Fra min have.

Dette er et kig ud i min have fra mit sovekammervindue, hvor plantelivet trænger sig på og vil ind. Snart kryber det op over huset og omslutter det. Så kan jeg ikke længere komme ud. Så bliver jeg skrækslagen og river og flår i tidsler og tjørne og råber højt ind til min nabo, at han skal komme og befri mig. Så kommer han med frisk salat og fodrer mig som et dyr i bur. Jeg snerrer ad ham, for jeg vil ud, men han griner bare og siger, jeg er en tøsedreng. -Hvad er en tøsedreng? Spørger jeg, men han svarer ikke. Går blot sin vej og lader mig alene i mine tanker. Så sidder jeg her som en fange i sit eget spind og læser rejsebeskrivelser af Thomas Boberg og drømmer om den gang jeg rejste med to eskimoer til Peru op i Andesbjergene til Cusco og blev så læsterligt snydt fordi jeg troede at det ville bringe mig tættere på mine medmennesker. Og det gjorde det ikke. Det fjernede mig fra dem, men det er en anden historie, som jeg måske skriver en gang.

Det menneskelige væsen

Er en ånd der svæver

Hen over verdens have

Mens det skrækslagen stirrer

ned i alle de grave

den selv har lavet.

Min Etiopiske ven.

Spiser nødder og rosiner købt i bordershop i Rostock. Jeg blander dem i en pose nøddemix, jeg købte ombord på færgen fra Rønne til Sassnitz. Den holdt hele vejen gennem Østeuropa. Nu er jeg hjemme og sidder i min sorte lædersofa og læser Thomas Boberg om hans rejse til Etiopien. Jeg kunne også godt tænke mig at rejse til Etiopien eller et andet sted. Det kunne jeg godt. Der er ingen ende på, hvad jeg kan tænke mig. En flyvetur ud i rummet til en fjern planet, som de synger. Hvadsomhelst. Men solen er ligeglad med, hvad jeg tænker. Og fuglene. Duerne på taget som kurrer i eet væk. Fuldstændig ligeglade med hvad jeg tænker. En flue kommer summende ind i min stue. Den ramler mod vinduet og får på den måde ændret retning, således at den finder den åbentstående dør og forsvinder ud  i haven igen. Silden jeg spiste for lidt siden smagte godt. Løg og tomat i olie og eddike. Føg ud på vandet og roede op mod vinden som var for stærk til at man kunne stå op. Til badeanstalten, hvor damerne soler sig mens jeg fortøjer mit fartøj og går i kabinen for at skifte til badebukser. Jonathan, min søn – og for så vidt også min datter Suien- siger at det jeg skriver er alt for omstændeligt. Der mangler spænding, siger de. Jeg synes det er spændende nok at ligge og padle på et surfbræt mens bølgerne slår op og blæsten driver een ud på det åbne hav. Da jeg ikke skal nå noget mere, lader jeg mig gerne drive afsted. I begyndelsen gjaldt det altid fremtiden. Da den var lagt bag mig, stod nutiden som en blændende søjle og spærrede al videre fremfærd. Jeg spurgte hvad helvede meningen var og indså at spørgsmålet var forkert. Ordet “mening” var søjlen, der spærrede vejen. Derfor spiser jeg hellere syltetøj end grapefrugt, hvis man forstår, hvad jeg mener. Simpelthen og altid. Nu må det være nok!

