Det er sørme rigtigt. Kan næsten ikke tro det. Har bestilt flybillet til Malaga på søndag. Har også fået arrangeret en airbnb bolig på Placa Lex Flavia Malacitana hos en klassisk pianist som vil fremvise byen på cykel. Har dog selv mest lyst til at gå. Spadsere som det hedder, rundt ad smalle gyder til stille pladser med duer som kan tegnes i ro og mag, mens folkelivet passerer forbi. Spise grillet Calamares med citron og drikke kølig hvidvin til. Sætte den blå rygsæk med et badehåndklæde, badebukser og klipklappere på skuldrene og begive mig ad stranden til.
Playa La malagueta ligger en 20 minutters gang, fra hvor boligen er. Centrum er ligeledes i gåafstand fra koncertpianistens hus, og her ligger adskillige seværdigheder med Picassomusæet som centrum. Temperaturen er omkring 20 grader med sol hver dag lang tid fremover i følge det norske meterologiske institut. Bussen afgår hernede fra den røde stationsbygning kl 12. Der er ombygning af Storstrømsbroen, hvorfor rejseruten må omdirigeres via Orehoved med togbus. Det forlænger turen til København med en time. Total rejsetid til Kastrup fire en halv time. Flyet afgår ca 20 og der vil være mulighed for at få en vinduesplads, når man kommer i god tid, siger Norwegian. Fire timer i lufthavnen skulle derfor være nok, ikkesandt?
Plænen er slået. Græsset revet sammen og afleveret til naboen, som bruger det i sin kompost. Alle tæpper er grundigt banket med den nye tæppebanker fra farvehandlen på Rubinsteinsvej. -Tænk, noget så simpelt som en tæppebanker er det næsten umuligt at opdrive. Folk banker åbenbart ikke tæpper mere. I min barndom var der opstillet stativer i gården til at hænge tæpperne over. Med et skilt der forkyndte, at bankning var forbudt før 10 og efter 16. Nutildags banker man ikke mere. Ihvertfald ikke hvis man skal bedømme udfra, hvor svært det er at skaffe en tæppebanker. Sådan een som er vidjeflettet af pil, og som ligger godt i hånden. Min datter opstøvede een hos farvehandleren. Den næste dag, da hun kom for at købe den, var den solgt, og det tog tre måneder før han kunne fremskaffe en ny. Måske smider folk bare deres tæpper væk, når de er beskidte. Lige som så meget andet, der kun bruges een gang…
Og så landede vi i en sky af støv på den lille bane ude i ørkenen en sen aften i det herrens år 1978. Birthe stod og tog imod mig, da jeg trådte ud af flyet. En gammel DC 8 der næsten ikke kunne hænge sammen. Men jeg havde gennemført og var i grunden ret stolt over mig selv. I begyndelsen var det sygt. Tanken om at skulle forlade det lille hus med den grønne plæne og det sorte vandhul. Med alle frøerne som kvækkede hele natten, så jeg ikke kunne sove. Med den lille spurv som hver dag kom hen til havedøren og fik brødkrummer. Med mine knive og gafler som hver morgen lå og ventede i vasken på at blive gjort rene. Min seng. Min dejlige seng, som jeg holder så meget af at ligge i. Der hvor alle drømmene optræder ganske gratis. Og ikke mindst mit fjernsyn. Mit elskede TV fra Aldi. En rigtig Medion model med HD og satellitadgang, hvorved alverdens kanaler med underretning om de allersidste drab og lemleæstelser siver ganske ubesværet ind i min stue som materie i slangen fra Thomas ben.
Min lægeven Thomas skriver hele tiden med opdateringer om sit ben. Det højre. Lige under knæskallen hvor en kæmpe luns kød har revet sig løs, da han trådte ned i et jernrør under opsætning af sin kones drivhus. Det får jeg uafladelig små sms beskeder om med vedhæftede fotos af benet. Det er godt at vide, hvordan ens venner har det.
Min elskede datter har det også godt, så vidt jeg ved. Hun svarer altid pænt på mine henvendelser. Det gør mig glad.
Men jeg var ikke glad, lige før jeg rejste. Det tør svagt antydes! Jeg var faktisk ret deprimeret. Tænkte ustandselig, at det ville være bedre at aflyse rejsen. Få indskuddet refunderet og blive hjemme. Men så kom dagen, hvor jeg skulle tjekke ind på flyet, og så gjorde jeg det. Tjekkede ind og tog afsted med skrumplebussen fra stationen ved det røde træhus nede bag bøgealleen.
