Blog

Lad verden falde til ro. Lad vinden rive håret af dit hoved uden du græder. Lad fjolset i dig træde frem uden blusel. Lad din mor og din far for stedse forsvinde ud af dit liv og modtag dem igen i den verden, du ikke kender. Lad dine børn fødes på ny og glem, hvor du selv kom fra. Puds din næse med samme begejstring som himmel og hav går i eet i et tordenvejr. Og lad for guds skyld alt være i den tilstand, det er. Forsøg ikke at rette noget allerede nedfældet og glemt. Sådan er det i fred.Sådan er det gudskelov. Lad det være og lad således verden falde til ro i sig selv.

(Af sig selv)

Juni måned er fortid. Juni måned er fremtid. Jeg tager hatten på snur og begiver mig ud i vejret. Det stormer. Naboens træer bøjer sig hektisk for blæsten. Regndråberne slår hårdt ind i mit åbne ansigt. Jeg er glad over endelig at være ude. Som en hund der længe har ventet sin herres tegn på, at det er nu det er. Det er nu vi skal ud og snuse. Det er nu vi skal ud og mærke verden udenfor den varme stue, som nok kan blive for trang, hvis man skal tilbringe hele tiden der. Hele tiden. Det er for meget, så jeg tager min hue på hovedet, lukker døren op ud til haven og begiver mig på vej. Jeg har pakket min blå rygsæk med et stort gult håndklæde i en plasticpose. Når jeg så har været i vandet og brugt det, kan det ligge i posen indtil jeg kommer hjem og kan få det hængt op til tørre i badeværelset.
Husene er tillukkede og grå på vejen. Her er ingen mennesker ude i det vejr. Nede ved badehotellet gør jeg holdt og undrer mig over, at de ikke har taget deres juleudsmykning ned endnu. Men på den anden side, tænker jeg, er det jo opløftende med alle lysene i den grå eftermiddag.
Gangbroen er smattet, så man må være varsom hvor man sætter sine fødder. Bølgerne slår hen langs stenkanten og når nogle steder helt op, hvor jeg går . Ude over smålandshavet hænger tunge skyer i bevægelse under himlen, og de små sorte blishøns har samlet sig i en stor plamage i læ bag molen. De flagrer forskrækket væk ud mod det åbne vand, da jeg passerer dem. Bådene i havnen ligger og rykker i deres fortøjninger og faldene klaprer ensomt og foruroligende. Den blå badeanstalt kommer nærmere. Her kan jeg komme i læ for de stikkende regndråber og den bidende vind. Jeg har mit eget lille baderum med udsigt over havet. Når man kommer derind, føler man sig tryg. En lille bænk er der også. Men den gemmer jeg til senere. Nu gælder det om ikke at falde i staver. Kroppen ved jo godt, hvad der skal til at ske. Den skal ned i det iskolde vand, og den har allerede forskellige undskyldninger parat for at slippe. Men nej tænker han. Nej, nej, nu er der ingen diskussion længere.
Vi trækker ikke tiden ud, kroppen og tanken. Det går bare målbevidst, som var det en skibakke, man var i færd med at sætte ud fra. Tøjet af. Det hele. Tilsidst står man i det bare ingenting og tager sit store gule håndklæde om livet og tripper over den hårde asfalt ud på broen, hvor håndklædet bliver fortøjet, mens man selv, nu som et andet menneske, stiger ned ad de gummimåtte-beklædte trappetrin, drejer rundt, og idet man først holder fast i de to gelændere, lader sig glide ud og giver slip med et stort plask ned  på ryggen og dernæst resten af legemet faldende bagover ud i det iskolde vand.
Miraklet indfinder sig. Man mærker slet ikke kulden. Det er bare behageligt at være vægtløs i vandet igen, og man svømmer og dykker minsanten osse, inden en brændende fornemmelse sætter ind og forkynder, at det er på tide at stige op. Og så er det bare lykke. Man har endnu en gang overvundet sin angst for det kolde vand, som jo bare var en gang fup og svindel udtænkt af mesteren over dem alle i forbehold: tanken.

Nu kommer øvelserne. Armbøjningerne og løftet i bjælken over indgangsdøren til badekabinen. Knæbøjninger og så til sidst sidde lidt på bænken og se ud over havet. Se det hele og glæde sig. Sådan i al almindelighed. Det er sku da luxus, tænker jeg, og ifører mig mit varme tøj. Lukker og låser badehuset og stikker næsen ud i regnvejret igen.

Der sidder en fugl ovre på den anden side. På taget af et hus. Tror du den ved hvad klokken er ? Det tror jeg fanden gale mig ikke. Jeg tror den sidder der og nyder at solen nu er kommet op over horisonten og lyser. Den sidder der i de skarpe orangegule solstråler som også falder ind gennem mit køkkenvindue og og vækker alt  i mit hus. Og jeg ved godt, hvad klokken er. Den er halv ni, tænker jeg. Så kunne jeg for så vidt godt sove lidt endnu, men på den anden side, så er det nu også rart at sidde lidt i sofaen og skrive. Der er intet at nå frem til. Jeg er nået frem. Er ankommet så at sige, og sidder nu i min sofa og skriver til dig.

Forstår du. Jeg er blevet gammel, som man siger. Først var jeg ung. Nu er jeg gammel. Sådan går det. Det er vilkårene for alt levende. Det ældes. Eller bedre, det forandrer sig. Således også jeg. Og jeg indser, at det er humlen ved det hele. Det er i stadig forandring. Intet kan på nogen måde siges at stå stille. Det betragter jeg. Denne forandring betragter jeg. Men nu skal jeg skide, og det kan ikke udsættes, mærker jeg. Så jeg går ud på lokummet for at sætte mig. Jeg har ikke problemer med at skide, som man jo så ofte ser, at gamle mennesker har. Jeg var engang vagt på et hospital og oplevede en ældre mand sidde på potte i timevis mens hans røde opsvulmede ansigt pressede og pressede uden der kom noget ud i potten. Det var frygteligt at være vidne til. Sygeplejerskerne kom til sidst ind og gav ham et lavement, og som en prop der ryger af en flaske væltede afføringen ud. Og han var lettet efter at have siddet der uden resultat så længe. Når jeg skider kommer det bare af sig selv. Lige som så meget andet. Men jeg spiser nu også lidt hørfrø opblandet i min mysli. Det er nok også en faktor af betydning, vil jeg tro. Jeg går i øvrigt meget op i, hvad jeg spiser. Det har jeg altid gjort. Jeg synes, at det at være tandlæge forpligter til at være bevidst om, hvad man putter i munden. Og det man putter i munden, er jo som regel også det man spiser, ikke? Selvfølgelig putter man også ting i munden, man ikke spiser. Som man sutter på. Men det er en anden historie.

 

 

 

 

 

 

Der var engang en pige. En meget mystisk pige, som jeg lærte at kende for længe siden. Jeg var 16 og hun var 17, og hun boede hos sine forældre på en lille fin sidevej ude på Frederiksberg. Jeg boede ikke langt derfra på en anden lille sidevej i et hus hvis vinduer vendte ud mod det hus hun boede i, så der var ikke langt til, hvor vi kunne møde hinanden, når hun gik tur med sin hund om aftenen. Min bedste ven hed Ole. Ole Nielsen. Han boede på Peter Bangsvej sammen med sin mor som var handelsrejsende i symaskiner. Elna. Desværre for mig, kom Ole Nielsen sammen med Rie. De var kærester, så mit forhold til Rie var rent platonisk. Men i al hemmelighed elskede jeg hende.
Jeg kunne selvfølgelig godt se, at det skulle jeg ikke vise åbentlyst, for så ville Ole måske blive ked af det. Han havde store planer med Rie. Han havde inviteret hende hjem og præsenteret hende for sin mor, som var en meget snerpet dame, som ofte talte om “forsuttede bolcher” som var noget, man skulle holde sig fra, hvis man havde alvorlige hensigter. Og Rie var ikke noget forsuttet bolche. Hun havde mange tilbedere, men holdt dem pænt på afstand. Det var kun Ole, som fik lov at gå med hende og holde i hånden. Vi andre måtte pænt være lidt i baggrunden, når Ole og Rie var sammen. Så en dag, hvor Ole og jeg var henne og besøge Rie, og vi sad i den store fine dyre dagligstue i Ries forældres hus, fik hun den ide, at vi skulle danse. Hun satte See See Rider blues på som hun holdt meget af. Hun havde en stor samling jazzplader, som vi ofte sad og lyttede til, og nu og da, som regel når vi var flere kammerater sammen, dansede vi. Som man gjorde den gang med pigens hænder på ens skulder og ens hænder om hendes hofter. Først dansede Rie med Ole, mens jeg sad og nød musikken og så til. Jeg havde faktisk ikke tænkt mig, at jeg skulle danse med Rie. De var jo kærester, så det var klart, at det var dem der skulle danse, ikke? De stod der og gyngede op ad hinanden, og det undrede mig faktisk, at de ikke holdt lidt tættere om hinanden, kærester som de jo var. Nå,men det var så deres måde at danse sammen på, og det ragede jo heller ikke mig, hvordan de forholdt sig til hinanden. Da pladen var forbi, gik Rie over til grammofonen, og nu sketer der noget mærkeligt. Hun satte ikke en ny plade på. Nej hun satte See See Rider på igen. Nøjagtigt det samme nummer, som hun lige havde danset med Ole Nielsen. Jeg forstod ikke en skid, for nu kom hun over mod mig og bad mig op til dans. Jeg var noget forbløffet, men bevarede fatningen og stillede mig op foran hende og greb hende om hofterne, mens hun lagde sine hænder på mine skuldre. Musikken var æggende. Jeg elskede også bluesmusik og holdt af at danse, som vi ofte gjorde nede i Frederiksberg Jazzclub i Pejsesalen i KB hallen på Peter Bangsvej. Musikken kørte i mine øre og jeg fulgte Ries bløde bevægelser og blev varm i kroppen. Men jeg holdt pænt afstand, for hun var jo Oles kæreste, og Ole var min bedste ven, så jeg skulle ikke have noget klinket. Vi dansede , og lige pludselig lagde hun sit hoved ned på min skulder og trak sig nærmere ind mod mig. Nu var gode råd dyre, men som det høflige væsen jeg er, besvarede jeg hendes venlighed med at trække hende nærmere ind til min krop. Sådan ret tæt omslynget dansede vi melodien færdig. Jeg var ør i hovedet. Jeg elskede jo Rie ærbødigt på afstand og nu havde hun selv taget initiativet. Jeg fattede ikke en skid. Jeg trak mig lidt væk fra Rie, idet jeg så at Ole havde rejst sig op og stod sådan faretruende midt på gulvet. Så sagde han:
-Hvordan vil I have, at jeg skal tage dether?
Jeg glemmer aldrig de ord. Hvordan kunne han forvente, at jeg kunne svare på det spørgsmål. Eller for den sags skyld, hvordan kunne han forvente, at Rie kunne svare. Jeg tog ordet. Jeg syntes det var mig, der måtte redegøre for mig selv og egentlig også for Rie, hvem jeg nu følte mig tættere knyttet til end nogen anden i hele verden. Jeg sagde:
-Det kan jeg ikke svare dig på. Det er noget du selv må finde ud af. Han så på mig med tårevædede øjne. Så drejede han omkring og gik uden et ord ud af døren og væk, og siden den gang var vi for altid uvenner.

Men Rie og jeg blev kærester, og det er det bedste, der er sket for mig i hele mit liv.

Sproget er den meningsbærende faktor i vores liv. Når man spørger:-Hvad er meningen ? så mener man:- Hvordan skal det forstås? Mening og forståelse hører sammen. Forståelse vil sige at man indser noget. Der går et lys op for een, som man siger, ikke? Sådan nogenlunde ser det ud for mig den skrivende ligenu. Men det vigtigste i dette er, at uden sproget er der ikke nogen mening. Og det er det der gør det hele så hylens svært. For man er indesærret i sproget, hvis man ønsker mening. Det er som om man ikke kan slippe ud af dette sprog, som tanken jo er, ikke? Det er ligegyldig, hvad man gør, så hænger man fast i det fandens sprog. Man hænger fast i den fandens tanke, som hele tiden driver sit spil om fortsættelse. Om kontinuitet. Sproget er verden i tanken. Så uden sprog ingen verden. Og så hænger man fast og gentager sig selv hele tiden for at holde sig selv i live. Derved kan man så indse, at man rent faktisk slet ikke eksisterer. Det er kun gennem sproget, man erkender sig selv. Man må derfor konstatere, at man er en konstruktion, som opretholdes af frygt. Det ser ikke godt ud, vel? Men det er det måske heller ikke. Alle tegn tyder på, at dette “Menneske” i virkeligheden er en meget skadelig art, fordi alle dets hanlinger bygger på forestillinger, og ikke på direkte indsigt, som er handling i sig selv. Derfor kommer der hele tiden en afstand mellem handlingen og den handlende, som indebærer at intet fungerer. At alting bliver forkert, som vi jo kan se.

Findes der nogen måde at komme forbi denne forhindring? Nej, det gør der selvfølgelig ikke. For man ende uvægerligt i samme grøft, når man søger en “metode” til at komme fri af dette skisma. Det bedste man kan gøre er, at indse at tanken ikke løser problemet og forholde sig tavs. Hvis man kan det. Men tanken gør sit bedste for at overbevise een om, at der alligevel er noget, man kan gøre, og deri ligge visdommen. At afvise dette. Men det er svært. Satans svært…

For tanken er så besnærende. Den lokker og lister sig ind, når man er allermest følsom. Så får den overtaget, og man tror man er sig selv, der siger det den siger. Så tror man at man handler, når det rent faktisk er tanken der bestemmer, hvad man skal. Man tror man vil og skal,- ja der hersker overhovedet ikke tvivl om det man gør, som man så bagefter ser var skrupravende forkert. Og så får man dårlig samvittighed og går til kirken og skrifter og bliver lettet, for nu er man fri for det onde, men det er bare noget man tror, som tanken jo kan “tro” på alt muligt. For tanken kan det hele, at I ved det. Det er et fantastisk instrument, hvis eneste fejl for nuværende er, at det tror det kan styre sig selv som et “jeg”. Så går det galt, som alle kan se. Men det har vi vist talt om tidligere, ikke?

En måge flyver hen over marken. Solen rammer den i et glimt. En lysstråle ned mellem skyerne. Så er den væk. Mågen flyver videre udenfor jægerens rækkevidde. Dine øjne trættes i det skarpe lys. En uventet byge. Regnen rammer dit ansigt. Du slår paraplyen op. Bilen kører forbi og sender kaskader af vand op mod dig. Du bander indædt. Satans til idiot, mumler du. Men hvem er du egentlig? Har du fattet det? Har du nogensinde fattet det? Eller lever du bare videre efter gamle algoritmer, som er installeret i dig fra den dag, du blev født? Hvordan vil du finde ud af disse installationer? Er det overhovedet muligt gennem tankevirksomhed at finde ud af dem? Er det ikke lige som en fælde, hvor du blot bliver mere og mere viklet ind, jo mere du spræller? Du går. Så kan det være det samme, tænker du. Du er træt. Træt af det hele. Gider ikke mere forsøge at finde ud af noget. Hvad skal det også nytte, det altsammen? Det har ingen mening noget af det. Du føler dig tom. Alle dine anstrengelser har kun ført dig dybere og dybere ind i et sort hul, som snævrer sig sammen om dit bryst og dræber dig.

Så slap dog af, for fanden!

Jo, jo, jo, men…

Ikke noget men, min ven!

Jaså. Hvad skal jeg gøre? Jeg sidder fast!

Bliv siddende og nyd det, som du nyder at få tæsk. Som du nyder at blive nedværdiget. Trampet på. Mast til plukfisk. Nyd den bitre smag af ydmygelsen. At nyde vil sige at sanse uden forbehold. Det er nydelse. At give sig hen uforbeholdent selv til sin største smerte. Nyd din smerte. Nyd din tomhed. Nyd din ubetydelighed som du nyder dig selv, når du er lykkeligst. Nyd din død som finder sted hele tiden. Tag det ind altsammen til du brister, og må give op.

Fuck dig!

Fuck mig? Hvorfor nu det?

Fordi du er en skid, der tror du ved det hele. Jeg får kvalme af din bedreviden. Fuck dig!

Ok, så god fornøjelse med alt dit. Med alle dine ambitioner om at blive kendt og ombejlet. Om at blive anerkendt. Siden du ikke er i stand til at anerkende dig selv, må du have anerkendelse fra andre. Godnat du!

pis pis pis, tænker du. Måske har han ret. Måske skulle jeg ikke tænke så meget over alt det her. Måske skulle jeg bare gå en tur.

Jeg går sgu en tur!

Han gik så en tur. Ned langs med havnen hvor skibene lå fortøjet. Det blæste, og vinden hylede i de klaprende fald langs masterne. Der var ingen mennesker at se. Kun ham helt alene i stormen. Så løb han. Lige så hurtigt han kunne forbi de store siloer, hvor de opbevarer korn. Han kom til den åbne plads foran det gamle havnekontor. Her gjorde han holdt. Så sig tilbage. Han følte sig forfulgt, men han kunne ikke se nogen. Der var tomt overalt.
Nu er tiden inde, tænkte han. Han tog sin jakke af og lagde den på jorden foran sig. Han tog sine sko og strømper af. Sine bukser, skjorte og undertøj. Så stod han helt nøgen i den kolde vind og frøs. Men han ville ikke indrømme det. Han ville ikke indrømme, at han havde det forfærdeligt.
Han lo højt.
Så skreg han mod de mørke bygninger foran sig:
-I har snydt mig, I tog røven på mig, I forførte og manipulerede mig. Jeg tilgiver jer aldrig.
I samme øjeblik sendte en engel sin lysstråle gennem skyerne, og en line med en kurv blev firet ned. Han satte sig op. Kurven gled langsomt op i himlen og var væk. Vinden var nu blevet så stærk, at hans tøj og sko blev revet med ud i havnebassinet, hvor det forsvandt.

Selv sad han oppe på en sky og tronede med den dejligste engels hånd i sin. Det var en drøm.Som han nød at drømme, når han havde det allerværst. Sådan var han. En drømmer…

Tid er tankeskabte krusninger på evighedens hav.

-Du bliver nødt til at opføre dig ordentligt, ellers havner du på et kontor! sagde min mor altid til mig.
Nu er jeg havnet på et kontor, og jeg opfører mig ikke ordentligt!
Satans osse! Men min mor er død for længe siden, så det rører mig ikke, hvorvidt jeg følger hendes anvisninger eller ej. Eller for den sags skyld nogens anvisninger overhovedet.

Hvad er orden? Er det soldater der marcherer i lige rækker ind i udslettelse? Og hvad er uorden? Er det bladenes placering på skovbunden, når de daler ned fra trækronerne om efteråret.
-Sikke et rod, sagde min mor altid. -Næh, du skulle få dig en uniform, det ville klæde dig. Vi tager ind til Brd. Andersen på strøget og finder en pæn een til dig. Gerne een med lidt vat i skuldrene. Det gør dig mere mandig min pige! Råbte hun og lo højt ind i mit venstre øre. (Det er derfor det er så forvrænget på billedet)

I går var der en udsendelse om piger, der var født som drenge, men uden en penis. Derfor fik de opereret noget maveskind ned og rullet sammen, så det kom til at ligne en diller. Samtidig fik de udopereret deres vagina og æggestokke og livmoder. Det blev meget instruktivt vist af kirurgen, som lagde delene ud på et lysegrønt klæde.
Drengen var nu befriet fuldstændig for sin pige. Fik testosteron og groede skæg. Han fik også en pind, som kunne pustes op og agere rejsning indopereret. Hvad man imidlertid intet hørte om, var om han kunne få orgasme, og sædudløsning var der næppe heller tale om, idet han fik to silikoneæg indopereret som atrap for kugler. Pyha, det var en tung omgang, men drengen som nu endelig var en “rigtig” dreng var lykkelig. (Sagde han til kameraet…)

Hvor vil jeg hen med hele det her? Jo jeg vil derhen, hvor vi igen og igen ser, hvor påvirkede vi er af samfundets normer. Og samfundet det er os selv. Det er den menneskelige tanke, som er een eneste enhed sammenvævet i alle denne klodes mennesker. Kald det kollektiv bevidsthed. Kald det hvad du vil. Men det er den normskabende tanke, som er i os alle, der hele tiden skaber boldværk mod det kaos den frygter.

Og det er det kaos, der er den eneste orden. Bladenes orden på deres vej mod skovbunden.

Skal man leve på denne jord, kan man lige så godt finde ud af, hvad det hele handler om, ikke? Og så vidt jeg kan se, handler det om at snakke. At bevæge munden og dermed tungen, læberne og kæbemuskulaturen på en sådan måde at de lyde som dannes i struben bliver moduleret og kommer ud som ord og sætninger i en stadig løbende strøm. Hjernen er sjælen bag dette, og hjernen som jo er en geleagtig masse med stor risiko for at blive beskadiget, har een eneste hensigt og det er at beskytte sig selv. Til dette bruger den talen som er en direkte forlængelse af det at tænke. Når talen rigtig tager fat bliver den eet med tanken. Og talen forenes med mimik og gestik og bliver det, vi kalder et menneske.

Når man betragter dette menneske udfolde sig i tale og udtryk, ser man et væsen tydeligt besat af sin egen tanke. Det er yderst interessant at forstå denne mekanisme for at kunne forstå, hvad der sker her i verden. Man betragter disse bevægelser uden at tillægge dem nogen betydning. Man ligesom overser det iboende budskab, mennesket søger at formidle, idet man absorbere hele billedet man har foran sig. Og man ser da denne selvbeskyttende mekanisme udfolde sig. Problemet er, at vi normalt lader vores perception styre af budskabet, hvorved vi afskæres fra at betragte budbringeren. Det er så almindeligt at lytte til, hvad der bliver sagt, at vi helt glemmer at se selve øjeblikket, det bliver sagt i. Vi glemmer at se det der sker, ikke som et forløb med en mening, men som en meddelelse udenfor tid.
Det er meget oplysende at opleve ufortolket.

