Blog

Det er dejligt det liv, synes han. Han synes ikke det er spor besværligt. Selvom det måske nok en gang i mellem kan være et slæb, når han skal støvsuge sit hus og vaske gulv dagen efter han var så forkølet, at han næsten ikke kunne trække vejret, og om natten måtte op flere gange for at pudse næse og tage opium og camferdråber, for i det mindste at kunne få en smule ro i morgentimerne mellem fem og otte. Døden står og venter på ham i alle krogene. Det ved han godt, og det gør hvert øjeblik af hans liv så uendelig fornøjelig og intens. Det betyder ingenting længere, at tingene tager tid. De tager den tid, de tager. Om det er at binde sine snørebånd eller skrive disse ord. Eller at læse Peter Høegs roman “Effekten af Susan” som forekommer det rene tidsspilde. Men det tager tid at spilde tiden. Det gør det. Det er osse derfor han altid har holdt så meget af ventetid. Det bedste han ved, er når han sætter sig til rette i lufthavnens venteterminal og absolut ikke har nogetsomhelst at lave. Så er der tid til at betragte, og betragtning er vigtig for ham. At være der og betragte det hele præcis som det er. Det er fornøjeligt

Han har fundet delfinerne ude i skuret. De hang på Tandklinikken over hans arbejdsplads og mindede ham om  den gang han boede på sin Sagitta båd nede i Middelhavet og hver morgen kunne springe på hovedet i det isblå vand udfor Formentera og svømme med flokken af de slanke små hvaler, som kredsede om båden. Nu hænger de i køkkenet under lampen på en malerpensel. Mens han sidder og læser Troels Kløvedals sidste bog. Men det bider ikke rigtigt på ham mere. Alle disse beskrivelser så farverige og spændende de end måtte være. Han har glemt det hele. Glemselen kommer før eller siden. Hukommelsen kan ikke opretholde minderne. De svinder bort alligevel og bliver blege efterligninger. Til sidst er der ingenting og dette ingenting viser sig at være nok så fornøjeligt som en hvilkensomhelst beskrivelse af en hvilkensomhelst begivenhed kan være,  ser det ud til. Forundringen over hvert åndedræt. Hvert hjerteslag. Hvert sanseintryk viser sig at være kontinuerligt som om ordet “ophør” ikke eksisterer. Og på onsdag tager vi mod Bornholm. Og på lørdag tager vi mod Tenerife for at gense farvandet mellem Gomera og Los Cristianos, hvor Bynke blev søsyg og derfor desværre ikke fik mødt Bryde Hvalerne.Til gengæld mødte jeg “Rectify” på hendes opfordring, og den Neflix serie er fandme god! Pyha. Især for een som selv ved, hvad det vil sige at sidde i “boxen” Bør ses.

Og så er han gudhjælpe mig fløjet til Tenerife! Hvad i himlens navn skal han dog der? Flyver og farer i tide og utide i stedet for at blive hjemme på sin plads, hvor han hører til! Og bestille noget! Og ikke ligge og drive den af i en eller anden piscina naturales sammen med unge mennesker. Han som er en gammel mand og burde blive hjemme og sætte sig til at vente på der bliver plads på plejehjemmet. Ja hvad skal der dog blive af ham? Det fjols! Og så sidder han her i 25 graders varme med udsigt til et vildt atlanterhav og spiser tunfisk på integralbrød og drikker kamillethe til. Og med et helt glas oliven til fri afbenyttelse. Jo han forstår rigtigt at nyde livet. Det fjols!

Nå men når sandheden skal frem, og det skal den jo. Så må man sige, at han set ud fra sin egen synsvinkel har det fortrinligt. Så uanset hvor mange skidesure kværulanter, der farer på ham og revser ham i fuld offentlighed, så skider han dem et stykke. Han kan simpelthen ikke tage moralprædiken alvorligt mere. Det hænger ud af halsen på ham. Han har fået nok! Så derfor sætter han sig ud på en vulkanblok og spiser en gulerod, hvorefter han fremdrager sin ipad og foreviger vulkanen i solen mens de store bølge slår ind mod kysten og sprøjter ham i øjet. Så griner han højt og springer ned i piscinaen og bliver lyseblå over det hele, at I ved det!

Se, det er ikke svært, når man først får det lært. At bevæge sig på de farlige, skarpe lavaklipper på bare fødder. Så må man hele tiden se sig godt for. Kigge ned og overveje sit næste skridt meget grundigt. Er der en sikker plads længere fremme, hvor man kan sætte sin fod? Ja, det er der. Man skubber sin krops balance lidt fremad og lader benet foretage denne bevægelse ud i det fri, hvor alt afhænger af, om man har beregnet rigtigt. Så lander man forsigtigt, og glædes over at mærke, at stedet man valgte var ok, for fodsålen lægger sig blødt mod overfladen af den hårde sten. Man står lidt og nyder sin nye position. Lader blæsten omfavne kroppen. De store bølger slår ind mod kysten og sender vanddråber op over ens hud. Man  gyser, men solen er varm og tørrer en hurtigt.

Lidt længere fremme er stenen, man vil stå på, før man forlader alt,og kaster sig ud i dybet og de frådende bølger. Der er fem meter ned til vandoverfladen, og man ved, at der er dybt nok til at man kan springe ud her. I går kom en dame forbi, og hun gik lige så frimodigt op og foretog et hovedspring. -Så kan jeg også, tænker man og stiller sig op og beregner sit spring. Vinker farvel til hele verden med et “by-by” og sætter af ud i den tomme luft. For sekunder senere at føle sin krop gennembore den bølgende lysegrønne hinde mens tusinde bobler suser omkring en. Man er i live! Og svømmer prustende og lykkelig ud i havet.

Tenerife var en god ide. Ubetinget! Jeg var efterhånden blevet i tvivl om foretagenet. Havde bestilt de billige billetter i lang tid i forvejen, og efterhånden som tiden gik,blev jeg mere og mere usikker på, hvorfor jeg nu skulle afsted igen. Det gik jo meget godt i Bandholm med de daglige gøremål og møder i vinterbadeklubben. Hvad skulle jeg på Tenerife, tænkte jeg, men fik mig dog taget sammen til at pakke klunset, da jeg kom hjem fra en lettere tumultarisk weekend på Bornholm, hvor den kære gamle bil gik i stykker lige netop i det øjeblik, hvor jeg skulle til at hente min svigersøn i Mattæusgade. Men Bornholmerturen forløb upåklageligt, og det er altid meget motiverende at være hos min store  datter Bynke, som er åben overfor alting, og det smitter, så jeg genvandt min energi og mit mod på at tage flyveren herned til varmen og de sorte vulkaner.

Det er et skørt Hostel, jeg bor på. Med mange mærkelige mennesker som kommer og går. En lille ældre englænder passer huset for ejeren, Steve som holder til i et andet hostel i Granadilla, som ligger 10 km herfra. Englænderen har en racercykel, som han drøner rundt på hver dag. Når han kommer hjem, står munden ikke på ham af iver for at fortælle alle de smutveje han har gennemført for at komme frem til en eller anden lille landsby i området. Det kan til tider være lidt trættende at skulle lægge øre til, men han er meget venlig og sørger for rene håndklæder, så man tilgiver ham. Så er der en skotte, hvis sprog er nærmest uforståeligt, og han gør sig slet ingen anstrengelser for at tale langsomt, så man kan følge ham. Og hans tænder er forfærdelige! Lange sorte stumper rager ud af munden på ham, når han snakker! Og så er han ofte fuld og fortæller, at han snyder sig ind på det store hotel ude ved kysten og nupper gratis mad fra deres buffet! Hver nat når jeg skal til at sove, kommer han op og sætter sig ude på min terrasse og ryger cigaretter og hoster forfærdeligt ! Udover ham og englænderen er der osse en pakistaner, som hele tiden vil diskutere med mig, fordi jeg siger, at jeg ikke tror på Gud. Han mener, det er skadeligt for mig og prøver hele tiden at overbevise mig om, hvor vigtigt det er at have en religion. Han hoster hele tiden uden at holde sig for munden og rydder ikke op efter sig i vores fælles køkken! Der var også to russiske damer, vistnok mor og datter, men de rejste hurtigt igen medtagenede alt deres sengelinned til englænderens store fortrydelse! Så alt i alt er det et muntert hus jeg bor i, men da jeg har et pænt stort værelse for mig selv øverst oppe med udgang til en dejlig terrasse ( som skotten dog indtager nat efter nat ) og jeg i øvrigt mest er ude i området, så skal jeg slet ikke klage. Og vejret er sørme fantastisk. Sol fra morgen til aften dag efter dag. Lige neden for huset går en trappe med trin hugget ind i klipperne direkte ned til et område med flade sten, som man kan springe ud fra direkte ned i koboltblåt vand som står og koger, så man skal være forsigtig for ikke at blive suget ind på de skarpe vulkankanter. Jeg har lige købt mig et par små dykkerbriller, som jeg skal prøve i eftermiddag. Jeg mødte nogle franskmænd til Steves barberque som fortalte om vilde dykkerture med mange spændende fisk og det glæder jeg mig til at prøve. Først nede i piscina naturales, som er en kunstig pool dannet af de vulkanske klipper, hvor vandet strømmer ind gennem tunneller gennem lavaen. Her holder jeg mest til. Står ude på en pynt og lader vinden gennemblæse mig og bølgernes store lyde opfylde mit sind. Det er bedst, og jeg blev der såmænd gerne hele tiden, jeg er her, men det går jo ikke. Jeg skal også ud og se øen, som jeg sejlede til i sin tid i mit eget skib “Inulima”. Det tog omkring et halvt år fra jeg stak af fra Lissabon efter Jørgen og Luffe havde forladt skibet. De gad ikke at bevæge sig. Sad helst i cockpittet og drak bajere. Så blev jeg skidesur og så blev vi uvenner. De skred, men det var meget godt, for så mødte jeg nogle søde folk gennem en kunstmaler, jeg havde lært at kende der, og en skøn morgen sejlede vi ud fra Camarinas med kurs mod Tanger. Der blev vi lidt skæve inden vi sejlede videre mod Madeira og sådan dinglede vi afsted i god vind og med pejling på alle radiofyr på vejen ned til Fuerteventura, som vi passerede og lagde til på Lanzarote, hvor jeg fik en Dyrelægepige ombord som helbredte Sofus’ ben, som var kommet til skade fordi han altid skulle løbe efter bilerne og bide i deres dæk! Til sidst måtte jeg sejle alene til Tenerife, fordi de allesammen ville af på vejen og holde ferie, men det var fine folk og vi skiltes som gode venner. Så var der også gået fire måneder siden Lissabon. På Tenerife i Los Cristianos kom Bynke og hendes daværende kæreste Kim ned på båden og holdt jul sammen med mig og Sofus. Min salig gamle mor Helen dukkede sørme også op midt i det hele og stod pludselig oppe på kajen og råbte “Hej -Hej” Hun havde altid en fantastisk timing for at kunne vise sig på de mest uventede steder. Men hun er død nu, og det var nu meget hyggeligt også at have både hende, Kim og Bynke om bord. Vi skulle have været ude og se hvaler på en lille sejltur til La Gomera, men Bynke sad bare og kastede op ud over rælingen hele tiden, så jeg vendte om, og vi nøjedes med gummibåden og småture langs kysten. Vi så dog nogle delfiner inden søen blev for hård for min datter.

Jeg sejlede selv alene over til La Gomera, da de var rejst hjem og blev der i en måned, hvor jeg mødte en hel gruppe sanyassier fra Baghwans ashram i Indien, som inviterede mig på fester hver dag! Da jeg var blevet træt af det, vendte jeg skuden mod havneindløbet og drejede langs kysten op mod La Palma, hvor jeg blev i næsten to måneder, før den gik mod Gibraltar sammen med to gutter, jeg havde mødt i Los Christianos.

Derfor er det sjovt at være her igen. Det tog et halvt år dengang. Flyveturen tog fem timer! Men det er det samme. Jeg har bare været lidt væk. Og hvor hører man egentlig til? Det er det store spørgsmål. I går var jeg ikke i tvivl et øjeblik, da jeg sad og tegnede i den botaniske have i Teide nationalpark. Himlen var knitreblå så højt oppe. Bjerget er næste 3000 meter. Spaniens største bjerg. Smukt lilla Står det bag den vildtvoksende busksteppevegetation. Varmen flimrer over de orangegule sten. Den grønne white broom eller Retama står som en prægtig paryk og udtrykker ejerskab over hele området, og den tynde luft gør mig ør og let om hjertet. Her bor jeg. Midt i det hele. Det kan der ikke være nogen tvivl om!

Og så lander man i skide kulde i et vintermørkt København, men glædes ved at kunne søge husly hos sin datter og hendes kæreste ude i Sydhavnene. Den mentale sol skinner stadig upåvirket af omgivelsernes tristhed. En ældre dame på bænken på Hovedbanegården viser sig at være en udmærket samtalepartner idet hun både har en sejlbåd i Horsens og er tidligere klinikassistent hos en tandlæge. Sådan er verden åben og nu endnu mere efter dagene ved havet under blåhimlen på de sorte vulkaner. Nu er vi ombord på expressen til Hamburg og springer planmæssigt af i Nykøbing Falster for at skifte til lokalbanen til Maribo. Sådan fortsætter the  never  ending tour…

Og hermed en lille hilsen til mit barnebarn Betty som jeg følger og dagligt glædes over de små hjerter, hun sender mig. Ja.

Det er dejligt at skrive. Det er det altså. Jeg kan slet ikke komme uden om det. I går var jeg til for-nytårsfest. Der mødte jeg to søde unge damer. Begge yderst belæste, og vi diskuterede Kants teser om udødelighed hele aftenen. Da de begyndte at tilbyde mig “drinks” takkede jeg nej og begav mig hjemad. På vejen mødte jeg en højgravid kvinde i 35 års alderen. Hendes mand havde forladt hende nu en uge før fødslen, fordi han ikke kunne overskue at se sig selv som far til et barn med Downs Syndrom. Skanningen havde nemlig vist, at der var en, omend minimal chance for at barnet ville blive et mongolbarn, og det kunne han ikke klare, så han var skredet. Hun havde nu kun sin mor og en dansk gårdhund at støtte sig til. Hendes far var musiker og røg hash hele tiden, men hun udstrålede glæde og forventning, hvilket smittede mig idet jeg gik videre forbi to ældre damer, som fodrede ænderne i søen trods forbudet mod fodring på grund af rotter.

Oppe i min lejlighed her i Sydhavnen gav jeg mig til at rense mit akvarium. Jeg har sådan et nydeligt lille akvarium. Det var min nabo Hr Ågesen, der fortalte mig, at der var billige akvarier til salg nede hos fiskehandleren. Jeg købte et på 20 liter og fyldte det med fisk.  Gubbier for det meste. Der var vist osse et par slørhaler, tror jeg. Jeg elsker helsekost. Drikker meget urtethe, og derfor tænkte jeg, at fiskene osse kunne trænge til lidt urter, så jeg hældte noget Markussen ned i vandet til dem, og nu er de alle døde. De ligger nede på bunden og gisper. De stakler. Og jeg som troede, de fik helse. Af helsekost. Nu må jeg rense mit akvarie med en klud. Det vil jeg gøre i eftermiddag inden jeg skal til Banko i Absalonskirken. Solen skinner forøvrigt. Bare så I ved det. Der er ikke noget at være ked af. Jeg fylder akvariet med jord og dyrker agurker i det i stedet for. Agurker er sundt. Det har jeg læst. Man læser jo så meget i disse tider. I går læste jeg…. Nå, det må blive en anden historie. Jeg har travlt med at rense akvariet med en hårdt opvredet klud. Det skinner allerede og alle de døde fisk har jeg spist. Fisk skulle være så sundt. Har jeg læst. Ja, der er ikke det,man ikke kan læse sig til. Min søn læser til student. Min kone læser til læge. Min far er død. Det kan man ikke læse sig til. Der ER noget, man ikke kan læse sig til. Gudskelov for det!

 Hr Ågesen og mig.

Fandens til vejr. En nytårsaften. Støvregn som suger sig ind i revner og sprækker på mit tøj. Men det var godt at komme afsted fra “Karens Minde”. Planen var at køre ud til DCUs campingplads Absalon ude i Brøndbyøster for at bunke strøm. Det er essentielt, når man lever som jeg. At have en varm bil at komme “hjem” til betyder alt. Ellers ligger jeg som den hjemløse i læ ved nedgangen til Nørreport Station. Med sine plasticposer og sit sure fugtige tæppe over sig. Sovende med hovedet på en gammel taske. Nu kanjeg lukke mig ind i min folkebil og tænde for oliefyret. Tænde for Ipad og se “Narcos” mens thepotten snurrer over gasblusset.

Absalon har været min dagligstue og mit spisested de sidste dage. Der sker altid noget i de dybe lænestole med mennesker som stadig kommer hinanden en lille smule ved. Og jeg sidder og tegner disse mennesker i alle deres afskygninger og ustandselige stemningsskift. Det er som blafrende blade i vinden hele tiden virkeligheden udspiller sig. -Så er der bordtennisturnering med unge ivrige drenge som springer adræt frem og tilbage foran de store frem-stillede plader på bukke. Eller der er banko, hvor man kan vinde nytårshatte. Eller der er fire unge amerikanere, som lige er kommet fra en højskole på Fyn og sidder og jammer på guitar det bedste de har lært på deres 3 måneders kursus. Jeg tænker om jeg skal joine på mundharmonika, men holder mig høfligt i baggrunden og nøjes med mine skitser på padden. Så var jeg inde og se “The houset that Jack built” og det var en stram omgang med al det sadisme der overhovedet kunne pines ud af det hvide lærred. Jeg forstår godt, hvad han mener, men det var en hård omgang at komme igennem. Tabubryderen hvad er det nu han hedder, ham instruktøren. Det har jeg glemt. Vigtigere var det heller ikke…( Lars Von Trier. Nu husker jeg det!)

Jeg sniger mig langs hushjørnerne på jagt efter et sted, jeg kan tørre mit gennemvåde tøj efter at have været nede på Bryggen og bevidne årets “nytårshop” i det iskolde havnebassin. Flere hundrede menneskers lysrøde kroppe skaber festligt farvespil i den tristgrå støvregnshavn. Børn hopper skrigende i det iskolde vand. I min rygsæk ligger både badebukser og håndklæde, men jeg afstår fra gyset på grund af de mange mennesker. Har min egen badeanstalt i Bandholm som venter, og det er nok lige nu. Suien ringede i går og ville vinterbade, så jeg tænkte, at hun måske ville være på Bryggen, men hun blev forsinket og ville så tage til Nordhavn med veninderne. Der tager jeg altså ikke ud nu. Det kan hun få for sig selv.  Derfor tænkte jeg at gå ned på Vandkunsten, hvor der ligger et hostel med restaurant, hvor de vistnok serverer suppe, men så kom jeg forbi “Danhostel” oppe på Langebro og der så varmt og godt ud, så der gik jeg ind og fandt husly. Sådan forløber første del af nytårsaften 2018 for mig. Her i hotellets foyer er bløde lænestole og behagelig baggrundmusik og mit tøj tørrer så længe.

Ude i Brøndbyøster fik jeg plads nr 96 og adgang til fri strøm og varmt bad til i morgen klokken tre. Måske bliver jeg et par dage der, men jeg tror nu nok, jeg kører tilbage til “Karens Minde” i morgen. Der er croquis i Absalon på fredag og det trækker lidt. Jeg har det som på besøg i en hvilken som helst storby her på jorden og så kan det lige så vel være København, ikke? På trods af støvregn og kulde…

Sikke en nytårsaften! Og et ordentligt fyrværkeri på Rådhuspladsen. Og bo i bilen ude på DCU camping i Brødbyøster, hvor det var rart at blive venligt modtaget og få tilbudt en plads med adgang til opvarmet køkken og bad og store blå EU-strømstik lige til at hente dejlige KW så den lille blæsevarmeovn kunne gøre “kahytten” beboelig. Der var lukket på Absalon, som ellers var blevet min dagligstue mellem ture rundt i byen, så festen blev henlagt til “Downtown Copenhagen” som lovede stor indbydende buffet med vegetariske rødbedebøffer og varm suppe plus et glas champagne for ialt 130 kr. Jeg sprang til og begav mig dernæst ud på byvandring i det nytårsstemte København. På dÀngleterre brændte de bøffer til overlegne rigfolk og restauranterne overalt forberedte sig til rygind med hvide duge og rækker af strålende krystalglas. Jeg gik forbi og glædede mig over at have reserveret plads nede downtown.

Da jeg mødte op i godt humør til min buffet blev jeg blæst af et lydniveau på højde med Parkens store rock højtalere, og suppen var kold og rødbedebøfferne sure. Det var rent ud sagt et helvede. De “unge” mennesker omkring mig så indifferente ud mens de gumlede på deres mad, og jeg følte mig som en oldtidslevning blandt disse apatiske personager,  som ikke kunne høre hvad de selv sagde og derfor sagde ingenting. Jeg tyggede hurtigt af munden og tog en sidste slurk af den halvkolde hønsekødssuppe og begav mig ud i byen igen. Egentlig var jeg på vej hjem, men da klokken nærmede sig midnat, den var halv elleve, tog jeg ind på “Barosso” og købte mig en kop the og fandt en dyb læderstol, hvorfra jeg kunne nyde folkelivet, alt imens jeg læste et par kapitler af “De dødes land” af Pontoppidan. Der kom flere og flere mennesker til og fyldte efterhånden hele Rådhuspladsen udenfor. Ti minutter i tolv begav jeg mig ud i en tæt folkemasse, alle med opadvendte hoveder for at se hundredevis raketter, med kurs mod det store ur på rådhustårnet. Så slog klokken tolv og byen gik amok. Folk begyndte at vælte sig ind over hinanden for at komme nærmere årsskiftet. Flere små børn blev trampet ihjel og mange fik de store romerlys i hovedet og begyndte at brænde som fakler i det frådende menneskehav. At tro man kunne komme væk var naivt. Det var som en klæbrig dej, der omsluttede een, og hjælpeløst blev man ført afsted i dette ragnarok af kroppe, der som en strøm af lava drev op ad Vesterbrogade og ned ad HC Andersens Boulevard. Det var først på spor 12 på Hovedbanegården jeg slap fri, idet det lykkedes mig at springe på linie E til Tåstrup som gudskelov har stop i Brøndbyøster,hvor nytårsfesten kun var af beskedent omfang. Bilen havde ingen forulempet. Den stod trygt og godt på plads 96 i DCUs camping regi, og her hørte jeg dronningens nytårstale inden jeg noget fortumlet faldt i søvn.

Google arbejder på algoritmer som kan genkende ansigter. Hermed et ansigt til gengendelse. Hvem genkender dette ansigt? Det gør computeren, som straks sætter det i forbindelse med Skipper Skræk. Godt nok en lidt bekymret Skipper Skræk. Et lidt angstfyldt udtryk kunne man mene. Det skyldes sansynligvis, at han frygter for omverdenens dom over ham. Man kunne sige, at han befinder sig i en evig eksamensituation. Et bedømmelsesudvalg betragter for øjeblikket denne gamling, og er på vej til at kasserer ham. Som ubrugelig opfatter de ham. Til skrot med ham, råber hele udvalget i kor. Hans øjne flakker fra side til side. Han ved slet ikke, hvordan det er kommet så vidt med ham. Han gjorde jo altid sit bedste, tænker han, men kommer så i tanke om, at det alligevel ikke er hele sandheden. En gang for længe, længe siden var han så uheldig at komme til at forbryde sig mod almenvellet. Det er det han må bøde for nu. Han indser, at det er slut og alt er forbi. Derfor ser han ud som han gør. Computeren smiler og rubricerer ham som taber. -Næste gang der bliver problemer med ham, ved vi hvor vi skal finde ham, siger et tilfreds bedømmelsesudvalg, og forlader salen/stranden/værelset/kahytten/kontoret/rådhuset/lufthavnen/ badeværelset/gaden/gangen og iøvrigt hvorsomhelst et overvågningskamera måtte befinde sig. Face. Book.

Når man befinder sig på en banegård er der meget, man må være obs på. For det første er det togenes afgangstider. Især hvis man skal nå toget. Men hvad betyder det egentlig at “nå noget” Se det er det næste spørgsmål, man må stille sig her under det hvælvede gulbrune trætag. Duerne kommer hen og tigger om mad, og man giver dem en krumme eller to. Damen ved siden af een på bænken smiler venligt, da hun bemærker ens gestus overfor de små dyr der på fliserne. Det varmer een om hjertet. Så er der da endelig et andet menneske som lægger mærke til ens eksistens. Ellers ser det slet ud med opmærksomheden. Alle folk jager forbi hver med deres eget indbyggede formål. De ser dig ikke som du sidder der på bænken og smiler til dem. De ser dig slet ikke, og om lidt rejser den venlige dame sig op og går, og du er nu helt alene på bænken på banegården. Du ved slet ikke om det er umagen værd at vente på noget tog, fordi du faktisk  ikke skal nogen steder hen. Hvor skulle du egentlig tage hen? tænker du. Ligegyldigt hvor, så er det det samme. Du indser, at du lige så godt kan blive siddende. Du sidder altså der på bænken mens mennesker og dyr (duer/hunde/gråspurve) passerer dit blik som en film foran dit ansigt. Du sidder ganske rolig og betragter denne film, som du selv er medvirkende i, og hvad ser du så? Du ser dig selv, som du er og den du er, er ikke noget statisk. Er ikke noget “noget”. Er en ukendt størrelse, du aldig nogen sinde vil få klarhed over. Du kan gå til lige så mange meditationskurser og lige så mange foredrag og lige så mange “kloge” eller “indsigtsfulde” mennesker du vil. Til Buddha eller Allah eller Jesus den allerhelligste Kristus, og du vil alligevel altid havne der på bænken på banegården mens du venter på det næste tog, som du aldrig når. Det er da i det mindste noget, tænker du og rejser dig og går ud i den store by på må og få.

Nede på hjørnet ved 7eleven møder du en prostitueret som vil have dig med op til et blow-job for medes 500 kr. Du afslår høfligt med et smil og lader situationen bringe dig indenfor i butikken, hvor du køber en chai-latte. Du holder meget af chai-latte. Den søde, mælkede konsistens med den kraftige smag af nellike og kanel er noget du sætter pris på. Du snupper lige en croissants mens du står inde i varmen og nipper til din drinks. Så går du ud på gaden. Ser til højre. Der ligger Istedgade. Der har du ikke lyst til at gå. Du vil hellere ind mod centrum, så du drejer til venstre op langs Hovedbanegården mod Vesterbrogade, hvor du drejer til højre og følge med de mange mennesker på deres vej ind mod centrum. Du lader dig opsluge af folkemængden som en båd på en flod der driver med strømmen. På vejen ud for “Irma” står den gamle fløjtespiller. Han holder på en hvid plastic blokfløjte, som han tydeligvis ikke forstår at spille på, for han puster uhæmmet ned i røret mens han lader hånden glide op og ned langs hullerne i rasende fart. Det lyder absolut ikke af andet en støj, men folk lægger alligevel penge ned i hatten, han har foran sig. Du går i stå udfor ham og lytter til hans “musik” og jo længere du lytter, des mere forstår du ham. Derfor giver også du ham en mønt inden du går videre.

