Hjemkomst

Haven var tilgroet som en hvedemark, og måtte under intens behandling med den selvkørende græsslåmaskine sat i højeste position. For hver gang plænen var blevet slået, satte jeg den en tak ned, men allerede ved 2. tak gik det galt og motoren satte ud med tunge snøft. Nu er det 4. gang, den bliver slået, og min nabo Lasse modtager med glæde det sammenrevne græs til sin kompostbunke. Havet her ud for Bandholm er jo ikke Middelhavet! Det tør antydes. Men alligevel rummer det fryd og glæde at nedsænke sig i det nu ret lunkne vand med de mange spændende tangplanter og små vimsende fisk ind og ud mellem mine ben. Ib, det brave menneske har sammen med en kammerat, som er tømrer, konstrueret to solbadningsplatauer på Bandholm badeanstalt og lovet mig og de andre vinterbadere en fast bro hele året, så vi kan dyrke vores fornøjelse i det iskolde vand. Han siger, at den skal hedde “Jenses Bro” Bilen har fået strammet sin kilerem, og får i næste uge sat sommerdæk på hjulene. Så er den klar til at bringe mig til Kim Larsen Koncert i Ringsted fredag før pinse. Det fik jeg som gave af klinikassistenterne, da jeg trådte af som tandlæge efter 49 års tro tjeneste ved boremaskinen.

Nu er jeg pensionist og stolt derover. Så er man nået så langt i livet. Så kan man slippe tøjlerne og lade hesten gå, hvorhen den vil. Det sære er, at hesten har en masse vaner, som hele tiden spændes for, og som nu trækker den rundt i manegen. Men efterhånden som det indses, at det blot er gentagelser af et gammelt mønster, så stilner det af, og det evindelige tidspres forsvinder. Så bliver en flues summen i lokalet og en solsorts aftensang atter værdifuld i sig selv og ikke et middel til at opnå noget andet, en “oplevelse”. Jagten på oplevelser hører op.Det er sgu da meget fint.

Og Jonathans Esta visum til USA er gået i orden, så nu er vi rejseklar til det store spring over Atlanten den 27 juni. Jeg glæder mig som et lille barn, og det gør Jonathan også. Vi skal nok få en god tur. Ubetinget.

Men folk er nogle skvadderhoveder, synes jeg. Sådan i almindelighed møder man mange, som man ærligt talt ikke synes særligt godt om. -Hvor skal du hen? Råbte han vredt til mig fra sin lille røde bil, da jeg var ved at bakke forsigtigt ud fra parkeringsbåsen for ikke at komme til at støde ind i ham, hvor han holdt lige bag mig og ventede på at komme ind. Det kunne åbenbart ikke gå hurtigt nok, så selvom jeg ikke var kommet helt ud, strøg han tæt forbi mig og ind og råbte vredt til mig:-Hvor skal du hen? Jeg var lige ved at standse min bil og stige ud og svare på hans spørgsmål, for hvad mente han egentlig? Han mente jo nok, at JEG var et gammelt skvadderhoved, som ikke kunne rubbe neglende og komme væk, så han kunne komme ind og parkere, og det er det, jeg mener. For hvad er meningen med al denne vrede? Der er nok slet ikke nogen mening, tror jeg. Jeg tror bare generelt, at folk er vrede. Sure over deres liv, som udelukkende består af TV og spise og sove. Og så måske et ensformigt job. Måske sågar opslidende for at holde dette konkurrencedrevne samvær og samfund i gang. Så alle dem som sidder på flæsket kan få lov at blive siddende på deres flæsk. Sygt.

Derfor er det, at man ikke skal nogen steder hen hele tiden. Ikke hele tiden skal have en gulerod hængende foran næsen for at komme frem. Ikke skal hverken frem eller hen, men bare høre sin egen stemme hviske indsmigrende ord i sine øre om hvilke fantastiske oplevelser, man finder om det næste hjørne. Fristelser om et bedre liv end det nuværende. Tåbelige syner man stavrer bevidstløst hen i mod. Som i en drøm uden anden glæde end den nuværende, som er en løgn. Men dette tages ganske roligt. Tages ind og slippes ud igen. Et sted hvorigennem alt bevæger sig. Gnidningsløst og stille og som derfor udvider sig hele tiden og altid. Såre simpelt. Så er det væk. Så er det væk det hele og fluens summen er det eneste, der høres i rummet, hvor havens lyde af sommer og vindens bevægelse af det store træs blade trænger ind og blander sig som den enkleste sag af verden.

I begejstringen over Karl Ove Knausgaards “Kamp” begyndte jeg at læse “Sjælens Amerika” og “Alting har en tid” og jeg må desværre indrømme, at de keder mig. Det er som om han i begejstring over succes med “Kampen” nu skal til at finde på noget nyt. Han begynder alenlange filosoferende tekster, som ender som ren kværn. Set fra min synsvinkel. Men han skriver også i “Kampen”, at han leder efter noget at skrive om, og derfor kaster sig over emnet “`Engle”, men når man leder efter noget at skrive om, fordi man identificerer sig med en “Forfatterrolle” kan det ende med at blive tom snak.Trist.

