Planen.

Jeg har en plan. Først vil jeg drikke mig skidefuld. Derefter vil jeg tage ind til Negril og ryge noget god ganja. Jeg drikker mig fuld først for at slippe for angsten for Marihuannas karakteromvæltende egenskaber. Så kommer der nok en venlig jamaicaner og tilbyder mig noget godt græs, som jeg vil rulle mig en stor fed joint af og bagefter ryge sammen med nogle andre skæve folk, for jeg er godt træt af al det pis, der foregår i denne verden. Nå, men det var planen, altså. Så vil jeg tage det første det bedste fly til Athen og drøne ud i Piræus havn og finde mig en sejlbåd til billige penge, som er lige netop god nok til, at jeg kan sætte den så meget i stand, at jeg kan sejle til Gibraltar og lidt ned langs Afrikas kyst til Kap Verde, hvor jeg vil afvente nordøstpassaten, som med blide penselstrøg vil føre mig over det kære Atlanterhav og ud i den Mexikanske golf et lille smut til St. Vincent og derfra hen over Trinidad og Tobago og Barbados indtil jeg sætter kursen mod Cuba, for lige at vende Havana et par uger før endelig at ankomme lige netop hvor jeg er nu. Noget af en omvej, ikke? Men sådan er det. Til tider må man tage en omvej for at nå derhen, hvor man skal. Og jeg skal herhen for Søren. Det skal jeg altså og gør hver dag mit bedste for at ankomme til dette mærkelige sted i verdenshavet, hvor Orion og Mars sætter dagsordenen.

Fik lavet min lille akvarel i blæsevejret, som tog mine pensler og rev hele farveladen på gulvet, eller hvor den nu fløj hen, til jeg fangede den og satte farverne op på rørepladerne og fortsatte med at finde de rigtige farver på dette sted bag, hvor vi bor, er et gammelt forladt hotel med en briks, hvor man kan dyrke styrketræning, som Jonathan gjorde med nemhed. Han er så stærk og jeg er så svag, men det må vi leve med. Aldersforskel. Generationer osv. i øvrigt går det godt her. Naboen har fået små hundehvalpe og vores husmis spiser makarel i tomatsovs med stor behagelighed. I går var vi i Rockhouse og bade. Det var meget fint for de dyre mennesker, som mødes til cocktail, før middagen bliver serveret helt ned ved havet på små belyste platforme, som iøvrigt bliver fotograferet af en modefotograf til et internationalt tidsskrift. Fint altsammen. Så gik vi hjem med pandelampe og hvinende biler i den tropiske kulsorte nat. Nu spiller de Jan Johanson og jeg tænker på Rie og bagefter på Edward og Arne og Ulrik og alle dem, der er døde. Min mor, som Jonathan fandt en lang artikel om igår på kvindeliv, hvor hun blev omtalt som en af de betydningsfulde skuespillerinder i imellemkrigsårene og halvtredserne. Ja, ja, og Otto Høy og alle de andre, der er døde, og så græd jeg lidt nede under mit tynde lagen og savnede dem allesammen og tænkte, at jeg snart havner sammesteds, og det er i grunden ikke så galt, for så behøver jeg ikke at savne dem mere.
Men først skal jeg altså til Athen…