På Rådhuspladsen er der fest. Et tyvemands tyrolerorkester underholder en dansende skare. Du finde hurtigt en dansepartner. En trivelig tysk kvinde i 60 års alderen byder dig op, og snart svinger du omkring så sveden står dig ud af alle porer. Hun griner glad op i dit åbne ansigt og du glemmer alt om tid og sted. Du er ikke alene mere. Du er lykkelig.

Men det varer ikke længe. Snart sænker melankolien sig over dig igen. Det er blevet nat. Gaderne er mennesketomme. Du driver om på må og få. Da kommer en mørk skikkelse imod dig. Hun går lige op og stiller sig i vejen for dig. Du prøver at komme forbi hende, at ungå hende, men hun holder fast i sin position og standser således din videre færd. Du må tage hendes tilstedværelse alvorligt, om du vil det eller ej. Hun har brune øjne.

-Jeg siger bare, at det er muligt, siger de brune øjne.

-Hvad er muligt? svarer du,  idet du undrer dig over, at øjnene begynder at tale.

– Du må forstå, at jeg ikke taler til dig. Du må forstå, at det jeg siger, ikke er henvendt til nogen. Det er blot noget, jeg siger, fordi jeg ikke kan lade være, og fordi jeg ikke kan lade være, er det muligt.

-Hm.

– Ja der blev du nok taget på sengen, svarer den lyssky dame, hvis øvrige åsyn er formummet bag et slør. Det er derfor kun øjnene man ser.

-Hvis du mener det, du siger, så lad os følges ad en stund og se, hvad disse muligheder vil bringe, svarer du og drejer om på benene for sammen med dette væsen at begive dig ud i natten. I går ned ad Pilestræde, der er dunkelt oplyst af en enkel gadelampe. I en kælderåbning strømmer et rødligt lys ud. Din veninde tager dig i hånden og fører dig ned ad nogle trappetrin mod en slidt trædør, som hun åbner. Bag døren et oplyst rum fyldt med feststemte mennesker. Der er musik. En saxofon og en violinist underholder  oppe fra en tribune som er smykket med kunstige vinranker. Lugten herinde er tungt mættet med orientalske parfumer. De dansende gæster lader sig ikke mærke med jeres ankomst. Du finder et bord i et hjørne af lokalet. I sætter jer, og nu lægger din natveninde sit slør.Du ser hende og kender hende øjeblikkelig. Det er din mor som ganske ung. Du har fotografier af hende fra Århus Teater, hvor hun var skuespillerinde. Hun er en smuk ung kvinde på 25 år. Hun kalder på servitricen og bestiller 2 glas pernod til jer. Hun lægger sin hånd på din arm og siger: – har du ild? Hun har taget en pakke cigaretter frem og sat een i munden. Hun rækker sit ansigt over mod dig. Du griber i lommen efter den lighter, som du altid medbringer, hvis en kvinde skulle bede dig om ild. Du tænder hendes cigaret mens du betragter hendes ansigt som gløder op i skæret fra flammen. Det er din smukke mor. Du er ikke i tvivl, og du er ikke i tvivl om, at du elsker hende. Du er 78 år. Hvad skal du gøre? Det klogeste vil være, at rejse sig op og hurtigst muligt se at komme væk, tænker du, men situationen har en besnærende kraft, som holder dig tilbage. Musikken er blid og beroligende. Pernod’en kommer på en sølvbakke. Hun løfter sit glas mod dig og siger:- Skål Jens!

I skåler. Hun ser fortryllende ud, din mor. Du kan slet ikke glemme, at det er hende du sidder overfor. Hun spørger: -Hvordan har far det? -Hvad mener du, siger du. – Er det din eller min far? -Din far selvfølgelig, siger hun. Du forstår ikke rigtigt, hvor hun vil hen med sit spørgsmål, men forsøger alligevel at svare: -Han er død. Du ved, det er mange år siden. Jeg så faktisk ikke noget til ham i alle årene. Det var først da Michael, hans søn og min halvbror en dag dukkede op i et hus vi havde lejet ude i Humlebæk og fortalte at han var død, at jeg blev klar over det. Jeg arvede lidt penge, og så var det det. Han har aldrig sagt mig noget, men du må kunne fortælle mig noget om hvem han var. Hun ser ned i sit glas, tænksomt, så svarer hun:- Jeg har ikke mødt ham endnu, men jeg drømmer om ham. Det skal være min drømmemand. Når jeg møder ham vil jeg elske ham så højt som jeg elsker dig. -Hvad så hvis han ikke elsker dig lige så højt? Hvad så, hvis du bliver gravid og han forlader dig og du bliver alene med det lille barn? Hvad vil du så gøre? Så begynder hun at græde. Din mor sidder og græder over noget, som endnu ikke er sket, men som I begge to ved vil ske. Så græder du også, for du ved din far forlod dig ligesom du vil forlade dine børn. I drikker ud og pudser næse og griner lidt flove til hinanden. – Nu ikke mere flæb, siger du. -Nu går vi ud i verden så meget desto klogere. Du tager hende i hånden op ad trappen i lyset fra den begyndende dag. Her vinker du farvel til din mor. Du ser hende forsvinde om et hjørne oppe ved Kultorvet. Selv vandrer du ned mod Nørreport Station, hvor du tager metroen ud til lufthavnen. Du er træt af al tumlen i den store by. Du sætter dig i Terminal 2, hvor der er magelige bænke og hvor du i ro og fred kan overveje dit næste skridt her i verden.

Du falder i søvn, men vækkes af en høj klirrende lyd fra et skilt som klapper ned ved indcheckningsskranken. På skiltet står: Tenerife afgang kl 10.30.Du rejser dig fra din bænk og går over og spørger damen om de har nogen ledige pladser. Hun bladrer i sine papirer og svarer, at det har de. Du køber et sæde i en Boing 777 ejet af Ryanair og sidder snart behageligt bænket ved nødudgangen med rigelig benplads på vej ned i varmen og væk fra alle de kedelige minder om forladte kvinder og børn.

Jeg havde stort set ikke sovet siden hovedbanegården. Derfor blev flyveturen også ret indholdsløs. Jeg sov simpelthen hele vejen. Det var først da stewardessen vækkede mig og fortalte, at vi var landet og jeg var den sidste tilbage i kabinen, som skulle tømmes for at rengøringspersonalet kunne komme til, at jeg lettere forvirret vaklede ud i solskinnet. Det var meget nemt at komme igennem told og registrering, da jeg slet ikke havde anden bagage end mig selv. Tungt nok iøvrigt at slæbe på sig selv, tænkte jeg, da jeg sad på en bænk udenfor afgangshallen og ventede på en bus. Der var mange forskellige busser, som kørte til alle mulige steder rundt på den store vulkanø. En af busserne kørte til Santa Cruz og den valgte jeg. Den ene kunne være lige så god som den anden, tænkte jeg og steg op i det store køretøj med behagelige plyssæder. Chaufføren afkrævede mig 5 euro som jeg betalte ham med mit nye kreditkort fra Norwegian. De gav kredit til sådan nogle som mig på op til 50.000 euro, så jeg havde nok at rutte med på min tur ud i det blå. Jeg har altid holdt meget af den spontane rejse. Der oplever man allermest, fordi man ikke har forventninger til fremtiden. I øvrigt tror jeg slet ikke på fremtiden. Den er blot en projektion af fortiden, og så er vi lige vidt og kommer slet ikke nogen steder. Nej, uden mål og med, det er min devise. Bussen satte i gang. I mellemtiden havde jeg fået en medpassager, en muslimsk kvinde med halstørklæde og det hele. Hun havde klemt sig ned ved siden af mig, da bussen efterhånden var godt fyldt. Hun var midaldrende og udsendte en beroligende duft af moskus. Så kørte vi ud fra lufthavnsområdet op på hovedvejen som var stoppet med biler i hver sin retning. Vi kørte mod nord langs med havet som lå og skinnede blåt i den klare sol. Det var varmt, og den blomsterduftende milde vind ramte mig i ansigtet fra de åbne vinduer. Til venstre sås den store Vulkan, som hele øen er bygget op om. Dens krater udsendte en gullig giftig røg, der drev ned ad bjergsiden. Små landsbyer lå klatrende op ad de vældige højdedrag. Der var kort sagt skide flot. Jeg sad og nød turen, der skulle vare omkring en time og blev efterhånden godt sulten. Min muslimske veninde ved siden af begyndte at spise tørrede figner, og da hun mærkede mine stjålne blikke, tilbød hun mig nogle stykker i hånden, som jeg spiste med stort velbehag. Snart var vi i Santa Cruz og jeg steg ud sammen med alle de andre passagerer. I den store ankomsthal myldrede det med mennesker af alle slags. Unge piger med skoletasker og pensionister i grupper ude på sightseeing. Jeg orienterede mig med min mobiltelefon på Google maps, som jeg altid bruger, når jeg ikke ved, hvad jeg skal. Så kan man spørge om, hvor man skal hen, og så siger den, hvor der er noget spændende at se. Der var en lille park i centrum, som de anbefalede, og da jeg tænkte mig at købe lidt mad og spise, var det passende med en park, hvor jeg kunne sidde i fred og nyde min frokost. På vej hen mod denne park kom jeg forbi et fiskemarked som tiltrak sig min opmærksomhed. Jeg gik derind og minsanten, hvor var her lækkert! Store borde fyldt med alle mulige slags havdyr i festlige orange, blå og grønne farver. Hummere og blæksprutter lå med isklumper for at holde på friskheden og så var der minsanten også en østersbar, hvor man kunne sidde og drikke lokal hvidvin mens man slubrede friske sprællevende øster i sig! Der sad flere unge mennesker og snakkede livligt leende og der slog jeg mig ned og bestilte et halvt dusin samt en lille kande vin. Det smagte dejligt, og vinen gjorde mig glad. Frisk som en havørn bevægede jeg mig ud i det myldrende morgenliv i denne besnærende by. Google førte mig op forbi den store rundkørsel og hen over pladsen hvor jeg kom i snak med det smukke par som sad på fortovet og diverterede en ukulele og en guitar. Jeg spiller selv på ukulele og kan efterhånden nogle få greb, som gør mig i stand til at fremføre forskellige børnesange.Den unge pige lærte mig et par tricks før jeg gik videre på udkig efter noget mere mad. Det nærmede sig frokost tid jo, så så snart jeg passerede en grønthandler, gik jeg ind og købte nogle store modne tomater og et hvidløg. Han havde også nogle små praktiske flasker med olivenolie, af hvilke jeg indkøbte een. Snart nåede jeg den lille park med googles hjælp og satte mig på en bænk under de store træer i solen og gav mig til at præparerer mine tomater og fandt ud af, at jeg havde glemt at købe brød. Gudskelov lå der lige udenfor parken en bager, og der fo`r jeg straks over og købte et stort integralbrød. Så kunne jeg mæske mig med hvidløg og tomat på det gennemsavede flutes, som jeg havde bearbejdet med min lille medbragte schweitzerkniv. Den har jeg altid med i lommen, til når jeg skal spise, hvor jeg kommer frem. Olivenolien drev desværre lidt udenfor brødet og rendte ned på mine bukser, hvor der kom en plet. Jeg besluttede mig til at fjerne pletten så snart jeg havde fundet et sted at bo. For et sted at bo måtte jeg have. Det var uden tvivl. Gudskelov havde jeg min mobiltelefon med internet og der har jeg en konto hos Airbnb. Så snart jeg får brug for et sted at sove, ringer jeg op til Airbnb, og vupti så har de en plads til mig til billige penge. Det hele bliver trukket fra mit nye Norwegian kort, så jeg har ikke ølonomiske problemer desangående. De havde selvfølgelig også en god plads til mig her i santa Cruz. En penthouse apartment på en rooftop nede i Puorto la Cruz en halv times kørsel med bus fra hvor jeg sad.

Huset lå lige ned til havnen. Det var et gammelt patricierhus fra tiden hvor Portugiserne regerede øen. Gule groft tilhuggede sten udgjorde facaden som også havde inskriptioner på latin som vidnede om, at det var et gammelt tidligere toldkammer. Vinduerne var små med farvede glas, og for at komme op til min bolig på taget, måtte man sno sig ad en smal vindeltrappe. Ejeren gik forrest og viste vej. Han var en ældre herre med langt hvid skæg og store mørke solbriller. Han talte gebrokkent engelsk med spansk accent, så jeg havde svært ved at forstå, hvad han sagde. Med fingersprog gik det imidlertid, idet han hele tiden vinkede mig videre frem, efterhånden som vi kom højere og højere op i huset. En strålende udsigt over hele Puorto åbenbarede sig til sidst, da vi stod på den store terrasse, som hørte til den lejlighed, jeg skulle bebo. -Nice, nice you see. Han pegede ud mod Atlanterhavet som lå skummende for vores fødder. -Many people die out there, sagde han og lo med en skummel latter. Jeg så, at han slet ikke havde tænder i overmunden. Det var ikke noget der klædte ham. Han åbnede en skydedør ind til selve lejligheden. Et stort lyserødt rum med brede lænestole i grønt plys og en mægtig fladskærm var det første ens øjne opfangede idet man trådte ind. Gulvet var beklædt med rustikke fliser i okker og guld. En dør førte fra stuen ud i et lille køkken, hvor lange rækker kobbergryder og pander hang ned fra loftet. Der var ingen tvivl om, at jeg her ville få rig lejlighed til at kunne lave min egen mad. Jeg klappede i hænderne af glæde og slog selvfølgelig straks til, da min vært fremlagde en kontrakt for lejemålet. Og så havde jeg endda ikke set badeværelset endnu. Det var virkelig prikken over ièt. En stor jacuzzi fyldte over halvdelen af arealet af det kridhvide rum. Udover det var der et lyseblåt toilet og en række skabe med flakoner og sæber som udsendte forførende dufte. – I will leave you alone now, sagde min landlord og trak sig tilbage baglæns ned ad vindeltrappen. Jeg smed mig i een af de dybe lænestole, tændte for det store fjernsyn og faldt i søvn til lyden fra speakeren i den spanske nyhedsudsendelse, som fortalte at en sunami var på vej ind over de kanariske øer med forventet ankomst omkring midnat.

Jeg vågnede nogle timer senere ved en mægtig larm nede fra gaden. Jeg gik ud på terrassen og kiggede hen over området. Havet lå mørkt og frådende med store skummende bølger som slog ind mod klipperne og havnen, hvor fiskerbådene blev kastet fra side til side i deres fortøjninger. Folk løb omkring og skreg til hinanden for at koordinere hjælpearbejdet med at få bragt de små skibe i sikkerhed. Klokken var nær ved midnat, og da så jeg den enorme bølge nærme sig ude fra det store sorte hav. Den slog ind over bolværket som beskyttede havneområdet og knuste så let som ingenting hele fiskeriflåden i et eneste smæk. De blev til pindebrænde mens jeg stod og så det hele ske. Bølgen hævede sig op ad husfacaderne og menneskene dernede blev slynget mod de hårde sten og kvæstedes øjeblikkelig. De skreg og hylede af angst og smerte og der var intet jeg kunne gøre deroppe fra min udkigspost på terrassen. Bygningen jeg stod i skælvede slemt, og i nogle øjeblikke frygtede jeg at den ville styrte sammen, men den gamle toldstation var af solidt materiale og holdt til presset. Flere af de mindre huse længere nede af gaden var nu knust, og oppe fra udkanten af byen hørtes sirener fra hjælpepersonalet som var på vej i store kranbiler for at bistå ved katastrofen.

Da bølgen begyndte at trække sig tilbage faldt der lidt efter lidt ro over området. De mange døde kroppe som var skyllet i land blev samlet op af ambulancefolk fra det nærliggende hospital. Jeg vil skyde på at det drejede sig om et lille tusind stykker. Værst var det gået ud over det store turisthotel helt ude ved pynten af kysten. Netop på det tidspunkt hvor jeg ankom til byen, var en hel hær af internationale turister blevet sat af derude af store Greyhound busser. Der var flere end tusinde folk, vil jeg tro, og de var alle døde. Hver og een. Sikke en ferie for dem, tænkte jeg og gik tilbage ind i min lyserøde stue for at høre nyt fra fjernsynet om katastrofen. Først ville jeg imidlertid tænde mig en cigaret. Det gjorde jeg så og indhalerede med stor nydelse den stærke spanske tobak. Det sved lidt i lungerne, men det gjorde ikke noget, bare jeg nød det, tænkte jeg. Jeg lavede mig en  kop urtethe og satte mig ud på terrassen, hvor det var ved at blive morgen og solen kom til syne lige i kanten af horisonten. Den strålede begejstret og uberørt af nattens hændelser, ganske som sole jo gør det i disse tider. Jeg nød min skoldhede the og lagde planer for den kommende dag: “Først vil jeg gå ned og tage en dukkert, nu hvor havet er faldet til ro og de mange døde kroppe er fejet væk. Senere vil jeg nok vandrer op gennem den smukke by til  botanisk have for at nærstudere de mange fremmede planter som opbevares der. Når det så er sket, vil jeg sætte mig ind på een af de mere luxuriøse restauranter oppe i midtbyen og indtage en menu bestående af skilpaddesuppe lavet af de mange havskilpadder som er skyllet i land under sunamien. Dernæst skal det blive bøf. Med løg, ligesom de synger i den sjove sang med ham Trier, og til sidst skal der festes med flødeis fra Hellerup ismejeri henne om hjørnet nede i kælderen som Osvald Helmuth sang i sin tid.”-Så det skal nok blive sjovt alt sammen. Jeg glæder mig allerede. Det er godt at have noget at glæde sig til. Så bliver dagen ikke så ensformig, som jeg altid siger.

Nu er det jo sådan, at jeg slet ikke spiser bøf. Jeg er nemlig veganer og hader døde dyr.Jeg elsker levende dyr, men døde dyr kan jeg altså ikke udstå. De lugter først og fremmest, og selve det at de er døde fylder mig med afsky. De skulle have vidst bedre og ikke ladet sig slå i hjel, ikke? Det er nu min mening. Men det er selvfølgelig svært for sådan en lille grissebasse at gøre oprør. Mod den slemme slagter, som kun har profit i hovedet. I det hele taget er det svært at gøre oprør mod folk som har profit i hovedet. Det er jo hele deres hoved som består af profit. Der ER simpelthen ikke andet end profit inde i deres hoveder. Sådan nogle bliktude. De skulle hænges, men så er jeg jo lige så slem som dem. Og jeg er veganer, så jeg slår ikke ihjel. Hvad gør jeg så. Ja se det er et godt spørgsmål. Ihvertfald spiser jeg ikke bøf, nej. Jeg spiser grøntsager. Det er meget bedre. Og så … ja, hvad så? Så ikke mere. Jeg aner simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre. Simpelthen. Så jeg må hellere lade spørgsmålet ligge. Et åbent spørgsmål, som man siger.

Da jeg havde gennemført min plan, selvfølgelig uden at spise kød, istedet stod den på friskfanget languster dampet i lokal sauterne med små nye kartofler overdrysset med fine grønne dildblade,og dertil en kølig riesling , var jeg også godt mæt. Drev lidt omkring i de smalle gyder, som var mennesketomme og derfor kedede mig. Hvis ikke der er mange mennesker omkring mig dør jeg nærmest af kedsomhed. Der skal være drama i luften. Det elsker jeg og det eneste levende væsen, jeg mødte var en skabet hund som fòr hen og forsøgte at bide mig i benet. Jeg løb alt hvad jeg kunne tilbage til toldbygningen og kravlede ret forpustet op ad de smalle trappetrin til min bolig på toppen af huset. Mæt og træt ledte jeg efter en seng. Et soveværelse, men der var ikke noget. Man mente åbenbart, at jeg skulle sove ude på terrassen, hvor en hængekøje befandt sig. Nå, men så dumpede jeg ned i den, slumrede et par timer og vågnede da det var blevet mørkt og stjerneklart. Hele himlen var et mylder af stjerner. De store billeder af bjørnen og fisken og tyren, samt mit elskede Orion stod som en hvælvet sengehimmel over mig og da samtidig husholdersken trådte ud fra den lyserøde stue og præsenterede sig, kunne jeg næppe få det bedre. -Til tjeneste, hvad ønsker herren? Spurgte hun og sendte mig et blændende smil. Hun har vel været ca 30 år, det kære væsen og det smigrede mig, da hun tog en lille taburet og satte sig hen ved siden af mig ganske tæt. -Hvor kommer du fra? Spurgte jeg på mit mangelfulde spansk. -Det er den gamle herre, som ejer hust, der har sendt mig. Han siger, at jeg skal være dig behjælpelig med, hvad du måtte ønske.-Det lyder sandelig spændende, svarede jeg med et listigt smil. Kunne du tænke dig at gå i seng med mig? Spurgte jeg ganske dristigt skulle jeg selv mene. -Åh,åh,åh udbrød hun. Det er et meget vanskeligt spørgsmål at tage stilling til sådan lige på stående fod. For så vidt at det overhovedet skal komme på tale, må vi da for søren først lære hinanden lidt at kende, ikke? Hun sendte mig et bedårende smil fra en mund formet som et rosenblad. Jeg smeltede helt og lod mig falde tilbage i hængekøjen nu ganske afslappet ovenpå den forudgående spænding der stadig hang i luften. Sådan sad vi en tid. Stille i hinandens selskab. Det var meget godt istedet for al denne agressive tilnærmelsestaktik, som jeg havde lagt for dagen. Nu var vi to til at betragte stjernehimmelen, og det gik snart op for mig, at husholdersken, hvis navn var Eva, var endog særdeles velbevandret i astronomi. Og,som det senere kom frem, også i astrologi samt den Freud-Jungske psykoterapi og sjælelære. -Tror du på Gud? Spurgte hun mig mens hun lagde sin hånd på min skulder. Jeg var rent ud sagt målløs over hendes spørgsmål. Jeg har aldrig selv tænkt nærmere over, hvorvidt en eller anden udeforstående kraft skulle have nogen indvirkning på mit liv, så jeg svarede så oprigtigt, jeg kunne:-Det ved jeg faktisk ikke. Måske, måske ikke. – Det er et godt svar. Et sådan svar som jeg håbede på, at du ville komme med, for jeg hælder også til den opfattelse, at den menneskelige tanke er en illusion og derfor ikke er i stand til at udsige noget om nogetsomhelst. Al denne snak og talen og sproglige  meddelelse som finder sted hele tiden i vores, den menneskelige verden er i bund og grund støj. Sammenhængen er udenfor tanken, ikke? Hun smilede igen dette mystiske smil, som fik det til at løbe mig koldt ned ad ryggen.

-Skal vi ikke spise middag sammen i morgen, foreslog jeg. Så kunne vi også invitere vores landlord Michel, er det ikke det han hedder? med, og så kunne jeg lave noget ordentligt veganermad med alle kobberpotter og pander som hænger ude i køkkenet. Hvad synes du om det forslag? Jeg smilede til hende ganske afslappet og ikke spor mystisk. Jeg ville have samtalen ned på et mere almindeligt plan. I det mindste for øjeblikket. Hun så på mig med sine store vandblå øjne. Var det en tåre, jeg så træde frem i hendes ene øjenkrog? Jeg ved det ikke, i hvertfald var det et meget følsomt udtryk, hun sendte mig da hun svarede: -Jean ( det kaldte hun mig. Hun må have set i kontrakten at mit navn var Jens og for at passe til hendes spanske taletone, havde hun valgt at kalde mig Jean.Det havde jeg i øvrigt ikke noget imod. Det lød dejligt i mine øre.) -Jean, det er en fortrinlig idè Det passer mig strålende i morgen aften. Min mor skal ud og besøge en veninde og diskutere kattemad. Du ved hun fodrer alle kattene i kvarteret hun bor i, og så passer det fint for mig, da jeg af den grund ikke behøver at være hjemme og tilberede hendes aftensmad. -Åh, udbrød jeg. Hvor er jeg glad fordi du kan acceptere mit forslag. Det rører mig så dybt så dybt. Du kan slet ikke forestille dig, hvor dybt det rører mig. -Nej, det kan jeg absolut ikke forestille mig, svarede hun spydigt. Jeg fik et shock. Den reaktion havde jeg slet ikke ventet. Og især ikke fra hende, hvem jeg gennem denne samtale var kommet så tæt ind på livet af. – Nå, godt ord igen. Vi må arbejde hårdt for at finde en passende samtaleform. At vi ikke farer i totterne på hinanden ved den mindste givne lejlighed, ikke? Hun lagde begge sine arme om min hals og krøb ind til mig mens hun spandt som en kælen kat. Det var et resultat, jeg kunne tilslutte mig fuldtud.Vores forhold havde taget en ny vending. Det var blevet intimt på en måde, jeg sætter stor pris på. -Eva, sagde jeg.-Er vi så enige om den middag i morgen aften, eller hvad? Hun gav min venstre kind lige der hvor skægget hører op og den bare hud begynder, et fjerlet kys. -Jeg kommer i morgen aften kl halv fem medbringende vores kære gamle husejer Michel, samt to flasker Spumante og en buket røde roser. Så forventer jeg, at du har maden klar og at vi ikke bliver skuffede. Jeg ved at Michel er en kræsenpot, og jeg er så sandelig heller ikke nem at stille tilfreds, at du ved det. Dumme dreng! Og hun forsvandt ud af mit synsfelt mens Vega i Lyren ganske langsomt passerede forbi på firmamentet skarpt forfulgt af den internationale rumstation ISS i kredsløb om jorden i en højde af 386 km. Rumstationen vejer 450 ton og bevæger sig med en fart på 27.700 km i timen og fuldfører næsten 16 kredsløb rundt om jorden på et døgn. Det kunne jeg ikke hamle op med, så jeg faldt bare i søvn i min hængekøje og lod verden om resten.

