber velorganiseret linet op på skrivebordet, som jeg for øjeblikket sidder og taster på min ipad ved.
Endelig fik jeg lavet min første akvarel ude ved klipperne bag det lille kapel, hvor jeg badede første gang. Det er en særdeles vanskelig vandretur ud over de skarpe og faretruende løse lavaklipper, og jeg tror ikke, jeg vil gå den tur igen. Dog er der nogle smukke Magnolia Grandiflora derude, som jeg godt vil tegne, så nu må vi se.
I overmorgen skal jeg videre. Det bliver lidt mærkeligt, nu hvor jeg er begyndt at falde til på dette fortrinlige sted. Jeg har planlagt at tage den lokale bus hernede fra busstoppestedet, som kører til Aceriale, hvorfra turen går videre enten med tog eller bus til Catania. Her skiftes til bus mod Ragusa, og hele forløbet er helt afhængig af, at den lokale bus kommer til den berammede tid. Derfor besluttede jeg mig for at teste om der overhovedet var en lokalbus her i byen. På skiltet ved busstoppestedet stod tiderne, og på det bemeldte klokkeslet stillede jeg mig op, for at se om der overhovedet kom nogen bus. Som tiden gik blev jeg mere og mere skeptisk, men så; ude i det fjerne dukkede en lille bus med skiltet “Acireale” over forruden op, og glad var jeg, da jeg nu kunne være sikker på, at der også ville være en bus til mig på mandag morgen, når jeg skal afsted.
Idag vil jeg bade fra mit nye sted, hvor der også er en bænk, som jeg sad på igår og påbegyndte en tegning. Det er skide dejligt det hele, og jeg nyder faktisk at være her. Dette fremmede sted, hvor alt er nyt, og hvor jeget, som skriver, ganske tydeligt fornemmer, at det i bund og grund er en fiktion. Tingene løser sig i deres eget tempo. Basis er i orden, og alt udspiller sig selv i matematisk orden. Tiden er slet ikke lineær undtaget i busplanen. Den er ekspansiv og udvider sig konstant lige som universet, der altid udvider sig, og som kun er beskrevet som endeligt af den menneskelige tanke, hvis fundament er kausalitet. Som jeg altid siger: Universets udvidelse er stationær. Der er plads nok. Det er os, der forklare udvidelsen med en årsag, “Big Bang” og dermed introducere den tankeskabte opfattelse af tid. Tid er et operationelt begreb uden egeneksistens. Basta!
Og dermed kommer vi til tanken og tænkeren, hvor selve identifikationen af tanken som en “tænker”, der tænker tanker, er den fundamentale årsag til, at vi som menneskehed, sapiens – den der tænker – er noget så alvorligt på skideren, at det er svært at forestille sig, at nogen eller noget nogensinde har været mere på skideren end os.
Krig og vold og lort og pis og klamme mennesker med kunstig intelligens, som plæderer for højere pensionsalder og længere arbejdstid og had og undertrykkelse og sult og Darfour, Gaza, Libanon, Hisbolla,Hamas, Ukraine, Kamala, Putin, Trump osv osv, alle disse ord og betegnelser, som den menneskelige hjerne slynger om sig med for at “forklare”og “beskrive” det indlysende, at vi er på skideren mere end nogensinde før i den såkaldte historie, som man kan læse om i den udmærkede bog “Sapiens” skrevet af den Isralske historiker Yuval Noah.
Det er blevet søndag. Den 6 okt. 2024. Det år jeg fylder 84. Denne måned den 9. Det kan jeg jo ikke gøre meget andet ved end acceptere det. Hvilket hermed er gjort.
Jeg fik endelig orden på den forbandede rejse til Ragusa. Da jeg så efter, hvad tid toget skulle afgå fra Acireale, viste det sig, at der slet ikke gik noget tog før sent om aftenen med ankomst til Ragusa over midnat. Pis, og jeg som stod og ventede på den forbandede bus til Acireale, for at se om den virkelig eksisterede og blev så glad, da den endelig kom, måtte nu skuffet indse, at selvom jeg tog bussen i morgen, så ville der slet ikke være noget tog at køre videre med.
