Jens Michael Høy, som jeg bliver kaldt, sidder ovenpå sin store seng under propellen, som snurrer moderat langsomt, for ikke at blæsten i ansigtet skal blive for irriterende, og tænker på, eller hvad han nu gør, for han gør jo også meget andet. I det hele taget kan man sige, at han lever, og på en måde er det vel ikke noget, han “gør”, eller hvad?
Gør han det?
Lever han, eller er han død, og hvad er det at være død? Måske findes døden slet ikke, og det er bare noget, han bilder sig ind, fordi han har set nogen være død, og så forestiller han sig, at han kan ende lige sådan.
Hvad ved jeg. I det hele taget. Ikke en skid. Jeg, altså denne “person”, hvis “navn” er osv, “ved” hvad? – Forstår du/I hvad jeg mener? Det var lige som ham Anders Morgenthaler i går i radioen, der skulle diskutere noget om en stand up komiker, som under Trumps rally i Madison Square Garden havde sagt som underholdende morsomhed, at Puerto Rico var en ø af skrald, som flød rundt i havet, og det havde skabt stor furore i den offentlige debat, fordi det var at gå over stregen efter folks mening. – “Forstår du, hvad jeg mener”, sagde han hele tiden, vel sagtens for at holde tilhørene på sporet af sin tankegang. Men ikke særligt befordrende for en dialog, skulle jeg mene.
Men det er måske også ligegyldigt i den slags debat eller samtale.
På den anden side er det jo meget interessant at vide, hvornår man “går over stregen” og om det i det hele taget er noget problem, om man gør det. – Forstår du, hvad jeg mener?
Måske er den eneste måde at komme videre på, virkelig at bevæge sig hen over stregen og ud i det uvisse område med di risici, det måtte indebære. Men alligevel skal man jo opføre sig ordentligt, som man siger, hvad så end det betyder. Det gælder om at holde hovedet koldt og antennerne ude for ikke at støde folk. Allermest ens nærmeste. De er ofte meget nemme at støde, og i den offentlige debat er man jo sådan set nærmest alle. Så er det bedst at holde sin mund, eller er det?
De to fyre i radioudsendelsen “Promt” talte om, hvor svært det var at holde tungen lige i munden, når man udtalte sig på nettet. De havde fundet en software, man kunne købe, som slettede alle ens ytringer i cyberspace på et øjeblik. Man blev således fri for at blive trukket til side af en immigrationsbetjent på vej gennem indrejseskranken i USA, fordi man en gang havde ytret et eller andet, som måske kunne falde de amerikanske myndigheder for brystet. Nu kunne man viske tavle ren og gøre “Tabula Rasa” på et split sekund og fremstå totalt renvasket. Det var måske en idé at anskaffe sig sådan een, men hvad så med, hvad man sådan går rundt og siger i det daglige til sine nærmeste? Her er det sandelig også meget nemt at fremstå provokerende, ikke? Mein gott, hvor har jeg ofte trådt i spinaten og har måttet bøde for det tusindfold. Det er faktisk skræmmende, hvor fin ens balancesans skal være for, at man som linedanser på sin snor kan bevæge sig sikkert hen over kløften med den altopslugende flod dybt nede, hvis du forstår, hvad jeg mener? – At have “pli”, er der nogen, der kalder det. Andre kalder det “fingerspitzgefühl”, i hvert fald er det noget, det gælder om, når man skal bevæge sig rundt i samfundet og i det hele taget i verden, sådan som jeg ser det. Især nu, hvor jeg befinder mig i en smeltedigel af modstridende kræfter her på øen Jamaica, hvor naturen med fauna og flora er så intens samtidig med, at de menneskelige samfund så tydeligt har vanskeligheder med at tilpasse sig denne sammenhæng.
Jeg talte med en hvid kvinde og en sort jamaicaner om disse ting forleden aften, og vi blev i et magisks øjeblik fuldkommen enige om, at vi som levende væsner skabt af det ukendte, måtte erkende, at dette ukendte i sig selv måtte være levende.
At verden er levende, og det er vores forestilling om den, der dræber den.
At det er vores tanker, som vi “gør” os, der i hvert eneste lille mikrosekund skærer kimen til liv over.
Hvis du forstår, hvad jeg mener…
Skriv et svar