Og ude i lufthavnen. Hvor havde jeg det skidt med alle disse mennesker. Der er så mange. Jeg kan slet ikke overskue det. Så sætter man sig på een bænk og så sætter man sig på en anden, og lige lidt nytter det. Man finder aldrig fred. Selvom jeg havde smurt seks klapsammenmadder i aluminiumsfolie, som jeg kunne dulme smerterne med. Selv det bragte mig ikke i balance. Rigtig meget shit!
I flyet sad jeg og surmulede ved siden af en idiotisk svensker med sin idiotiske kone, som hele tiden skulle vise billeder af deres børnebørn på en mobiltelefon, hun rakte lige op i snuden på mig. Fisseåndsvagt! Og manden spiste nogle ildelugtende sandwich som kabinepersonalet havde bragt, mens der samtidig blev hævet en advarende pegefinger angående mine klapsammenmadder, som jeg ikke måtte indtage. Det var forbudt at spise medbragt mad, sagde hun, og så vredt på mig. Jeg spiste dem i smug alligevel, mens jeg lod som om jeg sad og stirrede på Mars som oplyste rummet udenfor det lille ovale flyvindue.
Birthe var alligevel ikke i lufthavnen. Det var noget jeg drømte, viste det sig senere, efter vi var landet. I stedet stod min taxachauffør og viftede med et stykke laset papir med mit navn på. Det var lige som at møde en ven. Een som kendte mit navn! Jeg blev så glad, selvom jeg godt vidste, at det var mig selv, der havde givet ham det nogle uger tidligere, da jeg bestilte min afhentning over nettet.
Han kørte rundt en time uden at kunne finde adressen. Tilsidst måtte vi stoppe og spørge en gammel dame med indkøbskurv om vej. Det er helt ude i den anden ende af byen, sagde hun. Så kørte vi derud, og ganske rigtigt stod Carlos og tog imod mig nede foran den brede trappe som fører op til hans hus. Min rullekuffert blev bragt på plads i det rummelige værelse med den store opredte dobbeltseng. Konen en peruvianer med udslået hår smilede indladende til mig og gav mig en fugtig hånd som sendte ildninger helt ned mellem mine ben.
Carlos er nogleoghalvtreds og hun er vel næppe meget over tyve, så jeg var fyr og flamme til et lille æventyr, når Carlos var faldet i søvn. Men han faldt aldrig i søvn. I stedet underholdt han mig den halve nat, om hvormange seværdigheder der fandtes rundt om Malaga. Torremolinos og noget der hedder Ronda med varme kilder og grotter og mindesmærker og borgruiner og musæer og alt det skulle jeg se, mens jeg var hans gæst, mente han.
Jeg mente han var på afveje, men det sagde jeg selvfølgelig ikke. Konen kiggede skælmsk på mig. Så gik vi alle i seng. Hver for sig. Natten igennem genlød huset af Carlos snorken. Som et jordskælv som rev flere af fliserne i badeværelset løse. Det så jeg næste morgen, da jeg var var ude og tisse.
Nu er jeg faldet til ro i det spanske. Solen sender varme stråler ned over hustagene udenfor mit vindue. Jeg har fået besked af peruvianeren om at rulle persiennerne ned, så rummet ikke bliver for varmt. Det skider jeg på. Jeg elsker varme rum ! Jeg har også fået besked om ikke at lukke min dør for hårdt i om natten. Så kan de ikke sove, siger hun på sit gebrokne engelsk. Men de er nu meget søde de to. Carlos og hans kone.
I går fandt jeg vej ned gennem labyrintbyen til havet. Så er jeg hjemme igen. Det ligger middelhavsblåt og dæmrer i disen. Næsen dufter fisk og tang. Her er palmer, man kan sidde under og læne ryggen op ad mod den skællede stamme.
Foran ens blik står den unge pige med armene spredt ud i positur og bliver fotograferet af sin mørkøjede ven. Solen bager. Jeg smider tøjet og går i vandet. Ned i det blå dyb. Dér forsvinder jeg allerhelvedes langt væk. Hen til min mor, som sidder oppe i klitterne i Marielyst på skuespillerforbundets feriekoloni og venter mig med smæk og bebrejdelser. Den satan. Godt hun er død.
