Jamaica revisited.

JAMAICA REVISITED.

Det er lørdag den 13 april 2025. Ikke længere fremtid, men en slags nutid, om man nu skal give denne slags tid et navn, for tiden er flydende og lader sig ikke fastholde. Den skifter og flagrer som en fugl i storm.
En sådan storm drev hen over mit hoved i går, og det var kun fordi, jeg holdt hovedet koldt, at jeg ikke tabte fatningen og blev desperat.

Vi har nu været på øen siden torsdag den 10. Vi startede hele suppedasen inde på Nexthouse, hvor også søde Suien deltog med brask og bram og pizzaspisning. Jonathan sov pissedårligt oppe i sin kahyt ovenpå mig, som lå nedenunder og snorkede højlydt til den unge mands store utilfredshed. Nå, men vi kom afsted ud i lufthavnen og alt det der med boardingpas og Security check og kom igennem ud til vores fly til Frankfurt, som ikke ville have alt for meget håndbagage med, men vi slap dog igennem og var snart efter en god times hop ned over Nordeuropa i Frankfurt Am Main, hvor vi sad ude på en terrasse og nød solens forårsstråler, mens vi spiste sandwich . Det var det. Op igen i det store fly mod Toronto, som var en stor Airbus med masser af mennesker i lige rækker ovenpå hinanden, hvor vi fik lov at sidde helt inde i midten og slet ikke kunne kigge ud på det forbipasserende landskab af kumulusskyer. Men vi fik dog sovet lidt, og idet maskinen med vel nok en 800 km fart drønede afsted mod tiden, der løb den modsatte vej, lykkedes det at ankomme i Canada nøjagtig samme tidspunkt, som da vi forlod Frankfurt. Voila! Sådan skal det være!

Toronto var stor og mægtig og Jonathan ville ud og se et tårn, han havde hørt om, og da vi først skulle flyve videre den næste morgen, begav vi os ud i Canada med tog efter grundig avisering af en canadisk dame i informationsdisken om for Guds skyld at nå det sidste tog, for ellers ville vi ikke nå vores fly og måtte strande i Toronto, hvad der jo ikke var meningen, vel?
Det viste sig at være en endog aldeles fornem idé, den Jonathan havde fået, med at tage ind til Downtown Toronto, for det var dog rent futuristisk med enorme blokke af lysende vinduer og kæmpeskærme, hvor man kunne betragte store havskilpadder og øgler på vej ind i et lillafarvet akvarium. Mama mia, hvor ser verden dog ud!
Og tårnet! Det rakte lige ind i himlen med sin violette elevator, der fes afsted som en laserstråle op langs det uendelige skaft mod glans, der lyste besnærende som ja, som en brændende fallos! Det blev filmet og vi fik hold i nakken af at kigge derop, hvor vistnok en restaurant befandt sig, som for var lukket, og det var meget godt, for den var sikker tussedyr.
Men spise skulle vi jo, og Jonathan, som har en glimrende stedsans for mad,fandt straks et etablissement, som hed “Play and Eat”, og der gik vi hen til over en bred boulevard helt tom for trafik. Der var faktisk også næsten mennesketomt. Mærkeligt. En slags metropolis deroppe i det nordlige halvarktiske Canada.
