Så sidder man bare der på stranden og måber. Måber over det hele, så meget at man falder over sine egne ben idet man rejser sig og går hen til dragen som faldt ned, eller crashede som det hedder på dragesprog, en tyve tredive meter fra hvor man befinder sig. Ser den ligge der som en sammenfiltret redelighed og blafre i den stærke vestgående vind, som man lige har betjent sig af. Den fløj ellers så pænt, den drage eller kite som det hedder. Den fløj ellers så pænt, men trak mig i vejret et par gange, så jeg blev træt af det hele og meget hellere ville dø. Det gjorde jeg ikke. Dragen holdt mig i live, for Satan! Det er det drager gør. De holder een i live, at I ved det. I klaphatte! Som ikke gider lytte til, hvad jeg siger. Jeg hader jer for jeres ulidelige dumhed og påståelighed og ordflom som svulmer op som dårlig dej og omslynger mine tanker med ord fra fremmede planeter med flag på. Det siger jeg jer. I kan holde kæft, kan I. Lige så længe jeg er her. For Satan!
Nå, men det skal ikke blive ved det. Nej, så ville det blive alt for kedeligt. Den lille bi summer omkring mit øre her i bilen. Den grå autocamper på parkeringspladsen med udsigt til en morgengrumset Østersø. Rie har det godt, endskønt hun faldt og slog hovedet. Rie er min forhenværende kone. Hun lå på hospitalet og så noget så forfærdelig ud i ansigtet, der var helt hvidt. Bulen var rød og lyste faretruende gennem hendes sølvmanke. Hun red en gang for mange år siden. Blev ramt af en nedhængende gren og faldt af hesten. Herved pådrog hun sig en parese i skulderen, som hun aldrig helt kom over. Det kunne hun dog godt meddele lægen. Så helt groggy var hun ikke. Gudskelov for det. Vi var alle bange for, at nu var det slut. Vi er altid bange for, at nu er det slut. Hvorfor er vi egentlig det? Tror vi at det bliver slut engang? Eller VED vi at det bliver slut? Hvad i hele hule helvede er det, at noget slutter? SLUT er et ord. Uden egentlig betydning. I bund og grund. Men det gør os bange. Gør det ord. Ligesom så mange andre ord gør os bange. Hvorfor nu det? Hvorfor gør ord os bange. Hvorfor?
Fuck det hele. Skrid, siger jeg og går ned til havet. Sætter mig på Dueoddes hvide sand med min Peter Lynn Skim 3,4 træningskite hængende højt i luften over mig. De hvide skyer driver forbi den lysegrønne drage med sit eget liv som forplanter sig ned gennem de fine tråde fastgjort til den oppustelige drageham, ned til min barre som jeg holder med begge hænder, mens jeg styrer dragen, så den ikke crasher og styrter ned i den lille dreng og hans sandslot og dræber ham med halslinen stramt om hans lille kære hoved. Det tænker jeg, og holder mig i sikker afstand fra drengen, som kigger op et kort øjeblik på min kite og smiler til mig. Jeg smiler tilbage og ser mig selv. Igen. Igen igen… Men det er ikke den samme jeg ser.Det er en anden. Altid en anden. En fremmed jeg ikke kender. En ny. En frisk een. Som en blomst på en stilk som gror op af jorden lige her ved siden af bilen. En blomst som jeg plukker og anbringer i det syltetøjsglas med låget med de fire huller, jeg har boret med en skruetrækker, som kan bruges til at sætte blomstens stilk ned i, så den får vand den kan suge op fra syltetøjsglasset. Så står den der og stråler mens jeg kører op over bakken ved Ringborgen og de gulgrønne kornmarker ligger som et tæppe hen over landskabet og bilen bare lydløst bringer mig afsted med sit automatgear man slet ikke mærker når det skifter. Helt lydløst. Stille. Tænk, en bil som er stille. Det er min bil. Den er stille. Står stille mens jeg ligger på taget af den og sover. Mærkeligt noget det hele…
Lågen. Bynkes låge ind til hendes borg. Klippeborgen bestyret af kvinden af Bornholm. Det kommer vi tilbage til. Sten ankommer sent i aften sammen med sin bror. I bil fra København. Sikkert først klokken tolv midnat. Når månen er stået op fuld og hel oppe bag det tynde skydække. Så kommer Sten med sin bror. Betty kommer vist nok tidligere i dag. I dag er det tirsdag. I går var det mandag, hvor jeg købte grus til at lægge i fordybningen under lågen, så hunden Lilli ikke smutter ud. Jeg har det i det hele taget skide godt her på Bornholm. Sover når jeg vil og står op når jeg vil. Skidegodt.