Om morgenen, da jeg vågnede, var min første tanke den, at jeg nu måtte se at få købt ind til dèn formidable middag, der var i vente. Jeg sprang ud af hængekøjen og flåede mit tøj ned fra væggen, hvor det hang på en krog og styrtede ud i badeværelset og sprang på hovedet i jacuzzien. Åh, hvor var det dejligt at ligge og dykke i det varme vand! Jeg kunne slet ikke løsrive mig ved tanken om alt det der skulle ske i løbet af dagen. Men det gik ikke at ligge her og falde hen, tænkte jeg, så jeg frotterede min krop og iklædte mig min nye pyjamas og gik ned på gaden for at foretage mine indkøb. Jeg elsker kål, så kål skulle det være. Der var ingen tvivl i mit sind. Det er sådan, at kål kan man anvende i mange forskellige retter, ikke? Det er det der gør det til et så fortrinligt næringsmiddel. Der er spidskål og grønkål. Så er der rosenkål som nok er den kålsort, jeg sætter mest pris på. Så er der blomkål, hvidkål og selvfølgelig rødkål. Den af alle slags kål der ser bedst ud når den ligger nede i suppen og drejer rundt som små snegle eller fisk, ikke? Savoykål er heller ikke til at kimse af, og alle disse kålsorter fandt jeg på det store marked på plaza espana ned i centrum af byen. En kurv fuld af æbler blev indkøbt tillige med en halv snes løg. Røde og hvide og salatløg. Så kom gulerødderne ovenikøbet sammen med fennikel og selvfølgelig artiskokker som prikken over ièt. Suppe skulle vi have og en stor skål salat med en fint tilsmagt hvidvinseddikedressing i olivenolie mixet med 50 fed store svulmende hvidløg. Jeg købte også 5 lange integralflutes og en lille dåse safran til at koge om de nyopgravede canariske kartofler jeg fandt hos en gammel dame, der ene og alene solgte kartofler. Hun havde ikke andet i sin bod, men Gud-hvor smukke de små kartofler var! Så buttede og smilende lå de der i kassen og bød sig til. Jeg kunne simpelthen ikke stå for fristelsen og købte to pund. Nu var jeg færdig og havde nok at slæbe på. Jeg hyrede en lille dreng, som sad og tiggede, til at bære alle min vare på ryggen, mens jeg stolt slentrede afsted og holdt øje med, at han ikke stak af. Oppe i lejligheden bredte jeg alle disse fantastiske vegetabilske skabninger ud på køkkenbordet for at tage dem nærmere i øjesyn. Drengen sendte jeg væk med en gulerod i munden og det var han ikke så lidt taknemmelig for! Jeg elsker denne gestus af medmenneskelighed, jeg ofte udfolder. Det klæder mig!

Jeg kan næsten ikke klare, hvis tingene ikke er i orden. Derfor gav jeg mig straks til at spekulere over, hvorledes det hele skulle foregå. Det er altid godt at have en plan, tænker jeg. Noget at holde sig til så at sige. Det er noget jeg sætter pris på.Rette linier og stil over situationen. Således også her. Solen var brudt frem fra et tykt skydække og sendte sine livgivende stråler ned over fliserne udenfor den brede skydedør. Der var ingen tvivl om, at her skulle jeg stå ude i bar overkrop i mine nye pyjamasbukser og snitte alle mine grøntsager. Til terrassen hører et lille skur. Der går jeg hen og åbner porten ind til et rum, hvor alle havemøblerne og et stort egetræsbord opbevares. Havemøblerne lader jeg stå foreløbig. Måske jeg vil tage dem ud senere. Måske vi rent faktisk kan sidde på disse møbler og spise Hvem ved? Men bordet er godt. Skide godt at stå og snitte ved. Jeg slæber de første to store kålhoveder ud og stiller dem på bordet. Derefter går jeg ind i køkkenet og tager flere af kasserollerne ned fra deres kroge og bærer dem ud og stiller dem på bordet ved siden af kålen. Så er jeg parat. Jeg henter en sabellignende kniv på vel en halv meters længde og i et præcist og elegant hug kløver jeg de to kålhoveder, så jeg nu har fire stykker kål. Dette gentager jeg og får således otte stykker kål og så fremdeles indtil jeg, idet min iver går over i et vildt raseri, med karatelignende slag hurtigere og hurtigere gennemhakker al kålen til den ligger i en pæn bunke parat til at gå i den store kobberkasserolle. Jeg smiler tilfreds over mit arbejde og har nu virkelig fået blod på tanden! Halløjsa, her kommer savoyen den slemme lille plante! Hold da op, hvor du skal have tæv for at blive rigtig mør. Og vupti, så op i potten med dig! De søde små rosenkål bliver behandlet ganske anderledes forsigtigt. Dem skal man ikke presse til noget. De er så bløde og fine med deres rosenbryst og deres små øjelignende udposninger. De yderste af udposningerne piller jeg forsigtigt væk, så den indre skallignende blomst kommer til syne. Åh, jeg er vild med rosenkål! Åh, jeg kan ikke holde et lille gisp tilbage hver gang jeg fjerner et stykke skræl og kommer nærmere og nærmere til rosenkålens hjerte. Åh, åh, åh, det er forrygende at rense grøntsager! Solen varmer min ryg, som jeg står der og har det udstrakte Atlanterhav i horisonten, og brisen er mild og god og bringer dufte op fra gaden, hvor en sælger i det samme går forbi og faldbyder brændte kastanier. Hvor har jeg det dog godt, tænker jeg. Hvor er jeg lykkelig! Rødbeder. Rødbeder er vigtige! Jeg knipser med fingeren, og straks kommer den lille dreng strygende og tilbyder sin hjælp. Jeg sender ham ned efter tyve rødbedeknolde, som han kort tid efter kommer op og smider på bordet. Jeg sætter ham i gang med at rense og findele dem ude i skuret. Der kan han stå og udføre sit arbejde og på den måde undgå at distrahere mig i mit. Han er meget sød såmænd, men jeg kan ikke holde ud at have ham for tæt på, da han lugter fælt. Måske skulle jeg tilbyde ham et bad i jacuzzien? Det vil jeg lade Eva om at besørge, når hun engang dukker op. Rødbederne bliver skrællet og skåret i flade stykker som også kommer op i den store suppegryde sammen med spidskål og hvidkål og rødkål og en knivspids chilli samt en nævefuld spidskommen. Kartoflerne i den lille kobbergryde med salt og dildblade og det hele ud på ildstedet med kosangassen som buldrer blå flammer op langs det gyldne metal. Jeg sender drengen ned efter noget iskoldt øl. Det er tiltrængt.

Han kommer op og jeg tilbyder ham en øl, men han afslår. -Jeg er for ung til at drikke øl, siger han. -Hvor gammel er du egentlig, og hvad hedder du?spørger jeg. – Mit navn er Luiz Gustavo og jeg er 14 år gammel. Jeg drikker ikke øl, for det må jeg ikke for min bedstemor. Du ved, det er hende den gamle dame nede i kartoffelboden. Hende du købte de små nydelige kartofler af. – Er det din bedstemor? Spørger jeg. Bor du hos hende? Ja, jeg sørger for hende. Hun tjener ikke meget på sine kartofler, så jeg bringer penge til huset ved forskellige småjobs, som for eksempel dem jeg udfører for dig. -Det er et ædelt motiv at sørge for sine nærmeste, siger jeg.-Kunne du og din bedstemor ikke tænke jer, at spise med i aften, når min husholderske og min landlord kommer til middag? Luiz ser spørgende på mig. -Det mener du ikke. At to så simple mennesker som os, skulle tilbringe en middagsstund sammen med fine mennesker som jer. Det kan jeg slet ikke forestille mig, men ok, hvis du virkelig mener det, vil jeg spørge min bedstemor lidt senere på dagen, og så skal du nok få et svar. Jeg smilte til Luiz og var egentlig ret tilfreds med at vi blev lidt flere til middagen end blot Eva og mig og den gamle. Gik ud i køkkenet og tilså de kogende grøntsager. Det så godt ud det hele. Det boblede og snurrede og sådan kunne det nok stå resten af dagen og blive mørt og velsmagende. Luiz fortrak stille ud af lejligheden og overlod mig til mig selv. Det var blevet varmt efterhånden, hvilket inspirerede mig til at iføre mig badetøj og gå ned til havnen for ad badestigen at begive mig ned i vandet og ud i det bølgende hav.Mens jeg svømmede, tænkte jeg på aftenen som ville komme. Det var spændende at se, hvorledes disse ganske forskellige mennesker ville interagere med hinanden. Det var et helt lille experiment, jeg havde sat i scene, og jeg glædede mig overordentligt til at blive vidne til udfaldet.

Da jeg kom op sad Luiz og ventede på mig. Lejligheden lugtede kraftigt af ham som tegn på, at han ikke var blevet vasket i mange dage.- Du trænger til et bad, sagde jeg. -Når Eva kommer i aften vil jeg bede hende om at føre dig ud i badeværelset og give dig en ordentlig omgang jacuzzi. Hvad siger du til det? -Tak gode herre, mumlede Luiz.-Det er alt for meget. Det vil jeg gerne. Jeg ved , jeg trænger til at blive vasket, men vi har ikke den slags moderne faciliteter hjemme hos min bedstemor. Iøvrigt vil hun gerne komme og spise med i aften. Hun glæder sig. – Hvad hedder din bedstemor? Spurgte jeg. -Hun hedder Helenita. Hun er 85 år og en klog gammel dame. Du skal glæde dig til at være sammen med hende, sagde Luiz og forsvandt ud af døren. Nu var der kun tilbage at forberede vores aftensbord med knive, gafler, skåle og fade, hvad der fandtes rigelige mængder af i køkkenskabene i den veludstyrede penthouse apartment som Airbnb havde stillet til rådighed gennem mit abonnement på Norwegian Airlines røde Kreditkort.

Ude i skuret hentede jeg et stort bord og 5 klapstole, som jeg stillede op på terrassen. Der hang også nogle kulørte lamper med ledning, som jeg fastgjorde til de pæle som stod i terrassens hjørner. Jeg prøvede om der var lys i, når jeg tændte for kontakten, og minsanten – de strålede i alle regnbuens farver. Det skulle nok blive en yndig aften for alle os mennesker her i Puorto la Cruz. I et af skabene i køkkenet lå en gul dug af plastic, som jeg lagde hen over bordet og fastgjorde med nogle klemmer, jeg fandt i en køkkenskuffe. Klokken var efterhånde blevet halv fire om eftermiddagen,  og gæsterne ville komme ved 7 tiden, anslog jeg, så jeg havde rigelig med tid til at nusse rundt og få suppe, salat og flutes sat på plads. Da jeg jo havde fået lovning på to flasker spumante, som Eva ville medbringe, skænkede jeg ikke vinen en tanke. Kun sørgede jeg for, at 5 krystalglas kom til at stå på bordet. Eet udfor hver kuvert. Basta!

Der lød mumlen og lette fnis nede fra vindeltrappen da Eva og Michel nogle timer senere dukkede op. Jeg måtte jage en snes gråspurve væk i en fart, som var gået i lag med fluten på bordet. Gæsterne skulle nødig se min fadæse med at lade fuglene sidde og pigge i brødet på det dækkede bord. Fuglene fløj op i samme øjeblik den gamle hvidhårede herre og den unge lyse kvinde trådte ind på arenaen. Hovsa- hvor havde de majet sig ud! Michel lignede en ridder fra det forrige århundrede. Han havde flettet sit lange skæg og forsynet det med en rød sløjfe. Håret havde han sat op som en pyramide med store glinsende diademer på toppen. Han var iført grønne søstøvler og en gammel velour kaptajnsfrakke med sølvknapper. Om halsen bar han et guldur og alle hans fingre var besat med strålende guldringe. Det var et syn man sent ville glemme, og jeg blev oprigtigt glad for at se ham i den mundering. Eva derimod var mere klassisk. Hun bar en lille violet top, som ikke lagde skjul på hendes brysters volumen. Om sine hofter havde hun snoet slangeskind fra en stor kongekobra og på fødderne sad de nydeligste badesandaler. Munden var ildrød. Læberne struttede af sundhed og charme og øjnene – ja øjnene var svære at beskrive. Den dybde, der lå deri sugede mit blik til sig. Trak mig ind i en verden af mystik og rædsel, som – det må jeg indrømme – pirrede mig på stedet! Nå,men videre må vi i vores beskrivelse af disse fortrinlige mennesker. Hendes gyldne hår bølgede ned over ansigtet som faldende vandmasser. Det lyste op i aftensolens skær som en glorie, og uden videre måtte jeg give efter for mine følelser og kysse hende varmt velkommen! Hvilket hun gudskelov ikke havde noget imod. – Du tillader dig visse friheder, sagde hun først, men tilføjede så:- Dog har jeg intet derimod, da det ser ud til at du har gjort dig store anstrengelser for, at vi skal få en hyggelig og berigende aften sammen. Lidt efter dukkede Luiz og hans bedstemor Helenita op. Han hjalp hende med at gå. Hun støttede sig på den ene side til en stok og til den anden side til sit barnebarn. -Hej Luiz, sagde jeg, kan du straks gå ud i badeværelset og tage tøjet af, så sender jeg Eva ud for at hjælpe dig med at komme i jacuzzi, så du kan blive skrubbet ordentligt på ryggen og i skridtet, hvor lugten nok er allerværst. Vi kan ikke have sådan et stinkdyr iblant os, nu hvor vi skal spise pænt med kniv og gaffel og minsanten også drikke vin ti. -Heraus med dig! -Og Eva, kan du hjælpe den unge mand med at blive ren for herren. Jeg henvendte mig til min smukke veninde, som straks besvarede mit kald med et strålende smil.

Michel sad ovre i en krog af den lyserøde stue og talte med Helenita. De havde hurtigt fundet hinanden. Den gamle kvinde var klædt i sort og havde begyndende skægvækst på sine smalle kinder. Næsen var lang og krum, som på en hex, men hun udstrålede visdom, og det var det vigtigste. Michel kurtiserede hende på det fornemste.- Formoder at fruen har haft et langt og forunderligt liv, sagde han henvendt til Helenita. Hun svarede ham ikke med det samme. Det viste sig nemlig at hun var halvdøv, -Hva siger du? Svarede hun, og Michel måtte lettere irriteret gentage sit spørgsmål. Da svarede hun:- Min  mand døde for 34 år siden. Han var et fjols, men elske ham det gjorde jeg. Det er sikkert. Hun hostede lidt og fortsatte:- Nu er jeg ganske alene. Har kun mit barnebarn at passe på. Han er en lømmel. Tager igen og igen unge piger med ind på sit værelse, hvor de foretager sig usædeligheder mens de spiller Backgammon. Det bryder jeg mig ikke om, men ungdommen nu om dage kan man ikke styre. Michel rettede på sin halskrave og så på sit ur. Så sagde han:- Tiden er en anden i dag end den var i går. Og slog en skraldlatter op så krystalglassende klirrede og suppen var lige ved at koge over.

Blomsterne, de karmosinrøde roser som den skønne Eva var ankommet med fuldt efter planen, som hun havde lovet, blev sat i vase midt på bordpladens æggeblommegule dug og bragte en livlighed over opdækningen man sjældent havde set mage til. Og så havde den kære kvinde, som lovet også taget ikke to, men fire flasker sød spumante med, som jeg skynsomt lagde på køl ude i lejlighedens store amerikanske frigidaire. Så var den sag i orden. Intet glemt og intet gemt. Eva og Luiz kom blussende og lidt opkogte ud fra baderummet med strålende blik, begge med et hemmelighedsfuldt glimt i øjet. Luiz så helt anderledes ud, efter at han havde været i bad. Han var vokset en halv alen og lignede mest af alt en atlet. Eva var stolt af sit resultat, kunne man se, og der var ingen tvivl om, at de havde mere til fælles end blot et overfladisk bekendtskab. De var blevet venner under vaskeprocessen. Tydeligt. Nå, men suppen var klar og det var på tide at gå til bords. -Kom allesammen! Alle mine gæster, som her er samlet for at deltage i denne soirèe. Kom og sæt jer ved mit bord og lad os nyde hinandens selskab og måltidets vederkvægelse! Udbrød jeg ganske bevæget over situationens festlige alvor. Og de satte sig alle ved bordet og begyndte at tage for sig af retterne. Suppen bar jeg ind sammen med salaten. Fluten havde de allerede flået i mindre stykker som vilde hunde, der ikke havde fået noget at spise i flere uger. Eva rakte ud og skænkede spumante i alles glas. Helenita var hurtig til at tømme sit. Hun fik fyldt op påny og slubrede med høje lyde den søde vin i sig. Michel var ikke sen til også at få sit glas fyldt op flere gange, og jeg holdt mig heller ikke tilbage. Snart var spisningen i fuld gang. Man skramlede med skeer og gafler på de klirrende tallerkener. Glas blev stødt sammen, og det så i det hele taget ud til at folk morede sig. Da slog Michel på sit ur som begyndte at ringe. Alle blev tavse, da han rejste sig, slukkede for lyden og gav sig til at tale: – Jeg er jo en gammel mand. Så vidt så godt. Men alder er ikke alt. Der må noget mere til, for at man kan sige noget fornuftigt. Og hvad er så dette mere, som gør forskellen. Forskellen på en idiot og et skvadderhoved ? Det spørger jeg dig om, Luiz. Du er den yngste i selskabet, så du må vide hvorfra visdommen stammer. Du er den her i forsamlingen som sidst har været i forbindelse med ophavet. Med alle tings moder. Min tale her i aften må derfor udmunde i et spørgsmål. Et spørgsmål til dig min unge ven. Til dig Luiz. Hvorfor er du kommet? Michel satte sig nu roligt ned igen. Han havde givet ordet videre til Luiz. Det var spændende at følge dette ord. Hvor ville det føre os hen? Ordet svævede i luften og snurrede rundt et par cirkulære gange før det tog plads i munden på Luiz. Han rejste sig. Trak vejret dybt og blev rød til op over begge øre. Så satte han i at stortude. Det lille skidt. På trods af hans formidable legemsbygning, var han dog kun en lille dreng. Et barn så at sige. Men hvor godt var det så ikke, at Michel netop havde fået ham til at tage ordet i sin mund. Og Luiz spyttede det ikke ud. Han mandede sig op, tørrede tårerne væk fra sin kind med den serviet Eva rakte ham og sagde så:- Åh, Michel. Du ved hvor svært det er at være barn i dag. I en verden fyldt med gru og rædsel. Fyldt med egoisme og had. Fyldt med svig og smerte. Fyldt med ådsler og råddenskab. Fyldt med bagvaskelse og svindel. Fyldt med ondsindet sladder og forurening og klimakrise og seksualforbrydelser mod mindreårige og incest og forældre som bliver skilt fra hinanden og lader børnene sejle deres egen sø og had og ondskab og… Han brød hulkende sammen og kastede sig ned i Evas skød og begravede hovedet i hendes kongekobraskinds nederdel. Hans hulken ville ingen ende tage.

Fuglene kom ned fra himlen i store flokke. Der var sommerfugle, urfugle, kanariefugle og fugleedderkopper, som kom flyvende i deres spind. Lange tråde som bar dem gennem luften. Ned over selskabet af forsamlede mennesker heroppe på  terrassen i Puorto la Cruz på Tenerife. Denne sværm af svævende væsner dansede omkring hovedet på Luiz som en spiral af vildskab. Han så frem for sig og hans forpinte ansigt lyste op i et smil. Han rejste sig fra Evas skød og udbrød:-Jeg er frelst! I denne aftenstime har jeg mærket, hvor meget I alle holder af mig, og det er det vigtigste i et menneskes liv, at føle andre væsners kærlighed. Dette øjeblik vil jeg aldrig glemme! Straks derefter forsvandt alle de mange skabninger under afsyngning af marseillaisen, nu det skulle være festligt…Helenita rejste sig og slog på sit glas. Der blev ganske stille et øjeblik. Ingen havde ventet, at den gamle dame ville sige noget, men det gjorde hun altså, for hun skreg ud i rummet: -Jeg kan ikke få luft! Hun var helt blå i ansigtet og gav sig samtidig til at klappe i hænderne, hvorefter hun begyndte at messe en katolsk litani. Lange sætninger på latin strømmede ud af hendes mund og et forklarelsen skær strålede fra hendes ansigt. Vi blev alle meget grebet  af situationen. Det var som Jesus ved nadveren med lyset som omgav den store mester i sin tid. Eva flåede sin top og sit kopraskind af og stod nu helt nøgen ved siden af Helenita og bad: -Ave Maria stønnede hun hele tiden mens hun befamlede sig selv med skælvende hænder. Jeg kunne ikke undgå at blive ophidset ved at se på hende, men bevarede dog min blufærdighed ved at holde mig på passende afstand af kvinden. Gamle Michel var faldet i søvn. Han sad med hovedet hvilende ned på bordpladen og opfattede intet af den anspændte stemning. Det var alt i alt et herligt måltid! -Det må man sige. Lidt efter faldt der ro over gæsterne. Det var ligesom det værste var overstået og man nu var rystet godt og grundigt sammen. Så godt at der bredte sig en stemning af fælleskab og sammensmeltning blandt deltagerne. Man blev en flok. En gruppe fordi man havde været vidne til det samme vanvid og nu kunne slappe ganske hæmningsløst af. Michel var vågnet op. Han gned sine øjne og rømmede sig. Der blev ganske stille omkring ham. Vi vidste, at han nu ville sige noget som samlede hele situationen i få ord, og ganske rigtigt så kom det: Et langtrukkent ræb ikke ulige et dyrs brøl. Det var som et varselsskud til os alle ved bordet og vi istemte denne dybe lyd af brunst som kom ud af hans mund. En hylen som gale vildsvin har for vane at udstøde om natten dybt i de store Jyske skove. Derefter gik vi over til desserten, bestående af syltede blommer i Madeira som jeg havde fundet på en konserveshylde ude i det store skab i køkkenet.

Vedblivende at fastholde denne situation vil næppe være gunstigt.Derfor tilføjer vi et nyt element: -Det ringer på døren. Jeg rejser mig fra bordet og går ud og lukker op. Udenfor står en smuk ung pige. Hun har lyst hår ligesom sin mor. Det er Evas datter. -Kom dog indenfor, udbryder jeg. Du skal være så velkommen i vores snævre kreds. Alle omkring bordet rejser sig og istemmer denne velkomsthilsen.- Velkommen, velkommen råber de i munden på hinanden. Det før så kaotiske billede bliver med eet harmonisk. Det er som om pigens ankomst netop er den ingrediens som skal til for gøre forsamlingen af mennesker komplet. Pigen hedder Sarah. Eva tager hende om skulderen og spørger: -Er hun ikke dejlig?  Man kan se, at hun er stolt af sit barn. Luiz stjæler sig til et hurtigt kig og rødmer klædeligt. Vi finder en stol, som hun kan sidde på og jeg henter mere suppe, som hun kan spise. Så rejser jeg mig og slår på mit glas. Alle bliver tavse. Det er min tur til at holde en tale. Jeg siger:- Kære venner, kære allesammen. Hvor er jeg glad for at I er her. Især er jeg glad for, at vi nu er dem vi skal være. Vi skal ikke være flere, synes jeg. Så bliver det uoverskueligt. Så bliver vi for mange. Jeg vil nu sige lidt om mig selv. For det første er jeg ikke rigtig klog. Men det har I vel nok bemærket, ikke? Bare det, at lave sådan en fest for alle jer skønånder, som jeg jo slet ikke kender, er vel  noget af en overdrivelse. Men, men, det skulle være sådan. Det stod skrevet i stjernerne allerede den dag, jeg blev født. At jeg skulle møde jer og at vi skulle ud på en himmelflugt sammen. For det er nemlig, hvad jeg har tænkt mig. Jeg har tænkt mig, at vi skal på en verdensrejse! Ja I får nok et schock, når I hører mig fortælle det, men sådan skal det være. Det kan ikke være anderledes. I ved nok, hvor forrykt alt er blevet. Ballade over hele linien og det er det, jeg simpelthen ikke kan holde ud. Denne idelige summen af ord som strømmer ud alle steder og oversvømmer lethedssphæren med forvanskning og forvirring. Billedet forplumres dag efter dag. Det er en tilgroning. En opslemning. En forsuring og en forvitring der finder sted, så man snart ikke kan se ud af sine egne øjne. Jeg drukner, gør jeg. I al denne meningsløse snak og tale som medfører meningsløs handling og ruin. Det gider jeg ikke mere, som I kan forstå. -Der bliver nikket og bejaet rundt omkring bordet. Jeg kan mærke, at mine tilhørere har fattet lunten og ved, hvor jeg vil hen med mine ord. Det kan jeg mærke, så jeg fortsætter:- Med mit nye kreditkort fra Norwegian har vi penge nok. Vi har faktisk ubegrænsede midler til at gøre lige, hvad vi vil. Det er derfor nu op til os, og kun os, at afgøre, hvad vores næste skridt skal være. Skål allesammen på et hændelsesforløb som ikke munder ud i kiv og splid, men tværtimod bærer kimen til en ukendt faktor af fortryllelse og uforudsigelighed i sig!

Alle rejser sig og klapper. jeg ser deres opstemte ansigter og mærker, at vi er på rette kurs.

Så drøner vi ned ad trappen. Hele holdet i fuld firspring. Nu skal der leves! Nu gider vi ikke at sidde oppe på terrassen og glo længere. Signalet er hørt. Afsted skal vi. Den første vi møder er Sofus. Den lille danske gårdhund som så længe har været uden herre. Nu får den 6 herrer idet Sarah kaster sig over den og giver den et ordentligt knus. -Endelig, siger hun. -Endelig har jeg fundet dig min ven! Vi andre står i en rundkreds om pigen og glædes over hendes gensyn med den lille hund. Hunden har kun eet øje, men med dettte ser den dobbelt så godt som nogen af os andre. Den hopper begejstret op og ned ad os allesammen. Især Michel får dens fulde opmærksomhed. Michel retter på sin paryk og siger.- Sofus dog. Som du kan hoppe og springe. Du er en rigtig lille skibshund, kan jeg se. Og så siger han henvendt til os alle:- Jeg foreslår, at vi nu bevæger os ned mod havnen. Hvad siger I til det? Helenita skutter sig. Hun svarer: Ok dit gamle liv. Lad os da for fanden bare se at komme afsted. Men hvad med proviant og beklædning til turen? -For jeg kan godt regne ud, at vi ikke kommer hjem lige med det samme, når først du får din vilje. -Ja, hvad med det? Spørger osse Eva og Sarah i kor. Luiz tilbyder straks sin assistance og stiller sig op foran Michel med en spørgende grimasse. Nu tager Michel atter ordet. Han er en myndig gammel mand, og vi undgår ikke at give ham vores fulde opmærksomhed. Sarah har med Sofus i spidsen i mellemtiden ført os hen til en kvadratisk park med et springvand i midten. Springvandet består af en gås som sprøjter vand ud på fire store skrubtudser som sidder i en omkreds med gåsen i midten.  Vi hopper alle op ved siden af de grønne frøer. Vi bliver godt nok lidt våde af gåsesprøjtet, men det skider vi på, for nu meddeler Michel med alvorlig stemme, at der er noget af allerstørste vigtighed, som han vil sige, og så siger han: Som sagt tidligere er det i havnen det foregår. Det hele. Ved kaj nr 11 op ad bolværk nummer 38 har jeg min Swan 52 liggende og den, tænker jeg , er et udmærket udgangspunkt for vores videre færd her i galaksen. Han gør en lang pause, ligesom sunder sig, så tilføjer han:- I følge Aspects forsøg med kvantepartikler og EPR paradoxet, hvor to elektroner ses forbundne,således at ændring af den enes spind øjeblikkelig medfører tilsvarende spinændring hos den anden uanset afstand, -det kan være to elektroner i hver sin galakse såmænd,-kan det konkluderes, at alting er forbundet uden tid,eller som Bells theorem udsiger det: Universet er “Vidende” om sig selv og bedøvende ligeglad med vores “Opfattelse” af det. Vi kan derfor trygt begive os ud på det store hav i klar forvisning om, at alt er i orden, uanset hvad vi “gør”uden at GØRE noget. Kort og godt:- Lad os komme afsted!  Jublen vil ingen ende tage. Vi smider straks al tøjet og springer på hovedet i springvandsbassinet, hvor de mange guldfisk som svømmer rundt forskrækkede flyver op i luften og øjeblikkelig bliver spist af de glubske skrubtudser.