I lufthavnen kommer folk fra mange lande, og i lufthavnen rejser folk afsted til mange lande. Folk rejser frem og tilbage på kryds og tværs hele tiden. Der er kinesere og franskmænd og hollændere og folk fra England. De kaldes englændere. Jeg kaldes Oluf. Jeg ved ikke, hvad du kaldes. Måske kaldes du Else. Eller Kai, eller noget helt andet. I luftavnen kaldes folk forskellige ting. Nogle kaldes høje andre kaldes små. Nogle kaldes forbrydere. Andre kaldes religiøse. Det kan man se på deres påklædning. Forbryderne er altid klædt i sort. De religiøse er altid klædt i hvidt. Så kan man se forskel på dem, og det er meget nyttigt.
En sortklædt forbryder anbringer sin kuffert ved trappen op til Burger King. I det samme går en religiøs forbi i sine hvide gevanter. Den religiøse smiler til forbryderen som smiler tilbage. Nu begynder kufferten at udsende en tikkende lyd. Forskrækket råber den religiøse efter en sikkerhedsvagt, men da er det forbi. Kufferten eksploderer med byger af skarpe glasskår, som spredes som projektiler ud i rummet og dræber alle indenfor en radius af 25 meter. Inclusive forbryderen og den religiøse. Betragteren af denne hændelse sidder oppe på Burger King beskyttet af store skudsikre glasvægge. Han tørrer sig om munden med en serviet mens han ryster på hovedet.
-Hvad i helvede er meningen? spørger han sig selv. Men han får ikke noget svar, for der er ikke noget svar.  Så rejser han sig og tager elevatoren ned til forhallen, hvor falckreddere er i færd med at bære dræbte ud til de ventende ambulancer. Han går forbi en ung pige, som ligger og skriger på sin mor. Hun er. Han er. Den, det, de er. Alle er. Hver på deres måde i lufthavnen.
En højttaler beder om, at man ikke efterlader kufferter uden opsyn.

Så pludselig får man stress. Den bolig vi har bestilt i Gudhjem den 19-20 oktober, bliver lige pludseligt aflyst fordi fyren skriver, at hans vaskemaskine er gået i stykker, og da han flytter den ud for at få den repareret, opdager han skimmelsvamp på væggen bag ved. Sådan er det. Så må man ombooke, men det er ikke nemt, for så skal airbnb have ens adgangskode pr telefon, og det virker ikke, så man må sidde i en halv time foran den tossede computer før det endelig lykkes at komme ind på siden og booke en ny bolig denne gang i Allinge, men det er meget godt, for så kan jeg nå et morgenbad fra den fine badestrand nede ved Næs klipperne, hvor jeg altid gik tur med Shiva.

Det er en ganske fin plads her uden for min yngste datters nye lejlighed i Sydhavnen. Ingen parkeringsafgift og 5 min gang til Sjælør station med direkte forbindelse til  Hovedbanegården. Der er cph pix lige nu og det passer mig fint, for så kan jeg få set en masse gode film. I går var det “In times of fading light” med den 77 årige Bruno Ganz som også spillede Hitler i “Der Untergang” og det var et fint kammerspil med behagelig dvælen ved de dybe menneskeskildringer filmen igennem.

Ellers er det så som så med det hele. Ordene flyder gennem hjernens vindinger og lige så stille får de fodfæste på mærkelig vis. Det er ikke nemt at forklare, hvad der sker, og en balancegang er til tider nødvendig. Mere kan jeg ikke sige lige nu.

Det er fantastisk at være i København. Jeg havde helt glemt, hvor megen inspiration der er at hente her. Nu er jeg i cinemateket, hvor mange af cph pix film vises, og hvor der også er filmlitteratur i stabler og et helt værksted, hvor man kan lege med filmoptagelser og selv klippe. Der er en gammel Bolex 16 mm filmoptager udstillet i et skab. Sådan en havde jeg, da vi optog alle vores film i tresserne. Mærkeligt. Og på lørdag viser de  “Redoubtable” som handler om Jean-Luc Godard i samme periode. Skal selvfølgelig ses!

På vejen herhen var jeg først i S-toget og sad og tegnede en sovende dame. Der er motiver i massevis i S-toget og de fleste er mest optaget af deres iphone, så man ubemærket kan tegne dem. Jeg fulgtes bagefter med en ung mor, som skubbede en bred barnevogn med to små tvillingedrenge foran sig. Den ene lille dreng så op på mig med dette totalt åbne blik, som indfanger alt hvad det ser. Jeg kunne ikke lade være med at falde i snak med moren og sagde, at sådan havde vi alle set verden, før vi blev forført af samfundskulturen med dens valg af, hvad man måtte se og hvad man ikke måtte se. Hvor man skulle rette sin opmærksomhed hen og derigennem opøve en personlighed som falder indenfor den givne norm.
Når blikket bliver dirigeret bestemte steder hen, bliver den styrende tanke med sproget, som siger, hvad du må tænke, og hvad du ikke må, skabt.

Hun gav mig fuldstændig ret. Hun nævnte, hvorledes hun altid følte sig presset til at sige og tænke bestemte ting, når hun var sammen med sine forældre.
Sådan overfører vi denne tanke/sprog/symbolbårne kultur gennem generationerne og således indsnævrer vi vores verden mere og mere i segmenter/kulturer/ideer/religioner som bekriger hinanden i angst for at miste deres såkaldte identitet.
-Tror du ham der har en identitet? Spurgte jeg moren, idet jeg pegede på den lille skønne dreng ikke over 6 måneder med de smukke blå øjne. Hun så på mig med samme åbne blik som sin søn.
– Jeg forstår hvad du mener. Det er bare skræmmende, for så har man ingenting, vel ?
-Det er netop det, svarede jeg.- Vi tør ikke være åbne mere. Vi er blevet skræmt fra vid og sans om alverdens ulykker, hvis ikke vi opfører os ordentligt. Ser ordentligt hen de “rigtige” steder og tænkte de “rigtige” tanker. Det er en meget følsom organisme, vi ødelægger og sender i krig.        På gund af vores angst, som i virkeligheden ER os selv. Hun smilede. – Du har ret, sagde hun.-Sådan er det.

Hvis det virkelig er sådan, det er. Og det ser ud til, at det er det. Så er der ikke noget at gøre. Så kan de lave lige så mange aktioner mod atomvåben, de vil. Ønske alle atomvåben fjernet fra denne klode. Så længe menneskene er i strid med hinanden vil de altid kunne skaffe sig disse våben, for de ER jo opfundet, og vil som sådan altid være tilgængelige i al tid fremover.

Angst for gengældelse vil heller ikke forhindre brugen af disse våben af selvmordspsykopater. 9/11 viser det med al tydelighed.

Det ser derfor ud til, at vi som art er del af “naturens” store experiment, hvor hver enkelt art i sin udvikling presses til sit yderste i intelligent kreation indtil den finder sin plads blandt andre arter eller uddør af mangel på tilpasning. Der er vi nu og vi ved ikke hvordan det vil gå. Vi er på tipping point. Vi er midt i experimentet og det eneste vi kan gøre er at holde os i ro. At holde vejret og indse det. For lige meget hvad vi gør, vil det forskyde balancen.

Det er alle disse “frie viljer” der nu stilles til regnskab for deres vildfarelse, og experimentet består i, at de gennem den kollektive angst enten går i stå og bliver stille eller kollektivt begår selvmord.

Der er vist ikke mere at sige om det lige nu.

Kan vi blive enige om, at al ting er her af sig selv? Jeg mener, VI skabte jo ikke de amøber, vi kom fra. VI skabte jo ikke os selv. Men vi kom af sig selv, ikke? Det må være faktuelt rigtigt. Kan vi blive enige om det, så har vi et udgangspunkt, ikke? Og det udgangspunkt kunne være basis for alt, ikke? Vi må ned til den grund, vi kan blive enige om, vi står på. Og der står vi HELE tiden, ikke?
Så enkelt…

Så derfor kan jeg skrive lige meget, hvad jeg vil. Uden at skulle tænke på, om det er rigtigt eller forkert.
Det er en lettelse. Og uden at tænke på om jeg OPNÅR noget ved det jeg skriver. Får udgivet en bog. Tjener penge. Bliver berømt. Får “venner” jeg kan fordrive tiden med. Til gængæld kan jeg risikere at blive ENSOM. Det værste der kan ske. En frygtelig tanke!
Tænk,  ikke at have nogen at tale med. Tænk, at må gå alene i seng hver aften uden at have mødt et eneste menneske. Bare ligge inde på Hovedbanegården på en bænk og blive jaget ud, når de lukker kl 2.
At gå over Vesterbrogade og ned til Rådhuspladsen for at finde en opgang, hvor jeg kan sove videre indtil det bliver morgen og jeg atter en gang skal konfrontere en dag i ensomhed.
Så kan jeg selvfølgelig går over i Ørstedsparken. Der er de homoseksuelle om natten, og de kan altid give et blowjob, hvis det er det, jeg ønsker. Det giver et par minutters pause i min snærende ensomhed. Penge har jeg ingen af, så på vej fra Ørstedsparken smadrer jeg en rude på en gammel folkevognscamper, hvor ejeren – den idiot- har ladet sin taske ligge og flyde på forsædet. Hurra, hurra, og i tasken ligger pungen med de 75 schweitzerfrank og de 10 euro. Lige nok til et fix i en kældernedgang i Istedgade. Så bliver jeg høj og skæv. Får lyst til et nyt blowjob i Ørstedsparken, men der er lukket op nu, og det eneste jeg møder er en gammel kvinde, som er ude og lufte sin hund. Jeg sætter mig på en bænk og ser ud over den lille sø. En and kommer sejlende hen imod mig. Den ser op på mig. Jeg ser ned på den. Vi kigger hinanden i øjnene. Hvem er jeg? Tænker jeg. En gammel idiot som sidder her på en bænk i Ørstedsparken, halvskæv og udveksler blikke med en and. Så kommer damen med hunden tilbage. Hun har en pose brød med, som hun tømmer ned i vandet. Flere hundrede ænder kommer flyvende. Min and forsvinder i mængden af andre ænder og jeg er atter alene i verden. Satans!

I går var jeg til pornomesse i Valbyhallen. “Erotic World” hed det. Jeg måtte vente en halv time i regnvejr udenfor sammen med en tusindtallig skare, der alle søgte mod det forjættede land, hvor alle de “forbudte” ting blev vist. Der var smukke piger i skumbad, som gned hinanden de “forbudte” steder og en kødrand af mænd, deriblant mig selv, som stod og savlede over de søde numser og kønne bryster, som nu blev udstillet, så alle kunne tage del i herlighederne. Den store hal genlød af hidsig pornomusik, som stødvis kom ud af højttalerne mens et par “frække” pige stod og hang op ad en stang.
Så kom 4 soldater ind og dansede en marchdans som lagde op til, at de skulle voldtage de to piger. Folk råbte op, og stemningen steg adskillige grader. Soldaterne hev pigerne i håret, og hver pige blev nu voldtaget af to soldater på een gang. Publikum var ellevilde. Flere greb de nyligt indkøbte dildoer og gav sig til at masturbere åbenlyst. Par havde samleje på brikse opstillet omkring scenen, og en stor røgmaskine sendte lyserød euforiserend damp ned over området. Så gik al lyset ud, og et orgie satte i gang. Jeg blev puffet og mast og havnede ovenpå en stor pige med mægtige lår og et yndigt lille gavtyveansigt, som lovede mig, at vi kunne mødes på nettet, hvis hun fik mit kreditkort. Den euforiserende damp fik mig til hvadsomhelst, så det fik hun. Min konto er nu lænset og når jeg trykker på hendes adresse, får jeg at vide, at den er ukendt. Satans!

Nå, men det hele kan alligevel være lige meget, for jeg skal dø, og så er det slut, og måske er jeg allerede død, og det hele er en drøm jeg har, mens jeg ligger nede i kisten 7 alen under jorden på en kirkegård, jeg ikke ved hvor er. Så kan jeg ligge der og drive den af og behøver ikke at tænke på nogetsomhelst. Super oplevelse, ikke? Eller hvad mener du? Er du levende, eller hvad? Du er måske også død og ligger i kisten ved siden af? Gør du det? Ligger du lige ved siden af mig og kan høre,  når jeg rører på mig ? Det kunne være sjov, for så kan du også høre mig sige noget, og så kan du svare mig og så kan vi tale sammen, ikke?

Det rumler i kisten ved siden af. Der er nogen der skubber sig uroligt frem og tilbage. Så lyder det:
-Ja, ja, ja, jeg kan sagtens høre dig dit gamle fjols. Hvad vil du mig? Kan jeg ikke bare få lov at ligge og være død her i fred. Hvorfor skal vi nu til at tale sammen? Det fører alligevel ingen vejne. Jeg har prøvet det, den gang jeg var i live. Det var bare snak. Vås og ligegyldigheder. Det opgav jeg og blev tavs. Så kunne de have det så godt, alle disse snakkehoveder som bare fører sig selv frem. Det er pisseirriterende. Så jeg holdt kæft og havde det meget bedre på den måde.

-Du er da en kedelig een at ligge ved siden af, sagde jeg. -Så kan jeg ikke få at vide, hvor du kommer fra, eller hvem du er.
-Nej, svarede han inde ved siden af, og så blev der stille. Jeg lå igen og kedede mig, indtil en lille orm borede sig ind gennem kistelåget og faldt ned i min næse, hvor den straks begyndte at gnave af mit næseben, som hurtigt forsvandt og efterlod et gabende hul i mit ansigt.
-Du ser køn ud, lød det fra kisten inde ved siden af.
-Jeg troede ikke du ville snakke, sagde jeg.
-Jo, når jeg ser, du er ved at forsvinde, så får jeg lyst alligevel. Du ved, jeg har telepatiske evner og kan se hvad der sker inde i de andre kister. Du må hellere tage dig sammen og sige noget fornuftigt, for om lidt er du helt forsvundet og kan ikke sige noget mere!

Angsten krøb i min gamle krop, og nu begyndte kisten at styrte sammen. Min brystkasse blev mast flad, og selv om jeg ikke kunne trække vejret, for jeg var jo død, fik jeg åndenød.
– Du siger ikke noget, lød det skælmsk inde ved siden af. – Du var så snakkesalig for lidt siden. Hvor blev alt det af?
Jeg kunne høre, at lige i nabokisten begyndte at fnise. Det var slet ikke rart at blive grint af, når man var ved at forsvinde!
– Tag dig sammen! lød det igen. – Om lidt er du i Paradis, og så er det ikke slemt mere. Så kommer du op til Gud fader og bliver til en engel!

I det samme styrtede resten af kisten sammen. Var jeg ikke død før, så blev jeg det nu. Men der kom ingen Gud fader og lavede mig om til en engel. Jeg blev bare mast sammen til en klump jord. Lidt efter styrtede nabokisten også sammen, og fniset hørte op og der blev helt stille på kirkegården.

Jeg blev vækket ved, at det bankede på døren. Jeg gik ud og lukkede op.Udenfor stod min gamle ven abekatten. Han var klædt i en lysebrun habit og bar en sixpence på sit hoved. Han smilede belevent, og spurgte om han måtte komme indenfor. Det måtte han gerne, for jeg holder meget af ham, og jeg ved, han aldrig vil skade mig, uanset hvilken situation vi end måtte komme i. Engang vi var ude at sejle i mit store sejlskib, som jeg havde liggende på Ibiza, mens jeg var i Grønland, og som jeg brugte når jeg ikke var på expeditioner over indlandsisen, sad han ved roret, da en mægtig hval viste sig lige foran stævnen. Han måtte dreje skarpt til styrbord for at undgå kollision med det store dyr, hvorved jeg fik overbalance og styrtede i havet. Der var kun os to ombord, men ved adræt snarrådighed lykkedes det ham at surre roret og fastgøre en line til sig selv, således at han kunne springe overbord og gribe fat i mig og trække os begge to op over rælingen og i sikkerhed.

Han sad overfor mig i lænestolen og spurgte om jeg kunne leve mit liv uden et formål. Om jeg kunne leve uden at have noget at se frem til. For han mente at kunne se mit liv som en uendelig vandring fra eet punkt til det næste.
-Men hvis man ikke har noget at se frem til, så er livet ikke værd at leve, svarede jeg. -Det er netop det, der holder gang i een, ikke?
-Undrer det dig ikke, at det er sådan, replicerede han.-At du kun kan holde dampen oppe, hvis du har et mål i sigte. Et mål som i virkeligheden er en illusion, eller et billede som du i dine tanker holder op foran dig, og som du navigerer efter og som står i vejen for det der sker i øjeblikket?  Se for eksempel den hval, der dukkede op ganske upåagtet foran dit skib. Den havde du ikke nogen anelse om, før den var lige foran dit blik. Og således er det altid det, der er lige foran ens blik, der er afgørende for ens handlinger og ikke et eller andet mål i den såkaldte fremtid. Måske er fremtiden i det hele taget en illusion som din tanke har skabt. Måske er tiden selv et bedrag, vores hjerne har skabt for at have et formål som selvbeskyttelse. Det vigtigste er at opretholde sig selv, ikke? Det vigtigste for jer mennesker er at opretholde jer selv og det gør I gennem jeres tankevirksomhed. Gennem de tanker I har om jer selv. I har selv skabt alle problemerne gennem jeres halsløse jagt på det evige liv. ”Det næste liv,” som I kalder det. Eller “efterlivet.” Er der et liv efter dette?  Spørger I. – Goddav du! -Hvor dum kan man være?  I er forelskede i jeres eget jeg, og pisserædde for at miste det. At dø som I kalder det. Forsvinde. Det er det værste for jer. At forsvinde. At blive væk. At dø.
Nej,  hele tiden at have et formål holder jer i live. Holder jer i gang med jeres ødelæggende adfærd.
I skulle skamme jer, skulle I. Sætte jer ned på en sten et sted langt ude ved havet og lade det fortælle om livet som det i virkeligheden er, og ikke som I tror det er i jeres tanker om jer selv. I skulle skamme jer! Han rejste sig fra stolen og gav mig hånden til afsked.
-Jeg kommer igen, det ved du, og hører om du har forstået en skid af, hvad jeg siger, eller om du stadig opfører dig som en tosse, der tror den kan styre sin hjerne med sin tanke!

Så gik han og lod mig alene tilbage.

Disse køer vidste præcis, hvad de skulle gøre i regnen. De stillede sig hen under træets beskyttende blade, mens de med deres udtryk spurgte mig, hvorfor i helvede jeg havde så travlt. Så jeg standsede og tog dette billede og glædede mig. Over markens grønhed og de store dyrs nærhed.
Jeg har lige lagt “Rejsen til Japan” op som ny side på min blog, hvis man keder sig og har lyst at læse lidt. Ellers er alt i bevægelse, og det er bevægende. Ret fantastisk faktisk. Og ingen skal fortælle mig at tiden går, og at jeg må se at komme igang med noget. Den gang fis er jeg færdig med. Nu og da kommer gamle stumper af erfaring op og kræver handling. Bliv til noget. Gør noget. O.s.v. Men jeg ved, hvad det er. Det er ekkoer i erindringsrummet som runger sine befalinger ud. De bliver svagere og svagere jo længere jeg lytter til dem. Til sidst bliver de som en hvisken og dør så helt ud. Og hvilken fred der så opstår. Da er det udelukkende de nære krav som søvn og tøj og mad, der hævder sig og som uden nogen vanskelighed effektueres. Det hele er såre simpelt, som jeg altid siger. Såre simpelt og indlysende, ikke?

Jeg har slettet det, jeg satte ind her. Det var simpelthen for kedeligt. Så hellere en tom side. Det ved man da, hvad er…

Jeg ved ikke, om jeg kan det her. Med at sætte i gang. For hvem er det, der sætter i gang? Hvem er det der begynder? Og hvad er det der begynder? Er der overhovedet en begyndelse?

Jeg sætter mig ved mit skrivebord. Blyanterne ligger i pæn orden foran mig. Det eneste der kræves af mig er, at jeg tager een af disse blyanter og begynder at skrive. Men jeg kan ikke bestemme mig. Jeg kan ikke vælge een blyant frem for de andre. Mine øjne bliver flakkende. Jeg klør mig i håret og min mund tørrer ud. Så nyser jeg. Nok fordi jeg er begyndt at blive forkølet. Jeg rejser mig og går ud på badeværelset for at pudse min næse, som er begyndt at løbe. Det er også tid til noget morgenmad, tænker jeg. Jeg tænker, at jeg tænker og bliver forvirret derover, men fortsætter alligevel ud mod badeværelset. Her river jeg et stykke toiletpapir fri af rullen på væggen og giver mig til at pudse min næse som er fyldt med snot. Det giver en befriende følelse atter at kunne få luft, så jeg vender lettet tilbage til mit skrivebord og blyanterne.

Nu er øjeblikket  kommet, hvor jeg må træffe et valg. Jeg må gribe en af disse blyanter og begynde at skrive. Det er uundgåeligt. Jeg må begynde at skrive, tænker jeg, og rækker ud. Min hånd ses i mit synsfelt. Mine fingre som er parate til at gribe. De ryster. Min hånd ryster. Den ryster så meget, at den kommer til at skubbe til blyanterne, så de alle flyver hen over bordpladen og med en raslende lyd falder på gulvet. Ind under skrivebordet og hen hvor tæppet hører op i området mellem væggen og papirkurven. Her ligger de spredt ud. Jeg kan tydeligt se dem, idet jeg bøjer mig ned og kigger ind i den mørke krog. Jeg skubber min stol og mig selv et stykke væk, så jeg bedre kan få overblik over situationen. Det ser ikke godt ud, tænker jeg. De ligger så langt inde under skrivebordet, at jeg med sikkerhed bliver nødt til at kravle ned på alle fire, for at kunne få fat på dem. Det bliver for meget, tænker jeg. Jeg orker simpelthen ikke at sætte en redningsaktion i gang, for at få fat på mine blyanter lige nu. Så jeg lader dem ligge, og rejser mig i stedet op fra stolen og går ud i køkkenet for at sætte vand over til the.