Jeg går hen på en restaurant og spiser Calamares ved siden af en bøsse, som spiser store skiver råt kød. Han er skaldet og sidder hele tiden og bladrer i sin forbandede mobiltelefon med sine slanke manicurerede fingre.
Jeg tænker mit og tygger på gummistrimler af en halvdød blæksprutte. Tjeneren er sur og fortravlet. Snart betaler jeg og skrider.
I byen er natten ved at dæmre. Den lysebrune borg og det romerske teater er oplyst i fluorescerende farver mens folk passiarer forbi rygende på cigaretter. De små sidegader er mennesketomme. Jeg går derind og finder hjem til mit bosted. På vejen køber jeg i supermarkedet, som har længe åbent, tomater og løg, oliven, brød, hvidløg og mandelmælk samt kvædemarmelade som udskæres på integralbrød og indtages sammen med varm skovthe mens HBO serverer underholdningen.
Det er “Billions” jeg ser. Man bliver fanget af de serier. Men det gør ikke noget. Man sover så godt bagefter. (Såfremt der ikke er moskitoer i lokalet…)
Så vil de have mig til Ronda i Granada. Det ved jeg ikke noget om. Men Jenny Carolina Ruiz Razuri som peruvianeren hedder og Carlos Romerdalbornoz som hendes nylige mand (de blev gift i marts måned i år) hedder, siger at i Ronda foregår det hele. Der er bare ingen ende på, hvor fantastisk der er i Ronda, deroppe i Granadas bjerge med alt muligt (Borge og sådan noget). Så der skal jeg køre hen, siger de. I bus først herfra og ned til centralstationen, hvor jeg skal springe på en Amarillo Bus som bringer mig frem til dette sted, de mener jeg skal besøge.
Jenny er meget sød og prøver at få arbejdstilladelse i Spanien. Hun er uddannet “Food Engineer” hvad så end det er for noget. Carlos underviser i klaver og komponerer stykker, som han spiller for sin nygifte kone, mens jeg står og lytter med, når hans fingre smidigt bevæger sig hen over tangenterne, og Jenny rødmende klapper i hænderne, når han er færdig. De er så søde begge to og vil det bedste for mig deres gæst, der derfor skal til Ronda, skønt han slet ikke har lyst, men meget hellere vil vandre op over bjerget og ned igen til havet som ligger blåt og indbydende lige til at springe i. Men til Ronda skal han, og sådan bliver det! Derfor tager han en prøvetur i dag med bus nr 1 over til Centralstationen for at se, hvor man køber billetter og for i det hele taget at orientere sig lidt.
Det er dette med at vandre ad glatte fliser forbi duftende Bougainvillea og stikkende Biznagaer. Langs hvide rigmandspalæer med balkoner og spir, indhegnet af tykke mure og beskyttet af gøende hunde.
Hunde, som luftes mens man snakker om hundeliv med andre hundeejere.
Nu og da farer hundene i struben på hinanden , så samtalen må ophører, og man går hver til sit.
Det gamle ægtepar trisser afsted på promenaden støttende sig til hinanden, så de ikke falder omkuld., mens irgrønne palmer bøjer sig i vinden, der kommer i milde strøg ude fra oceanet, hvor store fragtdampere balancerer på horisonten og med urviserhastighed bevæger sig fremover mod ukendte mål.
Der står så jeg.
Denne humanoid af en abekat og skifter bukser under et skærmende livsomklamrende håndklæde, mens de solbadende olieindsmurte og barbrystede kvinder overalt på stranden bly ser den anden vej. Det er stor moro at afføre sig tøjet under den blå himmel på en kæmpe sandoverflade, hvor alle i ens tanker har travl med at glo. Men de skal ikke få mig, tænker jeg, og gør hele arrangementet til en ballet som udstiller alt jeg ejer og har.
Belønningen kommer i det øjeblik kroppen befries for al kontrol og kastes tilbage i det gennemsigtige fluidum som Middelhavet er. Og hovedet ned under vandet og purre op i håret som får hele turen med udsmidning af al bekvemmelighed og tilpasningskrav. For helvede. Sådan skal det være. Til helvede med det hele!
Og jeg svømmer på ryg og på mave og bliver væk som den delfin jeg osse er. Udover den myg som stak mig i nat og den gamle kvinde med solhatten som næsten ikke kan gå af gigt,og som bliver hjulpet af et rær af en stivbenet mand. Der så jeg mig selv som svigt. For jeg var ikke hvor jeg burde være. Hos min gigtplagede kone som nu er helt alene. Uden mig. Jeg drømte om hende i nat og i drømmen blev bruddet endeligt.