Lige, da vi trådte ind fik jeg alvorlig pip af hele sceneriet. Spilleautomater i alle afskygninger med glimtende stroboskoplys og ringende klokker og summende horn mødte øjet og øret i en kakofonisk lyslarm, som mit sarte sind på sted mægte at deltage i. Men vi skulle jo have noget at spise, og der stod jo både spil og “play” i neon over indgangen, så vi gik i restauranten, og det var godt, vi gjorde det, for her blev vi beværtet med vegetarisk pasta og pesto og tørrede små tomater, mens Jonathan fik noget mærkeligt, jeg ikke kan huske, hvad hedder, men det var noget med en speciel sovs hældt hen over, jeg tror nok, kartofler. Og en fortræffelig rødvin serveret af en rigtig kelner med tyk mave og professionelle bevægelser, som smilede og gjorde stemningen i det hele taget til at bære. Over for os sad et ægtepar, en inder og en lokal med deres lille datter på fem år, som legede med servietten og så ud til at hygge sig selvom fet var sent for sådan en lille størrelse. Der var også et helt hold Canadier med moderne frisurer og højrøstet selskabelighed omkring et stort højt firkantet massivt træbord, som jeg havde stor fornøjelse af, at sidde og betragte. Jo, jo, det var skam rigtig hyggeligt, og jeg roste Jonathan for hans fortræffelige valg, mens vi ad en adgangsvej, det så ud til at han kendte (god stedsans, den unge mand!) snart nåede stationen og det næstsidste tog mod lufthavnen og nogle halv-liggestole i en stor katedral-lignende hal med beroligende sleep-zen-musik, hvor vi bege faldt i søvn i nogle timer.
Nu var det snart efter lige pludselig morgen og vores tidsfornemmelse fuldstændig forkludret. Vi fandt vores gate og ved siden af den en udmærket restaurant, hvor der var ladestik ved bordet, så vi kunne pumpe noget energi ind i vore efterhånden ret tømte elektroniske instrumenter. Og i vore maver med croissant og the. Flyet mod Montego Bay råbet hele tiden op om, at der ikke var plads i kabinen til vores håndbagage, og at vi skulle melde os og få den checket ind, men vi meldte os ikke og fik al vores grej med op i maskinen, og det var godt, men med lidt dårlig samvittighed…
Jeg glemte at sige, at jeg ved en fejltagelse havde bestilt vegetarisk også til Jonathan, men stewardessen må have anet, at hans muskuløse skikkelse ikke kunne klare sig udelukkende på grøntsager, så han fik bytte til kød!
Men det var i flyet til Toronto. Det til MoBay var uden mad. Kun en lille kiks og vand eller the. Ligemeget, for snart fløj vi ind over denne grønne skinnede juvel af frodig jungle omgivet af azurblåt caribisk hav og alle transportgenvordigjeder blev på et øjeblik visket af tavlen, mens begejstringen pisked i kroppe. – For nu var vi der! Ligestraks! Og så så man startbanen passerer forbi udenfor kabine vinduet og først et stort bump og hurtigt efter flere små, og så rullede vi afsted på jorden på øen Jamaica! Wow!

Det allerbedste var varmen, da vi steg ud. Denne altomfavnened tunge fugtige varme på en ca 30 grader, der bare med et smæld siger “tag den med ro man!” “Year man!”
Gennem C5 immigrationsprocedure som var gjort let i automater med selvbetjening og portrætbillede, man fik taget, mens man stod smilende foran en kyklops øje!
Ude i ankomsthallen tog Jonathan teten og ringede til mister Stuff, som vores vært Jana Marlene havde fortalt, vi skulle, og snart fandt vi vores chauffør med et skilt, hvorpå der stod “Clive”, og længe varede det ikke før vi sad i hans store Toyota og satte kursen mod vest mod den lille perle, som hedder Negril.
For helvede for en chauffør! For helvede for en kørsel, han fremturede med. De kører som gale her på Jamaica. Det var også derfor Natasja blev dræbt! Jeg sad på nåle, men nød også vanviddet med vilde overhalinger og sindssyge accelerationer ned ad bakke i skarpe sving. Jonathan var med, og sagde, at han nød turen, og så var alt jo godt!
Vi kom igennem små byer med et marked, som jeg straks troede var Negril, fordi der stod et skilt med ordet “Negril” påmalet, men vores chauffør sagde, at det bare betød, at det var den vej.
