Netop landet i går på den nyrenoverede aeroporto Palma de Mallorca, hvor kilometerlange marmorflisebelagte alleer flankeres af prangende butikker i alle regnbuens skrigende neonfarver.
Jeg tog afsted efter en begivenhedsrig morgen, der begyndte med mit barnebarn Oscars øllebrød tilsmagt med kokosmælk og revet æble, som han og jeg spiste om kap. Det sneede en hel del udenfor vinduet, som vi kiggede gennem ned forbi træernes grene oppe fra 4. sal ude i Sydhavnen.
Ud af døren, hed det, i en forfærdelig fart, for jeg skulle nå at være i lufthavnen og checke ind på slaget otte. Glemte derfor (selvfølgelig) min veltillavede klapsammen madpakke i min datters køleskab! Pis!
Toget gik i stå på Ørestad station. Jeg og min sidemand besluttede at tage en taxa ud i snestormen for at nå vores fly. Lidt efter kørte toget alligevel, da en løbsk vogn blev fjernet henne i Tårnby. Vi nåede at blive skannet og gennemrodet oppe i securitycheck inden flyet fløj som planlagt..
I Stansted fik jeg endelig brugt min ældgamle 5punds note fra min tid i Storbritannien nede i et glas med penge til de fattige. En venlig bartender tilbød mig en gratis kop the, hvis jeg donerede den mod at få de samme 5 pund udbetalt i klingende mønt. Det gav mig en muffin og en croissant samt et restbeløb på omkring 25 pence, som blev tilbagebetalt de fattige.
I selvsamme øjeblik materialiserede en græsk kvinde sig med en invitation om at komme og bo hos hende på Santorini til sommer. Det.tog jeg imod, fordi hun bekræftede min antagelse om “den viljebestemte tanke” som værende årsag til alt ondt her på planeten. Oven i købet var hun velbevandret i Raja Yoga, som netop er den yoga diciplin jeg var mest optaget af under mit månedslange fængselsophold i Nordnorge.
Stansted er en behagelig lufthavn, med mindre man skal gennem dens securitycheck. Her blev tiden (som den græske dame iøvrigt beskrev som værende ikke-eksisterende: “No age, no time, no space”, som hun udbrød, mens hun slog ud med armene og grinte højt!), – her blev den uendelig knap. Jeg måtte stå og vente på, at en koreansk kvindes exorbitante beautyboks blev gennemrodet af en grundig betjent, mens mit fly gjorde sig klar til at taxie ud på startbanen og stikke af. Jeg nåede det (som sædvanlig), og sidder nu på min store seng med jazz på p8 kørende i.baggrunden. Det er morgen og jeg tror, jeg vil tage ind til Plaza de España og købe et busklippekort til mine videre ekspeditioner her på øen
Fik dummet mig, da jeg anklagede min datters meget smukke billeder for pornografi, men det er jo netop, hvad de er, nemlig ærlige skildringer. Jeg har en tilbøjelighed til at lyve, også for mig selv, så det er noget, jeg må arbejde med.
På den anden side: -Hvad er løgn og hvad er sandhed? Det må vi se nærmere på ved lejlighed. Spontanitet kan ofte være mere oprigtig end tilpasset dyd. Man bliver ofte i tvivl, som den græske dame sagde. Men tvivl vil altid være menneskets følgesvend. En slags prisme, man ser en forstyrret verden gennem. Lige som i går, hvor jeg troede, jeg så Thomas bror Floyd på vej ned ad trappen til Estacio Intermodal og løb efter ham helt til herrelokummet, hvor han havde låst sig inde på et toilet. Jeg råbte hans navn flere gange, men han svarede ikke. Han havde sansynligvis ikke lyst til at møde mig, eller osse var det slet ikke ham. Hvem ved…
Nu er jeg glad for at bo her hos damen Amalia og hendes “søn” som koger kartofler ude i det lille køkken og hælder dem over sin omelet og smiler til mig og spørger om jeg er Ok. Er jeg Ok? Hvis jeg selv skal sige det, så er jeg, og det er jo det vigtigste!
I går vadede jeg den lange vej hen til Estacio Intermodal, hvor jeg købte et integralbrød, en tomat, 10 plasticknive, en pose oliven med sten og en flaske vand til at tage med mig på stranden. I bussen ud til Ses Illetes blev jeg overfuset af en vred ældre herre, fordi jeg havde anbragt min rygsæk ved siden af mig på “alderdomspladsen” som han mente skulle være fri, så enhver gamling kunne sætte sig der. Jeg flyttede min rygsæk, så der blev plads, og gav mig til at synge. Det livede ham gevaldigt op, og vi faldt i snak. Han var 82 år lige som jeg, og vi havde meget til fælles, viste det sig. En dame ved siden af ham var lidt spids i begyndelsen, men snart var alle i bussen i sync og resten af turen var ren fællessang. Voila! Herren er ude, hvorhen vi end går!
