SMÅ CIRKLER

Den mikroskopiske tordenflue bevæger sig i ottetalscirkler lige foran min næsetip. I første omgang er det enormt irriterende, men når jeg en tid har forsøgt at vifte den væk med et viskestykke, giver jeg op og lader den være. Så kan den uforstyrret danse sin dans som indledning til det skybrud, som i følge YR skal finde sted over os kl 18 her på DCUs store campingplads “Hesselhus” lidt uden for Silkeborg midt på den Jydske højderyg. Bilen er brandvarm og luften trykkende. Jeg har hængt mit sengetøj ud til luftning og installeret en tørresnor mellem en lygtepæl og bilen til mit håndklæde. Det nye solcellepanel ligger og flyder hen over passagersædet. Jeg vil ikke sætte det på taget af bilen før jeg kommer tilbage til Bandholm. Her er strøm for 30 kr om dagen og det benytter jeg mig af. Det er rart at være blandt mennesker igen. Almindelige campister, hvoraf mange er fastliggere, som bevæger sig stille rundt og udveksler erfaringer fra deres liv. Mange har sygehistorier at fortælle. Mine nærmeste naboer drøfter forskellige former for lungebetændelse og KOHL mens de sidder i skyggen under deres parasolle og drikker dåseøl og ryger rullecigaretter. Swimmingpoolen har adgangsbegrænsning på grund af Corona. Alle spritter af hele tiden, men jeg synes nu ikke, de holder ordentlig afstand. Jeg lukker døre op med albuen og tænker på, hvornår den lille dræber rammer mig med respirator, død eller i bedste fald langvarig genoptræning og livslang nedsat lungefunktion. Nå, men jeg passer på og går med maske i Aldi, når jeg køber ind. 2 måneder tog det mig af få fat i de rigtige KN 95 masker med virusfilter fra Kina. Nu er jeg reglementeret maskebærer og kan begå mig over hele verden uden at få en bøde. De siger, at man kan blive straffet med bøde op til 1000 euro, hvis man ikke har maske på, når man skal op i Eiffeltårnet. Og elevatoren er lukket, så man skal gå op ad trapperne hele vejen. Så sveder man meget og så udsender man masser af virus. Der skal jeg ikke op. Selv ikke med maske! Jeg bliver her på campingpladsen indtil i morgen. Så tager jeg bilen og kører over til Harboøre og springer på hovedet i Vesterhavet uden at blive ramt af Danmarks nye invasive art, den lilla brandmand!

Vi tror selv, vi er så vigtige med vores tankespin. Men det er vi ikke, og vi ved det godt inderst inde, men vi har satans svært ved at indrømme det overfor os selv. Universet, eller hvad man nu skal kalde det, er dybest set skide ligeglad med os. Det ønsker perfekte arter, som er i stand til at tilpasse sig ind i diversiteten og ikke “perfekte” individder som tror de er Gud.     Fuck dem!
Så derfor, og udelukkende derfor, er dette “jeg” i en tilpasningsfase, som det i høj grad nyder at være i. Derfor vil det nu om lidt, når det har skrevet disse ord, mens det sidder i denne krop og ser ud på græsset, hvor en vipstjert netop er i færd med at prikke små insekter op til morgenmad, løfte sit legeme fra sædet og begive sig ned til Informationen, hvor det vil betale sin regning for dette ophold på dette sted, DCUs campingplads “Hesselhus”, hvorefter det vi gå ind til bageren og købe et brød eller en croissant eller hvad der nu falder det ind, når det står foran glasmontren og skal bestemme sig. Således ser det ud lige nu i dette hellige øjeblik for dette jeg. Når det så kommer tilbage vil det forberede sin afrejse. Det vil folde taget ned over sin seng og rydde op inde i bilen. Checke olie og vand og når alt er klappet og klart starte motoren (hvis den vil…) og køre ud på landevejen over mod Vesterhavet.