I køleskabet har jeg to forskellige slags marmelade. Jeg har solbærmarmelade og ingefærmarmelade. Jeg stiller disse to krukker frem på køkkenbordet. Så tager jeg brødet ud af posen og skærer mig to stykker, som jeg sætter i risteren. Snart dufter køkkenet lifligt af ristet brød. Vandet koger, og jeg hælder det i koppen med the brevet, som jeg har taget frem fra æsken i skabet. Når brødet er færdigt, idet risteren med et smæld klapper op, tager jeg det og smører et tyndt lag plantemargarine på, og dernæst et lag ingefærmarmelade på det ene og et lag solbærmarmelade på det andet. Jeg bærer theen og en tallerken med de to skiver ristet brød ind i stuen og sætter mig ved bordet. Her sidder jeg så. Det er et godt udgangspunkt. Jeg fryser billedet et øjeblik og glæder mig over, at jeg er istand til det. Jeg glæder mig over, at jeg på hvilket som helst tidspunkt er i stand til at fryse billedet, som fremstår i al sin enkelthed. Mig som sidder ved et bord i en stue med en kop the og to skiver ristet brød foran sig. Det er meget beroligende. Så kan jeg tage mig selv i øjesyn. Så kan jeg se mig selv, som jeg sidder der uden at jeg smutter væk. Så kan jeg se mig selv.

Det er en god ting. At finde en rytme. En rytme som harmonerer med grundrytmen. Grundrytmen har, så vidt jeg kan se uendelig amplitude. Det giver uendelig frihed. Tak for det!
Så kan man fortsætte med sine gøremål. Som f.eks. at male et billede fra det store land deroppe ved nordpolen. Med is og golde bjerge og en levende natur som man betræder, som betrådte man et maleri af Miró.
Med stor forsigtighed for ikke at forstyrre det mos og den lav som bruger tusind år på at finde fodfæste på de hårde fjeldoverflader.
Det kræver stor opmærksomhed at finde penslens vej henover lærredet. Enhver lille glemsel bliver øjeblikkelig katastrofal. Det er en enorm læreproces at deltage i denne sjælens leg med farver og former.
“Det kan jeg godt lide,”som Jørgen Leth altid siger, når nogen spørger ham om et emne. “Hvad synes du om cykelløb?” “Det kan jeg godt lide.” Svarer han.
Det kan jeg også godt lide.  At se noget ske uden min egen indblanding. Det er vel til syvende og sidst det vi allesammen elsker allermest. At blive ført og forført. At noget taler igennem os som ikke er os selv, men som er noget.  større, vi slet ikke fatter.

 

Jeg skal til Rom om en uge. Har fået en billet med Norwegian tur/retur for 650 kr. Hvad siger I så? Det er sgu da billigt, og så inlogerer jeg mig på en 3 sengs stue i et reservat i vatikanstaten for 85 kr pr. nat. Sammen med de venlige katolske præster som er på visit hos paven. Jeg er lidt nervøs, hvis nu de bliver påtrængende. Man har jo hørt så meget. Men jeg spiser en masse hvidløg, så skal de nok holde sig væk! Der er stadig 17 grader dernede i støvlen, og Lido de Ostia ligger kun 1 times kørsel derfra, med Middelhavets fristende vand lige til at springe ud i. Jeg stemte på enhedslisten som brevstemmer, for jeg sidder jo i Rom på valgdagen.     

Støvsugning er en behagelig beskæftigelse. Jeg holder meget af at støvsuge. Det gælder om at kommer rundt i alle hjørner og sprækker. Især gælder det om, på denne årstid, hvor edderkopperne har så vældig travlt med at lave spindehuler til vinteren, at få røret med det sugende vaccuum op mellem loft og vægge, hvor de kære dyr har forskanset sig i den naive tro, at de kan tilbringe den kolde tid i fred. Men det kan de ikke, for nu kommer Oluf-støvsuger! og han er meget omhyggelig, for han har igennem et langt liv lært, at det vigtigste, når man er i færd med en opgave, er ikke at skynde sig! Så han går grundigt og systematisk til værks. Tager et begrænset areal ad gangen og går ikke videre til det næste, før han er helt sikker på, at alle edderkopper inclusive spind, samt alle krummer, kartoffelskræller, myslistykker og rugbrødsbidder, som måtte have samlet sig på gulvet nedenunder er væk. Denne skønne fornemmelse, at se hvorledes det rene gulv, de rene tæpper og vægge træder frem, når det bredbladede sugemundstykke har gjort sit arbejde.
Udenfor står regnen ned i styrtsøer, og jeg vågner midt i min støvsugertrance ved en frygtelig tanke. Jeg har glemt at lukke soveværelsesvinduet! For satan! Hele gulvet er pladdervådt. Karmen driver af regnvand. Jeg skynder mig at lukke og drøner ud efter en klud for at tørre op. Bagefter går jeg videre med min støvsugning. Alle værelserne får en tur. Her bliver efterhånden velduftende og rent.
Jeg er glad.

Og så skal jeg ud og rejse. Jeg elsker at rejse. Lige så højt jeg elsker at være i mit hus i Bandholm og gå ned og tage et vinterbad ad den nye trappe på “Olufs bro,” lige så højt elsker jeg at pakke og gøre forberedelser til en rejse til Rom. Alt er nu i orden. Den velfungerende rullekuffert fra Ikea, som netop opfylder målene, som Norwegian har opstillet som krav til håndbagage, er passende fyldt, så den kan lukkes nemt. Alle toiletting med tuber og flasker er lagt i de af luftfartsmyndighederne påkrævede plastikposer, og Truman Capotes “Med koldt blod” samt den store IPad, som jeg bruger til at tegne og skrive på, er lagt i den lille blå rygsæk, som jeg godt må have med ekstra, hvis bare den kan anbringes under sædet foran mig i flyet, og det kan den!

Hurra, hurra, livet er herligt. Det ser ud til, at vi skal tilbringe juleaften på Bandholm hotel, hvor de serverer and og risalamande med rød sovs. Børnene kommer og bor hos mig et par dage. Vennerne er på Madeira i 14 dage jul og nytår. Det under jeg dem. De har aldrig været ude at rejse sammen, så det er godt for dem. Jeg troede bilen tabte diesel, for den havde kun kørt 400 km på en tankfuld, men så opdagede jeg, at jeg havde sat kilometertælleren på 0 mens tanken var halvfuld. Det var derfor det så ud som om dieslen  fossede ud. Pyha. Forhåbentlig ikke for mange overraskelser med det kære køretøj. Jeg tager den med ind til København og stiller den ude ved søster mens jeg er i Rom. Så kan jeg også lige nå at få et vinterdyp i Skodsborg i det skønne Øresund, og aflevere den Dell computer, jeg har lovet min svigersøn.
Nu regner det ikke mere. Haven skinner grøngul ind mod mig. Efterår som man siger. Nærmer sig slutår. Nærmer sig nytår. Nærmer sig og fjerner sig. Eller også er det bare sådan, at alt bevæger sig, og det er det, der bevæger mig. Jeg tænkte i går, da jeg stod og børstede tænder, at vi allesammen gerne vil være en del af noget. Vil være en del af det hele. Og så tænkte jeg, at det netop er i vores bestræbelser på at blive deltagere at vi isolere os, for vi ER jo det hele. Det hele ER os.
Hvorfor er det dog så svært at blive enige om noget så simpelt. Det forstår jeg ikke.

Men det er det øjensynligt. Man behøver blot at tænde for TV eller radio, for at høre om al den uenighed der findes på denne klode. Gale mennesker bekriger hinanden udfra hver deres opfattelse af, hvordan verden skal se ud. Som om verden skal se ud på en bestemt måde. Hvad er det for noget vrøvl. Meninger. Ideer. Forestillinger. -I kan rende mig! Det er det eneste jeg siger. -I kan rende mig! Og så siger jeg ikke mere.
Denne gang…

Det er i den verden du befinder dig. Hvor alting hænger sammen, og hvor der hverken er noget før eller noget efter. Ikke osse? Eller hvad? Mener du noget andet så sig det.

Alle veje fører til Rom…

Der var simpelthen pissekoldt i bilen, dengang jeg sov i København, lige før jeg skulle flyve den næste morgen kl 9. Varmeapparatet kørte godt nok, men batterierne var næsten tømte og solcellerne havde ikke givet meget strøm på grund af det overskyede og regnfulde vejr. Klokken 5 vækkede telefonen mig, og så var det bare med at komme op, mens styrtregnen trommede på bilens tag. Jeg havde købt en uldhue til at sove med for at ungå hovedpine fra kuldebroen på bagsmækken!
Fordi jeg havde været i lufthavnen dagen før på grund af en fejl på min billet, og havde checket ind og fået boardingpas, var proceduren derude om morgenen smertefri. Snart sad jeg i det store fly lige ved nødudgangen med rigelig benplads og to søde svenskere ved min side. Det tykke regntunge skydække over Danmark blev penetreret og solen skinnede klart og ultraviolet ind gennem den lille siderude og varslede om gode tider forude.

Men så blev det svært! Lokkende skilte i ankomsthallen i Leonardo Da Vinci lufthavnen forkyndte at man kunne komme til centrum af Rom på et snuptag helt uden mellemstop. Dog skulle det koste 15 euro og det gad jeg ikke. Så hellere bumle tog med oplevelser til den halve pris.
Som sædvanlig når man giver sig tid sker der uventede ting. På første del af strækningen inden jeg skulle skifte til metro, mødte jeg en dansk/svensk kvinde med ben i næsen og samme holdning til livet som mig. Lang dyb samtale  om alting og vi skiltes som havde vi kendt hinanden hele livet.
På omstigningsstationen i Trastevere talte jeg med en gammel italiensk dame, som gav mig en grundig indføring i metronettet i Rom.
I Valle blev jeg gelejdet i den rigtige retning mod busstoppestedet af en ung pige med iphone, og i bussen blev jeg behandlet fyrsteligt af buschaufføren, som sprang ud af det store køretøj midt i myldretidstrafikken for at udpege den sidevej, jeg skulle ned ad for at nå mit bestemmelsessted.
Lige inden klokken slog fire, som var ultimo incheckningstid hos min airbnb værtinde Flora, trådte jeg ind i mit husly og blev anvist min seng i en tresengsstue, hvor der i forvejen lå en pige og sov. Alle husregler og faciliteter blev opregnet venligt men bestemt af Flora, som har to små hunde der gør hele tiden ved den mindste støj eller bevægelse ude på gangen. Jeg faldt om på den smalle seng med en glimrende udsigt gennem en stor fløjdør  mod de omgivende høje og bebyggelser. Vejret var mildt og forårsagtigt og 17 grader med dufte af hvidløg og rengøringsmiddel, så jeg var rigtig i mit es.

Kl 19 vågnede min værelseskammerat. Hun er fra Mexico,tæt ved grænsen til Guatemala og er Phd studerende med speciale i den katolske kirkes vandalisme af oprindelige folk i Sydamerika. Hun har fået adgang til arkiverne i vatikanet, hvor hun finder sagsakter, som hun kan bruge i sin forskning. Så der fik jeg  en interessant indføring i sider af vestlig civilisation,når den er værst. Men hun rejser i morgen, og hvem der kommer efter aner jeg ikke…

Rom åbnede sig i morges med blå himmel og orange lys over tagene. Der ligger en lille park nedenfor huset med udsigt over mod kuplen på Peterskirken indrammet af mørkegrønne pinjer og dybtrøde vilde roser. Duggen hang i græsset hvor en ældre herre var i færd med at lufte sine to sorte fox terriers,mens han fik en morgen cigaret, hvis røg bølgende omkring ham i den skarpe sol.
Så var dagen sat. Ned ad den smalle sti, hvor grønthandleren bor og købe et stort rødt æble og en fast mandarin med to blade vedhæftet. Glæde over livet og på vej. Og der sker noget hele tiden her. Det er nok klimaet der har skylden. Folk er sammen på en anden måde end oppe i kulden hos os. Atmosfæren er en anden. Man ved det godt fra tidligere besøg i middelhavsområdet og bliver alligevel overrasket, når man står i det igen. Bare det at sætte sig ind i kaffebaren, hvor folk kommer og går i en stadig højrøstet og festlig strøm. Expressomaskinen summer og det hele smelter sammen i mig med min mælkekaffe og croisant. Så driver jeg ned ad Corso Viktor Emanuel og vupti, så er der marked med fisk og grøntsager og brugt tøj til 3 euro. Farver og dufte kildrer i næsen og jeg køber to fed friske hvidløg og en tomat. Mangler kun brød og minsanten ligger bagerens bod lige ved siden af. Så er frokosten klaret. Jeg har glemt mine longovital tabletter i bilen, så nu står den på store mængder hvidløg som indlæg i de integrale flutes, der opblødes med rigelig olivenolie!

Kolonaden med de mægtige søjler dukker op til venstre efter et sving og der ligger dette mægtige bygningsværk lige for næsen af mig. Her er tusindvis af turister der står i kø for at komme ind i kirken. Jeg skal ikke nyde noget. Driver omkring og forcere en indhegning om et springvand, hvor en magelig plads op ad en støttepille byder sig til. Solen brager ned og varmer. Jeg sætter mig og tager en hvidløgssanwich og en slurk vand. Hjemme midt i det hele. En due kommer på visit og deltager i måltidet. Så kan det vist ikke være bedre.

At tegne Peterskirken. Det kan man vist ikke, tænker jeg, men der er et fint sted at sidde lige hvor pladsen hører op og går over i den lange brede promenade ned mod Tiberen. Foden af en stor søjle. Her sætter jeg mig og tegner herligheden. Det er godt at tegne. Så får man set meget mere end bare foto. Foto som alle kineserne tager med deres selfiesticks.
Da jeg er færdig, sætter jeg af mod Piazza Navona. På vejen møder jeg en mand som ligger på jorden. Hans hoved er fyldt med bylder så store som hønseæg. Nu og da jamrer han og støder panden ned i fliserne. Hans hat ligger foran ham. Det ser rigtig ækelt ud. Egentlig ville jeg godt se nærmere på de bylder, men går forbi uden at give ham noget. Det kører rundt i hovedet på mig. Så vender jeg om og går tilbage. Jeg spørger ham, hvorfor han ikke er på hospitalet eller til behandling hos en læge. Han vender sig op mod mig:
-Ingen læge,intet hospital, ingen hjælp, svarer han. Jeg ryster på hovedet.
-I Danmark var du under behandling for længe siden, siger jeg.
-Ja i Danmark, men ikke her. Han ser træt på mig. Så giver jeg ham nogle euro og går videre. Hvad kan jeg gøre? Men jeg græmmes, da jeg lidt senere går forbi en butik med store prangende billeder af paven. “Papa” står der nedenunder. En køn far at have, tænker jeg.

Nå, men  han havde da i det mindste den funktion at gøre opmærksom på verdens idioti. For dem som kan se det. Men det ser nu ikke ud, som om der er mange der kan. Folk vader afsted med deres evindelige iphones. Og æder. Men det vil jeg blæse på. De skal ikke få mig ned med nakken!
Nede i floden har mågerne travlt med at rense deres fjer ved at kaste sig rundt og sprøjte vand op under vingerne. Man kan se, de nyder det. Sand livsglæde. Og i salig foragt for kulturen sidder en måge på hovedet af en af Michelangelos skulpturer og skider den ned ad ansigtet!
Jeg går videre og er snart gennem smalle gyder nået til Piazza Navona, hvor jeg tegner og spiser gnocci, som er indkøbt brændvarme i et osteri. En dame med stort hår og spraglet sjal sætter sig ved siden af mig og smiler. Sammen nyder vi hinandens selskab. Uden at sige et ord.

Det er altid en god ide, når man er ude og rejse og kommer til et sted, hvor man vil blive lidt længere, at gå den samme rute flere gange. Min rute i går var fortrinsvis baseret på to ting. Eet selvfølgelig Peterskirken og to et sted jeg holder meget af, fordi det bærer minder tilbage til den allerførste gang, jeg var i Rom sammen med min gymnasieklasse og vores dansklære Elmquist, som var den første som fik øjnene op for det mig, der længe havde været gemt bort i et mørke af fortidig kultur og påvirkning.

Det andet sted var piazza navona, der ligger inde i Roms centrum på det gamle tribunal, der breder sig ud som en verden for sig med Berninis barokskulpturelle springvand, der hele tiden sætter fantasien i gang med muskuløse titaner og yndige havfruer.
Den rute besluttede jeg mig for at følge igen i dag på min vej hen mod mit tredie mål her i Rom. Den spanske trappe ved piazza España.
Det var klogt, for jeg satte mig ind i den samme lille morgencafe som i går, og blev straks genkendt som en gammel ven. Den store mand bag disken vidste faktisk, hvad jeg skulle have og serverede uden at spørge en caffe latte og en croissant ligesom i går. Jeg var, fordi jeg kom igen, blevet en slags stamgæst og faldt automatisk ind i selskabet omkring mig. Det var spændende. Havde jeg nu, i et hæsblæsende jag for at opleve så meget som muligt på kortest mulige tid, straks fundet nye steder at besøge, havde jeg slet ikke fået det nærvær med, som jeg nu oplevede. Fantastisk!
Længere nede på ruten gik jeg ind på det lille marked, hvor jeg købte en tomat i går, for at finde mit brød, og også her hilste grønthandleren med et genkendelsens smil på mig, og manden der solgte friske hvidløg kom hen og spurgte mig, om jeg kunne lide de løg, jeg købte af ham i går. Og ja, jeg roste dem og fik et taknemmeligt blik til gengæld. Bageren var ny og ikke damen fra i går, så her skete der ikke noget.

Efter Peterspladsen med de meterlange køer af kødkvægsturister, kom jeg forbi min mand med de store bylder fra i går. Han fik igen et par euro og bankede hovedet ned i stenfliserne som tak. Jeg tænkte på, at det jo ikke var så galt fat endda. Han havde faktisk en indkomst af sine bylder. Hvis nu vi opererede bylderne væk, så havde han ikke noget at skilte med, som kunne få folk til at føle medlidenhed med ham og smide et par mønter ned i hans hat. Hans underhold bestod i hans bylder!
Ligesom i Indien hvor folk uden ben eller med store spedalskhedssår også får deres indkomst ved at vise uhyrlighederne frem. I Danmark bliver de gemt væk på hospitalerne, som vi betaler til over skatten. Så slipper vi for at se deres lidelser og give dem almisser. Det sørger systemet for. Men i bund og grund er det det samme. Blot er elendigheden ikke så synlig som her. Men den er der.

TAO

Nå, men det er måske en kynisk tanke jeg får, fordi jeg dybest set ikke kan overskue det hele. Det er det nok, så jeg begiver mig ad snoede veje, hvor gps i telefonen hele tiden leder til små gyder med vasketøj og skabede katte for dog til sidst at anbringe mig i menneskemylderet ved trappen España foran et skilt, der forkynder at her boede poeten Keats indtil han døede af tuberkulose som 24 årig i 1821.

Hans ven Shelly kom også på besøg, fortæller den søde dame som sælger mig en billet til disse stuer, hvor alt det, man kan læse om i bøgerne, fandt sted. Nysgerrig som bare fanden sjokker jeg rundt og nærlæser de gamle håndskrevne manuskripter med korrespondance mellem de to og med et væld af billeder, ofte skitser som lader een komme tæt på, hvad der skete i det hus den gang for næsten 200 år siden. Et tidshop af dimensioner mens nuets mennesker udenfor vinduet i stuen, hvor han sad og skrev, tager endeløse billeder af hinanden og sig selv med disse sticks, som man skal være forsigtig og se sig for, hvis man ikke skal få dem i hovedet!

Keats på dødslejet.

I det jeg kommer ud, lyder der varme toner af bluesmusik, og drevet af lyden bevæger jeg mig nærmere og ser fyren, der står midt på pladsen og spiller vidunderligt. Jeg holder mig i passende afstand for ikke at forstyrre ham og prøver forsigtigt med min mundharpe at følge ham og minsanten om ikke det lykkes. For første gang i mit liv spiller jeg blues sammen med een og det fungerer. Jeg rammer hans toner rent på min A harpe i hvis toneart han gudskelov også spiller. Havde han spillet i en anden toneart var det aldrig gået, men nu går det over stok og sten så godt at en ung mand bliver opmærksom på sammenspillet og kommer hen og falder i snak. Jeg har aldrig mærket noget lignende og er lykkelig og spiller blues hele vejen ad den lange corso ned mod Engelsborgbroen og hjem.

Hvor er det befriende at kunne skrive “jeg” igen! Når alt kommer til alt, er det bare et ord. Så når jeg skriver  “jeg,” kunne jeg ligesågodt skrive Oluf eller Jens for den sags skyld. Nå,  men nok om det.
Til sagen: En let overskyet himmel med solstrejf hist og her. Et mål i sigte, nemlig Goethe musæet lige nede hvor Corsoen slutter og går over i Piazza del Popolo. Men først måtte jeg skaffe mig en tomat!
Da jeg havde afsluttet mit morgenmåltid, bestående af 5 hvidløg som brændte på tungen og måtte neutraliseres med et æble skrællet og skåret i både, og havde taget et iskoldt bad i badekabinen med glemte sæbestykker og hår flydende rundt i bunden, begav jeg mig på vej. I markedet blev jeg atter genkendt og fik en fortrinlig betjening med en rimelig pris for min tomat på 60 cent. Vand fyldte jeg på min flaske fra en post, hvor en stor golden retriever netop havde afsluttet sit væske indtag. Min ven med bylderne var fraværende. Holdt velsagtens fridag, hvilket var ham vel undt. At ligge der på stenbroen dag efter dag er næppe nogen fornøjelse. Igen denne tvivl om ens forhold til tiggere af alle slags, som jeg møder uafbrudt med fremstrakte hænder og bedende blikke, og som jeg er nødt til at gå forbi uden at give noget hver gang.