Så vi kørte videre i høj hastighed, og nåede endelig noget, jeg kendte fra sidst, jeg var her, med rækker af store resorts, indtil vi kørte ind mod byens centrum, som er den store rundkørsel, hvor vejen enten går ud over broen, hvor fiskerbådene ligger fortøjet og forbi markedet med kunsthåndværk og ud til den berømte “Seven Mile Beach”, eller fortsætter mod vest, hvor vores destination på Alaska Road befandt sig.
Det er et meget idyllisk sted. Et toetages okkerfarvet hovedhus omgivet af bananpalmer med små tilbygninger i Rosa kulører, hvoraf den største var tiltænkt os. Vi tog den straks i besiddelse og indrettede os det bedste, vi havde lært. Mr Stuff kom ud fra en lille lejlighed skråt overfor og fortalte, ar han nok skulle hjælpe os, hvis der var noget, vi manglede. Og vi manglede straks toiletpapir, som han straks bragte os to ruller af. Så var alt i orden. Solen skinnede fra en skyfri himmel. Det caribiske hav lå blågltrende ude bag de små strandcafeer, som serverer stegt ged, som Jonathan
Ønsker at smage. Der er en have slange med rindende iskoldt vand oppe fra bjergene, og det skyller vi over os, når sveden bliver for upassende. Der er også en dejlig tørresnor med tilhørende klemmer, som vi hænger vores håndklæder og våde badebukser til tørre på. Jeg har fået et lokalt simkort installeret på den gamle iPhone, og det fungerer glimrende. Det var oppe hos de to søde piger, som hjalp den gamle mand med sin telefon, mens de grinede til ham med sprælske smil, så hjertet hoppede i livet på ham. Det ville Jonathan bare ikke opleve, selvom jeg lokkede med et besøg i “Ganja-shop” med indkøb af psilosybin-schokolade til 3000 jmd for en dags forbrug. Jeg undgår at blive skæv, da jeg er HØY nok i forvejen, if you understand.. Bare det at være her gør mig konstant skæv. Der er så mange planter over alt, som sender deres vibrationer direkte ind i corpus koglen, så jeg ikke behøver andet end blot at være her i junglen på øen i havet.
Jonathan og jeg går konstant skævt af hinanden, men det er bare godt, for så får vi til opgave at finde sporet igen. I aften skulle vi ud at spise, og der var langt til noget anvendeligt restaurant, så ud i mørket måtte vi, jeg med pandelampe og ham med bævende hjerte, fordi det er fredag og alle er skæve og man ved for fanden ikke, hvad der sker her på Jamaica, hvor den amerikanske turistorganisation har markeret “rød-alert”, som fraråder alle rejser pga fare for overfald, røveri og knivstikkeri. Det har vi med i bagagen og det kan nok være, at det kan skabe paranoia. Men vi kom da afsted og så fandt jeg et herligt sted, hvor man kunne få grillkylling og ris med chili, som jeg så en mand sad og spiste udenfor. Jeg råbte Jonathan an, men han var allerede langt fremme på vej hjem, for som han sagde, at det var fredag og alle var pisseskæve og man viste aldrig, hvad der kunne ske. Jeg tog det hele mere roligt og råbte, at jer var. Ad, vi kunne spise, men da var han allerede langt væk. Nå, men så måtte vi gå videre og jeg kiggede stadig efter et rart sted at spise denne grill-kylling, som svævede som et fatamorgana foran mit ansigt. Så pludselig bar den der. Det lille hyggelige sted med veranda ud mod havet og en fortryllende sort kvinde med gnistrende øjne, som lovede at koge noget mad til os. Men, men, men, da var min søn forsvundet ud i det fjerne og selvom jeg råbte efter ham, var han væk og keg var alene. Nå, men det var der ikke noget at gøre ved, så jeg gil bare videre og håbede på at snart komme “hjem”, men det gjorde jeg slet ikke. Jeg gik simpelthen forbi sidevejen ned til vores hus og mange kilometer længere ud langs kysten, mens jeg stadig troede, at jeg bar på rette vej. Der var fest og ballade flere steder undervejs, men ingen onde hændelser eller folk som antastede mig med min pandelampe, som jeg går med for hele tiden at kunne se, hvor mine skridt skal ramme på jorden foran mig, som ofte er ret ujævn og med dybe kløfter langs vejen, som man nemt kan falde i mens bilerne (som tidligere nævnt i denne historie) drøner som bare helvede i VENSTRE side, som man jo slet ikke er vant til at kigge i…
