New York

8 timer fløj vi mod solen, som derfor aldrig gik ned før vi landede i et flammehav af rød og orange i Kennedy International Airport. Skylinen med Empire State Building som blinkende vartegn blev foreviget på Jonathans Iphone 7 i timelab mode mens den store Boing 747 tungt nærmede sig jorden i en rasende fart. De store rigmandsvillaer og golfbanerne i Broklyn lå og vidnede om rigdom og magt udenfor flyets vinduer. Vi var trætte og radbrækkede efter tiden med sammenkrøllede ben i de snævre flysæder, da vi endelig sammen med flere hundrede andre rejsende stimlede sammen foran Border Kontrol. Langsomt sneglede køen sig frem  mod de høje deske, hvor mørke alvorlige mænd skulle afgøre vores skæbne. Om vi kom ind i det forjættede land USA eller ej. Det gik nemt for alle, vi så, at komme igennem med pas og Esta i hånden, så vi blev mere rolige, og troede det nok skulle gå. Det blev vores tur og Jonathan gik glat igennem med sit fine Esta papir. Han fik taget fingeraftryk og irisanalyse, og så blev det min tur. Med bankende hjerte fremlagde jeg mit nye visum i mit pas og erklæringen om, at vi ikke havde grøntsager med ind i landet, og at jeg ikke havde haft kontakt med husdyr (heste…)  den sidste måned… Så skulle der tages fingeraftryk, og så begyndte vanskelighederne. Det virkede øjensynlig ikke, eller osse var der noget andet i vejen, for den mørke mand rynkede brynene og gav sig til at taste noget ind i sin computer, mens jeg ( Den tidligere narkofange) begyndte at få en lettere fængselspsykose med sved på panden og rystende hænder. Så rev han mit pas til sig og slog en stor gul streg hen over tolderklæringen, hvorefter han rejste sig. (Det var første gang, det var sket, såvidt jeg havde set, at en borderkontrollør havde forladt sin pult.) Han gik ud foran mig og sagde, at det var nødvendigt med en mere omfattende undersøgelse, og førte mig over i et stort lokale, hvor der sad fire betjente, som han rakte mit pas og den note, han havde skrevet. Vi blev bænket foran disse dommerlignende mænd med skilte på skulderne, Jonathan og mig. Jeg var som gele, og Jonathan helt bleg i ansigtet. – Så skulle det altså ske alligevel, sagde jeg til ham. – Hold din kæft, svarede han. -Så var det den USA tur tænkte jeg, og spekulerede på, hvordan vi skulle få et fly tilbage. Vi var begge helt overbeviste om, at turen var slut, og vi ville blive sendt tilbage. Der gik en halv time som var et helvede. Så kom en kvinde ind med mit pas og papirer og kaldte mig op. Hun spurgte mig om, hvad jeg skulle i USA, og med svag stemme svarede jeg, at vi var turister og ville opleve landet. Hun rakte mig mit pas med et venligt smil og sagde: Velkommen til USA. Bagefter udenfor faldt vi hinanden om halsen Jonathan og mig. Vi var ellevilde af glæde ovenpå den halve time med tvivl om vi var købt eller solgt.Pyha!

Vi fandt vores net, og google fandt det blå airlinetog, og en høj herre af afroamerikansk afstamning med blød hat og store tænder fandt os i vores vildfarne øjne og førte os mod jamaica station, hvor en anden afroamerikansk herre i politiuniform fandt os, og førte os hen til toget mod Penn Station, hvor en stærkt sminket dame med affarvet hår og hvide lår under den korte nederdel satte os ind i de forbipasserende stationers navne, før vi endelig ankom til Penn, hvor vi skiftede til tog nr 3 mod 148 street dybt inde i Harlems hjerte.

Toget eller subway som det jo var, skulpede gennem de lange rør med hektiske opbremsninger og vild acceleration, mens føreren på et uforståeligt amerikansk skreg navnene på de mange stop undervejs. Ved endestationen steg vi ud, og begav os ad sodsværtede trapper ud på en skummel gade, hvor Jonathans Iphone viste os vej til et hus, vi troede var vores bestemmelsessted. Der duftede lifligt i kvarteret af hamp og blandet affald stablet op på fortovet i store sorte plasticsække. Mørke mænd med rastahår og musik i maven tilbød dope, som vi afslog. Vi satte os udenfor huset og prøvede at komme i kontakt med David, vores vært pr telefon, for døren var låst og mikrofonene ved siden af i stykker.