Børnene er færdige. Hver med deres uddannelse. De er nu uddannede til livet, siger man. Jeg står på sidelinien og betragter tabernaklet. De er så glade. Det var jeg også en gang. Det er jeg for så vidt stadigvæk. Men nu fordi jeg er endelig er begyndt på min uddannelse. The never ending education til døden. Uha, tænker jeg. Hvad er det jeg skriver. Jeg gyser. Skal jeg virkelig dø? Min gode ven fra ungdomsårene Jesper Langberg døde i forgårs. Jeg fik et shock, da jeg så spisesedlen fra BT med hans billede. Den gamle udslidte mand. Åh Jesper! Hvor blev du af? Min bedste ven i 10 år. Havde planlagt at tage ind og besøge dig i din store lejlighed i København, men det blev så ikke til noget. Slut, men er det slut når man dør? Jeg tror det er løgn. Ligesom det med tiden der går. Det er også løgn. Har nogen måske nogensinde set “imorgen” eller “igår” for den sags skyld. Det er noget vi siger, ligesom så meget andet vi siger. Og tænker, tror. Jeg give op og ser, hvad der sker. Det er meget bedre. Fest og ballade. Glade studenter og magistre og blomster og champagne. Svigerforældre med stolte miner og dyre middage på Pony restaurant med Cadeaulignende anretninger. Sommerhus for studenterhuer med alt hvad dertil høre. Badetur til Nysted med hele familien og fisketallerken i Nysted havn. Blæksprutte og sejlskibe fra Tyskland med blaserte sejlere i cockpittet mens vi går forbi i blæsten, som får en coladåse til støjende at forfølge os hele vejen som var den den røde ballon i filmen af samme navn. Afsted til Bornholm i aften for at bygge hønsehus. Men først når jeg har været på cykel nede og bade fra den nyrenoverede badeanstalt. Død eller levende…

En lang historie. En rigtig lang historie var det. Fra første gang vi talte sammen og indtil nu, er der gået æoner af år. Og alligevel er vi sammen stadigvæk. Hvilket mirakel! For et hønsehus skyld! Det var hønsehusets skyld, at vi mødtes. På hjørnet af C.F.Richsvej og Hoffmeyersvej engang i 1912. Du kom gående, og jeg blev stående og således begyndte det hele. Var jeg nu gået væk, havde vi aldrigt mødtes. Havde vi aldrig kendt hinanden. Det for sure! Nu er det sådan, at jeg ikke gerne priser mig selv som værende af særlig intelligens eller fatteevne, men alligevel forekommer det mig, at dette projekt havde sin betydning udover almindelighed. Det værtsatte detailen. Den lille bevægelse som gør den store forskel. Det er hvad jeg husker bedst. Alle disse små situationer står sitrende klart i min bevidsthed. Når Kringle står der med sine halfemsårige øjne og ser op på mig, idet den påkalder sig min opmærksomhed. Da går jeg i stå et mikrosekund, hvorefter min bane her i universet er fastlagt påny. Det er mageløst. Eller når Sten, min ven i dette byggeri, lige så stille og roligt maner mig til eftertanke midt i mit anfald af “drama queen” hvor jeg “går i selvsving”,som Jonathan siger. Så siger Sten: – Rolig nu! Og så bliver jeg rolig. Der er nogen som siger noget til mig som jeg kan forstå. Når Bynke bare ved sin tilstedværelse siger det hele som en varselspæl i min bevidsthed, så er der bingo!