Og det skuffer ikke, det Vesterhav! Forrygende store bølgebræk med skumsprøjt og dampskyer ud over hele høften, jeg står på. Et tysk ægtepar med hund kommer op og vil forbi. Jeg trækker mig skynsomt tilbage fra dem. De er jo tyskere og jeg tænker de kommer fra en delstat med højt smittetryk. Man kan jo aldrig vide, tænker jeg, og fornemmer i samme øjeblik den smitteracisme som hersker i disse dage. Pas på! En Corona! Og man viger reflektorisk ud i den tilladte afstand og gerne mere, for man kan jo aldrig vide… Brændingen slår op mod den kulsorte bølgebryders sten og blæsten hiver mig i håret og snart er tyskerne forsvundet og jeg har den milevide strand helt for mig selv. Ærgrer mig ustandselig over min glemsomhed. Skulle selvfølgelig have taget kite-dragen med herover. I den blæst kunne jeg rigtig manøvrere og måske blive ført som en windsurfer i strygende fart henover det gule sand! Desværre har jeg glemt den, som sagt og har nu kun ærgelsen tilbage. Ærgeligt! De lilla brandmænd florerer i stort antal lige hvor bølgekammen slutter på det glatte sand. Der ligger de og skinner som safirer, men det er lumske ædelstene der ligger der. De brænder, gør de og jeg tør fandme ikke begive mig ud i den røverrede, så jeg nøjes med et hastigt dyp til maveskindet og så op og frottere og lade som om, at nu har man været i Vesterhavet.

Vinden tuder og river i mit tagtelt. Heftige tordenbyger driver hen over landet og tømmer sig plaskende så campingpladsen er ved at drukne. Med et hører det op og solen styrter midsommerstikkende direkte ned i hovedet på mig og gør mig ør og varm. De store klitter med marehalm, klokkeblomster og gul snerre bølger sig foran mit øje og det varer ikke længe før jeg sidder deroppe med akvarelblokken og et syltetøjsglas og min windsor and newton fyldt med de dejligste farver.

Det styrtregner lige nu. I bilen er der varmt, da jeg har varmeblæseren tændt. Gudskelov for den. Det giver mig mulighed for at tørre mit tøj oppe under teltet. Der hænger det på en stang og tager sig ud. Mine to håndklæder bl.a.  som jeg brugte i morges, da jeg var i bad. Først troede jeg, at der kun var koldt vand, men fandt senere ud af at trykke på en grøn knap med et skilt hvorpå der stod “gratis vand” så løb det varme vand lige ud i hovedt på mig og jeg kunne exekvere mit morgenritual. Skal jeg køre videre eller skal jeg blive lidt endnu? Mit privilegie er denne valgmulighed. Jeg vil lade det stå åbent der. Ikke nogen grund til at træffe forhastede beslutninger. Bilen svinger fra side til side, når de kraftige vindstød tager fat i den. Tagteltet klaprer og bølger ind og ud for blæstens tryk. Solen skinner i glimt ned gennem de forrevne skyer. Ude i det fjerne høres lyden af det frådende hav. Jeg må ned til det inden jeg kører. Det er ubetinget. Et valg er truffet. Så vidt så godt. Alt derefter er til forhandling.

Tøm dit hoved du raske gut.

Om et håb eller to blev brudt.

Dog er der håb i det høje.

Når jeg mit sind kan nedbøje.

Ja, det tør siges. Tænk hvis man fik demens og ikke kunne tænke mere. Hvad skulle man så tænke. Skulle man så tænke på noget andet end det man tænkte på? Og hvordan ville det være. Tænk hvis man døde. Hvad så? Ikke? Det er noget sludder og vrøvl som hele tiden dukker op i alle verdenshjørner og den lille sjæl lader sig føre afsted i dette morads af en virkelighed. Tankens veje er uransagelige. Hvad VED vi egentlig, når det kommer til stykket. Jeg havde en drøm i nat, hvor jeg hang i en snor og skulle lade mig falde ned på jorden, men afstanden var for stor og jeg vidste at jeg ikke ville klare den, hvis jeg gav slip. Så blev jeg bare hængende, og der hænger jeg nu.

Enten kunne jeg gå hen til min bil og køre videre, eller osse kunne jeg gå med de to piger som stod og ventede på mig. Jeg var i tvivl og begyndte at græde. De ville hjælpe mig, men jeg var bange.