Telefonnummeret han havde givet os virkede ikke. Klokken var over et amerikansk tid og syv om morgenen dansk. Vi havde nu ikke sovet et døgn, og var flade. Intet virkede. Da trådte en vældig kvinde af afroamerikans afstamning ud under træerne. Hun fremdrog en mobiltelefon af enorm størrelse, fik adressen og påpegede straks at vi var det forkerte sted. Det var slet ikke Davids hus, vi sad ved. Med værdige skridt førte hun os rundt om et stakit og ind i en lille gårdhave med frodige dybtgrønne buske. Hun pegede på en dør, hvor der hang en  gul seddel  med velkomsthilsen fra David.

Mirakel. Vi var der. På 6 sal stod en lille ferm bøsse og tog i mod os.-Hej, and Welcome. It took its time. Sagde han, og førte os på plads i sin veudstyrede lejlighed. Vi faldt om på den store seng og sov på sekundet. Godnat New York. Og god dag.

Jonathan sover som en sten. Jeg kan ikke sove længere. Klokken er ni. Jeg står op. Må ud og se, hvor vi er. Tager korte bukser og den blå tshirt på og putter to tyvedollarssedler i lommen. Må ned og finde et sted og købe noget morgenmad. Eller en kop kaffe. På vej ned ad trappen bliver jeg kærligt omfavnet af en fuld rastafarianer. Ingen vold. Bare kærlighed. Ude på gaden sidder flere sorte folk og hører musik og ryger. De griner til mig og byder på et blow. Jeg griner tilbage, og ryster på hovedet. I det lille marked smøreres der sanwich med tyk mayonaise, skinke og tomat. Rækkes over disken til den gamle mand, som med rystende hænder betaler en dollar for maden. Hylderne er fyldt med chips og små kager i cellofan. Jeg køber et brød og en dåse kokosmælk. Betaler med en tyvedollarsseddel og får 18 dollars tilbage. Går op og finder ud af at den anden tyvedollar er væk. -Fandens osse, tænker jeg. Den er nok røget ud af bukserne, da jeg betalte. Bestjålet er jeg i hvert fald ikke. Jonathan er vågnet. Vi gør boet op. Jo, det er rigtigt, vi mangler tyve dollars. Æv.

Jonathan går ud alene. Det vil han. Jeg er lidt bekymret. Bliver han væk, ligesom den gang i Firenze, hvor vi pludselig ikke kunne finde ham. Nå, han er 18 og en klog dreng. Så jeg vinker farvel, og lægger mig til at sove. Kl 1 vågner jeg, og han er stadig ikke kommet tilbage. Nu bliver jeg nervøs. Det er et farligt kvarter, vi bor i. Er han blevet overfaldet? Tankerne flyver igennem mit hoved. Jeg lægger mig lidt igen, men kan ikke finde ro. Sender en sms, men han svarer ikke.-Han har jo heller ikke net.Tænker jeg. Så kigger jeg i min Ipad. Hov, der er mail fra ham: Hjælp! Står der. -Jeg sidder ude på trappen, og kan ikke komme ind! Kan ikke låse op! Jeg skynder mig til hoveddøren. Der sidder han ude. -Endelig, siger han, fik du min mail.- Jeg har siddet her i over en time. Nøglen virkede ikke. Jeg ånder lettet op, og får ham ind. Han smiler til mig og siger: – Ved du hvad jeg fandt? Jeg tror næsten ikke mine egne tanker, da jeg siger:- De tyve dollars?  -Ja, svarer han. -De lå på gaden, jeg samlede dem op. -Fantastisk. I Harlem blandt skæve eksistenser fik min nye tyvedollarseddel lov at blive liggende! Han rækker sedlen til mig. Jeg rækker den tilbage til ham. -Det er din findeløn. Siger jeg.