Nu er jeg flygtet bort fra al dette hæsblæsende jag en moderne familie må lide under for at opretholde sin eksistens. Parforhold som skal plejes så slægten/arten kan føres videre. Erhvervsmæssige ansættelser som må tilgodeses, for at økonomien kan løbe rundt. Forpligtigelser i det hele taget af samfundsmæssig art. Det er jeg flygtet fra. Langt væk ud i ørkenens sand. Og minsanten så ophører ørkenen og havet viser sig for mine øjne. Blåt og blæsende åbner det sin favn og lader mig opsluge af det. Jeg får min sup pustet op med 200 tag af den medfølgende pumpe, som har manometer indbygget til måling af de 15 psi dyret kræver. Og så er det bare ud på paddelen! Hu hej og afsted over bølgen blå mens alle de nøgne tyske turister grådigt ser på. Det er jeg ligeglad med. For mig er det afgørende, at jeg holder balancen. Ligesom i øvrigt i livet i almindelighed. -At holde balancen. Et godt udtryk og det gør jeg først med skælvende knæ, fordi jeg faktisk lige for et øjeblik siden faldt bagover og pladask ned i det kolde vand med hat på og det hele! Men jeg kom nu hurtigt op igen ved at livredde mig selv, i det jeg krappede først mit bryst og siden min mave hen over brættet, så jeg kunne genvinde den korrekte vægtfordeling. Jeg ligger på Lost-stranden og her er et hav af mennesker. Tyskere flest og det gør ikke noget. De er på ferie og meget afslappede og børnene råber “guten tag” ad mig, når jeg sejler forbi dem ude i vandet på mit fartøj. Jeg har fourageret til på mandag, hvor jeg tager over “Klippebo” på vej til Rønne, hvor du som jeg mødte på hjørnet af C.F.Richsvej og Hoffmeyersvej venter med en kop the, før jeg tager færgen til Ystad og over København og datter Suien, før jeg sætter kursen mod min have, som sansynligvis har overbegroet mit hus i al den tid jeg har været væk, så jeg måske slet ikke kan finde det. Og hvad gør jeg så???

Jeg var da en meget god tandlæge, var jeg ikke? Det synes jeg selv. Men syntes mine patienter det? Så vidt jeg ved, var de meget tilfredse og det jeg lavede var ikke noget bras, det er sikkert. Jeg gjorde mig umage, som det hedder. Når jeg nu var kommet så langt, kunne jeg jo ligesågodt få det bedste ud af det, ikke? Altså tog vi til Bornholm, hvor jeg skulle være soldat. Tænk Dem “soldat”. Hvad i hede hule helvede er det for noget. “Soldat” mig i røven, men det var den nemmeste måde at undgå konfrontation med “Staten”, hvad så i hede hule helvede det var/er for noget. Overkomandoen eller sådan noget. Dem som “bestemmer” over dig. Jo tak, det fandt jeg aldrig ud af helt, hvad det var for noget, selvom jeg prøvede på forskellig vis at konfrontere det. Tog til Norge og fiskede efter lax, som ikke var der med venner udi den marxistiske lære og prøvede at forstå ordet “dialektisk” og hvorfor der i universet var denne modsætning. Modsætninger overalt. Uforståeligt, men måske var der en forklaring, men hvor? Rejsen var begyndt på ski ned ad en glidebakke. For Satan!

Nu skinner solen. Havet ligger klart foran mine øjne. Jeg behøver ikke at skynde mig mere. Ordene kommer af sig selv, som de selv vil. Musikken eksistere. Lydene danser. Dansen er. ER. Og nu vil jeg have morgenmad her på Lost stranden, hvor jeg befinder mig i dag, det er fredag og jeg agter at blive hængene og spille “Blowing in the wind” af Bob Dylan på min ukulele og i øvrigt ikke bryde mig om spor andet end at bade og spise og læse og spille ukulele og fløjte og mundharpe og sove og padle på min sup. At I ved det, alle I abekatte!