Luiz bliver sendt afsted efter proviant og beklædningsgenstande. Vi aftaler, at vi alle mødes nede ved Swan 52 sejlskibet om en time.

Så ligger den der! En 52 fod stor Swan Ketchrigget Katamaran bygget i Newyork 1948 efter tegninger af den danske arkitekt Jørn Utzon. De to master stræber mod himlen i det klare eftermiddagslys. Dækket er gummikalfatret teak og hele skrog og ruf er af skinnende mahogni. Fortøjningerne snor sig hen langs kajen mellem de store grågrønne fendere. En trætrappe fører op over skanlisten ud for hvilken lidt efter lidt de forskellige deltagere tropper op. Sofus hopper og danser af glæde ved tanken om endnu en havsejlads. Begge pigerne og gamle Helenita står og småsnakker og forestiller sig hvorledes fordelingen af kahytter skal finde sted. Michel er strålende smil over hele ansigtet. Man mærker, at han nu endelig er i sit es. Han har taget den pyramideformede paryk af og erstattet den med en guldtrisset kaptajnskasket. Jeg selv har sat mig ned i solen lidt væk fra de andre for at tage hele redeligheden i øjesyn. Det er ret overvældende for mig at se, at æventyret er ved at tage form i den skinbarlige virkelighed. Det er en højfin dag idag. Ikke en vind rører sig. Solen bager varm og strålende ned over vore hoveder. Skibet ligger og vugger i havnen. Turisterne går forbi med misundelige øjne og jeg selv aner ikke hvad jeg skal mene om hele redeligheden. Nå, men nu kommer Luiz trækkende med en vogn hvori et læs af alskens dåsemad og fødevarer befinder sig. Kasser med søudrustning, redingsveste, dykkerbriller og svømmefødder samt uldtrøjer, regntøj og sololie bliver båret ombord. Eva har hurtigt taget føringen i indstuvningsgruppen bestående af Sarah, Luiz og hende selv. Imens skibet langsomt bliver lastet er Michel og Helenita i gang med at bese skibslukaferne, som er store lyse rum placeret i de lange pontoner som udgør skibets køl. Her er plads til to i hvert enkelt rum. Der er senge med kanter som skal forhindre, at man falder ud i høj søgang. I midten af konstruktionen er kabyssen, hvor maden tilberedes og i umiddelbar tilslutning opholdskahytten, som er en stor cirkelformet sal med plads til brede, i gulvet fastgjorte lænestole beklædt med karmosinrød plys. Ovale koøjer sender lys ind i salen hvis vægge er belagt med ibenholdt og cedertræ der udsender beroligende dufte som modvirker søsyge. Michel tager Luiz og mig med ned i motorrummet. Her ligger en 500 hestes Enfield motor med pudsede messingrør og rustfri knastaxel. Udstødningen er ført agterud og fungerer som jetblæs til forøgelse af farten. Det hele er kølet af en tørismaskine som også leverer frost til den store frigidaire, hvor alle vore madvarer bliver opbevaret.  Helenita og Eva er i mellemtiden blevet klar over fordelingen af lukafer. Vi mødes i hovedkahytten og her bliver vi informeret om, hvor vi skal sove. Helenita og Michel får højre ponton første lukaf. Eva og jeg får andet lukaf i samme ponton. Sarah får første lukaf i venstre ponton og Luiz og Sofus får andet lukaf i venstre ponton. I alle lukafer er der fri udsigt til havoverfladen gennem store brede vinduer og i gulvet er iskåret undervandskoøjer så man hele tiden kan observere havmiljhøet undervejs.

Nu sidder vi alle i den store sal midskibs og skal til at fastslå en fælleskurs, men allerførst skal vi have noget at spise! Vi er nemlig sultne ovenpå al dette postyr. Michel tager VHF telefonen ned fra væggen og taster telefonnummeret på Puorto la Cruz bedste restaurant med take away service.

Store Pitzzaer ankommer med bud fra Restaurante Del Mar. Der er scalotteløgspitzzaer med Rødfiskefilet overstrøet med kardemomme. Der er blåskimmelrejepizza overhældt med muslingesuppe irørt mågeæg og for de kræsne en aflang kongerejepizza med indbagte vinbjergsnegle altsammen leveret sammen med kurve med lokal landvin i små glasballoner. Vi kaster os over maden. Hælder vinen ned i halsen i store mundfulde og har det rigtigt rart sammen. Da ædegildet er ved at nå sin afslutning tager vores allesammens kaptajn ordet idet han udstøder en bøvs og griber sig til brystet, så man i skyndingen kunne antage, at han var ved at få et hjertestop. Det er dog absolut ikke tilfældet. Han fremdrager i stedt en oldnordisk sekstant fra sin inderlomme. Han indstiller de forskellige spejle og retter så den lille kikkert mod den del af himlen som er synlig gennem loftlugen. -Jeg ser så meget forskelligt, udbryder han.- Jeg ser stjerner og sole og dybe tåger, og der vil jeg tage en pejling på de store røde dværge som ligger i ascendensen til Arcturus og Betelgeus samt nordstjernen ikke at forglemme. Dette navigatørens foretrukne himmellegeme. Når alle disse målinger er foretaget, vil jeg ved hjælp af astronomiske tabeller udregne vores nøjagtige position i forhold til os selv, hvilket i bund og grund vil sige, at vi ligesågodt kan befinde os det ene sted som det andet og det er meget godt, for så er vi frit stillet. Betagede over mandens ordstrøm og visdom falder vi alle på knæ og rækker vores arme i vejret for at prise al denne kundskab.- Hvor er det godt, vi har dig, siger jeg. – Kunne vi nu komme til bunds i, hvad vi skal? Spørger jeg. – Var det en ide at lade hver enkelt af os fremkomme med sin egen forestilling om fremtiden, idet der på skønsom vis lægges vægt på det faktum at “tid” er et operationelt begreb og som sådan slet ikke eksisterer i universel forstand. Kan vi blive enige om det? Det ser ud til at alle kan tilslutte sig mit forslag idet der ikke kommer indvendinger. De tre kvinder/piger ser med strålende øjne hen mod mig. Hunden logrer med halen af iver for at komme til orde. Den kan ikke styre sig og fremkommer med et bjæf, hvilket tages for gode varer som det første indlæg vedrørende forsamlingens fremtidudsigter. Eva siger: Åh, dette øjeblik har jeg ventet længe på. Ja, faktisk hele mit liv. At få lov til at udsige fra dybet af min bevidsthed de største ønsker man kan have. Det er dog en gave. En nydelse og en lyst, og jeg skal ikke trætte jer yderligere, men straks komme til sagen:- Jeg vil til Paris! ja, I tror nok det er løgn, for hvad skal man dertil for? Men jeg vil nu engang gerne opleve byernes by. Det stolte Eiffelstårn som rækkere til himmels som et strålende septer over denne urgrube af menneskelig kunst og kultur. Og modehusene vil jeg besøge. Se Dior og Balmain! Gå på Pigalle og danse i Mulin Rouge! Og hvis I ikke siger det til nogen, så vi jeg prøve at være luder i araberkvarteret. Det har jeg hørt så meget om, så det vil jeg gerne prøve. Tror I det kan lade sig gøre? Slutter Eva af. -Det er skammeligt! Ganske skammeligt, råber Helenita med hæs stemme.- Nu er det min tur til at sige noget. Jeg har vel også ret til at komme med mit besyv, ikke? Hellige jomfru og alle apostlene skal være mit vidende!  Min tro skal lede os over havet og ind i de himmelske riger! Hun kaster sig på dørken i religiøs vildelse. Besat af  helligånden giver hun sig til at messe:- Ud at rejse vil jeg. Den guddommelige vej skal vi alle betræde. Solens lys skal skinne på vore ansigter og vi skal nå paradisets dør. Hun rejser sig som åbenbaret af en evig sandhed og siger: -Jeg skal vejlede jer ud i troens rige. Kom til mig og I skal blive frelst! Da hun har udtalt disse ord, styrter hun omkuld og må bæres ned i sin kahyt af Luiz og Michel som begge ryster på hovedet i det de går forbi. -Hende får vi nok mas med på vores tur, siger jeg henvendt til Eva. Hun står sammen med Sarah og fniser. De kan ikke dy sig for at slå skørterne i vejret så man kan se deres bare numser. – Er det nu klogt? spørger jeg. – Hun er et fugleskræmsel, man ikke burde tage alvorligt, siger Sarah. – Ja, en gammel hex, tilføjer Eva. – Men vi må vise lidt overbærenhed. Hun er trods alt en ældre kvinde, som har været meget igennem i sit liv, ikke? Tror I ikke hun bliver god igen, når hun er faldet til ro nede i sin kahyt? -Lad os håbe det, siger Eva. Luiz og Michel kommer tilbage. -Hun sover nu. Vi dækkede hende til med et uldtæppe. Hun er god at have med til at styrke vores moral, når vi kommer ud for storme og uoverskueligt søvejr, siger Michel mens Luiz bare griner fjoget.

Nu sætter vi os ned i de bløde plyssofaer og lader roen falde over os. Alles øjne rettes mod mig, idet jeg siger:- Jeg kan lige så godt lægge kortene på bordet og tilstå, at jeg lider af panikangst. Bare så I ved det, når vi nu engang  skal tackle dette samvær på en intelligent måde. Jeg er bange for at dø. Jeg hader tanken. Dette med at miste alt og blive helt væk. Det hader jeg. Og derfor hader jeg også at blive syg. Jeg frygter at få en aortaaneurisme, så jeg dør øjeblikkelig under store smerter i mellemgulvet. Eller tarmkræft. Det frygter jeg også. Og bugspytkirtlen og prostata og leveren og huden slet ikke at forglemme. De store maligne melanomer som kryber op langs min ryg og metastaserer sig hensynsløst til alle organer i min krop. Det forestiller jeg mig hver nat, når jeg ligger og vrider og vender mig for at falde i søvn. For slet ikke at tale om at blive blind. For helvede! Det er frygteligt! Og alt dette kan overgå mig. Lille søde mig, som altid gør mit bedste og alligevel ligger indenfor risikozonen af at blive ramt af ulykker, smerte, sorg og lidelse. Hæsligt. Jeg væmmes og har slet ikke lyst til at leve, hvis det skal være på den måde. At I ved det. Jeg bliver vred over tilværelsens grusomhed. Dens barbari og hensynsløshed. Man bliver ramt i flæng. Der er absolut ingen retfærdighed til og det kan jeg ikke have! Nå, men sådan ligger landet, og jeg ved så ikke, om I kan holde mig ud med al den frustration jeg medbringer. Det må I for hulen tage stilling til, ikke?

Der hviler en dræbende tavshed over selskabet. Efter lang tids stilhed og megen snøften fra pigerne tager Sarah ordet og siger: -kære søde lille jensemand. Du er min far. Det kan der ikke være tvivl om, og Eva er min mor. Luiz er min ven, Michel er min bedstefar og Helenita er min bedstemor. Vi er altså en stor familie som skal passe på hinanden, uanset hvad der sker i denne verden. Sådan er det bare, og det vil jeg sige dig, at ligeså snart du rammes af din angst, skal du sætte dig sammen med mig og min mor og tage hver af os i dine hænder og mærke den ægte varme som strømmer fra os og over i dig. Det skal du gøre, så forsvinder din angst med garanti! Hun stikker i et stort grin og hopper op på skødet af mig og giver mig et ordentligt smækkys midt på panden. Eva kommer over og omfavnede os begge og nu kommer også Luiz og Michel hen og lægger armene rundt om os allesammen. Sofus er prikken over ièt idet den anbringer sig øverst på  mit hoved. Letter benet og sender en varm stråle pis lige ned I mit venstre øje!

Pagten er beseglet og jeg kan fortsætte: -Da vil jeg foreslå, at vi sætter vores første ankomstdestination til Los Christianos, hvor vi kan bunke diesel. Der er også en god badestrand og et sted, vi kan sætte drager op. Det ser jeg frem til. Ja ligefrem glæder mig til, så måske er det hele slet ikke så slemt, som jeg i min vildeste fantasi kunne forestille mig! -Jeg smiler og mit ansigt lyser op i glæde. – På den anden side kunne man også tage i betragtning noget helt andet, ikke? Siger jeg så, rimeligt vægelsindet, for jeg har altid haft svært ved at beslutte mig.- Jeg kan sagtens forestille mig, at vi kunne tage til Grønland for eksempel. Det kunne da være meget rart at komme op og se nogle isbjerge. Har nogen af jeg set isbjerge?  Luiz svarer: -I whiskyglasset. Hæ, hæ, hæ. Han har stillet sig op midt ude på gulvet i en agressiv position. – Jamen, det er ikke det jeg mener, siger jeg og ler lidt forvirret. -Det kan også være det samme, når I ikke tager mig alvorligt. Sarah kommer hen og tager mig i hånden.- Nu ikke så fintfølende, du gamle. Isbjerge eller ej, så skal vi afsted, ikke? Og så må vejen fører os derhen, hvor den vil! -Hørt! Hørt! Istemmer alle mine tilhørere i kor. Jeg holder en pause, men kan alligevel ikke dy mig for at sige: -En anden mulighed ville være at tage til Brazilien. En gang i mit tidligere liv var jeg fangevogter i et rigtig rart braziliansk fængsel. Jeg er sikke på vi sagtens kan få ophold der med kost og logi. Var det ikke noget? Og uden at vente på svar fortsætter jeg: – Yderligere har jeg den proposition at fremsætte nemlig en tur i gyngen, men det ved jeg ikke hvad I siger til? -Nu må vi have ham standset, siger Eva.-Inden han Bliver helt baldyrisk. Men jeg er ustoppelig. Munden løber på mig som ti vilde heste. Det rabler for mig og jeg stønner: -Vi kunne også… men måske hvis… Åh, en anden udvej er at gøre… for eksempel kunne man… Jeg giver mig til at styrte rundt om lænestolene, de andre sidder i. Hunden efter mig i fuld fart. Afsted, afsted går den vilde jagt idet Eva forfølger mig efterfulgt af Luiz og Sarah. Helenita kommer søvndrukken op fra sin kahyt: -Hvad i himlens navn er det dog for en støj I laver? Kan vi ikke snart få ro. Hvad er problemet? -Det er ham jensemand som er gået fra forstanden, råber Sarah idet hun farer forbi. -Jamen gudfredsens og himlens sluser åbne sig! Jeg tror jeg går ned og sover videre. Det er for meget postyr for et gammelt liv som mig. Og hun trækker sig skyndsomt tilbage. I samme øjeblik falder jeg over mine egne ben. Sarah og Eva kaster sig ned og holder mig fast. Så kommer Michel med et reb, som de snor forsvarligt rundt om mine hænder og fødder. – Han er pacificeret! Udbryder Michel. Og tilføjer: Kan vi måske så komme videre med denne generalforsamling! Jeg bliver anbragt i en krog bastet og bundet og kan derfor ikke bidrage yderligere til konferencen. Men det kan Sarah! Hun har nu iført sig lyserødt trikot med svanefjer som vinger og giver sig til at svæve omkring lig en flue i rummet. Som en drone standser hun oppe under loftlugen, ser bebrejdende ned på os og siger: -Jeg vil flyve over sletterne og skovene. Jeg vil danse med de vilde dyr på savannen. Møde Karen Blixen og blive hendes ven og lære at skrive fantastiske historier. Det vil jeg bruge denne rejse til. Opleve så meget som muligt hele tiden og derved modnes som rigtig forfatter. Jeg har altid haft de smukkeste forestillinger om verden. Set den udfolde sig i fuldt flor overalt hvor jeg har været med min mor. Mit forhold til Eva er ganske fredeligt, og I vil ikke få vanskeligt ved at omgås os. Det lover jeg. Jeg er god til at lave mad og forsyner gerne alle sultne munde med smagfulde retter. Endvidere er jeg et ordensmenneske og det skal I nok få at føle, når jeg kommer efter jer med kost og spand og svaber. Dækket skal være skinnende rent. Kahytterne tømt for enhver skam og skændsel og jeres senge altid nyredte og velduftende. Jeg tillader ikke udskejelser af nogen art, at I ved det. Så sædeligheden må være i højsædet her om bord! Hun ser over mod sin mor som sidder og rødmer.- Ja også du mit ophav skal have en røffel, skal du! Du skal ikke altid fare frem med alle dine formaninger og tilrettevisninger. Nej, mor- for syv søren og hulen i helvede skal du til at tage mig alvorligt Jeg er ikke længere den lille dydige pige, du går rundt og tror. Jeg kan meget vel vise mig at være noget ganske andet. En rigtig tøjte, men det vender vi tilbage til  senere når ufreden med Jens har lagt sig. Så skal jeg nok komme ind på, hvad jeg mener. Vi har uanede muligheder for at drøfte tingene på denne uendelige rejse, vi har begivet os ud på. Ikke mor? Ikkesandt? Så svar dog for fanden! Hun rækker tunge ad sin mor, for at få hende til at reagere. Det virker! Eva springer op og stiller sig lige foran sin svævende datter. Ser hende dybt i øjnene og stønner:- Pyha, pyha,pyha, som du kan min pige. Hvor er jeg stolt af dig. Det havde jeg ikke regnet med fra din side. Mundlam har du altid været , og nu har du taget ordet. Tillykke med det, men så vil jeg  lige have lov at svare, hvorledes tingene ser ud fra min side. Ser du, jeg har altid søgt efter din far, som forlod os lige efter du blev født. Han hadede småbørn og ville hellere ud at fiske. Han var en stor fanger, men et meget lille menneske, kan jeg forsikre dig. En tølper, hvis jeg skal sige det helt ærligt. Han skred og lod mig sidde alene med dig, min lille nuttetøs. Men vi klarede os takket være forsynet og den udmærkede forsikring, jeg havde i Spanske Brand forsikringsselskab. Årene gik og du voksede op og blev en stor smuk kælling, lige som mig. Vi ligner hinanden på en prik. Det ved du også godt, ikke? Eva snøfter. En tåre driver ned ad hendes venstre kind. Luiz er ikke sen til at komme hen og tørere den bort. -Tak skal du have Luiz, siger Eva og prikker  ham kærligt i mellemgulvet.- Men for at komme til sagen, fortsætter hun.-så leder jeg efter en mand og det har jeg tænkt mig at bruge denne rejse til. Først troede jeg at jensemand skulle være min mand, men han er et pjok. Det ser jeg nu. Ham kan jeg ikke få til noget. han er opgivet, men så er pladsen ved min side fri, og den har jeg tænkt mig at fylde på passende vis under denne odysse`.

Luiz hoster højlydt. Så tager han ordet efter at have rømmet sig nervøst flere gange. – Jeg er så glad for at være sammen med alle jer originale skikkelser. Det skal understreges med al tydelighed, men- for der er et men; -Jeg kan ikke holde til det.Jeg kan ikke holde til, når I alle på een gang rotter jer sammen mod mig og hænger mig ud. Ikke at jeg har oplevet det endnu, men for en sikkerheds skyld gør jeg hermed opmærksom på det faktum, at jeg er et følsomt menneske og skal respekteres som sådan. Jeg blev født uden en far og mor. Måtte vokse op i trange kår og endte som gadebarn. Hurtigt fik jeg smag for hård narkotika. Crack og rygeheroin. Hvor mange gange har jeg ikke stukket mig selv i arm eller ben for at finde en vene som var god nok til at modtage mit rusmiddel. Åh, hvor var det dejligt, at ligge på et stykke pap omme i en baggård mens regne silede ned og rotterne løb pibende omkring og hører englende synge. Disse engle som kom og gav mig håb om bedre tider og evig lyksalighed. Det er jeg gudskelov kommet over. Gennem lange metadonforløb og idelige nedtrapninger er jeg nu stoffri, og det beder jeg jer om at respektere. -Nu skal vi videre, som min gamle klasselære på pogeskolen altid sagde, og det kom jeg, som I kan se. Mit største ønske med denne sejlads er at se vilde dyr og jeg har læst, at der i området neden for den store Himalaya bjergkæde skulle være rig lejlighed til at møde den Bengalske tiger. Endvidere ved jeg at den afrikanske vandbøffel kan beses i det sydvestlige Afrika. Papegøjer i Brazilien kan også komme på tale og sådan kunne jeg blive ved. Jeg er jo netop fyldt 14 år og derfor i senpuberteten. Det kan medføre visse vanskeligheder i min omgang med det modsatte køn. Sarah ligger lige i skudlinien og skal nok passe på, at mine tilnærmelser ikke bliver for voldsomme. jeg lider af skræk for udfordrende kvinder. Så går jeg bersærk og er slet ikke til at styre. Jeg farer på dem som en nyforelsket hamster og man kan ikke vide, hvad det fører til. Men alt i alt er jeg et meget tilfreds menneske, som nok skal komme godt ud af det med jer. Han smiler undseeligt. Sarah rødmer dybt og ser væk. Eva sidder og dagdrømte og hører ikke efter. Jeg ligger bundet i en krog bag stolene og har nok at gøre med at trække vejret. Jeg skal både tisse og skide, men ingen hører mig. De har alle nok i sig selv. Så skider jeg i bukserne, og så kan det nok være der kommer gang i forsamlingen.- Pyh, hvor her lugter, udbryder Michel.- Det er ham abekatten med de vide udsigter, der nu prøver at gøre opmærksom på sig selv. Tag lige og skift ham Eva! Eva kommer hen og tager mine bukser af.-Du er da en rigtig lille skiderik, siger hun kærligt og giver sig til at tørre lorten bort med en serviet. -Tag lige og smid dether væk. Du kan bare kaste det overbord. Sarah tager lortepapiret og smider det i havet. Jeg får et par rene bukser på og bliver løsladt fra mine bånd. -Tak skal I have, siger jeg.- Jeg skal nok opføre mig ordentligt en anden gang. -Det håber jeg sandelig, siger Michel.-Ellers kan det være, vi slet ikke kan have dig med. Har du forstået?

Det har jeg og det så eftertrykkeligt!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nu vågnede han op igen. I sit lille hus på hjul. Ude på parkeringspladsen her med let adgang til “Tippen” med den friske luft som blæser ude fra Øresund og som også kan være ret hård , hvorved hans drage kan blive taget og overtaget således at han bliver slæbt hen ad jorden og kommer slemt til skade. Nu er skade udbedret. Han har gået den væk. Langsomt kom musklerne til sig selv og hans gode gamle pasgang genoprettet. Her på stedet er morgenen stadig i gang. Solen skinner glad ind gennem bilens støvede vinduer. Jeg har lige færdiggjort et brev til min søde veninde Karen Hilden, som maler tangodansere og er en gammel skolekammerat fra Østersøgades Gymnasium, hvor jeg blev student i 1960. Så det er en gammel fyr, som sidder her i bilen og skriver. Varmeapparatet virkede ikke imorges. Der var ikke nok spænding på batterierne til at sætte det i gang. Motoren måtte startes, men så sprang gnisten og jeg kunne komme af dynerne efter en ret iskold nat. I går var jeg på Højbro Plads og tegne med min nye Faber Castell blyant. Mødte to fra Argentina og en due fra København. Mødte også en masse mennesker på Christianshavn Torv, hvor Grønlænderne holder til og drikker sig fulde og krammer i een uendelighed. Suppen på “Morgenstedet” på Christiania er fortrinlig og bagefter får jeg på min mobiltelefon besked på, at jeg har været gennem Pusher Street og Google beder mig om en anbefaling af stedet! Jeg har dog ingen anbefaling, da jeg hverken køber eller ryger. Stakkels den unge mand på bænken på Sjælør station. Helt hvid i ansigtet lå han der med en stor udbrændt joint i den slapt nedhængende hånd. Og boderne er fyldt med store klumper og hundredekronesedler i bundter i plasticbægre. Jeg går hastigt forbi og ud i Prinsessegade og ned på Torvet og tager bus 550 mod dragør, for jeg skal til Harald Nyborg i Kastrup og købe en lille gasvarmeovn, som jeg kan bruge som supplement til min ikke altid pålidelige oliebrænder. I bilen ser jeg lidt “House of Cards” før jeg tager til Københavns Hovedbanegård (Mit gamle opholdssted når jeg pjækkede fra skolen og ikke vidste, hvor jeg skulle være så længe.) Her har jeg rabatkort på Chailatte og veganske croissanter, som jeg indtager, mens jeg på bænken ved siden af en ældre hjemløs dame med plasticposer læser i Politiken Business om den unge fremadstormende reklamemand Carsten Treblinka, hvis firma bliver børsnoteret, hvilket skaffer ham 6 milliarder i privat formue og gør ham til en af Danmarks rigeste mænd.

Er til croquis oppe i tårnværelset på Absalon. Det er hver onsdag fra 20 til 22. Mange mennesker sidder i en ring om modellen. Det er Anders, der er model i dag. Han slider i det med at stå helt stille i de 10 sek vi får til at skabe et billede af ham. Det er ikke meget. Så bliver der råbt “skift” og så flytter han på sig lige netop som man var begyndt at få form på sit billede. Så må man på den igen. Og så videre. Hele tiden nye positurer som man lynhurtigt skal nå at opfange med sin blyant på papiret. Koncentrationen er enorm. Alle tegner så lyden af skrattende blyanter næsten overdøver den dejlige brazilianske musik, som ledsager Anders evigt omskiftelige stillinger. Det er skide skægt. Jeg nyder at være sammen med ligesindede. Ganske almindelige mennesker. Mest i den yngre afdeling, men jeg skimter en 50 årig ovre på den anden side. Han er ret højrøstet og beklager sig hele tiden over manglen på tid til at gøre skitsen færdig. Jeg siger ingenting, og min nabo siger heller ingenting. Vi tegner.

Pigen overfor mig til den vegetariske middag går på RUC. Jeg får at vide, at hun læser kandidat i performance sience. Hun var med på Egeskov og arrangere Heartland festival. Tænk, sådan noget kan man også læse på RUC! I min tid var der ikke alle de valgmuligheder, de unge har i dag. Jeg skulle bare være tandlæge ligesom alle de andre fra gymnasiet. Eller læge. Det kunne jeg også have valgt. Vælge uden valgmuligheder. Sådan var det den gang.”Performance sience” se bare, det kunne have været skægt. Nå, men never mind. Jeg har det jo meget godt her i min egen “performance”!

Varmen i bilen fungerer perfekt. Har kørt hele natten, så rimfrost på næsen undgået. I aften til the hos Suien, så alt tegner lyst og lykkeligt!

 

 

En eftermiddag i 1947 om sommeren tog Olufs mor Oluf med ud på badeanstalten “København” som lå ude ved Øresund lidt nord for Svanemøllen. Det var en stor trækonstruktion med broer ud mod skure bygget på pæle nede i vandet. Der var en kvinde afdeling og en mands afdeling, og da Oluf kun var syv år kunne hans mor tage ham med ind hos “damerne” som hun sagde.