Til gengæld er det ikke trist, at vejret nu og sansynligvis hele den kommende uge skal blive fint med sol og skyfri himmel og 20 grader i snit. På tirsdag får bilen sommerdæk, og så er det rigtig sommer!

What is the difference between fiction and reality ? The difference is, that fiction is created by thought and that reality is not. Reality is not something created. Reality is creation in it self. So whatever endlessly amount of fiction you absorb, you will never be real. Real is not something you can be. Real is something you are. Yes or no ?

How can you be sure, that you are real? That you can not.  Thats interesting. Because reality can never be fictiv. That is the funny thing about that. So you can think from now on and til doomsday about reality, and you will never grasp it. So you start doing fiction about it, and then you are back again. Running after your own tail. Funny, is it not?

But it is very entertaining. It is very absorbing and thrilling, as it is to work with artificial intelligens and computerised 3D imagination. And even to read a book  or look television. A parallel univers into which we are jumping easily on our way riding on thoughts.

This is just a personal statement. Any comments?

I dag er der æbleblomstfestival hos Klavs Meyer på Lilleø. Mens jeg svømmede ud fra Bandholm Badeanstalts cementmole i det 15 grader varme vand under en skyfri lyseblå forårshimmel, strømmede tonerne fra Monotone trommelyde ud over vandet blandet med munter snakken fra hundrevis af gæster, som ventede på færgen over til Askø. De havde telte og rygsække med og blev forsynet med kaffe og is fra en mobil kaffebod betjent af søde Klavs Meyer piger med blå forklæder. I to dage skal de lytte til musik og drikke æblemost og spise økologisk ude i hans æbleplantage. Jeg spurgte om der var flere billetter, men der var udsolgt. Men 2000 kr for to dages æblemost er også lidt i overkanten, tænkte jeg, så jeg vendte næsen hjemad og fik på vejen en snak med to cyklister, som camperede i Sakskøbing for at komme lidt hjemmefra,der hvor de boede i en lille by på Vestsjælland.-Nu, hvor børnene er blevet så store, at de kan klare sig selv, er det rart at tage et par dage fri. Sagde Konen, og tilføjede:- Og så kan jeg være lidt sammen med min mand, som ellers ville hænge i haven hele dagen. Manden lo genert, da hun sagde det. Og jeg gik videre hjem og tog en duche og spiste morgenmad. Såre simpelt det hele. Så prøvede jeg igen at læse lidt Knausgaard nu om Kain og Abel, og genkendte hans tidligere beskrivelser af forholdet mellem ham og hans bror, og begyndte igen at kede mig. Men måske er det mig der er noget i vejen med. Måske er det fordi jeg er begyndt at se House of Cards, som er spændende og godt lavet fjernsyn, at jeg mister koncentrationen med læsningen. Men det tror jeg nu ikke. Det er bare fordi, der var nogle “experter” i går i deadline, som mente, at man kan miste koncentrationsevnen, hvis man er for meget på facebook, men det er jeg jo slet ikke, så måske er det bare fordi det ER kedeligt, det han skriver i lange passager i “Alting har sin tid”. Nå, men nu skal jeg jo heller ikke trætte eventuelle læsere med lange meningsløse passager, så derfor: -Hav det godt derude hele verden!

Nå, nu skal jeg vist ikke komme for godt i gang med at klage over Knausgaard, for “Sjælens Amerika” er fremragende. Helt på højde med “Kampen” Han skriver direkte om sine oplevelser i verden, og det kan jeg lide! Tænker klogt og observerende. Kan anbefales.

Fik mail fra Olli i Schweitz, som bekræftede at han og hans familie har det godt og er flyttet til deres sommersted et chalet i Alperne nær Lucern. De inviterede mig til at komme forbi på besøg på vejen hjem fra Spanien, men  da jeg jo allerede er hjemme, kan det ikke lade sig gøre. Men måske når jeg atter bevæger mig sydpå til efteråret, vil jeg slå et smut indenfor hos dem. Jeg mødte dem i Blanes, og har allerede skrevet om dem tidligere. Det er en af de ting, som er så værdifuldt ved at rejse, at man møder mennesker igen og igen, som man aldrig har set før, og som man har alt til fælles med. Det er dette møde ofte helt ud af det blå, som viser hvor forbundne vi i virkeligheden er. Som jeg så ofte før har sagt, så er verden i orden. Det er os, der bringer den i uorden. Gad vide, om vi nogensinde finder vores plads. Gad vide.

Men det er spændende, at være med hver dag i dette uendelige experiment som livet er og se, hvorledes alting spiller smukt sammen, når man holder nallerne væk. Men det er også det, der er det svære: At holde nallerne væk.  Man skal lige ind og pille lidt. Rette lidt og mærker hvorledes initiativet tages med alle de undskyldninger en fortabt sjæl kan fremmane. Det er satenme svært en gang imellem ikke at komme til at føre sit eget forsvar, i stedet for at lade verden gøre det. Det er så nemt at snyde sig selv. Det er i det hele taget så nemt at snyde. Til tider så nemt, at man slet ikke er klar over, at man gør det. Så ser man sig selv, og bliver i tvivl om det var snyd, det man gjorde, eller om det var det rigtige, selvom det så ud som snyd.