Hjemkomst- Afrejse. Og igen:Hjemkomst. Og igen:Afrejse. Sådan foregår det hele tiden. Først tager man afsted. Så tager man hjem-. Ud og ind. Frem og tilbage er lige langt. Man når altså i bund og grund ingen steder og er altså alle steder. Færdig med fyrre! Så det kan være det samme, ikke? Men jeg (som er et ord på tre bogstaver og som sådan ikke andet end det) Altså dette “jeg” dette mystiske noget, som defineres som “sjæl” eller “identitet” eller “beskæftigelse” eller “stilling” eller “erhverv” eller hvad ved jeg. Ligemeget, dette jeg tog sig sammen. Hvorledes kan et ord på tre bogstaver “tage sig sammen”? Nå ligemeget, hvis jeg fortsætter på denne måde når jeg ingenting. Altså tog jeg mig sammen og fik slået min plæne, klippet min hæk og rettet min parabol ind på en metalpæl, som jeg købte for 20 kr i Munks produkthandel i Maribo i går., og som min kære nabo Lasse hjalp mig med at få banket på plads, så jeg nu igen uhindret kan følge med i verdens begivenheder her i mit lille hus i Bandholm på Lolland, hvor Jonathan min søn af andet ægteskab og i øvrigt et særdeles sympatisk menneske, var på besøg og spise humus og drøfte situationen i almindelighed. Mens min datter (af første ægteskab) på Bornholm fik flyttet det gamle hønsehus og Suien og Bue forbereder deres rejse til Cambodia. (Suien og Bue er min datter og svigersøn af andet ægteskab) Nå, men hvad rager det egentlig dig, min kære læser, hvem jeg har været i ægteskab med o.s.v. Sansynligvis har du nok i dine egne gebrækkeligheder med hus og hjem og hund og barn og udgifter til ferie og daglige fornødenheder som fuldt ud optager din opmærksomhed her i dagens “Danmark”. Fuck det! -sagde jeg til min urtekræmmer, da jeg hørte at han var blevet kørt over af en traktor nede i svinget ved benzinstationen.  Skulle jeg hjælpe ham med noget, var det da at tage livet af ham selv, men det orker jeg ikke. Jeg orker ikke mere at tage livet af noget. Jeg har nok lig på samvittigheden. Det er nu tid til reflektion. Det er det, så jeg rekflekterer lidt over den forgangne tid. Som sådan er der ikke sket ret meget, men i mikroperspektiv sker der noget hele tiden, som nok er værd at berette. Som f.eks. da jeg i morges dræbte en flue ude på mit badeværelse og fik så forfærdelig dårlig samvittighed over at have aflivet det lille kræ. Men gjort var gjort og da jeg ikke kunne holde ud at være i denne morderiske tilstand længere, tog jeg benene på nakken og hældte min rygsæk fuld af håndklæder og badebukser og begav mig på vej mod stranden og det forfriskende morgenbad, og hvad mødte jeg på min vej? En ualmindelig stor og hæslig motorcampingmobilhome med plyssæder og et par ældre pensionister i pyjamas, som var i færd med at fremvise deres nyerhvervelse for måbende naboer, mens de pralende åbnede ind til deres endnu uredte dobbeltseng, som stank af pis ovenpå nattens håbløse seksualitet. Jeg gik forbi med væmmelsen malet i mit fortrukne ansigt på vej mod havet og befrielsen. Vandet var krystalklart, og det lykkedes mig ved hjælp af et utal af svømmetag både som rygsvømning og brystsvømning at nå ud til den store røde bøje som markerer 200 meter mærket. Her satte jeg mig op og gestikulerede til en mågeunge, at den skulle være ganske rolig, for jeg ville selvfølgelig ikke gøre den noget. Det fandt den plausibelt og blev siddende så længe jeg opholdt mig på bøjen. Da jeg svømmede tilbage lettede den lidt efter og sendte mig en klat i hovedet af bar lykke! Nu er jeg hjemme igen i mit lille hus med den nyslåede plæne og den velklippede hæk. Morgenmaden står for døren. Jeg ved endnu ikke, hvad jeg skal have. Måske semuljevælling med kikærter. Eller farsfrikadeller af plantefibre med myseost. Eller osse faster jeg i dag og nøjes med vand. Vand morgen middag og aften. Det er osse en mulighed…