Solen skinner fra en skyfri himmel. Det er 30 grader i skyggen. Airconditionsanlægget kører hele natten på fuld kraft. Ellers kan vi ikke sove. Ikke bange. Ikke bange, lyder det hele tiden inde i mine tanker. Nej. Greenwich Village ligger på ruten fra Lexinton Av. 148 street, hvor vi bor. Toget blev ramt af en afsporing samme dag vi ankom. I myldretiden. 37 passagerer  kom alvorligt til skade. Nogle arbejdere havde glemt værktøj  på skinnelegemet. Så røg toget af. Det er vores tog hver dag ind til byen. Noget gammelt lort. Slidt og forfaldent.

Vi skal afsted. Kører med de blanke aluminiumsvogne i fuld fart mens en sød ung pige, jeg spørger, give besked om , hvor vi skal af for at komme til East Village. Vi hopper af toget og skifter til et andet, og er lidt efter oppe på gaden i et kvarter med lave huse og menneskemylder. Vi har togkort som vi fylder op på stationen. Først svirper Jonathan, så svirper jeg, og han  klager altid over, at jeg svirper for langsomt. Så må jeg svirpe om igen, og så går vinkelrørene fri, og jeg kan komme ud.

Her er en gade, vi går på: Jeg tænker kaffe. Jonathan tænker på sko. Han har fået besked fra sin søster om at købe ind i New York. Nok osse sko til hende. Jeg får gennemtvunget, at vi går på 7/11 for en kop kaffe og en brownie. Han vil ingenting have. Han vil have sko. Så bliver vi enige om at han går i skobutik, mens jeg sidder på et rækværk på den modsatte side med min kaffe i hånden og ser. Ser på alle disse mennesker af alle afskygninger, som strømmer forbi hele tiden. Kan du huske “Skygger” ? Filmen. Sådan er det her. Skygger og lys som bliver til farver og lyd. Ansigter og sjæle. Nogle fanger mine øjne. Alle slags bevægelser. Den gamle kridhvide mand, som næste ikke kan gå. Med sine sår i ansigtet. Den unge japanske kvinde, som selvsikkert går forbi med sine høje hæle og sin vrikkende numse. Fyren som danser afsted til musikken i sine hovedtelefoner. Den hvidhårede, ansigtsløftede stramme dame med døde øjne. Jeg ser det hele og drikker kaffe til, mens Jonathan ser på sko. Sådan har vi vores arbejdsdeling på turen. Så kommer han over. Alle skoene var for små. Det er vist osse noget med, at han skal købe til en kammerat, så han kan sælge og tjene lidt penge, for sko er billigere her. De fine mærker. – Du skal være forretningsmand, siger jeg. -Det er det du skal være. Han griner lidt.Usikkert. Så går vi videre.

Broen over Hudson River er pakket med biler. Vi bevæger os væk fra strømmen og sydpå ind i Lover East side og East Village. Butikkerne bliver mere snuskede nu. Weed dufter der af overalt. Her taler alle spansk. Duft af branket kød bølger i den varme luft. Vi er på vej til Chinatown.

Alt er kinesisk. I en kælderhals hænger et skilt med ordet “Ramen”, men de åbner først kl. 6, så vi bliver enige om at komme tilbage senere og spise der. Det skulle være New Yorks bedste ramensted, står der på et udklip fra New York Time. Det er en aftale, og vi driver dybere ind i kvarteret til en bar, hvor vi sætter os og drikker iskold mangojuice. Jonathan går en lille tur alene. Jeg slapper af. Senere havner vi midt i en kinesisk park med et tempel, hvor en gruppe mennesker laver tai chi oppe på taget. I en rundkreds sidder de og spiller mahjon, de små gamle mænd med de smalle øjne og det koncentrerede blik. Lidt væk derfra underholder 3 alvorlige musikanter med skærende lyde i fremmede tonearter fra tostrengede violinlignende instrumenter, mens en ældre herre synger til med høj skinger røst. Jonathan står op ad et hegn og ser dem spille fodbold ovre på den anden side.

klokken er 6 og vi spiser en aldeles udmærket ramen i store skåle mens kokkene bag den lange disk arbejder for øjnene af os. Vi går styrket ud i den blå time i et New York, der viser sig fra sin magiske side. Skatere på sprigvandskanten bliver filmet af et tv-hold, og House of Justices facade gløder i lyset fra den nedgående sol. De majestætiske bygninger har overflade som levende hud. Vi er på vej til Ground Zero. Vi er på vej mod undergangen mens vore hjerter jubler af lykke i denne by skabt af hele det menneskelige spektrum af kreativitet.