Men for hrelvede, det er da skønt at komme i tvivl, ikke? Det tyder i det mindste på, at man ikke er en stålsat idiot. Om så nogle vil kalde det svaghed. Det er jo i virkeligheden det, der er humlen. At svaghed kan være styrke og styrke svaghed, og der er kun een til at afgøre, hvad der er hvad, og det er dig selv.

I haven blæser en halv orkan. Vores kunstige strand nedenfor Bandholm badehotel er på sandflugt ind over hotellets store plæne, så man må sætte hegn op, så ikke hotellet bliver den tilsandede kirke. Ruth Evers residerer stadig over sin menighed i “Faderhuset” Så sammenligningen med kirken i Skagen er ikke irrelevant. Havet er imidlertid ligeglad. Det ligger og lader sig stryge af den henfarende vind, og skutter sig velbehageligt med små krappe bølgebevægelser, som fugl og fisk og den store hvide svane tager del i med lige stor begejstring. Jeg løber ud langs molen, mens jeg holder på kasketten, som stormen prøver at flå af. En smuk pige standser op og griner til mig. Jeg svarer:-Der fik du mig! Og løber videre.

Det er i øjeblikket, det hele sker.

En sammenrullet grøn haveslange med gevind er en luksus, når man kommer op fra badet i det iskolde østersøvand. Så kan man gå over til studsen på hanen ved siden af toiletskuret og fastskrue den, for derefter at blokere tryklåsen med et stykke ståltråd, således at vandet løber hele tiden. Det giver anledning til en afvaskning af saltet fra havet, og man kan derefter frottere sig i den strålende morgensol. Så kan man ikke have det bedre. Man vil så kunne finde en passende reaggae station på sin Ipad, som transmitteres via Bluetooth til den lille sphæriske højttaler, som placeret på træbordet vil udsende æggende toner, mens man spiser sin yougurt. Så kan man slet ikke have det bedre. Imens kredser to ørne højt oppe i den lyseblå himmel og sender besked ned til den spisende om deres altafgørende tilstedværelse. Den spisende tygger sin mad grundigt. Det tager lang tid for hver mundfuld, for yougurten er dækket af et tykt lag muesli, som er indkøbt i et spansk supermarked, som ekselerer i meget grov og vanskeligt tygbare kærner. (Det er den samme muesli, som herren ved træbordet ofte deler ud til fugle, som kommer og beder om noget at spise, hvor han nu befinder sig i verden) Det tager altså tid at tygge. Og der ligger også æblestykker, som han har snittet, nedenunder myslien, så hver mundfuld kræver grundig forarbejdning med tænderne, før den synkes nu nærmest som en grød. Den tyggende herre tænker på, hvor svært det er, når andre mennesker i hans nærhed forlanger af ham, at han skal skynde sig med at tygge færdig. Så får han maden galt i halsen, og er nær ved at kvæles. Han må løbe hostende ned til bredden af havet og kaste det utyggede mad op og ud, for det er helt ufordøjeligt. Det tænker han på, mens han sidder der og hører reaggae musik og tygger fredeligt. For der er ikke andre mennesker til at forstyrre ham og skynde på ham. Han er helt alene i naturen ved havet med sin reaggaemusik og sin muesli, og han nyder det. Han nyder at føle, hvorledes hans krop og sanser spiller sammen med ørnene på himlen, bølgernes brus mod strandkanten og hans eget hjertes dumpe slag i sit bryst, mens han som sagt tygger på de hårde kærner i mueslien. Strømmen til den lille Bluetooth højttaler kommer fra hans nye solceller, som han har anbragt på taget af sin mobile lejlighed med både køkken og bad og toilet i en spand med aviser. Nu kommer al den energi, som han bruger til sine elektroniske apparater, sit køleskab og sit vebasto varmeapparat fra solen. Cellen er i stand til at producere op til 50 ah-timer i døgnet. Lige nu arbejder den på fuld tryk, og han glæder sig over solens hjælp til hans reaggae musik. Han glæder sig også over markernes grønne midsommerlys overdrysset som de er med ildrøde valmuer og dybtblå kornblomster. Bilen han kører duver behageligt efterhånden som den snor sig ad de smalle veje forbi krager i tusindtal som letter fra marken hvor de lever højt på en stor flok brogede og fritgående køers efterladenskaber. Hans hjerte bryder ud i sang, og han ser det hele som det er. For hrelvede hvor er det skønt. For hrelvede!

Så kører han ind forbi de to heste og de tre høns. Ind på Klippebo, hvor det ikke varer længe før hans bil er omgivet af røde italienere, som gør sig til gode med resterne af den grovkærnede muesli. Mens de spiser, spiller han et lille stykke klassisk mundharmonikamusik, der idet det blandes med den vellystige klukken fra hønsene, bliver til en symfoni om idel lykke.

 

 

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.