Jeg vadede og vadede og holdt hele tiden øje med, at havet med alle og det sorte mørke dyb var på min højre side. Men netop det, at jeg holdt øje med havet førte til at jeg glemte fastlandet og gik forbi min lille indkørsel til Alaska Drive, og videre ud i mørket på vej mod øens vestside, hvor jeg ellers aldrig havde været før. Selvom jeg gjorde mit bedstetaxi for at bilde mig ind, at jeg kendte steder, som jeg passerede, var jeg aldrig helt en sikker og brød mig i hvet fald ikke om at spørge skumle forbipasserende om vej med risiko for at skulle hænge på dem Til sidst tog jeg min mobil frem, og der var gudskelov både strøm og net. så jeg kunne se, at jeg var gået 5 km forbi vore “hjem”ud til vestsiden af øen. Alt for langt. Med ét kørte en stor skinnende taxi frem, og ud steg to skønne unge damer fra ‘Canada og bød mig indenfor i deres bil. De var på vej til “Junglen”… og inviterede mig med. Jeg sagde, at måske ville jeg komme sammen med min fantastiske søn, og Kamomille, som den ene unge dame hed, sagde at hun var single og grinte. Så kørte de væk, og jeg var hjemme hos Jonathan, som havde hygget sig med at spise, mens jeg var væk. Han gik i seng og bad mig om at spille dæmpet musik. Jeg gik i køkkenet og lavede mig en dejlig oste-tomat-løg sandwich, som jeg indtog sammen med et stort krus Kingston Rhum iblandet skoldhed the. Nu vi jeg sove ind til skønne toner fra Cole Porter!

Det er den 13 april. Klokken er 6.35. Hanen galer udenfor. Det er lige som på Bornholm hos Bynke. På landet. Havets lyd i baggrunden blander sig med den store vifte i loftet, som idelig sender kølig luft ned over mit ansigt. Hele natten, så ikke een eneste flue eller myg når at hæfte sig fast.
Vi var ude på seven mile beach til et sted, der hedder “Roots”. Er nok ligesom reggae-roots. Rod-reggae skulle det være, men var mere en blanding af popmusik og coverversioner af Bob Marley sange. Nå, men ligegyldigt. Stemningen var fin, eller høj, skulle man nok nærmere kalde den.
Det var en lang vej, vi måtte gå. Først gennem byen og senere langs landevejen med de hektiske biler og de store turisthoteller klodset op på den ene side. Gennem en stor port ind ad en smal sti mellem små turisthytter kom vi til en pæn stor plads fyldt med stole, borde og mennesker. Der var skarpt lys op mod en scene med farverige billeder af Bob Marley og det grønne-gule og sorte jamaicanske flag, som hang alle steder. Lyden var forfærdelig høj. Der var en mand ved en stor mixerpult, som sad og styrede larmen, som skulle skabe stemning før den “rigtige” musik begyndte. Øjensynlig var det meningen med det hele. At gejle en “stemning” op, som yderligere blev formidlet af dreadlocks-beklædte herrer, som gavmildt forsynede det ventende publikum med poser fyldt med tykke ganjatopskud, der blev omdannet til store flammende joints af de tilstedeværende lyshudede turister. Som Jonathan sagde, idet vi trådte ind: – Nu går vi ind til de hvide! Og det var det sandelig. En flok forventningsfulde kvinder og mænd på trip til Jamaica og nu også snart på Jamaica på trip. De nød det, kunne man se. At slå sig løs og fri af konformismen og de daglige rutiner og danse til de synkoperede rytmer, som faktisk slet ikke danses på skiftevis det ene og det andet ben hårdt ned, men i steder med et lille hop opad hver gang, man skifter ben, og det kræver en hel anden rytme i kroppen, end man er vant til i vores vestlige militaristiske march-kultur.