Vandmelon og mandelmælk i farvestrålende kartoner i køleskabet her på Placa Lex Flavia Malacitana i det store boligkompleks med den brede trappe som fører ned mod gaden med små butikker.
Grønthandlen, hvor alle kasser bugner af nyhøstede citroner og peber og kartofler med brun skræld og store prangende blomkålshoveder.
Her går jeg hver dag i duftene fra barer og frisørsaloner som blander sig til denne umiskendelige spanske odeur, jeg slet ikke kan få nok af. Men ikke blot dette. Alt det andet også. Når jeg går fejl og må have min iPad frem for at finde vej og støder på nye små gyder, som skal udforskes utrætteligt. Sandalerne bærer mig frem gennem verden. Rygsækken indeholder mine fornødenheder og når tanken bliver for trang, tager hånden på armen på skulderen på kroppen mundharpen frem og lader et eller andet klinge som lyder godt. For mig og for den forbipasserende sjæl som smiler til mig og nikker venligt til mit spil.
Som jeg siger:
-I kan rende mig allesammen I hylehoveder, som hele tiden forvansker alt med jeres forpulede spekulationer. Lad det dog være for helvede! I ved ikke en skid om det. Ikke en skid. Se det dog i øjnene. Ikke en skid!
Man kan så meget. Men man kan osse lade være!
Ronda.
Ja, det skulle jo ske. Havde selv gjort de nødvendige forberedelser med at checke bustider og afgangssted ovre på Centralstationen. Og frygtelig tidligt op, men det var dejligt at møde byen vågne og indånde den friske morgenluft ved busstoppestedet sammen med de andre søvnige morgenduelige på vej til arbejde. Rengøringsassistenter, tænkte jeg og skuttede mig i køligheden. Igen denne fornemmelse af frihed fra forpligtigelser. Ikke noget at skulle som hele ens eksistens afhænger af. Dette seletøj fastgroet til kroppen som selvet har gjort til sin egentlige identitet. Snærende og evigt befalende. Det er væk for helvede! Jeg må minde mig selv om det hele tiden, for ikke at falde i den gamle skure og bevidstløst bevæge mig ad forudbestemte veje. Nu er verden åben og alt er muligt og alt tages ind. Den hjemløse på bænken i ventesalen med sine tomme colaflasker og beskidte sovepose på pappet som hovedpude, og rastafarien med krøller og sure tær som osse skal til Ronda. Gud ved, hvad han skal lave der?
Det koster 20 euro tur retur. Jeg når lige en ekstra morgenskidetur på det charmerende toilet hvor man vader i papir og lort strøet ud over gulvet, så man må stå op og plumpe sit shit ned for ikke at blive fuldtændig indsmurt i pis. Nå, men det bliver overstået og pladsen til de invalide i den Grønne Alsa bus indtages af mig, for jeg har ret til den, for jeg er nemlig GAMMEL.
Den skulper ud af byen. De snævre gader bliver efterhånden bredere. Færre butikker og småbarer. Lidt efter kun store ildelugtende cementfabrikker og tilsidst det åbne land. Nu går det hurtigt. Chaufføren sætter farten op. Det er en lang tur på næsten 100 km, vi skal nå på to timer. Vejen fiser afsted hen under denne transportkasse, som jeg har fået plads på forreste række i. Den er halvtom. Det er jo tidligt og man tager ikke på arbejde i Ronda fra Malaga. Et par japanske turister og så ham rastamanden. Vi snakker ikke sammen. Vi er hver på vores helt egen tur til Ronda oppe i Granadas højland, hvor småbyer ligger som hvide krystaller strøet ud på bjergsiderne som er brungrønne og afsvedne. Det går opad hele tiden og vejen snor sig, så vi kastes fra side til side i bussen. Gul gyvel langs vejkanten sætter en lysende stribe forbi mit vindue, mens den grå vejbane i susende fart bliver ædt op under os. Vi gør holdt på en mellemstation og tager nogle fårehyrder med langt skæg og vandringsstok op. De udsender en harsk lugt af møg idet de passerer invalidesædet, hvor jeg sidder.
