I bilen sidder han og skutter sig i varmen fra det hvæsende oliefyr. Apparatet skal indleveres til reparation her til morgen ude i Hvidovre hos manden med stifterne og svingarmen som medfører at fortidens stemme kan blive hørt. Det er hørt. -Kom nu ikke for godt i gang! Udbryder den indre stemme. Fortidens stemme? Sikke noget vrøvl! – Ja, ja, da, men alligevel ikke helt usansynligt, vel? Hvad skal det blive til? Et magisk øjeblik midt i det hele. 44 unge kvinder samlet rundt omkring en liggende figur. Jeg sidder og tegner. Der er croquis i “Folkehuset Absalon” 44 unge kvinder og en lille flok mænd og så sker det. Den liggende på ryggen liggende herre, som er model for alle os tegnere, ligger med spredte ben og ganske nøgen og lige pludselig begynder hans lem ganske stille og i begyndelsen næsten umærkeligt at rejse sig fra sit nedsunkne leje. Man bliver lidt i tvivl rundt omkring. Sker dette virkelig? Jeg ser over på sidemanden, som også har fået øje på fænomenet og som har svært ved at tørre grinet af ansigtet. Den hævede penis rejser sig nu i fuld glans og nogle af pigernes læber kruses af et smil, men det er som om de ikke vil give udtryk for deres følelser ved det de ser. Nogle rødmer, andre fniser og atter andre ser væk. Ønsker tydeligvis at forbigå det i tavshed. – Det er hvad der sker, kan man mærke at de tænker. – Og hvad så? Alle tegner lidt febrilsk videre, mens modellens penis står og svinger ud i lokalet. Så med et begynder den at falde igen. Man mærker en lettelse brede sig blandt pigerne. Tilbage til normalen. -Husk at få det med, siger jeg til min sidemand. – Den stive pik. Han tegner en lille strittende sag på billedet af den liggende model og ler. Pigerne rundt omkring har stramme miner. Vi tegner videre.
I Dansk Tandlægeforenings lokaler i Amaliegade er der møde for pensionerede tandlæger. Der sidder de allesammen. De gnæggende oldinge med krum hals formet gennem mange års bøjet hoved i dårlig arbejdsstilling over “patientens” mund. Vi får sandwich, men det er med kød, så jeg får særbehandling og må gå ud til personalets buffet og skovle grøntsager og salat op på min tallerken. Det er helt fint. Så får man i det mindste noget ordentligt at spise. Man drøfter ophævelse af praksisret ved det fyldte 75 tyvende år. Med samtale i patientsikkerhedsnævnet under overværelse af en læge, som skal vurdere om man er for senil. Til at bore i tænder. Til sidst bliver man ført ud. Døren lukkes bag een og man er ikke tandlæge mere. Frataget sin identitet. Frataget alt. Så står man der alene og ser i et lysende øjeblik al bluffet som man har været ude for lige siden den dag, hvor man så verden for første gang. Godnat Ole. Farvel og tak. Det var een stor løgn det hele! Hvilken befrielse. Så er det meget bedre at gå i Absalon og spise spinatmiddag sammen med 4 smukke kvinder og bagefter tegne Croquis, før den varme California atter modtager een med “Deadline” og “The affair” på HBO.
Nu sidder jeg så og ser på det hvide papir og ved, at ingen læser, det jeg skriver, før det er skrevet. Når det er skrevet, er der en chance for at det bliver læst. Den chance tager jeg og siger til dig som læser dette ligenu: Tro ikke at det vil gøre dig klogere, det jeg skriver. Tro heller ikke at det vil bringe dit sind i kog. Tro slet ikke at du vil få et udbytte af at læse det, for det vil du ikke. Det indeholder intet gemt budskab, ingen skjult mening. Det er lige ud ad landevejen helt uden betydning.