“Albergo Monte Negro Monte Brianzo 59“var det hotel som Anna Høy og hendes barnebarn på 18 boede på i 14 dage for næsten 50 år siden. Han var på rejse med hende for at vise det Rom frem, han så grundigt var blevet indført i af sin dansklære Elmquist året før. Anna var i sin ungdom i Italien, hvor hun mødte sin ægtefælle på Capri. Hun studerede malerkunst, og han var operasanger. Det billede der står klarest for mig fra rejsen, var da hun om natten måtte springe ud af sengen med diarre plaskende ud af sig ned på flisegulvet. Hun var forgiftet af den italienske mad, og var på det tidspunkt 78 år. Jeg husker, hvordan jeg i smug lå og kiggede ud under dynen og så hende stå på sine gamle tynde ben med særken gennemvædet af lort .
På vejen mod Goethe musæet passerede jeg Via Monte Brinzo og minderne vældede frem. Lidt efter var det min tur, og jeg måtte skynsomt søge ind på den nærmeste bar for at låne toilettet. Det måtte jeg bøde en caffe latte for, men det var det værd. Jeg hader at skide i  bukserne!

Corsoen var spækket med mennesker og politi på hvert andet gadehjørne. Jeg fandt Goethe i rum på rum med skitsebøger og billeder af hans venner, som kom og besøgte ham mens han boede i Rom. Han skrev “Faust” her. “Den unge Verters lidelser” skrev han som ung i Tyskland, og originaludgaven fandt jeg i en montre sammen med breve skrevet med hans hånd. Det er altid spændende at studerer den tids ord i blæk på papir. Så er man så tæt på som muligt og tidsspandet ophører. Jeg affotograferede en masse skitsebøger, som jeg kan bruge i mit nuværende stedsevarende tegnekursus. Mama mia, hvor de kunne tegne den gang. Portrætter og landskaber. Studier af træer og fugle. Jeg svælgede i det og blev i to timer!

Fra Piazza del Popolo går trapper og stier mod Villa Borghese, og der slæbte jeg mig op til udsigtsplatformen over det ganske Rom. Mageløst og måtte tegnes, måtte det! Selvom det var noget af et projekt, at skulle favne hele Rom i eet billede, så kilede jeg på og på en timer blev resultatet således:

 

Aftenen faldt på. Undervejs hjemad blev det til et kig ind ved Trevi fontænen  velkendt fra Fellinis La Dolche Vita, hvor kødranden af turister var enorm. Over gode gamle Piazza Navona mod Carrefour som havde lavet en fin risotto med spinat til mig. Den blev indtaget på sengen i herberget, hvor jeg bor, nu i en 4-sengs stue, idet værten Flora har stillet yderligere en seng ind til en pige fra Manila, som kom i går. I forvejen har vi fået en californisk ung mand herind. Men han rejser i dag. Skal til London, og pigen fra Mexico med Phd stipendiatet skal til Alicante til konference om undertrykkelse. De rejser og kommer i eet væk mens jeg ligger her i sengen og skriver.

En strålende dag! Natten har blæst alle skyer væk fra himlen. Det stormede, så den lette glasdør klaprede med ivrige smæld. Men med tykke tæpper omkring sig, var det ikke noget problem. Klokken er kun lidt over 8 og min medpassager, den lille dame fra Manila er ifærd med at gøre sig klar til at gå ud. I rummet breder sig en venlig duft af orientalsk parfume. De andre gæster er rejst. Om lidt er jeg alene her i min seng, hvor jeg lige har klaret betalingen for mit webhotel og hostmaster. Så er det i orden. Altid rart at være på forkant med økonomien. Det synes jeg.

Nu kom damen fra Manila minsanten hen til min seng og tilbød mig resterne af hendes pasta, som hun ikke kunne spise op fra restaurantbesøget i går, og som hun havde svøbt i en plasticpose. Jeg bad hende lægge det i køleskabet. Så må vi se om det er noget spiseligt. Ellers smider jeg det bare væk og går ned og spiser på Carrefour, hvor de har en mikroovn, som jeg brugte i går aftes til opvarmning af en herlig grøntsagssuppe. Den blev spist i selskab med 5 friske unge mennesker fra området, som havde slået sig ned ved nabobordet. Liflig hvidvin leveret i glas fra køleren og varme flutes. Vel nok en herreret! Godt med varm suppe i det begyndende kolde vejr. På vejen hjem slog jeg lige et smut indenfor i Peterskirken til aftenmessen, da køen af turister var blevet overkommelig. Men man skal skannes før man går ind. Lige som når man skal op og flyve. Det er måske også det samme. Op til Gud og St.Peter og paven, som min lille veninde fra Manila begejstret berettede, at hun havde set, da han kom frem i vinduet og vinkede. De er helt syge med paven her. Jeg ved fanden gale mig ikke hvad meningen er.

Solen oplyser de okkergule huse og himlen er lyseblå. Nu vil jeg finde ud af, hvorledes jeg skal komme ud til lufthavnen i Fiumicino i overmorgen, hvor flyet afgår kl. 7.20 og hvor jeg derfor helst skal være mindst en time før. 6.20 så hvornår skal jeg herfra? Og hvordan? Måske med bus først til Roma Termini, men går der busser så tidligt? Google må hjælpe mig. Jeg kunne også spørge Flora. Hun ved alt muligt. Og går toget så tidligt fra Termini? Tonsvis af spørgsmål jeg skal have opklaret. Men det er rejsens charme! og så er Gunung Agung i udbrud på Bali. Minsanten. Jeg kender den vulkan. Jeg var der selv i firserne. Det bjerg fylder hele øen og lufthavnen er lukket på grund af asken og turisterne kan ikke komme derfra. Sidst i 62 døde over 1000 under lava og aske. Jeg skal ikke nyde noget. Jeg bliver her i Rom. Foreløbig.

Sommetider sker det, at man taber hovedet. Men det skal man ikke være ked af. Snart efter får man bare et nyt. Måske er ens hoved hele tiden nyt. Sådan ser det i hvert fald ud lige nu, hvor afskeden nærmer sig og ankomsten ligeså. I eet væk, så han snart ikke kan se hoved eller hale på det hele!

Spiste kinesiske grøntsager, idet han betragtede en række ens udseende mænd med stive ansigstudtryk som var deltagere i en eller anden partikongres i Peking. Åh, hvor ville han gerne undgå at være der. Alle disse mænd så ud til at kunne dræbe med koldt blod for at bevare deres position. I hirakiet, hvor al stræben går opad.

Udsigten fra herberget.

Vi, dvs Maniladamen og jeg fik russisk besøg i nat kl. 5, hvor to unge langskæggede, let plørede mænd ankom og indtog de sidste senge i herberget. Straks efter de var faldet omkuld på tremmesengene, lød en øresønderrivende snorken, og jeg skreg tavst min nød dernede under dynen, som var det eneste sted man kunne få fred. Gudskelov er det i morgen trompeten kalder klokken 3. Op og afsted med rullekuffert ned over Peterspladsen mod lufthavnsbussen som afgår kl 5 morgen. Flyet flyver kl 7 og Kastrup ligger forude med planlagt landing ved 9 halv 10 tiden. Derefter konference på Riget. Hvis ikke jeg falder om. Rom har jeg fået nok af. Gik den lange tur i går aftes ud til Forum Romanum og Colosseum og beså de oplyste reminiscenser fra en svunden tid, mens en forhutlet guitarplayer gav Bob Dylans “Blowing in the wind”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det er.

At skrive fra sit inderste jeg er en meget svær beskæftigelse, men ikke desto mindre en meget smuk beskæftigelse. Det regner. Pisser ned. Striber af vand løber ned over bilruden. I Hov står den med opslået kalesje og ser over mod Samsø. Morgenen lå først helt stille med en ildrød bræmme af sollys i horisonten. Det var klokken halv fem. Tissede lidt og krøb til køjs igen. Nu har skyerne trukket et tykt regnvådt tæppe hen over det hele, og det blæser slemt, så hele bilen ryster. Jeget troede, at det skulle male i dag. Det var i hvertfald, hvad det tænkte sig, da det halv fem krøb op i overkøjen. Udsigten når skydedøren åbnes er formidabel. Det åbne Kattegat med Samsølinien ude til højre og siv, marehalm og klitroser bag nogle store kampesten pænt afrundet af isen i sin tid. Endemoræne. Men som sagt, det pisser ned, og man har mest lyst til bare at krybe op under dynen igen.

I går blev der fisket efter havørred nede ved Hatting. Først med flue, som jeg fik af en patient i Maribo. Så med spinner indkøbt på Mallorca, men uden resultat. Købte nye kartofler og friske løg fra en bod, og kogte kartoflerne i havvand her på stranden. Spiste sammen med sild. Spansk cognac som slut, lidt Narcos på netflix og så i seng. Sådan er det.

Det skal nok komme. Det kommer helt af sig selv. Det er det bedste. Så vidt vides. Og udenfor skinner solen. Indenfor skinner livet i al sin glans og herlighed. Solen varmer de små krystaller op, og de giver strøm til batteriet, som så giver strøm til Ipad, som så lader mig skrive. Lige hvad jeg vil.

Den vrede mand kom hen til bilen netop som penslen lagde okker hen over stien på billedet, maleren sad og malede.-Du må ikke campere her.Sagde han. -Jeg campere skam ikke. Jeg maler. Svarede den malende. -Det er ikke dig, jeg mener som sådan. Men hvis een får lov, så varer det ikke længe, før vi har hele pladsen fuld af store tyske autocampere. Jeg så dig komme i nat. Fra mit hus som har vinduer lige ud mod pladsen her, og jeg sidder og holder øje med, at ingen kommer og campere. Det er kommunen, der har bedt mig om det. Det er slet ikke mig, som har noget imod dig. Det må du forstå, ikke? Sagde han næsten bedende. Maleren løftede penslen fra lærredet og sagde: -Åh, hvor jeg forstår dig. Det er svært, at skulle anmelde nogen, men lov er lov,og lov skal holdes. Derfor lover jeg dig at forføje mig herfra i aften klokken 22, når mit billede er malet færdigt. Manden var nu ikke længere vred. Han smilede faktisk, og maleren smilte tilbage. Anmelderen og den anmeldte var blevet gode venner, så det ud til.
-Sikke en idiot. Tænkte maleren.
-Bare det var mig, som kunne sidder i min camper og male. Tænkte manden fra huset med vinduer ud mod pladsen. Men det var ikke ham. Det var slet ikke ham. Han havde jo sit at se til. Var ansat som bogholder på kommunekontoret. Hans kone drev med ham. Han var i fængsel hver dag, og han vidste det godt. Derfor var det en befrielse for ham, når han kunne fange andre. Så fik han udløsning for sine inderste hadefulde følelser. Så fik han luft.

Men skråt op med ham. Vi må videre. Billedet blev malet færdig, og ude ved Husby klit stod skiltet igen:”Camping forbudt” men det sked jeg hul i, og kørte ind i bælgravende mørke. Klokken var halv to om natten. Det blæste voldsomt. Teltdugen i overkøjen buldrede og bragede. Bag klitrækkerne hørtes Vesterhavet som en torden. Fik lige set et kapitel af “Narcos” på Netflix med en lille spansk cognac til at sove på og så op i køjen og godnat.

De flyver herude på stranden i store elipseformede silkedrager med tusindvis af tråde spændt ned mod manden, som hænger i en trapetz og styrer det hele. Langs med klitterne kommer de svævende som kæmpemæssige fremmedartede myg. Jeg ligger på det bløde sand og ser op i den lyseblå himmel mens de flyver forbi. Nedenfor brøler det store Vesterhav, som jeg var i imorges med stor angst for at blive suget ned i de berømte “huller” . Hvert år drukner flere tyske turister her, fordi de ikke er forsigtige, og svømmer for langt ud. Jeg blev i vandkanten, og det var mere end nok. Det er et lumsk hav det Vesterhav.

De kalder det et “revhul” ikke at forveksle med et røvhul, selvom det er ganske slemt at havne i et sådant. Det er en fordybning i revlen, som medfører et udadgående sug, når bølgerne slår ind mod kysten. Man bliver simpelthen suget ud til havs, og hvis man geråder i panik, og søger at kæmpe imod suget, så går det galt. Så drukner man. Man skal ikke kæmpe imod, men lade sig føre med, og når man så har samme fart som suget, skal man svømme til siden langs med kysten. Så kommer man ud af suget, og kan lige så roligt svømme mod land. ( Medmindre man da ikke møder et nyt hul. Så må man til hele turen en gang til. Men det er sjældent.)

Jens Søndergaard malede sine prægtige billeder af æ hav heroppe på vestkysten af Danmark. Han har fået sit eget musæum i Fjaltring. Landskabet er storslået. Åbent med høj himmel og havluft overalt. Ude i marehalmen ligger en lav rød bygning med stråtag. Skiltet siger “Tukag” og det betyder skole, hvor man lærer dramatik. Det var den første grønlandske elevskole for unge grønlandske skuespilaspiranter. Her gik en  pige fra Kumiut ved Angmagssalik og lærte sig scenens svære kunst. Det var Naja Qeqe. Hun blev et smerteligt bekendtskab sommeren 85, hvor jeg var distriktstandlæge i Angmagssalik. Vi var kærester, og det gik hedt til, men hun valgte at flytte tilbage til sin tidligere kæreste, som var postmester i byen, og jeg måtte med knust hjerte flyve hjem til min båd.  Købmanden her i Fjaltring kendte godt Naja. Han er grønlænder, og vi fik en snak henover disken om Tukag, og alt hvad der foregik der i sin tid. Sådan snor skæbnen een om sin lillefinger. Alle minderne kom frem og blev vendt, og det var slet ikke så galt.Naja Qeqe.

Lige nu forsvandt solen under horisonten. Dagen var en af de meget fine her ved Vesterhavet. Mange mennesker og badeliv med surf og fiskeri efter makrel. Denne langsomhed som præger mennesker, der slet ikke skal nå noget. Storåen ved Holsrebro er blevet en fin lakseå. Fiskeren ude på stensætningen fortalte, at man nu kan fange laks på op til 15 kg midt inde i byen ud for Quickly! Så ren er åen blevet. Og her i Fjaltring er det en udmærket plads for autocampere med duche og toiletter. Så Jeg bliver et par dage inden jeg skal hente Jonathan nede i Hatting, hvor han jo er til bønnemøde med lovsang arrangeret af indre mission…Fjaltring.

Konen er syg. Manden er træt. Konen har opsvulmede ben og må gå med støttestrømper. Manden følger efter. Må jo tager sig af sin syge kone. Konen udnytter dette i fuldt mål. Herser med sin mand, og får på den måde lidt afløb for sine lidelser. -Det manglede bare, at han ikke kan tage sig af sin stakkels syge kone. Tænker hun, og har dermed fuld kredit for sine handlinger, der består i uafbrudt at slæbe rundt med manden, som var han et redskab, hun kan bruge efter forgodtbefindende. Manden er et fjols. Men han lider af dårlig samvittighed over konens sygdom. Føler, at det på een eller anden måde er hans skyld. Det var jo ham, som giftede sig med hende. Så må han også stå til ansvar for sine handlinger, tænker han. Sådan går det hele i ring. Sådan ser man ægtepar på ægtepar tæt forbundet og indviklet i hinanden i gensidig hensyntagen, der grænser til fangenskab. Det er en ynk, men næppe muligt at komme udenom,medmindre man som den skrivende, lader hånt om alle konventioner og springer ud på det dybe vand i vesterhavet. Og drukner i et revhul.

Jeg sad og tegnede. På en lille klapstol midt ude i lyngen og de forblæste klitter. Da kom et barn med sommergyldent hår hen og stillere sig ved siden af mig. -Det er pænt, det du tegner.Sagde pigen. -Min mor er skilt, så jeg skal til tyskland på camping med min far og hans nye kone i morgen. Min mor og jeg og min bror ligger i shelter her i Fjaltring. Vi har lige været ude at bade. Moren, en smuk høj kvinde med smilende ansigt kom hen og kiggede med. -Maler du også. Spurgte jeg hende. -Jeg er ikke så god til det. Svarede hun. -Mest sådan noget fri fantasi. -Du skal male efter motiv, sagde jeg. Det tvinger dig i relation, og det er godt for sjælen. Svarede jeg.

Det blev ikke tordenvejr i dag. Det er bare meget varmt, og her er fralandsvind, så havet ligger i ro. De to fiskere sidder i flugtstole med deres fiskestænger parat, mens jeg stille glider ned i det grønne kølige hav. Franskmændene med deres surfbrædder pakker sammen. De skal videre. Jeg skal ingenting, og spiller på mundharpe i solen ved bordet på bænken kommunen har stillet op.

Sådan er det gået siden i går, hvor regnen jog mig væk fra Fjaltring og op mod Lemvig i det fortvivlede håb, at her fandtes en Mc Donald, så jeg ikke behøvede at lave mad selv i bilen, og en bio hvor man kunne sidde mageligt og se en god film. I øsregn med opslået paraply blev det mig meddelt, at filmen var begyndt en halv time tidligere, og i øvrigt var en tysk kærlighedshistorie, så den ide fordampede. Nærmeste Mc Donald lå i Struer 30 km væk, så også det blev opgivet. Der var nu kun Aldi tilbage, som havde åbent til 9, og her blev købt tomater, agurk og grovboller. Neskafe’ og en god flaske rødvin som plaster på såret. Parkeringspladsen ved boldbanen og den lille sø i Lemvig, var således den foreløbige boplads. Stor salat med dressing og hvidløg. Grovboller og norsk gedeost fra Gudbrandsdalen samt selvfølgelig den gode spanske Rijoca. Så skulle det vist være nogenlunde, ikke?

Jens Søndergår musæet lidt nord for Bovbjerg skulle besøges. Her hang masser af mandens skide dejlige pictures, og suget i maven udeblev dog heller ikke. Så jeg for op til fyret på Bovbjerg og inspireret af Jens kom Jens igang med olietuberne ude på pynten ved de dybe skrænter, hvor faldskærmsflyverne kredsede om stafeliet, der var nær ved at vælte.

Så har man en aftale om at køre sin søn til København, da en fisketur i Sverige står for døren. Det skal være torsdag ved et-tiden, og om onsdagen ringer drengen klokken tolv og spørger, om ikke snart hans far kommer og henter ham. -Det var da først om torsdagen, vi aftalte. Ikke? Spørger faren. Sønnen må indrømme, at han har glemt, hvad dag han aftalte med sin far, men nu er det altså onsdag, det skal være, og faren bliver ked af det, fordi han har planlagt alt til fisketurens afgang torsdag. Hækken, som skulle have været klippet i ro og mag, bliver i hast kæmmet med maskine, mens faren bander over sønnens sløsen med hans tid, og i arrigskab kommer til at klippe ledningen over, så propperne ryger.

Dog, de kommer afsted denne onsdag, og drengen bliver sat af på Amagerbrogade, hvor hans venner fra efterskolen har et “arrangement”.Nu benytter faderen tiden på Amager til et besøg hos datteren, som midlertidigt har taget ophold i en tidligere havemands lejlighed i Tårnby sammen med sin forlovede, mens de venter på at flytte ind i en anden lejlighed i Sydhavnen, som den forlovedes bror bebor indtil han har fået sin nye lejlighed sat i stand, så de kan flytte ind i hans gamle lejlighed og han kan flytte ud og ind i sin ny.

Der er trangt i Tårnby. Især oppe i de små rum, hvor tøj og tasker ligger hulter til bulter, og de unge mennesker  sidder fortabt midt i det hele. Men de er ved godt mod, for de skal til Kroatien og derfra til bryllup i Norge, så det skal nok gå alt sammen. Faren giver et godt råd med på vejen. Tager elevatoren med klapdørene, som altid er lige ved at rive hans næse af på vej ned, og går ud i den aftenkølige gård, hvor bilen er parkeret og sætter navigatoren på Kullen og stikker over broen og får et shock ved ankomsten til Sverige, hvor atmosfæren af stiv indelukkethed og trist konformitet næsten er ved at kvæle ham. -Hvad gør jeg egentlig her? Spørger han sig selv. -Nåh jo, jeg skal jo på fisketur. Men jeg er sat ud af spillet, sådan rent tidmæssigt. Det var jo først i morgen vi skulle afsted. Har ikke fået taget rigtigt tilløb. Blev kastet ud i det en dag for tidligt. Og så bliver det mørkt og truende i vejret ovenikøbet. På vej op ad Kullens snoede rutsjebanebakker i bælgravende mørke møder jeg selvfølgelig et skilt, som siger at camping er forbudt. Altså retur og nu er klokken et og Jens er træt. Den gamle mand alene i sin gamle bil på vej ned gennem Mølles små stræder, hvor endelig et skilt venligt træder frem bag et hushjørne og forkynder, at strand er i nærheden og med den en plads bag klitrækken med udsigt til lysene fra Danskekysten og Gillelejes fyrblink i mørket.

En nat med opløftende drømme om søfart og venlige mennesker, gav morgenen det pift, der satte manden i stand til at mobilisere sine kreative evner og finde en plads ude i vandet, hvor søanomoner og småfisk befriede ham for de sidste dystre tanker fra aftenen før. Men så ringede hans telefon, og det var hans veninde, som ville have et godt råd i pengesager. Hun var kollideret med en vaskeægte handskemager, hvis fløjelshandsker generede hende hele tiden. Hun ville ikke behandles på den måde. Der skulle være bid og rene linier. Han hjalp hende, og da alle problemer var løst kørte han til Markaryd. Købte et fiskekort til Laganelven, som er sort som kul og rummer de største gedder i hele Sverige. I morgen tidlig vil han tage sin 17 fods fluestang og, idet tågen driver ind over elven fra de omkringliggende mørkegrønne skove, fæstne en rød-orange lakseflue på forfanget og i det allerførste kast få hug af en kæmpestor ål, som han nænsomt sætter tilbage i det mørke vand, når han har befriet det stakkels dyr for den spidse fluekrog.

Markaryd. Sverige. I dag uden fisk. Kun små skaller, som slår i overfladen. De er glade, og jeg er glad, fordi jeg slap for skarpe kroge og fiskeskrig. Malede i stedet for. Det er osse meget sjovere. Det småregner, men er varmt. 20 grader. Var i systembolaget for at købe en flaske rødvin. Til 150 kr. Nej tak. Tager en æblecider i stedet. En gruppe danskere ankom for lidt siden. Meget højrøstede, og umiskendeligt fra mit land. Så ser man forskellen på de to nationers mentalitet. Men som tiden går falder jeg ind her. Mærkeligt så hurtigt man kan tilpasse sig. Er høflig og taler dæmpet. Ikke lige danske mig, men så må det jo være svenske mig, så hvem er “jeg” ?  Et hylster hvad som helst kan hældes i. Ligenu hældes Sverige i.