Lige pludselig i min meditative døs holder vi for godt midt inde i en by med torv og hvide huse med blå bræddepersienner. Vi skal ikke videre, for alle stiger ud, også chaufføren, så det må være Ronda og det er det.
Jeg aner ikke, hvor jeg skal gå hen, men gudskelov ligger der en kaffebar lige, hvor jeg står, og der går jeg ind og finder et bord blandt et livligt publikum. En caffe latte bliver stillet foran mig med sin krydrede duft op i næsen, hvilket er aldeles befriende ovenpå den lange bustur!
Hvad skulle jeg gøre uden min nye iPad Pro? I gamle dage havde man kort til at folde ud og guidebøger til at slå op i. Det var et mas og et slæb. I dag har man det hele på sin lille bærbare computer. Den kan alt.
I min rygsæk har jeg smurt mig en integralbolle med kvædemarmelade, som jeg tager frem, mens jeg drikker min kaffe og spiser diskret. Det må man ikke, det ved jeg godt, men det eneste spiselige her er sukkerbelagte kager, og det klarer jeg ikke nu. Mens jeg gumler på bollen og slubrer på kaffen, står min iPad og fortæller mig alt, hvad jeg skal se og gøre i Ronda. Den ved præcist, hvad jeg laver og hvor jeg er. Og fortæller mig vejen, jeg skal gå.
Efter at have spist op og drukket min kaffe, begiver jeg mig derfor afsted.
Først til højre ved rundkørslen og derefter lige ud gennem en almindelig spansk by med luftledninger og tørretøj mellem husene, indtil jeg står ved indgangen til en stor park med høje mørkegrønne træer og rislende springvand omkranset af slyngroser. Her går jeg ind. For enden af en lang allé flankeret af statuer af gamle konger står et støbejernsrækværk og markerer afslutningen på parken lige ned og ud i det åbne lyseblå intet.
Bløde sommerskyer svæver over et storslået landskab af svungne flader i lysegrønt, okker og krapgule farver. Det er som at være oppe og flyve, når man når hen til gelænderet og ser ud, og der er flere hundrede meters frit fald lige neden under een. Mageløst!
Der står jeg selvfølgelig lidt og forestiller mig, jeg er Jesus, og djævelen frister mig og siger jeg skal springe ud. Så får jeg al verdens rigdom, men det har jeg jo allerede lige nu, så jeg siger til ham, FUCK DIG!
Det forstår han øjensynlig for han forføjer sig og lader mig alene med hele herligheden.
Nu fortsætter iPaden sin ordre. Hvis jeg vil se den store Romerske bro, som forbinder byens to dele over kløften med den rivende flod, må jeg fortsætte og løsrive mig fra æventyret med de flyvende engle ude over dalen og se at komme afsted, for der er meget mere der venter forude.
Jeg går stille og roligt langs bjergmassivets stejle kant ud på en balkon med et tårn bygget som thehus til kongens fornøjelse. Kongen er død. Djævelen fik ham, men vi andre kan nyde arkitekturen, som også indbefatter den store hvide tyrefægterarena som Ronda er berømt for, og hvor Hemmingway ofte opholdt sig for at følge sine favorittoreadorer. Den er ikke i brug mere. Vi er blevet civiliserede og dræber ikke dyr offentligt. I Madrid gør de det en gang imellem, er der en hollænder, der fortæller mig. Men dyr dræber vi jo. Nu blot i hemmelighed. Det er mindre stødende.
Broen er et pragtstykke af ingeniørkunst. Dybt nede fra, båret af massive søjler, strækker den sig op mod vejforbindelsen, hvor jeg står og spytter ned for at se hvor lang tid der går, før klatten rammer klipperne i bunden. Japanske turister myldrer forbi som altid og tager snapshots af alt og ingenting. Jeg stiller mig ganske ublufærdigt op midt på broen og tegner de små hvide huse og brede bjergenge bagved med græssende får og løsgående mørkebrune heste. Folk passerer forbi og tager minsanten billeder af mig. “Kunstneren” i aktion. Jeg bliver helt stolt. Så lidt skal der til. Et forfængeligt asen.
Der er en ældre bro længere nede og det er frokosttid. En lille overdækket have står åben. Her indtages appelsinen, vandet og resterne af integralbollen.
Japanske piger i geishakostume sætter sig ved siden af mig og pludrer løs på deres musikalske sprog. Eroterne flagrer i luften, mens appelsinskrællen udsender berusende dufte. Jeg får et kys på panden til farvel, før de forsvinder op i hvælvingen over de grønhvide huse.