Som nødløsning kunne jeg selvfølgelig gå de 6 km langs kysten, men med fuld oppakning og ad dårlig sti var det ikke nogen rar tanke. Nej tak. Så var der den anden station med togafgang fra Stazzo, nemlig Guardia Mangano S. Veneria, som ligger 7 km væk. Der går ingen bus til, og i går aftes besluttede jeg mig for at prøve at gå turen til fods. Det var i skumringen. Solen var gået ned, og himlen farvet rosa og violet bag den store vulkan, som ombundet af lette hvide skyer tittede frem med sit karakteristiske krater lige foran min næsetip. Det var en smuk aften. Helt stille med duft af græs og blomster fra haverne, jeg passerede. Jeg gik godt til, og i begyndelsen, hvor vejen steg, mærkede jeg med stor glæde, hvor godt jeg havde det af at bevæge mig og at mine knæ nu så ud til at fungere upåklageligt. – Men så, med eet ændrede situationen sig til det rene helvede, for om det nu var fordi jeg blot skulle forbandes, eller det var tidspunktet, der var forkert valgt, ved jeg ikke, men som lyn fra en klar himmel blev vejen fyldt med gennemkørende biler med høj hastighed. Jeg ved godt fra tidligere rejser, at italienere kører vildt, men det her var det rene vanvid. De drønede forbi og lod ikke megen plads tilbage på den snævre vej til en ensom vandrer som mig. Jeg måtte presse mig ind mod rækværk og hegn og vægge, for ikke at blive ramt, når de kom ræsede afsted, Så blev der en lille pause i trafikken, og jeg åndede lettet op, for kort tid efter atter praktisk talt at blive torpederet af en ny fartgal italiensk bølle. Hver gang de passerede råbte jeg ad dem. “Fuck jer” og gav dem fingeren vel vidende, at det skulle jeg nok ikke gøre, for tænk hvis de standsede og gav mig tæv lige som ham manden i Århus, som slog hånden hårdt ned på bilens tag, fordi han mente, at jeg var på vej ind på cykelstien – hvad jeg faktisk var… Nå, men bilerne fes forbi mig hele tiden og gjorde turen, der var begyndt så smukt, til en lidelse. Da jeg så, at der endnu var 3 km tilbage til stationen, gav jeg op og vendte om og gik tilbage ned ad bakke nu i venstre side, så jeg kunne se og afværge en kollision, når de kom farende imod mig.
Jeg nåede min lille købmand og tog nogle tomater og en dåse sardiner med hjem til aftensmaden. Citroner havde han ikke nogen af, så dem måtte jeg undvære.
Spiste resten af min tunsalat og gav mig til at skrive til min vært for at bede ham om at køre mig til Guardia Mangano S. Veneria i morgen kl 10, Jeg bruger Google translates, og det virker fint. Han svarede, at han ville køre mig uden beregning, og glad var jeg.
I morgen kan jeg derfor påbegynde min videre rejse mod Ragusa over Catania, som tager ca 4 timer.
Ellers tilbragte jeg dagen i går med at bade fra mit nye sted. Det var lørdag og mange mennesker havde søgt mod havet. Søde folk med børn, som behjælpeligt gelejdede mig ned over de skarpe sten, så jeg kunne dumpe ud i lagunen og svømme som en fisk i vandet. Da jeg kom op, havde jeg det skide skægt med at stille sten i balance ovenpå hinanden og dekorerer dem med smukke stykker træ, som havet havde slidt glatte. Det var små transiente monumenter, som jeg fotograferede til eftertiden inden de blæste væk. Mindede mig om Giacometti figurer i al deres spinkelhed. Rigtig sjovt at være skulptør det skrøbelige øjeblik, tiden er.
Om eftermiddagen færdiggjorde jeg min tegning af Strandpromenaden med de kæmpemæssige sorte vulkanske sten. Den blev ikke lige så god som min akvarel, men ligemeget, den blev færdig.
“Blue Bar” hedder stedet nede ved havnen, hvor folk mødes og drikker kaffe. Det måtte jeg prøve og bestilte en vaffel af butterdej med ost og spinat. – Sagde damen, der ekspederede, og så var den alligevel også fyldt med skinke, som jeg så spiste, og som trods alt smagte meget godt. Fik the i en lille kande dertil og sad og betragtede de andre gæster. En ældre skaldet mand lignede Picasso på en prik, og ved siden af mig sad en familie med en lille pige, som ustandselig ville ind og ud under bordet. Jeg tænkte på Oscar og på hvor ens børn er. De vil bevæge sig og lege og eksperimentere lige som jeg, inden de bliver tæmmet af de voksne, og det hele hører op. Da jeg gik derfra var jeg i dårlig stemning over den menneskelige adfærd, og først, efter jeg havde sidder på en bænk nede ved havet og tegnet, vendte mit gode gamle humør tilbage.
Ps. Man ser ingen elbiler hernede. Italienerne udsender giftig CO2 med stor fornøjelse og forbrænder olie i høj fart…Grøn omstilling er ikke på mode på Sicilien.