Nivå strandpark.

Skybrud og sejlende biler i aquaplaning undervejs ad Helsingørmotorvejen fra Ikea, hvor en stolpe kom i vejen og rev kofangeren løs. Æv, æv, æv. Og nu gik det lige så godt. Alle forberedelser til fødselsdagen blev gjort færdige, og så kom stolpen i vejen. Humøret dalede tyve tommer, og kun ved hjælp af en halv flaske rødvin kom det lidt op i gear igen. Den bil har stor betydning i den tidligere tandlæges liv. Ser det ud til, siden hans humør kan lide så alvorligt når den får en på sinkadusen. Derudover må man sige, at det forestående besøg hos Bornholmerdatter varsler yderligere bekymringer i hans sind, for vil han være i stand til at leve op til forventningerne om de omfattende arbejdskonstruktioner, hans datter har stillet ham i udsigt.Det vil tiden vise. Han har besluttet sig for at prioritere dyrene på farmen højest. Dernæst skulle der jo også gerne blive tid til at male et skilderi eller to, så hvordan han skal nå alt det andet også forekommer ham gådefyldt, men måske efter et par dages omstilling, falder alt på plads.

Sønnens fødselsdag bidrager han til med al sin energi, og som sagt sågar med en skade på bilen, fordi han skulle i Ikea og købe lyskæder, til at pynte op med i den store garage, hvor festen skal holdes.

Sorg og spænding er de to hovedelementer i den skrivendes sind lige for øjeblikket. Her i Nivå sidder han og venter på besked fra sønnen om hvor og hvornår han skal hentes vist nok i Skovlunde. Så går turen ad sydmotorvejen mod udkantsdanmark, hvor græsset skal slås og hækken klippes det sidste stykke. Borde og stole, pressenninger og pavillioner skal arrangeres til fødselsdagen. Den afrevne kofanger forsøges fastgjort med gennemgående bolte i den ret af rust tærede skærm, og til sidst fredag aften i næste uge sejler Køge-Rønne færgen ham til Bornholm. Han bliver helt stakåndet ved tanken, og har allermest lyst til at flygte langt væk fra det alt sammen, men det er hans liv, og inderst inde passer det ham udmærket det hele!

Klippebo medio august år 0 efter Kristi fødsel, og i kosmisk forstand lige nu, hvor den skrivende har fået overdraget farmen med alle dyr til pasning i 14 dage.

Hestene har fået hø og 3 vitaminpiller hver. De stod inde i boksene, men kom ud, da de hørte det knitrende hø. Vand har de nok af. Huskede at tænde for det elektriske hegn bagefter. Har pumpet vand fra brønden på gårdspladsen op i kanderne til at vande potteplanterne. Hønsene har lagt eet æg, som er vasket og anbragt i køleskabet. Gamle Ole, katten, forsøger ustandselig at snige sig ind i huset, og den anden kat kaldet “Missemor” er meget varm på hunden Lilis mad, som den snupper, hvis den ser sit snit til det.

Lili er et kapitel for sig. Hun sov i min fodende den sidste del af natten. Hun var inde hos mig flere gange, og jeg gik ned og åbnede døren, men hun ville ikke ud og tisse. Til gengæld ville hun gerne tisse på tæppet i entreen. Det har jeg duppet tørt og sprayet med “glasrens” så det ikke lugter. Da solen væltede ind ad det store gavlvindue i rummet, hvor jeg sover, lod jeg hende løbe ud, hvorefter hun gøede uafbrudt i en halv time, uanset hvor meget jeg forsøgte at aflede hendes opmærksomhed. Der var intet at gø ad. Ikke en lyd udover fluernes summen. Men det var nok. Hun holdt aldrig op, og tilsidst lukkede jeg hende ind med en godbid, som fik hende til at falde til ro. Nu har vi lige været turen rundt i skoven forbi shelteret og de to små søer, og det har fået hende i balance igen. Hun gør slet ikke mere.

Vi var på stranden i går efter afleveringen af Gårdejerne ved terminalen i Rønne. De skulle til New York, så de er rejst, og jeg den skrivende er alene på farmen. Det blev sågar til et bad i de oprevne bølger med tangskove som drev rundt og gjorde svømmeturen til en suppedas. Hunden Lili hev i sin elastiksnor og for hid og did efter imaginære fisk og fugle og små kviste, som blæste hen over sandet. Tyskerne havde overtaget området med campere og vindsurf udstyr, og så fornærmet på os, da vi trængte os vej op til bilen mellem alle deres stole, borde og brædder. “Tyskere” tænkte jeg, men det var ikke pænt, det ved jeg godt.

Hele skismaet omkring de to børn som trak i hver sin side af deres far glider langsomt i balance. På Engvej i Maribo, hvor sønnen Jonathans 18 års fødselsdag blev holdt med brask og bram, medens jeg sad herovre på Bornholm, er harmonien genoprettet. Datter Suien sendte billeder og video fra øjeblikket, hvor Jonathan træder ind og mødes af alle sine venner totalt uforberdt. Det er bare så sødt og så flot at se hans øjnes glæde og se hvordan de har pyntet med lys og balloner og kommer ham i møde og omfavner ham. Så gik alt i hak igen for den gamle far, som nok forinden (i hvert fald i sine egne øjne) havde været så grulig meget igennem. Toppen på sømmet var bilen og den afrevne kofanger, men selv det løste sig ved hjælp af to små vinkeljern, nogle skruer og møtriker samt lidt tandlægelig snilde,som fik skærmen til at sidde urokkelig fast igen.

Jeg fandt en hel Gudbrandsdals brun ost i køleskabet. Jeg ved ikke om det er til mig, men jeg spiser den alligevel! Kaninerne spiser græs og mælkebøtteblade. Fluerne spiser alt, hvad de kan få fat i, og er rasende irriterende. Jeg tager til brugsen i Pedersker nu og køber flere fluefangere og nogle tomater. Så kan jeg lave en dejlig salat med olivenolien og vineddike til middag. Til frokost spiser jeg resten af barnebarn Bettys salat. Dagene går af sig selv. Det er helt fedt.

Tirsdag.

Donald Trump er sat på stand by. Jeg gider ikke høre mere om ham. Nu kan min datter få fornøjelsen, når hun lukker op for Fox News i sin lejlighed i New York. Så kan hun følge med i, hvor langt vi er nået i konflikten mellem disse to præsidenter, som øjensynlig har hele vores menneskelige verdens skæbne i deres hænder. Så absurd, så man kaster op, når man tænker på det. Så det vil jeg ikke gøre som sagt. Så vil jeg meget hellere gå ud og slå græsplænen. Solen skinner fra en næsten skyfri himmel og græsset er tørt, hvad det ikke nødvendigvis er i morgen, hvor de har lovet vejromslag med regn og blæst de kommende 4-5 dage. Den store and, som jeg ikke kan huske hvad hedder, er kommet tilbage og mæsker sig i dræbersnegle. Som tak får den en bunke solsikkefrø, som den så mæsker sig med. Lilihunden gider overhovedet ikke høre, når jeg kalder på hende, men hvis jeg lokker med en godbid, så kommer hun. Noget for noget. Det skal nok komme med tiden, og vi har da også fundet en passende rytme med to lange ture hver dag, hvor hun spankulerer frejdigt i forvejen i den lange line. Så hygger vi os. Hund og menneske.

Fluefangerne fra Pederskebrugsen er ret effektive. Det er en cellofanstribe med blomster som dufter lokkende, men som indeholder gift, der dræber det stakkels dyr langsomt. Hyggeligt, ikke? Men fluerne er  skide irriterende og flyver ind og sætter sig i ens næsbor og øre. Så kan de lære det, kan de.

Onsdag.

Ud af posen med kattepiller dryssede den sødeste lille grå mus i morges, da jeg fyldte skålen op. Den tog straks benene på nakken og pilede væk hen over gulvet i fyrrummet, hvor jeg stod. Jeg kunne ikke lade være med at le. Den blev forstyrret midt i sin morgenmad som den sad der ovenpå 1 1/2 kg katte mad. Dyrene er hele fornøjelsen værd ved at være her på farmen. Tre æg var der i dag i reden ude hos hønsene. Og missemor spiser op, hvad lili efterlader i sin skål. Det er en hel familie. Hestene kommer og får deres hø og vitaminer hver morgen. De pruster fornøjet, når de ser mig. Og gamle Ole opgiver aldrig håbet om en dag at kunne smutte forbi og ind i huset. Lili gør ad imaginære spøgelser, og får trøst når noget går den på. Men jeg forstår ikke altid, hvad det er,der går den på. Men nu har den fået et knaveben, og falder til ro her i stuen. Vi var ellers lige en dejlig tur i skoven, hvor jeg løb, og hun løb med i samme tempo som mig. Det var rigtig hyggeligt med lidt løbetræning sammen. Om morgenen vækker hun mig, og vil ind under dynen. Det får hun så lov til, men natten igennem sover hun i pigernes senge, hvor hun kan muffe rundt som hun vil. Jeg vender og drejer mig ret meget om natten, og har svært ved at falde til ro af angst for at komme til at mase hende. Det er vist en kunst at sove med en hund. Min ven Thomas sover med to små jagthunde, og siger at han slet ikke kan sove uden dem.

Plænen blev slået inden regnen kom. Brættet ved svalereden er lukket af med en tilskåret finerplade, og i Nexø havde de et nyt håndtag. Stalddøren kan nu lukkes uden at man river sig på det søm, der gjorde det ud for håndtag før. I morgen kommer skraldemanden kl. 7 og jeg skal have porten åben. Ole dyreven og naturelsker var her og aflevere en hel spand nyopgravede kartofler. Vi fik os en snak om verdens fortrædeligheder og de dumme landmænd og blev enige om, at svinehold skulle forbydes. Jeg sagde, at hele kloden burde styres som den eenhed den er i en kvantecomputer, som får alle indput og målinger fra overalt i verden og som alle skulle rette sig efter. Men først måtte vi jo blive enige om at gøre det, og det mente han var umuligt på grund af menneskenes grådighed, og det har han nok ret i. -Det er grådighed, der er skyld i det hele! Var hans udgangsreplik, og så kørte han væk i sin lille hvide peugeot. Han råbte, at han nok skulle komme og klippe hækken, idet han drejede om hjørnet.

Torsdag.

Fik fyldt huller i muren ud med betonspartel og glattet pænt. Det var ligesom at lave en fyldning i fru borgmester Adelharts mund dernede i Maribo på tandklinikken. Først røre pulveret fra krukken omhyggeligt op med en passende mængde vand hældt fra den store grønne vandkande, som var blevet fyldt fra slangen med brøndvand pumpet op med dykpumpen, som fik sin kraft fra stikkontakten i hestestalden. Så gøre stedet som skulle repareres godt vådt, så cementen kunne binde, og derefter med den smalle ske smaske grøden på plads og derefter massere den ud til den dækkede jævnt over det hele. Det blev en hel besættelse, at få kanten lige og fladen blank og skinnende. Da værket var fuldendt og kunstneren tilfreds, blev det hele overdækket med en opsprættet plastiksæk, som havde indeholdt træpiller til fyret. Dette skete, for at undgå at laget skulle tørre ud. Hvis det blev tørt før det afbandt, ville det ikke hærdne ordentligt. Der står det så og venter til i morgen, hvor det skal afsløres om resultatet er efter forventning.

Nu var det tid for en tur til stranden med hunden i fangehul. Det kalder jeg buret Lili transporteres i. Så ved hun, hvad hun går ind til, når jeg siger til hende: – Skal du i fangehullet?  Så hopper hun glad op på bilsædet og lader sig omend lidt modvilligt skubbe ind i det lille bur med det røde tæppe. Hvis der ikke ligger en godbid i skålen som hænger i gitterlågen, ser hun vredt på mig, så derfor sørger jeg altid for, at der ligger en flæskesværd eller lignende, som hun kan gnaske på mens vi kører. I dag kørte vi helt ud til skydetområdet, hvor den røde kugle gudskelov var nede, så vi uhindret kunne lade os glide nedad gennem det gyldne sand til stranden uden at blive ramt af geværkugler. Her mødte Lili en 14 år gammel golden retreiver, som var døv. Det var et held for den, for Lili gøede ustandselig lige op i dens venstre øre med højt lydende skingre bjæf, som den døve hunds ejer ikke fandt passende. – Sikke dog en larm den hund laver. Sagde hun med et fnys, og trak den gamle herre modstridende væk fra den unge dames indsmigrende vov. Hun er i løbetid nu, og gør sit bedste for at lokke mandligt bekendtskab til, men i dette tilfælde gav hendes ihærdighed ingen bonus. Som trøst gav hun sig til at gnave i en selvdød rødspætte, hun fandt på stranden, men da hun ikke må få fisk, var der ikke andet at gøre, end at fravriste hende den, hvorefter hun spiste noget opskyllet tang i stedet for.

Flere motiver kom til syne på hjemvejen, som maleristen i den skrivende skrev sig bag øret til senere brug. Farver og skov og gule stier og lilla lyng kunne nok inspirerer, men ligenu øser det ned udenfor, så gad vide hvornår man kan sætte sig ned ved malerkassen og paletten og lave et billede. Gadvide?

Fredag.

Da håndklæderne hang ude hele natten i regvejret, var de drivvåde her til morgen, og måtte vrides før de atter blev hængt til tørre i det sparsomme sollys på denne dag. Morgengrøden og æggene blev sat over og resterne af skummetmælken og noget skyr stillet ud til kattene. Hestene fik hø, kaninerne græs, hønsene friske piller og adskillige dræbersnegle et hak midt over med spaden, og så var alt igen en gang på plads og i orden. Det lykkedes den lille hundehvalp at tisse to gange på tæppet i gangen selvom døren stod åben, og den bare kunne gå ud. Men det regnede med kolde dråber, og så var det meget rarere at slå halen i det bløde stof og slippe en lille sø ud. Lidt ærgelse blev udmøntet i en venlig sang om det dårlige vejr, som det jo heller ikke er rart at gå ud og tisse i. Jeg tørrede pænt op og sprayede med Rodalon, og så var den historie glemt.

Der står flere liter udløben mælk, som gamle Ole sætter stor pris på, og missemor spiser op, når Lili ikke gider æde mere fra sin skål. Den er ligeglad med, at det er rester, og Lili er ligeglad, for hun er jo mæt.

Der blev endelig tid til et par skitser ude ved Gedebakkestranden, og næste skridt er olie, hvis vejret tillader det. En ældre dame på bagerpladsen i Rønne har accepteret et besøg i morgen af den skrivende, som vil medbringe boller, kager og hund. Han glæder sig til at komme lidt ud i det sociale liv, og har hørt, at damen skulle have en rigtig god  rabarbermarmelade til bollerne.

 

Lørdag.

Og ganske rigtigt. Bordet var dækket ude i den lille gårdhave. Theen bar jeg ud sammen med de indkøbte vikingboller og to stykker gulerodskage, som damen i konditoriet havde anbefalet. Vi satte os og uden besvær faldt vi ind i de gamle roller som mand og kone. Der var meget at tale om, som nu var forbi for længe siden, men som i vores erindring stod som en lykkelig tid i vores liv. Vi var enige om, at grunden til at vi var så lykkelige den gang i vores ungdom, var at vi aldrig så meget som drømte om at blive gamle. Denne følelse af at have hele livet foran sig som noget uudtømmeligt hørte den tid til og gjorde det til noget enestående. Nu sad vi så overfor hinanden igen som gamle mennesker og kunne med al ønskelig tydelighed se, at vi dengang havde levet på en illusion. Og den insigt gjorde os glade på en mærkelig måde. For derved var fortiden endelig lagt bag os, og vi kunne hellige os nutiden og bollerne med rabarbermarmelade.

Jeg har så ondt af kattene, især gamle Ole, som hele tiden vil snige sig ind i huset og have lidt nærhed og varme, men som ikke må, fordi den “strinter” . Det stakkels dyr kan jo ikke gøre for, at den gerne vil afmærke sit territorium. Jeg synes det er synd, og vil gerne gøre lidt extra, og har indkøbt noget dåsekattemad, som jeg supplerer de piller ude i fyrrummet, som de så godt som aldrig rør, op med. Nu får både missemor og gamle ole mælkerester, hundemadrester og dåsekattemad. Når ejerne kommer hjem, får jeg nok skæld ud, men det tager jeg på mig for missernes skyld.

Søndag.

Det er koldt, så vi fyrer op i brændeovnen. Om aftenen når det stormer og regner udenfor sidder vi og ser Mad Men og spiser hundekiks. Altså Lili spiser hundekiks. Jeg spiser chokolade. Det er når vi kommer tilbage fra eftermiddagsturen til stranden, at der begynder at falde ro over gemytterne. Jeg går i køkkenet og tilbereder vores mad. Lili står og ser forventningsfuldt op på mig. Så får hun sin halve pose geleføde med kødstumper i, som hun forbavsende nok nyder og spiser op. En stor skål salat bliver den skrivendes aftensmad sammen med brød med ost og et glas rødvin. Når klokken nærmer sig elleve går vi til ro i hver sin seng. Så pænt og så regelmæssigt.

Mandag.

Tirsdag.

Onsdag.

Torsdag.

De sidste dage inden husværterne kommer tilbage fra deres rejse til USA. Nu er græsset slået, tæpperne banket og sidst men ikke mindst er der sat et forstærkningsnet udenpå hovedlågen ind til ejendommen. Det blev i høj grad nødvendigt idet den lille italienske mynde, som jo netop ikke er særligt stor, idet en fremmed hund passerede forbi udenfor med sin ejer i snor, gennembrød det kvadratiske ståltrådshegn, som var det den letteste sag af verden, og fòr ud efter den tykke pudelhund, som trak i sin snor med stor iver,  så et  møde kunne finde sted. Mynden må under ingen omstændigheder løbe frit udenfor havens afskærmning, da den slet ikke adlyder et kald, så gæsten – den skrivende fik et shok og råbte på damen, at hun skulle komme ind i haven med sin hund og på den måde lokke mynden tilbage indenfor afspærringen. Det gjorde hun, og mynden fulgte med. Den blev grebet og sat ind i huset for lukkede døre mens hegnet blev forstærket. Da mynden kom ud igen, var den straks henne og se om den atter kunne forcere hegnet, der hvor den lige havde gjort det. Og længe gik den frem og tilbage langs det forstærkede hegn i stille håb om at kunne finde smutvejen igen. Men forstærkningen ser ud til at holde – foreløbig. Der er nemlig den hage ved det hele, at resten af haven kun er aflukket med det kvadratiske ståltrådshegn, som mynden jo nu tydeligevis er i stand til at forcere. Så hvornår finder den en smutvej et andet sted? Ja det er spørgsmålet.

Den skrivende er taget til Grønland, nærmere betegnet Scoresbysund, og kan følges herfra!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Independence day 1776 USA 4 july

Det hele er et spørgsmål om tempo. Kan vi holde tempoet, og er der overhovedet noget tempo at holde? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at min søn har travlt, og jeg har ikke travlt. Det burde vel egentlig være omvendt. Han er ung og har masser af tid foran sig. Jeg er gammel, og har ikke så megen tid foran mig, så derfor er det vel mig, der skal skynde mig, og ham der skal slappe af. Det gør han godt nok, når han først er faldet i søvn. Så er han slet ikke til at vække, og sover gerne til langt op ad dagen, mens jeg står tidligt op og er frisk og oplevelsesklar, når solen står op. Derfor kolliderer vi i øjeblikket. Det er der ikke noget at gøre ved. Så må han tage tingene i sit tempo og jeg i mit.

I går var her et kæmpe fyrværkeri lige uden for døren på grund af USAs uafhængighedsdag i 1776. Det larmede og bragede og folk sad på gaden på tæpper og kiggede op i luften når stjerneregnen faldt i kaskader. Jeg var sur, fordi min unge søn ville have soveværelset for sig selv, og bad mig om at flytte mine ting, som jeg havde anbragt i bunden af skabet derinde, ud.
Nu sover jeg på sofaen i stuen, og han i den store dobbeltseng inde i soveværelset, og jeg flytter mine ting ud fra skabet lige om lidt. Så kan han ligge og sove lige så længe han vil derinde uden at blive forstyrret af mig, som altid larmer så meget om morgenen, som han siger!
Hi, hi, en gang fis, men ham om det. Jeg tilpasser mig. Det skal i hvert fald ikke gå ud over den gode stemning, som indtil nu i høj grad har hvilet over turen.

Stillehavet lå og larmede, da jeg endelig fandt det på min blå cykel, som jeg parkerede op ad et hegn med hængelås og det hele. Drengen var kørt i forvejen, og ham kunne jeg ikke find. Alene i vandet var sandelig osse godt. Selvfølgelig blandt en masse andre badende, men alene som så. Det var godt efter den lange vandretur med rullekuffert hen til et busstoppested, hvor bussen vi hoppede op i var den forkerte, så buschaufføren, så hjælpsomt, kørte i fuld fart hen og overhalede den rigtige bus som lige var kørt forbi, så den standsede, og vi kunne komme op og afsted mod El Segundo.

Huset er hvidt med mølle i loftet og hvide vægge og puder, hvor der står “Eat – Sleep – Surf” på, så det er lige noget for min søn. Han hopper i det hele som en pave, mens jeg ydmygt ser til. I dag skal vi ud og købe ind til køleskabet. Vaske vores sure New Yorker tøj, og så ellers se hvad der sker.
Venice ligger i cykelafstand herfra, så det er et must. Der er et astronomisk observatorium, Hollywood selvfølgelig og Steve Jobs Applekontor som skulle være fantastisk. Nu får vi se. Venice skal jeg i hvert fald hen til. Ja.

