En eftermiddag i 1947 om sommeren tog Olufs mor Oluf med ud på badeanstalten “København” som lå ude ved Øresund lidt nord for Svanemøllen. Det var en stor trækonstruktion med broer ud mod skure bygget på pæle nede i vandet. Der var en kvinde afdeling og en mands afdeling, og da Oluf kun var syv år kunne hans mor tage ham med ind hos “damerne” som hun sagde.
De blev lukket ind af den kvindelige bademester og fik et rum, hvor de kunne klæde om. Man skulle være helt nøgen, sagde Olufs mor, så han tog pænt alt tøjet af og stod og ventede på, at hans mor også blev klædt af. Så gik de ud i solskinnet. Broen de gik på var af grønmalede træplanker og var allerede varm at træde på. Moren havde et håndklæde med, de kunne ligge på, og de så sig om efter en plads. Men langs den ene væg, hvor solen nåede ned var der helt optaget. De gik forbi en række store kvinder, som lå med spredte ben og lod solen varme op i deres åbne køn. Oluf havde aldrig set noget lignende. Det var deres lår som var så store som bjergkamme, og disse bjergkamme førte op i en kløft med en åbning så faretruende og ligesom krævende, at Oluf blev ganske paralyseret. Han standsede op og faldt i staver over disse kvinders provokerende adfærd. Det var som om de kaldte på ham og hånede ham. Både fordi han kiggede så åbenlyst, og fordi skrækken var at læse i hans ansigt, over det han så. Det var lige som de sagde: -Kom du bare lille ven. Du skal ikke være bange. Det er helt naturligt. Sådan ser vi ud, om du vil det eller ej. Men Oluf blev bange. Der var noget han ikke forstod. Han kunne mærke det dragende og det frastødende på samme tid. Han ønskede brændende at få lov at komme nærmere disse kvinder og udforske deres hemmeligheder, og samtidig mærkede han en blusel stige op i sit ansigt, da hans mor trak ham videre med et hårdt ryk i armen.
– Kom nu Oluf ! Stå ikke der og glo. Det gør man ikke. Det er ikke pænt.
Og så gik de videre hen til en ledig plads og bredte deres håndklæde ud.
Oluf glemte aldrig hvad han så den dag. Det ætsede sig ind og var den viden han byggede sit seksualliv på resten af sit liv. Hans inderste ønske var at komme dybt ind i den hule han så mellem kvindernes ben. Ind og gemme sig. Ind og blive væk. Han vidste jo godt, at det var derfra han engang var kommet ud. Det havde hans mor fortalt ham og i skolen havde de også berettet noget i den stil, så det var ikke helt fremmed for ham, at det var gennem dette hul han var blevet født.
Han smagte på lugten som drev fra de solbadende kvinder. Det smagte af tang og fisk og for første gang blev han erotisk tændt. Hans lille tissemand rejste sig og blev hård og stiv. Damerne så det og lo højt.
-Den lille mand har nok fattet lunten, råbte de, mens Olufs mor gjorde sit bedste for at skjule Olufs nedre dele med håndklædet. Oluf forstod ingenting, men han var grebet af en sær følelse af vellyst mellem sine ben ved siden af de nøgne kvinder.
-Det var ikke så godt, sagde hans mor, da de havde fundet en plads.
-Du skulle skamme dig at opføre dig på den måde. Næste gang kommer du ind til herrene. Helt alene. Så må du klare dig, så godt du kan.
Hun tændte sig en cigaret og så fjern ud i blikket. Hun brød sig tydeligvis ikke om situationen. Det kunne Tom mærke, men han glemte ikke, hvad han så. Og slet ikke hvad han mærkede.Næste gang kom han ind til herrene. Alene.
Her begyndte besværlighederne for alvor.
Pyha, sikke nogle grimme pølser de har mellem benene, tænkte Tom.
Og der var store drenge, som skubbede ham i vandet og drillede ham. Nogle sad åbentlyst og tog sig selv på tissemanden, så den blev stiv. De grinede og sagde, at Tom skulle gøre det samme. Det ville han ikke. Blev rød i hovedet og løb. Hen til trappen som førte ned i vandet, og svømmede ud i Øresund, hvor han kunne være i fred.
Se det var historien om lille Oluf og hans møde med kvinderne. Stakkels ham. Sålænge han kunne huske, var han blevet skræmt af dem. Det indebar et eller andet han ikke kunne overskue. Noget med forpligtigelser og bånd. En slags tvang han blev underlagt, hvis han gav sig i kast med dem. Derfor dansede han altid let og elegant udenom, når de kom med deres krav om troskab og al den slags. Han ville være den frie fugl og svinge sig fra gren til gren uden nogensinde at bygge rede. Det havde han ikke tid til. Der var så meget, han skulle opleve, og det ville et fast længerevarende forhold, for slet ikke at tale om et ægteskab ubetinget forhindre ham i. Desværre var der andre ting i hans indre der forårsagede, at han alligevel havnede i det ene ægteskab efter det andet, og det var hans trang til tryghed. Hans alt omsiggribende frygt for at blive alene. Et forfærdeligt skisma for ham, som han aldrig kom ud af, før han som firsårig faldt til ro i et kloster på den lille græske ø Thios. Der stod han hver nat og så op i himmelhvælvet. Han så sig selv i stjerneøjnene og erkendte, at han endelig langt om længe var kommet hjem.
Og det var jo godt for ham. Kan man ikke sige det? Klosteret sørgede for ham. Han havde sit eget lille værelse med udkig til havet, og maden faldt på slaget hver dag. Han kunne gå ture rundt på den smukke ø, og om vinteren sætte sig foran pejseilden og føre lange filosofiske samtaler med de andre munke.Det kunne simpelthen ikke være bedre, tænkte han. Så faldt han i søvn. Og nu sover han.
Skulle jeg hilse og sige.