I et firkantet sort hul strømmer vandet ned fra det enorme kvadrats fire sider. På kanten af dybet er indgraveret navnene på ofrene. Vi står og ser ned i mørket. Over os står det første af de planlagte fire tårne til det nye World Trade Center. Som et trodsigt udsagn folder taget over memorialbygningen sig beskyttende ud. Som en englevinge. Jeg siger ikke noget. Det gør Jonathan heller ikke.

Grand Central Station. Mein Gott. Selvfølgelig. Vi har set den på utallige film. Skal derhen, men først må jeg ned og købe noget morgenmad. Jonathan sover sødt, og jeg lister ud og ned gennem den grønne korridor af planter og høje træer af en art, vi ikke kender. Amerikansk. Vi er i Amerika, for søren!  Supermarkedet er stort med hylder, der bugner af farvestrålende indpakket gods. Køber mælk, yougurt, Frosty Flakes med chokolate og selvfølgelig brød, peanutbutter og jam. Rød boisenbærjam. Og stavrer med min plasticpose op ad de slidte trapper til Davids lejlighed, hvor Jonathan er vågnet og ligger i sengen og ser 25. afsnit af House of Cards! Vi spiser i den blankpolerede maghony spisestue.

David kommer frem fra sit skjul. Jeg spørger, om han er gay. Så får vi det på plads. Han nikker og fortæller om gaypride, som var i sidste uge. Hans ven  er græker, derfor græske flag overalt. Han siger, vi skal stå af på Time Square og skifte til S train, som går med et stop over til Gand Central, så det gør vi. Time Square fordelingscentret i Metroen er en labyrint. Her går vi ofte fejl. Jonathan vil den ene vej og jeg den anden. Så skiftevis hovere vi lidt. Hvem der har ret. Mylder, mylder menneskemylder. Sort af dem. Op og  ned og så op ad lang trappe, hvor denne katedrallignende hal af en hovedbanegår åbenbarer sig. Marmor og guld. Mønstrede vægstukkaturer i lysegul sandsten. Loftet en stjernehimmel, hvor der minsanten midt i det hele hænger en lyseblå ballon, et barn engang gav slip på… Uregelmæssigheden som gør helheden perfekt, tænker jeg, og lader mig opsluge af det vældige rum med trapper op og ned og ud og det tykmavede guldur i midten på toppen af informationen som viser tiden, som jo er nyttigt på en station, hvor togene kommer og går til tiden!

Jonathan vil gå for sig selv, og jeg lader ham. Vi skal mødes ved den grønne plakatstander om en time. Så kan vi hver for sig udforske hele herligheden. Op ad den brede midtertrappe har Appel slået sig ned. Det store æble. The big appel. Jeg finder mig selv på en Appel Pro og ser, at jeg  er tilgængelig selv her i New York. Det er betryggende. Eller hvad? Man kan finde mig, hvis man vil. Jeg er ligeglad om man gør, men jeg vil ikke gemme mig. Ikke længere. Hverken bag en tandlægetitel eller noget som helst andet. Synlighed er godt. Er man synlig, kan man se. Og jeg vil se. Det hele.

Så jeg sætter mig med min store kop kaffe fra Starbucs i kælderen under stationen, hvor alle udsalgsstederne med mad er, ved et bord og giver mig til at tegne folk. Så bliver jeg væk og meget nærværende. Det er derfor jeg tegner. Ren terapi. Det foregår med fingeren på Ipad. En mand kigger mig over skulderen, og jeg griner til ham: -Just for fun, siger jeg. Han roser mig, men det skal han jo. Han kan næppe sige, det er noget lort, jeg laver. Men måske tænker han det. Hvad ved jeg, jeg er ligeglad. Tegner bare disse særprægede skabninger ved bordene omkring mig. Driver lidt omkring bagefter og nyder dufte og synsindtryk fra de mange maddiske. Kusherfood, Sushi, Store amerikanske burgers, kager, is. Det bugner. Og folk æder. De æder hele tiden herovre i Amerika. Hold da kæft, hvor de æder! Så kommer Jonathan, og så skal vi til Trump Tower, for selvfølgelig skal vi hen og se, hvor Amerikas ny præsident bor, når han ikke er i Washington og regere.

