Nu

Ja, ja, ja. Skrive kan man dog stadigvæk. Her i Lundeborg havn. I varmen. Med tyske stemmer fra nabobåden klingende i mine ører. Den kølige vind blæser gennem kahytten fra loftlugen til kalesjeåbningen og gør mit humør positivt stemt. En stor sorbetis med mango og ananas bidrog ligeledes til den gode stemning.

Jeg er født og opvokset i vanvid og er derfor vanvittig selv. Som samtlige 8 milliarder er jeg indført i den menneskelige “kultur”, som ene og alene har til hensigt at fremstille kopier af sig selv. Derfor har jeg altid travlt med mit næste projekt, der i bund og grund ikke adskiller sig fra det forrige. Jeg er en evig gentagelse af mig selv. Mig selv, som hele tiden snakker om de samme ting som jeg kender, og som jeg kalder “Mig”. Min talemaskine er mine tanker, der snakker hele tiden. Når den  bliver tavs, bliver jeg urolig. Så er der noget i vejen, tænker jeg. Måske dør jeg eller bliver syg eller sådan noget. Det er ikke så rart, så jeg skynder mig hen til en opgave, jeg kender. Det gør mig tryg. Og er der noget, jeg ved alt om, så er det at snakke.

vrøvl elsker jeg. Jeg elsker at vrøvle. Som en baby kommer lyde ud af min mund i de særeste tonearter. Så er jeg lykkelig og dykker ned i fostervæsken og bliver væk.

Men det kan ikke blive ved, tænker jeg. Noget nyt må ske, men hvad? Deri ligger hele problemet. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal give mig i kast med. Så hellere sove. Jeg giver op og går i seng. Godnat.

Al ting er allerede gjort. Al ting er allerede sagt.