Tegnet er en tegning. En tegning af det tegnet henviser til. En tegning af et dyr. En stor vildtgående okse. På sletterne. Den vil vi gerne have. Til at spise. Så vi tegner den på grottens vægge. Så er vi herre over dyret. Så er vi herre over os selv. Når vi tegner os selv, er vi herre over os selv. Vi har adskilt os selv fra verden og kan styre den som vi vil. Når vi har tegnet den. Tegnet for dyret er “dyr”. Tegnet for os er ligesåmange streger, som vi er. Fire streger betyder at vi er fire mennesker her i grotten. Fire mennesker og et dyr. Det tager vi ud og fanger. Siger vi til hinanden. Tænker vi med tegnene i vores hoved. Som vi kan flytte rundt på og manipulere, som vi vil. Ligesom tegnene vi kan flytte rundt på grottens vægge. Det kalder vi fra nu af “At Tænke” med stort! For det er vigtigt, for det er her det sker. Tanken/Tegnet løsrives fra sit objekt og bliver et subjekt. Ilusionen om en tænker der “tænker” tanken er skabt. Her i grotten dybt nede under andalusiens jord. 200.000 år før Kristus. Med en streg. Et I. Et jeg!
Jeg sidder i bussen, som jeg har taget fra Placa Marina kl 9. Jeg nåede lige at få skidt på McDonalds lokum som var morgenrent og velduftende for en gangs skyld! Igen ud gennem den beskidte del af Malaga med de trøstesløse forstæder og hører det dog aldrig op, tænker jeg, for det fortsætter bare langs kysten mod vest hele tiden nye massebebyggelser af værste art. Hver eneste lille milimeter er udnyttet for at presse endnu et åndsvagt turispalæ ind. Det er græmmende. Jeg lukker øjnene og lader stå til. Er begyndt at blive lidt træt af det hele. Men så dukker havet op. Endelig! Og klippeformationer skyder sig ud i vandet som monstrøse fingre. Vandets overflade er blikstille og horisonten grønblå. Dét er dog til at holde ud at se på.
Oppe foran Cuave de Nerja er der grønt og frodigt. En lille have med bænke, og efter at have købt billet til 10 euro, sætter jeg mig ned og spiser mit æble, som jeg har medbragt. En kø stiller sig op. Jeg stiller mig hen i den. Så går vi ind gennem tælleapparaterne. Jeg får en telefon om halsen med en øreprop som ikke virker. Den skratter bare. Jeg går ud og klager og får en ny øreprop, som stadig skratter. Jeg giver op. Kan kun høre guiden svagt, men det er ligemeget. Nu skal vi ned i disse grotter med disse tegninger fra den palæolitiske tid, langt før Jesus Kristus gik på jorden og gjorde det hele meget mere kompliceret.
Vi suges ned i dybets kuldeskakt. Frysende bevæger jeg mig ad smalle trappetrin ned gennem grotten som åbner sig i enorme drypstensformationer og kalksøjler på størrelse med Rundetårn. Det er svært at forestille sig noget lignende. Måske et sandslot stillet på hovedet og multipliceret med tusind. Men det er ikke nok. Nu kommer tegningerne. De store dyr og små elegante hoveder på stregpinde med ben og arme strittende ud til siderne. Jeg får et chok. Ser mig selv. Ser mig selv tænke mig selv. Spejlingen fuldendt. Dødens nærhed en realitet. Frygten som idé er født i mig og vil aldrig nogensinde forlade mig igen. Basta!
Så kan jeg fortsætte som turist her i Nerja Grotterne og tage fotos med min iPad igen og igen, for fantastisk er det. Og sindsoprivende skelsættende. Det øjeblik jeg blev bevidst om mig selv. Ad helvede til med det, tænker jeg. Og går videre ned i det mørke dyb, hvor hvide skeletter af fortidens menneskedyr ligger forkrampede spredt omkring på grottens gulv. Henover knoglerne piler små lyserøde insekter, som kun kan leve her, fordi der er mørkt og rumtemperaturen er under 10 grader og fugtig. Jeg klarer snart ikke mere. Mine gamle ben ekser under mig. Svimmel. Pyha. Dør jeg nu? Måske. Jeg må hellere se at komme op. Men der er tusind trin tilbage opad. Stædigt kæmper jeg mig vej op mod lyset. Jeg VIL ikke dø nu! Please!