I sig selv har ord ingen betydning. Det er først når de bliver sagt, de får betydning. Og denne betydning er ikke entydig. Den er mangetydig. I det øjeblik ordene forbindes med hinanden opstår en ny situation, nemlig fornemmelsen af bevægelse. Af liv. Det er tanken som skaber dette liv i sin fantasi. Deraf oplevelsen ved at læse, det der står skrevet. Men det er stadig uden betydning udover den betydning det får for den som læser det. I virkeligheden er det betydningsløst. Intet. Tomme ord stillet sammen som rillen i en grammofonplade som læserens øje forfølger og derved opnår illusionen af levet liv. Derved kan vi udelukke al videre handling, det være sig at læse eller skrive, sejle eller gå. Så er der ikke mere. Tak for det. Så er vejen endelig åbnet for intuitiv spontanitet uden hensigt eller “mening” Klatmaleri er lige så godt som en hundelort. Æbleskiver lige så gode som pandekager. Og den lille fugleunge derude på flisen søger de sparsomme brødkrummer med oprigtig energi. Det er hvad jeg forstår ved livet. En herlig omgang pærevælling uden hoved eller hale og derfor yderst intelligent og følsomt ligesom kompasnålen i sit olieomluttede ophæng. Slut.
Manden med fremviseren ringede i dag ret som jeg var steget op af det 10 grader kolde vand. Han lovede maskinen færdig til på næste torsdag og nævnte en pris på 47o kr, så nu er denne gamle Eumig super8 fremviser blevet et noget kostbart instrument. Vi må håbe den virker, når jeg lander på Bornholm i næste uge når sommertiden ender og det bliver koldt og væmmeligt og det eneste man kan foretage sig, er at se gamle super8 film i pejseildens skær.
I samme forbindelse skal jeg på “skriveworkshop” over to torsdage startende torsdag i næste uge i København. Jeg håber da endelig at få lært, hvordan man skriver. Man kan jo altid give det en chance, selvom jeg ikke forventer mig det helt store. For hvad er det at skrive? Jeg ved det ikke, så måske er det på tide, jeg får det lært. Her på falderebet…
Der må være en årsag til alt detteher! Skreg manden idet han sank dybere og dybere ned i Store Vildmose ovre i Jylland. Det må have en grund, råbte han, men der var ingen grund og han sank bare dybere og dybere og dybere og dybere. Det holdt aldrig op. Det holder aldrig op og det er heller aldrig begyndt det hele. Det er der bare og det er nok. Nok er nok er nok.
Det hele må have en årsag, hviskede den elskede til sin elskling. Ellers var vi her jo ikke, vel? Måske er vi her heller ikke, svarede den elskede så. Den anden svarede ikke. Var der ikke og snart efter var elsklingen der heller ikke i dette årsagsløse univers.
Der må have været en begyndelse. Uden begyndelse kan der heller ikke være en fortsættelse. Tiden kan kun eksistere, hvis der er en begyndelse, en fortsættelse og en afslutning. Det er tidens eksistens betinget af. Sagde den kloge mand som vidste alt. Han tænkte sig til alt som tænkes kunne. Han tænkte sig til en årsag som er begyndelsen på det hele og til en afslutning, som er enden på det hele. Det kunne han fordi han tænkte. Han kunne tænke sine tanker i et fremadskridende forløb som indebar at han fik kontrol. Nu vidste han, hvad der var årsag til det hele. Det var ham selv og da han så sin død i andre, vidste han også at han selv var afslutningen på det hele. Det tænkte han. Men han vidste det ikke. For han vidste ingenting. Han tænkte bare. Det var nok for ham. Så var han tilfreds med sin ting. Sin lille dejlige ting, som førte ham hvorhen han ville. Det var han så lykkelig for. Så lykkelig som nogen. Hans lille dejlige ting som lystrede hans mindste vink. Hans mindste bevægelse. Som bevægede ham i sikker forvisning om sin egen evne. Sin egen evne til at styre ham, hvorhen han ville. Med sin vilje som han elskede højere end noget andet. Sin stærke vilje som bragte ham alt hvad han ønskede. Jo, jo, han var et lykkeligt menneske. Så længe det varede…