Cykle, cykle, cykle. Op og ned ad stejle bakker her i El Segundo ved Stillehavets kyst. Først må vi jo have noget mad at putte i køleskabet. Supermarkedet ligger langt herfra. Vi aser os op ad bakken og styrter i expresfart nedad igen, før en stejl bakke atter viser sig, som vi så må op ad. Sønnen holder høfligt og venter på den ældre herre, som har sit mas med at træde det sidste stykke, og må stå af og gå. Så går det atter i fuld fart nedad, og så ligger alle de store butikker for næsen af os med et kæmpe indkøbscenter i midten. Her er en exorbitant mængde af varer, og vi farer vild og kan ikke finde, hvad vi vil have. Et helvede, og da jeg skal betale, tager de ikke mod mit kreditkort, så jeg må ud og hæve i ATM automaten. Pinligt som kassedamen ser på os.

Nogle middelhavsruller i grøn pandekage og cola til drengen og en af sæbe smagende kokosdrik bliver vores morgenmad ved et lille bord ved siden af en sandfyldt beholder med tusindvis cigaretskod. Flot start på vores ophold i Los Angles!

Det sure af sved stinkende storbytøj bliver kastet rundt, først i laundromaten og siden i tørretumbleren, og er nu duftende frisk og parat til at blive iført før cykelturen mod Venice Beach. Som vi har hørt så meget om, og igen og igen har set brugt som kulisse i HBO serien “Californication.”
Min søn venter pænt på mig, som kommer bagefter ad den lange snoede cykelsti som løber ved siden af det bølgende Stillehav med cykelfolk frem og tilbage, som hilser os hver i deres verden bag høretelefonerne. Han drøner afsted igen, og da vi når Fishermans Village, kan han ikke vente længere på mig, som har slået min fod på pedalen, og skal have hjælp fra en dame i en kiosk, som smører detergent på såret og forsyner det med et hæfteplaster formedelst to dollar. Han kører videre mod Venice alene, og jeg sætter mig på en bænk og nyder udsigten over havnen Marina del Rey med nogle hjuldamperlignende turistbåde, som ligger til kaj her.

Nu bliver turen mere fredelig, da jeg ikke har drengen som et hæsblæsende trækketov hængende foran mig. I helt mit eget tempo sejler jeg afsted på den lille blå cykel og mærker duften af lyng og Kaprifolier som slynger sig op ad stakittet ind mod det fredede sanctuarie med Wetland og udrydningstruede sjældne sommerfugle. Cykelstien snor sig ind og ud ad låger ved vejkryds langs den store marina, og drejer så ind på mere og mere befærdede områder og følger tilsidst den brede Pacific Boulevard.
Minsanten om ikke en bygning med et stort skilt forkynder ” Venice Ramen”. Her vil jeg spise på tilbagevejen, tænker jeg, og glæder mig over muligheden for et godt måltid mad. Boulevarden ender vinkelret på den brede strand. Her fortsætter cykelruten ud mod det egentlige Ocean Walk i selv Venice. Det berømte sted, men her stopper jeg. Vi gemmer det bedste til senere. Måske når vi det aldrig, men så har vi drømmen tilbage, og det er måske alligevel det bedste…

For ikke at cyklen bliver stjålet, slæber jeg den ud over sandet og helt ned til strandkanten, hvor jeg stiller den med støttebenet hvilende på min ene sandal, at den ikke vælter omkuld. Tager tøjet af og springer i bølgerne, som er surfhøje og legelystne. Vandet har den helt rigtige temperatur og er Stillehavsrent. Nydelse.

Slæber cyklen tungt gennem sandet op til stien og påbegynder hjemturen. Antastes af flere unge damer, som vil have mig til at spise på deres restaurant, men jeg har mine planer, så jeg takker venligt nej. Skal jo have min Ramen!

Det lille Ramensted er en perle. Simpelthen. Betjent af høflige japanere, som serverer mig den bedste vegetariske ramen, jeg nogensinde har fået. Langt bedre end i New York og bedre end selv i Sibuya i Tokyo, som der hænger et stort billede af på endevæggen i restauranten.

Fredeligt cykler jeg tilbage langs den mægtige stillehavsstrand med bål i runde krukker, som mexicanske familier laver barbercue ved. Solen går ned, og jorden går op. Himlen er blå, og jeg er en prop.
Nu skal jeg nok holde op!

 

Klokken er ni om morgenen. Det er fredag. Vi har fire hele og en halv dag tilbage i Los Angeles. Drengen sover. Uret viser at klokken er seks om aftenen hjemme i Danmark. Tid er noget mærkeligt noget. Jeg tænkte på i går, hvor mærkeligt al ting er. Bare det at tænke. Hvad er det for noget?
I boghandlen i Little Tokyo, hvor vi spiste, så jeg en bog om Zen. Her var begrebet “unsupportet thought” beskrevet som tanke uden en tænker. Tanke som optræder, når det er nødvendigt, og som er fraværende, når det ikke er nødvendigt. Og hvornår er det så enten nødvendigt eller unødvendigt, at tanken optræder? Det afgør øjeblikket, siger zen. Gennem hård praxis opnås indsigten, at ingen gøren er nødvendig for at indse. Tværtimod er enhver hensigt, ethvert mål en hindring for indsigt. Skægt ikke? Fandme skide skægt. Ligesom at cykle hårdt og træde i pedalerne og mærke total kraftudfoldelse til det yderste. Og så til sidst bare nyde udsigten helt stille på en stenbænk, de har stillet op i sandet.  Husker bogen : “Zen og kunsten at køre på motorcykel” Den blev skrevet i Californien.

Sent på eftermiddagen kom vi afsted. Først med den røde beachbus med 17 stop. For mit vedkommende til pensionistpris på kun en halv dollar. Siden med fire forskellige metrolinier, hvor toget kørte i høj fart langs en femsporet highway, sammen med hundredevis af store amerikanske biler, der kørte i lige så høj fart ved siden af. Her sidder fortrinsvis sorte mennesker og der lugter hele tiden af hamp. Det ser ud til at man ryger frit her, så alle er i godt humør og skriger af grin mens vagonnen larmer henover sporene.

Los Angeles er flad af udstrækning kun med skyskrabere i midten. Men den er enorm, den by. Små eenfamiliehuse spredt ud over et areal så stort som Fyn med blå bjerge der rejser sig i horisonten ind mod land og det blånende stillehav og skyer til den anden side. Jeg måber over udsigten, der farer forbi kupevinduerne. Min søn ser “House of Cards”. Jeg vinker til ham og peger ud på det forbipasserende landskab. Han ser op og vågner.

Når vi skal købe billetter i automaterne, varer det ikke ret længe, før vi kommer op at skændes over hvem der har ret om hvilke knapper, der skal trykkes på. Jeg prøver at stoppe ham, fordi jeg synes det går for hurtigt med at trykke. Hvis vi trykker forkert, får vi jo forkerte billetter. Han er selvsikker og trykker til. Jeg er forsigtig og langsom og hidser mig nemt op, når det går for hurtigt. Det er det med tempoforskel igen. Men vi griner sammen til sidst og får de rigtige billetter og kommer videre. Bagefter ansporer divergenserne til fredelig samtale på en bassinkant i Little Tokyo om generationskløft og den slags. Meget givende og meget smukt her blandt Japanske huse, hvor de sælger samurai sværd, som drengen selvfølgelig skal hen og prøve. Han drager et sværd, og prøve at stikke mig ned. Jeg farer sammen, mens han griner af mig.

Vi spiser Ramen og ris med indbagte rejer og sushi og misosuppe, og skulle egentlig til koncert i Blue Whale Club, men bremses af et skilt med +21.  Æv, tænker jeg, men han er tilfreds. Han gider ikke høre jazz. Han er til funk og rap. Generationskløft igen.

Vi kommer for sent til sidste bus og må gå resten af vejen hjem. Det er godt at gå efter de lange metroture, og vi hyggesnakker hele vejen de 3 miles.

I fjernsynet kører de uafbrudt med reportager fra Hamburg, hvor G 20 mødet forårsager store demonstrationer med vandkanoner og stort politiopbud. Trump holder tale i Polen, og lover støtte mod Russisk agression ved grænsen. Nordkorea fyrer missiler af, som falder ned i det japanske hav til stor fare for skibsfarten. I USA taler de om atomangreb i Alaska. Trump møder Putin i dag. Gud bedre det hele.

Der er et akvarie ude ved Long Beach. Man kan købe “oplevelser” her. Der er 35 “oplevelser” man kan købe sig til her i englenes by. Det koster en formue. Bare at komme ud og få en rundtur i Universal Studios i Hollywood koster 175 dollars pr person! Det svarer til ca 1.177 danske kr. Altså 2.345 kr for os to. Det kan budgettet slet ikke bære. Og hvad er det også vi skal se derude? Jeg aner det ikke, og har heller ikke lyst til at springe på den der “oplevelses” vogn. Men det der akvarie koster “kun” 37 dollars per person, og det vil min søn godt, og så tænker jeg, at det kan vi så godt gøre. Vi tager den sædvanlige røde beach-bus nede fra Gran Avenue til 1 dollar for hele turen. Jeg får den for 1/2 dollar, for jeg er jo pensionist. Skifter til metro på Air/Lax stationen og fiser med et par skift ad helvede til mellem to highways med en million biler i hver sin retning ud til Long beach, hvor vi står af.

Der er høje marmorglatte monstre, og skilte mod akvariet som vi følger. På vejen passerer vi en kæmpe tønde eller silo med nogle falmede billeder af hvaler påmalet udenpå. Det er her de holder spækhuggere i fangenskab og tager penge for at fremvise dem ved fodringstid, når de springer op og snupper en levende sælunge i luften, som hvalfangevogteren kaster ud. Så klapper folk over de “dygtige” dyr, som er næsten lige så intelligente som os mennesker. Jeg gyser. Gudskelov bliver drengen så afskrækket ved indgangen til akvariet af hundredevis af skolebørn,som skal stå og trykke næserne flade mod glasset ind til fiskene, at han opgiver, og vi sparer 2×37 dollar, som i stedet bliver brændt af i en pizzarestaurant med kæmpe stenovn og en servil tjener, der forklarer os, at pot nu er legaliseret i Californien, da vi nævner, at der lugter af marijuana overalt, hvor vi går.

Ude på spidsen af Pieren står et fyrtårn med billeder af  Hovard Huges mastodont af en vandflyver med 8 motorer, som i trediverne landede her i havnen, og ovre ved den modsatte kaj ligger minsanten oceandamperen Queen Mary, som fungerede som troppetransportskib under anden verdenskrig, og var en efterfølger til Titanic. Hvad siger I så?
Vi er i verdens centrum, ser det ud til.

 

 

Stranden er flad og kedelig, og jeg falder om og snakker med et par store havmåger, som forgæves forsøger at finde noget spiseligt i de plasticposer folk har forladt. Jeg råber til dem, at de skal lade være. Jeg tænker på alle de døde havfugle, man finder med plasticstumper i maven. Mågerne er ligeglade, og jeg græmmes.

Bussen er atter en gang gået, og vi må gå de 3 km hjem, hvilket er godt, for så passerer vi en åben Ralps kæmpebutik, hvor vi tanker op med juice og cornflakes. I fjernsynet udveksler Putin og Trump håndtryk. Fornyet håb for verden?

Venice igen. Nu med afgang om formiddagen, så vi kan bade og slappe af undervejs. Der er bare den lille hage, at kæden er løs på min søns cykel og sprunget af en gang på vej ned ad en bakke, så han ikke kunne bremse, og det blev farligt. Han reddede sig dog ved at køre ind i en sandbanke, som standsede ham. Bakkerne her er stejle, og vi får ofte  god fart på. Nok 60 km i timen, og det er ikke rart, når man så ikke kan bremse foran et vejkryds med biler. Han siger, at det går nok. Han satte selv kæden på igen, men den er løs, så jeg siger, at det gør det ikke. På vej mod stranden og Venice finder vi en værktøjshandler, hvor vi køber en crome vanadium “Do it best” fastnøgle nr. 15, der lige netop passer til boltene på baghjulet, som løsnes og kæden spændes, og vi kører lettede videre.

Det er bagende varmt. Solen styrter ned over os med brændende stråler, som forhindres adgang med sønnens faktor 30 solcreme, som han har fået af en kammerat i Danmark. Jeg sætter min blå trøje op over min kasket, så den lægger sig ned over nakken, mod solen, som brænder og svier ulideligt. Vi gør holdt i Fishermans Cove og sætter os på en bænk med udsigt over den lille fiskerhavn, mens vi med hver sin halve hovedtelefon i øret hører Otis Redding synge: “Sitting on the dock of the bay”

Efterhånden som vi kommer længere ned ad Pacific Boulevard bliver trafikken tættere. Bilerne ligger i kø, og vi er lykkelige, da vi drejer af ved den første palme, og kører ud på cykelstien, hvor de store stinkende amerikanske firehjulstrækkere ikke må komme. Det er lørdag, og her er mange mennesker. Farverige hippier og slaskede unge afroamerikanere med håret sat på alle tænkelige måder. Vi kører lidt ad cementvejen, og stopper ved en lille arena med breakdance og rap, som han bliver tiltrukket af. Jeg sidder ved siden af en ældre herre, som indhyller mig i en sky af afbrændt weed. Det er overalt, og alle ryger. Blot ikke jeg. Har ikke lyst. Kender alt til den plante. Har jo selv dyrket den, og set den vokse op. Den er levende og værdifuld, som alt andet i denne verden, som behandles med omtanke.
Vi tuller videre på vore blå cykler sammen med alle de andre på hver deres mærkelige køretøj. Der er dem, der står op på to hjul, som bringer dem frem. Så er der dem, som kører på små elscootere, der fiser afsted i stor fart. Så er der dem, der står på et stort trehjulet stativ, som de fører frem med rokkende bevægelser, og så er der alle dem på elcykler og mountainbikes med elmotor, som ikke træder i pedalerne, som man jo skal i Danmark, men bare sidder afslappet og lader sig befordre. Og så selvfølgelig alle os på almindelige cykler.

Skaterbanen er opfyldt af novicer, som hele tiden falder, så det gider vi ikke se på, og kører videre langs den brede strand hen til en lille smøge, hvor der sidder en ferm guitarist og spiller aldeles virtuost og lokkende, hvorfor vi slår os ned. Der er også et udsalg af vraps med veganerindhold til mig og kødmad til sønnen, samt smoothies ad libitum. “Californication” blev optaget her, og jeg fortæller om den endeløst grænseoverskridende serie, som han passende kan gå i gang med, når han er færdig med “House of Cards”

-Skygge! råber jeg, og finder en træparasol, vi kan sidde under sammen med en skæv indfødt, som fortæller om hajer og jellyfish og de sindsygt farlige portugisiske sømænd med lange tentakler, som snor sig om arme og ben på de svømmende folk, og dræber dem med gift.
-Hvis der er rødt flag, siger han, så skal I ikke gå ud og bade!
Lidt efter lægger han sit hoved på træbordet og falder i søvn. Så går vi ud og bader, for der er ikke noget rødt flag at se.

Da vi skal afsted igen, er drengens cykel med et puf punkteret i varmen. Fordækket er fladt. Gode råde er dyre. Skal vi gå hjem. Der er langt. Ovre på den anden side af vejen ligger en cykeludlejer. Vi spørger ham, om han vil hjælpe os, men han er skæv, og siger han ikke har tid. Vi kan købe en ny slange for 7 dollar, og gudskelov er det forhjulet, og jeg har jo den nye fastnøgle, så vi skifter slangen. Den gamle havde et stort hul. Det går rimeligt nemt ved fælles hjælp, og snart ruller vi videre.

Han vil til Santa Monica, for der er en park, vi skal se, og jeg kører nødtvungent med i den stegende hede. Her er træningsudstyr med klatretov og trapez ringe. Lige noget for den muskelstærke unge mand! Han klarer 7 armhævninger i et stativ. Lige så mange, som en bringebred svensker med sved på panden opnår. Sådan er det med de unge mennesker. De vil konkurrere om alting.
-Lad dem, siger jeg, og betragter det hele med ophøjet ro. -Bare jeg kan sidde i skygge. Det er nok for mig.

På hjemvejen køber jeg en panamahat. Sådan een har jeg altid ønsket mig, og den bliver godkendt af min unge søn, som den også klær på den sefie han tager med den på. Musik er der alle steder. Især trommeslagerne blive vurderet af ham, da han selv spiller tromme. Vi hænger ud i timevis, mens solen går ned over de californiske bjerge, som flammer op i rosa og lyseblå, mens folk falder til ro i græsset med joints i hænderne og kærlighed   i øjnene.

 

Ramen i “Venice Ramen” skal han prøve på min anbefaling, og bliver heller ikke skuffet. Især ikke, da han får lov at drikke endnu en diet coke af sin far. Da han vil have flere, siger jeg stop, og det raser han lidt over,men bliver god igen. På vej hjem gennem nattemørket cykler vi forbi hundredevis af store bål på stranden omgivet af fester med høj musik og grill og fyrværkeri.

Hollywood, Hollywood, det skal man da til, når man er i Los Angeles. Ellers har man slet ikke været der. Slet ikke. Så afsted igen med metro rød, blå og gul linie langs de mange, mange biler der altid kører døgnet rundt som en vifte af adfærd omkring byen. Syg adfærd.
Der skulle ifølge bogen: “111 places i Los Angeles that you truly must not miss”  være et crossroads of the World på Sunset Boulevard, som man øjensynlig burde se, og derfor er det vores første mål på denne dag, hvor “Hollywood Highland” skal udforskes. Men så siger manden i højtaleren, at man skal af i Hollywood Vine og ikke highland, hvis man vil se “Walk  of fame”, og hvem vil ikke gerne se “Walk of fame”? Så der står vi af. Måske ligger Sunset Boulevard ikke langt derfra med min “Crossroad of the World”,tænker jeg. Så vi går bare derhen efter denne “walk”.

Der ligger 2500 stjerner nedsænket i asfalten, står der udfor fru Lopez stjerne. Hun er nr 2501. Og derefter kommer Marilyn Monroe og derefter kommer Charlie Chaplin og derefter komme Bud Holliday og derefter kommer John Lennon osv ad libitum og vi bøjer nakken i ærbødighed over alle disse celebrities, døde som levende, hvis stjerner vi får lov at betræde.

Nok er nok, og vi begiver os mod Sunset Boulevard og vores monument. Her passerer vi imidlertid en særlig restaurant, som skilter med Amerikas bedste burger samlet i en club på tyve ialt.
-Det må sandelig være godt, siger vi i kor, og det er det osse. Drengen indtager en kødsaftdryppende herlighed på et pund, mens jeg får en salat. med marinerede småfisk. Uhm.

Mætte og tilfredse går vi ad Sunset og støder på et supermarked i musik. Plader og cd’er tårner sig op i en mægtig hal med billeder og plakater af alle store navne gennem tiderne i Amerikansk musik. Blues, country, rock, Bernstein, musical og jazz, funk og rap. Selv Warhols bananplade med Nico fås i strålende nyoptryk. Vi tilbringer flere timer her, og min søn køber en bog om mytologi. Men så er der vist heller ikke mere. Jo, og nogle store plakater med “Game of Thrones” som starter om en uge på HBO.

-Jeg vil op og se ud over byen, for at finde min Crossroad of the World! råber jeg, men turen er for stejl, og vi vender om. Tager i stedet ind til centrum, hvor sønnen har set en Mall, han vil besøge for at se på sko.
Dér er der gudskelov en Starbucks café, som er hvad jeg trænger til, mens han går på opdagelse i stormagasinet. Bag mig sidder et dansk ægtepar. De opdager, at vi er danskere, og indleder en samtale, som sønnen forsvinder fra, da den hurtigt handler om tænder og tandpleje.
Damen har fået lavet for 100.000 kr implantater  i Polen, som hun fortæller i detaljer om, da hun får at vide, at jeg er tandlæge. De er dog meget søde. Hun blev enlig mor til to store børn og “fandt gudskelov en mand med tegnebogen i orden,”som hun siger, så hun kunne få lavet sine tænder i Polen, og smile til ham igen. Manden siger ikke noget. Han er genert og nikker venligt til hendes beretning. De kommer fra San Francisco og Rocky Mountains og Nevada og Las Vegas med afslutning i Los Angeles på en 10 dages rejse, som mandens mor har givet dem. Hun sidder oppe på hotellet og venter, siger de. Jeg stønner indvendig. Alt dette på 10 dage. Hvordan kan de?

Vi kan ikke mere. Det er helt tydeliget. Vi er godt trætte og går i Ralps på hjemvejen og køber æbler, banan og slik. Fjernsynet er elendigt her. Det er et Apple Tv. Det skal man altså ikke købe. Det går i stå hele tiden, og jeg vil se Trump og Putin, og må nøjes med at kigge på min egen lille iPad.  Det ser ud til, at Trump er blevet snøret af Putin. Han opgiver at kritisere ham for indblanding i valget. Kommentatoren siger, det var en stor sejr for Putin, som efterfølgende smører tykt på i sin beskrivelse af Trump, som han kalder et “analytisk geni”. Det er noget den selvglade Trump kan lide at høre. Nu hvor han er blevet kritiseret så meget på hjemmefronten, kommer Putin ham til undsætning. Sønnen har i øvrigt haft kontakt til Rusland før valget.  Er det en tak for hjælpen fra Trumps side? Svaret blæser i vinden, og Bob Dylan spiller i Texas. Stadigvæk. Amerika, Amerika!

Så skal vi hjem, hvad “hjem” så end er for noget. Min plæne trænger til at blive slået. Det gør min hæk også. Klippet. Sønnen skal til Jylland og mødes med gamle efterskolekammerater, og da jeg skal over og have en ekstra solcelle til “California” camperen i Tilst ved Århus, har jeg lovet at køre ham.

Vi skal være ude af huset i morgen kl. 11 sharp, og må derfor tage til lufthavnen meget tidligere end nødvendigt. Da vores fly til Zürich og Kbh først går 19.20 bliver vi nødt til at opmagasinere vores bagage derude og så drive rundt på må og få.
Jeg cyklede ned til stranden i en bølge af varm luft her til formiddag og svømmede ud i Stillehavets klare vand, da pludselig, som ud af intet, en større flok delfiner dukkede op tæt ved mig. De legesyge dyr svømmede i formation forbi og hilste med snude og rygfinne over vandet. Jeg råbte halløj til dem af glæde over synet, og de svarede ved at smække halerne i vandoverfladen med et sprøjt.
Tre unge mennesker, som sad på en klippe og hang med deres mobiltelefoner, sagde at de ingenting havde set, da jeg begejstret spurgte dem:
-Så I alle delfinerne?
De gloede ud på vandet, men da var delfinerne selvfølgelig væk.