De blev lukket ind af den kvindelige bademester og fik et rum, hvor de kunne klæde om. Man skulle være helt nøgen, sagde Olufs mor, så han tog pænt alt tøjet af og stod og ventede på, at hans mor også blev klædt af. Så gik de ud i solskinnet. Broen de gik på var af grønmalede træplanker og var allerede varm at træde på. Moren havde et håndklæde med, de kunne ligge på, og de så sig om efter en plads. Men langs den ene væg, hvor solen nåede ned var der helt optaget. De gik forbi en række store kvinder, som lå med spredte ben og lod solen varme op i deres åbne køn. Oluf havde aldrig set noget lignende. Det var deres lår som var så store som bjergkamme, og disse bjergkamme førte op i en kløft med en åbning så faretruende og ligesom krævende, at Oluf blev ganske paralyseret. Han standsede op og faldt i staver over disse kvinders provokerende adfærd. Det var som om de kaldte på ham og hånede ham. Både fordi han kiggede så åbenlyst, og fordi skrækken var at læse i hans ansigt, over det han så. Det var lige som de sagde: -Kom du bare lille ven. Du skal ikke være bange. Det er helt naturligt. Sådan ser vi ud, om du vil det eller ej. Men Oluf blev bange. Der var noget han ikke forstod. Han kunne mærke det dragende og det frastødende på samme tid. Han ønskede brændende at få lov at komme nærmere disse kvinder og udforske deres hemmeligheder, og samtidig mærkede han en blusel stige op i sit ansigt, da hans mor trak ham videre med et hårdt ryk i armen.
– Kom nu Oluf ! Stå ikke der og glo. Det gør man ikke. Det er ikke pænt.
Og så gik de videre hen til en ledig plads og bredte deres håndklæde ud.

Oluf glemte aldrig hvad han så den dag. Det ætsede sig ind og var den viden han byggede sit seksualliv på resten af sit liv. Hans inderste ønske var at komme dybt ind i den hule han så mellem kvindernes ben. Ind og gemme sig. Ind og blive væk. Han vidste jo godt, at det var derfra han engang var kommet ud. Det havde hans mor fortalt ham og i skolen havde de også berettet noget i den stil, så det var ikke helt fremmed for ham, at det var gennem dette hul han var blevet født.
Han smagte på lugten som drev fra de solbadende kvinder. Det smagte af tang og fisk og for første gang blev han erotisk tændt. Hans lille tissemand rejste sig og blev hård og stiv. Damerne så det og lo højt.
-Den lille mand har nok fattet lunten, råbte de, mens Olufs mor gjorde sit bedste for at skjule Olufs  nedre dele med håndklædet. Oluf forstod ingenting, men han var grebet af en sær følelse af vellyst mellem sine ben ved siden af de nøgne kvinder.
-Det var ikke så godt, sagde hans mor, da de havde fundet en plads.
-Du skulle skamme dig at opføre dig på den måde. Næste gang kommer du ind til herrene. Helt alene. Så må du klare dig, så godt du kan.
Hun tændte sig en cigaret og så fjern ud i blikket. Hun brød sig tydeligvis ikke om situationen. Det kunne Tom mærke, men han glemte ikke, hvad han så. Og slet ikke hvad han mærkede.Næste gang kom han ind til herrene. Alene.
Her begyndte besværlighederne for alvor.
Pyha, sikke nogle grimme pølser de har mellem benene, tænkte Tom.
Og der var store drenge, som skubbede ham i vandet og drillede ham. Nogle sad åbentlyst og tog sig selv på tissemanden, så den blev stiv. De grinede og sagde, at Tom skulle gøre det samme. Det ville han ikke. Blev rød i hovedet og løb. Hen til trappen som førte ned i vandet, og svømmede ud i Øresund, hvor han kunne være i fred.

Se det var historien om lille Oluf og hans møde med kvinderne. Stakkels ham. Sålænge han kunne huske, var han blevet skræmt af dem. Det indebar et eller andet han ikke kunne overskue. Noget med forpligtigelser og bånd. En slags tvang han blev underlagt, hvis han gav sig i kast med dem. Derfor dansede han altid let og elegant udenom, når de kom med deres krav om troskab og al den slags. Han ville være den frie fugl og svinge sig fra gren til gren uden nogensinde at bygge rede. Det havde han ikke tid til. Der var så meget, han skulle opleve, og det ville et fast længerevarende forhold, for slet ikke at tale om et ægteskab ubetinget forhindre ham i. Desværre var der andre ting i hans indre der forårsagede, at han alligevel havnede i det ene ægteskab efter det andet, og det var hans trang til tryghed. Hans alt omsiggribende frygt for at blive alene. Et forfærdeligt skisma for ham, som han aldrig kom ud af, før han som firsårig faldt til ro i et kloster på den lille græske ø Thios. Der stod han hver nat og så op i himmelhvælvet. Han så sig selv i stjerneøjnene og erkendte, at han endelig langt om længe var kommet hjem.

Og det var jo godt for ham. Kan man ikke sige det? Klosteret sørgede for ham. Han havde sit eget lille værelse med udkig til havet, og maden faldt på slaget hver dag. Han kunne gå ture rundt på den smukke ø, og om vinteren sætte sig foran pejseilden og føre lange filosofiske samtaler med de andre munke.Det kunne simpelthen ikke være bedre, tænkte han. Så faldt han i søvn. Og nu sover han.
Skulle jeg hilse og sige.

 

Nok er nok er nok. Så er det sagt. Een gang for alle. Jeg orker ikke mere at skrive for denne tusindtallige skare af døve øre. Fuck jer allesammen. Nu skriver jeg for mig selv. Så kan I hoppe på vognen, eller I kan lade være. Rager mig en skid. Så er det sagt.

Noget der er

kan ikke blive

Kortere kan man

Ikke det skrive.

Umaskerede hændelser

fortrænger på et øjeblik

virkelighedens

bedrag

 

Det er i dag mandag. Så vidt så godt. Jonathan er begyndt at se sine gamle kammerater igen. De har været i biografen og se en horror film. Suely er glad fordi han er kommet lidt væk fra hele affæren med disse religiøse fanatikere, som ikke helmer før de får deres vilje. Det er viljesmennesker. De tror de har en vilje, som de skal tilfredsstille for at adlyde deres såkaldte GUD. Gud er et lille ord med stor betydning for mange mennesker. Jeg spiser havregrød. Jeg sidder i køkkenet og spiser havregrød med ituskårne æbler og kanel. Jeg blev revet omkuld af min kite, da jeg forsøgte at lave et spin. Vinden var for kraftig og kiten trak med flere hundrede kilo mig hen ad jorden med et brag. Min hofte fik et ordentligt knubs og nu humper jeg omkring og håber jeg bliver frisk nok til Mallorcaturen med Jonathan. Jeg har dog været frisk nok til at bevæge mig op mod vinden ad gangbroen ud mod badeanstalten her i Bandholm. Der stod en strid vestenvind ind over trappen med store bølger som jeg lod mit skrøbelige skelet nedsænke i og ih hvor var det koldt nu vandet efter de hårde storme vi har haft de sidste dage. Det piskede op i mit åbne ansigt som var jeg en druknende i havsnød. Og svømme kunne jeg minsanten. Benet og hoften gør ikke ondt nede i det kolde vand. Der er der andre og stærkere påvirkninger kroppen må tåle. Smerterne camoufleres af de overvældende indtryk havet frembyder. Så står jeg op og frotterer mig mens skyerne drøner hen over himlen og Bent og hans kammerat gør rundsaven parat til at skære tømmer til et nyt læskur. Jeg får tilbudt et lift hjem af en gammel patient med hel overprotese, men afslår med forklaring om at jeg skal træne min hofte efter et fald med min kite. Han griner og siger, at sådan er det når man er 19 år! Jeg er 19 år. Hvorfor ikke. Måske lever vi på en planet som tager 10 gange længere om at køre rundt om sin sol. Så er jeg 19. Simpelthen. Eller osse er jeg 0. Det nok mest det jeg er. 0 år hele tiden. Det er også meget nemmere. Så er man i overensstemmelse med tiden. Som aldrig går. I min verden.

I København brændte de biler af. Lige op ad mig. Satans til djævle! Falck med brandmænd kom og slukkede ilden. Det var mig der ringede. Ellers var jeg brændt med. Ligesom plakaten ud for min holdeplads med den orangerøde atombombe som reklamerede for Sydhavnens Teaters opførelse af Inge Crinsensens “Alfabet” ude i kapellet på Vestre Kirkegård, hvor jeg nær var blevet lukket inde efter forestillingen. Klaustrofobisk det hele med røgfyldt kirkerum, hvor vi allesammen lå på båren på vej ind til krematoriet. Vi klappede bagefter og der var gratis hvidvin. Søren Rhode var skuespilleren som kunne hele monologen udenad og som blev glad, da jeg sagde, at hans diktion var lige så musikalsk som Rud Langgårs værker. Men så kunne jeg ikke komme ud fordi de havde låst kirkegården af og min hofte begyndte at gøre ondt, for det var samme dag som jeg blev blæst omkund af dragen. Det begyndte at blive noget lort indtil en lyshåret engel tog mig i hånden og førte mig hen til Paradisets port og ud i friheden. Sjælør Boulevard. Karens Minde Kulturhus. Og biblioteket med alle de friske morgenaviser og de rene toiletter som ligger lige udenfor, hvor min sovebil er parkeret og med stier direkte ud til Tippen som Københavns Kommune forresten har tænkt sig at bebygge i den nærmeste fremtid…

Om onsdagen var der croquis i Absalons Kirke på Søndre Boulevard og fællesspisning kl. 18. Hold da kæft, hvor er det fint, det de laver der. Det er ham Tiger manden som har sat penge i foretagenet med alle mulige arrangementer og Tango dans og fredagsparty og som sagt croquis, som jeg har drømt om hele mit liv at gå til. Og så det der lige for mine fødder det hele. Jeg købte billet til spisning ved langborde, hvor man skåler og taler med hinanden henover maden, som i dag var ren vegetar. Super. To rare fyre og nogle søde mørkhårede unge piger udgjorde selskabet, hvor fremmedhad og Danske Bank og mundharmonikaspil udgjorde emnerne under middagen. Kl 20 startede croquis oppe i tårnværelset over kirkerummet. Her var allerede mødt flere yngre mennesker op med skitseblokke og blyanter. Jeg fandt en tom plads foran opsatsen, hvor modellerne lidt efter kom frem og indtog positur, og så tegnede vi så det skrattede. Jeg fik også prøvet at tegne på min I pad som folk kom og kiggede på og alle var meget søde. Hel fin aften på Absalon. Men så skulle jeg jo lige ud på Tippen næste dag og prøve kite og så gik det galt og jeg måtte aflyse coquis og fredagsparty og trillede i stedet ud forbi vores gamle gartner Finn som nu bor i Tårnby for at hjælpe ham med at hente noget malergrej hos Harald Nyborg og for at tage en symaskine og en standerlampe med tilbage til Suely på Lolland. Så kom stormen også, så det var bare med at komme sydpå inden det rigtig gik løs. Orkan havde de lovet. Lad mig komme væk og indenhus i min lille varme og venlige bolig på Lysmøllegade. Tak for det.

Jeg hader forpligtigelser. Jeg har været forpligtiget hele mit liv. Jeg orker ikke mere. Nu må det briste eller bære i dette ufremkommelige vildnis af uforståeligheder. Solen står op. Ok. Solen går ned. Ok. Jeg vasker mine hænder og tørrer dem i det gule håndklæde, som hænger på væggen ved siden af spejlet. Så går jeg ud i køkkenet og vasker op efter den foregående aftens spisning. Jeg har sagt HBO op. Jeg har modtaget en mail fra Karen Hilden. Hun sender mig smukke tegninger. Så går jeg ind i mit soveværelse og tager tøj på. Det hele er meget simpelt og uforpligtigende. Skulle der komme en gæst ( som der skete i går ) ville jeg uden tvivl tage vel imod ham/hende.  Gæsten hjalp mig med at slibe skæret på min græsslåmaskine. Bilen blev vasket. Så er den klar til syn. Alting er meget simpelt. Det gør det hele lettere. Så behøver jeg ikke fortvivle, som jeg ellers så ofte har gjort. I aften vil jeg koge den sidste broccoli og spise den med kold Bechel margarine. Det er altid en plan. En plan uden de stor udfordringer. Solen står op. I dag blæser det. Derfor har jeg lagt min paddelsup op på nogle bukke, så den ikke bliver taget af vinden og kastet rundt i haven. I nat drømte jeg, at jeg ikke kunne finde min mor. Jeg gik rundt i de mennesketomme gader og råbte hendes navn. Jeg vågnede med et sæt med tårer i mine øjne. Hvad er det der sker med mig ligenu. Er en depression på vej? Det hører man jo om, at folk får. Måske får jeg sådan een. Men man må tage hele pakken, som den religiøse pige sagde, da hun argumenterede mod aktiv dødshjælp. Hvadsomhelst. Hele pakken. Selvom det indebærer smerter. Ulidelige. Selvom det knuser dit liv i stumper og stykker. Selvom det.

Nå, men nu vil jeg gå ned og bade. Så kan I have det så godt så længe. Ses.

Så døde han endelig. Kim Larsen. Det har vi ventet længe på, men ikke rigtig troet på at det kunne ske. Lige som alt muligt andet vi heller ikke tror kan ske. Og så sker det alligevel. Uden tvivl. Så sidder man der med tårer i de små øjne og begræder tiden der gik. Hvor blev den dog af den tid? Den tid, den tid som ofte var men aldrig blev fordi den gik før vi anede det. Den tid. Åh, det er så svært det hele, tænker den lille dreng med sin mor i hånden hen ad gaden på vej mod sporvognen, som man må skynde sig at hoppe op i, for ellers kører den fra een og så må man stå og vente i en evighed og det gider vi ikke, vel? Siger moderen og flår den lille op på bagperronen, hvor konduktøren står og tager imod. Så kører de ind ad Gammel Kongevej til Kongens Nytorv, hvor de står af for at gå i Det Kgl. Theater for at se Poul Reumeret, som moderen kender fra elevskolen og som har sørget for, at de kan få et par fribilletter på første række lige foran orkestergraven. Så sidder de der i mørket, og lige pludselig bliver drengen 72 år lige som Kim Larsen og kan ikke få vejret og bliver tung i underkroppen og mærker døden nærme sig så stille. Stakkels dreng. Knap har han levet, før han skal dø. Ikke engang et splitsekund tager det at dø, for det tager ikke tid at dø.

Tager det tid at leve?

I det hele taget. Kan man. Men bør man? Bør man? Ikke lige nemt. Aldrig. Hele tiden. Al-tid. Hvad er det? Hvad er altid for noget? Er det noget jeg skal tage? Er det noget man, den, det, ham, hende, de, dem, os, flagermusene skal tage? Skal tage. Skal Tage tage taget tæt? Skal tage tætne taget? Skal Tage være min ven i dag. Eller altid? Måske kun i dag. Måske ikke i New York. Eller i Sidney. I isbjerget måske? I sildekassen måske? Ovre i Korsør på banegården står kvinden med de røde gamacher og spiser en pølse. Hun sætter sig ned på bænken. Smider pølsen ned i affaldsspanden og går over og stempler ind ved den blå plet. Toget kommer rullende ind på perronen. Dørene går automatisk op. Hun venter på de udstigende passagerer og går derefter ind i kupeen og sætter sig  på et blåt sæde ved siden af en lille tyrkisk dreng. Toget sætter i gang med en stille lyd. På skærmen ser man mennesker på flugt. Den gamle mand med det store skæg. Sidder han også i kupeen? Eller er han lige stået af toget? Oppe på broen står moren og venter på sin søn. Drengen er gået sin vej. Nu regner det. Igen. I biografen spiller de “Borte med Blæsten”. I biografen spiller de “Mød mig på Cassiopeia” ovre i SAS huset kan man købe billetter til Bali. I morgen kl. 19.25 afgår flyet. I stolen sidder hunden og gør. Politiet fanger. Fængslet er lukket. Solen står op. Bagover. Fremad. Nu og i morgen. Samt i går. Som helhed.

Pyha. Det var ikke nemt. Og jeg som troede hun kom og besøgte mig. Kommer hun dog aldrig mere? Hvor svært kan det være? Men det ved du selvfølgelig ikke noget om. Duved. Ja.

Hvilken glæder er det ikke at leve! At se ud over smålandsfarvandet som ligger der i en let brise og krummer tær. Måske kunne man magte at bære det tunge board ned og stille sig op på vandoverfladen og drive væk. Måske kunne man endog magte at gribe sin åre og padle ud til fugleøen og hilse på mågevennen, som hver dag har sin flugt hen over brændingskanten i sin idelige søgen efter småfisk og tangrejer. Nede gennem det blågrønne vand skimter jeg havets bund med alle dets hemmeligheder. Krabben kravler ilsomt frem bag stenen for at søge føde. Jeg krabber langsomt henover dens bolig mens mine tanker finder hvile i horisontens kiming. Og himlen er lyseblå og temperaturen er nok noget over 20 grader og vandet er 12, så det gør ikke noget. Man kan sagtens bade i det og svømme sig en tur sågar. Så skulle der støvsuges i dag. Det bliver man nødt til engang i mellem, synes jeg. Vi kan ikke have alle disse edderkoppespind her omkring. Støvet falder tungt på badeværelsesgulvet og lader den lille sølvfisk nok så nydeligt markere et spor hen over fliserne, hvor den har gået. Jeg sidder og betragter den og tænker mit. Sådan en sølvfisk skal vel også have lov at leve, tænker jeg, og skubber den blidt ind bag ved toilettet, hvor den kan være i fred.

Nu har jeg pakket til vores fællestur til Mallorca. Jonathan og jeg og så bliver det skybrud på øen og 11 mennesker omkommer i en flodbølge som skyller gennem byen og river biler og huse med sig i en frygtelig katastrofe. Jeg tænker på hvorfor vi har bestilt den rejse. Det var for at komme ned og bade og slappe af. Gad vide, hvad det bliver til? De lover regn nogle af dagene, men også sol, så måske er det værste overstået. I øvrigt kan man aldrig gradere sig mod katastrofer. De kommer om man vil det eller ej.

Udover disse trivialiteter kan det oplyses, at den skrivende netop har afsluttet den unge forfatter Bjørn Rasmussens 3. Bog “Jeg er gråhvid” og jeg skal love for at lettelsen bredte sig i den skrivendes krop, da han endelig var færdig med forfatterskabet. I en stor dobbeltsidet artikel i Information havde man nemlig udpeget denne unge mand til at være den vigtigste danske forfatter for øjeblikket. Det ansporede til påbegyndt læsning. Først af “Huden er det hylster…” som sprogligt er en vild dans henover episoder af en ung homoseksuel mands liv og hans forhold til hans ridelærer. Det kan nok være vi kom omkring i den menneskelige anatomis sensible områder. Det tør svagt antydes! Nå men I må læse ham selv. Som et eksempel på moderne ung litteratur kan det vel forsvares. Jeg mener: – Hvorfor ikke tage det hele med, når det nu er der. Det har altid været min attitude. Nu har jeg læst disse ord og sætninger og det har på en god måde sat mig ind i hvad det vil sige at være gay. Det er tydeligvis ikke nemt, og som sådan gør hans bøger en indsats for en forståelse af vores såkaldte “afvigelsers” væsentlighed. Hvis I forstår hvad jeg mener… Læs ham selv og kom gerne med kommentarer. Med venlig hilsen.

 

Og så blev jeg 78 år. Gudbedre det. Og så fik jeg en meget smuk buket af min datter og exkone (hun kalder mig sin exmand! Det er da altid noget, tænker jeg. Bedre end ingenting.) Se her:

Mallorca. Palma den 20 oktober 2018.

God dag! Mit navn er Kong Gulerod. Jeg ved, jeg er noget helt særligt.

Jeg sidder hver dag på mit store skib og spiller Back Gammon

helt ærligt…

Så fanger jeg hurtigt en hel million for næsen af ham den syge,

der står og tigger og beder om råd

og læ for den næste byge.

Jeg sender ham lige så stille afsted

og griner højt når han lider.

For jeg hader ham højt i inderlighed

Og vender ham ryggen

og skrider.

(Skrevet af ejeren af det store supermarked “Eroski” på undergrundsbanen i Palma, der lige snød mig for 2 euro, den skid!)

I Palma vi boede en uge fra mandag til mandag oppe på fjerde sal i det gamle  herskabshus på Carrer de Jafuda Cresques 1. Vi blev modtaget kl 12 om natten af en pige som vinkede oppe fra en lille altan, at vi bare skulle skubbe til den store brune trædør, så ville den gå op og så kunne vi komme ind. Marmortrappen ledte os op til et fantastisk hjem befolket af siameser katte og beklædt med ægte tæpper og indiske sarier på væggene. Vores værelse med de to senge og et par skabe og hylder var dekoreret med store middelhavsmalerier og gennem et par svingdøre kunne man træde ud på en lille balkon som vendte mod parken som ligger op til Plaza Espana. Jonathan var sulten og havde set et skilt med Taco Bell, som han meddelte mig at han aldrig havde prøvet og derfor måtte vi straks derhen, for at han kunne stille sin sult i mexicansk folde-sammen mad. Jeg var bare tørstig og gik på Mc Donald ved siden af og købte mig en flaske vand. Turen var således sat. Min sult er ikke stor, blot til husbehov som man siger, mens Jonathan, der er en velvoksen herre, ofte må have sit proteinbehov dækket. Det var godt vi kendte Cellar sa Premsa, hvor retterne er store og mættende. Der spiste vi hver aften og den unge mand smovsede i lam og kylling og rejer, så det var en lyst. Hvor var det god at være på tomandshånd med drengen. Vi fik samtalerne ned på et dybere niveau end ellers, hvor skole og forpligtigelser har tendens til at rive samværet op til overfladen hele tiden. Det skal helst op og plane, som de siger. Alle dem med ild i numsen for at komme det næste sted hen o.s.v. Nu kunne vi tage den langsomtgående bus hele vejen langs Cala Major og Cala Nova helt ud til pynten ved Illetas, hvor en aldeles nydelig lille strand med azurblåt vand ventede. Her kunne Jonathan få farve nok til fremvisning hjemme hos Gymnasiets piger og undertegnede kunne sidde og tegne skitser af klipper og skær på sin lille Ipad. Når sulten meldte sig måtte vi ud og vandre ned langs bussens rute til Supermarkedet, for ved stranden kostede en burger 150 kr og det eneste drikkelige, man kunne købe, var cocktails. Da vi havde provianteret os faldt det svært at tilfredsstille Jonathans ønske om en ordentlig spiseplads som kunne undgå sand i tomatsanwichen. Gudskelov har han sans for at improvisere og førte os op i en mindre botanisk have med slyngplanter og fuglebure i lianer ned fra trækronerne. Her savede vi i vores flutes med en lille plastickniv jeg fandt i min taskelomme og hvidløg blev findelt og placeret ovenpå tomatskiver som overhældtes med ædel olivenolie. Det kan nok være det smagte ovenpå en lang formiddag på den varme strand.Trætte og udasede lagde vi os på hver sin bænk og faldt i en behagelig middagssøvn.

Det var helt klar at vi skulle spise aftensmad på Cellar la Premsa, som er Palmas ældste restaurant med aner tilbage fra tyrefægtertiden og en duft af afskåren skinke, hvidløg og vin opbevaret i kæmpemæssige egetræsfade. Her spiste vi hver dag når vi kom hjem fra vores udflugt op i Tramuntana bjergene eller rundt i Palma ad de snævre stræder med mennesemylder og larm i gaden. Jonathan fik også tid til at gå på opdagelse efter lidt tøj og sko, som kun kan fås på Mallorca, og de sidste dage i huset med kattene og de rare mennesker følte vi os efterhånden så meget hjemme at følelsen af at have boet der altid indfandt sig. I den brede hængekøje på verandaen lå man mens regnen fossede ned udenfor om torsdagen og havde det egentlig meget godt med bare at betragte uvejret bevæge sig hen over himlen mens lynene knitrede over de gule hustage. Sådanne dage var der også. Skulle vi ud måtte vi vandre under den fælles blå paraply i sjap blandt andre paraplyer som hele tiden truede med at stikke een i øjnene. Der var alt slags vejr. Nede i cala Deya slog bølgerne højt mod de store sten på stranden og forhindrede os i den svømmetur vi havde glædet os til hele vejen op over og ned igennem olivenlunde og pinjebuskads. Ud for købmanden sad vi langs træbordet og spiste chokoladekage og drak cola og energidrik til. I al fredsommelighed, før vi snoede os op til kirken og kosmosreceiveren, hvor Robert Graves ydmyge “poeta” gravsted i støbecement fik en venlig tanke, før vi snoede os langsomt ned mod busholdepladsen, hvor Jonathan næsten blev bedste ven med en perserkat som kælent smøg sig op ad hans ben. Så kom regnen i et skybrudslignende styrt ned mellem de stejle bjerge og gudskelov kom også bussen og tog os op i tørvejr til en dramatisk rutsjetur ad de krogede bjergveje, hvor skrænterne dybt ned mod det oprørte hav truede med at opsluge os hver gang chaufføren passerede et hårnålesving. I Valdemossa stod han ud ham chaufføren og opførte en vild spansk dans mens han talte i telefon i en mikrofon, så han kunne få hænderne fri til at tænde og holde en smøg hele tiden mens han talte og gestikulerede på livet løs. Det så helt vanvittigt ud og gav rigelig underholdning den halve time vi ventede der, før vi satte kursen videre mod Palma og storbyen. Hjemme sad vores værts datter Veronika og så Netflix på sin computer. Den aften vi ankom havde hun haft besøg af sin kæreste, men siden kom han aldrig og hun sad nat efter nat og så så trist ud. En aften inviterede hun Jonathan til at se med. Han mente hun var ked af det fordi kæresten havde slået op og ville have selskab. Jonathan afslog imidlertid, da han mente det ikke var passende. Han er så velopdragen den dreng. Men det skyldes nok de forældre han har haft. Tror jeg.