Men en dag var det slut. En dag lå han grædende på gulvet og skreg om hjælp. Hvad gør vi ved det? Ja, se det er spørgsmålet. Han finder nok hurtigt på et svar. Et svar fra een eller anden som vil komme og hjælpe ham. For hjælp har han nødig og finder han den ikke opfinder han den selv. En selvhjælper kunne man kalde ham. Så kommer han på benene igen. Men kun for en tid. Snart ligger han igen og skriger og sådan fortsætter det. Igennem. Igen og igen. Fortsætter det. Ophober sig. Overvælder og overskrider for tilsidst at opløses i røg og damp og krig og sult og pis og papir uden nogensomhelst betydning som jeg sagde i begyndelsen af denne sætning. Lige for lidt siden da jeg begyndte at skrive om dette aldeles meningsløse åndsforladte øjeblik, hvis udstrækning ikke kendes fordi det er ukendt. Basta og bum! Nu går jeg i seng. Klokken er mange og jeg kan ikke sidde oppe hele natten og skrive ord. Nej, det kan jeg ikke! Iøvrigt er det ligegyldigt, hvad jeg skriver. Der er alligevel ingen som læser det. Herligt! Jeg har simpelthen frie tøjler her på siden! Herligt og godnat!
Modermærket.
Jeg har en god ven som er tandlæge ligesom jeg. Hans svoger har fået modermærkekræft. Da jeg var ovre hos ham og lave tænder, hørte jeg om det og blev straks forfærdet over mit eget modermærke på min høje arm, som muligvis kunne udvikle kræft ligesom min kollegas modermærke havde gjort. Jeg gik straks ind på “Kræftens bekæmpelse”s hjemmeside og kunne konstaterer, at mit modermærke godt kunne ligne de modermærker som er afbilledet der. Jeg havde svære kvaler om et evt kræftforløb. Svogeren har fået metastaser i lungerne og ligger på hospitalet. Det er ikke noget at spøge med. Min fætter døde af modermærkekræft. Jeg følte mig lidt latterlig fordi jeg hele tiden skulle hen og se om mit modermærke var vokset eller havde ændret sig. Men døden spøger man ikke med. Eller gør man? Til sidst blev det bare for meget og jeg bestilte en tid hos lægen for at få fjernet mit modermærke. Så kan jeg ikke gøre mere. Så må vi se, hvad der sker, men det er fantastisk så hidsig man bliver, når det lige pludselig drejer sig om ens egen død. Nå, men det hjælper at skrive om det. På mandag skal jeg til fysioterapeut med min tandlægenakke, som vist nok har slidgigt og så på tirsdag til lægen for at få set på det modermærke. Der hober sig ting op hele tiden. I dag mens jeg stod og spillede på min mundharpe nede i skuret på Bandholm badeanstalt kom min exkone løbende. Hun troede jeg var død. De havde været inde i mit hus og se efter på badeværelset om jeg var faldet om der. Min nabo og hende. Da de ikke fandt mig, kørte min exkone afsted i sin lille røde Peugeot ned til badeanstalten, hvor hun åndede lettet op da hun hørte mine muntre harpelyde strømme ud fra badeskuret, hvor jeg stod og var i fin form efter det nyligt overståede havbad. Stor var glæden, da hun fandt mig i live. Man ved jo aldrig med sådan en 79 årig gammel mand. De dør jo, som man siger. Om det nu bliver af modermærkekræft eller noget andet. Døden skal have en årsag, siger man. Jeg ved ikke rigtigt om det er sandt. Måske er døden bare et fænomen ligesom så meget andet. Nu vil jeg gå ud i mit køkken og tilberede mig en mysli med hørfrø, solsikkekerner, græskarkerner, chiafrø og sesamfrø tilsat fintsnittede ingefærstrimler, æblestykker og loppefrø. Dertil vil jeg drikke en urtethe med citronsaft og honning tilsat æbleeddike, men allerførst vil jeg spise 3 fed fintskåret hvidløg blandet med akaciehonning. På myslien vil jeg hælde mandelmælk, hvorefter jeg i ro og mag vil tygge mig igennem måltidet mens jeg læser i “Serotonin” af Michel Houellebecq! Tak.