Det var kun mig, der så dem. Det var “mine” delfiner i det øjeblik. Noget mærkeligt noget, men jeg blev bare så glad over at se dem.
En due, som kom forbi, gik nærmere, helt tæt hen ved mig, som jeg stod der med mit blå badehåndklæde om livet. Den så op og nikkede.
-Jeg så dem også, sagde den, og pikkede lidt i sandet efter et stykke bananskræl som nogen havde efterladt. Så var vi to om de delfiner.

Mens han så delfiner, og lidt efter spillede så pænt på sin mundharpe, hvis toner gled ud over havet til alle som gad høre, cyklede hans unge søn afsted mod Manhattan Beach, for at købe sig et par flade, sorte sko som han skulle bruge, når han spiller fodbold.

 

 

 

 

 

 

 

8 timer fløj vi mod solen, som derfor aldrig gik ned, før vi landede i et flammehav af rødt og orange i Kennedy International Airport. Skylinen med Empire State Building som blinkende vartegn blev foreviget på  min søns iphone7 i timelab mode mens den store Boing 747 tungt nærmede sig jorden i rasende fart. De store villaer og golfbanerne i Brooklyn lå og vidnede om rigdom og magt udenfor flyets vinduer.
Vi var trætte og radbrækkede efter tiden med sammenkrøllede ben i de snævre flysæder, da vi med flere hundrede andre rejsende stimlede sammen foran Border Kontrol.
Langsomt sneglede køen sig frem mod de høje diske, hvor mørke alvorlige mænd skulle afgøre vores skæbne. Om vi kom ind i det forjættede land USA eller ej. Det gik nemt for alle, vi så, at komme igennem med pas og Esta i hånden, så vi blev mere rolige og troede, det nok skulle gå. Det blev vores tur,og sønnen gik glat igennem med sit fine Esta papir. Han fik taget fingeraftryk og irisanalyse, og så blev det min tur. Med bankende hjerte fremlagde jeg mit nye visum i mit pas og erklæringen om, at vi ikke havde grøntsager med ind i landet, og at jeg ikke havde haft kontakt med husdyr (heste på Bornholm, hm.)  den sidste måned. Så skulle der tages fingeraftryk, og her begyndte vanskelighederne. Det virkede øjensynlig ikke, eller osse var der noget andet i vejen, for den mørke mand rynkede brynene og gav sig til at taste noget ind i sin computer, mens jeg (den tidligere narkofange) begyndte at få en lettere fængselspsykose med sved på panden og rystende hænder. Så rev han mit pas til sig og slog en stor gul streg hen over tolderklæringen, hvorefter han rejste sig. (Det var første gang, det var sket, såvidt jeg havde set, at en borderkontrollør havde forladt sin pult).  Han gik ud foran mig og sagde, at det var nødvendigt med en mere omfattende undersøgelse, og førte mig over i et stort lokale, hvor der sad fire betjente, som han rakte mit pas og den note, han havde skrevet. Vi blev bænket foran disse dommerlignende mænd med skilte på skuldrene, sønnen og mig. Jeg var som gelé, og drengen helt bleg i ansigtet.
– Så skulle det altså ske alligevel, sagde jeg til ham.
– Hold din kæft, svarede han.
Det var så den USA tur, tænkte jeg, og spekulerede på, hvordan vi skulle få et fly tilbage. Vi var begge helt overbevist om, at turen var slut, og vi ville blive sendt tilbage. Der gik en halv time som var et helvede. Så kom en kvinde ind med mit pas og papirer og kaldte mig op. Hun spurgte mig, hvad jeg skulle i USA, og med svag stemme svarede jeg, at vi var turister og ville opleve landet. Hun rakte mig mit pas med et venligt smil og sagde:
-Velkommen til USA!
Bagefter, da vi kom udenfor, faldt vi hinanden om halsen, drengen og jeg. Vi var ellevilde af glæde, ovenpå den halve time med tvivl om vi var købt eller solgt.  Pyha!

Vi fandt vores internet, og google fandt det blå Airline tog, og en høj herre af afroamerikansk afstamning med blød hat og store tænder fandt os i vores vildfarne øjne og førte os mod Jamaica station, hvor en anden afroamerikansk herre i politiuniform fandt os, og førte os hen til toget mod Penn Station, hvor en stærkt sminket dame med affarvet hår og hvide lår under den korte nederdel satte os ind i de forbipasserende stationers navne, før vi endelig ankom til Penn, hvor vi skiftede til tog nr 3 mod 148 street dybt inde i Harlems hjerte.

Toget eller subway som det jo var, slingrede gennem de lange rør med hektiske opbremsninger og vild acceleration, mens føreren på et uforståeligt amerikansk skreg navnene på de mange stop undervejs. Ved endestationen steg vi ud, og begav os ad sodsværtede trapper op på en skummel gade, hvor min søns iphone viste os vej til et hus, vi troede var vores bestemmelsessted. Der duftede lifligt i kvarteret af hamp og affald, som var stablet op på fortovet i store sorte plastiksække. Mørke mænd med rastahår og musik i maven tilbød dope, som vi afslog. Vi satte os udenfor huset og prøvede at komme i kontakt med David, vores vært, pr telefon, for døren var låst og mikrofonen ved siden af gået i stykker.

Telefonnummeret han havde givet os virkede ikke. Klokken var over et amerikansk tid og syv om morgenen dansk. Vi havde nu ikke sovet et døgn, og var flade. Intet virkede.
Da trådte en vældig kvinde af afroamerikansk herkomst ud under træerne. Hun fremdrog en mobiltelefon af enorm størrelse, fik adressen og påpegede straks at vi var det forkerte sted. Det var slet ikke Davids hus, vi sad ved. Med værdige skridt førte hun os rundt om et stakit og ind i en lille gårdhave med frodige dybtgrønne buske. Hun pegede på en dør, hvor der hang en  gul seddel  med en velkomsthilsen fra David.

Mirakel! Vi var der. På 6 sal stod en lille ferm bøsse og tog imod os.
-Hey, and welcome, that took some time, sagde han, og førte os på plads i sin veudstyrede lejlighed. Vi faldt om på den store seng og sov på sekundet. Godnat New York. Og god dag.

Min søn sover som en sten. Jeg kan ikke sove længere. Klokken er ni. Jeg står op. Må ud og se, hvor vi er. Tager korte bukser og den blå t shirt på og putter to tyvedollarsedler i lommen. Må ned og finde et sted og købe noget morgenmad. Eller en kop kaffe. På vej ned ad trappen bliver jeg kærligt omfavnet af en fuld rastafarianer. Ingen vold. Bare kærlighed. Ude på gaden sidder flere sorte folk og hører musik og ryger. De griner til mig og byder på et blow. Jeg griner tilbage, og ryster på hovedet. I det lille marked smøres der sanwich med tyk mayonaise, skinke og tomat. Rækkes over disken til den gamle mand, som med rystende hænder betaler en dollar for maden. Hylderne er fyldt med chips og små kager i cellofan. Jeg køber et brød og en dåse kokosmælk. Betaler med en tyvedollarseddel og får 18 dollar tilbage. Går op og finder ud af, at den anden tyvedollar er væk. Fandens osse, tænker jeg. Den er nok røget ud af bukserne, da jeg betalte.
Bestjålet er jeg i hvert fald ikke. Min søn er vågnet. Vi gør boet op. Jo, det er rigtigt, vi mangler tyve dollar.  Æv.

Drengen går ud alene. Det vil han. Jeg er lidt bekymret. Bliver han væk, ligesom den gang i Firenze, hvor vi pludselig ikke kunne finde ham. Nå, han er 17 og en klog ung mand. Så jeg vinker farvel, og lægger mig til at sove. Kl 1 vågner jeg, og han er stadig ikke kommet tilbage. Nu bliver jeg nervøs. Det er et farligt kvarter, vi bor i. Er han blevet overfaldet? Tankerne flyver gennem mit hoved. Jeg lægger mig lidt igen, men kan ikke finde ro. Sender en sms, men han svarer ikke. Han har nok heller ikke noget net, tænker jeg. Så kigger jeg i min iPad. Hov, der er mail fra ham:
“Hjælp! Jeg sidder ude på trappen og kan ikke komme ind!  Kan ikke låse op!” skriver han.
Jeg skynder mig til hoveddøren. Der sidder han ude.
-Endelig fik du min mail, siger han.- Jeg har siddet her i over en time,  nøglen virkede ikke.
Jeg ånder lettet op, og får ham ind. Han smiler til mig og siger:
-Ved du hvad jeg fandt?
Jeg tror næsten ikke mine egne ord, da jeg spørger:
-De tyve dollars?
-Ja, svarer han. -De lå på gaden, jeg samlede dem op.
Fantastisk. I Harlem blandt skæve eksistenser fik min nye tyvedollarseddel lov at blive liggende! Han rækker sedlen til mig. Jeg rækker den tilbage til ham.
-Det er din findeløn, siger jeg.

Solen skinner fra en skyfri himmel. Det er 30 grader i skyggen. Aircondition anlægget kører hele natten på fuld kraft. Ellers kan vi ikke sove.
Ikke bange. Ikke bange, lyder det hele tiden inde i mine tanker. Nej.
For Greenwich Village ligger på ruten fra Lexington Av. til 148. street, hvor vi bor. Toget blev ramt af en afsporing samme dag vi ankom. I myldretiden. 37 passagerer  kom alvorligt til skade. Nogle arbejdere havde glemt værktøj  på skinnelegemet. Så røg toget af. Det er vores tog hver dag ind til byen. Noget gammelt lort. Slidt og forfaldent.

Vi skal afsted. Kører med de blanke aluminiumsvogne i fuld fart, mens en sød ung pige, jeg spørger, give besked om , hvor vi skal af for at komme til East Village. Vi hopper af toget og skifter til et andet, og er lidt efter oppe på gaden i et kvarter med lave huse og menneskemylder. Vi har togkort som vi fylder op på stationen. Først svirper drengen, så svirper jeg, og han  klager altid over, at jeg svirper for langsomt. Så må jeg svirpe om igen, og så går vinkelrørene endelig fri, og jeg kan komme ud.

Her er en gade, vi går på:
Jeg tænker kaffe. Drengen tænker på sko. Han har fået besked fra sin søster om at købe ind i New York. Nok osse sko til hende. Jeg får gennemtvunget, at vi går på 7/11 for en kop kaffe og en brownie. Han vil ingenting have. Han vil have sko. Så bliver vi enige om, at han går i skobutik, mens jeg sidder på et rækværk på den modsatte side med min kaffe i hånden og ser. Ser på alle disse mennesker af alle afskygninger, som strømmer forbi hele tiden.  Husker filmen “Skygger” af John Cassavetes. Sådan er det her. Skygger og lys som bliver til farver og lyd. Ansigter og sjæle. Nogle fanger mine øjne. Alle slags bevægelser. Den gamle kridhvide mand, som næsten ikke kan gå. Med sine sår i ansigtet. Den unge japanske kvinde, som selvsikkert går forbi med sine høje hæle og sin vrikkende numse. Den sorte fyr som danser afsted til musikken i sine hovedtelefoner. Den hvidhårede, ansigtsløftede stramme dame med døde øjne. Jeg ser det hele og drikker kaffe til, mens  han ser på sko. Sådan har vi vores arbejdsdeling på turen. Så kommer han over. Alle skoene var for små. Det er vist osse noget med, at han skal købe til en kammerat, så han kan sælge og tjene lidt penge, for sko er billigere her. De fine mærker.
-Du skal være forretningsmand, siger jeg. -Det er det du skal være.
Han griner lidt. Usikkert. Så går vi videre.

Broen over Hudson River er pakket med biler. Vi bevæger os væk fra strømmen og sydpå ind i Lover East side og East Village. Butikkerne bliver mere snuskede nu. Weed dufter der af overalt. Her taler alle spansk. Duft af branket kød bølger i den varme luft. Vi er på vej til Chinatown.

Alt er kinesisk. I en kælderhals hænger et skilt med ordet “Ramen”, men de åbner først kl. 18, så vi bliver enige om at komme tilbage senere og spise der. Det skulle være New Yorks bedste ramensted, står der på et udklip fra New York Times. Det er en aftale, og vi driver dybere ind i kvarteret til en bar, hvor vi sætter os og drikker iskold mangojuice. Min søn går en lille tur alene. Jeg slapper af. Senere havner vi midt i en kinesisk park med et tempel, hvor en gruppe mennesker laver tai chi oppe på taget.
I en rundkreds sidder de og spiller mahjong,  de små gamle mænd med deres smalle øjne og koncentrerede blik. Lidt væk derfra underholder 3 alvorlige musikanter med skærende lyde i fremmede tonearter fra tostrengede violinlignende instrumenter, mens en ældre herre synger til med høj skinger røst.
Min søn står op ad et hegn og ser dem spille fodbold ovre på den anden side.

klokken er 6 og vi spiser en aldeles udmærket ramen i store skåle, mens kokkene bag den lange disk arbejder for øjnene af os. Vi går styrket ud i den blå time i et New York, der viser sig fra sin magiske side. Skatere på sprigvandskanten bliver filmet af et tv-hold, og House of Justices facade gløder i lyset fra den nedgående sol. De majestætiske bygninger har overflade som levende hud. Vi er på vej til Ground Zero. Vi er på vej mod undergangen, mens vore hjerter jubler af lykke i denne by skabt af hele det menneskelige spektrums kreativitet.

I et firkantet sort hul strømmer vandet ned fra det enorme kvadrats fire sider. På kanten af dybet er indgraveret navnene på ofrene. Vi står og ser ned i mørket. Over os står det første af de planlagte fire tårne til det nye World Trade Center. Som et trodsigt udsagn folder taget over memorialbygningen sig beskyttende ud. Som en englevinge.
Jeg siger ikke noget. Det gør min søn heller ikke.

Grand Central Station. Mein Gott. Selvfølgelig !
Vi har set den på utallige film. Skal derhen, men først må jeg ned og købe noget morgenmad. Drengen sover sødt, og jeg lister ud og ned gennem den grønne korridor af planter og høje træer af en art, vi ikke kender. Amerikansk. Vi er i “Amerika”, for søren!
Supermarkedet er stort med hylder, der bugner af farvestrålende indpakket gods. Køber mælk, yougurt, Frosty Flakes med chocolate og selvfølgelig brød, peanutbutter og jam. Rød boisenbærjam. Og stavrer med min plasticpose op ad de slidte trapper til Davids lejlighed, hvor sønnen er vågnet og ligger i sengen og ser 25. afsnit af House of Cards!
Vi spiser i den blankpolerede mahogni spisestue.

David kommer frem fra sit skjul. Jeg spørger, om han er gay. Så får vi det på plads. Han nikker og fortæller om gaypride, som var i sidste uge. Hans ven  er græker, derfor græske flag overalt. Han siger, vi skal stå af på Time Square og skifte til S-train, som går med et stop over til Gand Central, så det gør vi.
Time Square fordelingscentret i Metroen er en labyrint. Her går vi ofte fejl. Drengen vil den ene vej og jeg den anden. Så skiftevis hovere vi lidt. Hvem der har ret.
Mylder, mylder, menneskemylder. Sort af dem. Op og ned og så op ad lang trappe, hvor denne katedrallignende hal af en hovedbanegård åbenbarer sig. Marmor og guld. Mønstrede vægstukkaturer i lysegul sandsten. Loftet en stjernehimmel, hvor der minsanten midt i det hele hænger en lyseblå ballon, et barn engang gav slip på.
Uregelmæssigheden som gør helheden perfekt, tænker jeg, og lader mig opsluge af det vældige rum med trapper op og ned og ud og det tykmavede guldur i midten på toppen af informationen som viser tiden, som jo er nyttigt på en station, hvor togene kommer og går til tiden!

Min søn vil gå for sig selv, og jeg lader ham. Vi skal mødes ved den grønne plakatstander om en time. Så kan vi hver for sig udforske hele herligheden.
For enden af den brede midtertrappe har Apple slået sig ned. Det store æble. The big apple. Jeg finder mig selv på en Apple Pro og ser, at jeg  er tilgængelig selv her i New York. Det er betryggende. Eller hvad? Man kan finde mig, hvis man vil. Jeg er ligeglad om man gør, men jeg vil ikke gemme mig. Ikke længere. Hverken bag en tandlægetitel eller noget som helst andet. Synlighed er godt. Er man synlig, kan man ses, og jeg vil være synlig. Ganske enkelt. (Så må det briste eller bære.)

Jeg sætter mig med min store kop kaffe fra Starbucks i kælderen under stationen, hvor alle udsalgsstederne med mad er, ved et bord og giver mig til at tegne folk. Så bliver jeg væk og meget nærværende. Det er derfor jeg tegner. Ren terapi. Det foregår med fingeren på iPad. En mand kigger mig over skulderen, og jeg smiler til ham:
-Just for fun, siger jeg.
Han roser mig, men det skal han jo. Han kan næppe sige, det er noget lort, jeg laver. Men måske tænker han det. Hvad ved jeg, jeg er ligeglad. Tegner bare disse særprægede skabninger ved bordene. Driver lidt omkring bagefter og nyder dufte og synsindtryk fra de mange maddiske. Kosher food, sushi, store amerikanske burgers, kager, is. Det bugner. Og folk æder. De æder hele tiden herovre i Amerika. Hold da kæft, hvor de æder! Så kommer drengen, og så skal vi til Trump Tower, for selvfølgelig skal vi hen og se, hvor Amerikas ny præsident bor, når han ikke er i Washington og regere.

Der ligger det så, omgivet af maskinpistolbevæbnede politifolk, men man kan gå lige ind, og det gør vi. Ivanka har en smykkebutik i hallen lige indenfor bestyret af en Ivankalignende kvinde med langt lyst hår. Alt er i guld, ligesom præsidentens hår. Drengen tager rulletrappen op, jeg stikker hovedet ind i Trump baren, netop som præsidenten toner frem på den store TV skærm over disken. Han er ved at fremlægge en ny lov, som tillader at alle de kulminer, Obama lukkede, skal lukkes op igen, og at naturgasproduktionen skal sættes op, og at offshore olieudvindingen skal forøges, og at en pipeline i Alaska skal åbnes. (Jeg bliver helt stakåndet!)
-Amerika bliver et helt fantastisk sted at være, siger han, og smiler sit kærlige smil. Jeg er opslugt, og må derfor hurtigt til at punge ud, da tjeneren spørger mig, hvad jeg vil drikke. En lille øl, svarer jeg spagt, og får en Heineken, som jeg drikker, og bliver noget så dårlig over hele upsettet her og må ud. Må ud i luften fra dette guldhus, hvor min søn i det samme dukker op, og vi skrider.

Ovre i Central Park, falder vi begge omkuld på en klippetop omgivet af små egern og spraglede amerikanske fugle, som pipper mig ind i øret og fortæller, at det hele nok skal gå. De er  nogle optimister de fugle, men det hjælper på hovedpinen og Trump Tower, og så forlangte han minsanten 10 dollars for den øl! Men det var jo også i præsidentens bar. For søren!

I dag skal vi ud og sejle. Jeg elsker at sejle på havet i en båd. Der gynger. Osv, men altså, vi SKAL ud og sejle med en færge godt nok, men alligevel. Det lugter altid lidt af fisk.
Det er tidlig morgen, og min søn ligger og flader ud, mens herren sidder i dagligstuen, pligtopfyldende til det yderste og skriver om dengang han og sønnen var ovre på Staten Island.

Det er stadig solskinsvejr. Det er stadig meget varmt, men en svag brise blæser dog, og gør opholdet på dækket tåleligt, ja endog behageligt.
I den store afgangshal, som vi ventede i,  sammen med flere hundrede andre mennesker med samme ide, spillede en Terry Riley lignende musiker på sin bordharpe, som han beslog med fine metalfjedre, således at lyden i rummet vævede os mennesker sammen til een organisk enhed.
De store fløjdøre gik op, og vi strømmede ud i skibet og fandt en plads øverst oppe i den side, hvor man bedst kan se The Statue of Liberty.

Åh, det er forfriskende at få afstand til al dette sammenklumpede og opstillede liv, som denne by repræsenterer. På afstand ser den helt nydelig ud. Små sølvskinnende tændstiksæsker derinde tårner sig ligegyldigt op. Billeder bliver taget. Alle skal se statuen.” Statuen”. Hvad er det for noget? Jeg spørger min søn, hvorfor de ikke fløj ind i statuen i stedet for, men han mener, at det kun ville have symbolværdi og ikke rigtig batte noget. Men det ville da have været bedre, set ud fra alle de døde menneskers synspunkt, siger jeg, men han hører ikke noget. Han har hovedtelefoner på.

Vinden blæser. Brisen er mild mod kinden, og alle de små slæbebåde fiser frem og tilbage i havnen, mens 3 vandscootere laver slalom ind imellem. Så er vi der, og må af og på igen via ankomsthallen på Staten Island, hvor der er hotdog bar og slikudsalg. Da vi atter går i land på Manhattan er det over 30 grader varmt, og vi styrter ind i skyggen fra skyskraberne på vej mod Wall Street.

PJ Morgan, the Kapitalist of Kapitalists har bygget banken, hvis trappetrin vi sidder på. Overfor er George Washington stillet op, og det hele er afskyeligt. Goldman Sachs ligger lige om hjørnet. Japanerne fotograferer det altsammen og Kineserne ejer det hele, vist nok. Penge. Magt. Prestige o.s.v. Vi kender hele rumlen og er sultne. Hvad er da mere nærliggende end at skrå over til Little Italy for at få noget at spise. I en restaurant som Frank Sinatra spiste i. Wau!

Så bliver vi uvenner. Drengen pumper igennem den ophedede by i sin evige jagt på nogle særlige sko i en særlig forretning med kø udenfor af unge drenge ligesom ham. Jeg kan ikke holde tempoet, og bliver sur. Så sætter jeg mig på en trappesten og venter, og siger, at han bare kan løbe rundt. Jeg går ingen steder. Så løber han rundt, mens jeg nyder at sidde stille i skyggen og betragte alle de skøre mennesker, som løber rundt og rundt og rundt.