Det er morgen den 7 oktober, og jeg skal afsted nu. Videre til Ragusa, og jeg er mærkeligt vemodig over at skulle forlade dette sted Stazzo, hvor jeg har haft så fine oplevelser. Lejligheden, jeg har boet i, har vist sig at være aldeles fortrinlig med dejligt bad, køkken, stue og meget fin seng at sove i. Klipperne og badelagunen perfekte, og byen hyggelig på nær det med bilerne. Nu koger vandet til min the. Jeg har pakket min rygsæk. Klokken 9.30 kommer min vært Antonio for at køre mig til stationen. Jeg har lige sat et æg over til at blive blødkogt, og må passe tiden. Derfor alt i alt et superfint ophold her, hvor solen atter en gang kommer frem på himlen i fuldt orangefarvet lys, og jeg er parat til at møde verden og nye eventyr som de måtte udfolde sig.
Ægget er færdigt nu.
Det er virkelig interessant, det her. Det må jeg sige nu om morgenen, hvor jeg faktisk har sovet ganske godt i den store dobbeltseng op ad væggen mellem de to lamper, hvoraf den ene kan lyse. Den anden kan ikke. Det er som at komme fra asken i ilden. Dette “hotel” som faktisk hedder “Fortuna” hvilket betyder Lykke eller held, og det havde den del af mit sind, der let bliver irritabel over ting, som ikke passer ind i dets forestillingsverden, ganske svært ved at acceptere som noget, der var overgået det. Værten modtog mig med åbne arme og et krav på 42 euro, som han fortalte, var skat til staten. -Så skylder du mig ikke mere, sagde han, og så var vi gode venner. Han viste mig rundt. Der er to køkkener. Et nede ved indgangen og et oppe på 1 sal, hvor mit værelse er. Begge er ganske rodede og beskidte. I ved, når alt, hvad man rører ved ligesom er fedtet og klæbrigt, og der står gamle gryder med madrester på bordet og i vasken. Jeg valgte det på 1.sal og ville straks i gang med at lave mig en kop the. Men det skulle jeg ikke have gjort, for mens jeg holdt lighteren hen for at tænde gassen, sprang meterhøje flammer op mod mit ansigt, og det var med nød og næppe, at jeg ikke fik min sparsomme hårvækst brændt af. – Det var lige, hvad der manglede, tænkte jeg. Nu er vi igang. Velkommen til Ragusa! Fra dette nulpunkt begyndte det imidlertid at gå bedre. Jeg fik snakket lidt med en marokkaner, som arbejder her med at renovere stedet, og udvekslede ideer med værten, som viser sig at være professor i filosofi på det stedlige universitet. Efter at have fundet et overordentlig velassorteret supermarked og fået købt ind til de basale nødvendigheder besluttede jeg mig for at prøve at komme til dette meget omtalte IBLA, men da var det sen aften, og jeg så, at vejen var længere end jeg havde regnet med, så jeg vendte om og gik “hjem”. Det er dette med at etablere et “hjem”, når man er ude og rejse på egen hånd, der i første omgang kræver en hel del forberedelser. Overhovedet at finde ud af, hvor man er, er i sig selv noget af en opgave. Man skal ligesom have alle koordinaterne i orden påny. Det brugte jeg flere ture frem og tilbage til supermarkedet på. Så kunne jeg også købe en pakke kiks og noget juice ekstra til mit lager af proviant. Jeg skal jo være her en hel uge før jeg tager videre til Syracusa. Nu vil jeg drikke min the og spise min youghurt, før jeg drager ud i den vide verden med tegneblok og akvarelfarver. Ses!
🇩🇰😀🇩🇰😀🇩🇰🌻 Og tillykke med de 84 år kære Jens Michael Høy! Du har alt i alt været
en artig dreng på nær nogle få sidespor, vi ikke her skal komme nærmere ind på. Og nu sidder du i et tarveligt værelse på en besynderlig hotelpension med navnet “Fortuna”, og skal til at skrive lidt om dig selv og det, du oplever her på Sicilien. Det er jo i grunden ikke så galt, vel gamle ven?
Værten, som er russer, flygtet fra Putins greb, inviterede på russisk middag oppe på husets terrasse i går aftes. Der var kylling i et stort fad garneret med kartofler, bananer og løg. Dertil skiver af os og rigelig vin. Han fortalte, at han underviste på universitetet i Moskva i Demografi og filosofi. Meget mærkeligt, men ham om det. Han havde rejst verden tyndt og holdt foredrag mange steder bl.a. i Tunis. Derfor faldt snakken mellem de tilstedeværende, der for det meste bestod af folk fra Tunis, da også om situationen der, hvor der lige er afholdt valg af ny præsident. Senere dukke en yngre mand fra Paris op, så man må sige, at det var et blandet selskab. Det var utrolig hyggeligt, og samtalen var utvungen og interessant. Jeg bistod med mine sædvanlige anskuelser om verdens tilstand, og det så ud til at klinge godt med de andre ved bordet.