Sover. Står op. Går ud mod den nye låge. Ser ud over markerne. De grønne. Bag dem skovene og træerne. Oppe i himlen kommer regnen endelig nedad mod mit ansigt. Skoven danner baggrund for tre cyklister. Tre cyklende mennesker kommer forbi. De træder i pedalerne og snakker ivrigt sammen. Deres sprog lyder som latter. Et sprog jeg ikke kender, men som lyder godt i mine øre. De er glade, kan jeg mærke. De er på vej i den friske morgenluft et sted hen, jeg ikke kender. De kommer et sted fra, jeg kender. Det er Afrika. De ER Afrika. De er Afrika lige her foran mit ansigt i Pedersker på Bornholm. Afrika er lige her foran mit ansigt denne morgen, hvor den første regn i lang tid drysser ned fra himlen. Forfriskende. Lige som de tre mennesker med deres mørkebrune hud og glade stemmer er forfriskende. Jeg ser i samme øjeblik, de kører forbi det enestående de tilfører det danske landskab, som for mine øjne et splitsekund står evigt stille og fortæller mig, at jeg nu er i Afrika. At Afrika og for den sags skyld et hvilken som helst sted i hele verden er lige her, hvor jeg står og føler regnen i mit ansigt. Det er mageløst. Det er det hele i en nøddeskal. Sådan er det i virkeligheden når man skræller al ævlet fra og bare ser. Men det må man ikke, og det vil jeg skide på. Højt og flot. Lort det hele de fortæller mig. Alle disse narrehatte som ustandselig fremhæver deres såkaldte identitet. Deres såkaldte navne. – Har du et navn? Spørger de. -For hvis du ikke har et navn, er du ingenting. Så er du bare en Afrikaner på afveje, som skal smides ud. Som ikke har en skid at gøre på landevejen i Pedersker klokken halv otte en morgen i juni måned år 2018 i Danmark. Vel? Så se at skrid med dig, din lede immigrant, som kommer og tager af vores velfærd. Skrid ad helvede til ned til dit lille korrupte lorteland dernede i varmen med alle insekterne og de fattige, som vi ikke gider at have noget at gøre med, for de stjæler og voldtager og lyver og alt muligt, som vi danskere ikke bryder os om. Mit navn er Dansker. Jeg er den danske Jens. Det er mit navn. Det er den jeg er. Og jeg er blind. Det er bedst sådan. Ikke?
Sålænge du organiserer dig, har du tabt. Så har du trukket dig ud af fællesskabet og dannet en enklave. En byld. Enhver form for organisering er forræderisk overfor kollektivet. Og med kollektiv mener jeg det universelle kollektiv. Det der er ukendt. For vi ved ikke hvor vi er og hvem vi er. I bund og grund. Det er hvad der sætter os på plads.
Er netop færdig med “Rejse til nattens ende” og vil læse den igen. Det vil jeg. For sure! Har haft alvorlige kvaler vedrørende køb af en paddle sup. Men afstår, da det nok er bedst sådan som sagerne står. Når alle disse mennesker kommer på mandag bliver der nok at se til. Så gælder andre regler end når jeg er alene og mig selv her i bilen. Eller gør der? Det er overskyet i dag. Det er dejligt når bilen ikke bliver brændvarm fra morgenstunden. Så kan jeg sætte mig til at skrive i fred og ro ganske fra morgenstunden. Så kan jeg finde frem til det som betyder noget. Det betydningsfulde. For mig. Det er det vigtigste. Det må jeg huske på.
Nok er nok.
