På rejse med Jonathan og Jens.

 

 

 

Hvad skal jeg sige?

Det blæser og bølgerne er høje.
I morges regnede det.
Nu skinner solen.
Badetøjet hænger til tørre på snoren med de røde klemmer.
Den gamle sorte hankat tigger om mad.
Jeg har sovet godt i lyden fra brændingen.
Nu vil jeg spise min papaya.
I dag skal vi ikke ud og køre på de snoede bjergveje.
I dag slapper vi af. Måske i morgen kører vi op til Agaete Piscina naturel og bader.
Vejene er meget snoede. Man skal holde tungen lige i munden, når man kører. Vi hjælpes ad. Jonathan er navigatør og sørger for, at holder mig fri af rabatten og de høje klippesider, når jeg sniger mig rundt i svingene for at undgå de hastigt kørende modgående biler.
I går lavede Jonathan kylling med auberginer fra Leons farm. Vi kan tage alle de grøntsager og frugt, vi vil. Han er meget venlig og hjælpsom. I går aftes, da strømmen forsvandt, tilbød han os et stearinlys!
Vi bader i hans pool eller går ned til stranden, men der er mange sten, og det er svært at komme ud gennem bølgerne, men når man først er ude, er det skønt. Dog er det tit endnu sværere at komme op, når de store bølge slår een omkuld. Det var bedre i Aldea i går, hvor vi badede i den beskyttede havn med en stige til at komme ned af. Pludselig kom blæsten og rev os næsten væk fra den solbadeplatform, hvor vi sad. Der kom en orange kat, som Jonathan blev ven med. Han bliver ven med alle katte i nærheden. Han har en sjette sans for katte.

Skønne dage med Jonathan og undertegnede. I bil ad snoede veje op og ned, ind og ud, så man nemt kan blive lidt anspændt som chauffør med flere hundrede meter ned til den ene side og flere hundrede meter op til den anden, hvorfra store brokker af størknet brun lava nu og da dumper ned og ligger som vidne om, hvad der kan ske. Vi møder skilte langs vejen med advarsler, men som Jonathan tørt bemærker, er det jo svært at undgå, når man først har fået stenen i hovedet…
Agaete var virkelig et besøg værd. Brækkende bølger (dog ikke så store som dem i Nazaré) buldrer ind mod de naturlige, kulsorte vulkanske bassiner, hvor vi svømmede rundt i strømmen som fisk i et hyttefad. Langs den kridhvide promenade op til byens bedste fiskerestaurant, hvor frokosten blev indtaget under en lyseblå markise. -Jo tak, det er en herlig rejse, vi er ude på vi to.
Vi besluttede at tage hele cirklen rundt om øen og stak nordpå gennem Las Palmas kedelige storbybebyggelse ned mod Maspalomas og Puerto Rico, hvor vi havde tænkt os at eksplorere i det meget omtalte vilde turistliv. Gudskelov slap vi, da en Burger Kings orangerøde opstander demonstrativt stjal udsigten og ledte os til en udendørs terrasse med udsigt over havet, hvor vi i fællesskab indtog et større måltid af veganske og ikke veganske sammenklappede æventyr isprængt mustard dressing og ketchup og chilikrydrede pomme frittes!
Turen tilbage op over Mogán foregik nu i mørke, som stiller store krav til chauffør og navigatør. Jonathan er på pletten hele tiden og fortælle, hvor tæt vi er klippesider og andet vi passerer, mens den gamle driver gør sit bedste for at køre ordentligt, selvom der ofte kan samle sig en hel kø af biler bag ham, fordi han kører langsomt og forsigtigt. Men det tager vi roligt. Først og fremmest skal vi hjem i hel og ordentlig stand!
Snart viser grusvejen sig, og det sidste stykke, før bilen er sikkert i havn, er den smalle indkørsel forbi den grønne låge, som foregår i små etaper, mens Jonathan kyndigt vejleder hvorledes køretøjet gennem flere drejninger føres ind på sin trygge plads og vi begge ånder lettet op efter endnu en vellykket tur.