Men først var der sket meget andet i mit liv, idet jeg havde påbegyndt min vandring over mod den gamle del af Ragusa, som hedder IBLA, og det viste sig at blive noget af en ekskursion. Først var det meget nemt. Bare over den store bro og så til højre ned gennem en slugt, hvor der var en formidabel udsigt ud over dalen, som var klædt i grønne buske og småskov så langt øjet rakte iblandet små gule huse med rødt tag og i det fjerne denne særprægede barok by IBLA med bygninger i alle former og farver stablet ovenpå hinanden som en kransekage. Der var en stenbænk lige ved indgangen til stien, der skulle føre mig derhen, og der satte jeg mig for at tegne, og snart kom mine nye akvarelfarver frem og syltetøjsglasset med vand, og jeg havde nogle hyggelige timer med at skildre det hele så godt jeg kunne. Da jeg var færdig, gik jeg videre nedad, og nu viste det sig, at det var noget af en vandring, jeg var kommet ud på. Uendelige mængder af trin op og ned, men mest ned, og jeg tænkte ofte undervejs på, hvordan jeg overhovedet nogensinde skulle kunne komme op og tilbage igen! Men videre gik det, og ad smalle gyder og under veje i tunneller lykkedes det mig endelig at nå mit mål, som var en slags centrum for det hele, nemlig Piazza Duomo, hvor der da også var en større turist komsammen. Her var gudskelov en lille købmand, hvor jeg købte en fersken og nogle tomattvebakker, som jeg indtog på en bænk foran kirken. Der holdt en taxa og ventede, og i et svagt øjeblik overvejede jeg at undgå den besværlige tilbagetur og spurgte om prisen. 16 euro. Det gad jeg ikke. Så hellere tage strabadserne på hjemturen som de kom. Der var også en bus, jeg var lige ved at hoppe på, men opgav og besluttede mig for at gå tilbage ad samme vej, jeg kom.
Det var trin efter trin opad og opad, og flere gange måtte jeg stoppe og tage et hvil, men det gik og jeg var oprigtig forundret over min kondition, og at mine knæ, som nu og da giver mig lidt småproblemer, klarede det så flot.
I dag slapper jeg af og går til supermarkedet og køber oliven og i aften har jeg bestilt bord til fødselsdagsmiddag på det lille trattoria på piazzaen nede om hjørnet. Så atter en gang tillykke kære Jens Michael, og nu ringer min datter Bynke minsandten og ønsker mig tillykke med de 84! Kan det være bedre?
Ses.
Så blev det overstået. Denne såkaldte “fødselsdag”, som alle fejrer på een eller anden måde. Jeg fejrede den ved at gå i kirke og bagefter spise kalvekød på et fint trattoria. Det var meget fint, og jeg troede, jeg skulle have kylling, og så fik jeg nogle kødklumper og en stor udkogt kartoffel, som svømmede i en slags suppe. Det var ikke lige mig, men ved hjælp af nogle varme tomatmarinerede oliven og en karaffel vin gled det ned, dog først efter omhyggelig gennemtygning! For at få det hele til at fungere uden bitterhed, bildte jeg mig ind, at jeg var i Grønland og spiste sælkød. Dog skal det siges, at sælkød smager betydeligt bedre end disse senebefængte stykker kalvekød, men som jeg tænkte undervejs, så var jeg nu på en mini ketokur, og så gennemførte jeg.
I dag har jeg det ikke så godt i maven, men jeg kommer vel over det, godt hjulpet af mine medbragte magnesiatabletter…
Min mærkværdige russiske professorvært optræder nu og da besynderligt. Pludselig står han i min døråbning og spørger om han kan få 20 euro, fordi, som han siger, at han kun har kreditkort og skal betale en håndværker med det samme. Nå, jeg giver ham en 20 euro seddel, og tænker bagefter, om jeg nogensinde får den igen. Nu får vi se. Han vil også med mig ud og bade ved Ragusa Marina, men det gider jeg ikke. I går sparkede han hårdt på en dør, for at vise, hvordan tuneserne ødelægger hans hotel med hash og kokain og svineri med prostituerede på værelserne. Det er vist nok et værre sted, jeg er havnet…
Jeg tog ud med bussen fra stoppestedet lige hernede mod Marina og kørte hele turen rundt langt fanden i vold gennem småbyer og flade marker beklædt med plastictelte, der er drivhuse for produktion af tomater til Nordeuropa. Tilsidst så jeg stranden, som er bred og flad og med sand, og der tager jeg nok ud en anden dag for at bade. Jeg blev i bussen hele vejen tilbage til Ragusa og skiftede til anden bus, som kørte til Ibla. Nu har jeg således to mulige måder at komme afsted på med bus. I Ibla fandt jeg en fin plads, hvor der var stole, som jeg kunne sidde på og begynde en skitse. I dag vil jeg køre derop igen og male videre.