Der ligger det så omgivet af maskinpistolbevæbnede politifolk, men man kan gå lige ind, og det gør vi. Ivanka har en smykkebutik i hallen lige indenfor betjent af en Ivankalignende kvinde med langt lyst hår. Alt er i guld, ligesom præsidentens hår. Jonathan tager rulletrappen op, jeg stikker hovedet ind i Trump baren, netop som præsidenten toner frem på den store TV skærm over disken. Han er ved at fremlægge en ny lov, som tillader at alle de kulminer, Obama lukkede, skal lukkes op igen og at naturgasproduktionen skal sættes op, og at offshore olieudvindingen skal forøges og at en pipeline i Alaska skal åbnes. (Jeg bliver helt stakåndet!) -Amerika bliver et helt fantastisk sted at være. Siger han, og smiler sit kærlige smil. Jeg er opslugt, og må derfor hurtigt til at punge ud, da tjeneren spørger mig, hvad jeg vil drikke. -En lille øl, svarer jeg spagt, og får en Heiniken, som jeg drikker og bliver noget så dårlig over hele upsettet her og må ud. Må ud i luften fra dette guldhus, hvor Jonathan i det samme dukker op, og vi skrider.

Over i Central Park, hvor vi begge falder omkuld på en klippetop omgivet af små egern og spraglede amerikanske fugle, som pipper mig ind i øret og fortæller, at det hele nok skal gå. De er  nogle optimister de fugle, men det hjælper på hovedpinen og Trump Tower, og så forlangte han minsanten 10 dollars for den øl! Men det var jo også i præsidentens bar. For søren…

I dag skal vi ud og sejle. Jeg elsker at sejle på havet i en båd. Der gynger… Osv, men altså, vi SKAL ud og sejle med en færge godt nok, men alligevel. Det lugter altid lidt af fisk. Færgen hed Jutlandia, nej for søren, sproget løber af med mig. Det er tidlig morgen, og Jonathan ligger og flader ud, mens herren sidder i dagligstuen, pligtopfyldende til det yderste og skriver om dengang han og sønnen var ovre på Staten Island. Det er stadig solskinsvejr. Det er stadig meget varmt, men en svag brise blæser dog, og gør opholdet på dækket tåleligt, ja endog behageligt. I den store afgangshal, som vi venter i sammen med flere hundrede andre mennesker med samme ide, spiller en Terry Riley lignende musiker på sin bordharpe, som han beslår med fine metalfjedre, således at lyden i rummet væver os mennesker sammen til een organisk enhed. Så går de store fløjdøre op, og vi strømmer ud i skibet og finder en plads øverst oppe i den side, hvor vi bedst kan se The Statue of Liberty, når vi sejler forbi.

Åh, det er forfriskende at få afstand til al dette sammenklumpede og opstillede liv, som denne by repræsenterer. På afstand ser den hel nydelig ud. Små sølvskinnende tændstiksæsker derinde tårner sig ligegyldigt op. Billeder bliver taget. Alle skal se statuen. Statuen. Hvad er det for noget? Jeg spørger Jonathan, hvorfor de ikke fløj ind i statuen i stedet for, men han mener, at det kun ville have symbolværdi og ikke rigtigt batte noget. Men det ville da have været bedre, set ud fra alle de døde menneskers synspunkt, siger jeg, men han høre ikke noget. Han har hovedtelfoner på.

Vinden blæser. Brisen er mild mod kinden, og alle de små slæbebåde fiser frem og tilbage i havnen, mens 3 vandscootere laver slalom ind imellem. Så er vi der, og må af og på igen via ankomsthallen på Staten Island, hvor der er hotdog bar og slikudsalg. Da vi atter går i land på Manhatten, er det over 30 grader varmt, og vi styrter ind i skyggen af skyskraberne på vej mod Wall Street.

