Jeg havde en frygtelig drøm i nat. Jeg var tandlæge! Tænk dem noget så frygteligt. Kan det være værre? Jeg lå her i min seng i bilen, da patienten trådte ind på klinikken. Han var en stor, bredskuldret herre med langt lyst hår. En rigtig vrestler, som man siger, og jeg blev da også ret bange ved førstehåndsindtrykket af ham. Mine klinikassistenter elskede ham straks han kom ind ad døren. De sneg sig kælent op og ned ad ham og gjorde sig lækre og alt muligt for at tækkes ham. Nå, men jeg måtte jo til arbejdet. Sådan var det og er altid i en hvilkensomhelst persons liv. -Til arbejdet! Lyder det fra alle gadehjørner. Fra alle vinduer og døre. Fra alle munde, som selv er blevet slaver. -Til arbejdet! Så det gjorde jeg. Tog kitlen på for rigtig at virke professionel og sejlede overlegent ind på klinikken, hvor vores vrestler behændigt var blevt anbragt i den supermoderne tandlægestol til flere millioner kroner, som jeg nu var sat til at arbejde af. Han åbnede munden (det gør folk jo hos tandlægen) og jeg kiggede ind i redeligheden. Det store krater i højre kindtand for oven åbenbarede sig med al ønskelig tydelighed. – Hvad skulle jeg gøre? Gode råd var dyre. Sveden sprang frem på min pande og jeg begyndte at ryste. Mine ben dirrede og med nervøse bevægelser bragte jeg spejlet ind i hans mund, mens jeg mumlede:- det ser ikke godt ud! Han for op, og jeg sprang flere meter tilbage for ikke at blive forulempet. -Hvad koster det? Spurgte han. -Hvad koster hvad? Svarede jeg svagt. -At få lavet det skide hul, du mumler om tandlæge!
Så var det at jeg begyndte at føle presset mod min hals. – Jeg kan ikke trække vejret, tænkte jeg. Men jeg sad fast. Hans vrestlerånde sad mig i nakken og jeg var uhjælpeligt fanget af denne store kæmpe af en mand. Selv er jeg lille og spinkel og ikke noget kønt syn, men nok om det. Jeg forklarede ham lidt om prisen på de forskellige dele af arbejdsprocessen som det ville være nødvendigt at udføre og det gjorde ham for en stund passiv, og fik ham til at falde til ro. -Den næste patient er ankommet! Lød det ude fra receptionen. Det var en af de smarte klinikpiger som skadefro meddelte dette. De vidste godt, at det ville sætte mit stressniveau i vejret, og de nød at se mig fare forvirret rundt for at nå det hele, mens de en gang i mellem så deres snit til at spænde ben for mig. -Tiden, tiden, tænkte jeg og begyndte at lede efter røntgenbillederne, som plejede at ligge i en kasse ude ved siden af røntgenapparatet. Patienten var i mellemtiden blevet utålmodig og råbte: -sker der snart noget? Jeg bad en af pigerne om at finde røntgenbillederne men hun havde lige pludselig travlt med noget andet, så her var ingen hjælp at hente. Jeg måtte altså klare mig selv og følte mig som en flue i en flaske. Drønede rundt mens patientfyren klagede og klinikpigerne vendte mig ryggen. Langt om længe fik vi billedet taget og det viste sig at tanden skulle rodbehandles og bagefter have en krone sat ned over sig. Alt i alt et større arbejde, som der slet ikke var tid til, for nu begyndte de øvrige patienter at hobe sig op ude i venteværelset mens receptionisten sad ganske upåvirket og filede negle! Vristlerpatienten gav lyd fra sig: -Hvornår er jeg færdig, spurgte han. -Jeg skal nå noget, og kan ikke sidder her hele dagen. Ude i venteværelset begyndte de gamle damer at dunke i takt med deres stokke ned i gulvet. -Vi har bestilt tid! råbte de. -Hvor længe skal vi vente? Klinikpigerne stillede sig spørgende op foran mig, somom jeg skulle kunne give dem et svar eller en ordre på, hvorledes situationen skulle takles. Alle omkring mig var i venteposition, og det var mig de ventede på. Det var mig, der skulle forklare for patienten, hvad der skulle laves. Det var mig der skulle lave det. Det var mig pigerne ventede på, for at få besked på, hvad de skulle gøre, og det var mig alle damerne ude i venteværelset utålmodigt krævede at jeg skulle stå til rådighed for. Og min faglige stolthed stod i kulissen og ventede på, at mit tandlægelige håndværk blev perfekt. Jo tak, det var et helvede, som jeg for rundt i og prøvede at navigere mig frem gennem. En lang tåget tunnel af krav fra alle sider, hvor jeg hele tiden skulle opbyde alle mine kræfter, for at komme videre og videre til de nye patienter og de nye rodbehandlinger og de nye tandkroner og broer og proteser og operationer som ventede på mig i dette uendelige tomrum , som aldrig ville få nogen ende, men kun blive værre og værre. Jeg blev kvalt. Kunne ikke trække vejret. -I CAN`T BREATHE !
Og jeg vågnede med et sæt og opdagede, at det er sådan verden ser ud lige nu.
Skriv et svar