Uforholdmæssigt meget ligger mig på sinde og må ud. Men det er ikke ligegyldigt, hvorledes det kommer ud. Jeg foreslår, at det kommer ud på en blid måde, men straks er der en stemme som siger, at det ligesågodt kan komme ud på en hård og ubehagelig måde, og så er jeg ligevidt. -Ret ryggen og se begavet ud! Sagde de altid til mig, men hvorledes ser man begavet ud? Det er et godt spørgsmål. Jeg kunne lige sågodt se ubegavet ud, ikke? Bare lade skuldrene falde og kæben hænge og ligne en spasser. Det er sgu da også en attitude, ikke? Når man nu har et frit valg, ikke? Og det har man, siger min lærer altid. – Du kan selv bestemme, hvem du er og hvad du vil blive til. Det er viljen det kommer an på, forstår du nok. Og så rynker han næsen ad min lade holdning og giver mig en syngende lussing i mit åbne ansigt, så jeg trimler omkuld. Der ligger jeg midt i skolegården, mens alle de store drenge står og griner højlydt af den lille svækling som ligger og vrider sig. -En yndig ung pige træder nærmere. Hun jager alle de onde mennesker væk, som æter på vand… De flygter, og hun sætter sig ved siden af mig. Jeg tror selvfølgelig, hun vil hjælpe mig og smiler indladende til hende i håb om hendes sympati. Det skulle jeg ikke have gjort. Hun sende en spytklat direkte ind mellem mine øjne. Det slimede stads breder sig til mine pupiller, så jeg blændes. Derefter tager hun kvælertag om min hals og klemmer til. Langsomt åh så langsomt og lidelsesfuldt forlader livet mig, indtil hun med eet giver slip, akkurart øjeblikket før jeg må give slip, og bryder ud i en latter fyldt med forhånelse. Sådan er hun, min drømmepige! I det samme jeg føler mig sikker bliver jeg forrådt. Sådan har det altid været. Jeg kan ikke stole på nogen. Jeg ved de før eller siden vil falde mig i ryggen. Det ved jeg med sikkerhed.
Derfor er jeg altid på vagt. Hvemsomhelst der viser mig sympati har jeg mistro til. Jeg er altid på vagt. Ved at de kun er ude på at narre mig. Jeg har ikke tiltro til nogen. Ikke til nogen. Ikke engang og måske især til min egen mor. Hun nev mig altid i øret for at få mig til at gøre som hun ønskede. Og hun ønskede alting af mig. Fordi hun selv var en fiasko. Hun var en allerhelvedes fiasko. Dømt til evigt slavearbejde på en dunkel maskinfabrik som spandt bomuld til brug i våbenindustrien. Skydebomuld, som er en opløsning af nitroglycerin man væder bomulden med før man propper den i patronerne, som derefter forsynes med en fænghætte som slagstiften på geværet antænder så krudtet går af og sender kuglen ud af løbet ud i luften og ind i hjertet på soldaten som står overfor dig og glor idet han bliver ramt. Det er sådan set det der sker og som min mor var med til at få til at ske gennem sit arbejde på skydebomuldsfabrikken ude i Hvidovre. Der lå også min svigerfars fabrikker. Han var meget velhavende og som hobby havde han en fabrik som fremstillede geværer. Han tjente store penge under krigen og slap kun med nød og næppe til Sverige de sidste dage af april 45. Nu ejer han en iskagefabrik som laver is af affaldet fra svinefarme. De raffinerer svinepisset så godt, at det kommer til at smage af citronsaft. Det laver de smooties af som de fryser på pinde, og det sælger kollosalt!