PJ Morgan, the Kapitalist of Kapitalists har bygget banken, hvis trappetrin vi sidder på. Overfor er George Washington stillet op, og det hele er afskyeligt. Goldman Sax ligger lige om hjørnet. Japanerne fotograferer det hele og Kineserne ejer det hele, vist nok. Penge. Magt. Prestige o.s.v. Vi kender hele rumlen og er sultne. Hvad er da mere nærliggende end at skrå over til Little Italy for at få noget at spise. I en restaurant som Frank Sinatra spiste i. Wau!

Så bliver vi uvenner. Jonathan pumper igennem den ophedede by i sin evige jagt på nogle særlige sko i en særlig forretning med kø udenfor af unge drenge ligesom ham. Jeg kan ikke holde tempoet, og bliver sur. Så sætter jeg mig på en trappesten og venter, og siger, at han bare kan løbe rundt. Jeg går ingen steder. Så løber han rundt, mens jeg bare nyder at sidde stille i skyggen og betragte alle de skøre mennesker, som løber rundt og rundt og rundt.

Galehuset Time Square. Ja den er virkelig gal. Men flot også. Milliarder af Led pærer blinker hele tiden i alle regnbuns farver, så man bliver bims. En kvinder har malet sine bryster i Stars and Stribes farver. Som to fuldmodne meloner hænger de og skammer sig over fornedrelsen. Her er sygt. Det kan ikke blive værre. Jeg bliver sat af på Mac Donalds, hvor jeg sidder og hører Nora Jones mens jeg drikker kaffe og Jonathan er ude og løbe efter sko.

Vi skal til Time Square igen den næste dag i sollys. Men så begynder det at regne. Det styrter ned og tordner. Byen bliver overvældet af naturens egne kræfter og bliver lille og skræmt. Meget opløftende endelig at få balance i tingene.

Ovre i Rockefeller Center bliver jeg sat af, mens Jonathan er ude og løbe efter bukser. Jeg spørger en kasketklædt kontrollør ved elevatoren, om jeg kan komme op og kigge ud over byen. Han siger, det kan jeg. Det koster 50 dollars, som yderligere skal spædes op med en Bombay Saffire til 20 dollars i Skybaren. Det dropper jeg. Man skulle ellers tro, de havde penge nok i den familie. Komplexet er grunlagt af Nelson Rockefeller, der døde i 1960 som en af de rigeste mennesker i verden. Alt er  guld. Eller i hvertfald gyldent metal. Og marmor. Stiligt og med prangende religøse motiver op og ned ad stolper og vægge. I kælderen har de et cafeteria eller Rockbar, som det hedder. Her står tunge metalstole og borde i 1940 design og skramler fælt med ekko og skrigende lyde, hver gang folk rykker rundt. Jeg løber ud og holder mig for ørene.

I tasken ligger rosinkager, købt i supermarkedet hjemme i Harlem. Dem får duerne i små stykker ved bænken, mens 75 amerikanske flag smelder i vinden rundt om en oppustet kæmpestautue af en disneysk balletdanserinde. Jo tak, her er fest og glade dage. Der går 3 timer, så er Jonathan tilbage med et par bukser, han fik på tilbud. Han er helt svedig af at løbe for at nå tilbage til mig på den aftalt tid. Jeg smiler til ham, og siger, at det ikke gør noget, han er lidt forsinket. -Jeg har jo duerne så længe.

Se, vi skulle jo gerne ud og høre noget musik. I en club eller sådan noget. I går på vej hjem gennem Broadway så jeg BB King bluesclub, og fik lange øjne, men da jeg senere googlede musikscenen i New York, gik det op for mig, at al den slags underholdning er forbeholdt folk over 21 år, og Jonathan er 17, så det sætter nogle begrænsninger for vores clubliv. Ude i East Village var en rap-koncert med DJ Haley, som Jonathan kender, men her var også begrænsning på 21 år. Endelig fandt jeg en jazz koncert somewhere uptown, hvor man bare skulle være 16 for at komme ind, og bestilte billetter. Der var en højtidelig stemning mens vi blev ført ned ad trappen til salen, og det undrede mig, at man ikke kunne høre musikken, men kun mikrofonmumlen afbrudt af høj latter. Da døren gik op, og vi blev ført ind blandt flere hundrede mennesker samlet om små runde borde og sat sammen med et ægtepar, som høfligt præsenterede sig, gik det op for mig, at vi var havnet i et stand-up show! Jeg så fortvivlet efter, om der ikke skulle stå nogle instrumenter et eller andet sted, men der var kun scenen og så denne mandlige person, som i det skarpe lys ustandselig udsendte sætninger på lynhurtigt amerikansk, hele tiden afbrudt af vilde latterhyl fra tilskuerne.