Nå, men det var jo meget godt. Norwegian bank stemmer. Jeg har meldt mig til endnu en croquis i Absalon i morgen fredag, fordi jeg synes ikke jeg tegner godt nok og synes at jeg må bruge den sidste chance jeg har her i København til at træne frihåndstegning af levende model, som man siger. Jeg siger tit, det man siger. Så kommer jeg ikke udenfor stregen, og det er noget, jeg lægger meget vægt på. Ikke at forlade stregen. Min sikre streg, som så udsættes for en påvirkning i usikker retning, når jeg tegner croquis. Så bliver jeg irriteret, fordi jeg ikke tegner lige så godt og i øjet som den søde pige ved siden af mig. Hun rammer i få streger helheden, mens jeg flagrer noget forvirret rundt om mit emne, modellen som er en smuk ung pige med yppige former som det er nemmere at tegne end den mand vi havde i sidste uge som jeg faktisk er lidt træt af at tegne. Nu må vi se, hvem der er model på fredag. Jeg håber, det stadig er pigen. Så vil jeg prøve at sætte nogle få streger først og ikke som jeg ellers gør, tegne store hårde linier som jeg hænger på senere hen i forløbet. Det er også noget med at tegne hurtigt og så bliver jeg febrilsk og slår voldsomme streger som bagefter er svære at komme udenom og så bliver det nemt overtegnet. Nå, og så skal han til skriveworkshop anden session i aften her i Karen Mindes kulturhus og læse op af en tekst, han har skrevet en gang for længe siden om en slædetur med Marie oppe i Scoresbysund.
Min forhenværende kone var noget spydig i sine udsagn om min adfærd tidligere i livet. Det tog jeg nu meget pænt. Nævnte blot, at man jo ikke skal bære nag. Det kunne hun godt forstå, så det ud til. Måske er hun begyndende dement, eller osse er hun bare eet med sin alder. Personligheden ændrer sig jo hele tiden. Det er ikke noget statisk, som mange jo tror. Det der med identitet o.s.v. Meget skægt at finde en portugisisk forfatter, Pessoa som opererer med heteronymer som er flere helt forskellige “personer” med grundliggende forskellige træk som skriver hans bøger. Altså forskellige forfattere han opfinder og skriver som. Det var Karen Fastrup, hvis bog “ Hungerhjerte” bragte mig på sporet af ham og hans teknik som måske kaster lys over stabiliteten af vores såkaldte personlighed. Denne fiktion vi hæger over som var det vores lille barn, hvad det jo i grunden også er. I øvrigt er “Hungerhjerte” en aldeles velskrevet og indbydende bog som man suges ind i på nydelig vis. Disse små tætte kapitler fungerer fortræffeligt og hendes historie er jo gribende.
Det er altid rart med lidt frisk luft. Det synes jeg. Jeg ved osse godt, hvordan tingene skal se ud, men det er ikke altid det lykkes for mig at ramme plet. Ofte rammer jeg udenfor skiven (for at bruge den terminologi) og så bliver jeg ked af det. Det er noget pjat, synes jeg. Men uundgåeligt. Som f.ex. I går til croquis, hvor det forekom mig svært at fange modellens udtryk. Da vi så var færdige, lagde vi alle vores billeder op på bordet, og der kunne man se, hvor stor forskel der var på os som tegnede. Der var de superfine lige i øjet og så var der de håbløse. Midt i mellem lå jeg, og det måtte jeg så finde mig i.Men det irriterede mig og gjorde mig osse lidt ked af, at jeg ikke kom op på siden af de bedste.