Ude i solen tager jeg en rask beslutning. Siddende på bænken med min appelsin. MIN appelsin! Som jeg spiser.SPISER! Jeg kan spise. Er ikke død.
Vil til stranden og se på piger, vil jeg! Og jeg spadserer hele vejen oppe fra Cuavebjerget den lange vej nedad og nedad mod Playa Carabeillo med det krystalklare vand og manden som steger paella over fyrrebrændebål. Med den krydrede røg i næsen trækker jeg bukserne af, dydigt bag mit håndklæde mens fire fnisende skønheder ser til. Så går jeg simpelthen ned over sandets knasende grus med kildrende tæer ud i det klare vand og svømmer væk, ud mod kimingen som er usynlig, fordi himmel og hav går i eet. Da jeg kommer op fra dette bad har pigerne taget deres toppe af. Har rejst sig og kommer mig i møde med svingende bryster. Jeg er benovet over deres frimodighed og måber. De griner til hinanden over den gamle mand som slet ikke kan få øjnene fra dem. Jeg møder deres øjne og de smiler til mig. I det øjeblik lever jeg!
Frygten for magten. Magten materialiseret i en bunke sten stablet ovenpå hinanden i form af en borg. Borgen er bygget af mennesker, som blev sat til at gøre, hvad herskeren befalede. De kunne ikke gøre andet. Hvis de nægtede, blev de dræbt. De blev truet til at handle. Deres bevægelser var styret ovenfra. Oppe fra den mauriske konge med det stramme ansigt. Magtens ansigt er stramt og følelseskoldt. Han ønsker at herske. Han ønsker at hans vilje sker. Han bruger vold til at gennemtvinge sine krav. Og man bøjer sig for ham. Kan ikke andet. Er fanget i en skruestik. Spidse nåle borer sig ind i kroppen og piner den. Magtens ønske er lov. Så sygt er det. Så sygt er det at vade op og ned ad stier og trapper for at bese dette såkaldte mesterværk bygget for mange hundrede år siden som tegn på den enevældiges enevældige magt. Jeg har det svært med sådan noget. Disse pragtprangende udstyrsstykker, hvor enestående og spektakulære de end er. Haver med sirligt opskårne gange, kantet af buskbum og manipulerede rosentræer. Små plaskende springvand og duftende kaprifolier til at forsøde stemningen når prinsessen går tur. Hele herligheden stinker af råddenskab og menneskeligt fordærv. Magt korrumperer.
Hvorfor hedder det “power” ligesom elektrisk kraft. Det er vel det samme. Magt over naturen. At kunne styre og kontrollere den. I bund og grund af angst for den. For det. For det hele. Har du tag om angsten har du styringskraften og kan gøre hvad du vil. Med dig selv og med andre. Du bliver en djævel. Et egoistisk monster som under dække af religiøs bedreviden driver dit spil her på jorden. Så kan du brænde hekse og halshugge jøder. Eller hvad du finder passende for at kunne bevare din forpulede magt.
Sådan oplevede jeg dette monster af et slot. Et sandslot i tiden. Forfald rejst over tåbelighed og beundret af en tusindtallig skare af forskellige nationaliteter med kameraer rettet mod enkeltdele uden begreb om helheden. Jeg gik omkring og beså og begræd og åndede først lettet op da jeg nåede ned til den søndre udgang af Alhambra og kunne begive mig ud i Granadas hundredevis af smalle stræder med pittoreske altaner, som dog ikke levnede mig megen fred, idet bilkørsel var tilladt i selv de snævreste gyder. Man blev snittet af farthungrende spaniolere med foden på speederen i deres BMV og hvad ellers disse bilmærker hedder.
Os og forurening. Power!
Solen går ned over andalusiens blidt rundede bjerge. Vi lægger Granada med dets snedækkede tinder bag os, og læner os tilbage i bussen som kører ind i natten i et flimrende lys fra den fortravlede motorvej. Det er sort nat, da vi atter drejer ind på Estation de Autobuses og stivbenede træder ud på Malagas asfaldt.
I morgen kl 6.30 går flyet tilbage til København. Den tid den sorg. Nu skal jeg have noget morgenmad og bagefter direkte ned i Middelhavet som er fløjelsblødt og ganske roligt. Ligesom mig selv. Ganske rolig.
