Sproget er den meningsbærende faktor i vores liv. Når man spørger:-Hvad er meningen ? så mener man:- Hvordan skal det forstås? Mening og forståelse hører sammen. Forståelse vil sige at man indser noget. Der går et lys op for een, som man siger, ikke? Sådan nogenlunde ser det ud for mig den skrivende ligenu. Men det vigtigste i dette er, at uden sproget er der ikke nogen mening. Og det er det der gør det hele så hylens svært. For man er indesærret i sproget, hvis man ønsker mening. Det er som om man ikke kan slippe ud af dette sprog, som tanken jo er, ikke? Det er ligegyldig, hvad man gør, så hænger man fast i det fandens sprog. Man hænger fast i den fandens tanke, som hele tiden driver sit spil om fortsættelse. Om kontinuitet. Sproget er verden i tanken. Så uden sprog ingen verden. Og så hænger man fast og gentager sig selv hele tiden for at holde sig selv i live. Derved kan man så indse, at man rent faktisk slet ikke eksisterer. Det er kun gennem sproget, man erkender sig selv. Man må derfor konstatere, at man er en konstruktion, som opretholdes af frygt. Det ser ikke godt ud, vel? Men det er det måske heller ikke. Alle tegn tyder på, at dette “Menneske” i virkeligheden er en meget skadelig art, fordi alle dets hanlinger bygger på forestillinger, og ikke på direkte indsigt, som er handling i sig selv. Derfor kommer der hele tiden en afstand mellem handlingen og den handlende, som indebærer at intet fungerer. At alting bliver forkert, som vi jo kan se.
Findes der nogen måde at komme forbi denne forhindring? Nej, det gør der selvfølgelig ikke. For man ende uvægerligt i samme grøft, når man søger en “metode” til at komme fri af dette skisma. Det bedste man kan gøre er, at indse at tanken ikke løser problemet og forholde sig tavs. Hvis man kan det. Men tanken gør sit bedste for at overbevise een om, at der alligevel er noget, man kan gøre, og deri ligge visdommen. At afvise dette. Men det er svært. Satans svært…
For tanken er så besnærende. Den lokker og lister sig ind, når man er allermest følsom. Så får den overtaget, og man tror man er sig selv, der siger det den siger. Så tror man at man handler, når det rent faktisk er tanken der bestemmer, hvad man skal. Man tror man vil og skal,- ja der hersker overhovedet ikke tvivl om det man gør, som man så bagefter ser var skrupravende forkert. Og så får man dårlig samvittighed og går til kirken og skrifter og bliver lettet, for nu er man fri for det onde, men det er bare noget man tror, som tanken jo kan “tro” på alt muligt. For tanken kan det hele, at I ved det. Det er et fantastisk instrument, hvis eneste fejl for nuværende er, at det tror det kan styre sig selv som et “jeg”. Så går det galt, som alle kan se. Men det har vi vist talt om tidligere, ikke?