Det var begyndt at blive mørkt. En bar med høj musik og ellers ingen mennesker. Der var lang tid til bussen tilbage skulle afgå, og jeg havde bestilt bord i trattoriaet kl 20. Nå, tænkte jeg, – så går jeg da bare hjem, og fandt google frem på telefonen. Det viste sig imidlertid at være noget af en ekspedition, som skulle starte med en smal trappe op i et vildnis af en kløft, som endte i et sort hul, som jeg så skulle begive mig ind i. Der sagde jeg stop. Det kunne nemt blive enden på denne rejse.
Jeg var fanget og gik lidt rundt og ledte efter hjælp. En turisguide kom kørende i en lille Panda, men han var ikke til megen nytte, da jeg fortalte, hvor jeg skulle hen. – Til Fortuna? svarede han. -Der skal jeg ikke op. Det er berygtet, det sted. Narko og kriminalitet. Og han rystede på hovedet og kørte væk.
Så stod jeg der. Hvad nu? Og minsandten om ikke hjælpen dukkede op i form af tre kvinder på vej ind i en parkeret bil. Jeg skyndte mig hen og spurgte, om jeg kunne få et lift op i byen, og de var bare skide søde og ønskede mig tillykke, da jeg fortalte dem, at det var min fødselsdag, og at jeg havde bestil bord kl 8. Det var en tysk mor og hendes to døtre, så jeg fik brugt mit tyske. De kørte mig til døren af “Fortuna”, hvor de smilende og vinkende satte mig af, og snart efter sad jeg ved mit forudbestilte Tavolo i den fine restaurant.
Det var alt i alt en dejlig fødselsdag med masser af hilsner fra nær og fjern. Jeg bliver til på mandag, hvorefter jeg tager til Syracusa. Det er et velrenommeret Airbnb sted, og jeg glæder mig til at komme under lidt mere civiliserede forhold.
Ses.
11 okt Ragusa.
I dag skete der ingenting. Udover, at jeg fik malet det planlagte billede af IBLA i total. Så er det gjort. Så kan jeg få fred. Solen bagte, og jeg måtte flytte rundt på mig selv hele tiden for ikke at brænde op. Til sidst blev det færdigt med de mange små huse og utallige vinduer, som alle kiggede ned på mig. Lige som stjernerne. Dog var det ikke uskyldige barneøjne, men nysgerrige voksenglugger, som glanede mistænksomt ud.
Lige som i går, da der var en, der ringede og sagde, at jeg ikke var empatisk nok overfor ham. Det forstod jeg ikke, og forstår stadig ikke noget af, men måske det skyldes, at jeg accepterer egoisme som en menneskeret, mens han stadig strider med begrebet “uselvisk”. Det er nok det. Moral og alt sådan noget, som jeg jo ikke længere kan forholde mig til som noget relevant. Specielt i denne verden, hvor hykleri og dobbeltmoral florerer mere end nogensinde og vi derfor er tæt på totalt sammenbrud af de sidste rester af verdensorden, der måtte være tilbage.
Så altså, fuck det. Jeg kan ikke være med længere. Jeg skrider ud min egen vej, hvor så end den måtte føre mig. Jeg kan ikke længer spille efter andres fløjte. Jeg spiller min egen sang, og hvis nogen hører den, og bebrejder mig for dens indhold eller lyd, kan jeg desværre kun beklage det, men sådan er det altså. Nu vil jeg sætte af mod stranden og havet og se, hvad der sker. I går fandt jeg ud af, hvor bussen til Siracusa afgår. Den søde pige, som sad og ventede på den, fortalte, at man skulle købe billet over nettet, og det gjorde jeg, så nu er jeg klar til min videre færd her på Sicilien.
Min søn Jonathan, som læser historie, har fortalt noget om nogen, som hed “Vespaerne”, som huserede en gang på Sicilien. Det må jeg undersøge.
Jeg elsker at rejse alene.
Skylder jeg nogen en forklaring? Vel næppe. Men alligevel kommer der een her. For det første er jeg eneansvarlig for, hvad der sker. Jeg skal ikke først konferere med en anden. Derfor er jeg i stand til at reagere på selv meget små ændringer i omgivelserne, som kan lede en ganske anden vej en oprindelig antaget. Jeg bliver bøjelig og fleksibel parat til at acceptere, hvad Jung betegner som synkronicitet, og som i kvantemekanikken hedder entanglement eller sammenhæng. Eller som jeg selv udtrykker det, at verden er en levende enhed uden tid og kausalitet. Det hele sker på een gang, og det er NU.
Det gør min rejse utrolig spændende. Hvert øjeblik er mættet med indtryk, som strømmer gennem mit sind. Dette kan måske lyde egoistisk, men i bund og grund er vi vel alle egoistiske på den ene eller den anden måde. Jeg er det. Det indrømmer jeg gerne med det samme.