 

 

 

Det går fremad med paddelboardet. Balancen optrænes langsomt. Nu ryster benene ikke så meget og nervøsiteten formindskes. Jeg er ved godt håb. Godthåb eller Nuuk har jeg også været en gang. Håbet er lysegrønt, ikke? Derfor håber vi allesammen at det hele nok skal gå bedre. Bedre og bedre. Holder det da aldrig op? Kan det ikke bare være godt nok? Det synes jeg. Jeg synes det er godt nok at sejle fra Næs til Bandholm trukket gennem vandet af en paraply udspændt foran på Unifiber paddelboard, hvor jeg sidder med begge ben spredt ud, så jeg kan holde balancen. Det er det med balancen. At være i balance. Det sørger mit nye Unifiber paddelboard for at jeg er. I balance. Så jeg beslutter at rejse pr bil til Næs strand som ligger 6 kilometer fra Bandholm og prøve at launche min Peter Lynn Skim 3,4 træningskite. Boardet har jeg møjsommeligt slæbt ned ad en smal sti med store irriterende sten til kystlinien, hvor det ligger og vugger på lavt vand og afventer mit videre eksperiment med dragen. Dragen er god nok. Den ligger i halvmåneform og venter på det afgørende træk i linerne, når altså vinden kommer og presser ind på den. Men vinden, som om morgenen var jævn til frisk er nu nærmest det man kalder svag. Den kommer i små pust, som giver mig tro på at den nok skal lette, men tro er ikke nok, og den letter aldrig. Så må jeg møjsommeligt pakke den sammen og bære den op i bilen og nøjes med min paraply som fremdrift. Planen er at sejle de 6 km ad farvandet mellem Lindholm og Askø og hovedlandet Lolland stående, siddende på knæ eller liggende på dette oppustelige bræt af PVC og andre hemmelige materiale, som jeg gennem utallige researchtimer af et utal forskellige modeller lige fra Aqua Marina til Red Paddel over River Surf endelig besluttede mig for, da det var 1: billigt, 2: anbefalet på You Tube som meget stabilt og 3: (og det var det vigtigste) kunne omdannes til et windsurf bræt på grund af sin opbygning med et forstærket hul i midten hvor en baseplate cardan kan iskrues som fundament for masten til surfsejlet. Men nu skulle jeg ikke surfe. Jeg skulle sejle, og planen var at blive trukket af Kiten i fuld fart over de krappe bølge mens jeg skiger af glæde over den høje fart jeg opnår. Det skulle altså ikke blive til noget, måtte jeg konstatere, da jeg lidt slukøret bar den halvvåde kite som en slasket klud op og lagde den i camperen.

Turen havde jeg til gode. Den dumme vind skulle ikke slå mig af pinden. Nej nu skal der sejles, siger jeg til mig selv. Trækker brættet ud over de værste sten, så agterfinnen ikke beskadiges og sætter mig op. Når jeg engang ankommer til Bandholm, vil jeg bære mit “skib” op gennem den lille alle, sætte det i haven og tage cyklen ud af skuret for at køre tilbage og hente bilen på Næs. Vinden er som sagt svag, men dog ikke svagere end jeg mærker den i ryggen. Med padlen sætter jeg derfor god fart og nyder at se tangskove og store sten i vandet dybt under mig fare forbi. Måske er det meget godt at jeg tager denne første færd uden kiten. Sådan for at prøvekøre situationen. Det er i hvert fald skønt at sidde her under en lyseblå himmel med hvide vatskyer og øernes mørkegrønne kyster som horisont hele vejen rundt.

Så kommer det. Man skal op og stå. Allerede på min første tur gjorde jeg en fejl, som nær havde koste mig føreligheden. Jeg skvattede bagover, idet brættet gled fremad som på våd is. Balancen forsvandt og med hele min krops vægt landede jeg direkte på brættet med mit hoved frit ud over bagkanten. Hovedet blev ikke standset men bøjede bagover og jeg mærkede i et splitsekund at her var jeg ved at brække halsen. Eller få et alvorligt piskesmæld. Det var hvad jeg sagde til mig selv i øjeblikket: -Sådan kommer du af dage gamle ven, hvis du ikke passer på. Jeg vidste det jo godt. Hvis man mister balancen og falder, gælder det for guds skyld om at falde ud til siden ned i vandet og ikke på brættet. Det vidste jeg godt, men blev overrasket (det var første gang jeg faldt) og nåede ikke at reagere hensigstsmæssigt. Nu ved jeg det og laver faldøvelser og smider mig ud til siden for at lande i det bløde vand og ikke på det hårde bræt. Men angsten sidder stadig i mig. Hver gang jeg skal op og stå, skælver mine lår og usikkerheden viser sig. Men jeg giver ikke op, og nu-efterhånden går det meget bedre. Er altid parat til at smide mig ud til siden og har fundet ud af at anbringe fødderne lidt fremskudt i forhold til hinanden, så jeg ikke kun korrigerer for sidebevægelser men også for frem og tilbagegående bevægelser. Ligesom på ski, tænker jeg, hvor det ene ben altid har en førerolle båret af den naturlige høje-venstre paritet.

Padlen holdes på tværs af brættet med begge hænder. Man rejser sig på knæ og derefter løftes kroppen op stående på fødderne placeret i hver sin side af det blå nuprede skridsikre felt. Så står man der og må endelig ikke kigge ned, for så mister man balancen siger de i instruktionsvideoerne på You Tube, men jeg kan ikke lade være med at kigge ned en gang imellem og det gør heller ikke noget for mine fødder korrigerer for brættets bevægelser og snart står jeg roligt helt op og padler og skuer ud over jorden, og vandet bevæger sig under mig og jeg er lykkelig.

Senere sætter jeg mig ned og folder paraplyen ud. Vinden tager godt i den og jeg mærker fremdriften øges. Den kan sidde fast i stropperne på fordækket, og mens jeg ligger halvt henslængt med paddelen bagud som ror, styrer mit lille fartøj roligt afsted med kurs mod den hvide bræmme af sand som udgøres af stranden nedenfor det statelige Bandholm Hotel.

Da jeg lander står et ungt par og tager imod mig. De vil vide, hvordan en paddelsup virker, og jeg lader dem prøve min. Da de kommer tilbage er de ikke i tvivl om, at sådan een må de også have. Sporten får nye tilhængere hver dag, og næste gang når vinden rigtigt blæser, skal jeg prøve turen med min kite. Nu er der blot at bære boardet op i haven, tage cyklen og træde i pedalerne de 6 km ud til næs for at hente bilen. På vejen tilbage bliver der lige tid til en dukkert på Bandholm Badeanstalt, som har fået mottoet: “Et rart sted at være” Påmalet med store sorte bogstaver hen over indgangen af den ihærdige bademester som hedder Ib.

Kære menneske: – Tanken er et udmærket hjælpemiddel, sålænge du ikke gør den til din ejendom. Så får du problemer. Se bare hvordan det går det menneskelige samfund. Se bare hvorledes det betragter sig selv som herre over alt andet på denne lille planet. Og se bare hvorledes det tænker sig selv som adskilt fra resten. Som noget enestående med en “højere” mening. Se bare hvor galt det går. Se bare hvor smukt her er uden din evindelige selvoptagne “tilstedeværelse”. Du menneske.

Et land.

Der er ikke andet end det der er. Det er det, der er så sødt. Du skal ikke være mig og jeg skal ikke være dig. Så sødt som honning, ikkeosse?

 

 

Noget ganske andet.

En far.

Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at gøre, hvad jeg skulle. Og sikke noget pis der blev ud af den galej. Det er da for sulen først nu, hvor jeg ikke gør en skid, at det hele begynder at ske. Nå men bedre sent end aldrig siger jeg så til mig selv. Bedre sent end aldrig gamle dreng. Jeg holder mig vagtsomt udenfor indenfor. Herligt liv her på falderebet. Men rundt om mig blæser stormene og ind imellem blæser de lige ind ad mit vindue. Som i går, hvor min ex kone ringede og fortalte at vores søn på 19 år var blevet overfaldet. Smadret ned i asfalten. Blødende frarøvet sin pung og mobiltelefon som blev mast for næsen af ham. Var det et hævnmotiv? spørger jeg. Kan endnu ikke få besked om, hvad der virkelig er sket. Drengen var først hos politiet i går og afgive forklaring og derefter på skadestue for at se om han havde fået hjernerystelse. For helvede hvor er det ledt. Men man ved det jo godt, og han har åbenbart været på det forkerte sted det forkerte tidspunkt. Det er jo nemt i disse tider. Tag blot til Idlib lige nu og vær et barn som leger på gaden. Jeg græmmes, gør jeg. Rigtig meget. Shit og lort og pis. Men han har sine tænder og har forhåbentlig lært at passe bedre på hvor man færdes i nattelivet i en lille skodprovinby som denne.

Så sidder man bare der på stranden og måber. Måber over det hele, så meget at man falder over sine egne ben idet man rejser sig og går hen til dragen som faldt ned, eller crashede som det hedder på dragesprog, en tyve tredive meter fra hvor man befinder sig. Ser den ligge der som en sammenfiltret redelighed og blafre i den stærke vestgående vind, som man lige har betjent sig af. Den fløj ellers så pænt, den drage eller kite som det hedder. Den fløj ellers så pænt, men trak mig i vejret et par gange, så jeg blev træt af det hele og meget hellere ville dø. Det gjorde jeg ikke. Dragen holdt mig i live, for Satan! Det er det drager gør. De holder een i live, at I ved det. I klaphatte! Som ikke gider lytte til, hvad jeg siger. Jeg hader jer for jeres ulidelige dumhed og påståelighed og ordflom som svulmer op som dårlig dej og omslynger mine tanker med ord fra fremmede planeter med flag på. Det siger jeg jer. I kan holde kæft, kan I. Lige så længe jeg er her. For Satan!

Nå, men det skal ikke blive ved det. Nej, så ville det blive alt for kedeligt. Den lille bi summer omkring mit øre her i bilen. Den grå autocamper på parkeringspladsen med udsigt til en morgengrumset Østersø. Rie har det godt, endskønt hun faldt og slog hovedet. Rie er min forhenværende kone. Hun lå på hospitalet og så noget så forfærdelig ud i ansigtet, der var helt hvidt. Bulen var rød og lyste faretruende gennem hendes sølvmanke. Hun red en gang for mange år siden. Blev ramt af en nedhængende gren og faldt af hesten. Herved pådrog hun sig en parese i skulderen, som hun aldrig helt kom over. Det kunne hun dog godt meddele lægen. Så helt groggy var hun ikke. Gudskelov for det. Vi var alle bange for, at nu var det slut. Vi er altid bange for, at nu er det slut. Hvorfor er vi egentlig det? Tror vi at det bliver slut engang? Eller VED vi at det bliver slut? Hvad i hele hule helvede er det, at noget slutter? SLUT er et ord. Uden egentlig betydning. I bund og grund. Men det gør os bange. Gør det ord. Ligesom så mange andre ord gør os bange. Hvorfor nu det? Hvorfor gør ord os bange. Hvorfor?

Fuck det hele. Skrid, siger jeg og går ned til havet. Sætter mig på Dueoddes hvide sand med min Peter Lynn Skim 3,4 træningskite hængende højt i luften over mig. De hvide skyer driver forbi den lysegrønne drage med sit eget liv som forplanter sig ned gennem de fine tråde fastgjort til den oppustelige drageham, ned til min barre som jeg holder med begge hænder, mens jeg styrer dragen, så den ikke crasher og styrter ned i den lille dreng og hans sandslot og dræber ham med halslinen stramt om hans lille kære hoved. Det tænker jeg, og holder mig i sikker afstand fra drengen, som kigger op et kort øjeblik på min kite og smiler til mig. Jeg smiler tilbage og ser mig selv. Igen. Igen igen… Men det er ikke den samme jeg ser.Det er en anden. Altid en anden. En fremmed jeg ikke kender. En ny. En frisk een. Som en blomst på en stilk som gror op af jorden lige her ved siden af bilen. En blomst som jeg plukker og anbringer i det syltetøjsglas med låget med de fire huller, jeg har boret med en skruetrækker, som kan bruges til at sætte blomstens stilk ned i, så den får vand den kan suge op fra syltetøjsglasset. Så står den der og stråler mens jeg kører op over bakken ved Ringborgen og de gulgrønne kornmarker ligger som et tæppe hen over landskabet og bilen bare lydløst bringer mig afsted med sit automatgear man slet ikke mærker når det skifter. Helt lydløst. Stille. Tænk, en bil som er stille. Det er min bil. Den er stille. Står stille mens jeg ligger på taget af den og sover. Mærkeligt noget det hele…

Lågen. Bynkes låge ind til hendes borg. Klippeborgen bestyret af kvinden af Bornholm. Det kommer vi tilbage til. Sten ankommer sent i aften sammen med sin bror. I bil fra København. Sikkert først klokken tolv midnat. Når månen er stået op fuld og hel oppe bag det tynde skydække. Så kommer Sten med sin bror. Betty kommer vist nok tidligere i dag. I dag er det tirsdag. I går var det mandag, hvor jeg købte grus til at lægge i fordybningen under lågen, så hunden Lilli ikke smutter ud. Jeg har det i det hele taget skide godt her på Bornholm. Sover når jeg vil og står op når jeg vil. Skidegodt.

Sover. Står op. Går ud mod den nye låge. Ser ud over markerne. De grønne. Bag dem skovene og træerne. Oppe i himlen kommer regnen endelig nedad mod mit ansigt. Skoven danner baggrund for tre cyklister. Tre cyklende mennesker kommer forbi. De træder i pedalerne og snakker ivrigt sammen. Deres sprog lyder som latter. Et sprog jeg ikke kender, men som lyder godt i mine øre. De er glade, kan jeg mærke. De er på vej i den friske morgenluft et sted hen, jeg ikke kender. De kommer et sted fra, jeg kender. Det er Afrika. De ER Afrika. De er Afrika lige her foran mit ansigt i Pedersker på Bornholm. Afrika er lige her foran mit ansigt denne morgen, hvor den første regn i lang tid drysser ned fra himlen. Forfriskende. Lige som de tre mennesker med deres mørkebrune hud og glade stemmer er forfriskende. Jeg ser i samme øjeblik, de kører forbi det enestående de tilfører det danske landskab, som for mine øjne et splitsekund står evigt stille og fortæller mig, at jeg nu er i Afrika. At Afrika og for den sags skyld et hvilken som helst sted i hele verden er lige her, hvor jeg står og føler regnen i mit ansigt. Det er mageløst. Det er det hele i en nøddeskal. Sådan er det i virkeligheden når man skræller al ævlet fra og bare ser. Men det må man ikke, og det vil jeg skide på. Højt og flot. Lort det hele de fortæller mig. Alle disse narrehatte som ustandselig fremhæver deres såkaldte identitet. Deres såkaldte navne. – Har du et navn? Spørger de. -For hvis du ikke har et navn, er du ingenting. Så er du bare en Afrikaner på afveje, som skal smides ud. Som ikke har en skid at gøre på landevejen i Pedersker klokken halv otte  en morgen i juni måned år 2018 i Danmark. Vel? Så se at skrid med dig, din lede immigrant, som kommer og tager af vores velfærd. Skrid ad helvede til ned til dit lille korrupte lorteland dernede i varmen med alle insekterne og de fattige, som vi ikke gider at have noget at gøre med, for de stjæler og voldtager og lyver og alt muligt, som vi danskere ikke bryder os om. Mit navn er Dansker. Jeg er den danske Jens. Det er mit navn. Det er den jeg er. Og jeg er blind. Det er bedst sådan. Ikke?

Sålænge du organiserer dig, har du tabt. Så har du trukket dig ud af fællesskabet og dannet en enklave. En byld. Enhver form for organisering er forræderisk overfor kollektivet. Og med kollektiv mener jeg det universelle kollektiv. Det der er ukendt. For vi ved ikke hvor vi er og hvem vi er. I bund og grund. Det er hvad der sætter os på plads.

Er netop færdig med “Rejse til nattens ende” og vil læse den igen. Det vil jeg. For sure! Har haft alvorlige kvaler vedrørende køb af en paddle sup. Men afstår, da det nok er bedst sådan som sagerne står. Når alle disse mennesker kommer på mandag bliver der nok at se til. Så gælder andre regler end når jeg er alene og mig selv her i bilen. Eller gør der? Det er overskyet i dag. Det er dejligt når bilen ikke bliver brændvarm fra morgenstunden. Så kan jeg sætte mig til at skrive i fred og ro ganske fra morgenstunden. Så kan jeg finde frem til det som betyder noget. Det betydningsfulde. For mig. Det er det vigtigste. Det må jeg huske på.

Nok er nok.

 

 

Jeg tror nok det virker nu. Der skulle nødigt være nogen som så, hvad jeg skrev. Hvor dum og ubegavet han er, den lille tumling. Som altid går i for store sko, fordi han vil se ud af noget. Det hele er en hemmelighed mellem mig og Tom. Ham med de store fagter og det ringe indhold. Mister empty. Mister  Tom. Han er min ven. Min bedste ven her i verden, hvor al ting står og falder med om man er NOGET. Er man blevet til noget, som de alle bad om? Er Tom blevet til noget? Som hans mor især bad ham om. Men også hans far var ude med snøren. Skulle gerne kunne være stolt af sin søn. Se at andre ikke bagtalte ham fordi han havde sat sådan et afskum i verden.  Det var Tom. Han var endelig blevet til noget her i livet. Noget han kunne være stolt af. Knejse med nakken over. Rigtig føle sig i live med, fordi han havde gjort som de havde sagt, han skulle. Han havde nået de mål man havde sat op for ham. Han var blevet den Tom alle forventede han skulle være. Og Ih hvor var han glad. Nu havde han endelig fået den studenterhue! Han gik ud og drak sig fuld. Stangstiv og drattede ned ad kældertrappen og lå og blødte efter et slag i baghovedet. Eva kom og hjalp ham. Støttede ham på vej op i forældrenes soveværelse, hvor han dumpede omkuld på sengen mens Eva strøg ham blidt over hans store brune hårmanke.

Tom havde blå øjne. Lyseblå, som strålede ud mod hvem, der gad se ind i dem. De var fortryllende de øjne, og åh så smukke. Han havde nogle dejlige øjne, den Tom. Elskede selv at sidde og betragte sine øjne i spejlet. De var så smukke, tænkte han. Kunne slet ikke få øjnene fra dem. Til sidst blev han disse øjne. Han betjente sig af dem, fordi han vidste hvor magtfulde de var. Det kunne han jo mærke. Hvorledes han kunne få magt over sig selv ved at se ind i dem. Så kunne han nok også få magt over andre, tænkte han. Hvis han bare så tilstrækkeligt længe ind i deres øjne med sine øjne. Så kunne alt, hvad han ønskede sig blive opfyldt. Alt det han inderst inde ønskede sig for sig selv. At være noget i det han var. Han pudsede glorien med sine øjnes glans. Han var så stolt over sig selv. Havde nået det hele. Nu skulle det bruges. Nu skulle han have noget ud af alt det slid han havde haft med at nå det mål, man havde bedt ham om at nå. Nu skulle de få, skulle de. Og til det brugte han sine øjnes magt. Han blev øjentjener.

Det var ikke så godt tænker den nuværende Tom, som skriver dette. Men på den anden side må det ud, tænker han. Hvis ikke han kommer til bunds i hele denne redelighed inden han dør, så hænger han på den i al evighed, og det gider han simpelthen ikke. Han slikkede folk i røven det bedste han kunne. Det var jo det han havde lært. At slikke sin far og sin mor i røven, så de ikke blev sure. at slikke sine lærere i skolen i røven, så de gav ham gode karaktere og at slikke sine damebekendtskaber i fissen, så de skreg af glæde og elskede ham. Det var det han var ude på med sit nye redskab. Sin uddannelse og sine smukke øjne for slet ikke at tale om hans store brune hårmanke. Den holdt han meget af, for den kunne han sætte som han ville, når det bare ikke blæste for meget og vinden bragte uorden i frisuren. Så gik han med siden mod vinden, så den blæste manken den rette vej, og ikke fik hele hans med megen møje opstablede hårpragt på afveje. Han havde også en taske. Der gemte han sine papirer. Gik altid med tasken på sig, og fyldte hele tiden op med nye papirer. Det var hans forråd af fine sætninger og smarte udtryk, som han kunne slynge om sig med når det gjaldt, og han skulle forsvare sin position.

Den lille dreng på fem år var kommet helskindet gennem krigen oppe hos sin bedstefar og bedstemor i Ribegade 12 på fjerde sal på Østerbro. Nu stod Tom og stirrede ind i spejlglasruden i døren ind til Køkkentrappen og tænkte: – Nu er jeg  blevet fem år, så er jeg gammel, fem år gammel. -En forbavsende alder, tænkte Tom. -Af en så lille dreng at være. Fra nu af bliver jeg næppe ældre. Fra nu af er jeg fuldt bevidst om mig selv. Fra nu af kan jeg gøre som jeg vil. Fra nu af spiller jeg spillet, tænkte han.                                         -I et hvilketsomhelst øjeblik kan jeg krybe ind i mig selv og tænke mig selv, der kan ingen nå mig, råbte han til de store drenge som var efter ham. For han var en lille splejs med store fødder og tynde arme. Nemt udsat for vold og chikane. Men indadtil var han stærk, for han kunne tænke sig selv. Der kunne de ikke nå ham. Der var han sikker.

Han elskede at skide. Det gjorde han altså. Når han sad på sin lille potte og mærkede klumperne komme ud af numsehullet. Det var rigtig noget han kunne lide. Så tænkte han så godt. På alt muligt, mens hans mor stod ude i køkkenet og lavede mad.-Nu skal jeg lave din morgenmad, sagde hun.-Så du bliver stor og stærk og kan komme i børnehave og skole og al ting. Tom hørte hendes stemme og tænkte sit. Han var da ligeglad med alt det hun sagde. Det betød ingenting. Ikke for ham, for han sad bare der på sin potte og havde det dejligt mens han sked. Han var helt i sin egen verden. Fuldstændigt opslugt af sit forehavende. At tanker og skiden gled i eet som en fælles handling, han var vidne til. Det var urørligt. Ingen kunne trænge ind og igennem til dette fænomen, som Tom var. Det var en stor fornemmelse, som han bar på gennem hele sit liv.

Så rejste han sig pludselig fra potten og lorten som ikke var færdig med at komme ud drev ned ad hans små ben. Moren kom farende og skældte ham ud. Han begyndte at græde, mens hun med febrilske hænder forsøgte at redde hvad reddes kunne. Men det var for sent. Der flød lort ud på gulvet. Potten væltede og det hele var et mess. Men Tom bare grinte gennem tårerne. Han syntes det var mægtigt sjovt at se sin mor sådan oprevet. Så skete der da endelig noget. Ellers sad hun bare på en stol og røg cigaretter, og det kedede Tom.

Nu skulle han i børnehave, sagde hans mor. Han var blevet de fem år, man skulle være for at komme sådan et sted hen,og moren satte ham op på bagsædet på sin cykel og de cyklede de få kilometer der var hen til børnehaven, hvor han blev indskrevet og fik sin egen plads til at hænge sit tøj og et lille skab, hvor hans madpakke kunne ligge. Så begyndte de at manipulere ham. Damerne i børnehaven. De var sådan nogle store kraftige kvinder med pagehår og læbestift og brede hænder, der tog hårdt og rystede een, hvis ikke man opførte sig ordentligt, som de sagde. Man skulle gå i lange rækker, når man var ude og gå tur og når man skulle spise sin madpakke skulle man sidde helt stille. Hvis ikke man holdt ordentligt på sine rundtenommer og sad og smørede sin mad ud eller sådan noget, kom de farende og sagde hårde ord, så alle de andre børn grinte, hvis det var en selv der blev hængt ud. Tom hadede det. Det gjorde han, men han sagde ikke noget. Han holdt det for sig selv. Inde der hvor tanken og lorten var eet og ingen kunne nå ham.

Krigen rasede i de år, hvor Tom blev sig selv bevidst. Moren var en falleret skuespillerinde uden jobs og måtte arbejde som telefondame om natten. Så lå Tom i sin lille seng med tremmer for i Rådmandsgade 53 på Nørrebro og lyttede til når bomberne faldt over byen. Han krøb længere ned under sin dyne og frøs. Han var alene i lejligheden. Udenfor lød natten hult. Det var væmmeligt. Han kneb røvhullet sammen og prøvede at falde i søvn. At komme væk fra det hele, og dertil hjalp tanken ham. Han fandt ud af, at han kunne tænke sig væk fra det hele. Han kunne stramme ballerne og bestemme over sig selv. Det gjorde han så. Han tænkte på alt det gode han kendte. Han tænkte på sine to gule kanariefugle i buret ved siden af  sengen. De stod der tildækket og sov. Så tænkte han på, at han var ude i en skov og så dem flyve omkring oppe i trækronerne. Lidt efter faldt han i søvn. Om morgenen kom hans mor hjem fra arbejdet og så var det hele glemt. Han var efterhånden ret god til det der med at tænke.

Når han ikke var hos sin mor, var han hos bedstefar og bedstemor. De boede som sagt i Ribegade 12, ikke langt fra Rådmandsgade. Man skulle bare skrå hen over fælledparken, så nåede man Ribegade på 20 minutter. I klapvogn som moren skubbede foran sig mens Tom sad og pludrede godt pakket ind i vinterkulden. Med rød uldhue og ørevarmere og de store lyseblå øjne strålende af glæde over endelig at være kommet ud og væk fra den lille trange lejlighed. Oppe hos bedstefar og bedstemor var der plads. De boede på fjerde sal i en gammel herskabslejlighed. Masser af plads og Tom elskede at komme og bo der. Det kunne være i flere uger, han skulle være der, mens hans mor var på turne med Harald Hansens skuespillertrup ude i provinsen, hvor hun spillede Hedda Gabler af Ibsen. Så var Tom indskrevet hos Sangpædagog Otto von Raben og hans kone portrætmaler Anna von Raben. Det var noget andet end den daglige trummerum med børnehave og alenenætter. Her kunne han ordentlig boltre sig, og det gjorde han, for de elskede ham. Især Anna var han glad for. Otto forholdt han sig mere tøvende til, men lidt efter lidt blev de venner. En slags kammerater. Sådan følte Tom det. Med Anna var det ligesom en mor. Faktisk bedre end sin egen mor. Hun havde nogle dejlige bevægelser og det føltes skønt, når hun strøg ham over håret. Hun var hans favorit. Men så en dag sprang bomben. Det var en efterårsdag i 45. Befrielsen af landet fra tyskernes byrde var forløbet under meget tumult. Tom måtte kravle hen over gulvet sammen med sin bedstemor på vej ud i køkkenet fordi frihedskæmperne lå oppe på tagene rundtomkring og skød til højre og venstre. Nogle af kuglerne gik gennem glasset i ruderne ind til det blå køkken og ramte kalkvæggen så pudset dryssede ned i hovedet på dem, mens de lå på gulvet og dukkede sig for ikke at blive ramt. Men så kom der pludselig bananer og citroner. Noget som Tom aldrig havde smagt. Og så sprang bomben. Det skete en eftermiddag hvor han sad med sin bedstefar inde i spisestuen ved det store bord med hængelampen af alabast og lyttede til den gamle Kemp og Lauritsen radio med de glødende rør inde bag det hullede bagstykke. Den summede og peb og bedstefar skruede på knapperne for at få en bedre modtagelse af speakerens stemme som i “Pressens Radioavis” fortalte at verdens største bombe var sprunget netop for et par timer siden ude over de japanske øer. Han kaldte det en “Atom” bombe, og Tom forstod ikke et ord af det hele.-Kan man så mærke det over hele jorden?   Spurgte han. -Også her hos os ? Han kunne se på sin bedstefar, at noget var galt, som han sad der helt stille og stirrede tomt ud i luften. Så var det ligesom han tog sig sammen, drejede sig mod Tom og tog ham om skuldrene, beroligende. -Selvfølgelig ikke Tom,du skal ikke være bange,det er langt væk, det kommer ikke hjem til os. Men Tom var ikke overbevist, så langtfra. Han blev for første gang rigtig, rigtig bange for den verden han befandt sig i, og han mærkede med det samme, at det ikke var noget han kunne tænke sig fra. Det var en frygt han måtte acceptere som en del af sig selv. Ja måske i bund og grund en frygt som VAR ham selv.