Never mind. Man kastede hæmningerne af sig i rusen fra den stærke THC og hoppede og sprang det bedste, man havde lært. Vred sig som i trance og havde det dejligt, imens etablisssementet nød godt deraf.
Lyden var skærende høj, og gudskelov havde Jonathan sine ørepropper med. Dem, han bruger, når han spiller i sit band. Med eet blev det hele udholdeligt, da han venligt klemte dem fast i mine øregange. Jeg faldt ned og blev mere omgængelig. I begyndelsen måtte jeg bare væk fra den sindssyge larm og søgte ned på stranden, hvor der var opstillet nogle store, bløde hængestole, som man kunne sidde i fred i og kigge ud over havet og op mod stjernerne med den fulde månes lys kildrende een i nakken. Jeg skulle ikke nyde noget “ganja”. Det blev højst til en enkelt øl, imens Jonathan hurtigt kom i kontakt med nogle amerikanere og sågar nogle danske folk fra en yacht ude ved kysten, som inviterede ham med ud at sejle!
Den “levende” musik kom i gang, og den var såmænd meget god med en ældre trompetist og en sanger, der lignede Bob Marley på en prik. Bob Marley er deres Gud. Ingen tvivl om det, og det er jo fint nok. Rastafari osv. Haile Selassie er deres anden Gud. Dem om det. Jeg gik udenfor på gaden, for jeg var sulten, men havde ikke nok penge til en hel portion kylling og ris ved gadekøkkenet, men fik dog overtalt en venlig sort kok ved grillen til at servere mig en lille klat brune ris overhældt med chilisovs. Det var det aftensmåltid! Jonathan var stærkt optaget af bådfolket og nogle andre turister, mens jeg drev rundt skiftevis oppe i galehuset og nede ved den svale strand med de beroligende bølgeslag.
Så skulle vi til sidst hjem, og havde en lang tur foran os. Jeg måtte trække lidt i min søn for at få løsrevet ham fra festen, men til sidst lykkedes det, og vi stavrede i sandet langs havet hele vejen tilbage til Alaska drive, hvor vi faldt i søvn på stedet.
Nu er det atter en dag, hvor vi måske skal ud til sevenmile, hvor vi mødte nogle fine sorte folk, som driver en lille strandbar, og som laver nogle fine halskæder, som Jonathan fik en af, og som jeg også gerne vil have.
I øvrigt var vi på vejen ud mod “Roots” inde et lille sted, hvor en enlig musiker på sin guitar skabte “rigtig” musik i vore ører. Vi blev hængende, fik venner og blev inviteret igen på fredag, hvor Jonathan måske også skal spille tromme. Vi får se. Men det var aftenens perle. Helt tilfældigt og derfor ægte og ikke som al det opgejle ganja-turist-halløj oppe i “Roots”.
Vi har fundet ud af, at der ligger en lille strand lige nedenfor, hvor vi bor. Vi badede der i går og der var fint sand og kun få sten på bunden. Så kan vi gå lige hjem bagefter og dusche i vores have.
Og i aften skal vi altså ned i god tid på restauranten ved stranden og have det gedekød eller hvad det nu er, som Jonathan gerne vil smage.
Han er bare en fin rejsekammerat, min søn, som jeg nu og da støder lidt ind i, men som langsomt, ganske langsomt sliber mig af, så jeg forhåbentlig efterhånden bliver en rigtig omgængelig størrelse. Det er aldrig for sent, når blot man er “Young at heart”…