Lige nu er jeg taget tilbage til Ragusa Marina for anden dag i træk. Vejret er strålende med blå himmel og 27 grader i luften. Er netop opstået fra havet, hvor jeg svømmede og dykkede som en delfin. Det er lyseblåt og blødt som silke. La Ola beach er den lille restaurant på stranden, hvor de lader mig låne deres private douche, så jeg kan skylle saltet af kroppen. Jeget er en illusion. Derfor har jeg ingen vanskeligheder ved at skrive “jeg”. Det glider ganske stille og roligt. Virkeligheden betinger, hvad der sker. Så simpelt er det.
I morgen kl 14.11 afgår min bus mod Syracusa, og rejsen fortsætter. Desværre glemte jeg at tage mine fine nye Ecco sandaler af, da jeg gik i douche, så de er nu drivvåde og stillet til tørre i solen. Jeg håber ikke, at de har taget skade. De er mit eneste fodtøj på denne tur.
Jeg kommer nok alligevel til at savne dette mærkelige hotel “Fortuna”. Det er som en organisme, hvor der hver dag dukke nye skud op. Fra de mange døre på den lange gang titter de frem hele tiden. De mærkeligste fremtoninger fra Europa, Mellemøsten og Afrika. Til og fra køkken og bad og køleskab, som jeg deler med dem alle. Vi holder hver vores lille afdeling separat, men i går kom jeg alligevel i tvivl, om de 3 æg på øverste hylde var mine eller ej. Jeg tror bare, jeg vil lade dem ligge, når jeg rejser.
Det er alt det ophobede stof, som hjernen samler på for at holde sig selv i gang. Det vi kalder kundskab, viden, erfaring osv, som er byggesten for jeget, og som krampagtigt fastholdes for ikke at komme til at se livets tomhed i øjnene. TAO
Hvor naivt at tro, at denne lille plet har større betydning eller er vigtigere end alle andre pletter i det uendelige univers.
Min nabo Lasse kan ikke forstå, når jeg siger, at vi her på planeten er det endelige bevis på liv overalt i kosmos. At kosmos i sig selv er levende, fordi vores plads er alle steder. Hvorfra kan du vide, hvor du er? Det kan du ikke, så i bund og grund er du alle steder og intet sted. Derfor er det ukendte det egentlige og det kendte en operationel løgn, som skal relateres til det ukendte med meget stor varsomhed, thi det ukendte er fragilt og sårbart, mens det kendte er hårdt, påståeligt, selvhævdende og fascistoidt. TAK.
Hvad ser min øjne? Mine øjne ser opmærksomt på, hvad der sker omkring mig. “Jeg” vælger ikke, hvad de ser på. Jeg ser blot, hvorledes mine øjne fungerer. De observere og drejer hen, hvor de har lyst. Det er meget underholdende at observere, hvad de observere og hvilke kommentarer, der opstår i min tanke.
Således ses hele tiden mig selv i aktion.
Jeg var en gang sammen med én, der ustandselig holdt nøje øje med, hvor mine øjne så hen og kommenterede det, hvis de så mod “forkerte” steder. Det var meget belastende for vores forhold. Det er gudskelov hørt op nu, og jeg ser hen, hvor det passer mig. Også selvom det kan forekomme nogen “forkert”, hvad jeg ser. Sådan er der så meget. Det må man lære at leve med.
Ikke
15 okt Syracusa.
Det var vel nok en forandring! Fra det snuskede “Fortuna” til den klinisk rene Airbnb lejlighed så indbydende som nogen som helst 1.klasses Hotel akkommodation. Morgenbuffet er indkluderer og køleskabet fyldt med vin og små yoghurter til fri afbenyttelse. Rundt om hjørnet ligger “Osteria Terra mia” der desværre var lukket i går, men så hjalp det på humøret at få serveret en fantastisk advokadosalat i den lille vegetariske restaurant Zenzero på Via Gemmelaro efter et forfriskende bad for enden af via Roma ved den lille strand Cala Rosa.
Jeg gik hele vejen derud ved hjælp af et kort, jeg fik af min vært Marilena, og det var sjovt for en gangs skyld at navigere på gammeldags facon uden google map og mobiltelefon. Man lærer hurtigt byen at kende, når man hele tiden skal hæfte omgivelserne op i erindringen, så man hurtigt kan finde tilbage. Det er opgaven, jeg sætter mig selv; at memorerer pejlemærker undervejs, og det er sjovt at genkende bygninger og by strukturer, når man vender næsen hjemad. Det store supermarked “Deco” blev mit første “sted” – udover hvor jeg bor – hvorfra min Siracusa-verden udgår, og det er vel ikke så mærkeligt. Det basale: food, clothes and shelter, skal være i orden, før man kan begive sig ind i det ukendte, hvad sådan en førstegangs vandring i en totalt fremmed by jo er.