Galehuset Time Square. Ja den er virkelig gal. Men flot også. Milliarder af Led pærer blinker hele tiden i alle regnbuens farver, så man bliver bims. En kvinde har malet sine bryster i Stars and Stribes farver. Som to fuldmodne meloner hænger de og skammer sig over fornedrelsen. Her er sygt. Det kan ikke blive værre. Jeg bliver sat af på McDonalds, hvor jeg sidder og hører Nora Jones mens jeg drikker kaffe og min søn er ude og løbe efter sko.

Vi skal til Time Square igen den næste dag i sollys. Men så begynder det at regne. Det styrter ned og tordner. Byen bliver overvældet af naturens egne kræfter og bliver lille og skræmt. Meget opløftende endelig at få balance i tingene.

Ovre i Rockefeller Center bliver jeg sat af, mens den unge mand er ude og løbe efter bukser. Jeg spørger en kasketklædt kontrollør ved elevatoren, om jeg kan komme op og kigge ud over byen. Han siger, det kan jeg. Det koster 50 dollars, som yderligere skal spædes op med en Bombay Sapphire til 20 dollars i Skybaren. Det dropper jeg. Man skulle ellers tro, de havde penge nok i den familie. Komplekset er grunlagt af Nelson Rockefeller, der døde i 1960 som en af de rigeste mennesker i verden. Alt er  guld. Eller i hvertfald gyldent metal. Og marmor. Stiligt og med prangende religøse motiver op og ned ad stolper og vægge. I kælderen har de et cafeteria eller Rockbar, som det hedder. Her står tunge metalstole og borde i 1940 design og skramler fælt med ekko og skrigende lyde, hver gang folk rykker rundt. Jeg løber ud og holder mig for ørene.

I tasken ligger rosinkager, købt i supermarkedet hjemme i Harlem. Dem får duerne i små stykker ved bænken, mens 75 amerikanske flag smælder i vinden rundt om en oppustet gul kæmpefigur af en disneysk ballerina. Jo tak, her er fest og glade dage! Der går 3 timer, så er drengen tilbage med et par bukser, han fik på tilbud. Han er helt svedig af at løbe for at nå tilbage til mig på den aftalt tid. Jeg smiler til ham og siger, at det ikke gør noget, han er lidt forsinket. Jeg har jo duerne så længe.

Se, vi skulle jo gerne ud og høre noget musik. I en club eller sådan noget. I går på vej hjem gennem Broadway så jeg B.B.King bluesclub, og fik lange øjne, men da jeg senere googlede musikscenen i New York, gik det op for mig, at al den slags underholdning er forbeholdt folk over 21 år, og min søn er 17, så det sætter nogle begrænsninger for vores clubliv. Ude i East Village var en rap-koncert med DJ Haley, som han kender, men her var også begrænsning på 21 år. Endelig fandt jeg en jazz koncert somewhere uptown, hvor man bare skulle være 16 for at komme ind, og bestilte billetter.

Der var en højtidelig stemning mens vi blev ført ned ad trappen til salen, og det undrede mig, at man ikke kunne høre musikken, men kun mikrofonmumlen afbrudt af høj latter. Da døren gik op, og vi blev ført ind blandt flere hundrede mennesker samlet om små runde borde og sat sammen med et ægtepar, som høfligt præsenterede sig, gik det op for mig, at vi var havnet i et standup show! Jeg så fortvivlet efter, om der ikke skulle stå nogle musikinstrumenter et eller andet sted, men der var kun scenen og så denne mandsperson, som i det skarpe projektørlys ustandselig udsendte sætninger på lynhurtig amerikansk, hele tiden afbrudt af vilde latterhyl fra tilskuerne.

Der var buttfuckers og Sodomi og Jesus i sandaler og Trump på tissepotte, og det blev efterhånden som aftenen skred frem en smule morsomt, men absolut ikke B.B.King!  Vi stod bagefter ude på den våde gade med en lang næse, og undrede os over at det var tilladt for 16 årige, mens blues var forbudt.
Den eneste måde vi kunne løfte vores humør, var ved at fylde maven i en pizzarestaurant rundt om hjørnet.

Og så kom musikken alligevel!
Nede under jorden midt i virvaret fra de forskellige metro perroner stod et 8 mands orkester og spillede gamle Beatles melodier, mens folk, lige fra gamle halte mænd til skøre kvinder med uldhår, stod og dansede til. Det var vildt og dejligt, så vi blev hængende over en time, og var først hjemme hos David kl 1.

Iøvrigt er temperaturen oppe på 35 grader og airkonditionen larmer døgnet rundt i lejligheden.

Dette er hans helle. Dette sted, hvor han kan sige, lige hvad han vil. Han sidder i en magelig lædestol på første sal hos Starbucks med udsigt til byens travle liv. Det er mandag. I morgen tidlig kl 4 skal han afsted sammen med sin søn til Los Angeles.
I går talte han med David og fortalte om standup showet, som han troede var jazzmusik, og David svarede:
-Du er tæt på nu. Tampen brænder. Lige herovre. 10 minutters gang, bor  Marjorie Elliot, og hun inviterer hver søndag eftermiddag til soiré med forskellige dygtige musikere, som hun akkompagnerer på sit klaver i hendes private lejlighed. Hun er en ældre dame og spiller pragtfuldt. Der skulle I gå over.
Han takkede for tippet, og satte sig selv og sin søn på vej langs Douglas Av. hen over en bro og op ad en megt lang trappe til 555 Edgecombe Av. 3fl. i et stort gammelt mansion house, hvor Marjorie smilende tog i mod dem sammen med de ca 20 andre fortrinsvis unge mennesker, som også var kommet.

De blev bænket i dagligstuen med billeder af musikere, kendte som ukendte, og roen faldt på dem.En ung slank mand med skarpe træk og tykt sort hår kom ind med sin trompet fulgt af en høj midaldrende herre, kortklippet og med et klarinetblad som han fugtede, strittende ud af munden. De stillede sig op, og Marjorie slog de første toner an på klaveret. Helt stille i rummet begyndte “Amacing Grace” som en lillebitte kilde, der gradvist voksede sig større og større, da de to blæsere trådte til. De var tydelig nervøse i begyndelsen. Det kunne man mærke, men klaveret bar dem frem i processen og forløbet blev langsomt mere helstøbt og betydningsfuldt, efterhånden som de fandt hinanden. Det var musik, som han havde ledt efter hele tiden i New York, som udkrystalliserede sig i de øjeblikke, og hans sjæl og krop begyndte at vibrere fuldstændigt i overensstemmelse med disse mennesker, og hvad de gjorde gennem deres lyd i deres instrumenter.

Der var i rummet mellem tilhørere og udøvere en tæt forbindelse, som varmede og bragte tillid til al ting. Majorie i sin hvide kjole med sit store afrikanske hår og sit udtryksfulde ansigt, som bar præg  af et langt liv i musikkens verden, var det naturlige centrum.

Der blev læst digte op, og 3 ældre herrer kom ind og fremførte et stykke musikalsk poesi, som alle deltog i opildnet af de optrædende.

Han var så glad, da de 2 timer senere sagde farvel til Marjorie, at han måtte betro sig til hende og fortælle, at hun bragte tårer frem i hans øjne.
-That was good! Sagde hun, og smilte ham op i hans åbne ansigt.

Det var så New York. Skrevet midt på Time Square i et mylder af alle verdens slags mennesker, som er hvad New York er for mig.

Det hele på een gang.

 

 

 

 

 

 

Haven var tilgroet som en hvedemark, og måtte under intens behandling med den selvkørende græsslåmaskine sat i højeste position. For hver gang plænen var blevet slået, satte jeg den en tak ned, men allerede ved 2. tak gik det galt og motoren satte ud med tunge snøft. Nu er det 4. gang, den bliver slået, og min nabo Lasse modtager med glæde det sammenrevne græs til sin kompostbunke. Havet her ud for Bandholm er jo ikke Middelhavet! Det tør antydes. Men alligevel rummer det fryd og glæde at nedsænke sig i det nu ret lunkne vand med de mange spændende tangplanter og små vimsende fisk ind og ud mellem mine ben. Ib, det brave menneske har sammen med en kammerat, som er tømrer, konstrueret to solbadningsplatauer på Bandholm badeanstalt og lovet mig og de andre vinterbadere en fast bro hele året, så vi kan dyrke vores fornøjelse i det iskolde vand. Han siger, at den skal hedde “Jenses Bro” Bilen har fået strammet sin kilerem, og får i næste uge sat sommerdæk på hjulene. Så er den klar til at bringe mig til Kim Larsen Koncert i Ringsted fredag før pinse. Det fik jeg som gave af klinikassistenterne, da jeg trådte af som tandlæge efter 49 års tro tjeneste ved boremaskinen.

Nu er jeg pensionist og stolt derover. Så er man nået så langt i livet. Så kan man slippe tøjlerne og lade hesten gå, hvorhen den vil. Det sære er, at hesten har en masse vaner, som hele tiden spændes for, og som nu trækker den rundt i manegen. Men efterhånden som det indses, at det blot er gentagelser af et gammelt mønster, så stilner det af, og det evindelige tidspres forsvinder. Så bliver en flues summen i lokalet og en solsorts aftensang atter værdifuld i sig selv og ikke et middel til at opnå noget andet, en “oplevelse”. Jagten på oplevelser hører op.Det er sgu da meget fint.

Og Jonathans Esta visum til USA er gået i orden, så nu er vi rejseklar til det store spring over Atlanten den 27 juni. Jeg glæder mig som et lille barn, og det gør Jonathan også. Vi skal nok få en god tur. Ubetinget.

Men folk er nogle skvadderhoveder, synes jeg. Sådan i almindelighed møder man mange, som man ærligt talt ikke synes særligt godt om. -Hvor skal du hen? Råbte han vredt til mig fra sin lille røde bil, da jeg var ved at bakke forsigtigt ud fra parkeringsbåsen for ikke at komme til at støde ind i ham, hvor han holdt lige bag mig og ventede på at komme ind. Det kunne åbenbart ikke gå hurtigt nok, så selvom jeg ikke var kommet helt ud, strøg han tæt forbi mig og ind og råbte vredt til mig:-Hvor skal du hen? Jeg var lige ved at standse min bil og stige ud og svare på hans spørgsmål, for hvad mente han egentlig? Han mente jo nok, at JEG var et gammelt skvadderhoved, som ikke kunne rubbe neglende og komme væk, så han kunne komme ind og parkere, og det er det, jeg mener. For hvad er meningen med al denne vrede? Der er nok slet ikke nogen mening, tror jeg. Jeg tror bare generelt, at folk er vrede. Sure over deres liv, som udelukkende består af TV og spise og sove. Og så måske et ensformigt job. Måske sågar opslidende for at holde dette konkurrencedrevne samvær og samfund i gang. Så alle dem som sidder på flæsket kan få lov at blive siddende på deres flæsk. Sygt.

Derfor er det, at man ikke skal nogen steder hen hele tiden. Ikke hele tiden skal have en gulerod hængende foran næsen for at komme frem. Ikke skal hverken frem eller hen, men bare høre sin egen stemme hviske indsmigrende ord i sine øre om hvilke fantastiske oplevelser, man finder om det næste hjørne. Fristelser om et bedre liv end det nuværende. Tåbelige syner man stavrer bevidstløst hen i mod. Som i en drøm uden anden glæde end den nuværende, som er en løgn. Men dette tages ganske roligt. Tages ind og slippes ud igen. Et sted hvorigennem alt bevæger sig. Gnidningsløst og stille og som derfor udvider sig hele tiden og altid. Såre simpelt. Så er det væk. Så er det væk det hele og fluens summen er det eneste, der høres i rummet, hvor havens lyde af sommer og vindens bevægelse af det store træs blade trænger ind og blander sig som den enkleste sag af verden.

I begejstringen over Karl Ove Knausgaards “Kamp” begyndte jeg at læse “Sjælens Amerika” og “Alting har en tid” og jeg må desværre indrømme, at de keder mig. Det er som om han i begejstring over succes med “Kampen” nu skal til at finde på noget nyt. Han begynder alenlange filosoferende tekster, som ender som ren kværn. Set fra min synsvinkel. Men han skriver også i “Kampen”, at han leder efter noget at skrive om, og derfor kaster sig over emnet “`Engle”, men når man leder efter noget at skrive om, fordi man identificerer sig med en “Forfatterrolle” kan det ende med at blive tom snak.Trist.

Til gengæld er det ikke trist, at vejret nu og sansynligvis hele den kommende uge skal blive fint med sol og skyfri himmel og 20 grader i snit. På tirsdag får bilen sommerdæk, og så er det rigtig sommer!

What is the difference between fiction and reality ? The difference is, that fiction is created by thought and that reality is not. Reality is not something created. Reality is creation in it self. So whatever endlessly amount of fiction you absorb, you will never be real. Real is not something you can be. Real is something you are. Yes or no ?

How can you be sure, that you are real? That you can not.  Thats interesting. Because reality can never be fictiv. That is the funny thing about that. So you can think from now on and til doomsday about reality, and you will never grasp it. So you start doing fiction about it, and then you are back again. Running after your own tail. Funny, is it not?

But it is very entertaining. It is very absorbing and thrilling, as it is to work with artificial intelligens and computerised 3D imagination. And even to read a book  or look television. A parallel univers into which we are jumping easily on our way riding on thoughts.

This is just a personal statement. Any comments?

I dag er der æbleblomstfestival hos Klavs Meyer på Lilleø. Mens jeg svømmede ud fra Bandholm Badeanstalts cementmole i det 15 grader varme vand under en skyfri lyseblå forårshimmel, strømmede tonerne fra Monotone trommelyde ud over vandet blandet med munter snakken fra hundrevis af gæster, som ventede på færgen over til Askø. De havde telte og rygsække med og blev forsynet med kaffe og is fra en mobil kaffebod betjent af søde Klavs Meyer piger med blå forklæder. I to dage skal de lytte til musik og drikke æblemost og spise økologisk ude i hans æbleplantage. Jeg spurgte om der var flere billetter, men der var udsolgt. Men 2000 kr for to dages æblemost er også lidt i overkanten, tænkte jeg, så jeg vendte næsen hjemad og fik på vejen en snak med to cyklister, som camperede i Sakskøbing for at komme lidt hjemmefra,der hvor de boede i en lille by på Vestsjælland.-Nu, hvor børnene er blevet så store, at de kan klare sig selv, er det rart at tage et par dage fri. Sagde Konen, og tilføjede:- Og så kan jeg være lidt sammen med min mand, som ellers ville hænge i haven hele dagen. Manden lo genert, da hun sagde det. Og jeg gik videre hjem og tog en duche og spiste morgenmad. Såre simpelt det hele. Så prøvede jeg igen at læse lidt Knausgaard nu om Kain og Abel, og genkendte hans tidligere beskrivelser af forholdet mellem ham og hans bror, og begyndte igen at kede mig. Men måske er det mig der er noget i vejen med. Måske er det fordi jeg er begyndt at se House of Cards, som er spændende og godt lavet fjernsyn, at jeg mister koncentrationen med læsningen. Men det tror jeg nu ikke. Det er bare fordi, der var nogle “experter” i går i deadline, som mente, at man kan miste koncentrationsevnen, hvis man er for meget på facebook, men det er jeg jo slet ikke, så måske er det bare fordi det ER kedeligt, det han skriver i lange passager i “Alting har sin tid”. Nå, men nu skal jeg jo heller ikke trætte eventuelle læsere med lange meningsløse passager, så derfor: -Hav det godt derude hele verden!

Nå, nu skal jeg vist ikke komme for godt i gang med at klage over Knausgaard, for “Sjælens Amerika” er fremragende. Helt på højde med “Kampen” Han skriver direkte om sine oplevelser i verden, og det kan jeg lide! Tænker klogt og observerende. Kan anbefales.

Fik mail fra Olli i Schweitz, som bekræftede at han og hans familie har det godt og er flyttet til deres sommersted et chalet i Alperne nær Lucern. De inviterede mig til at komme forbi på besøg på vejen hjem fra Spanien, men  da jeg jo allerede er hjemme, kan det ikke lade sig gøre. Men måske når jeg atter bevæger mig sydpå til efteråret, vil jeg slå et smut indenfor hos dem. Jeg mødte dem i Blanes, og har allerede skrevet om dem tidligere. Det er en af de ting, som er så værdifuldt ved at rejse, at man møder mennesker igen og igen, som man aldrig har set før, og som man har alt til fælles med. Det er dette møde ofte helt ud af det blå, som viser hvor forbundne vi i virkeligheden er. Som jeg så ofte før har sagt, så er verden i orden. Det er os, der bringer den i uorden. Gad vide, om vi nogensinde finder vores plads. Gad vide.

Men det er spændende, at være med hver dag i dette uendelige experiment som livet er og se, hvorledes alting spiller smukt sammen, når man holder nallerne væk. Men det er også det, der er det svære: At holde nallerne væk.  Man skal lige ind og pille lidt. Rette lidt og mærker hvorledes initiativet tages med alle de undskyldninger en fortabt sjæl kan fremmane. Det er satenme svært en gang imellem ikke at komme til at føre sit eget forsvar, i stedet for at lade verden gøre det. Det er så nemt at snyde sig selv. Det er i det hele taget så nemt at snyde. Til tider så nemt, at man slet ikke er klar over, at man gør det. Så ser man sig selv, og bliver i tvivl om det var snyd, det man gjorde, eller om det var det rigtige, selvom det så ud som snyd.

Men for hrelvede, det er da skønt at komme i tvivl, ikke? Det tyder i det mindste på, at man ikke er en stålsat idiot. Om så nogle vil kalde det svaghed. Det er jo i virkeligheden det, der er humlen. At svaghed kan være styrke og styrke svaghed, og der er kun een til at afgøre, hvad der er hvad, og det er dig selv.

I haven blæser en halv orkan. Vores kunstige strand nedenfor Bandholm badehotel er på sandflugt ind over hotellets store plæne, så man må sætte hegn op, så ikke hotellet bliver den tilsandede kirke. Ruth Evers residerer stadig over sin menighed i “Faderhuset” Så sammenligningen med kirken i Skagen er ikke irrelevant. Havet er imidlertid ligeglad. Det ligger og lader sig stryge af den henfarende vind, og skutter sig velbehageligt med små krappe bølgebevægelser, som fugl og fisk og den store hvide svane tager del i med lige stor begejstring. Jeg løber ud langs molen, mens jeg holder på kasketten, som stormen prøver at flå af. En smuk pige standser op og griner til mig. Jeg svarer:-Der fik du mig! Og løber videre.

Det er i øjeblikket, det hele sker.

En sammenrullet grøn haveslange med gevind er en luksus, når man kommer op fra badet i det iskolde østersøvand. Så kan man gå over til studsen på hanen ved siden af toiletskuret og fastskrue den, for derefter at blokere tryklåsen med et stykke ståltråd, således at vandet løber hele tiden. Det giver anledning til en afvaskning af saltet fra havet, og man kan derefter frottere sig i den strålende morgensol. Så kan man ikke have det bedre. Man vil så kunne finde en passende reaggae station på sin Ipad, som transmitteres via Bluetooth til den lille sphæriske højttaler, som placeret på træbordet vil udsende æggende toner, mens man spiser sin yougurt. Så kan man slet ikke have det bedre. Imens kredser to ørne højt oppe i den lyseblå himmel og sender besked ned til den spisende om deres altafgørende tilstedværelse. Den spisende tygger sin mad grundigt. Det tager lang tid for hver mundfuld, for yougurten er dækket af et tykt lag muesli, som er indkøbt i et spansk supermarked, som ekselerer i meget grov og vanskeligt tygbare kærner. (Det er den samme muesli, som herren ved træbordet ofte deler ud til fugle, som kommer og beder om noget at spise, hvor han nu befinder sig i verden) Det tager altså tid at tygge. Og der ligger også æblestykker, som han har snittet, nedenunder myslien, så hver mundfuld kræver grundig forarbejdning med tænderne, før den synkes nu nærmest som en grød. Den tyggende herre tænker på, hvor svært det er, når andre mennesker i hans nærhed forlanger af ham, at han skal skynde sig med at tygge færdig. Så får han maden galt i halsen, og er nær ved at kvæles. Han må løbe hostende ned til bredden af havet og kaste det utyggede mad op og ud, for det er helt ufordøjeligt. Det tænker han på, mens han sidder der og hører reaggae musik og tygger fredeligt. For der er ikke andre mennesker til at forstyrre ham og skynde på ham. Han er helt alene i naturen ved havet med sin reaggaemusik og sin muesli, og han nyder det. Han nyder at føle, hvorledes hans krop og sanser spiller sammen med ørnene på himlen, bølgernes brus mod strandkanten og hans eget hjertes dumpe slag i sit bryst, mens han som sagt tygger på de hårde kærner i mueslien. Strømmen til den lille Bluetooth højttaler kommer fra hans nye solceller, som han har anbragt på taget af sin mobile lejlighed med både køkken og bad og toilet i en spand med aviser. Nu kommer al den energi, som han bruger til sine elektroniske apparater, sit køleskab og sit vebasto varmeapparat fra solen. Cellen er i stand til at producere op til 50 ah-timer i døgnet. Lige nu arbejder den på fuld tryk, og han glæder sig over solens hjælp til hans reaggae musik. Han glæder sig også over markernes grønne midsommerlys overdrysset som de er med ildrøde valmuer og dybtblå kornblomster. Bilen han kører duver behageligt efterhånden som den snor sig ad de smalle veje forbi krager i tusindtal som letter fra marken hvor de lever højt på en stor flok brogede og fritgående køers efterladenskaber. Hans hjerte bryder ud i sang, og han ser det hele som det er. For hrelvede hvor er det skønt. For hrelvede!

Så kører han ind forbi de to heste og de tre høns. Ind på Klippebo, hvor det ikke varer længe før hans bil er omgivet af røde italienere, som gør sig til gode med resterne af den grovkærnede muesli. Mens de spiser, spiller han et lille stykke klassisk mundharmonikamusik, der idet det blandes med den vellystige klukken fra hønsene, bliver til en symfoni om idel lykke.