Det er hvad jeg lærer af mine croquissessions. Jeg lærer at indse min egen begrænsning, men også at jeg kan blive bedre, når bare jeg bliver ved med at tegne, og det gør jeg!
Nu vil jeg gå en tur ud i Valbyparken. I øvrigt gik min skriveworkshop godt. Jeg læste op af min fortælling om slædeturen i Scoresbysund sammen med Marie og vejlederen kaldte min tekst for “litteratur” og det må man sige, var en ros, jeg tog i mod med glæde. Det regner. Stille finregn som er det værste. Det trænger ind alle steder. Trist.
Drømmen om det andet.
Drømmen om det andet er nok den værste drøm der findes. Det kan jeg se nu. Et andet sted. En anden dag. Et andet menneske. -Hvor er det ? Hvor er det andet henne? Det er ingen steder. Det er en tanke. Eller en ide´ er det. Altså noget ikke værende som tanken eller jeget bruger til at vedligeholde sig selv. Fuck det! Jeg vil skide på det andet. Kort og godt og holder mig til det hele. Det ved man, hvad er. Det er så dejligt nærværende. Det ligger lige for og går aldrig nogen stedet hen. Jeg hader ordet “hen”. -Hvor skal vi hen? Altid videre et andet sted. Jeg foretrækkerlige her. Så ved man, hvor man er. Jeg elsker at vide, hvor jeg er. Herfra hvor jeg står ser jeg alt klart og tydeligt. Med mindre jeg forvirres af et ønske om forandring. Jeg hader ordet forandring, fordi det beskriver noget væk fra det som er. Og det som er, er netop forandring. Forandring af forandring er stilstand. Er tanke. Billede. Stop, som når udløseren på kameraet “fryser” virkeligheden til et dødt skilderi. Som man så bildes ind er virkeligheden. Som når man præsenterer 24 billeder i sekundet af dette, ser ud somom. Narreværk og underholdning er det, som man kalder “kunst”. Filmkunst. Fri mig. Når selve dette øjeblik rummer det hele. Hvad skal vi så med alle disse billeder? Med alle disse ideer? Praktiske gøremål. OK. Vaske gulv. Købe ind. Gå tur. Spise. Sove. Bade. Samt alt det andet ( “kunst” “kultur” “litteratur” “film” og alt det man kan opleve i denne skøre verden.) Fint for mig, men at gøre det til et mål i sig selv. Til noget at stræbe efter. Til noget “andet” og derfor finere eller bedre end det daglige liv i sig selv, det kan jeg ikke se for mig. Nej, det kan jeg ikke. Nej, nej, nej.
Altså hav mig venligst undskyldt. Jeg ved ikke, hvad det er jeg siger. Det er nok noget sludder. Altså undskyld for det hele. Jeg er et vrøvlehoved. Altså.
Men lidt rigtigt er det da, ikke?
Forresten er jeg begyndt at bruge elastikker. Det er min fysioterapeut som har lært mig det. Hver dag når jeg kommer hjem fra mit kolde havbad, står jeg i døråbningen og hiver i disse lange elastiske bånd. En øvelse hedder “at stå på ski”. – Så står jeg på ski i mit soveværelse. Eller ror. Eller skyder bue og pil. Alt det kan man gøre med elastikker. Det har min fysioterapeut lært mig. Det kostede 375 kr, men så var de grønne elastikker includeret. Sådan sker der så meget i mit liv. I morgen skal jeg med min søn i Lalandia bio og se “Le Mans 66”. Og så regner det stadig. Dag ud og dag ind. Det skyldes klimaforandringerne. I Venedig har de den højeste vandstand i 50 år. Snart er Lolland forsvundet, og mig med, og alle andre. Sådan går det, når man ikke opfører sig ordentligt og hele tiden skal noget “andet”, der som oftest betyder noget “mere”. Vækst. Fuck det!