Her er ualmindelig dejligt. Især selvfølgelig på grund af temperaturen, der ligger og lurer omkring de 27 grader. Det gør livet let og ubesværet. Folk er venlige, bevæger sig uden hast, og får een til at føle sig som del af det altsammen. Men det er jo også Italien med
denne Fellini-agtige overflod af godt humør og god mad og ældgammel kultur, der stikker hovedet frem alle vegne i arkitekturen og i udgravningerne af gamle romerske ruiner.
Jeg nyder at indsnuse det hele og falder ind i en tøjbutik, hvor der er udsalg af nogle lækre blå herrebukser til halv pris. 40 euro, ca 300 kr, og det kan jeg ikke stå for. Jeg har kun ét par lange bukser med, og de er begyndt at revne forskellige steder, så jeg måtte have min lille syæske frem flere gange, for at rimpe sprækkerne sammen. Det kan ikke blive ved med at gå! Derfor købte jeg bukserne, der har dejligt mange lommer, som kan knappes i, og stoffet er blødt og behageligt. Jeg tager de gamle bukser ovenpå de nye, når jeg skal op i flyet, for ikke at overfylde min rygsæk!
Stranden dukkede op for enden af Via Roma, og den bestod af småsten og et violetblåt vanddyb, jeg ikke kunne betragte ret længe, før jeg lå og flød i det. Små fisk svømmede nok så venligt rundt omkring mine fødder, og bagefter var der bruser med ferskvand til fri afbenyttelse! Ren luksus, som indbød mig til at stable sten i balance og spille en lille melodi på min mundharpe! Jeg fik tegneblokken frem, for her var modeller i massevis, som ikke tog notits af, at jeg sad og skriblede lidt. De var alle mest optaget af deres huds kulør, som de uophørligt søgte at øge brunheden af, uagtet at risikoen for malignt melanom steg i takt dermed.
Jeg smører mig grundigt ind i faktor 30 og holder mig mest i skyggen, når det er muligt. Her var det imidlertid svært, og jeg måtte til sidst klatre op ad trappen, for at komme væk fra den bagende sol. Nu var maven også begyndt at melde sig, så hvad var mere naturligt end at finde vej hen til Bynke og Johnnys hof-spisested, den lille vegetar-restaurant Zenzero på Via Gemmelaro. Her sad to damer ved et lille bord, og da jeg havde bestilt min salat og sat mig ved det andet bord, varede det ikke længe, før samtalen mellem os hurtigt drejede ind på vegetarisme og fordelene ved at undgå “Meat”. Jeg fortalte lidt om de danske grisetransporter og den psykologiske betydning af “kød”. Det ledte os ind på ideen om vold og aggression som udtryk for adfærd i det hele taget. Hvor det at slå ihjel for at få noget at spise indebærer ufølsomhed i modsætning til det at ernære sig vegetarisk. Måske det var en lidt højtravende samtale, men det gjorde ikke noget, for vi var rørende enige om, hvor godt vi havde det ved de små borde i den smalle pittoreske gyde hos de to elskelige gamle mennesker, som tilberedte vores dejlige vegetariske mad!
Der er kommer to nye beboere til i lejligheden. To ældre italienske mænd, som ikke gør meget stads af sig. Jeg har mit eget lille kammer med tilhørende badeværelse, og køkkenet deler vi uden besvær. Nu vil jeg gå i seng. Madrassen er hård og rar at ligge på, og I morgen er der atter en dag med et hav af oplevelser forude!
Ses🙏
17 okt Syracusa.
Nu skal jeg snart hjem. Har været nede og “prøvegå” ruten her fra, hvor jeg bor og hen til rutebilstationen. Bussen til Catania lufthavn afgår på lørdag kl 15. Jeg går hjemmefra kl 14. Så er jeg i god tid. Mødte en kat, som jeg snakkede lidt med. Den var meget opmærksom. Der fløj en fugl hen over gården, hvor vi stod, og den reagerede øjeblikkelig.
Det er meget skægt med al det kunstige intelligens, alle taler om. Som om vi behøver det. Som om vores egen intelligens ikke er god nok. Jeg tænkte, (på engelsk – det gør jeg en gang imellem) : “The highest intelligens is in your own body, when not influenced by anybody ore anything, and especially not by your own little stupid, petty and indifferent self.”