Jeg selv farer land og rige rundt på motorcykel. Sidst var jeg i Karlslunde og besøge en pige, jeg kender der, som giver den bedste spanking i byen, men det er en anden historie…
Jeg har ikke en skid at skulle have sagt over for denne herre som idelig kræver retfærdiggørelse. Han vil have penge af mig. Han står og tigger nede foran brugsen og vil have mine penge. Tænk Dem – Mine penge! Men det skal han ikke få. Jeg går forbi ham og lader som om jeg slet ikke ser ham. Han skal ikke narre mig, skal han. Han kan bare få sig et almindeligt job. Ligesom os andre! Jeg elsker nemlig mine penge og vil ikke af med dem. I love my money. Ich liebe mein geld also! Das ist das beste fur mich. Verstehen Sie? Nå, men det kan jeg bare ikke komme udenom. Det der med penge. Penge er det vigtigste ord i mit vokabolarium. Det er essensen af alt. Jeg kan ikke få nok og søger hele tiden at maksimere min formue. Så kan jeg købe alt i hele verden, hvis bare jeg får flere penge. Mange millioner og trillioner og hundredevis af kliptioner og putzioner og universelle lysår mange og flere og endnu mere og mere og mere og mere! Jeg kan aldrig få nok. Må hele tiden have mere af alting. Og da alting kan købes for penge, må jeg bare have flere og flere af dem. De dejlige penge, som jeg elsker så højt. Åh så højt så højt! Det forstår de vel nok min kære læser, ikke? De elsker vel selv penge som jeg, gør De ikke? Det formoder jeg. Det er noget jeg har til fælles med alle mennesker, tror jeg. Dette evige ønske om mere. Mere kærlighed. Mere lyst til at leve. Mere godt vejr. Mere at spise og mere at drikke. Mere selskab og mest af alt dette uforklarlige, vi kalder kærlighed. Det vil vi allesammen have mere af. Det er ligesom sirup. Bare det flyder lindt og gult, så er alle glade. Så kan alle de homoseksuelle gå i gaypride og vifte med flaget mens de synger kærlighedens pris med røde næser og grønne flag og blå bluser med påskriften “LOVE” Og jeg går ved siden af og samler ind til mig selv i min lille sparebøsse. Det er min hemmelighed. Min sparebøsse som jeg gemmer under skørtet så ingen kan se den. Jeg tager den kun frem hjemme. I virkeligheden er det slet ikke en sparebøsse. Det er min hemmelighed. Hvad der er i den lille æske, jeg gemmer inderst inde. Der ligger den skjult for omverdenen. Ingen får den nogensinde at se. Det er min hemmelighed, som man siger. Min elskede hemmelighed. Gollum havde godt greb om det. Han vidste hvad det drejer sig om. Hans dyrebare. Hans egen elskede lille dejlige hemmelighed. Han forstod det. Jeg kan i det hele taget nemt sætte mig i Gollums sted. Op mod denne selvretfærdige verden af hyklere, som lader som om. Lader som om de er så hellige. De svin. derfor hader jeg dem. Derfor får de aldrig min hemmelighed at se. Den er min, og således forbliver den. Det lover jeg.
Jeg elsker at skide og jeg elsker at pisse. Det er nok det jeg elsker allermest udover mine penge. Jeg elsker at svine folk til. Helst i al offentlighed. Sådan rigtigt hænge dem ud. At se dem lide. At pine dem mens jeg holder fast i mine penge. At nyde deres skrig når flammerne får fat og Jeanne D arcs forvredne ansigt forsvinder i røgen. Så nyder jeg det rigtigt. Det er lige noget for mig. Jeg læser Celine og ser katarsis i det at skrive ud, så det gør jeg. Helt ind til benet. Nyder at skrive lige hvad der falder mig ind. Uden blusel. Uden flovhed over min egen vulgaritet. Måske bliver jeg fordømt. Så ender jeg selv på bålet. Brænder op sammen med alle mine dejlige penge. Forsvinder op i den blå luft som røg og damp og alt muligt andet, som det er umuligt at beskrive. Det umulige vil jeg lade være. Til gengæld skal intet muligt være mig fremmed. Basta!