Stranden var åben og varm. Vandet 16 grader og pigerne topløse til stor fryd for den gamle dydige herre, som ikke lod et øjeblik gå til spilde denne dejlige forårsdag på Mallorca!
Solen skinner.
Røde kinder
Alle sorger
De forsvinder
Således forløber dette øjeblik. I ro og mag. Maven er begyndt at finde sin gamle rytme. Indtaget af føde reguleret så intelligent, som det er muligt. Spadseretur ud langs Palmabugten med de tusind glimtende lys og den enlige sejlers toplanterne som ankervagt, der minder mig om mange gode stunder på det bølgende hav, mens jeg hele tiden holder øje med mit venstre knæ, idet det en gang imellem giver anledning til bekymring, som jeg holder i ave med glucosamin. Så går det nok, tænker jeg. Det skal gå, som min salig bedstefar altid sagde, mens han rensede sin pibe. Jeg ryger ikke, og har derfor heller ikke nogen pibe at rense. Gudskelov for det!
Lidl ligger kun 200 meter fra, hvor jeg nu har taget ophold den kommende uge, før jeg flyver tilbage til København og derfra til mit elskede Bandholm.- Lidl ligger som sagt kun 200 meter herfra højhuset i den lækre lejlighed, hvor jeg ligger i en stor dobbeltseng med puder i nakken og skriver.- Det er en enorm Lidl den Lidl! Jeg blev næsten helt svimmel igår, da jeg var derovre. Fik dog samlet mig så meget, at jeg kunne navigere i det overvældende spanske vareopbud. Klipfisk og hummere og toiletpapir og fede flødeskumskager med catalansk krymmel. Dulce i blokke og vin og spiritus ad libitum, som jeg dog ikke køber, da jeg ikke drikker. Men en croissant, en hvedeboller og en integraflutes blev det dog til, og så hjem (med elevator) op til mit refugium og koge champignonsuppe. Da faldt der ro over feltet!
Fordi det var da noget af en oplevelse at bo der på Carrer Benet Pons i Fabregues 28, piso 2 i den ældste del af Palma hos Marissa og hendes kumpan!
Der lugtede reverenter talt af pis over det hele!. Køkkenet stank af slimede belægninger forårsaget af kumpanens idelige opkog af månedgammel mad. Det mindede mig om dagene på Goldschmidtsvej, når Rosenstand kogte suppe op igen og igen for at strække den. Gulvet klæbede til fødderne og knive og gafler ville ikke slippe hænderne. Tallerknerne råbte sygdom op i ansigtet på een, og kumpanens panodiltablette flød overalt til skræk og advarsel for mig, der snart også blev ramt af den mallorcinske dolorosavirus, som florerede, hvor man end drejerede eller vendte sig med hostende, nysende, rallende og deliriumdalrende mennesker på hvert gadehjørne. Et mareridt!. Et rædselskabinet! Et helvede!
– Og jeg, der var så glad og kåd og lykkelig over det turkise Middelhav og stenen som balancerede så smukt og de unge mennesker, der forstod, at de måtte tage sagerne i deres egne hænder og alt det andet velkomstdejlige, som brat forsvandt, da virus slog ned, og jeg blev forvist til rottereden med det slimede køkken under dynen i cellen uden vindue de næste 5 dage, hvor jeg skulle have været både på Miró musæum, til Deia og Andratx og inde og spise i Cellar sa Premsa. Væk, pist væk under dynen, som de sagde de gamle pungrotter, før de krøb sammen i fosterstilling og lagde sig til at dø.
Men solen står op igen, som de også sagde, og jeg vågnede og begav mig ud i Palmas gader og blev væk og måtte finde hjem pr intuition til et nyt flys afgang herfra om en uge.
Det gamle vægelsind gjorde sit indtog. Skulle jeg det ene, eller skulle jeg det andet, og hvad bestemte, hvad jeg skulle, og hvem var jeg at kunne bestemme nogetsomhelst?
Meget lærerigt at vandre med vægten (mit stjernetegn) i balance hele tiden som et fintmærkende seismografisk instrument, man så sandelig ikke skal kimse af, men gøre sit bedste for at holde rent og pænt og nypudset lige som jeg gjorde med min gamle sekstant, den gang jeg sejlede.
Er altså landet herude på Carrer de Montevideo 7 med få meter ned til sandstrand, promenade helt ind til Katedralen, og som sagt et exorbitant Lidl i nærheden. Med den varme sol lige ind ad mit vindue, som har udsigt til palmer og lysegrønne forårsblomster med smørgule kronblade og med mulighed for excursioner op i Tramuntanabjergene, som stadig har sne på toppen og som gemme på min gamle favoritjuvel Deia, hvor jeg osse skal op, hvis benene bærer og ånden er redebon.
Vi ses!