Pigen der kørte ind foran mig på tankstationen, kaldte jeg et røvhul. Havde det været en mand, ville jeg ikke have været så grov. Hvad er det jeg hele tiden prøver at undgå? Er det at se mig selv i øjnene? Er det det? Så bliver jeg så fandens destruktiv. Men måske er det godt at være lidt destruktiv en gang imellem. At nå ind til angstens kerne. Angsten for hvem man i VIRKELIGHEDEN er . Jeg købte “Procreate” i går og tegnede straks noget mystisk noget. Jeg kan ikke holde al den perfektion ud. Jeg kan ikke holde alle disse skønmalerier ud, når nu verden er en sump. Kan I forstå det? Jeg bliver nødt til at råbe højt. At skrige lige som Munck. Ikke? For sådan er det jo. Døden og udslettelse. Hadet og fordummelsen er til stede alle vejne og jeg bliver nødt til at skrige. Råbe. Skabe mig det bedste jeg har lært. De små planter bæver i vinden. De er så skrøbelige. Livet er skrøbeligt. Kan I for helvede ikke se det allesammen? Så lad det da være, det liv.

Nå, så er vi færdige. Med det hele, og det er godt. I går fin tur i Paradisbakkerne kyndigt vejledt af Bynke. De unge mennesker nød at vandre og jeg hang på. Gable optrådte om aftenen for fuld skrue. Betty var fraværende. Det kan jeg godt forstå. Alt for meget snak. Jeg hægtede mig af og blev kun hængende af høflighed. Men mine folk nød samværet, og det var det vigtigste. Nu skal vi videre. Altid videre. Til Opalsøen neden for Hammershus. Det vil Suien gerne. Så gør vi det. Og bagefter bade i samme sø. Den er nok kold.

Een eller anden dag, eet eller andet sted på een eller anden campingplads ligger der en mand og skriver på sin iPad. I en seng af en særlig art, som er opstået ved, at en madras er blevet anbragt der, hvor tidligere to autostole sad fast i gulvet på en lille bil. Der ligger han og ser ud af bilens ruder op på en skidengrå himmel, som hele natten har øst syndfloder af vand lige ned i hovedet på ham. Men han er ikke blevet våd, nej for han har garderet sig med et “hæktelt” af særlig beskaffenhed.  Det er konstrueret af et gammelt læhegn, som han har arvet af sin mor. Hans mor tog nemlig ud på små campingture omkring i det ganske land. Ofte på cykel med ham på bagsædet. Så sad han der og nød den blide sommerluft blæse ham i ansigtet, efterhånden som hun stred sig frem gennem det Fynske landskab. Men hun er død. Hans far er osse død, og snart er han selv død. Som så mange andre. Dog er han ikke død endnu. Så kunne han jo ikke skrive, hvis han var død. Det er soleklart og ikke til at komme udenom.

Han tænker tit på Gabel og Betty. Disse purunge mennesker, som har hele verden foran sig. Hvordan vil de gebærde sig? Vil de experimentere og bevæge sig ud på den tynde hinde som dækker planeten Tellus og lade sig føre af dens indbyggede intelligens, eller vil de af angst for uforudsete hændelser begynde en indkapsling af deres fine sanseapparat og forstene lige som de fleste. Det tænker han på. Men han er optimist og tror, at de nok skal finde ud igennem det tankespin som formørker menneskenes verden og flyve frit som de små svaler oppe i luften.
Han tænker osse på sin store datter Bynke, som har fundet sit sted på jorden og som åbnede sit hjem så smukt for de to andre unge mennesker, hans vej i verden havde fremkaldt. Jonathan, som er glad for sit nye hjem i Odense sammen med sine tre “roommates” hvor han bor i cykelafstand fra Syddansk Universitet og skal læse dansk og historie. Endelig kom han afsted. Det holdt hårdt, men lykkedes til sidst, som så meget andet når man blot har tålmodighed, og hans anden datter Suien som er blevet en stor pige med 2 uddannelser bag sig og fast forhold og kaniner. Hun er “en route” og har godt fat. Hende tænker han osse på, og hendes kæreste Bue, som er en klog og rar dreng, som passer sine ting, hvor hårdt det måske en gang i mellem må være.