Det er ikke skide skægt at leve sådan et sted, tænkte han i sin femårige hjerne. Så kan det hele være det samme, og så begyndte han at stjæle. Først nede fra bagerens femogtyveøre automat, hvor man kunne trække et stykke wienerbrød med æggecreme fra de små rum, når man stak en mønt i sprækken. Hans bedstefar havde givet ham nogle gamle italienske liremønter, han havde med hjem fra sine rejser til Capri, og de viste sig at kunne gælde for en 25 øre i automaten. Han havde en hel pose mønter, så i lang tid forsynede han sig dagligt med snegle og overskårne. Indtil han blev grebet på fersk gerning af bageren som stod på lur inde i butikken for at se, hvem det var der snød ham. Så måtte han stå skoleret sammen med bedstemor og sige undskyld til bageren og love, at det skulle han aldrig gøre mere. Men bedstemor grinte og sagde bagefter, at det var smart fundet på. Det var bare ikke så smart at blive opdaget!

Han fik en cykel året efter og lærte hurtigt at drøne op og ned ad Rådmandsgade helt ned til Fælledparken, hvor han gik på opdagelse inde i buskadset, der hvor børnelokkerne holdt til. Det havde hans mor fortalt ham, at det skulle han passe på, for det var meget farligt for en lille dreng, hvis de fik fat i ham. Så ville de gøre grimme ting ved ham. Det var ikke let at få sin mor til at fortælle hvilke grimme ting, så det måtte han selv finde ud af. Men da han så endelig blev fanget af en børnelokker, gik det op for ham, at det slet ikke var spor sjovt. Børnelokkeren trak bukserne af ham og holdt fast om hans tissemand så det gjorde ondt. Tom skreg i vilden sky indtil en forbipasserende ældre dame kom ham til hjælp og tævede manden med sin paraply, så han stak af. Siden holdt han sig langt væk fra buskadset. Han var blevet klogere, og han fandt ud af, at hvis han prøvede ting, han ikke vidste noget om, kunne han opnå noget. Han vidste ikke hvad det var, men senere fik det ord på, Det var erfaring. Han erfarede ting ved at prøve dem. Ved at gøre det, han var i tvivl om hvad var, fik han viden om det. Det var skidespændende at leve, tænkte Tom. Der var nok at tage fat på. Han begyndte oppe i køkkenet i den lille lejlighed i Rådmandsgade. Her støbte han tinsoldater. Flydende tin blev hældt i forme, hvor det størknede. Sidenhen kunne de pilles ud og dekoreres med flotte farver.  Ved samme lejlighed lærte han også noget om gassens brændbarhed. En  af slangerne til gasapparatet rev sig løs og flammerne fra den brændende husgas slog en meter ud i køkkenet. Tom fik et shock og styrtede ud af lejligheden ned på gaden for at råbe på hjælp. Folk stimlede sammen om den lille dreng, der nu var begyndt at græde og hulkende fremstammede: -Huset brænder, det hele går op i lys lue! Så kom brandvæsnet med slanger op ad trappen og de fik hurtigt slukket den hylende flammekaster på køkkenbordet, og så var Tom blevet det klogere. Han blev hele tiden klogere, indtil han kom i skole. Så blev han dummere. Dag for dag.

Toms far var eksemplet på det totale svigt. Han havde kneppet Toms mor i   Århus engang hun var på turne i byen. En ung smuk skuespillerinde med brede læber og kvik mimik. Han faldt pladask for hende på en bar inde i centrum tæt på Århus teater. Hvad Toms mor ikke vidste var, at han var gift og havde et barn i forvejen samt et på vej. Hun blev betaget af den høje mand med det lyse hår og de smukke blå øjne. Hun troede selvfølgelig, at det skulle vare evigt. Det tror man jo når man er forelsket. Men sådan skulle det ikke gå. Da Kaj, som svinet hed, fik besked om hendes graviditet, måtte han tilstå og fortælle, at han ville blive hos sin kone og sin “familie” som han sagde. Men han skulle nok love, at støtte hende på alle måder. Derfor sendte han hende 50 kr hver måned og holdt sig så i øvrigt væk. Hun var fortvivlet. Gravid og på turne. Det varede ikke længe før hun måtte stoppe skuespilleriet og gå svanger alene og uden job. Tom kom til verden i oktober på kommunehospitalet i Århus. Krigen var lige brudt ud. Det var svære tider, men gudskelov for hans mor sad operasangeren og portrætmaleren i Ribegade parat til at tage imod den lille nyfødte. Toms far holdt sig væk. Han skulle ikke have noget klinket på sin såkaldte “familiefront”.Da de første fødselstraumer var overstået, flyttede hun til en lille lejlighed på Nørrebro og fik job som telefonistinde og ind imellem en opgave i radiofonien som oplæser af H.C. Andersen æventyr. Tom havde derfor ingen far. Man talte dengang om, at han var et “uægte” barn. Det var den gang. Med jødeforfølgelse og drab i gaderne. I denne charmerende atmosfære voksede Tom op de første barneår. Han lå i vuggen og grinte op til sin mor. Han så hendes kære, smukke ansigt som sagde lyde som “dikkedik” og “buuh” og “nååh”, og det kunne han godt lide. Han kunne også godt lide, når hun tog ham op og vaskede ham i numsen, men han kunne ikke lide, når hun hele tiden flyttede hans fingre væk, når han lå og pillede i sin tissemand. Det var så dejligt at pille i sin tissemand, syntes Tom, og kunne slet ikke forstå, at hans mor skubbede hans hænder væk hele tiden. -Hvis du bliver ved, så kommer jeg og klipper den af, sagde hun, og Tom som jo ikke forstod betydningen af, hvad hun sagde, forstod udmærket på tonefaldet, at det var noget ubehageligt, hun mente. Han begyndte derfor at pille sig i tissemanden i smug, og det fortsatte han med resten af livet. Ellers var hun såmænd meget sød, hans mor. Lidt hård engang imellem, når hun ikke kunne få enderne til at nå sammen.Der var ingen udover bedstemor, som jævnligt kom på besøg, til at hjælpe hende med hele redeligheden. Hun var i bund og grund, hvad vi i dag kalder en “enlig” mor. Måske også en ensom mor. Jo, det var hun nok. For selvom hendes mor Anna var hende til stor hjælp, så var  hendes far ret fraværende overfor hende. Han var en sur gammel mand inderst inde. Han var aldrig blevet den store operasanger, han drømte om. Han var taget til Capri for at synge hos en kendt sopran som ødelagde hans stemme ved at presse ham over evne. Ambitionerne fik knækket ham, og nu sad han der på fjerde sal i Ribegade og underviste skuespillere fra det kongelige teater i korrekt stemmeføring og åndedræt. Han havde elever hele dagen, og det kedede ham. Når hans datter kom forstyrret ind ad døren og søgte hjælp, afviste han hende med en vred bemærkning om, at hun jo selv havde været ude om det.

I det hele taget var det en trist tid for lille Tom at vokse op i. Luftalarm og skyderi nede på Jagtvej. Dommdagstorden i radioen som hylende bragte klassiske koncerter, som Tom hadede, men som hans mor elskede. De to kanariefugle i buret som fløj forvirrede op hver gang blæsere og trommer satte i med fuld styrke så Tom fo’r sammen nede i sin vugge og begyndte at græde. Han hadede al den larm, hans mor satte på, fordi hun troede det beroligede ham. Hun prøvede at gøre sin søn med selskab, men havde også sit eget at tænke på.Var slet ikke parat til at være mor. Det var noget, der bare var sket. Hun havde overvejet abort, men havde skubbet det fra sig. Det var Toms held, men måske havde det været bedre. Så var han sluppet for al det mas, som livet er. Inderst inde var det hele som udgangspunkt noget lort. Det var så op til Tom at få det til at gløde. Det var de vikår han havde fået tildelt. Simpelthen.

Bedstemor kom på besøg en dag der var luftalarm. Hun nåede lige netop at krybe op i en gammel olietønde, der stod nede på gaden udenfor deres opgang. Der opholdt hun sig i to timer indtil alarmen blev afblæst. Toms mor sad oppe i vinduet og holdt øje med tønden. Bedstemor var stærkt oprevet, da hun kom op. Tom lå og kiggede på de to kvinders fortrukne ansigter og hørte deres nervøse stemmer. Han forstod ikke en skid, men han mærkede det hele. Han blev bange og greb hurtigt om sin tissemand for at hente trøst. Det var hans hemmelighed gennem alle de fem forbandede år. Det var hans tissemand. Var den skåret af, eller som man gør nu om dage omskåret, så er det ikke sikkert Tom var blevet den han er i dag. Slet ikke sikkert. Det er de små ting, der gør den store forskel. Det tænker vi ikke over, men det er det.

Han ville ud og se verden. Det ville Tom. En dag hans mor var uopmærksom smuttede han ud af døren og ned på gaden. Han har vel været en fem års tid. -Jeg skal afsted, tænkte han. -Jeg må ud. Kan ikke holde ud at være indespærret længere hos den kvinde, som hele tiden forråder mig. Hun ser mig ikke. Det er et helvede. Og så stak han af. Med sine små femårige ben stavrede han ned de to etager, fik skubbet den tunge hoveddør op og kom ud på gaden. Ud i det fri. Han snusede byluften ind gennem sine næsebor. Der lugtede af tjære, kunne han mærke, ovre fra fabrikken som vulkaniserede gummi. En skærende lyd fra maskinerne sprang op bag det brune rækværk som omgav bygningen. Han lo højt over sin frihed og begav sig afsted ned ad Rådmandsgade mod den brede Tagensvej med de larmende sporvogne og biler som hele tiden kom forbi. Han havde ikke travlt. Stoppede op og så sig omkring for rigtigt at fornemme den store verden, som han nu var på vej ud i. Folk kiggede på ham men lod ham være. De var optaget af deres eget, og han kunne uforstyrret gå videre mod Jagtvej,  hovedfærdselsåren med flokke af cyklister og sporvogne i par. Han følte, han kunne blive ved med at gå. Der var nok at se på og suge ind. Verden var hans, og den var slet ikke så frygtelig, som han havde fået indtryk af gennem sin mor. Så han gik videre og kom helt ned til Universitetet og de store grønne træer som omkranser fælledparken. Så blev han stoppet. En betjent havde fået øje på ham. Han spurgte hvor hans mor var, og Tom svarede: – Derhjemme! -Er du helt alene ude og gå? Spurgte betjenten så. -Jae! Tom nikkede. Betjenten tog Tom i hånden og de gik sammen hen til betjentens bil og kørte til politistationen. Her fik Tom en sodavand og sad og ventede mens de skrev en masse ned på papir og snakkede lavmælt sammen. Tom var i højt humør. Endelig skete der noget rigtigt. Noget han selv havde gjort. Det var skønt at sidde der og blive opvartet af de rare betjente. De kørte afsted i bilen og Tom udpegede selv den vej, han havde gået og fandt hjem til Rådmandsgade 53, hvor hans mor sad og græd, mens betjenten fortalte, hvor han havde fundet Tom. – Nu må De ikke skælde ham ud, lille frue, sagde han. -Blot passe lidt bedre på ham næste gang. Tom havde fået smag for friheden. Det kunne lade sig gøre at komme væk, og der var spændende ting derude. Det var slet ikke farligt, som han hele tiden havde fået indtryk af gennem sin forvirrede mor. Han var endnu en gang blevet klogere. Indtil et år efter, hvor han kom i skole. Så blev han dummere og dummere. Men inderst inde glemte han aldrig, hvad han havde lært den dag han stak af hjemmefra. Det gjorde han ikke.

Hans mor var en snob. Ingen tvivl om det. En “fin” skole skulle han i. Det havde hun bestemt, så allerede kort tid efter Tom var født, blev han indskrevet til optagelse i Østersøgades Gymnasium når han fyldte seks år. Det var nødvendigt. Der var rift om pladserne. Det var adelen og rige forretningsfolks børn der gik der. Og det var en delt skole. På den ene side var drengeskolen og på den anden side Ingrid Jespersens højreligiøse pigeskole. Adskillelsen mellem de to skoler var hermetisk. Der var ingen smuthuller. Man holdt sig hver for sig.

Cykle skulle han. Hen til skolen hver dag. Han fik en brugt cykel med lavtsiddende saddel og gedebukkestyr. Der var også en bagagebærer, hvor han kunne anbringe sin skoletaske. Om morgenen klokken syv var han parat. Moren lavede havregrød, som han spiste med mælk og sylte tøj. Nede i gården stod cyklen i det lave cykelskur sammen med de andre cykler fra opgangen. Lis havde også en cykel som stod ved siden af Toms. Lis var syv år og Toms legekammerat. Tom elskede sin cykel. Pedalerne snurrede under ham, når han rigtigt trampede, og selv om det kunne være koldt om morgenen, generede det ham ikke at træde godt til i blæsevejret ud langs sct. Jørgens sø, før han drejede ned ad Østersøgade. Her lå skolen, høj og majestætisk i røde mursten og med en stor grøn port man skulle igennem for at komme ind i skolegården. Der var altid et mylder om morgenen. Rektor stod og tog imod og skrev dem op som kom for sent. Tom kom aldrig for sent. Han var bange for rektor og kom altid i god tid. Rektor smilede til ham fordi han var præcis. Det var da altid noget, tænkte Tom. Så har jeg ikke gjort noget forkert. Endnu. Inde i klasseværelset var en masse pulte med plads til to hver, stillet op på lige rækker. Tom fik en pult sammen med en tyk dreng som hed Pierre. Hans mor var fransk. Faren var en kendt skuespiller. Pierre var flink nok, men der var ikke meget plads tilovers på sædet til Tom. -Hvor kommer du fra? Spurgte Pierre. -Jeg kommer fra Rådmandsgade, svarede Tom. -Det lyder ikke godt det der råd, sagde Pierre. -Er der råddent derude? -Nej, slet ikke, svarede Tom. -Det er ikke noget råddent. Det er en rådmand. En vigtig person. Det siger min mor. -Jeg kommer fra Hellerup, sagde Pierre. -Hvor ligger Rådmandsgade? -Ude på Nørrebro, svarede Tom. -Uha, er det ikke farligt at bo der? Sådan med tyveknægte og sådan noget? – Ikke så vidt jeg ved, svarede Tom. -Og min mor er skuespiller, tilføjede han, for at bringe lidt luft ind i samtalen. -På et teater. -Det er min far også, udbrød Pierre glad. -Så er vi venner!  Og så blev de venner og sad ved siden af hinanden hele første klasse.

Frk Jensen kom ind og de skulle allesammen rejse sig op og stå helt stille når hun viste sig. Det havde rektor fortalt dem den første dag. -Ret skal I stå! sagde han med bestemt mine og gik så ud og overlod klassen til deres klasselærer frk. Jensen. Frk. Jensen var en slank lyshåret kvinde på tredieve år. Med blomstret kjole og venlige øjne. Hun var meget moderlig overfor børnene, men det var jo også først klasse. Indslusningsklasse som ikke skulle være for hård overfor de små pøjker. Hun tænkte på sit eget barn, som hun ikke fik lov at beholde mere end en måned. Så døde det af dysenteri. Hun så stadig sit døde barn for sig når hun underviste de små drenge i at skravere i tegnetimen og skrive bogstaver i dansktimen. Så gled en lille tårer ned over hendes ene kind. Hun viskede den hurtigt væk. Drengene måtte ikke bemærke hendes sorg. Professionel og stanhaftig i sin lærergerning var hun, og Tom kunne godt lide hendes måde at være på. Det var noget han forstod. Direkte og følsom. Han var helt på bølgelængde med frk. Jensen. Anderledes var det med Hr Buch. En stor, højrøstet mand med ildrødt hår og store tunge hænder. Ham havde de i Sang og bibelhistorie. Salmevers blev terpet fra allerførste dag. Han læste op, og de skulle gentage, indtil det sad: “Ingen er så tryg for fare som guds lille børneskare.” Gentog hele klassen efter hr Buch. Så skulle de een efter een alene gentage ordene. Tom kom flot igennem, men Pierre kunne ikke huske, hvad hr Buch havde messet. -Prøv nu igen! sagde han, men Pierre begynte bare at græde. Han hulkede så hans tykke kinder bævrede som buddig, og Tom kunne ikke dy sig for at le, men det skulle han ikke have gjort. Hr Buch for hen og gav ham et drag over nakken. Så begyndte Tom også at græde. Gudskelov ringede klokken og timen var forbi. De andre drenge styrtede ud i skolegården til frikvarter. Tom og Pierre sad alene og snøftede. Hr Buch bare skred, men så kom frk Jensen ind. De skulle have dansk med hende. -Åh, gudsebasse, hvor ser I ud. Hun tog et lommetørklæde op fra sin taske og de fik lov at pudse næse. – Ja han kan være ret skrap, ham hr Buch. Men I har godt af det. Ikke at være pyldrehoveder. Det er noget man lærer efterhånden her på skolen, sagde hun med et syrligt smil, og gik hen til kateteret og satte sig for at lægge sine papirer og bøger frem til deres næste time.

Lis boede i lejligheden under Tom. I stuen. Tom boede på første sal, så de kunne ikke undgå at mødes, og så blev de legekammerater. Tom syntes godt om Lis. Han syntes hun var pæn. Lis lignede en tændstik. Tynd og ranglet og syv år. Tom var jo seks, så man kan sige, de var jævnaldrende. Men Lis var nok lidt mere fremme i skoene end Tom. Hun var pige. Udviklingen starter jo tidligere for dem. Tom havde mest tinsoldater og brandbiler i hovedet. Lis havde sine dukker, men hun havde også sig selv. Hun gjorde meget ud af sig selv. Måske fordi hun boede hos sin tante. Moren var vistnok død, og alt det skjulte sig under det lille frejdige fjæs med opstoppernæse, som Lis besad. Tit kom Lis op til Tom, mens han var alene hjemme. Lis tante var en sur dame, så der var de ikke. Lis kunne godt lide Tom, men hun kunne også bruge ham til noget, og Tom var troskyldig. Gik med på Lis lege, som hun fandt på mens de var alene hjemme oppe hos Tom. De skulle nemlig “lege læge”, som Lis sagde. Tom skulle være lægen og Lis patienten. Tom syntes det lød spændende. Han havde været hos lægen en gang han havde skoldkopper, eller hvor Toms mor troede, at han havde skoldkopper. Det var bare Røde Hunde, men det var det vist heller ikke, tænkte Tom. Men det var sådan noget, hans mor og lægen snakkede om, og så blev han stukket i armen med en nål, og det gjorde ondt, men Lis ville ikke have noget der gjorde ondt. Hun ville have noget, der gjorde godt, og det fik hun snedigt Tom til at forstå. Undersøgelsen skulle ikke gøre ondt. Den skulle gøre godt. Det syntes Tom lød meget fornuftigt, så han gik med på spøgen uden rigtig at forstå, hvad meningen med det hele var. Men det vidste Lis. Hun sagde: -Først skal jeg have alt tøjet af, ellers kan du jo ikke komme til at undersøge mig rigtigt, vel? Det forstod Tom godt. Han iagttog pigen foran sig langsomt afføre sig sit tøj. Stump på stump indtil hun var helt nøgen og lagde sig ned på gulvet og sagde:-Kom! Nu skal du undersøge mig, og du må godt bruge fingrene og trykke mig forskellige steder for at se om det gør ondt eller det gør godt. Tom nærmede sig den nøgne pige, der lå der på gulvet udstrakt og i fuld figur. -Skal jeg trykke dig der? Spurgte han og lagde sin lille hånd på hendes fod. -Lige hvor du vil, svarede Lis. Så skal jeg nok sige dig om det gør ondt eller om det gør godt. Tom trykkede hende på benet. Først det ene og så det andet. -Gør det ondt, spurgte Tom. -Ikke så meget, svarede Lis. -Prøv at trykke lidt højere oppe! Lis drejede sig velbehageligt over mod Tom og lå på siden og så op på ham. Der bredte sig et smøret grin på hendes ansigt. – Det er ligesom der er noget der helt oppe på låret. Kan du ikke trykke lidt der! Tom trykkede. -Højere op, hviskede Lis. Tom trykkede højere oppe, der hvor Lis lår mødtes. Han undrede sig over, hvad han så. En revne eller nærmere spalte var hvad sammensmeltningen af lårene fortsatte i. -Hvad er det for noget, du har der? Spurgte Tom. Har du skåret dig? Lis fniste.-Prøv at mærke efter, så skal jeg sige dig om det gør godt eller ondt, men du skal være forsigtig. meget forsigtig! Tom lod sine fingre glide hen over revnen. Meget forsigtigt. Måske begynder det at bløde, hvis jeg trykker for hårdt, tænkte han. Lis hev efter vejret. -Prøv lidt hårdere! Tom trykkede. -Prøv ind i revnen, pusted Lis, og Tom førte en finger ind. -Nu gør det godt! Lis nød det, kunne Tom mærke. Han blev glad over lis’ reaktion. Prøvede at trænge dybere ind i revnen, da i det samme entredøren blev åbnet med nøgleraslen. Tom trak fingeren ud. Lis rejste sig op og greb efter sit tøj, men det var for sent. Moren trådte ind ad døren til Toms soveværelse, hvor de var. Hun stod der i døråbningen og så helt vild ud.- Hvad er det I laver? spurgte hun med ophidset stemme. -Kan du så se at få tøjet på Lis! Og du Tom, hvad har du gang i?  Hun så helt syg ud i hovedet. Tom forstod ikke et kuk af det hele. -Vi leger bare doktor og patient, sagde han. Men hun hørte ikke efter. Skreg ad Lis, at hun skulle komme ud, og rev i Tom og rystede ham i armen. Sikke noget svineri!  I skulle skamme jer at lave sådan noget. Lis fik tøjet på i en fart og flygtede ud og ned ad trappen. Tom begyndte at græde. Han forstod ingenting. Kun at hans mor var rasende over noget han ikke havde anelse om, hvad var. Hun tændte en cigaret og gik ud i køkkenet. Når Toms mor tændte en cigaret, vidste Tom at det værste var overstået. Men han forstod stadig ikke et pluk.

Det skal nok blive godt altsammen, tænkte Tom og satte en mælkekapsel op med en tegnestift på væggen bag, hvor han og Pierre sad. Tom bevægede sig afsted ad floden, som strømmede under ham. Han samlede forskelligt affald, som de andre børn i klassen havde kasseret og smidt på gulvet op,og lavede en lille kollage på væggen. Der var små stumper blyant og madpapir og glanspapir fra tegnetimen. Et stykke vidskelæder.Et knækket penneskaft og selvfølgelig mælkekapsler. Dem var der mange af. Til frokost blev en kasse kvartliters sødmælk båret ind af pedellen. Børnene kastede sig over den og rev hurtigt de bløde kapsler af flaskerne og drak begærligt. Tom gik omkring og samlede kapslerne op. Tørrede dem af og tilføjede dem til sin samling på væggen. Det var hans fornøjelse. De andre elever var mere interesseret i at larme. Skrige og løbe rundt, indtil Frk Jensen kom ind og beordrede ro.  Han lavede sin egen verden i kapsler og forladt madpapir. Forbavsende nok var der ingen der gjorde vrøvl over hans “udstilling” De havde nok i deres eget, og Tom havde nok i sit. Han sad der i sin lille jolle af sammenflikket gods og padlede afsted så godt han kunne. Der var faste retningslinier for farten. Tungen lige i munden og gentage, hvad der blev sagt. Han var blød indeni. Trodsede ikke imod, og kom derfor videre uden selv at blive berørt. Det var ligesom al deres snak bare var en fjern mumlen, han sejlede igennem for at tilpasse sig flodens krumninger. Det gik ham aldrig rigtig på, fordi det meste gik hen over hovedet på ham. Det var den støj og det kaos, hans lille udstilling skildrede. Udtrykt i mælkekapsler og andet “affald”.

Allerede i anden klasse skulle de spille fodbold. Det var Obligatorisk. Ovre i fælledparken. Ofte som første time på dagen, hvor de skulle møde omklædte på grønsværen ud mod Trianglen. Tom var cyklet hjemmefra tidligt for at være parat. Han mødtes med de andre drenge, som trippede rundt og varmede op. Tom var bange for fodbold. De skubbede ham, så han væltede, når de ville drible og have bolden. Han kunne ikke følge med, når de løb op og ned ad den store bane. Han blev forpustet og fik et hårdt slag fra en skulder bag sig. Han hadede det fodbold og fik tjansen som målmand. Det duede han heller ikke til. Flokken af stærke drenge med ild i benene skræmte ham. Det var ikke hans boldbane. Det fodbold. Han cyklede over til skolen efter kampen. Kold og trist, og der var tvang om bad bagefter i bruserum med iskoldt vand. -Det hærder, sagde Gymnastiklære Struwe, som lavede armbøjninger i gymnastiksalen mens de var i bad. Så op i klassen med halvvådt tøj og have kristendomskundskab med frk Fibiger, der hele tide fortalte dem, hvor meget hun glædede sig til at komme op til Gud. Hun var helt hvidhåret og havde glashud med dybe huler om øjnene. Måske var hun allerede død, tænkte Tom. Hun lignede et spøgelse, han havde læst om i Ota bøgerne, med æventyr om feer og trolde og mærkelige væsner. Først læste hans mor højt for ham, men efter det første år i skolen kunne han læse selv. Det elskede han. At ligge i sengen under natlampen og forsvinde ud i fantasiens land. Ud de steder som kun tanken kendte. Et mærkeligt land inde i ham selv, som voksede i takt med at hans krop voksede.

Men allerførst skulle han lære at blive voksen. Det var det, hele skolen drejede sig om. Derfor måtte man vide alting. Det vidste de voksne, og det skulle han også. De terpede hver eneste dag historie og kongerækken og dansk og fædrelandet med de brede bøge og den stolte fortid. De sang så det smældede hver morgen lange salmer, og stod bagefter med bøjede hoveder og fik fadervor forkyndt af Rektor oppe fra pulten med det store trækors med den lidende Jesus nedenunder.