Det lød jo meget plausibelt, så det skrev jeg ned og tænker stadig over. – For hvad er det, vi vil opnå med kunstig intelligens? Som altid, når vi opfinder noget, er det med en forventning om at gøre vores liv bedre, og det kan jo også godt være, at man kan bruge AI til f.eks at gøre organiseringen af busdriften i Nordeuropa mere effektiv. Det skal jeg ikke affærdige, men hvis man tror – og det er det, der er problemet – at man kan gøre livet lettere for det enkelte menneske, hvis de bare får AI som ledetråd i deres liv, så tror jeg, at man er alvorligt på vildspor.
Den gode Yuval Noah Harari nævner som eksempel, hvorledes muligheden for at skabe en relation melle AI og det enkelte menneske i form af en art “dating” allerede nu er aktuel. Det vil sige at “fremmedgørelsen” bliver total, idet man ikke længere selv bliver i stand til at skelne mellem den virkelige verden og den artificielle.
Derfor er det jeg siger. Giv agt! Ingen nok så sofistikeret teknologi kan nogen sinde hamle op med din egen “indbyggede” intelligens. Dog er forudsætningen selvfølgelig at man bruger den hele tiden i sit daglige liv, og ikke blindt lader sig vildlede af nogensomhelst ydre faktor det måtte være, og det er kun det enkelte mennneske, som selv kan finde ud af, at sno sig udenom. Ingen anden end du selv alene.
Sådan er det bare. Punktum.
.
Jeg elsker mine blyanter i det camouflerede etui. Dem elsker jeg. Det kan vi ikke komme udenom, og jeg elsker at tegne. Som i går på stranden, hvor jeg fangede den hvide præst i fuld levitation over den afbalancerede stenfallos, som ingen på noget tidspunkt havde tænkt sig skulle spille så stor en rolle. Men det gjorde den. Lige som den lille pige i den blå dragt, der i går aftes opstillede verdensordenen på stranden ovre på den anden side af Ortega, hvor solen er længere fremme, fordi den vender mod vest.
Kvinden i den lange røde kjole med det målløse ansigt og manden i den blå jakke, som ganske ugenert står og pissede i havet, er begge udtryk for denne altoverskyggende ignorance som så mange mennesker i disse tider besidder. Damen i den grønne badedragt og den spekulative solbrændte mand er et ægtepar, for hvem livsvejen totalt er kollapset. Ude til højre i billedet ses Brigitte Bardot som ung, der udstiller sig med numsen i vandskorpen for en flok frække drenge oppe på klipperne. De to piger, som sidder på stranden ved siden af den røde dame, har en samtale kørende om, hvorvidt de skal spise fisk eller skaldyr til aften. Babyen i forgrunden er forladt og glemt af sine forældre under et skænderi om mandens utroskab med deres hushjælp. Jeg selv sidder i båden på vej til nye eventyr!
Således er alle placeret på det billede, jeg elskede at tegne.
19 okt Syracusa.
Det er alt sammen det, den lille dansende dreng i forgrunden forestiller sig. I virkeligheden eksisterer intet af det, vi ser på billedet.
Den lille dreng er mig.
Og jeg sad der under paraplyen og tegnede, mens regnen silede ned.
Og jeg skal rejse herfra i dag og har slet ikke lyst til at komme “hjem” til “Danmark” osv, men det skal jeg altså, og derfor er jeg stået tidligt op for at smøre mig en madpakke til turen gennem de utallige Security check og boarding passager og så sandelig også som proviant under et ophold i Budapest, hvor jeg må lægge mig, hvor jeg kan med min rygsæk som hovedpude og afvente flyet mod København, som afgår søndag morgen kl 9.
Nu ringer den store katedral med sine klokker en fredelig morgenmelodi som ekkoer ud over den ganske by Siracusa og melder om en ny dags komme. Det blæser voldsomt, så mine gardiner flagrer i vinden, og det ser ud til, at vi atter får en dag med kraftig regn. Det gode vejr med varme og sol er ovre, og det er passende at rejse herfra. Desværre nåede jeg ikke at komme ud og se det store græske teater, hvor sågar Bob Dylan en gang skulle havet spillet koncert. Det må jeg gøre næste gang, jeg kommer hertil, hvad jeg givetvis gør om Gud, eller hvem det nu er, der bestemmer, vil…
Min båd ligger i Bandholm havn og venter på at blive taget op på land næste søndag. Måske kan jeg stadig nå en lille sejltur til Fejø inden den 27, hvor kranmanden kommer. På en måde bliver det meget rart at komme nordover og føle vinterens komme. Det er trods alt deroppe jeg bor. I Bandholm. Lysmøllegade 9A. Ved siden af mine gode venner Lasse, Kurt og Jens Christian og ikke langt fra Suely, som forhåbentlig har det godt og vil komme og besøge mig en dag. Lige som Suien, Bue, Oscar og Jonathan, samt Bynke og Johnny og Hans, Betty og Ernst jo altid er velkomne, hvis de skulle komme forbi.
Vi ses!❤
Gudrun.