Sådan ligger han her i sin Peugeot 307 på Hesselhus camping tæt ved  Funder ådal, hvor han i går gik en lang tur ned over de lyngklædte bakker, hvor naturstyrelsen har udsat mongolske Yak okser til at afgræsse arealerne. I  bunden løber Funder å, som han har fisket i for mange år siden. Store bækørred som blev stegt på spid.
Men så begyndte det at regne, og han blev gennemblødt på vejen hjem. Nu hænger hans vindjakke på en snor, han har spændt ud under bilens bagsmæk og tørrer fra varmeblæserens luftstrøm.
Hvad der videre skal ske, er der ingen der ved. Jo måske noget morgenmad kunne være en god idé, tænker han, og går i gang med at koge vand til the.

En længere eftersøgning bragte endelig Tollundmanden frem i lyset. Han var træt af, at ligge der i mosen så mange tusind år. Sølet til af mudder og træsyre fra de store ege, som gennem tiderne var sunket ned i Bølling sø.
Han havde været på fisketur, da han blev overrasket af stormen og måtte søge tilflugt under en hybenbusk. Der ramte skæbnen ham, og han sank i dyndet, først til sokkeholderne senere til halslinningen, hvor et reb han havde bundet sin skjorte fast med greb fat i busken og kvalte ham. Derved sparedes han for duknedødens lidelser.
Jeg vandrede ad fårestier langs den smukke sø og mødte ham stående oprejst bag en stenvarde. Han smilede til mig og rakte sin knokkelhånd frem. Jeg tog den og i det samme begyndte jorden at skælve under mine fødder. Da sank vi begge i dyndet i mosen, og taknemmelig var jeg over endelig at have fundet min frelser.

Nu ligger jeg ved Vesterhavet igen. Der blæser en let vind, og bølgerne er ikke for store til et bad.
I går i Lemvig fandt jeg en hynde hos “Jysk” til 100 kr som jeg har lagt under min madras for at få et mere jævnt natteleje. Mit hoved er fyldt med ord, som jeg spytter ud i eet væk. Sådan fungerer mit hoved. Køerne brøler med spændte yvere, og snart vil malkemaskinens sugekopper befri dem for smerterne.
I det hele taget har jeg ingen anelse.
Bilen fungerer som camper, men er ikke så luxuriøs som den gamle California. Det er en udfordring at skulle leve på så lille plads uden mulighed for at stå oprejst. Man kryber ind og kryber rundt og den snart 80 årige gamle krop har svært ved de mange anstrengende bevægelser i det lille rum. Og  sengen er et kapitel for sig med dybe hulninger og store bule som søges udjævnet af puder og madrasser og som sagt en hynde fra “Jysk”.
Helt godt bliver det ikke før jeg får lavet en plade som kan kompensere for ujævnhederne i bilens bund.

Nu er der gået en rum tid siden jeg sidst skrev her på siden. På denne side. Nå, men det er jo bare en måde at begynde på. Så går det hele af sig selv. Så behøver jeg ikke at spekulere på, hvad der skal stå. Det står der bare. Det som jeg siger. Lige så stille står det der og glaner op i mit åbne ansigt. Som små trolde på vej ind i hytten, hvor jeg bor. Derinde i  mørket. Inde i det bagerste hjørne af reolen med de støvede bøger. Der står min bog og gemmer sig. Den vil ikke ud. Den vil ikke ud til beskuelse. Den er ikke stolt over at blive set. Den ønsker at gemme sig. Ja.

I går, da jeg kom hjem fra Århus, satte jeg strøm til laderen og kørte mig en tur på min nye elcykel ud til Skifterne og der var natten lige begyndt, mens en svag rødmen stadig hang ude vestpå. Det var helt stille i luften og færgen fra Askø var på vej mod Bandholm ude i bugten. Oppe over siloerne hang planeten og de mange lys fra promenaden glimtede hen over vandet. Vejen var meget bumpet og der var flere gange, hvor jeg frygtede at falde af. Jeg kørte uden styrthjelm og det kan blive farligt. Da jeg kom hjem, lavede jeg mig en varm kop the.

 

 

 

 

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.