Kaktus i alle afskygninger var, hvad vi tilfældigt rendte ind i på vores vej mod Puorto Aldea de Sankt Nikolas for at bade. Storslået samling af alle øens mærkelige Palme og kaktustyper og en kælen kat, en agressiv påfugl, samt adskillige høne-hanepar, som ivrigt indtog de af os indkøbte majskorn til 1 euro posen. Først syntes jeg , det var for dyrt at betale 8 euro for at se nogle kaktus (bl. a. verdens “største”), men ombestemte mig i sidste øjeblik og lod mønterne rulle (jeg kom ind som pensionist til nedsat pris!), og det var der ingen af os, der fortrød!
Det må have været et enormt arbejde at samle alle disse forskellige arter på eet sted. Sikkert mange år siden, det blev oprettet. Så vidt vi kunne se af en velhavende tysker engang i trediverne. Der var germansk slagermusik oppe i restauranten og indskrifter på tysk rundt omkring. – Men never mind, det var godt, vi gik ind og fik nogle meget specielle timer i selskab med enorme kaktus, katte, høns og sågar et kæmpefirben magen til dem, jeg mødte på El Hierro.
Det er jo helligdage det her. Folk flokkes mod stranden og ligger i lag selv hernede i vores lille refugium Tasarte, som til daglig er fredeligt og stille med kun en enkelt fisker eller to og et par børn, som leger i strandkanten. Nu er nedkørslen fyldt med biler og campingbusser, og oppe ad skrænten ligger man i telt og fejrer påske med højlydt spansk flamenco musik under stjernerne natten igennem. Der er osse nogen, der bliver væk. Så hidkalder man en stor militærhelikopter til at lede efter de forsvundne. – I nat blev vi vækket af mægtig larm lige udenfor vores vinduer med lyskegle, der fejede hen over bjergsiderne. Måske fandt man de forulykkede. Måske var det for sent. En time senere fløj den i hvert fald igen.
Hele dagen tilbragte vi på en solbadeplatform sammen med to tykke spanske mennesker, som al den tid, vi var der, ikke rørte sig ud af stedet. De lå bare der og snorkede og lod sig gennemstege af den højviolette UV stråling. Jonathan og jeg havde en samtale om incidensen af malignt melanom i Spanien sammenlignet med Danmark, og han mente, at spaniolerne bedre tåler solen p.g.a. deres i forvejen mørke hud. I hvert fald er Danmark nummer eet på listen, når det gælder kræft i det hele taget, og det er foruroligende. Vi smører olie og solcreme med faktor 50 på hinandens rygge og skuldre hele tiden. Så går vi i vandet og skyller det hele af, for derefter atter at smøre os ind, når vi kommer op!
Selv der i Aldea er der store sten og brænding som er en udfordring for mine gamle lemmer. Jeg må kravle ned på alle fire og bliver alligevel ofte kastet omkuld af de store bølger. Så kommer Jonathan og rækker hånden ud, så jeg kan gribe og komme sikkert i land. Bagefter er der dusch, og det letter på nerverne! Det er massive sten, og det gør av at blive slynget ind mod dem!
Vi holder en plan, der siger: Hver anden dag udkørsel med bil og hver anden dag slappe-af-dag hjemme i vores domicil. Så spiser vi nede på den lille fiskerestaurant, som serverer de nydeligste grillede små babyblæksprutter og de lækreste havbassfileter helt uden ben. Hertil et iskoldt glas øl. – Hvad mere kan man forlange?

Artenara var, hvad vi var headed mod og aldrig nåede. Først blev vi ledt gennem en labyrint af snævre gader i Aldea for til sidst at nå en hullet grusvej med en modkørende lastbil, som det ville være umuligt at passere uden at måtte vige ud mod en skrænt med flere hundrede meters fald ned i en kløft med store nedstyrtede lavaklodser. Det gjorde udslaget. At skulle bevæge sig i stadige snoninger op ad denne håbløse vej, for endelig at nå nogle grotter og et etnografisk ”museum” efter flere timers kørsel med risiko for at måtte køre samme dødsensfarlige vej tilbage i buldermørke var nok for de to expeditionsdeltagere Jens og Jonathan til, at de straks ombestemte sig og valgte at tage til stranden i stedet for!
Nu faldt stressniveauet til et mere glidende tempo inde i Aldeas lille smukke kirke, hvor Jens endelig forstod, hvorfor Jesus var blevet så populær. Ganske enkelt fordi han tog lidelsen på sig og viste, at det kunne lade sig gøre uden at tabe ansigt! Jens følte, mens han sad midskibs foran de smukke farvede glasmosaikker bag alteret, at han osse kunne anderkende sin egen svaghed. Sin skrøbelighed og sin livslidelse i erkendelse af sin dødelighed.
Det var det, denne rejse over vulkaner og under hav havde lært ham i selskab med sin søn. At han turde være sig selv og turde at indrømme over for Jonathan, at han var svag.
Resten af dagen blev dykket og solbadet væk i selskab med nogle unge spaniere, som spillede fodbold og hørte rapmusik nede i havnen, hvor der var stiger, man kunne benytte for at komme frelst i det grønblå hav til fiskene og køligheden. Der var osse en dusch og bagefter flutes, tomater, skinke og postej og solcreme over det hele for ikke at blive forbrændt i den 30 grader varme solmættede luft.
Planen var et restaurant-besøg på hjemvejen, men alle restauranter var lukket, nu da det var blevet hverdag igen efter påsken. Alt håb var ude og skuffelsen var stor, indtil Jonathan udpegede et bemærkelsesværdigt sted med geder, store kaktus, katte og en gøende hund, samt en underlig taverna, hvor de serverede opulente opsatser af papaya og kødstumper pyntet med gule blomster og en hel banan omkranset af bløde afslappede pommes frites, som Jonathan absolut ikke satte pris på. Jeg fik en masse overflødig pynt på små pinde, som smagte bittert og havde nær knækket en tand på nogle småsten, som osse var iblandet salaten!
Det bedste var aiolien, som blev indtaget på en knust tvebak! Meget mystisk det hele, især da katten sprang op på mit skød og begyndte at æde af tallerknen. Geden kastede sig stangende mod indhegningen og brægede højt, mens hunden fór på katten af jalousi. Det var helt vildt, men vi fik en oplevelse mere og en slags aftensmad…
Hjemturen op ad de hundrede hårnålesving var noget af en udfordring for den gamle driver Jens, der nu var begyndt at blive træt af ustandselig at skulle tvinge rattet først helt til venstre og dernæst i samme øjeblik skarpt til den modsatte side, mens Jonathan råbte “drej,drej,drej!” højt ind i hans højre øre for at forhindre, at de skred ud i rabatten og 1000 meter ned i helvede! Der var reflekser i hvert drej, men bilens lange lys skabte andre reflekser, som trættede øjet, og det var først, da de kørte ind på grusvejen ned mod havet, at der faldt ro over selskabet.
Til sidst ledte Jonathan bilen professionelt ind gennem den grønne låge op ad flisegangen med de røde blomster. Lågen blev låst med den store hængelås og -pyha for en tur! Vi var endelig hjemme!
I morgen afleverer vi bilen i forhåbentlig uskadt stand og flyver ud af Las Palmas 20.50 med mellemlanding i Barcelona for at lande i Kastrup dagen efter 09.10

 

 

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.