Det var buttfuckers og Sodomi og Jesus i sandaler og Trump på tissepotte, og det blev efterhånden som aftenen skred frem nogenlunde morsomt, men musik var det ikke. Vi stod ude på den våde gade lidt med en lang næse bagefter, og kunne kun løfte vores humør ved at fylde vores maver i en pizzarestaurant på hjørnet skråt overfor.

Og så kom musikken alligevel. Nede under jorden midt i virvaret af ind og udgange fra de forskellige metrotog stod et 8 mands orkester og spillede gamle Beatles melodier mens passagererne lige fra fra gamle halte mænd til skøre kvinder med uldhår dansede til. Det var vildt og dejligt, så vi blev hængende over en time, og var først hjemme hos David kl 1.

Iøvrigt er temperaturen oppe på 35 grader og airkonditionen larmer døgnet rundt i lejligheden.

Dette er hans helle. Dette sted, hvor han kan sige, lige hvad han vil. Han sidder i en magelig lædestol med udsigt til byens travle liv. Det er mandag. I morgen tidlig kl 4 skal han afsted sammen med sin søn Jonathan til Los Angeles. Han talte med David og fortalte om stand-up showet, som han troede var jazzmusik, og David svarede: -Du er tæt på nu. Tampen brænder. Lige herovre 10 min gang herfra bor  Marjorie Elliot, og hun inviterer hver søndag til soiree med forskellige dygtige musikere, som hun accompagnerer på sit klaver i hendes private lejlighed. Hun er en ældre dame og spiller pragtfuldt. Der skulle I gå over. Han takkede for tippet, og satte selskabet, sig selv og Jonathan på vej. Langs Douglas Av. Hen over en bro og op ad en megt lang trappe til 555 Edgecombe Av. 3fl. til et stort gammelt mansion hus, hvor Marjorie smilende tog i mod dem sammen med de ca 20 andre fortrinsvis unge mennesker, som også var kommet.

De blev bænket i dagligstuen med billeder af musikere, kendte som ukendte, og roen faldt på dem.En ung slank mand med skarpe træk og tykt sort hår kom ind med sin trompet fulgt af en høj midaldrende herre, kortklippet og med et klarinetblad som han fugtede, strittende ud af sin mund. De stillede sig op, og Marjorie slog de første toner an på klaveret. Helt stille i rummet begyndte “Amacing Grace” som en lillebitte kilde, der gradvist voksede sig større og større, da de to blæsere trådte ind. De var tydeligt nervøse i begyndelsen. Det kunne han mærke, men klaveret bar dem frem i processen og forløbet blev langsomt mere helstøbt og betydningsfuldt, efterhånden som de fandt hinanden. Det var musik, som han havde ledt efter hele tiden i New York, som udkrystalliserede sig i de øjeblikke, og hans sjæl og krop begyndte at vibrere fuldstændigt i overensstemmelse med disse mennesker, og hvad de gjorde gennem deres lyd i deres instrumenter.

Der var i det rum blandt tilhørere og udøvere en tæt forbindelse, som varmede og bragte tillid til al ting. Majorie sad i sin hvide kjole med sit store afrikanske hår og sit udtryksfulde ansigt, der bar præg  af et langt liv i musikkens verden, og var det naturlige centrum.

Der blev læst digte op, og 3 ældre herre kom ind og fremførte et stykke musikalsk poesi, som alle deltog i opildnet af de optrædende.

Han var så glad, da de 2 timer senere sagde farvel til Marjorie, at han måtte betro sig til hende og fortælle, at hun bragte tårer frem i hans øjne. -That was good! Sagde hun, og smilte ham op i hans åbne ansigt.

Det var så New York. Skrevet midt på Time Square i et mylder af alle verdens slags mennesker, som er hvad New York er for mig. Det hele på een gang.

Næste indlæg hedder Los Angeles.