Der var noget, jeg skulle, men var det jeg skulle også det, jeg ville? Og hvad var det egentlig, jeg ville? Ville jeg noget andet, eller ville jeg det samme? Man kan sige, at jeg slet ikke vidste, hvad jeg ville og jeg derfor skulle. Skulle alt det man sagde var vigtigt for mig at gøre. Da jeg var frygtsom anlagt og ikke havde noget ståsted blev det nærmest uundgåeligt, at jeg gjorde som der blev sagt, at jeg skulle. Havde der været et endog ganske spinkelt håb i mig om et eller andet, som jeg kunne kaldet mit eget eller mig selv, var det dog på stedet blæst væk af de stærke kræfter som omgav mig og som på forskellige måder truede mig på min eksistens, hvis ikke jeg gav efter for deres pres. Jeg blæste altså væk og forsvandt og blev erstattet af en adlydende person som gennem årene forskansede sig i de spejlinger, jeg kunne genfinde i andres gunst og opmærksomhed. Jeg blev kort og godt en følgagtig nar. En øjentjener. En eftersnakker. En spytslikker. Et rigtigt røvhul, hvis jeg selv skal sige det. Og desperat efter en anderkendelse og berømmelse, som kunne skjule alt det jeg inderst inde var, nemlig en nar.

Angsten red mig som en mare. Nat efter nat drømte jeg om selvmord, fordi det var uudholdeligt at leve, som jeg gjorde. Hele tiden skulle jeg holde øje med, om min adfærd levede op til mine forventninger til mig selv. Jeg blev en enspænder. Gemte mig under dynen og græd mig i søvn. Det var et helvede.

Jeg lever sådan hver dag og tør slet ikke tænke på, hvor galt det kan gå, hvis jeg bliver opdaget. Hvis nogen ser, hvem jeg virkelig er. Det tør jeg slet ikke tænke på, så jeg undertrykker mine tanker og dræber dem med alkohol og stoffer. Det hjælper dog ikke meget. Jeg er stadig lige desperat og angst. Hvad skal jeg gøre?  Er der nogen som kan hjælpe mig? I kan skrive til mig her på siden. Jeg vil virkelig blive meget glad, hvis nogen har et forslag til, hvordan man kommer ud af en sådan kattepine. At være en løgn og indse sandheden om løgnen. Det er dræbende for alt liv. Jeg græmmes.

Mig.

Nå, men nu går det bedre!  Efter tusindvis af henvendelser med trøsterige ord har jeg genvundet mit gode humør. Det var en sort kulkælder, jeg var nede i og nu er jeg atter oppe i lyset. Solen sender sine livgivende stråler ned i mit ansigt mens de små krappe bølger skyller op i mine næsebor ret som jeg rygcrawler med kurs mod Bandholm mole, som jeg rammer med et bump, som knuser mine sidste triste tanker.

Jeg har lagt dej op til et brød. Det er en god begyndelse på mit nye liv. I morgen vil jeg gå ud og se på en rød MG sportsvogn. Senere vil jeg finde mig en partner på Elitedaters hjemmeside. Der er mange søde damer i tresserne som er på udkig efter sådan een som mig, de kan redde fra fortabelse i druk og misbrug. Pænt tøj skal jeg have på,når jeg går ud for at møde min udkårne. Og en lille fiks kasket. Jeg holder meget af små fikse kasketter. Og en sort paraply. Så tager jeg busssen nede fra Bandholm maskinfabrik, hvor busstoppestedet befinder sig. Jeg kender buschaufføren. Han er altid venlig og fortæller om sine børnebørn, mens vi kører. De har fældet en masse træer i Knuthenborgskovene, så nu kan man se milevidt ud over sletter med græssende moskusokser og vildsvin som roder i jorden. I jorden findes en særlig russisk orm, som de godt kan lide, vildsvinene. Mere ved jeg ikke om dyr. Dyr i al almindelighed, som man siger. Det ved jeg ikke meget om. I virkeligheden ved jeg faktisk slet ikke ret meget. Stort set ingenting, men det betyder ikke noget mere. Bare jeg har det godt. Det betyder mest. Mest af alt.

Men hvad nu?

Whatever I know, I dont know. Såre simpelt, ikke?

 

 

 

 

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.