Hvad var det,de ville? Alle disse mennesker. Alle disse mennesker som omgav ham. Hvad var de ude på? De var ude på at få ham til at blive som dem. Det var hele formålet med deres handlinger. De gjorde alt for at omskabe ham i deres billede, og han var som ler i deres hænder. Han anede ikke , hvad det hele gik ud på, den gang han trådte ind i verden. Tom var tom da han trådte ind i verden, og verden var parat til at fylde ham op med alt sit. Til det havde verden alle disse mennesker som omgav Tom, og hvis eneste motiv var, at sætte ham i stand til at blive en lydig samfundsborger i det hiraki, de kaldte livet. For dem var der kun et opad og et nedad. Det var såre simpelt, og Tom skulle opad ved at blive holdt nedad. Så han kunne lære at se afgrunden og frygte den. Så han kunne lære at se sig selv som et væsen, hvis eneste formål var at blive som dem. Kopimodeller blev til stadighed holdt op foran hans øjne. Frk Fibiger med sin salvelsesfulde røst der bebudede Jesus komme i døden, som hun ønskede så inderligt. Frk Jensen med sin moderlige beskyttertrang og opofrende handlemåde. Rektor Feil, som magtfuldt udøste af sin uendelige kærlighed og strenghed. Hr Buch som bare slog hårdt og viste verdens grusomhed i en nøddeskal. Og sidst men ikke mindst hr. Struwe, som på forbilledelig vis skabte drenge om til mænd med kolde afvaskninger, iskolde fodboldmorgener og armbøjninger i gymnastiksalen. Det var Toms opgave. At rette ind og forstå, at dette var vejen han skulle gå, og som han også gik, så godt han kunne, for han var et pligtopfyldende væsen, og bange ovenikøbet. Så det var let for alle disse mennesker at sparke ham til side og få ham på plads. Han lærte at kende sit sted. Det var nederst. Han var kommet ind i denne fine skole af barmhjertighed over for hans mor, som havde tigget og bedt om at få ham indskrevet. Og nu sad han der på bænken ved pulten og sled i det med at få bogstaverne på papiret til at se rigtige ud. Lige som dem på tavlen som frk Jensen havde tegnet. Især “l” havde han svært ved at få til at blive rigtigt. Det sving stregen tog op over tredie linie af banen som bogstaverne skulle stå på i stilehæftet kunne han ikke få til at runde sådan som det skulle. Han holdt krampagtigt på blyanten og havde tungen fast presset mod fortænderne idet han med hele sin arms muskler anstrengte sig for at bevæge den genstridige blyant med spidsen over papiret på den “rigtige” måde. Den måde frk Jens havde vist man skulle. Man skulle nemlig gøre præcis som frk Jensen. Hverken mere eller mindre. Bogstaverne skulle se nøjagtigt lige sådan ud som dem hun havde lavet. Det var ren kopi. Han skulle lære at kopiere. Det var det han skulle, og han gjorde sit bedste for at blive sådan. Lige netop sådan. Hverken mere eller mindre. Det var en hårdfin balancegang som han ikke magtede, men som han, presset af sin angst for ikke at slå til i verden, gjorde sit bedste for at opnå. De andre i klasse var allesammen “bedre” end han. Det mærkede han hurtigt. De havde en evne til at smelte til. At finde på plads. Hver og een så godt som. Der var et par enkelte som ikke kunne følge med og de blev hængt ud til spot og spe så alle kunne se hvor tåbelige de var. Så grinede hele klasse ad dem, så de rødmede og så ned i bordpladen, mens skammen steg op som flammer af deres nakke. Sådan ville Tom ikke være. Men der var vist ingen vej udenom. Han kom i underetagen. Evnerne slog ikke til. Kopisten i ham var ikke stor nok. Det indså han og gled med på bedste beskub med sine små finurligheder og sans for at lave ballade og grin med det hele. Det havde han sans for . Guderne skal vide hvorfor, men det havde han. Han kunne få klassen til at grine. Grine af sig selv og grine af læreren. Derfor blev han lige så stille en slags sorteper i klassen. De kunne ikke lide ham, kunne lærerne. Kun frk jensen holdt ud helt op i tredie klasse og var ham venligt stemt, men så fik de en anden klasselære og så blev han alene i verden. Tredie klasse var skæringsklassen, da de fik hr Moe som klasselære. Han hadede Tom. Rigtig hadede ham og var ude efter ham hele tiden. Nu begyndte “karakter” at få betydning. God karakter og dårlig  karakter. Ordet sang i Toms ører. Det var et frygteligt ord og et frygtet ord. Ord fik større og større betydning i Toms verden. Alt bestod af ord, og hans hoved boblede og sydede af ord. Som han skulle lære at sige rigtigt på de rigtige steder. Det var tanker i hans hoved, som var alle disse ord i een lang kæde som aldrig holdt op. Han hadede den kæde. Den gjorde ham tosset, men hr Moe bandt kæden tæt sammen og trak i den så det gjorde ondt inde i Tom. Han blev helt forskruet, mens Moe trak of hev og skreg op om Toms uduelighed og dumhed. Det var svære tider for Tom. Det var det.

Men så var det godt der var cirkus! Cirkus  i Fælledparken,  hvor bedstemor boede. Det store telt var fantastisk. Med sine stolper og liner og flag i toppen som blafrede i vinden. Farverne på pladsen skreg fest og fornøjelse. Tom var spændt på hvad der skulle foregå. De fik gode pladser tæt på den runde arena fyldt med træspåner. Tom fulgte med i hver bevægelse hos de optrædende. Klovnerne og hestene og de dresserede hunde. Men allermest akrobaterne. Især ham slangemanden som kunne sno sig ind gennem en smal ring og blive til en omvandrende edderkop på fire ben. Tom var fascineret. Han sad med åben mund og måbede. Da de kom hjem i Rådmandsgade ville han være akrobatmanden. Det var helt sikkert. Han spekulerede på hvordan han skulle skaffe en ring at krybe ind i. Kom i tanke om det gamle dæk til barnevognen som lå nede i kælderen. Fik sin mor til at hente det op og begyndte at øve sig. Han ville være edderkop. Han fik begge ben ind i ringen, og ved at sno sig fik han også sine arme derind. Han fik faktisk mast sig så langt ind i det gamle dæk, at kun hans numse stak ud til den ene side, mens hoved og arme og ben stak ud til den anden. Så kravlede han ud i køkkenet til sin mor som stod og var ved at sætte kartofler over. Hun skreg højt og Tom udstødte et hvin af glæde. Det var lykkedes ham at gennemføre sine tanker fra den gang i cirkusset. Han blev så stolt over sig selv og vidste, at han nok skulle klare sig mod hr Moes ordkæder. De kunne snakke lige så meget de ville, følte han. Han ville alligevel altid få det sidste ord, for det var virkeligheden det gjaldt om, og ikke alt det sludder og vrøvl, han blev overøst med henne i skolen. Det var det, at han vidste hvad han ville, der var det stærke. Det at kunne krybe ind i ringen og blive til en edderkop. Det var det det gjaldt om.

Og så glansbillederne som han samlede sammen med Lis på bagtrappen med de lyseblå vægge, hvor de kunne sidde i fred og bytte. De havde hver deres stilehæfte, med sider der var foldet ind til halvdelen. Man kunne så vælge en side uden at vide, hvad der var gemt inde bag papiret. Når begge havde valgt, åbnedes siden og det kom for dagen hvilke billeder man havde byttet sig til. Det var skinnende engle med fehår og store øjne eller små nissemænd med røde huer og blomster i alle farver. Der var også biler og huse og Richsmærker, som de havde samlet fra erstatningskaffepakkerne. De kunne sidde i timevis derude på køkkentrappen og bladre og grine til hinanden mens de byttede glansbilleder. Kunne de. Og sådan var det og det må I tro på, for jeg kan ikke gøre det tydeligere for jer. Det der skete dengang for længe længe siden, som man siger, men som faktisk sker ligenu som en tanke i mit hoved. I Toms hoved, der er blevet et stort hoved udenom det lille hoved, og inde i det lille hoved er der et endnu mindre hoved og udenpå det store hoved er der et endnu større hoved. Hele tiden kryber vi ind i ringe og ud af ringe til vi ikke ved, hvor vi er og må opgive det hele og glide væk på en lyserød sky af løgne og fordrejelser.

Men Tom voksede op og det blev 1950. Bedstefar døde. Oppe i spisestuen lå han indskrumpet og bleg med det hvide hår klistret til skaldepanden og stirrede på Tom med matte øjne. Tom var lidt bange, men gik alligevel hen til sengen og stod. Så tog bedstefar Toms hånd og rakte ud efter noget på servanten. Det var bedstefars guldur som han pressede ned i hånden. -Det er til dig, sagde han, og Tom mærkede, at han begyndte at græde. Så græd bedstefar også, og Tom kastede sig ind til den gamle mands bryst og hulkede. Dagen efter var bedstefar død. Men atombomben var ikke død og krigen ej heller. Men bedstefar var skredet. Nu var der kun bedstemor tilbage til at elske Tom. Toms mor elskede ikke Tom. For hende var han kun en byrde. Men hun skjulte det så godt hun kunne, og det gik rimeligt. Men hun var jo også skuespillerinde.

Uforholdmæssigt meget ligger mig på sinde og må ud. Men det er ikke ligegyldigt, hvorledes det kommer ud. Jeg foreslår, at det kommer ud på en blid måde, men straks er der en stemme som siger, at det ligesågodt kan komme ud på en hård og ubehagelig måde, og så er jeg ligevidt. -Ret ryggen og se begavet ud! Sagde de altid til mig, men hvorledes ser man begavet ud? Det er et godt spørgsmål. Jeg kunne lige sågodt se ubegavet ud, ikke? Bare lade skuldrene falde og kæben hænge og ligne en spasser. Det er sgu da også en attitude, ikke? Når man nu har et frit valg, ikke? Og det har man, siger min lærer altid. – Du kan selv bestemme, hvem du er og hvad du vil blive til. Det er viljen det kommer an på, forstår du nok. Og så rynker han næsen ad min lade holdning og giver mig en syngende lussing i mit åbne ansigt, så jeg trimler omkuld. Der ligger jeg midt i skolegården, mens alle de store drenge står og griner højlydt af den lille svækling som ligger og vrider sig. -En yndig ung pige træder nærmere. Hun jager alle de onde mennesker væk, som æter på vand… De flygter, og hun sætter sig ved siden af mig. Jeg tror selvfølgelig, hun vil hjælpe mig og smiler indladende til hende i håb om hendes sympati. Det skulle jeg ikke have gjort. Hun sende en spytklat direkte ind mellem mine øjne. Det slimede stads breder sig til mine pupiller, så jeg blændes. Derefter tager hun kvælertag om min hals og klemmer til. Langsomt åh så langsomt og lidelsesfuldt forlader livet mig, indtil hun med eet giver slip, akkurart øjeblikket før jeg må give slip, og bryder ud i en latter fyldt med forhånelse. Sådan er hun, min drømmepige!  I det samme jeg føler mig sikker bliver jeg forrådt. Sådan har det altid været. Jeg kan ikke stole på nogen. Jeg ved de før eller siden vil falde mig i ryggen. Det ved jeg med sikkerhed.

Derfor er jeg altid på vagt. Hvemsomhelst der viser mig sympati har jeg mistro til. Jeg er altid på vagt. Ved at de kun er ude på at narre mig. Jeg har ikke tiltro til nogen. Ikke til nogen. Ikke engang og måske især til min egen mor. Hun nev mig altid i øret for at få mig til at gøre som hun ønskede. Og hun ønskede alting af mig. Fordi hun selv var en fiasko. Hun var en allerhelvedes fiasko. Dømt til evigt slavearbejde på en dunkel maskinfabrik som spandt bomuld til brug i våbenindustrien. Skydebomuld, som er en opløsning af nitroglycerin man væder bomulden med før man propper den i patronerne, som derefter forsynes med en fænghætte som slagstiften på geværet antænder så krudtet går af og sender kuglen ud af løbet ud i luften og ind i hjertet på soldaten som står overfor dig og glor idet han bliver ramt. Det er sådan set det der sker og som min mor var med til at få til at ske gennem sit arbejde på skydebomuldsfabrikken ude i Hvidovre. Der lå også min svigerfars fabrikker. Han var meget velhavende og som hobby havde han en fabrik som fremstillede geværer. Han tjente store penge under krigen og slap kun med nød og næppe til Sverige de sidste dage af april 45. Nu ejer han en iskagefabrik som laver is af affaldet fra svinefarme. De raffinerer svinepisset så godt, at det kommer til at smage af citronsaft. Det laver de smooties af som de fryser på pinde, og det sælger kollosalt!

Jeg selv farer land og rige rundt på motorcykel. Sidst var jeg i Karlslunde og besøge en pige, jeg kender der, som giver den bedste spanking i byen, men det er en anden historie…

Jeg har ikke en skid at skulle have sagt over for denne herre som idelig kræver retfærdiggørelse. Han vil have penge af mig. Han står og tigger nede foran brugsen og vil have mine penge. Tænk Dem – Mine penge! Men det skal han ikke få. Jeg går forbi ham og lader som om jeg slet ikke ser ham. Han skal ikke narre mig, skal han. Han kan bare få sig et almindeligt job. Ligesom os andre! Jeg elsker nemlig mine penge og vil ikke af med dem. I love my money. Ich liebe mein geld also! Das ist das beste fur mich. Verstehen Sie? Nå, men det kan jeg bare ikke komme udenom. Det der med penge. Penge er det vigtigste ord i mit vokabolarium. Det er essensen af alt. Jeg kan ikke få nok og søger hele tiden at maksimere min formue. Så kan jeg købe alt i hele verden, hvis bare jeg får flere penge. Mange millioner og trillioner og hundredevis af kliptioner og putzioner og universelle lysår mange og flere og endnu mere og mere og mere og mere! Jeg kan aldrig få nok. Må hele tiden have mere af alting. Og da alting kan købes for penge, må jeg bare have flere og flere af dem. De dejlige penge, som jeg elsker så højt. Åh så højt så højt! Det forstår de vel nok min kære læser, ikke? De elsker vel selv penge som jeg, gør De ikke? Det formoder jeg. Det er noget jeg har til fælles med alle mennesker, tror jeg. Dette evige ønske om mere. Mere kærlighed. Mere lyst til at leve. Mere godt vejr. Mere at spise og mere at drikke. Mere selskab og mest af alt dette uforklarlige, vi kalder kærlighed. Det vil vi allesammen have mere af. Det er ligesom sirup. Bare det flyder lindt og gult, så er alle glade. Så kan alle de homoseksuelle gå i gaypride og vifte med flaget mens de synger kærlighedens pris med røde næser og grønne flag og blå bluser med påskriften “LOVE” Og jeg går ved siden af og samler ind til mig selv i min lille sparebøsse. Det er min hemmelighed. Min  sparebøsse som jeg gemmer under skørtet så ingen kan se den. Jeg tager den kun frem hjemme. I virkeligheden er det slet ikke en sparebøsse. Det er min hemmelighed. Hvad der er i den lille æske, jeg gemmer inderst inde. Der ligger den skjult for omverdenen. Ingen får den nogensinde at se. Det er min hemmelighed, som man siger. Min  elskede hemmelighed. Gollum havde godt greb om det. Han vidste hvad det drejer sig om. Hans dyrebare. Hans egen elskede lille dejlige hemmelighed. Han forstod det. Jeg kan i det hele taget nemt sætte mig i Gollums sted. Op mod denne selvretfærdige verden af hyklere, som lader som om. Lader som om de er så hellige. De svin. derfor hader jeg dem. Derfor får de aldrig min hemmelighed at se. Den er min, og således forbliver den. Det lover jeg.

Jeg elsker at skide og jeg elsker at pisse. Det er nok det jeg elsker allermest udover mine penge. Jeg elsker at svine folk til. Helst i al offentlighed. Sådan rigtigt hænge dem ud. At se dem lide. At pine dem mens jeg holder fast i mine penge. At nyde deres skrig når flammerne får fat og Jeanne D arcs forvredne ansigt forsvinder i røgen. Så nyder jeg det rigtigt. Det er lige noget for mig. Jeg læser Celine og ser katarsis i det at skrive ud, så det gør jeg. Helt ind til benet. Nyder at skrive lige hvad der falder mig ind. Uden blusel. Uden flovhed over min egen vulgaritet. Måske bliver jeg fordømt. Så ender jeg selv på bålet. Brænder op sammen med alle mine dejlige penge. Forsvinder op i den blå luft som røg og damp og alt muligt andet, som det er umuligt at beskrive. Det umulige vil jeg lade være. Til gengæld skal intet muligt være mig fremmed. Basta!

Nu vil jeg gå ned og bade og skylle alt det lort af mig. Svømme ud i morgensolen som en nyfødt havgud. Pruste som en sæl og dykke ned til de tusind små fisk, som ser på mig og griner højt af min tåbelighed. Smiler.

Kan man leve uden at vælge? Det er det store spørgsmål.

Kan man overhovedet leve? Spørger jeg, den skrivende efter at have været inde og se filmen Utøya. Hvem var den mand som i løbet af 72 minutter dræbte 99 unge mennesker og sårede 300 med sine dum dum kugler som sprængte sig vej ind i disse børns kød og dræbte eller lemlæstede dem. Var det mig, der gjorde det? Var det min skyld det skete ? -Var jeg Breivik i det øjeblik, hvor han gik rundt på øen og systematisk plaffede de unge ned. Var det mig? Ja det var det!  -Det var mig, som altid fører sig frem i en hvilkensomhelst sags tjeneste. Jeg, tempelridderen med det formål at redde verden fra undergang. Det politiske menneske hvis eneste grund er at gøre “gode” gerninger. Det er mig, og jeg skammer mig over mit liv og mine handlinger. Jeg hader mig selv, og dette selvhad bringer jeg ud i skriftlig form, så du kan se det og væmmes. Sådan har jeg det efter Utøya, optaget i een lang sekvens tidsoverensstemmende og overensstemmende med antal skud der faldt den formiddag. Jeg vil lade tavsheden sænke sig over den skam og skændsel, jeg føler over mig selv som menneske. Nu.

Tårene strømmede ned over mine kinder. Tårene strømmede ned over mine kinder. Fra øjnene strømmer tårevand ned over mine kinder som skinner i  aftenlyset. Solens stjerneglans fortoner sig og apokalypsens skrig genlyder i rummet over mit hoved. Jeg er fortabt. Vil aldrig gense mine kære. Min mor og min far og min bedstefar og min elskede Anna, som jeg holdt mest af fordi hun holdt mest af mig. Hende vil jeg aldrig komme til at se mere. De er væk for stedse. Borte har taget dem, og jeg er helt alene. En lille sjæledrømmer i dette lorteland vi kalder sindet. Pis det hele! Pis. Pis. Pis.  Og det enskønt dagen er lys og varm. Vandet køligt og klart. Himlen lyseblå og indbydende. Pigerne smukke i deres sommertøj og en solsort synger lige netop den lyd, jeg elsker. Til trods for al denne skønhed er jeg ulykkelig. Altid i tvivl om jeg gør det rigtige. Siger det rigtige, for slet ikke at tale om tænker det rigtige. Altid i tvivl. Altid dårlig samvittighed. For er det nu klogt? Er det nu fornuftigt? Er det nu ærligt, det jeg gør? Det jeg er? Er jeg autentisk? Eller er jeg bare en opstyltet nar på evig jagt efter anerkendelse? En øjentjener. Et falsum. Et fatamorgana . En luftspejling frembragt af årtusinders menneskelig manipulation. Blot og bart en løgn. Er jeg det? Er jeg løgnen i sig selv? Så kan det vist ikke være værre. Så jeg tager bukserne af og blotter mig. For hele verden. Alle kan se min bare numse og rynke på næsen ad den. En exibitionist er jeg blevet i min evindelige kamp for retfærdiggørelse. Og lige lidt nytter det. Er altid på farten efter nye skalkeskjul for min fortabte sjæl. Mit ådsel af en krop, hvis forfald daglig bliver tydeligere og tydeligere. Sindssyge tanker farer gennem mit hoved. Jeg skriver mit sinds syge tanker ned, så alle kan se dem og væmmes. Jeg udstiller min egen svaghed. For helvede! Jeg udstiller min svaghed for helvede i det håb om at komme i himlen. De må da forstå det dernede. Deroppe. De må da forstå det, ikke? Det må de da!

Det siler ned udenfor. Jeg stak lige hovedet ud og mærkede de fine regndråber på mit hoved. Altså ikke nogen badetur ligenu, tænkte jeg. Så gik jeg ind og lidt rundt om mig selv. Natten har været fin med sære drømme, som jeg ikke kan huske. Noget fra fortiden, men det tåger ud. Er heller ikke så vigtigt. Mere vigtigt er det, at mit blodtryk var pænt her til morgen. Jeg er begyndt at måle blodtryk, fordi jeg har bestilt tid hos min læge til et hjertecheck. Mit hjerte har nemlig opført sig mærkeligt den sidste tid. Især efter jeg var ude og løbe. Så kom der nogle dunk flere gange efter hinanden, og en gang imellem løb der også ligesom en kildren ud i min venstre arm. Så blev jeg bange og bestilte derfor tid hos lægen. Nu må jeg se at få det hele undersøgt. Thomas fik jo bypass og hans søster en stenz indsat og jeg er snart 78 så måske er min tid også kommet. Hvem ved? Men så tænkte jeg at jeg jo nok måtte måle mit blodtryk før jeg skulle til lægen, og så fik jeg et shock da det viste sig, at det var temmeligt højt. 150 over 100 eller sådan noget. Og min hvilepuls var også høj. Det er nok fordi jeg holdt op med de beta blokkere, som jeg tog for at holde mine hænder i ro som tandlæge. Men da jeg ikke var tandlæge mere besluttede jeg at trappe dem ned og det gjorde jeg over en længere periode i sommers. Måske var det derfor at mit blodtryk var så højt, tænkte jeg. Altså igang med betablokkere igen, og nu tager jeg en halv nemlig 20 mg hver aften og nu er mit blodtryk normalt og pulsen lav igen. Men jeg skal til lægen og have det hele undersøgt for hulen. Selvom jeg spiser ingefær og hvidløg og citronsaft og motionerer dog uden løb lige for øjeblikket men med to lange spadsererturer hver dag og selvfølgelig vinterbadet ned ad den lækre nye vinterbadetrappe på Bandholm badeanstalt. Så må jeg se, hvad Lena Haulrik siger, men jeg vil foreslå et totalt helbredscheck med hjerte skanning og EKG og blodprøver og det hele. Nu må det være!
Jeg har jo hele tiden prøvet at undgå en al for aktiv indtræden i det danske sundhedsvæsen. Prøvet at klare mig selv o.s.v. Men nu med disse hjertekvababbelser synes jeg ikke jeg kan udskyde det længere. Og den gang med maveproblemerne var det jo meget godt at have nogen at henvende sig til. Min læge er en sympatisk kvinde, som jeg har tillid til, og så må jeg se, hvad den vej i øvrigt fører til.

Jeg bliver hentet af flextrafik. De holder udenfor min dør præcis på slaget, de er bestilt. Der sidder et andet gammelt menneske på vej til et eller andet plejehjem eller hospital et eller andet sted i verden som min medpassager. Så kører vi den lange vej. Træer og huse farer forbi mit vindue. jeg foretrækker at sidde på bagsædet og ønsker som regel ikke at deltage i medpassagerens samtale med chaufføren. Jeg kan ikke slappe af. Er alt for spændt på undersøgelsen, jeg skal til. Hvad nu hvis der er noget alvorligt? Tænker jeg. Hvad så? Men jeg må forholde mig til virkeligheden, belærer jeg mig selv. Tage hvad der kommer, også hvis det indebærer en hjerteoperation med evt. Dødsfald til følge.

Er jo efterhånden blevet så gammel, at illusionen om evigt liv stort set er fordampet. Lægen sætter de mange elektroder rundt omkring på min krop. Det klistrer og klæber og snart er jeg bare en robot forbundet med tusinde ledninger til en trædecykel med spedometer, hvis hastighedsmåler jeg skal holde på mellem 55 og 65 km i timen.- Ret meget, tænker jeg, mens lægen gør forberedelse foran alle sine apparater og gør tegn til, at jeg kan sætte i gang. Jeg tramper og træder og gør mit bedste for at holde farten melle de to mål. Tænker undervejs, at hvis jeg får et hjerteanfald nu under øvelsen, er jeg da i gode hænder med hjertestarter på væggen og kardiolog ved hånden! Det bliver sværere og sværere at træde i pedalerne efterhånden som hjertelægen sætter modstanden op. Jeg begynder at svede. Bliver varm og tænker, at nu kan det være ligemeget og tramper til og giver den hele armen. Puha, det er hårdt. Pludselig kan jeg ikke lade være med at le. Jeg ser det morsomme i hele situationen. Mig på cyklen og lægen ved apparaterne. Er jeg syg eller rask. Jeg ved det ikke, men jeg føler mig rask og tramper yderligere til, da lægen afbryder mig med et: -Nu er vi færdige, det ser fint ud. Dit hjeret lider ikke af iltmangel og der er ingen forkalkning i kranspulsårene. Jeg vågner op af mit cykleri og er bare så lettet, så lettet…

Er som en nyfødt, da jeg kommer op til den søde receptionistdame som bestiller min hjemtransport til at ankomme et kvarter senere. Det er en kvindelig chauffør. Vi har ingen medpassagerer, så i modsætning til udturen, hvor jeg angstfyldt forholdt mig tavs, sætter jeg mig nu op på forsædet ved siden af hende, og vi falder i snak om alle de problemer, hun har i sit stresserende erhverv som flextrafikchauffør ansat af regionen som ustandselig presser hende og hendes kollegaer  på løn og tid. Tilsidst, da vi når min bopæl, er vi nået så langt i indbyrdes forståelse af verdens idioti, at vi i kor kan udbryde: -De kan rende os i røven! Så griner vi til hinanden og jeg vinker farvel og låser mig ind i mit lille røde hus her på den lyse møllegade i Bandholm.

Jeg lå i min bil på campingpladsen i Rødovre og hørte radio 24/7. Det var over midnat og programmet “Nattevagten” kørte i æteren. Det var en pige ved navn Caroline, som styrede og hun havde som overskrift “Skyld”. Jeg lå og tænkte om jeg skyldte nogen noget. Om det vedkom mig, og blev klar over, at skulle jeg snarligt tage billetten, som jo var noget som hele tiden foresvævede mig med disse hjertekvababbelser som hjemsøgte mig, ville det være godt at gøre regnskabet op. At skrifte så at sige, og da jeg ikke er kirkelig religiøs og altså ikke har noget sted at gå hen og skrifte, hvad var så mere indlysende end at skrifte for åben mikrofon i radio 24/7 her i midnatstimen på min madras i den gamle californiacamper som den stod der under himlen på Dansk Campingunions campingplads i Rødovre udenfor København.

Med bævende hånd ringede jeg op til radioen og kom forbavsende let igennem til en fyr ved navn Nicklas, som da jeg fortalte hvorfor jeg ringede, mente at det lød da spændende og bad mig være parat, til de mente at jeg måske kunne komme igennem. Jeg lagde mig ned og ventede. Klokken nærmede sig to, og jo længere tid, der gik, jo mere utilpas blev jeg ved tanken om at skulle i radioen. Jeg overvejede at sætte min telefon på flytilstand, men slog mig til tåls med, at de nok slet ikke ringede tilbage. Hvad interesse kunne de have i en gammel tandlæge, der lå og ville skrifte i sin campingvogn i Rødovre? Jeg slumrede ind.- Og så ringede Caroline minsanten. Tør i munden tog jeg telefonen og her er hvad der skete:

radio24syv.dk/programmerhttp://radio24syv.dk/programmer/nattevagten/26898687/nattevagten-27-03-2018-2?start0