Nu vil jeg gå ned og bade og skylle alt det lort af mig. Svømme ud i morgensolen som en nyfødt havgud. Pruste som en sæl og dykke ned til de tusind små fisk, som ser på mig og griner højt af min tåbelighed. Smiler.
Kan man leve uden at vælge? Det er det store spørgsmål.
Kan man overhovedet leve? Spørger jeg, den skrivende efter at have været inde og se filmen Utøya. Hvem var den mand som i løbet af 72 minutter dræbte 99 unge mennesker og sårede 300 med sine dum dum kugler som sprængte sig vej ind i disse børns kød og dræbte eller lemlæstede dem. Var det mig, der gjorde det? Var det min skyld det skete ? -Var jeg Breivik i det øjeblik, hvor han gik rundt på øen og systematisk plaffede de unge ned. Var det mig? Ja det var det! -Det var mig, som altid fører sig frem i en hvilkensomhelst sags tjeneste. Jeg, tempelridderen med det formål at redde verden fra undergang. Det politiske menneske hvis eneste grund er at gøre “gode” gerninger. Det er mig, og jeg skammer mig over mit liv og mine handlinger. Jeg hader mig selv, og dette selvhad bringer jeg ud i skriftlig form, så du kan se det og væmmes. Sådan har jeg det efter Utøya, optaget i een lang sekvens tidsoverensstemmende og overensstemmende med antal skud der faldt den formiddag. Jeg vil lade tavsheden sænke sig over den skam og skændsel, jeg føler over mig selv som menneske. Nu.
Tårene strømmede ned over mine kinder. Tårene strømmede ned over mine kinder. Fra øjnene strømmer tårevand ned over mine kinder som skinner i aftenlyset. Solens stjerneglans fortoner sig og apokalypsens skrig genlyder i rummet over mit hoved. Jeg er fortabt. Vil aldrig gense mine kære. Min mor og min far og min bedstefar og min elskede Anna, som jeg holdt mest af fordi hun holdt mest af mig. Hende vil jeg aldrig komme til at se mere. De er væk for stedse. Borte har taget dem, og jeg er helt alene. En lille sjæledrømmer i dette lorteland vi kalder sindet. Pis det hele! Pis. Pis. Pis. Og det enskønt dagen er lys og varm. Vandet køligt og klart. Himlen lyseblå og indbydende. Pigerne smukke i deres sommertøj og en solsort synger lige netop den lyd, jeg elsker. Til trods for al denne skønhed er jeg ulykkelig. Altid i tvivl om jeg gør det rigtige. Siger det rigtige, for slet ikke at tale om tænker det rigtige. Altid i tvivl. Altid dårlig samvittighed. For er det nu klogt? Er det nu fornuftigt? Er det nu ærligt, det jeg gør? Det jeg er? Er jeg autentisk? Eller er jeg bare en opstyltet nar på evig jagt efter anerkendelse? En øjentjener. Et falsum. Et fatamorgana . En luftspejling frembragt af årtusinders menneskelig manipulation. Blot og bart en løgn. Er jeg det? Er jeg løgnen i sig selv? Så kan det vist ikke være værre. Så jeg tager bukserne af og blotter mig. For hele verden. Alle kan se min bare numse og rynke på næsen ad den. En exibitionist er jeg blevet i min evindelige kamp for retfærdiggørelse. Og lige lidt nytter det. Er altid på farten efter nye skalkeskjul for min fortabte sjæl. Mit ådsel af en krop, hvis forfald daglig bliver tydeligere og tydeligere. Sindssyge tanker farer gennem mit hoved. Jeg skriver mit sinds syge tanker ned, så alle kan se dem og væmmes. Jeg udstiller min egen svaghed. For helvede! Jeg udstiller min svaghed for helvede i det håb om at komme i himlen. De må da forstå det dernede. Deroppe. De må da forstå det, ikke? Det må de da!
